Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af lovforslag nr. L 186:

Forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer. (Skærpet indsats mod narkotikakriminalitet, herunder opioider).

Af justitsministeren (Peter Hummelgaard).

(Fremsættelse 28.03.2025).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er fru Maria Durhuus, Socialdemokratiet.

Tak for ordet. I oktober 2024 præsenterede regeringen udspillet »Ungdom uden opioider«, som har til formål at bekæmpe narkokriminalitet og brug af opioider, der de seneste år må siges at have gjort et indtog på ungdoms- og børneværelserne. Lovforslaget, vi skal behandle i dag, har til hensigt at lovfæste flere af de initiativer, der i oktober blev præsenteret i udspillet.

Det glæder mig, at vi handler på den her vigtige sag, for det har været hjerteskærende igennem de sidste 3 år at se og høre om forældre, der har mistet deres børn til opioiderne, forældre, der magtesløse har måttet overvære deres børn blive fanget i et forfærdeligt misbrug uden at kunne gøre noget for at stoppe det. Det handler om børn, der på sociale medier opsøges af deres pusher, børn, der ikke kan komme ud, behandlere, der ser målløse til, mens man går ned i den nærmeste kiosk og får langet opioider hen over disken sammen med skumbananer og dåsecola.

Det har været hjerteskærende at høre fortællinger fra andre aktører, hvor vi alle sammen har stået fuldstændig uden at vide, hvad vi stod over for, uden at se, hvem vi handlede med og uden at have data på plads til, hvad det egentlig var. Det føltes, som om techgiganterne fra tid til anden ringede på døren hjemme hos familien Danmark, og uden at nogen blinkede, kunne de gå direkte op på børneværelset. Ingen ville jo lukke pusheren fra baggården ind på børneværelset, men techgiganterne har gjort det muligt, og derfor er det mig en stor glæde, at vi i dag tager det første skridt mod at lovgive for, at de steder, hvor børn færdes, vil vi ikke have pushere, vil vi ikke have opioider.

Vi lovfæster i dag initiativerne om straf, straf til de kriminelle aktører, der uden at blinke har taget vores børn og vores unge som gidsler for penge og magt. Det indebærer en skærpelse af straffen for ulovlig besiddelse og salg af opioider samt euforiserende stoffer, herunder en øget straf for salg via sociale medier og detailbutikker. Derudover styrkes mulighederne for rettighedsfrakendelse for både butiksejere og ansatte, der er involveret i salg af euforiserende stoffer. For det har også været hjerteskærende at se, hvordan man via en QR-kode på et gymnasietoilet kunne koble sig direkte op til sin pusher.

Det vil også blive muligt at konfiskere motordrevne køretøjer, der bruges til salg af euforiserende stoffer, og derudover glæder jeg mig utrolig meget over, at man i Justitsministeriet med dette lovforslag også går i gang med at undersøge, om der også kan laves sigtelse for manddrab, hvis man overdrager stoffer, der er farligere, end man giver dem ud for at være.

De nævnte initiativer er vigtige bidrag til at styrke indsatsen mod narkokriminalitet og at beskytte vores unge imod de ødelæggende konsekvenser af et misbrug. Det kræver selvfølgelig andre initiativer end straf – initiativer, som også er fremlagt i udspillet i oktober, men som vi ikke behandler i dag. Behandling og forebyggelse, grænsekontrol, told og andre indsatser er vigtige, men vi kommer bare ikke uden om, at forebyggelse ikke er nok, når vi skal misbruget til livs. Det kræver også et blik på de kriminelle, der står bag det. Derfor støtter Socialdemokratiet lovforslaget.

Inden jeg lige siger tak for ordet, vil jeg egentlig også bare gerne takke for det samarbejde, vi har haft. Det gælder både justitsministeren, men også andre partier i Folketinget, for jeg tror, at uanset at vi også har haft vores uenigheder, vil jeg bare gerne takke for, at vi lige omkring unge og opioider har været ret klare i mælet herinde alle sammen, nemlig at det handler om, at der kommet en ny ting til, og det er fuldstændig uhørt, at vores børn og unge er ofre i et spil om magt og stoffer, som det er nu. Så derfor tusind tak for de mange gode debatter, vi har, og jeg ser frem til en god debat i dag. En særlig tak til justitsministeren for at have løftet den her dagsorden. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

Der hersker jo ikke nogen tvivl om, at vi bakker op om det her lovforslag, al den stund vi kom med en række af forslagene i et udspil for efterhånden mange år siden, og det, der ligger, er også godt. Men det er jo ikke godt nok, og det synes jeg faktisk tydeligt vi fik set i den forespørgselsdebat, som Folketinget indkaldte til, hvor hele oppositionen rundt om regeringen opfordrede til, at man indkaldte til forhandlinger. Det var alle fra det yderste højre til det yderste venstre, hele Folketingssalen, som ønskede en fælles forhandling. Der er ingen tvivl om, at det her lovforslag bliver stemt igennem, men gør det ikke indtryk på regeringen, når det er en samlet opposition, som siger: Vi vil gerne have fælles forhandlinger, fordi det er en vigtig sag og vi endnu ikke er i mål?

Ordføreren.

Nu er jeg ordfører for Socialdemokratiet for det, der hedder misbrug og udsathed. Det står desværre ikke i min magt at indkalde til forhandlinger. Jeg sidder heller ikke med, når regeringsledelsen beslutter, om udspillet skal forhandles i et udvalg, eller om det skal forhandles i salen. Jeg har set frem til den her debat i dag, og jeg er ret sikker på, at den her dagsorden er så vigtig, at uanset om der kommer forhandlinger om udspillet nu, eller om de kommer senere, så er vi ikke færdige for nuværende. Det her er det første skridt, men det her marked forsvinder jo ikke, fordi vi stemmer et lovforslag eller et udspil igennem. Det her forsvinder ikke nogen sinde, og derfor bliver vi nødt til at være foran og ikke bagefter, som vi har været indtil nu.

Spørgeren.

Det er ikke så tit, man hører en ordfører sådan holde regeringen ude i strakt arm og sige, at det må man spørge den om. Men der skal lyde en anerkendelse herfra af, at ordføreren på talerstolen er meget ambitiøs i forhold til opioider, og det er vi sådan set meget glade for. Der er jo flere gode forslag at tage fat på, som ikke er med her. Eksempelvis er der det forhold, at hvis man har brug for 5 opioidpiller, så kan man i dag få udskrevet 100, fordi de kommer i sådan nogle store pakkestørrelser, hvilket jo kan invitere til et misbrug, eller det forhold, at der ikke foreligger en behandlingsplan. Det er også yderst relevant. Der er også det, at man ikke straffer det at sende masse-sms'er rundt til 200-500 mennesker som ulovlig markedsføring. Så der er masser af ting, man fortsat kan gøre i forhold til opioider. Er ordføreren enig i det?

Ordføreren.

Der er masser af ting, man fortsat kan gøre, og det er jo også skrevet ind i lovforslaget, at vi skal kigge på, hvad der sker på de digitale platforme, også det her med sms-kæder. Jeg anerkender også det, vi har set med, at man får ordineret 5 piller og får udskrevet 100. Der er jo også en stor indsats i gang lige nu, i forhold til hvad apotekerloven kan tillade, og hvor meget vi ønsker skal kunne udskrives. Jeg ved jo, at vores fælles bekendt, Eske Kvanner Aasvang, lige nu også kigger på, hvordan man fra hospitalernes side kan påtage sig et ansvar for at følge op på de behandlinger, der er. Så der er masser af ting, også på andre områder end justitsområdet.

Tak. Der nogle flere kolleger, der har indtegnet sig, så jeg vil bede ordføreren blive her lidt endnu. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Betina Kastbjerg, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Der er jo ingen tvivl om, som det også blev sagt af fru Mai Mercado, at det her er noget, der optager alle partier i Folketinget. Det er et vigtigt område, som der skal gøres noget ved, og vi har også set frem til, at der kom et lovforslag på området. Jeg skal bare lige høre ordføreren, om det er lige slemt, om man bestiller opioider på Snapchat, eller om man gør det på sms.

Ordføreren.

Jeg tror, jeg vil sige, at opioider er slemt, lige meget hvordan vi vender og drejer det. Jeg vil nok også mene, at det er en lillebitte smule nemmere at opsnappe det, hvis det er foregået på sms, end hvis det er foregået på Snapchat, i og med at det er sværere at slette sine spor, når man har skrevet sms'er, end når man har brugt Snapchat.

Men jeg kan fornemme, at vi bevæger os rundt om et eller andet med, hvad der er mest okay – at købe på sms eller på Snapchat. Jeg synes ikke, det er okay at købe det nogen steder, og jeg mener jo også, at hvis ordførerne har opsnappet, at der skulle være et stort problem med køb over sms, så skal vi selvfølgelig have kigget på det. Men jeg vil da sige, at jeg synes, at det, at man på Snapchat kan scanne en QR-kode og gå direkte ind i et børneunivers, hvor der så sidder en voksen pusher i den anden ende, er meget, meget slemt.

Spørgeren.

Tak for det svar. Så kan jeg jo undre mig over, at der i lovteksten direkte står – og jeg citerer:

»Omfattet vil ikke være kontakt på f.eks. e-mailplatforme, SMS eller telefonopkald, der finder sted udenom de pågældende sociale medier.«

Så tænker jeg bare: Hvorfor skal man ikke have lukket alle døre for det her? Hvorfor skal vi lade nogle døre står åbne, så man bare kan bestille på sms, når vi f.eks. lukker ned for Snapchat?

Ordføreren.

Jeg er ret sikker på, at uanset om man sender et screenshot af en sms, hvor man har fået tilbudt stoffer, eller hvis man videresender en e-mail, hvor man har fået tilbudt stoffer, og man anmelder en pusher den vej igennem, vil det blive taget op. Det er fint, at ordføreren ikke er enig med mig, men Snapchat er en anden platform, og jeg vil bare sige, at jeg ikke kender ret mange 13-årige, der sidder og kommunikerer om stofhandel på e-mails, men jeg kender rigtig mange, der gør det på Snapchat. Jeg kan stå her på talerstolen og nævne nogle produktnavne, som 26 pushere ville kunne levere til mig inden for 20 minutter, og det synes jeg er slemt.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.

Tak for ordet. Jeg synes faktisk, at det udspil, som regeringen er kommet med, på mange måder indeholder rigtig mange gode elementer. Men der er én ting, jeg virkelig savner, og som jeg også har spurgt ind til tidligere. Nu spørger jeg igen i et håb om, at man måske er kommet videre ad den vej. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at vi f.eks. ikke i pakkedistributionsleddet har installeret den her teknologi, som gør det muligt at udfinde pakker med bl.a. narko i med ret høj præcision. For det må jo også handle om at få noget af det her af markedet. Jeg ved godt, at man med det her udspil har investeret i en lastbilscanner, men den finder ikke nær så meget. Nu var Retsudvalget jo ude og høre om pilotstudierne fra Holland, og de viser, at det her virkelig kan noget. Så er der en særlig årsag til, at man ikke har foreslået det i sit udspil, og vil man arbejde videre ad det spor? For jeg tror virkelig, at teknologien kan gøre noget for os her.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at der er nogen særlig årsag til, at det ikke står i udspillet som sådan, men jeg vil også sige til ordføreren – det har ordføreren og jeg jo også talt om ved flere lejligheder – at det her område jo også udvikler sig hele tiden. Der er mange gange, hvor vi har tænkt, at vi nu har helt overblik over det her, og så dukker der noget nyt op. Det er rigtigt, at der er et stort problem i pakkedistributionsleddet, og at der er en stor problematik i, at det kommer ind på den måde som pakker fra andre steder. Lige så snart det er inde over grænsen, kan det jo nærmest sendes rundt i landet, uden at vi opdager det. Jeg ved, at det er noget, som i hvert fald skatteministeren kigger meget ind i og er meget interesseret i hvordan vi får løst. Hvorfor det ikke lige står i udspillet, skal jeg ikke kunne sige, men jeg kan i hvert fald garantere ordføreren, at det også er noget, jeg har et meget stort fokus på.

Spørgeren.

Jeg frygter jo bare, at det her er noget, der kommer til at tage lang tid. Jeg ved i hvert fald, at man har haft kendskab til det her i ministerierne i rigtig, rigtig lang tid. Jeg undrer mig bare over, hvorfor der ikke sker noget på den dagsorden. Jeg kan jo ikke lade være med at tænke, at det måske handler om, at politiet og skattevæsenet har sager nok i forvejen, og at det her pakkesystem vil generere alt, alt for meget arbejde. Jeg tænker bare, at vi må have en fælles dagsorden, i forhold til at det bliver konfiskeret – ikke at hver eneste opdagede forsendelse nødvendigvis fører til en sag og til efterforskning. Så kunne ordføreren ikke bekræfte, at det er noget, man gerne vil gøre noget ved?

Ordføreren.

Det kan jeg klart bekræfte. Det er noget, vi har et meget stort fokus på, og det er også noget, jeg mener at vi skal kigge på. Det er også noget, vi skal følge meget, meget nøje, for den dag, hvor vi har løst det problem, finder de en anden vej. Derfor er noget, jeg egentlig også har ønsket mig længe, at vi måske begynder at have et videncenter eller noget inden for det her område, der følger det. For vi har data, men vi skal ligesom bare have det omsat til, at vi også begynder at handle i realtid. Derfor skal vi have kigget ind i pushernes veje ud. Så det er et stort fokus, og det vil jeg gerne love ordføreren.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Og tak til ordføreren for talen og i øvrigt også tak for samarbejdet om det her, som vi faktisk nu efterhånden har haft i en del år; så det vil jeg egentlig takke for. Jeg er sådan set enig i det, der er blevet sagt, om, at regeringens udspil havde rigtig mange gode takter. Jeg må dermed så også sige, at jeg heller ikke helt synes, at vi er i mål, og jeg havde jo ønsket lidt, at vi kunne sætte os og forhandle om alle de gode idéer, der er, bl.a. i forhold til at scanne pakker. Og nu nævner man helt specifikt i lovforslaget det her med en rettighedsfrakendelse, men hvis der er tale om en kioskejer, som har solgt opioider til børn, så tror jeg også, at man for netop at sikre, at det ikke eksempelvis er en fætter eller en anden, der overtager og fortsætter gesjæften, skal sige, at der eksempelvis ikke må drives kiosk her i de næste 10 år, eller noget andet.

Så der er sådan flere steder, hvor vi gerne ville være gået videre, selvfølgelig også i forhold til at kriminelle udlændinge skal udvises; det er selvfølgelig fuldstændig klart. Men kan ordføreren ikke – for jeg synes egentlig for at være helt ærlig, at ordføreren åbnede lidt op for det – sige, om vi er i mål med det her? Jeg mener ikke, at vi er i mål. Vi mener ikke, at vi er i mål. Men mener ordføreren, at vi er i mål med det her lovforslag i forhold til at gøre op med de her opioider?

Ordføreren.

Jeg mener, at vi har taget det første meget, meget vigtige skridt, og jeg mener også efter min over 20 års praksiserfaring inden for det her felt, at det er meget, meget stort, at vi har fået lavet et udspil med nærmest tre eller fire ben på skamlen. Jeg mener ikke, at vi er i mål, og det tror jeg aldrig vi kommer helt, for som jeg også sagde til den tidligere ordfører: Hver gang vi gør ét, finder pusherne på noget andet; dem, der vil tjene penge på børn og unge, og dem, der vil det her, gør noget andet.

Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi begynder at kigge på hele det her marked og hele det her felt i realtid, for noget af det, der jo også har været i det her, uanfægtet af om vi skal tale tidslinjer og alt muligt andet, er jo, at da vi startede spørgsmålene om det her emne tilbage i januar 2023, så var der også to ret vigtige instanser i vores samfund, der sagde, at det her problem ikke fandtes. Så der er jo rigtig meget data, vi mangler. Og derfor bliver vi nødt til at kigge på: Hvad er det, de gør, når vi gør ét? Og så bliver vi nødt til at være derude. Så nej, vi er ikke i mål, og jeg tror aldrig nogen sinde igen, at vi skal forlade den her scene.

Spørgeren.

Jeg er fuldstændig enig i det sidste, ordføreren siger. Det er lidt, som at når man hugger et hoved af Medusas slanger, så skyder der to-tre frem igen. Vi har, sådan som jeg i hvert fald ser det, to konkrete arenaer, hvor det her bliver forhandlet. Der er kioskerne og i forbindelse med biler. Det med biler bliver også adresseret her, og jeg ville gerne være gået hårdere til de her kiosker – meget, meget hårdere, også i forhold til strafniveau og generelt i forhold til det her med udvisninger.

Så er der den anden del, som er mere tricky. Altså, det er det her med Snapchat, sociale medier og alt muligt andet. Og det er bare en digital virkelighed, hvor det er enormt svært hele tiden at sørge for, at der ikke skyder to-tre slangehoveder mere frem, når man hugger et af. Så den del er jeg enig i. Men i forhold til den konkrete del med den gammeldags måde at sælge opioider på mener jeg godt, at man kunne være gået hårdere til værks. Nu siger ordføreren selv, at det her er første skridt, men jeg håber på nogle forhandlinger på et tidspunkt, så alle gode idéer kan komme i spil.

Ordføreren.

Tak. Jeg deler opfattelsen af Medusas hoved. Og jeg er ret overbevist om, at vi i løbet af sommeren, når vi begynder at få de første spildevandsanalyser, også får noget mere konkret data og finder ud af, hvor det er, vi skal sætte ind henne. Nu hører jeg, at ordføreren siger kiosker, og jeg vil også rigtig gerne ind at kigge på pizzeriaerne, hvor man kan bestille med forskellig slags bund. Jeg vil rigtig gerne ned i kioskerne og andre steder. Jeg vil rigtig gerne have fat i nogle af de dametasker, der bliver efterladt ind i kioskerne fyldt med opioider, fordi man så tror, at man kan tage tasken med sig.

Der er så mange felter her, men det vigtigste er, at vi skal have de unge til at tale. Og så skal vi have sikret deres behandling, men vi skal også sikre, at man ikke kan tjene penge på vores børn og unge.

Tusind tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak og går videre til den næste ordfører i rækken, hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Tak for det. Det forslag, vi behandler her, handler i al sin enkelhed om at sætte hårdere ind over for narkokriminalitet og specielt over for vanedannende opioider. Jeg har selvfølgelig overhørt debatten her og i øvrigt med glæde. Og er der huller i det, vi nu gennemfører, har jeg en fornemmelse af, at det kan vi relativt hurtigt blive enige om – nej, om det bliver hurtigt, ved jeg ikke, men vi kan i hvert fald blive enige om det, og det er godt, at man har den tilgang generelt i Folketinget.

For Venstre er det helt oplagt, at vi ikke kan acceptere, at farlige stoffer som opioider i dag bliver behandlet som lægemidler i strafferetlig forstand. Strafniveauet hænger ganske enkelt ikke sammen med, hvor farlige stofferne er. Vi har set, hvad der sker i USA. Det er et skræmmende eksempel. Det skal vi ikke have i Danmark.

Vi nøjes ikke med at stramme reglerne om opioider, men vi strammer også reglerne bredere set, f.eks. når stoffer bliver solgt via sociale medier og i kiosker. Det skal ganske enkelt ikke kunne betale sig at sælge narkotika og slet ikke til unge. Vi ser desværre alt for ofte eksempler på, at små butikker og onlineplatforme bliver brugt som kanal til at lange stoffer over disken eller ud gennem bilruderne til unge mennesker. Derfor støtter vi også forslaget om at styrke mulighederne for at kunne frakende retten til at drive butik, hvis man misbruger butikken til at begå kriminalitet.

Så er der den del med konfiskation af køretøjer. Hvis man bruger sin bil til at transportere store mængder af narkotika, skal man ikke fremover blive overrasket, hvis bilen bliver konfiskeret. Det skal have tydelige konsekvenser. Jeg vil dog nok sige, at lige på det punkt – og jeg har for så vidt ikke noget imod det, der står i forslaget – stemmer det måske ikke så godt overens med en anden form for konfiskation, nemlig over for vanvidsbilister. Tager vi det forslag, der ligger her, hedder det, at køretøjet kan blive konfiskeret, også selv om det ejes af tredjemand, medmindre tredjemand vidste eller burde vide, at køretøjet ville blive anvendt til den pågældende kriminalitet. Det er så ikke altid, at tredjemand mister sit køretøj. Jeg skal hilse og sige, at omkring vanvidsbilisme er det næsten hver gang, at tredjemand mister sit køretøj. Jeg tror, vi bliver nødt til at kigge på de regler. Jeg er mest ovre ved reglerne i forbindelse med vanvidsbilisme, og det skal jeg selvfølgelig ikke gøre til genstand for debat i dag, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på den mester, som tager en vanskelig elev ind, men eleven kører vanvidskørsel i bilen, og så mister mester bilen. Nok om det. Der er en forskel i forhold til forslaget her.

Med hensyn til forslaget i dag er det generelle, at vi skal beskytte børn og unge mod opioider. Det kræver, at vi sætter hårdt ind over for de kriminelle og ikke glemmer forebyggelse og behandling, som en række af initiativerne i regeringens udspil da også omhandler. Vi skal også have fat i de unge, før de bliver afhængige, og hjælpe dem. Med det her forslag tager vi et skridt i den rigtige retning, og Venstre bakker fuldt op omkring forslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Betina Kastbjerg, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Nu hørte jeg jo Venstres ordfører sige, at de var meget velvillige til at kigge på eventuelle ændringer. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge Venstres ordfører, om man vil være med til at kigge på strafforhøjelsen, så den også kommer til at omfatte sms, telefon og e-mail.

Ordføreren.

Ja, det vil vi meget gerne være med til at kigge på. Det indebærer nemlig også, at jeg skal have en nærmere begrundelse for, hvorfor det ikke gør det i dag. Men lad os kigge på det – helt bestemt.

Spørgeren.

Tak for det. Det er rart med et klart svar. Så har jeg en formodning om, at regeringen vil være villige til at kigge på et ændringsforslag til lovforslaget der.

Ordføreren.

Vi er i hvert fald villige til at kigge på det. Og så må regeringen afveje de argumenter, der er for eller imod, men jeg synes da, der er meget, der taler for det, fru Betina Kastbjerg nævner.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er fru Betina Kastbjerg, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Så kom det langt om længe: lovforslaget, som gennemfører initiativerne jo regeringens udspil »Ungdom uden opioider« fra den 28. oktober 2024. I Danmarksdemokraterne er vi glade for, at regeringen med udspillet »Ungdom uden opioider« endelig sætter ind over for opioidmisbrug. I årevis har socialdemokratiske justitsministre udtrykt bekymring og varslet initiativer, og nu kommer der så endelig handling. I Danmarksdemokraterne ser vi med stor alvor på det stigende misbrug af opioider blandt børn og unge i Danmark, og derfor bakker vi selvfølgelig op om lovforslaget, der sender et klart signal om, at salg af opioider til unge er helt uacceptabelt. Det er på tide, at vi sætter en stopper for, at unge kan komme i kontakt med pushere gennem sociale medier, kiosker eller andre kanaler.

Når det er sagt, undrer det os i Danmarksdemokraterne, at strafforhøjelsen for salg via digitale medier ikke også gælder sms, telefon og e-mail, som jeg har spurgt til tidligere. I Danmarksdemokraterne frygter vi jo så bare, at man flytter salget fra én platform over til en anden, altså f.eks. fra Snapchat til iMessage. Vi mener derfor, at det ikke giver mening, at forslaget lader en bagdør stå åben. Digitale kontaktformer er digitale kontaktformer, uanset hvilken app eller tjeneste man bruger. Vi vil ikke give pusherne nogen smutveje; vi skal lukke dem alle sammen. Derfor ønsker vi i Danmarksdemokraterne at støtte lovforslaget, men vi mener bare, at sms, telefon og e-mail også skal omfattes af strafforhøjelsen, og vi håber, regeringen vil være lydhør over for det her input og få det med i et ændringsforslag.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. I 2019 havde vi et ret stort problem med opioider i Fredericia, hvor unge kom ud i en forfærdelig afhængighed. Det førte til, at jeg tog fat i den daværende justitsminister og den daværende sundhedsminister for at løse problemet. Jeg var meget paf over, at man ikke ville nedsætte en tværfaglig arbejdsgruppe for at se på, hvad vi egentlig kunne gøre. Jeg havde læst om de massive misbrugsproblemer, som man havde i USA, og jeg var bekymret for, at det også kunne udvikle sig i Danmark. Jeg fik læst og påskrevet, at ingen statistikker viste et problem, og derfor var der heller ikke brug for en indsats. Det viste sig bare senere, da Fredericia Kommune lavede en undersøgelse af det her, at 40 pct. af de unge, der var indskrevet i misbrugsbehandlingen, var det på grund af opioider. Så der var et problem. Der blev desværre ikke lyttet, og senere stak det så af i Ribe og Esbjerg, hvor der også var unge, der fik smadret deres liv. Jeg sagde mange gange, at straffen var lavere end for andre stoffer, men først i 2021 lykkedes det mig, troede jeg, at få den daværende justitsminister til at sige, at nu ville man kigge på straffen. Der skete som bekendt ikke så meget, og nu er vi jo så, 4 år senere, i gang med at behandle de strafskærpelser, som blev stillet i udsigt dengang. Jeg ved ikke, om man kan sige bedre sent end aldrig, for vi må bare konstatere, at narkohandlerne jo i mange år har haft næsten frit spil, og man må sige, at mange unge senere hen er kommet galt af sted.

Flere af os her i salen, ved jeg, har haft besøg af et særligt forældrepar, som kæmper for deres søn. Og når man hører om deres mangeårige kamp for at få hjælp til ham, må man simpelt hen tage hatten af for dem. Få har kæmpet som dem for tilbud og hjælp, som de har. Jeg siger ikke for meget, når jeg siger, at vores hjælpeapparat slet ikke er gearet til at hjælpe de her familier. Det er afvisninger hos psykiatrien, hos lægen og hos kommunen, det er nætter uden søvn, det er weekender med angst for, at han dør, det er kørsel til og fra, og det er det nærmest at være vidne til et dødsfald i slowmotion. De har sågar måttet købe stoffer til deres søn for at holde abstinenserne nede. Der er problemer med at få en fodlænke. Der er problemer med at komme i udredning. Tiden bare går og går, og midt i det hele står den her familie med deres søn. Jeg vil påstå, at meget få i politik eller i embedsværket kender til, hvordan det smadrer familier i angst og i afmagt, for ellers havde vi, tror jeg, reageret og handlet på en helt anden måde med det samme. Havde misbrug fået samme behandling som kræft, tror jeg, at de her familier var et helt andet sted.

Nu står vi jo så med en del af et udspil, som regeringen har lavet, og som man desværre ikke har villet forhandle. Det synes jeg er en rigtig stor skam, for som man kan høre, er der mange gode idéer her i Folketingssalen, som jeg tror vi kunne have fundet sammen om. Jeg tror ikke på, vi kan klare det her med straf alene, selv om jeg bakker alle dele i forslaget op. Selvfølgelig skal vi gå efter bagmændene, men jeg er også enig i høringssvarene i forhold til bekymringen for dem, som er meget udsatte, og som har en stærk afhængighed. Det tror jeg ikke vi kan straffe os ud af, og det synes jeg heller ikke vi skal. Det kan godt være, at ministeriet mener, de har taget højde for det. Vi ser bare gang på gang, at politiet ikke har blik for, at de her regler er der. De opfatter grænserne her som minimumsstandarder.

Så vil jeg også godt sige en ting mere. Når man nu har muligheden for at tage flere opioider, som f.eks. kommer i pakkepost fra Kina, af markedet, så kan jeg simpelt hen ikke forstå, hvorfor myndighederne insisterer på ikke at bruge den teknologi, der rent faktisk kan fjerne mere fra markedet. Jeg har nu spurgt justitsministeren og skatteministeren ad flere omgange i forhold til at bruge den scanningsteknologi, som man bruger i Holland, hvor man har sorteret 0,2 pct. af pakkerne fra, og hvor man med 60 pct.'s nøjagtighed har forudset, hvor der er problemer. Hvorfor indfører vi ikke det krav i Danmark? Jeg tænker, det handler om, at alle tror, at Toldstyrelsen og politiet så vil få mange flere sager, men der må vi finde en udvej. Det vigtigste er jo at få det konfiskeret, ikke at der nødvendigvis bliver en politisag ud af hver eneste pakke, hvor loven overtrædes.

Så vil jeg også lige nævne en anden ting. Nu vil man jo så konfiskere biler brugt til narkosalg, og det er rigtig fint med mig, men jeg forstår ikke, at vi stadig væk, 5 år efter vi erkendte behovet for en certificeringsordning for leasingbiler, som kan sortere de grå selskaber fra, stadig står uden en løsning på det. Vi fortsætter med mere konfiskation, men vi har ikke helt, synes jeg, taget de forebyggende tiltag først, og det forstår jeg ikke.

Nu vi er ved konfiskation, synes jeg, der mangler et forslag. Nogle af os så jo TV 2, hvor vi så, hvordan narko bliver smuglet ind ved at blive lagt ud med en bøje i havet og hentet af danske eller udenlandske fiskekuttere. Hvorfor er det, vi ikke konfiskere de fiskerbåde, der medvirker til den her slags? Jeg synes, der er meget mere, vi kan gøre, og som vi burde gøre, og derfor kan det bare ærgre mig, at vi ikke fik den forhandling, som jeg tror kunne have bragt os videre i fællesskab. Tak.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger, så ordføreren skal lige blive her et stykke tid. Den første er fra fru Maria Durhuus.

Tak, og tak for talen. Nu har jeg jo haft flere lejligheder til at høre, hvor hårdt ordføreren har arbejdet for det her område. Jeg vil bare spørge, om det aldrig har undret ordføreren, at virkeligheden ikke stemte overens med, hvad ordføreren fik informationer om.

Har det aldrig undret ordføreren, at der ikke fandtes det her data; at to store kæmpeinstanser i Danmark meddelte, at der ikke var noget problem, imens det i virkeligheden bare bragede ned omkring ørerne på ordføreren ude i den virkelige verden; og at Giftlinjens tal var femdoblet, imens Center for Rusmiddelforskning så sent som i april sidste år sad herinde og berettede om, at der ikke var noget problem med opioider i Danmark? Har det aldrig undret ordføreren?

Ordføreren.

Det har i hvert fald undret mig, at man ikke har taget initiativ til at få det kortlagt. Da jeg i 2019 konstaterer det her problem sammen med mange andre i øvrigt i Fredericia, bliver jeg jo ved med at sige, at der er et problem, men jeg stødte hele tiden ind i det problem, at ingen ministerier syntes, at de kunne se noget i statistikkerne. Spurgte man politiet, sagde de, at der jo næsten ikke var nogen sager omkring det her. Min pointe var, at jo, det tror jeg der er, men I kigger ikke på det, og derfor finder I heller ikke de her sager. På den måde kører det jo i ring. Så bliver man jo ikke klogere. Så der blev aldrig taget initiativ til at få kortlagt det.

Det er jo derfor, jeg sagde, at vi skal nedsætte en tværfaglig gruppe på tværs af lærere, misbrugsbehandlere, politi og kriminalforsorg, dvs. alle dem, der kunne have en aktie i det her, så vi kunne lave nogle gode, forebyggende tiltag, men det var man ikke klar til dengang. Det var man ikke engang, da rapporten om Fredericias misbrugscenter kom, som viste, at 40 pct. af de unge, der var indskrevet, var det for opioider.

Spørgeren.

Tanken med sidste finanslov var jo fra regeringens side at tage det statslige tilskud til Center for Rusmiddelforskning og lave et videncenter og et kompetencecenter. Alligevel var det da bl.a. ordføreren og ordførerens parti, for hvem det nærmest var vigtigst overhovedet at redde og bevare Center for Rusmiddelforskning i den form, vi kender i dag.

Er det ikke korrekt, at ordføreren mente, at med Center for Rusmiddelforskning kunne vi redde hele den her opioiddagsorden, på trods af at de jo ikke har samlet data, og på trods af at de i april sidste år sad og sagde, at det her problem ikke fandtes?

Tak! Ordføreren.

Jeg tror, det her er et spørgsmål om, om jeg samlet set tror, at det styrker eller svækker området, at man tager en stor andel af Center for Rusmiddelforsknings bevilling. Jeg tror, det samlet set svækker. Hvis man havde ønsket at styrke det her område, kunne man jo have fundet penge til sit substitutionbehandlingscenter, eller hvad det nu er, man gerne ville i regeringen. Men det valgte man jo lige præcis ikke at gøre.

Man valgte at gøre det på bekostning af et andet center, som i øvrigt ikke kun laver undersøgelser af opioider, men en bred palet af misbrugsproblemer, som vi også godt ved at mange af de her mennesker, som lever i afhængighed, har. Det er typisk ikke kun ét præparat, man er afhængig af.

Tak. Fru Mai Mercado.

Så kan man jo bare gå ud og nævne alle de faglige eksperter, som sådan set er ude at sige, at der er rigtig meget faglighed, man nu risikerer at smide ud med badevandet, fordi man nedlægger det center. Det har vi også en bekymring for.

Nogle gange kunne man godt have lyst til at invitere befolkningen helt ind i nogle af de konkrete debatter, for det er jo mærkværdigt at stå her i Folketingssalen og stå og være hundrede procent enig med en SF'er og ønske, at man går mere direkte ind i at få skabt større opbakning fra bl.a. regeringens side til at få sat ind over for opioider. Vi har jo peget på, og det har SF også, at det ikke er nok kun at få lovforslag på retsområdet. Vi skal også på socialområdet sikre, at de misbrugstilbud, vi har derude, er gearet til den her nye type misbrugere, som vi får ind ad døren, at vi har et sundhedsvæsen, som ikke bare udskriver 100 opioidpiller, når der er brug for 5, og at man også hjemme i familierne bliver opmærksom på, at det er apotekerpakningerne, de små blisterpakninger, der er de farlige. Så vi kunne godt have tænkt os, at man havde taget en fælles forhandling, og det håber jeg ordføreren er enig i.

Ordføreren.

Jamen jeg er fuldstændig enig i, at det havde været gavnligt, om vi havde lavet en fælles forhandling på det her område. Der ligger rigtig mange gode ting i det udspil, regeringen er kommet med, men jeg tror, at vi samlet set kunne have gjort det meget bedre, og jeg tror ikke på, at den her problemstilling kan løses alene med straf. Det er en tværfaglig problemstilling, og som jeg ser det, er behandlingen simpelt hen ikke god nok, som det er på nuværende tidspunkt.

De familier, der lever med en afhængig i deres midte, kæmper godt nok hårdt for at få den hjælp, som de har brug for, og de beretter om afvisning på afvisning og en bliven sendt rundt i systemerne, og jeg synes simpelt hen ikke, at vi kan være det bekendt. Man kan jo dø, hvis ikke man får den rette behandling, og jeg kunne godt tænke mig, at det blev set på med lige så stor alvor som kræft, for så tror jeg, at vi havde en langt bedre behandling i dag.

Spørgeren.

Jeg er fuldstændig enig. Det lyder også til det, at der er flere partier, for hvem det her er afsindig vigtigt. Det her er et af de områder, jeg har beskæftiget mig allermest med som retsordfører. For det er et af de absolut farligste stoffer og præparater, som vores unge og også ældre for den sags skyld kan blive udsat for. Som et byrådsmedlem hos De Konservative, som blev afhængig af opioider, sagde: Det er som at indgå en pagt med djævlen, når man først tager det her præparat. Så jeg har egentlig bare et håb om, at det her ikke stopper med lovforslaget i dag, men at vi kan fortsætte og sætte ind i kampen mod opioider.

Ordføreren.

Jeg tror helt sikkert ikke, at kampen stopper her i dag. Jeg tror, at kampen mod afhængighed og hjælpen i forhold til den aldrig stopper, og jeg tror ikke, at det sidste ord er sagt i den her sag, desværre.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Den næste er hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance. Velkommen.

Mange tak, hr. formand. Som vi netop hørte fra SF's ordfører, har vi set problemerne i Fredericia, Esbjerg og Ribe, og vi har også set dem i andre dele af landet. Jeg vil også nævne, at I Virum, ikke så langt fra, hvor jeg nu i en hel del år har boet, var der en kiosk, der solgte heroin og opioider direkte ved kassen til unge mennesker, som stod af S-toget. Det er egentlig en ganske vanvittig ting at være vidende om har foregået i årevis på den måde. Det er heldigvis blevet stoppet.

Men det er de personlige tragedier og de små tragedier, men vi kan også prøve at få det her op i skala, hvor vi kan begynde at se, hvor stort et samfundsproblem det kan blive, for i USA med op til 100.000 dødsfald om året er opioid- og fentanylkrisen fuldstændig løbet af sporet. Det er også derfor, at vi i Danmark og i Europa med rettidig omhu generelt ruster os imod det, at disse midler kan opnå samme negative effekt i vores land og på vores kontinent. For det er også bl.a. Vestens fjender, heriblandt også USA's fjender, der står bag noget af krisen i USA.

Men det er også en utrolig effektiv måde at skade den amerikanske ungdom på, den amerikanske befolkning og dermed den amerikanske fremtid. I dag er det kinesiske selskaber, der bl.a. leverer delkomponenterne, der kan lave fentanyl til mexicanske karteller. Disse karteller bringer så fentanyl til USA og får en enorm profit ud af reelt at slå den amerikanske ungdom ihjel.

Hvis vi sammenligner med dødsfald i krige, døde der i Vietnamkrigen 58.220 amerikanere over 5 år. Det er det antal, fentanyl slår ihjel på knap 8 måneder i USA lige nu. Hvis vi sammenligner med Koreakrigen, var der 36.574 amerikanere, der døde i den krig på 4 år, og det er ikke engang et halvt års dødsfald med baggrund i fentanyl i USA lige nu. Og hvis vi sammenligner med de 20 år, Afghanistan og Irak var besat, var der faktisk kun 6.607 amerikanske dødsfald, og det betyder altså, at ganske få ugers fentanylkrise i USA slår flere mennesker ihjel.

Lad os ikke tro, at det ikke kan ske for Europa, for det kan det naturligvis, og derfor er vi nødt til at have ekstremt åbne øjne på det her problem, for vores ungdom er ikke immune over for sociale problemer, og sociale problemer kan føre videre til misbrug og alle de andre forfærdeligheder, vi ser her.

Man kan jo bare sige det sådan her: I USA er der ikke noget, der har været farligere i, reelt set, nyere tid end fentanylkrisen og opioidkrisen. Derfor skal vi også sikre os, at det ikke kommer til at ske på vores kontinent, i vores land, og derfor støtter vi i Liberal Alliance også det her lovforslag, og vi ser også frem til, at der skal laves andre ting på det her område i fremtiden. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak og går videre til den næste. Det er fru Nanna W. Gotfredsen fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Jeg vil gerne med det samme sige tak til alle her, også jer, jeg har haft dialog med forud for min entré på Christiansborg og lige siden – der er flere af jer her i salen. Jeg har ingen som helst grund til at beklage mig over engagementet, efter jeg også selv er kommet herind og ligesom løbende er vidne til det. Det er stort. Idéerne er mange. Vi er ikke færdige, vi bliver ved med at holde øje. Det bliver vi ved med, så længe børn og unge mennesker dør af opioider. Det er helt sikkert. Jeg vil i hvert fald gøre mit til det. Så sent som i sidste uge hører jeg igen om et ungt menneske på Bornholm. Vi skal have løst det her.

Så der er i hvert fald ikke nogen, der er i tvivl om, hvad det handler om her, så langt vi nu er kommet indtil nu på et hav af ben efter et grundigt, synes jeg, i forhold til hvad jeg tidligere har set, tværministerielt samarbejde, hvor meget forskellige politiske kræfter har lyttet til hinanden og inddraget hinanden. Her er så den hårdere del af det, strafskærpelsen. Og man har jo altid lov at håbe – håbet er som bekendt lysegrønt – at strafskærpelse vil virke. Lad os se, hvordan det går med det.

Vi har et hav af gode initiativer, synes jeg, i udspillet, som det forelå. Et kompetencecenter er virkelig vigtigt. Der har været brug for det i mange år, når det gælder abstinensbehandling og substitutionsbehandling, ikke mindst den endelige receptfrie udlevering af naloxon, der kom tilbage i november. Det er jo noget, man har kæmpet for i årtier. Og så kommer så den her strafskærpelse som en del af den store pakke.

Så der er ikke nogen tvivl om, at tilgængelighed selvfølgelig har en eller anden betydning. Det så man i Schweiz i starten af 1990'erne. Her indleder man som et nybrud heroinordination, lægelig ordination af heroin, og man slår brødet stort nok op til, at man får mange nok til, at man kort efter kan konstatere, at man ser færre og færre nye, og man knytter det til, at man har fået dem i heroinbehandling, som gik og solgte heroin for at finansiere eget forbrug. De kom nu ind og fik det lægeordineret. Det nederste led i sælger- og overdragerkæden var nu kommet i behandling. Tænk, hvis vi var lykkedes lige så godt med den del selv.

Vi skal være optaget af tilgængelighed. Ikke nok med, at der bliver indtaget rigelige mængder alkohol i landet; opioider, der er fuldstændig frit tilgængelige i kiosker og på alle mulige måder, er vi simpelt hen nødt til at gøre noget ved, også på den her måde. Jeg er selvfølgelig også overordentlig glad for engagementet i de senere år i at få den såkaldte advarselsregel til at fungere, så vi holder hånden over og under de allermest udsatte, og at strafskærpelsen heller ikke rammer dem. Og jeg er glad for, at vi har introduceret begrebet købspakker. Det har jeg også prøvet at lykkes med i rigtig mange år. Salgsspakker og købspakker nemlig identiske, men situationen er forskellig. Vi skal sørge for at passe på de allermest udsatte.

Vi går med på det her. Vi skal passe på de mest udsatte. Vi skal stå sammen og blive ved med at arbejde sammen på tværs hele vejen over, så vi kommer helt i mål. Vi skal have dødeligheden ned. Den har været uhyggelig højt i to årtier nu. Den er ikke steget, som vi har set i Skotland og andre steder, hvor de ikke har etableret stofindtagelsesrum, men det er ikke godt nok, at den stadig er så høj. Der er masser at gøre endnu. Lad os blive ved med at skubbe på. Vi bakker op om forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak. Så er det fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti.

Vi har haft samråd, høring, forespørgselsdebat om opioider, og en samlet opposition har ved flere lejligheder kritiseret, at regeringen var for langsom. Regeringens udspil har været adskillige år undervejs. Tre justitsministre har konkret lovet handling. Udspillet kom så i oktober, og nu lovbehandler vi endelig lovforslaget her i slutningen af april. Regeringen er kommet meget sent i gang – det er der sagt mange kritiske ord om – og det er uheldigt, for vi står foran den perfekte storm.

Opioider er lettilgængelige på sociale medier. Mange siger, at det er hurtigere at bestille opioider end at bestille en pizza. Opioider smugles ind som aldrig før. Unge forstår ikke faren ved præparaterne. Pusherne ved, at straffene er lavere – det, der også hedder morfinfinten. Misbrugscentrene er ikke gearet til den nye virkelighed og de nye typer af afhængige, og handling kommer alt for sent. Så alt tyder på, at misbruget snart eksploderer.

Opioider købes i dag på Snapchat, Instagram eller i kiosker og leveres til døren som en burger fra Just Eat. Og når stofferne kommer til hoveddøren og ikke fra en mørk baggård, virker de måske mindre farlige. De unge ser ikke pillen som et problem, den ligner noget fra apoteket. Spørg bare den unge mand, som var med i en dokumentar, »Jens på livsfarlige piller«, som sagde: Jeg tog jo netop det her præparat, fordi jeg troede, det var det mindst farlige, og det skulle vise sig, at det var det mest farlige.

Eller tag min partifælle fra Varde byråd, som jo netop sagde: At tage af opioider er som at indgå en pagt med djævlen. Forældrene ved slet ikke, hvad de skal advare imod. De tror stadig, at faren er farverige piller – det var det, de selv var eksponeret for i 1980'erne og 1990'erne – eller stoffer, der sniffes eller injiceres, og nu handler det om en lille pille i en uskyldig blisterpakke fra apoteket, som kan ødelægge alt.

Regeringen kommer nu med fem forslag, hvoraf de fire har været fremsat af Konservative tidligere. Der er ikke copyright i politik, og vi er oprigtig glade for, at de forslag er med. Vi kommer trods alt et stykke ad vejen, og derfor stemmer vi for det her lovforslag i dag. Vi får skærpet strafniveauerne; vi får lukket morfinfinten. Så har vi jo også set en dokumentar, hvor to pushere i samtale med hinanden siger: Vi skal sælge flere af opioiderne, fordi vi ved, at det giver mindre straf.

Det får vi gjort op med nu. Vi får skærpet straffene, hvis det sælges via sociale medier eller kiosker. Vi får lukket kiosker, der sælger opioider. Vi får konfiskeret motordrevne køretøjer, herunder også køretøjer, som ejes af tredjemand. Og så er der et forslag, som Konservative ikke kom med, men som er et knaldgodt forslag, nemlig at der også kommer til at være et forbud mod at opholde sig i umiddelbar nærhed af de butikker, som man tidligere har solgt opioider fra, for at sikre, at frakendelsen af kiosken bliver efterlevet. Det er et supergodt forslag også.

Så havde vi selvfølgelig gerne set, at en række af de forslag, som var med i vores tipunktsplan, også var med, nemlig at man altså straffer salg via eksempelvis masse-sms, hvor man sælger opioider til 400-500 på en sms-liste, fordi det får karakter af markedsføring og ulovlig markedsføring. Vi ønsker også krav om mindre pakkestørrelser til lægemiddelproducenterne, så der ikke kan blive ordineret flere tabletter end højst nødvendigt, og en opdateret og styrket implementering af den kliniske retningslinje om udskrivning af opioider i sundhedsvæsenet, herunder krav om behandlingsplan, for at undgå, at en patient kan få udskrevet 100 opioidpiller ad gangen, hvis det, man har behov for, er 5 opioidpiller. Til syvende og sidst ønsker vi også en konsekvent henstilling til patienter, hvis ikke de har brugt alle præparaterne, om at tilbagelevere dem til apoteket og lade være med at dele med andre. Vi har også sagt, at man skal fordoble kan straffen ved salg til mindreårige, og at salg til mindreårige altid skal give en fængselsstraf.

Så har vi også en række forslag på socialområdet i forhold til misbrugsbehandlingen. Jeg må bare sige, at jeg er meget bekymret for hele rusmiddelområdet nu, hvor Center for Rusmiddelforskning lukker. Jeg ved godt, at regeringen ligesom sælger den her historie med, at det bliver meget bedre. Jeg siger bare, at faglige eksperter er ude at sige, at man risikerer at smide rigtig meget faglighed ud med badevandet. Det synes jeg man skal lytte til. Jeg er ikke den eneste, som er bekymret her, jeg er ikke den eneste, som synes, at man skal lytte. Det er også derfor, en samlet opposition ønskede forhandling tilbage i januar måned, og som jeg lytter til debatten i dag, er det ønske stadig gældende.

Når det er sagt, stemmer vi for forslaget. Det er jo vores egen politik, regeringen har kopieret, hvilket vi som sagt byder velkommen.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til fru Maria Durhuus.

Tak. Nu er jeg jo forholdsvis ny, og jeg havde faktisk en fornemmelse af, at man brugte Folketingssalen til at forhandle, og at der, når man førstebehandler noget, sker forhandlinger i Folketingssalen, men det kan være, at det er mig, der har misforstået noget. Jeg var ikke orienteret om, at Center for Rusmiddelforskning lukker. Jeg er jo fuldstændig indforstået med, at vi har valgt at sige, at vi skærer i halvdelen af deres tilskud, men ikke at vi lukker dem. For der foregår jo samtidig en ret stor pengestrøm til Aarhus Universitet, som så også må have en interesse i det.

Men kan ordføreren ikke sætte et par ord på, hvad det er, vi skal bruge Center for Rusmiddelforskning til, hvis det ikke er til at kortlægge noget i realtid, men man selv vil kunne sidde og vælge, hvad man selv anser for at være det vigtigste? For jeg erindrer den bemærkning, der kom på den høring, ordføreren jo selv var leder af, men jeg mindes også at have talt med flere forskere, der kunne fortælle mig, at de ikke var interesserede i opioiderne, men at de bare var interesserede i, hvorfor de unge tog rusmidler.

Er ordføreren ikke også enig i, at opioiderne er i en lidt anden kategori, og hvor man måske også skal interessere sig for, hvad de unge tager, og ikke kun hvorfor de tager det?

Ordføreren.

Jo, de politiske forhandlinger foregår jo i hvert fald i ministerierne, hvor man indgår aftaler, og vi står nu over for en straffereform, vi står over for en politiaftale, og vi har netop indgået en domstolsaftale, og det tænker jeg egentlig også at de fleste folketingsmedlemmer nok godt ved.

I forhold til Center for Rusmiddelforskning er noget af det, eksperterne er ude at sige, og her refererer jeg jo tredjepart, at den viden, de har indsamlet om de faglige metoder, som bliver udbredt til dem, som står med rusmiddelbehandlingen ude på misbrugscentrene, i kommunerne og lignende, viser, at det er de metoder, som man ikke får opdateret, og som man ikke får fortsat implementeringen af, og hvor eksperterne peger på, at de er bekymrede for, at man får smidt fagligheden ud med badevandet, og det troede jeg egentlig der var en fælles opfattelse af at man selvfølgelig skal modvirke.

Nu er det jo blevet besluttet, at Center for Rusmiddelforskning, som det er i sin nuværende form, lukker, og at der kommer et nyt center, og jeg synes, man skal lytte til de eksperter, som er ude at råbe vagt i gevær, og som altså siger, at vi risikerer at tabe rigtig meget af fagligheden.

Ønsker spørgeren ordet? Det gør spørgeren. Værsgo.

Men vil ordføreren ikke samtidig anerkende, at der er andre aktører på banen, der har bevist, at de vil tage et kæmpe ansvar? Jeg henviser til den 28. oktober, hvor ordføreren og jeg selv sammen med en række forskere var i tv, og hvor de resultater, der blev fremlagt, jo var fra ROCKWOOL Fonden. Det var jo ikke engang tal fra Center for Rusmiddelforskning, men det var ROCKWOOL Fondens tal. Der er reelt set nu aktører, som jeg også ved ordføreren selv taler med, som har samlet et helt videnscenter, men som ikke kan bruge til noget, fordi der er andre, der fuldstændig sidder på den her dagsorden om at beslutte, hvad der er vigtigt at kortlægge eller ej.

Ordføreren.

Lukningen af Center for Rusmiddelforskning kom jo over natten som en del af regeringens opgavebortfald, og jeg tror, at man skal samle de gode aktører, der er, og herunder også samle partierne til en fælles forhandling. Vi har jo hørt masser af forslag i dag, der har nærmest ikke stået et parti på den her talerstol, som ikke er kommet med et politisk forslag, som de synes er det rigtige i kampen mod opioider, og hvor der faktisk, når man kigger rundt, ikke har været en bred anerkendelse af, at det var gode forslag.

Så det, der er det underlige ved den her debat, er jo, at regeringen, hvor der politisk er et ønske om at prioritere området, også fremadrettet, hvor der fra oppositionens side er et ønske om at ville gøre en særlig forskel, vælger at sige, at der nu er et lovforslag, som man vedtager, og at der så ellers ikke er mere at gøre, og det synes jeg er ærgerligt.

Tak. Så er det fru Nanna W. Gotfredsen.

Jeg benytter straks anledningen til at sige, at jeg er dybt ked af at miste Center for Rusmiddelforskning. Jeg kan godt lide forskning i realtid, men så må man bestille det og betale for det. Jeg hørte ordføreren citere en kommunalpolitiker, som jeg godt tror jeg ved hvem er, for at tale om det djævelske i afhængigheden. Jeg kender jo folk, der har været afhængige af både opioider og alkohol, nogle gange samtidig, og af benzodiazepiner. Det er det samme djævelske noget, når man skal ud af det. Lige præcis med opioider har vi jo en god medicinsk behandling, altså substitutionsbehandling, hvis ellers den er tilgængelig, og det ved jeg at ordføreren som tidligere socialminister og meget engageret i øvrigt også er klar over; og hvilken gadetur, vi havde. De bliver altid så kede af, at der bliver talt om, at det her er så djævelsk. De kan både køre bil, tage uddannelse og arbejde og få børn. Det reducerer jo ikke forældreevnen. Så dem tænker jeg at vi sammen også kunne huske.

Ordføreren.

Det kan vi absolut. Nu refererede jeg bare til farligheden i stoffet med det billedsprog, at opioider som præparat er som at indgå en aftale med djævlen, fordi det er så svært at komme ud af, fordi afhængigheden nærmest bider sig ind i knoglerne. Det er også derfor, at vi skal sikre bedre retningslinjer, således at hvis man kun har brug for 5 opioidpiller, skal man jo ikke have udskrevet 100. Jeg havde en borger, der skrev til mig om lige præcis det eksempel, og som ikke forstod, hvorfor i alverden han skulle have de 100 opioidpiller, og der sagde de jo på apoteket: Det er den mindste pakningsstørrelse. Så må vi sikre, at når der skal udskrives præparater, kan man også få dem i mindre pakningsstørrelser, for ellers skaber man jo fremtidens afhængige. Hvis det er sådan, at man skulle have haft 5 piller og man lige pludselig ender med 100 og synes, at det gik egentlig meget godt, og man så siger, at man lige har brug for en mere og en mere og en mere, så er det allerede for sent, og så er man blevet afhængig.

Spørgeren.

Jeg synes, det er en bragende god idé. Lad os også få det onduleret. Jeg tænker stadig, det er vigtigt, at vi husker på hele tiden at holde øje med, hvorfor folk køber opioider. Man gør det, når man er afhængig, og man har et retskrav, og man har en lægesamtale inden 14 dage, og jeg ved ikke hvad. Hvorfor gør man det? Det er jo, fordi det er så stigmatiseret. Så prøver man at gøre det selv og købe det, man kunne få uden vederlag på kommunen, i dyre domme på gaden. Vi skal holde op med at stigmatisere. Vi skal huske smertepatienterne, der har brug for den her behandling. Det regner jeg med at ordføreren er enig med mig i.

Tak. Ordføreren.

Det er jeg helt enig i, og bare for at supplere med en anden ting, som jeg ved ligger ordføreren meget på sinde, vil jeg sige, at det jo også handler om den forherligelse af opioider, vi ser. Vi ser det jo forherliget i artikler i dagspressen. Vi ser det forherliget i musik, i rapmusik og musikvideoer og lignende. Det ved jeg jo at både Socialdemokratiets ordfører og Moderaternes ordfører har været inde på. Det er svært at gøre noget ved det, men det er jo en del af en kultur, hvor det bliver italesat positivt. Der bliver vi i hvert fald nødt til politisk at have et modsvar, så man som minimum ved, hvor uhyre potente og hvor uhyre farlige de præparater er.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, så vi går videre til den næste. Det er fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak. Der er ikke nogen tvivl om, at vi har et stort problem med opioider i Danmark. Det synes jeg egentlig også har været kendetegnende for alle de ordførertaler, som har været holdt heroppe på talerstolen før min i den her debat, og også i de debatter, som vi har haft tidligere i Retsudvalget, og i Sundhedsudvalget har man sådan set også beskæftiget sig meget med det her spørgsmål. Så jeg tror ikke, vi kan blive uenige om, at vi har et problem.

Det er en ekstremt potent gruppe af stoffer, som særlig på baggrund af den horrible amerikanske medicinalindustri er blevet meget tilgængelige for unge mennesker her i Danmark. Da regeringen lancerede sit udspil, som det her lovforslag er en udløber af, indeholdt det rigtig mange gode initiativer, herunder en styrkelse af forebyggelsen, behandlingstilbud og indsamling af viden på området. Jeg synes, det er godt, at vi også gør noget nu på det strafferetlige område, da det ikke rigtig giver mening, at heroin kategoriseres på én måde, mens oxy'er kategoriseres anderledes, når det nu faktisk skaber de samme problemer for brugerne både sundhedsmæssigt og afhængighedsmæssigt.

Med det her lovforslag, der er fremsat, tages der nogle initiativer, som skal forsøge at få bugt med de problemer, der relaterer sig til udbudsdelen af det her problem. Vi ved jo desværre godt alle sammen herinde, at det ikke ændrer på noget, når vi sætter straffen op. Derfor kommer det nok heller ikke til at gøre en forskel på udbuddet. Men samtidig kan vi godt og vil vi gerne i Enhedslisten anerkende, at der bør gælde lige regler, når man har med de samme typer af stoffer at gøre. Og det meget lave strafniveau i dag gør det næsten konsekvensfrit at sælge store mængder af opioider i pilleform. Derfor kan vi godt støtte den del af lovforslaget, hvor man ligestiller det. Så det giver i vores optik også mening, at såfremt salg m.v. foregår fra almindelige forretninger, skal der også være en konsekvens for de her forretninger.

Noget, som så ikke giver mening, og som vi er lidt ærgerlige over i Enhedslisten i relation til den her form for forbrydelse, som vi ved at særlig socialdemokratisk ledede regeringer har haft en stor forkærlighed for, er opholdsforbuddene. Et opholdsforbud er meget indgribende i en persons liv, og vi har allerede mange muligheder for at forbyde folk at opholde sig i nærheden af deres eget hjem, og det er vi altså ikke sikre på er det, der virker i den her sammenhæng. Det gør heller ikke rigtig noget for trygheden. Det kan godt være, at det på papiret ser godt ud at forbyde rockerveste, men rockervestene forsvinder jo ikke af den grund. Man kan sådan set godt argumentere for, at det er væsentligt nemmere at holde øje med nogle, der kommer et fast sted, end bare at, som man vil med det her forslag, sende pusheren hen på det næste gadehjørne, hvor der ikke er et opholdsforbud. Så hvorfor skal vi have et opholdsforbud, når vi i stedet kan efterforske det og gå efter de mennesker, som vi mener har gjort noget kriminelt? Det virker i hvert fald som lidt spild af politiressourcer, hvis energien bruges på at flytte mennesker få meter ned ad gaden, frem for at man bruger ressourcerne på at efterforske sager og gå efter de her mennesker, så de rent faktisk kan få en dom, hvis de har gjort noget kriminelt.

Noget andet, som heller ikke giver mening for os, er strafskærpelsen, hvis man sælger via Snapchat. Hvis man tror, at straf har en præventiv effekt, vil den her skærpelse få folk til at sælge på gaden igen frem for på internettet. Jeg tror ikke, det hænger sådan sammen. Jeg vil også sige, at jeg heller ikke jeg ønsker, at der bliver åbnet en ny Pusher Street bare til salg af oxy'er, og det tror vi desværre kan være konsekvensen af det her.

Så hvorfor skulle det være en skærpende omstændighed, at det foregår på internettet, frem for at det foregår ansigt til ansigt, ligesom det synes lidt formålsløst at forbyde mennesker at arbejde i detailbranchen. Hvis du ryger i fængsel i flere år for at sælge narko og så kommer ud igen, hvorfor skal du så være omfattet af et forbud mod at tage et job i et supermarked, hvis det er det, der kan sikre, at du bliver resocialiseret?

Endelig vil jeg til sidst her gøre opmærksom på, ligesom Stenbroens Jurister har gjort i deres høringssvar, at man med det her lovforslag lovfæster, at almindelige borgere skal direkte i fængsel for at have en begrænset mængde narkotika til eget brug i lommen. Enhedslisten er imod at sætte borgere, der har narkotika på sig til eget brug, i fængsel. Derfor kan vi heller ikke støtte den del af lovforslaget. Men vi støtter intentionen i lovforslaget, og vi støtter også første del af lovforslaget, og derfor kommer vi til at stille et ændringsforslag om at dele det op. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi iler videre til den næste. Det er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Debatten om opioider er jo ikke ny, desværre. Det er en debat, der har stået på igennem flere år. Man siger altid det her med, at USA har et problem, og så går der en 10 år eller sådan noget, og så begynder vi at se det stikke sit grimme hoved frem her i Danmark. Det er nok også lidt det, vi ser, heldigvis ikke overhovedet i de mængder, men vi er begyndt at se den her, man fristes næsten til at sige opioidinvasion blandt helt, helt unge og faktisk børn også.

For nogle år tilbage var jeg i Køge sammen med den socialdemokratiske ordfører for at høre lidt om, hvad de gjorde der, og jeg skal være fuldstændig ærlig og sige, at jeg virkelig var chokeret over nogle af de fortællinger om små børn, altså børn, som var yngre end selv min egen yngste, som simpelt hen var i så voldsomme abstinenser, at de blev indlagt og alt mulig andet. Det er virkelig, virkelig noget, der er alvorligt.

Jeg synes egentlig også, der er blevet sagt nogle ret gode ting heroppe fra talerstolen om, at man jo nok har en generel tendens til at tænke, at det, der kommer i en blisterpakning, nok er lidt mere okay, for det lugter lidt af noget sundhedsvæsen og sådan nogle ting. Det har vi jo en generel holdning til at vi som udgangspunkt stoler på.

Jeg kan godt selv huske, at i min egen ungdom var det MDMA eller ecstasy, der var det, som man skulle passe rigtig meget på, men det var forholdsvis nemt. Det var små piller med et ansigt på eller et lille billede af en eller anden art. Det kan jeg huske var noget af det, vi virkelig blev formanet om at vi aldrig måtte tage imod. Jeg skrev selv opgave, kan jeg huske, i biologi om det, fordi jeg var nysgerrig på, hvad det egentlig var for noget, og blev ret overrasket over, hvor massive skader det eksempelvis gjorde på hjernen ved faktisk kun at blive indtaget en enkelt gang. Så det var sådan rigelig afskrækkelse for mig. Så var der også noget med, at man skulle holde på sin drink, men det tror jeg nu altid er en god idé, når man går i byen – ikke at lade en drink stå. Der er desværre stadig væk mærkelige og syge mennesker alle steder.

I forhold til det konkrete lovforslag, vi behandler nu, synes jeg, der er nogle rigtig, rigtig gode takter i det. Som jeg sagde før, ville jeg virkelig have ønsket, at der var blevet indkaldt til nogle forhandlinger, for der er virkelig gode idéer rundtomkring fra de forskellige partier. Selvfølgelig synes jeg selv, mine egne idéer er fremragende, det er klart, men jeg synes virkelig, der kommet nogle gode idéer til, hvordan vi bedst muligt i fællesskab kan gøre op med det her, sådan at der ikke er nogen børn, der skal ligge til afvænning, og slet ikke nogen børn, der skal dø af det her, fordi de har købt nogle piller, som de måske egentlig troede ikke var så farlige igen.

Jeg synes, der er nogle gode tiltag i det her. Jeg ville gerne være gået længere selv, som jeg også nævnte tidligere, men jeg synes, at der er nogle gode takter. Jeg vil ikke engang begynde at komme ind på nogle af de historier, som vi har hørt fortalt i medierne om forældre, der har mistet deres børn osv. For det er simpelt hen så gruopvækkende og så rædselsfuldt, at man har svært ved at sætte sig ind i det. Jeg har selv to drenge, som lige om lidt skal til at gå til fest og i byen og alt mulig andet, og jeg skal da være ærlig og sige, at den her del gruer jeg altså også rigtig meget for, ligesom jeg tror de fleste forældre gør.

Men med det her lovforslag kommer vi et skridt ad vejen. Jeg havde gerne set, at vi var gået langt længere. Jeg havde gerne set, at vi helt konsekvent ryddede virkelig op, i særdeleshed i forhold til de her kiosker, hvor vi jo desværre også i nyere undersøgelser har set, at rigtig mange af dem både sælger stjålne varer og helt skruppelløst også sælger hårde stoffer til børn. Der er lidt af det her, men jeg mener sådan set, at hvis man gør det og man er udlænding, så skal man udvises konsekvent. Hvis man gør det og har fået tildelt dansk statsborgerskab, skal det fratages, og man skal udvises. Og så havde jeg selv det forslag, at man i stedet for det her opholdsforbud, som måske kan være svært at håndhæve, simpelt hen bare lukker ned for, at der overhovedet kan være kiosk på den matrikel fremadrettet. Det tror jeg sådan set også ville gøre noget. Men der har været rigtig mange gode idéer, også i forhold til det her med scanning af pakker osv.

Det her kommer til at være en problematik, som vi er nødt til at slå ned på. Nu er jeg simpelt hen nødt til at sige noget på engelsk fra talerstolen – jeg beklager på forhånd, formand – men der er sådan et spil, der hedder Whac-A-Mole, hvor man ligesom én gang slår ned på en figur i sådan en spillehalsting. Jeg føler, at det lidt er det, som jeg beskrev med slangen, hvor man hugger hovedet af, og så kommer der flere andre. Det er egentlig lidt sådan, jeg ser den her kamp på de sociale medier osv. For det er bare helt vildt svært. For lige så snart vi lukker ned for en del, så kommer der en anden. Som jeg sagde før, er der ligesom to spor for mig. Der er det ene, hvor vi ret konkret kan lukke kiosker, kan udvise folk, kan konfiskere biler, kan smide folk i fængsel, og så er der det andet spor, som jeg tror vi desværre kun er begyndt på.

Vi støtter lovforslaget. Det blev en meget lang tale. Vi støtter lovforslaget, men så gerne, at man var gået længere, og kommer også til at stille nogle spørgsmål i udvalgsbehandlingen. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og så siger vi tak og går videre til den næste. Det er fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak for det. Jeg vil også starte med at sige, at vi også støtter forslaget. Der er selvfølgelig ting, som er værd at overveje, men vores konklusion er i hvert fald, at vi støtter den her pakke af tiltag mod misbrug, salg af opioider, som jo er et spørgsmål, vi har drøftet her i Folketinget de sidste omkring 3 år, og som er et stort og tiltagende problem. Jeg oplevede det, ikke på meget nært hold, heldigvis, men jeg kom tilfældigt i kontakt med nogle piger efter en bytur, og som jeg fulgte hjem, og jeg må indrømme, at jeg aldrig havde hørt om det her før, men de fortalte, hvad der foregik i deres ungdomsliv og viste mig videoer med unge, der var dybt påvirket at de her ting, og de fortalte mig, hvor let det var at komme i besiddelse af de her stoffer. Det var virkelig en øjenåbner for mig. Det var et kig ind i en verden, som jeg ikke anede eksisterede, og som mange familier, forældre desværre har fået ind på helt nært hold.

Jeg tror, der var en misbrugskonsulent eller et eller andet, der sagde, at vi er blevet taget på sengen, og det er jo, fordi det er stoffer, der ser anderledes ud, som netop ligger i pakker, så de ligner medicin. De bliver måske også solgt andre steder end steder, man forbinder med den hårdere narkotika, og derfor har det her fået lov til at få et omfang og fået lov til at komme ind i de unges miljøer og liv, inden vi voksne måske helt har været klar over det. Derfor har jeg også forståelse for, at det har taget noget tid at finde de rette tiltag, og jeg er ikke i tvivl om det, som flere har lagt vægt på heroppe, nemlig at man kan gøre endnu mere, og det tror jeg også vi kommer til at gøre i de kommende år.

Men jeg synes, at det ser fornuftigt ud med de nedslag, der i hvert fald ligger i den her pakke, den særlige indsats i forhold til salg via sociale medier og detailhandel. Det er også det, jeg hører, nemlig at der er nogle kiosker, hvor man kan gå ind og få det. Det er bare totalt uacceptabel. Sådan nogle mennesker, der sælger sådan nogle stoffer til børn og unge, skal overhovedet ikke have ret til at drive en kiosk. Det samme gælder det, at man kan bestille opioider via Snapchat eller bare på de sociale medier, og så kommer det kørende med et eller andet bud. Det er helt vildt, at det findes i vores samfund. Paradokset er på en eller anden måde, at jo lettere, det er at få fat i det, jo mindre alvorligt tror de unge måske det er. Derfor tror jeg altså også, at de her tiltag vil have en signalværdi over for de unge. Det vil forhåbentlig kunne give dem, som fuldstændig skruppelløst sælger opioider til unge, den straf, de fortjener, men det vil måske også være et signal til de unge om, at det her er farligt, at det er narkotika, og at det ikke bare er sådan nogle for sjov-piller.

Så det her kan forhåbentlig blive et første skridt til at skride ind over for de skruppelløse bagmænd, der sælger det her til vores børn og unge, men det vil også sende et signal til de unge om, hvad det her egentlig er, og det vil også give nogle redskaber til de familier. Jeg tror, vi alle sammen efterhånden kender nogen eller har hørt om nogen, der har fået det her ind på livet fuldstændig uforberedt, altså en fare, man ikke anede eksisterede, og som man slet ikke anede eksisterede inde på børneværelset og med smartphonen i hånden eller nede i kiosken på gaden. Det er helt vildt, at det sker i vores samfund. Så tak for det.

Så har jeg bare lige en sidste bemærkning. Det er noget, jeg har læst i flere af høringssvarene, og det er også noget, jeg hører igen og igen, når vi taler med Gadejuristen og Stenbroens Jurister, og det er godt, at fru Nanna W. Gotfredsen er her i dag, for det kan være, at hun kan hjælpe med at besvare spørgsmålet. Jeg synes, at der er nogle høringssvar, der stadig kredser om det her med at have til eget forbrug. På den ene side er det lovligt at have til eget forbrug, men omvendt hører vi, at der er folk, altså misbrugere, som bliver dømt for at have til eget forbrug. Jeg ved ikke, om det er, fordi niveauerne er forskellige. Jeg kan se, at i høringssvarene kredser man netop også om det med niveauer, og hvis man er i meget, meget stærk afhængighed, kan man faktisk ikke klare sig med det, som er grænsen i gældende ret. Så der er altså stadig væk noget uklarhed, og jeg synes, det er dybt tragisk, hvis ikke vi kan forfølge det her problem uden at forfølge de største ofre, nemlig misbrugerne.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak. Så er den sidste ordfører fru Helene Brydensholt fra Alternativet. Velkommen.

Tak, formand. I Alternativet er vi dybt bekymrede over det stigende forbrug af opioider blandt børn og unge i Danmark. Opioider er ekstremt farlige og stærkt vanedannende, og for unge mennesker, der står med hele livet foran sig, kan det være altafgørende. Derfor ser vi meget positivt på, at regeringen med dette lovforslag tager et skarpere greb om problemet. Det er dog afgørende for os, at lovgivningen reelt hjælper udsatte unge og ikke forværrer deres situation. Derfor er det vigtigt, at der skelnes tydeligt mellem besiddelse til eget forbrug og besiddelse med henblik på videreoverdragelse, så vi sikrer, at udsatte stofmisbrugere ikke bliver uretmæssigt retsforfulgt for videreoverdragelse, når der reelt er tale om stoffer til eget forbrug. Det var også det, fru Zenia Stampe lige var inde på.

Jeg er også derfor også glad for, at lovforslaget præciserer, at der skal tages hensyn til socialt udsatte borgere, som på grund af stærk afhængighed har en højere tolerance over for euforiserende stoffer til eget forbrug, men for at dette kan realiseres i praksis, er det afgørende, at politiet foretager en konkret og individuel vurdering af hver enkelt sag. Som Gadejuristen påpeger i sit høringssvar, oplever de i praksis, at det politifaglige skøn over, hvorvidt besiddelse er til eget forbrug ellers videreoverdragelse, og om vedkommende er socialt udsat og stærkt afhængig af euforiserende stoffer, ikke altid udøves grundigt op.

Det er derfor afgørende, at vi tager initiativ til at sikre en grundigere kontrol med, at politiet korrekt vurderer, om stoffet reelt er til eget forbrug, og om reglerne om tiltalefrafald bør anvendes. Det er afgørende, at vi i videst muligt omfang undgår at fængsle udsatte stofmisbrugere, da en fængselsdom kan have ødelæggende konsekvenser, og i værste fald kan det trække unge endnu længere ned i kriminalitet. Samtidig vil jeg gerne understrege, at skærpelse af straf skal og bør gå hånd i hånd med investeringer i bedre behandlingsmuligheder. Hvis vi virkelig ønsker at hjælpe unge ud af misbrug og kriminalitet, skal vi tilbyde en reel vej videre og give udsatte stofmisbrugere mulighed for at skabe et liv uden misbrug og kriminalitet.

Overordnet set støtter Alternativet lovforslagets ambitioner, og vi ser frem til de videre drøftelser i udvalgsarbejdet.

Vi har også lidt overvejet at stille ændringsforslag om at dele det lidt op, da der, ligesom Enhedslistens ordfører også var inde på, er nogle elementer, som vi er sådan lidt mere lorne ved. Men lad os tage det i udvalgsarbejdet. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er indtil videre en kort bemærkning til fru Maria Durhuus.

Tak, og tak for talen. Jeg deler jo ordførerens anskuelser i forhold til udsatte borgere, og at vi gerne skal gøre det godt for dem. Det, jeg ikke deler, er jo, at ordføreren i talen vægter, at de udsatte stofbrugere på gaden ikke må blive straffet af det her.

Der er 13-årige børn, der nu dør på gaden, og som ikke er udsatte grupper, men som har brug for en beskyttelse. En ungdom uden opioider handler det forslag, vi står og behandler her i dag, om, og jeg er med på, at Gadejuristen og Stenbroens Jurister ikke mener, at en straf er det rigtige, men jeg er også bare nødt til at informere ordføreren om, at det, der nu kører, er, at man sætter håndtasker med opioider fra sig, hvor man siger, at det er til eget forbrug, men man så sælger det til børn på 12 år.

Er ordføreren overhovedet ikke enig i, at vi også bliver nødt til at kigge ind på en strafferamme? Det her handler jo ikke om de udsatte borgere. Dem gjorde vi noget godt for dengang, hvor vi sagde, at der er zoneangivelser, hvor de har ret til det til eget forbrug. Men det her er børn og unge i Danmark, der dør, og vi aner ikke engang, hvor mange der er døde.

Ordføreren.

Det er jo netop også børn og unge, som vi taler om, og at unge stofmisbrugere ikke skal risikere at komme i fængsel, hvor den rigtige løsning jo er, at de tilbydes noget behandling og de ikke kommer i fængsel, hvor der så er en risiko for, at de kommer ud i kriminalitet og alt muligt andet. Så jeg tror egentlig, at ordføreren og jeg har den samme ambition.

Spørgeren.

Men er ordføreren ikke enig i, at der også kan være en stor del af vores ungdom, der måske i dag lige netop afholder sig fra det, eller som rent faktisk, idet politiet griber ind, kommer i kontakt med nogle myndigheder, og de kommer derhen, hvor de kan få hjælp, og det måske er den ene advarsel, man får af politiet, der skaber en opmærksomhed på det, og man på den måde kommer ind og får hjælp?

Anerkender ordføreren ikke, at der også kan være børn og unge, der holder sig uden for den her scene, fordi de hjemmefra har fået at vide, at det rent faktisk ikke er lovligt at beskæftige sig med narkotika?

Ordføreren.

Jo, det anerkender jeg, men jeg anerkender også, at straf, som vi jo alle sammen ved, ofte ikke er den bedste løsning.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Det var ordførerrækken. Så mangler vi justitsministeren. Velkommen.

Tak for det. Tak til alle Folketingets partiers ordførere for, synes jeg, nogle meget, meget konstruktive og positive indlæg, i hvert fald for langt de flestes vedkommende. Flere har nævnt, at det lovforslag, som vi førstebehandler i dag, jo handler om bekæmpelse af narkokriminalitet. Det handler om strengere straffe, markant strengere straffe.

Opioidpiller har for længe været en blind vinkel i vores narkotikaregulering, og det gør vi op med med det her lovforslag. Vi har i USA set, hvordan en epidemi af opioider kan rive et samfund fra hinanden, og den vej skal vi ikke ned ad i Danmark. Derfor præsenterede regeringen tilbage i oktober 2024 udspillet »Ungdom uden opioider«. Med det her udspil vil vi gøre det sværere at få fat i stofferne; vi vil forebygge, før misbruget begynder, og vi vil sikre bedre behandling til dem, der allerede er ramt.

I dag handler det dog om straf og først og fremmest om at rette op på det faktum, at straffen for videreoverdragelse af opioidpiller i dag ikke i tilstrækkelig grad afspejler, hvor farlige stoffer der er tale om. I forhold til pillerne bliver der i dag straffet, som var de lægemidler, selv om de retsmedicinske institutter vurderer, at opioider er farligere end eksempelvis kokain og amfetamin. Det mener vi ikke er forsvarligt. Opioiderne er stærkt afhængighedsskabende og er den hyppigste årsag til dødelige forgiftninger med lægemidler og rusmidler i Danmark.

Med lovforslaget gør vi derfor opioider til den gruppe af stoffer, der bliver straffet hårdest for. Vi hæver straffen for videreoverdragelse af heroin med en tredjedel, og for andre opioider fastsætter vi nogle skærpede strafniveauer, som medfører, at der straffes hårdere i forhold til pillerne end f.eks. i forhold til kokain. Derudover foreslår vi med lovforslaget også tiltag, der er målrettet narkotikakriminalitet generelt. Det handler bl.a. om at mindske tilgængeligheden af narkotika ved at gå målrettet efter personer, der sælger ulovlige stoffer i deres butikker eller på sociale medier, og pushere, der bringer stoffer ud i f.eks. biler.

Derfor foreslår vi at skærpe straffen for salg af alle typer af ulovlige stoffer, herunder også opioider, med yderligere en tredjedel, hvis salget foregår via sociale medier eller i detailbutikker, f.eks. kiosker. Vi foreslår også, at det skal være lettere at frakende butiksejere og butiksansatte, der videreoverdrager euforiserende stoffer fra butik, retten til at drive butik og at arbejde i butikker, herunder kiosker. Vi foreslår, at der i nogle tilfælde vil kunne gives et opholdsforbud til de personer, hvis det er påkrævet for at sikre, at rettighedsfrakendelsen efterleves.

Endelig foreslår vi en ny hjemmel, så der kan ske konfiskation af køretøjer, som bliver brugt til grov narkotikakriminalitet. Vi foreslår også, at der skal ske konfiskation af køretøjet, hvis det er blevet anvendt til grov narkotikakriminalitet, der er omfattet af straffeloven. Det vil sige, at hvis du f.eks. har 25 gram kokain eller 500 opioidpiller eller mere i din bil, konfiskerer vi som udgangspunkt bilen. Det er alt sammen tiltag, som skal være med til særligt at beskytte vores børn og unge, altså beskytte dem mod at stifte bekendtskab med de voldsomt farlige opioider, beskytte dem mod de kyniske kioskejere, der langer stoffer over disken, og beskytte dem mod pusherne, som kontakter dem på de sociale medier eller bringer narkotika ud i f.eks. deres biler eller på deres elløbehjul.

Vi skal som nævnt heller ikke være blinde for, at straf alene ikke løser alle problemer med misbrug af euforiserende stoffer. Det handler også om forebyggelse, behandling og om oplysning. Det handler om værdighed, og det handler særligt om at gribe de unge, der bliver fanget i et misbrug, som de ikke selv kan komme ud af. Det vil vi også i regeringen have fokus på fremover. For når man ser på farligheden af de her typer af stoffer, er virkeligheden, at der ingen, og jeg mener ingen lykkelig slutning er. Der er ingen lykkelig slutning på et misbrug med opioider. Derfor har vi behov for at oplyse, forebygge og behandle endnu mere, end vi gør i dag. Med de bemærkninger vil jeg endnu en gang gerne takke ordførerne for de forskellige indlæg, og jeg ser frem til den videre behandling her i Folketinget. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Mai Mercado.

Tak for talen og også tak for debatten her i dag. Noget af det, man har kunnet udlede af debatten, er, at alle partierne sådan set var enige om, at det her var første skridt. Jeg tror endda, der var regeringsordførere, som gik så langt som til at sige, at det var en nødvendighed, at der kom en runde to. Så jeg vil egentlig bare spørge ministeren, om han forventer, at der kommer opfølgende forhandlinger eller opfølgende initiativer, så man kan vedblive med at sætte tommelskruerne hårdt på i kampen mod opioider.

Ministeren.

Først og fremmest tror jeg, det er meget, meget afgørende, at vi selvfølgelig får alle de initiativer, der ligger i den samlede pakke af initiativer, som regeringen præsenterede tilbage i oktober måned, implementeret. Hvor det her lovforslag jo udelukkende behandler nogle af strafskærpelsesdelene, så er der også en række forebyggelsesmæssige, behandlingsmæssige og oplysningsmæssige initiativer, der skal implementeres. Men når det er sagt, så ja, jeg tror desværre, at vi står her med et fænomen, et problem – ikke bare i Danmark, men i store dele af den vestlige verden – som kommer til at kræve løbende og også yderligere håndfast handling.

Spørgeren.

Jeg tror, at vi kun har set den spæde begyndelse. Når vi kan se, hvordan fentanyl skyller ind over landegrænserne i andre lande, er det dybt bekymrende, hvis vi kigger ind i den samme udvikling her i Danmark. Det er derfor egentlig bare en opfordring til, når den her næste runde kommer – og den tror jeg kommer før end siden – at tage partierne ind til en decideret forhandling og få lavet en politisk aftale, hvor man får sat ind i fællesskab, og at man både gør det på retsområdet, på sundhedsområdet og på socialområdet, således at man kommer hele vejen rundt. Vil regeringen se positivt på det?

Ministeren.

Helt generelt vil jeg sige, at vi ser enormt positivt på det enorme engagement, der er på tværs af Folketingets partier omkring det her problem. Det vil jeg meget gerne anerkende. Derfor vil vi jo gerne samarbejde med alle partier om det her problem.

En af de udfordringer, vi jo stod med, hvis jeg husker tilbage til, da jeg tiltrådte som justitsminister, var, at når man spurgte rundt i vores myndigheder, så var der ikke noget problem. Altså, det er jo himmelråbende, at vi nu endelig står et sted, hvor alle anerkender, at der er et problem, og hvor vi endelig kan komme i gang med at implementere en række initiativer, men jeg tror desværre, at det her kun er begyndelsen.

Så er det fru Rosa Lund.

Tak, og tak til ministeren for lovforslaget. Som jeg sagde i min ordførertale, er der nogle ting, vi undrer os over i Enhedslisten. En af de ting er, at man skriver i lovforslaget, at man nu skal til at sætte folk i fængsel for besiddelse af hårde stoffer. Jeg var egentlig af den opfattelse, at regeringen var på vej i den modsatte retning, og at vi ikke skulle straffe brugerne for sælgernes kriminelle handlinger. Derfor vil jeg bare gerne høre ministeren, om det virkelig kan være rigtigt, at man nu vil til at sætte stofafhængige i fængsel.

Ministeren.

Det kommer alt sammen an på, hvor store partier stoffer de er i besiddelse af. Der er jo indlagt nogle forskellige vurderinger. Det er rigtigt, at der foregår diskussioner i regeringen, som vi også tager meget alvorligt. Nogle af de allermest socialt udsatte stofmisbrugere vil vi jo gerne også i regeringens kommende værdighedsreform gøre noget mere for reelt også bliver hjulpet, men det er jo selvfølgelig klart, at man også skal sandsynliggøre, hvis nu f.eks. man går med et stort parti opioidpiller eller stoffer, at det ikke er med henblik på salg. Det er jo den overvejelse, man kan læse i lovforslagets bemærkninger.

Spørgeren.

Det er jeg sådan set enig med ministeren i. Jeg synes, at et stort parti, som tydeligvis ikke er til eget forbrug, er noget helt andet. Men det er bare, fordi det står i bemærkningerne, at det er euforiserende stoffer til eget forbrug. Så det undrer os bare.

Hvordan vil ministeren så, kan jeg jo spørge omvendt, garantere, at vi ikke kommer til at ramme nogle af de mest udsatte stofbrugere her i landet, som vi jo faktisk i alle mulige andre sammenhænge med en værdighedsreform ovre i Social- og Boligministeriet prøver at gå den modsatte vej med og sikre, at de ikke bliver kriminaliseret, og at politiet ikke skal bruge deres knappe ressourcer der?

Ministeren.

En af de ting, som regeringen jo har lagt op til, er i virkeligheden at tydeliggøre den såkaldte advarselsregel i retsplejeloven, hvor det bliver tydeligere for eksempelvis politimanden eller -damen på gaden, at her har man at gøre med en stofmisbruger, som er fanget i et meget, meget svært misbrug, og så kan man give en advarsel frem for dels at konfiskere stoffet, dels at rejse sigtelse mod vedkommende.

Så er det rigtigt, at der er et parallelt spor med overvejelser i regeringen om, hvorvidt man skal gå et skridt videre, når det handler om nogle af de mest socialt udsatte stofmisbrugere. Men som reglerne er i dag, er det jo i udgangspunktet kriminelt også at bære stoffer til eget forbrug.

Tak til ministeren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse mod dette, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.