Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 126:

Forslag til folketingsbeslutning om kortlægning af potentialerne i at styrke rammer, samarbejde og retsstilling på pårørendeområdet.

Af Marlene Harpsøe (DD) m.fl.

(Fremsættelse 26.02.2025).

Jeg kan se, at ordføreren for forslagsstillerne ønsker at give en begrundelse for forslaget.

Ja, mange tak. I Danmarksdemokraterne synes vi jo, det er en spændende dag i dag, for noget af det, der ligger os meget på sinde, er de pårørendes vilkår. Der er rigtig mange pårørende, der har det svært, og som jo i den grad bliver slidt ned, mens de gør det, der falder dem naturligt, nemlig passer på deres allernærmeste og deres kæreste. Der er flere undersøgelser, der viser, at det er noget, som tærer så hårdt på dem både fysisk og psykisk, at det kræver, at der sker meget mere i forhold til at fokusere på de omstændigheder, de lever i, men også for at sikre, de får nogle bedre vilkår.

I Danmarksdemokraterne tog vi sidste år i sidste folketingssamling initiativ til en forespørgselsdebat om de pårørendes vilkår. Det her beslutningsforslag, som vi præsenterer i dag, og som vi jo glæder os til at høre hvad de forskellige ordførere siger til, følger op på den forespørgsel. Det, vi jo bl.a. foreslår her, er, at man laver en decideret kortlægning af de forskellige initiativer, som kan understøtte de mange pårørende og deres arbejde.

Vi håber jo på en bred opbakning her i Folketingssalen. Der er nogle ting, man tænker at ingen da kan være imod, så jeg er meget spændt på at høre de forskellige ordførere, som har valgt at bruge tid på at møde op her i salen i dag. Jeg glæder mig meget til debatten og er meget spændt, for de pårørendes vilkår er noget, det er virkelig vigtigt at vi tager os af.

Tak for begrundelsen for forslaget. Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er social- og boligministeren.

Tak for ordet, og tak for muligheden for at italesætte en rigtig vigtig dagsorden. Det kan jo være svært at være pårørende, når ens familie eller venner bliver syge, svækkede eller på anden vis står i en vanskelig livssituation, og det er også en problemstilling, som vi som velfærdssamfund skal tage hånd om. Derfor gør vi som samfund jo også rigtig meget allerede for at tage hånd om pårørende, f.eks. når deres familie eller venner står i en vanskelig situation. Regeringen har sammen med flere af Folketingets partier igangsat initiativer, som skal hjælpe og styrke inddragelsen af pårørende.

Heldigvis bliver pårørende jo også mange steder i dag set som en ressource, som man i højere og højere grad ønsker at inddrage. F.eks. har jeg jo selv tidligere som regionsrådsformand været med til at fjerne skiltene med besøgstider på vores sundhedsafdelinger på hospitalerne, således at man som pårørende kunne komme og deltage ikke kun mellem kl. 10.00 og kl. 14.00, men på alle tider af døgnet.

Men en ting er jo at se pårørende som en ressource, der er også behov for, at man alle steder er opmærksomme på, at pårørende også selv kan have brug for støtte, og at pårørende undervejs bliver set og anerkendt som mennesker med egne behov. Efter lovgivningen på det sociale område er det sådan, at kommunerne allerede i dag har pligt til at tilbyde gratis rådgivning til børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Kommunen er i den forbindelse også forpligtet til at rådgive den pågældende borgers pårørende, der indgår i dennes nære sociale netværk. Hjælp og støtte til både børn og forældre som pårørende er netop noget, vi ved er helt afgørende, både fordi de har ressourcer og er ressourcepersoner i den persons liv, som har brug for hjælp og støtte, men også netop fordi vi bliver nødt til at passe på de pårørende selv. Med barnets lov findes en lang række hjælpeindsatser og støttende indsatser til børn eller unge såvel som til deres familier og forældre.

For så vidt angår forældre som pårørende, lægger regeringen med det netop præsenterede psykiatriudspil »En stærkere psykiatri – En samlet 10-årsplan for psykiatrien« bl.a. op til at styrke indsatsen over for forældre og andre pårørende til personer med psykisk sygdom eller en udviklingsforstyrrelse. Vi skal som samfund bedre kunne gribe pårørende, når de står i en enormt sårbar situation. Man kan ofte godt føle sig alene eller føle, at man trækker alt, alt for hårdt på den øvrige familie eller sine venner, og det kan man helt sikkert mærke, når man står i situationer, hvor ens barn er ramt af psykisk sygdom.

Derfor lægger regeringen op til en styrkelse af undervisnings- og støtteforløb for pårørende til personer med psykisk sygdom. Det skal bl.a. ske gennem en styrkelse af de eksisterende pårørendetilbud samt oprettelsen af et nyt landsdækkende tilbud særlig målrettet forældre, og det skal Bedre Psykiatri – Landsforeningen for pårørende bistå med.

Går vi videre til børn og unge, ser vi jo også dem som pårørende. Det er desværre nogle af dem, som ofte overses. Det at være søster eller bror til et barn eller en ung, som enten lever med sygdom eller et kronisk problem i sundhedsvæsenet eller er handicappet, er et område, som der gennem tiden på forskellig vis har været stor politisk bevågenhed omkring. For disse unge er i langt højere grad udsat på en række parametre, hvor bl.a. børn som pårørende til f.eks. forældre med en psykisk lidelse er i særlig risiko for selv at opleve mistrivsel.

Det skal stå uden for enhver tvivl, at vi skal gribe børn og unge i mistrivsel langt tidligere, end det hidtil har været tilfældet. Det gør vi bl.a. med de lettilgængelige tilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel og med symptomer på psykisk lidelse, som kommunerne er i fuld gang med at udrulle, og med regeringens psykiatriudspil ønsker regeringen at afsætte et trecifret millionbeløb til at styrke og videreudvikle de lettilgængelige tilbud.

Ligeledes kan det nævnes, at der i 2023 blev indgået aftale med samtlige Folketingets partier om bedre hjælp til børn og unge, som er pårørende. Det kan eksempelvis være børn, der er pårørende til forældre, der lider af kritisk sygdom som f.eks. kræft, en psykisk lidelse eller alvorligt misbrug.

Med aftalen afsatte man 5 mio. kr. årligt i 2023-2025 til bl.a. systematisering af sundhedspersonalets opsporingsarbejde af børn, som er pårørende, samt opkvalificering af sundhedspersonalet i at håndtere børn, som er pårørende. Samtidig vil jeg også nævne, at der i regeringens netop præsenterede psykiatriudspil også indgår et initiativ for at styrke civilsamfundets organisationer for mennesker, der lever med psykisk mistrivsel eller psykisk lidelse.

På handicapområdet har regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre i maj 2024 indgået en rammeaftale om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet. Et af initiativerne i aftalen handler om, at der skal være en bedre og øget inddragelse af brugere og pårørende på socialområdet. Bl.a. skal der ses på muligheden for at give brugere og pårørende ret til at oprette råd eller lignende, hvis man bor på et botilbud, og det skal bidrage til bedre samarbejde og kommunikation mellem beboerne, tilbuddene, de pårørende og sagsbehandlere. Der er nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af parterne i Sammen om Handicap, som sammen skal kigge på, hvordan vi kan omsætte det initiativ til virkelighed.

På det socialpsykiatriske område er pårørende i fokus et af principperne i den recoveryorienterede, rehabiliterende tilgang, hvor der lige præcis skal være fokus på borgerens håb, drømme, ønsker og ressourcer. Det er en tilgang, som bliver udbredt af Social- og Boligstyrelsens indsatsteam i regi af 10-årsplanen for psykiatrien og mental sundhed fra 2022. Da ordføreren for Danmarksdemokraterne og jeg selv jo tidligere har samarbejdet i Region Hovedstaden, ved ordføreren også, at det er noget af det, som er rigtig vigtigt for os begge to at arbejde videre med.

Som social- og boligminister har jeg jo ansvaret for socialområdet, men da beslutningsforslaget går på at styrke pårørendes retsstilling på tværs af social-, handicap-, sundheds- og ældreområdet, vil jeg bare lige kort berøre nogle af de regler og initiativer, som gælder på sundheds- og ældreområdet, og som ligger uden for mit ressort. På sundhedsområdet gælder der regler, som skal sikre en balance mellem på den ene side patientens ret til fortrolighed med behandleren, lægen, sygeplejersken og på den anden side sundhedspersoners mulighed for at inddrage familie eller tætte venner og bekendte, hvis det er det, man har tilbage, og give dem generelle informationer om, hvad det er, der sker.

Patienter har efter sundhedslovens § 40 krav på fortrolighed fra sundhedspersoners side. Patienten kan dog altid vælge at give samtykke til, at sundhedspersoner kan dele oplysningerne med deres pårørende, og de kan også definere, hvem de anser som deres nærmeste pårørende. Sundhedspersoner kan ligeledes uden at overtræde tavshedspligten informere pårørende om generelle forhold vedrørende en sygdom, behandlingsmulighederne og om de pårørendes muligheder for at yde eller selv at få støtte mere generelt.

Alligevel ved vi, at der er mange pårørende til mennesker, der lever med psykiske sygdom, som ofte føler sig efterladt på sidelinjen uden viden om, hvad det egentlig er, deres nærmeste bliver behandlet for, eller hvad der sker i sagen. Derfor er Styrelsen for Patientsikkerhed lige nu i gang med et arbejde, der dels har til formål at modernisere deres vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt, dialog og samarbejde med patientens pårørende, dels at udbrede viden om sundhedspersoners eksisterende muligheder for inddragelse af pårørende.

Individer har derudover ret til tilskud til behandling hos psykolog, hvis man bl.a. er pårørende til personer, der er ramt af en alvorlig og invaliderende sygdom, eller er pårørende til alvorligt psykisk syge personer.

For så vidt angår ældreområdet, indgik regeringen, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre i april 2024 en aftale om reform af ældreområdet. Aftalepartierne anerkendte her, at det kan være hårdt at være pårørende til svækkede ældre, og det blev derfor besluttet, at pårørende ligesom i dag skal have tilbud om at kunne blive afløst og modtage aflastning. Aftalepartierne var også enige om at anerkende den vigtige rolle, som pårørende spiller i mange ældres liv. Det er jo ofte de pårørende, der er bærere af det liv, der er levet, og den person, man måske var, særlig ved demens og alzheimer, og som kan fortælle om, hvordan den pårørende var, før sygdommen ramte. Det afspejles bl.a. i ældrelovens bærende værdi om tæt samspil med pårørende, som træder i kraft her 1. juli 2025.

I forbindelse med implementeringen af ældrereformen vil der blive udarbejdet vejledninger til medarbejdere og ledere om god praksis for samarbejde med og inddragelse af pårørende. Der udarbejdes også lettilgængelig information til borgere og deres pårørende, der skal fungere som støtte og rådgivning til, hvordan man kan navigere i ældreplejen. Der er med aftalen skabt en klar forventning til leverandører af ældrepleje om at samarbejde med pårørende i forbindelse med tildeling og udførelse af hjælpen i det omfang, den enkelte ældre såvel som den pårørende ønsker det.

Foruden de igangsatte initiativer og de forskellige regler, der gælder for pårørende på tværs af social-, handicap-, sundheds- og ældreområdet, bliver pårørendeområdet også løftet med støtte fra SSA-midler, altså udmøntningen på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet til en række organisationer. Det er midler, vi afsætter hvert eneste år i fælles forhandling med alle partier i Folketinget.

Der er ikke nogen tvivl om, at der er store gevinster for fagpersonalet ved at blive bedre til at inddrage pårørende. Det mener jeg ikke at vi har brug for en analyse til at afdække. Det findes der allerede masser af forskning der viser. Til gengæld er det jo selvfølgelig stadig rigtig vigtigt at arbejde på at sikre, at det også sker i praksis, og at reglerne er gode nok på området. Det er der rigtig mange initiativer sat i gang for at sikre, og i det lys og da der igangsat flere initiativer om rammerne for pårørende, indstiller regeringen, at beslutningsforslaget afvises.

Fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Nej, nej, nej. Ministeren havde sådan en god brændende tale om, hvor vigtigt det var at gøre noget for de pårørende omkring nogle af alle de der ting, der sker rundtomkring i alle mulige hjørner, og så ville ministeren til allersidst afvise forslaget. Det er jo simpelt hen sådan en vigtig mærkesag at sikre, at de pårørende, der hver dag slider sig op, fordi de bare gerne vil det bedste for f.eks. deres ægtefælle eller deres barn, ikke også bliver syge eller svækket fysisk eller psykisk. Derfor forstår jeg helt ærligt ikke, at ministeren siger nej tak til et sådan et godt forslag.

Ministeren må simpelt hen uddybe nærmere, hvorfor det er, at man kan afvise sådan et godt forslag, der har til hensigt at tage et skridt videre mod at styrke de pårørendes rettigheder.

Ministeren.

Det, vi kommer til at diskutere i dag, er jo ikke, om vi skal gøre mere for at sikre, at pårørende både er inddraget tilfredsstillende, og at det er lettere at være pårørende, når man står ved siden af et menneske, hvad enten det er et barn eller en voksen eller ens forældre, eller sikre, at vi f.eks. også hjælper på tværs af sektorerne.

Det, jeg som minister prøvede på at sige, er, at det er vi rigtig godt i gang med på en lang række områder, og derfor mener vi ikke, at der er grund til at vedtage det beslutningsforslag, der ligger her i dag, fordi vi på mange områder er godt i gang, og vi er også i gang med nogle processer, som helt automatisk kommer til at blive ført videre, også i regi af de forskellige aftaler, der ligger på området.

Så det er ikke et nej tak til pårørendeinddragelse eller til, at vi skal gøre mere for pårørende. Det er mere et nej tak til at gøre det videre i regi af den måde, Danmarksdemokraterne siger det på, men jeg vil også sige, at regeringen er meget lydhøre over for gode forslag og ting, vi kan gøre mere af. Måske egner det her forslag sig endnu bedre til, at vi så laver en beretning, hvor vi går ned og kigger på, hvad det så er, man reelt kan gøre for at komme videre.

Spørgeren.

Nu var der en lille åbning til en beretning. Det er da altid noget, men jeg glæder mig selvfølgelig til at høre, hvad de andre ordførere, der er i salen i dag, også har at sige.

Men sandheden er jo bare, at f.eks. hver tiende pårørende bruger 10 timer eller mere om ugen på pårørendeopgaver. Hver fjerde oplever negative konsekvenser for deres fysiske og psykiske helbred. Seks ud af ti pårørende oplever, at de skal kæmpe for at få den hjælp, deres nærtstående har ret til, og jeg kunne blive ved og ved. Der er en masse pårørendeforeninger og andre foreninger, som bønfalder os om at gøre noget mere. Hvorfor vil ministeren så ikke være med til det?

Ministeren.

Ministeren og regeringen vil meget gerne være med til at gøre mere, men er det, vi har brug for, noget af det, det står i det her forslag? Det kan jeg godt være i tvivl om. Skulle vi ikke tage og bruge tiden på rent faktisk at styrke forholdene for de pårørende frem for at lave nye analyser eller tænketanke eller andre ting? Jeg tænker, at vi sådan set bare skal fortsætte i det spor, vi er i, og det er med konkret handling.

Tak til ministeren. Så kom vi til ordførerne, og den første i talerrækken er fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet.

Tak for det, tak for ordet, og tak til Danmarksdemokraterne for endnu en gang at rejse debatten om pårørende her i Folketingssalen.

Jeg vil rigtig gerne begynde med at slå fast, at vi altid skal tage hånd om de pårørende. Vi skal se dem, og vi skal lytte til dem, og vi skal anerkende den indsats, de gør, ofte usynligt og ubemærket, og vi skal også anerkende, at det bærer en stor del af vores velfærdssamfund, ikke som en afløsning for det offentlige, men som en del af det fællesskab og det at være nogens nære og kære.

Pårørende er forskellige mennesker. De er pårørende til mennesker med forskellige tilstande i livet, sygdomme og lidelser, der alt sammen kalder på noget forskelligt, for det at være pårørende bliver også en del af livet for os alle sammen. Der findes ikke en størrelse, og der findes ikke en indsats, og der findes nok ikke en vinkel, der vil passe for os alle, og der findes ikke en følelse, der kan beskrives som værende den følelse, man har, når man bliver pårørende. Der vil altid være forskel på, hvornår man føler sig belastet, stresset, eller hvornår man er bange, hvornår man føler sig udsat, eller hvornår man er i balance. Der er nogle pårørende, der bliver ildsjæle i det lokale, starter indsatser og grupper og støtteforanstaltninger op, og der er også rigtig mange indsatser, der skal have lov til at ske i det nære, ude i det lokale, hvor rammerne for at starte støttegrupper og andet op skal være en mulighed.

Så er der forslaget i dag, som jo lægger op til, at vi skal lave endnu en indsats, og der vil jeg bare gerne tillade mig at påpege, at der jo allerede er igangsat en række initiativer til Sorglinjen, til et kompetencecenter for børn som pårørende til psykisk syge forældre og de andre ting, som ministeren var inde på i sin tale – ting, som er indgået, som vi ikke engang kender dataene fra eller resultaterne af endnu. Der er sammenlagt afsat et beløb på omkring 31,7 mio. kr. til pårørendeområdet. Det er ikke engang en udtømmende liste, og vi når ikke engang har set, hvilken effekt de her indsatser har, så ved vi bare heller ikke, hvad det er, vi ikke har set, og hvad det er, vi ikke har gjort.

I Socialdemokratiet siger vi ikke, at vi er i mål, men vi siger, at det er nu, vi skal implementere og følge op og ikke lave nye processer, ikke skrive flere rapporter og ikke igangsætte endnu en analyse. Vi skal ikke bruge flere kræfter på at opfinde mere bureaukrati, og vi skal bruge det, vi allerede har sat i gang, til at blive meget bedre, når vi kender effekten af de indsatser, der er sat i gang, for det vigtigste er, at det giver mening hos mennesker ude i hverdagen, ude i de levede liv.

Hvis vi konstant sender signaler om, at vi altid skal kortlægge lidt mere, så risikerer vi altså at forsinke de reelle forbedringer, hvad pårørende ikke har brug for, for det, de ikke har brug for, er flere runde borde og skriveborde. De har brug for, at de indsatser, vi har lavet, kommer ud som konkret hjælp, støtte, respekt og fleksible løsninger i deres kontakt med systemet.

Vi står i Socialdemokratiet for en stærk og en ansvarlig velfærdsstat, og vi ved, at god velfærd ikke kun handler om at ville mere. Det handler om at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt, og lad os i den rækkefølge fortsætte det arbejde, vi har sat i gang sammen, og lad os styrke det, der virker, og lad os være fælles om at skabe forbedringer, der kan mærkes og ikke bare beskrives.

Derfor kan vi ikke støtte forslaget, som det ligger her i dag, men i Socialdemokratiet stiller vi os også rigtig åbne for at kigge ind i en beretning med afsæt i at skulle anerkende den store indsats, de pårørende gør, og behovet for fortsat politisk opmærksomhed, men vi mener, at de eksisterende initiativer bør implementeres og vurderes, og derfor støtter vi en beretning for at kunne følge arbejdet, der allerede er igangsat. Tak for ordet.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Tak for ordførertalen. Jeg ved jo, at fru Maria Durhuus også har en faglig baggrund, hvorfra fru Maria Durhuus virkelig ved, hvad det er, hun taler om her. Tak for det. For vi skal nemlig altid tage hånd om de pårørende. Man mærker virkelig sygeplejersken stå på talerstolen i dag. Det er rigtig, rigtig positivt. Det, jeg bare ikke lige helt forstår i dag, er, at ordføreren siger det her med, at vi ikke kan blive ved med at kortlægge lidt mere. Det er jeg på en eller anden måde enig i. Det er jeg, fordi det vil være dejligt med lidt mere handling.

I Danmarksdemokraterne har vi også oplevet, at når vi har taget ting op, f.eks. under ældreforhandlingerne eller under forhandlingerne om en forespørgsel sidste år, så har regeringen nølet i forhold til at handle. Derfor er det klart, at vi i Danmarksdemokraterne går skridtet videre og tænker, at så må vi prøve at fremsætte et beslutningsforslag, så vi gør mere nede i salen. Kan ordføreren uddybe mere i forhold til den her beretning? Hvad er det egentlig, at man gerne vil med den her beretning, altså mere end det, der står i forslaget?

Ordføreren.

Socialdemokratiet vil lige netop ikke det, der står i forslaget med en ny kortlægning. Vi vil gerne lave en beretning, der er så bred som mulig, hvor vi går ud fra den tanke om, at vi skal følge de initiativer, vi allerede har sat i gang. Vi skal følge dem så nøje, fordi vi godt ved, hvor vigtigt det er, at ting bliver implementeret og de pårørende får gavn af er det. Men i Socialdemokratiet er vi ikke fortalere for endnu en rapport og endnu en kortlægning. Vi har jo allerede lavet og indgået en aftale sammen med ordføreren, altså en ældreaftale, hvor der også er fokus på de pårørende.

Den er ikke engang trådt i kraft endnu. Den træder i kraft den 1. juli 2025, og så skal den ud at virke, og vi skal så ud at skal finde ud af, hvordan den virker. Så fra socialdemokratiets side mener vi, at de eksisterende initiativer, der er vedtaget i forhold til SSA-reserverne de senere år, ældreaftale og psykiatriaftale med meget mere, skal implementeres og vurderes, før vi overhovedet kan tale om, hvad der ellers mangler.

Spørgeren.

Nu håber jeg at ordføreren kan tåle det, altså at jeg driller lidt. Det er, lidt som om der altid er en god undskyldning for ikke at gøre mere. Vi snakkede lidt om det i ældrelovsaftalen. Der står en lille bemærkning der. Det skal lige i gang. Så har vi lavet noget med SSA, og hvad ved jeg – alle mulige steder. Det skal lige i gang, og det skal lige virke.

Det er, ligesom om jeg bliver lidt træt. Jeg bliver lidt træt af, at når det er, at man så faktisk forsøger at putte noget ind, som vil være positivt for de mange pårørende, får man bare et nej. Den der beretningstekst, man ønsker at lave, er jo ingenting værd, i forhold til hvad jeg hører Socialdemokratiets ordfører i hvert fald vil lægge op til.

Ordføreren.

Nu vil jeg jo aldrig stå her oppe og sige, at et politisk fokus og et samarbejde om at se, at initiativer bliver implementeret og kommer ud at virke, er værdiløst. Jeg vil også bare minde ordføreren om, at jeg er fuldstændig klar over, at ordføreren og jeg ikke deler opfattelsen af vores ældreaftale. Jeg vil også bare sige, at VIVE har lavet en kæmperapport om de pårørende. Der er sikkert en hel masse data der, som i forvejen kan bruges. Og så vil jeg jo tillade mig at undre mig over, at ordførerens parti er med i så mange aftaler og ikke har spillet det her ønske ind om en kortlægning i nogen af de aftaler, ordførerens parti er indgået i. Det er aftaler med massiv økonomi i.

Tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Ordføreren fra Venstre, hr. Christian Friis Bach, er den næste på talerstolen.

Tak for det. Vi har jo nok alle været der som pårørende til en person, som har brug for hjælp i vores sundhedsvæsen, i den sociale indsats, i psykiatrien eller på ældreområdet, og vi ved, at det er en svær og sårbar situation. Den kan give ro helt ned i maven, hvis det sker i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med de offentlige og private tilbud, der skal hjælpe med vores familie eller venner, og den kan give frustrationer, når det ikke lykkes. Vi har derfor i Venstre stor forståelse for den situation, man som pårørende kan stå i. Der er mange opgaver, og der er mange et hensyn, og det er ikke altid nemt at navigere i. Derfor har vi også stor sympati for det her forslag. Det er vigtigt, at vi gør, hvad vi kan, for de pårørende, der selv har det svært, og hjælper dem med at give en hånd med til de familiemedlemmer, der skal have hjælp.

Derfor er vi også glad for, at regeringen på en lang række områder har sat et arbejde i gang, der skal gøre det nemmere at navigere i systemet som pårørende. Det er noget, der løbende bliver indtænkt i de aftaler, vi indgår, og den indsats, vi tilrettelægger, og jeg tror personligt og vi tror i Venstre, at det er den måde, vi bedst løfter den her problemstilling på, altså netop ved at integrere det i de aftaler, vi laver. For der er jo ikke to pårørendes situation, der er ens, og der er meget forskellige områder af vores velfærdssamfund, hvor indsatsen skal tilrettelægges rigtigt. Derfor er det vigtigt, at vi tager det ind i arbejdet generelt, men arbejder med det individuelt. Så når det bliver indtænkt i 10-årsplanen for psykiatrien, når det bliver indtænkt i handlingsplanen for forebyggelse af selvmord og selvmordsforsøg, og når det bliver indtænkt i ældrereformen, er det jo et udtryk for, at der ved vi at vi kan styrke indsatsen, og det kan vi gøre gennem gode og brede aftaler i Folketinget.

Derfor deler vi intentionen bag forslaget, vi ved alle, at det er vigtigt – det behøver vi ikke en kortlægning for at sige. Vi ved, der skal være fokus på området, men at lave endnu en kortlægning er ikke den rigtige måde at gøre det på. Vi skal tænke det ind i vores arbejde og i de aftaler, vi indgår. Vi kan derfor ikke støtte det her forslag, som den ligger, men vi håber, at forslagsstillerne vil være med på at lave en beretning, hvor vi måske i fællesskab sender et stærkt signal og et budskab om, at vi anerkender, at vi skal styrke indsatsen for pårørende, og det er noget, vi gerne vil bidrage til at arbejde sammen om i Folketinget. Tak for ordet.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Det er lidt ærgerligt, at noget så indlysende godt skal tales ned her i dag som noget, der er brandforfærdeligt, når det faktisk er et rigtig godt forslag. Når det så er sagt, lægger Venstres ordfører jo op til en beretning, ligesom Socialdemokratiets ordfører også gjorde, og social- og boligministeren også gjorde det. Der siger hr. Christian Friis Bach bl.a., at vi skal styrke det her pårørendeområde og det skal stå i beretningen. Vil ordføreren uddybe nærmere, hvad der præcis i forhold til at styrke pårørendearbejdet skal stå i den beretning?

Ordføreren.

Det er jo det, vi skal tale om i udvalget. Men det, jeg sagde, var, at jeg synes godt, at vi i en beretning kan sende et samlet signal om, at vi skal tænke pårørendeindsatsen med, både når vi laver aftaler, og når vi implementerer de aftaler, vi har indgået, at vi alle steder, hvor man står med svære udfordringer som familie eller som pårørende, skal tænke en stærkere og en samlet pårørendeindsats ind. Det var det, jeg foreslog. Lad os tænke det ind i det arbejde, vi laver, og de aftaler, vi indgår, og lad os med en beretning sende et stærkt signal om, at vi står sammen i Folketinget om at sikre, at det sker.

Spørgeren.

Men ordføreren sagde selv i sin ordførertale, at alt det jo allerede sker i dag. Hver gang man laver en politisk aftale, tænker man det ind, så det sker jo allerede i dag. Derfor virker det lidt konfust for mig, at man nu skal til at lave en beretning, som handler om det. Jeg tror, det bare er et forsøg fra Venstres ordfører på at tale udenom. Man prøver at tale uden om noget, som faktisk er rigtig godt, og det er det her forslag. Så kan ordføreren sige noget nærmere om, hvad det næste initiativ, som Venstre vil gøre for de pårørende, er, for det må vi jo så have på banen?

Ordføreren.

Ja, vi vil styrke pårørendeindsatsen i de aftaler, vi indgår, og de aftaler, vi implementerer. Der er jo intet i det her forslag, som vil styrke indsatsen for pårørende. Det vil sætte nogle forskere eller medarbejdere eller statslige ansatte til at sidde og kortlægge og boge sig i måneder, år måske, om, hvad det er, der sker. Det ændrer jo ikke ét sekund på den indsats, der foregår. Det, der ændrer noget, er, når man i aftaler og implementering af aftaler sikrer, at pårørendeindsatsen styrkes, og det er præcis det, regeringen gør i et godt samarbejde med Folketingets partier.

Tak til ordføreren for Venstre.

Så hørte jeg lige, da ordføreren fra Socialdemokratiet var på vej ned ad talerstolen, og nu kigger jeg på fru Maria Durhuus, så jeg sikrer mig, at jeg hørte rigtigt, sige, at ordføreren skulle hilse fra Moderaterne og sige, at Moderaterne heller ikke støtter beslutningsforslaget. Der bliver nikket.

Næste i talerrækken er fra SF. Det er fru Charlotte Broman Mølbæk. Velkommen til.

Tak for det, formand, og tak for ordet.

Se, det der med at være pårørende er jo nok noget, de fleste af os er. I virkeligheden er det meget få danskere overhovedet, der ikke er pårørende her i livet, og det er jo i virkeligheden en meget, meget sørgelig og meget ensom situation at være i. Så det at være pårørende er rigtig vigtigt. Jeg er selv pårørende som mor til en dreng med adhd. Jeg er datter af en far, sjovt nok min far, som fik en hjerneskade for nogle år siden efter en hjerneblødning. Så jeg har både været pårørende i hospitalssystemet og senere hen også i rehabiliteringsprocessen og nu også i det liv, han lever. Jeg var også pårørende som barn, da min mor blev indlagt på psykiatrisk afdeling med en alvorlig depression, og da jeg selv var indlagt med en akut operation, var mine børn pårørende. Det er bare et lille udsnit af, hvordan vi igennem livet kommer til at være pårørende i mange forskellige situationer.

Men det er jo også noget af det, der kan være mest omsiggribende for et menneske, og det er, at en af dem, vi holder allermest af, og der er tæt på os, lige pludselig står i nogle udfordringer i livet. Mange af os vil rigtig gerne hjælpe, mange af os vil rigtig gerne bidrage, men på mange forskellige måder, alt efter hvor man er henne i livet.

I SF har vi haft fokus på pårørendes vilkår i mange år. Vi synes, det er meget vigtigt. I stort set alle de aftaler, vi laver på de her velfærdsområder i særdeleshed, er det er det, vi altid har med os ind i de aftaler, vi laver. Bl.a. i oktober 2021 fremsatte vi et beslutningsforslag, der satte fokus på børn som pårørende til en syg forælder og de risikofaktorer, det faktisk kan medføre for barnet. Vi ønskede, at lovgivningen skulle sikre en systematisk afklaring af, om en patient har hjemmeboende børn, om de børn har brug for støtte. Det lykkedes dengang i en politisk aftale i 2023 at afsætte økonomiske midler til regionerne, så de kunne iværksætte mere hjælp til de berørte børn. Det er et af eksemplerne på det.

Det førte også til, at der blev udmøntet midler til regionerne til to formål: systematisk opsporing og opkvalificering i at håndtere børn, som er pårørende, og guide til relevante tilbud til det pågældende barn. Det kunne være kurser til sundhedspersonalet og initiativer, der udbreder kendskabet til Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Det bliver spændende at følge op på, hvordan disse midler har virket, i takt med at Danske Regioner har fået lavet en status.

I SF er vi også glade for, at Danmarksdemokraterne har fokus på de pårørendes vilkår. Det ved jeg også udmærket godt at Danmarksdemokraterne har; jeg har et rigtig fint samarbejde med ordføreren på området. For der er også klart behov for forbedringer og styrkelse af pårørendes vilkår og deres funktioner. Men vi kan godt være lidt i tvivl om, hvad Danmarksdemokraternes take på det her problem er. Hvad er problemet egentlig? Hvad er det, en analyse, som jo kommer til at brede sig ud over rigtig mange områder, skal kunne? For forslaget kommer jo både til at omfatte hele socialområdet, så det kan jo både være et menneske med handicap, psykisk lidelse udsathed, alkoholmisbrug osv., og helt over til sundheds- og ældreområdet. Så vi breder os ud over rigtig mange forskellige områder.

Derfor er vi jo nysgerrige på at høre mere fra ordføreren om, hvad det i virkeligheden skal kunne. Vi er nok mere optagede af, hvad vi kan i udvalgsarbejdet. Kan vi lande en eller anden form for beretning, så vi kan kvalificere det endnu mere? Det er ikke, fordi vi vil stikke en pind i hjulet på det. Vi vil bare rigtig gerne kvalificere og fokusere lige præcis det her gode forslag og den gode hensigt med forslaget til netop lige at komme præcis de pårørende til gavn, så det ikke bliver en eller anden analyse, som ingen kommer til at bruge, for det ville jo være det værste af det hele.

Så med de bemærkninger står SF her, hvor vi stadig væk er nysgerrige, men også synes, det er lidt ukonkret for os, hvad det her forslag skal kunne.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Først vil jeg sige tak til SF's ordfører for en rigtig god tale. Jeg vil også gerne anerkende det arbejde, som SF jo gør på pårørendeområdet. Det er rigtig godt gået, og det er dejligt, at vi har et godt samarbejde på det område.

Det er jo rigtigt; hvad skal det her egentlig kunne? Det er godt, at ordføreren stiller det spørgsmål nu, hvor det er, ordføreren er i tvivl. For det, det i hvert fald ikke skal, er, at man skal sætte sig ned og så få en masse kloge mennesker til at skrive en masse ned på et stykke papir, som ender i skraldespanden. Det, det handler om, er jo, at man skal konkretisere, præcis hvad det er for nogle potentialer, og hvad det er for nogle tiltag, der skal til nu, for at vi kan komme helt i mål og sikre de pårørende en meget bedre trivsel, en meget bedre støtte og en meget bedre rådgivning.

Så er jeg jo også den type, der ikke bryder sig om kun at se på ældreområdet eller socialområdet eller sundhedsområdet, for jeg ved, der findes pårørende på tværs af alle de her områder. Derfor er det vigtigt, at vi sætter det i et tværgående perspektiv, og derfor håber vi selvfølgelig på, at det er noget af det, der kan være med til at give SF's ordfører noget mere viden omkring, hvad det er, vi gerne vil. Vi taler selvfølgelig gerne om en beretning eller lignende i udvalget. Det var i hvert fald mere konkret fra SF's side, end det var fra regeringens side.

Ordføreren.

Tak for det. Det er måske også lidt en uskik nærmest at stille spørgsmål tilbage til beslutningsforslagsstillerne i dag her fra talerstolen, men det er i virkeligheden for at blive klogere på, hvad det er, det her forslag skal kunne.

Jeg tror helt sikkert på, at vi i en eller anden form for beretning kan kvalificere det endnu mere, så vi bliver helt tydelige om, hvad det skal. For jeg er også enig med ordføreren om, at man kan være pårørende i mange forskellige sektorer, og nogle gange spiller de ting unægtelig godt sammen.

Der er også rigtig meget, vi kan undgå bare i det forslag, jeg nævnte i talen. Der prøver man jo også at forebygge, at der er nogle børn, der får nogle udfordringer. Det ved vi jo selv. Når man står også som voksen og har en meget syg forælder, hvordan er det så, man skal håndtere hele sit liv, sit arbejdsliv, sit børneliv osv. ved siden af, at man også skal tage sig af og følge den her syge forælder, der måske er på vej ind i døden. Det er nogen rigtig alvorlige livssituationer, vi står i, så vi tager det meget alvorligt og vil meget gerne samarbejde videre omkring det her.

Spørgeren.

Et eller andet sted havde vi jo nok hellere fremsat et forslag, der handlede om, at man skulle skrive de pårørende meget stærkere ind i lovgivningen, end de står i dag, i forhold til at de skal sikres de rettigheder og de tilbud, som de reelt har krav på, når det er, at de står i sådan en situation. Det kunne vi i Danmarksdemokraterne bare fornemme oven på den forespørgsel, vi havde sidste år, at der ikke ville være opbakning til.

Derfor tænkte vi, at så tager vi et andet skridt og tager en anden vej, og så får vi afdækket tingene, for der var en efterspørgsel på det. Så får vi afdækket tingene først, inden vi tager skridtet videre. Men det er der så heller ikke opbakning til, og derfor kan det være lidt svært at være ordfører her i dag.

Ordføreren.

Jeg kan godt forstå det, som fru Marlene Harpsøe forsøger at løfte i forhold til en eller anden form for overordnet strategi for, hvordan vi gør det her. Det kunne være, vi skulle kigge ind i, om det skulle være noget af det, der skulle stå i en beretning, altså en strategi.

For det er også meget forskelligt, hvad det er for nogle rettigheder, vi skal give de her pårørende, og der er jo også det faktum, at man i nogle tilfælde og faktisk i langt flere tilfælde, end vi lige står ved, ikke ønsker at have pårørende inddraget. Det er jo også noget, vi bliver nødt til at respektere. Derfor bliver det nødt til at blive tilrettet meget individuelt, alt efter hvilken livssituation og hvilket område det er på.

Tak til ordføreren fra SF. Den næste i talerrækken er ordføreren fra Liberal Alliance, hr. Carl Andersen.

Mange tak, formand. Jeg er her som erstatning for Katrine Daugaard, som desværre ikke kunne være her i dag, så jeg har fået en tale stukket i hånden af hende.

Først og fremmest tusind tak til Danmarksdemokraterne for at fremsætte dette forslag og for det altid fortrinlige samarbejde på socialområdet. I et frit samfund, hvor individets ret til at forme sit eget liv er grundlæggende, må vi også huske, at friheden ikke står alene. Den følges af ansvar, både det personlige og det, vi tager for hinanden.

Derfor er det afgørende, at vi på social-, sundheds-, ældre- og handicapområdet aktivt inddrager de pårørende. Pårørende er ikke kun støtte i det nære; de er medborgere med dyb indsigt i den enkeltes behov, ønsker og værdier. De repræsenterer en værdig stemme, når vi ønsker at skabe løsninger, der tager udgangspunkt i mennesket frem for systemet.

I en liberal tankegang handler det om at give magten tilbage til borgeren. Ved at inddrage de pårørende sikrer vi, at beslutninger ikke træffes hen over hovedet på dem, fordi det er dem, det hele handler om. I stedet giver vi dem både den enkelte og den nærmeste mulighed for at tage medansvar og præge forløbet. Det styrker både retssikkerhed og livskvalitet.

Desuden ser vi, at når pårørende bliver inddraget aktivt, så skaber det bedre sammenhæng i behandlingen. Det sparer ressourcer, øger effektiviteten og giver bedre resultater. Og det er jo lige netop det, som vi i Liberal Alliance også ønsker, nemlig et system, der fungerer bedst muligt for flest mulige uden unødigt bureaukrati og med tillid til den enkelte borgers ansvar og frihed.

Derfor støtter Liberal Alliance også dette forslag om at pålægge regeringen at kortlægge potentialerne for at styrke rammer, samarbejde og retsstilling på pårørendeområdet og ser i det hele taget udelukkende positivt på at styrke samarbejdet med dem, det hele handler om, og ikke mindst dem, der kender de enkelte mennesker bedst, nemlig de pårørende.

Så vi bakker op om forslaget. Tak for ordet.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Det er jo rigtig gode ord, der kom ud af hr. Carl Andersens mund her, så tusind tak til Liberal Alliance for at bakke op om beslutningsforslaget og kampen for de pårørendes vilkår. Tak.

Ordføreren.

Selv tak. Det er dejligt, når man kan bakke op om andre partiers gode forslag.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Nej, undskyld, hr. Carl Andersen, jeg skal bede Dem om at komme op på talerstolen igen, for hr. Christian Friis Bach fra Venstre fik lige sneget sig ind med et spørgsmål.

Tak for talen. Jeg synes, det var en overraskende melding. Det her vil jo med sikkerhed give øgede offentlige udgifter og flere offentligt, statsligt, ansatte.

Har Liberal Alliance regnet på det, altså hvor mange flere offentlige udgifter, og hvor mange flere statsligt ansatte, det vil medføre? Og hvordan vil Liberal Alliance finde pengene?

Ordføreren.

Så vidt jeg kan læse det i beslutningsforslaget fra Danmarksdemokraterne, så lægges der under økonomiske og administrative konsekvenser op til, at det er noget, der for nuværende skal varetages inden for de eksisterende rammer.

Så der skal ifølge forslaget ikke ske en udvidelse i forhold til hverken ansatte eller økonomi. Så ville det selvfølgelig være en anden situation. Men det er ikke det, der bliver lagt op til, og det er det, vi må forholde os til.

Spørgeren.

Altså, at pengene skal findes inden for eksisterende rammer, betyder blot, at så er der noget andet, vi ikke kan finansiere. Det kan f.eks. være støtten til hjemløse. Det kan være inden for psykiatrien eller sundhedsområdet, at vi skal finde pengene. Så der er nogle mennesker, der ikke kan få helt den samme hjælp som den, de fik før, når vi nu skal have en gruppe af medarbejdere, der skal sidde og boge den, i forhold til hvordan det her ser ud.

Så det bliver jo, hvis vi skal fastholde den samme indsats, flere ansatte og flere offentlige udgifter. Og derfor vil jeg igen spørge: Er Liberal Alliance med til det, også på det her område?

Ordføreren.

Nu synes jeg, at ordføreren modsiger sig selv. Der kommer jo ikke flere ansatte eller flere udgifter. Ordføreren siger, at det kan være, at der er nogle ting, der så ikke skal udføres inden for de eksisterende rammer, men der kommer jo ikke til at være en forøgelse af dem.

Jeg kender ikke alle kasser, der er i alle relevante ministerier, men det her forslag er jo en engangsudgift til, at der skal kortlægges nogle ting, og så kan det være, at der bagefter skal sættes noget varig drift i gang, ikke? Det er da i hvert fald min opfattelse fra også det kommunale miljø, at der tit er nogle puljer, som man bruger til undersøgelser og kortlægninger, og der kunne man jo f.eks. tage det fra et enkelt år.

Fru Maria Durhuus, Socialdemokratiet.

Jeg vil bare lige stille et opfølgende spørgsmål i forlængelse af Venstres ordførers. Vil ordføreren fra Liberal Alliance ikke anerkende, at når man går i gang med en kortlægning, dvs. indsamling af data, statistikker, evalueringer og interviews, så vil det ude i kommunerne, i regionerne, på bosteder og andre steder medføre, at mennesker skal bruge tid på at indsamle det her data – og inde i de store højborge medføre, at der skal ansættes kontormedarbejdere, altså administrative medarbejdere, til at sidde og omdanne data og føre det ind i en kortlægning og en rapport?

Ordføreren.

Det vil det ikke ifølge det beslutningsforslag, som vi forholder os til. Der siger Danmarksdemokraterne, at de ønsker, at det skal foregå inden for eksisterende rammer. Og såfremt det kan lade sig gøre, er det jo det, som vi skal gøre. Ellers er det et andet forslag.

Jeg har behandlet forslag her, hvor man foreslår at tilføre ekstra ressourcer eller ansætte ekstra folk, men det er ikke det, som Danmarksdemokraterne lægger op til her; det er inden for eksisterende ramme.

Spørgeren.

Men man kan vel også ansætte flere administrative medarbejdere med en løn inden for den eksisterende økonomiske ramme; så er der vel bare noget andet, der ikke bliver lavet.

Hvor læser ordføreren i forslaget, at der ikke bliver ansat flere administrative medarbejdere til at fuldføre en kortlægning? Det eneste, jeg kan læse i forslaget, er nemlig, at det skal finansieres inden for eksisterende rammer, men også, at man ikke frasiger sig muligheden for, at der kan komme ekstra udgifter ved en eventuel implementering.

Ordføreren.

Der kan jo selvfølgelig komme ekstra omkostninger og medarbejdere, hvis de ting, som en rapport foreslår, skal implementeres til nogle bestemte ting, der har nogle varige driftsomkostninger. Men som jeg indledte med at sige, er der jo i de fleste ministerier, i de fleste afdelinger og også i de fleste virksomheder et budget til at lave undersøgelser, til at lave kortlægninger og også til at kunne købe noget konsulentbistand, hvis man skal have noget ekstern viden udefra.

Jeg har som sagt ikke en detaljeret indsigt i, hvor store de beløb er, eller hvilke muligheder der er. Jeg er også kun vikar på det her forslag. Men jeg har bare forholdt mig til det, der umiddelbart står i Danmarksdemokraternes forslag.

Så blev det tak til ordføreren fra Liberal Alliance, og næste i talerrækken er ordføreren fra Det Konservative Folkeparti, hr. Frederik Bloch Münster.

Tak, formand. Familien og vores allernærmeste relationer er nok det vigtigste fællesskab, vi som mennesker overhovedet har. Vi har jo ikke valgt vores familie, men langt de fleste familier vælger hinanden til hver evig eneste dag og skaber sammen et stærkt bånd, hvor man er der for hinanden i tykt og tyndt.

Dog er det jo ikke altid ligetil i det moderne Danmark, når man har et familiemedlem, der bliver plejekrævende. Der er for mig at se to problematikker, der opstår. Der kan også sagtens være flere end det. Enten føler de pårørende sig ikke i stand til at hjælpe – enten fordi man har for travlt i sin egen hverdag, eller fordi nogle måske synes, man har deponeret sit sociale ansvar i en skattebillet – eller også bliver de pårørende ikke inddraget, så de kan hjælpe på en meningsfuld måde.

I Sverige skal pårørende have mulighed for at blive inddraget i formen og gennemførelsen af plejen, hvis det er muligt og regler om fortrolighed og tavshedspligt selvfølgelig ikke står i vejen. Det er faktisk en ganske fin grundsætning at arbejde ud fra, og i forhold til beslutningsforslagets konkrete hensigt med at kortlægge potentialerne i at forbedre fagpersoners samarbejde med pårørende og at styrke pårørendes retsstilling er det ganske fornuftigt at få gjort. For de pårørende er en fantastisk ressource, men de skal også kunne være i det, for ellers er det jo sparsomt, hvad man så opnår ved det. Så Det Konservative Folkeparti kan støtte forslaget. Tak.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Tak. Tak for en god tale, hr. Frederik Bloch Münster, og tillykke med socialordførerposten. Jeg glæder mig meget til samarbejdet. Det har jeg store forventninger til. Først og fremmest tak til Det Konservative Folkeparti for opbakningen til det her beslutningsforslag. Noget tyder på, at vores samarbejde fortsat bliver rigtig godt. Så tak for det.

Ordføreren.

Jeg kvitterer for ordførerens kommentarer, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med socialområdet og de gode ting, vi forhåbentlig vil opnå sammen.

Fru Maria Durhuus, Socialdemokratiet.

Tak. Tillykke med posten. Der er nu indgået aftaler for 31,7 mio. kr. Nogle af dem er ikke engang trådt i kraft endnu. Pengene er ikke engang kommet ud at arbejde og virke, og nu vil ordføreren så stemme for en kortlægning af et område, som pengene ikke engang er kommet ud at virke på endnu.

Mit spørgsmål til ordføreren er: Kan ordføreren ikke godt se, at der kan blive tale om en lillebitte smule dobbeltkonfekt, og at vi måske kan risikere, at nogle af de midler, der egentlig skal ud at arbejdei forhold til de aftaler, vi har indgået om Sorglinjen, ældreområdet og børn som pårørende, nu kommer til at gå til en kortlægning af noget, vi ikke engang ved hvordan virker endnu. Kan ordføreren ikke se, at det måske lige er en postgang for tidligt at begynde at lave en kortlægning af noget, vi slet ikke har sat i værk endnu?

Ordføreren.

Tak til ordføreren for det spørgsmål. Vi står jo på mål for alle de aftaler, vi har lavet. Det er jo heller ikke nogen hemmelighed, at vi i Det Konservative Folkeparti mener, at man sagtens vil kunne få antallet af statslige ansatte i centraladministrationen ned på 2011-niveau. Det ville gøre, at man kunne finde en ganske fornuftig milliardbesparelse, som man jo vil kunne bruge på andre ting. Det her kunne jo være en af de ting, man kunne bruge de penge på og frigivne midler til.

Men man skal også bare huske på, at det her bliver et ufattelig svært århundrede, vi går ind i som land, hvis den demografiske udvikling fortsætter. Vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi kan indrette et samfund på en måde, hvor pårørende, fagpersonale og dem, der er plejekrævende, kan være i det på en måde, hvor vi ikke trækker unødige veksler på folk, men samtidig også løfter i flok. Det er enormt store spørgsmål, og dem er vi nødt til også at prøve at besvare sammen. Jeg synes jo, at det er ganske fint med en kortlægning på det her område, for vi skal gerne alle sammen løfte, for at vi kan få et godt Velfærdsdanmark til fremtidige generationer.

Spørgeren.

Nu har jeg selv været leder i det offentlige, inden jeg kom herind. Hver gang der blev truffet en beslutning herinde om et øget bruger-pårørende-samarbejde, blev det en tjekliste til mig og noget, jeg skulle gøre, uden noget substans. Det var tjeklisten, jeg skulle aflevere tilbage, og ikke substansen. Så vil ordføreren ikke anerkende, at det kan blive et problem, at det ikke er noget, vi lader vokse ud i det nære og ude ved dem, der rent faktisk er derude som nærmeste medarbejdere, men noget, vi skal sidde og begrænse og kigge ind i og kortlægge ud fra vores egne holdninger herindefra?

Ordføreren.

Tak til ordføreren for spørgsmålet, og tak til ordføreren for også at have taget et ansvar ude i den offentlige sektor. Det lyder rigtig godt. En kortlægning skulle jo gerne være noget, der også kommer nedefra og op. Det er jo klart. Jo, det bliver så dikteret herfra, og der kommer et budget til det herfra, men det skulle jo gerne være noget, som jo også kommer nedefra og op, og hvor man jo kommer med de erfaringer, der er ude lokalt. Det skal ikke være en tjekliste, for så bliver det jo noget juks. Det skulle gerne være noget, hvor vi rent faktisk ser ind i, hvordan vi kan hjælpe både fagpersonale, men også de pårørende på en måde, hvor vi så sammen leverer den bedst mulige pleje for dem, som vi har allermest kær.

Hr. Christian Friis Bach fra Venstre.

Tak. Ja, man skal høre meget, før ørerne falder af. Her har vi så igen et blåt parti, der vil øge bureaukrati og have analyser, redegørelser, forskere og statslige medarbejdere, der sidder og boger den og sender spørgeskemaer rundt i hele verden og i de meste af Danmark, i stedet for faktisk at sætte sig ned sammen med regeringen og gerne med os i Venstre og styrke pårørendeindsatsen.

Mener ordføreren virkelig, at det er den rigtige måde at gøre det på? Igen må jeg spørge: Hvor skal de her medarbejdere tages fra? Hvor skal pengene komme fra? Anerkender ordføreren, at det her bliver både dyrt og bureaukratisk?

Ordføreren.

Tak til ordføreren for spørgsmålet. Først og fremmest ønsker vi som sagt at få de administrative stillinger i staten sat ned til 2011-niveau. Vi synes, at staten fungerede udmærket i 2011. Så kunne man jo sige, at man også kunne skære lidt ned på de mange særlige rådgivere, som ministrene har, også ministre fra ordførerens eget parti. De er ganske udmærkede kommunikatører. De behøver ikke flere støttehjul end højst nødvendigt.

Der er ingen grund til, at vi her i salen overdramatiserer. Nu brugte jeg det ord; tag det ikke ilde op. Det er mere det her med, at jeg ikke tror, at det her er så kontroversielt, som man prøver at gøre det til. Det handler dybest set om, at vi skal finde ud af, hvordan vi i et samfund, hvor vi bliver færre og færre hænder og flere og flere ældre, kan sørge for, at alle løfter det, de skal, på et niveau, der er rimeligt, for at vi sikrer, at vi sammen får den bedst mulige pleje af dem, vi har allermest kær. Det er egentlig bare der, vi er rent politisk.

Spørgeren.

Man kan sige »bare« mange gange, men det bliver det jo ikke »bare« af. Det her er jo på alle områder. Det er jo ældre-, social- og sundhedsområdet. Vi snakker samtlige sygehuse, botilbud og ældretilbud, hvor vi skal ud at kortlægge, hvordan det her foregår. Det er jo en meget, meget stor øvelse, vi her taler om. Det vil jeg bare sige. Det er ikke bare småting, som ordføreren og Det Konservative Folkeparti nu vil stemme for. Så det bliver jo dyrt. Der bliver mange medarbejdere. Jeg er med på, at Konservative i skåltaler nævner, at de vil have færre offentlige medarbejdere, men det her er jo det modsatte. Det må ordføreren da vel anerkende?

Ordføreren.

Man kan i hvert fald sige, at på det helt overordnede plan skal vi jo ned i tal. Der er kommet 12.000 til, siden Mette Frederiksen blev statsminister. Der kan vi godt finde nogle ressourcer til at lave den her kortlægning.Men jeg synes jo, at det bedste, vi kunne gøre, var, at vi lavede den her kortlægning sammen, så vi fik struktureret det på en måde, der både huer Venstres ordfører, men selvfølgelig også ministeren. Jeg kunne høre, at ministeren også sagde noget før. Jeg ved ikke, om ministeren ønsker at indtegne sig, men det er i hvert fald det svar, jeg vil give på spørgsmålet. Lad os gøre det her sammen.

Tak til ordføreren for Det Konservative Folkeparti. Jeg ser ikke ordføreren for Enhedslisten, DF eller Radikale Venstre til stede i salen. Så nu er det fru Karin Liltorp fra Alternativet på talerstolen.

Tak for ordet. Forestil jer, at den person, I elsker højest i verden, bliver alvorligt syg. Det kan være en ægtefælle, et barn, en søster eller en forælder, og I vil bare én ting: være der, hjælpe, passe på og give kærlighed og tryghed i en svær tid. Men i stedet møder I et system, der gør det svært at gøre det mest naturlige i verden, nemlig at tage sig af hinanden, og i stedet for støtte og anerkendelse møder I papirarbejde, afslag, uklarhed og uvished, og mens jeres liv er vendt på hovedet, forventes I at opretholde et normalt arbejdsliv, samtidig med at I tager jer af medicin, lægebesøg, pleje, mad, trøst og ikke mindst håb.

Det er virkeligheden for alt for mange pårørende i Danmark, og det er ikke godt nok. Det er ikke værdigt, hverken for de syge eller for dem, der elsker dem. Derfor hilser Alternativet beslutningsforslaget fra Danmarksdemokraterne meget velkommen. Det er et forslag, der søger at kortlægge potentialerne i at styrke samarbejdet med pårørende på tværs af sundheds-, social-, ældre- og handicapområdet. Det er et rigtig godt skridt. For sandheden er, at pårørende bærer en kæmpe del af velfærden.

Ifølge en rapport fra VIVE løfter pårørende opgaver, der spænder fra praktisk hjælp og koordinering til intens følelsesmæssig støtte. De fungerer som omsorgspersoner, sekretærer, chauffører, psykologer, og de gør det uden løn, uden ferie og ofte uden støtte. Det sker på bekostning af deres eget helbred, deres økonomi og deres livskvalitet. Alligevel er der for lidt politisk opmærksomhed på deres behov. Alt for mange bliver ladt i stikken, fordi vi som samfund endnu ikke har skabt rammer, der anerkender det arbejde, det er at tage sig af sine nærmeste. Det handler selvfølgelig ikke bare om let adgang til hjælpemidler, selv om det også er vigtigt. Det handler om meget mere. Det handler om frihed – frihed til at være der, når livet kalder; når det virkelig gælder; når et menneske har brug for dig, ikke i næste uge, men lige nu.

I Alternativet drømmer vi om et samfund, hvor vi kan prioritere det, der er vigtigst i livet; hvor vi har mulighed for at træde til, når dem, vi elsker, bliver syge; hvor omsorg ikke bliver betragtet som en privat luksus, men som en fælles værdi; og hvor du ikke straffes økonomisk. Vi skal ikke gøre det svært at hjælpe. Det er dumt, og det er for dyrt og for stressende. Udbrændte pårørende bliver selv syge, og uden dem knækker vores velfærdssystem.

I den forbindelse vil jeg selvfølgelig også gerne nævne de mange frivilligkræfter derude: Pårørende i Danmark, Bedre Psykiatri, SIND, Pårørendeklubben. De ved, hvor skoen trykker, og de råber op om, at det, vi gør i dag, ikke er godt nok, og at systemet svigter. De viser os, at der brug for en langt mere systematisk tilgang til at støtte pårørende for at se på dem, som de er, nemlig som uundværlige medspillere og borgere med egne rettigheder og behov.

Nu har jeg hørt flere repræsentanter for regeringspartierne forkaste dette forslag med en henvisning til, at Danmarksdemokraterne bare ønsker et langt og besværligt analysearbejde. Hvordan man læser det ud af det her forslag, har jeg endnu ikke forstået. For dybest set læser jeg lovforslaget, som at de siger: Skal vi ikke gøre noget, og skal vi ikke sørge for at få et overblik i stedet for at lave en masse lappeløsninger? Det synes jeg i allerhøjeste grad er sund fornuft, for jeg anerkender, at der bliver gjort meget rundtomkring, men lad os da få overblikket og finde ud af, hvor det er smartest at sætte ind. For den her opgave er så vigtig for hele samfundet. Derfor støtter vi forslaget.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Fru Karin Liltorp har jo så ret. For dælen da, det handler jo om at skabe overblik i stedet for at lave alle de her lappeløsninger hele tiden. For man har ikke overblikket i dag, og det viser de her forskellige undersøgelser, der har været på området indtil nu, jo også. Der er rigtig, rigtig mange pårørende, som har det rigtig, rigtig svært, og der er ikke nogen, der griber dem. Der er ikke nogen, der griber dem. De står bare desperat og kalder og kalder, og så ser man et Folketing i dag, hvor den ene efter den anden går på talerstolen og afviser et forslag, som er så rigtigt og så godt i forhold til at tage et første skridt i retning mod at gøre noget bedre og mere for vores pårørende rundtomkring i Danmark.

Men Alternativet er klar i mælet i dag. I stemmer for beslutningsforslaget, og det er jeg meget glad og meget taknemlig for. Så tusind tak for en god tale, og tak for jeres opbakning.

Ordføreren.

Selv tak for at have fremsat forslaget, som jeg synes er et supergodt forslag, som burde ligge lige til højrebenet. Så jeg håber også, at vi arbejder videre på det, selv om vi ikke umiddelbart får opbakning til det i dag. Jeg synes også, når man taler om de initiativer, der er sat i gang, at det fremgår, at det netop er lappeløsninger. Det skal jo ikke være sådan, at man som pårørende kan være heldig at få hjælp, fordi den, der er syg,tilfældigvis bliver ramt af den – i citationstegn –rigtige sygdom. Det skal gerne være en bred indsats, så alle pårørende kan føle sig trygge.

Fru Maria Durhuus, Socialdemokratiet.

Tak. Jeg vil blot lige korrigere ordføreren og sige, at Socialdemokratiet ikke har hældt noget ned ad brættet. Vi har foreslået en beretning, hvor der fortsat skal være politisk opmærksomhed på, hvilke initiativer der virker.

Vil ordføreren ikke svare mig på, om ordføreren vitterlig mener, at det at være pårørende i en situation, hvor man som forælder mister et barn, er fuldstændig det samme som det at være barn og være pårørende til en mor eller far, der er psykisk syg, eller det at være pårørende til en dement, enten som barn eller som ægtefælle? Er det fuldstændig det samme at være pårørende der? Mener ordføreren oprigtig, at alle de 12 indsatser til en værdi af 31,7 mio. kr., der er sat ud for at arbejde, er fuldstændig ligegyldige, fordi vi nu bare skal kortlægge, hvad det er, der virker? Civilsamfundsorganisationerne ved jeg at ordføreren brænder for. Er det så dem, der skal ind i en kortlægning nu og så igen sættes i en ramme, hvor de ikke har frihed til at arbejde, som de gerne vil?

Ordføreren.

Naturligvis er det ikke den samme støtte, man har brug for. Det er afhængigt af, hvilken problemstilling man står med. Det tror jeg heller ikke at der er nogen heroppe der overhovedet har givet udtryk for. Det er selvfølgelig meget individuelt. Men jeg synes faktisk, det er tankevækkende, at ordføreren igen og igen har nævnt de her 31 mio. kr. Det kan lyde som et stort beløb, men man skal tage i betragtning, at stress alene koster samfundet 55 mia. kr. om året. 55 mia. kr. er rigtig mange penge, og mon ikke en stor del af det skyldes, at folk ikke kan få enderne til at mødes, bl.a. fordi de ikke kan få den hjælp, de har brug for, når de oplever at være en pårørende i krise?

Spørgeren.

Jeg vil stadig tillade mig at påpege, at der er 8,4 mio. kr. til Sorglinjen. Lad os tage det som eksempel. Et andet eksempel er, at der er 10,9 mio. kr. til kompetencecenteret for børn som pårørende til mennesker med psykiske lidelser. Det er penge, der enten ikke er kommet ud endnu eller først ligeer på vej ud at arbejde. Det er penge, vi ikke har data for endnu. Ville det ikke være økonomisk ansvarligt lige at vente på at se, hvad det er, de penge medfører, og ikke bare sige, at nu skal vi have en ny ting?

Ordføreren.

Jeg vil ikke kalde det ansvarligt at vente og se, hvad forholdsvis små beløb kommer til at batte, og jeg tror heller ikke, at det er nogen hemmelighed, at jeg og Alternativet ønsker en stærk investering i civilsamfundet, så de faktisk kan være med til at løfte de her opgaver. Det er jo dejligt, at der bliver nævnt et par initiativer, men samtidig ville jeg kunne nævne mindst 20 initiativer, som er blevet nødt til at lukke ned, fordi der ikke er tilstrækkelig finansiering. Så den vej er jeg meget villig til at gå, men vi kræver altså en større finansiering end i dag.

Tak til ordføreren fra Alternativet. Ordføreren for forslagsstillerne, fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne, er den næste og sidste på talerstolen.

Tak. Forestil jer et sted i Danmark en stue med en blød stol ved vinduet, hvor solen strømmer ind. Her sidder Birthe. Hun er en kvinde i slutningen af 60'erne. Hun passer sin mand, Jørgen, som har fået en hjerneskade efter en blodprop. Birthe elsker ham. Det er ikke det. Men hendes hverdag er blevet forvandlet til én lang opgave. Hun er ikke længere bare hustru. Hun er også hans plejer, hans sekretær, hans chauffør, hans stemme over for systemet, og nogle dage føler hun sig mere som hans sagsbehandler end hans livspartner. Det slider ikke bare på kroppen, men på sindet. Og hun er ikke alene: Hundredtusindvis af danskere er pårørende til syge, ældre, børn og voksne med handicap og til mennesker i sårbare livssituationer.

De gør en uvurderlig indsats, men alt for ofte betaler de også en høj pris. De bliver selv syge, mister tilknytningen til arbejdsmarkedet eller mister fodfæstet i deres eget liv. Og det er ikke rimeligt. De pårørende skal ikke stå alene. Vi skal og bør som samfund anerkende deres indsats, ikke bare med ord, men med handling. Mange pårørende tager ansvar, fordi de rigtig gerne vil. Men det ansvar må ikke blive en byrde, der trækker dem ned. For de pårørende er ikke bare til stede. De er eksperter i deres kæres behov. De ved, hvad der virker. De har indsigt, erfaring og kærlighed, og det er noget, som ingen fagperson kan erstatte, men kan drage nytte af, hvis deres indsigter sættes i spil. Alligevel oplever alt for mange, at deres viden ikke bliver brugt. De bliver overhørt, overset og overbebyrdet, og det er et svigt.

Vi skal tænke nyt. Vi skal have bedre støtte, omsorg og inddragelse. Vi skal give dem adgang til alt lige fra hjælpemidler, undervisning og viden om deres rettigheder til støtte, omsorg og rådgivning. Vi skal sikre, at samarbejdet mellem fagfolk og pårørende bygger på respekt og frivillighed og ikke forventninger og pres. Derfor har vi i Danmarksdemokraterne med beslutningsforslaget her foreslået, at Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2025 at igangsætte et arbejde med at kortlægge potentialerne i at forbedre fagpersonernes samarbejde med pårørende og at styrke pårørendes retsstilling på tværs af sundheds-, social-, ældre- og handicapområdet. Det skal ske med henblik på at forbedre indsatserne for de berørte borgere og aflaste de pårørende. Analysen skal undersøge, hvordan vi bedst støtter de pårørende, med inspiration fra nabolande, f.eks. Norge, hvor man allerede har gjort fremskridt. Men lad mig være helt tydelig. Det her handler ikke om at pålægge de pårørende flere pligter. Det handler om at give frihed til at vælge; at sørge for, at pårørende har mulighed for at hjælpe, hvis de ønsker det, uden samtidig at blive slidt i stykker af det selv.

Der venter et kæmpe implementeringsarbejde, når en ny ældrelov, men f.eks. også en ny, stor sundhedsreform, skal ud at leve. Det er nu, at der er et politisk vindue, hvor vi kan bidrage til, at ældre, patienter, pårørende og udsatte oplever, at der sker en systematisk inddragelse af deres perspektiver. Og det er nu, at vi skal sørge for, at pårørende får de rette værktøjer til at hjælpe deres kære i det omfang, de kan og ønsker det. Det vil bidrage til, at reformerne bliver en succes.

Vi må aldrig acceptere, at omsorg gør folk syge. Omsorg skal bæres af fællesskabet, og det starter med, at vi ser de pårørende og giver dem den støtte, de fortjener.

Til afslutning vil jeg gerne takke for de mange gode taler, der var her på talerstolen i dag. Også selv om man tilhører et af de partier, der vil afvise forslaget og lægger op til en beretning, synes jeg, der i hvert fald var nogle gode hensigter i det, der blev sagt her fra talerstolen. Men jeg vil også bare gerne ønske mig i forhold til en beretning, at det bliver andet end bare ord om en tilkendegivelse af, at det selvfølgelig er vigtigt, at vi arbejder med det. Jamen hvorfor er det vigtigt, og hvad skal det helt konkret munde ud i? Det er nogle af de spørgsmål, som vi i Danmarksdemokraterne stiller, og som vi fortsat mangler svar på, så det ikke bare er sådan nogle løse hensigtserklæringer i et stykke papir, som blev nedskrevet en eller anden dag i Socialudvalget og vedtaget, men som så ikke blev til mere, for der stod jo ikke andet, end at selvfølgelig skal pårørende have hjælp. Ja, det kan vi jo alle sammen blive enige om. I Danmarksdemokraterne vil vi bare gerne have handling.

Vi har så selvfølgelig også bemærket, at der er partier herinde i Folketinget, som går på talerstolen i dag og bakker op om vores beslutningsforslag. Det er Alternativet, det er Det Konservative Folkeparti, og det er LA. Og jeg skal også hilse fra Radikale Venstre, der ikke kunne være til stede i dag, og sige, at de også bakker op om beslutningsforslaget. Så tak til jer.

Tak til jer alle for nogle fine taler. Vi må se, hvad der sker: om det bliver en beretning eller ej, og om jeg overhovedet som Danmarksdemokraternes ordfører har lyst til at gå den vej, hvis det blot bliver et sølle stykke papir, men uden nogen særlig erklæring om handling. Jeg skal lige gøre op med mig selv, om det er den vej, vi skal gå, eller om vi bare skal lade det komme til en afstemning i Folketingssalen. Men tak til jer alle for nogle rigtig fine taler. Og hvis der ikke er nogen, der stiller spørgsmål til mig lige nu, så bliver jeg skuffet. Så det håber jeg der er.

Hr. Christian Friis Bach fra Venstre.

Tak for det, og tak for en fin tale. Jeg er jo glad for at høre det store engagement, som ordføreren har i sagen. Det vil jeg gerne anerkende og respektere. Men jeg synes også, at når man som et ansvarligt blåt parti – og det tænker jeg jeg godt må sige at Danmarksdemokraterne er eller gerne vil være – kommer med et forslag, så synes jeg også, at man er forpligtet til at sige, hvor mange penge man vil bruge på det. Det er en omfattende undersøgelse, vi står over for her, altså en kortlægning på samtlige områder af indsatsen. Det er en meget omfattende undersøgelse, og derfor vil jeg gerne høre ordføreren: Hvor mange penge ønsker Danmarksdemokraterne at sætte af til den undersøgelse?

Ordføreren.

Selvfølgelig skal vi da i dag beslutte, at vi laver en kortlægning af pårørendeområdet. Det er jo klart, at det er svært for mig på nuværende tidspunkt at sige helt konkret, hvor meget det kommer til at koste i kroner og øre, men vi har vurderet, også ud fra de forskellige eksperter på området, som vi har været i dialog med, at det ikke er et særlig stort beløb, og at det vil kunne rummes inden for de eksisterende rammer. Nu er vi jo i Danmarksdemokraterne både et blåt, men også et økonomisk ansvarligt parti – det vil jeg gerne have lov til at sige – så hvis det krævede store summer, havde vi selvfølgelig skrevet det i beslutningsforslaget og også anvist finansiering til det.

Spørgeren.

Nu har jeg selv været ansat på universitetet og været forsker i mange år, og jeg vil bare sige, at det her er en stor øvelse. En kortlægning af samtlige områder af pårørendeindsatsen er en meget stor øvelse. Det kan jo kun ske, som vi også hørte fra ordføreren for Socialdemokratiet, ved at sende spørgeskemaer ud og kortlægge via faglige kvalitative og kvantitative interviews, hvordan man oplever indsatsen på alle de her forskellige områder. Så jeg synes, at man som et ansvarligt blåt parti er forpligtet til at sige, hvor mange penge man vil sætte af. Og det hjælper ikke noget at sige, at vi bare tager pengene fra den samlede kasse, og at der er en hel masse penge, der ligger nede i en kasse, som vi kan tage. Det her kommer til at ramme nogle andre, så hvor skal pengene tages fra, og hvor mange drejer det sig om?

Ordføreren.

Det er mit klare indtryk, at Venstres ordfører igen og igen i dag prøver at tale uden om det, det handler om. Det her handler om, at der er nogle pårørende derude, der hver dag slides ned til sokkeholderne, og som ikke får den hjælp og støtte, som de har brug for. Derfor synes jeg faktisk, at det, der i dag er uansvarligt, er, at Venstres ordfører igen og igen begynder at tale om nogle småpenge til en kortlægning. Prøv at høre, det her handler om, at vi har nogle pårørende, der slides ned, og som ikke får hjælp og støtte. Det er det, det handler om, så lad os tale om sagens kerne frem for alt muligt andet pladder.

Fru Maria Durhuus, Socialdemokratiet.

Man bruger ordet pladder, ligefrem.

Jeg vil egentlig bare gerne starte med at korrigere ordføreren en lille bitte smule. For jeg mener, det er en direkte fejlcitering, at ordføreren tillader sig at stå på talerstolen og sige, at man er imod et godt pårørendesamarbejde eller gode vilkår for pårørende, fordi man ikke vil være med til en kortlægning. Det er overhovedet ikke det, det handler om.

Det, det handler om, er, at der er sat nogle ting i gang, og at der er noget i gang derude, som det også er relevant at se på om kommer til at virke. At ordføreren for Danmarksdemokraterne så ønsker en kortlægning, som jeg i hvert fald ved kræver en hel del, også ude i kommunerne og ikke kun statsligt, er noget andet.

Kan ordføreren ikke også sætte nogle ord på, i forhold til om alle pårørende vitterligt føler sig nedslidte, om alle pårørende behandles dårligt, og om behandlingen af alle pårørende er helt ude? Er der ikke også pårørende, der behandles rigtig godt ude i kommunerne? Det har jeg indtrykket af.

Ordføreren.

Selvfølgelig er der også pårørende, der behandles rigtig godt; det er der jo ikke nogen tvivl om. Men der er også rigtig mange, som har det rigtig svært, og som står i nogle meget komplekse og svære situationer, hvor det går ud over deres fysiske og psykiske helbred. Det er der flere undersøgelser, der viser.

Det ville være rigtig, rigtig dejligt, at der ikke blev snakket ovre i hjørnet, når jeg er på talerstolen. Det håber jeg lige man vil respektere; der bliver talt videre. Er det okay, jeg lige får lidt ro til at svare! Tak for det.

Socialdemokratiets ordfører siger også her, at der er sat en masse ting i gang, så lad os vente på de ting; vi ved jo ikke, hvordan det virker. Men så kan man jo sige sådan, hver gang man skal lave en ny politisk aftale, altså at der er sat ting i gang i forhold til SSA og det ene og det andet og dut og dat.

Sandheden er bare, at regeringen selv for nylig har fremlagt forslag i forhold til en ny psykiatriplan, hvor der også skal tages nogle skridt i forhold til pårørendeområdet. Skulle man så fra regeringens side sige, at man trækker det tilbage? For hvis man ikke kan stemme for Danmarksdemokraternes forslag, kan man jo heller ikke stemme for sit eget. Sådan tror jeg egentlig ikke det fungerer.

Fru Maria Durhuus, værsgo.

Det, ordføreren ønsker med beslutningsforslaget, er en kortlægning. De midler, der er sat af i psykiatriaftalen, er midler til en pårørendeindsats derude. Så lad mig spørge ordføreren på en anden måde.

Der har været SSA-forhandlinger, der har været ældreaftaleforhandlinger, og der har været ret mange forhandlinger, f.eks. om psykiatri i sundhed, siden den 30. april, hvor vi havde den sidste forespørgselsdebat. Hvorfor har ordføreren ikke lagt den her kortlægning ind i nogle af de store forhandlinger, hvor vi har sat så mange midler af? Hvorfor kommer den her i dag fra ordførerens side uden finansiering og med en melding om, at det måske kommer til at koste noget?

Ordføreren.

Sandheden er jo bare, at når vi i Danmarksdemokraterne går til forhandlinger og igen og igen tager ting op på pårørendeområdet, som vi gerne vil have igennem, så får vi det nogle gange igennem, f.eks. på SSA-området. Det er ikke sket i forhold til ældreloven f.eks., for der har vi ikke fået det igennem, som vi gerne ville, og så må vi jo også bare erkende, at så er Folketinget ikke der, hvor man f.eks. kan få det skrevet decideret direkte ind i lovgivningen, at pårørende har en række rettigheder.

Derfor er det klart, at vi så må gå videre og sige: Hvad kan være næste skridt? Det kunne f.eks. være, at vi lavede en decideret kortlægning, for det var jo det, der bl.a. fra Socialdemokratiets side igen og igen blev bedt om at der kom, for man havde ikke overblikket. Nu prøver vi at give jer overblikket, men så stemmer I også nej. Jeg forstår ikke en dyt.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.