I dag vil jeg gerne starte på Bornholm, vores vidunderlige danske solskinsø lige midt i Østersøen. Her har hjemmeværnet fået hænderne fulde, for omkring 300 bornholmere er aktive hjemmeværnsfolk. De hjælper forsvaret, myndighederne og det lokale politi med katastrofeberedskab og krisehåndtering, og truslen fra Øst har betydet, at nye opgaver er kommet til. Der er kort og godt brug for flere kræfter. Derfor sendte den øverstkommanderende for det bornholmske hjemmeværn et brev til alle, der tidligere har været aktive. Vil man overveje at melde sig under fanerne igen? Det var der heldigvis mange der var parat til. En af dem var en kvinde på 81 år, født under anden verdenskrig, opvokset under den kolde krig og nu klar til at yde sit for at beskytte fædrelandet. Tænk jer, mere end 80 år gammel, og så tænker hun: Noget må jeg da kunne bidrage med. Og ikke nok med det, for hendes mand på 87 år fulgte trop. Det er så fint, og det er så rørende. Den vilje til at gøre noget er, hvad vi danskere er gjort af, og det er præcis det, vi har brug for nu.
Hjemmeværnet oplever i de her måneder den største stigning af frivillige i 40 år, og mere end 43.000 danskere er nu aktive. I er klar til at beskytte NATO-infrastruktur i Danmark, og I er klar, hvis stormfloden, terroren eller miljøkatastrofen rammer. I hjælper i øvrigt til ved alverdens arrangementer, hvor vi andre bare hygger os og lever vores fredelige liv, og I står med maskingeværer i Kosovo for at sikre stabiliteten på Balkan. Tak til alle jer i Hjemmeværnet, og tak til alle jer andre, der er med til at forsvare og passe på det Danmark, vi elsker og holder af, hvad enten I er i beredskabet, i forsvaret eller i politiet. Jer, der hjælper til ved Europas ydre grænser eller lige her, hvor vi står, er med til at føre Danmark sikkert igennem urolige tider, og man må sige, at det er urolige tider.
De seneste måneder har Grønland og Danmark været udsat for et fuldstændig uacceptabelt pres fra vores nærmeste allierede igennem en menneskealder. Der har været krav om at overtage en del af kongerigets territorium og trusler om annektering uden at ville afvise militær magt fra verdens mægtigste land, som vi har set op til, som har skabt fred og frihed, og som altid har kunnet regne med os. Hvem havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det skulle kommer hertil? Men vi bøjer os ikke, for sådan er vi ikke, og sådan kan vi ikke lade verden udvikle sig. Derfor står vi med rank ryg; vi ved, hvad vi står for, og det ved vores allierede også.
Danmark har været en god og trofast allieret for USA. Vores soldater har stået skulder ved skulder i krig for vores fælles værdier. Hvis vi lader os splitte, går vi kun vores fjenders ærinde, og det vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for ikke sker. Den verdensorden, vi har bygget op sammen, er udfordret: fundamentale principper, som har bundet os sammen over Atlanten siden anden verdenskrig, staternes suverænitet, territorial integritet, respekten for folks ret til at bestemme egen fremtid, så små lande ikke skal frygte store lande, og så magt ikke bliver ret.
Kære grønlændere, I har udvist en enorm styrke. Midt i stormen har I stået fast, ikke bare på, hvad der er ret og rimeligt, nemlig at ingen andre end jer selv skal definere jeres fremtid, men også på helt fundamentale værdier, som grænsernes ukrænkelighed, demokrati og frihed. Vi har fra dansk side fulgt og beundret jeres mod, som har givet genklang over hele kloden. Jeg er stolt af, at vi – Grønland og Danmark – er lykkedes med at holde sammen, og jeg er stolt af vores fælles vilje til at finde vejen frem. Vi er rykket tættere sammen, men vi må også erkende, at vi er i en ny tid, som stiller krav til os hver især og til rigsfællesskabet. Fra dansk side er vi klar til at skrue op for samarbejdet og til at investere i Grønland og det grønlandske samfund. Det kan være erhvervspolitisk, og det kan være i kritisk infrastruktur. Jeg anerkender, og jeg forstår til fulde jeres ønske om at kunne bygge et stærkt økonomisk fundament. Vi vil arbejde videre med at få afdækket vores fælles historie og dens konsekvenser, og hvis I ønsker at revidere selvstyreloven, er vi også parate til det.
Kære færinger, det er kun 10 dage siden, jeg besøgte jeres smukke øer for fjerde gang som statsminister. De seneste måneder har mest handlet om Grønland og med god ret, men rigsfællesskabet består jo af tre lande. I har en råstyrke og ikke mindst en stædighed, som jeg personligt rigtig godt kan lide, og I har en stærk vilje til at udvikle jeres samfund på egne præmisser og efter egne traditioner. Et konkret eksempel på det er jeres ønske om færøsk medlemskab af WTO i eget navn. Det har vi sammen rejst over for § 6-nævnet og sendt en fælles anmodning om til Højesterets præsident. Det er første gang i hjemmestyrelovens nu 77-årige historie, at vi har taget det skridt sammen.
Vi er 179 medlemmer af Folketinget fra alle dele af kongeriget, og vi er her af en eneste grund: Vi vil træffe beslutninger, der skaber bedre liv for de mennesker og for det samfund, vi tjener. Så hvad har en ulv, en ældrecheck, fertilitetsbehandling, kørekort til 17-årige og en kølehætte med hinanden at gøre? Det kunne lyde som starten på en lidt dårlig nordjysk vittighed, men det er noget helt andet. Det er såmænd fem konkrete eksempler på, hvad politik kan, og hvad alle os her i salen er her for.
Rundt om i Danmark har ulven skabt utryghed. Det kan jeg godt forstå. Den strejfer omkring, hvor mennesker bor, den slår husdyr ihjel, og flere steder har lokalbefolkningen bedt os om hjælp. Det får de nu, for vi gør det nemmere at regulere de ulve, der skaber problemer, og i samarbejde med Vildtforvaltningsrådet og fåreavlerne styrker vi beskyttelsen af husdyr.
Alle kan mærke, at priserne i supermarkedet er steget og på nogle helt almindelige varer også voldsomt: på kaffen, som ingen af os kan undvære, på chokoladen, på kødet, på smørret og på alt det, vi bruger i vores hverdag. Vi har gjort meget for at få inflationen under kontrol, og det er den nu, og det er godt, men nogle priser er stadig for høje, og derfor er det også godt, at vi har givet skattelettelser til den enlige forsørger, og det er godt, at folkepensionen er steget, så en enlig pensionist nu får op mod 7.000 kr. mere om året, og modtager du også ældrecheck, får duen stigning på op mod 13.000 kr.
Flere og flere unge danskere kæmper med ufrivillig barnløshed. Det er hårdt ikke at kunne få de børn, man ønsker. Derfor har vi udvidet fertilitetsbehandlingen med op til dobbelt så mange behandlingsforsøg til første barn og gratis hjælp til barn nummer to, så en lillebror eller en lillesøster kan komme til verden. Langt flere kan nu få hjælp til at skabe den familie, som I drømmer om, og ventetiden på behandling falder.
Vi har besluttet, at de 17-årige skal have lov til selv at køre i dagtimerne, og det har givet anledning til mange diskussioner, men hverdagen der, hvor der er højt til himlen og lidt længere til nærmeste nabo, skal jo også hænge sammen, også for jer unge, som nu får lettere ved at komme i skole, til læreplads eller uddannelse.
Og så styrker vi behandlingen af kræft. Tænk jer, hver tredje af os danskere bliver ramt af kræft, inden vi fylder 75 år, og næsten os alle sammen har den forbandede sygdom tæt inde på livet som pårørende. Vi skal altså ikke ret mange år tilbage, før en kræftdiagnose nærmest per automatik var en dødsdom. I dag overlever mange flere danskere kræft. Derfor skal vi nu til at sætte fokus på men og på livet efter kræft. Jeg kan huske fra min egen mor, hvor voldsomt det var, da håret forsvandt sammen med kemobehandlingen. Om kort tid fremlægger regeringen kræftplan V, og det glæder jeg mig til. Her giver vi det hidtil største økonomiske løft til kræftområdet med skræddersyede behandlingsforløb, med fokus på senfølger og med mere forebyggelse. Flere af de kvinder, der har brystkræft, vil få tilbudt en kølehætte, der kan mindske risikoen for at miste håret. Vi vil tage os bedre af alle jer, der står midt i den opslidende kamp, en kræftsygdom er.
Alt det, jeg her har nævnt, er eksempler på politiske beslutninger, som skaber konkrete forbedringer for rigtige mennesker, måske ikke for dig selv, men så for nogle i din familie, dine naboer eller dine bedste venner.
Jeg kunne også have nævnt de faste teams, vi udbreder i ældreplejen, så vores ældre rent faktisk kender de mennesker, der kommer i deres hjem, eller juniormesterlæren, der lige nu gør, at skoletrætte teenagere kan få lov til at arbejde på en virksomhed i stedet for at sidde på skolebænken. Jeg kunne også have nævnt den grønne trepart, der genopretter store dele af den danske natur.
Jeg kunne også have nævnt, at vi nu afsætter flere milliarder til vores sundhedsvæsen end nogen anden regering nogen sinde har gjort, og at vi i øvrigt kan se, at det, vi gør, faktisk begynder at virke. Der er nok mange, der har glemt det, men da regeringen trådte til, var noget af det første, vi gjorde, at iværksætte en akutplan for sundhedsvæsnet, og de mål, vi satte os – sammen med mange af partierne her i Folketingssalen – ja, de er faktisk nu nået.
Ventetiden på somatisk behandling er faldet med 9 dage og er tilbage på niveauet før corona. Det er godt for vores patienter. Vi har givet et lønløft til mange offentligt ansatte. Mange sygeplejersker begynder nu at vende tilbage til sygehusene. Fødegangene har fået flere jordemødre, og der bliver uddannet flere social- og sundhedshjælpere. Betyder det, at vi er i mål? Nej, selvfølgelig gør det ikke det. Der er stadig rigtig meget, der kan blive bedre, og der er meget, der skal blive bedre, ikke mindst i psykiatrien. Her har vi netop – netop – lavet en aftale om en samlet 10-årsplan, der fuldender det økonomiske løft på 4,6 mia. kr. hvert år til psykiatrien, til børn og til voksne. Vi er på vej, og når vi om lidt tager hul på en af årets længste debatter, kunne vi måske have det i baghovedet, at politik skal betyde noget rigtigt. Det gælder også i de politiske beslutninger, vi træffer sammen i Europa. I den her måned er det præcis 75 år siden, at en af de mest skelsættende begivenheder i nyere europæisk historie fandt sted.
Vi er i maj 1950. Det er den spæde start af den kolde krig, Tyskland er delt i to, kommunisterne har taget magten i Tjekkoslovakiet, og Sovjet har netop udviklet deres første atomvåben. De europæiske lande er med rette i alarmberedskab, og mange frygter for en tredje verdenskrig. I Paris går en mand rundt om sig selv. Han er udenrigsminister, han har indkaldt til pressemøde, og han har skrevet sin tale om ni gange. »Verdensfreden vil kun kunne sikres gennem skabende kræfter, der står mål med de farer, der truer den«, starter han, og så fremlægger Schuman en idé, der skulle komme til at betyde meget mere, end han nok selv anede. Han foreslår nemlig at samle den franske og tyske produktion af kul og stål »under en øverste, fælles myndighed, en organisation, der vil stå åben for deltagelse fra andre lande i Europa«.
Dengang var det en helt utænkelig vision, at lande, der havde bekriget hinanden i århundreder, nu skulle lægge våbnene og begynde at arbejde sammen. 11 måneder senere var Kul- og Stålunionen en realitet, og det, vi i dag kender som EU, blev født, et samarbejde om handel og velstand, men først og fremmest et samarbejde om fred i Europa, og jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at det europæiske samarbejde aldrig for alvor har været et hjertebarn for mange danskere.
Vi har slået os på kulturforskelle og de langsommelige processer, vi har diskuteret krumme agurker og forbud mod plastiksugerør, og mange af os har været uenige i den alt for ukontrollerede indvandring, og som danskere – i hvert fald nogle af os – har vi savnet forståelse for vigtigheden af et velorganiseret arbejdsmarked med ordentlige lønninger. Men ved I hvad: Dårlige beslutninger kan vi lave om, og den gamle verden findes altså ikke mere.
Vi står i en ny tid, hvor Ruslands brutale angrebskrig i Ukraine raser med uformindsket styrke, hvor Pakistan og Indien – to naboer med atomvåben – er på kollisionskurs, og hvor situationen i Gaza bliver mere og mere fortvivlende for hver dag, der går, Israel blokerer for nødhjælp og har intensiveret en landoperation, og Gazas befolkning mangler desperat adgang til mad, vand og medicin, og i en tid, hvor gamle allierede skaber tvivl om støtten til de idéer, der har samlet den frie verden i generationer. Den verdensorden, som vores frihed, vores tryghed og vores velstand har hvilet på siden anden verdenskrig, er truet. Men svaret er i virkeligheden ret enkelt: Hold fast i demokratiet, og vær villig til at kæmpe for det, i et stærkt Danmark og i et stærkt Europa.
»Nede i Europa har de fået en fiks idé«, sang Skousen og Ingemann i 1970’erne, men Europa er her. Det er København, det er Lemvig, det er Nakskov. For Europa er ikke først og fremmest et sted. Europa er en idé, det er værdier, det er en måde at anskue verden på. Europa er de gamle grækere, der opfandt demokratiet, det er Montesquieu, der skabte magtens tredeling. Europa er oplysningstiden, det er individets ret og respekten for fællesskabet, det er troen på fremskridtet, på videnskaben og på fornuften, at vi kan tænke, som vi vil, tro, som vi vil, tale, som vi vil, at fundamentet for den offentlige samtale er fakta og ikke følelser, og at Gud har vigepligt for demokratiet.
Det er den grundlæggende idé, som vores kontinent er bygget på, og som løber i blodet på alle os europæere. Europa er vores åndsliv, det er Mozart, det er Edith Piaf, det er Picasso. Det er Marie Curie, det er Kierkegaard, det er Marx, det er Darwin, det er Rousseau, det er Luther, og det er Hannah Arendt. Det er Václav Harvel, det er Stefan Zweig, og det er Hartvig Frisch. Det er Anne Frank, det er »Den lille prins«, det er Einstein, det er Astrid Lindgren, det er Thomas Mann, det er »Tilværelsens ulidelige lethed«, det er Tolkien, og det er J. K. Rowling.
Det er Kafka, det er Ursula Von der Leyen, det er Jacques Delors, det er Newton, og det er Inge Lehmann. Det er også Melodi Grand Prix og Champions League. Det er feminismen, det er den fri abort, og det er nationalstaten. Europa er Churchill, for Europa er også en mentalitet. Det er den tyske grundighed, det er den sydeuropæiske charme, det er den skandinaviske tillid, det er den polske realisme, og det er den vestjyske snusfornuft.
Europa er ukrainernes heltemod, Europa er revolutioner, kriser og krige, og ja, Europa er også bureaukrati, Brexit og svære kompromiser. Men frem for alt er Europa et storslået, rigt og mangfoldigt fællesskab, der har formået at rejse sig igen og igen. Europa er fugl Føniks, der basker asken af vingerne, og nu ulmer det igen i verden omkring os.
Jeg elsker Danmark af hele mit hjerte, Danmark, mit fædreland, som H. C. Andersen skrev det. Og jeg er så stolt over, hvad vi igennem generationer har bygget op. Men jeg er også glødende europæer. For jeg ved, at det kun er med et stærkt Europa, vi kan bevæge vores eget samfund fremad, og at det kun er i en stærk alliance med vores naboer, at jeg som statsminister kan sikre danskernes frihed og sikkerhed.
Jeg oplever lige nu en handlekraft og et sammenhold, der gør mig optimistisk på Europas vegne. De store lande, Tyskland, Frankrig, Polen og Italien, tager lederskabet på sig, og Storbritannien er tilbage ved bordet. Det er tid til at genkalde sig den franske udenrigsministers ord om at finde de skabende kræfter frem, der står mål med de farer, der truer os.
Om kort tid er det så lille Danmark, der overtager formandskabet i EU. Her vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at bruge vores tid på at bringe vores kontinent fremad og gøre os europæere så stærke, at vi både kan sikre vores egne befolkninger en lys og rig fremtid og afskrække vores fjender fra at ødelægge vores samfund. Det handler først og fremmest om, at vi skal kunne forsvare os selv, afskrække Rusland fra at angribe endnu et europæisk land. Det er derfor, vi opruster i Danmark. Det er 80 år siden, at anden verdenskrig sluttede. I alle de år har vi danskere markeret befrielsen med smukke ord om frihed, om heltemod og om handlekraft. Men netop i år handler det om mere end ord.
Danmark er et af de lande, der har støttet Ukraine allermest. Tak. Jeg er så taknemlig over danskernes opbakning til de historiske beslutninger, vi har truffet sammen her i Folketinget, måske fordi vi danskere godt ved, at krigen aldrig kun har handlet om Ukraine. Putins imperiale drømme rækker langt, langt videre, og ingen kan længere tro, at Rusland stopper ved Kyiv. Rusland har nu omlagt sin økonomi til en egentlig krigsøkonomi, og ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste ser de sig selv i konflikt med Vesten og forbereder sig på en krig med NATO.
Jeg stoler ikke på tyranner. Lige så forkert det var et bøje sig for Hitler i 1930'erne, lige så forkert vil det være at bøje af i dag. Det er kun Rusland, der kan bevise, at de vil freden. Vi andres opgave er at sikre Ukraines fremtid, og så skal vi i øvrigt opruste for at undgå, at Rusland udvider krigen til endnu flere lande i Europa.
Vi bruger i dag dobbelt så mange penge på forsvar og sikkerhed, som da jeg tiltrådte som statsminister for snart 6 år siden. Det er nødvendigt for vores egen sikkerhed, for vores ansvar over for Ukraine og den alliance, vi er en del af, men det handler om noget mere grundlæggende. Det handler om, hvad for et land vi gerne vil være. Et Danmark og et Europa, der ikke er villig til at forsvare sig selv – hvad er det egentlig? Hvor brutalt det end lyder, er det jo en form for ligegyldighed over for os selv og vores egne – en relativering af vores land og vores kontinent. Og hvordan kan vi egentlig forvente, at andre vil forsvare os, hvis vi ikke selv er parate til det?
Aldrig igen må dansk forsvar skæres så meget ned. Aldrig igen må vores vilje til at forsvare os selv erodere. Vi skal genopbygge den europæiske forsvarsindustri, sikre forsyningskæderne og fylde ammunitions- og våbenlagrene op, og derfor har vi sat fart på genopbygningen af dansk forsvar. Med ordene køb, køb, køb genopbygger vi vores kampkraft. Vi opbygger en tung brigade, der skal kunne indgå i forsvaret af NATO's østlige flanke. Vi anskaffer langtrækkende droner og lufttankningsfly, så vi kan operere i NATO's nordligste områder. Vi styrker forsvaret af Østersøen med infanteri på Bornholm, og vi anskaffer et kystmissilforsvar, der skal bidrage til sikkerheden i de danske farvande, flere værnepligtige til både forsvaret og beredskabet, en længere og en mere operativ værnepligt, som selvfølgelig er for både mænd og kvinder.
Vi påbegynder opbygningen af et jordbaseret luftforsvar, og så har vi ambition om, at vi igen skal bygge militære skibe i Danmark – skibe til Marinehjemmeværnet og beskyttelsen af vores havmiljø og undersøiske kritiske infrastruktur og arktiske skibe til forsvaret i nord i et tæt samarbejde med vores NATO-allierede. Om en måned er der topmøde i NATO. Inden da besluttes nye styrkemål. Delaftale 2 om Arktis og Nordatlanten skal på plads. Med andre ord får vi brug for flere penge til det danske forsvar.
Også på andre områder skal vi ruste os: vores erhvervsliv. Takket være dygtige medarbejdere og modige erhvervsledere er Danmark et rigt eksportland, men konkurrencen er blevet hårdere og markederne mere ustabile. Vi må slå ring om Europas virksomheder, gøre det lettere og billigere at drive virksomhed, investere mere strategisk i fremtidens teknologier og gøre os uafhængige af de lande, vi ikke deler værdier med.
Rusland er stadig den næststørste leverandør af gas til EU-landene. Hver eneste øre Rusland får fra os, er jo en hjælp til Putins krigsmaskine. Derfor støtter vi varmt op om energikommissær Dan Jørgensens forslag om et fuldt stop for import af russisk gas fra 2027. I stedet skal vi så bygge mere grøn energi. Danmark er verdensmestre i vindkraft. Allerede i dag kommer over 50 pct. af vores strøm fra vindmøller, og over 80 pct. af vores elproduktion kommer fra vedvarende energi, men selv verdensmester kan blive forsinkede og selv verdensmestre kan have drømme om at blive endnu bedre.
Jeg er derfor rigtig glad for, at vi nu er enige om rammerne for nye udbud af tre havvindmølleparker, der potentielt kan levere strøm til 3 millioner husstande og mere end fordoble den danske produktion af havvind, og den strøm, vi ikke selv skal bruge, kan vi sælge til vores nabolande og dermed sikre ikke blot os selv, men også resten af Europa en grønnere og mere uafhængig fremtid.
Det er jo det, der er det særlige med Danmark: Vi kender godt svarene på de udfordringer, vi står over for. Vi ved også, at det ikke bliver nemt, og i horisonten er der risiko for en endnu værre handelskrig med USA. Den er vi i fuld gang med at forberede os på. Men udgangspunktet er, at dansk økonomi er bundsolid. Vi har den højeste beskæftigelse nogen sinde. Vi har lav arbejdsløshed, vores økonomiske muskler er vokset, og det økonomiske råderum forventes igen at blive større, end vi regnede med, ikke mindst fordi så mange går på arbejde hver dag og bidrager.
Men der venter os nogle store regninger til forsvar, til klimasikring, til beredskab og selvfølgelig til velfærd. Sidste år sikrede vi det største løft af den kommunale velfærd i mere end 15 år. Nu forhandler vi med kommunerne igen. Et stærkt velfærdssamfund er vigtigt, uanset hvilken situation Danmark befinder sig i. Selv om vi står stærkt, og selv om vi står bedre end mange andre lande, så kommer vi selvfølgelig ikke uden om at skulle prioritere, men her er det balancerne, der er det afgørende for sammenhængskraften, for det Danmark, vi giver videre, og for den hverdag, der leves nu og her.
Der er mange trusler udefra, og det er der desværre også indefra. Igennem en årrække har især den vestlige del af Europa gennemgået en voldsom forandring på udlændingeområdet. Indvandringen i flere lande har været alt for høj og ude af kontrol, og konsekvenser er meget, meget alvorlige. Mange af jer, der er kommet hertil, klarer jer godt. I arbejder, og I bidrager. Men det mindretal, der ikke gør, som ikke er villig til at lade sig integrere og blive en del af vores samfund, er ødelæggende, og det er der, vi er nu.
Rundt om i Europa ser vi resultatet: kriminalitet, utryghed, parallelsamfund, radikalisering og terror. Vi skal have styr på Europas ydre grænse, og vi skal have realiseret vores forslag om centre uden for Europa, for vi kan ikke tage imod alle, der vil hertil. Det må og skal være en demokratisk beslutning, hvem der kommer ind i vores lande, og de, der kommer hertil, og som ikke overholder reglerne, skal kunne udvises, hvis de begår alvorlig kriminalitet.
De her holdninger har vi stået lidt alene med i nogle år i Europa, men nu grøder det. Den stramme asylpolitik, Danmark fører, får nu opbakning fra et flertal af EU's lande, og flere af de initiativer, vi har presset på for, er nu ved at blive udmøntet i konkret lovgivning. Så langt, så godt. Nu er det så tid til at gå videre.
Der er et behov for et opgør med fortolkningen af nogle af de internationale konventioner. Konventionerne blev skabt for at beskytte det enkelte menneske mod overgreb og forfølgelse. Det bakker vi selvfølgelig op om, men i dag er det jo nogle gange nærmest omvendt. Konventionerne bliver i nogle tilfælde brugt til at beskytte de forkerte, og vi har som land mistet muligheden for at sikre vores samfund og vores borgere mod dem, der vil os ondt, men politik skal jo virke. Vi skal have kontrollen tilbage. Det enkelte land skal have langt større rum til at udvise mennesker, der med al tydelighed har vist, at de f.eks. ikke vil Danmark. Sagt med andre ord: Vores lands tryghed og stabilitet skal have højeste prioritet.
Jeg kommer aldrig nogen sinde til at forstå, hvorfor nogle vælger at rejse til Danmark og bagefter begå kriminalitet, at man vil gøre os ondt i et land, hvor man måske har fået husly og tryghed. Kendsgerningen er, at der i dag er en kraftig overrepræsentation af mandlige indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande i kriminalitetsstatistikken: bander, kriminelle klaner, som terroriserer hele boligområder og skaber utryghed for helt almindelige mennesker.
Når vi er utrygge, mister vi det, der er det vigtigste, nemlig vores frihed, og derfor har det været en kerneprioritet for mig, siden jeg blev statsminister i 2019, at sætte hårdere og mere konsekvent ind over for kriminalitet. Vi har allerede indført dobbelt straf for bandekriminalitet. Vi har skærpet straffen for vanvidskørsel og ulovlig besiddelse af kniv. Vi har sat flere penge af til efterforskning, og vi har fremlagt en tryghedspakke, hvor vi sætter hårdere ind over for dem, der skaber utryghed på S-togstationer og i butikscentre.
Selv om vi har gjort alt det, er det jo ikke nok. Straffene for personfarlig kriminalitet er for korte – alt for korte. De mennesker, der begår afstumpede forbrydelser mod os andre, sidder for kort tid i fængsel – så enkelt kan det siges – og begår de ny kriminalitet, er straffen for mild. Derfor præsenterer vi om kort tid en strafreform, hvor vi øger straffene for personfarlig kriminalitet markant.
Danmark er stadig væk et af de tryggeste samfund, og vi har en grundlæggende tillid til hinanden. Kriminaliteten er lav, men der er nogle områder, hvor det går den forkerte vej. De seneste 10 år er antallet af anmeldelser om vold steget med over 40 pct., og vi ser forfærdelige eksempler på umotiverede overfald og på voldtægter, som er ødelæggende for ofrenes liv. Kriminelle skal i langt højere grad idømmes straffe, der afspejler forbrydelsernes grovhed, og derfor foreslår vi en fordobling af straffen for grov og særdeles grov vold. Vi vil også skærpe straffene for overfalds- og gruppevoldtægter og simpel vold begået mod en partner eller børn.
Da jeg i sin tid for mange år siden begyndte at arbejde med retspolitik, var jeg præget af min barndom og min ungdom i Aalborg. Jeg har set bagsiden af vores samfund, og jeg har set, hvordan en dårlig barndom og hvordan svigt kan føre meget elendighed med sig. Så jeg gik til opgaven med ønske om resocialisering og et fokus på at få folk ud af kriminalitet. Sådan har jeg det selvfølgelig stadig, men tingene har forandret sig. Der er nogle mennesker i vores samfund med en enorm voldsparathed. De angriber i flok, og de bruger volden som dominans, og her må vi være mere konsekvente: straffe hårdere, udvise og give politiet flere muskler.
Så er der de andre, dem, der begår kriminalitet, som vi stadig væk kan redde, og som stadig væk taler et andet sprog end voldens, og derfor indeholder strafreformen også nogle vigtige socialpolitiske mål. Flere unge, der er villige til at vælge kriminaliteten fra, skal have bedre mulighed for en ny start. Dem vil vi gerne skabe nye veje for. Og den udsatte misbrugere skal ses som netop det: et menneske, vi skal hjælpe, ikke som en kriminel, så vi skaber en reel mulighed for, at man kan vælge fællesskabet til og vende tilbage til samfundet, og så mindsker vi i øvrigt også risikoen for ny kriminalitet.
Den her store strafreform kræver, at vi skaffer flere fængselspladser og ansætter mere personale, for det bør aldrig være kapaciteten i det strafferetlige system, der afgør, hvilken retspolitik vi kan føre, men det er det i dag.
Til alle jer, der arbejder i de danske fængsler og arresthuse, fra fængselsbetjente til lærere, til socialrådgivere, til værkmestre, til jurister, til rengøringsfolk og mange andre: Vi ved godt, at I yder en fantastisk og helt uundværlig indsats. Jeg har igennem årene besøgt mange af jer. Min respekt er uden forbehold, og jeres job er ikke nemt. Tværtimod fortjener den et vedholdende og stærkt fokus på, hvad angår jeres arbejdsvilkår, fra os, der er her. Derfor er jeg selvfølgelig også glad for, at vi har valgt, at I fængselsbetjente har fået mere løn under uddannelse, og at der er givet et lønløft, og vi er villige til at se, om der er mere, vi kan gøre.
Vi slutter i dag et folketingsår, der har budt på begivenheder, de færreste af os havde fantasi til at forestille os, og hvor kongeriget Danmark har været genstand for mere bevågenhed, end de fleste kunne ønske os. Alligevel har vi formået at lave en lang række politiske aftaler, der sætter kursen mod et endnu mere trygt og endnu mere grønt Danmark. Vi har styrket vores velfærd og banet vejen for små og store fremskridt i danskernes hverdag. Ni ud af ti politiske aftaler er lavet med partier fra begge sider af den politiske midte. Tak for det, og tak til Folketinget for at tage ansvar i en alvorlig og på alle mulige måder uforudsigelig tid.
Til sidst vil jeg gerne sige, at vi jo ikke bare skal igennem de svære tider; vi skal styrket ud på den anden side fra Gedser til Qaanaaq bag Diskobugtens isbjerge over de korngule marker i Jylland, Øerne og Bornholm og til Holmen ved Mykines. Det ved ægteparret fra Bornholm, og det ved vi vel egentlig godt hver især af os, der sidder her i salen. Ingen opgave er vigtigere eller mere ærefuld end den, der først og fremmest påhviler os alle sammen lige nu: at passe godt på kongeriget Danmark.