Statsrevisorerne afgav den 4. december beretning nr. 5 om
statens it-beredskab for udvalgte samfundskritiske it-systemer og
beretning nr. 6 om it-sikkerheden på Statens It's servere. I
beretningerne rejses kritik og opmærksomhedspunkter ift.
statens håndtering af it-sikkerhed m.v.
I lyset af beretningerne har Udvalget for Digitalisering og It bedt
finansministeren og digitaliseringsministeren om at kommentere
på det forhold, at Danmark er et af verdens mest
digitaliserede lande, men at det offentlige it-sikkerhedsniveau
medfører risici for samfundskritiske systemer og for
borgernes følsomme personoplysninger og forretningskritiske
data.
Udvalget har desuden bedt ministrene redegøre for, hvilke
konkrete tiltag de vil sætte i værk for at bringe
it-sikkerheden på Statens It's servere i orden, så
følsomme personoplysninger og forretningskritiske data ikke
udsættes for en unødig risiko for kompromittering, og
så cyberangreb ikke kan sprede sig mellem servere og mellem
myndigheder.
Derudover har udvalget bedst ministrene redegøre for,
hvordan de konkret i samarbejde med de relevante ministerier vil
sikre, at alle samfundskritiske funktioner har et tilfredsstillende
og stærkt it-beredskab, så løsningen af
samfundskritiske opgaver ikke trues i tilfælde af
større it-nedbrud, hackerangreb mv. Endelig har udvalget
bedst ministrene redegøre for, hvorfor man i lyset af
forrige års kritik og den stigende cybersikkerhedstrussel
ikke allerede har sikret et bedre sikkerhedsniveauet.