Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti har ønsket afstemning om ændringsforslag nr. 1, stillet af et mindretal (DF) og tiltrådt af et andet mindretal (DD, SF, LA, KF, EL, ALT og N). Da DD og DF udgør mindst 17 medlemmer, stemmer vi om ændringsforslaget. Ændringsforslaget deler lovforslaget i to. Afstemningen starter.
Afstemningen slutter.
For stemte 48 (DD, SF, LA, KF, EL, DF, ALT, BP og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 59 (S, V, M, RV og Jon Stephensen (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.
Ændringsforslaget om delingen af lovforslaget i to lovforslag er forkastet.
Herefter bortfalder ændringsforslag nr. 2 til det delte lovforslag.
Vi stemmer nu om ændringsforslagene til det udelte lovforslag.
Da jeg anser udfaldet for givet, betragter jeg ændringsforslag nr. 3-7, stillet af udlændinge- og integrationsministeren og tiltrådt af et flertal (S, V, M og RV), som vedtaget.
De er vedtaget.
Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.
Det er vedtaget.
Nu slukker vi afstemnings-A'et, og så beder jeg dem, der ikke har mere at gøre i salen, om at forlade salen, så vi kan fortsætte dagens dagsorden.