Det næste punkt på dagsordenen er:

21) Forhandling om redegørelse nr. R 14:

Udenrigsministerens redegørelse for dansk udviklingssamarbejde 2024.

(Anmeldelse 13.05.2025. Redegørelse givet 13.05.2025. Meddelelse om forhandling 13.05.2025).

Vi skal nu i gang med en redegørelsesdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig ud fra deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind. Derfor holder vi en kort pause, indtil det er sket.

Mødet er udsat. (Kl. 13:08).

Det ser ud til, at vi er klar.

Forhandlingen er hermed åbnet. Den første ordfører, der er velkommen til at komme op på talerstolen, er hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for det, formand. Tak til udenrigsministeren for at have fremsendt redegørelsen i forhold til dansk udviklingssamarbejde. Det er en rigtig fin redegørelse set med socialdemokratiske øjne, og jeg kan rigtig godt lide afslutningen på udenrigsministerens forord, hvor han siger, at det her er resultatet af det, vi har skabt sammen.

Jeg vil egentlig gerne lige forklare, hvorfor det er, at vi skal have en redegørelse for udviklingssamarbejdet. Det skal vi, fordi da vi tilbage i 2021 lavede den eksisterende udviklingspolitiske strategi, blev vi i aftalekredsen enige om, at det ville være virkelig godt, at vi en gang om året mødtes her i Folketingssalen for at gøre status på det meget store engagement, Danmark har i forhold til udviklingssamarbejdet, for at vi kunne være sikre på, at vi mindst en gang om året fik lavet en helhedsvurdering af, om vores udviklingspolitiske samarbejde lever op til den strategi, vi har lagt.

Det er jo netop sådan, at det er en aftale, vi har lavet på området med meget bred politisk opbakning, men at det altid er ressortministeren, der sørger for at udvirke samarbejdet med de mange, mange partner, og lad mig starte dér, nemlig ved de mange partnere. Fra socialdemokratisk side anser vi naturligvis udviklingsarbejdet for at være fuldstændig afgørende for, at danske værdier og holdninger og det danske ansvar som et meget rigt land bliver løftet ude i verden.

Hvordan gør vi det? Gør vi det, ved at vi har et dygtigt og kompetent ministerium? Ja, det gør vi også. Men vi gør det i meget, meget høj grad, ved at vi har et civilsamfund i Danmark, som er så utrolig favnende. Jeg er utrolig stolt af at kunne sige, at vi både har meget store civilsamfundsorganisationer, men at vi også har en paraply af utrolig mange små civilsamfundsorganisationer, der arbejder meget tæt sammen med partnere i de lande, hvor vi driver udviklingssamarbejde.

Vi har CISU, som har 30-årsjubilæum i år, og som er paraplyorganisation for de mindste organisationer, og vi har de strategiske partnere, hvoraf vi har 18, som er meget store civilsamfundsorganisationer, der på samme vis arbejder meget, meget tæt sammen med partnere omkring lokalisering ude i verden.

Det er engagementet. Det er det, vi oplever ude i alle hjørner af Danmark, og vi er politisk utrolig bevidste om, at uden det engagement, der er bredt i vores samfund, kunne vi godt stå og administrere og tale om Danmarks indsats, men Danmarks indsats er i meget høj grad også fordelt på de mange civilsamfundsorganisationer.

Vi er klar over – og det synes jeg også at redegørelsen, som udenrigsministeren har lavet, meget, meget tydeligt signalerer – at verden står over for udfordringer. Vi havde i Udenrigsudvalget besøg af en hel del eksperter, som skulle prøve at tegne et billede af, hvordan finansieringsmulighederne ser ud i forhold til den globale situation og i forhold til at mobilisere penge i fremtiden for at kunne dække noget af det store, store behov, der eksisterer.

Vi har jo i Danmark det udgangspunkt, og det har vi haft i 4 årtier, at vi bruger 0,7 pct. af vores bruttonationalprodukt på udviklingsarbejdet, og det er et fantastisk godt ståsted at have. Der er mange lande i verden, der ikke er der. Mange lande har faktisk skaleret ned. Vi er nu kun en håndfuld lande, der lever op til FN's ramme i forhold til de 0,7 pct.

Carsten Staur, som er dansker og chef i OECD, fortalte os meget tydeligt i Udenrigsudvalget, hvilken kæmpe udfordring vi står over for i øjeblikket. Han skitserede også, at selv om alle lande kom op på de 0,7 pct., ville alle landene ad den vej kun kunne mobilisere omkring 10 pct. af det, der er behov for i forhold til udviklingsbistand, ifølge OECD's vurdering. Så der er, præcis som udenrigsministeren også skitserer i redegørelsen, i den grad behov for, at vi får kigget på, hvordan vi kan mobilisere ny, anden økonomi i forhold til at finansiere det her behov.

Det er et område, hvor vi har været meget kreative fra dansk side, og det er en glæde som socialdemokratisk ordfører at kunne se, at det også lykkes for os. Det handler om at udvikle og forny modellerne og skabe tilliden til de partnere, der skal være med, for at vi kan forene finansieringen den vej rundt, sådan at det både er offentligt og privat, men også sker via de store filantropiske fonde.

Vi ved, at verden er i ubalance mange steder. Vi ved, at verden mange steder har nået et risikoniveau, som også slår igennem, når man skal tale om, i hvor høj grad vi kan sikre finansiering og også få private og filantropiske fonde med i forhold til at få det afkast, der skal være. Så vi er i den grad presset, men det er dejligt at se, at udenrigsministeren i sin redegørelse fokuserer på det.

Vi må også sige, at når vi nu skal diskutere redegørelsen i dag og kigge tilbage på 2024, så kigger vi også ind i det, vi alle sammen som ordførere skal mødes om i morgen, nemlig diskussionen og opstarten på rammesætningen i forhold til den nye udviklingspolitiske strategi, som skal flugte med nogle af vores indsatsområder, men hvor vi også skal tænke nyt. Det bliver jo et spørgsmål om, at vi fra næste år skal sætte nye linjer og rammer op for, hvad det danske udviklingssamarbejde skal bygge på.

Fra socialdemokratisk side vil jeg highlighte nogle områder. Hvis ikke vi sikrer, at vi i vores udviklingssamarbejde fokuserer på uddannelse og sundhed, så får vi ikke løftet landene ud af det niveau og den klemme, man kan sige at fattigdom mange gange giver lande og regioner rundtom i verden.

Vi er fra socialdemokratisk side utrolig glade for, at der også ligger en afrikastrategi, som lægger linjer ud for det nærområde og det nærkontinent, vi har, og som er det kontinent, der er absolut længst fra at opfylde verdensmålene, som blev sat op. Derfor er Afrika virkelig i fokus i forhold til geografi, og det er jeg glad for at vi også kommer til at skulle diskutere i forhold til den nye strategi.

Vi lærte rigtig meget af pandemien. Vi så, hvordan sundhedsvæsener i lande, hvor infrastrukturen langtfra er så udviklet som i Danmark, kom til at hænge i bremsen. Selv om hjælpen måske var der, kunne man ikke få den frem til at hjælpe borgerne i meget udsatte samfund, som qua deres ringe infrastruktur ikke kunne hjælpes. Det gælder både gennem Gavi , WHO og The Global Fund – store, fine multilaterale organisationer, som i den grad ellers ville kunne hjælpe her.

Derfor er det vigtigt, at vi får fokuseret på, at uddannelse og sundhed er nogle af områderne, der skal indgå i også det danske fokus fremover i forhold til den humanitære respons og det enorme behov, der er for, at multilaterale, men også bilaterale organisationer kan og har muligheden for at yde den respons, der skal til, når kriser, katastrofer og ubalancer af anden karakter rejser sig.

Derfor er det vigtigt set med socialdemokratiske øjne, at vi, som vi har gjort i 2024, også i fremtiden får lavet en god vægtning mellem det multilaterale og det bilaterale. For der er situationer, hvor det bilaterale samarbejde ikke kan nå borgerne, og der er det vigtigt, at vi arbejder gennem de multilaterale samarbejder.

Demokrati, rettigheder, fred, marginaliserede grupper, piger, kvinder, lgbt-området og handicapområdet er virkelig væsentlige områder set ud fra en socialdemokratisk vurdering, hvor vi også har rigtig, rigtig meget at stå på, fordi det har været danske mærkesager igennem 4 årtier.

I forhold til den grønne udfordring, klimaforandringerne, tilpasning og reduktion, er der rigtig mange danske kompetencer i spil, at der er det rigtig dejligt og spændende at se, at vi til stadighed udbygger vores myndighed til myndighed-samarbejde. Det betyder jo, at vi ikke kun rammer og når de lande, som måske har det allerstørste behov, men at vi også rammer de lande, som er en rigtig stor udledning, og hvor en reduktion af udledningen af CO2 virkelig kommer til at batte i forhold til det, der er den globale situation.

Men det er også dybt interessant at se, hvordan vi rammer og hjælper i de lande, hvor konsekvenserne af klimaforandringerne slår hårdest igennem. Det kan handle om bonden i Sahel, hvis afgrøder ikke kan vokse mere på grund af klimaforandringerne, og om, hvordan man dér får udviklet helt andre modstandsdygtige muligheder for at dyrke et område, og det synes jeg vi fra dansk side skal fortsætte med.

Så er der migrationsområdet, hvor jeg er rigtig glad for, at udenrigsministeren i sit udkast til det, vi skal diskutere i morgen, også fokuserer på, hvordan jobskabelse og håb på det afrikanske kontinent skal være områder, hvor Danmark virkelig prøver at sætte sit aftryk.

Sluttelig vil jeg blot sige, at i forhold til EU og FN's organisationer er det rigtig dejligt at se, hvordan vi har evnet, men forhåbentlig også i fremtiden kan komme til at sætte et stort fodaftryk på, hvilken retning vi gerne ser at det udvikler sig i. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak. Så går vi videre til den næste, det er hr. Christian Friis Bach fra Venstre. Velkommen.

Mange tak for det, og tak for en fin redegørelse. Den vidner jo om et stort internationalt engagement, og det har vi brug for i en tid, hvor verden oplever store kriser og krige og klimaforandringer, i en tid med pres på civile og politiske rettigheder, og i en tid, hvor vi har brug for alliancer og ligeværdige partnerskaber, og så er det godt at se, at Danmark har et stærkt og bredt udviklingspolitisk engagement. Så jeg har stor ros, men jeg vil fokusere på nogle af de kritiske bemærkninger, jeg har, og jeg håber, de vil blive set som konstruktive og som et ønske om at bygge et endnu stærkere dansk udviklingssamarbejde.

Min kritik er måske især, at jeg synes, at redegørelsen er præget af projekter. Der er det ene projekt efter det andet. Det er gode projekter, mange af dem, det ved jeg, det er jeg sikker på. Jeg er sikker på, at hvert eneste projekt gør en konkret og positiv forskel. Men jeg ved også, at vi ikke fundamentalt ændrer verdens gang gennem projekter. Vi skal have fokus på politiker og på institutioner, vi skal skabe eller understøtte varige strukturelle forandringer i de lande, vi samarbejder med, og ja, i Danmark.

Derfor er jeg glad for at se et stadig stærkere fokus på myndighedssamarbejdet, samarbejdet, hvor vi på tværs af landegrænser deler erfaringer med myndigheder inden for klimapolitik og naturforvaltning, affaldshåndtering og fattigdomsbekæmpelse. Det tror jeg der er meget perspektiv i. Men jeg mangler her, at vi kom lidt længere ned i redegørelsen. Hvilke varige politiske forandringer har vi skabt? Hvilke politikker er blevet indført? Hvilke institutioner er kommet til at fungere?

Det er opmuntrende at læse om de 92 klimaplaner, som Danmark har bidraget til. Jeg ville gerne have hørt lidt om, hvordan klimapolitikken i de her lande så forhåbentlig er blevet forandret og forbedret gennem vores samarbejde. Har det ført til udledning af mindre CO2 og mere vindkraft og solenergi? Turkana er med i et godt projekt, men har det ændret noget, har det skabt klare mål, investeringsplaner og klimapolitikker, der kan sikre, at den vedvarende energi kommer ind og elnettet kommer ud?

Det er opmuntrende at læse om, at vi støtter og inddrager unge i beslutningsprocesser. Men det havde været endnu mere opmuntrende, hvis vi kunne læse, at de unge havde skabt varige forandringer i uddannelsespolitik, sundhedspolitik og klimapolitik ved at blive integreret i de politiske processer.

Det er godt at læse om projekter, der skal styrke de grundlæggende menneskerettigheder, herunder støtten til religions- og trosfrihed og indsatsen mod kristne mindretal, men er vi kommet i mål? Har vi fået flere rettigheder? Har vi fået domstole, politi og myndigheder, der som følge af vores engagement har styrket beskyttelsen af religiøse mindretal?

Det er godt at vi har langt flere projekter, der fokuserer på at dæmme op for irregulær migration, både af hensyn til de sårbare borgere, der går på ruterne, de lande, hvor migrationen skaber udfordringer, og den udfordring, det skaber i Europa. Men virker det? Har vi fået skabt nogle varige forandringer i den politik, som kan sikre, at færre føler sig tvunget til at bevæge sig ud på ruterne, og at vi bliver bedre til at beskytte dem der, hvor de er?

Der er mange projekter implementeret gennem danske civilsamfundsorganisationer. Jeg er sikker på, det er gode og veldrevne projekter, men jeg har også oplevet projekter, der virker gode, mens vi var derude og var til stede, men brød sammen, når vi tog væk. Jeg ville gerne have hørt om, hvorvidt de projekter, vi faktisk implementerer gennem danske civilsamfundsorganisationer, også skaber en stærk lokal kapacitet hos civilsamfundet. Det må og skal være afgørende, når vi engagerer os.

Der er mange multilaterale projekter og bevillinger. Det er godt, Danmark prioriterer kernebidrag, og jeg ved, det giver mening at gøre det, men det er selvfølgelig også svært at rapportere om, præcis hvad vores bidrag så har resulteret i. Men når redegørelsen fremhæver multilaterale organisationer som det globale partnerskab for uddannelse, som jeg har fulgt igennem mange år, en af de nyere institutioner, som netop fokuserer på at skabe uddannelsespolitik, uddannelsesinstitutioner og inddrage civilsamfundet, så vil jeg gerne vide, om det virker. Skaber det virkelig uddannelsespolitik? Skaber det uddannelsesinstitutioner, hvor flere børn kan få gavn af at komme i skole?

Jeg ville gerne have hørt om vores aktive multilateralisme – jeg ved ikke, om vi stadig kalder det aktiv multilateralisme, må jeg erkende. Man skaber vores engagement i FN-organisationerne, får det skabt reformer, de nødvendige reformer? Skaber vi fundamentale strukturelle forandringer i den måde, vi går til det multilaterale samarbejde?

Jeg ville også gerne have hørt mere om EU's statsopbygningskontrakter. En stor del af dansk bistand går jo igennem EU, og jeg er tilhænger af de her statsopbygningskontrakter. Jeg er også tilhænger af Verdensbanken, der går ind og netop støtter opbygningen af statslige institutioner, der kan tage hånd om de ældre, de svageste, sociale sikkerhedsnet i Etiopien eller folkepensionen i Uganda. Er det noget, der virker? Er det noget, vi bidrager til? Jeg tror, det er afgørende for at bekæmpe fattigdommen.

Der er en række projekter, der bliver fremhævet, med fokus på private virksomheder. Jeg tror, det er vigtigt, når vi skal støtte det private erhvervsliv, at vi fokuserer langt mere på rammebetingelserne. Engang havde vi det østafrikanske fællesmarked – noget, Danmark gjorde virkelig godt. Det kan være styrkelse af certificeringsordninger, eller det kan være i forhold til at gå helt tilbage til Poul Nielson, da han etablerede og bidrog til Entebbe Lufthavn og dermed skabte mulighed for, at fragtterminalen i lufthavnen kunne fragte blomster fra Uganda til hele verden. Det skabte tusindvis af jobs, også for kvinder.

Men vi har nogle gange et fokus på at se det enkelte projekt og den enkelte virksomhed i stedet for de strukturer, institutioner og investeringer, der er vigtige for det private erhvervsliv – vigtigere end projektet. Jeg vil rose det stigende fokus på innovative finansieringsmekanismer og fonde, det er rigtig godt, det skal vi have mere af. IFU gør det godt, men jeg så gerne en skov af impactinvesteringsfonde i Danmark og i fremtiden.

Så vil jeg her komme med en måske lidt kættersk kommentar, for jeg har været en af de stærkeste fortalere for de her partnerskaber, vi har troet på, mellem private virksomheder og civilsamfundet, men jeg er nået til den refleksion, at det er alt for ofte, at det ikke virker. Jeg tror, vi må være ærlige om det og sige, at vi står bedst ved at skabe rammebetingelser for et stærkt privat erhvervsliv, der kan skabe jobs og indkomst og handel, og så et civilsamfund, der kan mobilisere og engagere, men at vi skal skille det ad. Når vi blander det sammen – jeg kender mange af de partnerskabsprojekter, der har skuffet – så skaber det ikke varig indkomst, omsætning, handel, profit og arbejdspladser. Der er noget indbygget i de her partnerskaber, som gør, at de har svært ved for alvor at fungere. Det kunne jeg godt tænke mig en åben og ærlig refleksion over, også i en redegørelse som denne.

Derfor vil jeg sige tak for en god redegørelse. Jeg beklager, hvis jeg har været for kritisk. Jeg ved, det er svært at redegøre for et så stort og bredt engagement i verden i en kort redegørelse. Derfor plukker man projekterne ud, derfor fokuserer man på de gode eksempler, der har fungeret. Men jeg vil gentage: Vi er ikke projektledere her i Folketinget. Vi er politikere. Vi vil gerne ændre på politikker, på beslutninger, på institutioner, og det er der lidt for lidt af i redegørelsen. Dermed også sagt, hvad jeg håber, der bliver mere af, både i fremtidens redegørelser og i fremtidens danske udviklingspolitik, for det vil være rettighedsbaseret udvikling, statslig politik og institutioner, en stat, der kan levere og der kan lytte, et lokalt civilsamfund, der kan mobilisere og engagere, og private virksomheder, som kan vækste og vokse og handle. Det er det, vi har brug for. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er til hr. Claus Jørgensen.

Tak for det. Og tak for en god tale. Man kan mærke, at der er viden, og det er netop det, jeg gerne vil spørge ind til. Ordføreren har jo virksomhedserfaring som virksomhedsejer og som tidligere minister og ngo'er, og ordføreren nævner selv det her med privatsektorsamarbejde.

Det er jo fint illustreret i redegørelsen, hvordan 1 kr. kan blive til 8 kr. og 1 kr. kan blive til 4,5 kr., alt efter hvad for et projekt man snakker om, men hvad er ordførerens vurdering af forventningerne her? Kan det virkelig lade sig gøre? Ordføreren var selv lidt inde på det. Og hvis det skal kunne lade sig gøre, hvad kræver det så?

Ordføreren.

Jeg tror meget på innovative finansieringsmekanismer, som er noget af det, der bliver refereret til. Noget af det, jeg var mest glad for, da jeg fik lov til at prøve kræfter med det her i en lille periode for 10 år siden, var jo noget som Klimainvesteringsfonden. Ved at lægge en lille sum, 100-150 mio. kr., og så lave en rentegarantiordning til virksomhederne fik vi tiltrukket meget store beløb fra pensionskasserne – 10 gange så meget – og derefter fra de private virksomheder, sådan at man, for hver gang man måske lagde 1 kr., netop fik 8, 10, 12 eller 15 kr. i investeringer i verdens fattige lande.

Den slags mekanismer tror jeg meget på. Det er der meget af i redegørelsen, og det roste jeg også i min indledning. Vi gør det godt gennem IFU, vi gør det godt gennem Den Afrikanske Udviklingsbank, og vi gør det godt nu med de nye initiativer, der ligger i Verdensbanken. Jeg kunne godt ønske mig en hel underskov af impactinvesteringsfonde i Danmark. Det har man i andre lande. Det har man i Holland, og det har man i Storbritannien. Det mangler vi lidt i Danmark, og jeg så gerne, at vi fik etableret en fund of funds-konstruktion, hvor vi kunne understøtte opbygningen af langt stærkere og flere investeringsfonde.

Tak for det. Som jeg forstår det, er det hr. Claus Jørgensen for sin anden korte bemærkning, men han frafalder. Så er det fru Trine Pertou Mach.

Tak til ordføreren for en veloplagt tale og også for at sætte fokus på, at hver gang vi diskuterer de her redegørelser, diskuterer vi det, der mangler, mere end det, der egentlig står i dem. Så selvfølgelig er der også en pointe i det her med at have det strategiske sigte imellem de forskellige programmatiske nedslag, der er; det er jeg egentlig ikke uenig med ordføreren i.

Men jeg vil alligevel gerne prøve at tage fat i det, ordføreren siger om, at det er – nu lægger jeg måske ordføreren ord i munden – en dårlig idé at lave privatsektorindsatser, som skal ske i samarbejde med civilsamfundet. Hvis det er ordførerens holdning, hvordan skal man så sikre, at de privatsektorprogrammer eller -aktiviteter rent faktisk lever op til det, vi gerne vil med vores udviklingspolitik og udviklingsbistand, nemlig bekæmpe fattigdom, styrke menneskers rettigheder og styrke civilsamfundets organisering – hvis ikke det også er integreret i den måde, vi arbejder i hele det privatsektorspor på? Er det klogt at gøre det til separate siloer?

Ordføreren.

Jeg tror, at når vi laver initiativer, der skal styrke det private erhvervsliv, skal vi have fokus på, at vi skaber de resultater, som man kan forvente af det private erhvervsliv, og det er primært arbejdspladser, indkomst og handel. Det skal være det fokus, der er. Det skal være gode arbejdspladser. Jeg har fulgt projekter i Kenya, hvor man producerede blomster, men også sørgede for, at de ikke lå på knæene og lugede, men at det var højbede, så kvinderne ikke fik ondt i ryggen. Det skal være gode arbejdspladser. Men vi skal have fokus på indkomst og arbejdspladser. Det tror jeg at vi gør bedst med rammebetingelser for det private erhvervsliv, altså certificeringsordninger og ved at styrke handel og se på ekstremt høje transportpriser. Jeg nævnte Entebbelufthavnen, som var et godt initiativ til at sikre, at man faktisk kunne få adgang til billigere og bedre transportløsninger. Den slags initiativer tror jeg er godt for det private erhvervsliv.

I forhold til civilsamfundet tror jeg, at vi skal fokusere på det, de er gode til, altså social infrastruktur og social mobilisering og engagement. Når vi blander det, går det ofte galt. Når man både vil give en ged den ene dag – ikke for at kritisere Folkekirkens Nødhjælp, som jeg synes gør det fremragende – og den næste dag vil have, at folk skal låne en ged eller skal bygge en virksomhed op, der kan producere en ged, blander vi tingene sammen på en måde, som folk ikke kan forstå, og det skaber dårligere resultater.

Fru Trine Pertou Mach.

Men snubler ordføreren ikke selv lidt i forhold til det her med, hvad det strategiske sigte med vores udviklingspolitik er? Hvis man fjerner civilsamfundet fra at være en del af det fokus, der kan være i privatsektorsporet – lad os kalde det det – hvem skal så sikre, at der er fokus på arbejdstagerrettigheder, at den befolkning, der bor der, hvor man skal lave store infrastrukturinvesteringer eller privatsektorinvesteringer, bliver hørt og inddraget, og at den jobskabelse, der er, er til de lokales gavn og i deres interesser? Det var det ene spørgsmål.

Jeg har et andet spørgsmål, og jeg skal nok skynde mig, hr. formand. Er der nogen af de erhvervsinstrumenter, som Danmark har haft, der nogen sinde er blevet evalueret positivt?

Ordføreren.

Jeg er meget kritisk over for direkte støtte til enkeltvirksomheder. Det mener jeg at vi har haft store udfordringer med igennem tiden. De forskellige udformninger af PS-programmet, som har heddet ti forskellige ting i den periode, jeg har fulgt det her, har ikke været succesrige.

Det er også derfor, jeg siger, at vi skal kigge lidt mere på rammebetingelser, og at vi skal kigge lidt mere på, hvordan vi kan sikre, at der er bedre adgang til billige fragtpriser, hvordan vi kan sikre, at man kan få certificeringsordninger, som gør, at man kan komme ind på det europæiske marked, og hvordan vi kan sikre, at der er effektiv toldbehandling dernede. Det er alt det, der ligger i doing business-indekset – undskyld, hr. formand, men det hedder det – og noget af det skal vi have fokus på. Og så skal vi have fagforeninger og miljøorganisationer, der holder virksomhederne i ørerne og holder øje med dem, og vi skal have lovgivning, der sikrer, at der er kemikaliestandarder og arbejdstagerrettigheder. Det skal være på plads.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Danmarksdemokraternes ordfører, og det er hr. Kim Edberg Andersen. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak til ordførerne. Jeg er i den heldige situation, at jeg er blevet indskiftet. Så det er ikke nok med, at det er en af de første gange, jeg har fået lov til at stå her på det her område. Det er også en af de få gange, jeg har fået lov til at få tale med. Det er ikke min spidskompetence at læse taler op, når jeg er heroppe, men jeg skal prøve.

Jeg vil godt starte ud med lige – det er i forhold til Venstres ordfører – at forsvare ministeren lidt. Jeg synes måske, at det er lidt for meget, at man, hvis man laver et projekt eller andet sted, så også skal komme med et CO2-regnskab. Det lyder lidt på mig, som om vi glemmer, hvad det er at hjælpe folk. Det er jo for folk ude i verden, og der er et CO2-regnskab kun for politikere. Der bruger vi bare pengene tosset, synes jeg.

Venstres ordfører var inde på det med blomster. Jeg synes, at det er et fantastisk projekt at sætte folk i gang, men vi skal også huske, at vi lidt taler med to tunger, for hvad er CO2-regnskabet i at flyve de blomster op til den næste socialdemokratiske valgkamp? Jeg er ikke sikker på, at det altid hænger sammen, og det er nok der, vi i Danmarksdemokraterne kommer til at have fokus.

Først vil jeg takke udenrigsministeren for den årlige redegørelse. Det er jo som med alle redegørelser: Man kan være enig eller uenig, men mon ikke det er rigtigt, hvad der står? Det kan vi alle sammen gå ud fra. Derfor bliver det jo også sådan noget, hvor vi plukker lidt ud og kommer til at finde de gode ting og også lidt af de dårlige, som jeg nok også kommer lidt ind på.

Det lyder fornuftigt, som det fremgår af forordet, at vi i Danmark skal tilbage til dengang, hvor udviklingsbistand blev brugt strategisk og interessebaseret. Det er en noget for noget-tilgang, hvor vi selvfølgelig bruger vores udviklingsbistand på formål, som helt naturligt tjener danske interesser. Derfor lyder det faktisk rigtig godt med en fokuseret indsats, hvor nøglen er det her med, hvad der tjener de danske interesser.

Sidste efterår lancerede udenrigsministeren en ny Afrikastrategi, og selv om vi ikke lige støtter, at der samtidig skete en stigning i bevillingen, har vi bemærket, at der skal oprettes en ambassade i Rwanda i 2025. Rwanda er jo specielt interessant, fordi Socialdemokraterne tilbage i 2019 lancerede en idé om at oprette et modtagecenter for flygtninge i et land i Afrika, og det blev så rent faktisk senere konkretiseret til Rwanda. Jeg har set billederne, og jeg ved, at den tidligere minister har vi også til stede i dag, og det er jo lækkert.

Siden regeringens fremkomst har det ligget noget i dvale med Rwanda, men der var andre lande, der var interesseret. I begyndelsen af maj 2025 kom det frem, at USA forhandler med Rwanda om at tage imod migranter. Så når det nu er udenrigsministerens holdning, at udviklingspolitik skal tjene danske formål og interesser, så synes vi faktisk også, at man skal genopleve idéen om et modtagecenter i Rwanda. Ja, det kunne faktisk også godt for vores skyld blive et udrejsecenter, som kunne huse nogle af de udviste, der sidder på Kærshovedgård i Jylland, og som vi har endog meget svært ved at få sendt hjem. Det ville da være noget, som både tjener danske formål og interesser. Så opfordringen til at se nærmere på Rwanda igen er hermed givet videre og forhåbentlig taget godt ned, for vi kommer jo nærmest altid kun med gode og hjælpsomme forslag til regeringen. Det er ikke altid, at man tager dem ned, men de er da godt ment og næsten altid velgennemtænkte.

Under debatten sidste år tog vi også fat i et emne, som faktisk ikke lige er i redegørelsen. Det handler om de her forfulgte kristne. De var ikke med sidste år og er heller ikke sådan lige nævnt med ret mange ord i det her års redegørelse. Det er nok rigtigt, at det er et lille hjørne, men ikke desto mindre er det ret vigtigt, at Danmark lige afsætter noget udviklingsbistand til andre lande for at sætte fokus på beskyttelsen af kristne, der forfølges. Der er mange mennesker, der forfølges i verden. De kristne har vi en tendens til at glemme, og dem er der faktisk også rigtig mange af, der bliver forfulgt.

Det er også rigtig vigtigt, at modtagerne af dansk bistand forpligtes til at modtage egne statsborgere – eller borgere, for den sags skyld. Ministeren har som svar på spørgsmål 72 i marts 2025 oplyst, og her skal jeg citere: Der er ikke tredjelande, der modtager langsigtet udviklingsbistand fra Danmark, som ikke i et vist omfang samarbejder om tilbagetagelse af egne statsborgere. Jeg gentager det der »i et vist omfang«. Det må vi simpelt hen kunne gøre noget bedre. Altså, modtagerlande, der får dansk bistand, skal naturligvis også modtage deres egne borgere – punktum!

Dansk udviklingsbistand har i mange år været spredt over mange lande og mange projekter. Udgangspunktet for dansk udviklingssamarbejde skal nu være, at bistanden skal være strategisk og tjene danske interesser. Jeg vil gerne nævne et eksempel, hvor Danmark bruger udviklingsbistand, og hvor man kan diskutere, hvordan det passer ind i den nye strategi. I november sidste år fremsatte ministeren aktstykke nr. 38, hvor det drejer sig om at bruge ca. 320 mio. kr. på at reducere udledning fra afskovning ved Amazonas i Brasilien. Der er også noget om bæredygtig skovforvaltning i Congo og noget om at bevare den naturlige skov i Etiopien. Det er altså 320 mio. kr. til skovprojekter rundtom i verden.

Det er sikkert gode formål, men hvordan passer sådan et projekt ind i en strategi om danske interesser? Der er mange lignende projekter verden over, som Danmark støtter, og det kunne faktisk godt være, at der kunne være brug for en ret kritisk gennemgang af, om det nu også er så vigtigt, at Danmark skal være med i lige netop alle sammen.

Der vil jeg sige, at skovprojekter måske kunne overlades til nogle interessentorganisationer, der interesserede sig for at plante skov. Dem er der mange af, og de er alt andet lige nok bedre til det, end vi er her i Folketinget, især hvis vi så efter Venstres idé også skal lave et CO2-regnskab efterfølgende, i forhold til hvor meget skov det er, og på hvilken del af livscyklussen de hiver CO2'en ud. Der findes f.eks. Verdens Skove. De hed engang Regnskovsgruppen Nepenthes. De samler penge ind til lige præcis den slags projekter.

Jeg vil slutte af med at sige, at vi støtter en udviklingspolitisk strategi, der går ud på at bruge udviklingsbistanden på formål, der tjener og fremmer danske interesser. Kan det komme til udtryk, ved at vi støtter lande i Afrika, så deres borgere ikke flygter, så tjener det bestemt også danske interesser. Det vil også tjene danske interesser med et modtagecenter i Rwanda, som vi har sagt. At man har et princip om, at lande, der modtager dansk udviklingsbistand, skal modtage egne borgere, burde jo være logisk, men der er ikke nogen, der kan sige, at det ikke tjener danske interesser. Det håber jeg faktisk ministeren vil tage positivt med herfra. Tusind tak for ordet.

Mange tak for det. Så skal vi lige tjekke, at vi er kommet rigtigt ind i rækkerne, og vi giver ordet videre. Værsgo.

Mange tak, og tak for talen til hr. Kim Edberg Andersen. Der er det med, at verden ser ud, som den gør, at der er virkelig, virkelig mange ubalancer, og det, at vi får lavet vurderinger fra bl.a. FN, der siger, at der i 2024 ikke var mindre end knap 300 millioner mennesker, som havde behov for humanitær bistand, af mange, mange forskellige årsager som klimaforandringer, krige, konflikter og andet, men at det, som ordføreren her til sidst selv er inde på, også betyder, at der er rigtig mange, der ikke kan bo og leve der, hvor de ellers bor og lever. Så migrationsudfordringen er rigtig, rigtig stor.

Men det er jo en palet af behov, der er, og jeg har egentlig lyst til at spørge ordføreren, hvor Danmarksdemokraterne står henne, i forhold til hvor mange ressourcer vi fra dansk side skal bruge. Vi står jo på de 0,7 pct. i dag, og det er der ikke mange andre lande der gør, men vi profiterer som land rigtig meget af at gøre det, også for at markere det, som ordføreren selv siger, altså hvad det er, der er i Danmarks interesser. Bl.a. i forhold til den sidste del, migrationsdelen, er det jo både i dansk interesse og i europæisk interesse, og det fylder også rigtig meget i Bruxelles i forhold til de planer og strategier, der skal lægges for de kommende år.

Så spørgsmålet er, hvorhenne Danmarksdemokraterne agter at lægge sig, i forhold til hvor mange penge der fra dansk side skal bruges på det.

Ordføreren.

Det er korrekt, at vi bruger 0,7 pct., men jeg ved jo også, at ordføreren selv sagde, at vi er et de få lande, der gør det, og man så alligevel fremhæver, at det gavner Europa, og så kan resten af Europa vel også komme op på de 0,7 pct. Vi har det helt fint med det. Jeg ved også, at Liberal Alliance har været ude at nævne 0,5 pct., og det kan vi også sagtens se os i i Danmark.

Jeg tror også, jeg tidligere hørte Socialdemokraterne sige, at man, hvis der var et eller andet, man skulle gøre, så ligesom spredte et tyndt lag leverpostej ud over alting, og det er jo det, vi gør her, og hvis vi nu fokuserede det her, tror jeg faktisk, vi i forhold til problemstillingerne kan rette nogle buler, der er meget større for de enkelte. Det er jo også derfor, vi – og det ved hr. Flemming Møller Mortensen også godt – hvis vi nu brugte de 0,7 eller de 0,5 pct. på kun at fokusere på f.eks. kristne flygtninge eller kun at fokusere på de lande, som gider at tage deres egne borgere hjem, hvis de nu sidder her og er udvisningsdømte, så kunne komme meget længere, men hvor det altså også var meget mere fokuseret. Der er som sagt rigtig, rigtig mange mennesker, der har brug for hjælp, og vi bliver nogle gange også bare nødt til, selv om vi ikke altid vil det, at erkende, at vi i Danmark ikke er store nok til at hjælpe dem alle sammen.

Så jeg mener, at vi lige nu sådan nogenlunde ligger på de 0,7 pct., for jeg er selvfølgelig ikke ordfører på området, og der skal I snakke med finansordføreren. Men vi har det faktisk fint med de 0,5 pct. For vi synes, man her bruger penge, man ikke skal bruge.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak for det. Jeg synes, der kommer fine perspektiver frem. Jeg vil blot sige, at min egen holdning til den udviklingspolitiske indsats er præcis det samme, som ordføreren i og for sig udtrykker, altså at vi bliver nødt til at fokusere det.

Da jeg selv var udviklingsminister, var det også min erfaring, at det er meget bedre at gøre det halve helt, end at gøre det hele halvt, og det er lige nøjagtig et spørgsmål om så at spørge, om vi får den rigtige effekt af det, om vi får resultatet af det. Men derfor er det jo også vigtigt, at vi prøver at gå sammen med partnere, og som udenrigsministeren også redegør for i redegørelsen, er der det med at være med til at understøtte den økonomiske model og finansiering. For der er der rigtig meget mere at gøre for at få mange flere penge frem, ud over det, der ligger i forhold til de penge, vi giver til udviklingssamarbejdet.

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, og man kan sige, at vi i Danmarksdemokraterne ikke kun vil gøre det halve og så gå ned på 0,3 pct., det er ikke det, vi siger. Men der er jo ingen tvivl om, at hvis vi kun bruger pengene det halve antal af stederne, kan de 0,5 pct., som Liberal Alliance har foreslået, godt vise sig at være rigeligt.

Det er jo det der med at bruge pengene ordentligt og fornuftigt, og der er jo også noget med ligesom at se helhederne i det her. For der er jo nogle af de her projekter med skovrejsning og vindmøller osv., hvor vi går ud og siger, at vi skal redde klimaet i hele verden, men hvis vi nu havde ladet være med at slagte det danske landbrug fuldstændig og vi havde brugt noget af den der fornuftige økonomi, som de også bruger, og vi så havde lavet gode CO2-besparende projekter i resten af verden, så ville vi måske i sådan i et bredt perspektiv bruge pengene klogere i forhold til de ting, vi gør. Der synes jeg nogle gange, vi herhjemme, hvor det lige er politisk opportunt, mister fokus, i forhold til f.eks. at splitte danske landbrug op med jernmarker, som faktisk ellers kunne have været i Sahel, hvor der er noget mere sol, end der er i Nordjylland.

Så er det fru Sascha Faxe.

Tak. Og tak til ordføreren for talen. Ordføreren taler om noget for noget i forhold til den måde, vi skal bruge vores midler på. Nu har ordføreren og jeg jo bl.a. været miljøordførere sammen og ved, at når vi skal lave det, der i vores optik er små ting, som f.eks. at sikre 27 mio. kr. til kystsikring eller andet, så mødes vi og forhandler om det. Når det kommer til udviklingspolitikken, kan ministeriet egentlig med et aktstykke flytte et eller andet antal milliarder kroner uden at spørge Folketinget.

Så når man taler om noget for noget, er jeg nysgerrig på, om Danmarksdemokraterne kan være med på, at vi finder nye måder, vi kan med på, for hvordan kontrollerer vi ellers, at det bliver noget for noget, hvis ikke der er en bredere indflydelse, om det så skal indbefatte ordførerne her i Folketinget, borgerting, eller hvad det kan være. Som det er nu, er der jo meget lidt demokratisk kontrol med, hvordan pengene flyttes rundt, når det er inden for rammen af en fireårig aftale, som vi har lavet.

Ordføreren.

Det er jo rigtigt. Nu er jeg jo en del af oppositionen, så det kunne jo være rart at sige, at vi skulle kontrollere hver eneste øre, udenrigsministeren flytter, men det kan også blive sådan, at vi overkontrollerer tingene. Vi går f.eks. ikke ind for et borgerting.

Jeg stoler på, at ministeriet som sådan orienterer os, og hvis vi nu sætter de rigtige rammer og Folketinget f.eks. med et flertal bestemmer, at det nu er de kristne flygtninge eller lande, som tager deres egne borgere hjem, der skal støttes, så er jeg fuldstændig tryg ved, at ministeriet har styr på den del. Og hvis vi har de overordnede rammer, har jeg egentlig ikke behov for at vide, hvor kommaerne lige er sat.

Men det er det der med, at når vi vil hjælpe alle hele tiden på alle mulige måder, bliver det meget diffust og rammer også ind i nogle andre problemstillinger, i forhold til hvordan vi hver især på den hjemlige politiske scene kan blive påvirket af det. Vi er ikke for borgerting. Jeg har faktisk tiltro til, at ministeriet har styr på det. Det, vi siger i Danmarksdemokraterne, er, at vi simpelt hen skal have skåret det væk, der ikke tjener danske interesser, og det mener vi ikke det gør, hvis vi sender penge til nogle lande, som, når vi beder dem om at tage en fra Kærshovedgård, der muligvis er terrordømt, hjem, siger nej til det. Så tjener det ikke danske interesser. Hvis de rammer bliver sat, er jeg sikker på, at ministeren kan styre det.

Så er det fru Sascha Faxe.

Bare for at være sikker: Er 1,2 mia. kr. så bare et komma i Danmarksdemokraternes bog? Det er faktisk det, ordføreren står og siger. Det er jo en dejlig ting at tage med videre, når vi skal kigge på andre ting fremadrettet, at man ikke går op i det.

Men jeg hører jo, at Danmarksdemokraterne er med på, at vi skal finde en vej frem i det her, faktisk også i forhold til udviklingspolitikken, og at man også kan være med på de 0,7 pct., hvis det er det, der skal til, og at man også kan være med på at sige, at vi lægger det inden for en fireårig ramme, hvor at vi så i fællesskab finder ud af det, og så er det den til enhver tid givne regering, der styrer det.

Ordføreren.

Hvis Alternativets ordfører havde været journalist, tror jeg, man ville have kaldt det der lidt af en skarpvinkling. Jeg er slet ikke i tvivl om, at ordføreren godt ved, at Danmarksdemokraterne og især os, der er så velsignede at være fra Nordjylland, godt ved, at 1,2 mia. kr. er en slags penge. Så det er ikke sådan. Det, jeg sagde, var, at de 1,2-1,4 mia. kr. jo er et komma i forhold til de måske 1.500 mia. kr., der bruges i staten.

Vi skal have tillid til ministerierne, og det har vi bredt set. Det, vi skal gøre, er at sætte nogle rammer ned over de her ministerier, hvor vi som Folketing siger, hvad vi synes ministerierne skal have ret til at bruge penge på.

Mange tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Nå, det var der. Der var ikke trykket noget ind. Der må man være lidt hurtigere på knapperne fremover, men ordføreren er kun halvt nede, så værsgo til Christian Friis Bach.

Tak for det. Nu kom der et par bemærkninger fra ordføreren, og nu vil jeg ikke korrigere tilbage, og jeg var sådan set glad for rosen til Regnskovsgruppen Nepenthes. Jeg vil bare lige gøre opmærksom på, at de skiftede navn i 2011 til Verdens Skove.

Så blev der sagt jernmarker. Solceller består af silicium, ikke af jern. Der er faktisk stort set ikke jern i. Nå, og så var der det med CO2 fra blomsterne. Der er faktisk lavet CO2-regnskaber på noget af det her, og man kan faktisk godt fragte blomster fra Entebbe eller fra Nairobi til Danmark, hvis man gør det ordentligt og de er produceret på frit land, og det CO2-regnskab kan blive bedre end ved de blomster, der er produceret i drivhus i Europa.

Så det der med at skabe handel og investeringer tænker jeg da er noget, der må ligge i Danmarksdemokraternes politik og udviklingspolitik. For det kan jo bidrage til, at der netop bliver indkomst og arbejdspladser derude, så folk bliver, hvor de er, og arbejder der, hvor de er, og skaber vækst og velstand, både til os og til sig selv.

Så er det ordføreren.

Man behøver jo ikke at lave blomster i et drivhus. Det er kun, hvis man vil have røde roser, fordi man holder valg i november måned, at man har behov for et drivhus. Så man kan jo så holde valg på et tidspunkt, hvor roser er naturligt forekommende i Danmark; så kan vi lave dem på friland, og så er CO2-regnskabet jo endnu bedre.

I forhold til det med jernmarker er det fuldstændig korrekt. Der er faktisk kun en lille smule PFAS og så noget bly i det her, og det er jo selvfølgelig bedre. Men stativerne er nu engang af jern, og jeg ved godt, at det gør ondt på Venstre, at de er gået med til at plastre Danmark til i jernmarker, for det er jo det, de har, men når man siger, at der ikke er jern i, er det rigtigt. Jeg ved ikke, om bly er bedre. Det ved jeg ikke. Stativerne er lavet af jern, så vidt jeg ved, fordi aluminium ville bøje under vægten i storm, men det ved ordføreren nok også godt. Der er ikke så mange jernmarker, hvor ordføreren bor. Det er jeg klar over.

Hr. Christian Friis Bach.

Jeg tror, at den diskussion skal vi fortsætte i vores andet forum, hvor vi mødes ofte. Det undrer mig bare, at Danmarksdemokraterne ikke virkelig mener, at det er vigtigt med handel og investeringer som et led i at få verdens fattige lande ud af fattigdommen.

Men jeg vil da glæde mig over ordførerens tale. Jeg synes, det var en god tale på mange måder, men jeg vil høre, om ordføreren så netop ikke også anerkender, at der så er brug for et markant bidrag, hvis man virkelig vil løse klimaproblemerne ude i verden; hvis man vil sørge for at tage hånd om migrationsproblemerne, så folk ikke bliver nødsaget til at tage herop; og hvis man vil hjælpe i Ukraine, i forhold til krig og konflikt. Det hørte jeg også ordføreren sige, og derfor er 0,7 pct. jo en fornuftig ramme.

Så er det ordføreren.

Til den der, der blev sneget ind med, at vi er imod frihandel, kan man sige, at det jo ikke er Danmarksdemokraterne, der er gået fra blå til rød blok. Det er jo Venstre. Så vi er nok lidt mere markedsorienterede på det punkt. Nej, det, vi siger, er, at pengene skal bruges fornuftigt. Om det er 0,7 pct. eller 0,5 pct., skal pengene bruges fornuftigt. Det går Danmarksdemokraterne jo som altid ind for, altså at man bruger pengene fornuftigt.

Jeg håber så bare, at Venstre på et eller andet tidspunkt, når de får den blå skjorte på igen, så også kommer tilbage og synes, at de ikke er blevet sådan for socialistiske i deres tid sammen med Socialdemokraterne. For så er jeg sikker på, at vi finder frem til frihandel, der er til gavn for de mennesker i verden, der har behov for det, for der er ingen tvivl om, at et frit og uafhængigt marked nok er det, der hjælper allermest.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til SF's ordfører, og det er hr. Claus Jørgensen. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal starte med at hilse fra hr. Karsten Hønge, som er på vej til et møde i NATO og derfor ikke kunne være her i dag.

Jeg vil også starte med at takke ministeren for den omfattende redegørelse om den udenrigspolitiske strategi og de resultater, der er opnået i 2024. Det indgik i aftalen om den nye udviklingspolitiske strategi fra 2021, at vi skal have en årlig redegørelse for at se på, hvordan det går med strategien, og i år er det jo mere nødvendigt end tidligere.

Siden udviklingsministerposten blev nedlagt i eftersommeren og udenrigsministeren har overtaget det direkte ansvar for de omkring 22 mia. kr., vi årligt bruger i udviklingsbistand, har det desværre været småt med drøftelser om udviklingspolitikken. Der er ingen tvivl om, at udenrigsministeren har nok at se til – det forstår jeg fuldt ud – men vi skylder også som parlamentarikere at følge godt med i, hvordan de næsten 22 mia. kr., vi bruger, når deres mål, og om vores vedtagne strategi er den rigtige, og at den virker. Nu skal vi snart forhandle strategien for de kommende 5 år, og så er det vigtigt, vi er klar på, hvad der er lykkedes, og hvad der skal ændres i den nuværende strategi. Så jeg har både lidt ros og lidt ris med, og jeg vil starte, selvfølgelig, med rosen.

Det er opmuntrende at få et godt og bredt indblik i Danmarks store indsats verden over og de mange projekter og resultater, der faktisk skabes derude, og ikke mindst hvordan dansk bistand bidrager til at fremskaffe endnu flere penge til udvikling gennem privatsektorsamarbejde og nye finansieringsmekanismer. I SF er vi særlig glade for regeringens Afrika-strategi og ligeværdige partnerskaber, som bliver omsat til praksis, og for, at den prioritering af afrikanske lande, som SF også har arbejdet for, endelig ser ud til at sætte sig igennem.

I SF er vi også enige i, at vores mellemstatslige bistand omallokeres fra kupstater i Vestafrika, når vi samtidig fortsætter med at støtte demokrati og civilsamfund og bakker op om at prioritere samarbejdet med og etablere nye ambassader i mere stabile afrikanske lande, hvor vi også her arbejder for demokrati og civilsamfund.

SF's største bekymring i forhold til den danske udviklingsbistand er, om vi bruger den de rigtige steder, om vi bruger den der, hvor behovene er størst, og hvor vi kan lykkes med at bekæmpe fattigdom. Formålet med dansk udviklingssamarbejde er klar formuleret i loven fra 2012, og jeg citerer:

Målet for Danmarks udviklingssamarbejde er at bekæmpe fattigdom og fremme menneskerettigheder, demokrati, bæredygtig udvikling, fred og stabilitet.

Jeg vil gerne gentage formuleringen om, at målet er at bekæmpe fattigdom. Det er først og fremmest det, udviklingsbistanden handler om, og så er det det, redegørelsen burde handle om. Det gør den desværre bare næsten ikke; fattigdom og de fattigste lande er næsten fraværende i redegørelsen.

Den største svaghed er, at en alt for lille andel af dansk bistand går til de fattigste lande. SF bakker fuldtonet op omkring støtten til Ukraine, men når vi bruger 1,5 mia. kr. af udviklingsbistanden der, bruges den jo ikke i de fattigste lande. Og når et stort beløb bruges til flygtningemodtagelse i Danmark, bruges pengene jo ikke i de fattigste lande med de største behov. Og når ministeren fra Indonesien pludselig siger, at vi skal bruge udviklingsbistanden til at bane vej for danske virksomheder med garantistillelse og rådgivning i Sydøstasiens vækstøkonomier, så gives de penge jo heller ikke til de fattigste lande.

De seneste opgørelser fra OECD viser, at kun 16 pct. af den danske bistand i 2023 gik til de fattigste lande, og det er næsten en halvering af procenten siden 2011. Af de godt 20 mia. kr., vi i 2023 afsatte til udviklingsbistand til at bekæmpe fattigdom, gik kun 16 pct. til de fattigste lande. Det skal vi have lavet om på. Udviklingsbistand skal bekæmpe fattigdom, og det skal gøres i de fattigste lande – punktum.

SF er varm fortaler for at mobilisere anden finansiering end udviklingsbistand, som vel egentlig helst skal overflødiggøre sig selv. For på langt sigt skal udviklingslande selv producere, udvikle, investere og opbygge en offentlig sektor, der sikrer befolkningen uddannelse, sundhed og velfærd. Det skal udviklingsbistand sigte mod. Vi vil gerne være med til at skaffe de yderligere 4.000 til 6.000 mia. dollars om året, som opfyldelsen af verdensmålene og Parisaftalen kræver.

Vi har også store forhåbninger til innovative finansieringsmodeller og samarbejde med den private sektor og til, at den kan mobilisere mange flere udviklingsmidler end bistanden selv. Men vi er også nødt til at være kritiske og opmærksomme på, om det virker. Så når der i redegørelsen på side 8 og 9 bliver opstillet nogle meget lovende regnestykker, som jeg også var inde på lige før i mit spørgsmål, om, hvordan millioner af danske kroner forventes at blive milliarder af danske kroner, så er der måske lidt rosenrødt i fremstillingen, f.eks. i forhold til det her med, at 1 kr. dedikeret til Verdensbanken som hybridkapital forbindes til at give 8 kr. i private midler, og at hver danske krone til IFU forventes at generere 4,5 kr. i private midler. Det er jo stærkt fristende at bruge alle vores penge på en sådan måde, hvis de firedobles eller ottedobles i private midler. Men vi mangler stadig viden om, om det så også virker.

Stadig flere studier peger på, at forventningerne ikke indfries, og at når de gør det, er det forholdsvis i mellemindkomstlande og ikke i de fattigste lande. Så når redegørelsen forventer en mangedobling af danske bistandspenge, er det ikke helt godt nok. En redegørelse må se tilbage og smække nogle tal på bordet for, hvordan det er lykkedes i strategiperioden at generere privat kapital. I hvilken grad er det lykkedes med nye milliarder til IFU og andre, og er de mobiliserede ressourcer også gået til de fattigste lande?

Vi skal passe på – og undskyld det engelske udtryk her – at blended finance, nye kreditter, garantier og mobilisering af privat kapital ikke blindt får status af et nyt mirakelmiddel, der bare ikke virker på dem, der har størst behov.

Privat kapital har ofte form af lån, men ni ud af de mest klimaudsatte lande er allerede stærkt forgældede. Og kan vi her blive enige om, at vi skal være opmærksomme på, om de nye finansieringsformer når deres mål i forhold til at bekæmpe fattigdom, når de fattigste lande og undgår at forgælde dem yderligere?

SF glæder sig også over, at der ifølge redegørelsen er opnået solide resultater med at skabe jobs og fremme arbejdstagerrettigheder. For SF er jobskabelse afgørende, men det skal være værdige jobs med ansættelsesforhold i respekt med arbejdstagerrettigheder, og derfor skal dansk udviklingsbistand til jobskabelse gå hånd i hånd med støtte til lokale fagforeninger, der insisterer på at kunne forhandle overenskomster, kan forbedre arbejdsvilkår og sikkerhed, og kan løfte lønniveauet.

Når vi skal forhandle en ny strategi, må det være helt centralt, at dansk udviklingsbistand til jobskabelse og privatsektorudvikling skal have sin siamesiske tvilling i dansk støtte til fagbevægelsen i samme lande.

Jeg har i mit daglige virke som EU-ordfører særlig kigget efter de afsnit i redegørelsen, der handler om dansk indflydelse på EU’s udviklingspolitik og bistand. Det er desværre hurtigt gjort. Der står ikke meget om, i hvilken grad strategiens mål om at sikre udviklingslandene, og jeg citerer, bedre adgang til det europæiske marked via EU's handelsaftaler og arbejde for at fremme retfærdige internationale skatteregler gennem EU, er nået.

Når vi ved, at lige så mange penge ryger ud af det afrikanske kontinent i illegal kapitalflugt, som der kommer ind i udviklingsbistand, så er det noget, vi må gøre noget ved. Lad os bruge formandskabet for EU, som kommer, til at få fuld skrue på at styrke sammenhængen mellem EU’s politik over for udviklingslandene og til at fremme markedsadgang og indgå handelsaftaler, så vi ikke spilder de store investeringer i det afrikanske marked. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak for det. Jeg vil, fordi ordføreren ikke er den faste ordfører, lave en præcisering. For det er rigtig godt, at ordføreren siger, hvad det er, der står i loven fra 2012, og fremhæver det, der er stk. 1, men der er altså et stk. 2 og 3. Stk. 2 siger, at dansk udviklingssamarbejde skal bidrage til at fremme Danmarks interesser i en mere fredelig, stabil og ligeværdig verden. Udviklingspolitikken er således et centralt og integreret element i dansk udenrigspolitik, hvor det anerkendes, at udviklingslandene ikke kun påvirkes af udviklingspolitiske tiltag, men også af tiltag på øvrige politikområder. Og så er der også en tredje paragraf, som siger, at alt det omkring bekæmpelse af fattigdom, fremme af menneskerettigheder og demokrati, bæredygtighed, fred og stabilitet sker gennem partnerskaber mellem udviklingslandene inden for de internationalt sammensatte rammer.

Så derfor er det mere en sammentænkning, og det bliver man nødt til at forstå, når vi bygger på den strategi, som vi har en redegørelsesdebat om i dag – så er det en integreret del, hvor vi jo lige nøjagtig på klimaområdet og på tilpasningsområdet siger, at det i den grad er med til at reducere fattigdommen i mange lande, at man får afgrøder og får klimatilpasningen på plads.

Tak. Ordføreren.

Tak for den præcisering. Jeg tror også, som ordføreren for Venstre var inde på, at det kan knibe lidt med nogle projekter, altså at det er sådan, når vi er nede at lave nogle projekter og forsvinder igen, at de så ikke overlever. Og det er noget af det, som vi i SF også meget gerne vil have fokus på.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Ja, og det er jo derfor, at de lokale partnerskaber er fuldstændig afgørende. Det er dem, der kan sikre kontinuiteten, det er dem, der kan sikre bæredygtigheden, også over tid. Og det er et fokuspunkt i den eksisterende politik, og der ønsker vi virkelig fra socialdemokratisk side, at lokaliseringsdagsordenen i den grad også bliver trukket frem igen.

Ordføreren.

Det kan vi kun være enige i i SF. Jeg tror bare, det er vigtigt, at vi så netop sikrer, at projekterne overlever, når organisationen trækker sig ud igen.

Så er det hr. Christian Friis Bach.

Det var bare kommentarer omkring de her blandede finansieringsfondsmekanismer. De virker. Det spændende og gode ved dem er jo, at der er privatkapital involveret og dvs. også ofte pensionskapital. De har derfor alle sammen et afkastkrav. Det afkastkrav udløses jo kun, hvis projekterne virker, og hvis virksomhederne genererer et overskud og skaber noget vækst og nogle arbejdspladser. Derfor ligger der faktisk indbygget en meget enkel måde at gå til det på i forhold til det, man har gjort netop med at støtte virksomheder direkte med støtte direkte fra Danida, som man har gjort i mange år, og som har været sværere at måle og veje på. Når man går gennem en finansieringsmekanisme, hvor der er privatkapital involveret, så får du nogle investorer, som har fokus på noget afkast. Jeg vil bare høre, om ikke ordføreren tænker, at et investeringsspor da trods alt måske er en bedre måde at gøre det på end et statsstøttet spor.

Ordføreren.

Jo, det helt klart, at hvis vi kan få nogle projekter, der virker, så er det jo klart at foretrække. Det, som jeg så har fået at vide i hvert fald af mit bagland, er, at det ikke er altid, de der projekter eller investeringer giver det, som man håber på. Det var også lidt det, ordføreren var inde på i sin egen tale, altså at de her private samarbejder ikke altid fungerer efter hensigten.

Hr. Christian Friis Bach.

Det var de der PS-agtige programmer, vi har prøvet, som har været svære. Det må vi erkende. Men jeg tror, man må sige, at nogle af de her investeringsimpactfonde faktisk har fungeret ret godt og skabt gode resultater. Så kan man diskutere den impact, de har på fattigdom og miljø og klima derude. Skaber de positive forandringer ud over det, der handler om vækst og arbejdspladser og indkomst? Det kan man så blive bedre til at måle på og veje på. Men at de virker, ved man, for ellers ville de fonde jo gå konkurs, og de private investorer trække sig væk. Men de bliver ved med at komme i stigende antal.

Ordføreren.

Det er jo desværre ikke mit fagområde – beklager. Men jeg synes, at de input, der kommer fra ordføreren, er vigtigt at få med, og jeg ved, der bliver sat stor pris på de input, vedkommende har.

Så er det fru Trine Pertou Mach.

Tak. Jeg vil bare sige tak til ordføreren, som er stedfortræder i dag, og sige, at det var en virkelig god tale. Jeg håber, at vi i et samarbejde også i forbindelse med den forhandling, vi går i gang med nu, netop kan sætte fokus på noget af det, som SF pointerer her, altså at der jo er nogle dilemmaer og nogle udfordringer. Det var fint, at hr. Flemming Møller Mortensen læste noget fra loven op, fordi det jo netop understreger vigtigheden af, at man integrerer tænkningen omkring fattigdomsbekæmpelse, rettighedsfremme og økonomisk udvikling i alle de forskellige spor, vi laver, så det ikke bliver en silo, hvor man siger, at her bekæmper vi fattigdom, her skaber vi økonomisk udvikling, og her skaber vi rettigheder, men at de tre tematikker hænger sammen og er integreret, og at de i virkeligheden også nogle steder bliver hinandens forudsætninger.

Det er bare for at kvittere for talen og for at rejse nogle af de problematikker, som jeg håber vi også kan sætte fokus på i fællesskab, når vi skal i gang med strategiforhandlingerne.

Ordføreren.

Det synes jeg lyder helt rigtigt. Noget af det, som jeg også var inde på, er det her med, at EU skal tage lederskab på det, og Danmark har lige om lidt formandskabet, og der er det jo oplagt, at vi stiller os i spidsen for at prøve at integrere de her ting i EU's andre politikker, altså vores handelspolitik, vores indkøbspolitik, vores landbrugspolitik. Jeg er også blevet orienteret om, at EU p.t. overfisker i afrikanske farvande, og at der er en ubalance der. Det er også noget af det, vi må kigge på igennem EU-samarbejdet.

Fru Trine Pertou Mach.

Det er jeg helt enig i. Jeg er også helt enig i, at det ville være stærkt, hvis vi i Danmark generelt og mere, end vi gør allerede, kaster os aktivt ind i – og nu bliver det så igennem formandskabet – hvordan EU's udviklingspolitik fungerer, og sikrer den kohærens, som det så fint hedder, som der bliver talt meget om, men som jo åbenlyst har sine mangler her og der.

Mit sidste spørgsmål til ordføreren går på, hvordan SF ser på støtten til det multilaterale system, altså Danmarks engagement og støtte i FN's institutioner. Er det også noget, man vil fokusere på SF's side i de kommende forhandlinger?

Ordføreren.

Det vil vi bestemt. Altså, lige nu sidder Danmark med i Sikkerhedsrådet i FN, så derfor er der jo også en mulighed for, at Danmark kan gøre sig gældende der og tænke EU og FN sammen i forhold til de muskler, som Danmark så kan tage med der. Det er jo oplagt at gøre.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Lars-Christian Brask. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg noterer mig, at der i forordet også bliver kigget lidt frem, selv om den her redegørelse jo er i forbindelse med noget historisk, men:

»Vi skal tilbage til bistandens begyndelse og igen gøre den mere strategisk og interessebaseret. Vi skal bruge vores penge klogt.«

Jeg antager, at det er et forord til de forhandlinger, der finder sted her ganske snart. Men jeg kan konstatere, at redegørelsen flugter med målsætningerne, og det er jo ganske godt. Flere har nævnt det her med sundhed, uddannelse, jobskabelse, grønt landbrug osv. Så det er rigtigt, når redegørelsen flugter med målsætningerne. Det er jo gerne sådan, det skal være.

Når jeg læser den her redegørelse igennem, er der et par ting, jeg studser over, og de er også blevet nævnt i flere omgange. Men hvad angår det her med forudbetaling af vores bidrag til banken, som bliver brugt til hybridkapital, er jeg godt klar over, hvad hybridkapital er, og jeg kan også godt regne ud, hvad forudbetaling er. Men så er pengene jo ligesom brugt. Så der skal man ligesom også bare være opmærksom på, at pengene kun kan bruges én gang, og så kan det godt være, det kan geares og på den måde give en effekt. Men når pengene er lagt ind, så er de der jo ligesom ikke mere.

Så er der også det her med, at Danmark i udgangspunktet ikke giver »langsigtet udviklingsbistand til stater, som ikke i et vist omfang samarbejder om tilbagetagelse af egne statsborgere.« Der kunne jeg da godt tænke mig at høre lidt om, hvor meget elastik der er i det, eller hvordan man vægter, om der skal gives bistand eller ej.

Men i bund og grund ser vi i Liberal Alliance frem til strategiforhandlingerne om de næste udviklingsbistandstiltag, og vores fokus kommer til at stille skarpt på, hvad det er, vi skal opnå, og hvordan vi lykkes. Så tak for en god redegørelse.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Christian Friis Bach.

Tak for det. Vi står over for enorme investeringer i Ukraine, i en genopbygning. Vi står over for nogle helt afgørende klimaforhandlinger her til efteråret, hvor finansieringen med sikkerhed bliver et element, der kan gøre, at de klimaforhandlinger kommer til at rykke sig. Vi har et dansk formandskab af Sikkerhedsrådet. Vi har et kommende dansk formandskab af EU. Det at kunne bidrage og gå foran i forhold til at løse nogle af de problemer, der ligger i Europas nærområder og i verdens fattige lande, bliver helt afgørende. Er det et klogt tidspunkt, Liberal Alliance nu går ud og siger, at man vil sætte bistanden ned?

Ordføreren.

Nu? Jeg ved ikke, hvad spørgeren mener med det, for det har ligget i vores plan i hvert fald de sidste 3 år.

Hr. Christian Friis Bach.

Det gør det jo måske ikke klogere. Liberal Alliance har været ude og melde det meget klart ud i forhold til den strategiforhandling, vi skal i gang med. Og det er jo et meget stærkt signal om, at man måske ikke ønsker at stå helt fast på de internationale forpligtigelser og forventninger, der er, i en meget svær tid for verden. Derfor vil jeg igen opfordre Liberal Alliance til at genoverveje det signal, man ønsker at sende, og stå sammen med os andre om at stå på 0,7 pct. i denne tid.

Ordføreren.

Vi i Liberal Alliance er i vores plan ganske klar på, at 0,5 pct. af bni er der, det ligger godt, ifølge os. Men det, der er vigtigt, er, hvordan det bliver udmøntet, og det kommer vi til aktivt at tage del i og sætte vores præg på. Men i en ny konstellation herinde vil det være Liberal Alliances mål at få investeringerne i forhold til bni ned på 0,5 pct.

Så er det hr. Flemming Møller Mortensen.

Tak for det. Og tak for talen og holdningstilkendegivelsen. Jeg vil gerne stille et lidt uddybende spørgsmål om Liberal Alliances niveau, som ordføreren siger skal være 0,5 pct. af bni. Er det sådan, at man kunne forestille sig, at Liberal Alliance tænkte, at eksempelvis genopbygningsindsatsen i Ukraine, som hr. Christian Friis Bach kom ind på her, kunne ligge som et additiv til de 0,5 pct., eller er det et spørgsmål om, at man fra Liberal Alliances side siger, at 0,5 pct. gælder alle de indsatsfelter, som den nuværende udviklingspolitiske strategi dækker over, og som redegørelsen fra udenrigsministeren her i dag jo kundgør?

Værsgo til ordføreren.

Det dækker over al udviklingsbistand.

Hr. Flemming Møller Mortensen frafalder. Så er den næste spørger hr. Claus Jørgensen.

Tak for det. Jeg vil fortsætte lidt i samme boldgade. Klimaforandringerne udfordrer jo ikke kun i Danmark, men særlig på det afrikanske kontinent, hvor det bliver varmere og mere tørt. Jeg har ved selvsyn set migranter i de nordafrikanske lande på vej mod Europa. De lande gør alt, hvad de kan, for at holde migranterne tilbage. Der er måske nogle, der slipper dem igennem. Men man forestiller sig i hvert fald, at der kommer flere migranter over tid. Hænger det, at vi skal skære ned i udviklingsbistanden til de her lande, sammen med, at vi gerne vil have færre migranter til Europa?

Ordføreren.

Igen vil jeg sige, at det hele jo afhænger af, hvad det er, der ligger inde i maskinrummet – ikke så meget, hvilket oktantal den benzin, vi smider på, har. Så forhandlingerne kommer for os til at dreje sig om, hvad det er, vi vil opnå, hvordan vi lykkes med det, og hvilke indsatsområder det så er, vi sætter ind på.

Spørgeren.

Tak. Jeg tror, at en nedskæring kun vil gøre det værre for de afrikanske lande. De kæmper allerede nu med folk, der flygter op igennem Sahara og op til Algeriet. Jeg har været i Algeriet og set hjemsendelsescentre osv. Der bliver givet god støtte fra EU og FN. Men med klimaforandringerne vil det kun blive værre, og de frygter, at det bliver endnu værre, og de er bekymrede over, om de kan holde migranterne tilbage på sigt. Så en nedsættelse af vores hjælp vil nok ikke gøre det bedre.

Ordføreren.

Igen vil jeg sige, at det handler om prioritering. Hvis vi sørger for, at der er jobs, hvis vi sørger for, at der ikke er sult, og hvis vi sørger for, at der er uddannelse, er der også en større sandsynlighed for, at migranterne bliver der, hvor de er født og opvokset, og hvor kulturen passer bedre til dem, end at de begynder at udvandre. Så det er en prioritering af, hvordan midlerne bliver brugt.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Moderaternes ordfører, og det er hr. Henrik Frandsen. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Tak for en rigtig god redegørelse, en rigtig fyldestgørende redegørelse. Jeg vil komme med lidt betragtninger set fra min lille pult. Danmarks udviklingspolitik er et stærkt værktøj, når det gælder om at være med til at forme en mere bæredygtig og en retfærdig verden. Redegørelsen fra udenrigsministeren viser, hvordan Danmark tager et globalt ansvar, lige fra støtte til Ukraine til grønne partnerskaber i Afrika.

Klimaet er en af vores tids største udfordringer, ikke mindst i udviklingslandene. Redegørelsen understreger Danmarks rolle i at støtte udviklingslandenes klimaplaner. Det gør vi gennem NDC-partnerskabet, hvor vi f.eks. sammen med Rwanda hjælper 92 lande med ambitiøse klimamål frem mod COP 30. Det er vi i Moderaterne glade for, men vi vil gerne gå skridtet videre. Vi foreslår at øge støtten til projekter som f.eks. projektet i Kenya ved Lake Turkana om vindmølleproduktion. Det er et projekt, der leverer 14 pct. af landets el og skaber tusindvis af job. Det er et fantastisk projekt. Ved at understøtte lignende initiativer kan Danmark fremme grøn energi, der både bekæmper klimaforandringer og styrker økonomien i udviklingslandene.

Når det kommer til grønne investeringer, er grønne investeringer nøglen til bæredygtig udvikling. Her viser redegørelsen, hvordan Investeringsfonden for Udviklingslande, IFU, mobiliserer milliarder til grøn infrastruktur. Det ser vi bl.a. med de 3 mia. kr., som går til klimaprojekter via den asiatiske udviklingsbank. Vi støtter denne tilgang og foreslår at styrke IFU's rolle yderligere. Vi vil fremme partnerskaber mellem danske virksomheder og lokale aktører som f.eks. i Sydafrika, hvor 100 virksomheder har lært at reducere vandspild med dansk ekspertise. Sådanne samarbejder skaber ikke kun miljømæssige gevinster, men også økonomisk vækst, og de øger dansk eksport.

Lokal erhvervsudvikling er afgørende, når det kommer til at skabe bæredygtige, selvstændige økonomier. I redegørelsen bliver der fremhævet en række projekter som f.eks. støtten til små og mellemstore virksomheder i Ukraine gennem IFU og forbedringer af arbejdsvilkårene i Bangladeshs tekstilindustri. Vi ønsker også at udvide denne indsats. F.eks. kan vi støtte flere mikrofinansieringsprogrammer som dem i Uganda, hvor 22.000 mennesker får øget indkomst gennem elektriske motorcykeltaxaer. Det er en lille ting, men en stor gevinst. Ved at give lokale iværksættere adgang til kapital og viden kan vi skabe job og styrke lokalsamfundene.

Danmarks støtte til civilsamfundet og FN's organisationer som UNDP, der fremmer ligestilling og politisk deltagelse, gør altså en forskel. Demokrati er bare fundamentet under at skabe varig udvikling. I Moderaterne ønsker vi at styrke dette arbejde, f.eks. ved at understøtte ungdomspaneler, som vi ser det i Kenya og i Uganda. Det giver unge en stemme i udviklingsprojekter. Vi foreslår også øget støtte til programmer, der sikrer retsstatsprincipper og frie medier, så vi kan bygge stærke demokratier, der modstår korruption og kan modstå undertrykkelse.

Vi ser kort sagt udviklingspolitik som en mulighed for at kombinere idealisme og pragmatisme. Vi vil bruge Danmarks styrker, vores grønne teknologier, vores erhvervsliv og vores demokratiske værdier til at være med til at skabe en verden, der er grønnere, mere retfærdig og mere stabil. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til fru Sascha Faxe.

Tak. Og tak til ordføreren for talen. Egentlig har jeg det lidt svært ved, at vi skal diskutere konkrete sager her, for det er jo en overordnet ramme, men det er, fordi ordføreren nu netop tager Lake Turkana med ind og siger, at det er en vej frem.

Altså, Turkanaprojektet er blevet dømt ulovligt ved en kenyansk domstol, fordi projektet har overtrådt oprindelige folks rettigheder. Den dom er blevet stadfæstet her i foråret, og så sent som i den forgangne uge har der været en ulovligdømmelse af de klimakreditter, der bliver brugt der. Så jeg er nysgerrig på, hvordan Moderaterne ser på oprindelige folks rettigheder i udviklingspolitikken, når man så aktivt støtter et projekt, der ved et lands domstol er kendt ulovligt.

Ordføreren.

Nu er det jo som et eksempel på en måde at arbejde på, hvor man går ind og får fremmet den slags projekter. Der er det jo et projekt, som har haft en stor effekt i Kenya. Altså, det har det jo haft. Men der er det så også helt afgørende, at man, når man laver den type af projekter, selvfølgelig også respekterer oprindelige folks rettigheder.

Jeg var ikke bekendt med, at det var blevet kendt ulovligt. Det må jeg ærligt indrømme. Det er jeg ikke stødt på nogen steder. Så det er selvfølgelig uheldigt, at jeg bruger det som eksempel, men det skal ikke afholde mig fra ligesom at sige, at det faktisk er en god måde at arbejde på, fordi man jo netop får skabt en varig grøn omstilling. 14 pct. af energiproduktionen i et udviklingsland skabt med konkurrencedygtige metoder, hvad vindenergi jo er, syntes jeg var positivt, men selvfølgelig skal det være med respekt for oprindelige folks rettigheder.

Fru Sascha Faxe.

Jeg er jo altså også fuldstændig på, i forhold til at vi skal lave grøn omstilling, så det er slet ikke der, den ligger. Men jeg vil sige, at det har været en offentligt kendt historie. Den var også kendt, allerede før udvalget var på rejse i Kenya. Den måde at arbejde på har den risiko, ikke kun i Afrika. Vi ser det jo også i Nordnorge, op mod Sameland, hvor vi har haft lignende historier, og hvor man har fundet nogle løsninger på det, som man ikke har valgt at lægge ned over projektet i Kenya.

Så jeg er ret nysgerrig på, hvordan vi undgår det. Altså, hvordan vil Moderaterne være med til at sikre det? For det er en meget stor risiko med den her arbejdsmodel.

Ordføreren.

Jamen jo større risiko, jo større omhyggelighed, vil jeg sige. Det er jo vigtigt, at man har et blik for, at man, når man laver store projekter i udviklingslande, også respekterer oprindelige folks rettigheder.

Jeg vil gerne gentage, at det selvfølgelig er meget uheldigt, at det så er blevet kendt ulovligt, og at man ikke har respekteret det der. Men igen må jeg sige, at jeg ikke var bevidst om det; jeg var ikke med på den udvalgsrejse, så jeg er ikke stødt på det der.

Så er det fru Trine Pertou Mach.

Tak. Og tak til ordføreren for talen. Mit spørgsmål går lidt i retning af det her fokus på menneskerettigheder og styrkelse af civilsamfund. En af diskussionssporene handler om, hvordan man sørger for, at det bliver integreret i privatsektorindsatserne, og det, som fru Sascha Faxe var inde på. Men noget andet er jo, hvordan vi generelt gør for at styrke menneskers ejerskab til deres egen politiske udvikling og deres engagement i bekæmpelse af korruption, fremme af demokrati, fremme af økonomisk udvikling og fremme af fred.

Hvordan ser Moderaterne på spørgsmålet om, hvordan vi styrker hele rettighedssporet, også med blik for de storpolitiske interesser, der er i at påvirke samfund i den modsatte retning? Er det noget, som Moderaterne vil kæmpe for at vi måske også kan lave en øget indsats i forhold til i den kommende strategiperiode? Vil ordføreren prøve at sætte nogle ord på, hvad man tænker der skal gøres fremadrettet?

Ordføreren.

Det er i hvert fald en utrolig væsentlig dagsorden, tænker jeg, og som fru Trine Pertou Mach siger, er det også noget, som er under pres. Vi ser jo et pres, der går i den modsatte retning af, hvad vi egentlig har oplevet de senere år, nemlig et pres i retning af færre rettigheder og måske mere undertrykkelse af f.eks. kvinders rettigheder, men også befolkningsgruppers rettigheder. Det er i hvert fald noget, som jeg mener det er meget, meget vigtigt at vi har et blik for, og jeg mener også, det er vigtigt, at vi går ind og finder metoder til at modarbejde det pres, der får tingene til at gå i en negativ retning.

Fru Trine Pertou Mach.

Det synes jeg er rigtig positivt, så tak for den tilkendegivelse. Jeg er jo fuldstændig enig i, at det faktisk er under et ekstremt pres fra alle mulige sider, både internationalt og i øvrigt jo også nationalt rundtomkring i verden og ikke mindst i den del af verden, vi taler om her.

Mit sidste spørgsmål er i virkeligheden: I forhold til den her diskussion om ikke at lade den måde, vi arbejder på, blive præget for meget af silotænkning eller køre ad nogle bestemte spor, hvordan ser ordføreren så på det at få integreret menneskerettighedsarbejdet i hele vores udviklingspolitik, f.eks. på klimaområdet? Hvordan ser ordføreren, at vi bedst gør det, også i den kommende strategiperiode?

Ordføreren.

Det er jo et vanskeligt spørgsmål at svare på, for der er jo en meget, meget bred vifte af forskellige måder at arbejde på her. Men igen vil jeg sige, at det bør være et klart fokuspunkt. Danmark skal stå for menneskerettigheder, Danmark skal stå for, at kvinders rettigheder bliver respekteret, og at minoriteters rettigheder bliver respekteret. Så det skal være et klart fokus. Men præcis hvilke konkrete metoder vi skal bruge, kan jeg ikke lige svare på.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Jeg var inde på det i min tale, og ordføreren fra Moderaterne var lige inde på det, men mener ordføreren, at det er o.k. at sætte som præmis for at modtage bistand, at man som udgangspunkt hjemtager sine egne borgere, såfremt vi udviser dem fra Danmark?

Ordføreren.

Vi havde et punkt, jeg tror, det var et beslutningsforslag fra DF, til behandling i Folketingssalen for et stykke tid siden. Og det er jo indskrevet i – nu er det min hukommelse, der lige svigter lidt her – den lovgivning, vi arbejder efter. Ja, lige præcis. Så det er jo indskrevet i den.

Mig bekendt, og som jeg husker debatten på det tidspunkt, giver vi ikke udviklingsbistand til lande, der ikke vil hjemtage deres egne borgere.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Der skulle man have hørt efter talen, for jeg citerede faktisk det, der blev sagt i et svar på det. Der er ligesom sådan nogle rigtig gode politiske gummiord, ikke? Altså, der er jo den der med i et vist omfang og langsigtet udviklingsbistand. Hvis ikke det er, til solen brænder ud, så er det jo ikke langsigtet nok. Og når man siger i et vist omfang, hvor mange milliarder snakker vi så om?

Men man kunne jo komme ud over det her. Man kunne jo bare som udgangspunkt, inden man starter et projekt op, hvor vi sender penge, dybest set bede justitsministeren om at sige, at såfremt worst case sker, nemlig at et menneske fra det her land bliver udvist for noget, så vil det her land ikke kvalificere sig. Så ville vi gemme os bag konventionerne og sige: Det kan ikke lade sig gøre.

Der kunne man jo sætte en præmis. Man kunne jo bare sortere projekterne igennem, inden man satte dem i gang. Er det ikke fuldstændig korrekt? Det var jo ret nemt løseligt, i hvert fald i et fremtidsperspektiv.

Så er det ordføreren.

Jamen det bliver jo sådan set det samme svar en gang til. Altså, det er indskrevet i de regler, vi arbejder efter i dag. Og der er ikke nogen af de udviklingslande, vi giver støtte til i dag, der ikke vil hjemtage deres egne borgere. Så det er det samme svar en gang til.

Mange tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er fru Helle Bonnesen. Værsgo.

Tak for det, formand Erling Bonnesen. I starten af marts i år var vi en række medlemmer af Udenrigsudvalget, som var på studietur til Kenya. Udvalgssekretariatet havde i samarbejde med den danske ambassade lagt et vældig godt og indholdsrigt program for os. Bl.a. gik turen til Lewa, hvor Danmark har været involveret i flere projekter. Vi besøgte et sundhedshus. Det var en smuk dag, og vi blev modtaget af et hold, som efter en kort introduktion viste os rundt på stedet. Vi så modtagelsesrummet, behandling, fødestue. Vi havde samtale med de ansatte, og vi fik vist lageret. Og der på lageret så vi nærmest konklusionen for 2024, for hvad så vi?

Vi så hylder, hvor medicin og kosttilskud mærket med USAID plejede at stå. Der var stadig væk nogle få pakker, men der var lavvande i beholdningen, og konklusionen blafrede i den varme vind. Hvad sker der, når hylderne er helt tomme, og når leverancerne stopper? Så lukker vi. Besøget viste med al tydelighed, hvor sårbart udviklingsarbejde er. Vi er afhængige af hinanden, vi er afhængige af hinandens indsatser, og når en springer fra, kan det skabe en kædereaktion, og det kan vælte læsset. For hvad nytter det, at vi bygger hospitaler, hvis vi ikke har medicinen?

Dagens redegørelse starter nærmest, hvor min historie her slutter, nemlig med USAID. Den nye retning for USA står jo ikke alene. Vi ser flere og flere lande reducere udviklingsindsatsen, og derfor bliver Danmarks bidrag af stigende vigtighed, ikke kun, fordi mange aktører trækker sig delvis, men også fordi udfordringerne stiger og sjældent har været større. Vi mener, at vi som nation kan være tilfredse, når vi læser redegørelsen. Vi leverer på rigtig mange projekter. Vi leverer på klimaprojekter, på partnerskaber, på samarbejde med civilsamfundsorganisationer, på erhvervsinvesteringer ikke mindst, og vi fokuserer på uddannelse, på Ukraine og på Afrika.

Fra vores side skal det i hvert fald lyde, at de 0,7 pct. for os er et vigtigt holdepunkt. Vi ønsker at levere på det mål, og vi mener, at vores nationale økonomi er så stærk, at det forpligter. Vi mener, at et hjerte for udvikling er naturligt, nødvendigt og oplagt.

Udviklingsarbejdet har fra dansk side ændret karakter i flere år, og i dag fylder Ukraine meget – med rette. Det viser, at arbejdet er dynamisk og indretter sig løbende, for hvem havde troet, vi ville stå med den store opgave for få år siden. Det Konservative Folkeparti støtter fuldt ud op om arbejdet, og vi mener fortsat, vi skal udøve den massive støtte. Der har været de umiddelbare opgaver med nødhjælp, opbygning af Mykolaiv, men også med IFU, og netop udviklingsarbejde med handel viser en vigtig del af fremtiden. IFU har spillet en central rolle, ikke kun i Ukraine, men mange steder. For os er investeringerne i handel ofte vejen frem til mere selvbårenhed.

Oftest kæmper de langsigtede investeringer med de kortvarige og den helt nødvendige hjælp, som f.eks. nødhjælp, og opgaverne står i kø. Børns uddannelse for et bedre vidensniveau er også en langsigtet opgave, som kan være nem at skære på, når de store dagsaktuelle opgaver står for skud, og besparelser kan være altafgørende, for igen: Hvad nytter det at bygge skoler, hvis vi ikke har en lærer? Nye projekter kommer til, mens gamle og glemte kriser lever et skjult liv parallelt, og når nye kriser tiltrækker vores opmærksomhed, er det en udfordring, vi skal være bevidste om. Når vi vælger, vælger vi også fra, og det er de betingelser, vi omgiver os med.

Derfor skal vi være bevidste om det, når vi også begynder på vores snarlige samarbejde om den nye udviklingspolitiske strategi. Det bliver en kritisk diskussion, vi skal tale prioriteringer og meget gerne, som andre også har været inde på, med konkrete målsætninger og rammer for evaluering. For der har unægtelig været nogle sårbare projekter fra dansk side – projekter, som har vist sig efterfølgende måske ikke at holde vand – og det er til stadighed en stor opgave at bruge vores finanser bedst muligt. Det fokus vil stige, i takt med at Danmark bliver mere og mere synlig på den udviklingspolitiske dagsorden.

Jeg vil sige til slut – andre har også nævnt det – at redegørelsen nævner, at Danmark i udgangspunktet ikke giver langsigtet udviklingsbistand til stater, som ikke i et vist omfang samarbejder om tilbagetagelse af egne statsborgere. I en idealistisk verden ønsker vi det slet ikke, vi ønsker ikke at bidrage med udviklingsbistand til de lande. Jeg ved, det er nemt at sige, men det bør være en arbejdsmoral, vi arbejder efter.

Sluttelig, til allersidst, vil jeg sige, at vi ser frem til forhandlingerne om den udviklingspolitiske strategi, og vi mener, at den redegørelse, der er blevet forelagt, er et godt katalog for, hvor vi er i dag, og hvilke projekter vi er gået i gang med eller har fuldført. Tak.

Mange tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Claus Jørgensen.

Ja, en kort bemærkning: Jeg kan forstå, at Konservative har været en tro væbner i forhold til støtte til grønne projekter, og det er vi jo glade for. Hvordan ser ordføreren, at redegørelsen kommer ind på det, og er der blevet gjort nok i forhold til det grønne?

Ordføreren.

Er der blevet gjort nok? Jeg sagde tidligere også, at når vi vælger, så vælger vi andet fra. Og det her er den klassiske med, hvordan vi skal prioritere mellem noget, der er så kortsigtet, og noget, der er så langsigtet. Vi kunne sikkert have gjort mere. Har vi lavet de rigtige prioriteringer? Vi så f.eks. her på studieturen, da vi var i Kenya, at vi i hvert fald har været dybt involveret i et godt klimaprojekt med den etiopiske minister doktor Fitsum Assefa, som tilsyneladende virkelig har fået sat gang i det. Så vi kan gøre det, og når det lykkes, skal vi også tage de erfaringer af det og udbrede det andre steder.

Hr. Claus Jørgensen.

Tak for det svar. Jeg er glad for at høre, at Konservative holder fast i 0,7 pct. Hvad tænker ordføreren om meldingen ovre fra de herrer ovre på højrefløjen her, som vil gå ned på 0,5 pct.? Vil det have betydning, bl.a. for de grønne projekter fremadrettet?

Ordføreren.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over andre partiers politik og strategier, og hvordan de vælger at vælge til og fra. For os har det været vigtigt, og det er vigtigt, at vi er en del af den 0,7-procentsmålsætning, der er internationalt. Jeg håber stadig væk, de partier vil være med til diskussionerne og prioriteringerne. Mere vil jeg ikke kommentere på det.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og vi kan gå videre til Enhedslistens ordfører, og det er fru Trine Pertou Mach. Værsgo.

Tak for det. Det her er den sidste redegørelsesdebat i regi af den strategi, vi har, og derfor er det jo en god anledning, som flere af kollegerne også har været inde på, til at reflektere lidt over, hvad vi har opnået, og hvordan det her kan være noget, vi kan drage læring af i forhold til den kommende strategiperiode, hvor vi skal i gang med forhandlingerne i morgen. Det lød som en parafrasering over Socialdemokratiet, men det er det faktisk ikke: Det er reelt i morgen.

Så tak til ministeren for redegørelsen – eller til ministeriet er det vel ikke mindst – og jeg vil sige, at i en tid med de store geopolitiske forandringer, som vi taler om nærmest dagligt i den her bygning, er det ikke mindre vigtigt at se på, hvad det er, Danmark rent faktisk kan med sin udviklingsbistand som et instrument, som jo, som hr. Flemming Møller Mortensen ganske rigtigt sagde, allerede i forhold til lovgivningen bliver set som en integreret del af udenrigspolitikken, men som også i sig selv har et politisk sigte, nemlig bekæmpelse af fattigdom, fremme af rettigheder og sikring af en bæredygtig udvikling, hvor mennesker selv kan vælge deres fremtid på egne og på deres samfunds vegne.

I den tid, vi lever i, er der jo nogle ekstremt store geopolitiske forandringer, og de er åbenlyse. Noget af det, som er virkelig positivt i den her kontekst, er, at i landene i det, som vi stadig væk med en dårlig betegnelse, men i mangel af bedre, kalder det globale syd, er der et stigende pres for ikke at skulle vælge side internationalt, men vælge sin egen vej. Det er lande, der vil selv, og som også fuldstændig berettiget kræver plads ved de store borde, hvor beslutninger bliver truffet. Der er krav om reformer af FN og krav om reformer af de internationale finansielle institutioner, for at de kan afspejle verden langt bedre, end de gør i dag. Det er åbenlyst, at de klimaforandringer, som verden kæmper med, lægger en altomfattende ramme ned over alt det, vi diskuterer, når vi diskuterer muligheden for bæredygtig udvikling.

Den sidste indledende ting, jeg vil sige her, er, at i en tid, hvor lande omkring os skærer i udviklingsbistanden – nogle rigtig meget endda – vil jeg gerne igen rose regeringen her i landet for at sige, at i Danmark står vi fast på de 0,7 pct. Udenrigsministeren har ovenikøbet sagt, at det ikke er i den vestlige verdens interesse, at vi har et lavere engagement i udviklingsbistanden. Jeg er fuldstændig enig. Faktisk er det sådan, og det er jo ikke folk her ubekendt, at i Enhedslisten mener vi i virkeligheden ikke, at 0,7 pct. er målet. Vi mener, at vi skal tilbage på 1 pct., som vi har været på før, og derudover opruste massivt i fred og konfliktforebyggelse, i diplomati og andet. Men det, at vi fra dansk side på det her tidspunkt siger helt klart, at vi holder fast i de 0,7 pct., synes jeg er virkelig, virkelig vigtigt.

Når vi så kigger på redegørelsen, er den jo i virkeligheden spækket med mange ting og mange gode indsatser. Jeg har selv oprindelig været ret skeptisk over for det her med, at naturfokusset og miljøfokusset fik så meget plads. Men jeg må erkende, at jeg faktisk har flyttet mig på den front. Jeg synes faktisk, at det, at man også har et fokus på det i udviklingspolitikken, giver rigtig god mening, og at de organisationer, der også er kommet ind som nogle af partnerskabsorganisationerne, faktisk er utrolig afgørende, sådan som verden ser ud.

Jeg vil gerne lave nogle få nedslag, og de er jo bare udvalgte, for det kan de kun være, når man skal diskutere det her komplekse område. Det ene er det her med det interessebaserede. Det er jo rigtigt, at interessebaseret er sådan et utrolig taknemligt ord, for hvad er det for nogle interesser, man mener er danske interesser? Hvis jeg skal give mit besyv med på den front, vil jeg nævne det med den globale retsorden – og det er noget af det, som vi har diskuteret rigtig meget, både i den her kreds som udviklingsordførere, men også der, hvor vi agerer som udenrigsordførere. Det er også, at vi får bekæmpet klimaforandringerne. Det er, at vi fremmer og styrker vores egen, altså Danmarks og Europas, troværdighed på den internationale scene.

Det er, at vi får meget mere fokus på det med de ligeværdige partnerskaber. Det er, at vi får flyttet magten til de lande, som kloden er udgjort af, og ikke de lande, som historisk set har siddet på magten i internationale institutioner. Det er, at vi får revideret FN og får styrket de internationale finansielle instrumenter på en måde, så de bekæmper ulighed og fattigdom, og så de er med til at give den gældslettelse, som så mange udviklingslande har brug for.

Så der er rigtig mange forskellige måder at definere interesser på, men i regi af de her lister mener jeg at det er helt rigtigt og åbenlyst, at udviklingspolitikken fremme danske egne interesser.

Et konkret nedslag på den front er fattigdomsbekæmpelse. Det er faktisk næsten fraværende i redegørelsen her, og det er der jo flere ting der er, fordi man skal træffe et valg, hvis ikke den skal fylde, lige så meget som en ph.d. ville fylde. Men det er faktisk lidt ærgerligt, at det ikke er der som et tværgående fokus, for fattigdomsbekæmpelse er jo også sikkerhedspolitik. Det at give mennesker muligheden for at kunne leve der, hvor de fødes, og ikke være tvunget på flugt, men kun flytte sig, hvis det er noget, de har lyst til, og det bliver en ting, man kan gøre, fordi man har interesse i det, er i vores sikkerhedspolitiske interesse. Det at kunne skabe velfungerende samfund, hvor mennesker kan leve trygt og godt der, hvor de fødes, er i vores sikkerhedspolitiske interesse.

Det er også i vores solidariske interesse, at mennesker alle steder på kloden får muligheden for at leve de liv, de gerne vil, på de præmisser, som de gerne vil. Det at bekæmpe fattigdom er jo en effektiv og langsigtet tilgang til at sikre en fredelig verden og en stabil verden, hvor mennesker i store grupper ikke drives på flugt med de usikkerheder og farer, det skaber for de mennesker selv og de lande, de passerer igennem. Men det er også at sikre, at unge mennesker faktisk selv får lov til at definere den verden, som de skal leve i. Så det er lidt ærgerligt, synes jeg, at der ikke er nogen referencer til princippet om, at ingen skal lades i stikken, og at fattigdomsbekæmpelse er noget, der ikke kun laves i civilsamfundsprojekter, men også noget, som skal være tværgående i hele privatsektorfokusset. Det har vi også været inde på i spørgsmålene indtil nu.

Så er der fokus på civilsamfund. Der synes jeg, at redegørelserne er ret stærk i at sige, at fokus på civilsamfundet og civilsamfundets rolle er der værdi i. Det er en selvstændig værdi i forhold til at kunne repræsentere mennesker over for magthavere og kræve indflydelse, kræve forandringer og kræve medbestemmelse, men det er også en rolle, der handler om, hvordan vi implementerer vores udviklingspolitik. Det at kunne være stærke civilsamfundsaktører, som kan være med til at fremme andre menneskers evne til at organisere sig, kræve forandring, selv levere de humanitære indsatser, der skal til osv., synes jeg står meget stærkt i redegørelsen, og det synes jeg er vigtigt.

Jeg synes, det er vigtigt også at huske, når vi går ind i strategiforhandlingerne, at civilsamfundet kun eksisterer og fungerer, hvis der er de rette rammer. Så det at holde fast i og styrke civilsamfundets råderum i en tid, hvor det er under massivt pres kloden over, er også i dansk interesse og i øvrigt noget, som Danmark er rigtig dygtig til.

Et tredje nedslagspunkt er hele fokusset på menneskerettigheder og demokrati. Vi lever i en tid, hvor der er et vanvittigt pres på menneskers rettigheder – et pres, som man nærmest ikke kunne have forestillet sig skulle komme med så voldsom styrke og med så stor hast. Det være sig på kønsområdet og på minoritetsområdet i hele sin bredde. Det har været noget af det, der har fået de nordiske lande i regi af FN's kvindekommissionsmøde her for et par måneder siden til at tale om, at vi skal – undskyld det engelske udtryk, men det hedder initiativet – push back on the pushback. Det, at vi skal presse tilbage på dem, der vil presse rettighederne tilbage, er et vanvittig vigtigt fokus også fra dansk side, når vi diskuterer vores brede udviklingspolitiske strategi.

Ungefokusset, som vi har i Danmark, og som vi har styrket markant igennem de seneste år, er jo et led i det; Fokusset på piger og kvinders rettigheder er et led i det. Det at styrke menneskers rettigheder og stå vagt om menneskerettighedsforkæmperes muligheder og også være klar til at beskytte dem, når der bliver brug for det, værne om retsstaten og værne mod korruption er en dansk mærkesag og skal vedblive at være det. Det synes jeg er en ting, der godt kunne have stået noget stærkere som noget tværgående, for det er også det, der skal integreres i vores privatsektorfokus. Det er også det, der skal integreres, når vi diskuterer vores økonomiske diplomati osv.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne sige noget om den her finansiering. Det er fuldstændig åbenlyst, at udviklingsbistanden ikke kan stå alene med alle de udfordringer, der er på den humanitære og den langsigtede udviklingspolitiske front. Det er åbenlyst, at der er brug for privatsektorfinansiering og mobilisering af det. Det er også åbenlyst, hvad udfordringerne er i det spor. Derfor vil jeg appellere til, at vi også fra dansk side går meget stærkere ind i noget af det, som udviklingslandene håber vi går ind i, nemlig den globale FN-ledede gældssaneringsmekanisme, som er en del af diskussionerne globalt, og FN's nye konvention om skatteinddragelse og skattesamarbejde. For det er nogle af de redskaber, der kan sikre, at pengene bliver ved med at være der, hvor de i virkeligheden skal være, nemlig i udviklingslandenes egne banker og lommer, og kan bruges i bekæmpelsen af fattigdom. Tak.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak for talen, og tak for at give udtryk for holdningerne i forhold til redegørelsens sådan mange perspektiver. Jeg tænker, at jeg, når ordføreren taler om civilsamfundets råderum, har lyst til at sige, at jeg synes, at noget af det, der fungerer forbilledligt, er, at vi har puljer, der er sat af både til de strategiske partnere, men også til CISU, som i høj grad er med til at give dem muligheden for sammen med deres lokale partnere at virke og også med en forholdsvis stor kontinuitet. Så jeg vil egentlig høre, hvad Enhedslisten tænker i den sammenhæng.

Jeg har jo også syntes, at det var rigtig væsentligt at demonstrere, også over for andre lande, hvordan vores samarbejde og strategiske partnerskaber i den grad hviler på tillid til organisationerne, og det med, at man engang har committet sig, og det har også vist sig at være utrolig effektivt, hvordan vi i krisesituationer har kunnet bygge ovenpå med flere offentlige midler, hvor vi næsten fra det ene døgn til det andet kan sørge for, at der kommer bevillinger fra Danmark og helt ud til partnerorganisationerne der, hvor krisen pludselig opstår.

Ordføreren.

Tak. Det er jo et supergodt spørgsmål, og ordføreren giver næsten svaret selv. Jeg synes, det er helt afgørende, at vi fortsætter med og at vi måske endda også styrker det fokus, som vi faktisk fra dansk side er blevet ret gode til, nemlig at have nogle ret fleksible instrumenter til at kunne bygge ovenpå, som ordføreren her også siger det, men også det at have nogle puljer, som gør, at mange dele af det danske civilsamfund kan være aktive. For noget af det, som de kan, er ellers noget, som kun meget få andre kan, nemlig at nå meget langt ud og sikre det lokale ejerskab til de indsatser, der skal ske.

Så det er helt afgørende for Enhedslisten, at vi styrker det i forhold til puljerne, altså ikke puljetænkningen som puljetænkning, men det, som puljerne kan, og med det fokus, der handler om at kunne være både modig og fleksibel med den danske udviklingsbistand, så vi måske også kan være til stede nogle af de steder, hvor et myndighedssamarbejde og et samarbejde med de statslige aktører ellers kan blive ganske vanskeligt, fordi det er nogle regimer, vi har svært ved at kunne skubbe på. Så kan vi godt arbejde på civilsamfundsfronten, og det er måske noget af det, som vi med vores instrumenter skal blive endnu bedre til, eller som vi i hvert fald skal være villige til at gøre, også når det er svært.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Man kan sige, at det jo virkelig falder meget gunstigt, at vi har muligheden for den her drøftelse og den her dialog i dag, forud for at vi skal drøfte den nye fremtidige udviklingspolitiske strategi. Vi skal jo også politisk træffe beslutning om, om vi vil fortsætte med den her form for redegørelser, og jeg synes bare, det virker rigtig frugtbart med den dialog, vi har i dag.

Vi kan jo godt stille nogle krav til redegørelserne. Nu er ordføreren inde på det der med, at hun synes, at der mangler noget fokus på fattigdom, men jeg ved jo også, at ordføreren er enig i, at fattigdomsaspektet er indlejret i rigtig mange af de indsatsfelter, der arbejdes med. Det gælder både klima, men det gælder også uddannelse og sundhed, at det jo i høj grad er med til at drive fattigdommen væk eller i hvert fald lave en reduktion.

Så jeg vil bare spørge, om vi ikke kunne tage drøftelsen af, om vi måske skulle sætte nogle pinde op i forhold til eventuelle fremtidige redegørelser, altså i forhold til hvad vi gerne vil have der skal fokuseres på fra ministerens side.

Ordføreren.

Det synes jeg faktisk er en rigtig god idé. Jeg håber også, at vi i forhandlingerne kan blive enige om at fastholde det her instrument med at have en årlig redegørelse. Og så ville det være en god idé, tror jeg, strategisk at sige, hvad det er for nogle tematikker, man kunne forestille sig sådan mere strategisk tværgående, sådan som også Venstres ordfører var inde på tidligere, altså at vi måske i virkeligheden kunne lægge det ned som nogle af de måder, man kunne lave redegørelsen på eller bygge den op omkring.

Så vil jeg sige, at måske skulle vi også overveje, om man skulle lave en eller anden form for parallelt civilsamfundsforum på en måde, hvor vi også kunne inddrage de civilsamfundsorganisationer, som jo er fuldstændig afgørende for, at danske udviklingspolitiske mål bliver til realiteter.

Så er det hr. Christian Friis Bach.

Tak for en meget fin tale. Jeg har jo i mindst 10 år talt om ikke meget andet end partnerskaber, partnerskaber og partnerskaber, og det ved jeg også at fru Trine Pertou Mach har. Men som jeg sagde i min tale, hører jeg, når jeg hører om de partnerskaber, der er lavet, hvor private virksomheder arbejder sammen med en ngo eller en folkelig forening om at få et eller andet op at stå, stor frustration i forbindelse med mange af de projekter. Det må jeg være ærlig at sige.

Jeg er nået dertil, hvor vi måske, i stedet for at vi skal lave alting sammen, i virkeligheden skal til at lave ting hver for sig og blive gode til det, som man respektivt er god til. Private virksomheder er gode til noget, og civilsamfund er gode til noget andet. De kan støtte hinanden – civilsamfund kan lave social kapital, og private virksomheder kan rejse økonomisk kapital. Men måske skal vi lade være med at blande det helt så meget sammen. Det er en refleksion, jeg har gjort, og jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad fru Trine Pertou Mach tænker om det.

Ordføreren.

Det er jo åbenlyst meget svært at få de her ting til at fungere. Der er mange udfordringer. Det siger både virksomhederne, der gør det, og det siger civilsamfundsorganisationerne også.

Ikke desto mindre kan det jo godt være, at det stadig væk er det, vi skal gøre for at undgå, at vi får et privatsektorengagement, som alene handler om økonomisk vækst og erhvervsfremme uden at have blikket på det, som jeg også spurgte ordføreren om tidligere: Hvordan sikrer man, at det også er fattigdomsbekæmpende; at det skaber jobs til de mennesker, der har brug for det; at de mennesker, der arbejder der, får ordentlige rettigheder; og at det ikke krænker lokalbefolkningens rettigheder eller involvering?

Så måske skulle vi i virkeligheden snarere prøve at evaluere på: Hvad er det, der ikke fungerer? Hvordan kan man gøre noget for at få det til at fungere? Og så kunne man måske overveje, om ambassaderne skulle have en eller anden form for rejsehold, som består af nogle af de aktører, der kunne hjælpe til med, at de gode erfaringer kunne blive fordelt lidt bedre. Det var i hvert fald også en mulighed.

Den danske fagbevægelse er også ganske vigtig i den sammenhæng – i forhold til nogle af de rettighedsspørgsmål, som måske er dem, der indimellem halter.

Hr. Christian Friis Bach.

Jeg vil nu fastholde, at Venstre er et godt liberalt parti, og at vækst og arbejdspladser i den grad er fattigdomsbekæmpende, og det er jo noget af det, der smitter. Især inden for landbrugssektoren har det hevet millioner og milliarder af mennesker ud af fattigdom, altså at man har fået gang i landbrugssektoren og landmænd og landbrugsvirksomheder rundtomkring i verdens fattige lande. Det er virkelig effektivt i fattigdomsbekæmpelsen.

Men så er der nogle, der står tilbage. Det var også det, fru Trine Pertou Mach var enig i. Og der kan man så sige, at hvis der er noget, der virkelig har virket i verden, så er det jo sociale velfærdsydelser; så er det jo netop ældrecheck, børnecheck og alt det, som vi kender i Danmark, hvor vi hiver mennesker ud af fattigdom. Og der er nogle globale initiativer. Er det noget, fru Trine Pertou Mach interesserer sig for?

Ordføreren.

Ja, det er i høj grad noget, jeg interesserer mig for. Jeg er glad for, at ordføreren også selv husker det meget stærke fokus, ordføreren har på det.

Jeg synes, at det, der er vigtigt med vores udviklingsbistand, jo i virkeligheden er, at den kan noget helt særligt, altså den statslige bistand. Det er nemlig at have det her klare mål for, at den skal bekæmpe fattigdom. Det er sværere at styre privat kapital til at skulle det, medmindre man lægger nogle rammer ned omkring, hvordan de privatsektorengagementer skal være.

Det er i virkeligheden det, jeg synes er det vigtige her, altså at vi ikke prøver at sige, at den private sektor skal én ting, at civilsamfundet skal en anden ting, og at myndighedssamarbejdet skal en tredje ting. Der er nogle tværgående formål, som skal kunne løftes på tværs af de tre typer indsatser, og det er måske i virkeligheden det, vi skal fokusere meget mere på end at prøve at dele det op igen. Det tror jeg ikke tjener det samlede formål.

Mange tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Dansk Folkepartis ordfører, hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Tak, formand. Jeg må indrømme, at det er en lidt underlig samtale at sidde og være vidne til. For en times tid siden havde vi en diskussion om, hvor man skulle finde penge til at lægge loft over pensionsalderen, og så sidder vi her og taler om, hvordan vi hvert år skal sende 20 mia. kr. af sted, men der er indtil nu ikke rigtig nogen, der har spurgt, om det egentlig har nogen som helst effekt. Jeg har i hvert fald meget, meget svært ved at se, at det, at Danmark i godt og vel 60 år har givet udviklingsbistand, skulle have ført til nogen nævneværdig udvikling. Jeg har også meget, meget svært ved at se ud af de rapporter, jeg læser fra Verdensbanken, IMF osv., og de bøger, der bliver udgivet af eksperter, at der skulle være nogen som helst sammenhæng mellem landes modtagelse af bistand, og at der kommer udvikling.

Jeg tror, det er nogle helt andre ting, der skaber udvikling i et samfund. Det er f.eks. at få slået hårdt ned på socialisme og andre ting, som ødelægger det frie marked; det er at få slået ned på islamisme og anden religiøs fanatisme, som holder kvinder nede, forhindrer teknologisk udvikling osv. osv. Jeg synes egentlig, det udtryk, som professor Martin Paldam har fundet på til at betegne den danske udviklingsbistand, nemlig hobbyimperialisme, er ganske rammende. Det er mit indtryk, at udviklingsbistanden i brede dele af den ikkeudviklede del af verden skaber en mere og mere permanent afhængighed af bare at få donationer år efter år. Det er helt tydeligt, at det avler en ekstrem korruption, fordi magthaverne, som typisk ikke er folkevalgte og typisk er uden nogen som helst forståelse for både retsprincipper og demokratiske principper, pludselig ser, at der her er en indtægtskilde. Det ødelægger enhver form for incitament til at skabe egentlig velfungerende samfund, og det sidste, det gør, er at skabe varig vækst.

Derfor er det jo også interessant at se på, hvad det egentlig er, alle de her penge, som jo kunne være gået til f.eks. at lægge et loft over pensionsalderen, går til. Jeg kan konstatere, at Mellemfolkeligt Samvirke får over 100 mio. kr. om året til at føre, hvad der mest af alt ligner en propagandamaskine fra Enhedslisten. Hvis man går ind på deres hjemmeside, deres facebookside osv., er det nærmest ikke til at se forskel på, om det er Enhedslisten eller Mellemfolkeligt Samvirke. Det hele handler om Gaza, og man benytter den retorik, som vi efterhånden er ved at være dødtrætte af at høre på. Det samme gør sig gældende med Amnesty International og alle de andre de her do-good-institutioner, de her godgørende organisationer, hvor jeg egentlig har indtryk af at den eneste form for vækst, der sker, er væksten på bugen af dem, der fylder sig med offentlige kroner hvert eneste år.

Man kan også se på nogle af de såkaldte udviklingsprojekter, som kører igennem Finansudvalget i form af aktstykker. Når man hører på de tårevædede kampagner om, hvordan det her redder mennesker fra stor armod osv., tager man sig lidt til hovedet. Aktstykke 169 handler om et projekt til 73 mio. kr. til energieffektivisering og udbygning af den grønne energisektor i Kosovo. Kosovo er et land, der er anerkendt som et kommende EU-land. Hvorfor skal vi give dem udviklingsbistand? Når vi donerer pengene, ser vi billeder af små sultne børn fra Afrika, men pengene går til at skabe energieffektivisering i et EU-ansøgerland. Det er fuldstændig skørt.

Der er også aktstykke 168 om evakueringsindsatsen i Libanon. Her gav man 40 mio. kr., men der er ikke foretaget en eneste evakuering. Altså, hvad er det for noget? Vi giver 215 mio. kr. til at forbedre levevilkårene i Syrien, så folk kan vende tilbage på frivillig basis. Er der nogen, vender tilbage? Ikke en eneste.

Det er altså sag på sag, hvor det bare er spild og fup, og hvor det jo helt grundlæggende handler om, at vi borgerlige politikere – det synes jeg vi har fået nogle gode eksempler på her – jo bare er faldet for den fladpandede retorik, som venstrefløjen har haft held med at lancere. Den, der kan bruge flest penge, er det bedste menneske i verden – er det ikke dejligt? Jeg tror faktisk, det forholder sig lige omvendt: Dem, der kan stille nogle krav til de her lande om markedsprincipper, om et opgør med religiøs fanatisme, om demokrati osv. f.eks. i forbindelse med frihandelsaftaler, vil gøre noget godt, men det får man jo ikke forgyldte verdensmålsnåle eller store middage hos FN af, så det er der næppe den store interesse i.

Med de ord vil jeg bare takke for redegørelsen, som har været interessant at bladre lidt i. Jeg vil ikke sige, jeg har læst den i detaljer, men jeg føler mig egentlig meget godt klædt på alligevel. Jeg glæder mig over, at det først er om et år, vi skal have den her debat igen.

Tak, formand.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så skal jeg høre, om der er en ordfører Radikale Venstre. Det er der ikke. Så er det fru Sascha Faxe fra Alternativet. Værsgo.

Tak. Jeg kan ikke love at være lige så festlig, men til gengæld vil jeg starte med at sige tak for en god og overskuelig redegørelse. Jeg synes, det er et virkelig godt afsæt for de forhandlinger, vi har forude.

For mit vedkommende er jeg også oprigtig glad for at bo i et land, hvor det her er vigtigt, og det mener jeg er noget, vi har været fælles om på tværs og hele vejen rundt, for ellers havde det ikke holdt i så mange år. Det er noget, der bliver vægtet højt politisk, og det bliver vægtet højt økonomisk, men det har også en stor folkelig opbakning og har haft en stor forankring igennem mange, mange år. Jeg tænker, at rigtig mange danskere kender nogle, som har været en del af det her arbejde, eller har mødt nogen, der har været i Danmark som et led i det her arbejde, og det tror jeg er en rigtig vigtig del af udviklingssamarbejdet.

Jeg er også glad for, at det har forandret sig over tid, vil jeg så sige, for i mine første år i branchen så jeg nogle arbejdsmetoder, jeg havde det svært ved; også selv om jeg måske var enig i målet, var metoderne ikke ligefrem noget, som jeg syntes om. De har heldigvis forandret sig, og de er i fortsat forandring, både fordi vi bliver klogere og vi bliver dygtigere, og fordi det politiske billede ændrer sig og verden forandrer sig.

I en verden, hvor vi skærer ned – rigtig mange lande skærer ned, og USA lægger USAID ned – er det også vigtigt, at vi fortsætter det solide arbejde, Danmark laver, og så vil jeg understrege, at vi i Alternativet er rigtig glade for, at udenrigsministeren tydeligt holder fast i de 0,7 pct. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi gerne ville et andet sted hen, men altså, de 0,7 pct. er et solidt afsæt og også en måde fortsat at være et foregangsland på det område på. Så når jeg slår ned på nogle ting i det kommende, er det simpelt hen ikke ment som en fundamental kritik af det, vi laver, hverken af udviklingsarbejdet eller af redegørelsen. Der er virkelig mange gode ting i redegørelsen om rettigheder, partnerskaber, grønt fokus, vand, landbrug, myndighedssamarbejde, demokrati osv.

Mit første nedslagspunkt vil være Ukraine. For selv om jeg udmærket er klar over, at det er inden for den formelle skive, at vi bruger penge fra udviklingspuljen til flygtningearbejdet i vores eget land, så er vi i Alternativet ærgerlige over, at Danmark, siden krigen i Ukraine blev til en fuldskalainvasion, er blevet den største modtager af egne udviklingsmidler. I vores optik er krigen i Ukraine en lokal europæisk ting og derfor sikkerhedspolitik og ikke udviklingspolitik. Så vi så det gerne skilt ad. Altså, vi vil gerne være med til begge dele, så det er ikke et imod eller for det ene eller det andet. Vi synes bare, det er to forskellige kasser, både politisk og økonomisk.

Når vi kigger på tallene, siden krigen i Ukraine udviklede sig, så kan vi se, at Danmarks støtte til lande med de laveste indkomster, altså de såkaldte LDC'er, har forandret sig. Vi kan ikke se det i EU; der ligger det stadig på samme niveau. Hvis vi kigger på LDC-tallene, har de faktisk ligget ret stabilt. I perioden fra 2015 til 2021 har de svinget fra 0,2 til 0,22 pct. af bni. Siden vi begyndte at bruge pengene på os selv og Ukraine, er det altså faldet til henholdsvis 0,14 og 0,16 i 2022 og 2023. Det er en meget markant forandring og et meget tydeligt bevis på, at når vi vælger at ændre på noget med de her penge, der går ind i det arbejde, så kommer det også til at påvirke de allerfattigste.

I min optik er det sådan, at jeg rent faktisk tror, at fattigdomsbekæmpelse er en af hjørnestenene i vores udviklingsbistand. Nu bruger jeg det gammeldags ord, fordi det er derfra, det kommer. Altså, det er der, vi har stået. Det er det, som danskerne har købt ind på, og det, der har gjort, at vi kunne blive ved med at være her.

Jeg tror faktisk også, at der er rigtig mange danskere, der netop forventer, at fattigdomsbekæmpelse er en stor del af det, vi laver, når vi giver 0,7 pct. Så jeg tænker egentlig, at vores samfundskontrakt omkring det her, faktisk er ret afhængig af, at vi holder fast i at have et fattigdomsfokus i vores arbejde. Det betyder ikke, at vi ikke kan ændre metode, og det betyder ikke, at vi ikke kan lave andet, men jeg tror, det er ret vigtigt, at vi har en vis stabilitet i det.

Så er der en ting i vores støttetilgang, som måske ikke er fremvist så tydeligt i redegørelsen, og jeg vil bare nævne den, så vi er klar over, at det er i feltet. Det er, at vi i en eller anden udstrækning flytter vores arbejde væk – ikke kun, men til dels væk – fra de mest sårbare stater og over til lande med mere stabilitet. Det sker f.eks., når vi lukker ambassader i Sahel og åbner i andre lande som f.eks. Rwanda, som jo egentlig har været betjent vældig godt af ambassaden i Kampala indtil for nylig, men så ser man så en mulighed for, at man åbner der.

Det synes jeg er ærgerligt. Igen er det ikke et enten-eller i min optik. Det må gerne være et både-og, men når vi kigger på kortet på side 11 i redegørelsen, kan vi også se, at myndighedssamarbejdet i høj grad sker med mellemindkomstlande, ja sågar Kina, som i min optik virkelig ikke burde være kategoriseret som et udviklingsland. Det spænder ben for rigtig meget.

Så vil jeg tale om en hjertesag. Der er jo masser af ting, vi kunne tage fat i, men jeg vil tage fat i en hjertesag, som lidt støder ind i nogle af de ting, som er blevet nævnt, om, hvad det er, der gør, at folk bliver, hvor de kommer fra. For det tror jeg egentlig ikke der er nogen uenighed om er det bedste for alle. Man kan kalde det, hvad man vil, men jeg tror altså faktisk, at hvis folk føler, at de har et tilhørsforhold til og er knyttet til et sted, så har de ikke stor lyst til at flytte. Hvis man har det godt, hvor man er, er lysten til at flytte ikke så stor, at man tager på sådan en farefuld færd, som mange folk gør.

Jobskabelse er selvfølgelig vigtigt, fordi man skal have brød på bordet, men for at nå derhen og for at blive i de her job, skal der mere til, mere end job og penge. Det er simpelt hen min erfaring i det her arbejde, men også i det arbejde, jeg har lavet i Danmark, og med mange af de samme metoder. Det handler om, at man føler sig hørt, det handler om, at man hører til, men også om, at man føler et ansvar, og at man har indflydelse på det sted, man er en del af. Så derfor er det demokratiarbejde, vi laver, rigtig, rigtig vigtigt.

Men jeg kunne godt tænke mig at sige, at det også er noget, der handler om medborgerskab. For hvis vi starter med de helt unge, er det sådan, at hvis de faktisk føler, at de får indflydelse, så er de – det er min erfaring – langt mindre tilbøjelige til at flytte sig nogen som helst steder, fordi de føler sig forpligtet over for ting, de har sat i gang. Det kender vi alle sammen. Ordføreren for Danmarksdemokraterne nævner ofte Nordjylland, og jeg kommer da også jævnligt til at nævne Lolland – man omtaler det sted, hvor man har haft sin ungdom, og som har en stor betydning, og som man har en stor tilknytning til. Det er helt basalt menneskeligt.

Jeg havde en oplevelse for et par måneder siden, hvor jeg talte med ministeren for civil uddannelse i Sierra Leone, som hedder Chernor Bah. Han fortalte om, hvordan han som led i en ungdomsudveksling, der var en del af udviklingssamarbejdet med Norge, havde været i Norge og der havde spurgt de andre unge: Hvad drømmer du om at blive, hvad vil du gerne med dit liv? De havde sagt, at de ville være ambulanceførere, frisører, tømrere, alle sådan nogle ting, og det kom voldsomt bag på en ung mand fra Sierra Leone, for alle hans jævnaldrende ville være på toppen af det hele. De skulle være læger, de skulle være stjerner, de skulle være alt muligt af den slags. Og det er stadig noget, jeg møder. Det gjorde jeg f.eks., da jeg mødte nogle af de unge flygtninge, der sidder fast i Marokko – de er flygtet, fordi de vil være fodboldstjerner; dem var der virkelig mange af. Så han oplevede den der manglende realisme, i forhold til hvad man gerne ville, og hvordan livet så ud, men også den manglende fællesskabsforståelse. For det, han oplevede hos de unge i Norge, var, som han sagde, at de ville være en del af det helt almindelige dagligdags samfund, fordi de følte, at de var en del af det almindelige dagligdags samfund. Og det er noget af det, der har fået ham til at gå ind i politik – for at skabe det rum, så man faktisk føler, at man kan være en del af det samfund, man bor i, og have helt almindelige drømme, realistiske drømme, der, hvor man bor.

Det gjorde et enormt indtryk på mig. Det er de færreste, der går ud og bliver minister af det. Jeg vil dog sige, at mange af dem, jeg gennem årene har mødt, som har været en del af ungeudvekslingen og ungeudviklingsarbejdet, har klaret sig gennemsnitligt bedre i livet end dem, de sad ved siden af i skolen, fordi de har lært noget. Det gælder ikke bare i Sierra Leone eller Uganda eller Kenya, eller hvor det kan være, det gælder også i Danmark. Jeg er en af dem, der selv har været ungdomsudvekslet. Ambassadøren i Uganda har også været ungdomsudvekslet, og jeg kunne nævne mange flere. Men altså, uden at nævne alt for mange navne kan jeg sige, at der er flere af dem, der har siddet i Folketinget gennem årene, der også er startet på den måde og har fundet den vej ind i at føle, at de har kunne bruge det afsæt.

Hvad vil jeg så med den lange historie? Jeg vil det med den, at jeg vil sige, at den helt basale skolegang er et fundament, for det er vejen til at forstå, at man kan være en del af samfundet, til at forstå de koder, til at lære at læse og skrive. Og det er en af de allerstørste udfordringer. Vi kan godt snakke om, at vi skal arbejde med uddannelse og erhvervsuddannelser osv., men det er hamrende elitært at snakke erhvervsuddannelse, for det kræver, at man kan læse og regne. Så det er det første fundament. Og det andet er, at vi simpelt hen skal støtte de unge i det arbejde, de laver. F.eks. med DUF, som er nævnt, men som jeg også vil nævne herfra, får vi virkelig meget udvikling for pengene hos de unge. Det er ikke for at sige, at de skal have det hele, men for mig at se er det helt vildt vigtigt at sige, at de er et solidt fundament, som alt det udviklingsarbejde, vi laver i Danmark, kan stå på, og som også kan være med til, at vi opnår noget af det, vi gerne vil, nemlig at folk får det fede, glade, dejlige liv der, hvor de bor, og det må jo være målet med det, vi laver.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så går vi videre til udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det. Det gik jo uventet hurtigt. Jeg regnede jo med, der også ville være en radikal stemme i debatten – det har der måske også været.

Tak for den fine modtagelse af den her redegørelse, som jeg faktisk synes er god. Det synes jeg godt jeg kan tillade mig sige, for der alligevel ikke er nogen, der tror på, at det er mig, der har siddet og lavet den her redegørelse. Jeg synes faktisk, den er god i forhold til mange andre ministerielle redegørelser, jeg har set i mit liv herinde, fordi den er pædagogisk, og man kan næsten for en stund måske endda forestille sig, at folk, der ikke deltager i den her debat, kunne have lyst til at bladre i den. Det er ikke alle de redegørelser, der er afgivet skriftligt til Folketinget gennem år og dag, som vil have den samme attraktion.

Så er jeg helt med på, at der er mange, der har påtalt manglerne, men det er jo, fordi der ikke er nogen, der har påpeget det i virkeligheden vigtigste skriftsted i hele redegørelsen, og det er jo den her QR-kode på den næstsidste side. Hvis man aktiverer den, får man jo indblik i det hele.

Jeg noterer mig alt, hvad der er blevet sagt. Nu er det jo et åbent spørgsmål, om der fortsat skal laves sådan nogle redegørelser fremadrettet, og det må vi jo diskutere, når vi skal diskutere den udviklingspolitiske strategi, men for det tilfælde, at der skal, synes jeg sådan set, der var meget nyttige læring, når man har lyttet til hele debatten om, hvordan en eventuel fremtidig redegørelse skal designes i forhold til også at få trukket nogle af de tværgående prioriteringer op og den slags ting. Det siger jeg, fordi det jo er en bagudvendt redegørelsesdebat, vi har, som jeg har lyttet til med stor interesse, og som jeg ikke skal prøve at opsummere. Når jeg har lyttet til den med stor interesse, er det jo først og fremmest, fordi det er et sjældent hurtigt skift mellem bakspejl og forrude, vi nu foretager, for nu har vi så en redegørelsesdebat her i dag, og allerede i morgen skal vi snakke om den udviklingspolitiske strategi. Det er jo kort tid fra tanke til handling.

Så jeg har lyttet intenst til, hvad der er blevet sagt, og det vil indgå i min egen forberedelse til i morgen, for jeg noterer mig jo, at der på store strækninger sådan set heldigvis fortsat er meget bred opbakning til den måde, vi tænker på tingene på, idet jeg dog også kan få øje på nuancer.

Nu er Dansk Folkepartis formand gået, men jeg synes jo, at det for så vidt er lidt tankevækkende, at man på den ene side siger ja tak til at møde op i morgen og diskutere den udviklingspolitiske strategi, og på den anden side forlader Folketingets talerstol med en replik om, at det da er godt, vi ikke skal snakke om det her igen før til næste år. Men det må man jo lige tænke over i Dansk Folkeparti, altså om man har lyst til at være med eller ej.

Jeg har jo sådan set ellers noteret mig, at der er en bred lyst til at være med, idet jeg også godt kan se, at der er forskellige prioriteringer. Det er der i spørgsmålet om ressourcernes størrelse, men det er der jo nok også i, hvordan ressourcerne skal anvendes. Jeg ønsker i virkeligheden ikke at reducere mine egne parlamentariske muligheder her i dag ved at stå og give nogle meget sådan håndfaste tilbagemeldinger.

Jeg er derimod meget taknemlig over, at vi lever et land, hvor vi i 40 år i træk har kunnet efterleve vores FN-målsætning og levere, hvad alle verdens lande i virkeligheden burde levere. Og det kommer godt igen; det er jeg slet ikke i tvivl om. Det hviler jo på en folkelig forankring, for vi lever i et demokrati, så vi kan jo ikke allokere 0,7 pct. af bni til udviklingsbistand, hvis ikke der er folkelig opbakning til det. Jeg tror også, at den folkelige forankring står og falder med, at der er bred parlamentarisk opbakning. Det er derfor, vi mødes i morgen i en ret bred kreds, for det håber vi vi fortsat kan sikre. Men jeg skal heller ikke lægge skjul på, at det jo er en folkelig forankring, som vi skal kæmpe for i en situation, hvor vi kan se, at man rundtomkring i verden udvikler sig på en helt anderledes måde, således at vi nu er nede på, at det kun er fire lande i hele verden, der giver de 0,7 pct., som egentlig er FN-målet. Jeg møder det også selv i den offentlige debat, og når jeg løber ind i folk – og fænomenet findes jo også her i Folketingssalen – nemlig argumentet, at når andre kan skære ned, kan vi vel også.

Det synes jeg jo strategisk ville være helt forkert, men omvendt er det jo noget, man er nødt til at forholde sig til. Jeg tror, en af de måder, man kan forholde sig til det på, er ved at være en lille spids mere indstillet på at føre det, man kunne kalde interessebaseret udviklingspolitik, altså være lidt mindre håndsky, i forhold til hvor man kan skabe win-win-situationer, hvor det er ikke alene handler om altruisme og fattigdomsbekæmpelse, men hvor det også handler om at fremme nogle danske interesser.

Jeg er med på, at danske interesser kommer i forskellige variationer fra den sådan meget hardcore fokus på, at er der dansk teknologi, der kan indgå i løsninger, der gør verden til et bedre sted derude, er det også dansk eksport og dansk indtjening og dansk velstand, til selvfølgelig også nogle bredere interesser, der handler om at afværge et migrationspres, før det opstår, og at sikre, at flere lande ude i verden abonnerer på en tanke om, at vi skal have et internationalt regelbestemt verdenssystem med respekt omkring menneskerettigheder osv. Så det kommer i mange aftapninger, og jeg er helt sikker på, at når vi i morgen inviterer alle Folketingets partier ind til en debat om det her – og hvis alle kommer – vil der være variationer af det her, og der vil også være forskellige prioriteter.

Men jeg vil bare udtrykke det håb, at vi med afsæt i den her grundige opdatering – også faktuelt, hvad den her redegørelse og debatten her i dag er et udtryk for – så også i morgen kan tage hul på at få skabt en ny strategi. Jeg tror egentlig, at jeg i respekt for tiden og med udsigt til, hvad det er, vi tager hul på i morgen, vil indskrænke mig selv til de her sådan lidt få ret generiske betragtninger.

Tak til udenrigsministeren. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er til fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ministeren for også at reflektere sådan lidt åbent over det. For det er jo er rigtigt, at man på en eller anden måde næsten kan komme til at tage hul på en slags forhandling her, og det er egentlig ikke intentionen med mit spørgsmål. Men det er vitterlig bare for at få nogle refleksioner over noget, vi ikke rigtig har berørt, nemlig den diskussion, der jo ofte har været, om, hvordan vi i forhold til Danmarks engagement balancerer mellem det multilaterale og det bilaterale, altså ikke bare i lyset af, at Danmark sidder i FN's Sikkerhedsråd – men det gør det jo selvfølgelig endnu mere interessant – men at vi jo faktisk netop også er aktive med hensyn til at styrke internationale institutioner. Nu har jeg selv haft fornøjelsen af sammen med udvalgskolleger at være på besøg i Den Afrikanske Union, hvor Danmark i forhold til det med fredsarbejdet jo her er stærkt aktiv.

Så vil udenrigsministeren ikke bare sige en lille smule om, hvordan han og regeringen ser på det danske engagement fremadrettet, uden dermed at se det i sådan et forhandlingsperspektiv, men i virkeligheden mere storpolitisk? For noget af det, som vi jo ved er et kæmpeproblem, er, at udviklingslandene har svært ved at se sig selv spejlet i det. Så er det ikke også en dansk interesse – og nu lægger jeg udenrigsministeren ord i munden – at styrke det?

Tak. Ministeren.

Jo, og jeg vil også sige om det her med balance: Hvis vi ser på det aktuelle niveau, er det vel sådan en tredjedel multilateralt og to tredjedele bilateralt, og jeg er meget bekymret ved at låse os på alle mulige måltal, selv om det jo tit bliver det, man falder tilbage på, når man sidder og laver politik, ikke? Vi har også en 30-procentsmålsætning om det grønne, og 60 er det til klima, og det bliver meget hurtigt sådan noget med, at hvis man så skal udtrykke en yderligere ambition, skal man sætte en procentdel op, og så laver man nogle bindinger på sig selv. Så jeg skal ikke stå her og forholde mig til, hvordan det skal være. Men det er klart, at der skal være et substantielt bidrag inde i det multilaterale. Det giver os også leverage ude i verden til de debatter, også omkring finansiering og innovativ finansiering og gældspolitik og andet, hvor vi jo sådan set kan yde et bidrag, der rækker ud over bare vores egne penge, hvis man kan sige det på den måde.

Jeg tror så til gengæld, at der ligger en god debat i, hvordan vi så får skabt mere synlighed og mere opfølgning på også vores multilaterale bidrag. Det er også en diskussion, der findes derude. Jeg snakkede selv med Tom Fletcher om det i sidste uge: Hvis man skal formå donorlandene til at gå multilateralt, skal de multilaterale systemer måske også være bedre til at synliggøre, hvad der så blev af et givet lands bidrag inde i en multinational organisation, ikke?

Tak. Så er det spørgeren igen.

Tak for det svar, og også politisk tak for det svar. Jeg synes heller ikke, det er en interessant diskussion i sig selv at diskutere procentsatserne. Det er i virkeligheden mere det politisk at tilkendegive en støtte, og det er selvfølgelig finansielt, men det er jo også et politisk, diplomatisk engagement i hele det internationale system. Og jeg er fuldt ud enig med det, som udenrigsministeren også refererer, nemlig Fletchers kommentar omkring, hvordan man så fra de multilaterale organisationers side kan være med til at synliggøre og sikre den forankring og opbakning. Det var også noget af det, man også fra dansk side kunne engagere sig i. Så det var egentlig mere som en kommentar end som et spørgsmål.

Ministeren.

Ja, og jeg tager det også ned som en kommentar. Jeg er sådan set ret enig. Nu skal man jo lige passe på, hvor mange ting man tager på tallerkenen på en og samme tid, men det er klart, at der er debatter, der er lige så vigtige som vores bidrag til tallerkenen, altså de her 0,7 pct., nemlig: Hvad gør resten af verden, og hvordan gør de? Der er jo bestemt rum for forbedring. Og der er ingen tvivl om, at med det tilbageslag, der er i øjeblikket i ODA-bevillinger rundtomkring i verden, så kan vi jo ikke fylde det hul op. Det kan vi ikke – det kan vi ikke. Men vi har en slags moralsk overhånd, hvis vi holder os til 0,7, og bør også kunne bruge det til at skabe et mere effektivt system, altså også i nogle af de multilaterale fora.

Tak. Så er det hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Til den allersidste del af det, som ministeren siger i forhold til det med de 0,7 pct., vil jeg sige, at jeg synes, vi har en utrolig fin model, for vi laver jo reguleringen over årene, men vi kommer til at lande på de 0,7 pct.

Jeg er også enig med ministeren i det der med, at vi skal passe på ikke at binde os for meget, i forhold til hvordan de allokeres. Der kan jeg sige, at OECD også sagde til os i Udenrigsudvalget, at i kraft af at vi ikke kan se ind i fremtiden, bliver vi også nødt til at kigge på, at vi skal have en højere grad af fleksibilitet, men samtidig skal vi jo sørge for, at kontinuiteten i forhold til dem, der skal kunne virke i det, naturligvis også er der. Men det tror jeg bare kan være en rigtig interessant drøftelse for os at få politisk.

Så vil jeg spørge ministeren om noget, og det er retrospektivt. Det er nu, hvor vi er så få lande, der står på de 0,7 pct., og de 3 af de 4 lande er nordiske lande. Vi har også politisk som parlamentarikere drøftet meget med de nordiske lande, om vi kan gøre noget andet og mere, altså igen for at potensere stemmen om de 0,7 pct., men også akkumulere vores indsats for at gøre det endnu mere markant der, hvor vi eventuelt koordinerer en fælles nordisk indsats. Er det noget, der har været en drøftelse af?

Tak. Udenrigsministeren.

Jeg er i hvert fald meget åben over for at diskutere det. De her nordisk-afrikanske møder strækker sig jo så tilbage fra før min tid, og jeg synes, vi over de seneste år har fået givet dem yderligere indhold og også helt klare gensvar på afrikanske ønsker.

Det er også en kommentar til fattigdomsbekæmpelse kontra vækst og sådan noget. Det reflekterer jo også, at der fra vores partnerlande er et ønske om at skifte fokus, og der tror jeg da godt, at Norden kunne gøre noget mere sammen, altså fordi vi har en kollektiv god branding, og vi har også nogle samfund, som jo ikke er en kopi af hinanden, men som værdimæssigt står på det samme.

Hvis man kigger efter additionelle penge, kunne man jo også godt forestille sig, at man kunne bringe de forskellige nordiske landes forskellige a la IFU-institutter i spil, og det sker jo allerede. Det kunne man sikkert godt samtænke mere effektivt, end vi gør det i dag. Det synes jeg kunne være en udmærket ting at diskutere, også i den kommende tid.

Tak til udenrigsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.