Om forslag til vedtagelse

Fremsat:
16-05-2025
Forslag til vedtagelse:
Folketinget konstaterer, at klimaforandringerne medfører højere vandstande og voldsommere vejr. Folketinget opfordrer derfor regeringen til i forlængelse af de igangsatte initiativer i »Klimatilpasningsplan I« at sætte tempo på klimatilpasningen og sikre de rette reguleringsmæssige rammer og langsigtede investeringer, så Danmark bliver beskyttet. Folketinget noterer, at regeringen hurtigst muligt fremlægger en »Klimatilpasningsplan II« med tiltag, der beskytter Danmark mod oversvømmelser fra havet. Folketinget opfordrer til, at regeringens plan indeholder finansiering af væsentlige investeringer samt bedre regulering og organisering af kystbeskyttelsesområdet. Klimatilpasning bliver en tilbagevendende opgave, så der skal tænkes langsigtet. Folketinget opfordrer til, at regeringens tiltag er strukturelle, forebyggende og understøtter, at værdier, infrastruktur m.v. beskyttes i forhold til konsekvenserne af det forandrede klima. Folketinget opfordrer regeringen til i indeværende regeringsperiode at påbegynde arbejdet med at udvikle en langsigtet klimasikringsplan for Danmark. Planen skal bl.a. tage udgangspunkt i viden fra en bred kreds af forskere. Denne viden deles med partierne. Indholdet drøftes med Folketinget.
Afstemning:
Vedtaget For stemte 110 (S, V, DD, SF, LA, M, KF, EL, DF, RV, ALT, Jon Stephensen (UFG), Mike Villa Fonseca (UFG), Jeppe Søe (UFG), Theresa Scavenius (UFG)) imod stemte 1 (BP) hverken for eller imod stemte 0
Fremsat under: