B 180 Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en uafhængig privatlivskommission.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 28-05-2025

Fremsat: 28-05-2025

Fremsat den 28. maj 2025 af Helene Brydensholt (ALT), Torsten Gejl (ALT), Christina Olumeko (ALT), Steffen Larsen (LA), Solbjørg Jakobsen (LA) og Alexander Ryle (LA)

20241_b180_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 28. maj 2025 af Helene Brydensholt (ALT), Torsten Gejl (ALT), Christina Olumeko (ALT), Steffen Larsen (LA), Solbjørg Jakobsen (LA) og Alexander Ryle (LA)

Forslag til folketingsbeslutning

om nedsættelse af en uafhængig privatlivskommission

Folketinget pålægger regeringen at nedsætte en uafhængig privatlivskommission, der har det formål at beskæftige sig med udviklingen i overvågning, databehandling og indgreb i borgernes privatliv i Danmark og komme med anbefalinger til, hvordan balancen mellem tryghed, sikkerhed og retten til privatliv bedst sikres i fremtiden.

Bemærkninger til forslaget

Overvågning af borgerne i det offentlige rum er over tid gået fra at være undtagelsen til at blive normen. Den teknologiske udvikling og ønsket om øget tryghed og effektivitet har muliggjort en lang række nye redskaber til dataindsamling og overvågning. Men denne udvikling har ikke været ledsaget af en tilsvarende styrkelse af retssikkerhed og demokratisk kontrol.

I 2025 er der særlig grund til bekymring. Aktuelle lovinitiativer fra regeringen som ændringer af PET-loven, udvidet brug af kameraovervågning i det offentlige rum og logning af teledata peger på en markant forøgelse af statens adgang til data om borgerne - ofte uden konkret mistanke eller samtykke.

Derudover ser vi nu også brugen af ansigtsgenkendelsesteknologi i politimæssig sammenhæng, som udgør en markant ny form for overvågning og et potentielt indgreb i retten til anonymitet og bevægelsesfrihed.

Denne udvikling rejser grundlæggende spørgsmål:

- Hvor går grænsen for overvågning i et demokratisk retssamfund?

- Hvad er balancen mellem den enkeltes ret til privatliv og fællesskabets ønske om at beskytte sig mod ydre farer?

- Hvilke kontrolmekanismer bør beskytte borgerne?

- Hvordan sikrer vi, at teknologisk udvikling ikke bliver til retspolitiske glidebaner?

Forslagsstillerne foreslår derfor, at der nedsættes en uafhængig privatlivskommission, der får følgende til opgave:

- At kortlægge udviklingen i overvågning, databehandling og indgreb i privatlivet i Danmark gennem de seneste årtier - herunder offentlig overvågning, efterretningsvirksomhed, biometriske data, genetiske databaser, datasamkøring og digital forvaltning.

- At analysere de principielle og retssikkerhedsmæssige udfordringer med fokus på borgernes grundlæggende rettigheder, proportionalitet, domstolskontrol og demokratisk kontrol.

- At vurdere, hvordan balancen mellem sikkerhed, tryghed og privatliv kan (gen)etableres, så Danmark forbliver et åbent og frit samfund. At fremme en bred samfundsdebat om digital overvågning og privatlivets grænser i en dansk kontekst, herunder teknologiske muligheder og risici.

- At give anbefalinger til, hvordan Danmark bedst kan sikre privatlivets fred fremadrettet gennem såvel lovgivning som institutionelle rammer og oplysning.

Danmark har - særlig som følge af retsforbeholdet på EU's retsområde - et selvstændigt ansvar for at sikre, at nationale rammer for dataanvendelse og overvågning er baseret på retssikkerhed og demokrati. Med nedsættelsen af en privatlivskommission kan Folketinget tage det nødvendige skridt til at sikre, at fremtidens teknologiske løsninger ikke sker på bekostning af grundlæggende frihedsrettigheder.

Skriftlig fremsættelse

Helene Brydensholt (ALT):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en uafhængig privatlivskommission.

(Beslutningsforslag nr. B 180)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.