Tak for ordet. I 2022 oplyste By-, Land- og Kirkeministeriet, at det vil koste 14-28 mio. kr. at lave en it-løsning, så man kunne pålægge Airbnb at indberette, hvor mange dage folk brugte tjenesten, og hvor meget de tjente på den. Det var en god idé, for der blev fundet fejl i 92 pct. af sagerne, sidste gang Skattestyrelsen lavede undersøgelsen. Så fremsatte vi i SF og Enhedslisten et forslag om netop det, altså at man laver en it-løsning, så man kan indberette og pålægge Airbnb at indberette, hvor mange dage folk lejer ud. Så svarede ministeriet efter førstebehandlingen, at det nu koster 100 mio. kr. Det koster ikke 14-28 mio. kr., men det koster nu 100 mio. kr. På 2 år er forventningen ændret til, at det vil blive fem gange så dyrt. Det har vi selvfølgelig syntes var interessant, altså hvordan det kan være siden førstebehandlingen. Så vi har spurgt, hvad det er, der har ændret sig, og hvad det er, der har gjort, at man nu laver en dyrere vurdering af forslaget. Ministeren svarer, at det er erfaringer, forudsætninger og antagelser. Vi spørger om hvilke erfaringer, forudsætninger og antagelser, og vi får at vide, at det er relevante forudsætninger, erfaringer og antagelser.
Det er jo svært for os ligesom at arbejde videre med, og det jo til at blive noget træt af i sig selv. Men så kommer der yderligere et helt fantastisk svar fra ministeriet: Det koster 100 mio. kr., men der er et usikkerhedstillæg på 100 pct. Det vil altså sige, at det, vi nu står tilbage med, er, baseret på erfaringer, antagelser og forudsætninger – relevante erfaringer, forudsætninger og antagelser – at prisen er mellem 0 og 200 mio. kr. for at få lavet det her it-system. Det er et it-system, der for 2 år siden kostede mellem 14 og 28 mio. kr. Det svarer jo en lille smule til, hvis jeg spørger nede i min søns vuggestue, hvor gammel de tror jeg er, og jeg så får svaret: Mellem 13 og 75. Altså, det er en lille smule svært at lave politik på baggrund af.
Derfor håber jeg, når vi nu ikke har kunnet få ministeriet til at svare, at ministeren i dag kan svare på, hvad det er, der har ændret sig, hvorfor det er, at det her it-system er blevet så meget dyrere, og hvad det er for nogle relevante erfaringer, forudsætninger og antagelser, vi skal oplyses om, som gør, at man ikke kan støtte det her ellers gode, gennemarbejdede forslag fra SF og Enhedslisten. Tak for ordet.