Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 163:

Forslag til folketingsbeslutning om national udbredelse af byggelegepladser.

Af Lotte Rod (RV) og Martin Lidegaard (RV).

(Fremsættelse 28.02.2025).

Ønsker ordføreren for forslagsstillerne, fru Lotte Rod, at give en begrundelse for forslaget? Det gør ordføreren. Værsgo.

Tak. I Danmark har vi opfundet to helt særlige ting, højskolerne og byggelegepladserne. Berlingske skrev i 1959, at byggelegepladserne er Danmarks største bidrag til verdenspædagogikken siden Grundtvig.

Alle her på Christiansborg er enige om, at børn skal være mindre på skærm, men hvad skal de så lave? De skal have byggelegepladser, fordi det er det fedeste sted at være barn. Verdens første byggelegeplads åbnede i 1943 i Emdrup. I dag er der ikke ret mange tilbage, og det skal vi gøre noget ved, for på byggeren er børn frie. De er sammen med deres venner i stedet for at være hjemme på værelset alene med en skærm. Her vender de med Trivselskommissionens ord blikket udad og udvikler karakterdannelse med selvregulering, vedholdenhed og tro på egne evner.

For på byggelegepladsen har børn lov til at lege risikofyldt uden hele tiden være pakket ind i faldunderlag eller voksnes overvågning. De lærer at være selvstændige. De lærer at bruge hammer og sav og mærke glæden ved selv at skabe ting. De dyrker fantasi og kreativitet. Her kan de også blive fri for ord og bare sidde og nusse en kanin. De kan lære grønne skills om at passe på naturen og dyr, genbruge og reparere. Byggeren giver også de fineste muligheder for inklusion, fordi det ikke er til at se, hvem det egentlig er, der kommer fra specialskolen, når børn bygger sammen.

Byggeren er det fedeste sted at være pædagog, og det kan tilmed gøre det sjovere at være forældre, når man ikke behøver at skynde sig hjem fra arbejde for at hente tidligt, og samtidig er det den stærkeste opdragelse til demokrati og fred.

Så vi skal have byggelegepladser med træ og bål og kaniner og rollespil over hele landet. Det skal være en del af børnelivet i Danmark, at børn i alle byer kan løbe hen til en bemandet byggelegeplads om eftermiddagen og i weekenden.

Tak for talen. Så går vi i gang med forhandlingen, og den første, der får ordet, er børne- og undervisningsministeren. Værsgo.

Jeg er grundlæggende enig med forslagsstillerne i, at det er vigtigt med gode legepladser, hvor børnene bl.a. kan bygge en gokartbane eller få mudder på knæene. Det er vigtigt i en tid, hvor den frie leg er under pres, bl.a. på grund af den nye digitale virkelighed.

Men i regeringen mener vi ikke, at aktiv og fri leg er betinget af, at vi fra nationalt hold etablerer byggelegepladser. Det er en beslutning, der bør træffes i kommunerne og hos de fagprofessionelle i dagtilbud, fritidstilbud og skoler. Dertil er det også værd at nævne, at Radikale Venstre har angivet, at de vil afsætte 100 mio. kr. årligt til en national udbredelse af byggepladser, og som jeg forstår det, skal det finansieres af, at man, som det er beskrevet i Radikales økonomiske politik, vil fastholde nogle lønmodtagere længere på arbejdsmarkedet. Det er også fra vores side et argument for ikke at kunne støtte dette forslag.

Tak for ordet.

Tak for den tale. Der er en kort bemærkning fra fru Lotte Rod fra Radikale Venstre. Værsgo.

Hvad skal der til for at overbevise en socialdemokratisk håndværker om, at byggelegepladser er det fedeste sted at være barn?

Tak. Værsgo til ministeren.

Jeg tror, at den radikale, der stiller forslaget, skal gøre det i en bestyrelse. Det her handler grundlæggende set for os om, at vi ikke mener, at Folketingssalen er det rigtige sted at beslutte, hvilke typer af legepladser der skal etableres i Danmark. Det må være op til kommunal beslutning.

Tak. Værsgo til spørgeren.

I går lavede vi en virkelig god aftale om erhvervsuddannelserne, som jo giver en ordentlig indsprøjtning til kvaliteten i erhvervsuddannelserne. Men næste skridt er jo at få flere unge til at have lyst til at vælge et håndværk, og det er jo for sent, hvis man først sætter ind, når de står lige foran at vælge. Så er ministeren ikke enig i, at det at lave byggelegepladser måske i virkeligheden er den allermest effektive måde at få flere unge til at have lyst til at vælge et håndværk på?

Tak. Værsgo til ministeren.

Jeg ved faktisk ikke, om det vil få flere børn til at gå i den retning. Jeg kan godt huske byggelegepladserne fra min egen barndom i Aarhus. Jeg syntes også, at de var megafede. Jeg syntes særlig, at det var godt, at man kunne komme sådan et sted hen i weekenden. Det var et sted, hvor man kunne møde sine venner.

For mig handler det her ikke om for og imod byggelegepladser. Det handler mere om, om det er en beslutning, vi skal træffe i Folketingssalen, eller om det er noget, man bør diskutere i de enkelte kommunalbestyrelser. Der er vi store tilhængere af det kommunale selvstyre, og vi synes ikke, at det er fornuftigt at afsætte 100 mio. kr. på statens finanser til at finansiere udbredelse af byggelegepladser, måske hen over hovedet på kommunalbestyrelser, der har andre idéer om, hvordan de gerne vil skabe gode børnerum.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til børne- og undervisningsministeren. Vi kan gå videre i ordførerrækken til fru Sara Emil Baaring som ordfører for Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordet til formanden. I Socialdemokratiet mener vi grundlæggende, at spørgsmål om legepladser og byggelegepladser hører hjemme i kommunerne. Hver kommune står med sine egne udfordringer og muligheder, og derfor giver det bedst mening, at de selv vurderer, hvordan børns behov for leg bedst bliver dækket.

Selvfølgelig skal børn have adgang til gode legepladser, hvor de kan bruge fantasien og lege frit, men det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal have en national plan for, hvordan vi udbreder byggelegepladser. Det vigtigste er ikke, hvor mange der findes, men hvor gode de er. Fokus skal være på kvalitet og sikkerhed, tilgængelighed og funktionalitet.

Det er også vigtigt at huske det store arbejde, som det pædagogiske personale i dagtilbud og fritidstilbud allerede gør. De er helt centrale for at skabe rammerne for børns leg og udvikling, og vi stoler på, at de ved, hvordan man fremmer nysgerrighed og kreativitet. Derfor ser vi ikke et behov for, at staten stiller krav om, hvor mange byggelegepladser der skal være.

Til sidst er der også det økonomiske i beslutningsforslaget. En national udbredelse af byggelegepladser vil kræve mange midler. Det er penge, som vi mener kunne bruges bedre ved at sende dem direkte ud til kommunerne, så de selv kan prioritere og vælge de løsninger, som passer bedst lokalt.

Af de grunde kan Socialdemokratiet ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for den tale. Så er der en kort bemærkning til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg er inspireret af, hvor langt vi er kommet med Danmarks mesterskaberne i håndværk, nemlig DM i Skills, som startede som sådan en lille drøm og har fået lov til at blive en gigantisk succes. Er det ikke det samme, vi skal gøre med byggelegepladserne?

Værsgo til ordføreren.

Det synes jeg ikke. Jeg synes, vi ser rigtig mange kommunale løsninger på, hvordan man kan gøre det her. Der er byggelegepladser i nogle kommuner, andre kommuner har makerspaces; der er nogle kommuner, der har åbne håndværker- og designlokaler i SFO-tiden. Der er så mange gode, kreative lokale løsninger, men jeg synes, det er op til kommunerne at finde ud af, hvad der passer bedst til den børnegruppe, som de har.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men skal det ikke være en del af det gode børneliv i Danmark, at børn i alle byer kan løbe hen til en byggelegeplads om eftermiddagen eller i weekenden?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg vil henvise til det, jeg lige sagde. Og nu kommer jeg selv fra en baggrund med 12 år i byrådspolitik, så jeg vil egentlig opfordre ordføreren til at overveje at stille op til kommunalområdet, for det der, hvor man kan få lokal indflydelse, og jeg synes, det ligger ude lokalt.

Tak for de bemærkninger. Der er ikke flere korte bemærkninger til fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet. Så vi kan gå videre i ordførerrækken til fru Anni Matthiesen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Ligesom fru Lotte Rod er vi i Venstre varme fortalere for den frie leg. Det giver nemlig børn mulighed for at udforske deres omgivelser og gøre sig erfaringer igennem leg. Jeg kan da også hilse og sige, at netop den frie leg er noget af det, jeg er vokset op med i min barndom. Jeg var en af dem, der var så heldige, at jeg bare kunne gå uden for døren, og der var der både får og marsvin, som man kunne klappe, og træer, man kunne klatre i. Så jeg er vokset op med den frie leg.

Jeg må sige, at det her er sådan lidt et deja-vu, for vi har jo tidligere haft debatten her om byggelegepladser eller skrammellegepladser, og jeg må bare være ærlig og sige, at jeg synes, fru Lotte Rod måske skulle prøve at kæmpe den her kamp sammen med nogle kommuner i stedet for. For i Venstre er vores holdning simpelt hen, at vi ikke mener, det er Christiansborgs opgave at sige, at nu skal man have byggelegepladser alle steder. Jeg synes simpelt hen, at den frihed, som vi også holder af, skal vi værne om, og vi skal huske, at kommunerne også skal have den frihed til at kunne tage forskellige beslutninger.

Jeg må sige, at jeg i hvert fald ikke har kunnet finde dokumentation for, at lige nøjagtig byggelegepladser er med til at sikre, at børnene trives bedre, eller for den sags skyld at der er flere, der bliver håndværkere i sidste ende. Så derfor må jeg være ærlig og sige, at jeg ikke synes, vi skal blande os fra Christiansborgs side i det her, og derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Tak. Så nåede fru Lotte Rod lige at komme med en kort bemærkning. Værsgo.

Men nu handler det her jo om, hvad vi vil bruge vores fælles penge på. For selvfølgelig skal der være frihed i kommunerne – det dyrker vi også i Radikale Venstre – men det her er jo et spørgsmål om at give en pædagogisk fordring om, at der faktisk er noget, der er bedre end andet, og at byggelegepladserne kan noget helt særligt. Derfor vil vi i Radikale Venstre også godt prioritere nogle af vores fælles penge på igen at kunne få byggelegepladser.

Synes Venstre ikke, at det er en skam, når vi nu har opfundet højskolerne og byggelegepladserne, at det så er blevet sparet så meget væk, at der kun er ganske få steder tilbage i landet, hvor det stadig er?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg vil jo sige så meget, at vi heldigvis har højskolerne, og at de fortsat trives i bedste velgående. Jeg synes måske også, det er lidt forkert at sammenligne byggelegerpladser med højskoler. Jeg synes ikke, at de to dele kan sammenlignes.

Når det så er sagt, har jeg egentlig besøgt rigtig mange forskellige typer af legepladser, og jeg synes, der er mange forskellige spændende legepladser. Jeg har selv været i front, da mine drenge var små, i forhold til at skabe en lokal legeplads tæt på, hvor vi boede, med træskibe osv., men det var begrænset, hvor mange søm og for den sags skyld også byggemateriale, der var til stede. Men jeg syntes da også stadig væk, at den legeplads, som vi skabte, gav børnene en mulighed for den frie leg.

Tak. Værsgo til spørgeren.

I nogle år har jeg syntes at der i nogle af de pædagogiske diskussioner har været en sådan lidt socialistisk tone, og at det har handlet meget om pædagoger og normeringer. For mig er det her med byggelegepladserne et liberalt frihedsprojekt. Det er det sted, hvor børnene er mest frie, hvor børnene selv kan skabe, det er også det sted, hvor den lokale tømrer kan levere, og hvor man kan samarbejde om at skabe nogle lokale fællesskaber.

Synes Venstre ikke, at vi skal gøre noget særligt for igen at give børnene en større frihed og mere selvvirksomhed?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg synes faktisk ikke, der er noget, der forhindrer, at man allerede gør det rundtomkring i kommunerne. Det kan man jo gøre, og jeg kan så også hilse og sige, at jeg selv bor sammen med den lokale tømrer, som i hvert fald afleverer rigtig mange byggematerialer til vores lokale skole. Der anvender skolerne jo så det materiale, som han afleverer, og det bliver ikke afleveret på en byggelegeplads. Men det forhindrer jo ikke, at man kan få et lokalt engagement omkring noget, man gerne vil skabe. Men jeg har det bare stadig væk sådan, at jeg synes, det er forkert, at vi fra Christiansborg skal bestemme og den sags skyld også bruge så mange penge, altså skattekroner, på at skabe byggelegepladser i alle kommuner.

Tak for de bemærkninger. Der er ikke flere korte bemærkninger til fru Anni Matthiesen fra Venstre, så vi kan gå videre i ordførerrækken, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne som ordfører. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, at vi alle deler en fælles intention om at styrke børns mulighed for leg, udvikling og trivsel gennem mere frie, risikfyldte og kreative legepladser, som kan bidrage til at skabe bedre betingelser for vores børn og unges udvikling i hele landet. Leg er grundpillen i børns liv. Det er her, de lærer om sig selv, hinanden, verden omkring dem, det er her, de udvikler sociale kompetencer, kreativitet og selvregulering, og det er også her, de lærer at håndtere risici, udfodre sig selv og få erfaringer med at løse problemer, færdigheder, der er afgørende for deres fremtidige trivsel og dannelse.

Men vi ved, at den frie leg, især den risikofyldte og selvbestemte leg, er under pres. Mange af de traditionelle byggelegepladser er lukket eller er blevet mere sikre på bekostning af børnenes muligheder for at lege frit og uforstyrret, og det er en udvikling, der kan have konsekvenser for børns trivsel og deres evne til at lære at håndtere livets udfordringer. Derfor er det afgørende, at vi støtter en udvikling, hvor børn får mulighed for at lege i mere uforudsigelige og udfordrende omgivelser.

Vi deler i Danmarksdemokraterne også en forståelse af, at det ikke er noget, der skal dikteres ovenfra og ned. Det er vigtigt, at beslutninger om, hvor og hvordan en legeplads skal etableres, overlades til de lokale kommuner og de små lokalsamfund. Det er netop i disse fællesskaber, behovene er forskellige, og hvor lokal viden kan sikre, at legepladserne bliver relevante og tilpasset børnenes ønsker og muligheder. Derfor mener vi, at det er vigtigt, at den endelige beslutning om, hvor der er behov for nye legepladser, skal træffes lokalt. Kommunerne og de små lokalsamfund bør have mulighed for at prioritere, hvor der skal etableres legepladser, så ressourcerne bruges der, hvor de gør mest gavn, og hvor børnene i lokalsamfundet kan få mest ud af dem. Det må og skal være de lokale, der skal bestemme, hvor der er behov for flere legepladser, og hvordan de bedst kan indrettes, og mig bekendt er der vide rammer for det her lokalt.

Så for at opsummere til slut deler Danmarksdemokraterne forslagsstillernes ønske om, at flere børn får mulighed for en fri, aktiv og praktisk leg, der giver børnene muligheder for at udforske og udvikle sig på en anden måde end den traditionelle legeplads med gynger og rutsjebaner osv., og vi vil også gerne være med til at se på, om der er nogle barrierer for at gøre det lokalt, og hvordan vi fra politisk hold kan understøtte, at flere kommuner ser potentialerne i at tilbyde de rammer for børns leg. Men dette forslag, der på forhånd definerer, at der afsættes 100 mio. kr. til 20 legepladser i hele landet, kan vi ikke støtte. Vi vil i stedet overlade det til den enkelte kommune og institution og til fagpersoner at vurdere, hvordan de bedst fremmer børns leg og udvikling lokalt. Tak for ordet.

Tak for den ordførertale. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi kan gå videre i ordførerrækken til fru Theresa Berg Andersen fra SF.

Tak for ordet, og tusind tak til De Radikale for at rejse en debat om værdien af fri leg uden voksenstyring. Jeg holder meget af tanken om skrammellegepladser, for den type legepladser mener jeg skaber det perfekte rum for det uperfekte, et sted, hvor der er plads til, at børn kan lave noget fra bunden, og hvor de med håndværk og kreativitet kan bygge noget i deres helt egen verden – noget, som de gør af lyst, og noget, som de ikke gør for at blive målt og vejet og vurderet.

Jeg har fulgt udviklingen, hvor sikkerheden om børnene er blevet øget og øget og i de fleste tilfælde til det bedre. Men sikkerheden må ikke komme til at fylde så meget, at vi glemmer værdien af den risikofyldte leg. For selv om det lyder lidt banalt, er det vigtigt, at børn øver sig i at slå sig og efterfølgende kommer op igen. Det er også vigtigt, at de prøver at banke sig over fingrene med en hammer og mærke, at det gør nas, og at det selvfølgelig også nok skal gå på sigt. Sådan nogle oplevelser tror jeg også forældrene mener er vigtige for deres børns udvikling. En vis modstandsdygtighed og selvregulering af følelser er helt afgørende for, at børn trives, og for, at der skabes et solidt fundament for ungdommen og voksenlivet.

Men hvad der også er vigtigt for børn, er at lære, at de kan noget selv, og her tror jeg, at skrammellegepladser bidrager til at styrke børns tro på egne evner, ved at de får muligheden for og lærer værdien i at skabe noget med deres egne hænder.

Når det er sagt, handler det her beslutningsforslag ikke kun om, hvorvidt man er for eller imod skrammellegepladser. Jeg tror, at ordføreren for forslagsstillerne herinde i dag vil mærke rigtig mange, der kvitterer for den meget fine idé, men 100 mio. kr. er mange penge, og i en tid, hvor vi har pres på nogle af vores udgifter, må vi også vælge, hvad vi skal bruge vores penge til, og prioritere nøjsomt. Og nogle af de initiativer kan gå ud over den eksisterende velfærd, som allerede nu har været underlagt mange års forringelser.

Radikale Venstre har peget på deres egen finansieringslan for 2030, og i SF kan vi selvfølgelig ikke støtte op om den finansieringsplan, hvor store summer tages fra at udfase en Arnepension og en efterløn. I SF mener vi, at vi skal sikre både efterlønnen og Arnepensionen, og at der skal der være midler til at skabe muligheder for en værdig tilbagetrækning på arbejdsmarkedet. Jeg kan komme i tvivl om, om det giver mening at bruge disse ressourcer til forslaget her.

Min erfaring siger mig også, at når noget blomstrer nedefra, spirer det rigtig fint, og at når noget blomstrer nedefra, spirer det også anderledes, end hvis noget bliver pålagt en kommune oppefra. Det ved jeg fra min erfaring som byrådsmedlem og fra, at jeg har siddet i borgerbestyrelser og diverse frivillige bestyrelser rundtomkring. Så jeg tror, at det her er noget, man skal påvirke til at gøre ude i kommunerne, og så tror jeg også, det har de bedste forudsætninger for at lykkes.

Samtidig har jeg også lige lyst til her kort til sidst at sige tak til Radikale for kreativiteten. Jeg var jo slemt pjattet med det sidste forslag, vi stod og diskuterede her i salen, om at få legen tilbage på vejen. Det var det her med i en overordnet kampagne at gå ud og fortælle om legens vigtige betydning for et godt børneliv, nu når vi snakker om det her med at glemme legen, og her kunne man jo bl.a. have kørt nogle kampagner af med sådan nogle initiativer her. Men lige nøjagtig at støtte det her forslag til 100 mio. kr. kan SF ikke finde finansiering til. Tak for ordet.

Tak for den ordførertale. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Theresa Berg Andersen fra SF og går videre i ordførerrækken. Nu er det fru Lisa Perkins fra Liberal Alliance som ordfører. Værsgo.

Det er herligt at stå og være enig med så mange andre partier. Radikale Venstre har fremsat et forslag med nogle bemærkninger og nogle intentioner og værdier, som jeg er fuldstændig enig i, og jeg kan høre, at der er bred enighed om, at det er nogle rigtig gode ønsker at have for børn. Der ønskes at give børn mere frihed, mere ansvar og mere plads til at tage initiativ og blive en del af fællesskaber, der forventer noget af dem. Der lægges vægt på, at børn skal have mulighed for at bruge deres fantasi og møde modstand, alt sammen for at understøtte karakterdannelsen.

Jeg fik faktisk næsten lyst til at klappe i hænderne af begejstring, da jeg læste bemærkningerne til forslaget, fordi jeg er så gennemgribende enig i intentionen, og jeg vil gerne kvittere for det gode børnesyn. Men når det så munder ud i et forslag om, at staten skal afsætte 100 millioner skattekroner årligt til udbredelsen af de her 20 bemandede byggelegepladser, står vi desværre af i Liberal Alliance. Det er faktisk et rigtig godt eksempel på, hvad jeg godt kunne tænke mig at se meget, meget mindre af herinde fra Christiansborg: det, at gode intentioner bliver lavet om til topstyrede handleplaner og nationale prestigeprojekter, altså det, at ting, der er gode i sig selv, og noget, vi kan være enige om er godt, automatisk skal skaleres til at blive sådan et politisk projekt styret fra politikernes skriveborde.

Gode idéer, som det også blev nævnt tidligere, spredes bedst nedefra, gennem lokale initiativer, gennem frihed og gennem inspiration, og når vi i Liberal Alliance mener, at det her ikke er en opgave for staten, er det jo, fordi vi generelt mener, at staten i mange tilfælde skal træde et skridt tilbage i stedet for et skridt frem. Det gælder altså også i forhold til den her slags børneindsatser. Gode idéer har det jo faktisk sådan helt naturligt med at sprede sig, når der er rum, plads og frihed til, at de kan sprede sig. Her henviser Radikale Venstre jo meget begejstret til de gode, gamleskrammellegepladser, og jeg kan forstå, at fru Lotte Rod er rigtig begejstret for den her rigtig fine idé.

Men Radikale Venstre henviser også selv til, at de i høj grad er forsvundet, eller at det i hvert fald er sådan, at dem, der er tilbage, heller ikke nyder samme frihedsgrader, som de gjorde i gamle dage, og der fristes jeg jo til at spørge hvorfor, og om vi simpelt hen er kommet til at regulere os ud af muligheden. Og hvis det er tilfældet, vil vi i Liberal Alliance rigtig gerne være med til kigge på, hvordan vi kan gøre det bedre og gøre det mere muligt ude i lokalsamfundene. Men hvis det ikke er tilfældet og behovet og ønsket simpelt hen bare ikke er så stort, forekommer det mig også mærkeligt at skulle afsætte 100 mio. kr. på at fremtvinge det herindefra.

Uanset hvad årsagen er, tænker jeg, at hvis vi ønsker flere af de her frie og eksperimenterende legepladser, hvilket kan sagtens kan være tilfældet at vi gerne vil, så skal vi starte med at se på, om vi har reguleret os ud af muligheden. Det er ikke staten, der skal udrulle en model for, hvordan vi opnår det her rigtig prisværdige mål. Det er også sådan lidt træls at stå her og lyde, som om man er imod at opnå de her rigtig prisværdige mål for vores børn, så jeg kunne godt tænke mig at række hånden ud og sige, at vi i Liberal Alliance er helt og aldeles klar til at kigge på, hvordan vi kan fremme de her legepladser, som er en fin idé. Jeg tænker, at vi skal kigge på, om vi simpelt hen har taget muligheden fra vores kommuner, vores ildsjæle og vores forældre for at komme på banen med de her frie og eksperimenterende legepladser.

Derudover føler jeg mig også nødsaget til at sige, at hvis man som forælder i dag har et ønske om, at ens barn har bedre adgang til de her slags risikofyldte lege, er det jo faktisk allerede en mulighed. Man kan f.eks. melde sit barn til spejder, man kan tage ud i naturen sammen som en familie, eller man kan blive en del af fællesskaber som f.eks. Naturfamilier, som netop er børnefamilier, der går sammen ude i naturen for at bygge noget, for at lave bål og for at understøtte den her risikofyldte leg.Det drives jo helt frivilligt og uden nogen skattekroner og er støttet af private fonde som f.eks. Nordea-fonden. Så det synes jeg bare vidner om, at der ikke er behov for en national handleplan. Nok tværtimod er der behov for, at man bakker lidt og giver mere frihed til lokalsamfundene, for at de kan komme på banen med de her initiativer, som der nogle steder er et ønske om at der skal være.

Derfor mener vi i Liberal Alliance, at det her forslag rammer forbi. Det er altså ikke idéen, vi er imod; det er udelukkende metoden. Vi skal virkelig passe på, synes jeg, med at tage noget, der er rigtigt i sig selv, og så bruge det som en begrundelse for at lave sådan en politisk styret plan. Nogle ting – ja, faktisk langt de fleste, vil jeg mene – fungerer bedst, når de får lov til at vokse organisk nedefra – i frihed og forskellighed. Det her er ganske enkelt ikke en opgave for staten. Det er også blevet nævnt tidligere af andre, at det faktisk er en kommunal opgave. Hvis ønsket er der lokalt, skal det have plads til at udfolde sig, absolut. Jeg er meget enig. Det vil vi gerne være med til at fremme, men det kræver ikke en politisk skabelon. Tværtimod kræver det frihed til at handle efter behov og initiativ.

Så idéen er købt, men metoden er det ikke. Det giver ikke mening for os at bruge 100 mio. kr. på at udbrede noget, som allerede er muligt, og som i virkeligheden bare kræver, at vi holder op med at stå i vejen. Liberal Alliance kan derfor ikke støtte det her forslag. Tak for ordet.

Tak til Lisa Perkins fra Liberal Alliance for ordførertalen. Der er ingen korte bemærkninger, så vi kan gå videre i ordførerrækken, og nu er det hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne som ordfører. Værsgo.

Tak for ordet, formand, og tak til Radikale Venstre for at rejse en vigtig debat. Vi er mange, der deler bekymringen over den stigende mistrivsel blandt børn og unge. Det er et alvorligt problem, og der er ingen tvivl om, at både skærme, men også leg spiller en helt central rolle i årsagerne til det.

I forhold til leg er der ikke nogen tvivl om, at det kan styrke børns trivsel, kreativitet og sociale færdigheder og være et godt alternativ til skærmene. Det kan derfor sagtens give mening at etablere flere byggelegepladser. Mange børn har i dag for lidt adgang til fysisk uorganiseret leg, hvor de mærker en vis risiko. Legepladser er dog kommunernes ansvar, og jeg mener ikke, at vi fra Christiansborg i dag skal beslutte at afsætte 100 mio. kr. årligt til byggelegepladser. Men jeg håber, at flere kommuner vil beslutte at etablere dem, og jeg ser frem til, hvad de her ekspertgrupperi regi af Sammen om Fritiden kommer frem til af anbefalinger, og jeg ser også frem til at drøfte, hvordan vi styrker rammerne for netop mere risikofyldt leg på bagkant af det.

Så kan vi også lige nå at vende en del af beslutningsforslaget, som jeg også synes er lidt problematisk i forhold til analysen. Det er jo så også omkring det her med årsagerne til mistrivsel. Der skriver forslagsstillerne:

»Når så mange børn og unge i dag har det skidt, er ensomme og udvikler angst og depression, hænger det sammen med et voldsomt skift i vores samfund fra det indrestyrede til det ydrestyrede. ... Vi stræber hele tiden efter ydre præstationer som karakterer, uddannelse og job.«

Der er jeg ikke helt enig i den analyse. Jeg synes ikke, at problemet i dag er, at børn foretager sig for få indrestyrede aktiviteter. Tværtimod er det, som foregår på skærmene, jo i høj grad udtryk for noget indrestyret. Det er noget, børnene opsøger af egen lyst. Når hver anden tiårig bruger mange timer om dagen på TikTok og mange unge og børn er på sociale medier som Instagram osv., er det jo egentlig, fordi der er en masse indrestyret lyst. Det handler om at frigive en masse dopamin, og der er der behov for, at vi stiller noget ydre op, altså noget alternativt, og der kunne byggelegepladser sagtens være en del af det.

Men jeg er uenig i, at nogle faglige udfordringer ikke også kunne være et godt alternativ. Det er det der med, at vi skal have børn og unge til at strenge sig an, stå på tæer og få nogle udfordringer, hvor de kommer væk fra skærmene, og der tror jeg, at vi bliver nødt til at have en vis grad af også ydre motivation, som karakterer og eksamener kan være en del af. Men det kunne også sagtens være byggelegepladser. Udfordringer generelt, både fysiske udfordringer i fritiden, men også faglige udfordringer, er det,der er behov for. Så det håber jeg at vi kan gå i retning af at gøre meget mere af. Det er der behov for. Tak for ordet.

Tak for den ordførertale. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne. Vi går videre i ordførerrækken, og nu er det fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti som ordfører. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg har glædet mig til at behandle det her forslag som ny konservativ børneordfører, der skal lære et nyt spændende område at kende. Når jeg vågner om morgenen, er et af de første smil, jeg får hver evig eneste dag, nærmest tandløst. Jeg har en 4-årig datter, som har slået begge fortænder ud på legepladsen. Der var noget leg, der blev lidt for vild, og som endte i et par fortænder, som ikke var til at finde igen, og nu kan vi se frem til et par år, hvor det her tandløse smil får lov til at pryde alle familiebilleder, indtil der er nogle nye tænder, der en eller anden dag vokser ud.

Selvfølgelig er det jo aldrig lykken, at børn falder og slår en tand ud på en legeplads. Men det er heller aldrig lykken, at al leg skal være overvåget,kontrolleret, styret og sikret. Jeg vil nok – trods de manglende fortænder – foretrække, at det nogle gange bliver lidt for vildt, end at det aldrig får lov til at være vildt. Derfor synes jeg også, at det på mange måder er et rigtig spændende forslag, der kommer her fra Radikale Venstre, også selv om vi heller ikke kommer til at støtte forslaget.

Vi har kun en barndom, og den kan ikke gøres om. I barndommen har legen en helt afgørende rolle. Det må man bare sige. Det er i legen, at børn udvikler deres kreativitet og mod til at afprøve forskellige roller. Det er der, deres sociale færdigheder og evne til at navigere i både frihed og ansvar bliver udviklet og afprøvet. Vi er i Det Konservative Folkeparti fuldt ud opmærksomme på værdien af den frie, vilde og ukontrollerede leg, altså den leg, hvor børn uden voksnes indblanding får lov til at bygge, kravle, fejle, lære og opleve verden på egen hånd. Derfor hilser vi, som også Liberal Alliance gjorde, intentionerne bag det her forslag meget velkommen. Men vi kommer heller ikke til at bakke op om, at der skal målrettes 100 mio. kr. til det her forslag om en national handleplan.

Vi er også et parti, der, ligesom flere andre har nævnt at de gør, tror på det decentrale og på de lokale beslutningstagere. Vi har mere end 400 lokalvalgte i Det Konservative Folkeparti og 14 borgmestre, og jeg ved, at de vil have holdninger til det her, og så er det jo et spørgsmål om lokalt at prioritere det. Men kan vi være med til at fjerne barrierer for det, og er der ting, der står i vejen for, at man har friheden til at lave det her ude lokalt, så er jeg helt med på at få ryddet op i det og få luget ud i det – så langt, så godt.

Så tror jeg, at det her har været en meget god påmindelse til mig selv om at glædesover det der tandløse smil og værdien af den vilde leg, også når den en gang imellem stikker lidt af. Tak for ordet.

Tak for den ordførertale. Der er lige en kort bemærkning. Nu er det fru Theresa Berg Andersen fra SF som spørger. Værsgo.

Tak for det. Velkommen tilbage til ordføreren, og velkommen på området. Det her er nærmere en kort bemærkning. Jeg kunne bare godt tænke mig at spørge ordføreren om, om hun har tænkt over, hvor heldig hendes datter er at være måskeden første, der i gruppen har tabt to tænder – før alle andre. Det ved jeg at der er en vis prestige i qua mit pædagogiske arbejde. Så det tror jeg er vigtigt at huske på.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at der er rigtig meget prestige i at være 4 år og mangle to fortænder. Det bliver så lidt problematisk, når man har en 6-årig storesøster, der ikke har tabt sine fortænder endnu.

Tak. Er der flere spørgsmål? Det er der ikke. Så siger vi tak til fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti og går videre i ordførerrækken. Mai Villadsen ser jeg ikke. Jeg ser heller ikke Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Så springer vi Radikales ordfører over, da hun er ordfører for forslagsstillerne, og går videre i ordførerrækken til fru Helene Brydensholt fra Alternativet. Værsgo.

Tak. Det var en helt fantastisk historie om fru Mette Abildgaards tandløse datter. Tak for at dele den med os andre.

I Alternativet bakker vi op om intentionen bag dette beslutningsforslag fra Radikale Venstre. Der er jo ingen tvivl om, at børn og unges mistrivsel er en alvorlig samfundsudfordring, og vi er helt enige med forslagsstillerne i, at leg, frihed og ansvar spiller en central rolle i løsningen. Vi anerkender det pædagogiske og sociale potentiale i bemandede byggelegepladser, hvor børn får mulighed for at skabe, udfolde sig og lære i deres eget tempo og på deres egne præmisser.

Samtidig må vi også se på, hvordan vi bedst forvalter statens ressourcer, og som forslaget står nu, lægges der op til en årlig udgift på 100 mio. kr. for 20 legepladser. Det mener vi er et meget højt beløb. Så i Alternativet er vi ikke overbeviste om, at det er den mest effektive måde at styrke børns trivsel på, hvis man fra statens side vil løfte børn bredt i hele landet. Vi er nemlig også enige med de andre ordførere i, at beslutninger vedrørende legepladser hører til i kommunerne, og så er vi heller ikke helt med på finansieringen.

Vi kan derfor ikke støtte forslaget, men vi støtter selvfølgelig intentionen og er også begejstrede for byggelegepladser.

Tak for den ordførertale. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så vi siger tak til fru Helene Brydensholt fra Alternativet. Så kan vi gå videre i rækken, og det er så ordføreren for forslagsstillerne, fru Lotte Rod fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Den 15. august 1943 er en særlig dag i dansk pædagogisk historie, for den dag åbnede verdens allerførste byggelegeplads i Emdrup. Havearkitekten Carl Theodor Sørensen havde i sin bog »Parkpolitik i Sogn og Købstad« fra 1931 formuleret idéen om at lave et legemiljø til børnene i byen med store åbne arealer, hvor børnene kunne få nogle af de samme muligheder for leg og beskæftigelse som børn på landet, hvor de kunne bygge huler og lege på egne præmisser med materialer og ikke så meget opsyn.

Han havde fået idéen ved selv at gå rundt på nogle af de store byggepladser, hvor han kom, og hvor han kunne se drenge hænge ud og lege og bygge. Alle os, der har børn, kender det godt, som den konservative ordfører også var inde på: Børn er bare ikke skabt til legestativer og faldunderlag. De har lyst til selv at udfordre tingene, og hvis de selv kan bestemme, vil de gerne rode med jord og vand og bygge huler.

I starten var der ikke så meget træ og mursten at gøre godt med, så børnene gravede sådan nogle jordhuler, og så byggede de med mursten oven på og lagde et tagbræt ovenpå lige højt nok til, at de kunne kravle derned og sidde og tænde bål. Egentlig var det meningen dér på den første byggelegeplads, at den skulle lukkes for vinteren og tingene skulle pilles ned, og så kunne man bygge noget nyt til næste forår, men sådan kom det bare ikke til at gå. Som et af de først byggerbørn Kaj Nielsen senere har fortalt, at var man rigtig fræk, hoppede man over hegnet om vinteren, når der var lukket, og så satte sig ned i sin hule og hyggede sig. I de følgende år fik de flere materialer, bl.a. tykke stolper, som børnene byggede sådan en småfarlig rutsjebane og nogle høje tårne af, som blev pladsens vartegn.

Den første pædagog, Jonas, havde egentlig arbejdet som kurer for modstandsbevægelsen. Han var uddannet fritidspædagog, og han syntes, hvad der jo kan virke ret sjovt i dag, at legepladserne, altså dengang i 1940'erne, var indrettet til at gøre børnene til robotter, fantasiløse og uproduktive – kun selvvirksomhed og øvelse i demokrati fra barnsben ville gøre børn og unge til samfundsansvarlige borgere. Det kunne man også godt høre nogen sige i dag.

Nu siger Trivselskommissionen så:

»Børn og unge danner bl.a. deres karakter ved at spejle sig i voksne, ved at blive givet aldersvarende ansvar og indflydelse og ved at opleve, at de kan håndtere udfordringer og møde omgivelser, der forventer noget af dem. Det forudsætter omgivelser, som børn og unge kan spejle sig i, som giver dem ansvar og indflydelse, og som tror på, at de kan lykkes. Karakterdannelse rummer en dobbelthed mellem ansvaret for sig selv og ansvaret for andre og det fælles. Karakterdannelse indebærer derfor også – ud over en række personlige egenskaber – at blikket vendes udad frem for indad.«

I dag findes nogle af de vildeste byggelegepladser i Berlin, hvor man midt inde mellem de smukkeste lejligheder i weekenden kan gå ind i sådan en magisk byggerverden, vel at mærke hvis man er mellem 6 og 14 år, for det er børnenes sted og pædagogernes, forbudt for overvågende forældre.

Vi har også nogle skønne byggere tilbage i Danmark. Der er Rødovre, hvor man får et sug i maven, når man træder ind i en hel verden af små grunde med finurlige huse og kaninbure. Der er Fredericia, hvor børn fra folkeskolen og specialskoler passer kaniner og spiller rollespil fuldstændig på lige fod. For et par dage siden var jeg med til sådan et rollespil. Der midt i historiens udfoldelse var det umuligt for mig udefra at se, hvem af elverne, dværgene, kongens vagter der uden for byggeren har brug for massiv støtte, specialskole og aflastning. Jeg kunne ikke se det, og det er faktisk den smukkeste form for inklusion. Byggeren tjener også der som et forbillede for resten af samfundet.

Derfor også tak til jeres taler og for alt det, I har sagt om betydningen af den frie leg. Debatten her i dag ligger jo i forlængelse af vores fælles vedtagelse tilbage fra folketingsåret 2021-22, hvor Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance var sammen om en tekst, hvor vi skrev:

»Folketinget finder, at udfordrende leg er væsentlig for børns udvikling. Den aktive og frie leg er med til at understøtte og stimulere børnenes sociale, følelsesmæssige og kreative kompetencer.

Det var her i Danmark, vi opfandt skrammellegepladsen i 1940’erne, men en stigende fokus på sikkerhed er formentlig skyld i, at der ikke er ret mange tilbage.«

Nu er tiden inde til at styrke den ukontrollerede leg med skovbørnehaver og med skrammellegepladserne eller byggelegepladserne, som de ofte kaldes i dag.

I går landede vi en aftale om erhvervsuddannelserne, og byggelegepladserne er næste skridt, for hvis vi gerne vil have flere til at vælge en erhvervsuddannelse, er det jo for sent at sætte ind, når man står lige foran at skulle vælge uddannelse. For det starter jo med kærligheden til materialerne, men også en erfaring med, at man godt kan finde ud af det, og en glæde ved at skabe kvalitet og kunne selv.

Vi havde for nogle år siden en formand for Erhvervsskolernes ElevOrganisation, som sagde, at det er almendannelse at kunne skifte en vandlås. Italieneren Malaguzzi sagde, at børn har 100 sprog, men frarøves de 99. Jeg vil gerne give alle børn muligheden for at kunne alt muligt forskelligt, fordi alle børn fortjener at få åbnet både verdenen af eventyr i bøgerne og verdenen af materialer i naturen. Det vil give flere børn interesse for håndværk og alle børn respekt for det.

Derfor er det både rigtigt og klogt at prioritere nogle af vores fælles penge på at give alle børn adgang til en byggelegeplads. Det er mit erklærede mål at overbevise selv en socialdemokratisk finansminister om det. Byggelegepladserne har lige vundet den fornemme pædagogiske Ernapris, så vi er på vej, og jeg har tænkt mig at blive ved, indtil tusindvis af børn igen kan vælte hegnet til byggelegepladser i hele landet.

Tak for den ordførertale. Der er ikke nogen korte bemærkninger i denne omgang, så vi siger tak til fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet i det hele taget, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.