Det sidste punkt på dagsordenen er:

2) Forespørgsel nr. F 26:

Forespørgsel til statsministeren:

Vil statsministeren redegøre for, hvorvidt statsministeren fortsat vil respektere det danske euroforbehold, eller om statsministeren ligesom udenrigsministeren, Lars Løkke Rasmussen, ønsker en folkeafstemning med henblik på at afskaffe kronen og indføre euroen som valuta i Danmark?

Af Morten Messerschmidt (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF).

(Anmeldelse 22.04.2025. Fremme 24.04.2025).

Mødet genoptages hermed.

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 27. maj 2025.

Nu skal vi have en begrundelse fra ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg tror, mange danskere husker eurofolkeafstemningen tilbage i år 2000 – for 25 år siden – ganske tydeligt, i hvert fald dem, der tog del i den og var til stede. Dengang takkede danskerne som bekendt nej til euroen og ja til kronen. Det har sådan set sat scenen igennem de 25 år lige indtil for et par måneder siden, hvor landets udenrigsminister så valgte at ændre på det og pludselig fremførte et ønske om, at Danmark alligevel skulle have euro.

Nu ved vi jo ikke rigtig, hvem det er, der tegner regeringen her i landet, men vi er ret sikre på, at hvis der er nogen, der kan svare på det spørgsmål, så må det jo være lederen af regeringen, altså statsministeren. Derfor håber vi på, at vi i dag kan få en afklaring på, om det nej holder, som danskerne gav tilbage i 25 år siden, og som jeg for egen regning tillader mig at sige har været en meget, meget klog beslutning. Danmark har stået stærkt og godt ved at holde fast i sin monetære suverænitet og den aftale, som er lavet i forhold til fastkurspolitikken. Der er i vores optik ingen grunde til, overhovedet, at åbne en debat om at skulle afskaffe kronen, hverken økonomisk eller politisk.

Men vi ved jo ikke, hvor vi har statsministeren. Det eneste, vi ved, er, at hun for 2 dage siden erklærede sig som glødende europæer. Om det så også betyder, at hun deler udenrigsministerens holdning om, at vistnok alle forbehold skal afvikles, ved vi ikke, men det håber vi at blive klogere på i dag. Jeg ser derfor både frem til høre at redegørelsen og til den debat, der måtte udspil sig. Tak, formand.

Tak for det. Vi har to ministre til stede i dag, men til at starte besvarelsen byder jeg statsministeren velkommen.

Tak for det. Jeg kan svare helt kort på det spørgsmål, og spørgeren kender godt svaret: Jeg har ingen planer om at ændre på de eksisterende danske euroforbehold – punktum, slut, færdig. Så kunne jeg stoppe der, men nu har jeg talerstolen, og så kan jeg lige så godt sige lidt mere. Hvorfor kan jeg svare så kort, som jeg gør? Det kan jeg, fordi danskerne senest ved folkeafstemningen tilbage i år 2000 gav deres mening til kende om euroforbeholdet. Der var et klart flertal, der sagde nej til at afskaffe det, og det har jeg tænkt mig at respektere. Derfor har regeringen ingen planer om at sætte de forbehold, vi stadig væk har, til afstemning.

Det ændrer ikke på, at det europæiske samarbejde og Europa er vigtigere end nogen sinde før på grund af krigen i Ukraine og på grund af et aggressivt Rusland, og med de seneste måneders signaler også fra vores allierede på den anden side af Atlanten er der i mine øjne kun én vej frem for os europæere, og det er at lave det stærkeste Europa nogen sinde. Europa er ikke alene vores naboer, de er også vores vigtigste samarbejdspartnere, når det gælder forsvar og sikkerhed, handel, vækst og arbejdspladser. Det er migrationsproblemerne, vi skal løse sammen med resten af Europa, og vi har som opgave at sikre gode velfungerende samfund.

Men vigtigst af alt er Europa et værdifællesskab i en tid, hvor netop vores værdier er under pres, og en alliance, hvis betydning for Danmark ikke kan overdrives. Det er kun i et stærkt Europa, vi kan drive vores kontinent fremad, og jeg vil gerne sige meget klart, at det kun er i alliance med vores europæiske naboer, at jeg som statsminister kan sikre danskernes sikkerhed og tryghed. Så vi skal styrke samarbejdet, men det behøver vi ikke at afskaffe forbehold for at kunne gøre.

Om godt en uge er det i øvrigt præcis 3 år siden, at to tredjedele af danskerne stemte ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Jeg er glad for, at jeg udskrev den folkeafstemning, og jeg er glad for, at det blev, må man sige, et rungende ja. Jeg tror, at årsagen til det grundlæggende ja var og er, at en meget, meget stor del af os danskere godt kunne se, at vi selvfølgelig skulle være med i samarbejdet om forsvars- og sikkerhedspolitik. At vi i dag har meldt os helhjertet ind i det europæiske samarbejde, som er så afgørende et område, er kun godt, og det betyder, at vi kan bidrage endnu mere til forsvaret af Europa på lige fod med nærmeste allierede. Det er ansvarligt, og jeg synes også, at det både sådan moralsk i forhold til Rusland og realpolitisk var det rigtige valg at træffe.

Sådan har jeg det ikke med euroen. Jeg mener ikke, at der er nogen grund til at sætte spørgsmålstegn ved den beslutning, danskerne har truffet. Jeg ved godt, at der er andre kolleger her i salen, der ser anderledes på det. Det er jo helt legitimt, og vi skal altid kunne diskutere alle hjørner af europapolitikken. Jeg bliver også bare nødt til at sige, at faktum er, at Danmark allerede i dag deltager i størstedelen af det økonomiske samarbejde i EU. Det gælder fri bevægelighed og samarbejde om finanspolitik og strukturreformer, og det er mit klare indtryk, at det samarbejde, vi har, fungerer godt og ikke på nogen måde står i vejen for vores relationer med de andre lande og samarbejdet i det hele taget.

Euroforbeholdet er jo så heller ikke en forhindring for, at vi kan have en stærk økonomi i Danmark, for vi har en bomstærk dansk økonomi. Det skyldes først og fremmest den måde, vi danskere arbejder på, og den måde, vi fører vores økonomiske politik på, og som jeg sagde før, stemte et flertal af danskerne nej til at afskaffe euroforbeholdet tilbage i 2000. I 2015 var der en ny afstemning, den her gang om retsforbeholdet, og der sagde danskerne også nej til at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Med fare for at gentage mig selv, men her gør jeg det gerne, fordi jeg synes, det er vigtigt, har jeg meget, meget stor respekt for de stemmeafgivelser, der har været om forbeholdene, og dem har jeg tænkt mig at respektere.

Tak for nu til statsministeren. Der er nu mulighed for én kort bemærkning fra ordførerne, og den første, der har indtegnet sig, er hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Først og fremmest tak for at sige det så klart. Ikke bare euroforbeholdet, som vi i dag spørger til, men hele pakken, dvs. også retsforbeholdet og sommerhusforbeholdet, består, forstår jeg så. Det er vi helt grundlæggende glade for. Det er vigtigt for Dansk Folkeparti at have ro omkring de her ting, og det er vigtigt, synes jeg også, at vise respekt, som statsministeren gør, for de folkeafstemninger, der har afgjort sagen. Jeg kommer jo også til at respektere den afgørelse, der blev truffet på forsvarsområdet, selv om den gik mig imod. Vi kommer ikke til at bede om nye afstemninger. Danskerne har talt. Det er godt.

Problemet er jo så bare, at nummer 2 i regeringen tilsyneladende ikke har det helt på samme måde. Udenrigsministeren holder sig ikke tilbage fra tilsyneladende at føre sin egen udenrigspolitik, og det er jo lidt et problem, at man, både udenrigs og indenrigs, kan få indtryk af, at der er to forskellige EU-politikker og to forskellige udenrigspolitikker i den her regering. Kunne statsministeren sige lidt om, hvad hun agter at gøre for at sætte udenrigsministeren på plads eller måske bare sikre, at de fører den samme EU-politik?

Statsministeren.

Der er ikke to forskellige EU-politikker, men vi er tre partier i regeringen, og vi mener jo ikke det samme om alting. Jeg kommer ikke til på noget tidspunkt at kræve af dem, jeg arbejder sammen med, hverken i en regering, i Folketinget eller i andre lande, at man skal mene præcis det samme, som jeg gør. Det ville jo være en mærkelig tilgang til politik.

Vi er tre forskellige partier i regeringen. Vi kommer fra tre forskellige steder. Vi mødes, vi finder den løsning, vi mener er den bedste for Danmark, og så er det den regering, vi står bag alle sammen. Det er jo ikke anderledes i den her regering, end det er i alle mulige andre samarbejdsfora, men det betyder ikke, at der er flere forskellige europapolitikker.

Fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Hvilket et af forbeholdene mener statsministeren at Danmark betaler den største pris for?

Statsministeren.

Altså, jeg har jo nu som statsminister beskæftiget mig indgående med europapolitik i snart 6 år og har endnu ikke oplevet, at forbeholdene er en forhindring for, at Danmark kan søge indflydelse eller i øvrigt føre den politik, vi gerne vil. Jeg har valgt at sætte forsvarsforbeholdet til afstemning, fordi jeg var af den overbevisning, og det er jeg fortsat, at med den sikkerhedspolitiske situation, som Rusland har bragt Europa i, er det vigtigt, at der ikke er nogen forbehold på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område.

Jeg er selvfølgelig meget, meget glad for, at to tredjedele af danskerne valgte at sige ja til at afskaffe det forbehold, men jeg bliver nødt til at sige meget direkte – jeg er lige kommet hjem fra Italien for ganske, ganske kort tid siden, hvor jeg var for at intensivere samarbejdet på det udlændingepolitiske område, herunder også behovet for at ændre på nogle konventioner – at der ikke er noget i forbeholdene, der forhindrer os i at føre den politik, vi gerne vil.

Tak til statsministeren. Næste i talerrækken er økonomiministeren.

Tak for det. Jeg vil starte med at sige, at jeg kan tilslutte mig statsministerens budskaber. Der er brug for et stærkere Europa i en usikker verden, og med de udfordringer, Danmark og Europa står over for, er samarbejdet i EU vigtigere end nogen sinde før. Men euroforbeholdet står ikke i vejen for et stærkere Europa, og vi har i regeringen ikke planer om at ændre på de danske EU-forbehold.

Danmark har givet den fastkurspolitik, vi fører, grundlæggende de samme rammebetingelser for den økonomiske politik som eurolandene. De pengepolitiske renter i Danmark fastsættes som bekendt af Nationalbanken, og det gør de for at sikre kronens faste kurs over for euroen. Og de følger derfor generelt de pengepolitiske renter i euroområdet, som fastsættes af ECB. Ved at bruge euroen som anker opnår Danmark den samme inflationsudvikling som i euroområdet, hvor målsætningen er en lav og stabil inflation på 2 pct.

Danmark deltager desuden generelt i det økonomiske samarbejde i EU. Det gælder bl.a. det indre marked, det gælder den finansielle regulering af bankerne, og det gælder de fælles finanspolitiske regler i EU. Dansk økonomi står generelt stærkt, også sammenlignet med andre lande. Vores virksomheder er konkurrencedygtige, beskæftigelsen er høj, levestandarden for danske lønmodtagere er blandt de højeste i verden, og vores offentlige finanser er meget solide. Den stærke danske økonomi kan helt overvejende tilskrives årtiers ansvarlig økonomisk politik med vigtige strukturreformer, gode rammebetingelser for virksomheder og sunde offentlige finanser. Den sunde økonomiske politik har større betydning for den gunstige økonomiske udvikling i Danmark end valget mellem på den ene side fastkurspolitik uden for euroen og på den anden side eurodeltagelse.

Man kan ikke lave en præcis opgørelse af konsekvenserne ved Danmarks beslutning om at stå uden for eurosamarbejdet, som jeg også har svaret Finansudvalget på for nylig. Når det er sagt, er der jo nogle konkrete implikationer. For det første er der nogle ting i forhold til den økonomiske politik, som vi ikke har indflydelse på. For det andet kan vi komme i en situation, hvor vi har brug for selvstændige renteændringer. For det tredje er der nogle begrænsede transaktionsomkostninger. Med hensyn til indflydelsen på den økonomiske politik i EU deltager vi ikke i det, der hedder eurogruppen, fordi vi ikke er en del af euroområdet. Det er der, hvor eurolandene mødes og drøfter spørgsmål af fælles interesse for eurolandene og den økonomiske politik i Europa. Men vi har stadig væk indflydelse på EU's økonomiske politik, når jeg f.eks. deltager i rådsmøderne for økonomi- og finansministre i ECOFIN, ligesom vi deltager i euromøderne i udvidet format, hvor alle EU-landene deltager.

Det er også en konsekvens af euroforbeholdet, at vi ikke har indflydelse på den pengepolitik, der bliver ført i euroområdet, selv om vi følger den på grund af fastkurspolitikken. Det vil sige, at vores nationalbankdirektør ikke har plads i styrelsesrådet i ECB og ikke er med til at drøfte og beslutte de ting, der sker dér i forhold til pengepolitikken. Det er samtidig en konsekvens af euroforbeholdet, at vi jo kan have brug for selvstændige renteændringer. Det kan være for at forsvare fastkurspolitikken, at Nationalbanken i perioder, hvis der f.eks. måtte være økonomisk eller finansiel uro, kan være nødsaget til at ændre den pengepolitiske rente, uafhængigt af hvad ECB gør. Det kunne f.eks. være, at man kunne være nødt til at hæve renten for at fastholde kursen, hvis der under en krise skulle ske en svækkelse af kronen. Der er det klart, at en rentestigning potentielt kunne forværre krisen, men kan være nødvendig for at forsvare kronen. Det var et scenarie, som vi så under finanskrisen i 2008, hvor Nationalbanken satte renten op og ECB satte renten ned. Men det er vigtigt at sige, at det modsatte også kan gøre sig gældende. Det vil sige, at den danske krone kan blive en sikker havn i usikre tider, og at det kan føre til en stærkere krone og lavere renter i Danmark. I normale økonomiske tider, hvor der er en nogenlunde ensartet udvikling her hos os og i euroområdet, vil man typisk se, at vores rente følger den, der er i Europa.

Jeg tror, at man må sige, at det er en helt klar vurdering, at fastkurspolitikken har været til kæmpestor gavn for Danmark. Det er vigtigt at understrege, at den opbakning, der skal være til fastkurspolitikken fra regeringens side, er fuldstændig ufravigelig. Det er jo en politik, der blev indført i 1982, og alle regeringer siden dengang har stået fast på den. Det er helt afgørende for fastkurspolitikken, at den er troværdig.

Endelig er det en konsekvens af euroforbeholdet, at der er nogle begrænsede praktiske omkostninger, f.eks. dem, I kender, når I rejser ud og skal veksle rundtomkring, eller hvis man som virksomhed skal afdække sin valutakursrisiko. Omvendt er det klart, at hvis vi skulle vælge at gå ind i euroen, vil der være nogle engangsomkostninger. Så kan jeg så også nævne, at når vi ikke er med i euroen, står vi også uden for den krisemekanisme, der hedder ESM, som under økonomiske kriser vil kunne yde lån til lande på givne betingelser.

Som statsministeren også sagde, har regeringen fuld respekt for, at Danmark har et euroforbehold fra 1993, og at danskerne i år 2000 sagde nej til at indføre euroen i Danmark. Samtidig har dansk økonomi på mange måder aldrig stået stærkere, end den gør nu. Det er ikke på grund af euroforbeholdet, men på grund af vores sunde økonomiske politik. Hvis billedet skulle ændre sig over tid, f.eks. som vi så med forsvarsforbeholdet, hvor der er en klar dansk interesse for at ændre på det, vil man selvfølgelig skulle diskutere det, måtte den tid komme. Der er vi ikke. Og helt ærligt: Vi har rigtig mange ting på paletten i EU. Vi skal opruste. Vi skal styrke vores konkurrenceevne. Det er langt vigtigere at forfølge det end at forfølge en debat om det her emne. Vi respekterer euroforbeholdet. Det kan kun afskaffes ved en folkeafstemning. En sådan folkeafstemning har regeringen ingen planer om med henblik på at afskaffe kronen og indføre euroen som valuta i Danmark. Tak for ordet.

Tak for det. Der er nu adgang til én kort bemærkning for ordførerne, og hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti, er første indtegnede.

Tak for et meget fint og, synes jeg, bredtfavnende svar. Jeg tror ikke, vi skal have nogen diskussion om Danmarks valutakurspolitik. Personligt har jeg det sådan, at det egentlig er sikkerheden, der er det væsentlige. Jeg kan ikke se, at det har været nogen væsentlig ugunst for hverken Norge, Island, Schweiz eller Sverige at have flydende valutapolitik. Det, der kan være til ugunst, er, hvis man har en evig diskussion om det, så det vil jeg ikke indlade mig på.

Det, jeg til gengæld godt bare vil have ministeren til at bekræfte, er, at i de nu 24 år, der er gået, hvor Danmark har holdt fast i kronen og euroen har været der, har obligationsrenten, den 10-årige og den 30-årige sådan set, altovervejende ligget lavere i Danmark, end middelrenten i ECB har været.

Ministeren.

Jeg tror, man må sige, at der, hvor man kan pege på en undtagelse sådan af særlig karakter, var i forbindelse med finanskrisen, hvor man havde en situation, hvor der var uro på de finansielle markeder, og hvor, som jeg også nævnte i mit indlæg, Nationalbanken var nødt til at bevæge sig modsat af, hvad man gjorde i ECB. Men det er vel det eksempel, der er i den periode, som ordføreren henviser til, hvor det har været nødvendigt at gøre noget andet.

Da der ikke er flere indtegnet til korte bemærkninger, går vi over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger. Ordfører for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, er velkommen på talerstolen.

Tak, formand. Statsministeren sagde i sin tale forleden under afslutningsdebatten, at Europa er mere en idé end et kontinent, et geografisk område. Det er jeg langt hen ad vejen helt enig i. Europa er nationalstaten springende ud af trediveårskrigen og den westfalske fred, Europa er renæssancen, sekulariseringen, den evige nysgerrighed efter og jagt på nye landvindinger. Men når man har et koncept bestående af idéer, hænder det jo også, at der fås dårlige idéer, og jeg må sige, at euroen har været en ualmindelig dårlig idé, et ualmindelig dårligt bekendtskab for Europa. For de europæiske lande, endskønt mange måske i Bruxelles drømmer om, at de skal være ens, er stadig meget forskellige. Det er noget af det, jeg elsker ved Europa: Når man kommer til Spanien, er der lidt længere siesta, end der er i Sverige; når man kommer til Grækenland, er tingene bare lidt mere bøvlede, end når man er i Tyskland. Det er ikke, fordi der er noget galt med de lande, men de har bare valgt at indrette sig forskelligt, fordi de har deres historie, deres kultur og deres måde at gøre det på. Og når man summer hele den menneskelige adfærd op i økonomisk adfærd, får man på en eller anden måde en beskrivelse af et lands konkurrenceevne og derfor også, hvad den naturlige rentesats og valutakurs bør være, og det er her, hvor euroen kommer ind som en ualmindelig dårlig idé.

For hvad skete der, da man indførte en fælles valuta og renterne kørte ned i bund for de sydeuropæiske lande? Det var, at de lande, der naturligt havde haft svært ved at anskaffe sig kapital, fordi kreditorerne igennem mange år havde haft dårlige erfaringer med at få kradset pengene ind, lige pludselig kunne låne til en meget billig penge. Og hvad sker der, når folk, der måske ikke har været vant til at kunne låne til en billig rente, lige pludselig får det? Der sker det samme, som hvis man giver en 12-årig knægt en halvtredser og lader ham gå ind i en slikbutik: Der bliver købt for en halvtredser. Der lagde vi grunden til nogle af de enorme problemer, Europa, EU, står i i dag med den gældsætning, som stadig væk hærger og tynger Sydeuropa. Det er det, som forhindrer dem i f.eks. at bidrage lige så meget i Ukraine, som Danmark har gjort, det er det, der forhindrer dem i at reformere deres økonomier. Derfor skal man virkelig tage sig i agt for dårlige idéer.

Der er masser af gode idéer, også i EU-samarbejdet. Jeg er tilhænger af det indre marked. Jeg synes, at den grundlæggende tanke om, at det skal være de bedste produkter og de mest effektive virksomheder, der vinder frem og kan sælge uden handelshindringer osv., er en knaldgod idé, og det skal vi holde fast i. Men problemet er, at i Bruxelles og i EU-systemet, som jeg tillader mig at sige at kende indgående efter 10 år i Europa-Parlamentet, har den dårlige idé ligesom hængt ved, og man har ikke gjort meget for at få Sydeuropas gæld ned eller få ændret deres adfærd. Tværtimod er det, som om den dårlige idé er blevet institutionaliseret. Man har lavet en finanspagt, som ikke har løst problemet, og på det seneste er man så også begyndt i stadig stigende omfang at optage fælles gæld – desværre en del af den dårlige idé, som den danske regering ikke helt siger fra over for. For det, der er virkeligheden, er så, at efter de her 25 år har euroen forgældet Sydeuropa, man har ikke reformeret sin økonomi og tilpasset sine pensionsordninger osv., som vi oppe i det dydige nord har gjort det, og så er man ligesom kommet til en erkendelse af, hvad vi så skal gøre. Så må vi optage fælles gæld, hvor vi heroppe så hæfter for sydeuropæerne, fordi de ikke kan finde ud af at reformere deres egne økonomier. Det er ikke et sundt træk.

Det, der er brug for, er selvfølgelig et opgør med det, der var den grundlæggende dårlige tanke, euroen, som jeg stadig væk forudser kommer til at dele sig i en nordeuro og en sydeuro i det, der på et tidspunkt hed en D-mark og en fra fransk franc. Så kan man kalde det, hvad man vil. Men det er først der, Europas økonomi for alvor kan begynde at komme i form igen. Når man i Danmark har en udenrigsminister, som går rundt og siger, at det, der sådan set har lagt Europas økonomi i den komatilstand, som den har befundet sig i i rigtig, rigtig mange år, hvor vi bare sakker bagud og bagud og bagud, så er vi nødt til at vide, hvor Danmark står. Derfor er jeg glad for, at vi i dag har fået så klart et svar fra statsministeren og økonomiministeren om, at der ingen planer er om indførelse af euroen eller afvikling af forbeholdet.

Jeg skal derfor på vegne af partierne Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anser kronen som en central del af dansk selvforståelse og landets økonomiske selvbestemmelse. Folketinget fastslår, at Danmarks valuta er og skal forblive den danske krone. Uanset udtalelser fra medlemmer af regeringen om indførelse af euro og øget europæisk integration skal regeringen loyalt forpligte sig til at støtte kronen og afvise ethvert tiltag eller plan om at indføre euroen som dansk valuta.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 74).

Tak, formand.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Den næste i talerrækken er fru Anne Paulin fra Socialdemokratiet.

Tak for det. I Socialdemokratiet ønsker vi ikke en ny folkeafstemning om euroforbeholdet. Vi er rigtig glade for, at der var et stort flertal af danskerne, som i 2022 valgte at afskaffe forsvarsforbeholdet. Det var en hæmsko for Danmark i en usikker tid, og tættere europæisk samarbejde på forsvarsområdet er helt afgørende for vores nationale og fælles europæiske sikkerhed. Men at vi har afskaffet ét forbehold, betyder altså ikke, at man skal bevæge sig videre til at afskaffe det næste, for der er tale om forbehold af meget forskellig karakter og også af meget forskellig vigtighed. Danmark har tidligere haft en folkeafstemning om afskaffelse af kronen, og det var et flertal af danskerne imod. Meget tyder på, at det stadig væk er et stort ønske blandt befolkningen at beholde kronen, og mange er glade for at have deres egen nationale mønt. De sidste 25 år har også vist, at det kan fungere ganske fint på den ene side at være dybt engageret i det europæiske samarbejde og samtidig bevare sin egen valuta.

Overordnet set er Danmark gennem fastkurspolitikken underlagt mange af de samme vilkår som andre lande i eurozonen. Vi har bundet os tæt sammen med euroen, ligesom vi tidligere var med D-marken, og det er en meget fornuftig politik for et lille land. Samtidig er den danske økonomi i absolut topklasse i Europa og har været det i mange år, så der er altså ikke noget, der tyder på, at vi er økonomisk dårligere stillet i Danmark som land ved at være uden for euroen.

Nogle synes, det er nostalgisk at holde fast i egen mønt, mens det for andre er en vigtig del af vores kultur og vores historie. Begge synspunkter er legitime, men man kan altså sagtens ønske at ville holde fast i sin egen valuta og samtidig bakke fuldt op om et styrket europæisk samarbejde på de områder, som virkelig betyder noget i den tid, som vi er i. Det er forsvar og sikkerhed, det er Europas grænser, det er konkurrenceevne, grøn omstilling, og at vi styrker vores europæiske værdier og demokrati. Det er de virkelig vigtige spørgsmål for Europa og for Danmark.

Med det vil jeg gerne læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF og Radikale Venstre:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at et flertal af danskerne i år 2000 stemte nej til at ophæve euroforbeholdet og indføre euroen i Danmark. Folketinget respekterer fuldt ud det danske euroforbehold og noterer sig, at det ifølge gældende politisk aftale kun kan afskaffes ved en folkeafstemning. Endvidere noterer Folketinget sig, at Danmark med fastkurspolitikken i store træk har samme rammebetingelser for den økonomiske politik som eurolandene. Danmark har dog uden for euroen mindre indflydelse på de politiske drøftelser af den økonomiske politik og udvikling i Europa.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 75).

Tak for ordet.

Tak for det. Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og også tak for en klar stillingtagen fra Socialdemokratiets side. Når vi nu er enige om, at vi ikke vil have euro i Danmark, kan det nogle gange undre mig, hvordan man forholder sig til alle de knopskydninger, der er oven på euroen. Jeg nævnte i min tale f.eks. det her med fælles gæld. Det er jo klart noget, som er opstået inden for eurogruppen som en tanke, altså at man skal løse stadig mere finanspolitisk sammen. Der undrer det mig så, at Socialdemokratiet ikke lige så klart siger fra.

Så vil ordføreren ikke prøve at forklare mig og måske også nogle, der ser med, hvordan det kan være, at man så klart kan sige nej til den valutariske og monetære del af samarbejdet, altså euroen som sådan, men ikke har noget problem med, at danske skatteydere skal hæfte for andre landes gæld og optage fælles gæld på tværs af EU-landene? Er det ikke lidt to sider af samme sag?

Ordføreren.

Nej, det synes jeg egentlig ikke det er. Jeg synes ikke, at det er i modstrid med, at man egentlig gerne vil holde fast i egen valuta og respekterer, at der er en stor del af befolkningen, som gerne vil det, og at man så samtidig synes, at der er rigtig mange områder, hvor det giver mening med et tættere økonomisk samarbejde i Europa, især i forhold til de store udfordringer, som vi står med. Med krigen i Ukraine og med den forsvarsoprustning, som vi skal i gang med i hele Europa, giver det rigtig god mening, at man arbejder tæt sammen med andre europæiske lande, også når det handler om den økonomiske politik.

Spørgeren.

Jeg forstår, at Socialdemokratiet også nu har indset, at der er et problem med EU's konkurrenceevne. Det er ret evident, når man ser på, hvordan EU's økonomi og økonomiske rolle i verden er gået ned ad bakke de sidste 10, 20, 30 år.

Er det så en del af løsningen, at man optager fælles gæld og på den måde pacificerer de sydeuropæiske lande, der hænger i bremsen? Ville det ikke snarere være naturligt, også når man har den her tanke om Europa som idéernes legeplads osv., at man siger, at ethvert land må reformere sin egen økonomi og så sikreden lave rente, som afspejler økonomiens formåen?

Ordføreren.

Jeg tror grundlæggende ikke, at jeg deler hr. Morten Messerschmidts store økonomiske analyse af Europa. I forhold til det her med gældsætningen er det jo nogle andre udfordringer, som vi står og kigger ind i, som gør, at det her er relevant. Når det gælderde store forsvarsudgifter, som vi står over for, og den fælles opgave, som man skal løse i Europa, synes jeg, at det giver rigtig god mening, at man kigger på tættere økonomisk samarbejde i den situation, vi står i.

Tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Den næste i talerrækken er hr. Hans Andersen fra Venstre.

Tak for det. Det er nu 25 år siden, danskerne sagde nej til at indføre euroen. Det valg har Venstre respekt for. Det var danskernes og demokratiets tale i 2000. Venstre har i årtier ønsket at komme af med euroforbeholdet, det er ikke nogen nyhed, men afskaffelsen af euroforbeholdet haster ikke. Der er mange, mange andre presserende dagsordener, som vi skal fokusere på først. Der er heller ikke noget stort pres. Jeg hører ikke, at det er et kæmpe ønske her og nu fra erhvervslivet at få indført euroen.

En folkeafstemning er også en stor og tung proces, som skaber usikkerhed, både politisk og økonomisk. Vi synes også, at man skal fokusere på det vigtigste og ikke åbne en debat her og nu, der kan føre til selvskabte problemer, især med en økonomi, som grundlæggende fungerer rigtig, rigtig godt. Der er heller ikke nogen garanti for, at danskerne stemmer ja, hvis vi udskriver en folkeafstemning nu. Og hvis det bliver et nej, så står vi måske tilbage med mindre handlefrihed og uden gevinster, og vi har selv sat os i situationen. Danskerne skal være klar til det; det kræver tid, debat og oplysning.

Danmark har jo, som også økonomiministeren nævnte det, med fastkurspolitikken i store træk samme rammebetingelser for den økonomiske politik som eurolandene. Der er ikke nogen grund til at skabe unødvendig usikkerhed, heller ikke for de danske virksomheder, i en i øvrigt sårbar europæisk økonomi. Vi skal deltage, og det gør vi allerede, aktivt i samarbejdet i Europa. Det gør vi i særdeleshed efter afskaffelsen af forsvarsforbeholdet, og vi kan ikke gøre det uden at afskaffe alle forbehold her og nu. Det vigtigste er, at vi styrker Danmarks indflydelse uden at sætte stabilitet og økonomisk tryghed over styr.

Så lige nu handler det jo om at stå sammen i Europa, om forsvar, om sikkerhed, om bedre konkurrenceevne, vækst og mange andre vigtige dagsordener. Tiden er ikke til en afstemning om euroforbeholdet. Tak

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak for også det meget klare svar. Jeg er nemlig meget, meget enig i, at det skaber usikkerhed overhovedet at begynde at rejse den her debat. Derfor synes jeg også, at det på alle måder er underligt, at vi har en udenrigsminister, som tilsyneladende jo helt evident er i mindretal i regeringen, der så turnerer rundt med den slags aparte og, ja, utryghedsskabende synspunkter. Så tak for at sætte tingene på plads på Venstres vegne.

Jeg ved godt, at det her måske er sådan lille smule – jeg ved ikke, hvad »nitty-gritty« hedder på dansk, formand, undskyld. Men kunne man så bare for også at rydde enhver form for usikkerhed om Venstres position af vejen overveje at slette den passus, der står i partiets principprogram, som lyder: »Danmark bør være med i den fælles valuta, Euro'en«. Hvis nu vi er enige om, at vi gerne vil bringe al usikkerhed af vejen, så ville det i hvert fald gøre, at jeg sov lidt roligere om natten.

Ordføreren.

Som jeg indledte med at sige, er det jo ikke nogen nyhed, at Venstre grundlæggende ønsker at komme af med euroforbeholdet, men som jeg også skitserede, synes vi ikke, at tiden er til det. Der er mange, mange andre presserende og hastende dagsordener, som vi skal koncentrere os om, og derfor ønsker vi ikke at skabe usikkerhed og tvivl og bruge tid på at organisere og tage en folkeafstemning. Jeg ved, at ordføreren tidligere har været organiseret og engageret i mange folkeafstemninger, og det tager bestemt tid og kræfter fra alle. Derfor synes vi i Venstre, at det ikke er vejen at gå her og nu. Det er derfor, vi så klart siger, også i dag, at tiden ikke er til en afstemning om euroforbeholdet.

Spørgeren.

Okay. Det må jeg så tage for gode varer. Jeg synes nu, at statsministerens afvisning, som var lidt uden de her temporale undtagelser, var lidt mere klar. Der er jo forskel på helt manifest at sige, at vi har kroner i Danmark, og så sige, at det ikke er lige nu. Skulle vi ikke komme det lidt nærmere, hr. Hans Andersen? Vi vil ikke have euroen.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at danskerne har taget stilling. Det har Venstre også respekt for. Det ændrer ikke på, at Venstre – og det er ikke nogen nyhed – grundlæggende ønsker at afskaffe euroforbeholdet. Men vi siger også klart i dag, at vi ikke har nogen planer om at udskrive en folkeafstemning om euroforbeholdet. Der er mange andre presserende og meget vigtigere dagsordener, som vi skal kaste os ind i med alle vores kræfter, når det handler om forsvar og sikkerhed og konkurrenceevne i EU. Så det er det, vi koncentrerer os om i Venstre.

Tak til ordføreren fra Venstre. Den næste i talerrækken er fra Danmarksdemokraterne, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak, formand. Tak til Dansk Folkeparti for at tage initiativ til den her debat, vi har lige nu. Baggrunden for forespørgselsdebatten er jo, at landets udenrigsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, der er formand for et af regeringspartierne, har sagt, at man ønsker at afskaffe kronen og erstatte den med euroen. Det naturlige spørgsmål i den forlængelse er selvfølgelig, om det så er hele regeringens politik, eller om der også i den her sag er sprækker i regeringens samarbejde, som viser, at man reelt ikke er enig om så forfærdelig meget.

På den ene side har vi et Socialdemokrati, som ikke vil have en afstemning om euroforbeholdet; og tak til statsministeren for at gøre det meget tydeligt her i dag. På den anden side har vi så Moderaterne, hvis formanden i hvert fald meget, meget tydeligt har været ude at sige, at man ønsker den her afstemning. Midt imellem har vi så Venstre, som vel lidt blafrer rundt og siger, at man vil sådan set gerne have en afstemning, men man vil ikke have den lige nu. Hvornår vil man så have den? Jeg har set, at Venstres europaordfører har været ude at sige, at vi kommer nærmere for hver dag, og på den led må man jo forstå, at Venstre arbejder for, at vi kommer i nærheden af at få den her afstemning. Så hvad mener man egentlig som regering?

I Danmarksdemokraterne er linjen helt klar. Vi ønsker at bevare den danske krone. Det er der flere grunde til. Først og fremmest ønsker vi økonomisk selvstændighed, og i det ligger der, at vi kan føre vores egen rente- og pengepolitik. Med kronen kan Danmarks Nationalbank fastsætte renten og føre en selvstændig pengepolitik i modsætning til eurolandene, hvor det er Den Europæiske Centralbank, der bestemmer. I krisetider kan vi reagere mere fleksibelt, f.eks. ved at ændre renten for at stimulere økonomien. Jeg er fuldstændig med på, at vi kører en fastkurspolitik, hvor kursen og renten lægger sig tæt op ad den europæiske, men pointen er, at vi faktisk har muligheden for at justere og have forskelle, hvis der er behov for det.

Det handler også om demokratisk kontrol og sikkerhed. Ved at bevare kronen har Danmark direkte politisk og demokratisk kontrol over sin valuta. Sagt på en anden måde, ville det jo, hvis vi fik euro, betyde, at beslutninger om pengepolitik flyttes til ECB, som Danmark alt andet lige kun har begrænset indflydelse på.

Der er også udfordringer ved det nuværende eurosamarbejde. Der er meget store økonomiske forskelle på Sydeuropa og så f.eks. de skandinaviske lande. Det kan være svært at håndtere med en fælles valuta, hvor man f.eks. i Sydeuropa har brug for en lav rente på grund af høj gæld og lav vækst, og hvor man i Danmark, som har en lav gæld, har brug for en højere rente for at bremse økonomien en lille smule. Som et lille land i eurosamarbejdet er jeg ret overbevist om, at det nok ikke vil være Danmarks interesser, der vil blive tilgodeset.

Et sidste argument fra os for at bevare kronen er, at det er en del af Danmarks nationale identitet og historie. Det betyder noget for mange af os danskere, at vi har vores egen møntenhed, kronen.

Med de ord kan jeg afslutningsvis gentage, at vi i Danmarksdemokraterne ønsker at bevare kronen. Tak for ordet.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak for talen. Jeg vil bare gerne takke for, at vi i blå blok har kunnet finde sammen om en fælles vedtagelsestekst. Det, at vi i den blå lejr, hvor vi kommer fra forskellige udgangspunkter, skulle kunne finde sammen om EU-spørgsmålet, har jo tidligere været lidt af et fatamorgana. Så jeg vil bare kvittere for den velvillighed, der har også været fra Danmarksdemokraternes side, og for, at vi har fået en fin vedtagelsestekst, som jeg synes konstituerer er en rigtig god fælles platform.

Ordføreren.

Tak for det. Og tak til Dansk Folkepartis hr. Morten Messerschmidt for at bringe det på banen. Vi vil også sige tak til de andre blå partier for den klare opbakning, der er til den vedtagelsestekst, vi har til det her dagsordenspunkt i dag. Tak.

Tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Næste i talerrækken er hr. Claus Jørgensen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, formand. Lad mig starte med at sige det helt klart: SF ønsker ikke at afskaffe euroforbeholdet. Det skyldes hverken, at vi vender ryggen til Europa, eller at vi mangler visioner for Danmarks rolle i EU, tværtimod. Det handler om at bruge vores kræfter klogt og om at stå fast på det, der virker. Som det allerede er blevet nævnt, har vi rigeligt med opgaver at tage os af fra klimaudfordringer til sikkerhedspolitik og social sammenhængskraft. En ny og unødvendig diskussion om euroen er ikke det, Danmark har brug for nu, og det er heller ikke SF's politik. Danmark har en stærk krone, og selv om den ikke svæver frit, men er tæt knyttet til euroen, ligesom den tidligere var bundet til D-marken, fungerer vores ordning. Vi får fordelene ved stabiliteten i eurosamarbejdet, samtidig med at vi bevarer en vis selvstændighed i pengepolitikken. Det er en balance, vi er glade for, og som vi ingen grund ser til at til at ændre på.

Da SF sagde nej tak til Maastrichttraktaten i 1992, var det netop med begrundelsen, at vi ikke ønskede at gå med i en fælles valuta, men samtidig tog vi ansvar for fællesskabet og var med til at sikre en aftale, hvor Danmark kunne være med i det økonomiske samarbejde uden at opgive suveræn kontrol med eksempelvis finansloven. Det var SF, der var med til at sikre de danske forbehold. Hvis vi ikke havde stået fast dengang, havde de slet ikke været her i dag, og derfor har vi også et særligt ansvar for at værne om dem og for at sikre, at de kun ændres, når det giver mening, og når opbakningen i befolkningen er til stede.

Men det er ikke tilfældet med euroen. En meningsmåling fra april 2025 lavet for Tænketanken EUROPA viser, at 54 pct. af danskerne ønsker at bevare forbeholdet. Det tal har ligget stabilt siden 2023. En afstemning uden folkelig efterspørgsel risikerer at fremstå som teknokratisk og kan i værste fald skade tilliden til både EU og det politiske system generelt. Når vi tidligere har anbefalet at afskaffe forbehold, som vi gjorde med forsvarsforbeholdet, var det, fordi situationen kræver det, og fordi opbakning fra befolkningen var tydelig. Det er ikke tilfældet her, og det er helt afgørende, for vi skal ikke udskrive folkeafstemninger for princippet skyld, eller fordi nogen synes, det er på tide at tage debatten op igen. Det skaber usikkerhed og risikerer at splitte mere, end det samler. Der er heller ikke en bølge af danske virksomheder, der står og råber på euroen, tværtimod. De klarer sig allerede fantastisk godt, og endda midt i en international handelskrig initieret af Trump.

Vi står over for nogle store udfordringer og store forandringer og diskussioner i EU med både et uforudsigeligt USA, tyrannen Putin, stigende forsvarsudgifter og den stærkt forværrede geopolitiske situation – alt sammen oven i en galopperende klimakrise. Jeg mener ikke, at en stillingtagen til euroen på nogen måde er afgørende for, at vi kan håndtere de ting. Vi har i dag stabilitet og fleksibilitet på en gang, og vi kan føre en økonomisk politik, der passer til danske forhold med fokus på beskæftigelse og social balance. Det var også kernen i det nationale kompromis fra 1992, hvor det blev slået fast, at Danmark selv bestemmer sin sociale standard og fordelingspolitik. Det princip står SF stadig vagt om.

Ja, så ved jeg godt, vores tidligere formand Holger K. Nielsen, der jo stod fadder til forbeholdene, har været ude at sige, at han har fået en ny holdning til euroen. Det er helt fint, og Holger er en klog mand, men det er altså ikke SF's politik. Vi synes ikke, det er tid til en ny diskussion om euroen. Vi har rigeligt med andre opgaver at tage os af i øjeblikket. SF er og bliver et proeuropæisk parti. Vi vil et stærkt EU, et grønt, solidarisk og handlekraftigt fællesskab, men vi mener også, at europapolitik skal give mening for Danmark. Vores politiske budskab er derfor klart: Der er ikke økonomisk rationale til at opgive euroforbeholdet, der er ikke folkelig opbakning, og tidspunktet ikke det rette. Vi skal fokusere på de udfordringer, Europa reelt står over for – klima, sikkerhed, sammenhængskraft – og ikke på at skabe teknokratiske diskussioner, som fjerner fokus fra det væsentligste. Vi siger ja til et stærkt EU og nej til at afskaffe euroforbeholdet. Tak for ordet.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og også tak for at bringe hr. Holger K. Nielsen sådan kortvarigt ind i debatten. Han har et særligt sted i mit hjerte. Jeg havde faktisk idolplakater af hr. Holger K. Nielsen på mit drengeværelse tilbage i 1992 med Holger og konen, der siger nej til unionen osv. Så gik det jo sådan lidt i den anden retning efterfølgende, for ham i hvert fald.

Men det, jeg bare vil høre til, er, om SF helt overordnet ser euroen som noget, der har gavnet EU og den europæiske konkurrenceevne og økonomi, eller, som jeg forsøgte at redegøre for mit indlæg, som noget, der har skadet, fordi der ikke er den konvergens, den ensartethed, mellem de forskellige eurolande, som er den naturlige forudsætning for at have en fælles valuta og rentepolitik.

Ordføreren.

Tak for det spørgsmål. Man kan i hvert fald sige, at for Danmark har det været rigtig godt, at vi har haft vores egne muskler at spille med i den her debat, og at vi selv har kunnet tage beslutningerne. Om det helt gør sig gældende for de andre lande, har jeg desværre ikke den store indsigt i. Der må jeg henvise til vores finansordfører. Men der er ingen tvivl om, er lige nu er det ikke noget, vi skal ind i fra dansk side, for det går faktisk godt i Danmark. Som sagt har vi en stærk økonomi. Vi er faktisk dem, der måske kan være med til at vise EU, hvilken vej vi skal gå fremadrettet.

Tak til ordføreren fra SF. Den næste i talerrækken er Liberal Alliances ordfører, hr. Alexander Ryle.

Tak for ordet, formand. For 50 år siden var der hverken internet, euro eller klimaforhandlinger. Folk kørte rundt i biler uden sikkerhedssele, og den kolde krig delte verden i to. Det er et halvt århundrede siden, og så længe er det også siden, at Frankrig sidst havde overskud på de offentlige finanser. Et af EU's mest centrale medlemslande lever ikke op til de fælles finanspolitiske regler, de selv har været med til at vedtage, og Frankrig er langtfra det eneste land. Italien har kun overholdt EU's gældsgrænse på maksimalt 60 pct. af bnp i 2 år siden 1998, og Spanien har haft underskud på over 3 pct. af bnp i mere end halvdelen af årene siden 1998. Det er et direkte brud på reglen om underskud i stabilitets- og vækstpagten.

Når vi i dag taler om at afskaffe euroforbeholdet, handler det ikke bare om, at det skal være nemmere at komme på ferie, og at man ikke behøver at gå ned og veksle penge i banken. Nej, det handler om, at man bliver en del af et økonomisk fællesskab med en hel masse lande, der ikke fører en ansvarlig økonomisk politik. I endnu højere grad end nu risikerer vi at skulle finansiere de sydeuropæiske landes uansvarlige champagneøkonomier, og det bliver også os, der skal hæfte for regningen, når de andres økonomiske korthus vælter.

Nu tænker du måske: Hvorfor gør Den Europæiske Centralbank slet ikke noget? Desværre har vi gang på gang været vidne til og skydeskive for de dårlige beslutninger, som ECB træffer. Da inflationen i 2022 løb løbsk, valgte ECB at holde hånden under de sydeuropæiske økonomier ved at foretage gigantiske støtteopkøb af statsobligationer, før den gjorde det, den egentlig var sat i verden for, nemlig at hæve renterne, når inflationen er ude af kontrol. Og det er bare ét eksempel.

På den baggrund mener Liberal Alliance ikke, at det er en god idé at ophæve euroforbeholdet. I forhold til spørgsmålet om en folkeafstemning ser Liberal Alliance intet behov for en sådan. Vi ser ikke en opbakning til at afskaffe euroforbeholdet i befolkningen og finder derfor hverken en folkeafstemning nødvendig eller ønskværdig. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Den næste i talerrækken er hr. Ammar Ali fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand. I år 2000, for 25 år siden, sagde et flertal af danskerne nej til euroen. Det var et demokratisk valg, og det valg respekterer vi hos Moderaterne. Men vi må også erkende, at der er sket meget siden. Verden har forandret sig, og man kan også sige, at mere end halvdelen af den danske befolkning, inklusive mig selv, aldrig har haft mulighed for at stemme for euroen. Jeg kan huske, at jeg i forbindelse med min første tale her i salen for cirka en måneds tid siden fik en lille euromønt. Den var godt nok af chokolade, men det fik mig til at tænke over euroen. Hvis man er under 43 år, har man aldrig haft mulighed for at få indflydelse på eller tage en beslutning omkring noget af det vigtigste, vi diskuterer i dag, nemlig vores møntfod.

I dag er euroen rygraden i det økonomiske samarbejde i EU. 20 lande deltager, Danmark gør ikke. Alligevel følger vi eurozonens pengepolitik tæt gennem fastkurspolitikken, som mange her også har nævnt. Nationalbanken afspejler Den Europæiske Centralbanks linje, uden at vi har en stemme ved bordet. Vi lever med konsekvenserne, men uden at have nogen indflydelse. Et euromedlemskab vil ikke ændre vores grundlæggende afhængighed, men det vil give os reel indflydelse, og det er det, vi går op i. Det vil fjerne valutarisiko, lette handel og investeringer og mindske omkostninger både for erhvervsliv og for borgere. Danske virksomheder bruger i dag ressourcer på kurssikring, dobbelt bogføring osv. Forbrugere betaler overkurs, når de bruger deres kreditkort i eurozonen.

Det handler ikke kun om penge, det handler også om magt og om Danmarks rolle i Europa. Vi ser, hvordan beslutninger i eurogruppen og af Den Europæiske Stabilitetsmekanisme påvirker os, men vi har ikke nogen plads ved bordet, når der diskuteres redningspakker, finansiel stabilitet og nye initiativer. Skal Danmark blive ved med bare at tilpasse sig, eller skal vi være med til at forme fremtiden?

Vi skal også være ærlige om, hvad det er, vi opgiver. Med et euromedlemskab overlader vi pengepolitikken til Den Europæiske Centralbank. Det betyder, at vi ikke længere fastsætter renten. Det kræver noget tillid, og det kræver, at vi tør tage samtalen. Vi ved godt, at kronen er mere end en mønt. For mange er den et nationalt symbol, noget, man er vokset op med, en tryghed, et stykke danmarkshistorie, man kan mærke i sin hånd. Den følelse tager vi alvorligt. Det handler ikke kun om økonomi og valutakurser og teknikaliteter, det handler også om vores identitet. Derfor skal vi ikke bare vifte det til side. Men det er også vores ansvar at se, om kronen i dag giver os den samme styrke og indflydelse, som den gjorde engang.

En samtale om euroen er også en samtale om tillid, tillid til, at vi kan have en åben og ærlig debat, og at vi kan tage følelser og fakta alvorligt samtidig. Derfor siger vi i Moderaterne ikke: Lad os stemme i morgen. Til gengæld siger vi: Lad os tage samtalen, åbent og ærligt og i øjenhøjde med danskerne. Vi mener, at euroforbeholdet bør tages op til fornyet overvejelse, ikke forhastet, men heller ikke udskudt unødvendigt. Det skylder vi os selv og de kommende generationer. Hvis vi hver især bare siger, at vi har en lille særfordel ved at stå udenfor, ender vi med, at de andre også siger det samme, og så sidder vi alene tilbage. Et Danmark helt alene i en verden som vores er ikke en god idé. Tak for ordet.

Tak. Der er foreløbig to indtegnet. Den første er hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance.

Tak. Moderaterne ønsker, at Danmark indfører euroen for at styrke Danmarks magt i Europa. Men hvordan vil I sikre, at vi ikke samtidig svækker dansk suverænitet og risikerer at skulle hæfte for de medlemslande, der fører uansvarlig økonomisk politik?

Ordføreren.

Tak. Vi ser det faktisk ikke som afgivelse af suverænitet. Vi ser det som at tage ansvar og få medindflydelse. Vi har jo de facto euroen. Vi har jo en fastkurspolitik, og dermed følger vi euroen fuldt ud. Så forskellen er: Vil vi have reel indflydelse, eller vil vi bare sidde udenfor og debattere og diskutere og lade andre lave de regler, der er?

Så har jeg også flere gange her i dag hørt det argument om: Jamen hvad så med fælles gæld? Så hæfter vi for det, hvis vi går ind i euroen. Kan en af jer ordførere, der har den holdning, nævne ét eksempel for mig, hvor vi, hvis Danmark havde været med i euroen, også ville have hæftet for gæld for andre, uden at vi selv kunne bestemme det? Tak.

Spørgeren.

Ordføreren er jo selv lidt inde på det. Eurozonen har flere gange måttet redde medlemslande med nødpakker og fælles gæld. Vil Moderaterne acceptere, at Danmark i fremtiden skal blive tvunget til at bidrage med redningspakker for andre eurolande, også selv om vi i Danmark fører ansvarlig økonomisk politik?

Ordføreren.

Tak for ordet. Hvis man kigger i artikel 125, står der, at det er en no bailout-klausul, og det betyder, at vi ikke automatisk hæfter for andre landes gæld. Det er jo noget, vi er nødt til selv at sige ja til, hvis den situation skulle opstå, også i fremtiden. Så synes jeg også, at jeg har hel respekt for det her med kronen. Den betyder også rigtig meget for mig, så der er nogle følelser involveret. Men vi skal også bare huske på, hvordan det var, den danske krone rent faktisk opstod. Det kunne jeg også godt tænke mig at høre. Tak.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg synes, at det her med de 43-årige var en meget interessant betragtning. Er det så Moderaternes position, at alle væsentlige beslutninger skal sådan af- eller bekræftes med en generations mellemrum? Altså, jeg er f.eks. aldrig blevet stillet spørgsmål om den katastrofale konsekvens af udlændingeloven af 1983. Jeg har heller ikke fået lov til at stemme om medlemskabet af EF i 1972. Jeg kunne egentlig også godt have tænkt mig at have været med til afgørelsen på, om vi skulle sælge Jomfruøerne tilbage i 1918. Og så der jo grundloven fra 1953. På den anden side kan det også blive noget rod, ikke?

Så hvad er egentlig Moderaternes position her? Altså, er det, at man med sådan en generations mellemrum skal gentage alle vitale beslutninger, sådan at danskerne kan træffe en ny afgørelse, sætte en ny retning? Eller er det måske lidt klogere bare at respektere, at vi faktisk er en del af det samme folk og den samme historie, selv om vi tilhører forskellige generationer?

Ordføreren.

Tak for ordet. Vi kan jo bare tage forsvarsforbeholdet. Det er jo et rigtig godt eksempel på noget, vi har haft, og som vi så er kommet af med, fordi man har truffet en beslutning om, at man ikke længere vil have det forbehold. Så der er jo områder, hvor vi har nogle forbehold i noget tid, og så ændrer tiden sig, og dermed udvikler vi os og tilpasser os.

Jeg siger bare, at der jo er rigtig mange, bl.a. i det eksempel, jeg bruger her, mennesker i Danmark, der ikke har haft mulighed for det. Så er det også rigtigt, som mange andre, bl.a. SF, har nævnt her i dag, at lige nu er der jo ikke et flertal for euroen. Det respekterer vi jo også, men vi siger bare, at det også må være i overensstemmelse med vores demokrati, at vi rent faktisk debatterer og diskuterer det her. Og i sidste ende skal vi, hvis vi skal af med forbeholdet, stemme om det. Men det må jo også være helt legitimt, at det er noget, vi rent faktisk debatterer og diskuterer.

Spørgeren.

Jeg kommer ikke til at problematisere, at danskerne har fjernet forsvarsforbeholdet, selv om det var imod min anbefaling. Jeg respekterer, at danskerne traf den i mine øjne lidt ukloge beslutning, men det er jo ikke første gang i danmarkshistorien, at der bliver truffet ukloge beslutninger eller beslutninger, som man kan have holdninger til. Men jeg respekterer dem, fordi det er en demokratisk beslutning.

Jeg vil kraftigt advare imod, at man prøver at sætte generationerne op imod hinanden, som jeg hører Moderaternes ordfører excellerer i her, altså at det er, ligesom om der skulle være nogen, der er blevet snydt for noget, fordi de ikke var født. Vi er alle sammen en del af det samme folk, den samme historie og den samme nation, uanset hvornår vi er født, og det synes jeg egentlig ikke at Moderaterne burde relativere.

Ordføreren.

Tak for ordet. Jeg har ikke sagt noget om, at vi snyder nogen generationer for noget som helst. Jeg reflekterer bare over, hvem det er, der har haft mulighed for at få indflydelse på den beslutning, der gælder i dag. Jeg anerkender fuldt ud, at der ikke er opbakning og et flertal lige nu for at afskaffe det her euroforbehold, men jeg synes, det er helt legitimt at diskutere det. Og vores politik er helt bestemt, at det da er noget, vi skal kigge på, for hvad er i Danmarks bedste interesse? Det er det, vi skal lægge op til at fokusere på, og det kan jo ændre sig over tid. Tak.

Hr. Claus Jørgensen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg er en af dem, der har været så heldige at kunne stemme begge gange, når vi har haft det her på dagsordenen ved valgurnerne. Ordføreren nævner de unge og alle dem, der ikke har kunnet stemme, men jeg har set en meningsmåling, som viser, at selv de unge ikke vil af med kronen, og der er endda altså faktisk flere end der er i forhold til den generelle befolkning.

Så hvor blandt de yngre mennesker i Danmark ser ordføreren behovet for at vi skal afskaffe kronen, og er det virkelig nu, vi skal have den her diskussion? Er der virkelig en brændende platform, som gør, at vi skal af med kronen på det her tidspunkt?

Ordføreren.

Tak for ordet. Det handler jo ikke om, om euroen gavner den ene del af befolkningen eller den anden del af befolkningen. Det handler jo om, om euroen er det bedste for Danmark som helhed, og der siger vi bare, at vi mener, at det med den måde, verden udvikler sig på, og med den måde, Europa udvikler sig på, er vigtigt, at vi styrker vores fællesskab. Det spørgsmål, jeg stillede tidligere, og som hverken hr. Morten Messerschmidt eller hr. Alexander Ryle kunne kommentere på, var jo, hvordan den danske krone opstod. Det var jo også et samarbejde i Skandinavien om en møntunion, fordi man ville styrke et fællesskab. Det er jo også det, euroen er udtryk for. Det skal vi bare huske.

Så vi har jo jahatten på, og det er ikke bare for at have jahatten på, men fordi vi mener, at det er økonomisk ansvarligt, og at det er det rigtige for Danmark på sigt. Og vi siger ikke, at det er noget, der skal indføres i morgen, men vi synes, det er vigtigt at tage debatten og diskutere, hvad der er fordele og ulemper ved det. For vi anerkender, at der både er nogle følelser i spil, og at der også er nogle andre fordele og ulemper, som er vigtige at debattere. Tak.

Tak til ordføreren fra Moderaterne. Den næste i talerrækken er hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. Fru Lise Bertelsen er desværre forhindret, og derfor har jeg overtaget sagen her i dag, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse spørgsmålet om Danmarks euroforbehold. Det Konservative Folkeparti anerkender vigtigheden af en åben debat. Vi mener dog ikke, at der på nuværende tidspunkt er grundlag for at afholde en folkeafstemning om at indføre euroen som valuta i Danmark. Vi støtter fortsat den danske fastkurspolitik og ser ikke aktuelle behov for at ændre vores nuværende indstilling.

Danmark har siden Maastrichttraktaten i 1992 haft en række forbehold i forhold til det europæiske samarbejde. Det gælder jo primært i forhold til forsvars-, rets- og udlændingepolitikken, herunder asyl- og indvandringspolitikken, samt tredje fase af den økonomiske og monetære union, altså euroen. En ophævelse af forbeholdet vil altid være en afvejning mellem hensynet til indflydelse og deltagelse samt hensynet til vores selvstændige beslutningskraft. Denne afvejning bør foretages løbende i en omskiftelig verden, som vi oplever lige i øjeblikket, og med den nye sikkerhedspolitiske situation i Europa efter Ruslands angreb på Ukraine i februar 2022, stod det klart, at Danmark var bedst stillet ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. Derfor søgte vi sammen med partierne bag det nationale kompromis danskernes opbakning hertil, som danskerne jo gav. Det betyder, at Danmark på det forsvarspolitiske område i fremtiden kan samarbejde bedre med ligesindede lande, altså et område, der er af helt afgørende betydning.

Vi respekterer den danske befolknings ønske om at bevare retsforbeholdet som tilkendegivet ved folkeafstemningen i 2015. Vi finder dog fortsat, at det vil være i Danmarks interesse at overgå til en en tilvalgsmodel, hvor vi selv kan vælge, hvad vi vil være med i, f.eks. politisamarbejde og bekæmpelse af kriminalitet over landegrænserne gennem Europol. Vi vil fortsat arbejde for, at konsekvenserne af at opretholde retsforbeholdet får mindst mulig negativ indflydelse på dansk politi og anklagemyndighedens mulighed for at værne om danskernes sikkerhed.

Vi er grundlæggende tilhængere af fastkurspolitikken og det udvidede valutasamarbejde i EU, som har fremmet det økonomiske samarbejde mellem landene. Euroforbeholdet ligger fast, og vi anser det hverken for presserende eller nødvendigt at ophæve det i den nærmeste fremtid.

Endelig er der forbeholdet over for unionsborgerskabet, som dog i dag vurderes at være uden nogen praktisk betydning, da Amsterdamtraktaten fra 1997 har præciseret, at unionsborgerskabet ikke på nogen måde træder i stedet for det nationale statsborgerskab. Det Konservative Folkeparti er desuden grundlæggende af den opfattelse, at statsborgerskabet skal tilknyttes til de enkelte lande. Tak for ordet.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg synes, det var en rigtig god og vis tale og vil bare takke for, at vi har kunnet finde sammen om en fælles vedtagelsestekst i blå blok. Jeg synes, det sender et stærkt signal både om, at der er ro på kronen, men også om det gode samarbejde, vi har i den borgerlige familie. Så tak for det.

Ordføreren.

Tak i lige måde.

Hr. Hans Andersen, Venstre.

Tak for det, og tak for talen. Den synes jeg var udmærket og balanceret. Ordføreren nævner i talen i forhold til euroforbeholdet på et tidspunkt, at der ikke er aktuelle forhold, der gør, at man skal tage en afstemning. Ordføreren taler også om den nærmeste fremtid som et eksempel på, at man ikke skal tage den her nu, men måske på sigt. Det er i hvert fald sådan, jeg tager det ned. Så læser jeg så forslaget til vedtagelse, som Konservative er med i, og der står: »Folketinget fastslår, at Danmarks valuta er og skal forblive den danske krone.« Så spørger jeg lidt nysgerrigt ind til: Er det vedtagelsesteksten, der udtrykker Det Konservative Folkepartis holdning, eller er det den ordførertale, som ordføreren netop læste op?

Ordføreren.

Ret beset er der jo ikke noget, der er statisk. Man kan forestille sig alt muligt i fremtiden, og hvad ved jeg. Så at lægge sig fuldstændig fast på, at det aldrig nogen sinde kunne komme til at ske, kan man jo ikke. Men sådan som tingene er i øjeblikket, og det synes jeg også fremgik ret klart af min tale, har vi overhovedet ingen intentioner om, at vi på nuværende tidspunkt skal have skabt usikkerhed. Så det er De Konservatives politik: Der skal ikke udskrives nogen folkeafstemning om euroen, så langt jeg lige kan se frem i tiden.

Spørgeren.

Tak for svaret. Det opfattede jeg som en bekræftelse af det, ordføreren sagde på talerstolen, men det stemmer ikke overens med det, der står i forslaget til vedtagelse. Og jeg læser igen op og citerer: »Folketinget fastslår, at Danmarks valuta er og skal forblive den danske krone.« Står Konservative bag det her forslag til vedtagelse, eller står den konservative ordfører bag den udmærkede ordførertale, som blev holdt?

Ordføreren.

Jamen det er jo et eller andet sted lidt ordkløveri, for vi har, som jeg også sagde klart og tydeligt her i talen, lige så langt øjet rækker, ingen intentioner om, at vi skal kigge på euroen. Det er sådan, det er, og det synes jeg også er det, der fremgår af vedtagelsesteksten.

Tak til ordføreren fra Det Konservative Folkeparti. Jeg ser ikke hr. Søren Søndergaard fra Enhedslisten i salen, så den næste i talerrækken er fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det, formand. Vi skal fuldt og helt med i Europa uden forbehold. Vi har én trumf, og den skal spilles helhjertet og uden forbehold. For et par dage siden sagde statsministeren bl.a. i sin tale:

»... Europa er her. Det er København, det er Lemvig, det er Nakskov. For Europa er ikke først og fremmest et sted. Europa er en idé, det er værdier, det er en måde at anskue verden på. Europa er de gamle grækere, der opfandt demokratiet ... det er Mozart, det er Edith Piaf, det er Picasso. Det er Marie Curie, det er Kierkegaard, det er Marx, det er Darwin, det er Rousseau, det er Luther, og det er Hannah Arendt.«

Europa er jo også os, der er her. Europa er mig. Min oldefar blev som sønderjyde under første verdenskrig sent ud som soldat på tysk side. Min bedstemor voksede op med at kunne høre flyene til og fra Hamborg om natten under anden verdenskrig. Min mor voksede op med ikke at måtte se tysk fjernsyn, og hun skulle i hvert fald aldrig nogen sinde komme hjem med en tysk kæreste. Da mine forældre så fik mig, fandt de på at sende mig i tysk børnehave og tysk skole. Som mine forældre plejer at sige, kostede det en omgang ret god aftensmad til mine bedsteforældre for lige at forklare det. Men sådan blev det, og for mig har det været den største gave at få lov til med murens fald at vokse op med to sprog og to kulturer. Jeg er ikke gammel nok til for alvor at kunne huske euroafstemningen, men til gengæld boede jeg i Frankrig, dengang euroen kom, så jeg har faktisk prøvede at få euroen.

Nu har vi så den her diskussion igen, fordi udenrigsministeren har sagt noget – had det så end er, han har sagt, for når man så faktisk læser interviewene, bliver man jo lidt i tvivl om, om det egentlig bare blev sagt for få en overskrift, for han mener det tilsyneladende ikke sådan rigtigt. Derfor har det undret mig op til den her debat, at Moderaterne ikke bruger kræfterne på helhjertet at kaste sig ind i kampen for, at vi kommer med i Europol, som jo er det sted, hvor der er mest på spil, og hvor Danmark går glip af mest. I Radikale Venstre synes vi, at det er den kamp, der er vigtigst, og som vi skal have taget først.

Så synes vi i Radikale Venstre også, at noget af det mest interessante i den europæiske diskussion lige nu – når nu det er Dansk Folkeparti, der har rejst debatten – er, hvad det egentlig er, Dansk Folkeparti vil med Europa. For i dag har noget af debatten kredset om at give sikkerhed, og jeg synes i virkeligheden, at noget, vi virkelig har brug for at få sikkerhed i forhold til, er, hvad Dansk Folkepartis plan for Danmarks rolle i Europa egentlig er.

For lige at slutte ringen vil jeg runde af med noget andet, statsministeren sagde – det er helt uvant at citere statsministeren så meget, men jeg synes, det er på sin plads her:

»Jeg elsker Danmark af hele mit hjerte ... men jeg er også glødende europæer.«

Derfor er vi i Radikale Venstre også glade for at være med i den fælles vedtagelsestekst.

Tak til ordføreren. Vi har en bemærkning til hr. Morten Messerschmidt.

Tak for interessen for Dansk Folkepartis position på Europa. Jeg skal sørge for, at ordføreren får oversendt mine bøger om sagen. Hun indledte sin tale med at sige, at vi skal være fuldt og helt medlem af Europa. Så kunne jeg bare godt tænke mig at høre: Hvordan melder man sig ud af Europa?

Ordføreren.

For mig hænger EU og Europa sammen.

Spørgeren.

Det er jo interessant, for var det bevidst eller ubevidst? For mig er det to distinkte, helt forskellige ting. Geografisk er Europa jo noget helt andet end EU, altså Rusland er Europa, Tyrkiet er Europa, Island er Europa, og Norge er Europa. Men ideologisk er det jo også helt forskellige ting. For Europa, som jeg redegjorde for i min tale, er jo netop barn af trediveårskrigen, Den Westfalske Fred, nationalstaten osv., hvor EU i hele sin ideologiske opbygning er det modsatte, hvor man prøver at underminere det nationale, og hvor man prøver på at skabe en ny, kunstig identitet, en homo europæus . Så hvordan kan det være, at man kan komme til at begå den fejl at sammenblande EU og Europa – et kontinent og en politisk idé?

Ordføreren.

Det var ikke en fejl. Det var helt bevidst. Politik er jo at dele sig efter anskuelser, og her er Radikale Venstre og Dansk Folkeparti jo bare helt uenige. Vi har jo bygget EU op om vores idé om Europa.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går til den næste ordfører, og det er fru Christina Olumeko fra Alternativet. Velkommen.

Tak for ordet. Vi er i en tid, hvor Europas økonomiske og finansielle samarbejde er i hastig forandring. ØMU'en, Den Økonomiske og Monetære Union, er ikke længere det samme projekt, som det var, da Danmark første gang tog stilling til forbeholdet over for ØMU'ens tredje fase. Nye strømninger, nye udfordringer og nye muligheder præger udviklingen.

Alternativet ser med stor interesse og åbenhed på de forandringer, der er i gang i ØMU-samarbejdet, men vi mener også, at der er behov for at reformere det europæiske samarbejde om særlig finans- og pengepolitikken, og vi insisterer samtidig på, at de reformer skal fremme social retfærdighed og bæredygtighed. Det er særlig finans- og stabilitetspagten, som vi her er lidt skeptiske over for. Derfor mener vi ikke i Alternativet, at Danmark skal have en folkeafstemning lige nu. Vi ønsker, at vi bevarer vores euroforbehold, i hvert fald indtil det står klart, hvor ØMU'en bevæger sig hen. Vi har brug for at kende de nye vilkår for samarbejdet, før vi tager stilling til, om Danmark skal opgive sin selvstændige valuta.

Samtidig ser vi i Alternativet store muligheder ved en digital valuta. Det er ikke nogen hemmelighed, at den finansielle sektor i dag er domineret af interesser, som ikke altid tjener samfundets bedste, og at europæiske borgere i høj grad er afhængige af virksomheder som MasterCard og Visa, når det gælder digital betaling. Det vil vi gerne ændre. En digital euro udstedt af Den Europæiske Centralbank rummer potentialet til at demokratisere adgangen til penge og betalinger. Det kan blive en ny form for centralbankpenge tilgængelig for alle og ikke kun udstedt af banker. Vigtigst af alt kan den distribueres decentralt uden at skulle gå igennem kommercielle banker, der ofte har egeninteresser på spil. Danmark bør være med i de diskussioner, så langt forbeholdet tillader det.

Indtil vi ser en transformation af ØMU'en, som Europa har brug for, vil Alternativet stå fast på euroforbeholdet, og vi vil samtidig arbejde for, at Danmark engagerer sig aktivt i udviklingen af en digital euro som et skridt på vejen mod en retfærdig og bæredygtig økonomi. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tusind tak. Og så er det økonomiministeren.

Tak for det. Og tak for en god debat og indlæg. Jeg vil komme med et par nedslag. Som både hr. Hans Andersen og fru Anne Paulin sagde, er vi i en situation, hvor Det Europæiske Fællesskab næppe nærmest nogen sinde før har været vigtigere, men også, hvor der er rigtig mange andre ting end lige den her debat, som er det mest relevante for, hvordan vi sikrer et stærkt Europa. Det er forsvar, og det er konkurrenceevne. Derfor vil jeg – det sker jo nok ikke så tit – helt undtagelsesvis erklære mig meget enig i det, som SF's ordfører siger, nemlig at skulle man komme derhen, hvor der skal være en afstemning om euroforbeholdet i Danmark, så skal det være, når det giver mening, og det skal være, når man også har en befolkning, der måtte have ændret sit synspunkt eller været i bevægelse på det.

Jeg tror, man må sige, at ingen kan spå og jo især næppe om fremtiden, og derfor tror jeg, man skal være meget påpasselig med bare i al fremtid at afskrive sig, at der er et eller andet, der kan ændre sig. Men Danmark har en stærk økonomi, og der er ikke nogen anledning til der, hvor vi er i dag, at overveje at sætte euroforbeholdet til afstemning. Vi så med forsvarsforbeholdet, at ting kan ændre sig og endog meget, meget hurtigt. Det kan selvfølgelig ske, men det er der ikke noget der tyder på med den viden, vi har nu.

Lad mig så alligevel slå ned på et par af de indholdsmæssige temaer. Det er jo rigtigt, at det er fra Nationalbanken, at Danmarks rentepolitik bliver ført, og ikke fra Den Europæiske Centralbank, men jeg tror også, man må sige, at når hr. Jens Henrik Thulesen Dahl taler meget, meget varmt om alle de muligheder, Danmark har med sin pengepolitik, så er det også at oversælge værdien af den danske selvstændige pengepolitik, for sandheden er jo, at den helt og holdent er eksporteret til at sikre fastkurspolitikken. Det er klogt. Det er sådan set min opfattelse, at det er der og skal der være en bred, bred opbakning bag. Det er godt for Danmark, men det betyder også, at dansk pengepolitik ikke bare kan bruges til at stimulere økonomien i f.eks. en krise, altså fordi den er dedikeret til at fastholde fastkurspolitikken.

Så er der fra nogle af ordførernes side – hr. Alexander Ryle og hr. Morten Messerschmidt – en ret hård sondring mellem, hvornår noget er et euroland, altså hvornår man er med i en gruppe af eurolande, og hvornår man er med som EU-land. Det er jo helt rigtigt, at der er en sondring i forhold til nogle af de ting, som jeg også tidligere var inde på i min tale. Jeg tror så til gengæld også, man må sige, at uanset om man er med eller ikke er med i euroen, så ændrer det ikke på, at man er en del af et økonomisk fællesskab. F.eks. hvad angår noget af den gæld, der bliver henvist til, som jo primært stammer fra genopretningsfaciliteten og fra støtte til Ukraine, er det jo ikke sådan, at det er eurolandene, der hæfter for den. Det er alle EU-lande, der gør det, og derfor er der ikke en sondring i det. Jeg tror også, at skulle man komme i den situation, hvor der måtte være en fred i Ukraine, og hvor der skal optages lån til at genopbygge Ukraine, så må man formode, at det også vil være den samme situation.

Jeg er til gengæld helt enig i det problem, som både hr. Alexander Ryle og hr. Morten Messerschmidt kredser om i forhold til behovet for strukturreformer i en række af de øvrige EU-lande og eurolande – i forhold til væsentligheden af økonomisk ansvarlighed og sunde offentlige finanser. Det er et grundlæggende problem for de lande, der har udfordringer med det her. Det er det for dem selv, det er det for eurolandene, men for at være helt ærlig så er det det jo også for Danmark, fordi vi er en del af et meget tæt sammenvævet økonomisk fællesskab, som ikke har en meget hård skillelinje mellem eurolande og ikkeeurolande, men som er vævet sammen på kryds og tværs af mange andre forskellige årsager. Derfor bliver det en hård sondring

Alt det sagt er det bare en nuancering af, hvordan det samlede billede ser ud. Det ændrer ikke ved – for så at svare en gang ekstra på det, der var hensigten med forespørgselsdebatten – at der ikke er nogen planer om at sætte Danmarks euroforbehold til afstemning. Vi respekterer fuldt og helt den stillingtagen, danskerne tidligere har foretaget. Skal man igen komme i den situation på et tidspunkt, skal der være mening bag det, og der skal være en befolkning, der måtte bevæge sig, i forhold til hvor den er i dag. Der er ikke noget, der tyder på, der, hvor vi er nu, at det her er et område, der kommer til at ændre sig – uden som sagt at kunne spå om nogen fremtid, trods alt.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning til hr. Morten Messerschmidt.

Jeg skal ikke forlænge debatten unødigt, men bare komme med en enkelt kort bemærkning, for det her suverænitetsbegreb tror jeg vi ser lidt forskelligt på. Der er jo masser af danske love, som vi nærmest aldrig ændrer. Altså, der er love i Karnov i dag, som går tilbage til for over 100 år siden, og det gør jo ikke, at vi bestrider, at vi har suveræniteten til at ændre dem. Tilsvarende er det jo i forhold til Nationalbanken. Vi har truffet en beslutning siden 1982 om at føre fastkurspolitik over for D-marken. Da D-marken så ændrede karakter til euroen, videreførte man det, men det ændrer jo ikke på, at vi har fastholdt suveræniteten til at kunne gøre noget andet. F.eks. tilbage i 2015, da Nationalbanken suspenderede udstedelsen af obligationer, fordi der var et stort influx af penge til Danmark, så ville man jo holde kronekursen inden for ERM II-aftalen. Det var en nationalbanksbeslutning, og jeg synes bare, at det er ekstremt vigtigt at holde fast i.

Jeg bestrider ikke, at fastkurspolitikken er god. Jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at det er Folketinget og danskerne, der bestemmer, hvad det er for en valutapolitik, vi fører. Og den mulighed fralægger man sig altså bare, hvis man tilmelder sig euroen, hvilket Prodi i gamle dage sagde er irreversibelt. Man kan ikke komme ud igen; så hænger man i sølet så at sige. Så for mig var det bare vigtigt at få slået fast, at vi ser lidt forskelligt på det der med, hvordan suveræniteten håndteres.

Ministeren.

Jeg bestrider ikke, at Danmark har en selvstændig pengepolitik, overhovedet ikke. Det bekræfter jeg fuldstændig. Jeg konstaterer bare, at den pengepolitik bliver brugt til at føre fastkurspolitik, og bestrider derfor, at den kan bruges til at stimulere økonomien under f.eks. en krise.

Så siger vi tak til ministeren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 27. maj 2025.

(Talen er under udarbejdelse)

Mødet er hævet. (Kl. 12:07).