Ministrene er blevet bedt om at redegøre for, hvorfor
regeringen fastholder en automatisk nedlukningsmodel på
skoleområdet, som ifølge regeringens egne faglige
eksperter i referencegruppen ikke giver mening og som "tager
børnene som gidsler" og er "ramt forbi skiven". Herunder
udbeder udvalget sig svar på, om ministrene mener, at
ministrene i tilstrækkelig grad har orienteret Folketinget
om, at regeringens referencegruppe er imod den automatiske
nedlukningsmodel på skoleområdet. Endvidere har
udvalget bedt ministrene redegøre for det sundhedsfaglige
grundlag og baggrunden for, hvorfor regeringen har valgt
incidenstal-niveauer på hhv. 200 og 400, når det
eksempelvis vil betyde automatisk tvangslukning af alle skoler
på Ærø, uagtet om skolerne har smittede, og at
eleverne her kommer fra hele Danmark.
Udvalget har tillige bedt ministrene svare på, om regeringen
mener, det er rimeligt, at børn og unge hjemsendes, og
skoler og uddannelsesinstitutioner i sogne eller kommuner
automatisk tvangs-nedlukkes, selvom smittetilfældene i de
pågældende sogne og kommuner med incidenstal på
over hhv. 200 og 400 enten er inddæmmet, eller slet ikke kan
henvises til de pågældende skoler og
uddannelsesinstitutioner.
Samrådsspørgsmålene er stillet af Ellen Trane
Nørby (V), Martin Geertsen (V), Sophie Løhde (V) og
Jane Heitmann (V).