Tak for det. Jeg synes faktisk, den her sag er ekstra problematisk, for som jeg har forstået det, er det jo faktisk noget, man både fra kommunen og forsyningsselskabets side har benægtet fandt sted, indtil der blev søgt aktindsigt i det. Det var først der, man gjorde noget. Jeg synes, det er meget bekymrende, hvis det er sandheden. Så er det jo noget, man har gjort bevidst, fordi man ved, man har et problem med det.
Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være sådan. Jeg har også hørt ministeren sige adskillige gange, at spildevand ikke er det store problem. Vi hører mange steder fra, at spildevand ingenting betyder, fordi det udgør en så lille procentdel. Men nu nævner ministeren selv et andet eksempel, og jeg kan nævne eksemplet fra Mariager Fjord, hvor man startede med at sige, at det drejede sig om 1 mio. l spildevand, men det viste sig, at det var mellem 13 og 15 mio. l urenset spildevand, der var blevet ledt ud i en fjord. Jeg er ikke teknisk ekspert, men jeg kan godt regne ud, at så store mængder har en indflydelse på, hvordan vandmiljøet i sådan en fjord har det. Det synes jeg ikke er i orden.
Kan ministeren ikke godt redegøre lidt mere for, hvordan vi fremadrettet kommer til at følge mere op på det her? For jeg må tilstå, at jeg personligt ikke synes, det er i orden, og når jeg læser på de sociale medier og andet, kan jeg også fornemme, at mange andre mener det samme. Det er ikke, fordi vi vil fritage landbruget fra at gøre noget, og fiskeriet skal også bidrage til det hele, men at man gang på gang ser, at det ingen konsekvenser har, når spildevand på den her måde bliver ledt ud både bevidst og ubevidst, fordi der kommer store regnskyl, og at det bliver skudt til side med et udsagn om, at det er ubetydeligt, synes jeg simpelt hen ikke er i orden. Man skubber det til side og lægger bare byrden over på nogle andre og siger, at så må de løse problemet. Så vil ministeren redegøre for, hvordan vi følger op på det her fremover?