Tak for det, formand. I Danmarksdemokraterne er vi jo egentlig glade for aftalen; vi kan lige så godt rulle den ud nu. Nu snakkede vi om, hvorfor der var nogle, der var med, og nogle, der ikke var med, men Danmarksdemokraterne indgik en rigtig god aftale, og den er vi glade for. Det er ikke verdens største aftale, men det er da heldigvis første nedslag i forhold til den der tåbelighed med, at hele Danmark skulle dækkes af solceller, for det kom der en doktrin fra staten om. Der er vores fromme og blide håb, at jo flere vindmøller vi kan få sat så langt ud på vandet, at man ikke kan se dem, jo færre solceller skal der placeres som kæmpestore jernmarker rundtomkring, hvor vi går på kompromis med miljøvurderinger osv., fordi det skal gå stærkt, og fordi vi, som hr. Jesper Petersen var oppe at sige før, skal have en fast hånd på rattet. Ja, det eneste, man er fast omkring, er, at den 1. januar 2031 dør verden, hvis ikke vi gør alle tåbelighederne nu.
I Danmarksdemokraterne kan vi godt være bekymrede, for det her er en rejse, og det handler om generationer, altså at danskerne kommer til at se tilbage på det som en rejse. Og det køber vi i Danmarksdemokraterne fuldstændig ind på – den grønne omstilling bliver en kæmpe rejse for danskerne. Men jeg er næsten sikker på, at dem, som har bare en lille smule borgerlighed i rygraden, ville være rigtig kede af det, hvis det var Enhedslisten, der ligesom bestemte, hvordan det skulle være. Derfor har man jo et parlament, hvor man diskuterer tingene. Så deler man sig efter anskuelse, og så når vi forhåbentlig frem til det bedste, for hvis der er nogen, vi med sikkerhed ved er klogere end os, er det jo vælgerne. Det ved jeg godt er svært at anerkende for Socialdemokraterne, som tænker, at de skal sidde på magten til evig tid, men heldigvis ser det ud, som om de er ved at skyde sig selv i foden med alting, så det er noget, vi kan få ændret på. Og jeg bliver nødt til at sige, at Danmarksdemokraternes allerallervigtigste mission her i livet jo dybest set er at sørge for, at den her regering ikke sidder en dag længere, end det er muligt at få den fjernet. Og det bliver ikke for at stemme på fru Mette Frederiksen efter næste valg – det kan jeg allerede nu løfte sløret for. Den type valgkamp lader vi Venstre ligge og rode med helt selv.
Det er et vigtigt skifte, der har været i Folketinget igennem de sidste mange, mange år. Det er et vigtigt skifte, og den store bekymring for Danmarksdemokraterne er, at vi glemmer at have befolkningen med. Det blev nævnt ganske kort heroppe – jeg kan ikke huske, hvilken af ordførerne der nævnte det – altså at hvis ikke vi får danskerne med, kommer den her omstilling bare til at løbe ind i en mur, og så stopper det. Det stopper, hvis man bliver ved med at udlægge Jylland til jernmarker. Så stopper det lige pludselig, for så får vi jyder nok, selv om vi er sindige folk.
Det stopper også, hvis vi siger, at vi sådan rent principielt ikke kan lide kødproduktion, og at vi skal ikke have gas, så der skal ikke lægges nogen gasrør ud. Jamen for pokker, hvis folk, der bor lige ved siden af den industri, vi gerne vil have til at være der i forbindelse med den grønne gas, bor i huse med gasfyr, hvorfor er det så, at vi sådan dumstædigt skal stå på et sådan rent ideologisk standpunkt om, at vi simpelt hen ikke kan lide bøffer, så den produktion skal dø? Og selv om vi kan få den til at dø, har vi ingen grøn gas, så vi gør faktisk folk en tjeneste ved at sende en kæmpe regning til dem nu. Det giver ingen mening. Det er ideologi, og det er tåbeligt, og der mister man danskerne. Det bliver jeg bare nødt til at sige som politiker og som danmarksdemokrat. Hvis vi skal nå i mål med det her – og det skal vi også, efter at I alle sammen er færdige med at blive genvalgt til Folketinget eller for den sags skyld stille op eller i det hele taget være levende – så kræver det, at danskerne er med.
Det skal de være fra midt i København og ud til den yderste landbrugsejendom, jeg kan finde oppe i Nordjylland. De skal alle sammen være med. De skal alle sammen føle, at de er en del af det, og de skal alle sammen føle, at alle byder ligeligt ind, og det gør vi nok ikke lige nu. Lige nu byder nogen ind med alle kvalerne, og nogen bliver fyldt med varme følelser, i forhold til hvor dygtige de er, og hvor grønne de er, så de kan sige, at de har grøn energi i stikkontakten, alt sammen produceret i Vestjylland. Men det er lige meget, for det er jo grøn energi. Men hvis vi vælger at gå den vej som Folketing, skal vi sørge for at kompensere de folk bedre, der får deres områder ødelagt, eller hvis huspriser falder. Det har vi ikke været gode nok til.
I går var der i forbindelse med den aftale, vi lavede, en lydhør regering, som faktisk gik med til, at der skal være en rimelig kompensation for dem, der bliver udsat for de her gener. For der er jo gener, og det er dem, vi aldrig snakker om. Altså, jeg kan sagtens snakke om, at der er en kæmpe gene for mig; jeg skal have 29 skraldespande for at sortere mit affald, selv om jeg ved, at det kan gøres på en fabrik, så livet kunne gøres nemmere. Så den der socialistiske opdragelse, vi altid forsøger at lokke til, synes jeg måske vi skulle gå væk fra. Der har vi jo et fromt håb om, at Venstre engang bliver blå igen, og så kan vi da hjælpe med at få rullet noget af det tilbage. Det er et fromt håb, men det var det jo også, dengang der ikke var nogen, der troede, at vi fik sat det første søm i ligkisten på jernmarkerne, som vi gjorde i går, og det kan vi kun alle sammen glæde os over. Jeg ved godt, at der er nogle partier, der ikke kommer til at glæde sig over det, men i Danmarksdemokraterne var det tæt på, at det var en følelse af sejr. Det var det, da jeg gik hjem fra ministeriet i går, for det er jo en sejr, og det er derfor, vi skal have det ud, sådan at det ikke generer folk, for ellers går det galt.
Nu har vi jo, når vi snakker om atomkraft – jeg tror, det var hr. Jesper Petersen der snakkede om det – de facto ændret det. Vi kan ikke gøre det i Danmark, men der er jo masser af strøm fra atomkraft i de danske stikkontakter. Der skal vi huske, når vi sætter os op på den der hellige hest, i forhold til at atomkraft er så frygteligt, at være ærlige over for vælgerne og sige, at det har vi i stikkontakterne allerede nu. Der er jo masser af danske pærer, der bliver lyst op af strøm, der kommer fra et atomkraftværk et eller andet sted, men det skal bare ligge et andet sted, for så kan vi stadig væk gå og være lidt hellige herhjemme.
Det er jo en diskussion, vi har haft før. Nu går der et år, tror jeg, hvor der skal laves endnu en god analyse, og så tager vi debatten en gang til. Men i Danmarksdemokraterne ønsker vi egentlig bare, at vi kan gøre det her – at vi gider at lave den her rejse, vi skal på, hvor vi er teknologineutrale. For i sidste ende, når al den grønne strøm kommer, bliver det næste, at det også skal være den billigste grønne strøm, den bedste grønne strøm, og det gør vi altså ikke ved at sige, at vi gør det med hænderne på ryggen; at der kun er ganske få metoder til at lave strøm, som vi vil tillade. Lad os nu for pokker få dem alle sammen på bordet. Og hvis argumenterne fra venstrefløjen om, at det er for dyrt, og at det slet ikke kan svare sig, er så gode, så kommer den jo ikke; så beholder vi jo en anden. Jeg tror, at der om 20 år er teknologier, som ikke engang er opfundet i dag, som er endnu bedre løsninger, og som kommer til at lave om på det. Det håber jeg da i forhold til lagringskapaciteten, som vi skal have bare i forhold til solceller og vindmøller; der skal vi jo håbe på, at der kommer noget teknologiudvikling, for vi ved jo alle sammen, at vi ikke har batterier, der er store nok til at gøre det. Så det bliver ikke den vej, vi løser det.
Så i Danmarksdemokraterne synes vi simpelt hen, at regeringen har behov for at komme på en klogere vej, og det gør man bedst ved at høre på mennesker lige fra medlemmer af Enhedslisten til medlemmer af Dansk Folkeparti, for jeg tror ikke på, at der er nogen af os, der har fundet de vises sten i det her. Jeg har fundet én, og det er det der med at stoppe med at sætte jernmarker op, og heldigvis er vi på vej. Altså, store ting sker tit med små skridt, og det første lille skridt var selvfølgelig det, vi tog i går. Men vi bliver også nødt til at anerkende, at det er store skridt, vi skal tage, og når vi snakker elproduktion, har vi en tendens til at sige, at vi kun skal bruge det i kontakterne. Nej, den grønne omstilling gælder jo al vores produktion; det er også alt det andet. Og så skal vi bruge rigtig meget strøm, og det fører mig frem til forsyningssikkerhed.
For ganske få år siden var der ikke en af os, der tænkte over forsyningssikkerhed, altså at det kunne være, at gassen fra Rusland lige pludselig forsvandt – altså, for 5 år siden var der ikke nogen, der tænkte over det. Vi får noget flydende gas fra USA. Jamen kan vi blive ved med at stole på det? Kan vi blive ved med at stole på, at vi får fra EU? Der har jo i hvert fald historisk været ting i EU. Selv svenskerne har vi været oppe at slås med. Og det her har jo lange, lange udsigter. Måske skal vi se på energi som noget, hvor vi har en forsyningssikkerhed, der ligger i landet. For heldigvis er det lang tid siden, der har været krig mellem jyder og sjællændere. Så jeg tror, at hvis vi bare holder det inden for kongerigets grænser og har en forsyningssikkerhed der, er vi kommet langt. Men det kræver jo så, at et analyseredskab eller ny teknologi gør, at når vinden ikke blæser eller solen ikke skinner, så har vi også den energi, vi skal have. Det er det, der kræves, hvis vi tager de ideologiske briller af.
I Nordjylland vil vi jo bare rigtig gerne have, at der er nogen, der på et eller andet tidspunkt gider at se på, om vi kan få en gasledning, sådan at vi kan levere noget af al den her grønne gas, vi har, til resten af Danmark, som skal bruge det, i stedet for at vi skal brænde det af i tide og utide, fordi der ikke er et gasrør. Det kunne da også være rart, at man, hver eneste gang Energinet siger, at de laver en ny elledning, tænker: Jamen Limfjorden kan ikke være den største forhindring i verden; der kan vi teknisk set godt placere en ledning også deroppe. For vi har også virksomheder i Nordjylland, endnu – det er ikke alle sammen, der er blevet kvalt af den her regering – og de skal også have grøn strøm, de skal også have en ledning, og vi vil meget gerne levere vores grønne gas, som vi med stor stolthed laver, primært på animalsk produktion, men faktisk også fra det affald, der er fra ganske almindelige spildevandsanlæg fra de store byer.
Det er selvfølgelig træls, hvis man kun har landbruget i tankerne i kampen om den grønne gas, men jeg bliver nødt til at sige, at der bliver produceret rigtig meget grøn gas hos spildevandsanlæggene – rigtig fint er det. I gamle dage forsøgte man at tørre det og se, om man kunne smide det ud på markerne, men det var ikke en god idé. Så forsøgte man at brænde det af i ovnene ude på Aalborg Portland; det ved jeg ikke om man stadig må. Men der er i hvert fald noget cirkulært, vi kan lave, sådan at vi har en fornuftig og sund diskussion om, hvordan vi når i mål bedst muligt – et helt land samlet, og et samlet land kræver, at alle har både glæder og byrder, som de deler ligeligt. Det gør vi ikke nu. Lige nu er byrderne desværre uden for de store byer og glæderne inde i de store byer, og det skal vi have ændret, for ellers risikerer vi, kære regering, at vi får modstand, og får vi modstand, når vi i hvert fald ikke i mål med den grønne omstilling.