Det næste punkt på dagsordenen er:

3) Forespørgsel nr. F 19:

Forespørgsel til miljøministeren:

Vil ministeren redegøre for, hvad regeringen vil gøre for at klimasikre Danmark og danskerne set i lyset af advarslerne fra en række af Danmarks førende klimaforskere om ekstreme havvandsstigninger i rapporten »Den skjulte klimakatastrofe«, herunder om regeringen vil nedsætte et råd, som skal udarbejde en national handleplan for klimasikring af Danmark og danskerne?

Af Leila Stockmarr (EL), Trine Pertou Mach (EL), Søren Søndergaard (EL) og Mai Villadsen (EL).

(Anmeldelse 20.03.2025. Omtryk 24.03.2025. Fremme 25.03.2025).

Nu skal vi så i gang med en forespørgselsdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig af deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind. Så vi holder lige en kort pause.

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 20. maj 2025.

Så tror jeg, at vi er ved at være der. Jeg skal høre, om ordføreren for forespørgerne vil begrunde forespørgslen. Det vil hun. Værsgo.

Tak. Jeg skal gøre det meget kort. Jeg vil egentlig indlede lidt på samme præmisser som i forrige debat. For når man ser på, hvordan partierne på tværs af Folketinget stiller sig til det her, er det her spørgsmål om klimasikring jo ikke kun noget, Enhedslisten går meget op i. Det er noget, der ligger os alle sammen meget på sinde, og jeg kan notere mig, at næsten samtlige partier herinde uden om regeringen jo har ønsket, at der skulle ske mere på det her område.

Så det er bare for at åbne op og sige, at grunden til, at den her forespørgselsdebat kom nu, var, at Danmarks førende seks klimaforskere i »Den skjulte klimakatastrofe« kom ud med en udmelding, hvor de mente, at havvandet ville stige mere, end man først havde antaget, helt op til 3 m. På den baggrund var det deres vurdering, at vi ikke havde en tilstrækkelig plan, der tænkte de værst tænkelige scenarier til ende og ikke tænkte langt nok ud i fremtiden. Jeg kan notere mig, at flere eksperter derude siger, at der simpelt hen mangler en national handlingsplan, der tænker mere end 100 år frem.

Jeg tænker ikke, at vi i dag skal have en politisk klimapolitisk debat om, hvor meget vandet kommer til at stige, og hvorfor det stiger. Mit udgangspunkt for den her debat har mere været, at vi bliver nødt til at have en debat om alvoren af det her, og at vi bliver nødt til at have en debat om, om vi egentlig tager os de rigtige forholdsregler og egentlig har gjort det klart med os selv, efter hvilke principper og på hvilket finansieringsgrundlag vi skal klimasikre Danmark i fremtiden.

Tak til ordføreren. Så går vi over til miljøministeren for besvarelse. Værsgo.

Tak for det. Klimaforandringerne er ikke længere en teori. De er virkelighed. DMI er jo Danmarks klimavidenskabelige rådgiver, og det er rigtigt, som der blev sagt af fru Leila Stockmarr her i indledningen, at der blandt forskerne er forskellige udregninger. Det er så DMI's opgave at sikre, at man, når man rådgiver os og Danmark til, hvad vi skal gøre, tager højde for de forskellige udregninger, der er. Det er klart, at FN's Klimapanel, IPCC's, konklusioner jo bl.a. er dem, som der bliver bygget på. DMI's vurdering er, at vi i år 2100 – altså om 75 år, er det jo så nu – vil have det, som i dag defineres som en 100-årshændelse, hvert tredje år. Hvert tredje år vil der være en 100-årshændelse. Det er jo en af grundene til, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at Danmarks klimapolitik er på sporet, og at vi i EU og Europa og også globalt arbejder for, at klimapolitikken og indsatsen mod den menneskeskabte globale opvarmning bliver speedet voldsomt op.

Jeg skal prøve at bruge et par minutter på at fortælle om, hvad en 100-årshændelse er. Man skal jo faktisk ca. 160 år tilbage i tiden for at se den seneste 100-årshændelse. I 1872 var der en af de helt store klimakatastrofer, og det var lang tid før den globale opvarmning. Det var jo dengang, hvor 100-årshændelser var 100-årshændelser, altså hvor de kun kom en gang hvert 100. år. I 1872 havde vi en enormt kraftig storm fra øst, der pressede vand ind over Sønderjylland, ind over Lolland og ind over Falster, og man vil stadig kunne se, hvis man tager ud på nogle af de øer og nogle af de steder, højvandspæle sat op. Så højt var vandet i 1872. Kæmpestore områder blev fuldstændig ødelagt. Byer og gårde blev fuldstændig ødelagt. Det var en katastrofe. Hvis man ser på landkortet i dag, skal man forestille sig, at Rødby Fjord og Nakskov Fjord flød sammen. Alt land derimellem blev oversvømmet. Det var altså en 100-årshændelse. I 1872 kostede den katastrofale hændelse 80 mennesker livet – 80 menneskeliv. Den ødelagde lokalsamfund, og det tog mange, mange år at genopbygge gårde, byer, veje osv. osv.

Hvad gjorde man så efter den i 1872? Man byggede jo et enormt dige langs Lollands sydkyst, Danmarks største, længste og mest kraftige dige på 63 km, og det er 4 m højt. Det er der jo den dag i dag. Det var et enormt bygningsværk, vi lavede. Pointen med, at jeg nævner det her, er at få et indblik i, hvad det er, der er tale om. Den form for 100-årshændelser vil vi altså få hvert tredje år i år 2100, som beregningerne viser. Så er det rigtigt, at der ifølge de beregninger, som blev nævnt af fru Leila Stockmarr i starten, også findes scenarier, hvor der kan være en endnu højere havstigning. Der er det så, at jeg siger, at der er det DMI's og selvfølgelig IPCC's, altså FN's Klimapanels, beregninger og DMI's risikoscenarier, som vi er nødt til at handle ud fra og lægge til grund. Deres opgave er så at sikre, at forskernes udregninger bliver taget med.

Formålet er så også at sige noget om den tilgang, man har haft indtil nu. Vi er ofte ude at besøge et dige og se et dige, og når vi alligevel er rundt i landet, så besøger jeg digelaget eller har møder med mennesker, der har ansvaret for diget. Det er jo næsten altid sådan, at et dige i Danmark er lavet efter en katastrofe. Der siger folk: Jamen det her dige er lavet, fordi vi havde en katastrofe og vi havde en oversvømmelse. Det er jo en luksus at have det sådan, at man kan vente til katastrofen, hvorefter man så kan rydde lidt op, lave et dige og så være sikret.

De scenarier, vi nu har foran os, viser jo, at vi ikke kan vente på de katastrofer. Vi er nødt til at komme foran udviklingen. Det der med at handle på bagkant er ikke en luksus, man kan tillade sig, når man er et land med så mange byer, der ligger så lavt og helt ud til kysten, og når vi har den katastrofale udvikling, som vi kan se ligger i risikoscenarierne.

Jeg var lige ved at sige, at som om det ikke var nok, at der er den trussel udefra, så betyder klimaforandringerne jo også, at der er andre trusler, som alle sammen har at gøre med vand. Lige nu har vi jo i Danmark en tørkeperiode meget, meget tidligere, end vi plejer at have. Store dele af Europa har det også. Det giver store udfordringer. Vi har jo også problemer med alle de grundejere, der har huse, som ligger med meget højtstående grundvand – med mindre end 1 m ned til grundvandsspejlet i mindst 8 måneder om året; sådan er det, vi definerer det. Det er vi i gang med at lovgive om, og vi har en bred stemmeaftale om at få sikret, hvordan vi håndterer det.

Så er der også det om overfladevand og tagvand, altså når der kommer kraftige regnskyl, som både udfordrer byerne, hvor der er mere belægning, end der var tidligere, og også udfordrer vores åer og omkringliggende byer, altså der, hvor åerne slynger sig imellem byerne. Også det er en enorm udfordring. Ofte kommer en ulykke ikke alene; de kommer ofte samtidig, når det handler om de her vandrelaterede ulykker.

Samtidig med det er det jo ikke kun sådan, at der ligger eksisterende byer helt ud til vandet. Vi kan bare se på de steder, hvor der er allermest interesse i at bygge nyt, og hvor der er flest, der vil investere i at bygge nyt. Hvor er det? Både i hovedstaden og provinsen er det helt ud til vandet. Det er helt ude på kajkanten, hvor vi tidligere havde industri. Der er der interesse i at bygge nyt. Det er præcis de områder, som er truet af erosion, og som er truet af oversvømmelser.

Her vil jeg fremhæve, at der er lavet en aftale om at skærpe planlovens regel om klimatilpasning. Den aftale er lavet mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti netop for at forebygge, at der bliver bygget nyt i områder, der er truet af oversvømmelser, uden at man har taget stilling til, hvordan man vil håndtere det, og hvordan man sikrer, at byggeriet, hvis det skal være der, bygges på en måde, hvor man har sikret sig i forhold til den trussel.

Ud over den aftale er der klimatilpasningsplan 1, som har at gøre med den jyske vestkyst plus det højtstående grundvand, som vi er i gang med at behandle her i Folketinget. Det er 1'eren.Klimatilpasningsplan 2 vil følge op på de initiativer og vil have et fokus på netop kystbeskyttelse, som er et af de elementer, som ligger i den her forespørgselsdebat. Hvis det skal lykkes Danmark, og det skal det, så er det jo altså milliardinvesteringer, der skal til – milliardinvesteringer. Der er ikke mulighed for, at det ikke lykkes. Vi har ikke råd til at fejle her, for det bliver så meget dyrere, og det bliver økonomisk og menneskeligt katastrofalt, hvis det ikke lykkes os at komme foran udviklingen. Nu har vi jo i øvrigt også lige haft drøftelser om flytning af jord. Det er nogle meget, meget store og omfattende jordflytninger, der skal til. Det skal de rigtige steder hen, og selvfølgelig skal det være den rigtige form for jord. Det er vi jo enige om. Det er jo de milliardinvesteringer, vi skal foretage.

Jeg kan oplyse Folketinget om, at vi i regeringen arbejder på den økonomiske plan, vi vil lægge frem for Danmark, og som har at gøre med alt det, vi kender for nuværende, altså de priser, vi kender på velfærd, på overførsler og på alt det, vi har af opgaver. Derudover er der to nye større opgaver. Det ene er forsvarsudgifterne, og det andet er klimasikringsudgifterne. De her to nye større opgaver skal vi også have råd til, når vi laver en langsigtet økonomisk plan. Det er det, vi arbejder med i regeringen, og derfor skal der være plads til meget, meget betragtelige og store investeringer i den danske samfundsøkonomi, ikke kun i vores forsvar, men også i klimasikring. Det er det, vi arbejder med.

Det vil sige, at når denne plan er klar til at blive drøftet, vil vi også kunne gå videre og lægge klimatilpasningsplan 2, altså vores bud på, hvordan den skal se ud, og der vil jeg invitere bredt blandt Folketingets partier, og jeg ser for mig, at vi kunne lave – jeg ved, at Folketinget er optaget af den her problemstilling – en aftale, og jeg vil også gerne drøfte med Folketinget, hvordan sådan en aftale kan laves. For det er jo ikke en aftale med ét beløb i 1 år; det er en aftale, som har nogle rammer, og som så vil skulle sikre, at der bliver fuld tryk på meget, meget omfattende investeringer i de kommende år. Det handler om, hvordan vi får finansieret disse investeringer, og hvordan vi får planlagt, at det her kommer til at ske.

Hvis nogen så siger: Jamen hvad laver I så imens? Dels er vi jo i gang med at udmønte klimatilpasningsplan 1, dels er vi i gang med at lave vores bud på klimatilpasningsplan 2 og få det til at passe ind i Danmarks økonomiske plan. Men så er vi jo også i gang med at sikre os, at der er fremdrift i de ting, der er i gang. Alene de sidste 5 års tid har vi afsat 662 mio. kr. til 38 projekter i 30 kommuner, altså projekter, som direkte har brug for at få noget offentlig støtte. Man kan få, som partierne ved, op til 40 pct. i støtte; resten skal man jo betale selv via første række. Det er dem, der har jord, altså dem, der er grundejere og har værdier, der beskyttes. Det kan også være kommunen, der bidrager, eller det kan også være statslig infrastruktur, der bidrager.

Så der er konkrete projekter i gang. Jeg var i mandags på Stevns for at se et af de helt store projekter, hvor staten har givet et betragteligt beløb på 40 pct. Det er et projekt til mere end 100 mio. kr., der netop skal beskytte hele baglandet nede på Stevns, som ligger nede syd for Køge – sydøst for Køge, vil folkmed lokalkendskab jo nok sige. Det er et af de store, store projekter, som vi er ved at støtte, og som de med stærkt arbejde, også lokalt, er i gang med at få til at blive til virkelighed.

Alt det skal fortsætte, og så skal der lægges mere på. Der skal også lægges flere midler ind i selve det her arbejde, og vi skal sikre os, at der er fremdrift i det. Der må jeg sige: Der er for mange eksempler på, at der af forskellige årsager kommer grus i maskineriet. Hvis det er sådan, at den sidste grundejer på strækningen har ubegrænset mulighed for at sætte snubletråde op og stoppe det her arbejde med at beskytte alle, så går det ikke. Selvfølgelig skal man gøre det i dialog og finde ud af den bedst mulige løsning. Det er klart, for der er kæmpe interesser på spil lokalt. Men vi er nødt til at sikre, at der kommer fremdrift, og det betyder så også, at staten er nødt til at have en stor del af ansvaret for, hvordan det sikres, at den fremdrift er der. I og med at vi jo finansierer en del af arbejdet, har vi selvfølgelig også en stor del af ansvaret for, at det også bliver til virkelighed.

Det var et projekt for mere end 100 mio. kr. på Stevns. Jeg vil også lige her fremhæve det projekt, der er i gang, om forundersøgelser i forhold til at beskytte Danmarks hovedstad, København – ikke kun boligejerne, men også de store statslige infrastrukturinteresser, der er i hovedstaden, dvs. metroen, S-toget, Øresundsbroen og lufthavnen, som alle er i alvorlig risiko for oversvømmelser. Vi kan jo se debatterne om, hvad der skal ske i vandet ud for København. Der tændes alle mulige røde lamper, og folk diskuterer. Vi har ikke råd til at lade være med at klimasikre. Det gælder både vores hovedstad og andre steder i Danmark, hvor der er behov for det.

Så vi skal gøre det, og vi skal gøre det fra statens side i tæt samarbejde med vores lokale kræfter og lokale myndigheder. Jeg har også underskrevet en aftale med Nyborgs borgmester og med Aarhus' borgmester om konkret at hjælpe dem med nogle af de mest komplicerede opgaver, og næste skridt, kan jeg sige her, er at lave aftaler med borgmestrene i den vestlige del af Limfjorden og også tilsvarende lave aftaler om, hvordan vi kan sikre, at vi hjælper fra statens side med at få de rigtige løsninger til nogle meget, meget komplekse opgaver.

Til allersidst vil jeg nævne, at der også i forespørgselsdebatten er tanker om, hvordan man kan involvere eksperter, altså klimaforskere, i arbejdet, og det er jeg meget lydhør over for. Jeg har selv en erfaring fra covid-19-situationen, som jo var en helt anden akut situation, men også var en national katastrofesituation, hvor vi etablerede forskellige former for rådgivning. Noget af det er jeg meget interesseret i at vi også kan få etableret. Jeg er ikke tilhænger af en eller anden form for model, hvor man siger, at de får 1 år til at lave en plan. Men jeg vil være interesseret i, at vi sikrer, at der også er uvildig rådgivning, og at der er et klart organ, i forhold til hvordan det kommer til at ske, og at ikke kun regeringen, men også Folketinget er med i det. Tak, formand.

Tak til ministeren. Vi går nu over til én kort bemærkning fra ordførerne, og den første får fru Leila Stockmarr fra Enhedslisten.

Tak til ministeren tak for talen og for at uddybe, hvad ministeren og regeringen har af tanker. Vi ved jo også fra pressedækningen og den rapport og vurdering, der er kommet, om den her skjulte klimakatastrofe, hvor alvorligt det kunne blive med havvandsstigninger. Så har ministeren været ude at sige, at med klimatilpasningsplan nr. 2 kommer der nogle svar. Jeg kunne notere mig i et svar til fru Marianne Bigum, og det kan SF's ordfører selvfølgelig også selv tage op, at det er lidt uklart, hvad det egentlig er, der ligger i den plan.

Det, der står, er jo, at den plan, der kommer efter sommerferien, så vidt jeg har forstået det, handler om at sikre fremdrift i kystsikringen af Danmark. Kystsikringen af Danmark er en vigtig, men jo kun en flig af, hvad der er behov for i forhold til at klimasikre Danmark. Når man ser på de forskere, kommuner og andet, der forholder sig til det her, så handler det jo om enormt mange ting. Det handler jo om, at vi helt grundlæggende ikke har taget stilling til, hvad vi skal beskytte – vores natur, vores kulturarv – og hvem der skal betale regningen.

Har regeringen en plan og en proces for, hvordan vi skal få afdækket helt grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi fremtidssikrer Danmark?

Ministeren.

Nej, der er ikke mulighed for opfølgende spørgsmål med den her form, man har fundet på. Det er rigtigt, at klimatilpasningsplan 2 handler om kyster. Som jeg nævnte, handler klimatilpasningsplan 1 handler om det højtstående grundvand og om den jyske vestkyst, som jo er under årlige angreb fra Nordsøen og Vesterhavet. Den her plan handler så om resten af kyststrækningerne i Danmark, som er udsat for et pres fra de her 100-årshændelser hvert tredje år. Det er jo så 3-årshændelser og kan få en ny titel. Det viser noget om, hvor omfattende det her er. Så må vi jo drøfte det. Det er jo ikke kun noget, hvor man kan trække svaret i en automat eller spørge en forsker; det er også en politisk drøftelse af, om det kun er beskyttelse af storbyerne, eller om det også er provinsbyerne. Er det også landområderne? Er det også natur? Hvad er det, der er værd at beskytte? For mig at se skal vi beskytte Danmark, og jeg definerer Danmark som både natur, kultur, storbyer og småbyer.

Tak. Så er det fru Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak til ministeren. Jeg kan forstå på ministeren, at vi venter på den langsigtede økonomiske plan, men der ligger jo faktisk en del bud på ting, vi kunne lave, som ikke nødvendigvis kræver en langsigtet økonomisk plan. Vi har tidligere debatteret deling af skybrudsdata, men der ligger også forslag fra aktørerne i forhold til at få fulgt op på de kommunale planer for klimatilpasning, som egentlig er pålagt, men som også har varierende kvalitet. Så der er jo en hel del ting, som vi godt kunne lave, mens vi venter på den langsigtede økonomiske strategi. Jeg vil bare høre ministeren, om han er begyndt at tyvstarte på noget af det. Og ser ministeren, om det her område kommer til at kræve en bred koordinering mellem flere ministerier for at nå i mål og altså ikke kun kan ske inden for miljøministerens ressort?

Endelig vil jeg sige, at jeg bakker fuldt op om, at man skal have styr på økonomien, og at der skal være penge til både forsvar og til klimatilpasning. I den her periode, hvor vi så ikke har investeret i klimatilpasning, har regeringen været primus motor for at give en masse skattelettelser, og det synes jeg bare harmonerer lidt dårligt med, at vi skal sørge for, at der er penge til klimatilpasning også.

Ministeren.

De investeringer, vi taler om, når vi hører forskere i medierne – og jeg har også mødtes med en del forskere på mit kontor – er investeringer på tæt ved 100 mia. kr. i de kommende mange årtier. Men det er så enorme investeringer, som jo også i store træk faktisk vil omforme den måde, vi ser vores byer og vores landskaber på, hvis vi skal lykkes med den opgave, jeg mener vi har, og ruste Danmark til de her 100-årshændelser hvert tredje år. Det siger sig selv, at hvis vi skal lykkes med det, og det skal vi, så er vi nødt til at finde ud af, hvordan vi har rum til de investeringer, og det er sådan set, uanset om det er 100 pct. privat eller 100 pct. statsligt eller kommunalt eller et miks af andet, for der skal være rum til det i vores økonomi. Vi kan jo vælge enten at bruge pengene klogt og forebygge, eller vi kan bruge pengene dumt og ikke forebygge og få alle de menneskelige og miljømæssige og økonomiske katastrofer, som vi så skal rydde op i, og de penge skal jo så også findes.

Tak. Så er det fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Tak til ministeren for talen. Noget af det, jeg har undret mig over i forbindelse med f.eks. den her kystsikring, som vi også har drøftet – det er selvfølgelig en flig af det, men dog en meget vigtig flittig – er, at man ikke ligesom siger til hinanden her i Danmark, at det her er et fælles problem, at det ikke skal ligge ude hos de enkelte kommuner, og at det bare ikke nytter noget med de der ad hoc-aftaler, der kommer, hvor der kommer nogle få millioner her og nogle få millioner der, og så skal man medfinansiere det osv. For vi er bare nødt til at være ærlige og sige, at det er i vores alle sammens interesse, at der eksempelvis bliver kystsikret. Men lige nu ligger hele regningen hos nogle ganske få kommuner, og nogle af de kommuner er ikke nødvendigvis nogle kommuner, som er nogle særlig rige kommuner, og de ender lige pludselig med at stå med en kæmperegning. I stedet for at lave de her små aftaler, hvor der kommer ganske få millioner ud, og hvor det bliver sådan lidt medfinansieringsagtigt, kunne ministeren så ikke forestille sig, at vi reelt set lavede en langsigtet plan, hvor vi i Danmark stod sammen om at kystsikre vores kyster i hele landet?

Tak. Ministeren.

Det er jo sådan, at man kan få op til 40 pct. i støtte til etableringen af diger eller anden form for kystsikring som højvandsmure i dag. Hvem betaler så resten af regningen, altså de 60 pct.? Næsten alle steder er det jo typisk sådan, at det er grundejerne, altså dem, der bor i første række og nogle gange anden række. Det er dem, der har værdierne, og nogle gange får de jo så også ødelagt deres havudsigt eller minimeret den, så det er ikke altid, de er glade for det, men de betaler så også noget. Det mener jeg altså er klogt. Hvor meget skal de så betale? Det kan vi jo drøfte med hinanden. Det er jo en politisk afvejning. Men jeg mener, det er rigtigt, at det er sådan, når man har købt bolig dér og har de værdier, der er i en bolig ud til vandet. Det er den boligs værdier, vi så beskytter. Der skal samfundet være med til at beskytte. Det gør vi så også allerede nu, og det er også det, jeg foreslår vi fortsætter med at gøre. Hvor meget niveauet skal være, må vi drøfte med hinanden, men politisk mener jeg, at der også skal være en selvfinansiering, og det er også, fordi regningen jo skal betales af os alle sammen. Noget af det handler så om, at dem, der har værdien, så også skal betale for, at den bliver beskyttet.

Tak. Så er det fru Pernille Vermund, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Så vil jeg gerne følge op der, hvor fru Mette Thiesen slap. For ministeren svarede jo slet ikke på spørgsmålet. Spørgsmålet var: Trænger vi ikke til en helhedsplan? Faktum er jo, at man kan sandfodre det ene sted, og få år senere ligger det sand i den lokale havn ved siden af, som i øvrigt er en forening, og som ender med at skulle bruge masser af penge på at sandsuge for at sikre, at havnen ikke sander til. Ellers ender det længere ude på havet, hvor de krebs, muslinger og dyr, der lever på bunden, går til, fordi der ligger nyt sand ovenpå, og dyrene er enormt afhængige af, at der er en rimelig stabilitet i havbunden.

Så når vi ikke har en samlet plan, risikerer vi, selv med ministerens gode hensigter på Stevns, at bruge rigtig mange midler og rigtig meget tid på noget, som ender forkerte steder, og som nogle gange gør mere skade end gavn. Så lad os nu få den her samlede plan frem for ad hoc at bruge penge på noget, som potentielt kan skade mere, end det gavner.

Ministeren.

Ja, jeg kan jo ikke være uenig i det, der bliver sagt her af fru Pernille Vermund. Jeg er enig i, at der er behov for at få tempo på de her investeringer, og at der er behov for at få planlagt dem. Jeg mener også, hvad jeg nok også hørte der sådan lå i spørgsmålet, at der skal være noget handlepligt. Hvis der er et risikoområde og man ikke kan blive enig lokalt eller ikke vil eller noget andet, skal der være en handlepligt til at beskytte. Så skal man jo sikre, at den måde, man gør det på, ikke betyder, at der kommer problemer ved siden af i nabokommunen, længere ude i vandet eller andre steder. Det er jo fuldstændig oplagt.

I dag kan vi desværre se, at en del af de projekter, også dem, der har fået statslig støtte, faktisk ikke kommer i mål og ikke kommer i gang, fordi der er så mange, der klager, og fordi naboerne bliver uenige, og så vil nogle have en afstemning nogle steder. Så ender det med at være laveste fællesnævner, der blokerer for, at vi kan beskytte meget, meget store værdier. Det har vi ikke råd til. Det har man måske haft tidligere, men det har vi ikke råd til længere.

Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak til ministeren for talen og for klimasikringsplanerne. Den her forespørgsel handler om den skjulte klimakatastrofe, hvor nogle forskere forudser, at vi i 2100, så vidt jeg husker, risikerer 3 m højere vandstand. Vi har også for nylig fået udtalelser fra en dansk forsker, en meget anerkendt forsker, der har fået en artikel godkendt i internationale magasiner, der handler om, at Golfstrømmen muligvis kunne finde på at stoppe, måske endda ret snart. Mener ministeren, hvis nogen af de scenarier, der er fra trods alt anerkendte forskere, er rigtige, at vi med de klimasikringsplaner, som vi har i øjeblikket, og dem, som ministeren er ved at udvikle, har nogen som helst chance for at gardere os imod den type ting? Eller burde vi have en plan B eller en plan C og, som også foreslået, en type klimasikkerhedsråd, der kunne blive lidt mere enige om, hvor tæt på de helt store katastrofer vi er, så vi politisk både kan vurdere, hvad vi skal gøre for at sænke temperaturen, men også, hvordan vi skal klimasikre vores land?

Tak. Ministeren.

Som jeg nævnte i min indledning, har jeg haft et meget, meget tæt samarbejde med nogle af de fremmeste forskere på et helt andet område, sundhedsområdet, og jeg kunne også have ønsket, at de kunne blive enige og sige: Gør sådan her, kære regering og kære Folketing, gør sådan her. De ordførere, der var med til nogle af de møder, vil jo kunne bekræfte, at forskerne ikke kan blive enige. Det er jo kun sundt, og det er noget, vi skal hylde, altså at de har forskningsmæssige og faglige uenigheder, hvis bare de kan dokumentere deres standpunkt, og så skal vi jo så have nogen, der samler den forskning op og siger, hvad det bedste bud er, hvad vi kan risikere, så vi også har en plan for det, at vi kan være heldige med noget, men at vi ikke kan basere os på det, fordi det ikke kan være en strategi at basere sig på sådan noget held.

Derfor er det DMI's ansvar at sikre, at de baserer sig på IPCC, altså FN's Klimapanel, og at de i deres udregninger af, hvad det betyder for Danmark, så også sikrer, at der er taget hånd om det, og at det er beskrevet, hvordan man håndterer det, hvis der kommer et mere outreret eller et mere vildt scenarie. For et mere vildt scenarie betyder jo endnu større potentielle katastrofer.

Tak. Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren. Man bliver nogle gange lidt træt, for vi kommer for at diskutere sådan en 100-årsplan, altså have de lange briller på , og så kommer der to spørgsmål og en ministertale, og så er vi nede på at sige, at inden næste valg har vi tænkt os at gøre det her, og så kan vi klappe os selv på ryggen for, hvor gode vi har været til at sige: Peter, du skal også have et dige. Men der er også andre muligheder. Det, jeg gerne spørge ministeren om, er: Har man også de lange briller på? For der er også ubehagelige ting, som danskerne skal forholde sig til, og som måske ikke koster nogen penge. Altså, f.eks. holder et hus ca. 100 år. Det vil sige, at man allerede nu kunne sige, at det næste hus skal ligge inde i landet. Er ministeren også er villig til at gå ud at tage den slags beslutninger? Det er ikke noget, som ministeren får stemmer på ved næste valg – nok snarere tværtimod. Men det er jo noget, der kan være med til netop at beskytte værdier og gøre det billigere på den lange bane. For hvis vi bliver snæversynede og kun kigger fra valg til valg i forhold til den her lange plan, tror jeg, at vi taber overblikket. Og det er jo en del af løsningen, og det er også noget, som forskerne selv siger, nemlig at i forhold til byudviklingen kan det være, at dem i København skal flytte 3-4 km, og det er selvfølgelig træls for dem, der har det postnummer her og nu, men med nye postnumre kan vi jo altid lave. Men det er jo en del af løsningen eller kan blive det.

Tak. Ministeren.

Det er jo ikke så mange år siden, at man på den jyske vestkyst sådan med generationers mellemrum flyttede gården nogle hundrede meter længere ind på land. Sådan flyttede hver generation en ny gård længere ind på land, og de der gårdruiner ligger så under vand i dag. Det var, indtil staten sagde: Det her går ikke længere – vi er nødt til at tage ansvar. Og det har man så gjort. Hvis ikke vi tog ansvar for at sandfodre den jyske vestkyst og lave diger, ville Vesterhavet æde sig ind med 8 m om året i gennemsnit, og efter ret kort tid ville det jo være store, store landområder, som ville blive oversvømmet, også inde i landet i Jylland. Det har vi så forhindret, og for mig at se er det den samme tilgang, vi skal have den her opgave. Vi kan se vores gode samarbejdspartnere i Holland, som jo ofte ligger under havoverfladen i dag og har bygget en når med de fire og er eksperter i det. Nogle af deres erfaringer er vi nødt til at tage med, og jeg mener, at det bør være i Danmarks interesse at kunne sikre vores værdier og ikke sige, at vi er nødt til at opgive dem og flytte væk. Det bør være den helt gennemgående tilgang, alt afhængig af om der så ellers måtte være nogle små ting.

Tak til ministeren. Så er det hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil egentlig bare spørge, om ministeren er enig i, at de midler, der er afsat nu fra regeringens side, er alt for lidt til at lave en seriøs klimasikring af Danmark. COWI har lavet et estimat af, at om 100 år skal der bruges 43 mia. kr. om året, og det er selvfølgelig vanvittig spekulativ, for man kan ikke sige noget om, hvordan tingene er om 100 år. Men det ligger vist rimelig fast, at udgifterne til klimasikring kommer til at stige i de kommende år, og så vidt jeg har forstået, er der kun afsat et lille beløb på 1,3 mia. kr. til klimasikring, og det forslår jo som en skrædder et vist sted i forhold til de udfordringer, vi står over for. Er ministeren ikke enig i det?

Ministeren.

Jo, jeg er helt enig i, at hvis vi skal lykkes med at komme foran udviklingen, så skal der jo investeres langt mere, og vi skal have nogle mere robuste og bindende planer for, hvordan det så skal blive til virkelighed. Derfor er vi nødt til at finde plads til den milliardinvestering i vores økonomiske plan for Danmark. Det er ligesom, når vi drøfter forsvar, som hr. Rasmus Jarlov jo gør ofte, for der skal vi også finde plads til forsvarsinvesteringerne i vores økonomiske plan. Derfor er den måde, vi har tilrettelagt arbejdet på, at vi i forhold til den økonomiske plan afventer en endelig melding fra NATO, men den kommer til at tage højde for de to ekstra investeringer ud over alt det andet, vi skal bruge penge på, altså ekstra klimainvesteringer og ekstra forsvarsinvesteringer, og når vi har den plan, vil vi også kunne også sikre, at der er rum til de store ting, der skal ske på det her område, og det er, uanset hvem der skal foretage investeringerne. Men rummet skal jo være der til det i Danmarks økonomi.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går nu over til forhandlingen og til de almindelige regler for korte bemærkninger. Nu er det ordføreren for forespørgerne, Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Tak. Tak til alle partier for at komme og deltage i, hvad det indtil videre er mit indtryk også er en vigtig debat for samtlige partier, der er her i dag.

Vi har indkaldt til den her forespørgselsdebat, fordi vi ikke føler os betrygget i, at regeringen prioriterer klimasikring højt nok, og at regeringen tager udfordringen med, at vandet stiger, hyppige skybrud, klimaforandringernes betydning for Danmark, ikke bare de næste år, men de næste 100 og 150 år, alvorligt nok. Vi er bekymret for, om regeringen går grundigt nok til værks, tænker langsigtet nok og inddrager Folketinget nok i de store dilemmaer, vi står over for, og i de prioriteringer, vi skal foretage, og de valg, vi skal træffe. Og vi er bekymrede for, om regeringen i høj nok grad involverer de vidensaktører og forskere, der er derude, og som ved rigtig meget om problemerne, og som ved rigtig meget om klimaforandringernes effekt og fremskredenhed.

For klimakrisen er ikke længere fremtid. Selvfølgelig skal vi gøre alt, hvad vi kan for at minimere klimakrisens effekter, men vi kan desværre ikke forhindre effekterne af klimakrisen, som situationen er i dag. Tusindvis af danskere har allerede mærket stormfloder og skybrud på første hånd. Vi går imod hyppige og voldsomme vejrhændelser i Danmark, og det er et kollektivt problem, der kræver kollektive svar. Vi skal som fællesskab, som samfund bygge diger og sikre mod skybrud, men vi skal også tage meget mere grundlæggende og svære beslutninger om, hvad vi skal vælge at prioritere at beskytte og redde, når vandet kommer, altså hvilke områder Danmark vi måske må lade blive oversvømmet i en periode. Hvis opgave er det at beskytte kritisk infrastruktur, hvis opgave er det at beskytte de mest klimaudsatte borgere, der ikke har råd til at betale, når deres kælder står i vand, eller deres hus bliver smadret af ustadigt vejr?

Det er meget klart for os, at som systemet er i dag, har vi de facto overladt en del af opgaveløsningen til forsikringsbranchen, men det er jo bare et spørgsmål om tid, før forsikringsbranchen siger: Det kan vi ikke tage ansvar for længere. Lige nu er det sådan, at den stormflodsskadesikringsordning, der er, dækker de her stormflodshændelser, men den dækker jo langtfra de hændelser, der sker som resultat af klimaforandringerne. Rigtig mange borgere, der søger om støtte derfra, når deres hjem er blevet ødelagt, får afslag, og der skal meget til, for at det bliver kvalificeret, at man faktisk kan ansøge rådet om hjælp.

Så der er noget helt grundlæggende på spil her, både i forhold til forebyggelse, men også i forhold til hvad vi som velfærdsstat stiller op med de borgere, der bliver ramt af klimakrisen. Hvem kan klare sig selv, og hvem kan ikke klare sig selv, og hvem skal have hjælp? Kan vi herindefra tørre problemet af på kommunerne? Er det fair over for de kommuner, hvor der ofte er overlap, altså de kommuner, der måske befinder sig i udkantsområderne og er allermest klimaudsatte og måske også har færrest ressourcer og har sværest ved at tiltrække arbejdskraft? Der er et kæmpe spørgsmål vedrørende by og land og ulighed. Der er også nogle større problemer, der gælder byer specifikt, for byerne bliver rigtig hårdt ramt. Vi har ikke rigtig en plan for, hvordan vi sikrer vores store byer – jo tak, vi er i gang med at bygge Lynetteholmen, men det er der også en række forskere der er ude at sige ikke nødvendigvis er klimasikring.

Så helt grundlæggende er det, jeg ønsker med den her debat og også med den vedtagelsestekst, som jeg vil læse op lige om lidt, er, at vi får sat gang i en langt grundigere, meget mere langsigtet og meget mere principiel proces for at få afdækket, hvad det er, vi skal have afklaret, og hvad det er for nogle principper, der skal styre, hvordan vi klimasikrer Danmark. Hvad for nogle myndigheder har ansvaret? Er det er staten eller kommunerne? Alle skal vide, hvem der har hvilke opgaver, og vi skal kunne se hinanden i øjnene og sige, at vi trygge ved, at vi prioriterer det her nok økonomisk. For som DTU har vist i flere af de rapporter, der er kommet det sidste år, er det sådan, at jo længere vi venter, jo mere vil regningen stige. Kisten Halsnæs, som er en af Danmarks mest citerede forskere, er ude og vurdere, at det her inden for 100 år vil koste samfundet 400 mia. kr. Så det er ganske store beløb, der er tale om, og det er ganske svære spørgsmål, vi ikke har fået svaret på.

Det er på den baggrund, at alle partier rundt om regeringen minus Borgernes Parti i den vedtagelsestekst, jeg vil læse op nu, efterlyser og beder regeringen om at iværksætte et arbejde med at lave en 100-årsplan for klimasikring af Danmark. Det skal ske på baggrund af anbefalinger fra et uvildigt ekspertpanel, som vi gerne vil have at man udpeger, så vi får kvalificeret viden, så vi kommer hele vejen rundt, så processen bliver transparent, og så vi med åbne øjne og tid til eftertanke kan træffe helt afgørende beslutninger om, hvordan vi skal beskytte Danmark i fremtiden, ikke hvis vandet, men når vandet kommer, og desværre er det her jo allerede.

På den baggrund vil jeg lige læse vedtagelsesteksten op på vegne af Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, SF, Radikale Venstre, Alternativet, Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten:

Forslag til vedtagelse

»Klimasikring er en vital national samfundsopgave, som kræver storskalainvesteringer, principper for finansiering og klare prioriteringer med stor betydning for fremtidens Danmark. Behovet for klimasikring vil kun vokse på grund af stigende vandstande og hyppigere skybrud.

Derfor skal vi have en national 100-årsplan for klimasikring, der balancerer forebyggelse og tilpasning, hvor principperne for sikring og myndighedsansvaret gøres klart. Løbende mindre aftaler er utilstrækkelige og svarer ikke på de grundlæggende spørgsmål: Hvordan, af hvem og efter hvilke principper skal Danmark og danskerne klimasikres, når vandet kommer?

En national plan bør indbefatte fokus på naturbaserede forebyggende løsninger, beskyttelse af natur og kultur, mekanismer for hjælp til klimaudsatte borgere, virksomheder og fødevareproducenter, beskyttelse af kritisk infrastruktur, samt klimasikring af eksisterende infrastruktur, demokratisk forankring og videndeling samt principper for finansiering og placering af myndighedsopgaven/-erne.

Et politisk udpeget nationalt klimasikringsråd vil få et år til at udvikle sine anbefalinger og fremlægge arbejdet for regeringen og Folketinget.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 58).

Tak for det. Så går vi videre til hr. Thomas Monberg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, formand. Kære kollegaer, jeg bor og lever i Horsens, en fjordby på den østjyske kyst. Vi har alle dage kæmpet med vandet. Når uvejret trækker ind over landet, bliver vi meget ofte meget hårdt ramt. I Horsens får vi vand fra alle sider – ude fra fjorden og havet, indefra, når vandet presses ned igennem åerne fra oplandet, nedefra med stigende grundvand og oppefra, når himlen åbner sig under et skybrud. Det har sat sig i byens historie og i folks hukommelse. Der er heldigvis løbende blevet gjort noget ved problemerne med vandet, siden jeg var barn. Det skyldes, at vi har haft politikere og borgere, der igennem tiden har taget ansvar og gjort noget. Det skal de have tak for. Men har de gjort nok, og er der gjort nok? Nej, ikke endnu.

Stigningen i hyppigheden af stormfloder er en klar advarsel. Kystbyer bliver oversvømmet. Boliger og veje står under vand. Vejret bliver vildere, og vi er kommet alt for sent i gang. De såkaldte hundredårshændelser, som ministeren også var inde på, og som vi har dimensioneret vores systemer efter, risikerer på sigt at ske hvert andet eller tredje år. Vi kan ikke acceptere, at steder som Lolland, Køge Bugt eller Limfjordsbyerne risikerer at gå tabt i fremtidens havvand. Tempoet skal op, men det skal også gøres klogt. Vi skal ikke bare gøre noget; vi skal også gøre det rigtige. Derfor har vi brug for et stærkt fagligt grundlag og et klart overblik over, hvor vi skal sætte ind. Vi skal prioritere og gøre det på en måde, der er socialt retfærdig. Og så skal der være styr på, hvem der gør hvad, for klimatilpasning er ikke noget, én aktør kan løse alene. Det kræver, at staten tager lederskab, men det kræver også, at kommuner, grundejere og forsikringsselskaber bidrager og samarbejder.

Vi står med en kæmpe opgave. Det kræver store investeringer og en plan, der rækker mange årtier frem, men også en plan, som vi skal kunne bygge videre på. Regeringen har taget hul på opgaven med klimatilpasningsplan 1. Det er vigtigt. Det er et skridt i den rigtige retning med fokus på grundvand og kystbeskyttelse. Men vi har brug for mere, som debatten her også afspejler. Klimatilpasningsplan 2 skal være mere ambitiøs og mere forpligtende og skabe hurtig handling. Vi skal bygge videre på de indsatser, der allerede er i gang, men vi skal også sætte en ny retning for klimasikring af Danmark. Med det vil jeg gerne sige tak for ordet og tak til Enhedslisten for at rejse debatten.

Nu vil jeg læse Socialdemokratiet, Venstre og Moderaternes forslag til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at klimaforandringerne medfører højere vandstande, voldsommere vejr og flere stormfloder. Prognoserne viser, at en nutidig 100-års stormflodshændelse vil indtræffe hvert 3. år i 2100.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til i forlængelse af de allerede igangsatte initiativer i Klimatilpasningsplan I at sætte tempo på klimatilpasningen og sikre de rette reguleringsmæssige rammer og langsigtede investeringer, så Danmark bliver beskyttet.

Folketinget noterer, at regeringen hurtigst muligt fremlægger en Klimatilpasningsplan II med tiltag, der beskytter Danmark mod oversvømmelser fra havet. Beskyttelsen af Danmark skal ske i tide. Folketinget opfordrer dertil til, at regeringens plan indeholder finansiering af væsentlige investeringer samt bedre regulering og organisering af kystbeskyttelsesområdet.

Klimatilpasning bliver en tilbagevendende opgave, så der skal tænkes langsigtet. Folketinget opfordrer derfor til, at regeringens tiltag er strukturelle, forebyggende og kan understøtte, at vores værdier, infrastruktur m.v. bliver beskyttet og gjort modstandsdygtige i forhold til konsekvenserne af det forandrede klima.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 59).

Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er til fru Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak til ordføreren for talen og et bud på en vedtagelsestekst. Jeg har et spørgsmål til den, for i den her vedtagelsestekst, som regeringen lægger frem, skriver de, at man skal notere, at regeringen hurtigst muligt arbejder på den her klimatilpasningsplan 2. Så kan vi så høre fra ministeren, at vi afventer en økonomisk plan for at kunne komme i gang med det her arbejde. Men hvad er tidsperspektivet på den økonomiske plan og på klimatilpasningsplanen? For jeg tror, at det særlig er der, vi adskiller os i forhold til hastighed.

Så vil jeg helt grundlæggende spørge ordføreren, hvad ordføreren tænker om den vedtagelsestekst, som vi andre står bag og håber på at få vedtaget i dag, for I må jo gerne være med.

Ordføreren.

Tak for tilbuddet, det er jeg rigtig glad for – I må også gerne være med i vores; den har jeg sendt rundt til ordførerne, jeg tror, alle har fået den. Det er jo sådan, at når man skal prioritere noget, bliver man også nødt til at finde ud af, hvor mange penge der er i kassen, og hvad man også skal bruge penge på. Derfor er den proces jo i gang – og den er i gang; det er ikke sådan noget, jeg bare siger, det ved jeg den er. Vi tager faktisk det her rigtig seriøst. Internt i partierne er der jo også stor frygt for, hvad der sker her. Vi har jo rigtig mange lokalvalgte rundtomkring i landet, så det er noget, vi tager rigtig, rigtig seriøst i Socialdemokratiet og derfor også i regeringen. Men vi vil bare rigtig gerne gøre det rigtige og fortsætte med nogle af alle de gode ting, der er, og så underbygge noget, der bliver godt for fremtiden.

Tak. En venlig påmindelse til ordføreren om, at vi ikke anvender direkte tiltale i Folketingssalen. (Thomas Monberg (S): Det skal jeg nok huske). Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Tusind tak. Så vi kan ikke komme nærmere, hvad »hurtigst muligt« betyder for regeringen, og om vandmasserne overhaler os, inden regeringen fremlægger en økonomisk plan?

Ordføreren.

Vandmasserne har jo desværre overhalet os adskillige gange. Det er jo desværre den verden, vi står i, så vi har reageret for langsomt. Nu har ordføreren og jeg jo ikke været herinde så mange år, så vi kan ikke tage ansvaret fra helt tilbage, men det varer ikke længe. Det er ikke noget, vi tøver med.

Så er det fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak for det. Og tak til ordføreren for talen. Den rapport fra DTU, som blev nævnt af en af de tidligere ordførere, beskriver, hvordan det over de kommende 100 år vil koste det danske samfund mere end 400 mia. kr. at skulle håndtere konsekvenserne af manglende klimasikring, når det gælder skybrud og stormflod. Det er altså en rapport, der har de lange briller på, og det er måske også første gang i historien, at der er blevet sat pris på både omkostninger og gevinster ved at lave forebyggende klimasikring. Den beskriver, hvordan vi kan undgå størstedelen af de her skader over de kommende 100 år, hvis vi som samfund investerer omkring 130 mia. kr. i den nærmeste fremtid.

Nu er jeg både forsvarsordfører og finansordfører, og det er jo åbenlyst, at der på forsvarsområdet er lidt mere åbne kasser i forhold til den langsigtede sikring af vores sikkerhed. Når det gælder den her sikring, hvor ordførerens parti jo sidder på Finansministeriets kasse, hvor langt er ordføreren og ordførerens parti villige til at gå i forhold til faktisk også at lave sådan en langsigtet planlægning og investeringsramme for det her?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Og vi er rigtig glade for at have finansministerposten.

Det her er jo i topto for os, og det ligger på linje med forsvaret, så derfor er begge to »skal«-opgaver, opgaver, vi skal have løst. Og vi skal bevæge os fremad her, for ordføreren har ret i, at DTU's konklusion er, at det cirka er en faktor en til fire, hvad det koster at lave noget, i forhold til hvad det koster på skadefronten senere hen. Så de ligger langt oppe i vores prioritering.

Spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Nu drager jeg selvfølgelig en politisk konklusion af den rapport, som er, at det ikke er løbende mindre aftaler, der er brug for, men faktisk langsigtet, hvad kan man sige, kompleks planlægning. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor det fra Socialdemokraternes side så ikke netop er åbenlyst, hvorfor det ville være vigtigt at have en national handlingsplan, som er det, som forespørgslen her handler om, og som der er en bred skare af partier der faktisk anbefaler regeringen og opfordrer regeringen til at lave. Hvad er det, der byder regeringen eller byder Socialdemokraterne imod i forhold til den langsigtede planlægning.

Ordføreren.

Det er sådan set ikke den langsigtede planlægning, og det nævnte jeg faktisk også i min ordførertale, for det er faktisk også rigtig, rigtig vigtigt. Men det er også vigtigt, at vi handler nu i stedet for at vente f.eks. et år på, at der kommer noget. For når vi kommer med den her plan to, er det jo også et skridt i den rigtige retning. Det kommer jo ikke til at stå i vejen for noget, der foregår senere hen. Og når vi får den her plan fra ministeriets side forelagt i Folketinget, tænker jeg da, at det er nogle input, vi skal tage med, i forhold til hvordan vi kan få planen til at virke. Men vi ved jo ikke hundrede procent, hvad der sker, så derfor skal det også være en plan, vi kan tilrette løbende, så vi kan forbedre klimaindsatsen og klimasikringen.

Tak. Så er det fru Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Tak for det. Ordførerens tale startede jo fint rigtig fint med at understrege alle de udfordringer, det her indebærer, alle de spørgsmål, vi mangler at besvare. Der, hvor filmen knækker for mig, er så, når det kommer til, hvad regeringens svar på de spørgsmål, ordføreren selv stiller, er, nemlig at der kommer en klimatilpasningsplan 2, som skal sikre fremdriften i kystsikringen. Hvordan kan det være det svar, man har, på de problemer, som ordføreren selv anerkender eksisterer? Hvordan kan regeringen, hvis det er topto over de vigtigste sager, leve med, at vi ikke har svar på, hvad vi gør, når vandet kommer? Hvordan beskytter vi byerne? Hvordan beskytter vi de mest klimaudsatte borgere? Og hvordan beskytter vi vores natur? Hvordan beskytter vi kritisk infrastruktur? Hvem har i sidste ende ansvaret for at betale?

De spørgsmål har vi ikke svar på. Hvordan mener ordføreren at vi som Folketing kan se danskerne i øjnene og sige: Bare rolig, vi har en plan – når ikke engang regeringen er villige til at adressere de spørgsmål, og når alle Folketingets partier beder om, at vi får en plan? Hvordan kan man så sige: Nej, det er fint nok, for vi arbejder på en strategi, der kigger nogle år frem, ovre i ministeriet bag lukkede døre?

Tak! Så er det ordføreren.

Jeg synes jo netop ikke, der er lukkede døre. Jeg synes netop, at ministeren har vist åbenhed i dag. Vi har talt om det her rigtig mange gange. Jeg har i løbet af foråret at være med i flere debatter også med nogle af de ordførere, der sidder her, på området. Der er blevet stillet spørgsmål til ministeren, som der er blevet svaret på. Vi arbejder stadig væk med at få klimatilpasningsplan 1 til at løbe ud, og så kommer toeren nu. Det her er jo ikke en opgave, vi bliver færdige med. Det er jo ikke sådan, at fordi vi laver en eller anden overordnet plan, så løser det her sig i morgen.

Men vi er da enige i, at vi skal have en kortlægning af problemet. Derfor ser vi jo også, at når den her klimatilpasningsplan 2 kommer, går vi videre og videre. Det jo klart det, vi lægger op til Socialdemokratiet. Det vil vi rigtig gerne. Og hvad angår, hvad vi skal kigge på, synes jeg også, der er mange gode ting i jeres vedtagelsestekst. Men samtidig med at nedsætte noget, der skal arbejde om et år eller endnu længere ud i fremtiden, vil vi også gerne handle nu.

Jeg minder lige om det med direkte tiltale igen. Så er det spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Men ordførerens svar understreger jo netop det, der er hele problemet, nemlig den her ad hoc-tilgang, og at vi så tager et skridt ad gangen. Det, som anerkendte forskere beder om, er jo en 100-årsplan. Det, der står i vedtagelsesteksten fra en samlet opposition, er jo direkte taget fra de forskere bl.a. på DTU, der beder om, at vi har 100-årsplan, for det er det eneste ansvarlige, så vi kan handle nu for at sikre Danmark i fremtiden. Det, vi ikke kan leve med, er jo, at vi tager et lille skridt ad gangen og så ikke har en plan for, hvad der sker. Det tager jo tid at lave klimasikring. Der er vigtige spørgsmål, der skal afklares. Vi bliver nødt til at skynde os langsomt, som man siger. Hvorfor er det, at man ikke lytter, om ikke til oppositionen, så til de forskere, både klimaforskere og økonomer, der er ude at sige: Vi bliver nødt til at have en plan? Vi har ikke en plan.

Ordføreren.

Jeg synes jo netop, at noget af det, ordføreren efterspørger, er det, vi også imødekommer her oppe fra talerstolen, f.eks. at vi i klimatilpasningsplan 2 skal finde ud af, hvordan hvem skal betale regningen. Hvordan skal ansvaret fordeles? Det er jo det, vi også er inde på. Der er der nogle principper, som jeg også nævner i min tale, nemlig at det skal være socialt retfærdigt. Det er et af de principper, som betyder meget for Socialdemokratiet. Så vi er jo allerede i gang med at gå den vej, som ordføreren søger.

Jeg kan ikke se ind i fremtiden; jeg kan ikke se, hvilke løsninger der lige præcis skal være rundt i hele landet. Det tror jeg ikke der er ret mange der kan. Men derimod, når vi laver en klimatilpasningsplan 2, som der også bliver mulighed for ... (Anden næstformand (Karina Adsbøl): Tak! Tiden er gået).

Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo

Tak for det, og tak til ordføreren. Nu er der jo millioner af mennesker, der sidder og ser folketings-tv. I Danmarksdemokraterne er vi som danskere er flest, og jeg bliver bare nødt til at sige: Hold da op, som jeg blev forvirret. Det her kan simpelt hen ikke vente, det kræver handling nu, og derfor så venter vi lige på noget økonomi og nogle planer. Den tager vi lige en gang til. Det her kan ifølge socialdemokraterne ikke vente, og derfor venter vi lige. Jeg er jo et simpelt menneske, det ved ordføreren. Vil ordføreren ikke lige forklare, hvordan man kan begge dele? Hvordan kan man både ikke vente og vente i den samme sætning?

Ordføreren.

Jeg synes, jeg har svaret meget fornuftigt på det, men det kan godt ske, at ordføreren ikke synes det. Jamen man skal jo, og det håber jeg også ordføreren anerkender, finde ud af, hvor mange penge der er i kassen, før man kan begynde at bruge dem. Der er nogle udfordringer, som også er blevet nævnt herinde, omkring forsvaret, og det skal vi da også lige have et lille overblik over, samtidig med at vi skal have et overblik over, hvad det vil koste at gøre det her med klimatilpasning fremadrettet. Så derfor er det det. Men det er, som jeg også sagde, noget, der betyder meget, og det er noget, der går stærkt, så derfor arbejder vi hårdt på det her.

Spørgeren til anden korte bemærkning. Værsgo.

Jamen det går jo ikke stærkt, det er jo hele pointen! Vi kan ikke vente, men vi venter. Jeg bliver bare nødt til at sige, for ordføreren har selv været inde på finansministeren, at vi allerede har fået at vide, at man i juli måned kommer med endnu en fremskrivning af, hvor mange penge vi har. Når medierne ved det, så ved ordføreren det naturligvis også. Jeg vil ikke engang komme ind på det der med, at det er i top to, for der er jeg sikker på, at nogle af mine ordførerkolleger lige har et spørgsmål om, hvem der så er nr. 3, og hvorfor den er nr. 3. Altså, der er mange danskere, som de er flest, der sidder ude og kigger på ordføreren nu og siger: Hold da op.

Det er jo ikke engang en god løsning i morgen, som Socialdemokraterne plejer at sige. Det er en god løsning engang i fremtiden – altså den, vi venter på.

Tak. Så er det ordføreren.

Det bliver både en god løsning i morgen og i fremtiden. Grunden til, at vi har så mange penge i kassen, er jo, at vi har kørt en beskæftigelsespolitik, der sørger for, at vi har nogen, der går på arbejde, og at vi har så lav arbejdsløshed. Det er da et luksusproblem, at vi så også har penge til adressere nogle af de her opgaver. Og ja, løsningerne kommer jo også. Vi bliver nødt til at have det på et fagligt grundlag, så vi har noget at vurdere ud fra. Jeg kan jo ikke stå her og sige, hvilken løsning der gælder for København, og hvilken løsning der gælder for Horsens – jo, det ved jeg så godt – og for andre steder. Derfor skal vi have et fagligt grundlag, som vi vurderer ud fra, og så sætter vi det i gang.

Jeg tror, min tid er gået – lampen lyser rødt.

Så var tiden nemlig gået. Og nu giver jeg ordet til hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Værsgo.

Tak for en ellers god tale. Der var et par ting her til sidst, jeg ikke forstår noget af. Altså, ordføreren siger, at vi har så god beskæftigelse på grund af regeringens beskæftigelsespolitik, og det er ikke på grund af regeringens beskæftigelsespolitik, at danskerne arbejder; det er vel, fordi vi er flittige. Så det synes jeg ikke regeringen kan tage æren for.

Så var der det her med, at vi først skal finde ud af, hvor mange penge vi har i kassen, før vi kan finde ud af, hvor meget vi skal bruge til at klimasikre. Jamen hvad så, hvis det viser sig, at klimasikringen koster mere end det, vi har prioriteret at have i kassen? Altså, vi er nødt til at prøve at se på, hvad problemet er. Og hvis det om 100 år viser sig, at forskerne har ret i, vi får en havstigning på 2 m, så kan vi jo ikke stille os op og sige: Nej, halvdelen af København må gerne blive oversvømmet, for vi har altså valgt, at vi kun har de her penge i kassen. Så er det ikke den forkerte måde at gribe det an på? Er vi ikke nødt til at blive klogere på, hvad det er, der sker – og også tage nogle af de scenarier, der har ført til den her forespørgselsdebat, alvorligt, nemlig hvad der sker, hvis det er sådan, at havet stiger med 2-3 m? Hvad sker der, hvis det er sådan, at Golfstrømmen stopper?

Nu har jeg hørt, at ordføreren sidder i det maskinrum, hvor de ting bliver forhandlet i øjeblikket, så jeg vil gerne høre: Har I en løsning, der passer til det, hvis nogle af de scenarier, som verdens førende forskere kommer med, er rigtige?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg har ikke sagt, at jeg sidder helt inde i maskinrummet, men jeg ved, hvad der betyder noget for mit parti, og hvad vi prioriterer. Det er jo sådan med økonomi, at man, som vi også taler om, samtidig skal kende regningens størrelse, for ellers bliver vi nødt til at lave nogle andre prioriteringer; så bliver vi nødt til at finde ud af, hvordan vi ellers kan finde pengene, altså hvis der ikke er nok i kassen. Det er jo derfor, at vi tager det ansvar. Det er jo det, der gør, at man tager ansvaret for det.

Så vil jeg sige undskyld for, at jeg kom til at sige beskæftigelsespolitik. Det er måske også erhvervspolitik. Det er måske også den måde, som vi sammen med masser af gode partier herinde har prøvet at tage hånd om det efter og under coronatiden, der gør, at der er det økonomiske råderum; det er min klare holdning.

Spørgeren.

Socialdemokraterne kunne jo overveje, om det også har noget at gøre med konjunkturer og alle mulige ting, der sker udenfor, men enhver regering vil jo gerne tage æren for de gode tal.

Vi hører nu de her forskere, f.eks. iskerneforskere, som kigger 130.000 år tilbage i tiden, sige, at der er en chance for, at vi faktisk får en havstigning på 2 m, og vi ser anerkendte danske forskere sige, at det kan være, at Golfstrømmen stopper. Nu sagde ordføreren, som jeg forstod det, at han sad og var med til det, men uanset hvad for en position ordføreren har i forhold til at udvikle de strategier, vil jeg gerne have et tydeligt svar på: Er de værste scenarier fra de meget, meget anerkendte forskere tænkt ind i den klimasikring?

Ordføreren.

Vi følger jo, som ministeren også har været inde på, de anbefalinger, vi får fra dem, f.eks. fra DMI, hvor det er, at de samler de ting op og kigger på den forskning, der er, og kigger på de anbefalinger, der er, deriblandt fra de forskere, som ordføreren også nævner. Det er jo det, der udgør den samlede anbefaling, og det er jo de anbefalinger, vi følger.

Men som jeg også nævnte i min tale, skal vi også lave en klimatilpasningsplan 2, som … Nu røg tiden igen.

Fru Pernille Vermund, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg beklager, at jeg sidder og kigger i min telefon, men jeg leder og leder efter klimasikring på Socialdemokratiets hjemmeside. For det er jo ikke så mange minutter siden, at ordføreren sagde, at klimasikring er prioritet nummer to for Socialdemokratiet. Altså, Socialdemokratiet er jo ikke et hvilket som helst parti; det er det parti, der har statsministerposten i Danmark.

Derfor tænkte jeg også sådan lidt, at hvis det er prioritet nummer to, hvorfor er der så ikke sket noget? Hvorfor har vi ikke hørt noget mere om det? Måske er det bare mig, der ikke har fulgt med. Og så gik jeg ind på Socialdemokratiets hjemmeside, og jeg kunne ikke finde et ord om klimasikring. Jeg kunne ikke engang finde et ord om den aftale, vi har lavet for nylig, som jo er en eller anden form for klimasikring, som handler om terrænnært grundvand.

Så er ordføreren sikker på, at det er helt så vigtigt for Socialdemokratiet, som ordføreren siger?

Ordføreren.

Det er jeg. Jeg ved ikke lige, hvem der opdaterer vores hjemmeside – det skal jeg ikke lige kunne fortælle om – men selvfølgelig er det vigtigt. Det er jo også vigtigt, som ordføreren selv kommer ind på, at vi har statsministerposten her i landet. Derfor har vi jo også igangsat adskillige ting, også nogle, som vi har lavet sammen med LA, på klimasikringsområdet.

Derfor håber jeg, at ordføreren alligevel, hvis hun kigger lidt godt efter, kan se, at det med 662 mio. kr. og en masse andre tiltag ikke bare er noget, som vi bare griber ud af den blå luft. Det er jo, fordi vi synes, at der er et problem.

Spørgeren.

Det er jeg ikke i tvivl om. Ordføreren sagde bare, at det er topto på listen – det tror jeg ordføreren sagde som sådan en ny betegnelse – altså at det næstefter forsvar er det vigtigste for Socialdemokratiet. Og klimasikring er også vigtigt for Liberal Alliance, men økonomisk ansvarlighed, vores sikkerhedspolitik, og at vi sikrer et velfærdssamfund, som ikke er den socialdemokratiske velfærdsstat, der åbenlyst ikke virker, men et velfærdssamfund, hvor pengene følger borgerne og vi kan stemme med fødderne osv., er vigtigt for os.

Ordføreren står jo på mål for meget, men det her kom ud af ordførerens egen mund. Er det virkelig prioritet nummer to, eller kom ordføreren til at gå lige lidt for langt der?

Ordføreren.

Som ordfører stod jeg og fik spørgsmål om to store problemer. Selvfølgelig har vi andre ting, vi vil løse. Vi er et bredt folkeparti, og vi vil løse rigtig, rigtig mange ting. Vi vil gerne løse immigrationsproblemer. Vi har taget ansvar for det her land i en del år efterhånden, også økonomisk. Så kan det godt ske, at man ikke synes, at vores politik og velfærdspolitik virker, men vi er stadig væk et af de lande, hvor der er flest, der er glade, både for at gå på arbejde og for at leve her. Vi skal næsten også holde nogle væk fra at komme hertil, fordi det er sådan et dejligt land. Og det synes jeg jo også vi har en del af æren for.

Hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg studsede også lige over, at klimasikring skulle være prioritet nummer to for Socialdemokratiet. Er det vigtigere end folkeskoler og sygehuse for Socialdemokratiet?

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg svarede lidt på det før til ordføreren fra LA. Med hensyn til om man kan sige, at det er en fortalelse: Det vil jeg ikke sige det er. For når vi står i problemer, som er så akutte som forsvar for at beskytte vores land og for at klimasikre vores land, så er det noget, vi tager seriøst. Men dermed negligerer vi jo på ingen måde – det håber jeg også ordføreren ved – skoleområdet, sundhedsområdet eller nogen af alle de områder, hvor faktisk prøver at lave meget politik.

Hr. Rasmus Jarlov.

Nej, det er jo heller ikke noget med, at man negligerer det. Altså, det er også flot at være nummer tre, kan man sige, men jeg synes bare, at man herinde bliver holdt til ansvar for, hvad man siger, og også må kunne forsvare det, man siger. Og ordføreren sagde jo, at det var prioritet nummer to for Socialdemokratiet. Det undrer mig bare lidt, for det er ikke det, vi ser, når man har afsat 1,3 mia. kr. til klimasikring. Uden at jeg lige kan tallet i hovedet fra folkeskolen, ved jeg i hvert fald, at der er vi oppe på et trecifret milliardbeløb, og det er vi også på sundhedsområdet. Så det er måske lige sådan til lejligheden lidt friskt at sige, at det er prioritet nummer to for Socialdemokratiet.

Ordføreren.

Vi har måske flere prioriteter som nummer to. Der er mange andenpladser her i Socialdemokratiet, tror jeg. Der er da nok en lille fortalelse i det, for jeg blev nok lidt grebet der, men jeg synes jo stadig væk, at det sådan problemmæssigt lige p.t., også for at sikre danskerne, er noget, der sammen med forsvaret er rigtig vigtigt for os. Det må jeg sige. Og selvfølgelig står jeg på mål for, hvad jeg har sagt, for jeg håber også, at vi følger det op med handling.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Thomas Monberg fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Erling Bonnesen fra Venstre.

Tak for det. Klimasikring er vigtigt. Jeg tror, alle har det sådan med det, og klimaforandringerne har allerede givet meget store udfordringer. Det ved vi. Det vil de også gøre i fremtiden, og derfor er det også noget, som er på vores alle sammens to do-liste, arbejdsprogram, og hvad vi nu kalder det. Klimaforandringerne fører til højere vandstande, flere stormfloder og mere voldsomt vejr, og konsekvenserne mærker vi jo allerede tydeligere og tydeligere. Derfor er klimatilpasning en klar prioritet, også for os i Venstre, og jeg synes også, vi kan sige, at vi allerede er godt i gang med arbejdet. Det kan vi komme nærmere ind på i debatten.

Med klimatilpasningsplan 1 har vi sat gang i en lang række initiativer, som det jo også fint er fremgået af debatten allerede. Den skal være med til at klimasikre Danmark og tage nogle af de udfordringer op, som vi jo alle sammen kan følge med er der. Men vi stopper jo så heller ikke her, og jeg kan i øvrigt sige, at jeg er fuldstændig enig i den redegørelse, som ministeren har afgivet på området tidligere i debatten her.

Snart fremlægger vi så, som det også er fremgået, klimatilpasningsplan 2, som vil styrke beskyttelsen mod forskellige oversvømmelser fra havet og de forskellige udfordringer, der nu skal tages op, og som vi jo alle sammen skal deltage i arbejdet om. Vi skal beskytte Danmark, både nu og i fremtiden, og det gør vi med nogle langsigtede investeringer og en strukturel forebyggelse, så vi sikrer, at vores værdier, infrastruktur og samfund som helhed forbliver robuste og modstandsdygtige. Vi er på vej, og vi fortsætter arbejdet med det.

Skulle jeg prøve at tage et par konkrete ting mere her inden for den tid, som der nu er til rådighed, så har det jo også omkring den økonomiske ramme været fremme, at regeringen har afsat 1,3 mia. kr. til klimatilpasningsindsatserne via finansloven for 2024, Grøn Fond og de reserver, der nu har været sat af til det. Man kan pege på statsligt engagement i udsatte kystområder og herunder også understøttelse af nogle af de udfordringer, som jo er der lokalt, og som man jo arbejder med. Der er beskyttelsen på Vestkysten. Det kender vi alle sammen til, altså omkring de ting, der foregår der med sandfodring m.v. Så er der håndtering af højtstående grundvand, som også har været nævnt nu her. Der er forlængelse af kystpuljen med de penge, der har været sat af i en række puljer, som flere tilstedeværende her jo også har været med til at prioritere.

Så man kan sige, at klimatilpasningen af Danmark er i gang. Der skal gøres mere, og det vil også være helt tydeligt, at det er noget, der skal arbejdes med i de kommende år. Der har været drøftet varslingssystemer, og vi ved alle sammen, at det er dyrt at klimasikre og klimatilpasse, men at det er endnu dyrere at lade være, og der er jo ikke nogen tilstedeværende her, som siger, at man skal lade være. Tværtimod er det jo også noget, der skal prioriteres højt.

Så er det også vigtigt lige at markere, at planlægning, analyse og en rigtig rækkefølge af initiativerne jo også er vigtigt at have med. Jeg har siddet længe nok i Folketinget til, at jeg også for forholdsvis få år tilbage, da det hele blev tydeligere og tydeligere for alle, har været med til at sætte gang i, at kommunerne blev bedt om at gå i gang med at prøve at få registreret de udfordringer, som man har lokalt, for at det netop også kunne være med til at danne grundlag for, at man kunne få lavet nogle fornuftige planer, og det er jo sådan set noget af resultatet fra det arbejde, som vi også ser nu.

Så har jeg også klart og tydeligt markeret i min tale her, at vi jo ikke har siddet på hænderne i mellemtiden. Uanset om vi nu har været regeringsparti eller oppositionsparti, har vi i Venstre arbejdet godt og seriøst med at prøve at håndtere det ud fra de muligheder og den, kan vi sige, tilrådighedværende viden på det givne tidspunkt, og det er vi også klar til at fortsætte med og at til arbejde videre i den retning.

Så ligger der så også to forslag til vedtagelse nu, og der er det klart, at vi jo har regeringens på den ene side, og at så har vi, kan jeg se, en samlet oppositions på den anden side. Det er også fint nok, og nu er det jo så en forespørgselsdebat, men havde det her været et beslutningsforslag, var det lige før, man kunne have taget de to forslag til vedtagelse og så lagt dem lidt sammen og divideret med to, og så ville det have passet meget godt; vi siger jo mange af de samme ting. Så det er fint nok, at man konkurrerer lidt om skarpheden af ordene, men vi har jo sådan set de samme udfordringer liggende foran os, så jeg ser da frem til et forhåbentlig godt, bredt samarbejde på det her område. Tak.

Tak for det. Der er foreløbig tre korte bemærkninger. Først er det fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg havde egentlig planlagt at spørge om noget andet, men jeg bliver nødt til lige at spørge om det sidste, ordføreren sagde: at der skulle være betydeligt overlap mellem de to vedtagelsestekster. Altså, det, vi foreslår i en samlet opposition – og det er et ret stærkt signal, at så mange partier står sammen med et ønske til regeringen – er jo, at vi får en 100-årsplan, der er baseret på anbefalinger fra et eksternt klimasikringsråd, ligesom vi har Klimarådet, der rådgiver os i forhold til klimaloven. Det er der overhovedet ikke nogen steder at finde i det, regeringen har fremlagt. Der har man en retorik om, at man er på rette vej, og at man er i gang med de her ad hoc-tiltag. Der vil jeg bare have lov til at fremhæve: Jeg kan ikke se, hvad overlappet er, men hvis ordføreren synes, at det er så klart, hvorfor kan man så ikke sige ja til det, vi foreslår? Hvis man synes, at det er så ens, så kunne man jo bevise, også over for danskerne, at man er villig til at samarbejde med Folketinget om noget, vi ved kommer til at række så langt ud i fremtiden og langt ud over den her regeringsperiode og den her midterregerings liv.

Ordføreren.

Det ville da have været underligt, hvis det var, at ordføreren, som har skrevet et forslag til vedtagelse, ikke selv syntes, det var et fantastisk forslag til vedtagelse. Det tror jeg da er helt åbenlyst, ikke? Men vi kan bare sige det på den måde: Uanset hvilket ordvalg, der nu er tale om, er det jo en måde at få adresseret de udfordringer, der ligger, på. Og jeg har ikke hørt nogen her, der har været på talerstolen og ytret sig på forskellige måder, som ikke synes, at klimasikring osv. er et vigtigt emne, som vi skal prioritere og gøre noget ved. Det bærer det da med al tydelighed præg af i hele debatten, og det synes jeg er godt, så jeg ser da også frem til, at vi kan få et godt samarbejde på det.

For så vidt angår det med at inddrage viden hører jeg da ikke nogen sige, at vi ikke skal inddrage viden. Selvfølgelig skal vi da inddrage al mulig viden, der kan bruges fornuftigt, i det. Det er sådan set det, vi var i gang med og fik sat i gang for nogle år tilbage, hvor vi jo også bad f.eks. kommunerne om at prøve at få noteret og registreret de udfordringer, de har, sådan at det kunne indgå i det. Og så peger spørgeren her nu på nogle forskellige andre råd, som også har nogle bud på det. Jeg vil da bare sige det sådan: Kom ind med al den tilrådighedstående viden. Vi har brug for det. Og så skal det da indgå i det videre arbejde på området.

Spørgeren.

Det handler ikke om, at jeg ikke kan tage imod kritik af den tekst, vi har sat frem i samlet vision. Det handler om, at der er forskel, og at jeg godt kunne tænke mig, at ordføreren forholdt sig til, om det ikke var en god idé, som så mange forskere siger, at få en 100-årsplan. Det er også et økonomisk styringsredskab. Så ved vi, hvad vi skal prioritere. Jeg ved ikke, hvor mange milliarder der er blevet brugt på klimasikring indtil nu: 1,3 mia. kr., 2 mia. kr.? Men det, der bliver anslået fra DTU, som immer væk er en meget pålidelig kilde, er jo op mod 400 mia. kr. de næste 100 år. Hvordan mener ordføreren at man er på rette vej, når man ikke har en 100-årsplan, som der bliver efterspurgt, og man ikke har svaret på helt grundlæggende spørgsmål – hvad skal beskyttes, hvem skal beskytte det, og hvor ligger myndighedsopgaven? – og man har afsat en promille af det, det kræver at beskytte Danmark, når vandet kommer?

Ordføreren.

Jeg kan sagtens forstå ud fra en politisk retorik og en politisk debat, at oppositionen gerne ligesom vil fremstille det, som om der er en kæmpestor forskel. Jeg forholder mig sådan set bare lidt til virkelighedens udfordringer, og de er – hvad alle jo siger – at vi står over for en lang række udfordringer. Jeg markerer bare også som Venstres ordfører, at det fik vi sådan set også øje på for nogle år tilbage. Der satte vi det arbejde i gang, som jeg allerede har svaret på nu to-tre gange, for at prøve at håndtere nogle af de aktuelle udfordringer, og det har vi sådan set i al beskedenhed fået løst noget af. Og så har jeg ikke sagt, at der er nogen, der har et svar, for det har oppositionen jo heller ikke, og regeringen har jo heller ikke svaret på alt, hvad der kommer af udfordringer de næste 100 år. Nu har vi sat gang i plan nummer et, som vi har redegjort for og debatteret. Vi er lige på trapperne med nummer to, så vi er godt i gang.

Jeg giver nu ordet til fru Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak til ordføreren for en god tale. Nu sidder ordføreren lidt tættere på regeringen, end jeg gør, og mit første spørgsmål er, om ordføreren har hørt noget om, hvornår vi kan forvente klimatilpasningsplan 2 og den langsigtede økonomiske plan. Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Jeg er faktisk lidt i tvivl om regeringens vedtagelsestekst, som vi bakker op om, fordi den i sidste sætning lidt fluffy, sådan lidt mere ukonkret siger: »Folketinget opfordrer til, at regeringens tiltag«. Men hvad ligger der i »regeringens tiltag«? Er det, hvad der kommer løbende efter klimatilpasningsplan 2? Kan vi forvente, at der kommer en klimatilpasningsplan 3, og er det på bedding, at der skal være en helhedsplan, sådan som rigtig mange aktører efterspørger? Bl.a. i vores forslag vil vi også gerne kigge på fødevareproducenter og den her tørke, vi også hørte ministeren referere til, og på, hvordan vi får sikret vores fødevareproduktion i Danmark, som er noget jeg ved ordføreren også går op i. Men hvad tænker regeringen og ordføreren at vi skal gøre her?

Ordføreren.

Det bliver en spændende fremtid at gå ind i. I dag kan jeg jo næsten høre, at vi øver os i sådan at være lidt mere uenige, end vi måske egentlig er, og det er også det, jeg prøver at markere: at der jo ikke er nogen her, der ikke tager klimaudfordringerne seriøst og alvorligt. Jeg synes, det er glimrende, at vi har en debat om det, for den viser bare for mig, at alle er interesseret i at komme med ind til bordet og prøve at drøfte de her ting, så man kan sætte sit præg på det.

Ja, der har været nr. 1. Nr. 2 er på vej. Kommer der både nr. 3 og nr. 4 og nr. 5 og nr. 6 og nr. 7 og nr. 8 og nr. 9 og nr. 10 inden for de næste 100 år? Det gør der sikkert, men det, det handler om nu, set med mine øjne, er jo oven på det arbejde, vi allerede har gjort, som jeg har redegjort for, at få sat ind, hvad det er for nogle ting, der ligger for de næste år, så vi kan prøve at få lavet en rigtig planlægning og få iværksat de rigtige initiativer oven på det, som vi har gjort. Og mere detaljeret kan man jo ikke blive på en dag som denne, men jeg kan allerede nu høre, at det bliver en spændende debat, vi skal have – formentlig engang efter sommerferien.

Spørgeren.

Tak. Vi efterspørger jo virkelig også, at vi får lavet en helhedsplan. Efter sommerferien – det kan selvfølgelig også være en længere periode, men det er da trods alt mere konkret, end vi har hørt ministeren give udtryk for i dag, så tak til ordføreren for den tilkendegivelse.

Ordføreren.

Hvis jeg havde været i opposition lige nu, hvad jeg så heldigvis ikke er, og så skulle begynde at kritisere det forslag til vedtagelse, som den nuværende opposition har fremsat, kunne jeg også begynde at pille den fra hinanden. Det vælger jeg så ikke at gøre, tværtimod. Jeg tager den ind og prøver at sige, at der ligger da også nogle positive ting i det, og det er derfor, jeg så også markerede før. Det gør der også på regeringens side, så vi er jo sådan set næsten på det samme spor, og så kan vi jo hjælpe hinanden lidt med at prøve at få prioriteret tingene, når vi først skal til at drøfte dem mere konkret.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Nu fulgte jeg interesseret med i den her prioritering: Der var prioritering et, og så var der to, to, to, to for Socialdemokraterne. Jeg tror, at vi alle sammen kender følelsen af, at man kan komme til at sige noget på talerstolen og så blive lidt fanget i det. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge Venstres ordfører her, som jo også er inde på, at kriserne i virkeligheden står lidt i kø i øjeblikket. Der er en sikkerhedskrise, som kræver nogle forsvarsinvesteringer; der er en klimasikringskrise, som kræver nogle store investeringer; vi ved alle sammen, at der er store huller i velfærdssystemet rundtomkring; der er en geografisk ulighed og en økonomisk ulighed, som også kræver nogle investeringer. Nogle af dem prioriterer vi højere i Enhedslisten, inden man gør i Venstre – det er jeg med på.

Men det er jo netop det, der gør, at det er klogt at have de langsigtede briller på. Den rapport fra DTU, som er blevet omtalt nogle gange, viser vel præcist, at man ikke har gjort det rigtige i forhold til planlægning endnu. Den peger på, at handler man videre på den måde, vi har gjort indtil nu, så vil det koste os 400 mia. kr. over de næste 100 år; hvorimod hvis vi faktisk laver en planlægning, der klimasikrer og forebygger og tilpasser, så kan man spare rigtig mange milliarder kroner på den front. Hvad er det, der gør, at Venstre er så meget imod at lave en national handlingsplan?

Ordføreren.

Jamen jeg har ikke sagt, at vi er imod at lave nogen planer på området. Tværtimod har jeg jo sådan set redegjort for, at vi allerede for år tilbage var med til at sætte gang i den første planlægning på området, hvis vi nu skal bruge det ord, for der bad vi jo netop kommunerne og andre om at prøve at begynde at registrere og notere de aktuelle udfordringer, som de havde, og som vi jo så også har fulgt op på, som vi tidligere har markeret. Så vi er jo ikke imod planlægning; tværtimod er de, som jeg svarede før, sådan set lige præcis det vi skal have gang i for at se ind i de udfordringer, der ligger for nu, så vi får lavet den rigtige planlægning og dermed får prioriteret de rigtige løsninger på det rigtige tidspunkt.

Spørgeren.

Men det er vel netop det, sådan en plan kan hjælpe med, altså lave grundlaget, som man kan træffe nogle prioriteringsbeslutninger ud fra. Så spørgsmålet, der står tilbage til Venstre, er vel, om man prioriterer det her område højt nok, når vi ved, at om end råderummet i dansk økonomi er stort, er der jo rammer og begrænsninger for det i sidste ende, når der står den her række af kriser. Hvor ligger klimasikring og den langsigtede investering, der kan være med til at forebygge, at udgifterne ikke vokser til svimlende summer i fremtiden? Hvor ligger det henne på Venstres prioriteringsliste?

Ordføreren.

Jeg startede min egen ordførertale før med at sige, at klimasikring er vigtigt. Det er der mange andre ting der også er. Nu skal vi ikke begynde sådan at stille tingene op på en tipskuponagtig måde. Det er lige præcis derfor, at der er brug for, at vi så også sætter os sammen på et passende tidspunkt – jeg ville så gætte på, at det kunne blive efter sommerferien engang – og får drøftet, hvordan vi så får håndteret de her forskellige ting. Der glæder jeg mig da over, at der er stor interesse for det. I dag går øvelsen sådan lidt ud på at føre en politisk retorikdebat om, hvem der sådan kan tegne et eller andet billede af at være de mest aktive. Jeg er glad for, at vi i Venstre, uanset om vi har været regerings- eller oppositionsparti, har været passende og godt aktive på det her område. Er vi i mål? Nej, det er vi ikke.

Så får hr. Torsten Gejl, Alternativet, ordet. Værsgo.

Tak, og tak for talen. Jeg tror, at det, vi er nervøse for i Alternativet, er, at der ikke kommer nok viden ind på banen nu, i forhold til hvor alvorlige de her problemer er. Ordføreren siger, at vi skal have den rigtige løsning, den rigtige plan på det rigtige tidspunkt. Jeg siger: Vi skal have de rigtige folk, de rigtige eksperter, den rigtige viden. Og jeg bekymrer mig, når det er sådan, at vi har de her diskussioner, at regeringen hele tiden refererer til FN's Klimapanel – så vidt jeg ved, kommer deres næste rapport i 2029 – og refererer til DMI, når der står forskere med kæmpemæssig erfaring, der kan se 130.000 år tilbage i tiden, og siger: Jeres beregninger er fuldstændig forkerte, og med de klimasikringer, I er ved at planlægge, kommer vandet til at skylle hen over hovedet på os.

Forstår ordføreren godt, at vi er nogen, der tænker, at når der kommer så kraftige udsagn fra så dygtige forskere, er vi nødt til at tage dem mere alvorligt, end regeringen gør?

Ordføreren.

Ordføreren hørte mig før sige, at set med mine øjne kommer al den til rådighed stående viden, for vi skal have det hele på bordet, og så er det jo der, vi tager bestik af det og får lavet de planer, og så tror, håber og forventer jeg da, at vi kan få gjort det her. Det er så klimahandlingsplan nr. 2, der kommer nu. Så blev der før spurgt, om jeg tror, at der kommer flere, hvortil jeg vil svare, at over de næste mange år tror jeg der kommer mange flere planer på området. Men det, det handler om nu, er, at vi så kan få bygget oven på det, som vi også i Venstre var i gang med at hjælpe til med at få sat i gang. Jeg har redegjort for, hvad vi for nogle få år siden har gjort, og nu står vi her aktuelt i 2025, og så skal vi prøve at støbe grundlaget for de næste planer. Der skal vi da bare have al mulig viden ind, så vi har det at arbejde med.

Spørgeren.

Okay, skal jeg opfatte som en garanti for, at der i den planlægning er taget højde for, hvad man skal gøre, hvis havet stiger 3 m?

Ordføreren.

Ordføreren ved udmærket godt, at ordet garanti står ikke i den politiske ordbog, for det er et farligt ord at bruge i politik. Men jeg kan bare sige, at vi i Venstre medvirker til at få lavet den bedst mulige sikringsplan, også på klimaområdet, for de kommende år, der tager højde for de aktuelle udfordringer, vi har.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til hr. Erling Bonnesen fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Når man stiller sig op efter Venstre og så hører, at hovedparten af forklaringen fra Venstre var, at de faktisk engang var et progressivt parti, der havde gode planer og kunne se langsigtet, og at der skulle vide på bordet. Det bliver jeg nødt til lige at tolke videre på og så sige, at det, der er sket, er, at de er gået i regering med Socialdemokraterne og Moderaterne, for lige så snart man gør det, haster det. Vi kan ikke vente, men vi venter. Der kommer en god plan efter sommerferien. Der bliver jeg bare nødt til at sige, at hvis ikke vi siger hvilken sommerferie eller hvad år, er det jo en rimelig åben bog også. Man bliver nødt til at tolke regeringens politik sådan her, for vi er jo gang på gang blevet lovet noget, der skulle sættes i gang på alle områder, men så sker der ikke rigtig noget, for så bliver det udsat. Der skulle komme en plan i 2024, men så skulle den komme i foråret 2025, og nu er det i efteråret 2025. Så man kunne godt tænke sig, at der kom en god plan efter sommerferien. Og så bliver jeg bare nødt til at bede om et sluttidspunkt for, hvornår den så skal være der. Så kan man sige til jul eller næste sommerferie. Men det er nok, fordi tilliden er forsvundet, for det er ikke ret meget mere end snak, og det er problematisk.

Venstre forsøger at lave den her fortælling om, at vi faktisk ikke er ret uenige, og det kan vi se på vedtagelsesteksterne. Så forstår jeg ikke, hvorfor man ikke som en bred regering over midten siger, at når de ikke er ret forskellige fra os, tilslutter vi os da oppositionen. For hvis vi er så enige, som Venstre vil lade befolkningen tro, der er stort set ingen forskel, så kan man lige så godt bare være på den samme tekst og vise befolkningen, at Folketinget som helhed er enige om, at der skal ske noget på området. Djævlen ligger i detaljen, og detaljen er flere ting. Det skal ikke altid være regeringspartierne, selv om det er en udsøgt fornøjelse at finde hårene i suppen ved dem, men når der så er politikere herinde, der henviser til forskerne, vil jeg sige, at vi alle sammen kan finde den forsker, der underbygger vores egne påstande, og det skal vi også passe på med, når vi har det lange perspektiv på. Virkeligheden er, at det her er noget, vi har forpligtet os til at løse 100 år ude i fremtiden, og 400 mia. kr. lyder voldsomt, hvis folk tænker, at det skal jeg lige finde i middagsbudgettet for i morgen, men hvis det er over 100 år, er det 4 mia. kr. om året, og det er nok til at finde dem, men vi skal da i gang nu. Vi skal ikke tænke over at komme i gang engang, som Socialdemokraterne gerne vil, for vi skal i gang nu, for der er mange ting, der skal løses.

Der er nogle steder i Danmark, hvor vi bliver nødt til at løse det med volde og siger, og der er også nogle steder, hvor vi bliver nødt til at se vores vælgere i øjnene og sige: Der kommer ikke en 6 m høj vold ude ved dig, for det giver ikke samfundsøkonomisk værdi, som det bliver kategoriseret som. Så der er også nogle danskere, der skal forvente, at vandet kommer ind, og vi skal også tage beslutninger for dem. Vi skal også fortælle deres kommuner allerede nu, at hvis de planlægger at sælge sommerhuse helt ned til vandet eller udstykke villaområder helt ned til vandet, skal de altså ikke forvente, at deres samfundsøkonomiske værdi er så høj, at vi kommer og bygger et dige. Vi skal være ærlige over for menneskerne, vi skal fortælle danskerne, at vi ser problemet, og at vi har tænkt os at gøre noget seriøst ved det, og det gør vi ved at udpege nogle mennesker, der har forstand på det, til at rådgive os. Det var det første.

Det andet er at lave en langsigtet plan. Så skal vi nok alle sammen, og det er inklusive mig selv, være gode til ikke at udnytte det her til at uddele bolsjer på den næste markedsplads, eller udnytte det til at få den næste vælger i kassen. Som de fleste kan se på mig, er jeg ikke den, der stiller op til valg om 100 år også. Det er jeg ikke. Der er nogle generationer efter mig, der gør det, og det er dem, vi er forpligtet over for, så vi ikke bare laver et bravurnummer ud af vores taler i dag. Hør nu her, Venstre siger faktisk selv, at vi faktisk er enige. Jeg vil helst have ret, siger Venstre så, fordi I kom med vedtagelsesteksten, men når man er den store i klassen, bliver man vurderet på, hvordan man behandler de små. Oppositionen er de små, og når man er helt enig, kan man lige så godt tilslutte sig vedtagelsesteksten fra de små, for den giver rigtig god mening. Det eneste, den lige siger, som jeg så kan forstå Socialdemokraterne har ret svært ved, er, at vi faktisk prioriterer. Vi siger ikke, at det er nr. 2. Jeg ved også, at der er nogle socialdemokrater, der er kendt for at have en tredje erkendelse, men vi siger, at klima bare er noget, vi alle sammen skal forholde os til fremadrettet, og det kan ikke vente.

Det første, der ikke kan vente, er, at vi bliver enige som Folketing og siger: Vi stemmer naturligvis for oppositionens vedtagelsestekst, og vi finder et råd. Og så begynder vi allerede nu at sætte os ned og tænke over, om vi kan finde 4 mia. kr. Det burde være muligt at finde 4 mia. kr. ud af et budget på vel 1.500 mia. kr. om året, og mon ikke det lykkes. Jeg er næsten sikker på, at vi kan finde 4 mia. kr., for jeg tror ikke, at der er et eneste parti herinde nu, inklusive dem, der siger, at det kan koste 400 mia. kr. om 100 år, der siger, at dem skal vi have lagt i en kasse ude foran Finansministeriet nu, og så skal de ligge der, indtil vi skal bruge dem. Så jeg vil sige: På med tænkehatten, alle sammen, skru lidt ned for valgretorikken, for der er ikke nogen af dem, der skal stemme i 2100, der er født endnu. Der er enkelte, men det er få.

Til ordføreren for Venstre vil jeg sige: Man har meget indflydelse som ordfører i et regeringsparti, men hvor var det dejligt, dengang Venstre var et parti, der havde fremsynethed og ikke var blevet banket på plads. Vi håber, at I kommer tilbage; vi vil altid gerne se et progressivt Venstre tilbage i den blå blok.

Tak for det. Der er foreløbig tre, der har ønsket korte bemærkninger. Først er det hr. Erling Bonnesen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Allerførst vil jeg give ros for det kunstneriske indtryk og for den underholdende del af talen. Det er altid underholdende at høre Danmarksdemokraternes ordfører. Og ja, i Venstre er vi glade for den indflydelse, vi får, og jeg har også redegjort for en lang række af de her ting, som vi netop har haft indflydelse på og har fået sat i værk osv. Så mit spørgsmål til ordføreren er egentlig ganske kort. Nu har jeg rost ordføreren for det kunstneriske indtryk, så vil Danmarksdemokraternes ordfører rose undertegnede for de ting, som vi i Venstre har fået igennem af resultater, som er klare og tydelige, og som er fakta?

Ordføreren.

Jeg kan faktisk ikke mindes, at der er nogen af de ting, som Venstre har fået igennem helt af sig selv. Jeg vil faktisk komme med den påstand, at der er ret mange partier med i alle aftalerne. Jeg har også været i forhandlinger, hvor Venstre har siddet og sagt, at enten er man med her, eller også må man slet ikke være med. Men jeg tror, at lige på det her område er der flere om buddet. Men hvis Venstre har brug for, at jeg anerkender, at Venstre en gang imellem får et korn af Socialdemokraterne, så de kan sige, at det har de haft indflydelse på, så gør jeg selvfølgelig det.

Det, vi i Danmarksdemokraterne er interesseret i, er, at vi går skridtet videre og siger: Okay, nu har selv Venstre og regeringen opfattet, at der er en klimakrise, så skal vi ikke rent faktisk lave en langsigtet plan i forhold til de resultater, der kommer af den om 100 år? Og der bliver jeg bare nødt til at sige, at der lader Venstre til at have mistet den progressive takt, som ordføreren jo selv stod og var fortaler for hoppe. Det var jo ordføreren for Danmarksdemokraterne, der blev nødt til at tænke: Hvad er der dog gået galt for Venstre? Og jeg kunne kun komme frem til, at det, der har flyttet, at Venstre var et fremsynet parti, der viste, at det her skulle tages seriøst, var at deltage i regeringen.

Spørgeren.

Tusind tak for det. Der er ikke nogen partier, der, uanset hvad, får noget igennem fuldstændig alene. Det tror jeg også jeg har markeret ved forskellige andre lejligheder. Vi er glade for den indflydelse, som vi får nu også på det her område.

Så kan jeg jo konstatere, at vi i Venstre sammen med andre, også i nogle situationer sammen med ordføreren, har fået nogle ting igennem. Jeg kan så forstå, at Danmarksdemokraterne bruger deres tid på at lave vedtagelsestekster sammen med Enhedslisten og andre, som man plejer at være dybt uenige med. Det er så det, man bruger tiden på i Danmarksdemokraterne. Men held og lykke med det.

Ordføreren.

Jamen det gør jeg, fordi Danmarksdemokraterne jo går ind og fortæller danskerne, hvad de står for, og så siger vi: Jamen hvis Enhedslisten kommer med noget godt, er vi ikke så bekymrede for at lave en vedtagelsestekst og for den sags skyld heller ikke for at stemme for noget fra Enhedslisten på nogen områder. Men når man laver tåbeligheder, siger vi i Danmarksdemokraterne jo altid nej. Og det er derfor, at Danmarksdemokraterne f.eks. ikke er med i aftalen om CO2-afgiften på landbruget, som Venstre jo var stor fortaler for, eller afskaffelsen af store bededag. For der tør Danmarksdemokraterne i egen ret godt sige: Vi er store nok til at stemme for gode forslag fra venstrefløjen, men vi er også store nok til at sige nej, når der kommer tåbelige forslag fra regeringen.

Hr. Thomas Monberg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg er da rigtig, rigtig glad for, at ordføreren synes, at Socialdemokratiet så meget magt. Det er jo dejligt, at vi har så stor indflydelse og er gode til at overbevise andre om vores politik.

Til det lidt mere seriøse her: Jeg har deltaget i en del debatter, som jeg også sagde oppe på talerstolen. Jeg har også deltaget i en debat på P1 sammen med en ordfører fra Danmarksdemokraterne. I den debat siger ordføreren fra Danmarksdemokraterne, at han ser det alene som en statslig opgave at finansiere klimasikring i Danmark. Citat slut. Er det den holdning, Danmarksdemokraterne har?

Ordføreren.

Jeg bliver simpelt hen nødt til at være svar skyldig, for jeg ved ikke hvilken ordfører – vi har rigtig mange. Jeg har tidligere været ordfører for rigtig mange ting, men vi har rigtig mange, og jeg har ikke hørt debatten, så det må den ordfører jo selv gå ud og forklare. Vi snakker om hundredårshændelser her, og selv om jeg roser Socialdemokratiet for at have meget magt, er det faktisk en af de ting, som føles som en hundredårshændelse, altså hver gang vi får en regering med Socialdemokraterne i, og jeg håber det bliver noget, som også bliver kortet ned med 97 pct. fremadrettet. Man kan sige, at jo, Socialdemokraterne betyder meget, og det kommer vi i Danmarksdemokraterne til at arbejde alt for bliver væsentligt begrænset i fremtiden.

Spørgeren.

Det er jo altid godt at tro på noget – det gør jeg i kirken, når jeg er der. Hvordan vil Danmarksdemokraterne finansiere det? Nu nævnes der 4 milliarder, og der nævnes 130 milliarder hernede. Hvordan vil Danmarksdemokraterne finansiere det? Er det kun en statslig opgave?

Ordføreren.

I Danmarksdemokraterne er vi jo ikke bundet af at have hævet klimadebatten op til at være nr. 2, hvor kun forsvaret er foran. Det var jo ordføreren, der sagde det – men der var mange ting, der var nr. 2 til sidst. Men det er rigtigt, at hvis man tager den analogi, er der rigtig mange ting i klimadebatten, vi skal have styr på. Og det, som Danmarksdemokraterne siger, og grunden til, at det her skal være løbende, er, at vi ikke aner, om det koster 100, 200, 300 eller 400 milliarder. Det kan være, vi finder en god løsning, der kan rulle det hele tilbage. Derfor synes vi, at det, der skal til, er, at vi får nogle eksperter ind og får nogle rigtige priser på bordet. Og nej, jeg tror, det her bliver fælles, men der er nogle ting, der skal betales af staten, det kommer vi slet ikke uden om. For der er danskere, der har bebyggelser ud mod vandet, der er bygget engang, hvor man ikke vidste, at der var klimaforandringer.

Tak for det. Så går vi videre i talerrækken til fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren. Generelt tænker jeg også i dag, at ordførerens input gør, at Socialdemokratiet måske fortryder, at de afskaffede store bededag, for så kunne de være sluppet for at være her i dag og i stedet sidde og spise varme hveder et andet sted. Men nok om det.

For debatten her i dag handler jo om at få sat turbo på en proces for at lave lansigtet planlægning, og noget af det, vi i oppositionen er enige om, er, at der ikke sker nok, og at den planlægning, der sker, ikke er langsigtet nok, og at man ikke bruger nok ekstern viden, og så skal vi, når vi skal finde svarene og løsningerne, nok komme op at skændes på tværs af fløjene.

Men jeg ved også, at vi i det her spørgsmål på tværs af fløjene deler vores bekymring i forhold til social retfærdighed, så jeg er alligevel nysgerrig på, hvad der, når det kommer klimasikring, er vigtigt for ordføreren, og hvilke principper der dér er styrende.

Ordføreren.

Hvis vi ruller tiden tilbage til dengang, vi havde aftalen om terrænnært grundvand, var jeg jo ude at sige, at jeg synes, det er problematisk, at der er dele af landet, hvor man kommer til at stå med en regning, hvor der er andre dele af landet, der kommer ind under det her. Det her er ligesom værd at sikre, og det er jo der, hvor vi på et eller andet tidspunkt får de helt store ideologiske debatter, altså hvorfor jeg, som bor i midten af Nordjylland, skal betale for, at Magnus kan have sit sommerhus helt ud til kysten, når jeg har betalt for et dige. Det er jo det ligesom svært for mig at retfærdiggøre.

Men der er ingen tvivl om, og det tror jeg faktisk alle partier herinde er enige om, at det bliver store regninger. Der, hvor vi har en stor problemstilling, er, at der er rigtig mange af de små kommuner ude i landet, hvis borgere fremadrettet kan regne med, at det er 30.000-40.000 kr. om året, de skal bruge i klimasikring, og der så er andre kommuner, hvor de kun skal af med 1.000 kr., og det er derfor, jeg siger, at vi ikke kan lave den her løsning eller i hvert fald uddele den regning på en mere fair måde. For ellers vil vi jo bare se masseflytninger fra nogle kommuner til andre kommuner, hvor det er billigere at flytte hen. Der skal staten ind i det, og så skal vi jo helt ærligt sørge for at ramme de rigtige. Hvis dem, der i dag bygger et hus, ikke kan være i tvivl om, at der kommer klimaforandringer, så kan jeg simpelt hen ikke retfærdiggøre over for dem, der så er gode borgerlige mennesker og tager deres ansvar seriøst, at de i al fremtid skal betale for det. Det er jo også social retfærdighed, at vi godt kan kræve af mennesker, der bygger, efter de er blevet opmærksomme på, at der er klimaforandringer, at de selv står for en større del af regningen, end dem, der bliver ramt af noget de ikke vidste kom.

Spørgeren.

Tak til ordføreren for at udfolde det og også for at anerkende, at det her hurtigt bliver en debat om mange milliarder. Men det handler jo også om moral og værdier, og hvad det er, vi skal redde. Andre partier har også spillet ind med, hvad de synes er vigtigt, og det er jo i hvert fald nogle af de ting, som vi i Enhedslisten synes mangler i debatten at vi får frem, altså at alle får en mulighed for at komme på banen, også på en forskningsmæssig baggrund, med hensyn til, hvad der er vigtigt, og hvad vi skal prioritere. For vi kan ikke prioritere det hele.

Så derfor vil jeg gerne kvittere ordføreren for at komme ind på nogle af de ting, der er vigtige for ordførerens parti. For det er jo ikke, fordi det er et nulsumsspil, men i sidste ende skal vi træffe nogle vigtige beslutninger, og der er det vigtigt, at vi er ærlige over for hinanden om, hvad det er, vi skal prioritere, og hvordan vi skal prioritere det.

Ordføreren.

Der er jo ingen tvivl om, at vi desværre historisk har pumpet flere penge i København, sådan at de har alle de gode historiske bygninger, de store storekongeslotte og Christiansborg, og det er jo nok også nogle ting, som vi i Nordjylland kan leve med, altså at vi ligesom bruger nogle ekstra penge på at sikre det.

Men det var faktisk derfor, jeg var inde på at spørge, om vi allerede nu skal være voksne nok til at tage en snak med kommunen og planlæggeren om, hvorvidt løsningen på det her i lige nøjagtig i dit område på den lange bane måske er at begynde at bygge byen indad i stedet for ud imod vandet. For jeg kan godt forstå, at folk gerne vil bo ude ved vandet, og jeg kan også godt forstå, at det er attraktivt at sælge grundene der. Men der skal vi jo være de voksne i klassen, der siger, at virkeligheden er, at I skal bygge indad, og det bliver selvfølgelig ikke populært.

Hr. Henrik Frandsen, Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at trykke mig ind, men nu var der alligevel noget, der fik mig til at gøre det. Hr. Kim Edberg Andersen plejer jo at bryste sig af, at det er vigtigt, at man svarer klart og tydeligt på de spørgsmål, der bliver stillet, og han misser ikke en lejlighed til at sige det, hvis vi andre ikke gør det. Det er egentlig derfor, jeg gør det. Jeg godt kunne tænke mig at få et svar på det spørgsmål, som hr. Thomas Monberg stillede om finansieringen af klimasikringsopgaven i fremtiden, og hvor han jo spurgte: Er det staten, der skal betale hele regningen her? Jeg synes ikke, vi fik et klart svar på det, så jeg kunne godt tænke mig at spørge: Er det staten, der skal betale hele regningen her?

Ordføreren.

Det er lidt problemet, at når man i ét regeringsparti har brugt sine to spørgsmål, er det svært at sidde og tekste det over til den næste ordfører, som så skal nå at læse det – for svaret kom jo efterfølgende. Jeg sagde, at en del kommer til at ligge hos staten, og at en del kommer til at ligge privat. Så der er svaret på det. Det, jeg plejer at sige, når jeg kritiserer Moderaterne, er, at jeg faktisk endnu ikke har prøvet at se en moderat på talerstolen, der har sagt noget som helst, som man kunne bruge til noget som helst konkret. Det står jeg ved.

Men mit klare svar kom faktisk, og jeg tror, det kom i svaret lige efterfølgende. Så man skulle have hørt efter i stedet for at have travlt med at tænke: Nu skal vi spørge Kim, hvorfor han ikke svarer klart, når vi er et parti, der er kendt for overhovedet ingenting at sige heroppe, der giver mening. Det er lidt søgt. Svaret kom. Selvfølgelig bliver det her en del af regningen. Der er nogle mennesker, der har brug for at få hjælp fra staten, og nogle, som vi bare bliver nødt til at sige til, at hvis de som voksne mennesker selv vælger at bygge ude et eller andet sted, så er det ikke naboen, der skal betale regningen. Det er god borgerlighed. Men selvfølgelig skal vi hjælpe dem, der ikke kan.

Virkeligheden er jo også bare, at der ikke kommer et dige langs Vestkysten. Det ved vi alle sammen nu. Der kommer ikke et 12 m højt dige ude ved Vestkysten. Det ved vi alle sammen at der ikke bliver penge til. Så vi bliver også nødt til at sige, at vi i Nordjylland godt kan forstå, at vi skal betale for kongeslottet, men det kan godt være, det bliver svært at forstå, at vi også skal betale for, for at Magnus ikke får våde tæer i sommerhuset.

Spørgeren.

Okay, så det er altså ikke staten, der skal betale hele regningen, kan jeg konstatere. Det var jo så det meget, meget tvetydige svar, der kom i første omgang, som blev præciseret nu her. Det vil sige, at Danmarksdemokraterne jo så ikke er enige med sig selv, kan jeg konstatere.

Ordføreren.

Uden at kunne huske det præcist tror jeg ikke, at denne ordfører kom med den endegyldige løsning på alle problemerne i forhold til klimadelen. Det tror jeg ikke denne ordfører kom med. Jeg tror, at denne ordfører sagde, at det her godt kan blive dyrt, og at staten selvfølgelig skal komme med noget. Det tror jeg ordføreren sagde. Men det her er alligevel lidt frisk sagt af en moderat, som jeg kan huske har stået og svaret mig oppe fra talerstolen på, hvorfor man sagde noget andet 3 uger senere. 3 uger er jo lang tid for et moderat, inden man skifter mening. Så man kan sige, at det, at der står to forskellige ordførere, som har divergerende meninger, lige netop viser, hvorfor vi skal være enige. For det her er bare mere komplekst end som så. Det er det i hvert fald for de partier, som tager det seriøst, og det er jeg ikke sikker på at Moderaterne gør.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne, og jeg byder nu velkommen til fru Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti.

Tusind tak. Debatten kører jo allerede livligt, men jeg har nu alligevel forberedt en klassisk tale, så jeg trækker lige op i helikopterperspektivet igen. Klimaforandringerne er her nu, og desværre kan vi med klimaforandringerne kun forvente hyppigere og mere ekstreme tilfælde af voldsomt vejr i Danmark. Der er behov for klimatilpasning, herunder et øget behov for kystbeskyttelse. Flere steder i Danmark er blevet ramt af oversvømmelse fra stormflod og storm inden for det sidste år, og partierne bag finansloven for 2024 har aftalt en ekstraordinær anlægspulje på 125 mio. kr. til genopretning af kommunal infrastruktur påvirket af stormfloderne. I klimatilpasningsplan 1 har vi afsat 1,3 mia. kr. til klimatilpasning frem mod 2027.

Men det, vi har igangsat, er ikke nok. Der skal mere til. De 1,3 mia. kr. afsat til klimatilpasning 1 svarer cirka til udgifterne for én stormflod i 2023, og med de tiltagende klimaforandringer er det jo desværre ikke sidste gang, vi kommer til at opleve omfattende skader ved de stigende vandmængder, som kommer både fra oven, fra neden og fra siden. Derfor vil jeg og SF gerne gentage vores kraftige opfordring til regeringen om at komme i gang med arbejdet med en samlet national klimatilpasningsplan, der skal indeholde konkrete løsninger og finansiering.

Det haster. Naturkatastrofer kostede ifølge European Environment Agency i perioden 1980-2022 Danmark 66 mia. kr. i skader. Brancheorganisationen Forsikring & Pension vurderer konservativt, at danskerne i 2023 var ramt af klimarelaterede skader for over 3 mia. kr., og det bliver kun værre. CONCITO vurderer, at op imod en tredjedel af Danmarks landmasse potentielt vil blive påvirket, og en COWI-analyse lavet for Realdania i 2017 anslår, at uden handling vil vi i Danmark om 100 år have udgifter på 43 mia. kr. om året til at udbedre skader på grund af oversvømmelse.

Så hvad gør vi? Som det første skal vi nedbringe forureningen med klimagasser herhjemme og globalt. Fremtidsudsigterne ved ikke at tage reduktionen af denne forurening seriøst og få den nedbragt er dystre. SF mener også, at der er behov for en afklaring af, hvilken rolle kommuner, regioner og stat hver især skal spille, og hvordan vi sikrer en sammenhængende politik og indsats. Dernæst skal vi investere meget mere i klimaskadeforebyggelse frem for på bagkant, når skaden er sket. Sådan bruger vi pengene mest effektivt, og sådan passer vi bedst på Danmark.

Vi bliver også nødt til at have en ærlig snak om, at klimaforandringerne ikke forsvinder, og at vi ikke kan beskytte alt. Der er brug for en national plan for Danmarks fremtidige arealer, som også skal tænkes sammen med klimatilpasningen. Naturgenopretning og store naturgenopretningsprojekter er en del af løsningen. Vi har drænet, pumpet og bygget diger og fjernet søer og vandløb og endda en flod i stor stil i Danmark. Det giver problemer for såvel natur som klima, og genskabelse af naturlig hydrologi er en vigtig del af løsningen. De stigende vandmængder skal have steder, de kan kan lagres og forsinkes, vandet skal have sikre steder at løbe hen, og naturen skal have lov til at vende tilbage.

Vores klimatilpasningsstrategi kan ikke være at lade stå til og se, hvad der sker. Vi må beskytte det, som giver mening, imødekomme vandet, hvor det er muligt, og tilbageføre landskaberne, så de kan håndtere vandet, og så skal vi med proaktiv planlægning undgå at bygge boliger og industri i klimarisikozoner. Fremtidens byudvikling må tage højde for klimaforandringerne.

Den tale, jeg lige har læst op, har næsten fødselsdag, for det er faktisk den samme tale, jeg holdt sidste år den 17. maj om samme emne, da vi også havde en redegørelsesdebat. Siden har vi udmøntet midler fra klimatilpasningsplan 1 og lavet en aftale om terrænnært grundvand, som giver spildevandsselskaberne mulighed for at investere i fælles løsninger, så vi kan sikre hele byområder, og som vil hjælpe omkring 450.000 bygninger med det terrænnære grundvand. Men klimaforandringerne buldrer altså videre, klimaforureningen stiger stadig væk, og indsatsen er stadig utilstrækkelig.

For det arbejde, vi har lavet siden sidste år, da vi stod her, er ikke nok til at klimasikre Danmark. Det har en lang række rapporter fra klimatilpasningskyndige eksperter og dertilhørende konferencer siden hen vist med al tydelighed, og det har jeg også løbende gjort ministeren opmærksom på. Derfor har jeg også gentagne gange opfordret ministeren og regeringen til at fremlægge en samlet national klimatilpasningsplan, med hvem der gør hvad, og hvor der sikres et markant investeringsløft. Jeg er ligeledes gentagne gange blevet lovet, at klimatilpasningsplan 2 er lige på trapperne, dog uden at kunne få svar på, hvornår vi kan forvente, at denne plan kommer, og hvad den nærmere vil indeholde.

Jeg ved godt, at det her er en kompleks og meget stor opgave, men den går ikke væk, og vi skal i gang nu. Så der er behov for en meget, meget høj politisk prioritering fra regeringens side og for, at der afsættes de nødvendige ressourcer til opgaven internt, og at den fagkyndighed, som findes på området, og som allerede har fremlagt et væld af forslag og rapporter, inddrages. Det er en opgave, der haster, og manglende handling vil kun blive dyrere, og konsekvenserne ramme Danmark skævt og tilfældigt.

Tak for det. Der var lige en enkelt, der fik trykket sig ind for en kort bemærkning her til slut. Hr. Erling Bonnesen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Ved sådan en fantastisk forespørgselsdebat, som vi har her, er jeg vant til – det ved både regeringen og oppositionen – at det sådan lidt går ud på at prøve at se, hvem der kan vise et billede af at være dem, der handler og er mest aktive osv., og der må man sige, at SF jo da også er gode til, som altid, at vise action og sige, at der skal ske noget.

Jeg kan jo pege på den ordførertale, jeg holdt for nogle få minutter siden, hvor jeg også redegjorde for de ting, som vi allerede har gjort, og hvor det underforståede budskab var, at vi skal prøve at gøre de rigtige ting på det rigtige tidspunkt. Der startede vi jo, som jeg også markerede, med at få registreret og noteret og lavet Klimatilpasningsplan 1 og de her forskellige puljer.

Så mit spørgsmål er egentlig bare: Anerkender SF de ting, som allerede er gjort og er sat i værk, og som ordføreren i øvrigt på nogle strækninger selv har været med til?

Ordføreren.

Det gør jeg fuldstændig, og jeg tror også, jeg fik nævnt i min tale, at vi har fået lavet det her, men også, at det ikke er nok.

Spørgeren.

Jamen så er vi jo sådan set lige ved at være det sted, som jeg også markerede i min ordførertale. Vi har to vedtagelsestekster liggende foran os, og hvis nu man siger, at de har nogle af de samme budskaber, bare med lidt forskellige ord, kan vi så ikke se frem til et forhåbentlig godt samarbejde, formentlig en gang til efteråret, om det her?

Ordføreren.

Jeg har en lang liste over ting, som jeg ville elske der kom med i en kommende national klimatilpasningsplan, i øvrigt også med nogle rigtig gode bud på finansiering. Så det vil jeg rigtig gerne. Det er også derfor, vi har gået og ventet på, at vi kunne blive indkaldt til nogle samtaler omkring det her.

Regeringen fremsætter i dag et forslag til vedtagelse, som umiddelbart egentlig bare siger, at vi skal anerkende, at regeringen er i gang, men vi kan ikke rigtig få at vide, præcis hvor man er, og hvor langt man er, og hvad man er i gang med. Det er lidt svært bare at sige ja til det, når man ikke er med i maskinrummet. Og så siger teksten faktisk ikke noget om en helhedsplan, som jeg mener der er behov for. Men jeg er meget villig til at samarbejde om at lave en helhedsplan.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til fru Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti. Og jeg byder nu velkommen til fru Pernille Vermund fra Liberal Alliance.

Nu sker det igen – jeg roser for en gangs skyld Enhedslisten, og så er Enhedslistens ordfører her slet ikke. Nu kan jeg nærmest slette halvdelen af min tale, men sådan kan det jo gå. Nej, lad mig indlede med at sige tak til Enhedslisten, på trods af at ordføreren ikke er her, for at indkalde til den her vigtige forespørgselsdebat. Jeg er både erhvervsordfører og miljøordfører for Liberal Alliance, og på erhvervsområdet har jeg endnu til gode at finde en sag, som jeg er enig med Enhedslisten i. Men i dag står jeg her som miljøordfører, og her er vi oftere enige. Det er således nu anden sag i dag, som jeg roser Enhedslisten for at bringe i Folketingssalen. I Liberal Alliance bliver vi aldrig røde, men om det grønne og store dele af miljø- og naturpolitikken kan vi tydeligvis mødes.

Med dagens forespørgsel beder Enhedslisten ministeren redegøre for, hvad regeringen vil gøre for at klimasikre Danmark og danskerne set i lyset af advarslerne fra en række af Danmarks førende klimaforskere om ekstreme havvandsstigninger i rapporten »Den skjulte klimakatastrofe«, herunder om regeringen vil nedsætte et råd, som skal udarbejde en national handleplan for klimasikring af Danmark og danskerne.

I Liberal Alliance er vi ikke altid begejstrede for nye råd, som jo alt andet lige medfører mere bureaukrati, men når vi taler klimasikring, er situationen den i dag, at manglende planlægning og manglende sammenhæng i tiltagene om klimasikringen koster såvel borgerne og virksomhederne som vores natur om miljø dyrt. Når kommunen den ene sommer sandfodrer en strand eller en kystlinje, kan det få år senere ende i en privat nabohavn, hvor havnens medlemmer så skal bruge penge på at sandsuge havnebassinet, så havnen ikke lukker. Sandet fra sandfodringen kan også ende som et dræbende lag af sand på havbunden, hvor levevilkårene for de muslinger, krebsdyr, fisk og andet dyreliv, der er afhængigt af en stabil havbund, ødelægges.

Tilsvarende kan manglende handling eller en afvisning af borgeres, virksomheders og foreningers ønske om at beskytte en kystlinje og kyststrækning få enorme konsekvenser, ikke mindst økonomisk, for de berørte, når vandet oversvømmer boliger, virksomheder, havnebassiner og lignende. Det samme gør sig selvfølgelig gældende for det vand og de påvirkninger, der kommer inde fra landet, og vores grundvand for den sags skyld.

Derfor er vi i Liberal Alliance enige med en samlet opposition her i Folketinget – det er Danmarksdemokraterne, det er Dansk Folkeparti, det er Konservative, det er Enhedslisten, det er Socialistisk Folkeparti, det er Radikale Venstre, og det er Alternativet – som på baggrund af dagens forespørgsel konkluderer, at klimasikring er en vital national samfundsopgave, som kræver storskalainvesteringer, principper for finansiering og klare prioriteringer med stor betydning for fremtidens Danmark. Vi er enige om, at behovet for klimasikring de kommende år kun vil vokse på grund af stigende vandstande og hyppigere skybrud, og at vi derfor skal have en langsigtet national plan for klimasikring, der balancerer forebyggelse og tilpasning, hvor principperne for sikring og myndighedsansvaret gøres helt klare. Løbende mindre aftaler er utilstrækkeligt og svarer ikke på de grundlæggende spørgsmål: Hvordan, af hvem og efter hvilke principper skal Danmark og danskerne klima sikres, når vandet kommer? En national plan bør indbefatte et fokus på naturbaserede forebyggende løsninger, beskyttelse af natur og kultur, mekanismer for hjælp til klimaudsatte borgere, virksomheder og fødevareproducenter, beskyttelse af kritisk infrastruktur, klimasikring af eksisterende infrastruktur, demokratisk forankring og vidensdeling samt principper for finansiering og en placering af myndighedsopgaverne. Endelig bakker alle partier i oppositionen op om, at et politisk udpeget nationalt klimasikringråd vil få maks. et år til at udvikle sine anbefalinger og fremlægge arbejdet for regeringen og Folketinget.

Når jeg nu så ordret og tekstnært oplæser det, der er oppositionens samlede vedtagelsestekst, er det jo for at gøre det klart, at vi har en regering bestående af Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre, der åbenbart ikke kan bakke op om den ordlyd. For regeringen er det åbenbart vigtigere at lade sig rose af, hvad man har gjort indtil nu, frem for at stå sammen, et samlet Folketing, og sige til danskerne: Vi tager det her alvorligt, og vi laver ikke flere kortsigtede løsninger og små aftaler; vi tager det lange lys på; det forpligter vi os alle sammen til. Det er ærgerligt, at vi har en regering, der ikke vil være med på vores vedtagelsestekst, men sådan er livet jo indimellem.

Hr. Erling Bonnesen, Venstre.

Tak for det. Nu har vi jo i Venstre, siden vi dannede regeringen, fået en del kritik for, at vi er gået i regeringssamarbejde med Socialdemokraterne osv. Det står vi fuldstændig ved, og vi er faktisk også glade for det. Vi får faktisk mange gode ting igennem. Nu kan jeg jo så konstatere, at Liberal Alliance også begynder at lave et meget bredt samarbejde, sågar helt over til Enhedslisten. Vi kan jo næsten sige, at vi sådan i politisk forstand er blevet overhalet både indenom og udenom, når vi taler bredt samarbejde. Det skal jeg ikke kritisere Liberal Alliance for, for det er jo fint, og det er godt. Det er også med til at sætte tingene i fokus.

Så er jeg helt med på, at debatten i dag jo sådan mellem linjerne handler en hel del om, hvem der kan tegne billedet af at være mest proaktiv og aktiv osv. Jeg har lagt mærke til, at ordføreren har været her under hele debatten og også hørt, hvad jeg sagde i min ordførertale. Det er jo tæt på, at vi kan slå de her forslag til vedtagelse sammen. Jeg anerkender, at der er forskellige ord om det, men vi har jo sigtet den samme vej, kan man sige. Så jeg vil bare lige spørge ordføreren, om vi kan være enige om, at vi i fællesskab kan se frem til et forhåbentlig godt samarbejde og nogle gode drøftelser efter sommerferien om at få lavet de næste step på det her område.

Ordføreren.

Tak. Lad mig indlede med at sige, at for Liberal Alliance er der ikke nogen partier, vi ikke gerne samarbejder med, hvis vi er enige om indholdet i politikken. Til gengæld kommer vi ikke til at gøre Mette Frederiksen til statsminister, og det er, uanset hvad der kommer til at ske fremover. Så på den måde adskiller vi os jo desværre fra Venstre. Vi havde håbet, at det ikke gik sådan, men sådan er det. Det lever vi med for den her tid. Spørgsmålet er jo så, hvad Venstre gør i næste valgperiode, og det synes vi ville være rart at få svar på. Jeg tror også, der er nogle danskere, der sidder derude og tænker: Skal Mette Frederiksen være statsminister igen med Venstres opbakning?

I forhold til indholdet her mangler regeringen jo i sin vedtagelsestekst netop at tage det lange sigte, som ordføreren nævner. Regeringen er ikke klar til at lave en 100-årsplan og er ikke klar til at forpligte sig på det, som vi skriver i vores vedtagelsestekst, og deri består uenigheden.

Spørgeren.

Jeg tror faktisk ikke, at der er så stor uenighed om det. Men som jeg har markeret før, og nu er taletiden kort, så bliver der brugt forskellige ord om det. Men vi har jo sat de ting i værk, som vi har været med til i Venstre sammen med andre, og oven på det kommer vi så med de næste planer nu. Det var med velberåd hu, at vi gjorde det, for det var jo at tage fat på at gøre nogle ting med det samme. Så vi kan sige det på den måde, som vi også har understreget flere gange, at vi er i gang, har været i gang med at sætte de ting i gang, og så kommer de næste planer nu. Men der er forskellige ord om det, sådan er det jo.

Fru Pernille Vermund.

Jamen det er da dejligt, hvis Venstre vil stemme for en vedtagelsestekst, som siger, at vi skal have en 100-årsplan. Hvis ikke der er så stor forskel, og hvis det bare er et spørgsmål om ord, så forventer jeg da, at når vi skal stemme om vedtagelsesteksterne, så er det faktisk oppositionens vedtagelsestekst, der kommer til afstemning først, for så vil Venstre jo stemme for, og så er det den, der har størst opbakning. Så det lyder da glædeligt. Jeg er ikke sikker på, at det er sådan, det kommer til at gå, men det er jo mere eller mindre det, ordføreren siger. Det er jo ikke altid, man kan regne med, at det, der bliver sagt, også er det, der bliver gjort, men lad os prøve den her gang at se, om det virker.

Fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for den konstruktive tilgang til det her. Jeg vil også gerne understrege, som jeg også sagde før, at det her ser jeg heller ikke som Enhedslistens politiske projekt. Det, der samler os, er jo, at vi alle sammen gerne vil have mere handling og vi gerne vil have langsigtet planlægning, og så skal vi nok komme op at slås, når vi skal til at finde de konkrete løsninger. Men vi bliver nødt til at have et vidensgrundlag, og vi bliver nødt til at have en ambition om at løse udfordringen, og så må vi jo se, hvad vi kan blive enige om.

Jeg er helt enig i ordførerens vurdering af, at det her også handler om økonomisk rettidig omhu, at en 100-årsplan også er et økonomisk arbejdsredskab for at sikre os, at vi laver de rigtige investeringer. Jeg kan også notere mig, at klimaministeren, som så ikke har det her som ressort, men alligevel udtaler sig, har været ude at sige, at det her jo er en økonomisk byrde. Men al forskning fra DTU viser jo, at det er meget dyrere ikke at handle.

Så jeg vil egentlig bare kvittere for, at ordføreren også påpeger, at det her med en 100-årsplan jo også vil kunne spare os penge, for det betyder, at vi ikke tager nogle forkerte beslutninger, at vi ikke handler for sent, og at vi ikke skal betale penge for at rydde op, fordi vi ikke har handlet i tide.

Ordføreren.

Da jeg blev politisk aktiv, var noget af det, der undrede mig mest, at politikere i alt for høj grad tog beslutninger, som var meget kortsigtede, på trods af at den danske økonomi jo er meget mere langsigtet end økonomien for den enkelte af os, og at det ofte er de opgaver, som er meget langsigtede, har et meget langt sigte, som det er bedst at løse i fællesskab. Jeg tror, det var ordføreren for Danmarksdemokraterne, hr. Kim Edberg Andersen, som sagde, at hr. Kim Edberg Andersen ikke er en, der skal vælges om 100 år, så derfor kunne hr. Kim Edberg Andersen måske godt forestille sig at sige noget, som kunne have konsekvenser for folk om 100 år.

Men det ændrer ikke ved, at når man indimellem er bange for at sige de svære ting, så er det jo også, fordi demokratiet fungerer sådan, at hvis man ikke lover guld og grønne skove, så er der måske nogle danskere, der tænker, at så stemmer de på ham eller hende, der gør. Der tror jeg bare, at i det her havde det været så godt, hvis alle partier kunne stå sammen om også at træffe de svære beslutninger, så det ikke bliver, som hr. Kim Edberg Andersen også sagde, en kampplads ude på markedspladserne, hvor man nu er dem, der ikke vil være med til også at sige de svære ting, som er forudsætningen for, at vi kan få det helt lange lys på.

Ønsker spørgeren sin anden korte bemærkning? Nej. Så går vi videre i rækken til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg har jo haft stor fornøjelse af tidligere, når jeg blev forvirret over Folketinget og især over Venstre, at kunne læne mig op ad den erfaring, som ordføreren har. Jeg kunne mærke på Venstre, at det var meget underligt, at man gik ind for et godt forslag fra Enhedslisten, fordi det åbenbart var sammenligneligt med noget med Venstre.

Det er bare lige for at få det skåret ud i pap: Har ordføreren nogen sinde hørt hr. Alex Vanopslagh være ude at sige, at gode forslag, hvis de kom fra Enhedslisten, ville Liberal Alliance aldrig komme til at være en del af? Eller er det bare, fordi Venstre stadig væk slås lidt med, at man ikke rigtig ved, hvor man har Venstre? For sådan som jeg mindes det, og ordføreren ved, at min hukommelse ikke altid er den bedste, så var formanden for Venstre ude at sige inden valget, at det aldrig kom til at ske, at man gik i regering med Mette Frederiksen, og er det ikke lige netop forskellen? Vi andre blå partier har ingen problemer med at arbejde sammen med andre partier, hvis det er gode forslag, men der er ikke nogen af os, der ønsker at gøre Mette Frederiksen til statsminister.

Ordføreren.

Jo, det er en væsentlig del af forskellen. Så tror jeg også, at man skal være opmærksom på, at vi i Liberal Alliance sammen med Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, og jeg er næsten sikker på, at Alternativet også var med – det ville undre mig, hvis ikke Alternativet var med – har været ude at tage nogle lidt store kampe for noget mere naturpolitik og for miljøpolitikken, og ikke mindst har jeg sammen med Alternativets ordfører, hr. Torsten Gejl, arbejdet en del for også at få ekstra fokus på havmiljøet og har et konstruktivt samarbejde der.

Så det er åbenlyst, at der sådan fordelingspolitisk er en rød blok og en blå blok, og så er der andre steder, hvor vi deler synspunkter sådan lidt på kryds og tværs. Men det betyder jo ikke, at vi hverken kommer til at gøre fru Franciska Rosenkilde, med al respekt og kærlighed, og hvad der ellers måtte være, eller fru Pia Olsen Dyhr til statsminister, ligesom fru Mette Frederiksen heller ikke bliver statsminister med Liberal Alliances stemmer.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg har faktisk haft stor glæde af hr. Torsten Gejl. Jeg mener jo, at hr. Torsten Gejl er fuldstændig politisk afsporet, men han er en vidende mand, som jeg bliver klogere af at lytte til, og så sætter jeg jo mit filter og mine politiske holdninger ned over det. Det er jo faktisk den følelse, jeg har haft på alle miljøområder. Så er der nogle ting, vi går med i, og nogle ting, vi ikke går med i. Men er det ikke sådan lidt fattigt for et dansk Folketing, at det, som Venstre klynger sig til, er, at de ikke ikke fik lov til at skrive teksten? For jeg kan forstå på Venstre, at teksten jo stort set er den samme, men de ville i hvert fald ikke gå med til den tekst, som oppositionen havde. Er det, fordi de er bange for at komme tilbage i opposition, eller er det, fordi de er bange for ministeren?

Ordføreren.

Det ved jeg ikke. Må jeg ikke starte med at tage den gode hr. Torsten Gejl i forsvar? Der er meget, som hr. Torsten Gejl og jeg er uenige om, og som Alternativet og Liberal Alliance er uenige om. Men lige præcis i forhold til miljøpolitikken og særlig i forhold til havmiljøet mener jeg at hr. Torsten Gejl er på helt rette spor. Det har jeg bare behov for at sige i den sammenhæng. I forhold til Venstre ville jeg da ønske, at Venstre, Socialdemokraterne og Moderaterne ville gå tilbage og så sige: Vi kigger på det, vi gør noget, og lad os lave en fælles vedtagelsestekst og sende den til afstemning.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Det er jo svært ikke lige at tage ordet og så kvittere for de pæne ord. Men grunden til, at jeg gør det, er også, at jeg synes, at det er vigtigt, altså når det er sådan, at vi på tværs af salen formår at forholde os til vigtige ting som natur. Natur er ikke blåt eller rødt; det er jo grønt. På den måde er det også med retspolitik; det er mere et etisk spørgsmål. Jeg synes, at vores styrke er, at vi kan samles om spørgsmål, som er vigtige for os alle sammen, og driver det videre, i stedet den her evige politiske fnidder med, at når man har stemt sådan der, kan man ikke gøre noget andet nu, osv. osv., som egentlig er en del af sådan en politisk, polemisk og strategisk snak, som jeg ikke savner i den her sal. Så det var bare lige for at markere det.

Ordføreren.

Tak. Man kan jo håbe, at vi sådan med tiden kan udvikle os i retning af, at i forhold til de store ting, som vi forhåbentlig og formentlig alle sammen er enige om, er det ikke så vigtigt, hvem forslaget kommer fra, uanset om man sidder i regering eller man ikke gør. Man kan sige, at det jo relativt set er et nybrud, at vi har en regering hen over midten, og at et parti som Venstre har gjort en socialdemokrat til statsminister, og det kan man jo synes om hvad man vil. Men hvis det nybrud skulle være ægte og være virkeligt, skulle man måske sige, at sådan en regering hen over midten måske kunne være sådan en, der sagde, at når der kommer gode forslag, som oppositionen på begge sider af regeringen er enig i – og som regeringen egentlig også er enig i, men det kommer jo ikke fra dem, så derfor kan de ikke rigtig stemme for det – så viser man også det nybrud og siger: Det her kan vi godt, og det vil vi godt, fordi vi tror på, at lige her er det vigtigt, at vi alle sammen står sammen.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Pernille Vermund fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til hr. Henrik Frandsen fra Liberal Alliance.

Tak for ordet, formand. I Moderaterne tager vi klimaforandringerne dybt alvorligt. Det er en uomgængelig opgave at sikre Danmark bedre mod fremtidens vejrekstremer, og vi anerkender behovet for målrettet og effektiv klimatilpasning. Klimaforandringerne er ikke længere noget, vi blot forestiller os en gang ude i fremtiden – de er her allerede, og danskerne mærker dem.

Stormfloder, skybrud, oversvømmelser og kystnedbrydning præger hverdagen i flere egne af landet. Det handler ikke kun om økonomi og infrastruktur; det handler altså også om borgernes tryghed, vores natur og vores fælles værdier. Klimaforandringerne og drivkræfterne bag havvandsstigningerne understreger netop behovet for handling. Vi skal planlægge efter, at tingene sker oftere, at de sker hurtigere og også voldsommere.

Derfor er spørgsmålet ikke, om vi skal handle, men hvordan vi skal handle og håndtere de usikkerheder og de potentielle risici, vi står overfor. Vi skal handle på en måde, der skaber et mere modstandsdygtigt samfund. Det handler om at skifte fokus fra reaktiv til proaktiv klimatilpasning. Vi skal ikke vente på, at næste stormflod ødelægger vores kyster og hjem, før vi handler. Vi skal planlægge, investere og beskytte i tide. Derfor er det positivt, at regeringen med klimahandlingsplan I og partnerskab for klimatilpasning allerede har igangsat vigtige initiativer. Men tempoet skal op, og koordineringen skal styrkes.

I Folketinget har vi en fælles opgave. Prognoserne viser, at en stormflod, som vi i dag betragter som en hundredårshændelse, i år 2100 vil kunne ske hver tredje år, og så er det kun en treårshændelse, vi til den tid har med at gøre – nogle gange bliver det rodet lidt rundt i de der hændelser, hvor man kalder dem noget med »år«. Det kræver et helt andet beredskab og en ny måde at tænke klimatilpasning på, når det sker.

Derfor bør vi sikre, at de rette reguleringsmæssige rammer og langsigtede investeringer er til stede. Vi bør beslutte en klimahanddlingsplan II hurtigst muligt. Vi bør tænke langsigtet og strukturelt. Klimatilpasning bliver en tilbagevendede opgave, og vi skal sikre, at vores værdier og infrastruktur og kystsamfund beskyttes, ikke bare i dag, men også på en måde, så de ting er beskyttet i fremtiden.

Vi bakker i Moderaterne op om ambitionen om at gøre klima til en national prioritet. Vi ser frem til at samarbejde bredt om løsninger, der både beskytter danskerne og samfundets fundament, i en tid hvor klimakatastroferne bliver mere og mere nærværende. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig tre, der har korte bemærkninger. Den første er til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg blev lidt forvirret, fordi hørte jeg Moderaterne sige, at det her ikke er noget, der kan vente i forhold til handling. Så mindes jeg, at ordføreren sagde, at alting var på andenpladsen. Der mener jeg, at der faktisk også blev sagt, at man venter, og så udsætter man det at gøre noget ved det. Der kunne man heller ikke vente. Det er i forhold til det ene spørgsmål. Kan vi forvente noget handling? Det bliver så efter sommerferien, men kan vi få en slutdato? Inden hvornår bliver det, altså efter sommerferien, men inden hvornår?

Jeg kunne så forstå på spørgsmålet fra Moderaterne, da jeg selv var på talerstolen, at Moderaterne går ind for, at staten betaler alle udgifter til danskerne, hvis man kan henvise til ændringer i klimaet. Så det er vel alle. Så når jeg skal have skiftet tag oppe ved mig på et tidspunkt og jeg faktuelt kan bevise, at det er begyndt at regne kraftigere, så kan jeg forvente, at Moderaterne til den tid har lavet en fond, hvor alle andre danskere betaler for, at jeg får skiftet tag? For jeg kunne forstå på Moderaterne, at det var alle udgifter til klimaforandringer, der skulle betales af staten.

Ordføreren.

Nu starter jeg med det sidste først, og så ser vi, hvad jeg når. Da jeg tog ordet, var det jo, fordi vi ikke fik et klart svar fra Danmarksdemokraternes hr. Kim Edberg Andersen på, om det var staten, der skulle betale hele regningen for klimasikringen. I Moderaterne mener vi ikke, at det er staten, der skal betale for hele klimasikringen. Vi læner os fuldstændig op ad den model, som også blev beskrevet af miljøministeren, hvor man kan gå ind og søge tilskud fra staten til klimainitiativer, og hvor dem, som har gavn af at blive klimasikret, også har en meget, meget stor andel i det her, ligesom den lokale kommune også har. Der findes faktisk inden for klimasikringsområdet noget, der hedder nytteprincippet. Det mener jeg er et meget, meget væsentligt princip, hvor dem, der har nytte af, at der bliver etableret et dige f.eks. eller en anden slags klimasikring, så også er med til at betale det. Det er noget, vi kender rigtig godt der, hvor jeg kommer fra. Jeg bor på Rømø. Rømø har diger det meste af vejen rundt, og de er faktisk alle sammen ret nyrenoverede, fordi man har søgt i de statslige puljer og også selv har bidraget med noget i forhold til udgifterne.

Spørgeren.

Jeg forsøgte at forklare det til ordføreren. Det er det der med, at man kan have travlt med andre ting. Det er sådan noget, man har lært af klimaministeren, altså det der med ikke at høre efter. For der blev jo, også inden ordføreren var på, allerede ved det efterfølgende svar sagt, at vi i Danmarksdemokraterne jo mener, at det er en både-og-opgave. Men man svarer ikke rigtig på, om jeg så kan søge støtte. Der er jo en rimelighed i, at politikerne forklarer danskerne, at de store ting går vi med ind i. Det her kommer også til at koste den enkelte dansker. Det er den ene ting.

Det andet handler om det her nytteprincip. Det er jo det, som dybest set også er blevet brugt her ved tgv , hvor dem, der bor i et tæt befolket område, hvor samfundsværdien af at beskytte det er høj, kan forvente hjælp. Så Moderaterne siger nu til danskerne, at hvis du bor i tæt befolket område, kan du forvente hjælp fra Moderaterne, men bor du uden for de store byer, så kan du naturligvis ikke.

Ordføreren.

Nej, det var ikke det, jeg sagde. Jeg tænker heller ikke, man kan finde en model, der dækker alle klimasikringsopgaver. Så man kan sige, at der ikke er nogen steder, hvor staten måske skal betale det hele. Vi har en hovedstad, og vi har et metrosystem, som er truet osv. Der har staten måske en større andel. Så har vi nogle sommerhusområder, hvor man har mange private lodsejere. Der skal man måske have en anden model, hvor det jo i høj grad er nytteprincippet, der gælder. Så har man en kommune, hvor der er et havneanlæg, hvor det så er mange kommunale og fælles værdier osv., der gælder. Så der er mange forskellige modeller, der skal i spil her, men nytteprincippet er godt.

Fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ordføreren. Mener ordføreren, som jeg tænker på som repræsentant for regeringen, der ofte hylder klimaloven, ikke, at Klimarådets funktion i forhold til vores klimareduktion og vores klimaindsats er enormt nyttig for at sikre os, at der er hånd i hanke med det og sammenhæng mellem videnskaben og vores politiske indsats, og at der egentlig også er nogle, der vurderer det, fordi det er så vigtigt?

Hvad står i vejen for, at nogle af de samme idéer kan gøre sig gældende ved klimasikring, som ordføreren udtrykker skal være en national prioritet? Hvad er modstanden imod at inddrage eksterne aktører og inddrage et råd, der kan guide os i Folketinget, når vi skal tage store beslutninger, der rækker mange år ud i fremtiden? Hvad er de gode argumenter for at være imod det?

Ordføreren.

Jeg synes, Klimarådet har enormt stor værdi, når det gælder hele vores arbejde omkring klimamål og omkring den måde, vi arbejder med CO2-reduktionsmål på, og den der slags ting. Der synes jeg, det har enormt stor værdi.

Jeg har ikke set noget, der overbeviser mig om, at vi, hvis vi lavede et klimasikringsråd, ville få den samme værdi ud af det. Jeg mener, det er to vidt forskellige opgavetyper, vi har at gøre med her, men hvis jeg kan blive overbevist om, at det ville være gavnligt og det ville være nyttigt for klimasikringsindsatsen, så er jeg da villig til at se på det. Selvfølgelig er jeg det.

Spørgeren.

Det er jeg med på. Det kan godt blive lidt for konkret at stå at tage her, men det er bare for at understrege, at der jo er førende danske forskere og der er universitetscentre, der arbejder med det her. Der er forskere, der har bidraget til FN's Klimapanel, der sidder og kigger på klimasikring, og som er ude at arbejde ved kommuner, der inviterer internationale gæster til Danmark, for at de kan se, hvad vi gør i de kommuner, hvor det går godt.

Hvorfor inddrager vi ikke dem systematisk, så vi får en kortlægning af behovene, når vi skal træffe nogle beslutninger, som koster mange penge? Det er store investeringer, som rækker langt ud i fremtiden. Kunne vi ikke se på, hvordan vi opbygger noget af den samme systematik, som vi jo er enige om har været en rigtig god løsning på klimaområdet?

Ordføreren.

Jo, men i mit tidligere svar afviste jeg jo heller ikke, at jeg, hvis jeg kunne blive overbevist om, at det var en god idé, ville være åben over for at se på det her. For det, det har tilfælles, altså det, som klimasikringsområdet har tilfælles med klimaområdet, er jo, at det er utrolig komplekst, og at der er utrolig mange steder, man skal sætte ind. Det er jo ikke kun havvandsstigninger. Det er jo også grundvand; det er bagvand, der kommer fra vandløb osv., og som skal ud; og det er tørke. Det er en hel masse komplekse ting.

Så jeg vil jo ikke afvise, at jeg kan overbevises om, at det er en god idé, og vil være positiv over for at se på det. Jeg siger bare, at jeg ikke er blevet overbevist endnu.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Næste ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. (Rasmus Jarlov er ikke til stede). Vi går videre, og jeg giver ordet til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Det var dejligt at kunne komme lidt tidligere på. Tak til Enhedslisten for at rejse den her forespørgselsdebat – igen en meget, meget vigtig forespørgselsdebat. Jeg sad sådan lidt før, da der var den lille fejde her, og tænkte, om jeg skulle tage ordet, og det er jo, fordi jeg grundlæggende synes, det er så mærkeligt, det her med, at man egentlig fra regeringens side anfægter det her med, at vi sådan set bare samarbejder om noget af det, som berører os alle sammen. Det er jo vores natur og vores miljø. Jeg synes, det er sådan lidt absurd at anfægte, at man skal kunne blive enige på tværs af Folketinget. Det synes jeg faktisk er noget ret smukt. Der er vi i Danmark også ret heldige, for jeg ved, at eksempelvis i Europa-Parlamentet er der sådan en eller anden kutyme med, at hvis det kommer fra et andet parti eller en anden gruppe, stemmer man de facto bare nej, selv om man måske er enige i indholdet. Det har jeg altid syntes var enormt skørt. Så det synes jeg jo netop er en af de styrker, vi har her.

Så kan vi sagtens være uenige om en hel masse ting, men med sådan noget, der er så grundlæggende som det her, synes jeg jo faktisk, det er utrolig smukt, at vi kan være meget enige om, at der skal sættes ind. Det er ekstremt vigtigt. Det er også derfor, det har undret mig meget, det her med, at man ikke fra regeringens side – og det har vi jo desværre set også på andre områder – bare indgår i nogle realitetsdrøftelser i forhold til en vedtagelsestekst, så man ikke bare ender med at rose sig selv for de ting, man har sat i gang, men egentlig går ind og siger: Det kan faktisk godt være, at vi kunne gøre det endnu bedre; lad os kigge på det. Men sådan er det jo nok desværre i det politiske spil. Jeg synes bare, det er skidt for Danmark generelt.

Jeg er nødt til også at kommentere en lille smule på det her, som der blev sagt af Moderaternes ordfører, for jeg er bare nødt til at sige, at puljeordninger er sådan noget, der kan få nakkehårene til nærmest at rejse sig på hovedet af mig. Altså, vi har så mange puljer, og det er så bøvlet at søge dem og få bevilget penge fra dem og alt muligt andet. Der bliver nævnt det her med, at der kan være én løsning dér i nogle sommerhusområder, og så kan der være en anden løsning dér i et andet område. Jeg er nødt til at sige, at alene det korte stykke tid, Moderaternes ordfører var på talerstolen, sad jeg og tænkte: Okay, nu tikker det bare deropad med djøf'ere, det skal sidde og administrere alle de her særlige puljeordninger og mærkelige regler og alt muligt andet. Så kunne vi ikke bare blive enige om, at vi er ét land, vi har en kyststrækning, og ved den kyststrækning – uanset om det er i Vestjylland, eller om det i Nordsjælland, eller hvor det er i landet – bor der nogle mennesker, som bliver påvirket af det her. Skulle vi ikke bare være enige om, at vi laver en fælles langsigtet plan for, hvordan vi hjælper alle egne af vores land, for at det ikke skrider?

Jeg synes bare, det er noget mærkelig noget, at man ikke gør det på det her område. Vi har lige haft en debat i Folketingssalen for ganske kort tid siden, hvor man åbner for muligheden for faktisk at fællesfinansiere eksempelvis separatkloakering osv. ude i kommunerne og altså lægge det ind over, jeg kan ikke huske om det var vandtaksterne eller spildevandstaksterne, og det er sådan set også ligegyldigt, altså en form for fællesfinansiering af det. Derfor synes jeg, det jo er helt legitimt også i den her debat at sige: Hvorfor tænker vi ikke langsigtet, ikke bare til næste valgperiode, men netop på, hvad der giver bedst mening for hele landet, også i forhold til finansiering. Lad os lade være med at lave alle de der mærkelige puljeordninger, og så er der én løsning dér, og én løsning dér, og nogle kommuner sidder med en kæmperegning, og nogle sidder med ingen regning, og så sige: Vi er ét samlet land; vi har alle sammen interesse i at sikre kysterne alle steder i landet. Vi er faktisk interesserede i at sikre vores land på sigt, så vi også kan give det videre til de kommende generationer.

Derfor havde jeg håbet, regeringen kunne bakke op om den her vedtagelsestekst. Jeg synes, den er blevet aldeles fremragende. Men vi har brug for at få en langsigtet plan på det her område. Det er fuldstændig bydende nødvendigt. Jeg håber, at der indfinder sig noget fornuft, sådan at vi i fællesskab kan sikre den danske natur og de danske landskaber og vores kyster og vores havmiljø og alle de her ting, som er noget, som vi alle sammen på tværs af Folketinget kan blive enige om er noget, der betyder noget helt særligt, og som vi gerne alle sammen vil kunne give videre til vores børn og vores børnebørn. Så lad det være ordene herfra for nuværende. Tak til Enhedslisten for at rejse den her forespørgselsdebat, og tak også til, hvad skal man sige, både Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet for at være med til at lave den her gode vedtagelsestekst, som jeg virkelig håber bliver vedtaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre.

Tusind tak for det. Klimaforandringerne er her, klimahandling er nødvendigt, og derfor også tusind tak til Enhedslisten for at indkalde til forespørgselsdebatten i dag, så vi rent faktisk har mulighed for også at diskutere det endnu en gang hernede i salen. Det er jo et område, vi har berørt ad flere omgange. Jeg er også rigtig glad for den vedtagelsestekst, vi har lavet, men jeg vil dog også faktisk egentlig gerne sige tak til regeringen for de ting, vi indtil videre har fået gennemført i forhold til klimasikring. Der bliver taget skridt i den rigtige retning. Der bliver gjort noget. At vi så efterspørger en helhedsplan, synes jeg er grundlæggende sund fornuft og det eneste rigtige skridt, vi bør tage fremadrettet, for at det nemlig ikke bliver en kamp mellem forskellige dele af landet eller mellem forskellige befolkningsgrupper, men rent faktisk en samlet indsats, hvor vi er ærlige omkring, hvordan vi prioriterer, og hvordan vi rent faktisk kan komme i mål med så meget som overhovedet muligt af vores sikring.

Det er et enormt komplekst område. Vi har brug for, at den viden, der er i vores land, om, hvordan vi gør det her smartest og på den bedste måde, kommer i spil. For mens vi alle sammen her kan sige, at der kommer vand både nedefra og fra oven og fra siden, så er det ikke os, der er eksperterne på, hvordan vi så rent faktisk får gjort noget ved de udfordringer, som det vand fra de tre forskellige steder rent faktisk også medfører.

Jeg synes, der er enormt meget velvilje i vores Folketing til rent faktisk at gøre noget ved det her problem. Jeg håber, at selv om vi står med to forskellige vedtagelsestekster i dag, ender vi rent faktisk med, måske ikke efter den her debat, men så til andre forhandlinger, samlet at kunne stå og forhandle og finde løsninger. Det vil vi i Radikale Venstre i hvert fald forsøge at gøre. Vi mener ikke, at staten skal stå med hele regningen. Vi mener heller ikke, at den enkelte skal stå med hele regningen, eller at kommunen skal det, for den sags skyld. Vi mener, at vi skal finde fælles løsninger, også på, hvordan vi finder finansieringen, og på, hvordan vi bedst kommer i mål. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Radikale Venstre. Næste i talerrækken er hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand. Når vi overhovedet har den her debat, er det faktisk et bevis for, hvor meget af diskussionen om klimaforandringer har ændret sig de sidste 10 år. Da jeg kom i Folketinget, talte jeg om, hvordan vi forhindrer temperaturstigninger, der fører til havstigninger. Nu snakker vi lige så meget om, hvordan vi håndterer havstigninger, der kommer som resultat af menneskeskabte temperaturstigninger. Dem, som var nervøse for drivhuseffekt og temperaturstigninger og klimaforandringer for 10 år siden, havde jo ret. Klimaskeptikerne og alle klimakonspiratorikerne tog jo fejl. Klimaforandringer sker for næsen af os, og mange af dem er menneskeskabte, da det jo viser sig, at mennesket kan påvirke klodens temperatur.

Derfor er der også en kæmpe bevidsthed i befolkningen om, hvad den enkelte kan gøre for at forhindre klimaforandringer. Vi forandrer den måde, vi transporterer os på. Vi spiser grønt. Vi forsøger at undgå klimaskadelige varer. Jeg ved godt, at det ikke betyder så meget, hvad den enkelte gør, men hvis den enkelte gør noget, som rigtig mange andre gør, så betyder det noget, og det gør danskerne. Derfor kan danskerne også godt tillade sig at forvente, at vi politikere gør, hvad vi kan, og der synes jeg ikke rigtig regeringen er skarp nok. Vi hører hele tiden regeringen referere til klimaanalyser fra FN's Klimapanel og DMI, og så skal vi vente i årevis på den næste rapport.

Jeg savner, at regeringen tager de stemmer ind i debatten, som siger noget, man ikke bryder sig om. Jeg savner nysgerrighed i forhold til iskerneforskerne, der siger, at vores hav risikerer at stige 2-3 m inden 2030. Jeg savner nysgerrighed i forhold til forskerne i Golfstrømmen, der siger, at Golfstrømmen faktisk risikerer at stoppe snart. Jeg ved ikke, hvilke af dem der har ret, men jeg savner et klimasikringsråd, hvor forskellige stemmer har taleret: fra den ene side, dem, der mener, at klimaudfordringerne ikke er særlig presserende, og til den anden side, dem, der mener, at der vil ske meget store forandringer inden for kort tid.

I øjeblikket er jeg selv med til at foranstalte et møde i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvor forskerne fra DMI skal møde iskerneforskerne og Golfstrømsforskerne, netop for at begge parter har opponenter til stede, som har det faglige niveau til at udfordre dem. Den debat vil gøre mig klogere. Det kunne måske være starten på etableringen af et klimasikringsråd, der kan lave kvalificeret rådgivning af os politikere, mens vi går og venter på de næste rapporter fra FN's Klimapanel.

Og ja, jeg ved godt, at de vil sige noget forskelligt til os, og at de vil have forskellige holdninger. Sådan er det altid, når vi lytter til et råd af eksperter, men problemet er ikke, at de i øjeblikket siger noget forskelligt. Problemet er nu, at regeringen efter min mening lytter for meget til dem, der siger det samme. Vi har brug for at lytte til kloge videnskabsfolk, der har det lange lys på. Vi har brug for at blive så realistiske som muligt, når vi ser på, hvad der venter os, når vi lægger planer og finder finansiering til klimasikring.

Den viden skal bruges til to ting. Hvor meget og hvordan skal vi reducere det danske CO2-udslip, som fører til havstigninger osv., for at undgå, at temperaturen stiger for meget? For det andet: Hvordan skal vi håndtere de klimaforandringer og havstigninger, der tydeligvis er resultatet af den måde, vi lever på? Det er den viden, jeg efterlyser at vi kan gøre os klogere på. Det er det, som også gør, at hvis der kommer en samarbejdstekst, som peger hen imod, at vi skal sikre den viden, der er nødvendig, og invitere alle stemmer ind i lokalet, så vil Alternativet da rigtig godt støtte det.

Tak for det brede samarbejde, der er omkring natur, her i Folketinget, hvor jeg synes, at der er rigtig, rigtig stærke stemmer både på den røde og den blå side, som taler den grønne sag, som også er en fælles sag. Tak, formand.

Der er flere indtegnede. Den første, der får ordet, er fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre.

Tak for det. Nu er vi gået i gang spørgsmål her. Tak til ordføreren for det gode samarbejde, det vil jeg også gerne kvittere for den anden vej. Jeg kunne godt være lidt nysgerrig på, hvordan Alternativet står i forhold til det her med rent faktisk at få set på, hvordan finansieringen skal fordeles mellem staten, kommunen og den enkelte borger. Hvor mener Alternativet vi skal finde løsningerne? For det er jo enormt dyrt bare at smide hele regningen ind til staten og måske heller ikke den mest hensigtsmæssige måde at sørge for, at vi får gjort det her på en måde, hvor vi rent faktisk får mest omkostningseffektivt løst de udfordringer, vi står over for i forhold til klimatilpasning. Hvad gør Alternativet sig af tanker på det område?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo altid dødrelevant, hvor pengene skal komme fra, når vi så finder ud af, hvor mange vi skal bruge. Der nævner ordføreren staten, kommunen og borgerne. Der er helt sikkert en fordelingsnøgle. Det her er så dyrt, at det kommer til at ramme os alle sammen. Men jeg synes, vi skal tage en part mere ind: forureneren. I Alternativet går vi ind for, at dem, der har glæde af at lave forureningen, også er dem, der i meget høj grad skal finansiere planen for at dæmme op for de konsekvenser, der er af forurening. Så den fjerde part vil jeg tage med ind, uden at jeg kan lave en præcis fordelingsnøgle lige den her fredag her fra den her stol.

Spørgeren.

Tak, og tak for det. Det er også et enormt komplekst spørgsmål rent faktisk at finde en præcis fordelingsnøgle – det tror jeg heller ikke at jeg selv ville påstå at jeg ville kunne gøre lige på stående fod her. Det er jo lige præcis derfor, vi nok har behov for at få nogle eksperter med ind, der rent faktisk kan hjælpe os til, hvordan vi kan se på det her. Jeg ved, at ordføreren går enormt meget op i vores natur, og hvordan vi passer godt på den, og derfor kunne jeg også godt tænke mig at spørge til, hvordan ordføreren ser, at vi kan sørge for også at få naturen frem i de løsninger, vi finder for klimatilpasning.

Ordføreren.

Det er superrelevant – altså hvordan inkluderer vi naturdesign i diger? Vi kommer til at lave masser af diger og alle typer anlæg, som skal forhindre os i at blive ramt af vandet f.eks., og der skal naturen tænkes ind som design fra starten. Det er alle tiders mulighed for at skabe natur og biodiversitet. Lige fagligt set er jeg ikke den stærkeste til at sige, hvordan det skal gøres, og hvilke planter der lige skal sås på hvad for en jord på det og det dige, men hvor er det da vigtigt med det perspektiv.

Fru Marianne Bigum, SF.

Mange tak, og tak til ordføreren for talen. Jeg tror, ordføreren er beskeden, for jeg ved, at ordføreren ligesom SF synes, vi skal have en flod tilbage i Danmark, som jo vil være en stor del af et klimatilpasningsprojekt, som i høj grad også giver mening for naturen.

Ordføreren bragte selv den her dystre rapport ind omkring Golfstrømmen, som muligvis stopper, og de her forfærdelige konsekvenser ved det. Jeg kan simpelt hen ikke huske det, men ordføreren var mere inde i det end mig, så mit spørgsmål til ordføreren vil være: Hvad er tidsperspektivet, vi risikerer at se ind i, fra de forskere på den?

Ordføreren.

Frit fra hukommelsen antydede forskeren, at Golfstrømmen kunne komme kraftigt ned i tempo, ikke kun i vores levetid, men måske inden for 10-15-20 år. Det var ikke et scenarie, hvor han gik ud og sagde: Sådan bliver det hundrede procent sikkert. Men det var et scenarie, som var udregnet i et meget, meget stort videnskabeligt projekt, og som fik anerkendelse fra internationale forskere. Men for at svare præcist på spørgsmålet rykkede det lige præcis lige pludselig den mulighed, at der kunne ske noget alvorligt med Golfstrømmen med medfølgende meget, meget store konsekvenser for det danske klima, helt tæt på. Jeg tror, det allerværste var sådan et 10-15-årsscenarie.

Spørgeren.

Tak. En anden ting, vi hørte ministeren snakke om, var den her tørke, Danmark faktisk står i, og det er jo også derfor, jeg er glad for, at den her vedtagelsestekst, som vi har lagt frem, nævner netop fødevareproduktionen, som kommer til at være voldsomt udfordret. Jeg ved, det er noget, ordføreren og ordførerens parti også har nogle visioner for, hvordan vi gør i forhold til at klimasikre vores fødevareproduktion med den hastige klimaforandring, vi også ser ind i lige nu.

Ordføreren.

Det om at klimasikre vores fødevareproduktion er jo et stort spørgsmål. F.eks. synes jeg, det er vigtigt, at vi beholder dansk jord på danske hænder. Det er ét spor at gå ned ad. I øjeblikket er vi ved at sælge ud af vores jord. Der er åben ladeport. Internationale kapitalfonde kan købe lige så meget, de vil, af vores jord. Den produktion kan blive meget, meget vigtig her i Danmark, efterhånden som tørken rykker tættere på fra syd, hvilket den jo gør. Den produktion af fødevarer på vores jord kan blive endnu vigtigere, end den er i dag, og jeg synes, vi skal beholde kontrollen over den, sådan at det ikke er kinesere, der producerer til det kinesiske marked, eller Putin, der producerer madvarer til soldaterne i sine krige. Det er ét svar på spørgsmålet.

Tak for det. Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. For lige at følge op på det med fødevareproduktionen kan jeg som Danmarksdemokrat sige, at man kan lade være med at gøre produktionsjord til jernmarker, man kan lade være med at plante skov steder, hvor man måske kunne lave majs eller springbønner, eller hvad man nu ellers kan fodre med, når jeg engang er gået bort. Så der er masser af ting. Det var bare en biting, for det er det, der hedder en direktør i fodbold. Men der er nogle andre problemstillinger. Man kan godt forledes til at tro, at så skal det her med diger og klima fylde meget, men man bliver også nødt til at have den hårde debat over for dem, som går ind for biodiversitet. For hvis du bygger et dige, er der f.eks. strandengområder, hvor man bliver nødt til at sige, at det jo risikerer at dø nu. Der er også områder, som man lige nu blæser op til himlen, som også kan blive noget, som vi vil komme til at ofre. Det er derfor, at vi skal have eksperter ind, altså for at vi får alle vinkler ind, så vi som samlet Folketing kan tage en voksen debat med danskerne og siger, at det kommer til at koste alle, også dem, der er vilde med strandenge, for de risikerer altså også at forsvinde.

Ordføreren.

Klimasikring og sikring mod oversvømmelser har en miljømæssig konsekvens. Det er vi bare nødt til at forstå. Hvis vi er nødt til at bygge et dige på en strandeng fyldt med bevaringsværdige orkidéer og vandsalamandere, og det er nødvendigt for at undgå oversvømmelser af en by, altså bydende nødvendigt, kan vi overveje at gøre det, de gør i Norge, hvor du, hvis du ødelægger en kvadratmeter, skal genskabe en anden. Det er faktisk et forslag fra Norges grønne parti, som jeg har tænkt mig at løfte ind i det danske Folketing. I det hele taget i Danmark med vores lille land og så lidt natur tilbage, hvis vi ødelægger en kvadratmeter, skal vi genskabe en anden. Hvis vi ødelægger naturen for en kvadratmeter, skal vi genskabe den samme naturværdi et andet sted.

Spørgeren.

Der er jo slet ingen tvivl om, også når jeg driller ordføreren med, at han er helt afsporet politisk, at jeg på mange områder ser ordføreren som en ekspert, og jeg kan så håbe, at man, når man planter 1 m² jernmark, sørger for, at man har produktionsjord et andet sted. Det er jo et godt bytteprincip, og det synes jeg jo man kunne udnytte på mange områder, også fordi alle danskere jo skal kunne rummes i det her, og det er om ikke andet så i hvert fald væsentligt i forhold til det med et 100-årigt perspektiv, for gud forbyde, at det er Socialdemokraterne, der kommer til at bestemme i de 100 år. Det kan jo være, at der kommer regeringer med lidt mere sund fornuft og lidt mere føling med danskerne, som de er flest.

Ordføreren.

Jeg kan godt lide princippet, vil jeg sige til hr. Kim Edberg Andersen, at man genskaber det, man ødelægger. Og hvis man ødelægger 1 m² konventionelt landbrug med en solcelle, ville jeg meget gerne bytte det til 1 m² regenerativt landbrug, permakulturlandbrug – noget andet end det her sædvanlige konventionelle landbrug. Jeg ville nok sige: Lad os prøve at finde nogle af den type landbrug, som bygger jorden op.

Så kunne vi ikke trække den længere trods den hektiske aktivitet for at finde en ny tekst. Tak til ordføreren for Alternativet. Nu er det miljøministeren, der er på talerstolen.

Mange tak for det, formand. Jeg vil godt takke ordførerne for en, synes jeg, meget, meget god debat. Vi er kommet vidt omkring, men det er også store udfordringer og store problemer, vi står over for. Jeg har registreret, at ordførerne med stærk vægt har fremlagt, hvor travlt vi har, og det er en dobbeltsidet ting, for vi har travlt, og der skal tænkes langsigtet, og vi skal i øvrigt kunne begge dele. Vi har travlt med at få gang i og få større hastighed med hensyn til digerne og på beskyttelsen, og så skal vi også samtidig tænke langsigtet, og vi skal endda tænke så langsigtet, at det kan være, at det, vi bygger til i morgen og til det næste årti, holder i nogle årtier, men så kan det være, at vi i øvrigt så skal bygge ekstra meget mere beskyttelse op. Det er den kæmpe udfordring, vi står over for.

Så har der været en del diskussioner her i Folketingssalen i dag om, hvordan vi bedst bruger den stærke viden, som vores eksperter har her, og det glæder mig, at vi har sådan en debat, for det betyder, at Folketinget har en kæmpe interesse i at agere på viden og agere på nyeste forskning og agere på inddragelse og offentliggørelse, agere på den offentlige debat og den forskningsbaserede viden om, hvad der er behov for, når vi står over for sådan en kæmpestor opgave. Det glæder mig meget, at det er et af de elementer, som har fået så meget plads i dag.

Som det også fremgår af debatten, er det ikke sådan, at man kan bede om at få et enkelt svar på alt. Den øverste ekspertise er pr. definition, når det er forskning, ikke enige om, hvad det er for et scenarie, der er det rigtige, hvilken løsning der er den rigtige. Det gode ved den forskningsbaserede tilgang, den vidensbaserede tilgang, er, at man videnskabeligt skal bevise, at man står på fast grund, når man så lægger tingene frem. Og det kan være, at der er flere forskellige løsningsmuligheder, det er der helt sikkert, til den her kæmpestore opgave, og her har vi brug for den viden, der skal til. Det er noget af det, vi lige har drøftet her blandt ordførerne, også lidt uformelt, som ordføreren også var så venlig at oplyse om, altså om vi kunne finde en tekst, hvor vi faktisk beskrev, hvordan sådan et arbejde præcis skulle laves. Jeg har også noteret mig det store ønske, der er fra ordførerne om, at det ikke bare er sådan, at man lukker sig, regeringen, flertallet og oppositionen, men at man prøver at mødes og prøver at drøfte tingene. Det er sådan set også det, vi har forsøgt at bruge dagen på i dag. Det er også det, en forespørgselsdebat som den her har som formål. Nå, men vi må se, hvordan det vil gå med det.

Så er der tidsaspektet i forhold til at komme i gang, og i oppositionens forslag var der noget med, at eksperterne skulle have 1 år. Der kan jeg sige, at det ikke er sådan, at vi fra regeringens side planlægger, at der skal gå 1 år, før vi starter på forhandlinger med Folketingets partier om klimatilpasningsplan 2, som er den plan, som skal ruste os i forhold til kystbeskyttelsen af Danmark, som er det vigtigste i den plan. Det drejer sig ikke om Vestkysten, men resten af Danmarks kystbeskyttelse.

Jeg ved godt, at der også har været debatter her i løbet af formiddagen, om ikke bare vi kunne finde de penge lige hurtigt. Det er jo sådan, at vi finder penge hurtigt til de årlige investeringer, de årlige ekstra tilskud, som jo netop bliver til gode projekter. Jeg nævnte projektet i Stevns, og vi har også hørt om projektet på Rømø fra Moderaternes ordfører, og som jeg også så her for ganske nylig. Jeg må også være ærlig at sige, at der jo er nogle projekter, som ikke er blevet til virkelighed, på trods af at der er et stort behov, og vi er nødt til lige at nævne problemet oppe på det nordøstfynske område, Kertemindeområdet, som havde en stor oversvømmelse og havde nogle store planer for at beskytte, men som årene gik, blev utilfredsheden større og større med finansieringen, ejerskabet og konkrete elementer i i kystbeskyttelsen, så det endte med, at man i Kerteminde simpelt hen havde en folkeafstemning, og det viste sig, at der blev stemt nej til kystbeskyttelse.

Det betyder så, at nu har vi en situation, hvor området er fuldstændig blåt i oversvømmelse, hvis man kigger på DTU's kort, som der henvises til her, og det er jo ikke holdbart for nogen. Det er godt at inddrage, og hvis man har lavet et forkert projekt, skal man lave et rigtigt projekt. Det, der er status nu og her, er, at der ikke er arbejde i gang med kystbeskyttelse i de områder, som ellers har været udsat og vil være meget udsat fremadrettet.

Når jeg så siger handlepligt, betyder det også, at vi som Folketing, som nation må påtage os, at ja, vi skal have en dialog, og vi skal have de bedste løsninger og inddragelse, og det er det, vi kan høre, man er meget optaget af, for så får man folk med på det. Men vi skal altså ikke have, at der er en eller to eller tre, der kan spænde ben – og nu er jeg kommet videre fra eksemplet i Kerteminde – men det skal vi altså ikke have. Vi har også nogle eksempler på kommuner med meget store og vigtige projekter, som ligesom snubler og ikke kan komme ud af startblokken, og det går ikke. Derfor er status for de mere end 30 projekter, konkrete projekter, som vi fælles her i Folketinget har givet støtte til, op til de her 40 procents støtte, at de færreste, jeg mener, det var seks eller syv af dem, som nu er færdige, og resten er i gang med at blive til virkelighed, men det går altså for langsomt med det. Så det er også et element.

Men disse store milliardbeløb kræver åbenlyst, at vi finder plads til at investere i alt det andet, vi også skal investere i her i Danmark, og det er det, vi vil beskrive i den økonomiske plan. Jeg har godt noteret mig den diskussion, der var omkring, hvad var nr. 1-2-3-4 i den plan der, og det skal jeg overhovedet ikke blande mig i. Men jeg tror måske, hvis man ser de helt store linjer i den økonomiske plan, at meget skal fortsætte, men der er også nogle nye udfordringer, og de nye udfordringer er, at der skal investeres langt mere i forsvaret, og der skal også investeres langt mere i klimasikring af Danmark. Det er de to nye ting, vi skal finde rum til. Så er der også politiske prioriteter, alle mulige andre, der er vigtige i de økonomiske planer, som vi jo løbende har i Danmark. Men det er de to nye store elementer, der skal finansieres.

Når vi har den økonomiske plan, vil regeringen også kunne præsentere vores klimatilpasningsplan 2, hvor vi kan se økonomien i det, hvordan pengene skal kunne investeres, uden at det går ud over vores samfundsøkonomi og vores økonomiposter. Og så vil vi selvfølgelig invitere Folketinget bredt, og så er det regeringens opgave at sikre, at Folketinget også får den faglige rådgivning, som er af både DMI, altså vores klimarådgivere, men også af et bredt felt af de meget dygtige uafhængige forskere. DMI arbejder jo også forskningsbaseret og fagligt, for det er jo ikke sådan, at deres konklusioner på nogen måde er blevet dikteret politisk, men jo bredere et felt, vi har for at kvalificere debatten, jo bedre er det, og vi må så finde modeller for, hvordan vi gør det. Det er noget af det, vi har forsøgt at bruge lidt energi på her.

Men foreløbig siger jeg tak for en, synes jeg, meget, meget god og spændende debat, og jeg ser meget frem til, at vi kan fortsætte den her debat, men fortsætte den i et reelt forhandlingslokale, hvor man reelt bygger en klimatilpasningsplan op, som giver svaret på det store, store arbejde, der er med at kystsikre vores nation. Tak for ordet.

Der er en enkelt indtegnet, frøken Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti.

Tusind tak, og jeg vil faktisk stille ministeren det samme spørgsmål, jeg stillede sidste år, da vi diskuterede det. For jeg fik ikke et klart svar sidste år, så nu krydser jeg fingre for, at det bliver i år.

Ser ministeren naturgenopretning og store naturgenopretningsprojekter som en del af løsningen, når vi skal lave en klimatilpasningsplan, så vandet har sikre steder at komme hen, og så vi tænker naturbaserede løsninger med ind i det?

Vi har jo i Danmark også nogle direktivforpligtelser og nogle kæmpenaturproblemer og en biodiversitetskrise, og det ville jo være oplagt, at man tog det med, når man snakker klimatilpasning. Så det vil jeg høre ministeren om.

Ministeren.

Jeg kan godt huske, at der blev stillet et spørgsmål sidste år, og jeg husker også, at der kom et meget godt svar, men det kan være, at man fra ordførerens side ikke er helt enig.

Men det er en helt oplagt fejl at begå, hvis man ikke ser det her med ind. Vi kan jo se på nogle af de andre lande i Europa, som f.eks. har haft alvorlige ødelæggelser fra store regnskyl – vi kan måske huske billederne med floder og mudderskred m.m., hvor det var fuldstændig ødelæggende – og en af årsagerne til, at man har haft det, er, at man har bygget befæstet og brolagt med asfalt osv., og naturen, med dens store vandtilbageholdende egenskab, har man så glemt. Det er så en af grundene til, at der har været ødelæggelser, og det er vi jo selvfølgelig nødt til at lære af.

Vi har jo ikke de store bjerge i Danmark, men vi kan jo også se, at vi her har erfaringer med, at vandet, når det presser sig på, så har en meget, meget voldsom kraft, især når det både kommer inde fra vores åer og ude fra kysten.

Spørgeren.

Tusind tak. Tak for et positivt svar og tilkendegivelse. Det andet spørgsmål har jeg stillet regeringsordførerne, og det er om den der samlede økonomiske plan, som der bliver arbejdet på, og som – det hører vi ministeren sige – ligesom er en forudsætning for at komme igennem med det her arbejde.

Kan vi komme lidt tættere på, efter hvilken sommerferie det er vi snakker om at den skal være færdig, altså hvor lang tid der kommer til at gå? Jeg tænker nemlig, at det er en stor opgave, altså hvad ministeren tænker er realistisk eller ikke realistisk, og jeg ved godt, at svaret forpligter, så hvad er et bedste bud for, hvornår vi ser den her plan?

Ministeren.

Det vil jeg meget gerne svare på. Altså, efter sommeren er jo den her sommer, og det tror jeg også ordføreren var med på. Det er jo sådan, at man regner på og spiller ind, hvor mange penge der skal bruges til hvad, og de to voksende poster – forsvar og klimasikring – er jo noget af det, vi skal have fundet plads til og have fundet et troværdigt og godt svar på, og det er jo sammen med meget andet noget af det, som gør, at Danmark har en triple A-markering.

Vi har tre A'er ud for vores land – det er der mange lande der ikke har – og det er jo enormt vigtigt for vores renter og for vores mulighed for at optage lån og andre gode ting, at der er troværdighed om Danmarks økonomiske politik. Og det er bl.a. også baseret på, at der er nogle gode, troværdige og store, store planer for, hvordan vores økonomi udarter sig i de kommende mange år.

Fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre.

Tak for det. Det her er jo et enormt vigtigt emne, som optager mange af os her i Folketinget, men som jo også er enormt komplekst og har mange aspekter. Vi ser, at vandet kommer fra oven, fra siderne og nedefra, og det gør jo, at det også kan være enormt svært at vurdere, hvad det er det rigtige, og hvad der er det forkerte at gøre.

Jeg tror, vi alle sammen har siddet og været ret bekymrede for, hvor hurtigt klimaforandringerne er kommet, og hvor hurtigt det også har kunnet ses og mærkes i Danmark og jo også for danske husejere og sommerhusejere rundtomkring i hele landet. Nogle gange er det jo også store værdier, der går tabt, både for os alle sammen fælles, men også for enkeltpersoner.

Der har tidligere været rejst en debat omkring forsikringsmarkedet inden for de her meget store hundredårshændelser, som vi indtil videre har kaldt dem, men som fremover jo nok kommer oftere. Er det en diskussion, som ministeren også ville have lyst til at gå ind i? Jeg er med på, at det ligger på erhvervsministerens ressort, men vi har jo et ønske om at finde nogle fælles løsninger på det samlede spørgsmål omkring klimatilpasning.

Ministeren.

Det er klart, at jeg har mødtes flere gange med forsikringsbranchen, og de kan jo bare se, at hvis det er sådan, at man på et tidspunkt ender med ikke at kunne forsikre et hus eller en bolig på grund af de her ting, så vil værdien af den bolig nærmest være fuldstændig væk, altså hvis de siger, at de jo ikke kan forsikre noget, hvis det kræver en så høj præmie. Så derfor er deres indvending, at vi er nødt til at tage det alvorligt.

Der findes jo de her stormflodshændelser, som er under Erhvervsministeriet, så det har jeg også tit samarbejdet med erhvervsministeren om. Det er vi også i gang med at kigge på sammen, men selvfølgelig skal Folketingets partier også nok inddrages i det, for at sikre os i forhold til de der 20-årshændelser, som er forudsætningen for at komme under den ordning. Hvis de kommer meget, meget oftere, er vi også nødt til at se på det; så er det heller ikke længere en 20-årshændelse, som fru Katrine Robsøe jo nævner. Derfor er det også et element. Altså, hele forsikringssituationen er et vigtigt element.

Spørgeren.

Tusind tak for det. Det vil jeg personligt og Radikale Venstre i hvert fald glæde os rigtig meget til også at arbejde videre med. For jeg mener, at det faktisk siger ret meget om den balance, vi skal finde, i forhold til hvor pengene til forskellige udbedringer skal komme fra og hvem der har ansvaret for at finansiere hvad, og også i forhold til at man også som enkeltperson og ejer af værdier rent faktisk investerer i at beskytte dem.

Når vi nu skal beskytte dem, er en af de ting, der i hvert fald ligger på ministerens område, jo det her med at tænke natur ind i f.eks. kystbeskyttelsen. Kan ministeren sætte lidt flere ord på, hvordan ministeren ser at det arbejde skal forme sig?

Ministeren.

Der er faktisk nogle muligheder, som jeg mener vi slet ikke er nået i mål med endnu. Der er nogle muligheder for både at give bedre natur og faktisk også kultur, altså det vil sige også den menneskelige udfoldelse, i nogle områder, som vi i dag ikke rigtig får nok gavn af.

Så det er ikke kun det, man måske tænker, nemlig at det bare er nogle meget, meget høje diger, der skal ødelægge al natur, al kultur og alt friluftsliv. Det kan godt gøres på en måde, som er langt bedre, og man er faktisk i gang. Hvis man tager ned til Køge Bugt-området, har de der de første eksempler på noget, de har gjort, og som jeg synes er meget imponerende, og de har planer om mere. Det er bare et eksempel, som jeg lige sådan kan huske, hvor naturen og den menneskelige udfoldelse får bedre vilkår. Det må være noget af den vej, vi skal gå.

Tak for det. Der er en enkelt spørger tilbage. Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Nu kan jeg høre, at det har været en god ting, at ministeren har fået nogle gode spørgsmål fra venstrefløjen om, hvordan vi gør det her bedre, men der er jo andre ting, vi er i gang med. Vi er i gang med at skulle plante skov på 25 pct. af Danmarks areal, og der skal være 10 pct. med solceller, og nu har vi en anden 100-årsplan her. Man kunne jo godt tænke tingene sammen. Man kunne jo lade være med at ødelægge landbruget ovre i Jylland, som jeg hører fra venstrefløjen at vi faktisk også skal bruge, for når de her klimaforandringer kommer, skal vi til at producere mere mad. Og det hænger jo dårligt sammen med solceller. Men Danmarksdemokraterne er jo et løsningsorienteret parti, så jeg tænkte: Kunne man ikke tænke sig, at man begyndte at sætte det her kystnært? F.eks. oppe langs kysten her på Sjælland er der jo masser af plads nu, kan man sige, og så kunne man begynde at bygge længere inde, så sommerhusene bare ligger længere inde. For solceller kan faktisk holde til at blive oversvømmet, altså ikke selve transformatorstationen, men selve solcellerne vil jo godt kunne holde til at blive oversvømmet.

Til det der med at tænke lidt langsigtet vil jeg sige, at selvfølgelig meler jeg min egen kage i forhold til det med solcellerne, men nogle gange hjælper det at sætte fingeren på det ømme sted og provokere lidt for at finde en løsning. For når vi planlægger, hvad vi bygger, og hvad vi gør rundtomkring, er virkeligheden jo nok, at vi bliver nødt til at have en zone et eller andet sted, hvor vi siger, at om 100 år skal man nok ikke forvente, at det er der, vi bygger en lokal skole eller en produktionsvirksomhed – altså, at vi allerede nu begynder at tage langsigtede træk, også i forhold til planloven, for at sikre os. Til nogle kommuner kunne man sige, at man helst så, at kommunen om 100 år havde flyttet sig, sådan at byen måske lå 15 m længere væk, end den gjorde tidligere. Kunne det ikke også være noget, man allerede nu begynder at tænke ind?

Ministeren.

Jeg opfatter pointen med solceller som sådan en provokation og ikke som et reelt forslag, for jeg kan ikke forestille mig, at vi skal bygge solceller ude på Danmarks kyster. Jeg er ikke tilhænger af at plante kysterne til med solceller.

Jeg mødes af og til med Lollands dygtige borgmester, som kæmper og gør det godt for Lolland, og nu er der faktisk endelig kommet vækst på Lolland, ikke mindst takket være Femernforbindelsen, men også Vestas, og det er virkelig positivt, at der sker noget godt på Lolland. Det, han siger til mig, er: Hvor er de steder, folk godt vil bygge? Det er på kajen i Nakskov, direkte ud til Nakskov Fjord. Han er jo så glad, for det er meget, meget længe siden, at der for alvor har været store investorer, men de er jo nødt til at investere på en måde, sådan at det, de bygger der, er klar til den nye virkelighed – om det skal være på søjler, eller hvordan det skal være. Det skal være noget, hvor man kan håndtere, at der kommer de her voldsommere vejrhændelser. Det jo så det, de skal gøre, når de bygger der.

Spørgeren.

Hvis ministeren så flytter sig til, at det ikke kun er ved kysterne, de her jernmarker skal være, men faktisk over hele landet, er det lige før, man som danskerne er flest bliver danmarksdemokrat, for de her jernmarker skal jo ikke være nogen steder. Det er jo rart at høre, at ministeren er gået med til, at der i hvert fald er en kystzone allerede nu, hvor ministeren er blevet danmarksdemokrat. Det er rart. Men i forhold til det her med, at man vil bygge ved vandet, er det jo en problematik, for det vil rigtig mange mennesker. Du kan spørge en hvilken som helst ejendomsmægler i Danmark, og vedkommende vil sige, at hvis der er noget, der er nemt at sælge, er det der, hvor man kan se på vandet.

Så er det jo også sådan, at lige nøjagtig i forhold til Lolland er det jo fantastisk tillokkende, når man nu endelig kan få folk til at bygge og de gerne vil ud til vandet – så siger man jo ja. Jeg ved, at i Rebild Kommune har vi gjort det samme; vi har dybest set bygget nede i en sump, for det var der, hvor priserne var høje. Og det er rigtig træls nu, når vi skal til at betale for at dræne det i resten af kommunen, fordi ministeren fik den brillante idé. Men virkeligheden er jo, at vi både skal have fat i lokalpolitikere og lokalplanlæggere i forhold til at italesætte det. Nu har vi 100 år, og der tænker jeg, at vi simpelt hen skal til at flytte danskerne hen til at have en bevidsthed om, at der er steder, hvor vi ikke bygger – det er ikke der, vi lægger bygningerne – på trods af at det kan være attraktivt lige i momentet og der, hvor man kan få pengene for det.

Det er en træls snak at tage, især for Lolland, og Lolland – jeg har også set kortene – er jo helt væk på nogle af de kort. Det er jo en træls snak, men er det ikke en nødvendig snak?

Ministeren.

Jo, det er jo det, det er. Vi skal i hvert fald sikre os, at hvis man vil bygge ved kysten – og det vil man godt; det kan vi jo se – skal der stilles krav. Og det er rigtigt – det er jeg fuldstændig enig i – at det er der, der er de store projekter, især fordi det tidligere ofte var industriområder ude ved vandet og ude ved de små havne og de mellemstore havne og også nogle gange de store havne. Det er der, hvor der er interesse i at få bygget boliger. Det er jo vidunderligt og skønt, i forhold til hvad det har betydet for mange provinsbyer og også inde i landet, ikke kun i havnebyerne, sådan som det blev nævnt her. Så det er jo skønt, og det har betydet, at det er et dejligt liv, man kan leve der.

Men vi er nødt til at stille nogle hårde krav. Når man skal bygge der, skal der stilles krav. Jeg var i Nyborg og se, hvordan de havde bygget på nogle pæle for netop at være sikker på, at de kan håndtere høj vandstand og de her flere stormfloder i årene fremover. Og det er noget af det, som vi må lære af, og som vil stille nogle konkrete krav. Så bliver det dyrere at bygge der, men så kan det også blive stående, når vandet kommer.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Jeg forstår, at Folketingssalen i dag lidt er sådan et arbejdende maskinrum. Det er sjældent, det er sådan, og det er jo en kæmpe fornøjelse når det er sådan, at man prøver at arbejde sine tekster sammen, så man kan komme ud med en fælles stemme om en vigtig ting. Derfor skal vi holde ministeren på talerstolen, så han kan læse den tekst op, der forhåbentlig er ved at blive fabrikeret. Det vil jeg meget gerne bidrage til, men jeg vil ikke bare spørge, hvad for et fodboldhold ministeren holder med, jeg vil gerne holde mig til sagen.

Det, som har været utrolig vigtigt for os, er at få nogle stemmer ind. Jeg synes ofte, der har været refereret – også når vi har debatteret det her med klimaministeren – til de samme stemmer: Det er altid DMI, FN's Klimapanel osv. Når der nu er flere og flere rigtig stærke internationale stemmer, som kommer med nogle helt andre meldinger og i hvert fald chokerer os i Alternativet med at sige, at havet risikerer at stige i 2-3 m i vores århundrede, og at Golfstrømmen risikerer at stoppe meget hurtigere, end vi troede, anerkender ministeren så, at der under alle omstændigheder for en sikkerheds skyld er brug for at tage de stemmer ind i lokalet og måske lytte til en bredere kreds end dem, som vi foreløbig baserer vores klimasikringspolitik på?

Tak til hr. Torsten Gejl og Alternativet for at holde sig til emnet. Det er jo vigtigt i den her debat, hvor vi stadig væk forsøger at træde lidt vande og få en tekst, så vi kan få det gennemført. Og så har jeg vist også brugt 15 sekunder til fordel for ministeren. Men nu får ministeren ordet.

Tak. Nogle gange har vi debat her i Folketingssalen om, hvorvidt der egentlig sker noget her i salen, og om vi lytter til hinanden. Dem, der fremfører, at der ikke sker noget, er ikke til stede lige nu her, desværre, for det ville da være helt oplagt for dem at opleve, for det er ikke noget, man lige oplever så tit, det her. Vi prøver i hvert fald at gøre, hvad vi kan for at lytte til hinanden og prøve at komme hinanden i møde og måske endda også prøve at blive enige. Så det må vi forsøge.

Til det konkrete spørgsmål fra hr. Torsten Gejl vil jeg sige, at faktisk har jeg – efter hvad jeg har noteret fra den debat, jeg har fulgt med i i løbet af de seneste timer her – mødtes med alle og har inviteret dem. Det er jo et stort privilegium enten som folketingsmedlem eller som minister, at det tit er sådan, at når man ringer eller får skrevet til nogle af de førende eksperter, vil de gerne komme ind på ens kontor og redegøre for deres syn og deres anbefalinger. Det gør jeg meget brug af, og det ved jeg at mange partier – jeg tror næsten alle ordførere – også gør brug af. Jeg har faktisk på mit kontor haft, tror jeg, samtlige af de eksperter, der har været nævnt i dag. De har været på mit kontor for nylig til en grundig debat om, hvordan de ser problemstillingen, og hvad deres anbefaling er. Det skal vi jo sikre ikke kun bliver sådan fra tue til tue, men at det bliver noget, hvor vi får sikret, at vi får samlet den viden ind, så vi kan træffe beslutninger på et så oplyst grundlag som muligt.

Spørgeren.

Tak. Jeg synes faktisk, det der med, hvordan vi håndterer og bruger eksperterne, er relevant. Jeg har ofte været til en eksperthøring, fordi jeg måske har indkaldt til samråd eller udfordret en minister, og ministeren har så sagt, at vedkommende nu stiller en ekspert til rådighed, som man kan lytte til. Oftest er det faktisk på et niveau, der sætter mig af. Oftest er den ekspert faktisk så dygtig, at jeg meget tidligt bliver en dårlig opponent, fordi jeg mangler faglig viden. Derfor sætter jeg pris på at se eksperter snakke med hinanden. Det er der, jeg bliver klogere, for jeg har simpelt hen ikke den viden, der skal til for at udfordre den enkelte, men de kan udfordre hinanden. Det er dér, jeg synes, det bliver spændende. Det er også derfor, jeg prøver i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet at samle eksperter fra DMI og iskerneeksperterne og Golfstrømseksperterne. For de kan udfordre hinanden, og så kan jeg som politiker prøve at tage essensen ned. Det er også derfor, jeg peger på et bredt råd af eksperter, der måske kan blive til et kommende klimasikringsråd.

Ministeren.

Den pointe er jeg meget, meget glad for kommer. Nogle gange, når man læser og følger debatten i aviser og i medier generelt – og også nogle gange debatten i Folketinget, må jeg nok være ærlig og sige – kan det godt lyde, som om, der var eksperter, der sagde sådan, og at det gjorde de ikke en til en. Nej, for der er også eksperter, der mener det modsatte eller har en anden holdning, og det er så heller ikke en til en. Derfor er vores opgave ikke at sige, at der er en ekspert, der skal diktere alt; vores opgave er at sikre, at eksperterne bliver lyttet til. Dem bliver man klogere af at lytte til, når de så taler sammen, og så må vi jo politisk tage ansvaret for at afgøre, hvad vi så kan finde midler til eller vil gøre politisk ud for den debat, der er mellem de eksperter.

Så er det fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Man skal jo komme venner til undsætning, og man kan have regeringen en lille smule mistænkt for at trække store bededag lidt ekstra i dag, når man sidder her på store bededag og skal have tiden til at gå og skal debattere trivsel lige om lidt. Men det må jeg jo lade ministeren svare på.

Jeg er lidt nysgerrig på noget i den her klimadebat. Som gammel socialordfører på området tænker jeg på, at der jo kan sidde nogle udsatte borgere, som måske ikke har muligheder for at klimasikre. Hvad vil ministeren gøre for at hjælpe lige nøjagtig den gruppe af borgere med at løse opgaven?

Ministeren.

Det er jo relevant, og det rammer direkte ned i noget, vi har brugt en del energi på i dag, nemlig hvem der skal betale den regning. Nogle gange kan det i debatten godt lyde, som om at dem, der har råd til at bo helt ude ved vandkanten, ude på Strandvejen, eller hvad man nu siger, må være meget velhavende, for det er jo de dyreste huse, der ligger derude, så de skal betale det hele selv.

Hvis vi ser på de klimafremskrivninger, vi har, og de risikoscenarier, vi får udarbejdet, så kan vi se, at man ikke kan sige, at det ud af de mange boliger, som ligger udsat, og som jo vil blive skyllet væk, kun er den øvre kvartil, eller at det kun er dem, som ikke har nogen sociale eller økonomiske problemer, der bliver ramt. Det er jo derfor, at vi indtil nu har haft den ordning, at vi kan give støtte på op til 40 pct. til lokale klimasikringsprojekter. Samfundet, fællesskabet, giver 40 pct., og så giver kommunen skråstreg beboerne resten. Jeg tror altså, vi skal have sådan et miks i finansieringen, hvor beboerne giver noget – det er deres værdier, vi beskytter – men hvor samfundet altså også er med til at betale for sikringen. Det er jo hele Danmark og typisk et stort bagland, som også er med til at beskytte.

Hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne.

Jeg vil jo heller ikke holde mig tilbage, når nu der er så stor en spørgelyst, og være den eneste i salen, der ikke har stillet et spørgsmål. Nej, det tror jeg ikke jeg er endnu.

Derfor tænkte jeg, at jeg ville spørge til ministerens oplevelse her på det sidste. Jeg kan huske, at vi for en små 14 dages tid siden var på et fælles besøg på et naturprojekt på Rømø. Det var et fantastisk naturprojekt på adskillige hektarer, hvor der er lavet fugleskjul og det hele. Det naturprojekt udspringer i virkeligheden af et klimasikringsprojekt, hvor rigtig gode folk på Rømø er gået sammen om at få finansieret renoveringen af et kæmpedige, Juvrediget. Det er et projekt, der vel havde et samlet budget på omkring 40 mio. kr., men hvor det sideresultat, der kom ud af det, var, at man fik lavet et kæmpehul, fordi man skulle bruge en masse klæg til at lave diget med.

Kan ministeren ikke se en masse mulige naturgevinster i klimasikringsprojekter, netop fordi man kan kombinere tingene, og to og to ikke altid giver fire; nogle gange giver det også fem, og her synes jeg faktisk, at det gav syv, otte, ni, ti stykker? Så kan ministeren ikke følge mig i det?

Ministeren.

Tak for at bringe det konkrete projekt frem i den her debat. Det er nok det, jeg burde have svaret, da jeg fik spørgsmålet fra SF lige før: Hvordan skal man tænke miljø med her? For det er jo et stjerneeksempel på lokal idérigdom i forbindelse med en klimabeskyttelse. Vi skulle have Juvrediget forhøjet og forlænget. Det lykkedes så også.

Den oprindelige idé var jo at køre alt det, der skulle bruges til diget, mange, mange kilometer og selvfølgelig også over dæmningen. Det udleder CO2 og er også til skade for miljøet. Lad os i stedet for få det udgravet der, selv om det var Natura 2000-område og det ikke var helt nemt. Og hvad skal hullet så bruges til? Det skal bruges til at lave en sø og flere områder til padder og til gavn for naturen og de millioner af fugle, som jo raster omkring Vadehavet. Det er en enormt stor glæde for mig at være med til at åbne det.

Min yndlingsfugl er viben – viben, som ellers er en presset fugl i det danske landskab. Vi kunne se viber flakse præcis på det her område, og vi giver bedre muligheder for at få viber dertil for at leve og bygge reder. Det var et enestående flot arbejde. Så jeg forstår godt, at man lokalt er stolt af det, og det er noget, man kan lære af i hele Danmark.

Spørgeren.

Jeg går ud fra, at det er på sin plads at komme med et opfølgende spørgsmål. Når man er i Vadehavsområdet på Vestkysten, ser man de fantastiske diger, der er lavet der for 100 år siden, for 150 år siden osv., for da kystsikrede de allerede på de kanter. Det gjorde også, at man har et ordsprog, der hedder: Den, der ikke vil dige, må vige. Så det vil sige, at hvis ikke man vil kystsikre – hvis vi skal oversætte det til nutidsdansk – så kan man altså ikke blive boende; så må man skride.

Det, der også følger med digerne, er jo nogle græsklædte sider. De græsklædte sider er ikke bare til overs, de bliver faktisk brugt til fødevareproduktion. Den bedste måde at vedligeholde diger på er ved at lade får afgræsse på dem, for de trykker på en bestemt måde; de er ikke for tunge, og de er ikke for lette. Hvis man forestillede sig, at man smed kvæg op på sådan nogle diger der, så ville de træde digerne ned, og så ville de kunne holde. Men får har lige præcis den vægt, hvor de faktisk er sådan specialdesignet til at kunne vedligeholde diger.

Så vil ministeren ikke også anerkende, at det her faktisk ikke er spild af jord, men at det faktisk også er en form for natur, at man kan have dem gående, samtidig med at man virkelig får produceret nogle fødevarer af virkelig kvalitet, som kan købes til høj pris i de lokale butikker?

Ministeren.

Jo, det er jo rigtigt, og det er jo sagen, når vi drøfter klimasikring. Hvis man lige dumpede ned i Folketinget og ikke viste, hvad det var for et land, vi boede i, så kunne man godt tro, at det er helt nyt, og at vi aldrig har overvejet det før. Vi har jo masser af god erfaring med det, og generationer før os i Folketinget har jo arbejdet med det. Og hvis man ser den danske tv-serie »Matador«, kan man jo forstå, at de sønderjyske diger spiller en stor rolle – men jeg tror nok, at det var et skalkeskjul for noget helt andet for den gode folketingskandidat fra Varnæsfamilien.

Men hensyn til hvad vi har lært af digedriften – og det gælder både den sønderjyske, men også den lollandske, som jeg nævnte i min oprindelige tale – er der meget at bygge videre på. Det mener jeg jo ikke vi bør smide ud. Vi bør sige, at det har vi lært af, og spørge: Hvordan kan vi sikre det? Og igen vil jeg sige, at natur og også fødevarer, som der blev nævnt her, er den rigtige vej at gå.

Fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg kan huske for efterhånden nogle år tilbage, hvor vi her i salen også diskuterede klimatilpasning og kystsikring, og hvor vi længe havde presset på, for at der skulle komme et udspil fra regeringen, og der så endelig kom et udspil, men at det var så tyndbenet, at man var nødt til at kalde det 1, altså underforstået, at der kommer flere udspil, og at der kommer flere planer. Dengang spurgte jeg også ministeren, om han nogen sinde kunne huske, om der, når det drejede sig om film, havde været en toer, der havde været bedre end etteren, og jeg håber jo meget, at der her kommer en god toer. For vi har brug for at få klimatilpasset, og vi Konservative er jo kommet med tre forskellige udspil på det område.

Så jeg kunne egentlig bare tænke mig at høre ministeren, om han er kommet i tanker om flere film, eller han eventuelt kan redegøre for nogle album, hvor toeren er bedre end etteren, og dermed give mig en tro på, at regeringens indsats nummer to på det her område bliver bedre end regeringens indsats nummer et på det her område.

Ministeren.

Ja, jeg mener i hvert fald, at »The Godfather« 2 er på højde med etteren, og jeg mener også, at »Tilbage til fremtiden« 2 er på højde med etteren, men ellers er jeg faktisk enig med fru Mette Abildgaard i, at det er etteren, der er den bedste.

Klimatilpasningsplan 1 handlede om det højtstående grundvand – det er vi ved at vedtage i Folketinget – og det er investeringer på ca. 70 mia. kr., altså store, store investeringer til et reelt problem for 450.000 boliger rundtomkring i det danske landskab, plus sandfodringen af den jyske vestkyst.

Klimatilpasningsplan 2 har så fokus på den resterende kystbeskyttelse, og det vil sige de stormfloder, der kommer ind fra syd og øst, og som vi bare ved vil ramme os utrolig hårdt. Så vores mål er, at den skal være mindst lige så ambitiøs og altså være rammen om, hvordan vi arbejder, og det ser jeg frem til at drøfte med Folketingets partier.

Spørgeren.

Meget af det, man lavede i klimatilpasningsplan 1, var jo bare en fortsættelse af, hvad man gjorde i forvejen, f.eks. i forhold til den jyske vestkyst. Der var ikke så meget nyt lige i den del.

Når der nu skal laves en 2'er, kunne man så overveje at se på at undtage de her klimatilpasningsprojekter fra anlægsloven? Det er noget, som bliver efterspurgt af vores kommuner, for det vil gøre en enorm forskel. Det er klart, at når man skal prioritere i dagligdagen og skal vægte mellem, om der skal bygges en ny svømmehal eller idrætsanlæg, som man længe har forsøgt at finde plads til i budgettet i forhold til anlægsloftet, så kan de her klimatilpasningsprojekter være en voldsom investering, f.eks. når der skal bruges en ny pumpe eller andet. Omvendt er det jo relativt afgrænset. Jeg synes jo ikke, vi åbner for et væld af projekter, der er sådan helt ukontrollerbare, ved at undtage lige præcis den her type projekter fra anlægsloven, altså ved at lave en positivliste eller andet.

Nu har jeg simpelt hen talt så længe, at jeg har fået formanden til rejse sig. Så er jeg nok lykkedes med det, jeg skulle.

Ministeren.

Det er en helt reel problemstilling, som skal løses i klimatilpasningsplan 2. Med hensyn til præcis hvordan vi løser det, så arbejder vi med nogle forskellige løsningsmodeller, og jeg glæder mig til at drøfte det med Folketingets partier, for der er andre muligheder end lige præcis undtagelse fra anlægsloftet.

Når jeg mener, det skal ske, er det af de grunde, som fru Mette Abildgaard nævner, men plus en til: Enten kan vi bruge håndværkere, medarbejdere og maskiner til at bygge digerne, eller også kan vi bruge de samme menneskers arbejdstid på at tage ud at reparere det, det er gået galt med, og genopbygge det hele. Så det med at passe på overophedning og det med arbejdsmarkedet er ikke noget argument her. Så vi skal finde en løsning. Vi har forskellige modeller. Vi er ikke færdige med dem; der er en del ministerier, der hjælper os med at se på, hvordan vi skal lave de modeller, men så snart vi er færdige med dem, vil det være et element, vi skal skyde ind i den plan, vi vil drøfte med Folketingets partier. For det er en reel problemstilling, og det er en bremseklods og en reel faktor for, at man ikke kommer videre, at man ikke vil have, at ens anlægsbudget skal sluges af et stort digeprojekt. Det forstår jeg godt, og det skal løses. Det er på tegnebrættet, og det er noget af det, der skal løses.

Så er det fru Christina Olumeko fra Alternativet.

Tak. Bare lige for at spole tilbage til ministerens tidligere kommentar om, hvad der sker her i salen, så vil jeg selv sige, at jeg er en af de kritikere af folketingsarbejdet og den indflydelse, det har, så det gør mig rigtig glad, at der her rent faktisk foregår en forhandling om en tekst; det giver mig klart troen på Folketinget tilbage.

Jeg har også et spørgsmål, og det er så i regi af at være finansordfører. I USA ser vi i vejrudsatte områder, særlig Californien, at forsikringsselskaberne begynder at sige, at de simpelt hen ikke kan forsikre husene længere, og man begynder efterhånden at være bekymret for, at man står i en situation, hvor hele regioner simpelt hen vil være forladte, fordi folk ikke længere kan forsikre deres huse og de derfor flytter og folk ikke gider bygge huse længere i den type områder. Forsikringsorganisationen Forsikring & Pension har advaret om, at det også kunne ske i Danmark, hvis vi ikke får styr på klimasikringen nationalt. Mit spørgsmål til ministeren er, hvad ministerens kommentarer til forsikringsselskabernes bekymringer er.

Ministeren.

Det er lige til den første kommentar: Jeg er også glad for den her proces her, hvis jeg skal forstå det sådan, at det faktisk ser ud, som om det kan lykkes os. Jeg vil så sige, at jeg er lidt nervøs for, at mine kollegaer i regeringen synes, at det her er en ny præcedens, jeg nu skaber, for det kan vi altså ikke gøre ved alle debatter, bare lige i forhold til Folketingets forståelse – det er et kæmpe pres, vores embedsfolk sidder under og koordinerer de her ting. Men nu prøver vi det her, og jeg mener også, det er det rigtige at gøre, så jeg er helt enig i det, der blev sagt først, men det er lidt en særlig situation, vi er i. Nu gør vi det her.

Det er helt korrekt, at Forsikring & Pension, forsikringsbranchen, er dybt bekymret over det her, for de skal jo simpelt hen kunne finansiere og kunne forsikre. Og hvis man så taler med ejendomsmæglerbranchen, siger de, at hvis et hus ikke kan forsikres, så er der ingen chance for, at man kan sælge det hus, så er der ingen værdi tilbage. Der har været debatter, hvor der er nogle, der har sagt, at de skal have et stempel på, at et hus er klimasikret – vi kan godt overveje det og undersøge det, men hvis vi begynder at lave sådan et arbejde, så vil jeg være bekymret for, hvem der så vil købe sådan et hus, der så ikke får sådan et stempel, der hedder, at det her hus også kan stå der om 20 år. Så vores mål skal jo være at sikre, at vi ikke kommer derud, hvor det kun er 10 pct., der har råd til at få sådan et stempel, hvor et hus egentlig er sikret, og det vil sige, at vi så får investeret tilstrækkeligt i at passe på vores boligmasse. Det er jo nogle værdier, nogle økonomiske værdier og menneskelige værdier, for at have et hjem og et hus med sin familie betyder jo alt.

Spørgeren.

Tak for svaret. Det gør mig faktisk rigtig glad, at ministeren har lyttet til forsikringsselskabernes bekymringer. Det er noget, jeg også har beskæftiget mig med som finansordfører. Og der er jo ikke nogen tvivl om, at den bedste måde at undgå, at vi overhovedet havner i den situation, både hvad angår klimasikring, men også private klimaforsikringer, er jo ved at forhindre klimakrisens konsekvenser.

Jeg har egentlig et andet spørgsmål, og det er, om ministeren kunne komme ind på, hvad ministeren selv tillægger af principper for en fordelingsnøgle af udgifterne mellem borgere, kommuner, stat og forureneren.

Ministeren.

Vi forsøger i øjeblikket – i øvrigt apropos debatten om eksperter – at få eksperter til at regne for os på, hvordan man kan lave sådan en fordelingsnøgle. Det er noget, der volder problemer i dag, og det handler meget om, at i forhold til dem, der bor i første række, og dem, der bor i anden og tredje række og måske syvende række, har vi ikke nogen fast fordelingsnøgle. Og der kan vi se, at erfaringen er, at der er mange klager og mange, der er uenige om bidragsfordelingen til det, der så kommer lokalt.

Når der så spørges til det andet, nemlig hvor meget staten så skal løfte af det her, vil jeg sige, at vi, som jeg ser det, i øjeblikket ligger på op til 40 pct. Og så er der den udfordring, at nogle steder ejer staten en del af infrastrukturen, og hvis man skal betale for sin egen infrastruktur, så vil staten jo automatisk betale meget, mens der er nogle andre steder i Danmark, hvor man nok må sige: Jamen vi er kede af, at vi ikke har mere statslig infrastruktur her, så hvorfor skal vi så straffes for, at vi ikke har det?

Derfor synes jeg, at der ikke bare er en størrelse, der passer til alle. Det er noget, hvor vi skal sikre, at der er fremdrift og vi får en beskyttelse, og at der er noget lokal finansiering af de værdier, som man ejer lokalt, og som man dermed også sikrer lokalt. Men præcis det her er noget af den politisk svære ting, hvor vi ikke kan spørge eksperterne, men også må tage et politisk valg. For vi skal jo forsvare over for alle dem, der ikke bor ved kysten, at de skal betale for, at dem, der bor ved kysten, får beskyttet deres værdier. Det tror jeg man er med til at gøre, men selvfølgelig ikke hundrede procent; der må også være noget selvfinansiering.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak for det. I forlængelse af den debat og de drøftelser, der har været undervejs i den seneste debatrunde her, kan jeg nu på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet – så har jeg nævnt alle de partier, der har stået på de to forslag til vedtagelse, som nu er trukket tilbage – fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at klimaforandringerne medfører højere vandstande og voldsommere vejr.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til i forlængelse af de igangsatte initiativer i »Klimatilpasningsplan I« at sætte tempo på klimatilpasningen og sikre de rette reguleringsmæssige rammer og langsigtede

investeringer, så Danmark bliver beskyttet.

Folketinget noterer, at regeringen hurtigst muligt fremlægger en »Klimatilpasningsplan II« med tiltag,

der beskytter Danmark mod oversvømmelser fra havet.

Folketinget opfordrer til, at regeringens plan

indeholder finansiering af væsentlige investeringer samt bedre regulering og organisering af kystbeskyttelsesområdet.

Klimatilpasning bliver en tilbagevendende opgave, så der skal tænkes langsigtet.

Folketinget opfordrer

til, at regeringens tiltag er strukturelle, forebyggende og understøtter, at værdier, infrastruktur m.v.

beskyttes i forhold til konsekvenserne af det forandrede klima.

Folketinget opfordrer regeringen til i indeværende regeringsperiode at påbegynde arbejdet med at

udvikle en langsigtet klimasikringsplan for Danmark. Planen skal bl.a. tage udgangspunkt i viden fra en

bred kreds af forskere. Denne viden deles med partierne. Indholdet drøftes med Folketinget.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 60)

Tak for det. Hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak for det. Jeg synes, det har været en fantastisk proces. Jeg har ikke prøvet noget lignende i de 10 år, jeg har været her, altså at man på den måde kan samles om noget. Og det er jo ikke teksten, der bare er blevet udvandet. Den er jo blevet god; den er blevet langt bedre; den er blevet mere handlingsrettet; den er blevet mere konkret. Og det er en af de vigtigste ting, vi har i vores tid, som vi taler om. Det synes jeg har været enormt positivt.

Før i tiden tror jeg der var mere af den her type arbejde i Folketinget – jeg tror også, det er det, det egentlig er skabt til – hvor alle havde sin pult. Du havde ikke noget kontor; du havde din pult. Det var her, du var; det var her, du sad under debatterne, alle debatterne. Det var her, man kunne mødes i det maskinrum, som en beslutningsproces er.

Så det har virkelig været en fornøjelse, og tak for, at alle har bøjet sig mod hinanden, og at det er lykkedes at få noget, der også er skarpt, på et vigtigt område.

Har ordføreren noget at tilføje til det?

Jeg kan kun tilslutte mig begejstringen og glæden ved, at det er lykkedes med et fantastisk eksempel at sige, at det er det samarbejdende folkestyre. Så nu har vi i hvert fald ligesom lagt skinnerne til, at vi kan komme i gang med nogle gode drøftelser, når der nu bliver tilvejebragt den viden osv., der skal til. Så jeg tror, vi kan sige, at det er endt med at blive en god dag.

Fru Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Jeg vil også gøre det kort. Jeg ved ikke, men det er lidt mærkeligt, for jeg er nærmest ved at tude, men det er nok også, fordi vi har været gang i 6 timer. Jeg vil også virkelig gerne kvittere over for regeringen og ordførerne her også fra de andre partier for, at vi jo i morges startede med at slå på hinanden om alt muligt andet, og så ender vi nu her med at være enige om, at vi skal have en langsigtet klimasikringsplan for Danmark – et enigt Folketing. Det tænker jeg sender et sindssygt stærkt signal til danskerne om, at vi står sammen om at klimasikre Danmark på den lange bane. Det vil jeg takke jer alle sammen for at vi kan blive enige om i dag. Tak.

Ordføreren.

Den takken går også den anden vej.

Tak. Jeg undlader at sige noget til fru Leila Stockmarr om direkte tiltale i denne fredagstemnings gode ånd. Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 20. maj 2025.