Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 22:

Forespørgsel til børne- og undervisningsministeren:

Hvad er regeringens visioner for børn og unges trivsel i lyset af Trivselskommissionens afrapportering, og hvilke initiativer vil regeringen igangsætte som opfølgning på anbefalingerne?

Af Theresa Berg Andersen (SF), Sigurd Agersnap (SF) og Sofie Lippert (SF).

(Anmeldelse 26.03.2025. Fremme 28.03.2025).

Vi skal nu i gang med en forespørgselsdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig af deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind. Jeg kigger lige rundt. Alle er ikke på plads endnu, så vi holder lige en kort pause.

Mens vi holder pause, kan jeg gøre opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 20. maj 2025.

Så er det ordføreren for forespørgerne, fru Theresa Berg Andersen fra SF, som kommer med en begrundelse.

Tak for det, og tak for ordet, og hvor er det fantastisk at stå her store bededag. Tusind tak også til ordførerne for at stå her en fredag og så endda på ministerens fødselsdag. Men jeg er klar til at blive her en time ekstra i dag, hvis det er sådan, at vi kommer ud med en fælles vedtagelsestekst, for det kan jeg jo høre er sket for første gang i 10 år. Tak for ordet, og tak for at møde op til debatten i dag.

SF har indkaldt til den her debat, fordi vi er enormt optaget af, at vores børn eller unge har det godt. Det er en vigtig samfundsopgave. Vi ser flere og flere børn og unge, der mistrives, og det er også så alvorligt, det kalder på, at vi politisk tager ansvar. Det tror jeg faktisk at alle partier herinde i dag er enige om, og derfor synes jeg også, at vi i fællesskab bør gøre mere, end der gøres i dag. Regeringens Trivselskommission er kommet med et bud på, hvordan vi skal sætte ind, og der er rigtig mange gode bud, selv om man kan sige, at de mindste børn mangler i rapporten – også de børn, som har det allersværest.

Indtil videre har regeringen ikke sagt meget om, hvad regeringen er optaget af i den her rapport, og hvor regeringen vil sætte ind. Derfor er jeg i dag meget nysgerrig på, hvad der egentlig er regeringens versioner, og derfor har vi i dag spurgt ind til i visionerne for børns og unges trivsel i lyset af Trivselskommissionens afrapportering. I Trivselskommissionens rapport bekræftes det, at den gruppe af unge mennesker, der har det værst, vokser. Samtidig skal vi også huske på, at den andel, der har det godt, også ser godt ud. Det er ikke bare tal, der er nedadgående, men vi taler også om virkelige børn og virkelige familier ude i vores samfund, hvor nogle ting gør rigtig ondt. På 10 år er andelen af folkeskoleelever med langvarigt skolefravær fordoblet, og 58 pct. af pædagogerne i landets daginstitutioner har oplevet ventetider på mindst et halvt år for et barn, der skal have støtte gennem PPR.

Så selv om de fleste heldigvis ikke mistrives lige nu, er det alarmerende, at vores systemer allerede nu har svært ved at følge med, når det er sådan, at der ikke er udsigt til, at udviklingen vender. Derfor er det også afgørende, at vi stopper med at lave lappeløsninger og investere i at forebygge mistrivslen både for de ramte børn, men også for samfundsøkonomien, da udgifterne kun bliver større, hvis det er sådan, at vi ikke vender udviklingen politisk.

Vi har allerede gjort rigtig meget for trivslen de seneste år, men jeg tror på, at vi kan gøre noget mere. Derfor mener jeg også, at det er vigtigt, at Folketingets partier involverer sig i at lægge en fælles plan. En fælles plan på tværs af partierne tror jeg vi kommer allerlængst med, så jeg glæder mig til debatten i dag. Tak.

Tak for det. Så er der en besvarelse fra børne- og undervisningsministeren. Og tillykke med fødselsdagen.

Jeg må hellere af hensyn til Folketingets referat starte med at sige, at jeg ikke har fødselsdag i dag, men tak for de pæne ord. Men det har min søn, som fylder 15.

Tak til Socialistisk Folkeparti for at tage initiativ til den her forespørgselsdebat om regeringens initiativer og visioner for børn og unges trivsel i lyset af Trivselskommissionens afrapportering. Tak for at gå aktivt ind i debatten og bidrage til at fremme trivsel hos børn og unge. Da jeg så, at der var blevet indkaldt til en forespørgselsdebat, tænkte jeg, at det burde jeg egentlig selv have taget initiativ til. Så det er godt, at vi nu får muligheden for at tage en første diskussion.

Jeg vil også godt benytte anledningen til at sige tak til Trivselskommissionen for det store og vigtige arbejde, de har foretaget. Børn og unges trivsel er et emne, som vi er mange der tager meget alvorligt, og vi agter fra regeringens side, vil jeg godt sige, at arbejde enten helt eller delvis videre med alle de anbefalinger, der er kommet fra Trivselskommissionen – i hvert fald dem, som er målrettet Christiansborg. Det gælder 23 ud af de 35 anbefalinger, der er. Der er også nogle af dem, der er rettet mod forældre og foreningsliv og andre.

Vi har også allerede fra regeringens side iværksat en række tiltag, der følger kommissionens anbefalinger. Jeg kan starte med at fremhæve, at vi for det første er enige i Trivselskommissionens analyse af, at alt for mange elever oplever at blive distraheret af digitale enheder i undervisningen, ligesom mobiltelefoner tager tid fra fysisk samvær og bevægelse. Vi vil derfor have mobilerne ud af folkeskolerne, både i undervisningen, frikvartererne og sfo-tiden. Det bliver et tema, vi kommer til at forfølge i år.

Regeringen har for det andet en stærk ambition om at styrke den tidlige indsats, så flere børn og unge får rettidig hjælp, inden de bliver syge, eller inden de bliver så syge, at der er behov for behandling i den regionale børne- og ungdomspsykiatri. Med aftalen om en 10-årsplan for psykiatri og mental sundhed fra september 2022 blev der afsat midler til at styrke den forebyggende indsats på børn- og ungeområdet. Der blev bl.a. afsat midler til at etablere det, der bliver kaldt lettilgængelige kommunale behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel og med symptomer på psykisk lidelse. Behandlingstilbuddet skal være fuldt implementeret i alle landets kommuner inden udgangen af 2025, men allerede nu kan vi jo se, at kommunerne er i fuld gang med at udrulle tilbuddet på tværs af landet. I april i år kom vi så med et udspil til en samlet 10-årsplan for psykiatrien, hvor vi lægger op til at afsætte et trecifret millionbeløb til en markant styrkelse og videreudvikling af lige præcis de her lettilgængelige kommunale behandlingstilbud.

Derudover følger regeringen med udspillet for det tredje også op på Trivselskommissionens anbefaling om at nedsætte en ekspertgruppe, som skal undersøge det stigende antal diagnoser blandt børn og unge og konsekvenserne heraf. Den ekspertgruppe kunne, vil jeg tilføje, med fordel også læse et, synes jeg, meget interessant indlæg fra den kendte psykolog Svend Brinkmann i dag i Altinget, som diskuterer stigningen i antallet af adhd-diagnoser i Danmark og i Vesten mere generelt.

For det fjerde har regeringen i »Aftale om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse« fra februar i år aftalt at se på en justering af den eksisterende karakterskala. Det er også et emne, Trivselskommissionen er inde på, ligesom vi anerkender det vigtige fokus, som Trivselskommissionen har, på efterskolerne og deres rolle over for unge, hvor unge kan få et skoleår med stærke fællesskaber, demokratisk dannelse og faglig udvikling. Desværre er der i dag mange unge, der som følge af bl.a. økonomiske barrierer ikke har mulighed for at komme på efterskole, og der er derfor afsat et større beløb til, at unge fra familier med lav husstandsindkomst kan få tilskud til at komme på efterskole. Det varer bare lige et par år, før vi kan få det indfaset.

Regeringen ønsker for det femte at understøtte, at debatten om børn og unges trivsel og om kommissionens forståelse af trivsel fortsættes. Det var også en klar anbefaling fra kommissionen. Jeg har selv sammen med kulturministeren og formanden for Kommunernes Landsforening for nylig sendt et brev til alle landets borgmestre med en opfordring til at fortsætte de her drøftelser om trivsel og arbejde videre med de anbefalinger, der er målrettet kommunerne. Dem er der nemlig også en del af.

Derudover ved jeg også, at der vil blive holdt debatarrangementer på Folkemødet, Kulturmødet Mors og andre steder, ligesom vi har besluttet, at det årlige Sorømøde, som bliver afholdt i starten af august, vil have et tema, som er en opfølgning på udvalgte anbefalinger fra Trivselskommissionen, dels på fritidsområdet, dels i forhold til karakterdannelsen og karakterdannelsens rolle i formålsparagrafferne.

Endelig vil regeringen med sit udspil til en samlet 10-årsplan for psykiatrien følge op på Trivselskommissionens anbefaling om et nyt sprog om trivsel ved bl.a. at tage initiativ til at løfte vidensniveauet om trivsel og mental sundhed og understøtte et fælles og et lidt mere nuanceret sprog om det.

Afslutningsvis vil jeg gerne fremhæve, at en række af kommissionens anbefalinger taler ind i indsatser, som allerede er sat i gang. Det drejer sig bl.a. om anbefalingen om flere unge i fritidsjob, som der er blevet indgået en aftale om i september sidste år, og som vi vistnok behandlede i Folketingssalen for ganske nylig.

Så drejer det sig også om anbefalingen om et stærkere almenområde, der understøtter bedre trivsel for alle i forhold til det specialiserede område. Det arbejde er bl.a. en del af aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram fra marts 2024, hvor vi bl.a. etablerede en lovforberedende ekspertgruppe, som skal se på justeringer af regler for specialundervisning og sygeundervisning – det er også knyttet til reglerne for arbejdstab for et stigende antal forældre, der går hjemme som følge af børn, der ikke kommer i skole.

Til sidst vil jeg gerne understrege, at regeringen ikke kan løse de her udfordringer blandt børn og unge alene. Det kan Folketinget heller ikke. Der er behov for flere indsatser på samme tid af mange forskellige aktører. Det kan man jo også se, ved at kommissionens anbefalinger er rettet mod andet end blot Christiansborg. Men jeg vil sige, at i Danmark har vi gode forudsætninger for at kunne løse udfordringerne, hvis alle tager ansvaret på sig, og hvis der sættes bredt ind. Mistrivsel er et komplekst emne. Det er også et emne, der er brug for at vi løbende sætter fokus på i mange forskellige sammenhænge. Derfor hilser jeg debatten i dag velkommen.

Jeg synes faktisk også, at selve overskriften på Trivselskommissionens afrapportering, »Et dansk svar på en vestlig udfordring«, er meget præcis – altså at det er en udfordring, man står med i mange lande, der er fra den samme kulturkreds som os selv, men også at de svar, vi skal finde, i høj grad skal findes i vores egne styrkepositioner. Jeg har været inde på noget af det: fritidsjob, efterskoler, en stærk almenpædagogik. Jeg er meget glad for, at det er det afsæt, Trivselskommissionen har afleveret deres anbefalinger på baggrund af. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er nu adgang til én kort bemærkning fra ordførerne, og den første, der har indtegnet sig, er fru Theresa Berg Andersen fra SF.

Tak for det. Og jeg anerkender selvfølgelig også, at det her går ind over andre ministerområder. Min store bekymring i det her er bare, at hvis vi ikke holder indsatsen samlet, så kan det her godt blive sådan noget spredt noget. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren, om ministeren har nogen intentioner om at samle de her forhandlinger, så alle Folketingets partier på tværs får lov til at deltage, og så vi har et ensidigt fokus på bl.a. den her trivselsrapport – og hvornår ministeren i så fald agter at indkalde til en opsamling om det her.

Jeg kan se, at jeg har lidt tid endnu, og derfor vil jeg sige, at jeg også tror, det er vigtigt, at vi sådan følger med i, hvordan og hvorledes trivslen også udvikler sig på sigt. Jeg har bl.a. talt med Psykiatrifonden, der egentlig kommer med den anbefaling, som Trivselskommissionen også lægger op til, nemlig i forhold til de her nationale trivselsmålinger, der finder sted ude i vores folkeskoler. Her lægger man jo op til, at der skal laves en ny trivselsmåling, fordi den, der er nu, er lidt kompleks. Hvad tænker ministeren herom?

Ministeren.

Jeg er enig i noget af det, som Trivselskommissionen siger om trivselsmålingerne, bl.a. at der bliver målt på for små børn. Det tror jeg vi skal tage til os.

I forhold til opfølgningen på anbefalingerne er det, som jeg nævnte før, 23 ud af de 35 anbefalinger, der er rettet mod Christiansborg, altså os. Vi vil meget gerne tage en samlet diskussion af det, ligesom vi har mulighed for det nu. Og det vil vi også gerne følge op på, men vi forestiller os ikke fra regeringens side at komme med ét samlet udspil for alle 23 anbefalinger. Vi forestiller os, at det skal forhandles og diskuteres i de relevante ordførerkredse. F.eks. er der på fritidsjobområdet lavet en ret god aftale, synes jeg, som jeg faktisk tror at hele Folketinget står bag, og som gør det lettere for mange unge at få et fritidsjob, bl.a. ved at man fjerner arbejdsmarkedsbidraget for de yngste. På samme måde sker der noget i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og en hel del kommer til at ske i Børne- og Undervisningsministeriet.

Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger, og her er det fru Lotte Rod fra Radikale Venstre på talerstolen.

Tak for det, formand. Tak til SF for at rejse den her debat, og tusind tak til Trivselskommissionen for at have lavet så stort og grundigt et stykke arbejde. Som Trivselskommissionen siger:

»Man trives, når man overordnet set er glad for sit liv. Man trives, når man kan udvikle sig, udfolde sine evner samt indgå i og bidrage til fællesskaber. Man kan trives, selvom man oplever perioder med modgang og udfordringer. Det afgørende er, at man kan håndtere sådanne perioder.«

Derfor er det vigtigt med børn og unges selvregulering, vedholdenhed, tro på egne evner og ansvarsfølelse. Det er jeg meget enig i, og så er det gode spørgsmål jo så: Hvad gør vi så?

For det første skal vi, som ministeren også var inde på, begynde at tale med og om børn og unge på en anden måde, for det går ikke, at børn og unge ser hinanden gennem diagnoser. Jeg er helt bag Trivselskommissionens ønske om at give børn og unge andre livsprismer, som de siger, og et andet og mere nuanceret sprog end det patologiske til at begribe sig selv, for lad mig citere kommissionen:

»Tilbyder vi ikke de nye generationer et andet sprog, er de efterladt med et diagnostisk vokabularium, som truer med at oversætte et almenmenneskeligt ubehag til noget sygeligt.«

Det stiller jo også nogle helt særlige krav til os som politikere, fordi vi er så vant til, at vi hele tiden skal sige, at noget er et kæmpestort problem, før det bliver vigtigt nok til, at vi prioriterer at gøre noget ved det.

For det andet kalder tiden også på at sætte børn og unge fri, for børn har ikke godt af at være pakket ind i faldunderlag eller blive overvåget hele tiden. Børn er skabt til at klatre højt op og til at falde ned og slå sig. De skal have lov til at bruge en hammer. De skal kunne hoppe i mudder og få hul på knæene. Her er der noget, vi må hjælpe hinanden lidt med. Jeg kan selv huske, den allerførste gang jeg lod min lille pige cykle nede på villavejen. Jeg nåede næsten ikke at gå nogen meter, før der kom sådan en ældre kvinde og stoppede mig for lige at spørge, om jeg nu var sikker på, at det der var sikkert nok. Så her er en kulturændring, vi må hjælpe hinanden med. Som Danmarks nye og kun anden professor i leg, Ditte Alexandra Winther-Lindqvist, siger:

Hvis vi som forældre har det mål, at børn skal komme gennem barndommen uden skrammer, er jeg bange for, at de må leve resten af livet på krykker.

På begge de her dagsordener kan vi herinde være med til at gå forrest i at skubbe på for en kulturforandring. Men jeg mener også, at den vigtigste opgave her i Folketinget er at gøre de pædagogiske anbefalinger til virkelighed, for det er vores ansvar. Trivselskommissionen peger på, at vi skal styrke almenområdet. Vi skal mindske prøvetryk og målinger, bl.a. trivselsmålingerne, og give alle børn og unge gode fritidsaktiviteter og kulturtilbud.

Derfor vil jeg sige to ting: For det første mener jeg, at Folketinget skal afholde sig fra at nedlægge 10. klasse og skærpe adgangskravene. Det giver jo på den måde ikke rigtig nogen mening, at SF indkalder til den her debat om trivsel, samtidig med at SF er ved at nedlægge 10. klasse og øge karakterpresset med de nye adgangskrav. Det synes vi i Radikale Venstre er en rigtig dårlig idé, og vi håber, at vi får et nyt flertal ved valget, som kan lave de her ting om, for ellers er det i mine øjne et skridt tilbage for trivslen. For det andet har vi brug for en helt anden, ambitiøs politik. Regeringen har jo lagt kommissionen i benlås, for som kommissionen siger:

»Det bemærkes dog, at kommissionen inden for rammerne af arbejdet ikke har haft mulighed for at forholde sig til større omprioriteringer på tværs af samfundsområder. En sådan nødvendig helhedsbetragtning må således tages af et politisk niveau.«

Problemet er bare, at det jo er det, regeringen ikke har gjort endnu, men det vil jeg gerne. Vi vil i Radikale Venstre give et børneløfte på 15 mia. kr. om året, for det er det, det koster at lave den pædagogik og de stærke almenfællesskaber, som vi taler om, med uddannede pædagoger og små børnegrupper hele dagen i vuggestue og børnehave; med lærere og pædagoger nok i skolen til at lave levende undervisning og gode frikvarterer; og med fede fritidshjem, klubber og byggelegepladser, hvor børn og unge er sammen med hinanden i stedet for at gå alene hjem på værelset og sidde med en skærm.

I Radikale Venstre ønsker vi, at kommissionens store arbejde ikke bare ender nede i en skuffe, eller at vi ikke kun gør de nemme ting, som ikke kræver penge. Derfor kommer vi til at følge op, og derfor vil jeg gerne til debatten her fremsætte den her vedtagelsestekst fra Radikale Venstre:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget deler Trivselskommissionens ønsker om at fremme børn og unges selvregulering, vedholdenhed, tro på egne evner og ansvarsfølelse.

Folketinget er enig i vigtigheden af, at børn kan udvikle sig, udfolde deres evner samt indgå i og bidrage til fællesskaber. Man kan trives, selv om man oplever perioder med modgang og udfordringer. Det afgørende er, at man kan håndtere sådanne perioder.

Folketinget vil tage ansvar for at sætte handling bag de pædagogiske anbefalinger om at styrke almenområdet, mindske prøvetryk og målinger og give alle børn og unge gode fritidsaktiviteter og kulturtilbud.

Folketinget vil derfor afholde sig fra at nedlægge 10. klasse og skærpe adgangskrav. I stedet vil Folketinget give et børneløft på 15 mia. kr. årligt, der gør det muligt at styrke børn og unges engagement, kundskabstilegnelse, myndighed og karakterdannelse, skabe deltagelsesmuligheder for alle og give plads til refleksion i og over den pædagogiske praksis.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 61).

Tak. Får jeg den tekst? (Lotte Rod (RV): Det gør du). Tak. Så er der en enkelt indtegnet. Det er fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg er meget enig i, at vi skal have et nyt sprog om trivsel, og jeg tror faktisk, at noget af det, der kan gøre den største forskel, er, hvordan vi taler om det. Jeg har tidligere hørt fru Lotte Rod tale om matematikangst. Er det ikke et eksempel på, at man kommer til at patologisere?

Ordføreren.

Det har jeg tænkt over, efter at ordføreren spurgte mig om det. Det var faktisk et begreb, som en af de dygtigste mennesker på området brugte, og derfor tænker jeg, at det måske forklarede meget godt, hvordan folk havde det med det. Men jeg er helt med på, at vi i de snakke, vi har lige nu, skal tænke os ekstra grundigt om. Måske skal vi kalde det noget andet.

Spørgeren.

Det synes jeg i hvert fald kunne være en god idé. Det er jo også noget af det, som flere psykologer og sådan nogle siger på det her område, altså at det faktisk ikke et rigtigt begreb, og at man ikke kan have angst over for matematik. Selvfølgelig kan man godt synes, at matematik måske ikke lige er det sjoveste fag, men man kan simpelt hen ikke have angst over for det. Jeg synes bare, at det var et eksempel på noget, hvor vi som politikere også måske skal stramme lidt op, når vi taler om børns trivsel.

Ordføreren.

Jeg synes, at det er en meget vigtig overvejelse. Jeg tænker også selv meget over det der med, at vi lige nu i vores store fokus på diagnoser, jo også taler meget om børn, især børn med autisme og adhd. Der er jo et eller andet i, at vi skal øve os på, hvornår vi skal snakke om diagnoserne, og hvornår vi i virkeligheden skal snakke om børn, som har mere krudt i røven, og som har mere brug for struktur. Altså, der er også noget i, at vi har gjort nogle ord, som betyder noget meget specifik, meget generelle. Det tror jeg virkelig at vi har brug for at finde et nyt sprog for.

Det var inklusive et alternativt udtryk for bagdel. Den næste i spørgerrækken er fru Matilde Powers fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for talen. Jeg bliver nysgerrig på det forslag, Radikale Venstre har, om at sikre et godt børneliv, hvor ordføreren fremhæver, at det vil koste de her 15 mia. kr. om året. Det får mig til at tænke på min egen tid i byrådet, hvor jeg var 5 år, og hvor vi selv kæmpede for nogle af de samme værdier, og jeg tror faktisk, at vi deler mange af de samme værdier, og der troede vi også, at vi kunne sikre det gode børneliv ved bare at sætte flere penge af. Det viste sig bare, at selv om vi satte flere penge af til normeringer, kunne vi simpelt hen ikke skaffe personalet. Hvad er Radikale Venstres svar på det problem?

Ordføreren.

Penge er ikke tilstrækkeligt, men det er nødvendigt med penge, for det, jeg gerne vil have, og det, vi gerne vil have i Radikale Venstre, er jo, at vi har små børnegrupper med uddannede pædagoger, sådan at man ikke bare har normeringerne på papiret, men faktisk har dem i virkeligheden. Vi vil have, at vi i skolen har lærere og pædagoger nok, sådan at når man oplever, at en klasse har det svært, skal man ikke vente i månedsvis eller årevis. Vi vil have, at man ikke skal have en udredning for at få hjælp, men atden hjælp erder i skolen, fordi der er det overskud af ekstra lærere og pædagoger, og vi vil have, at vi laver så gode fritidshjem og klubber, at børn har lyst til at være der,at de laver gode aktiviteter med hinanden, og at de ikke går hjem og sidder alene på deres værelse med en skærm.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg tror igen, at vi er meget enige i, at det er visionen, vi har for vores børn. Jeg bliver bare igen nysgerrig på at høre, om Radikale Venstre har andre bud på, hvordan vi sikrer det, end penge, når nu vi ved, det er svært at rekruttere medarbejdere til området.

Ordføreren.

Tingene hænger jo sammen. Altså, det, at man skaber rigtig gode børnehaver og skoler, gør jo også, at de medarbejdere, der er der, har lyst til at være der på fuld tid, at de ikke forlader faget, og at der også er flere, der har lyst til at komme ind i faget. En af de veje, jeg tror vi virkelig skal styrke for at få flere pædagoger i vores vuggestuer og børnehaver, er jo den, hvor nogle af de medarbejdere, vi allerede har i vores institutioner, uddanner sig til meritpædagog.

F.eks. gjorde vi det i den børnehave, hvor jeg sad i bestyrelsen, at vi i stedet for at ansætte en pædagog ansatte to medhjælpere, som så på skift var på studiet og i institutionen. Men det koster jo bare nogle flere penge. Det er derfor, at jeg siger: Pengene er slet ikke alt; det er jo det pædagogiske i det, der er det vigtige. Men de er bare en forudsætning for, at vi faktisk kan gøre de ting, som vi taler om.

Fru Christina Olumeko fra Alternativet.

Tak til ordføreren for en rigtig god tale, synes jeg. Noget af det, vi i Alternativet har lagt mærke til at Trivselskommissionen er inde på, er bestemte børne- og unge-grupper, som er mere udsat for mistrivsel end andre. Kommissionen er bl.a. indepå børn og unge fra lavindkomstfamilier og børn og unge, der er udsat i hjemmet, men jo også lgbt+-børn og -unge. Bl.a. fremhæver kommissionen, at 41 pct. af lgbt+-eleverne i folkeskolen har lav livstilfredshed, mens det samme gør sig gældende for 17 pct. af de øvrige elever.

Mit spørgsmål til ordføreren er så, hvad man i Radikale Venstre tænker at man kan gøre ved den udfordring. For det er faktisk noget af det, jeg synes kommissionen ikke rigtig kommer rundt om.

Ordføreren.

Der er det brede svar, som er, at det at have en stærk almen pædagogik og det at have nogle stærke og trygge fællesskaber jo er det, der gør, at det også er nemmere at være forskellig, og at det er trygt, at man er anderledes end de andre. Så er der det mere konkrete svar, som er, at det er vigtigt, at vi har en stærk seksualundervisning, og der vil jeg gerne sige tusind tak til Alternativet for det gode samarbejde, vi har om det.

Spørgeren.

Selv tak for samarbejdet. Jeg ved, at regeringen kommer til at lave en ny lgbt+-handlingsplan her i år, hvor Alternativet også kommer til at bruge en masse kræfter på, synes jeg, en meget overset elevgruppe.

Det andet spørgsmål er sådan lidt mere generelt. Fra Alternativets side synes vi, at nogle af udfordringerne i uddannelsessystemet også kommer af et så stort fokus på arbejdsudbud: Man skal hurtigt igennem uddannelserne og vælge den rigtige uddannelse og gerne så hurtigt som muligt. Mit spørgsmål til Radikale Venstre er, om I også egentlig har den samme analyse, altså at arbejdsudbuddet har presset unge mennesker i en del tid.

Ordføreren.

Ja, det synes vi også. Det er jo en af de kampe, vi tager med regeringen nu. Det er også en af grundene til, at jeg er så optaget af 10. klasse. 10. klasse er jo det sted i uddannelsessystemet, hvor der er mest tid, fordi der ikke er så meget pres. Der har lærerne faktisk tid til at hjælpe de unge. Man har tid til at blive moden. Man har tid til at finde ud af, hvem man egentlig er, og hvad man gerne vil. Derfor synes jeg, at det er en katastrofe, at regeringen vil nedlægge 10. klasse, for det var faktisk et af de steder, der var tilbage, hvor man havde tid til at blive moden.

Fru Theresa Berg Andersen fra SF.

Tak for det. Jeg tror ikke, fru Lotte Rod kan mindes en debat, hvor vi to har stået over for hinanden, om det her med finansieringen og jeres meget gode planer i Radikale Venstre, hvor man finansierer ved at fjerne Arnepensionen og retten til en værdig tilbagetrækning. Så den økonomiske plan går vi i hvert fald i SF ikke ind for.

Samtidig er jeg meget enig i det her med at styrke pædagogikken, og der ligger der også nogle vigtige skridt i det her, når vi skal til at kigge på en pædagoguddannelse. Jeg skal bare bed- eller afkræftes i, når De Radikale her fortæller mig om karakterskalaen, at De Radikale, jeg mener det var i 2006 eller 2007, bidrog til at indføre den nuværende karakterskala, hvor man kunne dumpe folkeskoleelever – ikke bare dumpe dem, men dumpe-dumpe dem med minuskarakter. Jeg skal bare have min hukommelse på plads.

Ordføreren.

Det der er jo sådan en af de svære ting, for det er sådan fra før min tid. Og i alle de år, jeg nu har været i Folketinget kan – det er jo efterhånden et par stykker – har jeg jo kæmpet for, at vi skulle lave en ny karakterskala. Jeg forstår ikke, at det går utrolig langsomt, for arbejdet har jo ligget der i så mange år efterhånden. Vi er så mange partier, der har presset på, så jeg ville ønske, at regeringen jeg fik lavet en ny karakterskala.

Spørgeren.

Det kommer vi også til i den aftale, der er indgået, som fru Lotte Rods parti ikke er en del af. Jeg skal spørge, om fru Lotte Rod kan se andre gode initiativer, der kan fremme trivslen, i den aftale, vi har lavet førhen.

Ordføreren.

Helt grundlæggende synes vi jo i Radikale Venstre, at det at lave et erhvervsrettet spor på hf er en virkelig god idé. Det synes vi giver så god mening. Det, jeg ikke forstår, og det, vi er imod i aftalen, er, at SF jo her sammen med regeringen ikke bare går ind og nedlægger 10. klasse. Man går også ind og øger karakterpresset ned i folkeskolen, fordi man hæver adgangskravene til gymnasierne. Så alt det, vi taler om om den skole, vi gerne vil have, bliver jo sværere at lave, fordi det kommer til at handle endnu mere om eksamenerne.

Derudover har jeg også bekymring for, at man nedlægger hf. Hvorfor bygger man ikke bare videre på den hf, vi har? Hvorfor skal man absolut nedlægge den? Jeg synes, man ødelægger utrolig meget i stedet for egentlig bare at have bygget noget nyt op. Det ville i øvrigt have været den danske måde at gøre det på, at man lavede det med forsøg i stedet for at ødelægge så utrolig meget i så stor en reform.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Så er turen kommet til ordføreren for forespørgerne, fru Theresa Berg Andersen, SF.

Tak, formand. For SF er det en mærkesag, at vi gør alt, hvad vi kan, og alt, hvad der står i vores magt, for at udviklingen med den stigende mistrivsel vendes. Det er ikke mening, at børn skal vokse op med en klump i maven og konstant frygt for at skuffe. Barndommen bør kun handle om en ting, nemlig om at være barn.

Da regeringens Trivselskommission blev nedsat i 2023, var det netop også er for at blive klogere på, hvordan vi kunne forebygge mistrivsel og sårbarhed i samfundet, så der kan skabes bedre rammer for det gode, virksomme og meningsfulde børne- og ungeliv. Det er vi i SF enige i skal understøttes. Mit ønske er derfor, at det bliver undersøgt, men også at vi forpligtiger os på at tage ansvaret på os, når rapporten ligger her, og handle.

Trivselskommissionen har mange gode bud på at tage udgangspunkt i, og en af de ting, som jeg tager med mig fra rapporten, er, at det her, ganske som ministeren siger, er et sammenfiltret problem, som ikke kan løses på én måde. Det kræver forskellige indsatser i alle samfundets lag og i alle de arenaer, som børn lever deres liv i. Selvfølgelig kan alt ikke løses oppefra og ned, og anbefalingerne henvender sig også til mange forskellige aktører. Her har vi et særligt ansvar for de rammer, som andre skal handle inden for. En del af opfølgningen på kommissionens anbefalinger bør derfor også være, om vi tilbyder aktørerne i de forskellige arenaer en tilstrækkelig ramme for at tage opgaven på sig.

En anden ting, jeg tager med mig, er, at kommissionen har præsenteret en finansieringsplan, der desværre går ud på at afskaffe skolemad og hæve loftet over klassekvotienten i 0. til 2. klasse, hvad regeringen også heldigvis har erklæret sig uenig i. Begge dele – skolemaden og loftet over klassekvotienten – blev indført for at styrke trivslen. Erfaringer fra Finland og Sverige viser nemlig, at skolemad har betydning for, hvor godt børn klarer sig i livet, og det vil især gavne udsatte børn, som er i størst risiko for mistrivsel. Det samme gælder klassekvotienter. Antallet af børn pr. voksen har stor betydning for, hvor meget nærvær og støtte der kan gives til det enkelte barn. Derfor giver det heller ikke mening at finansiere nye indsatser ved at afvikle noget af det, vi har, der virker, for det gør jo ikke noget godt, hvis vi skal gøre det på bekostning af trivsel på et andet område.

Derfor synes jeg, det er vigtigt, at man laver en ny plan for, hvordan man vil investere i trivsel, hvor man har tænkt trivslen med. Hvis vi vil handle på det, er det heller ikke urealistisk, at det vil koste os noget. I en tid med stigende forsvarsudgifter er det vigtigt, at vi er ekstra opmærksomme og prioriterer klogt. Jeg mener, det er klogt at investere i mere forebyggelse på mistrivselsdagsordenen. Jeg tror på, at det vil spare samfundet for mange penge, hvis vi kan vende denne udvikling sammen.

Sidste år brugte kommunerne eksempelvis 2,2 mia. kr. på at betale for tabt arbejdsfortjeneste til forældre, som gik hjemme med et barn i mistrivsel. Tænk, hvis vi kunne gribe ind, inden mistrivslen vokser sig så stor, at børn må blive hjemme fra skole. Jeg anerkender ganske vist, at vi gør meget i dag, og det er rigtig godt, men jeg mener faktisk, at vi kan gøre mere på den her dagsorden. Det kan vi gøre ved at følge op på Trivselskommissionens anbefalinger, og jeg mener, det er et godt sted at starte. Trivselsdagsordenen er for vigtig en dagsorden, til at det er et regeringsprojekt alene. Jeg mener, at det kræver, at et samlet Folketing står bag og ønsker at gøre det her til et forpligtigelserne arbejde, så vi tager hånd om de 3.220 elever, som har været væk fra skolen i mere end 100 dage det sidste skoleår. Det betyder også, at der lige nu er 15.000 forældre hjemme, som går glip af deres arbejde, fordi de har et barn, der mistrives alvorligt. Jeg synes helt ærligt, at det skylder vi de forældre.

Derfor vil jeg gerne sammen med Enhedslisten og Alternativet fremsætte den følgende vedtagelsestekst. Som jeg startede med at sige i min begrundelsestale, bliver jeg gerne en time ekstra i dag, hvis vi kan nå til en samlet tekst. Jeg vil gerne have lov til at læse vedtagelsesteksten op.

Forslag til vedtagelse

»Mistrivsel blandt børn og unge stiger hvert år over hele landet. Trivselskommissionen konkluderer, at årsagerne til mistrivsel er komplekse og kræver en tværsektoriel indsats på tværs af de arenaer, børn og unges liv foregår i. Anbefalingerne sigter mod at revidere trivselsmålingerne, styrke almenområdet i institutioner samt understøtte relationer, tilknytning og fællesskaber. I forlængelse heraf noteres det, at et andet finansieringsgrundlag end angivet må findes, så nye trivselsfremmende indsatser ikke gennemføres på bekostning af trivsel på andre områder. Derfor ønsker Folketinget, at regeringen indkalder til forhandlinger med udgangspunkt i kommissionens anbefalinger, og at regeringen forpligter sig til årligt at aflægge en statusredegørelse på området, så udviklingen kan følges.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 10).

Tak, og jeg kan se, at den er i overensstemmelse med den tekst, der er afleveret. Der er en kort bemærkning til fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance.

Tak for det. Tak for en fin tale, og jeg er faktisk glad for at høre, når SF her taler om trivsel, at det hele ikke handler om karakterer og prøver. Men noget af det, der er er indgået i den nye epx-aftale, er jo bl.a. den her karakterfrihed, som man giver i gymnasierne, og jeg vil bare gerne lige have SF til at bekræfte, at når SF taler for færre karakterer, så taler de for et mindretal af elever. Der har jo bl.a. været en undersøgelse, der viser, at 82 pct. af eleverne både ønsker karakterer og feedback, og at 80 pct. af eleverne bliver usikre på deres faglige niveau, når de ikke får karakterer.

Ordføreren.

Jeg vil da gerne understøtte de tal, der står der, men samtidig tror jeg også på, at man kan prøve at give en ordentlig feedback. Jeg mener ikke, at de elever, der har siddet ude i folkeskolen, har prøvet andet, så hvis de får en god og fyldig feedback, så tror jeg faktisk på, at det er lige så givtigt. Så jeg kan ikke se, hvorfor en karakter alene skulle kunne styre det, hvis det er sådan, at man får en god og faglig feedback. Og selv om det er så høj en andel, der siger, at de har behov for det her, så mener jeg faktisk også, at vi skal kigge på den lille andel, som ikke har behov for det. Hvis vi altså kunne understøtte det med en bedre feedback, tror jeg faktisk på, at vi om nogle år vil se nogle andre resultater.

Spørgeren.

Ja, og det er jo helt fair at tale mindretallets sag. Jeg synes bare, at det skal være tydeligt i den her sammenhæng. Så er jeg også helt enig med ordføreren i, at feedbacken i hvert fald mange steder ude i folkeskolen ikke er god nok, som den er i dag, fordi lærerne derude mangler tid og de er pressede.

Ordføreren.

Det er jeg helt enig i, og det er også derfor, jeg bliver sådan lidt trist, når jeg ser, at Trivselskommissionen her kommer med nogle anbefalinger om at hæve klasseloftet og sådan noget, og det gør jo ikke problemerne ude i folkeskolen mindre. Jeg er også helt enig i, at sådan noget som tolærerordninger osv. vil styrke trivslen generelt. Det tror jeg absolut det vil.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Theresa Berg Andersen, SF. Vi går nu i gang med den almindelige rækkefølge blandt ordførerne, og den første, der får ordet, er fru Matilde Powers, Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Tilbage i 2010 arbejdede jeg på Hillerød børneafdeling, og her fik jeg jævnligt børn og unge ind, som havde skåret i sig selv, som havde taget en håndfuld Panodiler for at få fred, eller som havde været væk fra deres skole i månedsvis på grund af ondt i maven, som vi ikke kunnet finde nogen fysisk forklaring på. De her unge havde rigtig ondt i livet, de mistrivedes, og når de kom til os på børneafdelingen, var det et kæmpe råb om hjælp. Siden dengang er antallet af børn og unge, der mistrives, desværre bare steget, og særlig blandt vores unge fra 15-25 år ser vi en stigning og særlig blandt pigerne. Som børnesygeplejerske, som mor til to unge piger og som politisk ordfører for unges trivsel er jeg oprigtigt bekymret for den udvikling, og den kræver uden tvivl handling. Derfor er jeg også så glad for, at vi har modtaget Trivselskommissionens grundige arbejde, så vi har et godt udgangspunkt og nogle tydelige retningslinjer for, hvordan vi kan arbejde lige så grundigt videre. Det skylder vi vores børn og unge. Så tak til SF for også at løfte debatten og arbejdet her ind i salen i dag.

Trivselskommissionens rapport indledes med at beskrive nogle beskyttelsesfaktorer for mistrivsel, og den liste synes jeg det er interessant at bruge lidt tid på. For jeg tror faktisk, at vi kan finde mange svar netop her. Bl.a. nævner de søvn og fysisk aktivitet, to basale faktorer, som sammen med en sund kost og sollys er noget af det mest grundlæggende for vores psykiske og fysiske velbefindende. Det har vi vidst i hundredvis af år, men det er, som om vi har glemt det lidt i den seneste tid. I skolebørnsundersøgelserne kan vi nemlig se, at flere og flere børn har stillesiddende transport til skole, flere spiser fastfood, flere kommer næsten ikke udenfor i løbet af dagen, og flere sover alt for lidt i forhold til anbefalingerne. Omvendt kan vi også se, at de børn og unge, som er fysisk aktive mindst en time om dagen, har det signifikant bedre end andre børn. Det synes jeg er virkelig tankevækkende, og det kalder på, at vi interesserer os endnu mere for, hvordan vi kan skabe nogle gode og sunde rammer omkring vores børn.

Men selvfølgelig er alt ikke løst med sunde og gode vaner. Trivselskommissionen nævner også, at det at have gode relationer til voksne er helt afgørende, f.eks. i skolen. Jeg læste engang en undersøgelse fra Sverige, som viste, at mange unge ikke vil gå til deres lærer, hvis de har det svært, fordi det er selv samme person, der skal give dem karakterer og dermed få afgørende betydning for deres fremtidsmuligheder. Måske er det værd at tænke på, når vi taler om, hvor og hvordan vores unge mennesker kan få hurtig hjælp og sparring, når livet gør ondt.

Noget andet, som nævnes i rapporten, er, at antallet af vores unge, som oplever sig meget stressede, er steget markant de sidste 10 år. Det er et alvorligt faresignal, fordi vi ved, at et vedvarende højt stressniveau gør os alle sammen syge. Der er selvfølgelig ikke en entydig grund til, at man føler sig stresset. Stress kan være udløst af et højt pres og et højt tempo, og derfor er det godt, at vi forkorter skoledagene, og at vi ser på prøvetrykket. Men stress kan også udløses af meningsløshed, altså at man ikke kan se nogen mening med det, man beskæftiger sig med, og en del unge beskriver faktisk, at de ikke kan se meningen med noget af det faglige indhold, som de præsenteres for i både udskolingen og på gymnasierne. Det kan f.eks. være svært at forstå, hvad de i fremtiden skal bruge de matematiske ligninger, viden om oldtidskundskab og latinske tekster til, og det forstår jeg virkelig godt.

Tiden er nok løbet lidt fra os, og fokus har desværre nok været lidt for meget på vigtigheden af de boglige kompetencer og mindre på de praktiske. Vi har helt sikkert ikke haft nok fokus på, at børn og unge lærer forskelligt, og vi har nok være lidt for optagede af at fortsætte med det, vi plejer, frem for at spørge de unge, hvad der giver mening for dem i den verden, de lever i i dag. Derfor er jeg også rigtig stolt over, at vi nu faktisk har lyttet til de unge, og at vi derfor kommer til at give dem langt mere valgfrihed og mulighed for mere praktisk undervisning både i udskolingen og på gymnasierne. Det er jeg overbevist om kommer til at gøre en forskel i forhold til deres følelse af meningsfuldhed. Jeg er også meget stolt over, at vi har landet en stor psykiatriaftale. For ud over at forebygge, at vores unge overhovedet bliver syge, så bliver vi også nødt til at have en god og hurtig hjælp, hvis de bukker under. Ingen kan være tjent med at skulle vente hele eller halve år på at få hjælp, når man er syg, som det desværre ofte har været tilfældet i psykiatrien i dag. Det bliver der heldigvis for alvor gjort noget ved nu.

Så er nogle af de problemer og anbefalinger, som Trivselskommissionen peger på, er vi heldigvis i fuld gang med at løse. Men meget mangler vi også stadig at finde svar på, og derfor er jeg også rigtig glad for, at vi skal drøfte de 35 anbefalinger fra rapporten både her i dag og ved mange andre fremtidige lejligheder, så vi kan få knækket kurven, så der i fremtiden vil være færre unge, der indlægges med selvmordsforsøg, selvskade og kroniske mavesmerter, og ikke flere. Tak for ordet.

Med det vil jeg gerne læse en vedtagelsestekst op på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, og det lyder som følger:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ønsker at styrke trivslen blandt børn og unge.

Folketinget har derfor med tilfredshed modtaget anbefalingerne fra Trivselskommissionen.

Folketinget noterer sig, at regeringen agter helt eller delvist at arbejde videre med alle anbefalingerne, der er målrettet det statslige niveau. Folketinget lægger dertil vægt på, at der holdes liv i trivselsdebatten, herunder hvordan udfordringerne med trivsel i samfundet italesættes.

Folketinget konstaterer, at flere af anbefalingerne allerede er aftalt, f.eks. at udvide muligheden for, at flere unge fra familier med lav indkomst kan komme på efterskole, ligesom man vil se på justering af karakterskalaen. Hertil indgår flere af Trivselskommissionens forslag i regeringens psykiatriudspil.

Derudover har børne- og undervisningsministeren indkaldt til årets Sorømøde i august, som skal under støtte en videreførelse af debatten om Trivselskommissionens anbefalinger.

Folkeskoleforligskredsen er derudover enig om at drøfte de af Trivselskommissionens anbefalinger, som har relevans for folkeskolen, herunder om skolevægring og kommissionens overvejelser om målingen af børn og unges trivsel«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 63). Tak for ordet.

Tak. Vi kan konstatere, at der er uoverensstemmelse mellem det oplæste og det, der er afleveret. Det vil blive omdelt og indgå i de videre forhandlinger.

Første korte bemærkning er til fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance.

Tak for det, og tak for en fin tale. Jeg er enig i, at det praktiske har fyldt for lidt i vores folkeskole. Men jeg bliver også lidt bekymret, når jeg hører om den her meningsløshed, for jeg tror, der er mange unge mennesker i folkeskolen, der tænker: Hvorfor skal jeg læse Tove Ditlevsen? Det bliver jeg ikke en bedre ingeniør af. Men der ligger jo noget grunddannelse i det, og det er vigtigt, at vi giver de nye generationer det, vi selv har læst, videre, gamle tekster osv. Det skal vel ikke altid give mening for børnene i folkeskolen, lige når de er der. De kan måske se på længere sigt, hvad de skal bruge det til at læse f.eks. Tove Ditlevsen.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig. Det er selvfølgelig vigtigt, vi også viderefører historie og traditioner. For mig og for de unge, jeg har talt med, handler det måske i lidt højere grad om balance og om, at der både er plads til noget af det, de kan føle giver mening i den hverdag, de lever i i dag, og det, de måske skal lave i fremtiden, og så selvfølgelig også at blive klædt på med traditioner og historiske ting.

Spørgeren.

Tak for den opklaring. Så nævner ordføreren også, at valgfrihed er vigtig for de unge og for deres trivsel, og det tror jeg ordføreren har helt ret i. Derfor vil jeg også gerne høre, om Socialdemokratiet så har skiftet holdning og vil kæmpe for et friere gymnasievalg for de unge, for jeg kan se, at det ikke er det, der er lagt op til i den nye epx-aftale, altså at flere skal kunne få deres førstevalg for gymnasiet.

Ordføreren.

Det er rigtig vigtigt for Socialdemokratiet, at der bliver forskellige valg at træffe, når man skal vælge ungdomsuddannelse, og at det ikke kun handler om, hvilket stx-gymnasie man vil gå på, men at der faktisk er forskellige muligheder. Derfor lægger vi også op til, at der skal være epx-gymnasier lige så mange steder, som der er stx-gymnasier i dag, så der faktisk bliver en reel valgmulighed, også af indholdet på de gymnasiale uddannelser. Så det er yderst vigtigt for os, at der bliver reelle gode valg.

Tak. Næste korte bemærkning er til fru Christina Olumeko, Alternativet.

Tak for ordet, og tak til ordføreren for talen. Jeg vil gerne stille det samme spørgsmål, som jeg stillede til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre før. Det handler om det faktum, at kommissionen fremhæver, at lgbt+-børn og -unge mistrives markant mere end alle andre grupper. Det gælder både i folkeskolen, men også på fgu, erhvervsuddannelser og gymnasier – og sådan set igennem hele voksenlivet. Det kan vi se i alle tal. Kommissionen har lavet et meget grundigt, men noget, vi undrer os lidt over i Alternativet, er, at man ikke rigtig kommer i bund med nogen anbefalinger for netop den her gruppe elever. Så vidt jeg husker, er den eneste anbefaling, at man skal spørge ind til lgbt+-personer i trivselsmålingerne. Det er noget, jeg tolker, som om man ikke rigtig ved, hvad man skal gøre. Derfor er mit spørgsmål til Socialdemokratiet, hvad Socialdemokratiet forestiller sig at man kan gøre ved den markante mistrivsel, vi ser blandt lgbt+-elever.

Ordføreren.

Jeg og Socialdemokratiet er meget enige med Alternativet i, at det her er en vigtig og overset gruppe mange steder. Der er rigtig mange i den her lgbt+-gruppe, som har en væsentlig dårligere trivsel end personer i andre grupper. Jeg har selv beskæftiget mig rigtig meget med den her gruppe tidligere. Jeg har selv arbejdet i Sex & Samfund, hvor jeg har haft et godt indblik i, at det netop var sådan, det stod til. Derfor har det også været meget vigtigt for mig, ligesom det har været for Alternativet, at der skulle være bedre seksualundervisning, så der i hvert fald var noget opklarende hjælp og forståelse at hente, og så der var steder, hvor man kunne søge rådgivning. Men i forhold til det, ordføreren også spørger til nu – hvad kan vi præcis gøre ved det? – er jeg faktisk også selv en lille smule i tvivl om. Derfor synes jeg også, det er vigtigt, at vi har et grundigt arbejde omkring en handlingsplan for den her gruppe. Jeg tror, at det er svært for mig lige at pege på i dag, om der er en eller to ting, vi kan gøre, som ville kunne løse den her udfordring endegyldigt.

Spørgeren.

Tak for svaret til ordføreren. Jeg er sådan set enig med ordføreren i, at det er en ret kompleks problemstilling sammenlignet med de øvrige elevgrupper. Jeg tror selv, at noget af det har at gøre med, at vi stadig har en meget heteronormativ kultur i Danmark, hvor man ikke føler sig spejlet i film og tv eller blandt lærere eller blandt os politikere, hvis man er lgbt+-person. Så det er måske mere end kulturel udfordring, vi har i Danmark, som kan være svær at gøre noget ved fra politisk side. Men det er stadig et problem, vi skal tage hånd om.

Mit spørgsmål er, om ordføreren vil arbejde for, at vi får de her lgbt+-elever ind i det kommende arbejde, også selv om kommissionen ikke selv har lavet konkrete anbefalinger.

Ordføreren.

Jeg vil helt klart stadig som ordfører for unges trivsel have det brede fokus, også på den her gruppe. Det har hele tiden været et vigtigt fokus for mig, og det vil det fortsat være.

Næste korte bemærkning er til fru Theresa Berg Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for en fin tale. Jeg ved jo også godt, at det her emne er noget, der ligger ordføreren meget på sinde. Vi har haft mange samtaler lige nøjagtig op til den her debat i dag. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor ordføreren står i forhold til de her nationale trivselsmålinger, som bliver foretaget ude i folkeskolerne. Vi får jo at vide, at de ikke nødvendigvis er up to date, og at de er svære for den enkelte elev at svare på, fordi de er sådan lidt mudrede, og jeg ved, at der er flere, der har bakket på vores dør for at komme med nye redskaber til at følge det her, også nogle metoder, hvor man skelner meget imellem trivsel, begyndende mistrivsel og alvorlig mistrivsel, så der ikke bare kommer én færdig rapport ud, som skelner imellem enten trivsel eller mistrivsel. Hvad tænker ordføreren om at kigge på dem?

Ordføreren.

Socialdemokratiet og jeg er meget enige i, at der er behov for at kigge på de her trivselsmålinger. Jeg er så heldig, at min gode kollega Sara Emil Baaring kommer herop på talerstolen lidt senere i dag, og jeg ved, at hun netop vil tale om det her emne. Men der er meget bred enighed om, at vi skal have kigget grundigt på dem.

Spørgeren.

Mit andet spørgsmål er nok lidt til ministeren, men måske kan du give mig et hint. For jeg kan jo høre, at vedtagelsesteksten her er stof fra folkeskolens forligskreds, så jeg vil spørge, om det betyder, at det er folkeskolens forligskreds, der får lov til at sidde med ved bordet, når vi skal i mål med nogle af de her anbefalinger og måske også nogle nye anbefalinger. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Sådan som jeg er oplyst, skal de emner, der vedrører folkeskolen, hvilket man må sige at trivselsmålingerne i høj grad gør, som udgangspunkt drøftes i den forligskreds. Om der kan laves ændringer af det, vil jeg ikke gøre mig klog på, men det er i hvert fald udgangspunktet.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Matilde Powers, Socialdemokratiet. Næste ordfører er hr. Erling Bonnesen, Venstre. Velkommen.

Tak for det, og tak for ordet. Jeg holder denne tale på vegne af Venstres ordfører, Anni Matthiesen, som er forhindret i at være til stede her i dag. Lad mig indlede med at sige, at vi i Venstre mener, at det er vigtigt, at vi får fulgt op på Trivselskommissionens anbefalinger, så jeg synes, det er fint, at vi også gør status her. Så tak til SF for at tage initiativ til den her debat, som vi har i dag.

Nu har ministeren netop fremhævet nogle ting, som vi har taget action på og sat i gang, og denne liste vil jeg gerne bakke op. Men jeg vil også gerne uddybe og supplere med nogle af de intiativer, som vi i Venstre selvfølgelig er særlig glade for. Visse initiativer er jo et direkte svar på Trivselskommissionens anbefalinger, og visse initiativer er igangsat gennem folkeskolens kvalitetsprogram eller andre politiske aftaler. Vi er i Venstre meget begejstrede for de muligheder og frihedsgrader, folkeskolerne nu får, og som vi håber vil skabe en skole, hvor flere finder sig godt til rette, herunder at vi opretter en timebank, der giver skolerne større fleksibilitet til at møde de lokale behov.

Jeg kan også nævne juniormesterlæren og de nye lokale valgfag i udskolingen, der forhåbentlig vil skabe noget motivation hos nogle af de ældste elever. Vi er også meget optagede af det øgede fokus på børn og unges skærmforbrug, og vi ønsker en skole, hvor man ser hinanden i øjnene og kun bruger mobiler eller computere, når det har et aktivt læringsformål. Vi tror, det vil have en positiv effekt på børnenes omgang med hinanden, men også på deres koncentrationsevne, at der kommer færre afbrydelser. Mange skoler har allerede indført mobilpolitikker lokalt, og derudover har vi dannet Alliancen for en tryg hverdag for børn og unge, som vil arbejde med at begrænse de risici, der er ved at være online på diverse platforme. Det er vigtigt, at vi får skabt en god balance for brugen af skærm i børns og unges liv.

Jeg vil også gerne fremhæve efterskolerne og aftalen om fritidsjob som to initiativer, der på længere sigt vil bidrage til bedre trivsel blandt unge. Vi har i Venstre arbejdet for at sikre, at efterskolerne fortsat har en central plads i uddannelseslandskabet. Vi ved nemlig, at et efterskoleår modner de unge mennesker og giver dem vigtige erfaringer med det at indgå i et forpligtende fællesskab. Det giver de unge mennesker mulighed for at spore sig ind på egne interesser og styrker. Flere skal på efterskole, og derfor er jeg glad for, at vi nedsætter egenbetalingen til et efterskoleophold eller et ophold på en fri fagskole for økonomisk svage familier.

Derudover er jeg også meget glad for aftalen om flere unge i fritidsjob, som vi indgik tilbage i efteråret, med afskaffelsen af am-bidraget for de unge under 18 år og en lempelse af flere regler, så færre barrierer står i vejen. Det er godt for de unge at få en tidlig berøring med en arbejdsplads, hvor der er forventninger til en, og følelsen af at tjene sine egne penge, og at der er nogle, der regner med en, kan også hjælpe til en bedre trivsel og modstandsdygtighed over for bump på vejen.

Jeg mener samlet set, at regeringen gør meget for at imødekomme Trivselskommissionens anbefalinger, både direkte, men også mere indirekte med forebyggende tiltag og folkeskolens kvalitetsprogram. Vi kan og skal gøre mere, men jeg mener også, at det er på sin plads at stoppe op og notere sig, at mange initiativer allerede er sat i søen. Vi har et stort arbejde som samfund med at få grebet de unge, der er i mistrivsel, og det er en bunden opgave, som vi i Venstre og i regeringen prioriterer højt. Derfor er vi også glade for, at SF igen sætter emnet på dagsordenen til en god drøftelse. Tak for ordet.

Tak. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Tak til hr. Erling Bonnesen, Venstre. Næste ordfører er fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for det, formand. Og også tak til SF's fru Theresa Berg Andersen for at rejse den her vigtige debat her en fredag eftermiddag, hvor man kan tænke på, at hvis nu regeringen ikke havde tyvstjålet store bededag, var der nok mange børnefamilier, der var taget på en lang eller i hvert fald forlænget storebededagsferie. De var måske taget på camping, hvor børnene kunne lege og møde andre børn og have fælles samvær, men mange børnefamilier må så undvære den ekstra fridag, de kunne nyde sammen med deres børn i familiens ånd.

Men i hvert fald tak for muligheden for at tale om det her emne, som er afgørende for vores samfunds fremtid, nemlig børn og unges trivsel. I lyset af Trivselskommissionens nylige afrapportering står det jo klart, at vi står over for en vigtig opgave, og det er at skabe et læringsrigt, trygt og støttende miljø, hvor alle børn og unge kan blomstre. Danmarksdemokraterne ønsker et Danmark, hvor trivsel er grundlaget for børns udvikling og læring. Det er vores fælles ansvar at skabe et samfund med gode rammer, hvor alle har mulighed for at realisere deres potentiale. Trivselskommissionens rapport peger på flere centrale punkter: behovet for øget fokus på det sociale miljø i skolerne, forbedrede indsatser for børn med særlige behov, en styrket inddragelse af forældre og lokalsamfund samt en mere helhedsorienteret tilgang til trivsel.

For at skabe bedre trivsel for børn og unge er der flere områder, vi kan fokusere på. Det er at styrke det sociale fællesskab. Det er jo også noget, vi for nylig har haft stor interesse i alle sammen i forhold til den aftale, vi lige har indgået omkring erhvervsskolerne. Så er der fokus på den mentale sundhed. Det er også, at der sikres adgang til rådgivning og støtte for børn og unge, der har brug for det. Så er der den sunde livsstil, som også er vigtig. Det er også at fremme fysisk aktivitet, sund kost og tilstrækkelig søvn. Det ved vi også er noget, der bidrager til trivsel og velvære. Herunder er der en positiv skole- og fritidskultur. Det er netop at skabe et læringsmiljø, hvor fejl er en del af læringen, og hvor alle opfordres til at deltage uden frygt for at fejle. Anerkendelse og ros kan nemlig styrke selvtilliden.

Så er der også involvering af børn og unge. Det er også vigtigt at lytte til deres stemmer og også inddrage dem i beslutninger, der vedrører deres hverdag, for det øger jo følelsen af ejerskab og ansvar. Og det, der i hvert fald også er utrolig vigtigt, og som man snakker meget om, men som man tit fejler i, er hele forebyggelsen og den tidlige indsats. Det er, at man tidligt får identificeret de udfordringer, der er, så man kan hjælpe børn og unge med at håndtere dem, inden det udvikler sig til alvorlige problemer. Familiesamarbejde er utrolig vigtigt. Det er at støtte familier i at skabe et trygt og kærligt hjemmemiljø, hvor børn kan udvikle sig optimalt.

Der er jo flere af de her tiltag, som kræver et samarbejde mellem skole og forældre, lokale organisationer, fritidslivet og det bredere samfund ved at have fokus på løsningerne. Vores ambition er at skabe et samfund, hvor trivsel ikke blot er en målsætning, men en grundlæggende værdi, der gennemsyrer alle aspekter af børns liv, og det kræver netop et samarbejde på tværs af sektorer, og det er den største udfordring, også herinde: Det er stadig væk silotænkningen og opdeling i sektorer.

Men der er også en gruppe børn, jeg vil nævne her i dag, og jeg ved også, at det er en gruppe børn, som har en stor plads i SF's hjerte. Det handler netop om de børn, som af en eller anden årsag ikke har mulighed for at bo hjemme hos deres forældre, men bor et andet sted, enten i en plejefamilie, er anbragt på en døgninstitution eller andet. Vi ved, at det også er en gruppe, der har brug for ekstra stor støtte. Vi ved, at mange af dem ikke får en uddannelse, og at flere af dem desværre også ender i hjemløshed. Der er hyppige flytninger mellem institutioner og manglende støtte i skolen, og fra Danmarksdemokraternes side mener vi i hvert fald, at det er utrolig vigtigt, at vi også styrker det område.

Jeg kan se, at tiden render for mig her, men jeg vil bare sige til slut: Lad os alle sammen tage et ansvar for at skabe et Danmark, hvor vores børn og unge føler sig set, hørt og støttet i dag og i fremtiden. Så har jeg en vedtagelsestekst, jeg gerne vil læse op, og det er simpelt hen på vegne af Danmarksdemokraterne, for der har været flere vedtagelsestekster sendt rundt, men altså, folkeskoleforligskredsen holder sig jo meget for sig selv, så nu har jeg lavet min egen:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at Trivselskommissionen konkluderer, at der er trivselsudfordringer hos børn og unge, der skal løses, men at flertallet lever gode liv. I den forbindelse ses der med bekymring på udviklingen i skolevægring og andelen af børn og unge, der forlader skolen uden at kunne regne og skrive, samt at foreningslivet og forpligtende fællesskaber er under pres.

Folketinget ønsker, at alle børn og unge får de bedste forudsætninger for at møde modgang og udfordringer med kompetencer, karakter og sunde relationer. I den forbindelse bemærkes det, at mistrivsel, der er i risiko for at udvikle sig til sygdom, skal behandles, ligesom børn, der er i særlig risiko, fordi de f.eks. kommer fra hjem med vold, misbrug eller sygdom, skal have god og rettidig hjælp. Derfor opfordres regeringen til at sikre en god implementering af det lettilgængelige tilbud i hele landet, at få nedbragt ventetiderne i psykiatrien og at styrke børnehusene.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 64).

Tak for ordet.

Tak. Der var overensstemmelse mellem det oplæste og det, som er afleveret, og det vil nu indgå i de videre forhandlinger. Der er en kort bemærkning til fru Theresa Berg Andersen, SF.

Tak for det. Det var en meget fin vedtagelsestekst. Jeg kunne egentlig godt tænke mig blot at kvittere for ordførerens store fokus på de børn, som er udenfor, for lige nøjagtig her har vores trivselsrapport et kæmpe hul, nemlig i forhold til de udsatte børn og unge, som ikke er nævnt og blevet kigget på i dybden i lige nøjagtig den her rapport. Så det skal ordføreren have tak for.

Samtidig vil jeg også lige spørge om en anden ting, for nu har jeg lige muligheden, kan jeg se på mit ur. Det er, at ordføreren på talerstolen nævner det her med, at det her skal kigges efter i folkeskoleforligskredsen. Tænker ordføreren ikke, at der er brug for et samlet Folketing, når viljen er så stor på tværs af partier i forhold til noget så alvorligt som børn og unges trivsel, så alle bliver inviteret med ind, uanset om man er med i en forligskreds eller ej?

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig i, og det er, synes jeg jo, faktisk en kæmpeudfordring, at alting bliver drøftet i en folkeskoleforligskreds. Der er jo i hvert fald flere partier, der ikke er med i den, og det synes jeg faktisk er dybt bekymrende.

Jeg har faktisk også spurgt, om Danmarksdemokraterne kan komme med, fordi vi synes, det er så vigtigt et emne, men det har vi så ikke fået lov til. Men vi bidrager i hvert fald gerne til at finde nogle gode løsninger videre frem. Herunder er jeg også glad for, at vi jo har indgået aftale om nogle af Trivselskommissionens anbefalinger, herunder også det, der tidligere blev nævnt, netop i forhold til efterskole og at der er flere, der får mulighed for at sende deres børn på et efterskoleophold. Så der er meget, vi kan gøre, og jeg tror faktisk, vi finder de bedste løsninger i fællesskab.

Spørgeren? Hun ønsker ikke den anden korte bemærkning. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne. Næste ordfører er fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance. Velkommen.

Tak for det. Godt, det ikke er mig, der er ung i dag – den sætning hører jeg simpelt hen alt for tit. Jeg ved godt, at den bliver sagt med gode intentioner og en anerkendelse af, at det ikke er nemt at være ung i dag. Men sandheden er jo den, at det altid har været svært at være ung. Det er en livsfase, der er fyldt med tvivl, identitetssøgning og forandringer. Men hvis vi hele tiden taler om generation mistrivsel, skaber vi en fortælling, der gør mere skade, end den gør gavn. Som Grundtvig så fint er citeret for i Trivselskommissionens rapport: Ordet skaber, hvad det nævner. Og som nogle af eleverne fra Danske Skoleelever også har sagt det, oplever de, at der nærmest er en forventning om, at de skal mistrives.

Os, som sidder i den her sal, har et fælles ansvar for, at vi ikke begynder at sygeliggøre det helt almindelige ungdomsliv. Vi skal finde den svære balance i vores sprogbrug. For trivsel handler også om at kunne håndtere modgang og udfordringer, der er en del af livet, og det skal vi blive ved med at ruste de unge til. Derfor skal vi heller ikke fjerne krav i vores uddannelsessystem, prøver, karakterer og adgangskrav, og det har Trivselskommissionen heldigvis heller ikke anbefalet. Men min generation bliver ofte kaldt for særligt sårbare eller for snowflakes, og jeg giver simpelt hen ikke fem flade for det. Men hvis vi politisk pakker de unge ind i bobleplast og har en pædagogik, der ikke fremmer karakterdannelse, robusthed og myndiggørelse, så risikerer vi rent faktisk, at vi kan skabe en skrøbeligere generation, selv om min generation uden undtagelse også har sine udfordringer.

For mig at se, og hvad jeg også selv har mærket, så er den største presfaktor skærmene og de sociale medier. De puster til perfekthedskulturen, hvor man føler, at man hele tiden skal være på, og hvor man konstant eksponeres for urealistiske, perfekte billeder fra andres liv. Men noget af det, jeg synes er allervigtigst, er den måde, vi taler om trivsel på. I 1992 blev ordet mistrivsel nævnt to gange i de skrevne medier, og den ene gang var om en busk. I 2023 blev det nævnt mere end 15.000 gange. Det siger noget om, hvordan vi italesætter ungdomslivet i dag. I 1990'erne blev der også skrevet om unge, der var presset i gymnasierne, men vi kaldte det altså ikke for en mistrivselskrise. Nogle steder i samfundet er vi blevet overopmærksomme på vores egne følelser og navlepillende. Det skal vi ikke politisk understøtte, men det gør vi, og vi kan f.eks. tage de trivselsmålinger, vi pålægger børn helt ned i 0.-3. klasse. Her bliver de spurgt: Har du ondt i maven, når du går i skole, og føler du dig alene? Hvert eneste år bliver de spurgt om det. Det skal laves om. Det skal være mindre hyppigt og kvalificeret.

Trivselskommissionen peger også på forældrerollen, og selv om det er noget, vi hverken kan eller skal lovgive om, synes jeg, at det er en debat, vi bliver nødt til at tage. Vi har i mange år debatteret trivsel, som om børn ikke har nogen forældre, og jeg siger ikke det her, fordi jeg vil bashe forældrene, for vi har en fantastisk generation af forældre, der vil deres børn det allerbedste. Men når flere børn opdrages, som om de altid er i centrum, og de ikke lærer at indgå kompromiser, så bliver det altså utrolig svært at lave velfungerende klassefællesskaber. Og så bliver det altså til et samfundsproblem. Vi har også set en eksplosion i antallet af diagnoser og formentlig flere diagnoser, end der er brug for. Det er en kompleks debat, som jeg desværre ikke har tid til at gå i dybden med her, men jeg vil sige det, jeg har sagt mange gange før: Adgangsbilletten til hjælp skal ikke være en diagnose.

Til sidst vil jeg bare sige, at jeg er optimistisk på min generation og de næste generationers vegne. Fremtiden bliver grønnere, flere sygdomme bliver helbredelige, og uddannelse og karrieremuligheder har aldrig været mere tilgængelige, uanset hvor vi er i verden. Det er en tid, hvor potentialet til at forme sin egen fremtid er større end nogen sinde før. Men det kræver, at vi tror på ungdommen og vi stiller krav til den, ikke fordi vi er ligeglade, men netop fordi vi ikke er. Tak for ordet.

Tak. Den første korte bemærkning er til fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg er ny på det her område, så jeg har ikke hørt jer alle sammen foretage de her debatter før, og så lytter man altid lidt ekstra. Jeg må indrømme, at jeg ikke har noget spørgsmål, men jeg vil bare takke for en virkelig, virkelig god tale, som satte rigtig mange tanker i gang for mig som politiker, men også som mor og som menneske i det hele taget. Jeg synes, at der var mange pointer, der var fuldstændig spot on. Så tak for en virkelig god tale.

Ordføreren.

Tusind tak for det.

Den næste korte bemærkning er til fru Matilde Powers, Socialdemokratiet.

Jeg vil faktisk også gerne takke for en rigtig god tale. Jeg synes, du sætter spot på nogle rigtig vigtige ting. Det er svært at komme omkring 35 anbefalinger på 5 minutter, så man er jo nødt til at vælge ud, og jeg glad er for, at ordføreren vælger at sætte spot på sproget. Jeg tror, der er noget virkelig centralt her. Jeg hørte på et tidspunkt en dreng i 3. klasse sige til sin mor: Mor, er jeg også ved at få angst, fordi jeg er bange for mørke? Jeg synes, det understreger det, ordføreren siger i sin tale i dag, nemlig at vi har brug for at differentiere sproget.

Har ordføreren selv et bud på, hvordan vi kan gøre det, og hvordan den debat skal startes?

Ordføreren.

Det er jo svært, for det er en kulturel ting, og vi har jo et kæmpestort ansvar herinde som talerør. Men der er jo det problem i dag, som du også nævnte i eksemplet med den dreng, at i stedet for at være bange, har vi dag angst, i stedet for at være pressede, har vi stress, og i stedet for at være kede af det, har vi depression. Så det er svært at se, hvordan man lige kan løse det, når det er en kulturel ting. Men vi er skal som talerør i hvert fald være utrolig opmærksomme på, hvad sproget betyder, og jeg falder da også selv ofte i og siger, at jeg er stresset over noget, selv om jeg i virkeligheden bare har travlt.

Spørgeren.

Nogle af de overvejelser, jeg selv har gjort mig, er, at vi på den ene side måske skal nedtone måden, vi taler om, at unge i stadig stigende grad mistrives, og bruge ordet mistrivsel noget mindre, men på den anden side får jeg også henvendelser fra en anden gruppe, nemlig nogle af de børn, der faktisk har det rigtig skidt, og som godt kan føle, at vi kan komme til at nedtone det ved at sige, at det måske bare er helt almindeligt, at man som ung kan have det på den måde.

Har ordføreren gjort sig nogle tanker om den balance, altså hvordan vi den på den ene side kan passe godt på den gruppe, der faktisk har det rigtig skidt, og ikke underminere det, og på den anden side ikke må komme til at tale den anden gruppe ned?

Ordføreren.

Det er jo, som jeg også sagde i min tale i dag, den brede børnegruppe, som Trivselskommissionen også har taget fat på, hvor langt de fleste børn heldigvis har det rigtig, rigtig godt. Men igen er det jo en meget svær balance, man skal finde, for selvfølgelig har vi nogle børn, der mistrives, og det er også et for stort mindretal, der har det sådan. Men jeg har ikke nogen løsning, som jeg har skrevet ned på et stykke papir, som jeg kan udlevere. Men det er jo igen sproget, der er så utrolig vigtigt, og så er det også vigtigt at anerkende, at der er nogle børn, der virkelig har det svært.

Den næste korte bemærkning er til hr. Rasmus Lund-Nielsen, Moderaterne.

Jeg er enig i, at måden, vi bruger sproget på, selvfølgelig betyder enormt meget, men jeg tror, at det er en vigtig nuance, som fru Matilde Powers også nævner i sin anden korte bemærkning, nemlig at vi også risikerer at nedtone fænomenet, hvis vi bare siger, at det er sprogligt skabt. Jeg synes egentlig også, det er nogle nye toner fra ordførerens parti. Normalt plejer Liberal Alliance ikke at abonnere på en socialkonstruktivisme, hvor man ser altså som noget, der er socialt konstrueret og sprogligt skabt. Så i hvor høj grad mener ordføreren, at det her trivselsproblem er et reelt problem og ikke bare et spørgsmål om, hvordan vi bruger sproget?

Ordføreren.

Altså, jeg mener, at der er en for stor børnegruppe, der mistrives. Men det er ikke nye toner fra Liberal Alliance, at vi kan ordne alt herinde på Christiansborg for at fjerne de trivselsproblemer, der er. Det har vi hele tiden sagt. Det er hverken karakterer eller noget andet, for så var vi klar til at gøre det, hvis det bare var det, der gjorde det. Men det er det jo ikke. Det er også derfor, man ser problemstillingen over hele Vesten. Det er en kulturel ting, og det er på tværs af uddannelsessystemer og alt muligt andet. Så det er ikke nye toner fra Liberal Alliance. Vi har hele tiden sagt, at det er forkert, at vi giver de unge mennesker idéen om, at humørlyset hele tiden skal lyse grønt, for det gør det ikke; det har altid været svært at være ung. Det skal vi huske at minde de unge mennesker om en gang imellem. Så det er ikke nye toner.

Spørgeren.

Jeg er enig i, at det ikke er nye toner fra Liberal Alliance at nedtone trivselsproblemet; det har Liberal Alliance ikke mindst gjort i den seneste valgkamp, hvor man brugte anledningen til at sige, at det her var blæst ud af proportioner. Da Trivselskommissionens anbefalinger kom, bemærkede jeg også, at partiet var ude at sige, at nu kunne vi afblæse trivselskrisen osv. Det er det, jeg gerne vil advare imod. Det er det, der risikerer at ske, hvis man siger, at det bare er et sprogligt skabt fænomen. Jeg mener, at noget af det, ordføreren nævnte om de sociale mediers introduktion, kunne gøre, at der faktisk reelt sker en stigning i mistrivsel.

Ordføreren.

Men ordføreren nævner jo selv et eksempel på, at jeg har nævnt, at det ikke bare er sprogligt skabt, men at det også er de sociale medier. Det er et sted, hvor man godt kan tage fat, og hvor vi også går ind for at man tager fat – godt nok på EU-niveau. Men jeg har ikke påstået, at det bare er sprogligt skabt. Liberal Alliance tager den seriøst med de trivselsudfordringer, der er, men vi bliver også bare nødt til at sige, at det heldigvis er flertallet af de danske børn, der trives. Og vi skal ikke skubbe på med det her med, at man kun kan gøre noget politisk, hvis man kalder det for en krise, for man udvander simpelt hen fænomenet.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance. Næste ordfører er hr. Rasmus Lund Nielsen, Moderaterne. Velkommen.

Tak, formand. Jeg mener, at mistrivslen blandt vores børn og unge er et af vores samfunds største problemer, og at det er et problem og en udfordring, vi som politikere skal tage dybt alvorligt. Man kan jo spørge, hvad vores velfærdssamfund og vores gode velstand er værd, hvis vi ikke trives. Det er der alt for mange børn og unge, der ikke gør i dag. Det er alvorligt, og det er vigtigt for mig at sige, i en tid hvor jeg synes der er for mange, der bagatelliserer problemet.

Det mener jeg er helt forkert. Jeg har i mine 10 år som praktiserende psykolog set, at det at blive ramt af stress, angst eller depression som ung er alvorligt; det er ikke uskyldigt. Det medfører, at mange af dem får en sårbarhed, der gør, at de får svært ved at gennemføre deres uddannelse, og at de får svært ved at varetage et arbejde. Det skal vi altså tage alvorligt.

Det er heller ikke en bagatel, at 15.000 forældre er på tabt arbejdsfortjeneste, som flere har nævnt, fordi deres børn har for store problemer til at være i vores folkeskole. Det er heller ikke en bagatel, at 15 pct. får en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 18 år. Ligesom det heller ikke er en bagatel, at det nu er tre ud af fire førtidspensioner til unge under 40 år, der gives på grund af psykiske lidelser. Fremskriver vi den her udvikling, er det jo en regulær bombe under vores samfundsmodel. Det har konsekvenser både for fremtidens velfærd og velstand.

Selvfølgelig er det rigtigt, at det også er hovedparten, der trives. Alt andet ville da også være en gigantisk falliterklæring i et af verdens mest udbyggede velfærdssamfund – og et af verdens dyreste velfærdssamfund. Men det, at hovedparten trives, ændrer altså ikke på, at der er for mange, der ikke trives, og at gruppen, der mistrives, vokser i et alarmerende tempo. Det er jo ikke bare tragisk for dem, som det rammer. Det er også noget, som netop udfordrer vores velfærdsmodel, som jeg nævnte før. Det har også konsekvenser, at tusindvis af børn har et langvarigt og bekymrende fravær i skolen og derfor ikke

får en tilstrækkelig andel af vores fælles dannelsesmæssige fundament.

Derfor var det rigtigt, at vi nedsatte en kommission, der kunne informere arbejdet med at komme problemer med mistrivsel til livs, og jeg synes, at Trivselskommissionen peger på rigtig mange vigtige ting. Den peger jo på, at vi skal gøre op med den her usunde idé om, at man skal have en diagnose, før man kan få hjælp. Det synes jeg er virkelig afgørende. Den peger også på seks samfundstendenser, der skaber mistrivsel, hvor ikke mindst den digitale virkelighed og børns skærmbrug står meget centralt.

Her mener jeg, at vi er politisk forpligtede til at handle – og at vi har tøvet alt for længe. Vi ved jo, at søvn, opmærksomhed, relationer og bevægelse er grundpiller i trivsel. Og det er også grundpiller, som bl.a. smartphonen skubber meget kraftigt til i den forkerte retning. Tallene taler for sig selv. Vi så jo, at da både smartphonen og sociale medier blev introduceret, faldt det sammen med en markant stigning i den mistrivsel, som vi ser og drøfter i dag.

Der er også tal, der viser, at over halvdelen af drengene mellem 11 og 19 ikke ser deres venner i løbet af en uge. Hver tredje 15-årige pige bruger mere end 30 timer om ugen på sociale medier. Hver anden 10-årige er på TikTok, og hver tredje bliver forstyrret i sin søvn flere gange i løbet af ugen, fordi de lige skal tjekke noget på mobilen.

Så derfor bakker vi i Moderaterne helhjertet op om Trivselskommissionens anbefalinger vedrørende børns skærmbrug: Vent med at give en smartphone, til barnet er fyldt 13 år, og indfør mobilfri skoler i SFO'er, og installer firewalls. Det er jo dybt problematisk, at mere end hver tredje elev oplever at blive distraheret af digitale medier i undervisningen. Så er de over 50 mia. kr., vi investerer i folkeskolen hvert år, jo hurtigt spildt, hvis man har sin opmærksomhed et helt andet sted. Så vi støtter også anbefalingerne om at investere i de lettilgængelige tilbud, så man kan få støtte uden netop først at have den her diagnose. Hjælpen skal være tæt på, den skal komme uden ventetid, og uden at man først skal igennem et langt udredningsforløb. Det er det, som de lettilgængelige tilbud står for.

Vi mener også, at skolen skal kunne rumme flere. Derfor bakker vi også op om anbefalingen om mellemformer, hvor børn og unge, der ikke trives i klassiske rammer, kan få nogle rammer, som passer bedre til dem. Der er alt for mange, der i dag bliver presset ind i et alt for rigidt skolesystem. Det synes jeg vi skal ændre på.

Personligt har jeg også længe været fortaler for at justere på karakterskalaen. Det kommer ikke til at løse hele trivselsproblemet. Men selv om jeg ikke går ind for at slække på faglige krav generelt – og det synes jeg faktisk har fyldt alt for meget i den her debat, altså at det bare er løst, hvis vi fjerner krav i skolen, hvad jeg også tror er en blindgyde – mener jeg heller ikke, vi skal opstille nogle krav, som presser børn unødigt. Det er altså et unødigt stort pres, at det betyder så meget for ens gennemsnit, om man får fire eller syv eller syv eller ti.

Så helt konkret bør vi da udskifte syvtallet med et sekstal og et ottetal, så springene på skalaen bliver harmoniseret, og skalaen bliver mindre stormasket i midten, og så man også kan honorere den mindre faglige præstation. Så mange af kommissionens anbefalinger er regeringen i fuld gang med at indføre, og jeg ser frem til at drøfte, bl.a. på Sorømødet om kort tid, hvordan vi kan indføre endnu flere af anbefalingerne. Tak for ordet.

Tak. Den første korte bemærkning til ordføreren er fra fru Theresa Berg Andersen, SF.

Tak for det. Jeg har lyst til at sige tak for en virkelig god tale. 3.200 elever har ikke været i skole i mere end 100 dage det sidste skoleår. 15.000 forældre, som ordføreren også nævner, går hjemme. 2,2 mia. kr. er der brugt ude i vores kommuner på tabt arbejdsfortjeneste. Så fortæl lige de forældre, at der ikke er tale om en mistrivselskrise! Så det skal ordføreren have tusind tak for.

Ordføreren.

Jeg synes, at Trivselskommissionens anbefalinger kom lidt forkert i gang, ved at det handlede om, om det er en krise, eller om det ikke er en krise. Det var sådan en antagelse om, at hvis ikke det er 80+ pct., der mistrives, er det ikke en krise. Jeg synes, det er helt forkert udelukkende at kigge på andelen, der mistrives. Jeg synes da, det er vigtigt at kigge på f.eks. stigningstakten, altså hvor hurtigt det går. Man kan jo se, at det er gået virkelig stærkt de sidste 10 år med, hvor mange flere der mistrives, hvor mange flere der får psykiatriske diagnoser. Så er det jo bare, som jeg nævner i min tale, at vi kan fremskrive den udvikling, og så har vi altså en krise, hvis ikke vi sætter ind.

Så jeg er meget enig med ordføreren i, at det er en krise, fordi det går så stærkt.

Tak. Ønsker spørgeren den anden korte bemærkning? Nej. Så er næste korte bemærkning til fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak. Jeg har ikke indtryk af, at der er nogen, der bagatelliserer den udfordring, der er på det her område.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge ordføreren om det, han siger om skærmene. Der har jo været en kæmpe diskussion herinde om mere selvbestemmelse ude på skolerne og ude i kommunerne, altså hele frisættelsesdagsordenen, så kommer der et lovforslag herinde om det? Vil man simpelt hen lave det forbud, eller vil man stadig væk lade det være op til de enkelte skoler at vurdere, hvornår der er brug for skærme i læringsmiljøet?

For det virker sådan set lidt mærkeligt, at når det er noget, man virkelig synes man skal lave noget ved, vil man gerne lave lovgivning, men ellers er det hele frisættelsen, det handler om, fordi det er dem derude, der bedst kan beslutte det. Så hvad er det egentlig, man mener fra Moderaternes side?

Ordføreren.

I Moderaterne går vi i høj grad ind for at frisætte vores folkeskoler, og derfor synes jeg, at en god model vil være, at vi indfører et udgangspunkt i loven om, at vores folkeskoler skal være mobilfri, men med mulighed for, at vores skolebestyrelser, hvis der er et flertal, kan vedtage en anden mobilpolitik. Det er jo en balancegang mellem at sige, at der skal være et udgangspunkt, som alle kan følge, og at man så også kan lave nogle nuanceringer, hvis man, som ordføreren nævner, gerne vil noget særligt i forhold til det digitale. Jeg synes så godt nok, det er et problem at tale om læringsmiljø der, for det er jo ikke sådan, at vi vil fjerne alle skærme. Der kan jo godt være skærme, som tjener et fint didaktisk formål, altså nogle af de skærme, man kan bruge i undervisningsøjemed. Det handler jo om de private skærme, altså mobiltelefonen, som er forbundet med underholdning og spil og den slags, og som netop gør, at elevernes opmærksomhed er et helt andet sted end på undervisningen, hvorved de her 50 mia. kr., vi bruger, kan være helt spildt.

Spørgeren.

Jamen det er ikke, fordi jeg ikke synes, at man skal have fokus på mindre skærm og mere tid til andet, men jeg synes bare, det måske er lidt dobbeltmoralsk, når man siger, at man vil have frisættelsen, men samtidig vil lovgive om det. For størstedelen af skolerne har jo indført regler og en politik på det her område. Så det virker bare, som om det sådan står lidt i modsætning til hinanden. Det er egentlig derfor, jeg synes, det er lidt interessant at spørge ind til Moderaternes holdning, altså at man simpelt hen ønsker lovgivning og ikke mener, at de ude lokalt kan håndtere det. Så tak for den opklaring.

Ordføreren.

Jamen der er visse ting, som jeg mener kalder på lovgivning, f.eks. det, der bliver kaldt for kollektive handlingsproblemer, altså hvor jeg som forælder til et barn, der snart begynder i skole, ikke bare kan sige, at jeg gerne vil vente med, at mit barn får et smartphone, til et eller andet tidspunkt, eller at mit barn ikke skal sidde med sin smartphone i klassen. For hvis alle min søns klassekammerater har en smartphone, kommer han til at blive ekskluderet fra det fællesskab. Så giver det mening at sige, at vi indfører et udgangspunkt i loven. Vi bevarer frisættelsen ved at sige, at skolebestyrelserne så kan vælge en anden politik. Så det er stadig væk en frisættelse.

Næste korte bemærkning er til fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance.

Tak. Jeg følte mig bare lige kaldet til at komme med en kommentar, for jeg følte lidt, at det med at bagatellisere skolevægring, og at man har givet op på så utrolig mange unge mennesker, der går på førtidspension, var en stikpille til mig. Det bagatelliserer jeg bestemt ikke! Det var Liberal Alliance, der fik lavet undersøgelsen af skolevægring, og at der nu kommer en national definition af det, det var os, der fik lavet forsøget med online-skoler også, og så er vi allerede klar til at gå i gang med at lave om på de her trivselsmålinger i skolen, men regeringen ville vente til, at kommissionen først kom med sine anbefalinger. Var den stikpille til mig? Jeg bagatelliserer bestemt ikke det her!

Ordføreren.

Nej, stikpillen var ikke alene til ordføreren. Jeg mener dog, at Liberal Alliance, som jeg også nævnte tidligere, generelt har underdrevet vigtigheden af, at vi politisk sætter ind over for mistrivselskrisen, bl.a. ved at sige, at krisen er afblæst, som Liberal Alliance har sagt flere gange. Derudover er det et mere bredt fænomen, at der er mange, der bagatelliserer det. Det handler bl.a. om den bog, der hedder »Trivsel og mistrivsel« af Lars Qvortrup og Karen Wistoft, der har været ude i debatten og sige, at der reelt set ikke er noget trivselsproblem.

Så nej, jeg har naturligvis ikke på noget tidspunkt sagt, at Liberal Alliance eller ordføreren ikke mener, at skolevægring er et alvorligt problem, men jeg mener, at der er en tendens til at underdrive selve problemerne med mistrivsel, og det at sige, at det i høj grad er sprogligt skabt, synes jeg i virkeligheden også taler for det.

Spørgeren.

Det er rigtigt, at jeg har sagt, at jeg synes, at sproget er altafgørende. Men jeg vil sige, at vi bare ser forskelligt på det. Jeg behøver ikke at kalde noget for en krise, for at man kan handle politisk på det, og jeg synes, at det er en fejl, og jeg synes, at vi er så gode herinde til at udvande begreberne, for vi kaster om os med kraftfulde udtryk, for at vi åbenbart skal kunne gøre noget ved det og virke mere handlekraftige. Jeg synes ikke, at der er en mistrivselskrise, det er rigtigt, men det gør ikke, at jeg ikke vil handle på de unge menneskers vegne, de unge mennesker, der har det svært. For der er et mindretal, der har det for svært, og som mistrives.

Ordføreren.

Ja, og det er et ret stort mindretal, og det er også et mindretal, der er i stor vækst, og det er jo det, som for mig at se bør afgøre, hvor meget vi prioriterer det. Så er det jo også det, som vi netop også lige har erklæret enighed om, at sprog betyder noget. Så hvis vi sprogligt nedtoner det, tror jeg, at det også ryger ned i rangeringen over, hvor villige vi er til at prioritere det politisk, for politik handler om at opliste problemer, efter hvor vigtige vi synes de er at handle på, og der synes jeg, at det er problematisk, hvis man underprioriterer det her problem.

Tak. Jeg skal lige være helt sikker på, om fru Christina Olumeko ønsker ordet. Nej. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Rasmus Lund-Nielsen, Moderaterne. Den næste ordfører er fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak, formand. Tak for ordet, og tak til SF for at tage initiativ til den her debat. Hvis ens børn ikke trives, trives man heller ikke selv. Sådan tror jeg alle forældre har det, uanset hvor gamle ens børn måtte være. Jeg tror også, at I kender udtrykket små børn, små problemer – store børn, store problemer. Det er et udtryk, jeg som småbørnsmor har sat spørgsmålstegn ved, særlig efter sådan en nat med et par tænder, der er ved at bryde igennem, når man ikke har fået så meget sammenhængende søvn. Men jeg må nok alligevel også sande, at jo ældre mine egne børn bliver, rummer udtrykket alligevel en vis sandhed, for jeg tror, at de fleste forældre ved, at der ikke er noget, der gør mere ondt, end hvis vores børn ikke trives, og i særdeleshed, hvis ikke de trives i de fællesskaber, som de møder, når de vokser op. Jeg tror, at vi som forældre må have som mål, at vi evner at opdrage børn, som evner at begå sig i fællesskaber. Der er ikke noget menneske, der har nok i sig selv. Vi har alle sammen brug for at indgå i fællesskaber. At føle en form for samhørighed er et fundament for det gode liv. Vi har brug for at spejle os i andre, i at modtage respons fra andre. Vi har brug for at være vidne til andres liv for på den måde også at finde ro i vores egen tilværelse og livets op- og nedture.

Hvis vi skal minde os selv om, at man nok skal komme igennem det, også når livet er svært, har vi også brug for at se andre komme igennem det, når livet er svært, og det er jo det, vi gør i fællesskaberne. Vi har brug for, at andre har tiltro til os og forventer noget af deres. Derfor mener jeg ikke, at vi kan tale om trivsel uden også at tale om fællesskaberne i vores samfund.

Men ja, hvordan går det egentlig med vores børn og unges trivsel? Jeg prøvede at spørge min 6-årige datter, før jeg puttede hende i går aftes. Jeg fortalte hende, at vi skulle have den her debat i salen i dag, og jeg tænkte, at endelig var der noget, der måske interesserede hende lidt. Jeg fortalte, at det handler om trivsel, og så siger hun: Jamen mor, hvad er trivsel? Det er i virkeligheden et godt sted at starte. Jeg prøvede at forklare hende, hvordan jeg så på trivsel, og jeg spurgte: Hvad skal der til, for at du ikke trives? Jamen det er jo bare et spørgsmål, om man har det godt med vennerne – apropos det med at indgå i fællesskaber. Men svaret er ikke entydigt. Trivselskommissionen konkluderer, at langt de fleste børn og unge i Danmark trives. Det tror jeg er vigtigt at huske på, hvilket jeg også synes Liberal Alliances ordfører tidligere fik gjort klart. Men kommissionen peger også på en bekymrende udvikling, som jeg også hørte blive anerkendt. Vi kan se, at andelen af unge med dårlig trivsel stiger, særlig hos de unge piger.

Et af de fællesskaber i vores børns liv, som jeg tror er allervigtigst, og det har jeg valgt at dedikere min taletid til i dag, er vores folkeskole. Jeg kommer ikke omkring alle 35 anbefalinger, og det er der ikke nogen der har gjort. Jeg er enig i meget af det, der er sagt. Der er mange gode anbefalinger, der bliver interessant at arbejde videre med. Jeg vil hæfte mig ved folkeskolen og det fællesskab, den udgør. Mere end 110.000 danske børn har over 10 pct.s fravær. Over 10.000 børn har været væk fra skolen i mere end 3 måneder. Det er rystende tal! Bag de tal gemmer sig børn og familier i dyb krise. Det handler om forældre, som må gå hjemme og mister deres arbejde, søskende, der må se en hel familie dreje sig rundt om det barn, der ikke kan komme i skole, og børn, som føler sig forkerte, ensomme og opgivende. Det tror jeg ville være naturligt, hvis ikke man kommer af sted i skolen og indgår i det fællesskab.

Sidste år blev der udbetalt 2,2 mia. kr. i tabt arbejdsfortjeneste til forældre, som måtte blive hjemme på grund af mistrivsel. Det er ikke bare en økonomisk udfordring, det er en social og menneskelig tragedie. Vi Konservative mener, det er på høje tid med en national handleplan, og vi har fremsat et beslutningsforslag her i Folketinget, og vi kommer til at blive ved med at have fokus på det her område. Lad os inspirere af eksempelvis Hvidovre Kommune, som har vist, hvordan man med en helhedsorienteret indsats virkelig kan gøre noget på det her område.

Tiden er stukket af fra mig. Jeg er lige kommet retur fra barsel og har nok lidt undervurderet, hvor hurtigt tiden forsvinder i sådan en forespørgselsdebat her. Jeg havde et afsnit, jeg i virkeligheden havde glædet mig til at tale om, nemlig hvordan vi også skal huske familien i det her, hvordan fundamentet for trivsel, også når livet er svært, skal skabes i familien. Så når vi snakker om børn og unges trivsel, må vi ikke glemme også at snakke om, hvordan vi styrker familierne og giver familierne kompetencerne til at hjælpe børn og unge. Det må blive en anden gang. Tak for ordet.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Den næste ordfører, jeg ser i salen, er fru Christina Olumeko, Alternativet. Velkommen.

Tak for ordet, formand, og tak til SF for at give Folketinget anledning til at drøfte Trivselskommissionens grundige arbejde og anbefalinger. Tak i øvrigt for en rigtig spændende debat, jeg synes, der har været mange gode taler.

For Alternativet er visionen klar: Et samfund skal måles på, om mennesker lever glade, virksomme og meningsfulde liv. Vækst, forbrug og arbejdsudbud er ikke mål i sig selv, men alligevel har det netop været målet i rigtig mange år i dansk politik. Det politiske kompas har simpelt hen været indstillet forkert. Det stod også klart, da regeringen med statsminister Mette Frederiksen i spidsen proklamerede, at arbejdsudbud var den vigtigste valuta i dansk politik. Når man reducerer målet om politik til et slag om, hvem der kan få flest mulige danskere ud på arbejdsmarkedet i længst tid, så ser det måske rigt ud i et regneark, men det er fattigt for et samfund.

For Alternativet kunne det ikke skære mere i vores ører. For os er det vigtigste i dansk politik livskvalitet, og at flere mennesker trives i vores samfund. Trivsel er forudsætningen for at kunne knytte sig til mennesker, trivsel er forudsætningen for læring og karakterdannelse, og trivsel er forudsætningen for et godt ungdomsliv. Derfor er det set med vores øjne bedre set end aldrig, at regeringen nu forhåbentlig begynder at indse, at formålet med politik er at skabe forudsætningerne for trivslen. Når en tredjedel af kvinderne og hver femte mand i alderen 16 til 24 år har et dårligt mentalt helbred, har vi nogle grundlæggende udfordringer. I stedet for at symptombehandle unges mistrivsel, typisk med psykologhjælp, er vi nødt til at lave strukturelle forandringer, der skaber rammer for trivslen. I Alternativet er vi derfor rigtig glade for, at Trivselskommissionen foreslår strukturelle forandringer. Vi skal nemlig sætte ind på flere områder for at få livskvaliteten op blandt børn og unge.

Nogle af de mange forslag, som Trivselskommissionen har foreslået, vil jeg også fremhæve her. Følelsen af at høre til og være en del af et trygt og meningsfuldt fællesskab er en af de vigtigste faktorer for mental sundhed og trivsel, og derfor er det for Alternativet vigtigt at give flere unge mulighed for at tage på efterskole, højskole aftenskole for. Prisen på opholdene og særlig på højskoler er for mange blevet alt for dyrt. Det er blevet så dyrt, at unge fra lavindkomstfamilier reelt ikke har muligheden i mange tilfælde. Den udvikling skal vendes, og det skal igen være en mulighed, som er alle unge forundt i løbet af livet.

Det samme gælder deltagelse i foreningslivet. Foreninger og frivillige fællesskaber spiller en afgørende rolle for børns og unges trivsel. Engagement i foreninger, hvad enten det er sport, spejder, musik eller noget helt fjerde, skaber vigtige tilhørsforhold og oplevelsen af medansvar. Derfor støtter vi kommissionens anbefalinger om fritidspas i alle kommuner, at vi styrker de fritidspædagogiske tilbud som sfo og klub, og ikke mindst, at vi laver en stabil grundfinansiering for civilsamfundet. Målet for Alternativet er, at alle børn og unge har en fritidsaktivitet. Børn og unge skal også have frirum til at udtrykke sig, blive inspireret og udvikle empati for andre. Derfor skal vi styrke de mange kulturtilbud, uanset om det er teater, musik, dans, billedkunst eller litteratur. I Alternativet ønsker vi, at alle børn og unge, uanset hvor de bor og hvilken baggrund de har, får reel adgang til kunst og kultur. Vi skal styrke læseglæden, ungdomskulturhusene og bibliotekerne. Og så er vi ikke mindst glade for, at Moderaterne har taget en gammel mærkesag for Alternativet til sig, nemlig kulturpasset, som vi glæder os til at se resultaterne af.

Uddannelsessystemet har også stor betydning for børns og unges trivsel. De seneste års uddannelsespolitik har været fokuseret på at presse unge til at tage den lige vej gennem uddannelsessystemet, så hurtigt som muligt, helst uden at skifte mening og helst lige præcis det, som arbejdsmarkedet har brug for – endnu en konsekvens af, at arbejdsudbud skulle være den vigtigste valuta i dansk politik. I stedet skal vi skabe grobund for mere underviserkontakt, vejledning og feedback, og vi skal rykke fokusset på prøver og karakterer over til læring og udvikling. Det er uddannelser med trivsel i fokus.

Så vil jeg også gerne, som jeg har gjort i flere af mine spørgsmål til ordførerne her, fremhæve det, der mangler i kommissionens anbefalinger, nemlig lgbt+-elevers mistrivsel. Kommissionen fremhæver netop, at det er problem, men kommer ikke med konkrete anbefalinger til, hvordan vi løser det. Og min opfordring til hr. Mattias Tesfaye og regeringen generelt er ikke at glemme det. Det skal med i de forhandlinger, der kommer i de forskellige ministerier. Det kommer vi i Alternativet til at huske jer på.

Så er der meget andet at komme ind på. Jeg vil gerne rose blandt Liberal Alliance og Moderaterne for at nævne det digitale liv. Der var vi i Alternativet meget enige i det, I sagde. Og så vil jeg til sidst bare sige særlig tak Trivselskommissionen for et solidt stykke arbejde og særlig også det embedsværk, der har betjent kommissionen. Tak for ordet.

Tak. Jeg har blot lige en enkelt bemærkning om, at ministre ikke tiltales med navn, men med titel – det er bare til næste gang.

Så er der en kort bemærkning til hr. Rasmus Lund-Nielsen, Moderaterne.

Tak for en god tale. Jeg synes da også, det kunne være interessant at høre ordførerens bud på, hvordan vi kan hjælpe målgruppen lgbt+-børn og -unge mere, for det kan jeg forstå er noget, som ordføreren synes er meget vigtigt, og det synes jeg også selv. For der er ikke nogen tvivl om, at de slår ud i statistikkerne for mistrivsel.

Jeg vil dog lige sige, at kommissionen jo, som ordføreren selv nævner, var opmærksomme på den problemstilling. Hvis jeg husker det korrekt, anbefalede de jo det lettilgængelige tilbud, og at man skulle informere den her målgruppe mere om, at det lettilgængelige tilbud er en stor hjælp for dem. Det tror jeg også er vejen frem, for det er jo et sted, hvor man kan komme hen uden nødvendigvis at have en egentlig psykiatrisk diagnose. Og der er det også vigtigt at sige, at regeringen jo lægger op til at fordoble det lettilgængelige tilbud i forhold til økonomien, vi afsætter til det. Så det vil jeg gerne lige høre ind til.

Ordføreren.

Tak til ordføreren for et godt spørgsmål. Det er faktisk helt korrekt, at kommissionen anbefaler at lave en kampagne målrettet lgbt+-børn og -unge, hvad angår lavtærskeltilbuddene. Og så foreslår man at revidere trivselsmålingerne.

Det, vi i Alternativet savner, er, at vi laver noget forebyggende. Vi skal jo gerne derhen, hvor lgbt+-elever ikke mistrives. Og jeg synes faktisk for at være ærlig, at det er en rigtig, rigtig svær problemstilling, for meget af det tror jeg ikke har så meget at gøre med lovgivningen herindefra at gøre, men med en generel kultur i Danmark, desværre. Jeg husker selv fra min egen skoletid, at der blev råbt skældsord efter lgbt+-elever, og det var sjældent, at lærerne sagde noget til det.

Så er der blevet nævnt seksualundervisning af flere andre ordførere, og det er også noget af det, Alternativet arbejder for. Men jeg tror, at det vigtigste er, at vi sætter os ned med KL, Danske Gymnasier, skoleeleverne, DLF osv. og spørger, hvad der egentlig er brug for, for at lgbt+-elever trives, for det er langt hen ad vejen en implementeringsudfordring.

Spørgeren.

Jeg er meget enig i, at det er vigtigt, at vi generelt har en større rummelighed i vores samfund, men jeg synes også, det er vigtigt at sige, at det lettilgængelige tilbud, lavtærskeltilbuddet, jo også i høj grad er forebyggende, fordi man netop kan få hjælp, inden det bliver en egentlig psykiatrisk diagnose.

Nu, når jeg har rejst mig, kunne det måske være interessant også bare lige at give lidt modspil til det, som ordførerens parti og ordføreren selv ofte nævner, med, at der er for meget fokus på, at vi skal arbejde, og at vi mere skulle kigge på betingelserne for trivsel. Men er det ikke ret vigtigt, at vi har nok lærere, pædagoger, læger osv.? Det er jo trods alt ret vigtigt for ens trivsel, at der er en vis arbejdskraft i samfundet.

Ordføreren.

Jo, det er helt bestemt vigtigt, at der er arbejdskraft i samfundet. Jeg håber ikke, at ordføreren læser mit indlæg, som om vi ikke skal have arbejdskraft i samfundet. Men Alternativets analyse er, at vi alt for længe har fokuseret på arbejdsudbud som målet for dansk politik. Vi har jo set partilederdebatter, hvor partilederne dyster om, hvem der kan få flest mulige ud i arbejde og i længere tid, altså for, at arbejdsudbuddet skulle op. Og der tror jeg, at man fra Folketingets side og fra skiftende regeringers side har glemt, hvad konsekvenserne af de arbejdsudbudsreformer er, bl.a. i forhold til uddannelsessystemet.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Christina Olumeko, Alternativet. Jeg har fået oplyst, at fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet ønsker ordet som privatist. Velkommen.

Tak for ordet. Jeg tillader mig simpelt hen at tage ordet som både privatist, men også som Socialdemokratiets børne- og skoleordfører. Mange af Trivselskommissionens anbefalinger peger jo direkte ind i vores politiske hjertekammer. Har vi skabt alt for mange firkanter, som vores cirkler, trekanter og stjerner ikke passer ned i? Det mener vi faktisk i Socialdemokratiet. Derfor glæder vi os over de ændringer, som folkeskolen står over for. Det er ændringer, som mange børn allerede mærker, når skoletaskerne bliver båret tilbage i klasselokalerne her efter sommerferien. Vi får flere valgfag i udskolingen, så vores ældste elever oplever mere motivation og medbestemmelse, vi får en ny juniormesterlæreordning for dem, som lærer bedst med hænderne, og så får vi kortere skoledage med mere tid og nærvær. Er det så hele svaret på den alvorlige udfordring, som Trivselskommissionen peger på? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Derfor er det også vigtigt, at vi har den her debat i dag – og tak til SF for det – og at vi tager børnenes trivsel alvorligt. I Socialdemokratiet er vi klar til at se på de næste skridt. Der er mange stærke forslag i kommissionens arbejde, som vi skal dykke ned i.

Jeg vil i dag tillade mig at afslutte med en hjertesag, de nationale trivselsmålinger. Hvert år beder vi tusindvis af børn om at sætte krydser i spørgeskemaer om deres trivsel i skolen. Resultaterne bruges flittigt i rapporter, i forvaltninger og her i Folketingssalen som en slags temperaturmåling på folkeskolen. Men som tidligere lærer og som politiker med ansvar for de børn, der udfylder skemaerne, må jeg ærligt sige: De nationale trivselsmålinger rammer ofte ved siden af. Det betyder ikke, at vi skal stoppe med at måle trivsel, tværtimod, men vi skal gøre det med en større respekt for børnenes virkelighed. Trivsel kan ikke reduceres til et spørgeskema en gang om året.

Jeg har selv stået med den her trivselsmåling i hånden og forsøgt at forstå mine elevers svar. Et barn havde en dårlig dag og svarede i frustration. Et andet barn var i dyb mistrivsel, men klikkede sig mekanisk igennem uden at afsløre noget som helst. Især for de yngste elever er spørgsmålene abstrakte og svære. Hvad betyder det at føle sig anerkendt? Hvad vil medbestemmelse sige? Mange børn svarer, hvordan de har det lige nu, og ikke, hvordan de grundlæggende har det i skolen. Fordi besvarelserne er anonyme, mister vi muligheden for at gribe ind, hvor behovet er størst. Det efterlader lærerne med hænderne bundet og hovedet fyldt med statistik, som man ikke kan bruge til noget som helst. Som forælder har jeg også set bagsiden. Hvad sker der, når et barn bliver bedt om at svare på, om det føler sig udenfor eller er bange for at blive grinet af?

Derfor er det helt rigtigt, at kommissionen nu foreslår en grundlæggende revision af målingerne. Det er på høje tid. I Socialdemokratiet mener vi, at skolen skal være et trygt og inkluderende fællesskab for alle børn, og det forpligter. Hvis vi virkelig vil tage børns trivsel alvorligt, må vi også tage vores metoder op til revision. Alt for længe har vi siddet og stillet de forkerte spørgsmål og givet konkluderende svar, som hverken lærere, elever eller forældre havde tillid til. Tak for ordet.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Sara Emil Baaring, Socialdemokratiet. Vi er nu igennem rækken af ordførere og en enkelt privatist, og nu er turen kommet til børne- og undervisningsministeren.

Først og fremmest vil jeg sige tak for diskussionen. Før hvert folketingsvalg er der jo de her kandidattest, man kan tage. Jeg plejer at tage en af dem og finde ud af, hvor mange procent enig med mig selv jeg er. Jeg plejer at ligge sådan på mellem 85 og 90 pct. Det fortæller jo noget i forlængelse af det, fru Sara Emil Baaring siger, nemlig at når man svarer på de der test, handler det også lidt om, hvilket humør man lige er i, når man skal svare på, om man er meget enig eller forholdsvis enig i et bestemt udsagn. Når jeg tager den test, er jeg som regel mest enig med en socialdemokrat – en anden end mig selv. De næste kandidater, der kommer frem, som ikke er socialdemokrater, plejer at være SF'ere eller Venstrefolk, og dem i bunden plejer så at være Radikale Venstre og Liberal Alliance. Så kan man jo godt få en meget præcis forestilling om, hvem man er mest enig med og mest uenig med, og så skal man ikke have været på Christiansborg ret længe, før man finder ud af, at alle de forestillinger om enighed og uenighed og rød og blå hurtigt bliver lidt mere kompliceret, når man så lander i dagligdagen på Christiansborg.

Jeg synes, at dagens diskussion også er et meget godt billede på, at nogle af de problemstillinger, vi står med i det danske samfund, f.eks. omkring trivsel blandt børn og unge, ikke bare lige kan hældes ned i en klassisk højre-venstre-skala, som vi lærte i samfundsfagstimerne, men at det nogle gange er lidt mere kompliceret, og at vi skal være lidt mere nysgerrige på hinanden og interessere os for, hvad hinanden mener. Derfor har jeg også været rigtig glad for den her diskussion, som jeg synes viser nogle fine nuancer i forskellige tilgange til at diskutere det her spørgsmål.

Da vi skulle sammensætte Trivselskommissionen, tænkte jeg meget over, hvem der så skulle sidde i sådan en kommission, for det er ikke ligegyldigt, hvem man spørger. Det har betydning for, hvilke svar man får. For mig var det vigtigt, at der deltog folk med en universitetsbaggrund, med en akademisk baggrund, folk, der havde interesseret sig for forskning på området, men det var også vigtigt for mig, at der deltog nogle, der måske ikke lige normalt ville blive betragtet som trivselseksperter. Det kan være folk, der har haft rigtig mange ansatte i fritidsjob, eller folk, der har stærke rødder i det frivillige foreningsliv, eller folk, der har arbejdet med undervisning – formanden for kommissionen er jo forstander på en højskole – for trivsel er nødt til at være noget andet end kun at stirre sig blind på mistrivsel. Hvis man kigger på et glas, som om det er halvtomt, drejer det også diskussionen i retning af, at vi skal tale om alt det, der er galt.

Derfor er noget af det, jeg blev mest glad for, da jeg læste rapporten, at rapporten også interesserer sig for det glas, der er halvfuldt – altså, hvad er det faktisk, der lykkes? Hvornår er unge glade? Hvad giver dem røde kinder og ild i øjnene? Det var det, der gjorde, at de kom frem til overskriften på deres rapport, »Et dansk svar på en vestlig udfordring«, fordi de siger, at meget af det, vi ved virker, faktisk er noget af det, vi traditionelt har været rigtig gode til i Danmark. Så vi står med et ret godt afsæt for at diskutere det her.

Det er jo, når man kommer hjem fra håndboldtræning; det er, hvis man har følt sig anerkendt og fået løn for noget arbejde, penge, man faktisk selv har tjent; det er den velfungerende danske pædagogiske tradition; det er at gå til spejder, at være sammen med sin familie og faktisk være fysisk sammen med sine venner. Det er noget af det, der giver røde kinder og ild i øjnene. Derfor behøver vi ikke at opfinde alt muligt nyt; det handler mere om at styrke nogle af de tilbud, vi i forvejen har i det danske samfund, og som har fået det sværere.

Jeg synes, det blev sagt rigtig godt, da jeg talte med en klubpædagog, der havde fået en ny klub i den kommune, han nu arbejdede i, for kommunen ville gerne investere i de her fritidstilbud efter skolen – en ny, stor, lækker klub – og han var så frustreret over, at de unge ikke kom hen i klubben. Så spurgte jeg: Hvorfor? Så sagde han: Det er svært at konkurrere med smartphones og fyldte køleskabe. Det, han prøvede at sige, var, at da han startede som klubpædagog, tog børnene dér hjem til et hjem, hvor der ingen smartphones var, ingen PlayStation, og der var måske heller ikke altid et fyldt køleskab. Så det at tage hen i klubben var lige så meget et udtryk for, at det ikke var spændende at være derhjemme.

Men nu er det blevet sværere at få unge op i klubben, fordi folk kan gå hjem og kigge på TikTok eller Instagram, og der er mange, der tilbyder noget til unge, som der ikke er mange vitaminer i. Det er jo som at spise hvidt brød at sidde og bruge et par timer på at glo på videoer på TikTok, men det er enormt tiltrækkende for mange unge, og det er jo designet til, at de skal blive afhængige af det. Derfor er det lidt svært at være en klubpædagog. Selv om man har en ny lækker klub med bordfodboldborde og det hele, kommer de unge ikke af sig selv. Det er noget af det, jeg synes er det sværeste rent politisk her: Det, der griber ind i folkeskolen – det ser vi i trivselsmålinger – eller på gymnasieområdet eller i sundhedsvæsenet, kan vi regulere. Vi har vores paragraffer og vores bevillinger, og det er vi verdensmestre til herinde i Folketingssalen. Det kan vi så diskutere med hinanden i forskellige aftaler og forligskredse. Det skal vi nok finde ud af.

Men hvad angår en stor del af de anbefalinger, der kommer, er det noget, vi ikke lige kan skrue på herinde. Vi kan ikke bestemme, om forældre skal lægge deres smartphone ned og faktisk være til stede ved frokostbordet hjemme hos hr. og fru Danmark. Så kommer vi i hvert fald til at leve i et ubehageligt samfund, hvis vi begynder at regulere den slags.

Noget af det, der er svært for os, men jeg tror ikke umuligt at regulere eller understøtte, er, hvad der sker, fra børnene får fri, til de går i seng. Den tid – fritiden, det ligger lidt i ordet, tiden er jo netop fri – skal vi netop ikke regulere med alt muligt »skal«. Det skal være frivilligt, om man gider gå til håndbold, eller om man gider komme op i den klub, eller om man gider have en avisrute. Men det, vi bør diskutere med hinanden, er, hvordan vi så kan understøtte det. Jeg synes faktisk, vi er nået et rigtig godt stykke på fritidsjobområdet, hvor der var nogle helt unødvendigt rigide bindinger på, hvad unge måtte foretage sig, som jeg synes vi har fået ryddet op i. Der var også noget skattepolitik, som jeg tror kan være med til at tilskynde flere til at få et fritidsjob. Det er entydigt godt. Der har været et ret voldsomt fald i andelen af unge, der har et fritidsjob, og det tror jeg er rigtig skidt for trivslen, fordi det er godt at have et fritidsjob.

Når det så handler om det frivillige idrætsliv, fik vi for nylig tal, der viste, at der faktisk var rekordmange børn og unge, der var medlemmer af frivillige idrætsforeninger. Det er jo virkelig, virkelig positivt og måske også et udtryk for en modreaktion, fordi de unge og måske også deres forældre kan godt se, at det ikke går at bruge hele eftermiddagen på TikTok, men at man bør være en del af noget frivilligt idrætsliv eller en spejderforening eller noget andet. Selv om der har været en stigning, hvilket jo er positivt, mener jeg, vi skal fortsætte den politiske diskussion af, hvordan vi kan understøtte det. Hvordan kan vi understøtte, at flere går til svømning og håndbold? Noget af det er jo kommunal politik, og jeg håber, det kan blive en del af den kommunalpolitiske valgkamp. Der er nogle byer, der er vokset rigtig meget, men hvor tilgængeligheden af fritidstilbud slet ikke følger med. København er jo en af dem. I landdistrikter kan det handle om noget andet. Der kan det måske handle om transportmuligheder, tilgængelighed, at det ligger tæt på, hvor man bor. Det synes jeg er en vigtig diskussion.

Så synes jeg, at sfo- og klubtilbud er vigtige. Vi kan se, at fra 3. til 4. klasse falder antallet af, hvor mange der går i sfo- eller klubtilbud, efter de har fået fri fra skole, dramatisk. Hvis de gik hjem og gik med aviser eller de gik ned og spillede håndbold, synes jeg ikke, det er et formål i sig selv, at vi skal have flere i sfo eller klub, men udfordringen er jo, at rigtig mange går hjem på sofaen, og så sidder de bare og glor ned i deres mobiltelefon, indtil forældrene kommer hjem fra arbejde kl. 17 eller 17.30. Det er meningsløst tab af ungdomsliv at bruge 2-3 timer hver eftermiddag på det. Jeg ville ønske, det kun var nogle ganske få, men problemet er jo, at det er et bredt folkeligt problem i alle samfundsklasser, at unge spilder deres liv på at sidde og glo på det der. Det tror jeg også vi skal diskutere med hinanden, altså hvordan vi kan understøtte andre aktiviteter. Igen vil jeg sige, at det jo ikke er fritid, hvis det er »skal«-bestemmelser, så vi skal finde ud af, hvordan det stadig væk kan være frie tilbud, man selv aktivt tilvælger, men hvor vi kan gøre det lettere tilgængeligt. Det kan handle om økonomi, geografisk tilgængelighed eller hvad som helst.

Det er en af årsagerne til, at årets Sorømøde i starten af august handler om fritiden. Jeg synes faktisk, det er de anbefalinger i Trivselskommissionens mange anbefalinger, som er sværest rent politisk at få greb om. Så det er det, jeg tænker vi skal prøve at bruge et par dage på. Jeg håber, mange har mulighed for at deltage. Vi har prøvet at invitere folk, der ikke kun er uddannelsespolitiske folk, men også folk, der arbejder med fritidsjob eller med idrætsliv eller noget andet, til at komme og fortælle, hvad der skal til for at få flere unge til at blive en del af de forpligtende fællesskaber, som vi ved er med til at få fyldt glasset halvt op, og som måske også kan fylde det endnu mere op.

Det skal jo ikke stå i modsætning til, at vi også har brug for behandling. Vi har brug for psykologi, og der skal stilles nogle diagnoser hos nogle unge. Vi må aldrig nogen sinde sige, at investering i det brede flertal af unges gode, sunde og aktive fritidsliv står i modsætning til, at der er nogle, der virkelig har brug for specialiseret hjælp. Men vi kan bare se, at der alt for mange i dag, der får stillet diagnoser, og vi driver for mange unge i retning af behandling og antidepressiver og terapi. Det burde kunne forebygges, og de burde kunne rummes i de almene tilbud. Jeg synes, det er det, de siger med »Et dansk svar på en vestlig udfordring«.

Så synes jeg også, at jeg kan høre bred anerkendelse af Trivselskommissionens arbejde, og det vil jeg også bare sige amen til, for jeg synes faktisk, det er en af de bedste samfundsanalyser, jeg har læst i meget, meget lang tid. Jeg prøver ellers at følge nogenlunde med. Jeg synes faktisk, at der for en gangs skyld er nogle, der virkelig rammer samtiden rigtigt og får beskrevet, hvorfor det er, vi har nogle problemer i vores samtid nu, som vi ikke havde for 20 eller 30 år siden. Jeg synes faktisk ikke, det er så tit, at man får en kommissionsrapport, hvor de er i stand til det – de er ellers fyldt med grafer og tabeller, men lidt færre sådan idéer og analyser. Så tak for det.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Jeg vil bare lige kort sige tak til ministeren for talen. Vi er her nok nogle partier, der godt kunne tænke sig at vide, om det, når vi skal drøfte videre på det her område, så kun bliver en del af folkeskoleforligskredsen, der kommer med, eller om ministeren har tænkt sig at invitere alle Folketingets partier med.

I forhold til det med skærmene: Er ministeren så ikke enig i, at det sådan set er vores egen skyld? Skærmene er jo blevet proppet ind i skolerne, iPads er også blevet proppet ind, og der er også det med rollemodellerne. Mange kigger også på de voksne, og det er i dag ikke kun de unge, der sidder med deres skærm, men det er jo netop hele vejen rundt, og det gør vi alle sammen. Tak.

Ministeren.

I forhold til det sidste vil jeg sige: Jo, det er helt klart; skærmene er blevet en del af undervisningen, fordi vi glemte den danske pædagogiske tradition. Jeg har prøvet at grave lidt tilbage i tiden for at se, hvorfor det lige pludselig var sådan, at vi blev verdens mest digitaliserede skolesystem, altså om der var en eller anden pædagogisk begrundelse for det, om det var, fordi der var nogen, der havde nogle overvejelser om en bedre faglighed eller noget andet. Det var det faktisk ikke. Det var drevet igennem af en forestilling om, at du ved at digitalisere skolen kan spare en masse penge, og det har drevet os, at vi får udviklet digitale læringsplatforme i stedet for skolebøger.

Trivselskommissionen siger, at pas nu på med at hoppe på tidens nyeste limpind, stol på nogle af de styrkepositioner, vi i forvejen har i Danmark, f.eks. det frivillige idrætsliv, traditionen med, at unge har et fritidsjob, at unge kommer på efterskole, byg nu på det, vi ved der har fungeret i så mange år, i stedet for at hoppe med på tidens modeluner. Og det der med at digitalisere skolen var en modelune, man hoppede med på, og som ikke har været godt for den danske folkeskole.

Spørgeren.

Ja, nu trykkede jeg mig så ind igen, fordi jeg vidste, at det ene spørgsmål ville ministeren måske ikke svare på, og det var netop, om vi, bl.a. Danmarksdemokraterne, men også SF, bliver inviteret over til ministeren i forhold til det efterfølgende arbejde.

Ministeren.

Både Danmarksdemokraterne og SF og alle andre ordførere er mere end velkomne til at deltage i de arrangementer, herunder f.eks. Sorømødet, som kommer til at handle om en opfølgning på en stor del af anbefalingerne. I det omfang at der vil være nogle konkrete forhandlinger om at ændre folkeskoleloven, så vil de partier, der er en del af folkeskoleforligskredsen, som udgangspunkt være rammen om forhandlingen. Meget af det, der f.eks. handler om fritidsområdet, som jeg brugte lidt tid på i min opsamling, er jo ikke bundet af folkeskoleforliget, og der regner vi med at indkalde bredt.

Den næste korte bemærkning er til fru Christina Olumeko, Alternativet.

Tak for en god tale, og Alternativet ser frem til at bidrage med gode idéer som altid til de kommende forhandlinger, også i andre ministerier. Jeg vil gerne spørge ind til lgbt-problematikken. Som Trivselskommissionen får fremhævet, er det en af de fire grupper, hvor vi ser en markant mistrivsel, og her blandt lgbt+-eleverne er det dobbelt så mange, der har en lav livstilfredshed, og kommissionen er, synes jeg også, mellem linjerne ærlige omkring, at de ikke helt ved, hvad man skal gøre. Det er jo 10 pct. af den danske befolkning, der er lgbt+-personer, og jeg tror, at meget af den mistrivsel, man oplever senere i voksenlivet, starter i skolen. Så jeg synes, det er centralt, at vi får gjort noget ved det, og jeg tror i virkeligheden også, at noget af det lidt er en kulturudfordring, og at det ligesom med fritidslivet er svært at regulere herfra.

Det, jeg egentlig vil spørge ministeren om, er, om ministeren på trods af at kommissionen ikke er så konkret, alligevel vil tage det op i forhandlingsrummet sammen med os partier.

Ministeren.

Ligesom Socialdemokratiets ordfører vil jeg godt understrege, at vi er meget optaget af alle medborgeres trivsel og også af lgbt+-personernes. Det, som jeg selv sad og tænkte på, da diskussionen kørte, og jeg lyttede til den, var, at jeg tror, vi skal passe på med, at medicinen bliver udskrevet til specifikke grupper af befolkningen, altså at vi så her har en politik til folk med anden etnisk baggrund, der er i mistrivsel, at vi her har noget til de homoseksuelle, og at vi her har noget til fynboerne, men at vi netop bygger på det almene i samfundet.

Så spørgsmålet er for mig mere, om der er nogen barrierer for, at unge med lgbt-baggrund kan få et fritidsjob, at de kan gå til spejder, eller at de kan føle sig veltilpas i 1. g på det lokale hhx-gymnasium, end det handler om at etablere nogle særskilte tilbud, der taler til de mennesker, som om de har behov for noget særligt. Jeg tror snarere, at vi – generelt også af hensyn til ligestillingen – har behov for noget alment. Men er der nogle barrierer for, at de kan indgå i det almene på lige vilkår med andre, så er jeg meget interesseret i at diskutere det, og det er der jo helt sikkert.

Spørgeren.

Tak til ministeren for svaret, og jeg er sådan set enig i, at det, der er behov for her, ikke sådan er specialbyggede tilbud. Det kan måske godt være, at der er er brug for nogle indsatser til LGBT+ Danmark og nogle af deres aktiviteter, men jeg tror faktisk, at det vigtigste netop er det, jeg var inde på før, altså at det er en kulturudfordring. Det er jo, fordi man som lgbt+-person i Danmark stadig bliver set på som mærkelig, og man ikke kan spejle sig selv i kendte mennesker eller film og kunst osv.

Så derfor tror jeg også, det bliver noget svært at regulere det herfra, men at vi også bliver nødt til at sætte os sammen med parterne, altså arbejdsgiverne, eleverne selv og lærerne, og finde ud af, hvad der skal til.

Ministeren.

Det er jeg meget interesseret i. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, at der er færre personer med lgbt-baggrund i offentligheden, end der er i befolkningen. Der er i hvert fald flere, der er åbne omkring deres seksualitet i dag, herunder f.eks. homoseksualitet, end man så det, da jeg var ung. Så jeg tror, at de unge, der vokser op nu, har langt lettere ved at se deres seksualitet afspejlet, end da jeg voksede op i 1990'erne, og det synes jeg kun er positivt, og hvis vi på nogen måder kan få identificeret nogle barrierer, der gør, at unge eller andre med en anden seksualitet end majoriteten ikke kan indgå i almene fællesskaber, så er jeg meget interesseret i at få nedbrudt de barrierer.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til børne- og undervisningsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 20. maj 2025.

Det næste punkt på dagsordenen er:

3) Fortsættelse af forespørgsel nr. F 22 [afstemning]:

Forespørgsel til børne- og undervisningsministeren om børn og unges trivsel.

Af Theresa Berg Andersen (SF) m.fl.

(Anmeldelse 26.03.2025. Fremme 28.03.2025. Forhandling 16.05.2025. Forslag til vedtagelse nr. V 61 af Lotte Rod (RV). Forslag til vedtagelse nr. V 62 af Theresa Berg Andersen (SF), Mai Villadsen (EL) og Christina Olumeko (ALT). Forslag til vedtagelse nr. V 63 af Matilde Powers (S), Sara Emil Baaring (S), Anni Matthiesen (V), Helena Artmann Andresen (LA), Rasmus Lund-Nielsen (M), Mette Abildgaard (KF) og Mette Thiesen (DF). Forslag til vedtagelse nr. V 64 af Karina Adsbøl (DD)).

Forhandlingen er sluttet, og vi går til afstemning om de stillede forslag til vedtagelse. Der foreligger fire forslag.

Der stemmes først om forslag til vedtagelse nr. V 63 af Matilde Powers (S), Sara Emil Baaring (S), Anni Matthiesen (V), Helena Artmann Andresen (LA), Rasmus Lund-Nielsen (M), Mette Abildgaard (KF) og Mette Thiesen (DF). Afstemningen starter.

Afstemningen stopper.

For stemte 79 (S, V, LA, M, KF, DF, BP, Jon Stephensen (UFG) og Mike Villa Fonseca (UFG)), imod stemte 32 (DD, SF, EL, RV, ALT og Jeppe Søe (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Forslag til vedtagelse nr. V 63 er vedtaget.

Herefter er forslag til vedtagelse nr. V 61 af Lotte Rod (RV), forslag til vedtagelse nr. V 62 af Theresa Berg Andersen (SF), Mai Villadsen (EL) og Christina Olumeko (ALT) og forslag til vedtagelse nr. V 64 af Karina Adsbøl (DD) bortfaldet.

Hermed er forespørgslen afsluttet.