Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 149:

Forslag til folketingsbeslutning om en national handleplan for kvinders sundhed.

Af Peder Hvelplund (EL) m.fl.

(Fremsættelse 28.02.2025).

Jeg kan forstå, at ordføreren for forslagsstillerne gerne vil give en begrundelse. Det er der lejlighed til nu, så værsgo.

Tak for det, formand. Kvinders sundhed har i alt for mange år været underprioriteret og overset. Det drejer sig bl.a. om endometriose, efterfødselsskader, overgangsalder og fertilitetsproblemer. Det betyder, at tusindvis af kvinder i dag lever med smerter og med ubehandlede sygdomme, fordi vores forskningsmidler halter bagefter og vores sundhedsvæsen ikke er gearet til at diagnosticere og behandle dem godt nok. Det er uacceptabelt, og det skal vi gøre noget ved.

På Christiansborg er flere partier begyndt at anerkende, at vi har et problem. Det er positivt, men opmærksomhed alene ændrer ikke noget; der skal handling og penge på bordet. For uden handling og øremærkede midler risikerer vi at forværre situationen for de kvinder, det her handler om – kvinder med behov for en operation for underlivsprolaps eller endometriose.

I England har vi set hvordan et øget fokus på kvindesygdomme har fået flere kvinder til at søge hjælp, men uden at sundhedsvæsenet har været gearet til at tage imod dem. Aktuelt er ventetiden til en gynækologisk undersøgelse i England steget til det dobbelte siden 2020 på grund af det øgede fokus samtidig med den utilstrækkelige kapacitetsopbygning. Den fejl må vi ikke begå i Danmark.

Enhedslisten foreslår derfor en national handleplan for kvinders sundhed og kommer med forslag til, hvad den kan indeholde, f.eks. øremærkede midler til forskning i kvindesygdomme og midler til øget kapacitet til udredning og behandling af kvindesygdomme. Det her handler ikke om særbehandling af kvinder; det handler om at sikre, at alle borgere får den rette behandling uanset køn. Danmark kan og skal gøre det bedre. Vi kan ikke vente længere på handling eller på midler. Og jeg ser frem til debatten.

Mange tak for det.

Så er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak, formand. Vi behandler her beslutningsforslag B 149 fra Enhedslisten, der pålægger regeringen at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en handleplan for kvinders sundhed. Lad mig først og fremmest sige, at jeg er glad for, at der i Danmark de senere år er kommet et langt større også politisk fokus på hele dagsordenen omkring kvinders sundhed. Det er godt, det er vigtigt, for i alt for lang tid har der ikke være tilstrækkelig fokus på området. Jeg og vi i regeringen mener selvfølgelig ikke, at kvinders sundhed skal være hverken underbelyst eller underprioriteret i forskning og behandling. Vi bør og skal have et løbende fokus på det i vores sundhedsvæsen.

Derfor deler jeg sådan set også ambitionen bag beslutningsforslaget. Det har jeg i øvrigt også haft lejlighed til at tilkendegive i flere omgange her i Folketinget, også i selskab med Enhedslisten, og det er da også skønt, at vi er enige om, at der er behov for at prioritere kvinders sundhed noget mere. Det vil vi i regeringen gerne være med til at drøfte hvordan vi gør; til gengæld undrer det mig bare en smule, at Enhedslisten så ikke har brugt anledningen til også at bringe det på bordet i relevante sammenhænge, f.eks. i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. For det er jo tydeligt, at det her er et vigtigt emne, og lad mig understrege, at det er det ikke kun for Enhedslisten her i Folketinget. Og det er jo sådan set rigtig godt i sig selv.

Der er mange partier, der går op i den her dagsorden, men så skal der jo bare også helst være den sammenhæng, at det, der er vigtigt her i Folketingssalen, også meget gerne skulle være vigtigt, når det er, at man som parti sidder med om bordet og forhandler eksempelvis finanslov. Så når vi nu står her for tredje gang inden for få måneder og debatterer emnet, tillader jeg mig også at påpege, at vi de seneste år jo rent faktisk også har prioriteret kvinders sundhed i flere sammenhænge. Det betyder ikke, at jeg sidder her og bruger det som anledning til at sige, at der så ikke er behov for at gøre mere, men også som et billede på, at det faktisk også er noget af det, hvor vi er lykkedes politisk med at løfte i en række sammenhænge.

Det har vi gjort i forbindelse med aftalen om fordelingen af forskningsreserven for 2024, hvor der f.eks. jo blev afsat midler til klinisk forskning, bl.a. på områder, hvor der er begrænset kommerciel interesse. Det gælder forskning i sygdomme og i sygdomsbehandling, der rammer kvinder. Fra den reserve er der allerede udmøntet penge til forskning på området vedrørende kvinders sundhed. Så der er også rigtig mange penge ude at leve i forskningsmiljøerne, men med aftalen om forskningsreserven for 2025 blev der også øremærket penge til forskning i mænd og kvinders fertilitet.

Med finansloven for 2024 blev der afsat midler til Endometriose Fællesskabet, som er en støtteorganisation for kvinder med endometriose. Endometriose Fællesskabet arbejder bl.a. for at give deres medlemmer adgang til mere information om sygdomme og behandlingsmuligheder og information om sygdomme mere generelt. Vi har også med SSA-reserven fra oktober måned, altså med den SSA-aftale, der gælder for 2025-2028, afsat midler til en informations- og rådgivningsindsats i regi af Endometriose Fællesskabet. De midler er udmøntet og ude at virke. Så vi har sådan set jo også gjort en række ting i en række forskellige sammenhænge for at prioritere området.

Vi stod her i december måned 2024 til en forespørgselsdebat her i Folketingssalen omkring endometriose og diskuterede netop mulighederne for en handleplan for kvinders sundhed. Her i Folketingssalen mente Enhedslisten jo, at sådan en handlingsplan kun ville koste 2 mio. kr. Der synes jeg jo, at det er en lille smule pudsigt, at de ting, man så sidder og oplister, som man synes det kunne være relevant at indkalde til forhandlinger og drøftelser om, kan man ikke, når man summer op, få for 2 mio. kr. – ej heller med en frisk lommeregner fra Enhedslisten. Men det er jo også lidt pudsigt at stå og drøfte en handleplan til 2 mio. kr., når vi kigger tilbage og ser, hvad vi så har gjort siden da. Jamen der har vi jo afsat mange flere millioner til området.

Vi kan, og vi skal også gøre mere, og jeg synes, det er en vej, vi skal fortsætte ad. En handleplan kan være fin, men vi må nok også spørge: Hvor meget det så egentlig, du får af indhold i en handleplan til 2 mio. kr.? Der synes jeg næsten, at det sådan er en lille smule useriøst at tro, at man kan få en handleplan for de penge, i hvert fald hvis den skal være finansieret. Og med et glimt i øjet ved jeg også godt, at det ikke altid er den del, Enhedslisten har sådan det største fokus på.

Skulle vi ikke hellere bruge anledningen i Folketingssalen til også at tale om, hvordan vi kan sørge for at gøre noget mere på det her område i forhold til at styrke forskning og viden om kvinders sundhed de steder, hvor vi også i fællesskab kan være med til at gøre en reel forskel, lave en reel prioritering. Det vil vi i regeringen i hvert fald gerne være med til at drøfte. Jeg noterer mig også, at regionerne allerede er i fuld gang med at opprioritere det her vigtige område. Det synes jeg også er positivt.

Regionerne prioriterer allerede gode initiativer i praksis, og her er der altså også mulighed for at øge indsatserne for kvinders sundhed yderligere, og hvis jeg skulle nævne og fremhæve et eksempel, kan jeg se, at f.eks. Region Hovedstaden har haft et opgaveudvalg for kvindesygdomme bestående af politikere og borgere; et opgaveudvalg, der har afgivet en række anbefalinger til, hvordan kvindesygdomme kan blive mere synlige i sundhedsvæsenet, og hvordan behandlingen af sygdommene kan blive bedre. Regionen har også fokus på øget sparring og rådgivning til speciallæger, praktiserende læger og andre faggrupper inden for bl.a. endometriose, og det synes jeg også er et meget godt eksempel på, hvor meget potentiale der er for at gøre noget på det her område, også uden for Christiansborg. Derfor vil jeg da også meget gerne opfordre andre regioner til at se nærmere på mulighederne for også at sætte det her på dagsordenen og forbedre deres indsatser for kvinders sundhed.

Men for sådan at opsummere er vi i regeringen som sagt helt enige i forslagets intention om at skabe mere fokus på kvinders sundhed, og det er som sagt svært for mig sådan helt at gennemskue, hvorfor Enhedslisten ikke har bragt det op i finanslovsforhandlingerne tidligere – eller andre partier for den sags skyld. Vi vil gerne drøfte, hvordan vi kan prioritere kvinders sundhed højere fremover, men vi vil også foreslå, at vi gør det som led i de generelle prioriteringsdrøftelser på sundhedsområdet.

Der kommer jo en række muligheder i den nærmere fremtid, hvor det kan indgå. Der er forhandlinger i forhold til det, der hedder SSA-reserven, der er forskningsreserven, og der kommer finanslovsforhandlinger, som jo er oplagte steder, hvor man som parti kan vælge at bringe det her til bordet. Vi vil gerne indgå i nærmere drøftelser om en prioritering af området, og i relation hertil synes vi også f.eks., at det kan være interessant at drøfte, om der skal etableres et nationalt center for kvinders sundhed, der kan bidrage til at skabe mere viden om området. Tak for ordet.

Mange tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er til hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til ministeren for besvarelsen. Jeg synes egentlig, at ministeren skulle vælge en langt mere positiv tilgang, for jeg betragter jo det her som en fremstrakt hånd til regeringen, når nu ministeren selv anerkender, at det her er en vigtig problemstilling. Det, vi opfordrer til her, er jo sådan set bare, at der skal indkaldes til forhandlinger. Hvis man gjorde det, kunne vi jo forhandle om det, og så kunne vi sikre finansiering på finansloven. Det er jo en velkendt praksis her i Folketinget.

Så jeg vil egentlig godt høre, hvilke elementer af forslaget det er, ministeren er uenig i, og som gør, at man ikke kan stemme for det her forslag og ikke engang indkalde til forhandlinger, hvor vi så kan kigge på finansiering. Er det de øremærkede midler til forskning? Er det undersøgelsen af den kønnede ulighed, i lighed med hvad man har gjort i Sverige? Er det efteruddannelse til sundhedspersonalet? Er det, at der oprettes et nationalt videncenter for kvinders sundhed? Altså, hvad er det for nogle elementer, som ministeren er uenig i?

Hvis vi så skal tage den polemiske tilgang, kan man sige, at de 2 mio. kr., vi nævnte sidste gang, jo ikke er mange penge, men det var trods alt 2 mio. kr. mere, end hvad regeringen var villig til at afsætte på det tidspunkt.

Ministeren.

Det sidste er jo i hvert fald faktuelt forkert, for der var sådan set afsat og dermed også finansieret væsentlig mere end de 2 mio. kr., som Enhedslisten sidste gang stod og sagde at en handleplan ville koste.

Derudover vil jeg sige: De ting, man lister op, kan du ikke få 2 mio. kr. Det er jo også en lidt halvuseriøs tilgang sådan at slå ud med armene og sige: Kan vi ikke få alt det her for 2 mio. kr.? Nej, det kan vi ikke.

Prøv at høre: Jeg har sådan set en positiv tilgang, ved at jeg står heroppe og siger, at jeg er enig i det, der er forslagets intentioner. Men man kan nu engang ikke bruge penge, der ikke er afsat. Det håber jeg heller ikke man gør derhjemme fra Enhedslistens side og siger: Okay, jeg har ikke de her penge, men jeg går ud og bruger dem alligevel. Det her blev ikke rejst af Enhedslisten eller andre partier i øvrigt i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, så hvis vi som led i finansloven skal forhandle om det her, forudsætter det jo, at vi gør det i regi af finanslovsforhandlingerne, på samme måde som når det lykkes os at sætte penge af i forbindelse med forskningsreserven. Det er et resultat af, at det var der flere partier som synes også var vigtigt at prioritere i den her sammenhæng. Det synes vi er positivt, og vi vil meget gerne drøfte, hvordan vi kan løfte det her område yderligere.

Hr. Peder Hvelplund.

Nu synes jeg, ministeren skulle vælge ikke bare en mere positiv, men også en lidt mere seriøs tilgang. Sidste gang vi drøftede det i Folketingssalen, stillede Enhedslisten et ændringsforslag, som afsatte 2 mio. kr., og som regeringspartierne stemte ned. Så kan man godt sige, at man ville noget andet. Det er bare det, der var fakta; det var, at man stemte det ned.

Vi ved da godt, når vi ser på det her, at man ikke kan få det for 2 mio. kr. Jeg vil skyde på, at det her er noget, der koster i omegnen af 0,5 mia. kr. Vi vil bare gerne tilbyde regeringen, at vi sætter os ned, får vedtaget det her og ser på, hvad det er, vi synes er nødvendigt, men så vi netop sikrer, at der afsættes midler både til forskning, men også til behandling og til diagnostik, og så finder vi naturligvis de midler. Det vil Enhedslisten hjertens gerne være med til. Men vi mangler bare den politiske vilje fra regeringen til at sige, at det også er nødvendigt at gøre.

Ministeren.

I al respekt for Enhedslistens ordfører vil jeg sige, at det jo er en lille smule mærkeligt. Nu står man heroppe i dag og siger, at man lavede et ændringsforslag, hvor man afsatte 2 mio. kr., og i næste sætning erkender man, at man i øvrigt overhovedet ikke kan få det, man sidder og foreslår i Folketingssalen, for 2 mio. kr. Det koster nok 0,5 mia. kr. i stedet. Altså, pengene skal jo findes, før de kan bruges.

Vi kommer her i dag med en åben tilgang i forhold til det her. Jeg synes, det er superpositivt, at det her er kommet langt højere op på også den politiske dagsorden. Det er vi meget åbne over for at drøfte videre med Folketingets partier som led i de generelle prioriteringsdrøftelser. Det er derfor, jeg også står og siger, at når det handler om f.eks. et nationalt center for kvinders sundhed, der også kan bidrage til at skabe mere viden på området, så er det da noget af det, der også kan være relevant at se nærmere på.

Så er det fru Rosa Lund.

Tak for det, og tak til ministeren for den åbenbart positive modtagelse. Det er lidt svært at mærke fra min plads her, men lad nu det ligge.

Enhedslisten foreslog jo til forskningsforhandlingerne i 2023, at der skulle afsættes 100 mio. kr. til forskning. Det ville resten af Folketingets partier ikke være med til. Så var det vores medlem af Region Hovedstaden, som foreslog, at der skulle nedsættes den her arbejdsgruppe, som ministeren selv står og henviser til.

Så det er bare for at sige, gode sundhedsminister: Jeg synes, det er lidt plat, at ministeren kalder Enhedslistens tilgang for useriøs. Vi mener det faktisk ret alvorligt. Tallet 2 mio. kr. er ikke noget, vi har hentet ud af den blå luft. Det er noget, Endometriose Foreningen selv har foreslået.

Ministeren.

Først og fremmest, for så vidt angår det positive, står jeg heroppe og tilkendegiver klart, at jeg synes, at det er rigtig, rigtig godt, at der er kommet et langt større og også meget bredere politisk fokus på det her område. Det er vigtigt, det er godt. Jeg starter med at tilkendegive klart, at jeg deler beslutningsforslagets intentioner.

Det, der er useriøst, er at foreslå udgifter, som langt overstiger de 2 mio. kr., man tidligere har peget på der var behov for at anvise. Undskyld mig, kære Enhedslisten, man kan ikke foreslå at bruge 0,5 mia. kr. og så kun afsætte 2 mio. kr. Det hænger ikke sammen, venner.

Fru Rosa Lund.

Det skal da ikke være det, der skiller os ad, hvis det er sådan, at regeringen kommer og foreslår intiativer for 0,5 mia. kr. til kvindesundhed. Det er jo bare ikke lige det, der er sket, vel, minister? Det, der er sket, er jo, at der er blevet sat penge af til forskning på grund af Enhedslisten. Det var mig selv, der sad i forhandlingerne. Der ville man fra regeringens side ikke være med til at øremærke de penge til netop forskning i kvindesundhed. Det var vi ærgerlige over. Men hvis det, ministeren står på talerstolen her og siger, er, at man vil sætte langt flere penge af til det end 2 mio. kr., skal det da ikke være det, der skiller os ad.

Ministeren.

Først og fremmest er det ikke korrekt, at det kun var Enhedslisten, for hvem det var vigtigt at sætte fokus på det her område i forbindelse med forskningsreserven. Det var der faktisk flere partier her i Folketinget som i fællesskab var enige om. Det er den ene del.

Den anden del handler om, at man hverken kan bruge 2 mio. kr. eller 500 mio. kr., hvis pengene ikke også er fundet og blevet anvist, så det dermed er finansieret. Det er jo sådan den almindelige forretningsgang. Man kan ikke bruge penge, der ikke er afsat. Det er derfor, jeg også henviser til, at vi gerne vil være med til at drøfte det her område nærmere som led i de øvrige prioriteringsdrøftelser på sundhedsområdet. Dér kommer der også en række forhandlinger i den kommende fremtid på en række områder, og der bliver jo også mulighed for, at man som parti i Folketinget kan være med til at rejse nogle af de her ting. Tak, formand.

Så er det hr. Per Larsen.

Tak for det, og tak til ministeren for ministerens tale. Jeg hører også, at ministeren anerkender, at der rent faktisk er et stort problem, og at der også lægges op til nogle drøftelser, og det vil jeg gerne kvittere for. Det er jo sådan, at der er nogle kvindesygdomme, som har været underprioriteret igennem alt for lang tid. Når man så får fokus på det og der bliver talt om det og skrevet om det, dukker der typisk nogle flere patienter op. Det giver så et pres på systemet. Der er jo faktisk også den her problemstilling omkring lipødem, som nogle kvinder, faktisk ret mange, døjer med. Dér er der i øjeblikket åbenbart lukket for tilgang i forhold til både diagnosticering og behandling. Det er der både på Bispebjerg og på Skejby. Så de kvinder render rent faktisk på en lukket dør i øjeblikket. Hvad tænker ministeren om det?

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg sige tak til ordføreren for kommentarerne og for spørgsmålene. Så vil jeg gå til ordførerens spørgsmål. Vi er i regeringen åbne for at undersøge mulighederne for nye initiativer på områder. Her snakker vi kvindesygdomme, og det er jo også bredt på en række forskellige områder, hvor der også er forskellige problemstillinger i forhold til vores sundhedsvæsen. Det er derfor, vi i dag også tilkendegiver, at vi jo gerne vil indgå i drøftelser i forhold til en prioritering af området. Der kan være forskellige initiativer, der kan bringes på banen som led i de almindelige prioriteringsdrøftelser på sundhedsområdet.

Hr. Per Larsen.

Tak for det. Jeg ser i hvert fald frem til, at man kan løse nogle af de der problemer. Vi har faktisk et rigtig godt og solidt sundhedsvæsen, som løser masser af opgaver, og vi har også fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen, men når der så opstår sådan nogle problemstillinger, hvor der er en stor gruppe patienter, som render på en lukket dør, så er det jo ganske uhensigtsmæssigt. Jeg kan så forstå, at dem, som er bemidlet tilstrækkeligt, tager til Tyskland og får fjernet noget af alt det fedtvæv for noget, der måske ligner 0,25 mio. kr., hvilket gør, at de så efterfølgende får en meget bedre mobilitet, fordi de ikke er tynget af alt det der ophobede fedt. Der synes jeg jo også, at vi skal prøve at sigte efter at løse den opgave i Danmark.

Ministeren.

Tak for bemærkningerne. Jeg er også enig med spørgeren i, at vi har et godt og solidt sundhedsvæsen i Danmark på rigtig mange niveauer. Det skal vi vedblive med at have, og vi skal styrke det endnu mere. For selv om der er mange ting, der går godt, er det jo også åbenlyst, at vi har en lang række udfordringer på en lang række områder. Det er jo senest også bagtæppet for den aftale om en stor sundhedsreform, som vi i regeringen har indgået, også med et bredt flertal her i Folketinget, herunder Det Konservative Folkeparti, for at få styrket nogle af de områder, hvor vi også har en række udfordringer i forhold til at levere såvel forskning som udredning og behandling med den kvalitet og det niveau, som vi gerne ser i fællesskab.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren. Så kan vi gå i gang med ordførerrækken, og den første er Socialdemokratiets ordfører, og det er fru Camilla Fabricius.

Tak, hr. formand. Først og fremmest vil jeg gerne takke for den opmærksomhed, som forslagsstilleren her retter mod kvinders sundhed. Det er noget, der fylder enormt meget for mig, og det er noget, som fylder meget for Socialdemokratiet. Som ministeren også siger, er det simpelt hen så vigtigt, at det her er kommet op på den politiske dagsorden og nu bliver taget seriøst af os alle sammen.

Det er et vigtigt emne, fordi det berører danskerne på mange forskellige måder, både direkte for kvinder, men jo også pårørende, kollegaer eller chefer på arbejdspladser. Det er også en kompleks størrelse, der strækker sig fra forskningsmetoder over sundhed til kvinders oplevelser hos lægen og muligheden for at føde børn, og i sidste ende skal vi så spørge os selv, om vi kan tage kvinders liv og livskvalitet seriøst og hvilke konsekvenser det faktisk har for samfundet, når vi ikke gør det.

Rigtig mange kvinder opdager ikke engang de sygdomme, de går rundt med, fordi vi som samfund ikke anerkender den smerte og det ubehag, de oplever. Vi ved, at kvinder gentagne gange går til lægen uden at få stillet diagnoserne, hvorimod mænd ikke går til lægen, men hvor der omvendt faktisk er behandling. Så det er altså noget, hvor vi skal kigge på hinandens mønstre.

Ofte er der kvinder, der har oplevet, at de får at vide, at de skal tage to Panodiler og en kop te. Det er ganske naturligt, bl.a. omkring overgangsalder og andre ting. Som Henriette Svarre Nielsen sagde til en meget kvalificeret konference for nylig, er alt, hvad vi gør i sundhedsvæsenet, i virkeligheden unaturligt. Det er ikke i orden at have store smerter omkring sin menstruation eller at have svært ved at passe sit arbejde, fordi man går ind i menopausen. Det at blive bagatelliseret eller ligegyldiggjort kan vi simpelt hen ikke forsvare at halvdelen af befolkningen skal lide i stilhed over.

Selv om man skulle tro, at befolkningens livskvalitet egentlig nok kunne slå sig fast i den politiske bevidsthed, er det her altså en problematik, som vi længe har stået over for. For kvinders sundhed handler ikke bare om folkesundhed og arbejdsmarkedspolitik; det handler også om de store poser penge, som venter på at blive samlet op. Når kvinder oplever ubehag som en grundfølelse, går det i virkeligheden ikke bare ud over fællesskabet; det går også ud over lysten til at gå på arbejde og i virkeligheden det, at man, som vi ser det bl.a. med menopause, går ned i tid og måske endda stopper på arbejdsmarkedet før tid.

Det, jeg prøver at sige her, er, at vi ikke kan løse det her med et politisk snuptag, for ansvaret ligger fordelt hos rigtig mange af os. Det kræver både en politisk opmærksomhed, som ministeren også har sagt, men det ligger også i det arbejde, vi gør generelt med kvinders sundhed. Jeg har så brug for at komme tættere på det politisk, men det kræver også en tværfaglighed og tværpolitisk strategi. Vi har brug for at diskutere kvinders sundhed, men vi har også brug for at gøre det i et samarbejde med hinanden.

På talerstolen lige før mig var ministeren ekstrem præcis i at sige, at det her er noget, der ligger regeringen tæt på sinde. Jeg synes også, at det ville være godt, hvis vi sammen kunne lande en beretning, hvor vi præciserer, hvad det er, vi gerne vil sammen. Det er vigtigt for Socialdemokratiet, og det er vigtigt for mig at sige, at det at komme godt i land med kvindesundhed altså er et samspil, der skal være både i landet, med erhvervslivet, med ngo'er og så selvfølgelig også med beslutningstagere, som vi selv er.

Jeg vil sige, at ministeren har været meget præcis i at sige, at det her er et fokus, som vi samlet set er nødt til at have. Det er noget, vi skal have afsat penge til, og det er noget, vi skal tage ansvar for. Det er også noget, som kræver lang opkvalificering på en lang række områder, hvor vi skal have knækket koden til, hvad det er, vi gør omkring kvinders sundhed. Det er ikke et politisk snuptag; det er altså et bredt samarbejde med ngo'er og erhvervsliv og selvfølgelig også med beslutningstagere.

Så med ordene her håber jeg, at der måske kunne være et par spørgsmål.

Det er der, og det første er til hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Og tak til fru Camilla Fabricius for talen. Jeg hører også, at der er en vis anerkendelse af det her forslag, men jeg kunne bare godt tænke mig at høre, om ordføreren kunne uddybe det lidt. Nu har ordføreren og ordførerens parti selv talt for, at der skal et videncenter på finansloven for 2026. Men hvad er egentlig årsagen til, at man ikke kan bakke op om de andre ting, vi her peger på der også er behov for? For et videncenter i sig selv løser det jo ikke.

Jeg er sådan set enig i, at det er et komplekst område, som kræver mange greb, men det er jo netop det, vi kunne sætte os ned omkring et forhandlingsbord og få afklaret: Hvad er det, der er behov for, og hvad er det, vi kan gøre? Det er f.eks. omkring øremærkede midler til forskning, og at vi får sikret, at der også er både diagnosticerings- og behandlingstilbud i forhold til de områder, hvor vi kan se, at der er et efterslæb.

Altså, hvad er det, der gør, at ordføreren ikke mener, at det ville være den rigtige vej at gå?

Ordføreren.

Som jeg også synes ministeren gjorde klart, handler det jo om, at vi er nødt til at pege på den økonomi og den finansiering, der skal til for det. Det, vi har peget på, også i den alliance omkring kvinders sundhed, jeg selv har været med til at stifte, er jo, at noget af det, der kan være en del af løsningen, er et nationalt center for kvinders sundhed. Det, vi har brug for, er at lave et samlet greb. Vi er også nødt til at få peget på de samarbejdspartnere, vi har.

Da jeg startede med at beskæftige mig med det her og kom ud at snakke med endometriosekirurgerne ude på Skejby Sygehus, spurgte jeg Axel Forman, som var daværende professor og kirurg, hvad det er, der skal til, for at vi kommer til at vide noget mere om den skjulte kvindesygdom. Så sagde han, at det er at tale om det.

Tal om det. Det har jeg gjort lige siden, og jeg vil sige, at der endelig har været opbakning til det, og det, vi skal gøre, ordfører, er jo, at vi skal lave en beretning, og så skal vi samlet set finde ud af, hvordan det er, vi gør det. Men vi er simpelt hen nødt til at få afsat ressourcerne, og dem har ordførerens parti ikke peget på med det her forslag.

Hr. Peder Hvelplund.

Nu siger ordføreren, at vi skal tale om det, men det er jo ikke nok at tale om det. Det, der er afgørende – og det er jo netop det, vi har kunnet se i Storbritannien – er, at hvis man nøjes med at tale om det, men ikke sikrer, at der er diagnosticerings- og behandlingstilbud, så betyder det en ventetid på op til 9 år for at kunne komme i diagnosticering i forbindelse med f.eks. endometriose.

Jeg læste det jo med stor interesse, da ordføreren selv blev citeret i en artikel i Berlingske, hvor ordføreren siger:

»Vi har ikke et specifikt mål for hvor mange midler, der skal afsættes, men jeg synes, at midlerne bør stå mål med de udfordringer, der er«.

Derfor undrer det mig lidt, at ordføreren nu siger, at nu skal vi først pege på finansieringen. Er det afgørende ikke at finde ud af, hvor meget vi har behov for? Og så har vi også selv skrevet i vores beslutningsforslag, at vi er helt klar på at se på, hvor vi finder midlerne til det. Men vi bør starte med at se, hvor mange midler der er brug for.

Ordføreren.

Jeg har jo stor respekt for ordføreren. Vi har i sidste periode lavet en aftale omkring fødselsområdet sammen, hvor det faktisk kan have en effekt for kvinders sundhed efterfølgende, og jeg synes, det bliver en lille smule polemisk, må jeg indrømme.

Det her kommer til at gribe ind i så mange forskellige steder, hvor vi er nødt til at stå sammen. Der er f.eks. den aftale, vi lavede på fødselsområdet, hvor jeg i hvert fald var bannerfører for, at vi skulle sikre, at jordemødrene faktisk havde den kvalitet at have tid nok til, at man kunne føde ordentligt, så man ikke sprak, og så man kunne sys ordentligt bagefter. Det har direkte betydning for den inkontinens, som ældre kvinder oplever i slutningen af deres liv.

Det er ikke noget, der koster penge andet end dem, vi har afsat, at sørge for at overholde det, vi allerede har gjort. Der er så mange steder, hvor vi kan gøre det her, ordfører.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og vi går videre til Venstres ordfører, og det er hr. Christoffer Aagaard Melson. Værsgo.

Tak for ordet. Forskning i og behandling af sygdomme, der primært eller kun rammer kvinders sundhed, har i mange år været underprioriteret. Det er der heldigvis i den her regeringsperiode blevet lavet om på og også kommet større fokus på, og der skal også gøres endnu mere, end der allerede er gjort, for når nogle sygdomme kun rammer det ene køn, skal vi selvfølgelig også tage hensyn til kønsforskellen, hvis alle skal mødes med lige muligheder, når det kommer til sundhed.

I 2024 og 2025 blev der afsat henholdsvis 210 og 231 mio. kr. til klinisk forskning bl.a. med fokus på kvindesygdom og kønnet ulighed i sundhed. Der er også sikret midler til oplysninger om endometriose i den her regeringsperiode. Når det er sagt, vil vi også gerne gøre mere, for jo mere vi ved, jo mere finder vi også ud af, at der er ting, som skal gøres bedre i forhold til både oplysning, behandling og forskning.

Som tidligere nævnt vil vi f.eks. rigtig gerne diskutere muligheden for at etablere et nationalt center for forskning i kvindesygdomme, der kan bidrage til at skabe mere viden om kvinders sundhed og få udbredt de bedste behandlingsformer. Vi mener også, vi skal kigge på, hvordan vi kan styrke forskningen i kvindesygdom endnu mere og måske målrette midlerne endnu bedre, end det er lykkedes for os indtil videre. Det mener vi faktisk at der er fri mulighed for at diskutere i de kommende forhandlinger, vi står over for – forhandlinger, hvor vi rent faktisk har mulighed for at få afsat den nødvendige finansiering, så man ikke stiller en masse ting i udsigt, f.eks. i forbindelse med en handleplan, som det viser sig at der ikke er opbakning til at finde den rette finansiering til. Så det bliver vores tilgang til det i den kommende tid.

Men vi deler egentlig langt hen ad vejen intentionen i, hvad Enhedslisten sætter på dagsordenen i dag, og derfor håber jeg også, at vi kan lande en eller anden form for fælles beretning her i Folketinget om, at det her er et område, vi gerne vil. Så håber jeg, der bliver spillet konstruktivt ind i de kommende forhandlinger, for mit indtryk er jo her fra talerstolen, at det heldigvis er et område, som der er bred vilje til at kigge på i Folketinget. Så kan vi jo have lidt forskellig tilgang til, hvordan man skal bidrage med finansiering, når man gerne vil gøre noget, og i hvilke forhandlingsfora det er bedst at tage de her ting op. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Peder Hvelplund.

Men det er jo lige præcis det, vi foreslår: at der bliver indkaldt til forhandlinger. Vi lister en række ting op, som vi mener er noget, der burde være en naturlig del af det – både øremærkede midler til forskning og et videncenter, som jeg kan høre regeringspartierne er enige i, men også at vi sikrer, at der kommer både relevant efter- og videreuddannelse til sundhedsfagligt personale, og ikke mindst at vi også afsætter ressourcer til både diagnosticering og behandling. For det her handler jo ikke kun om ord og om viden; det handler jo også om konkret handling. Derfor foreslår vi, at regeringen bare inviterer til forhandlinger, så vi kan komme i gang. Så må vi jo diskutere og se, hvor det er, vi finder finansiering henne. Vi har selv peget på noget, og vi siger sådan set også, at vi er helt åbne over for at se på andre finansieringskilder, men det ville da være en skandale, hvis det er sådan, at vi er enige om, der er en problemstilling her, og vi så ikke engang kan finde ud af og sætte os ned omkring et bord og prøve at finde ud af, hvad det så er, vi kan gøre for at løse den her problemstilling. Så er ordføreren ikke enig i, at forudsætningen for at få løst det her, er, at vi sætter os ned omkring et forhandlingsbord og får set på, hvilke initiativer det er nødvendigt at tage?

Ordføreren.

Som sagt har vi jo nogle ting, som vi allerede synes er nødvendige, f.eks. det her i forhold til at styrke forskningen og i forhold til at udbrede viden. Der er nogle fora – f.eks. for forhandling om forskningsreserven i forbindelse med forhandlingen om finansloven – hvor vi gerne vil diskutere de her ting. Det synes vi godt at vi kan gøre, uden at der skal indkaldes til nogle yderligere forhandlinger om det. Vi synes, vi har nogle bud på, hvad vi synes der skal gøres, vi har også nogle fora for nogle forhandlinger, som er forestående, hvor vi mener det relevant at tage de ting op, også fordi vi gerne vil have en tæt dialog f.eks. med de af vores kollegaer, som er forskningsordførere, og som jo sidder dybt inde i de her forhandlinger f.eks. om forskningsreserven. Jeg synes, det er relevant, at de også bliver inddraget i de her snakke, i forbindelse med at de skal diskutere forskningsreserven.

Hr. Peder Hvelplund.

Midler til forskning – rigtig godt. Videncenter for kvinder – rigtig godt. Men hvordan vil ordføreren sikre, at vi undgår at havne i præcis den situation, som man står i Storbritannien, hvor man netop har sikret større viden på området, hvilket har betydet et langt større behandlingspres både i forhold til diagnosticering, men også efterfølgende behandling, og som har gjort, at ventelisterne er eksploderet? Det løser vi jo ikke ved at få mere viden eller få flere videncentre. Det løser vi alene ved, at vi også er villige til at investere i diagnosticering og behandlingskapacitet. Er ordføreren ikke enig i, at den del er fuldstændig afgørende for at kunne løse den her problemstilling?

Ordføreren.

Jo, og derfor er der også en tæt dialog hele tiden med regionerne, i forhold til hvordan man sikrer, at der er den nødvendige behandlingskapacitet, i takt med at vi heldigvis får skabt mere viden om de forskellige kvindesygdomme og mulighederne for at få dem behandlet i langt højere grad, end man har gjort historisk. Så det synes jeg vi har fokus på.

Så vil jeg bare sige, at jeg jo synes, at vores tilgang i den her periode har vist sig at være bedre end den tilgang, Enhedslisten tilsyneladende havde, da de var støtteparti til den forrige regering, for der er rent faktisk sket noget i den her periode, efter vi er blevet en del af regeringen. Der er sat penge af til forskning og oplysning i modsætning til i den forrige regeringsperiode. Derfor synes jeg jo egentlig, at historikken viser, at vores tilgang, hvor vi prøver at diskutere de her ting i nogle fora, hvor vi rent faktisk har mulighed for at sætte noget finansiering af, har været ganske fornuftig, og den vil vi gerne holde fast i.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Danmarksdemokraternes ordfører, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak for det, formand. Forslagsstillerne foreslår, at der indkaldes til forhandlinger om en national handleplan for kvinders sundhed inden udgangen af 2025. Forslagsstillerne peger på den manglende viden om kvinders helbred, ligesom de fremhæver, at behandlinger, der er standardbehandlinger i sundhedsvæsenet, som påvirker mænd, ikke altid har den samme effekt på kvinder. Samtidig kan jeg jo ikke lade være med at tænke på, at det jo ikke er, fordi vi mænd er totalt i mål. Det kan godt være, at vi er bedre kortlagt end kvinderne, men vi lever stadig kortere, og vi har noget sværere ved at finde vej til lægen. Så kan det godt være, at kvinderne går der for ofte og vi andre kommer der for sjældent, men det er i hvert fald noget, der overordnet set handler om begge køn.

Danmarksdemokraterne deler forslagsstillernes opfattelse af, at der skal være en ensartet kvalitet i behandlingen af alle danske borgere, uanset deres køn. Ligeledes deler vi opfattelsen af, at der er et efterslæb i forhold til viden om kvindekroppen. Derfor har vi f.eks. af flere omgange været med til at afsætte midler til forskning i kvindesygdomme i aftalen om forskningsreserven, ligesom vi med vores sidste finanslovsforslag har endometriose på som en prioriteret sag. Danmarksdemokraterne er med i aftalen om sundhedsreformem, som vi har fokus på kommer til at løfte kvaliteten for alle borgere uanset køn, og i den forbindelse er det selvfølgelig fornuftigt, at der kan indkaldes til forhandlinger om en handleplan, der kan bidrage med et ben til implementeringen af sundhedsreformen. Det kunne være et naturligt element i sundhedsvæsenet at sikre den rigtige behandling til den rigtige patient.

Nu hører jeg jo så både ministeren og ordførerne fra regeringspartierne opfordre til at lave en beretning over det her, og jeg tror, at jeg vil opfordre forslagsstillerne til at udfordre regeringen med, at lad os da gøre det. Jeg synes, det kunne være glimrende at lave en beretning, der egentlig får sat nogle rammer op for, hvordan vi kommer videre i den her diskussion. Ellers strander det på en diskussion af, at der i Enhedslistens forslag står nogle formuleringer om finansieringen, som jeg også tænker at vi er uenige i. For vi ønsker jo sådan set ikke, at vi skal tage det her af råderummet. Men når alle er enige om, at det her er noget, vi bør tale videre om, at det er noget, vi bør se seriøst på, og vi faktisk også på mange områder er i gang, så ville jeg tænke, at en beretning var den oplagte måde at gå videre på. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, og tak til ordføreren for anerkendelsen af problemstillingen. Jeg vil sige, at noget af det, vi peger på i vores beslutningsforslag, jo netop også er, at man skal gøre ligesom i Sverige, hvor de har lavet en undersøgelse af, hvordan den kønnede ulighed slår igennem i sundhedsvæsenet. Det handler jo netop om den kønnede ulighed, altså hvordan man gør det i forhold til både kvinder og mænd, for det er forskellige problemstillinger. Det er det, der er baggrunden for det konkrete beslutningsforslag her, hvor vi tager fat i den ene del af problematikken, men det betyder jo ikke, at vi ikke også har fokus på den anden del.

Men jeg vil egentlig også bare kvittere for ordførerens bemærkning om en fælles beretningstekst. Jeg vil meget gerne se et udkast til en beretningstekst og se, hvor langt regeringen er villig til at strække sig i forhold til det her. Jeg mener bare, at det helt afgørende jo er, at vi sikrer, at vi med den her debat også får sendt et meget klart signal om, at vi også er villige til at lave konkret handling. Der her handler ikke kun om at tale om et problem og få mere viden om det. Det handler også om at reagere på det, og det kræver altså også, at der skal afsættes nogle midler til det. Finansieringen er vi helt åbne over for at se på. Det skriver vi også i vores beslutningsforslag. Men det afgørende er, at der bliver taget en grundlæggende beslutning om, at det her vil vi sikre at der også afsættes konkrete midler til.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig; selvfølgelig koster ting penge.Det er også derfor, at vi har haft det med, både i forhold til at få afsat midler til forskningsreserven og i forhold til vores finanslov. Så selvfølgelig koster ting penge. Det, der bare kunne være interessant, var måske at få et overblik først og finde ud af, hvad det så er for nogle ting, der skal til, hvad det i givet fald vil koste, og hvad der i givet fald skal sættes af, sådan at det ikke bare bliver en tom diskussion, men faktisk bliver en fremadrettet diskussion med noget indhold i.

Hr. Peder Hvelplund.

Det afgørende er jo bare, at den politiske vilje så også er der til at afsætte de midler. For det er jo ligesom det, vi har manglet at se indtil nu, hvor det eneste, jeg har set regeringen pege på, har været videncentre. Det synes jeg er fint. Vi har selv rejst forslaget om midler til forskningsreserven. Det fik vi så flertal for her sidste gang. Så er jeg slet ikke afvisende over for at gå den vej.

Det afgørende er bare, at vi også bliver nødt til at sikre, at vi får en samlet plan med finansiering, for ellers kommer vi til at stå i den situation, som vi har oplevet andre steder, og som betyder, at hvis ikke vi udbygger kapaciteten samtidig, fører det bare til eksploderende ventelister og til, at folk nu får viden om en problemstilling, men hverken får diagnose eller behandling.

Ordføreren.

I Danmarksdemokraterne er vi jo sådan set med på at afsætte midler. Det har vi sådan set også vist, både i forhold til forskningsreserven og i forhold til finansloven. Så der er ikke noget problem dér. Det er egentlig mere en opfordring til, at Enhedslisten skulle udfordre regeringen. Mener man faktisk, at det her er noget, vi skal tage alvorligt, og noget, vi skal arbejde videre med?

Så er det fru Camilla Fabricius.

Tak for det. Så kan jeg jo tage ordet derfra. Jeg vil først og fremmest takke ordføreren for at gå så aktivt ind i arbejdet omkring kvinders sundhed og på sundhedsområdet i det hele taget. I forhold til at sikre, at kvinder får en ordentlig behandling og en ordentlig forståelse, har vi brug for at have et bredt sigte. Derfor vil jeg gerne høre ordføreren om, om han også tænker, at det med kvinders sundhed kan have betydning for, hvordan erhvervslivet imødekommer det. Man kan f.eks. se, at sosu-assistenter og sosu-hjælpere har en udfordring, når de f.eks. kommer i overgangsperioden. Vi kan se, at deres tilslutning til arbejdsmarkedet ikke er helt så god som mændenes. Kan ordføreren bekræfte det?

Ordføreren.

Jeg tror helt klart, at noget af det, det her også handler om – det var ordføreren faktisk også inde på i sin ordførertale – er at få italesat udfordringerne og også få det italesat på en måde, så arbejdsgiverne er klar over, hvad det egentlig er, det handler om. Jeg vil sige, at jeg for nylig deltog i mødet i Alliance for kvinders sundhed, hvor der ikke var overbefolket af mænd, vil jeg sige, men det var en interessant oplevelse, fordi man netop hører om de oplevelser, som kvinder har ude på arbejdsmarkedet, og de udfordringer, der ligger der. Jeg tror i høj grad, at en italesættelse kan være med til at gøre det nemmere at håndtere det, samtidig med at vi selvfølgelig også skal se på, hvad der er af medicinske udfordringer, og hvad der er af sygdomsmæssige udfordringer i det hele taget.

Fru Camilla Fabricius.

Tak for det. Ordføreren er også kendt for at have et stærkt blik på hele Danmark, og det er jo i den grad noget, som Socialdemokratiet og Danmarksdemokraterne har som et særligt fokus. Noget af det, vi kan se, når man ser på kvinder i hele landet, også i oplandet, er, at det er sværere at komme i kontakt med en praktiserende læge. Ser ordføreren også den udfordring?

Ordføreren.

Det er en grundlæggende udfordring. Og det er jo egentlig kernen i hele sundhedsreformen, nemlig at løse de her udfordringer over hele landet til glæde for både mænd og kvinder, der har brug for at komme til både praktiserende læger og speciallæger, som der jo er for få af udeomkring i landet. Derfor har vi en klar opgave med at løse det og skabe en bedre dækning.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til SF's ordfører, og det er fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Mange tak for det. Tak endnu en gang til Enhedslisten for at fremsætte et forslag, denne gang om en national handleplan for kvinders sundhed. Det er et vigtigt emne, som Enhedslisten skriver i forslaget, og så er det også et emne, der optager mange, både kvinder og partier i Folketinget. Det er dejligt.

I SF havde vi selv for nylig en høring, hvor kvinder bidrog med eksempler på kvinders sundhed eller mangel på samme, skulle jeg måske sige, som ikke i tilstrækkelig grad håndteres i sundhedsvæsenet eller andre steder i samfundet. Der var eksempelvis kvinden, som havde delte mavemuskler efter kejsersnit, eller kvinden, som havde men efter bristninger ved en fødsel. Der var også kvinden, som ikke blev udredt for endometriose i tide, hvilket angiveligt var årsagen til, at hun havde svært ved at få børn.

Men høringen gav også et indblik i, hvordan forskning alt for ofte undlader at medtage effekt på kvinder, lige fra hvordan sikkerhedsseler afprøves på mænd, til hvordan hjertemassage udføres på dukker uden bryster. Begge dele er forhold, der gør kvinder mere sårbare i sikkerhedsfaglige situationer. Men der er også eksempler på, at medicin oftere afprøves på mænd, selv om effekten kan vise sig at være meget anderledes på kvinder. Overgangsalder er et kapitel for sig selv, for de hormonelle ændringer, der følger med i den periode, påvirker os forskelligt, og der er derfor også fortsat brug for mere viden om, hvordan kvinders til tider ofte alvorlige gener kan afhjælpes i den forholdsvis lange periode af vores liv.

Det er sigende for kvinders erfaringer med sundhedssektoren, at de alt for ofte får besked om, at sådan er det at være kvinde, og at sådan er det at blive mor. Det er altså virkelig svært at finde et tilsvarende eksempel på, at mænd må slå sig til tåls med et svar om, at sådan er det at være far, eller at sådan er det at være mand. Derfor er der også rigtig god grund til, at vi tager kvinders sundhed alvorligt i situationer, der vitterlig har noget med sundhed at gøre.

Det er vigtigt for SF, at indsatser ikke kun er ord. Faktisk er vi meget mere optaget af konkrete handlinger, som kan hjælpe på alt fra bristninger og delte mavemuskler til medicinsk udvikling. Jeg synes derfor, at der for det første er plads til at drøfte prioriteringer i Enhedslistens forslag. Derudover er der jo altså for det andet også et behov for økonomi til konkrete indsatser. Det er ikke et gratis forslag, som Enhedslisten foreslår i dag. Derfor håber jeg i virkeligheden også på, at vi i udvalget kan lande en beretning, som definerer et løfte og en plan for det. Det håber jeg at Enhedslisten vil bidrage til. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Camilla Fabricius.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Det er virkelig en erfaren kvinde, der holder talen her. Noget af det, jeg gerne vil spørge om, handler om, at ordføreren har stor erfaring med at se, hvad særlig kvinder i slutningen af arbejdslivet tumler med. Det kan være overgangsalder, det kan være nedslidning eller andet. Noget af det, man er blevet bekendt med, er f.eks. det, at kvinder ofte får fysiske problemer med deres hofter. Kan ordføreren sige lidt mere om, hvordan hun tænker vi samlet set kan blive bedre til at lave initiativer, hvor vi bliver klogere på kvinders sundhed?

Ordføreren.

Først og fremmest må vi erkende, at det er sådan, kroppen nu engang udvikler sig, og det gælder også, hvordan kvindens krop udvikler sig. Men det drejer sig måske også om at se ind i arbejdsmarkedet, altså at der kan være andre måder at tilrettelægge arbejdet på, der ville give mening. F.eks. er en gammel sygehjælper som mig jo vældig erfaren, og derfor kan jeg også bidrage med masser af viden til elever, som måske kunne have glæde af at have mig som praktikvejleder i en situation. På den måde kunne jeg aflaste mig selv fysisk, fordi vi ville kunne hjælpes ad og være to om indsatserne. Der er forskellige greb, man kunne tage og gribe til. Jeg er selv frustreret over, at så mange kvinder for tidligt bliver nødt til at forlade arbejdsmarkedet, fordi man ikke finder ud af at indrette det på en ordentlig måde.

Fru Camilla Fabricius.

Det synes jeg simpelt hen er så skarpt og præcist sagt, og det vidner jo om, at der er så mange forskellige steder, vi er nødt til at slå ring om i forhold til kvinders sundhed. Jeg vil også bare takke ordførerens kollega fru Lisbeth Bech Poulsen for at være så klar til at melde sig ind, også på en politisk dagsorden. Så jeg skal bare klappe i mine hænder og sige tak til ordføreren.

Ordføreren.

Tak, og jeg sender roserne tilbage til både fru Camilla Fabricius, men også til vores egen ordfører, fru Lisbeth Bech Poulsen. Fru Lisbeth Bech-Nielsen, som hun hedder nu. Det er noget skidt med alle de der giftermål og nye børn og alt muligt andet, og det er ikke til at hitte rede i. Men jeg sender rosen det rigtige sted hen.

Det var godt.

Så er det hr. Peder Hvelplund.

Tak for det. Der kan man sige, at i forhold til navnet er ordføreren jo også konsistent. Det er stadig væk fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for talen. Som sagt er vi i Enhedslisten sådan set også åbne over for at se på en beretningstekst. Jeg synes bare, at det, der er fuldstændig afgørende er, at vi også bliver nødt til at lægge en forpligtigelse ind til også at sikre behandlingsmuligheder. Det, vi oplever i England f.eks. – jeg har nævnt det tidligere – er, at der er kvinder, som kan have en bekymring for, om de har endometriose, eller som kan have behov for en operation imod underlivsprolaps. Der er så aktuelt, tror jeg, 630.000 kvinder på venteliste til diagnosticering.

Derfor vil jeg bare høre ordføreren, om ordføreren ikke er enig i, at hvis vi skal løse den her problemstilling, bliver vi også nødt til at afsætte finansiering til konkrete behandlingsmuligheder og diagnosticering, for ellers risikerer vi bare at stå i en situation, hvor vi næsten gør problemstillingen værre, fordi der bliver et øget fokus på det, uden at vi reelt viser behandlingsmuligheder.

Ordføreren.

Jeg er enig i, at det er fuldstændig uacceptabelt, at der kan være så lange ventelister på at blive udredt og blive behandlet. Jeg er også frustreret over, at kvinder så ofte risikerer ikke at blive taget alvorligt i situationen. Jeg tror bare også, at det er let at stå her og sige skal, hvis man ikke kan. Så der er jo også nogle andre ting, der skal rummes forinden, tænker jeg. Altså, Enhedslisten har selv skrevet ind her, at der er brug for relevant uddannelse og efteruddannelse af sundhedsfagligt personale, og der kommer man jo til at diskutere, hvad der kommer først – hønen eller ægget. For hvis ikke vi har fagligt personale, der har fokus på det her, kan vi heller ikke løse problemet med lange ventelister.

Så der er brug for en prioritering af indsatserne og selvfølgelig også brug for, at vi har en snak om, hvad finansieringen så er i forhold til de indsatser, som vi gerne vil sætte i gang. Der er rigtig meget, vi gerne vil på sundhedsområdet.

Hr. Peder Hvelplund.

Men det er jo sådan set præcis derfor, vi foreslår, at der indkaldes til forhandlinger – så vi kan få lavet en masse ud fra den handleplan, netop for at sikre, at vi får indtænkt alle elementer. Jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at forstå modstanden imod, at man vedtager, at der skal indkaldes til forhandlinger, for det vil jo netop sikre, at man både kunne få lavet prioriteringen i forhold til indsatserne, og at man også kunne finde den tilstrækkelige finansiering, altså finde ud af, hvad det her vil komme til at koste.

Men som sagt er jeg åben over for at se på en beretningstekst. Jeg kan bare godt være bekymret for, om det kun bliver endnu en hensigtserklæring i rækken af alle dem, der er fremsat i forvejen. For jeg synes, at det, der er brug for nu, er handling.

Ordføreren.

I SF har vi også brug for, at der bliver sat handling bag en række initiativer. Derfor nævner jeg prioritering igen, for det er jo spørgsmålet her. Altså, hvis man tager fat i alle de vigtige indsatser, bare dem, som Enhedslisten selv har nævnt her, så er det jo en stor regning, der bliver udskrevet, kan man sige. Noget af det kunne man måske synes var vigtigere end noget andet, og det kræver jo uanset hvad en drøftelse i partierne, men også en økonomisk prioritering.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og vi kan gå til Liberal Alliances ordfører, fru Louise Brown. Værsgo.

Tak. Der er ikke nogen tvivl om, at der findes sygdomme, som alt for længe har været overset. Vi har jo selv i Liberal Alliance været bannerførere for at sætte endometriose langt højere op på dagsordenen, og det gør vi stadig med stolthed. Ingen, uanset køn, skal gå rundt i årevis med smerter uden at få en ordentlig diagnose og behandling. Men det er også vigtigt for os at holde tungen lige i munden her, for vi skal også passe på ikke at gøre sundhedspolitik til en kamp mellem køn. Sundhed skal handle om patienterne og sygdommene, ikke om kønspolitik. Der er en god grund til, at biologiundervisningen lærer os, at mænd og kvinder kan blive syge på forskellige måder. Det er jo ikke nyt, men det er heller ikke nødvendigvis et politisk projekt. Det er et fagligt vilkår, som sundhedsvæsenet allerede håndterer, og det har vi også tillid til at de bliver ved med at håndtere.

Når jeg ser på forslag som det her, bliver jeg en anelse bekymret for, at det hurtigt kan blive til en plan om alt muligt – undervisning, seksualundervisning, nationale videnscentre, handleplaner og politiske visioner – men hvad med de patienter, som lige nu og her har brug for en bedre behandling for deres sygdom? Jeg kunne godt frygte, at vi med sådan en bred plan her kommer til at skyde med spredehagl og i værste fald kommer til at ramme forbi. Og det er jo ikke godt, når det handler om menneskers helbred.

Så ja, der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at vi altid vil være med, når der skal kæmpes for bedre udredning og behandling af underbelyste sygdomme – det er vores princip – men vi er skeptiske over for at binde det op på en decideret national handleplan, hvor det pludselig bliver kønnet i sig selv, der er omdrejningspunktet, frem for sygdommene. Og af den grund kan vi ikke støtte forslaget, som det ligger her, men vi er meget gerne med i en fælles beretning, hvis vi kan lande en, hvor vi har det samme mål alle sammen. Tak.

Mange tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Camilla Fabricius.

Jeg er faktisk lidt overrasket over ordførerens tale, for jeg synes, den er lidt selvmodsigende. På den ene side siger man, at man skal rette indsatsen mod det sted, hvor hjælpen er, men på den anden side vil man ikke være med til at rette indsatsen mod det sted, hvor problemet er. Vi ved, at hvis en mandlig praktiserende læge har to døtre, diagnosticerer han kvindelige patienter lige så godt, som hvis det havde været en kvindelig læge. Vi ved, at McKinsey har peget på, at hvis vi investerer bare 1 kr. i kvinders sundhed, kommer der 3 kr. igen. Vi har Dansk Erhverv og Dansk Industri, som peger på, at der skal være en helhedsorienteret indsats for at sikre bedre sundhed for kvinder, fordi det giver bedre arbejdsvilkår, det giver medarbejdere, der trives, som jeg talte med SF's ordfører om, og fordi der er massive erhvervsinvesteringer. Hvad er det, der gør, at LA ikke vil være med til at lave gode indsatser?

Ordføreren.

Tak, og tak for spørgsmålet. For os er det bare vigtigt, at vi fokuserer på selve sygdommene, frem for at det lige er en kvinde eller en mand, der har sygdommen. Når det f.eks. kommer til endometriose f.eks., er der tydeligvis mangel på forskning og på behandlingsmuligheder, og det synes vi er et kæmpestort problem, og vi mener, at vi hellere skal sætte ind på det område specifikt. Frem for at vi kommer til at brede tingene alt for bredt ud og fokusere på alt for meget på en gang, skal det handle om den enkeltes sygdom, og for os er det endometriose, som ligger først for.

Fru Camilla Fabricius.

Tusind tak for det. Noget af det, som en højtestimeret, velrenommeret og publiceret professor her i Danmark peger på, er, at grunden til, at vi mangler viden, bl.a. på endometriose, er, at det er kvinders kroppe med de hormoner, der er. Det synes jeg ikke ordføreren forholder sig til.

Ordføreren.

Vi skal jo forske i det, der er udfordringerne, og lige nu handler det så om endometriose. Hvis f.eks. et ægtepar skal i fertilitetsbehandling, er det første, man gør, at sætte kvinden i en eller anden form for hormonel behandling for at få hendes æg til at kunne fange sædcellen bedre, fordi man ikke ved, hvad det er, der er udfordringen med mænd. Så det første, man tyr til, er at behandle kvinden. Så hvorfor forsker vi ikke i, hvad det er, der er udfordringen hos manden her?

Hr. Peder Hvelplund.

Jeg bliver jo, når ordføreren nu anerkender, at endometriose er en sygdom, der er underbelyst, simpelt hen nødt til at spørge ordføreren, hvorfor det mon er det. Hvorfor mon det er sådan, at efterfødselsskader er underbelyst? Hvorfor er det sådan, at problemer i forbindelse med overgangalderen er underbelyst? Hvorfor er det sådan, at fertilitetsproblemer ofte også er underbelyst? Det er det jo, fordi, det er kvindesygdomme. Hvorfor er det sådan, at der er en overdødelighed af kvinder, som bliver ramt af blodprop i hjertet? Ja, det er, fordi der er et andet symptombillede, end der er hos mænd, og også dér er der jo tale om en kønnet ulighed, og det er også derfor, jeg har lidt svært ved at forstå, at ordføreren på den ene side anerkender, at endometriose er underbelyst, men at man ikke kan anerkende, at det sådan set er med baggrund i en kønnet ulighed, og at vi derfor også lige præcis i forhold til kvinders sundhed har brug at få en national handleplan.

Så jeg er helt enig i, at den kønnede ulighed er noget, vi generelt skal se på, men at der her også er nogle specifikke problemstillinger, som skal løses.

Ordføreren.

Tak. Jeg anerkender fuldt ud, for det er jo evident, at der igennem tiderne er blevet forsket på mænd og ikke på kvinder. Når man har afprøvet medicinale produkter, er det foregået på mænd. I dag er det bare anderledes, og vi er blevet klogere, og heldigivs for det, men det har jo efterladt et efterslæb, hvilket f.eks. resulterer i, at vi ikke ved nok om endometriose.

Igen vil jeg i forhold til fertilitetsproblemerne også sige, at vi mangler viden, når det handler om mænds dårlige sædkvalitet, og vi ikke ved, hvad det handler om. Så det er jo ikke kun et kvindeproblem, og når ordføreren taler om overgangsalderen, vil jeg jo også bare sige, at overgangsalderen ikke er en sygdom, men at det er en del af det, der sker i kvindens udvikling, når vi bliver ældre. Så det er altså ikke en sygdom, og derfor synes jeg måske heller ikke, det hører med i den her snak, når vi taler om andre sygdomme. Det er selvfølgelig klart, at der har været en tendens til, at der ikke er blevet forsket i forhold til kvinder, men det er jo noget, vi nu er opmærksomme på, og jeg håber virkelig også, at vi vil være det i fremtiden.

Men lad os fokusere på de enkelte sygdomme, og hvad der er udfordringen med sygdommen og den forskning, der mangler, frem for at gøre det til et spørgsmål om forskelle mellem kvinder og mænd.

Så er det hr. Peder Hvelplund.

Jeg tror, at jeg lader den der med, om ordføreren anerkender, at der er en problemstilling, i forhold til at kvinde sygdomme er underbelyst, ligge. Men lad mig så bare tage fat i et andet element, og nu nævner ordføreren selv spørgsmålet om endometriose.

Opfatter ordføreren det ikke som et problem, at der her ikke er flere behandlingstilbud, men at der faktisk er kvinder, som skal gå og vente i 5,7, 9 år for at blive diagnosticeret og efterfølgende også kunne få en behandling for det? Og vil ordføreren ikke også anerkende, at det, hvis det er en problemstilling, jo så også er noget af det, man vil kunne løse ved at lave en samlet national handleplan, ikke kun i forhold til endometriose, men også de problemstillinger, der er i forhold til kvindesygdomme?

Ordføreren.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i Liberal Alliance og jeg selv også anerkender, at endometriose er et stort problem, og at der mangler forskning, og at vi derfor skal vi blive bedre. Vi er selv kommet med forslag til, at vi skal lave en national handlingsplan på det her område. For det er megavigtigt, og ja, der mangler forskning og i øvrigt også behandlingsmuligheder. Så vi er hundrede procent enige om, at der skal gøres noget, men lad os fokusere på én ting ad gangen.

Min frygt kunne godt gøre, at vi, hvis vi laver noget, der bliver så stort og nationalt, kommer til at smøre midlerne alt for tyndt ud, og at vi ikke får den investering, der skal til. For der mangler, når vi taler om endometriose, virkelig penge, og vi skal bruge midlerne fornuftigt.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til Moderaternes ordfører, og det er fru Rosa Eriksen. Værsgo.

Tak for ordet. I Danmark har vi et stærkt og fagligt dygtigt sundhedsvæsen, som passer på os, når vi bliver syge og har brug for hjælp, fantastiske læger, sygeplejersker og andre sundhedspersoner, der hver dag yder en uvurderlig indsats, for at vi kan blive raske.

I Moderaterne ønsker vi vedvarende at optimere sundhedsvæsenet, så det fortsat kan levere den kvalitet, det er kendt for. For der skal være kvalitet i behandlingerne, uanset om du er kvinde eller mand, barn, voksen eller gammel. Når vi derfor ved, at der er områder, hvor ulighed i sundhed baserer sig på ens køn, så skal vi selvfølgelig handle. Vi bakker derfor også op om intentionerne i Enhedslistens forslag. Vi ønsker at styrke området for kvinders sundhed, men vi mener ikke, at der er behov for at lave en decideret handlingsplan på området.

Regeringen og flere af Folketingets partier har allerede iværksat initiativer, der skal mindske ulighed i sundhed, initiativer, der sætter forskning og evidens forrest, og det er fornuftig politik. I 2024 er der afsat 210 mio. kr. på forskningsreserven til klinisk forskning, som bl.a. skal gå til ulighed i kvinder og mænds sundhed. I 2025 er beløbet 231,5 mio. kr. og denne gang med fokus på kvindesygdomme. I det politiske landskab er der øget fokus på kvinders sundhed, og det bakker vi i Moderaterne fuldt ud op om. Men vi mener, at vi bedst bevæger området og finansieringen frem, når vi drøfter prioriteringerne på sundhedsområdet i forbindelse med forhandlinger om bl.a. finansloven og forskningsreserven.

Vi håber derfor, at Enhedslisten og Folketingets andre partier vil deltage aktivt i forhandlingerne her, så vi måske sammen kan finde de prioriteringer, der kan mindske uligheden i kvinder og mænds sundhed. Tak for ordet.

Mange tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er hr. Per Larsen.

Tak for det, formand, og stor tak til Enhedslisten for at sætte fokus på kvindesygdomme, som jo har været underprioriteret i alt, alt for mange år. Det er jo med store konsekvenser for de kvinder, som er blevet fejet af banen med udsagn om, at sådan er det at være kvinde, eller at sådan er det at have menstruation. Vi har endda hørt læger bekræfte, at kvinder igennem tiden er blevet betragtet som hysteriske.

Jeg har arbejdet med sundhedspolitik i rigtig mange år, men det er først her de seneste par år, at det rigtig er gået op for mig, at vi virkelig har et kæmpestort problem i forhold til kvindesygdomme. Sygdommen endometriose, som jo har været drøftet meget her, rammer omkring 10 pct. af kvinder. Det blev jeg først bekendt med, da lægerne kontaktede os sundhedsordførere, og vi fik tilsendt bogen »Bloody Hell«, som er skrevet af Louise Dreisig, der selv er ramt af sygdommen, og som har gjort en kæmpe indsats for at oplyse om de konsekvenser, som endometriose har.

Vi tog det ganske alvorligt. Sundhedsudvalget besluttede at holde en intern høring og efterfølgende en ekstern høring. Det var Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet og jeg, der fik opgaven, og det blev et kæmpestort tilløbsstykke, hvor Landstingssalen blev fyldt. Konferencen blev en succes, og flere sundhedsfaglige medier satte fokus på den også kaldet sjældne og oversete sygdom, der sandsynligvis er arvelig. Det, at sygdommen er arvelig, har sikkert også betydning på den måde, at mødrene, som var ramt af endometriose, måske vænnede sig til, at det var ganske forfærdeligt, og at sådan var det, og den viden har de måske bragt videre til deres døtre. Vi blev bibragt viden om, at det rent faktisk er unormalt at have stærke menstruationssmerter, og at det bør udredes i sundhedsvæsenet.

En anden sygdom, som vi også er blevet bekendt med for ikke så lang tid siden, er sygdommen lipødem. Det er faktisk ganske voldsom fedtophobning omkring arme, ben og hofter – en fedtophobning, der kan være så voldsom, at de ramte kvinder rent faktisk mister eller reducerer deres mobilitet. Og hvis man mister eller reducerer sin mobilitet, ser det jo sort ud, både i forhold til have et job og selvfølgelig også i forhold til at have social omgang med andre. En midlertidig løsning kan være at anvende kompressionsstrømper og -ærmer, men det er kommunerne faktisk meget tilbageholdende med, fordi det er ret dyrt.

Desværre er der ikke åbent for hverken diagnosticering eller behandling i øjeblikket, og det er jo helt utilstedeligt. Der er lukket for tilgang både på Bispebjerg og i Skejby, og jeg må bare sige, at jeg bliver direkte vred, når jeg taler med de kvinder, der bliver afvist. Det kan vi som samfund simpelt hen slet ikke være bekendt. Der er rent faktisk også, kan jeg se, oprettet en facebookgruppe med omkring 1.400 medlemmer, som forsøger at støtte og hjælpe hinanden.

Dem, som har midlerne til det, har mulighed for at tage til Tyskland. Det koster rent faktisk en kvart million eller i omegnen af det for at få fjernet de fedtaflejringer, der er enten på arme, ben eller hofter eller i det hele taget. Det synes jeg simpelt hen ikke vi kan være bekendt. De kvinder har bestemt behov for at få en ordentlig diagnosticering og også en ordentlig behandling. I Det Konservative Folkeparti finder vi det vigtigt at kunne behandle alle sygdomme og specielt sygdomme med så store, store konsekvenser som nævnt her.

Det vil også være hensigtsmæssigt at få forsket mere og øget kapaciteten på de områder, hvor behovet er størst. Kvinders overgangsalder har også store konsekvenser for nogle kvinder, hvor andre kommer igennem det uden væsentlige gener.

Samlet set har kvindesygdomme store konsekvenser for den enkelte kvinde, men det har bestemt også en stor samfundsmæssig betydning. Der er kvinder, som forlader arbejdsmarkedet før tid på grund af deres gener, og mange går ned i tid af samme årsag, altså bliver der ikke leveret de arbejdstimer, som man kunne forvente, hvis man sikrer bedre diagnosticering og bedre behandling. Vi vil derfor også opfordre sundhedsministeren til at indkalde til forhandlinger om området. Vi kan også godt være med i en beretning, hvis vi kan blive enige om noget, som kan tilgodese patienternes behov. Tak for ordet.

Fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Tak for en snart årelang kamp for at sætte fokus på det her. Det vil jeg virkelig godt anerkende ordføreren for. Jeg blev jo rigtig glad, da ordføreren her til sidst også tilkendegav, at man gerne ville være med i en beretning. Det, jeg gerne vil spørge ordføreren om, er, om det ikke har betydning for, hvordan ordføreren stiller sig til at kunne lande en beretning, når både Dansk Industri og Dansk Erhverv peger på, at det at investere i kvindesygdomme og kvindesundhed både kan have en effekt i forhold til den medicin, vi udvikler, men jo også i forhold til de medarbejdere, vi har ude på vores virksomheder, ude i den offentlige sektor?

Ordføreren.

Det er klart, at det, at der er kommet så meget fokus på kvindesygdomme, jo er en gave i forhold til de kvinder, som lider af forskellige ting, som man ikke tidligere har kunnet diagnosticere, og som man ikke tidligere har været bekendt med. Jeg hører jo også rundtomkring på virksomhederne, at man også, bl.a. i forhold til menopauser og den slags ting, gør en ihærdig indsats for at indrette arbejdspladserne, så man måske kan beholde medarbejderne på et acceptabelt timetal. På den måde håndterer man jo også nogle af de problemstillinger, der opstår ude på arbejdspladserne.

Spørgeren.

Tak. Jeg kunne også godt bare lige her til sidst sige, at lige nu sidder man jo og forhandler aftalen omkring psykiatrien, hvor ministeren jo sammen med resten af regeringen har været enormt præcis til f.eks. at pege på, at der skal være adhd-klinikker. Noget af det, vi har kunnet se, er jo bl.a., at der har været en underdiagnosticering af kvinder og piger med adhd, hvor der er et slip på omkring 7-8 år. Det er jo noget, vi er med til at finansiere med de aftaler, vi allerede laver. Kan ordføreren ikke også se sig selv i det?

Ordføreren.

Jo, det kan jeg bekræfte. Nu ved jeg ikke, hvor kønsspecifikt adhd er i forhold til lige nøjagtig den her problemstilling, men det er klart, at der selvfølgelig er nogle problemstillinger omkring det her med at få de unge mennesker, også børnene, udredt, og det kan vi bestemt heller ikke være bekendt. Derfor er jeg da også glad for, at man sætter noget mere blus under kedlen, hvis man kan sige det sådan, og prøver på at tage nogle initiativer, som også kan være med til at sikre, at de unge bliver diagnosticeret.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til hr. Per Larsen for en engageret tale. Også tak for den positive modtagelse af forslaget. Jeg vil også bare kvittere for ordførerens engagement i forhold til det her og også anerkende, at når man ser på en problemstilling i sundhedsvæsenet, er det vores politiske pligt at reagere på det og ikke bare skaffe mere viden, men også handle på det. Det er egentlig også bare i forlængelse af det, for som jeg også har nævnt tidligere, er jeg sådan set åben for at se på en fælles beretningstekst. Det afgørende er bare for mig, at en beretningstekst ikke bare skal bygge videre på de pæne hensigtstilkendegivelser, der er blevet givet indtil videre, men at vi også bliver nødt til at sætte et ekstra spor i forhold til at sikre, at det her også betyder, at vi er villige til at afsætte ressourcer til både diagnosticering og behandling. Jeg skal bare høre, om ordføreren deler, at den opfattelse er en betingelse for, at vi vil kunne lande en fælles beretningstekst.

Ordføreren.

Det er helt klart for os i Det Konservative Folkeparti. Vi har helt klare intentioner om, at vi skal have et ordentligt sundhedsvæsen, som kan opfylde de behov, der er, både i forhold til at diagnosticere, men også i forhold til at behandle. Derfor er vi selvfølgelig også nødt til at tage ad notam, at når man har haft så meget fokus på kvindesygdomme, er der selvfølgelig også en pukkelafvikling foran os, fordi der simpelt hen er så mange, der er blevet opmærksomme på, at det faktisk er det her, de lider af. Så henvender de sig selvfølgelig til sundhedsvæsenet – det er jo det, man typisk gør. Så der er en opgave her, der skal løses, og der skal selvfølgelig også tilvejebringes noget finansiering til at kunne løse den opgave.

Spørgeren.

Jamen det er jeg glad for at høre. Det er også bare for at få ordføreren til at bekræfte, at det jo ikke er ukendt. Nu blev psykiatrihandlingsplanen lige nævnt tidligere. Tidligere, kan man sige, startede vi også med at få afdækket et område, og så har vi så løbende skulle finde finansieringen til at kunne tage de tilstrækkelige initiativer. Men der har forudsætningen jo netop også været, at vi startede med at vise den politiske vilje ved at sige, at den her problemstilling kan vi ikke være bekendt, den bliver vi nødt til at få løst. Man kunne vel forestille sig en lidt lignende tilgang her, altså at vi anerkender problemstillingen og sætter os ned omkring bordet og siger: Vi forpligter os til at finde midler til at få løst den her problemstilling.

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig med ordføreren i. Vi har en udfordring her, som skal løses. Det tror jeg da, at vi kan anerkende bredt i Folketinget, og derfor har jeg det også sådan, at vi skal have det løst, og det må vi hjælpe hinanden med. Men det er også klart, at der skal være nogle initiativer, som også patienterne kan være tjent med på den lange bane.

Tak til ordføreren for Det Konservative Folkeparti. Den næste ordfører i talerrækken er fra Dansk Folkeparti, og det er hr. Peter Kofod.

Tak for det. Enhedslisten vil med det her forslag have en national handlingsplan for kvinders sundhed. Det, man konkret nævner i forslaget her, er fokus på kvindesygdomme, herunder endometriose, fertilitetsudfordringer, fødselsskader, overgangsalder m.m. Vi har jo allerede diskuteret endometriose, og det er jo en fair sag. Det havde vi en forespørgsel om for nogle måneder siden på Liberal Alliances initiativ. Enhedslisten foreslår så nu det her forslag til en national handlingsplan.

Jeg synes da, at det er væsentligt at diskutere de her ting, men vi skal ikke gøre det, fordi det er kvindesygdomme. Vi skal gøre det, fordi det er rigtige sygdomme. Vi skal lade være med at sige, at kvindesygdomme er mindre vigtige end mandesygdomme. For alle sygdomme er vigtige, og det er, uanset om de rammer kvinder eller rammer mænd. Jeg kunne også lave en liste her i dag og sige, at vi mænd er lidt mere skrøbelige end mine kvindelige kollegaer. Vi lever i gennemsnit 4-6 år kortere. Det kunne man jo også lave handleplaner for. Men det skal vi ikke, for vi skal behandle sygdomme, uanset om det er kvinder, der får dem, eller mænd, der får dem.

Jeg ved også, at der er gang i et forslag om at lande en beretning på det her. Det synes jeg måske egentlig er fornuftigt nok. Det er ikke sådan, at forslaget her mangler gode intentioner, for det er jofine intentioner. Jeg tror måske bare, at det er fornuftigst at lande en beretning, og det vil vi også kunne støtte fra Dansk Folkepartis side. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Den næste i talerrækken er hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre.

Tak, formand, og tak til Enhedslisten for at tage endnu et vigtigt emne op her i salen. For ulighed i sundhed har jo mange ansigter. Forslagsstillerne her ønsker, at regeringen skal indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en national handleplan om kvinders sundhed. Det er jo en problematik, der heldigvis har fået langt større bevågenhed både herinde på Christiansborg og uden for de tykke mure. Der er endda et tværpolitisk netværk, der har sat emnet på dagsordenen, som vi i Radikale Venstre med flere gode deltagere herindefra er meget engageret i. For der er nemlig en historisk skævhed i, hvilke sygdomme der har været forsket i, herunder bl.a. sygdomme, der alene rammer kvinder. Det kommer også til udtryk i, at man historisk har ignoreret eller i hvert fald negligeret smerter og andre gener, som kvinder er gået til lægen med. Man har sagt: Det er naturligt, det gør ondt at være kvinde, og det må man leve med.

Den debat har heldigvis ændret sig de seneste år, og det har jo bl.a. ført til, at vi i dag taler langt mere åbent om en ellers overset sygdom som endometriose. Men vi er ikke i mål, og der er behov for at få lavet en ordentlig afdækning af området, så vi kan sikre os, at der ikke er oversete sygdomme eller andre kønsmæssige skævhed i det danske sundhedsvæsen. Det er jo første skridt imod at løse problemerne.

Jeg noterede mig under talen, at ministeren ganske korrekt påpeger, at hvis man her i salen fremhæver behovet for at gøre noget, skal man også huske det ved andre relevante forhandlinger, og det er jeg selvfølgelig helt enig i. Det har vi da også gjort i Radikale Venstre. Jeg finder det ikke helt så problematisk at bakke op om at indkalde til forhandlinger som andre. Jeg vil personligt gerne have diskussionen på et ordentligt fagligt fundament og drøfte behovet for midler, for politiske prioriteringer og for finansiering. Men fred være med det. Jeg er bestemt ikke afvisende over for en beretning, såfremt den er fornuftig og anviser vejen til reel handling. Jeg ser frem til det videre arbejde i udvalget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Radikale Venstre. Den næste i talerrækken er fru Karin Liltorp fra Alternativet, men jeg ser hende ikke i salen. Jeg er lidt lang tid om at afslutte for at se, om hun kunne komme løbende ude fra det andet lokale. Det gør hun ikke. Så nu er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, og tak for debatten. I og for sig vil jeg også sige tak for tilkendegivelsen af, at alle partier finder det her forslag vigtigt. Jeg må indrømme, at jeg stiller mig lidt uforstående over for den afvisning, der kommer fra både regeringen og regeringspartierne i forhold til at indkalde til forhandlinger omkring det her. For jeg synes faktisk, at det, vi gør med det her forslag, er at række en hånd frem til både regeringen og til regeringspartierne for, at vi kan sende et meget klart signal om, at vi nu er villige til at sætte handling bag ordene.

Jeg synes, det er fuldstændig rigtigt sagt, at der heldigvis er kommet en større opmærksomhed omkring problematikken. Det har primært taget udgangspunkt i hele debatten omkring endometriose, men det er jo kun en markør for, at vi her står med en strukturel problemstilling i forhold til en underbelysning af kvinders sundhed og den kønnede ulighed. Vi fremsætter et beslutningsforslag, hvor vi opfordrer regeringen til at indkalde til forhandlinger, hvor vi netop kan sætte os ned og få afdækket, hvad det er, der er behov for. Vi har selv i Enhedslisten foreslået en række initiativer, som vi synes det ville være naturligt indgik i en sådan handlingsplan. At vi satte os ned omkring bordet, fik diskuteret det og også fik diskuteret finansieringen, synes jeg egentlig ville være ret oplagt og også et meget klart signal til de borgere og de kvinder, som har været med til at rejse den her problemstilling, og som har en klar forventning om, at vi politisk også følger den op.

Jeg synes heller ikke, at det er væsensforskelligt fra, hvad vi ellers normalt gør herinde. Når vi får øje på en problemstilling, sætter vi os jo normalt ned omkring et bord og prøver på at få det belyst og ser på, hvad vi kan tage af politiske initiativer for at løse den her problemstilling. Det er jo også det, vi har gjort i forhold til f.eks. hele spørgsmålet omkring psykiatrien, hvor vi jo satte os ned og fik lavet et fagligt oplæg, og ud fra det tog vi nogle politiske initiativer, som vi så har forpligtet os til at finde den tilstrækkelige finansiering til. Det er jo så det, vi er i gang med nu. Det betyder ikke, vi har løst det hele, eller at vi ikke kommer og siger, at vi egentlig synes, der skal afsættes flere midler, eller at der er nogle flere områder, der skal få fokus på. Men det er et klart politisk fundament for at kunne sige, at nu tager vi nogle initiativer, som løser den her problemstilling.

Det er det, jeg savner lidt i den her debat, altså at man ikke kun er villig til at tale om den her problemstilling, men at man også er villig til at være med til at sætte handling bag ordene og løse den. For som jeg har nævnt i flere af mine bemærkninger, synes jeg jo, at problemstillingen let kan blive den, at hvis vi nøjes med kun at skaffe mere viden og tale om problemstillingerne og ikke samtidig anvise muligheder for og ressourcer til både diagnosticering og behandling, så risikerer vi jo i stedet for at skabe den problemstilling, at der er kvinder, som oplever lang ventetid for både at kunne blive diagnosticeret og blive behandlet. Det er jo det, jeg tror det her forslag kunne være med til at bidrage til en løsning på.

Jeg er sådan set fuldstændig åben over for at se, om vi kan lande en beretningstekst. Jeg vil gerne se et udkast fra regeringspartierne. Jeg tænker, at de har en interesse i at udarbejde sådan et forslag. Men jeg vil bare sige, at det, der vil være fuldstændig afgørende for os, er, at vi så dermed også tager nogle nye skridt, og at vi ikke holder os til hensigtserklæringer, som jeg synes der har været rigeligt af. Det handler om at tage nye skridt i forhold til at kunne garantere, at det her også betyder, at vi er villige til at afsætte midler til både diagnosticering og behandling.

Vi peger jo også på behovet for at få lavet en undersøgelse af den kønnede ulighed, også for at imødekomme Dansk Folkeparti i forhold til deres bekymring for, at det her alene handler om kvinder. Vi kunne jo sagtens få afdækket, hvor det er, vi ser problemstillinger med kønnet ulighed i sundhedsvæsenet. Det handler om, at vi får videncentre, at vi får sikret bedre efter- og videreuddannelse, og at vi afsætter øremærkede midler til forskning. Jeg tror netop, det er vigtigt, at vi også her sikrer, at det bliver en del af en samlet handlingsplan, fordi det, vi jo kan se med nogle af de midler, der allerede er afsat i forskningsreserven, altså de 100 mio. kr., vi fik afsat, er, at de i højere grad går til de områder, hvor der i forvejen er forskning, hvorimod det i forhold til de nye, spæde forskningsområder, som ligesom skal løbes i gang, er sværere at få midlerne ud at virke der. Derfor er der jo behov for, at det her bliver en del af en samlet plan.

Men jeg er i hvert fald glad for, at vi har fået debatten, og at der er bred tilslutning til, at det her er en problemstilling, vi skal være opmærksomme på. Jeg savner som sagt lidt, i forhold til at der også er den politiske vilje til at sikre den tilstrækkelige handling i forhold til det, i hvert fald når det kommer til at blive konkret på det. Som sagt er jeg åben for at se på en fælles beretningstekst, men det er for mig en klar forudsætning, at den også giver en politisk forpligtigelse til at finde tilstrækkelige midler til, at vi kan løse den her problemstilling, så det ikke alene bliver sådan, at der kommer flere pæne hensigtserklæringer.

Med de ord vil jeg gerne takke for debatten, og selvfølgelig vil jeg sige særlig tak til både Konservative og Radikale for at tilkendegive, at de er villige til at bakke op om forslaget her og også bakke op, i fald det skulle komme til afstemning.

Fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg ved faktisk ikke helt, hvor jeg skal starte. Jeg kunne godt starte med at sige, at ordførerens kollega harcelerer over for ministeren i forhold til, hvad det er, man har gjort i Region Hovedstaden, hvor man pryder sig med lånte fjer. Jeg står her med et referat fra den 18. juni 2024, der refererer til en konstitueringsaftale, hvor man har drøftet, hvad det er for opgaver, udvalget skal have, og det er altså konstitueringspartierne, der har aftalt i Region Hovedstaden, at man skal nedsætte et udvalg, der skal kigge på kvinders sundhed. Og man harcelerer over, at man ikke andre steder har taget initiativ, når man udmærket godt ved, at Region Midtjylland fra Socialdemokratiet og Radikale Venstres side lige har taget initiativ til at lave et sammenligneligt. Og ministeren viser fuldstændig entydigt, både i det, hun siger i salen, men også i de handlinger, hun har foretaget hidtil, at hun tager det her alvorligt. Så jeg forstår simpelt hen ikke, hvad det er, man sådan helt polemisk tager i forhold til at have lånte fjer. Jeg synes, man skal lave en aftale, gå ind i en beretningstekst, og så droppe det polemiske.

Ordføreren.

Nu er jeg lidt usikker på, hvor det er, ordføreren mener at jeg har været polemisk i min tale. Jeg synes sådan set, jeg anerkender, at der er partier, som anerkender den her problemstilling. Men så har jeg bare svært ved at forstå afvisningen af det her beslutningsforslag. Det her beslutningsforslag handler alene om, at vi skal sætte os ned ved et forhandlingsbord og prøve at få afdækket noget. Vi siger endda alene, at vi peger på nogle områder, vi synes det var naturligt at der skulle indgå, men at der naturligvis skal være en sammenhæng imellem, at vi både afsætter midler til forskning, og at vi får mere viden, men også, at vi også afsætter midler til både diagnosticering og behandling. Det forstår jeg helt ærligt ikke hvad det polemiske er i.

Jeg synes tværtimod, det her er udtryk for, at vi rækker en hånd frem, men at den af polemiske årsager bliver slået ned, fordi man ikke ønsker, at man skal sætte sig ned til et forhandlingsbord, men at regeringen vil pege på nogle initiativer. Det er jo fair nok, men jeg forstår bare ikke helt afvisningen i forhold til at indkalde til forhandlinger, så vi netop kunne se, hvor langt vi kunne nå i fælles enighed omkring det her spørgsmål.

Spørgeren.

På forskellige ledder har regeringsordførere rakt frem til ordføreren. Jeg har også selv skrevet i går aftes om muligheden for at lave en beretningstekst, hvilket ordføreren ikke har svaret på. Jeg synes i stedet for, at vi skal prøve i udvalget at få en god behandling og så prøve at se, hvor langt vi kan komme. Jeg synes, ministeren har redegjort rigtig godt for, hvor det er, regeringen står, og det jo helt fair, at vi kan være uenige. Men jeg synes, at man pryder sig med lånte fjer på en række områder i forhold til kvindesundhed.

Ordføreren.

Men jeg forstår simpelt hen ikke, hvad det er, ordføreren mener med, at vi skulle pynte os med lånte fjer på det her område. Altså, det, jeg har hørt fra regeringspartierne, er, at man vil afsætte midler i finansloven til et videncenter. Og det er bare der, hvor jeg siger: Det er for os ikke nok. Hvis det er sådan, at vi skal noget i forhold til det her, så er det ikke nok, at vi afsætter midler i forskningsreserven. Det synes vi også vi skal, og vi synes jo også, at man skal lave et videncenter. Men det i sig selv er ikke nok, og det er sådan set det, der er det politiske budskab. Så er jeg med på, at der skal en politisk forhandling til. Det er det, vi opfordrer til at regeringen indkalder til forhandlinger om. Vi kommer ikke med ultimative krav. Jeg siger bare, at vi bliver nødt til at gøre mere end det, vi har gjort indtil nu. Og det er så det, regeringspartierne afviser.

Så lad os da se, om vi kan lande noget i en fælles beretningstekst. Men der har jeg bare behov for at se noget mere konkret, før jeg kan sige, om det er noget, vi vil kunne tilslutte os, eller om vi må sætte det her til afstemning. Jeg håber da, vi kan lande en fælles beretningstekst, men under den forudsætning, at vi så tager yderligere skridt end dem, der allerede ligger på bordet nu.

Fru Karin Liltorp, Alternativet.

Tak. Nogle gange forlader man desværre festen på det helt forkerte tidspunkt. Jeg vil sige, at Alternativet støtter fuldt ud det her forslag og synes, det er så godt, I tager debatten, og det er så vigtigt, vi får en samlet strategi. Jeg ved ikke, om Enhedslisten og ordføreren kan være enige i, at det også kunne være en god idé at lade planen omfatte kulturelle forskelle, for jeg har set flere eksempler på, at netop kvinder, der kommer f.eks. fra mellemøstlige lande, slet ikke får den nødvendige behandling, fordi man mangler viden inden for det område, altså så det ikke bare er på køn, men at man også lige tager den etniske dimension med i den plan, der skal laves.

Ordføreren.

Jamen jeg skal beklage, at ordføreren ikke fik mulighed for at komme op her på talerstolen og fremlægge Alternativets synspunkter. Jeg vil gerne kvittere for, at Alternativet gerne vil bakke op om forslaget. Jeg vil sige, at det jo netop er det, der vil være fordelen ved, at vi kunne sætte os ned og få en politisk forhandling om, hvad en handlingsplan indeholde, for så vil Alternativets ordfører netop få muligheden for at kunne fremkomme med synspunkterne der, og så kunne vi tage en åben politisk drøftelse om, om det var noget, der ville være enighed om. Det, der er afgørende for Enhedslisten, er bare, at vi bliver nødt til at tage nogle konkrete initiativer, der viser, at vi er villige til at handle på det her, og at vi ikke skal stå i den situation, som vi gør i dag, hvor der er øget fokus på endometriose, men hvor kvinder oplever rigtig lang ventetid både på at kunne komme til diagnosticering og behandling, og at vi heller ikke skal stå i den samme situation, som man gør i England, hvor problemet er blevet endnu større, på grund af at man har haft en debat omkring området.

Spørgeren.

Jamen tak for det. Så håber jeg også, jeg kan blive enig med ordføreren om, at vi i hvert fald ikke stopper diskussionen her, og at vi har brug for mere end bare en beretningstekst. En beretningstekst kan være et rigtig godt første skridt, men jeg er jo helt enig i, at hvis vi ikke tager nogle konkrete handlinger, batter beretningsteksten jo ikke ret meget. Så uanset hvor den ender henne, håber jeg, at vi kan blive enige om, at vi arbejder videre med området. Og det ved jeg også at andre herinde er indstillet på, altså at vi i hvert fald ikke lader den ligge her.

Ordføreren.

Jamen det er jeg helt enig i, og det er også det, jeg siger, altså at for mig er det afgørende, at hvis vi skal lande en beretningstekst, skal det være en, der peger frem mod, at vi er villige til at tage nye initiativer, for det er jo sådan set det, der er baggrunden for det her beslutningsforslag. Det er jo ikke, at vi er uenige om hensigten, om ordene – det er bare et spørgsmål om, hvor stor villighed der er til at sætte politisk handling bag ved ordene. Derfor er det afgørende for Enhedslisten også, at når vi fremsætter sådan et beslutningsforslag her, skal en beretningstekst også afspejle det fokus, at vi er villige til at sætte politisk handling bag ordene.

Tak til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten, ordfører for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.