Åbent samråd om Baltic Pipe-projektet
Udvalg: Energi- Forsynings- og Klimaudvalget
Mødedato: 30-08-2018
Starttidspunkt: 13.30
Sluttidspunkt: 14.30
Lokale: 2-080
Åbent samråd med energi-, forsynings- og klimaministeren om, hvordan Baltic Pipe vil bidrage til stabiliteten og forsyningssikkerheden i det danske energisystem. Samrådet finder sted torsdag den 30. august 2018 kl. 13.30 i vær. 2-080 på Christiansborg.

Med henvisning til artiklen "Milliarddyr gasledning graver hele Danmark op for polakkernes skyld" (Ingeniøren den 1. juni 2018) har udvalget bedt ministeren svare på:
• Hvordan vil Baltic Pipe bidrage til stabiliteten og forsyningssikkerheden i det danske energisystem?
• Vil den påtænkte investering fremme omstillingen til vedvarende energi i det danske eller europæiske energisystem?
• Vil investeringen på anden måde bidrage til EU's opfyldelse af Parisaftalens mål?
• Inddrager investeringen provenu fra tariffer eller afgifter fra det danske energisystem?

Herudover har udvalget bedt ministeren redegøre for, hvorfor man i rapporten "Baltic Pipe Business Case" i afsnittet om mulig klimaeffekt kun sammenligner med de eksisterende fossile teknologier, som projektet kan erstatte med gas, i stedet for tillige at sammenligne med tilsvarende investeringer i vedvarende energiteknologier.

Samrådsspørgsmål S og T stillet efter ønske fra Christian Poll (ALT) og Rasmus Nordqvist (ALT)