Tak for det. Klimaforandringerne er ikke længere en teori. De er virkelighed. DMI er jo Danmarks klimavidenskabelige rådgiver, og det er rigtigt, som der blev sagt af fru Leila Stockmarr her i indledningen, at der blandt forskerne er forskellige udregninger. Det er så DMI's opgave at sikre, at man, når man rådgiver os og Danmark til, hvad vi skal gøre, tager højde for de forskellige udregninger, der er. Det er klart, at FN's Klimapanel, IPCC's, konklusioner jo bl.a. er dem, som der bliver bygget på. DMI's vurdering er, at vi i år 2100 – altså om 75 år, er det jo så nu – vil have det, som i dag defineres som en 100-årshændelse, hvert tredje år. Hvert tredje år vil der være en 100-årshændelse. Det er jo en af grundene til, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at Danmarks klimapolitik er på sporet, og at vi i EU og Europa og også globalt arbejder for, at klimapolitikken og indsatsen mod den menneskeskabte globale opvarmning bliver speedet voldsomt op.
Jeg skal prøve at bruge et par minutter på at fortælle om, hvad en 100-årshændelse er. Man skal jo faktisk ca. 160 år tilbage i tiden for at se den seneste 100-årshændelse. I 1872 var der en af de helt store klimakatastrofer, og det var lang tid før den globale opvarmning. Det var jo dengang, hvor 100-årshændelser var 100-årshændelser, altså hvor de kun kom en gang hvert 100. år. I 1872 havde vi en enormt kraftig storm fra øst, der pressede vand ind over Sønderjylland, ind over Lolland og ind over Falster, og man vil stadig kunne se, hvis man tager ud på nogle af de øer og nogle af de steder, højvandspæle sat op. Så højt var vandet i 1872. Kæmpestore områder blev fuldstændig ødelagt. Byer og gårde blev fuldstændig ødelagt. Det var en katastrofe. Hvis man ser på landkortet i dag, skal man forestille sig, at Rødby Fjord og Nakskov Fjord flød sammen. Alt land derimellem blev oversvømmet. Det var altså en 100-årshændelse. I 1872 kostede den katastrofale hændelse 80 mennesker livet – 80 menneskeliv. Den ødelagde lokalsamfund, og det tog mange, mange år at genopbygge gårde, byer, veje osv. osv.
Hvad gjorde man så efter den i 1872? Man byggede jo et enormt dige langs Lollands sydkyst, Danmarks største, længste og mest kraftige dige på 63 km, og det er 4 m højt. Det er der jo den dag i dag. Det var et enormt bygningsværk, vi lavede. Pointen med, at jeg nævner det her, er at få et indblik i, hvad det er, der er tale om. Den form for 100-årshændelser vil vi altså få hvert tredje år i år 2100, som beregningerne viser. Så er det rigtigt, at der ifølge de beregninger, som blev nævnt af fru Leila Stockmarr i starten, også findes scenarier, hvor der kan være en endnu højere havstigning. Der er det så, at jeg siger, at der er det DMI's og selvfølgelig IPCC's, altså FN's Klimapanels, beregninger og DMI's risikoscenarier, som vi er nødt til at handle ud fra og lægge til grund. Deres opgave er så at sikre, at forskernes udregninger bliver taget med.
Formålet er så også at sige noget om den tilgang, man har haft indtil nu. Vi er ofte ude at besøge et dige og se et dige, og når vi alligevel er rundt i landet, så besøger jeg digelaget eller har møder med mennesker, der har ansvaret for diget. Det er jo næsten altid sådan, at et dige i Danmark er lavet efter en katastrofe. Der siger folk: Jamen det her dige er lavet, fordi vi havde en katastrofe og vi havde en oversvømmelse. Det er jo en luksus at have det sådan, at man kan vente til katastrofen, hvorefter man så kan rydde lidt op, lave et dige og så være sikret.
De scenarier, vi nu har foran os, viser jo, at vi ikke kan vente på de katastrofer. Vi er nødt til at komme foran udviklingen. Det der med at handle på bagkant er ikke en luksus, man kan tillade sig, når man er et land med så mange byer, der ligger så lavt og helt ud til kysten, og når vi har den katastrofale udvikling, som vi kan se ligger i risikoscenarierne.
Jeg var lige ved at sige, at som om det ikke var nok, at der er den trussel udefra, så betyder klimaforandringerne jo også, at der er andre trusler, som alle sammen har at gøre med vand. Lige nu har vi jo i Danmark en tørkeperiode meget, meget tidligere, end vi plejer at have. Store dele af Europa har det også. Det giver store udfordringer. Vi har jo også problemer med alle de grundejere, der har huse, som ligger med meget højtstående grundvand – med mindre end 1 m ned til grundvandsspejlet i mindst 8 måneder om året; sådan er det, vi definerer det. Det er vi i gang med at lovgive om, og vi har en bred stemmeaftale om at få sikret, hvordan vi håndterer det.
Så er der også det om overfladevand og tagvand, altså når der kommer kraftige regnskyl, som både udfordrer byerne, hvor der er mere belægning, end der var tidligere, og også udfordrer vores åer og omkringliggende byer, altså der, hvor åerne slynger sig imellem byerne. Også det er en enorm udfordring. Ofte kommer en ulykke ikke alene; de kommer ofte samtidig, når det handler om de her vandrelaterede ulykker.
Samtidig med det er det jo ikke kun sådan, at der ligger eksisterende byer helt ud til vandet. Vi kan bare se på de steder, hvor der er allermest interesse i at bygge nyt, og hvor der er flest, der vil investere i at bygge nyt. Hvor er det? Både i hovedstaden og provinsen er det helt ud til vandet. Det er helt ude på kajkanten, hvor vi tidligere havde industri. Der er der interesse i at bygge nyt. Det er præcis de områder, som er truet af erosion, og som er truet af oversvømmelser.
Her vil jeg fremhæve, at der er lavet en aftale om at skærpe planlovens regel om klimatilpasning. Den aftale er lavet mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti netop for at forebygge, at der bliver bygget nyt i områder, der er truet af oversvømmelser, uden at man har taget stilling til, hvordan man vil håndtere det, og hvordan man sikrer, at byggeriet, hvis det skal være der, bygges på en måde, hvor man har sikret sig i forhold til den trussel.
Ud over den aftale er der klimatilpasningsplan 1, som har at gøre med den jyske vestkyst plus det højtstående grundvand, som vi er i gang med at behandle her i Folketinget. Det er 1'eren.Klimatilpasningsplan 2 vil følge op på de initiativer og vil have et fokus på netop kystbeskyttelse, som er et af de elementer, som ligger i den her forespørgselsdebat. Hvis det skal lykkes Danmark, og det skal det, så er det jo altså milliardinvesteringer, der skal til – milliardinvesteringer. Der er ikke mulighed for, at det ikke lykkes. Vi har ikke råd til at fejle her, for det bliver så meget dyrere, og det bliver økonomisk og menneskeligt katastrofalt, hvis det ikke lykkes os at komme foran udviklingen. Nu har vi jo i øvrigt også lige haft drøftelser om flytning af jord. Det er nogle meget, meget store og omfattende jordflytninger, der skal til. Det skal de rigtige steder hen, og selvfølgelig skal det være den rigtige form for jord. Det er vi jo enige om. Det er jo de milliardinvesteringer, vi skal foretage.
Jeg kan oplyse Folketinget om, at vi i regeringen arbejder på den økonomiske plan, vi vil lægge frem for Danmark, og som har at gøre med alt det, vi kender for nuværende, altså de priser, vi kender på velfærd, på overførsler og på alt det, vi har af opgaver. Derudover er der to nye større opgaver. Det ene er forsvarsudgifterne, og det andet er klimasikringsudgifterne. De her to nye større opgaver skal vi også have råd til, når vi laver en langsigtet økonomisk plan. Det er det, vi arbejder med i regeringen, og derfor skal der være plads til meget, meget betragtelige og store investeringer i den danske samfundsøkonomi, ikke kun i vores forsvar, men også i klimasikring. Det er det, vi arbejder med.
Det vil sige, at når denne plan er klar til at blive drøftet, vil vi også kunne gå videre og lægge klimatilpasningsplan 2, altså vores bud på, hvordan den skal se ud, og der vil jeg invitere bredt blandt Folketingets partier, og jeg ser for mig, at vi kunne lave – jeg ved, at Folketinget er optaget af den her problemstilling – en aftale, og jeg vil også gerne drøfte med Folketinget, hvordan sådan en aftale kan laves. For det er jo ikke en aftale med ét beløb i 1 år; det er en aftale, som har nogle rammer, og som så vil skulle sikre, at der bliver fuld tryk på meget, meget omfattende investeringer i de kommende år. Det handler om, hvordan vi får finansieret disse investeringer, og hvordan vi får planlagt, at det her kommer til at ske.
Hvis nogen så siger: Jamen hvad laver I så imens? Dels er vi jo i gang med at udmønte klimatilpasningsplan 1, dels er vi i gang med at lave vores bud på klimatilpasningsplan 2 og få det til at passe ind i Danmarks økonomiske plan. Men så er vi jo også i gang med at sikre os, at der er fremdrift i de ting, der er i gang. Alene de sidste 5 års tid har vi afsat 662 mio. kr. til 38 projekter i 30 kommuner, altså projekter, som direkte har brug for at få noget offentlig støtte. Man kan få, som partierne ved, op til 40 pct. i støtte; resten skal man jo betale selv via første række. Det er dem, der har jord, altså dem, der er grundejere og har værdier, der beskyttes. Det kan også være kommunen, der bidrager, eller det kan også være statslig infrastruktur, der bidrager.
Så der er konkrete projekter i gang. Jeg var i mandags på Stevns for at se et af de helt store projekter, hvor staten har givet et betragteligt beløb på 40 pct. Det er et projekt til mere end 100 mio. kr., der netop skal beskytte hele baglandet nede på Stevns, som ligger nede syd for Køge – sydøst for Køge, vil folkmed lokalkendskab jo nok sige. Det er et af de store, store projekter, som vi er ved at støtte, og som de med stærkt arbejde, også lokalt, er i gang med at få til at blive til virkelighed.
Alt det skal fortsætte, og så skal der lægges mere på. Der skal også lægges flere midler ind i selve det her arbejde, og vi skal sikre os, at der er fremdrift i det. Der må jeg sige: Der er for mange eksempler på, at der af forskellige årsager kommer grus i maskineriet. Hvis det er sådan, at den sidste grundejer på strækningen har ubegrænset mulighed for at sætte snubletråde op og stoppe det her arbejde med at beskytte alle, så går det ikke. Selvfølgelig skal man gøre det i dialog og finde ud af den bedst mulige løsning. Det er klart, for der er kæmpe interesser på spil lokalt. Men vi er nødt til at sikre, at der kommer fremdrift, og det betyder så også, at staten er nødt til at have en stor del af ansvaret for, hvordan det sikres, at den fremdrift er der. I og med at vi jo finansierer en del af arbejdet, har vi selvfølgelig også en stor del af ansvaret for, at det også bliver til virkelighed.
Det var et projekt for mere end 100 mio. kr. på Stevns. Jeg vil også lige her fremhæve det projekt, der er i gang, om forundersøgelser i forhold til at beskytte Danmarks hovedstad, København – ikke kun boligejerne, men også de store statslige infrastrukturinteresser, der er i hovedstaden, dvs. metroen, S-toget, Øresundsbroen og lufthavnen, som alle er i alvorlig risiko for oversvømmelser. Vi kan jo se debatterne om, hvad der skal ske i vandet ud for København. Der tændes alle mulige røde lamper, og folk diskuterer. Vi har ikke råd til at lade være med at klimasikre. Det gælder både vores hovedstad og andre steder i Danmark, hvor der er behov for det.
Så vi skal gøre det, og vi skal gøre det fra statens side i tæt samarbejde med vores lokale kræfter og lokale myndigheder. Jeg har også underskrevet en aftale med Nyborgs borgmester og med Aarhus' borgmester om konkret at hjælpe dem med nogle af de mest komplicerede opgaver, og næste skridt, kan jeg sige her, er at lave aftaler med borgmestrene i den vestlige del af Limfjorden og også tilsvarende lave aftaler om, hvordan vi kan sikre, at vi hjælper fra statens side med at få de rigtige løsninger til nogle meget, meget komplekse opgaver.
Til allersidst vil jeg nævne, at der også i forespørgselsdebatten er tanker om, hvordan man kan involvere eksperter, altså klimaforskere, i arbejdet, og det er jeg meget lydhør over for. Jeg har selv en erfaring fra covid-19-situationen, som jo var en helt anden akut situation, men også var en national katastrofesituation, hvor vi etablerede forskellige former for rådgivning. Noget af det er jeg meget interesseret i at vi også kan få etableret. Jeg er ikke tilhænger af en eller anden form for model, hvor man siger, at de får 1 år til at lave en plan. Men jeg vil være interesseret i, at vi sikrer, at der også er uvildig rådgivning, og at der er et klart organ, i forhold til hvordan det kommer til at ske, og at ikke kun regeringen, men også Folketinget er med i det. Tak, formand.