Det næste punkt på dagsordenen er:

2) Forespørgsel nr. F 34:

Forespørgsel til udenrigsministeren om Israels intensiverede angreb i Gaza og den humanitære situation.

Hvad vil regeringen – i lyset af Israels intensiverede angreb i Gaza og den katastrofale humanitære situation – gøre for at bremse den folkeretsstridige invasion og imødegå nye israelske krigsforbrydelser samt massive civile tab?

Af Karsten Hønge (SF), Trine Pertou Mach (EL) og Martin Lidegaard (RV).

(Anmeldelse 23.05.2025).

Fordi det er en forespørgselsdebat, har vi ordførerne heroppe på de forreste rækker.

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 3. juni 2025.

Den første ordfører, jeg byder velkommen til, er ordføreren for forespørgerne, fru Trine Pertou Mach.

Tak for det. På vegne af Radikale Venstre, SF og Enhedslisten skal jeg lige kort begrunde, hvorfor vi har indkaldt til denne hasteforespørgsel. Nøden og elendigheden i Gaza har nået nye højder, som vi for få måneder siden havde svært ved at forestille os. Det var slemt nok i forvejen. I går kunne man i Politiken læse, at 140.000 palæstinensere blot de 5 foregående dage var blevet tvangsdeporteret internt i Gaza, halvdelen af dem uden nogen ejendele. 80 pct., altså otte ud af ti, af borgerne i Gaza er enten ramt af tvangsdeportering eller inddraget i Israels militære zoner. Israel har nægtet FN-organisationen UNRWA at virke, og scenerne, hvor Gaza Humanitarian Foundation leverede nødhjælp i går, var kaotiske. Det var vel nærmest anarki. Det var dehumaniserende og fornedrende »Hunger Games«-lignende scener. Dem, der har set den film, ved, hvad jeg mener. Det endte med skud og 47 sårede mennesker.

Den her nød og elendighed er ikke opstået ved en naturkatastrofe. Den er menneskeskabt. Den er skabt af en politik, som den israelske nationalistiske højreregering fører. Det er en regering, der er imod enhver tale om en tostatsløsning, og som stræber efter at skabe et Storisrael, der også omfatter de ulovligt annekterede og besatte palæstinensiske områder.

Tingene udvikler sig med forfærdende hast i Gaza, og skaderne er nærmest irreversible. Det er baggrunden for, at dette er en hasteforespørgsel, og vores spørgsmål til regeringen er, hvad den med medlemskabet af FN's Sikkerhedsråd og med et snarligt EU-formandskab fra den 1. juli vil gøre for at bremse og modvirke de israelske brud på folkeretten.

Tak for det. Vi siger tak til ordføreren for forespørgerne, fru Trine Pertou Mach.

Til besvarelse af hasteforespørgslen giver jeg hermed ordet til udenrigsministeren.

Tak til spørgerne for at tage initiativ til denne hasteforespørgselsdebat, som jo er vigtig, fordi det er vigtigt, at vi får diskuteret, hvad vi kan gøre fra dansk side for at få stoppet de helt forfærdelige menneskelige lidelser, som vi ser folde sig ud for øjnene af os, i Gaza.

Regeringen ser med den allerstørste alvor på situationen, der grundlæggende er ganske uacceptabel. Ifølge FN er den humanitære situation den værste siden krigens start. Essentielle forsyninger er udtømte, og der er en overhængende risiko for hungersnød i hele Gaza for over 2 millioner mennesker, hvoraf næsten halvdelen er børn. Det skyldes ikke mindst, at Israel den 2. marts iværksatte en total blokade af Gaza, inklusive humanitær nødhjælp, med den begrundelse, at det var nødvendigt for at presse Hamas. Og til det vil jeg sige, at mens der ikke skal herske tvivl om, at Hamas ikke har en fremtid i Gaza, så må jeg samtidig insistere på, at det ikke hører nogen steder hjemme at blokere for adgangen til nødhjælp. Nødhjælp må aldrig bruges som politisk pressionsmiddel.

Efter et hårdt internationalt pres, jo bl.a. fra dansk side, tillod Israel så i sidste uge en såkaldt basismængde fødevarenødhjælp at komme ind i Gaza i form af ca. 115 lastbiler, der skal holdes op imod de dagligt ca. 500 lastbiler, vi så ind i Gaza før den 7. oktober 2023. Det er selvsagt på ingen måder nok, og det er jo også derfor, at FN har beskrevet det som en dråbe i havet.

Danmark har sammen med vores ligesindede lande løbende presset hårdt på, for at Israel omgående tillader uhindret, sikker og vedvarende humanitær adgang, og at distributionen af den livgivende hjælp sker i overensstemmelse med folkeretten og de humanitære principper. Det er et pres, vi har fastholdt gennem vores mange direkte samtaler med Israel, i offentlige udtalelser, i drøftelser i EU og i kraft af vores plads i FN's Sikkerhedsråd. Vi har senest også i en fælles udtalelse sammen med 24 andre donorer givet klar besked til Israel om omgående at tillade fuld humanitær adgang og at tillade FN og andre humanitære organisationer at levere nødhjælp. Her understregede vi samtidig naturligt, at Hamas skal løslade alle gidsler og tillade, at nødhjælpen kan fordeles uden indblanding.

Det er, når Danmark står sammen med EU, at vi har den stærkeste stemme. Det er også derfor, at regeringen fokuserer på de emner, der kan opnås enighed om i samarbejde med vores EU-partnere, så vi fra europæisk side kan lægge et samlet tryk på Israel. Fra dansk side har vi støttet aktivt op om de EU-sanktioner, der er blevet vedtaget mod ekstremistiske bosættere, der fordriver og udøver vold mod palæstinensere på den besatte Vestbred. Og regeringen ser også gerne, at der vedtages yderligere sanktioner mod ekstremistiske bosættere, for ikke alene er bosættelserne klart ulovlige, de er også med til at underminere den tostatsløsning, som det internationale samfund arbejder for.

På det seneste udenrigsministermøde i EU den 20. maj var der et stort flertal for Nederlandenes anmodning om en gennemgang af EU-Israel-associeringsaftalens § 2 om respekt for menneskerettigheder og demokratiske principper. EU's høje repræsentant, Kaja Kallas, har siden bekræftet, at hun nu iværksætter en sådan gennemgang. Den proces vil vi gå til med åbent sind. Det vigtige er, at det gribes an på en måde, så Israel forstår, at EU-flertallet for at se på handlemuligheder blot vil komme til at vokse, hvis der ikke fra israelsk side sker en ændring i tilgangen til situationen i Gaza. Derudover har jeg selv skubbet på i EU-kredsen, for at EU engagerer sig substantielt, både økonomisk og politisk, i at støtte det palæstinensiske selvstyre i den reformproces, de er gået i gang med. Det er et vigtigt element i forbindelse med en tostatsløsning.

Så bruger vi selvklart også vores plads i FN's Sikkerhedsråd til at holde Israel op på Israels folkeretlige forpligtigelser. Danmark hasteindkaldte for nylig til en drøftelse i rådet af den akutte humanitære situation i Gaza sammen med rådets øvrige europæiske medlemmer, samtidig med at vi afgav en fælles udtalelse. Og på min foranledning indkaldte Udenrigsministeriet i sidste uge den israelske ambassadør til samtale. Det skete konkret i reaktion på hændelsen ved en flygtningelejr i Jenin på Vestbredden, hvor israelske soldater affyrede varselsskud mod en diplomatisk delegation, heriblandt vores egen danske repræsentationschef. Men mødet var jo samtidig en anledning til at overbringe de entydige danske synspunkter på situationen i Gaza. Dette møde kom i tillæg til andre mange bilaterale møder og samtaler, hvor vores synspunkter er gjort klart for Israel. Som jeg også nævnte i går under behandlingen af B 177 om stop for våbenhandel med Israel, har den alvorlige situation i Israel og Palæstina betydet, at Udenrigsministeriet allerede for mere end et år siden, nemlig i marts sidste år, skærpede tilgangen i sine vurderinger af sager med eksport af militært udstyr og dual use-produkter til Israel. Det betyder, at vi i dag anlægger en meget restriktiv linje sammenlignet med tidligere.

En tostatsløsning med en israelsk og en palæstinensisk stat, der lever side om side i fredelig sameksistens, er jo fortsat den eneste holdbare, langsigtede løsning, der kan skabe bæredygtig fred. Den nuværende Gaza-konflikt har desværre endnu ikke bragt den israelske regering til en erkendelse af, at besættelsen er uholdbar, og at den på lang sigt, vil jeg sige, heller ikke er i Israels interesse. Samtidig har tostatsløsningen nok aldrig været mere truet, men det betyder ikke, at vi må give op i vores indsats for at fremme en retfærdig og varig fred. Derfor har jeg også selv ad flere omgange været i dialog med både israelerne og palæstinenserne samt en række andre lande om situationen og mulighederne for at fremme en tostatsløsning. Vores pejlemærke har hele vejen igennem været at gøre ting, der reelt fremmer en tostatsløsning, frem for at tage nogle symbolske skridt, som batter mere i den offentlige debat end i virkeligheden. Af samme grund deltager Danmark også aktivt i den såkaldte globale alliance for implementeringen af tostatsløsningen. Her er nu omkring 90 lande gået sammen for at finde mulige veje fremad mod en tostatsløsning. Det høje antal af lande i denne kreds vidner om den brede internationale støtte til tostatsløsningen, hvilket i sig selv er positivt. Og som bekendt har Frankrig og Saudi-Arabien nu i fællesskab besluttet at være værter for et højniveaumøde senere i juni i New York for at afsøge mulighederne for og forsøge at skabe fremdrift i tostatsløsningen.

Afslutningsvis er det vigtigt for mig at understrege, at vi selvfølgelig ikke må glemme hverken Hamas' bestialske terrorangreb mod Israel den 7. oktober eller de mange gidsler, der stadig er holdt fanget af Hamas i Gaza; de har nu været tilbageholdt i 600 dage. Regeringen har helt fra starten fordømt terrorangrebet den 7. oktober 2023 og krævet gidslernes øjeblikkelige og betingelsesløse frigivelse. Der er i dag mere end nogen sinde akut behov for en øjeblikkelig våbenhvile, for frigivelse af alle gidslerne, for uhindret humanitær adgang og for, at israelerne og palæstinenserne fremover kan leve i fredelig sameksistens i hver deres stat. Regeringen har længe arbejdet målrettet herfor, både bilateralt, gennem EU og i FN, og det vil vi selvsagt fortsætte med at gøre. Tak for ordet. Jeg ser frem til en god debat.

Tak for det. Det er således, at der nu er adgang til én kort bemærkning fra ordførerne. Den første ordfører, jeg giver ordet til, er hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Det er jo dejligt, at udenrigsministeren er åben over for det, hvis Kommissionen når frem til, at man kan bruge associeringsaftalen med Israel til at lægge et pres, hvis ikke situationen forbedrer sig. Men man kunne måske godt ønske sig, at den danske regering ville gå lidt mere aktivt ind i, hvad man så kunne gøre.

Et område, som vi finder ville være naturligt, er f.eks., at man, når det kommer til Vestbredden, kigger på, om man kan sanktionere de finansielle institutioner, der står bag de bosættelser, der foregår, og som er åbenlyst ulovlige. Det vil være en forholdsvis begrænset sanktion, kan man sige, men dog med en ganske stor effekt.

Tilsvarende er der jo ikke nogen tvivl om, at med det ryk, der sker blandt de europæiske lande i øjeblikket, er der også andre muligheder i associeringsaftalen, men det kræver jo, at der er nogle lande, der er operative. Når Danmark nu står over for et formandskab, kunne man jo håbe på, at Danmark ville gå til det med andet end et åbent sind – altså også med en vilje til faktisk at forsøge at samle de nødvendige lande til at lægge et pres på Israel i den her situation, netop fordi det her jo både handler om palæstinenserne og de frygtelige lidelser i Gaza, men dybest set også om tostatsløsningen og Israels egen fremtid.

Udenrigsministeren.

Situationen er jo den, at der skal være enstemmighed for at lave sanktioner. Jeg har jo meget klart sagt – også for et øjeblik siden, men det er jo ikke nogen nyskabelse, for jeg har gjort det tidligere – at regeringen har støttet de sanktioner, der er gennemført mod ni individer og fem grupper af ekstremistiske bosættere, og også har en parathed til at gøre mere. Så det skal der ikke herske nogen tvivl om.

Den danske regering er blandt de lande i Europa, der synes, at man skal sanktionere yderligere i forhold til ekstremistiske bosættere i Vestbredden. Det er ikke alle lande i EU, der gør det. Det er så også derfor, jeg målrettet arbejder for at prøve på at skabe den højeste grad af enighed i EU, og det er derfor, jeg synes, at det er positivt, at der nu på udenrigsministermødet den 7. maj med et markant flertal er iværksat en proces. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis Israel ikke responderer på det i forhold til den aktuelle situation dernede, vil det flertal bare vokse og vokse. Så det er et kontinuerligt voksende pres på Israel, som den danske regering er en del af.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak til udenrigsministeren for talen. Når udenrigsministeren taler om symbolske tiltag, antager jeg, at det bl.a. kunne være en dansk anerkendelse af Palæstina. Ord skaber jo virkelighed og er også med til at skabe et klart billede af, hvordan verdenssamfundet ser på Israel, og vi ville jo på ingen måde være det første land, der anerkendte Palæstina selvstændigt. Det andet, man kunne gøre, ville være klart at fordømme de krigsforbrydelser, der foregår i Gaza. Jeg tror faktisk, at vi stadig væk har til gode at høre regeringen gå fra at sige, at noget er uacceptabelt, til at sige, at det fordømmer man som de krigsforbrydelser, de er. Når det er vigtigt, er det jo, fordi det, der sker i Gaza, sker i en kontekst af en besættelse – en ulovlig besættelse, hvilket Den Internationale Domstol også har konkluderet sidste sommer. Jeg vil gerne spørge udenrigsministeren konkret: Hvornår mener udenrigsministeren, altså Danmark, at Israel skal have bragt sin ulovlige besættelse til ophør?

Udenrigsministeren.

Ord skaber virkelighed – eller gør de så det? Nogle lande har anerkendt Palæstina, og andre har ikke. Lige på den anden side af Sundet findes der et land, der har anerkendt Palæstina, men som så ikke – i modsætning til Danmark – stemte for den resolution i FN, der har givet det palæstinensiske selvstyre en stærkere repræsentation i FN. Det stemte Danmark for. Der er ikke noget, jeg ønsker mere end et selvstændigt Palæstina, som kan etableres, når forudsætningerne er til stede, og det er de ikke for nærværende. Men vi har jo klart vist det signal, at vi gerne ser et selvstændigt Palæstina. Jeg vil også gerne sige meget, meget klart, at vi jo ikke ser et selvstændigt Palæstina from the river to the sea, altså fra floden til havet. Vi ønsker heller ikke et Israel fra floden til havet. Det er jo derfor, vi tager afstand fra det, der sker i øjeblikket med en bosættelseskultur på Vestbredden, som gør, at Vestbredden fremstår mere og mere gennemhullet, og med en situation i Gaza, som humanitært er spundet helt ud af kontrol. Det er derfor, vi kalder på en øjeblikkelig våbenhvile. Det er derfor, vi kalder på uændret adgang for nødhjælp ind i Gaza. Det er for at fremme den eneste bæredygtige, langsigtede løsning, nemlig en tostatsløsning.

Hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Hvis der er noget, vi virkelig har brug for i Mellemøsten, så må det være pragmatiske ledere, der vil indgå i en ægte dialog med hinanden og på en pragmatisk måde vil se på, om man kan finde nogle løsninger, så må jeg ikke hele tiden taler sig væk fra hinanden og i retning af mere krig og konflikt. En af de figurer kunne jo være den fængslede Marwan Barghouti, som har været fængslet i over 20 år, men som alle målinger viser har en meget stor legitimitet blandt palæstinenserne. Han er samtidig en profil, der netop lægger op til en dialog med Israel. Der er mange, der kalder Marwan Barghouti for palæstinensernes Nelson Mandela. Men problemet er, at han sidder i fængsel med en livstidsdom på baggrund af nogle aktiviteter, som vi klart ville sige ligger inden for rammen af, at Marwan Barghouti skulle løslades. Kunne udenrigsministeren se noget for sig, hvor man også fra dansk side kunne arbejde for, at man får Marwan Barghouti løsladt?

Udenrigsministeren.

Jeg tror ikke, at det er min opgave personligt at udpege den fremtidige palæstinensiske ledelse. Det, vi engagerer os i, er det initiativ, der er taget omkring den her globale alliance, der skal fremme en tostatsløsning, og den har jo så dette perspektiv i sig: Hvordan får man skabt en kvalificeret palæstinensisk autoritet? Men jeg tror, at jeg kommer galt af sted, hvis jeg står her mange tusind kilometer derfra og begynder at pege enkeltpersoner ud. Der er ingen tvivl om, at en del af de her forudsætninger, jo er at få et moderniseret palæstinensisk selvstyre, som på alle måder har autoritet og kapacitet til at kunne løfte den opgave, og der er klart udfordringer, selv om der også er fremskridt at spore i øjeblikket. Men inden vi når dertil, skal vi jo have skabt et engagement i Israel i forhold til at gå den vej, og det er der ikke aktuelt, altså med den israelske regering, vi har, og det er jo kerneproblemet her. Der er netop mange pragmatiske lande i regionen, også lande, der gerne vil normalisere deres relation til Israel, men selvfølgelig under forudsætning af at det palæstinensiske spørgsmål også er afklaret, og det er jo derfor, at den aktuelle israelske regering efter min opfattelse i virkeligheden ikke varetager det, man kunne kalde Israels objektive langsigtede interesser.

Fru Sascha Faxe, Alternativet. Værsgo.

Tak, og tak til ministeren for talen og også for at tage situationen alvorligt. Vi har allerede talt om flere af tingene på det seneste. Den 2. maj afviste regeringen i hvert fald, at man ville anerkende Palæstina som stat. Vi har lige hørt svarene om sanktioner i forbindelse med De Radikale og fordømmelsen fra Enhedslistens side, og i går afviste man at forbyde indirekte våbenhandel, så jeg vil spørge om noget andet.

I min optik er der to andre ting, som man godt kunne gå ind at sige. Den ene er en måde at afbøde det på, for jeg er helt enig i, at vi skal have en langsigtet løsning. Vi har et meget, meget akut problem, så hvordan gør vi noget ved det, når det er akut? Det er sådan, jeg ser på det her. Det ene er at sige, at vi kunne arbejde med medicinsk evakuering, som en del andre lande, bl.a. også Norge, Spanien, Rumænien, Irland, Italien og andre lande, gør. Det var den ene ting. Hvad er regeringens holdning til det? Kunne det være en vej frem, hvor vi bidrager?

Det andet er, at jeg tror, at det er nødvendigt, at man fra regeringens side får sagt højt, at man anerkender, at Israel overtræder international lov. Vil regeringen være villig til at sige det?

Udenrigsministeren.

For nu at starte bagfra har jeg sådan set sagt det meget klart. Det er i strid med den humanitære folkeret at politisere nødhjælpen eller at bruge nødhjælpen som et drivmiddel til at tvangsflytte folk. Det er det mønster, man kan se i øjeblikket, med en hastigt opstået organisation, som ikke har været der før, der står for at uddele meget, meget sporadisk nødhjælp på kun fem steder kontra de mange flere hundrede steder, hvor de kendte og internationalt anerkendte nødhjælpsorganisationer bedrev deres virksomhed. Så det er ikke i overensstemmelse med den humanitære folkeret. Det er præcis også derfor, at vi meget, meget aktivt har påtalt det over for Israel i en kreds af store donorlande og i øvrigt også vedvarende arbejder aktivt med det i FN's Sikkerhedsråd, hvor jeg jo heller ikke vil stå her og udelukke, at der kan tages yderligere skridt. Så har vi valgt at støtte WHO i forhold til de medicinske problemer i nærområdet. Det står jeg på mål for. Jeg vil i øvrigt også sige, at jeg ikke har lyst til at spille ind i noget, som i øvrigt kunne være en drøm hos nogle, om, at den palæstinensiske udfordring skal håndteres, ved at palæstinenserne skal forlade Palæstina. Det tror jeg ville være at spille de forkerte kort.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger foreløbig tak til udenrigsministeren. Vi går nu over til forhandlingen, og for at sikre en rimelig fordeling af korte bemærkninger har jeg efter drøftelse med Præsidiet besluttet på forhånd at tilkendegive en forhåndsdeling af de 18 sæt korte bemærkninger, vi forventer at kunne nå i denne hasteforespørgsel. Fordelingen er blevet udmeldt til ordførerne og til gruppesekretariaterne, og hvis det viser sig, at der bliver plads til flere end 18 sæt bemærkninger, vil jeg i givet fald fordele disse skønsmæssigt.

Den første, jeg byder velkommen til, er ordføreren for forespørgerne, fru Trine Pertou Mach. Nej. Det er Karsten Hønge i stedet for. Det bliver en lang dag på kontoret. Så siger vi velkommen til hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Tak til udenrigsministeren for en, synes jeg, god tale. Danmark skal have en klar position, når Netanyahu og hans ekstremt højreorienterede regering endnu en gang udvider krigen mod civile palæstinensere i Gaza. Jeg kommer faktisk direkte fra et møde med UNICEF, og meldingen fra dem er klar, nemlig at der kommer alt for lidt nødhjælp ind i Gaza. Ovenikøbet efter en periode, hvor man har været udsat for direkte blokade, oplever man nu, at der kommer måske godt 100 lastbiler ind, mens situationen før blokaden var, at over 500 lastbiler kom ind. Situationen er dramatisk, siger UNICEF, som også er meget bekymret over, at FN ikke bliver brugt, når det kommer til fordeling af nødhjælp.

Endnu en gang ser vi Israel bryde med folkeretten, krigens love og menneskerettighederne. Danmark og EU skal bruge handelsaftalerne, bl.a. med Israel, til at lægge pres på landet. Jamen kan situationen for almindelige mennesker i Gaza overhovedet blive værre? Ja, desværre bryder den national-religiøse regering alle grænser i denne menneskelige katastrofe. Netanyahu ødelægger mulighederne for fred, og det får konsekvenser mange år ud i fremtiden, også for Europa. Men det underminerer også selve Israel, for intet land kan i længden eksistere på ryggen af undertrykkelse. Israels sikkerhedsminister, Ben-Gvir, sagde den 27. maj: »Vi skal ikke give dem humanitær hjælp. Vi skal ikke give dem brændstoffer. Vores fjender fortjener kun en kugle i hovedet«. Det er bare en blandt en række groteske udtalelser, som dehumaniserer palæstinenserne. Blandt mange palæstinensere bliver både politikere og den slags udtalelser opfattet både som racistiske og fascistiske. Det er vildt, at den slags skulle overgå netop en israelsk regering. Israels kyniske krig er fuldstændig ude af proportioner med tusindvis af civile ofre. Jeg savner simpelt hen ord, når udsultning bruges som våben. Børns lidelser midt i krigens rædsler er ubærlige, og nu bruges nødhjælp også som våben.

IPC, det står for Integrated Food Security Phase Classification, skriver i en aktuel rapport, at næsten 71.000 børn under 5 år forventes at blive fejlernæret i løbet af de næste 11 måneder, altså fra april 2025 til marts 2026. 14.100 forventes at blive alvorligt fejlernæret. Hamas er en ulykke for almindelige palæstinensere, og de skulle smide dem på porten og tage våbnene fra dem og løslade gidslerne. På mit kontor her på Christiansborg har jeg igennem lang tid haft billeder af gidslerne hængende på væggen med krav om, at de sættes fri. Desværre blev det så for nylig meddelt, at to af dem, som jeg har hængende, er døde. Den ene af dem havde danske forbindelser og var bl.a. socialist, humanist, aktivist, jøde og israeler. Børn, kvinder og mænd sulter og tørster og bliver ramt af sygdomme, der let kan forebygges. Den humanitære katastrofe, der kun bliver forværret af en simpel kendsgerning, nemlig den alt for smålige nødhjælp. Sult bruges som våben, og det er ikke bare umenneskeligt, det er en krigsforbrydelse.

Jeg mødte for nylig George Zeidan her på Borgen. Jeg har tidligere mødt ham i Østjerusalem, og George er leder af Cartercenteret i Østjerusalem og er en kristen palæstinenser. Han beskrev en virkelighed, som vi alt for længe har ignoreret. I Gaza sulter mennesker, og på Vestbredden chikaneres palæstinensiske familier dagligt af aggressive bosættere – et folk holdes fanget i utryghed og uden udsigt til en bedre fremtid. George kom med en klar opfordring til Danmark: Brug jeres stemme, pres på i EU, pres Israel gennem handelsaftalerne, så længe folkeretten brydes og nødhjælp forhindres i at nå frem til civile i Gaza. Det er vigtigt at have dialog med alle parter i konflikten, for mange på begge sider ønsker faktisk fred. Netop derfor må vi støtte dem, der tror på demokrati og sameksistens, og ikke dem, der ønsker krig og ekstremisme.

For nylig havde tre tidligere danske udenrigsministre en klumme i avisen, hvor de skrev, at det var en vej at gå, at Danmark kunne presse på for at få frigivet Marwan Barghouti, en mand, som blandt mange palæstinensere bliver opfattet som en form for Nelson Mandela-figur, en politiker, der kan samle palæstinenserne og være med til at finde løsninger sammen med israelerne. Det internationale samfund har talt længe nok. Nu skal vi handle. Danmark kan gøre en forskel, og det starter med at tage ansvar ved at vise politisk mod og insistere på folkeretten. Gaza lider, men det behøver ikke at være sådan.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet.

Jeg vil gerne takke de tre forslagsstillere rigtig mange gange for, at vi får stillet spørgsmålet, hvad det er, vi kan gøre i konflikten mellem Israel og Gaza, Palæstina. Jeg vil også gerne takke udenrigsministeren. Jeg synes, det var en klar tilkendegivelse, i forhold til hvad der er regeringens holdning, og hvad der har været regeringens katalog indtil videre i forhold til at presse på for rigtige løsninger, både kortsigtede og langsigtede.

Situationen i Gaza bliver desværre mere og mere fortvivlende, for hver eneste dag der går. Gazas befolkning, som jo er på mere end 2 millioner, mangler desperat adgang til mad, vand og medicin, og de lever nu med overhængende risiko for hungersnød. Vidnesbyrdene når os dagligt, om end det er meget, meget vanskeligt for medier og journalister at få fri adgang til Gaza, og ifølge FN er den humanitære situation i Gaza formentlig på det værste punkt siden konfliktens start i oktober 2023. Men alene siden den 18. marts, hvor Israel genoptog de militære operationer, er der mere end 2.300, der er blevet dræbt, og næsten 6.000, der er blevet såret.

Samlet set er tabstallet siden marts 2023 oppe på 52.000. I forhold til den humanitære situation ved jeg næsten ikke rigtig, hvordan vi skal betegne den, efter at vi bare har fulgt med og fulgt med, og det bare er blevet værre og værre. Men i hvert fald er den hjerteskærende. Og så har den også det groteske over sig, at den skal ses i lyset af de tusindvis af lastbiler, der holder i venteposition uden for hegnet til Gaza på at få lov til at levere nødhjælp til befolkningen.

UNWRA, FN’s robuste organisation, har fået pacificeret sit mandat. Fra socialdemokratisk side har vi flere gange udtrykt, at netop dén organisation antager vi er den stærkeste humanitære organisation med det bedste lokale kendskab til lige nøjagtig at kunne få nødhjælpen frem. Men de bliver forhindret. Lige nøjagtigt dét, at Israel forhindrer fri og uændret adgang til nødhjælp, er med til at gøre situationen fuldstændig urimelig og uretfærdig.

Tak til regeringen for, at I så vedholdende arbejder for løsninger her og nu, men også i forhold til de langsigtede mål for Palæstina og Israel. Det, der også er sagt fra udenrigsministeren her, er, at vi jo håber på, at de to folk kan få lov til at leve i fredelig sameksistens med en tostatsløsning, og det er vores mål.

Fra socialdemokratisk side er der væsentligheder. Der skal være fri og uhindret adgang for nødhjælp, hvor UNWRA's mandat er i spil. Våbenhvileaftalen skal til fulde efterleves, der skal ske frigivelse af alle gidsler, som er i Hamas’ fangeskab, der skal være forbedrede nødhjælpsforhold uden restriktioner, man skal fremme tostatsløsningen bredest muligt, og vi skal have øje for det palæstinensiske selvstyre, i forhold til at de skal have hjælp til at få styrket, robustgjort og reformeret deres styre, så de kan bære tostatsmodellen.

Vi bakker op om EU's erklæringer og sanktioner i forhold til ekstremistiske bosættere, og en gennemgang af EU og Israels associeringsaftales § 2 om respekt for menneskerettigheder og demokratiske principper. Vi er mange, der skal stå sammen for at finde varige løsninger.

Så har jeg en vedtagelsesteksten på vegne af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne og muligvis flere; det er i den her tid vanskeligt at få kommunikeret om de mange vedtagelsestekster. Teksten lyder:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til, bilateralt samt gennem EU og FN, fortsat at arbejde for, at Israel overholder folkeretten og afværger den humanitære katastrofe i Gaza.

Folketinget noterer sig EU's iværksættelse af en gennemgang af artikel 2 i EU's associeringsaftale med Israel og opfordrer regeringen til at respektere dens udkomme.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 83)

Tak for ordet.

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er foreløbig tre med korte bemærkninger. Først er det hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Op til det seneste EU-møde, hvor man jo vedtog, bl.a. med Danmarks stemme, at man nu vil laveen gennemgang af associeringsaftalen mellem EU og Israel, var ordførerne for både Moderaterne og Venstre jo ude på forhånd og sige, at det syntes de at man skulle. Men vi hørte ikke meget fra Socialdemokratiet. Derfor er jeg sådan lidt nysgerrig.

Nu går jeg fra, at Socialdemokratiet selvfølgelig bakker op, når regeringen har valgt at støtte det i EU. Men synes Socialdemokratiet også, at det er et spor, man ligesom skal gå videre ned ad, når nu Kommissionen med stor sandsynlighed finder frem til i sin gennemgang, at der sådan set er basis for at ændre i associeringsaftalen, eftersom Israel ikke lever op til folkeretten, i hvert fald ikke hvis de fortsætter på nuværende måde i Gaza?

Ordføreren.

Ja, det synes vi i Socialdemokratiet, og jeg sagde udtrykkeligt i min tale, at vi bakker op omkring det arbejde, og det er glædeligt, at det pågår. Så det er en helt klar socialdemokratisk holdning. I forhold til hvornår man melder ting ud, ved vi jo godt, hvordan de danske medier kører. Det er ikke altid, man kommer med på vognen. Men det er en klar socialdemokratisk holdning.

Hr. Martin Lidegaard for den anden korte bemærkning.

Det glæder mig, for jeg tror, at der er brug for, at den danske regering tager aktivt stilling og også handler på det her.

Hvordan ligger det med sanktioner? Nu hørte vi, at når det gælder ekstremistiske grupper på Vestbredden, har Danmark stemt for sanktioner. Hvad med de finansielle institutioner, som faktisk står bag bosættelserne, og som man måske også godt kunne overveje at sanktionere, hvis ikke de ret voldsomme overgreb, der foregår på Vestbredden i øjeblikket, holder op?

Ordføreren.

Tak for det. Udenrigsministeren har jo givet udtryk for, hvordan det er, samspillet er i forhold til sanktioner, og hvordan der skal være en enighed om dem. Der blev givet udtryk for, hvad der er regeringens holdning, og det er også den socialdemokratiske holdning, og det er, at vi naturligvis presser på for det, der er det realistiske at få igen.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Ønskerne om en tostatsløsning og en varig fred, hvor begge folk kan leve fredeligt side om side i frihed og under selvbestemmelse, er vi jo enige om. Det, der er den helt store barriere, er jo Israels politik, og der kigger vi meget på de sidste 20 måneder, men det er jo i virkeligheden mange år, vi taler om, med ulovlige bosættelser, ulovlige besættelser, annektering og tyveri af land. De sidste 20 måneder alene har der været sagt ekstremt mange ord; der har været løftet mange pegefingre og udtrykt mange bekymringer, og det har ikke virket – tværtimod. Det kapitel, vi står i, er jo et, der så kalder på handling.

Nu var ordføreren hr. Martin Lidegaard jo inde på sanktioner på EU-niveau. Jeg er interesseret i, hvor Socialdemokraterne står i forhold til at åbne den værktøjskasse, man har taget i brug over for Rusland. Hvor langt er Socialdemokraterne villige til at gå i forhold til at hive værktøjer op af værktøjskassen for at se på den bilaterale samarbejdsaftale mellem Danmark og Israel? Hvor dybt er Socialdemokraterne med på at kigge i den værktøjskasse for at presse Israel – ikke for at straffe, men for at presse Israel – til at få rettet ind og efterleve folkeretten og international lov?

Ordføreren.

Tak for det. Vi er klart af den opfattelse i Socialdemokratiet, at vores stærkeste våben er at gå igennem EU. Det er der, man kan udøve det største pres og dermed også få den største nytte og effekt af det, man kommer til at gøre. Vi har jo de seneste dage drøftet andre sanktionsmuligheder, og der har vi også klart sagt, at man skal se tingene i en sammenhæng, og at det også her er rigtig vigtigt at få lavet samtænkning.

Jeg er fuldstændig enig i det, ordføreren siger i forhold til både bosættelsespolitikken og de ekstremistiske grupperingers gøren og laden, og jeg er af den opfattelse, og vi er af den opfattelse i Socialdemokratiet, at den bosættelsespolitik, der praktiseres fra Israels side, kun er med til at gøre afstanden frem mod en tostatsløsning større, længere og mere besværlig. Vi har jo også haft drøftelser her i Folketinget om det. Det er direkte imod alle regelsæt og folkeretten, at Israel praktiserer den adfærd i forhold til Vestbredden.

Fru Trine Pertou Mach.

Lige i forhold til det her med bosættere og ekstremistiske bosættere er det sådan lidt noget semantik. Bosættelsesbevægelsen er jo ekstremistisk. Den er pr. definition ulovlig. Det er tyveri af en anden befolknings land. Det var bare lige for at få det på plads.

Det er åbenlyst, at EU kan noget, Danmark ikke kan alene. Men der er jo ikke nogen modsætning mellem at forfølge et EU-spor, et FN-spor og et dansk spor. Det, der egentlig var mit spørgsmål, var noget andet. Statsministeren har været meget klar og sagt: Vi bøjer os ikke, når vi bliver truet udefra; vi bøjer os ikke, og vi står fast på folkeretten. Gælder det også stik- og nagelfast i forhold til Israel, og hvad betyder det så i praksis for den socialdemokratiske position?

Ordføreren.

Jeg synes, at vi har haft mange lejligheder til at høre, hvad der er statsministerens udlægning af tingene her, og i dag har I muligheden for at høre, hvad der er min og Socialdemokratiets udlægning. I forhold til hele diskussionen omkring anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat og andet har vi sagt, at hvis situationen kommer, hvor det kan komme på spil som et rigtig godt argument for en fremdrift frem mod en tostatsløsning, vil vi også være interesseret i at gøre det. Men i forhold til sanktionsbordet er vi indrettet sådan, at her opnår vi absolut mest, hvis vi gør det i et EU-spor. Det er det, der er vores overvejelser.

Fru Sascha Faxe, Alternativet. Værsgo.

Tak. Og tak til ordføreren for talen. Ordføreren siger jo meget tydeligt, at den adfærd, som Israel har i forhold til nødhjælp, er en overtrædelse af den humanitære folkeret. Tak for det.

I Europarådets socialdemokratiske gruppe har man en rapportør, der hedder Saskia Kluit – det er altså en kollega til socialdemokraterne – som har skrevet en rapport om det, der sker, og hun skriver, at det er en massakre og en etnisk udrensning. Mange lande går også ud og siger meget direkte, at folkeretten er ubøjelig, også når det kommer til de her ting, og at det ikke kun er den humanitære situation, men også forbrydelserne mod menneskeheden, som er et overgreb på folkeretten fra Israels side. Jeg er nysgerrig på, om man fra ordførerens side er villig til at sige, at det ikke kun gælder nødhjælpen, men faktisk også selve krigshandlingerne og det, de medfører.

Ordføreren.

Vi har heldigvis nogle gode juridiske systemer, som samler op på tingene, og de ting, der udspiller sig, er naturligvis mod alle folkerettens humanitære principper, altså at den humanitære hjælp, nødhjælpen, præcis som ordføreren også siger – vi hørte også fra udenrigsministeren, at det også er regeringens holdning – bliver brugt som et våben. Den israelske regering har også sagt, at det er en af bevæggrundene for, at man ikke lader nødhjælpen komme ind, til trods for at der holder tusindvis af lastbiler derude. Der er det, jeg siger, at der såmænd nok skal komme et efterspil, for vi har rigtig gode institutioner til at vurdere de ting.

Der kan man sige, at det jo, som udenrigsministeren også sagde, er vigtigt, at vi står sammen, for hvis vores stemme bliver tilstrækkelig stærk – det også det, vi senest har set i forbindelse med EU's beslutninger om paragrafferne i associeringsaftalen – kan der forhåbentlig bliver lagt så meget pres på Israel, at det også får en effekt.

Fru Sascha Faxe.

Tak for det. Jeg har også fuld tillid til, at der kommer et efterspil, og jeg er enig i, at det er et brud på folkeretten at bruge sult som våben. Men det er ikke sult, der har ødelagt 92 pct. af husene i Gaza, så jeg spørger faktisk til de aktive krigshandlinger. Det andet er vi fuldstændig enige om. Så jeg er nysgerrig på, om ordføreren vil være klar til også at sige, at de krigsforbrydelser er et brud på international ret.

Ordføreren.

Jeg kunne godt stå her og give udtryk for en eller anden holdning til det, men det er slet ikke noget, vi har drøftet. For det, der er aktuelt i øjeblikket, er, at vi skal have nødhjælpen ind, og at vi skal have Israel og Palæstina ind på et fredsspor. Det bliver vi nødt til. Det er lidt som brandmandens lov, altså at man skal redde, hvad reddes kan, og så skal det nok få et internationalt efterspil. Vi gør om nogen fra Socialdemokratiets side en dyd ud af holde fast i det internationale regelsæt og folkeretten, og det er også derfor, jeg siger, at det efterspil nok skal komme.

Hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Israels sikkerhedsminister Ben-Gvir sagde den 27. maj 2025:

Vi skal ikke give dem humanitær hjælp. Vi skal ikke give dem brændstof. Vores fjende fortjener kun en kugle i hovedet.

Og her for nylig sagde næstformanden i Knesset Nissim Vaturi:

Hvert barn født i Gaza er allerede terrorist, før det moment barnet er født.

Det er jo kun to udtalelser blandt en række af udtalelser, der er som skabt til at sætte ild til had, konflikt og krig. Hvad tænker Socialdemokratiet om at få skarpe og målrettede sanktioner mod politikere, som så åbenlyst blæser til konflikt og til had og til i de her situationer faktisk også bare nærmest vilkårlige mord på civile mennesker?

Ordføreren.

Tak til hr. Karsten Hønge for at stille spørgsmålet. Jeg stod heroppe og iagttog, at jeg nikkede meget, i takt med at ordføreren fremførte sit spørgsmål, for det er dog den værste måde at signalere sine ekstremistiske holdninger på over for andre mennesker. Det er dog den værste måde at tilsidesætte det, der er folkeretten og humanitære principper, når man så eksplicit gå ud og siger, hvad der er overlægget i det, man gør.

Mit svar i forhold til sanktioner og også sanktioner imod individer er, og her læner jeg mig også op af det, som udenrigsministeren har sagt, at der jo i EU-sammenhænge pågår mange og løbende drøftelser af, hvordan man kan tage de næste skridt. Jeg vil glæde mig over, at man tog det skridt, man gjorde, i sidste uge i forhold til associeringsaftalen mellem EU og Israel. Jeg synes også, at regeringen og EU har vist løbende, at man tager tingene op. Men jeg forstår ordførerens frustration, for jeg deler den samme frustration over, hvorfor man ikke får noget op af værktøjskassen, som har effekt i forhold til de her holdninger fra israelsk side, men også fra Hamas' side, for vi må jo ikke glemme, at de også kan nedlægge våbnene, og de kan frigive gidslerne.

Hr. Karsten Hønge.

Det er vi jo fuldstændig enige om.

Et andet spørgsmål kunne være, om Socialdemokratiet vil støtte op om en henvendelse til Israel om at frigive Marwan Barghouti. Vi leder så meget efter pragmatiske stemmer, der taler ind i løsninger, i stedet for de her ekstremistiske stemmer, der bare tale om mere had. Marwan Barghouti kunne jo være den, der øjensynligt blandt palæstinenserne har meget høj legitimitet, samtidig med at han kunne stå for dialog med Israel. Tidligere formand for Socialdemokratiet og udenrigsminister hr. Mogens Lykketoft har jo talt meget for frigivelse af Marwan Barghouti. Hvad er hr. Flemming Møller Mortensens holdning til det?

Ordføreren.

Jeg ville da ønske, at alle, som sidder fængslet, og som kunne være med til at mediere en fred og også en opbygning af Palæstina i struktur og i styrke og være med til at bære de nødvendige forandringer og reformer igennem, kunne komme ud, så det kunne komme til at ske, men jeg har jo ikke mulighed for som ordfører at sige, at man skulle gøre sådan og sådan. Jeg har tilliden til, at også de bilaterale drøftelser, som udenrigsministeren har sagt at både udenrigsministeren, statsministeren og andre ressortministre har med Israel, kunne have sin effekt. Og jeg håber også, at eksemplerne, uanset hvad det måtte være, bliver løftet ind i EU for at få den tyngde, som det ville give.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Christian Friis Bach fra Venstre.

Tak for det. Det er både med stor bekymring og med stor alvor, vi ser på den ekstremt alvorlige situation i Gaza. De menneskelige og civile tab og humanitære lidelser er ubærlige og uacceptable. Det er med stor alvor, jeg står her i dag, og det er med stor alvor, at vi alle har fokus på det, der sker.

Jeg har fulgt situationen i Israel og de palæstinensiske områder i over 3 årtier og har altid, i særlig grad nu, når det gælder en så alvorlig og kompleks krig og konflikt som den, vi ser, forsøgt at holde fokus på to ting: Den ene er fokus på det enkelte menneske for at afbøde de humanitære lidelser for civilbefolkningen og fastholde civiles ret til at leve i fred for krig, sult og ødelæggelse. Den anden er fokus på det store, på folkeretten, menneskerettighederne, de internationale spilleregler, som vi har kæmpet for siden anden verdenskrig.

Terrororganisation Hamas har det fulde ansvar for det uhyggelige og blodige terrorangreb og for fortsat at gennemføre angreb på Israel og for at overtræde alle internationale spilleregler også ved fortsat at holde gidsler. Det skal vi fordømme på det kraftigste. Hamas har derfor et tungt, tungt ansvar for de civile lidelser, vi ser. Hamas kunne frigive gidslerne. Hamas kunne nedlægge sine våben. Hamas kunne nedlægge sig selv.

Men Israel bærer et tungt og et stort ansvar for de fortsatte og intense bombardementer med alt for mange civile ofre, for fordrivelserne og for den nuværende humanitære katastrofe, som udfolder sig i Gaza. Det ansvar ser vi med stor alvor på, og derfor støtter vi op om, at Danmark tager skridt til at presse på med stor styrke for sikre en våbenhvile, for at forbedre den humanitære situation, for at kræve, at Israel åbner op for nødhjælp og sikrer, at nødhjælpen kan bevæge sig i Gaza, sikrer, at UNRWA og alle humanitære aktører, der lever op til de humanitære principper, som jeg selv har arbejdet med og kæmpet for og argumenteret for i mange år, kan operere. Vi bakker op om, at regeringen kræver, at Israel afhjælper den humanitære katastrofe, vi ser.

Danmark har jo taget en række skridt for at lægge pres på Israel og de israelske aktører. Der er jo i praksis lukket for eksport af våben fra danske virksomheder og af udstyr, der kan bruges militært, i de tilfælde, hvor vi ved at slutdestination af Israel. Der er indført sanktioner mod de ekstreme og voldelige bosættere på Vestbredden, og vi opfordrede i Venstre til at se på, om Israel overholder artikel 2 i associeringsaftalen, og lave en analyse af det, hvis der kunne samles et tilstrækkeligt stort flertal i rådet, og det kunne der, og det er sket. Det er et vigtigt skridt at gennemføre den analyse og også at agere på resultatet.

Israel er forpligtet til at overholde den humanitære folkeret og skal holdes op på at tillade humanitære nødhjælp. Det pres skal Danmark holde fast i, for blokeringen af nødhjælp til civile er ikke noget, vi skal acceptere eller sidde overhørig. Danmark skal arbejde hårdt for våbenhvile i Gaza og for frigivelse af gidslerne og en tostatsløsning. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger – eller det vil sige, at det er der, men det er således, at vi er nødt til at holde os til den liste, der er sendt ud. Hvis der er tid i overskud til sidst, er der tid til at stille nogle spørgsmål til udenrigsministeren. Men det er sådan, at vi har 2 timer og 1 kvarter til rådighed, og derfor er det vigtigt, at alle ordførere får lov til at svare på hasteforespørgslen, og der bliver givet adgang til spørgsmål, jævnfør den nævnte liste, og så har vi tid tilbage til udenrigsministeren, i fald der er mere tid.

Derfor siger vi tak til hr. Christian Friis Bach fra Venstre, og derfor byder jeg nu velkommen til fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne.

Ja, det var nye regler, vi også lige skulle forholde os til, men vi har heldigvis været her så mange gangE, at vi kender hinanden godt og har stillet så mange spørgsmål, så det må jo bare være sådan, at vi omformulerer eller begrænser os en smule. Det er sikkert også meget sundt.

Tak for ordet. Under tiden hører jeg fra flere steder, at Danmark og EU bør sanktionere Israel både politisk og økonomisk. Argumenterne kommer som vanligt fra venstrefløjen her i Folketinget og organisationer som Amnesty International og Mellemfolkeligt Samvirke. Men så længe terrororganisation Hamas er ved magten i Gaza, vil det være et svigt af dimensioner at sanktionere Israel. For mig at se virker det somme tider, som om Israels skarpeste kritikere har det med at glemme, hvorfor krigen mellem Israel og Hamas egentlig startede i første omgang, eller hvad der skal stå tilbage, når den engang slutter. Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten. Der er fyldt op med islamistiske regimer og terrororganisationer som Hizbollah og Hamas, der ønsker at udslette den jødiske stat fra landkortet i det sekund, de får muligheden for det. Fælles for begge terrororganisationer er nemlig, at de er stiftet med det samme formål: den totale udslettelse af den israelske stat.

Det er med det udgangspunkt, den nuværende krig blussede op igen den 7. oktober 2023. Mere end tusind israelere blev dræbt i en islamistisk blodrus, og mere end 240 blev taget som gidsler. Hamas skånede ingen, heller ikke kvinder og børn, og det er også veldokumenteret, at kvinder blev mishandlet, voldtaget og koldblodigt myrdet. I 2024 stod det nordlige Israel i flammer, efter at den iranske terrorbevægelse Hizbollah optrappede angrebene mod Israel. Og i Gaza fortsætter krigen mod Hamas.

Her præcis 600 dage efter den 7. oktober 2023 sidder der stadig væk 58 gidsler fanget i det helvede, som Hamas' varetægt er, og det er, uden at vi ved ikke noget om, hvornår de kan vende hjem til deres familier. Hvor mange af dem, der vender hjem i live, er der heller ingen der ved noget om.

Siden den 7. oktober er katastrofen blevet total, og katastrofen bliver kun større for hver gang, civile liv går tabt. Alle ønsker freden, men spørgsmålet er, på hvilken betingelse freden skal komme, og hvordan vi når dertil. Så længe terrororganisationen Hamas er ved magten i Gaza, har jeg svært at tro på en fred. Det var Hamas, der startede krigen den 7. oktober og 2023, det er Hamas, der ønsker den totale udslettelse af den israelske stat, og det er Hamas, der holder fuldstændig uskyldige gidsler fanget, og som har gjort det i 600 dage.

Det er også Hamas, der bruger de civile palæstinensere som skjold. De gemmer sig i underjordiske tunneller, de søger ly på skoler og hospitaler. Hvis Hamas lagde sine våben i morgen og løslod de tilbageværende gidsler, ville krigen stoppe. Hvis Israel gjorde det samme – hvis Israel trak sig tilbage – er det åbenlyst for enhver, hvad Hamas ville gøre. Med hjælp fra sine allierede i Iran, Hizbollah og houthibevægelsen ville Hamas bruge en fredstid på at genopbygge sig selv og sin kampkraft og sætte sig på magten. Og så ville dødskulten ellers vente hævngerrigt, indtil den på ny ville forsøge at udslette Israel i samarbejde med sine venner i Mellemøsten. Det er kun et spørgsmål om, hvornår det vil ske; fred kan der aldrig nogen sinde blive med Hamas.

Man siger, at man kendes på sine venner. Hvis vi i Danmark begynder at pålægge Israel politiske og økonomiske sanktioner, vil det svække Israel økonomisk og militært. Det er åbenlyst for enhver. Ligeså indlysende er det, at man vil gøre Hamas og Hizbollah en tjeneste. Det vil styrke dem i deres ultimative kamp, og det ville være et ultimativt svigt, hvis vi lod det ske. Tak ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til hr. Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance.

Tak, formand. Det er svært at bidrage eller bibringe yderligere til debatten. Det er jo en debat i variationer, vi har haft flere gange de sidste måneder. Det er også svært at gøre mere end det, som udenrigsministeren har skitseret, men hvis man kunne gøre mere, kunne man bruge energien på at få Hamas til at lægge våbnene og frigive gidslerne. Det er der, det startede, og det er der, det slutter.

Tak for det. Der var en enkelt kort bemærkning. Fru Charlotte Munch, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak, og undskyld, men det var, fordi jeg glemte at læse vedtagelsesteksten op. I går gik der også lidt kludder i det, så jeg tænkte, om jeg måtte have lov at gøre det her og nu.

Ja. Jeg skal lige først høre: Er der korte bemærkninger til Liberal Alliance? Nej. Så siger vi tak til hr. Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance, og så får fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne lov til at læse forslaget til vedtagelse op. Værsgo.

Tak for det.

Vedtagelsesteksten er fra Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Israel har ret til at forsvare sig mod terrororganisationen Hamas og har ret til at forsøge at finde gidslerne i Gaza og få dem fri.

Folketinget konstaterer endvidere, at Israel nu lader nødhjælp komme ind i Gaza, så en sultkatastrofe kan undgås.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 84).

Tak for det. Teksten vil indgå i de videre forhandlinger. Jeg byder nu velkommen til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Lad mig starte med at understrege, at situationen i Gaza er dybt alvorlig og dybt tragisk. Vi taler om tusindvis af dræbte civile, en overhængende fare for hungersnød og en befolkning, der i månedsvis har levet under ekstreme forhold uden sikkerhed, uden basale fornødenheder og uden håb i horisonten. Vi ser et Israel, der med stadig større brutalitet angriber uden hensyn til civile ofre. Det er en humanitær katastrofe af en størrelse, vi ikke har set i mange år, og den kalder på en tydelig, konsekvent og principfast svar fra det internationale samfund.

Her har Danmark både bilateralt og i samarbejde med vores partnere i EU og FN en vigtig rolle at spille. Regeringen har gjort det klart: Israel har som alle andre stater en ubetinget forpligtelse til at overholde folkeretten. Danmark har derfor gentagne gange og meget tydeligt opfordret Israel til at sikre uhindret adgang for humanitær nødhjælp til Gaza og til at overholde sine internationale forpligtelser.

I Moderaterne mener vi, at Danmark skal arbejde for en varig våbenhvile, frigivelse af gidslerne og en uhindret humanitær adgang. Vi deler ønsket om en reel tostatsløsning som den eneste langsigtede vej til fred og stabilitet i området. Danmark har allerede skærpet sin tilgang til eksport af militært udstyr og dual use-produkter til Israel og anlægger en meget restriktiv linje. Det er et vigtigt skridt og et skridt, vi bakker op om. Samtidig deltager Danmark aktivt i FN's Sikkerhedsråd, hvor vi sammen med andre ligesindede lande har presset på for at få sat den humanitære situation i Gaza på dagsordenen og fremført klare danske synspunkter i fælles udtalelser.

Det er i Danmarks og Europas interesse, at vi bidrager til at skabe fremdrift i arbejdet for en politisk løsning. Derfor presser vi også på med det arbejde, der er igangsat i EU, og vi bakker meget op om, at EU får set og får taget den associationsaftale, der er med Israel, op til vurdering, og hvis det viser sig nødvendigt, træffer de nødvendige konsekvenser af det. Vi støtter også fuldhjertet de sanktioner, der er både fra EU's og fra vores side imod de ekstremistiske bosættere. Vi skal bidrage aktivt til at styrke det palæstinensiske selvstyre, som er en del af en bredere strategi for at skabe en troværdig og en fredelig vej fremad.

Vi står i en svær, kompleks og dybt tragisk konflikt, men netop derfor har Danmark brug for en udenrigspolitik, der er konsekvent, der er rettidig, og der er ansvarlig, og som værner om både folkeretten og de humanitære principper. Det er en linje, som regeringen fører, det er en linje, som vi i Moderaterne støtter op om, og det er en linje, vi mener er den rigtige i en situation, hvor balancen mellem klarhed, pres og diplomatisk ansvarlighed er altafgørende. Tak for ordet.

Tak for det. Nu er der ikke nogen korte bemærkninger, men jeg kan se, at vi er en lille smule foran tiden, så hvis der er nogen, der ønsker en kort mærkning til hr. Henrik Frandsen, er der tid til det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

Der er et før og et efter den 7. oktober 2023 for os alle. Tabet på Israels side er ubærligt. Civilbefolkningen lider helt umenneskeligt. Hamas kunne stoppe den øjeblikkeligt. Men situationen i Gaza er fortvivlende, og vi er endt midt i en global katastrofe. Den våbenhvile, som startede, stoppede igen, og forsøget på en ny pulveriserede, før den fik rodfæste. Siden da er aggressiviteten steget, og vi ser nu, at der er lukket af for nødhjælpen – eller i hvert fald næsten. En aggressiv krise er intensiveret til uanede højder, mens hele verdenssamfundet kritiserer den manglende nødhjælp. Frygten er nu, at det kaos, der efterlades, vil selv en humanitær indsats ikke kunne afhjælpe. Men nødhjælpen skal sikres.

Danmark kan alene noget, men sammen med den internationale verden kan vi meget. Det Konservative Folkeparti er tilfreds med, at udenrigsministeren for nylig var med som et af de over 20 lande, der gik sammen om at lægge pres på Israel for at sikre den nødvendige nødhjælp til Gaza. Det er også vigtigt for os at påpege, at vi støtter EU's iværksættelse af en gennemgang af artikel 2 i associeringsaftalen. Endelig er det vigtigt at understrege, at vi også opfordrer regeringen til fortsat at arbejde for en våbenhvile og på lang sigt en tostatsløsning.

Nu har vi haft en lille dans omkring vedtagelsestekster de sidste par dage, og jeg tror, at jeg kommer til at bidrage endnu en gang til den. For jeg har min egen konservative vedtagelsestekst, som jeg har på fornemmelsen er et par ord for lang, men det må vi lige koordinere.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Israel har ret til at forsvare sig.

Folketinget opfordrer regeringen til, gennem EU og FN, at arbejde for, at Israel overholder folkeretten og afværger humanitær katastrofe i Gaza.

Folketinget noterer sig EU’s iværksættelse af en gennemgang af associeringsaftalen artikel 2 med Israel og opfordrer regeringen til at respektere resultatet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 85).

[Teksten er blevet forkortet i samarbejde med forslagsstilleren, da den oprindelig oplæste tekst var længere end de tilladte 50 ord].

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak for det. Jeg kører lidt på fru Helle Bonnesens tid her – tak. Nøden og elendigheden er enorm i Gaza, og FN-organisationen UNRWA og talrige anerkendte ngo'er står klar til at hjælpe, men får ikke lov. Lastbiler holder klar, ikke bare med mad, men med medicin og andet nødvendigt. Vi er vidne til, at Gaza udraderes for øjnene af os. Brændte børn brænder sig ind på vores nethinder. Der er bombede hospitaler og skoler, et voksende anarki og dehumaniserende kaotiske scener, når nyopfundne nødhjælpsorganisationer og aktører skal dele mad ud. Det er kollektiv afstraffelse af en befolkning. Det er udsultning som våben. Det er en kamp mod FN og internationale institutioner. Det er disrespekt for international humanitær lov, folkeretten og internationale aktører. Man mangler simpelt hen ord til at beskrive det, der sker i Gaza, og selv de stærkeste tillægsord og gloser virker efterhånden for fattige.

I søndags meddelte chefen for Gaza Humanitarian Foundation sin afgang. Han ville ikke lægge navn til den såkaldte basishjælp, som Israels regering er villig til at slippe ind til Gazas sultne og nødlidende befolkning. Det er den, som den fond har fået monopol på at levere. Det var med god grund, at han forlod sin post, for Gaza Humanitarian Foundation er ikke andet end et kynisk sideshow, en bevidst distraktion og et figenblad for yderligere vold og fordrivelse. Ja, den karakteristik er ikke min. Den kommer såmænd fra FN's humanitære chef, Tom Fletcher, som forleden talte i FN's Sikkerhedsråd, bl.a. med danske diplomater som tilhørere. Selv Ehud Olmert, Israels regeringschef fra 2005 til 2009 og dermed en herre, der taler med en vis vægt i Israel, har såmænd skrevet et debatindlæg, hvor han konstaterer, at Israel begår krigsforbrydelser i Gaza, at angrebene er uden legitime krigsmål, og at Israel aldrig tidligere har ført en krig af den art.

Gaza udraderes for øjnene af os, og de stærkeste tillægsord og gloser er nærmest for fattige. Men vi ved, hvad der sker, og vi ser, hvad der sker. Vi ser en sult og en humanitær katastrofe, som er en konsekvens af en bevidst politik, en ekstremistisk regering i Israel, der bevidst udviser foragt over for internationale spilleregler og over for internationalt pres, og som bevidst og åbent ønsker at uddrive palæstinenserne fra deres områder og skabe et Storisrael i området fra floden til havet. De ord, vi får brug for her, er dem, vi skal finde i vores fælles internationale sprog. Det er krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, brud på folkeretten, det er folkedrabskonventionen, og det er etnisk udrensning. Når man bruger de ord, bliver de næste skridt, handlingen, heller ikke så komplicerede.

Efter 20 måneders foragt for international ret må og skal Israels mødes med konsekvens. Og den værktøjskasse kender vi. Forbryderstater ved vi hvordan vi skal reagere på. Der er bevægelse i EU-kredsen omkring associeringsaftalen. Men der er meget, vi også kan gøre fra dansk side. Vi kunne sige ja til medicinsk at evakuere nogle af de mange svært og hårdt sårede børn, som har brug for hjælp. Selv statsministerens nære samarbejdspartner Meloni i Italien har siden begyndelsen af 2024 modtaget medicinsk evakuerede patienter fra Gaza. Men regeringen siger hårdnakket nej til at tage en eneste. Man kunne fordømme. Man kunne understøtte Israels folkedrabssag. Man kunne stoppe våbeneksporten. Man kunne afbryde de bilaterale handelsrelationer. Vi kender værktøjskassen. Den skal åbnes, for den er stadig væk alt for fuld af ubrugte redskaber. Tak for ordet.

Tak for det, og jeg gentager, hvad jeg sagde før: Da vi er lidt foran, er der plads til korte bemærkninger, om man skulle have brugt sine. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Trine Pertou Mach. (Trine Pertou Mach (EL): Må jeg ikke læse vores vedtagelsestekst op?). Det må ordføreren rigtig gerne.

Man kunne tro, at vi aldrig har gjort det her før, men det har vi.

Jeg skal nu læse en vedtagelsestekst op på vegne af Radikale Venstre, SF, Alternativet og Enhedslisten:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til, bilateralt samt gennem EU og FN, aktivt at presse Israel, så UNRWA og andre humanitære aktører med årelang tilstedeværelse kan operere for at afhjælpe den humanitære katastrofe i Gaza.

Folketinget bakker op om EU's eftersyn af associeringsaftalen med Israel og opfordrer regeringen til at støtte udkommet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 86).

Tak for det. Forslaget til vedtagelse vil indgå i de videre drøftelser.

Vi siger tak til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Jeg byder nu velkommen til hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre.

Den gru, vi oplever i Gaza i de her dage og uger, er af en karakter, så man, når man tænder for tv-skærmen, næsten ikke kan få sig selv til at holde øjnene fæstnet på den: sultende børn, sårede børn og voksne, mødre og fædre i rædsel over at have mistet det dyrebareste og ruiner på ruiner. Næsten 90 pct. af Gaza ligger nu som murbrokker, og det er meget, meget svært at se noget som helst håb eller nogen fremtid for de mange, mange hundredtusinde mennesker, der er fordrevet nu.

Det er jo her og nu en humanistisk katastrofe, som kalder på helt umiddelbar adgang til nødhjælp, og at alle nationer bidrager med hospitaler og lazaretter tæt på, men selvfølgelig også med at tage imod de værst tilskadekomne, især børn, som kræver moderne hospitaler med store faciliteter. Og jeg må sige, at det også er mig helt uforståeligt, at Danmark som et af verdens ti rigeste lande i modsætning til Norge, Italien og mange andre lande i Europa ikke er i stand til at tage så meget som et menneske til sig og behandle vedkommende i Danmark.

Den humanistiske katastrofe her og nu skal jo ikke skygge for, at konflikten også kaster lange skygger ind over både den nære og den mere langsigtede fremtid. For det spørgsmål, vi må stille os selv, når den humanistiske og humanitære krise stopper, er selvfølgelig: Hvad skal der egentlig så ske? Er der overhovedet nogen plan for Israels vedkommende? Er det andet end et forsøg på at holde en regering ved magten i Israel, som ikke har en plan for meget andet end lige præcis sin egen overlevelse?

For hvem skal overtage magten i Gaza? Hvem skal tage ansvaret for de mange mennesker? Hvem skal genopbygge Gaza? Hvem skal lede Gaza? Det er et spørgsmål, som jeg stiller, selv om svarene desværre bliver stadig mere tydelige fra Israels side. For planen er åbenbart nu et Storisrael, der skal indbefatte både Gaza og Vestbredden, og det er, må jeg sige, en alt andet en holdbar løsning. Uanset hvordan man stiller sig i den her konflikt, vil det kun føre til flere blodsudgydelser, flere problemer, større splittelse og noget, der vil minde om en apartheidstat, altså hvis man ser, hvordan man tilrettelægger dette.

Det betyder altså, at selv hvis det lykkes med en våbenhvile, selv hvis det lykkes med nødhjælp, hvad vi alle sammen inderligt håber, så er det utrolig svært at se, hvad perspektivet er, fordi man fjerner sig fra den tostatsløsning, som, selv om den forekommer at være meget, meget langt væk nu, stadig er det eneste realistiske endemål: to stater til to folk. Det er det for palæstinenserne, men det er det også for israelerne, der også venter på at få deres kære hjem. De gidsler, der er fanget, og som på en eller anden måde også er blevet taget som gidsler af Netanyahus regering, og deres egen fremtid trues af, at man ikke er i stand til at levere et kvalificeret svar på og en strategi for, hvad der skal ske efter krigen.

Hvis vi så tager det endnu længere lys på, er grunden til, at vi er nogle i dag, der stærkt opfordrer den danske regering til at tage en aktiv rolle i EU, jo, at hvis vi først tillader den form for dobbeltstandarder i folkeretten, som vi er vidne til nu, hvor vi på den ene side – og tak for det – kaster alt ind for at hjælpe Ukraine i en krig, hvor de åbenlyst er besat og terroriseret af Rusland, men på den anden side stiltiende accepterer et folkedrab, som det her begynder at ligne, hvilken troværdighed har det så? Og derfor håber jeg, at den danske regering også vil tage ansvar og en ledende rolle i EU på dette punkt.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre. Jeg byder nu velkommen til fru Sascha Faxe fra Alternativet.

Tak for ordet. Jeg vil ikke kalde det her en debat, men en fremførelse af hver vores tale, når det bliver styret på den her måde. Vi står ikke med en naturkatastrofe. Det gør vi ikke. Vi står med en menneskeskabt katastrofe. Den er skabt af menneskelige handlinger og kan kun stoppes af menneskelige handlinger. Ja, det er en humanitær katastrofe, men det er ord, og det bliver meget akademisk eller polemisk, hvis vi hele tiden taler om det. Det er faktisk stanken af lig, og det er en befolkning, der er dybt traumatiseret mange år frem. Så det, vi står i, er ikke overraskende. Det har været undervejs i mange, mange år, og det er i særdeleshed blevet opskaleret det seneste halvandet år. Så ord er ikke nok. Det er ikke nok at tale om, at vi skal have et efterspil. Vi er simpelt hen nødt til at handle, og det betyder ikke, at jeg ikke går ind for at tale om de her ting, og det betyder ikke, at jeg ikke synes, det er vigtigt, at vi har en tostatspolitik. Jeg anerkender fuldt ud det, der allerede nu bliver gjort, men jeg anerkender ikke, at det er nok.

Vi har talt om det, og jeg ved også, hvor størstedelen af Folketinget og dermed også regeringen og i vid udstrækning også SF står. Vi talte om det i går, og der talte vi om våbenhandel. Den kunne vi stoppe. Men den er ikke på vej til at blive stoppet. Det er ikke engang tænkeligt, for man er ikke villig til at se ud over sine egne grænser. Vi er ikke villige til reelt at sætte speed på sanktionerne. Det er fint, at vi taler om sanktionerne i EU, men det er ikke nok. Vi er ikke villige til at anerkende Palæstina som stat. Der bliver ikke fordømt. Det bliver ikke anerkendt, at der er et folkemord i gang, og der bliver ikke sat gang i medicinske evakueringer.

Nogle gange dør der så mange, at det kun bliver et spørgsmål om et tal og et tal mere og et tal mere. De fem første kan vi forholde os til, men når det kommer op i tusindtal, bliver det numre uden navne. Jeg lavede en hurtig beregning. Hvis vi nu tog alle i Danmark, der hedder Jane og Frank – det hed mine forældre, så derfor valgte jeg dem – og Trine og Simon, og lagde tallene for alle dem, der hedder de fire navne, sammen, så giver det sådan cirka det samme antal som alle dem, der er døde i Gaza siden den 7. oktober.

Derfor er vi simpelt hen nødt til at handle. Alle de her mennesker er mennesker med liv, altså alle de mere end 100.000 mennesker, som er lemlæstet, og den millionbefolkning, som er gjort hjemløs og faktisk ikke ved, hvor den skal gå hen. Vi er nødt til at handle. Når vi taler om den humanitære situation, tror jeg faktisk ikke, at der er nogen af os, der er i tvivl om, hvordan den humanitære situation er i Gaza. Jeg tror heller ikke, at jeg har hørt på noget tidspunkt, at nogen herinde fejrer det, overhovedet. Jeg er med på, at vi alle sammen er enige om, at det her må være et helvede på jord for palæstinenserne. Det, jeg savner, er, at vi faktisk gør noget ved det andet end at bruge ord.

Tak for det. Jeg skal spørge, om der er nogen korte bemærkninger. Det er der ikke. Så siger vi tak til fru Sascha Faxe fra Alternativet. Det sluttede ordførerrækken, og derfor giver jeg nu ordet til udenrigsministeren.

Tak for det. I mit velforberedte talepapir står der også »Tak for en god debat«. Det ved jeg ikke rigtig – megen debat har der jo ikke været. Det har været lidt for lidt efter min smag. Nu er der tre forslag til vedtagelse, og jeg har kun de to, fordi det hele er gået så stærkt, at det tredje slet ikke er runddelt endnu. Som jeg lige lyttede til det, altså det, der er stillet af dem, der har bedt om hasteforespørgslen her, og så læser det, der er stillet af regeringspartierne, forekommer det mig, at der er så stort et overlap, at jeg da virkelig håber, at der manifesterer sig et bredt flertal, når der skal stemmes. For det vil da være afgørende, synes jeg, også for min varetagelse af vores fælles interesser i tiden, der kommer, i forhold til at det sker med afsæt i et stærkt mandat her.

Når jeg så siger, der har været lidt for lidt debat, er det, fordi der så også er stillet et forslag til vedtagelse fra Danmarksdemokraterne og LA, som slet ikke blev mødt med nogen spørgsmål, og jævnfør hvad der blev sagt fra Alternativets ordfører om, at der er ingen, der fejrer tingene. Nej, men der er åbenbart nogle, der bare sådan ligesom tager det til efterretning. Man har en sætning her, hvor der står:

»Folketinget konstaterer endvidere, at Israel nu lader nødhjælp komme ind i Gaza, så en sultkatastrofe kan undgås.«

Jeg må sige, at det stiller jeg mig uforstående over for, for det, der er sagens kerne nu, er, at der ikke kommer nødhjælp ind i et sådant omfang, at en sultkatastrofe kan undgås. Der kommer næsten ikke nogen hjælp ind. Der har været 11 uger, hvor der ikke er kommet nogen hjælp ind. Så har der været et hårdt internationalt pres, som vi bl.a. selv har deltaget i, og som gør, at der nu kommer basal – basal – hjælp ind, der bliver distribueret fem steder på en kaotisk både og i øvrigt er tilrettelagt på en sådan måde, at lederen af den organisation, der er stablet på benene, har fratrådt stillingen. Og så har vi så partier her i Folketinget, der ligesom siger, at to og fire er lige, og det er åbenbart godt nok, og vi har endda et parti, der glimrer ved sit fravær. Det synes jeg ret beset er beskæmmende.

Jeg vil gerne gentage, at jeg og regeringen ser på den her situation med den allerstørste alvor. Der er en katastrofal humanitær situation. Som det også blev sagt af Alternativets ordfører, er det jo ikke en naturkatastrofe, det er en menneskeskabt katastrofe. Og det er helt åbenlyst, at den her katastrofe jo er initieret af Hamas' afskyelige terrorangreb den 7. oktober 2023, som ligesom er den første sætning i endnu et sort kapitel om situationen i Mellemøsten, men jo ikke det eneste kapitel, men det aktuelle sorte kapitel. Og det er helt åbenlyst, at vores sympati var med Israel, og det er helt åbenlyst, at Israel har ret til selvforsvar. Alt det er åbenlyst, men det er lige så åbenlyst, at Israel også har nogle folkeretlige forpligtelser, som man aktuelt ikke lever op til, når man har blokeret for nødhjælp i 11 uger og nu kun sporadisk har tilladt det på en måde, hvor det ikke er uhindret, og hvor de internationale nødhjælpsorganisationer de facto ikke kan løse den opgave, der er deres, selv om hjælpen er der.

Uanset hvad man så har af prognoser for realismen i en tostatsløsning på kort, mellemlangt eller langt sigt, er det sagens kerne, og der burde et dansk Folketing jo ideelt set, tænker jeg, stimle sammen med ét fælles stærkt signal til Israel om at overholde sine folkeretlige forpligtelser om at sikre uhindret adgang til nødhjælp. Og at det ikke kan blive udkommet af en debat, der er indkaldt hastende, fordi situationen er af hastende karakter, finder jeg ret beset lidt skuffende.

Men jeg noterer mig dog, at hvis man lægger sammen, hvad der er sagt, så er der fortsat et meget massivt flertal i det danske Folketing, der understreger, at en tostatsløsning er den eneste langsigtede løsning, at der er en humanitær katastrofe, som vi ikke kan vende det blinde øje til, og at der nu skal skabes et akkumuleret pres på Israel for at åbne op for uhindret humanitær adgang. Det vil jeg tage med i det arbejde, som forestår, både bilateralt, i EU og gennem vores plads i FN's Sikkerhedsråd.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Nu er der jo tid nok til at taste sig ind, hvis man ønsker ordet. Den første, jeg giver ordet til, er hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak, og tak til udenrigsministeren for at gå på talerstolen igen. Der er ikke noget af det, udenrigsministeren lige har sagt, som jeg er uenig i. Jeg kan ikke helt vurdere, om det er for sent, men jeg bidrager gerne til, at vi kan få de to forslag til vedtagelse sammensmeltet. Det, vi var interesseret i at få med, var nogle ord om associeringsaftalen og om UNRWA's adgang til områderne. Men det burde kunne indeholdes i et fælles forslag til vedtagelse. Det er jeg sådan set enig i. Det kan være, at der er nogen, der sidder og kigger på det nu. Det ville jo være fornuftigt. Så kan vi andre forsøge at holde debatten gående i lidt tid endnu.

Så det er ikke for at provokere eller skabe unødig splid i forhold til det her, for det vil være godt med et samlet signal. Vi ved, hvor stor uenigheden er internt i EU, og hvor svær en opgave det er at få samlet tilpas mange EU-landeom tage nogle skridt. Når det handler om sanktioner, kræver det enstemmighed.Med associeringsaftalen er det lidt mere uklart, hvad det egentlig kræver. Det kommer an på, hvilke skridt man vil tage efter gennemgangen af associeringsaftalen. Noget kræver vist flertal. Noget andet kræver et simpelt og kvalificeret flertal. Udenrigsministeren måske fortælle lidt om det, men også om, om Danmark kunne tage en lidt mere, hvad skal man sige, ledende rolle i at prøve at skabe noget momentum og skabe det flertal, der nu skal til, for at vi faktisk får lagt noget pres på Israel.

Udenrigsministeren.

Tak for det. Jeg har jo løbende under debatten ligesom noteret mig hr. Martin Lidegaards analyse af, at regeringen ikke gør nogen ting og ikke spiller nogen rolle. Den kan jeg ikke genkende. Men man kan selvfølgelig have en forskellig indfaldsvinkel til, hvad for en rolle man skal spille. Jeg har hele vejen igennem ikke gjort nogen hemmelighed af, at jeg har forsøgt at bidrage med de fattige evner, jeg har, til at samle en europæisk stemme. Jeg tror, at det var den 9. oktober, jeg sagde, at den her regering godt kan kende forskel på en terrororganisation og en civilbefolkning.

For det, der ellers vil stå tilbage, er et fragmenteret Europa, hvor nogle har meget travlt med at anerkende et Palæstina, der jo ikke findes, og som ikke har det fysiske udtryk og det folkeretlige udtryk, der egentlig skal til for at være en stat, altså eget territorium, kontrol over det og autoritet osv. osv., og hvor andre næsten fornægter, at der skulle være et problem, hvilket jo betyder, at Europa bliver hamrende irrelevant, hvilket er beklageligt i forhold til den store påvirkningsmulighed, Europa faktisk har, jf. historien, vores rolle i regionen og vores økonomiske relation til Israel.

Så det har været mit take. Det er derfor, jeg arbejder målrettet på at få Europa til at skrue op for støtten til de palæstinensiske autoriteter i Ramallah. Det er derfor, jeg har forsøgt at udvirke, at vi nu også er i en situation, hvor Europa sådan set flytter sig, ved at man nu kigger på artikel 2. Nu er der så lagt op til en folketingsvedtagelse, der sådan set også opfordrer regeringen til at respektere resultatet af en sådan vurdering af artikel 2. Det er sådan set en bevægelse i retning af at øge presset på Israel, som også støttes af flere og flere europæiske lande, og det tror jeg er en bedre strategi end bare at stå – undskyld, jeg siger det – og råbe højt.

Hr. Martin Lidegaard.

Jeg tror heller ikke, at det var det, jeg spurgte udenrigsministeren om. Jeg tror faktisk, jeg anerkendte, at det er en svær opgave. Jeg mener, at Danmark altid har ligget rigtigt i det her spørgsmål i EU, nemlig nogenlunde på midten. Det er der, man har mulighed for at prøve og samle nogle folk. Men jeg må sige, at det ikke er mit indtryk, vi har ligget på midten undervejs i hele den her proces, og det er heller ikke mit indtryk, at vi har haft mandat til at kunne spille en mere proaktiv rolle fra midten, om jeg så må sige, og altså ikke fra en yderposition.

Lad det fare, for nu står vi så i den situation, at der faktisk er noget bevægelse i Europa for første gang i mange, mange år på grund af den forfærdelige situation i Gaza, og det giver jo så anledning til, at man måske får nogle nye muligheder, når man nu har den position, som Udenrigsministeriet siger at man har. Så det er egentlig bare en opfordring til, at man så aktivt bruger den mulighed.

Udenrigsministeren.

Tak for det. Det tager jeg ned, og jeg vil så også love at efterleve den opfordring. For det er jo rigtigt, at der er flere platforme. Der er EU, hvor der er bevægelse, og hvor jeg synes at man også skal notere sig den udtalelse, som den høje repræsentant Kaja Kallas helt aktuelt er kommet med i dag, og som sådan set en til en lægger sig oven i det signal, der så også bliver sendt fra det danske Folketing i dag. Og så er der FN's Sikkerhedsråd, hvor vi jo både har deltaget i et samarbejde i E-5, altså blandt de fem europæiske lande, og også i E-10, og det er noget, vi fortsat også forfølger, for det er selvfølgelig en relevant platform, hvorfra der kan lægges pres på Israel.

Hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Alle steder – det er i Mellemøsten, men det er jo også i Danmark – er der hele tiden stemmer, der forsøger på at få det her splittet op og få det gjort ekstremistisk, som om man enten er propalæstinensisk eller proisraelsk. Det er jo til at få tinnitus af at høre på det råberi, som om det er de eneste to positioner, man kan have. Det, vi kan se nu, er, at en lang, lang række af patriotiske, fædrelandselskende israelere – soldater, befalingsmænd, officerer på allerøverste niveau – har skrevet under på erklæringer, hvor de opfordrer Israel til at stoppe krigen mod Gaza.

Stifteren af den bevægelse, der hedder Breaking the Silence, Yehuda Shaul, sagde, at som krigen udvikler sig, ender vi med den situation om nogle år, at vi kommer til at savne Hamas, altså forstået sådan, at det hele bliver så meget værre, at dem, der kommer efter Hamas, bliver endnu mere ekstremistiske. Hvad er udenrigsministerens overvejelser omkring det her med, at vi kommer ud i en situation, hvor det, der er, er forfærdeligt, men hvis det fortsætter, bliver det endnu værre, og de ekstreme positioner driver endnu længere fra hinanden, og vi kan komme i den vanvittige situation, som Yehuda Shaul, der i øvrigt både er jøde og fædrelandskærlig og bor i Jerusalem, siger: at vi kommer til at savne Hamas?

Udenrigsministeren.

I den korte form er jeg en til en enig. Det er også derfor, jeg selv har insisteret på debatten hele vejen igennem og ligesom ikke har ladet mig tryne. Jeg er gået hen til folk, der har anråbt mig på gaden, og har taget snakken med dem og har forsøgt at tale mig igennem tilråb på Københavns Universitet og andet frem for bare at affeje debatten. For jeg er sådan set meget, meget enig i, at det her har det med at være polariseret, og jeg går ikke ind for hverken et Storisrael eller et Storpalæstina. Altså, sloganet »from the river to the sea«, fra floden til havet, er lige forkert, hvad enten det sættes ind i en israelsk kontekst eller en palæstinensisk kontekst.

Nu skal man jo sondre mellem, hvad der er Israel, og hvad der er israelerne, og hvad der er den israelske regering, og hvad der er af ministre i den israelske regering, og alt skal ikke skæres over en kam. Men det er i hvert fald åbenlyst, at der findes politikere i Israel, og nogle af dem også i den israelske regering, som mere eller mindre udtalt altså har en vision om et Israel fra floden til havet. Det tager vi afstand fra, for det er ikke i overensstemmelse med en tostatspolitik.

Jeg er sådan set også enig i – og derfor siger jeg det også – at det jo ikke er i Israels objektive interesse at håndtere sagen, som man gør. For der bliver skabt et had, som vil sidde i mennesker i generationer frem. Hamas er selvfølgelig en organisation, men er jo også en ideologi. Man kan slå organisationen ned, og man kan fjerne dens ledere, men den ondskab, som organisationen repræsenterer, risikerer at sidde i de børn, der har set deres forældre gå bort, eller i dem, der har oplevet, at deres søskende er gået bort. Det er derfor, der er en sammenhæng med også at få inddæmmet den humanitære katastrofe og så det langsigtede perspektiv om at få en fredelig løsning på den her meget, meget komplicerede situation.

Hr. Karsten Hønge for sin anden korte bemærkning.

Jeg må bare sige, at jeg er fuldstændig enig med udenrigsministeren fra ende til anden. Så det er en god, balanceret position at have.

Vi har nu igennem en lang periode i det her råberi af ekstreme positioner oplevet ikke kun en enkelt eller to, men en række israelske politikere, endda på ministerniveau, udtale sig så dehumaniserende om palæstinenserne. Det er udtalelser, som blandt israelere selv bliver kaldt for racistiske og fascistiske udtalelser, som er som skabt til at skabe endnu mere uro og had. Kunne man forestille sig, at vi ud over sanktioner mod de aggressive bosættere får indført målrettede sanktioner mod de mest ekstremistiske ministre i Israels regering?

Udenrigsministeren.

Altså, jeg har jo selv været ude i den offentlige debat – det kan man se, hvis man laver en infomediasøgning på det – og taget skarpt afstand fra udtalelser fra navngivne israelske ministre. Jeg har også måttet høre for det, men det har jeg gjort, og det er meget, meget lang tid siden. Jeg har også noteret mig, at bl.a. min svenske kollegas tanke om at lade det indgå som en mulighed på vejen frem, når grebet skal strammes, hvis altså ikke Israel responderer. Så det er mig ikke nogen fremmed tanke.

Men igen vil jeg sige, at sanktioner i EU kræver enstemmighed. Det, der står først for, er jo at få lavet flere sanktioner i forhold til bosættelserne på Vestbredden. Det er også min vurdering – uden at være alt for indiskret – at det er der et meget stort momentum bag i Europa, men at der for nærværende ikke er den konsensus, der skal være. Men det er da noget, jeg selv arbejder for.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Christian Friis Bach, Venstre. Hr. Christian Friis Bach frafalder. Den næste, der får ordet, er så fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak, og tak til ministeren. Jeg vil følge lidt i sporet af det, som hr. Karsten Hønge talte om, nemlig de almindelige israelere i det her. Allerede før den 7. oktober så vi jo, at der var på en del oprør internt i forhold til den demokratiske tilstand i Israel, og på det seneste har vi jo set, hvordan mange aktivister og helt almindelige mennesker i Israel, går på gaden for at prøve at gøre opmærksom på, at de ikke vil være medskyldige i det, der sker i Gaza. Men de bliver lukket ned på forskellige måder af det israelske militær og politisk.

Jeg er nysgerrig på, hvordan den danske regering arbejder med det. Det er et emne, vi ikke har berørt endnu, men som jeg synes er enormt vigtigt. Vi havde i går en lang samtale herinde også om demokrati og det at skabe stærke demokratier i verden. Det er jo en meget, meget tydelig knægtelse også af civile israelernes rettigheder.

Ministeren.

Israel er jo et demokrati, og som i hvert fald en af ordførerne var inde på, jo også noget nær det eneste demokrati i regionen. Derfor anerkender vi jo også fuldt ud den regering, der sidder der for nærværende. Men jeg gjorde også meget ud af i mine indledende bemærkninger, fordi jeg plejer at tænke over det, jeg siger, at tale om den israelske regering og ikke bare Israel og den israelske regering og ikke bare israelerne. For jeg kan også se, at der er en nuance her.

Men for nærværende er jeg jo nødt til at forholde mig til den regering, der er, og den politik, den regering fører. Den er på nogle punkter ikke i overensstemmelse med Israels folkeretlige forpligtelser – den humanitære folkeret – og det er det, vi skal påtale.

Så anerkender jeg jo også, at civilsamfundene har haft mange gode samtaler bl.a. med Michael Melchior, som er en god ven af Danmark, fordi han jo indtil for nylig sådan set også var dansker, men opsagde sit danske statsborgerskab for at blive israeler og kom i Knesset – og det var før, vi havde dobbelt statsborgerskab, og det har vi nu, så måske han også kan blive dansker igen en dag – og han deltager aktivt i civilsamfundsarbejdet. Det er noget af det, jeg konkret sidder og ser på om vi kan understøtte. Det handler også om interreligiøs dialog og andet. For det er der jo brug for. Der er jo en region her, så skal heles, og der er der brug for nogle civilsamfundskræfter for at bidrage til det.

Spørgeren.

Tak for det. Apropos heling vil jeg vende tilbage til det, vi talte om, første gang ministeren var på talerstolen, hvor jeg spurgte om medicinske evakueringer, og hvor ministeren så siger, at det vil man gerne klare i nærområdet. Qua den nuværende situation er jeg faktisk i tvivl om, hvor det nærområde, det her kan finde sted i, er rent fysisk. Det kan åbenlyst ikke ske på de arealer, som Israel har besat, for vi ser, hvordan de handler. Det kan ikke ske i Gaza, for der er midlerne ikke til rådighed. Så hvor ser man det så skulle ske?

Ministeren.

Jeg vil gerne sige, at vi har skruet op for vores humanitære støtte i lyset af alt det, der sker, herunder også direkte i forhold til WHO. Vi kommer ikke til at evakuere palæstinensere fra Gaza til Danmark, hverken af den ene eller den anden eller den tredje grund. Det kommer vi ikke til. Det forudser jeg ikke at der vil være opbakning til i det danske Folketing. Det vil i øvrigt også afstedkomme asyl m.v. og have en række andre implikationer.

På det helt overordnede plan er jeg også nødt til at sige, at der jo sådan set er nogle, der spekulerer i at løse hele den her sag ved at sørge for, at der ikke er palæstinensere i Gaza. Det er jo ikke opskriften på at løse den her sag. Det er jo også derfor, en række lande i naboområderne sådan set også står rimelig fast på at sige: Vi kommer ikke til at importere det palæstinensiske spørgsmål til vores lande. Det kommer Danmark heller ikke til.

Tak. Den næste spørger er fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til udenrigsministeren for nogle ret klare meldinger, også i forhold til hvor et af hovedskellene i dansk politik går lige nu. Mens vi har siddet her, er der kommet en melding fra Ritzau om, at Gaza Humanitarian Foundation har måttet stoppe sin uddeling af nødhjælp; det er bare også for ligesom at spejle et af de forslag til vedtagelse, der ligger.

En dag vil vores børn og børnebørn spørge, hvor vi var, og hvad vi gjorde i den her situation, og på den måde er Gaza jo vores tids spejl. Det er åbenlyst, at der er tale om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Der er en retssag om et muligt folkemord, og det, der ligger i vores forpligtelser, er ikke at konkludere, hvad en domstol måtte gøre, men at handle på den risiko for, at det er noget, der kan finde sted. Og når vi har diskussionen om de her mange forskellige typer af værktøjer, man kan tage i brug, så er det jo i lyset af det. Så vil udenrigsministeren prøve at sige noget om, at når man kigger ned i værktøjskassen, hvilke andre værktøjer kan regeringen så tage i brug ud over associeringsaftalen?

Ministeren.

Jeg stiller også mig selv det spørgsmål, når jeg står og kigger mig i spejlet. Nu skal det her ikke blive for emotionelt, men det gør jeg, for det, vi ser på her, er ekstraordinært alvorligt. Jeg tænker også fra tid til anden, at man kunne sige nogle ting anderledes eller på en stærkere måde, og så ville man ligesom kunne, jeg havde nær sagt lette sin sjæl eller være sikker på, at det stod skarpt nok til, at det også kunne stå for eftertiden.

Jeg er imidlertid nået til den konklusion, at jeg tror, at den bedste måde, man agerer på, er ved at prøve at udfylde den funktion, man har, med henblik på at have størst mulig reel effekt på tingene. Og det handler om, hvad det er for en regering vi har, hvad for et Folketing vi har, og hvad for et Europa, vi har. Hvordan står brikkerne, og hvordan får man dem flyttet det rigtige sted hen? Gør man det ved at lægge sin sjæl i det, havde jeg nær sagt, og sige med meget direkte tale, hvordan man ser på tingene? Eller gør man det ved måske nogle gange at undertrykke de stærke ord og så handle diplomatisk og rationelt? Jeg har valgt det sidste, og det er derfor, jeg tror, at jeg godt vil kunne se mig selv i spejlet.

For jeg ved, at det, vi forsøger at bidrage til med det afsæt, vi har herhjemme, er at skabe et Europa, der har et fortsat venskab med Israel, og som vedkender sig sin historiske arv, og som samtidig skaber et pres på Israel for at få løst den her forfærdelige humanitære situation.

Spørgeren.

Jeg synes også, man skal overveje, hvad for et greb der er det rigtige, hvor højt skal man råbe, og hvor meget skal man gøre i andre fora. Jeg tror, vi er ved et sted, hvor der er brug for, at flere og flere siger tingene, som de er, og jeg tænker også, at det i sig selv er rationelt.

Jeg er også enig med udenrigsministeren i, at vi skal lave politik, der virker, og det er i virkelighede også det, der er formålet med den her diskussion. En del af det pres er jo også presset på Israel for at stoppe sin bekrigelse af det palæstinensiske folk. Det er jo at sige, at vi er villige til at se på alt; vi er villige til at kigge ned i vores bilaterale samarbejde. Alle de værktøjer er vi klar til at tage i brug, hvis ikke Israel stopper. Og det er dét, der er appellen til regeringen, altså om den også vil være villig til at kommunikere det.

Ministeren.

Det er vi også. Men jeg er også nødt til at sige, og jeg kan kun referere mig selv, at det jo ikke kan nytte noget, at hver gang vi har et EU-udenrigsministermøde, bliver det skridt, vi har taget, eroderet af, at nogle allerede begynder at tale om det næste, og det bliver så klart for enhver, at der ikke er opbakning til det næste, hvis man forstår, hvad jeg mener. For så holder presset op med at virke, inden det overhovedet er lagt.

Jeg konstaterer, at der jo er sket en udvikling fra et meget, meget polariseret Europa – som sådan set også afspejler spændvidden i de her tre forslag til vedtagelse, i hvert fald i forhold til det ene vedtagelsesforslag sat op mod de to andre – og til, at der i højere og højere grad er en stor kreds af lande, der siger tydeligere og tydeligere fra, og som sådan set også markerer en parathed til at tage nogle skridt, der virker.

Der lå i det, jeg forsøgte at sige før, at det er noget, jeg tror jeg man er nødt til at have en tålmodighed omkring. For hvis man springer til konklusionerne, risikerer man at springe så langt, at det hele falder fra hinanden, før man overhovedet har taget det første skridt. Det kan godt være, det lyder akademisk eller som om jeg snakker udenom, men det er nu ikke desto mindre min sådan realpolitiske analyse af, hvordan vi kan bidrage til at skabe et Europa, der står sammen om at skabe et pres på Israel.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, der har indtegnet sig på listen. Så har ordføreren for forslagsstillerne, hr. Martin Lidegaard, bedt om ordet. Værsgo.

Jeg siger tak for debatten, som jeg synes blev en god en af slagsen, hvor vi også fik en meget ærlig debat om, hvor utrolig vanskeligt et landskab vi navigerer i på europæisk niveau, og om, hvordan vi bedst får lagt det tryk, vi skal lægge.

Det er også kommet frem under debatten, at forskellen på to af de tre forslag til vedtagelse er til at overskue. Vi havde haft et ønske om at få UNRWA's adgang til Gaza nævnt, og lidt mere eksplicit associeringsaftalen.

Jeg forstår, at det havde regeringen sådan set ikke noget imod, men på grund af tidsproblemer – og sådan går det nogle gange med de her hastedebatter – kunne man ikke nå at få det ind.

Jeg tror, det så ender med, at vi må konkludere her, at vi jo er enige på substansen og på nødvendigheden af det. Jeg ved ikke, om det ligger inden for det muliges rammer, at man kan nå at koordinere et forslag til vedtagelse efter debatten, og jeg får nu at vide, at det kan man ikke. Det betyder jo så, at vi må se, om vi kan samle os om en af dem, der er lagt frem på forhånd.

Jeg takker på forslagsstillernes vegne for en konstruktiv debat, og jeg takker udenrigsministeren for at stille op. Det er rigtigt, at der er forskel på holdningerne til det her. Men det er nok et af de temaer, som vi kommer til at diskutere en rum tid endnu, og hvor det desværre et stykke tid endnu vil være relevant løbende at tage bestik af, hvad den bedste strategi er i en ekstremt presset situation med så ubehagelige konsekvenser, som vi nu ser.

Tak til hr. Martin Lidegaard.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 3. juni 2025.

Mødet er udsat til kl. 15.15.

Mødet er udsat. (Kl. 14:43).