Det næste punkt på dagsordenen er:

19) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 116:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner.

Af Mikkel Bjørn (DF) m.fl.

(Fremsættelse 20.02.2025).

Den første, jeg byder velkommen til, er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti, for at give en begrundelse for forslaget. Værsgo.

Tak, formand. Offentlige uddannelsesinstitutioner skal være fristeder for viden, dannelse og oplysning – ikke platforme for religiøs praksis og social kontrol. Derfor foreslår Dansk Folkeparti et forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner. For bag betegnelser som refleksionsrum og stillerum gemmer der sig i praksis bederum, ofte brugt til islamisk gudsdyrkelse med kønsopdelte bønner og til at lægge pres på dem, der ikke deltager. Det skaber ikke frihed. Det skaber kontrol, og det er især unge kvinder, der risikerer at blive overvåget og udskammet i det, der skulle have været deres vej ud af æreskultur og religiøst pres.

Vi skal værne om vores sekulære videnskabelige rum og ikke gøre dem til arenaer for religionsudøvelse. Danmark er et kristent land med en kulturarv, vi ikke skal undskylde. Vi skal ikke åbne døren for institutionaliseret islam på skoler og universiteter. Derfor håber vi, at Folketinget vil bakke op om det her beslutningsforslag. Tak for ordet.

Tak til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er uddannelses- og forskningsministeren. Velkommen.

Tak for det, formand. Tak for ordet sådan en sen tirsdag aften. Dansk uddannelsestradition bygger på grundlæggende principper om frihed, ligeværd og demokrati. De offentlige uddannelsesinstitutioner har en vigtig opgave med at forberede elever og de studerende til at leve i et demokrati med frihed og folkestyre, som bygger på oplysningstidens idealer. Derfor skal Danmarks uddannelsesinstitutioner være rummelige steder med plads til elever, studerende, lærere, undervisere og forskere med mange forskellige baggrunde. Vores uddannelsesinstitutioner skal afspejle det omkringliggende samfund og værne om de værdier og idealer, som samfundet bygger på.

Det betyder også, at regeringen grundlæggende er af den holdning, at religiøs forkyndelse og negativ social kontrol ikke hører til på landets uddannelsesinstitutioner. I den forbindelse har ledelserne på landets uddannelsesinstitutioner et særdeles vigtigt ansvar. Det kan ikke siges ofte nok, hvor vigtigt det er, at ledelserne på de danske uddannelsesinstitutioner tydeligt understøtter bærende samfundsværdier, bl.a. ved at holde fast i normer som demokrati, tankefrihed og religionsfrihed og også at slå ned på det, når det modsatte forsøger at vise sit ansigt. Derfor skal ledelserne på uddannelsesinstitutionerne ikke tillade religiøs forkyndelse, og de skal ikke lade stå til over for negativ social kontrol.

For så vidt angår Uddannelses- og Forskningsministeriets område, er det sådan, at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen for nylig har indhentet oplysninger om, hvilke uddannelsesinstitutioner der på mit ministeriums område tilbyder refleksionsrum, stillerum m.v., som benyttes til udøvelse af religiøse ritualer til deres studerende. Flere institutioner har angivet, at de har sådan nogle rum, der er etableret ud fra en række forskellige hensyn og ikke specifikt til bøn eller lignende. Der kan derfor også være meget stor variation i rummenes faktiske anvendelse.

Derfor er jeg også meget glad for, at Danske Universiteter lavede en udmelding om stillerum den 27. marts i år. Universiteternes rektorer er her enige om, at brugerne af universiteternes stillerum skal udvise respekt for andre brugere, at rummene ikke må anvendes til religiøs forkyndelse, og at der ikke må udøves social kontrol i forbindelse med brugen af rummet. Jeg synes, at man kan tilføje, at de betingelser sådan set skal gælde på hele universitetets areal og ikke bare i de her rum. Det fremgår desuden af Danske Universiteters erklæring, at det enkelte universitet vil tage de nødvendige skridt, hvis rummene ikke holdes neutrale. Som konsekvens vil rummene derfor også kunne blive lukket permanent.

På Syddansk Universitet har ledelsen således lukket refleksionsrum på Campus Odense og på Campus Slagelse. På samme måde har ledelsen på Københavns Universitet taget skridt til at sikre, at deres stillerum vil blive holdt fri for inventar, som ikke er en del af campusadministrationens indretning. Begge eksempler viser, at uddannelsesinstitutionernes ledelser i udgangspunktet har redskaber til at håndtere de udfordringer, som der er og måtte være med stillerum, og at der sådan set også udvises parathed til at anvende de redskaber, og det bakker jeg varmt op om.

I forhold til Børne- og Undervisningsministeriets område er det sådan, at Børne- og Undervisningsministeriet har oplyst tidligere, at Børne- og Undervisningsministeriet vil opdatere en undersøgelse fra 2017 med henblik på at opnå en opdateret viden om omfanget af stillerum på ministeriets område. Regeringen vil ikke tage stilling til et eventuelt behov for tiltag, før den undersøgelse er afsluttet, og med det kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget. Tak.

Tak. Der en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Det bliver jo en meget, meget letkøbt undskyldning for ikke at stemme for, hvad der burde være sund fornuft, nemlig at vi ikke skal have skatteyderbetalte bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner. Hvordan er det på nogen måde i statens interesse at understøtte oprettelsen af bederum til religionsudøvelse på offentlige danske uddannelsesinstitutioner for skatteborgernes midler – institutioner, der er sat i verden for dannelse, viden og oplysning, ikke for religionsudøvelse og social kontrol, som er det, de her bederum i praksis bliver brugt til?

Så nævner ministeren, der er universiteter, der har lukket bederum ned. Ja, det er der, men der er lige så vel universiteter, der opretter bederum. Essensen her er: Vi skal ikke have bederum på vores offentligt betalte uddannelsesinstitutioner. Hvorfor er regeringen ikke enig i det?

Ministeren.

Regeringen vil ikke have, at der foregår social kontrol, kønsopdelte aktiviteter eller religiøs forkyndelse på nogen uddannelsesinstitutioner, og det er sådan set ligegyldigt, hvilke rum det foregår i. Det synes jeg i virkeligheden er det vigtigste og det mest essentielle i den her debat, nemlig at det er den her aktivitet, som vi ikke vil have. Så har man på børne- og undervisningsministerens område igangsat en undersøgelse eller en kortlægning af problemets omfang. Som jeg forstår det, er det i enighed med eller efter aftale med Dansk Folkeparti, og det forestillede jeg mig egentlig også Dansk Folkeparti ville synes var en god idé.

Spørgeren.

Det er fint at undersøge problemets omfang. Men det er præcis den samme undskyldning, som den daværende socialdemokratiske regering brugte i 2017, hvor Dansk Folkeparti også fremsatte forslag om at forbyde bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner; det var, at man ville have en kortlægning og have mere viden på området. Det er nu snart 10 år siden. Altså, det bliver jo simpelt hen en håbløst dårlig undskyldning for ikke at stå fast på det helt principielle udgangspunkt, nemlig at vi ikke skal bederum på offentligt finansierede uddannelsesinstitutioner. Hvorfor er regeringen ikke enig i det?

Ministeren.

Nu startede hr. Mikkel Bjørn jo sin begrundelse for det her beslutningsforslag med at hædre oplysningens idealer, og det er jeg sådan set enig i. Jeg synes, at indledningen på den tale, som ordføreren holdt, sådan set mindede meget om min egen, og i oplysningens idealers lys vil jeg sige, at i 2017 havde vi ikke en socialdemokratisk ledet regering. Det havde vi ikke, selv om det var det, der blev sagt. Det var faktisk forkert.

Den næste korte bemærkning er til fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak. Det er jo allerede blevet afdækket, hvordan de her bederum er blevet brugt i den seneste tid. Der er jo blevet fundet materiale fra Hizb ut-Tahrir på Københavns Universitet i et bederum, der er væg til væg-tæpper nogle steder, og der har selvfølgelig ikke været nogen dyre afbildninger på væggene. Det er jo decideret minimoskéer, vi ser bliver indrettet i nogle af de her bederum. Så er det rigtigt nok, at der er nogen af dem, der er blevet ryddet op siden. Der har været eksempler på, at hvis der er optaget eller er halvt ledigt, er det brødre eller søstre, der beder derinde. Det her er jo minimoskéer, og ministeren står og siger, at ministeren ikke vil være med til, men det er jo det, der decideret sker på universiteterne især. Så det her er jo et rigtig godt argument for at få lukket de her bederum nu, når det her sker. Det er minimoskéer, det er islamiseringen på vores universiteter. Vi er nødt til at få det stoppet nu.

Ministeren.

Det er jeg sådan set enig i. Jeg hørte ikke, at der blev stillet noget spørgsmål her. Jeg er jo enig i, og det brugte jeg sådan set også det meste af min taletid på at sige, at jeg og regeringen mener, at religiøs forkyndelse, religiøst betinget social kontrol eller anden betinget social kontrol, kønsopdelte aktiviteter er en form for religiøs aktivitet, som intet har med det at tage en uddannelse at gøre, har ikke noget at gøre på en uddannelsesinstitution. Det er vi sådan set enige om.

Spørgeren.

Tak. Man behøver ikke at stille spørgsmål herinde, man må også gerne bare komme med en kommentar. Og min kommentar her er, at der simpelt hen ikke skal være islamisering på vores universiteter. Når det er decideret bederum, når ministeren siger, at det skal vi ikke have på vores universiteter, kan jeg ikke forstå, hvorfor man ikke vil være med til at lave et forbud. Jeg tror, det er meget naivt at tro, at det her ikke kommer til at komme tilbage til udgangspunktet på et eller andet tidspunkt. Det er jeg da fuldstændig overbevist om det vil gøre. Det er da folk, der arbejder for det, så selvfølgelig vil det da komme igen. Og hvad så, når vi så ser de her bederum om nogle måneder stå, som de gjorde før, hvad gør vi så?

Ministeren.

Jeg har ikke sagt, at regeringen ikke vil være med til at tage tiltag i forhold til de her problemer. Jeg har sådan set sagt det modsatte. Så har jeg så også sagt, at når man nu har aftalt, at det skal kortlægges på børne- og undervisningsministerens område, altså omfangets karakter, så er det sådan set meget godt, at vi opererer på baggrund af viden og ikke på baggrund af noget, vi tror. Så tror og håber jeg da sådan set også, at Danmarksdemokraternes ordfører sammen med mig vil glæde sig over, at man på universiteterne, de ledelser, der er dér, faktisk begynder at tage hånd om de her problemer.

Tak. Næste korte bemærkning er til fru Sandra Elisabeth Skalvig, Liberal Alliance.

Tak for det. Ministeren kommer selv ind på, hvad der foregår i de her rum. Altså, i de her rum har vi bl.a. set eksempler på udøvelse af social kontrol, og ministeren fralægger sig, som jeg hører det, alt ansvar. Hun lægger det ud til ledelserne på universiteterne. Men mit spørgsmål til ministeren er: Hvordan vil ministeren – ikke universiteterne, men ministeren – og regeringen sikre, at det her ikke finder sted på vores uddannelsesinstitutioner?

Ministeren.

Jeg fralægger mig ikke noget ansvar i forhold til det her. Det er sådan set også derfor, jeg meget klart siger, at regeringen ikke vil være med til, at der foregår religiøst betinget social kontrol, kønsopdelte aktiviteter eller anden form for religiøs aktivitet, som ikke hører hjemme på en uddannelsesinstitution. Så kan der være en metodediskussion: Hvordan kommer man bedst det uvæsen til livs? Det synes jeg er fint at have, og derfor hilser jeg sådan set også diskussionen velkommen.

Jeg har heller ikke afvist, at regeringen vil komme med yderligere tiltag inden for det her. Når man nu på børne- og undervisningsministerens ansvarsområde er blevet enige om at lave en kortlægning af det, er det sådan set meget godt, at man har den. Så har man et samlet billede af problemets karakter, og med det i hånden kan man så finde ud af, hvad der er den bedste måde at håndtere det på.

Spørgeren.

Ministeren snakker kun om oplysninger på børne- og undervisningsministerens område, ikke området for de videregående uddannelser, men jeg hører ikke noget konkret bud. Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne har fremsat forslag om forbud mod bederum på vores offentlige uddannelsesinstitutioner. De forslag er blevet fremsat, fordi det er et skridt hen imod at løse nogle af de udfordringer, vi rent faktisk står over for, men jeg har ikke hørt ministeren sige, hvad regeringen mener, eller komme med forslag til, hvordan regeringen vil sikre, at vi kommer det her til livs på offentlige uddannelsesinstitutioner.

Ministeren.

Nej, men man hører ministeren sige to ting. Det er for det første, at regeringen ikke vil finde sig i, at der udøves social kontrol på vores uddannelsesinstitutioner. For det andet er det, at ministeren glæder sig over, at man i ledelserne på uddannelsesinstitutionerne faktisk tager det ansvar på sig – det kan man godt synes er uvigtigt, men det synes jeg faktisk er vigtigt, for det er dem, der har den daglige ledelse på vores uddannelsesinstitutioner – og har vist det ad flere omgange i den seneste tid ved f.eks. at gå ind og lukke bederum. Det hilser jeg enormt velkommen. Og så har jeg i øvrigt ikke afvist nogen konkrete tiltag.

Næste korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Men regeringen tillader jo social kontrol på uddannelsesinstitutionerne. Det gør den. Der har vi jo haft ministre i salen tidligere, hvor det drejede sig om en skole i Kolding, hvor man så, at det skete, og hvor vi fik sådan en lang smøre om, at der ville man også undersøge noget, men der skete så heller ingen ting. Nu kommer der et ret konkret forslag, for vi ved, at det er religionen, der ligesom spiller ind og er det, der fører til den sociale kontrol. Det har vi jo set bevis på i folkeskolen, og der er ikke sket noget.

Så siger ministeren, at på det område har man sat noget i gang i 2017. Der er under 2.000 folkeskoler og friskoler i Danmark. Det er jo en syltekrukke. Hvis ikke man kan undersøge, hvor mange af dem fra 2017-2025 – det er 8 år, og det drejer sig om et par hundrede skoler om året – så er det, fordi man ikke vil. Det er også det, vi hører ministeren sige nu: Man vil ikke. Ministerens præmis om, at man ikke vil tillade social kontrol, hænger bare ikke sammen, for det vil man så godt. For man gør jo ikke noget. Her kan man gøre noget konkret. Det er en syltekrukke, for man gerne vil sige, at man ikke vil tillade det, så nu undersøger man det, og det gør så, at fra 2017-2025 har man simpelt hen ikke magtet at sende det brev til under 2.000 skoler.

Ministeren.

Så har jeg udtrykt mig på en måde, som var svær at forstå, for det er jo ikke sådan, at man ovre i Børne- og Undervisningsministeriet har undersøgt det her siden 2017. Man undersøgte det i 2017, og nu opdaterer man den undersøgelse, man lavede dengang.

Spørgeren.

Så er det godt, at jeg normalt er digitaliseringsordfører, for jeg ved, at der findes sådan noget som e-mails. Det er jo ikke super svært, og det tager ikke ret mange minutter at få det undersøgt. Man har siden 2017 vidst, at der var et problem, for der undersøgte man det tilsyneladende første gang. Nu er vi i 2025. I den tid har vi set, at der udøves social kontrol, og at det kan føres tilbage til religion. Religion udøves i de stillerum eller bederum, og her siger vi nu: Lad os da tage fat om nældens rod. Så spørger jeg lige en gang til: Skal vi forvente, at man sylter det i 8 år mere, og at de samme forslag så kommer i salen, og at man så laver en ny undersøgelse i 2032? Er det måden at håndtere det her problem på.

Ministeren.

Man kan forvente, at når den opdatering af 2017-undersøgelsen er færdig – og det forventer jeg ikke kommer til at tage så lang tid, som spørgeren stiller i udsigt – så vil regeringen tage stilling til, hvordan man håndterer det her problem på det samlede uddannelsesområde.

Næste korte bemærkning er til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Det er jo fuldstændig grotesk, hvad vi er vidne til. Altså, det er jo en syltekrukke ud over alle grænser. Altså, man lavede en undersøgelse i 2017. Vi kan se, at de her stadig væk popper op forskellige steder. Vi ved alle sammen godt, at det er islam, der er problemet; det er jo ikke jøder eller mormoner eller andre trosretninger, der ønsker, at der er de her bederum. Det er jo, fordi islam lige så stille sniger sig ind alle steder i vores samfund og infiltrerer selv de mest vitale samfundsinstitutioner.

Så det her med, at man nu vil kortlægge noget, man allerede har en kortlægning af, og så bagefter måske vil tage stilling til et eller andet, er jo simpelt hen for at være helt ærlig at svigte samtlige danske studerende på undervisningsinstitutionerne, fordi man er fuldstændig bedøvende ligeglad. Man skyder det til hjørne fra regeringens side. Man er ligeglad med, at der sker social kontrol. Man er ligeglad med, at man infiltrerer vores mest vitale institutioner, bl.a. de her undervisningsinstitutioner. Og ministeren står bare og plører rundt i noget med, at man måske engang vil kigge på det. Det er jo dybt useriøst. Hvorfor vil man ikke handle fra regeringens side?

Tak. Ministeren.

Jeg må sige, at det i nogen grad kommer bag på mig, at Dansk Folkeparti er imod, at man opdaterer den undersøgelse, al den stund at det er på foranledning af Dansk Folkeparti, at man faktisk opdaterer den.

Spørgeren.

Vi stiller et konkret forslag nu om at forbyde bederum – bum. Vedtag det. Lad os få gjort det. Lad os få stoppet islamiseringen af Danmark. Vi kan sagtens lave en undersøgelse – det er ikke noget problem – men vi har en fra 2017. Vi ved udmærket godt, hvor problemet er. Problemet er islam. Og vi ved også godt, hvordan den infiltration, der sker rundtomkring i vores samfund, desværre sker i politiet, inden for socialområdet og ret grundlæggende i vores samfundsinstitutioner. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor man fra regeringens side ikke ønsker at handle på det. Men det er jo nok, fordi man grundlæggende set ikke har lyst til at træde nogen over tæerne, og at man sådan set er lidt ligeglad med den her problematik.

Ministeren.

Men det er jo meget underligt, at man så ikke vil have noget undersøgt, som man selv har insisteret på skal undersøges. Det må Dansk Folkeparti tale med sig selv og hinanden om. Vi er faktisk interesseret i at løse de her problemer, og jeg tror, at hvis man skal gøre det på en fornuftig måde, er man nødt til også at kende problemets omfang og karakter. Det er det, man er i gang med at undersøge nu. Når vi har den kortlægning i hænderne, kigger vi på, om der er behov for det, og i så fald, hvilke tiltag der er behov for.

Den næste korte bemærkning er til fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Jeg er meget enig med mine kollegaer – jeg kan simpelt hen ikke forstå, at regeringen ikke vil handle på det her. Nu ligger der to forslag. Hvad skal vi med flere undersøgelser? Der har været skrevet mange artikler omkring det her. Vi er valgt, på grund af at vi har en holdning og en mening – det er derfor, vi er politikere – så hvad er regeringens holdning og mening? Skal der være bederum på landets uddannelsesinstitutioner, eller skal der ikke være bederum? Vil man lave et forbud, eller vil man ikke? Det er jo en holdning, og er ministerens holdning, at der skal være bederum, eller vil man lave et forbud? Det er meget enkelt.

Ministeren.

Man skal altid tage sig i agt for nogen, der prøver at fremstille tingene enormt sort-hvidt, for så unuanceret er virkeligheden jo i virkeligheden meget, meget sjældent. Regeringens holdning er – og jeg er enig i, at vi er valgt på vores holdninger til, hvordan samfundet skal være – at vi ikke vil have, at der udøves social kontrol på vores uddannelsesinstitutioner eller andre steder i den offentlige sektor i det hele taget, vi vil heller ikke have kønsopdelte aktiviteter, og vi vil ikke have religiøs forkyndelse på vores uddannelsesinstitutioner. Og det er den holdning, regeringen har til det spørgsmål.

Spørgeren.

Jamen hvorfor er det så, at man ikke vil lave et forbud? Hvorfor er det så, at man ikke vil stemme for de forslag, der ligger her i salen i dag? Er det ikke meget enkelt, at man ikke vil have det på uddannelsesinstitutionerne, og så at sige, at det vil man ikke have? Hvorfor kan man ikke sige det i dag? Hvorfor er det, at vi skal have en kortlægning, en syltekrukke? Vi kender jo alle syltekrukken, som den onde maler har malet her uden for Folketingssalen. Så hvad er baggrunden for det? Jeg må sige, at jeg ligesom mine kollegaer er meget uforstående over for regeringens attitude her i dag.

Ministeren.

Jeg synes, det er ordentligt og fornuftigt, hvis man reelt og ikke bare sådan på overskriftsniveau faktisk gerne vil løse et problem, at man har et rigtigt overblik over, hvad det så er for et problem, man har med at gøre. Det, man er i gang med at kortlægge i Børne- og Undervisningsministeriet, synes jeg er fornuftigt og rigtigt. Når den kortlægning er færdig, har vi den at kigge på, og med den i hånden vil vi tage stilling til, hvad det så er for nogle konkrete tiltag, som skal til.

Den næste korte bemærkning er til fru Lise Bertelsen, Det Konservative Folkeparti.

Først tak til ministeren, og også tak til mine kolleger. Jeg hører egentlig, at ministeren har nøjagtig den samme bekymring, som vi alle sammen har, og jeg vil bare sikre mig, at der gøres noget. Når den her undersøgelse i Børne- og Undervisningsministeriet, som der henvises ret meget til, må jeg sige, foreligger, hvad vil ministeren så helt konkret gøre? For det, vi ved, er, at på universiteterne foreligger der allerede en hel masse, som vi har kunnet læse i pressen og alle mulige andre steder, og som de selv har beskrevet, og der ligger også en hel masse tilbage fra 2017, og det er jo ikke blevet mindre. Altså, vi må ikke være blinde for, at det her udvikler sig, og det er jo også derfor, at vi alle sammen er ekstremt bekymrede.

Så jeg har mere brug for at få at få svar på, hvad det reelt er, ministeren vil gøre. Jeg har hørt ministeren gentage, at når vi har den undersøgelse, vil vi kigge på det osv. osv., men hvad er det helt faktuelt, regeringen gør ved det her kæmpe problem, som er stigende?

Tak. Ministeren.

Hvad vi vil gøre, når vi har den kortlægning i hånden, kommer fuldstændig an på, hvad den kortlægning viser. Altså, det må da trods alt være den logiske rækkefølge at tage problemerne i. Så det vil vi gøre, når vi har den kortlægning.

Så tillader jeg mig i mellemtiden faktisk at glæde mig over – og det undrer mig lidt, at der ikke er flere, der deler den glæde – at man i regi af Danske Universiteter faktisk har taget initiativ til en fælleserklæring, hvor man siger: Vi vil ikke have det her; vi vil slå ned på det, når det opstår; vi vil potentielt lukke bederum, når der opstår problemer. Det har man gjort. Det har man gjort på Syddansk Universitet, og på Københavns Universitet har man været inde at fjerne effekter, som man ikke ville have, fordi de brød med princippet om neutralitet. Vi vil gerne have en uddannelsessektor, der tager ansvar, og nu udviser de ansvar. Det synes jeg faktisk også Folketinget skylder at anerkende dem for.

Spørgeren.

Vi anerkender fuldt ud, at der er nogle, der tager ansvar. Det, vi ønsker, er, at regeringen tager ansvar, og det synes jeg ikke helt vi får at vide her. Ved ministeren, hvornår den her kortlægning foreligger, så vi kan afvente handling derfra?

Ministeren.

Det hører jeg forventningen er at den gør inden ret lang tid.

Ministeren.

Tak for det. Ministeren taler om en undersøgelse, som DF skulle have bedt om. Det undrer mig lidt, og DF selv virker rimelig uforstående over for det. Kunne ministeren gøre os lidt klogere på, hvad det er for en undersøgelse, som DF har bedt om, og som åbenbart er iværksat, for det virker, som om ingen her rigtig ved, hvad det er for en undersøgelse, ministeren henviser til?

Ministeren.

Det bliver måske en lille smule underligt, hvis uddannelses- og forskningsministeren over for Liberal Alliance skal redegøre for, hvad for en aftale der er lavet mellem Dansk Folkeparti og børne- og undervisningsministeren. Det er en kortlægning af bederumsfænomenet på børne- og undervisningsministerens område, som blev foretaget tilbage i 2017, og som man nu er enige om at lave en opdatering af.

Spørgeren.

I hvilken forbindelse er det blevet aftalt, at den undersøgelse skal opdateres? Vil ministeren også godt redegøre for, hvad ministeren selv påtænker at gøre, i forhold til at der jo sker social kontrol på vores uddannelsesinstitutioner? Det er jo et massivt pres, de står op imod. Hvad vil ministeren gøre, hvis ikke det skulle være det her?

Ministeren.

Jeg synes først og fremmest, at det ordentlige er, at når den kortlægning, som nu er sat i værk og skal foretages, er færdig, så kigger vi på den og læser den med de politiske briller, med de holdningsbriller, som hedder: Vi vil ikke have social kontrol, vi vil ikke have kønsopdelt aktivitet, vi vil ikke have religiøs forkyndelse nogen steder i vores uddannelsessektor. Og så må man jo se, hvad den rigtige måde at håndtere og løse det problem på er.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til uddannelses- og forskningsministeren.

Vi går nu i gang med selve ordførerrækken, og den første, der får ordet, er fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Først og fremmest vil jeg gerne takke forslagsstillerne for debatten her i salen i dag. Skal der være bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner eller ej? Den debat er både vigtig og relevant, og det er godt, at vi kan tage den. Spørgsmålet er så, om vi fra Christiansborgs side skal træffe beslutning om, hvorvidt uddannelsesinstitutioner skal have ret til at lave såkaldte bederum, eller om vi skal lade det være op til uddannelsesinstitutionerne og et ledelsesmæssigt ansvar, hvad deres lokaler stilles til rådighed til. Det er som sagt en god og vigtig debat. Den indeholder utrolig mange dilemmaer og overvejelser, som er væsentlige for vores demokrati og for vores forståelse af samfundsopbygningen. Derfor håber jeg virkelig også, at vi kan tage debatten her i dag med det formål, at vi får afvejet argumenter mod hinanden.

Debatten handler ikke om retten til at tro. Det er en grundlovssikret rettighed, som vi har i Danmark, og som vi hylder, og at konkludere, at debatten her i dag blot handler om at forsvare rettigheden mener jeg vil være alt for banalt. Fra mit perspektiv handler debatten derimod om, at ingen skal presses til at tro eller praktisere sin tro på en bestemt måde. Debatten handler om, at retten til at praktisere sin tro på en uddannelsesinstitution ikke må fratage unges frihed til selv at vælge, hvem de ville være her i livet, og hvordan de selv vil leve med deres tro, og om de overhovedet vil have en religiøs tro som følgesvend i livet. Debatten handler også om, hvad vores uddannelsesinstitutioner i Danmark skal rumme. Den handler om ledelsesansvar på uddannelsesinstitutioner versus styring fra Christiansborg. Lad mig starte med det første.

Retten til ikke at blive presset til at tro eller praktisere sin tro på en bestemt måde. Vi kan og må aldrig acceptere, at uddannelsesinstitutioner lægger gange, klasser eller lokaler til, at unge presses til at udøve en tro. Det kan da ikke være nogen som helst tvivl om. Og der kan ikke være nogen som helst tvivl om, at religiøs kontrol ikke må finde sted noget som helst sted. Der må heller ikke være tvivl om, at det er en ledelsesopgave på enhver uddannelsesinstitution at sikre, at den slags ikke foregår – bederum eller ej.

Så er vi landet i den anden del af det, der gør debatten her interessant. Tror vi som Folketing på, at ledere, der er på vores uddannelsesinstitutioner, kan varetage opgaven med at sikre, at der ikke forekommer religiøs kontrol? For nylig valgte Syddansk Universitet eksempelvis at lukke deres stillerum, og på Københavns Universitet må der ikke forefindes nogen former for religiøse remedier eller andet ud over universitetets inventar. Det viser, at ledere er i stand til at skride ind. Universitetsrektorerne har også forvisset offentligheden om, at de gerne vil påtage sig det ledelsesmæssige ansvar for at undgå religiøs kontrol i og omkring bederum.

Men er det overhovedet rimeligt, at vi pålægger uddannelsesinstitutioner det ledelsesansvar? Hvorfor ikke træffe beslutningen på Christiansborg? Det sidste vil vi fra Socialdemokratiets side ikke afvise. Så når vi ender med ikke at støtte forslaget her i dag, er det, fordi vi synes, at det er vigtigt, at sådan en beslutning træffes på et bredere grundlag end det, vi har i dag, fordi det omfatter alle typer af uddannelsesinstitutioner. Derfor har undervisningsministeren igangsat en undersøgelse af forholdene på hans område. Det skal sikre, at vi finder ud af, om der er et behov for, at vi laver regler på Christiansborg, og i så fald hvad det er for nogle regler, vi laver, på Christiansborg. Eksempelvis kan vi jo godt lukke bederummene, hvilket kunne være nærliggende, men hvis den sociale kontrol foregår andre steder end i bederummene, er det jo væsentligt, at vi tager det perspektiv også. Så når det arbejde foreligger, er vi klar til at drøfte spørgsmålet med den viden, som er nødvendig.

Det skal dog stå fuldstændig klart, at vi ikke acceptere nogen som helst religiøs kontrol på vores uddannelsesinstitutioner, hverken i bederum, på gange komme i et omklædningsrum, i kantiner, på grønne områder eller noget som helst andet sted. Det signal er sendt til samtlige danske uddannelsesinstitutioner, og derfor er det også vores klare forventning, at problemstillingen tages dybt alvorlig alle steder, og at der sættes ind dér, hvor der måtte være problemer.

Vi kan ikke støtte forslaget her i dag, som det ligger, men vi vender tilbage til debatten, når undervisningsministerens arbejde foreligger. Og så skal jeg hilse fra Enhedslisten og sige, at de heller ikke kan støtte forslaget.

Tak. Den første korte bemærkning er til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Socialdemokratiet siger, at de ikke vil støtte et forbud mod bederum, fordi de gerne vil have mere viden om fænomenet. Det var præcis samme argumentation, som Socialdemokratiet brugte for næsten 10 år siden, da vi i 2017 behandlede et forslag om præcis det samme, nemlig et forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner. Næsten 10 år har Socialdemokratiet haft til at skabe sig det vidensgrundlag, som man i dag siger man vil undersøge nærmere, før man vil tilkendegive, hvad man mener om et forbud. Kan det blive mere absurd og mere åbenlyst for folk derude, der sidder og følger med, at Socialdemokratiet åbenlyst enten ikke vil noget som helst eller i hvert fald ikke vil tilkendegive, hvad de mener? Mener Socialdemokratiet for alvor, at det er en ærlig og oprigtig måde at føre politik på, altså at sige til befolkningen, at man ikke vil støtte et forslag, fordi man gerne vil have noget mere viden på et område, og så 10 år efter sige præcis det samme, når forslaget bliver fremsat igen?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at jeg sagde, at vi ikke støtter et forbud, men jeg synes, at jeg sagde meget klart, at vi ikke støtter forslaget her, men er klar til en fornyet diskussion af det her område, når vi har et opdateret vidensgrundlag. Men det, jeg sagde meget klart, er, at vi ikke støtter beslutningsforslaget, som det ligger her, men et forbud afviste jeg ikke vi kan komme til at støtte.

Spørgeren.

Et opdateret vidensgrundlag er jo præcis det, man sagde i 2017. Så lavede man en kortlægning, fik det opdaterede vidensgrundlag, indførte ikke et forbud, og nu næsten 10 år efter siger man igen: Vi kan stadig ikke støtte et forbud, for vi har brug for mere viden på området. Undskyld, men jeg forstår ingenting. Er det for alvor Socialdemokratiets linje, at man 10 år efter efter adskillige kortlægninger af fænomenet stadig ikke har tilstrækkeligt vidensgrundlag til at kunne tage stilling til, hvad man overhovedet mener om bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner?

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, at jeg konkluderede meget hårdt, at vi under ingen omstændigheder støtter nogen som helst former for social kontrol, uanset hvor den sociale kontrol måtte pågå. Én ting er bederummene, den diskussion kommer vi til at tage, men det afgørende er jo selvfølgelig, at vi får udryddet enhver form for social kontrol, uanset hvor den foregår henne. Om det så er I bederummene, om det er på gangene, om det er i nogle klubber, eller hvad det er. Derfor er det altså helt afgørende, at vi har et ordentligt grundlag at træffe sådan en beslutning på.

Den næste korte bemærkning er til fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvad endnu en kortlægning skulle kunne bidrage med. Der har allerede været en kortlægning i 2017. Men det er mange år siden. Kommissionen for den glemte kvindekamp har selv haft det oppe, og de har selv lavet en kortlægning. Kommissionen for den glemte kvindekamp har selv været ude og kigge på de her bederum. Det står i kommissionens egne anbefalinger, hvad de er nået frem til: Mange indrettes til muslimsk bøn, bønnen er kønsopdelt, og der er koder for kønsopdeling, sådan at man ikke går derind, når der er en søster eller en bror. De har lige lavet en afdækning af det i Kommissionen for den glemte kvindekamp. Hvad er det, ordføreren vil nå frem til med endnu en kortlægning? Vi ved, at det er der. Lad os nu få det stoppet.

Ordføreren.

Jeg tror lige, at vi skal have en ting på plads: Nu er det jo ikke et lovforslag, der er fremsat her. Det er ikke et lovforslag, forslagsstillerne har fremsat; det er et beslutningsforslag. Derfor synes jeg sådan set, at det er helt reelt at sige, at vi ikke afviser, at det her kan føre til et forbud, men vi ønsker, at når der skal fremsættes lovforslag på det her område, ønsker vi at gøre det på et godt grundlag, så vi får alle lommer af den sociale kontrol med.

Spørgeren.

Men der er jo allerede et grundlag. Så der er jo ikke noget argument her i dag for, at Socialdemokratiet ikke kan bakke op om Dansk Folkepartis beslutningsforslag eller vores beslutningsforslag, der skal behandles her bagefter. Der er ikke noget validt argument, for der har allerede været en kortlægning. Så det her argument, som fru Trine Bramsen kommer med nu, er ikke validt. Så må der komme et andet argument, for det der fungerer jo ikke.

Ordføreren.

I starten af min ordførertale sagde jeg, at jeg håbede på, at vi fik en god, saglig og ordentlig debat her i dag, og det håber jeg stadig væk på at vi får. Derfor synes jeg ikke, at man kan sige til andre, at deres argumenter ikke er valide. Jeg synes, det er et helt rimeligt og validt argument, når man siger, at hvis regeringen skal fremsætte et lovforslag på det område – igen vil jeg sige: Det er et beslutningsforslag, vi drøfter – så skal det selvfølgelig gøres sådan, at vi får alle hjørner og lommer af den sociale kontrol på universiteterne med. Det nytter ikke noget, at vi lukker eventuelle bederum, for at det samme så praktiseres i kantinen lige udenfor.

Næste korte bemærkning er fra hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. I 2017 var Mattias Tesfaye, som ikke var undervisningsminister dengang, ude at sige, at man skulle forbyde bederum på universiteter og skoler. (Tredje næstformand (Karsten Hønge): Jeg må bede spørgeren om at tale lidt højere.) I den her valgperiode er udlændingeministeren Kaare Dybvad Bek ude at sige, at nu ville man ikke forbyde dem, men man ville ikke tillade dem. Man ville ikke tillade dem i 2017, fordi der muligvis kunne udøves social kontrol. Det har vi jo så i den her valgperiode set at der blev udøvet på folkeskolerne.

Så jeg bliver nødt til at spørge, hvilken minister det er, der ikke forstår sit arbejde? Eller er det ordføreren, der ikke forstår sit? For virkeligheden er, at Socialdemokratiet jo er dem, der er vendt på en tallerken her. Lige pludselig har man ikke lyst til at gøre noget ved det. Der skal være bederum, indtil man kan løse alle problemer med social kontrol på en gang. Er det måden, man bedriver politik på i Socialdemokraterne? Det er alt eller intet, og det kommer til at gælde på alle områder.

Ordføreren.

Lad mig lige citere spørgeren: Lige pludselig har Socialdemokratiet ikke lyst til at gøre noget ved det. Jeg synes lige, jeg har holdt en tale, hvor jeg egentlig går ret hårdt til stålet i forhold til at sætte ind over for social kontrol.

Lad mig også gentage, at vi ikke har afvist et forbud mod bederum. Det, som vi diskuterer her i dag, er et beslutningsforslag. Man vil uanset hvad skulle fremsætte et lovforslag i halen på sådan et beslutningsforslag. Vi synes, det rimelige er, at vi har et godt og solidt grundlag, så vi får udryddet alle former for social kontrol på uddannelsesinstitutioner.

Spørgeren.

Vi skal simpel hen lave en undersøgelse, der finder ud af alle former for social kontrol. Den glemte kvindekamp var ikke nok. Den undersøgelse, der blev lavet i 2017, var ikke nok. Vi er gået fra forbud til at synes, det er en træls ting. Vi har fundet ud af, at der foregår social kontrol. Og det, jeg hører Socialdemokraterne sige nu, er, at selv om vi er i mål og det her burde blive til et lovforslag i morgen, så skal vi lige undersøge det en lille smule mere.

Det er jo det, man kalder en syltekrukke. Det er jo det største bedrag over for vælgerne, når man forsøger at sige, at man vil gøre noget ved det, og man, hver eneste gang man finder ud af, hvad der er galt, ikke vil gøre det, fordi man lige skal vide lidt mere.

Tak. Ordføreren.

Ja, deri er vi så uenige. For uanset at man lukker bederum – hvilket jeg siger meget klart her i dag, at der ikke er en afvisning af, altså at vi kommer til at indføre et forbud mod bederum – så vil der jo stadig væk være et ledelsesmæssigt ansvar. Der vil jo stadig væk være personale rundtomkring på skolerne, der skal sikre, at den sociale kontrol ikke foregår andre steder, og at der ikke pludselig er forsamlinger i skolegården eller i parken ude foran uddannelsesinstitutionen eller i kantinen, altså at bordene bliver brugt til de her forsamlinger. Så det vil stadig væk kræve et ledelsesmæssigt ansvar.

Den næste korte bemærkning er til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Undskyld, men det her er altså absurd at sidde og være vidne til, men det er jo meget typisk for Socialdemokratiet, at man siger en masse ting, hvor man grundlæggende står og lyver for danskerne, og så gør man noget fuldstændig andet. Altså, den argumentation, som ordføreren bruger, svarer jo lidt til, at ordføreren står ved siden af et brændende hus og siger: Lad os lige starte en debat om, om huset i virkeligheden brænder, for det synes jeg er vigtigt, og lad os lige undersøge det grundigt og til bunds, så vi faktisk ved, om det brænder alle steder på huset. Det siger de, hvor vi andre siger: Lad os nu bare slukke branden.

Det er jo sådan meget, meget typisk for Socialdemokratiet. Frederik Vad var i P1 Morgen den 25. februar, hvor han sagde, at for Socialdemokratiets skyld kunne man sådan set bare lukke de her bederum i morgen. Det er jo løgn. Man står og lyver danskerne lige op i ansigtet, for man vil jo ikke gøre det, der skal til. Og det handler ikke om, at man ikke kender problemernes omfang. Det handler om, at man ikke vil gøre de ting, der skal til. Man vil hellere bare bilde danskerne en masse ting ind, høste stemmerne og så bare gøre præcis det, der passer en.

Hvorfor vil Socialdemokratiet ikke fortælle sandheden til danskerne? Hvorfor bliver man ved med at lyve over for danskerne om de her ting?

Vi skal fastholde det, som Præsidiet taler om, altså en værdig omgangstone. Og at sige, at ordførere lyver, og at det er løgn lige op i ansigtet, vil jeg sige er på kanten af forretningsordenen.

Ordføreren.

Jeg stod netop og tænkte: Hvor ville det være skønt, hvis vi bare her i Folketingssalen kunne fastholde en ordentlig tone, når vi debatterer noget, der er væsentligt. Jeg synes, jeg har sagt ret mange gange, at vi fra Socialdemokratiets side bestemt ikke har afvist, at et forbud kan være det, der bliver resultatet. Men det er et beslutningsforslag, vi diskuterer her i dag; det er ikke et lovforslag, men et beslutningsforslag, der pålægger regeringen handling. Så regeringen vil stadig væk skulle fremsætte et lovforslag. Og der er det altså, jeg siger meget klart, at vi ikke afviser det, men at vi selvfølgelig synes, det afgørende er, at vi bekæmper social kontrol, uanset om det foregår i kantinen, om det foregår i bederum, eller om det foregår i parker eller andre steder.

I forhold til referencen til Frederik Vad, som jeg er meget enig med, handlede den debat jo om Syddansk Universitet. Og hvad er der sket på Syddansk Universitet? Der er bederummet jo blevet lukket. Det er lukket; der er et skilt på døren, hvor der står, at der kan man ikke komme ind. Det er lukket, fordi der foregår social kontrol.

Spørgeren.

Jamen det er jo simpelt hen absurd at være vidne til. Og jeg forbeholder mig stadig retten til at fortælle sandheden, også her fra min stol i Folketinget. Det fortjener danskerne at høre. Og det er absurd. Ordføreren kan sagtens komme ind på al mulig politikersnak, i forhold til om det er et beslutningsforslag eller et lovforslag. Faktum er bare, at vi står med et beslutningsforslag nu om noget, som socialdemokratiske bannerførere har været ude at sige man godt vil fra Socialdemokratiets side. Så har vi fra Dansk Folkepartis side fremsat et beslutningsforslag, som siger lige præcis det, og så stemmer man imod igen. Hvad er definitionen på at lyve over for andre? Det er at sige noget, som ikke er sandt. Så jeg kan ikke se, at jeg har sagt noget forkert.

Jeg hører det som en udfordring af formandens beslutning, og der må jeg bare sige, at det er en konkret vurdering af den værdighed, der skal være i debatten, og der formår Folketingets politikere gennem årene at fortælle sandheden, uden at man går ud over forretningsordenen. Jeg vil bede om, at man bevarer værdigheden ved ikke at sige direkte til ordførere, at de lyver, og at det er løgn. Så det er sådan set afgørelsen, og man diskuterer ikke med formanden. Det ved fru Mette Thiesen alt om.

Ordføreren.

Man kunne jo også vælge at glæde sig over, at Socialdemokratiet siger, og at Socialdemokratiets ordfører står og siger det meget klart her fra talerstolen, at vi bestemt ikke afviser, at den undersøgelse, der bliver lavet, kommer til at føre til et konkret forbud. Det forbud vil, uanset hvad man stemmer til beslutningsforslaget, jo i så fald skulle fremsættes i et lovforslag. Så jeg synes jo også, man kunne vælge at glæde sig over den meget klare melding, der kommer i dag fra talerstolen, og som vel egentlig går videre end beslutningsforslaget, fordi vi klart siger, at social kontrol hverken skal foregå i bederum, i kantiner, på gange eller andre steder.

Den næste korte bemærkning er til fru Sandra Elisabeth Skalvig, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg synes ikke, at fru Trine Bramsen snakker særlig tydeligt i forhold til det, ordføreren står og siger oppe fra talerstolen. For ordføreren har adskillige gange sagt, at social kontrol ikke skal finde sted nogen steder på vores uddannelsesinstitutioner. Det er jeg sådan set enig med ordføreren i. Det, som jeg så ikke forstår, men som ordføreren står og siger fra talerstolen, er, at nu ved vi, at det finder sted i bederummene på vores uddannelsesinstitutioner. Hvorfor er det så, at vi ikke slår ned der?

Jeg er også enig med ordføreren i, at finder det sted andre steder, skal vi have det kortlagt, og så skal vi have sat en stopper for det også. Men hvorfor er det, at vi ikke starter med at slå ned på det, vi rent faktisk ved? Vi skal jo ikke vente en måned, vi skal ikke vente 2 år, og vi skal ikke vente 10 år. Vi skal slå ned på det. Det synes jeg faktisk vi skylder de unge mennesker, som det går ud over. Det vil jeg gerne høre om fru Trine Bramsen ikke er enig i?

Ordføreren.

Nu synes jeg, at jeg utrolig mange gange har sagt, at det er en afvisning af beslutningsforslaget, men bestemt ikke en afvisning af et forbud mod, at der skal være bederum rundtomkring på landets uddannelsesinstitutioner. Men jeg synes også, det ansvarlige er, at såfremt vi skal indføre det her forbud, vi så gør det ordentligt, og at vi sikrer, at social kontrol hverken foregår inde i bederummet, i kantinen eller andre steder. Derfor skal vi sikre, at de ledelsesmæssige kompetencer rundtomkring på uddannelsesinstitutionerne følger med, og at det ansvar løftes, uagtet at vi laver et forbud.

Spørgeren.

Så bliver Socialdemokratiets ordfører nødt til at gøre mig klogere på noget. Hvor lang tid skal vi tillade social kontrol på vores ungdomsuddannelser, på vores erhvervsuddannelser og på vores videregående uddannelser? Snakker vi en måned, snakker vi et år, eller snakker vi 10 år igen? Det er jo 10 år siden, den sidste kortlægning kom, og vi har netop fået en rapport fra den glemte kvindekamp. Vi har sådan set data nok. Men hvor lang tid er det, social kontrol skal foregå ude på vores universiteter?

Ordføreren.

Det skal ikke foregå. Det skulle ikke foregå i går, det skal ikke foregå i dag, og det skal ikke foregå i morgen.

Tak. Den næste korte bemærkning er til fru Lise Bertelsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg får egentlig lyst til at sige tak til ordføreren for talen. Det kan godt være, at det er, fordi klokken er 22.45 – måske var den 38, eller hvad ved jeg – og måske havde jeg en absence, for på et tidspunkt lød det for mig fuldstændig, som om ordføreren stod og talte for det her beslutningsforslag. For alle argumenterne blev remset op i en lind strøm, og jeg sad egentlig bare og nikkede og tænkte: God forberedelse.

Det var lige indtil det med, at alle lommerne skal med, at vi skal have vendt hver en sten, og at det hele skal undersøges osv., og så sad jeg bare og tænkte: Okay, om 10 år kan det være at vi tør tage action, undskyld, tør tage handling på det, der foregår på de danske uddannelsesinstitutioner. Jeg håber simpelt hen ikke, der skal gå 10 år endnu, og det er jeg temmelig bekymret for. Så hvor lang tid vil fru Trine Bramsen tænke at der kommer til at gå, før vi ser en reel handling fra regeringens side?

Ordføreren.

Der breder sig sådan en stemning af, at hvis nu man bare herfra talerstolen sagde, at vi stemte for, så ville al social kontrol være væk, når vi vågnede i morgen. Men det er jo desværre ikke tilfældet, at vi bare kan sige fra Folketingets talerstol, at vi støtter et beslutningsforslag, og så forsvinder al social kontrol. Derfor synes jeg jo egentlig, og det startede jeg også med at sige, at det er en god debat at have. Vi skal sikre os, at vi får rødderne med. Vi skal sikre os, at vi får gjort det her ordentligt.

Uagtet hvad man måtte stemme til det her beslutningsforslag, skulle regeringen jo i halen på det fremsætte lovgivning. Nu vælger regeringen at have et godt grundlag og gå videre med beslutninger, som jeg synes ministeren egentlig også redegjorde ganske fint for. Vi forventer, at det går hurtigt, og at der ligger noget inden for relativt kort tid. Men jeg synes, det ordentlige er, at man, når man alligevel skal hen at fremsætte lovgivning, så gør det på et godt grundlag.

Spørgeren.

Jeg synes jo bestemt, at vi har et ualmindelig godt, langvarigt grundlag at træffe den her beslutning ud fra, og jeg mener fuldstændig, at man bør gribe ind lige præcis på de her bederum, fordi det kan være et signal om, at vi ikke vil have den her sociale kontrol på vores uddannelsesinstitutioner overhovedet, slet ikke. Så jeg mener, at jeg vil opfordre regeringen til at sætte i gang.

Ordføreren.

Jamen det er vi da helt enige i, og det er derfor, vi er i gang. Men igen må jeg sige, at det lyder, som om at hvis vi nu bare meddelte, at vi stemte for et beslutningsforslag, så var alle problemer løst, men det er der jo ikke nogen der tror på.

Man ville jo stadig væk med et beslutningsforslag pålægge regeringen at skulle fremsætte nogle initiativer. Derfor har jeg nu gennem både flere spørgsmål og også en hel tale redegjort for, at vi er helt på linje, i forhold til at der skal indføres de her initiativer. Vi tror bare ikke, at det at råbe, at man skal lukke alle bederum, er nok. Vi vil gerne gøre arbejdet ordentligt, og det synes jeg jo egentlig også man kunne vælge at kvittere for.

Den næste korte bemærkning er til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Ordføreren siger, at ordføreren ikke ønsker social kontrol i nogen former. Hun taler også om en afvisning af beslutningsforslaget, men ikke en afvisning af et forbud imod bederum på vores institutioner. Det her er jo et beslutningsforslag. Det pålægger regeringen handling, så hvis ordføreren ikke er enig, hvorfor i alverden er det så, at S ikke stemmer for og netop handler på det her, som ordføreren jo selv siger at ordføreren og Socialdemokratiet er enige i?

Eller handler det her i virkeligheden om, at det ikke er Socialdemokratiet selv, der har fremsat det her forslag, og at I stemmer imod af den grund alene, ligesom I gør til stort set alle andre beslutningsforslag, der bliver fremsat her i salen, fordi I nødig skulle lytte til andre partier, som kunne risikere at have en god idé før Socialdemokratiet?

Jeg vil lige forsigtigt gøre opmærksom på, at direkte tiltale, også i flertalsformer, ikke er tilladt ifølge forretningsordenen.

Ordføreren.

Jeg synes jo, at ministeren redegjorde meget godt for, at regeringen kommer til at fremsætte en række initiativer. Lad mig igen gentage, at det kommer til at lyde, som om at hvis vi bare trykkede på den rigtige knap til et beslutningsforslag, så var alle problemer med social kontrol løst. Men sådan forholder det sig jo desværre ikke, og derfor synes jeg, at det er rimeligt, at når man skal fremsætte initiativer, som ikke bare er hård tale, men som kan bruges ude på uddannelsesinstitutionerne, og man skal sikre, at de er ledelsesmæssigt forankret, og at man sætter bredt ind over for social kontrol, så gør man det også på et ordentligt vidensgrundlag.

Spørgeren.

Nu har fru Trine Bramsen været her i Folketinget noget længere, end jeg har, men jeg ved trods alt, at alle de mange lovforslag, der kommer ud af huset her, ikke gør, at vi løser alle problemer, og det kommer regeringens lovforslag jo heller ikke til. Bare fordi vi har gjort det forbudt at køre over for rødt herude i lyskrydset, betyder det jo ikke, at der ikke en gang imellem er nogen, der gør det. Men derfor er det jo ikke lig med, at vi ikke skal lave en lov, der siger, at det er forbudt. Folk ved jo, at det er forkert.Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Man kunne også fremsætte et beslutningsforslag, der siger, at det er ulovligt at køre over for rødt, men det ville trods alt være endnu mindre bindende, end en lovgivning, der siger, at man skal køre over for rødt, ville være.

Næste korte bemærkning er til fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Jeg synes ærlig talt, at det meget er en gang udenomssnak, ordføreren kommer med. Ordføreren siger nogle gode ting, forhold til at man er enig i, at der skal handles, at man er imod negativ social kontrol, og at det er en god debat at have; men når det kommer til handling, smøler regeringen fuldstændig på det her område. Der er Kommissionen for den glemte kvindekamp, som er kommet med en række anbefalinger, og der har været en undersøgelse tidligere, hvor 1.774 uddannelsesinstitutioner har været med til en undersøgelse og har svaret på spørgsmål, og så vil regeringen fortsat afvente.

Altså, hvad er det, og hvorfor er det, at regeringen ikke kan stemme for et beslutningsforslag, som jo siger, at det skal være inden udgangen af 2025. Hvad er baggrunden for det, hvis det er, man gerne vil tage nogle initiativer? Så er der jo tid nok. Det her skal være inden udgangen af 2025, så hvad er problemet, ordfører?

Ordføreren.

Det bliver jo en gentagelse af det svar, jeg har givet utrolig mange gange. Regeringen vil ikke afvente; regeringen ønsker at fremsætte initiativer, man ønsker at gøre det på et grundlag, der sikrer, at vi kommer af social kontrol på uddannelsesinstitutioner bedst muligt til livs. Så det handler ikke bare om at afvente, men det handler om, at man får fremsat nogle ordentlige initiativer, som reelt kan bruges ude på de skoler, som det handler om. Med al ære og respekt for beslutningsforslaget; det er jo ikke, om man siger ja eller nej til et beslutningsforslag, der gør, at verden bliver revolutioneret, og at vi får afskaffet social kontrol fra i morgen.

Spørgeren.

Nej, men det er da utroligt, at regeringen ikke kan støtte nogle gode forslag, der ligger på bordet, men vil afvente, fordi man selv vil komme med et forslag, som kommer med et forbud. Altså, det virker da fuldstændig grotesk. Så nu spørger jeg lige igen om noget, som min gode veninde har været inde på: Der er undersøgelser; vi har læst flere artikler om det her; vi ved, der foregår negativ social kontrol. Så hvorfor er det, at regeringen ikke bare kan sige ja til at stemme det her forslag igennem, når det er inden udgangen af 2025? Hvornår kommer undersøgelsen, hvornår er den færdig?

Ordføreren.

Vi har en forventning om, at det går ganske stærkt. I forlængelse af det vil regeringen fremsætte sine initiativer, som ministeren også har redegjort for. Men vi ønsker altså, at der hverken skal være negativ social kontrol, religiøs social kontrol i bederum, uden for bederum eller på skolens matrikler i det hele taget. Derfor er det selvfølgelig afgørende, at vi får fremsat noget ordentlig lovgivning.

Næste korte bemærkning er til fru Birgitte Bergman, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for ordet. Nu har jeg lyttet til debatten og blev simpelt hen nysgerrig på, hvad det egentlig er, der stopper Socialdemokratiet her, for mig bekendt har Socialdemokratiets egen minister, Kaare Dybvad Bek, været ude at sige, at han er for, at de ikke skal have bederum på uddannelsesinstitutioner. Det samme har Venstres ordfører – Hans Andersen mener jeg det var – været ude at sige, altså at de også er for. Så er det, at det undrer mig lidt, hvorfor vi så står og hører en socialdemokratisk ordfører i dag ikke være for det her forslag. Altså, jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvad det er, der gør, at når både en minister i regeringen og også Venstre har været ude at tale for det her, at man ikke kan stemme for det her beslutningsforslag. Jeg vil gerne have en god begrundelse for det.

Ordføreren.

Ja, jeg tænker jo, at fru Birgitte Bergman må have overhørt de svar, jeg har givet til de mange andre, der har stillet præcis det samme spørgsmål, nemlig at det ikke er en afvisning af et forbud mod bederum; det er en afvisning af beslutningsforslaget. Det forholder sig altså ikke sådan, at selv om vi stod og sagde, at vi ville stemme for et beslutningsforslag, så lå der et forbud mod bederum i morgen. Det er beslutningsforslaget, vi afviser, og det gør vi, fordi vi gerne vil sikre, at vi får bugt med social kontrol både i bederum, men også på skolers matrikler, og hvor det ellers måtte være. Derfor afventer vi den undersøgelse, der er i gang, sådan at vi kan sikre, at vi får de bedst mulige initiativer. Vi har ikke en forventning om, at der går lang tid, men vi ønsker faktisk at gøre det her ordentligt.

Spørgeren.

Det er der, der kommer et dybt suk, for det er der, hvor politik bliver noget fjollet og tudetosset noget – for at sige det, som det er. Lige præcis med sådan noget her sender man jo som socialdemokratisk regering sammen med Venstre og Moderaterne, går jeg stærkt ud fra, nogle stærke signaler om, at man ikke tager det her alvorligt nok, når man ikke kan stemme for det her beslutningsforslag. Ærlig talt: At skubbe en undersøgelse foran sig virker jo helt ærligt som en dårlig undskyldning. Jeg synes, det er ærgerligt, når politik bliver sådan noget, hvor man, når man nu i forvejen har den samme holdning, ikke vil stemme for et beslutningsforslag.

Kan man.

Jeg tror lige, jeg må gentage, hvad et beslutningsforslag er. Et beslutningsforslag er ikke lovgivning. Det kommer til at lyde, som om et beslutningsforslag er det, der skaber forbuddet. Det er det ikke. Det er de initiativer, en regering fremsætter. Jeg har sagt meget klart i dag, og det kunne man jo også have valgt at kvittere for, nemlig at det ikke er en afvisning af et forbud; det er derimod en afvisning af beslutningsforslaget.

Næste korte bemærkning er til hr. Mads Olsen, Socialistisk Folkeparti.

Jeg synes jo egentlig, at det kunne være interessant at gå lidt videre end de spørgsmål, der er blevet stillet i de sidste mange minutter her. Altså, Socialdemokratiet og ministeren har jo sagt, at man ikke vil afvise det, og at man også har nogle andre ting, man godt kunne tage i brug, afhængig af hvad den her undersøgelse viser. Jeg har hørt ordføreren sige, at det kunne være sådan noget som efteruddannelse for at sikre, at man har de rigtige værktøjer ude på uddannelsesinstitutionerne. Nu vil jeg bare høre, om der er andre ting end det, eller hvad er det helt præcist, man overvejer af værktøjer at give derude. Det synes jeg også kunne være en interessant viden at have med i debatten i dag.

Ordføreren.

Tak for det spørgsmål – det er et virkelig godt og relevant spørgsmål, for vi skal jo sikre, at der er det rette kompetencer ude på uddannelsesinstitutionerne til at få øje på, hvis den her sociale kontrol flytter fra et bederum, hvor den måske var mere synlig, til at være i grupperinger i kantinerne eller i nogle andre typer af netværk. Derfor er det vigtigt, vi finder ud af, hvor det er. Der er også skoler, hvor der slet ikke er bederum, og der kan jo sagtens foregå social kontrol alligevel. Hvor er det, den er, hvor er det, den får sin grobund, og hvad er det for en viden, der er, der kan sikre, at vi bedst muligt sætter ind over for det her?

Uagtet vi stemte for det her forslag, ville man jo stadig skulle fremsætte lovgivningsinitiativer. Der er det, at vi siger, at det er væsentligt, at vi fremsætter nogle initiativer i forlængelse af den her debat, som er brugbare, og som rent faktisk opfylder det mål, som vi ønsker. Tak for spørgsmålet.

Spørgeren ønsker ikke en anden kort bemærkning. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Næste ordfører er fru Heidi Bank, Venstre. Velkommen.

Tak for det. Beslutningsforslaget, som er fremsat af Dansk Folkeparti, foreslår et forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner. DF fremsatte et lignende forslag i folketingssamlingen 2016-17. I den forbindelse understregede Venstres daværende undervisningsordfører, Anni Matthiesen, klart, at Venstre er imod bederum, såfremt de anvendes som et instrument til social kontrol. Dengang valgte LA's undervisningsminister, Merete Riisager, at udsende et hyrdebrev til uddannelsesinstitutionerne – et hyrdebrev, Venstre bakkede op om, fordi det på daværende tidspunkt gav mening at se, om det var muligt for uddannelsesinstitutionerne at håndtere og sikre, at deres bederum, refleksionsrum, meditationsrum, stillerum, eller hvad de nu bliver kaldt lokalt, ikke bruges som kønsopdelte bederum eller til at udøve negativ social kontrol.

Det har imidlertid vist sig ikke at være helt så enkelt. Senest har Syddansk Universitet måttet lukke et lokale, fordi det var blevet omdannet til et muslimsk bederum – ekskluderende over for andre. Social kontrol og konsekvenserne for vores samfund har fyldt i årevis og udfordrer os vedvarende. De politiske initiativer til at bekæmpe social kontrol er mange, omkostningerne ligeså, både de menneskelige og de økonomiske. Historierne om unge næsten altid med muslimsk baggrund, der udsættes for kontrol, er ikke rare. Jeg har selv besøgt et krisecenter for unge, som havde brug for at søge tilflugt fra familier, der ikke accepterede dem som dem, de er. Jeg må indrømme, at det fylder mig med sorg, når jeg ser et helt ungt mennesker – teenager – der ikke kan bo hos sin familier, blot fordi vedkommende, en ung muslimsk teenager, bliver forelsket i en af eget køn for blot at nævne et eksempel, ét af for mange. Den sociale kontrol bringer stor sorg. Den gør ondt, og den giver helt unge mennesker ar på sjælen.

Det bringer mig til Kommissionen for den glemte kvindekamps afrapportering med anbefalinger, der skal være med til at sikre, at alle uanset køn og etnicitet skal kunne nyde en tilværelse her i Danmark, som er fri for tvang og kontrol. 8 ud af kommissionens 10 medlemmer anbefaler, at regeringen tager initiativ til ved lov at sætte rammerne for refleksionsrum. Yderligere har 5 af kommissionens 10 medlemmer foreslået i tillæg hertil, at det bliver undersøgt, hvorvidt det er muligt inden for rammerne af den europæiske menneskerettighedskonvention at indføre et forbud mod, at offentlige institutioner stiller lokaler til rådighed for religionsudøvelse. På den baggrund og med den historik ønsker Venstre et forbud, og vi vil have undersøgt mulighederne for, hvorledes et sådant forbud kan skrues sammen, så det rammer efter hensigten, for vi vil ikke acceptere, at unge kvinder og unge mænd presses ud i en praksis, de ikke har lyst til, skal være noget, de ikke er – en praksis, der presser dem ud i ufrihed i stedet for frihed. Venstre kommer af de nævnte grunde ikke til at støtte beslutningsforslaget, som det ligger, men ønsker, at vi får arbejdet videre med det, og gerne hurtigt. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning. Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Jeg blev så glad den 10. februar, hvor Venstres udlændingeordfører, hr. Hans Andersen, var på TV 2 og egentlig ret klart sagde, at Venstre vil forbyde bederum. Han sagde bl.a.: »Vi foreslår, at man indfører et forbud, og så må vi drøfte i regeringen, hvordan man i praksis gennemfører det«. Det var så ude over det hele i nyhederne, at Venstre ville forbyde bederum. Nu står vi i dag og har et beslutningsforslag om et forbud mod bederum, og så siger Venstre, at man ikke vil støtte forslaget. Det synes jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, er at holde vælgerne for nar. Det er det, når man går ud i medierne og siger så klart, at man vil have et forbud, og der nu står nogle partier her med et forslag om et forbud, og man så stemmer nej. Hvordan kan man få sig selv til det?

Ordføreren.

Jeg står jo omvendt og tænker: Hvordan kan ordføreren få sig selv til at tviste, hvad Venstres udlændingeordfører har sagt? Han står lige præcis og siger, at der skal findes en løsning, og jeg står lige præcis og siger, at det vil vi gerne, men at der er nogle forudsætninger, der skal lægges ind. Bl.a. har vi jo det forhold, og det er jo også det, kommissionen siger, at man er nødt til at se på det i forhold til den europæiske menneskerettighedskonvention. Det er en af tingene.

Den anden ting, som vi synes er centralt, er, at det også skal komme til at fungere efter hensigten. Der er jo dels de ting, som fru Trine Bramsen nævner – men det er måske ikke så meget dem, vi har været mest optaget af – dels at det for os mere handler om at prøve at tilsikre, at vi f.eks. ikke kommer til at genere religiøse, som faktisk ikke udgør et problem. Det kan være, hvis der er en kirke på en skoles arealer, og kan den så bruges, eller kan ikke bruges? Vi vil gerne have, at vi rammer rigtigt, når vi laver lovgivning på det område. Men det ændrer jo ikke ved, at Venstre gerne vil have et forbud.

Spørgeren.

Hr. Hans Andersen sagde på TV 2: »Vi foreslår, at man indfører et forbud,« – det har man mulighed for i dag – »og så må vi drøfte i regeringen, hvordan man i praksis gennemfører det«. Så man kan stemme ja til det her beslutningsforslag og så, ligesom man i øvrigt gør med beslutningsforslag, tage det ind som et lovforslag og så få det lavet. Det er jo det, man kan gøre. Det er jo det, der vil være den rigtige vej at gå, hvis man – undskyld, jeg siger det – havde respekt for oppositionen. For jeg synes ikke, det er fair, at man gør det på den her måde, hvor man siger nej til et beslutningsforslag, man egentlig er enig i, fordi det er et beslutningsforslag fra oppositionen. Det synes jeg ikke man kan være bekendt.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, det er meget ordentligt, det, som Venstres udlændingeordfører har sagt. Han respekterer, at Venstre er en del af et regeringssamarbejde. Selvfølgelig sidder man da og drøfter løsningsmuligheder med de regeringspartnere. Det ville da være mærkeligt andet. Han stod da ikke på tv og sagde: Nu kommer der beslutningsforslag, og der er godt nok nogle ting, de ikke har afklaret, og vi kan være lidt ligeglade med det, men vi stemmer ja. Det er jo ikke det, han har stået sagt. Han har stået og sagt: Vi respekterer det regeringssamarbejde, vi er en del af; vi finder løsninger i det fællesskab. Det er det, vi har tænkt os at gøre.

Den næste korte bemærkning er til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Det er jo en utroværdig måde at føre politik på, både fra Socialdemokratiets side og fra Venstres side. Socialdemokratiet går ud i flere avisartikler og siger, at man gerne vil forbyde bederum, og Venstre går for få måneder siden ud i store overskrifter og siger, at man vil forbyde bederum. Nu er der partier her i Folketinget, der fremsætter konkrete forslag om forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner, og så stemmer samme partier, som for kort tid siden var ude at sige, at man ville forbyde det, imod et forbud.

Altså, vælgerne derude må føle sig fuldstændig bedraget. De må føle, at der simpelt hen er politikere herinde på Christiansborg, der holder dem for nar og driver gæk med dem, altså fortæller dem en ting, når de kan få medietid og presse på det, og så trykker på præcis den modsatte knap, når de skal herned i Folketinget og føre politik. Er det, som regeringen gør, ikke en grundlæggende dybt, dybt utroværdig måde at føre politik på?

Ordføreren.

Jeg synes, det er voldsomt med den måde, der bliver debatteret på her i dag. Jeg synes, det er fint, at man kæmper for det, man tror på. Jeg kunne også spørge: Hvorfor fremsatte Dansk Folkeparti ikke det her forslag for et år siden? Altså, der er jo kommet nogle ting frem, der er kommet op i medierne. Jamen I gjorde det tilbage i 2017, men I har da ikke gjort noget siden. I har da ikke fremsat et lovforslag her i salen. I gjorde noget i 2016, 2017 og 2018, hvor der var en dynamik omkring det her, og så har det ligget. Venstre har været med til at fremsætte store forslag om og finde penge til, hvordan man gør noget ved den her sociale kontrol.

Så jeg synes, vi skal passe på med at slå så hårdt på hinanden, for jeg tror, at der grundlæggende ikke er nogen af os – ingen af os – der kan acceptere, at der foregår den her sociale kontrol, som jo ikke kun finder sted, som vi nu hører det, på uddannelsesinstitutionerne; det er jo mange steder i vores samfund. Og det er jo også derfor, at det er så utrolig svært med det her område.

Der er den her lille ting med, at det med den direkte tiltale også gælder i flertalsformer. (Heidi Bank (V): Det beklager jeg, formand). Det er helt i orden.

Spørgeren.

Dansk Folkeparti har fremsat forslag om forbud mod bederum et utal af gange. Altså, hvad er det helt præcis, Venstre kræver? Skal vi fremsætte et forslag om at forbyde det hver eneste dag, før man vågner op og tænker, at det måske var en god idé at stemme for?

Altså, spørgsmålet er meget simpelt: Hvorfor melder Socialdemokratiet og Venstre ud i offentligheden, at man gerne vil forbyde bederum, og så, når man bliver foreholdt et konkret forslag hernede i Folketingssalen om forbud mod bederum, stemmer imod? Vælgerne må da føle sig bedraget ude på den anden side, hvis det er den måde, man fører politik på herinde bag Christiansborgs mure.

Ordføreren.

Jeg står jo faktisk og argumenterer for, hvad det er, vi ønsker yderligere undersøgt. Der er menneskerettighedskonventionen, som vi faktisk mener vi skal holde os inden for. Og så handler det om, at vi mener, at det er nødvendigt at sikre, at det rammer efter hensigten, altså at vi ikke kommer til at ramme nogen, vi ikke havde tænkt os skulle rammes af det. Og hvis vi gør det, hvordan kan vi så tænke os til nogle løsninger, der gør, at de stadig væk kan få lov til at have nogle gamle traditioner, de har holdt ved i årevis?

Den næste korte bemærkning er til fru Birgitte Bergman, Det Konservative Folkeparti.

Jeg må sige, at jeg faktisk er lidt rystet over, at Venstres ordfører går så hårdt til angreb på et beslutningsforslag, som man jo grundlæggende er fuldstændig enig i. Jeg er faktisk rystet over, at man på den måde spiller hasard med danske værdier og ikke mindst med, at vi, selv om vi naturligvis har religionsfrihed i Danmark, jo ikke har religionslighed.

Jeg synes et eller andet sted, at det her sender nogle stærke signaler om, at det her er en regering, der er fuldstændig splittet på det her område og ikke kan blive enig med sig selv. Vi skal så i øvrigt sidde og tage stilling til nogle bittesmå lovforslag, der kommer fra regeringen, på alle mulige andre områder, men man kan ikke stemme for det her beslutningsforslag, fordi det ikke kommer fra regeringen selv, og så skubber man en undersøgelse foran sig. Hvad er det nøjagtig, den undersøgelse skal give, som det her beslutningsforslag ikke giver?

Tak. Ordføreren.

Ordføreren er jo ikke den første, der nævner det her med beslutningsforslag og spørger, hvorfor man ikke kan stemme for. Jeg har jo selv siddet i opposition og har også selv oplevet at sidde med den frustration. Jeg synes, det er fair, at man kan sidde med den frustration, men jeg synes bare ikke, det er rigtigt, når vi i Venstre bliver anklaget for, at vi bare ikke vil stemme for de her forslag, og at det bare er noget småtteri.

Altså, jeg står og argumenterer for, at Venstre er positive over for det her. Vi ønsker ikke, at der foregår de her ting på vores universiteter, men vi vil gerne sikre, at vi ikke overtræder den europæiske menneskerettighedskonvention, og vi vil også gerne være sikre på, at vi ikke f.eks. hindrer nogen i at gøre noget, de måske i årtier haft tradition for på deres institutioner uden problemer, og at vi ikke lige pludselig laver noget, fordi vi bare hu hej skal stemme for et beslutningsforslag, hvor der måske ikke, fordi det ikke har været igennem hele lovarbejdet og hele processen, har været taget højde for, at der er nogle elementer, der skal tænkes anderledes og formuleres anderledes.

Spørgeren.

Jamen så kan jeg jo stille det samme spørgsmål, som ordføreren har stillet til min kollega i Folketingssalen: Hvorfor har regeringen så ikke gjort noget tidligere på det her område? Hvorfor har man ladet stå til? Altså, det er nu engang sådan, at vi, der er her i Folketingssalen, har nogle ønsker om at få regeringen til at reagere på nogle områder, fordi man oplever en regering, som sløser på de områder. Venstre og Socialdemokratiet bakker jo op om forbuddet mod bederum på uddannelsesinstitutioner, men der er åbenbart så stor splittelse i regeringen, at selv ikke det her er noget, man kan blive enige om. Så hvorfor har I ikke selv gjort noget tidligere på det her område?

Ordføreren.

Altså, det kan godt være, at man gerne vil udstille, at der er en pokkers masse flanker, men den her Kommission for den glemte kvindekamp er jo ikke kommet ud af ingenting. Den er jo kommet, fordi den er blevet nedsat, og den har fået et stykke arbejde at gøre, fordi man netop gerne vil gå ind og se på, hvordan man kan ændre nogle ting. Altså, det kan godt være, at man meget polemisk vil få det til at lyde, som om vi ikke vil gøre noget, men jeg er bare ikke enig.

Det der med bandeord, også i de mere bløde former, ligger altså også uden for forretningsordenen. (Heidi Bank (V): Jeg er ikke engang klar over, hvad jeg sagde; jeg beklager). Nej, men det kan så læses eller lignende.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Det her er jo faktisk sådan ved at være Venstre classic, ikke, altså at man aldrig kommer til at pege på Mette Frederiksen, og at man vil forbyde bederum, og man nu ikke længere mener det. Det er Venstre classic, altså at man, når det er opportunt, siger én ting, og at man, når chefen så siger, hvad man skal mene, så alligevel gør noget andet, og der mener jeg ikke hr. Troels Lund Poulsen, men jeg mener fru Mette Frederiksen.

Men mener ordføreren fra Venstre helt seriøst, at menneskerettighederne ligesom giver nogen et krav på, at man stiller offentlige lokaler til rådighed til det? Det er jo helt vildt, at man bruger den stråmand. Jeg har læst dem i mange andre omgange, men det er da aldrig faldet mig ind, at vi ligesom var forpligtede til at stille offentlige bederum til rådighed. Altså, det er nu påstanden, det er den her gang stråmanden fra Venstre, og det skal vi lige have tjek på, og det tror jeg da man kan finde ret hurtigt ud af ved at ringe til den første, der har læst 4 sider af menneskerettighederne, og spørge, om der nogen steder står, at vi skal stille lokaler til rådighed til det. For det gør der ikke. Du har lov til at have tankefrihed, du har lov til at tro det, og du har lov til at bede, og det er superfint, men er påstanden fra Venstre, at vi i forhold til Menneskerettighedsdomstolen har forpligtelser med at stille lokaler til rådighed?

Ordføreren.

Nu har jeg jo også hørt, at ordføreren ved tidligere debatter i dag har haft den samme indledning til sit indlæg om, hvem der er til at stole på, og hvem der ikke er til at stole på, og sådan noget. Jeg kan i hvert fald bare sige, at Venstre i årevis har arbejdet for at bekæmpe social kontrol, og det synes jeg måske også er et tegn på, at vi faktisk er et parti, der arbejder for de stemmer, vi har. Så kan man nogle gange indgå kompromiser, og det gør vi også, for at se, om man kan komme i den rigtige retning. Og det, vi kommer til at kæmpe for her – det synes jeg også er blevet udtrykt meget tydeligt, i øvrigt også af hr. Hans Andersen, og tak til dem, der har nævnt det – er et forbud, men vi ønsker at gøre det under hensyntagen til bl.a. menneskerettighederne. Det nævnes jo netop også i Kommissionen for den glemte kvindekamp som et opmærksomhedspunkt. Så ja, det er vi nødt til at kigge ind i.

Spørgeren.

Jeg tror jo, at man i Folketingssalen sådan gerne må citere faktuelle ting, og det er jo dybest set, at Venstre ved man, hvor man har, lige nøjagtig indtil næste uge, når de så siger noget andet, og der er nu så to eksempler, og nu vender vi lige tilbage til det andet. Det her er et beslutningsforslag, og vi så før, at Socialdemokraterne siger, at beslutningsforslag slet ikke bliver til noget, og regeringen har selv bare i den her periode fremsat fire beslutningsforslag, og så spørger jeg bare lige igen: Hvis Venstre mener, at man skal forbyde bederum, og det ikke er imod menneskerettighedernerne, kan vi så forvente, at Venstre kommer til at stemme for det inden udgangen af 2025?

Ordføreren.

Venstre sidder som en del af regeringen, hvor vi kommer til at arbejde for, at der bliver et forbud. Men det gør vi sådan, at det med den tekst, der bliver skrevet ind, og det arbejde, der bliver lavet, også er under hensyntagen til de internationale forpligtigelser, vi har.

Næste korte bemærkning er til fru Sandra Elisabeth Skalvig, Liberal Alliance.

Tak for det. Venstres ordfører siger jo en masse rigtige ting. Jeg synes faktisk, at der var en god tale, som Venstres ordfører havde. Man siger en masse rigtige ting og anerkender også, at vi har et problem ude på vores universiteter og generelt på vores uddannelsesinstitutioner. Venstres udlændinge- og integrationsordfører har også selv været ude meget hårdt og sige, at Venstre ønsker et forbud, hvilket fru Heidi Bank også selv nævner fra talerstolen. Men den konklusion, jeg så ligesom kan komme frem til, er, at der mangler et par ord i det beslutningsforslag, vi står med her. For Venstre ønsker at forbyde bederum på vores uddannelsesinstitutioner, men det er, som om der mangler et par kommaer i den tekst, der egentlig er. Og det undrer mig en lille smule. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, hvor længe vi skal vente på, at regeringen så kommer med et forslag om et forbud mod bederum på vores uddannelsesinstitutioner.

Ordføreren.

Jeg vil gerne sige det meget klart. Jeg ser gerne, at det er før end siden, men det er også vigtigt for mig at understrege, at det er vigtigt, at det sker på det rigtige grundlag. Og jeg har nævnt flere gange, hvor de forbehold ligger. Jeg vil så også sige, at dengang i 2017 havde LA's undervisningsminister på daværende tidspunkt jo også den tilgang, at hvis man kunne gøre det lokalt ude på uddannelsesinstitutionerne, var det nok bedst, at det var der, man lagde ansvaret. Det er jo på mange måder en meget liberal tilgang, og det var i øvrigt en, vi bakkede op dengang, fordi det da på mange måder havde været det bedste. Nu viser det sig bare, at de udfordringer, de står med derude, er så store, at der måske er brug for noget ekstra hjælp. Det synes jeg at vi politisk skal tage alvorligt, og vi skal få gjort det på en måde, hvorpå vi ikke flytter problemerne, men får løst problemerne, hvilket bl.a. også fru Trine Bramsen har været inde på. Altså, man siger et sted, at man ikke må, og hvis vi så ikke får tænkt hele universitetsområdet ind, flytter det så f.eks. bare et andet sted hen?

Spørgeren.

Jeg kan jo høre, at vi i Liberal Alliance og i Venstre er enige om konklusionen. Jeg ville da også ønske, at der ikke var behov for et forbud, men vi kan bare se, at vi har nogle udfordringer. Det bliver vi nødt til at tage seriøst. Den erkendelse er Venstre nået til. Den erkendelse er vi også nået til i Liberal Alliance, men jeg ønsker, at vi handler på det her. Jeg ønsker ikke, at der skal gå 10 år mere, hvorefter vi så har en debat igen i Folketingssalen. Vi kan ikke få et konkret svar fra hverken ministeren eller Socialdemokratiets ordfører og åbenbart heller ikke fra Venstres ordfører på, hvor lang tid vi skal vente. Hvornår kan vi forbyde bederum på vores uddannelsesinstitutioner?

Tak. Ordføreren.

Nu er det så 8 år, siden den debat var der, men fair nok. Jeg synes egentlig, at ministeren har svaret ret godt på det. Det lød for mig, som om det er noget, vi kan forvente inden for relativt kort tid – og ikke ligefrem, som om vi snakker hele år.

Den næste korte bemærkning er til fru Lise Bertelsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Det er også ved at være sent. Jeg vil faktisk gerne sige rigtig mange tak til fru Heidi Bank for en meget fin ordførertale, som netop ridser alle de udfordringer, problemer og virkelig store bekymringer op, som det her drejer sig om. Jeg synes jo, at det er rigtig godt, at man netop henviser til den glemte kvindekamp og de anbefalinger, som de netop er kommet med.

Man skulle jo egentlig tro, at de anbefalinger var tilstrækkelige til at træffe en beslutning. Det undrer mig meget, at de ikke er det, men at vi nu skal afdække en hel masse mere og en hel masse mere. Der er blevet nævnt syltekrukker, udsættelser, og jeg ved ikke hvad. Det er jeg meget bekymret over. Venstre har serveretten i at få det her problem løst. Jeg har et spørgsmål: Hvornår server I?

Ordføreren.

Tak for rosen. Jeg synes, det er dejligt, at der er en positiv tilgang til det, så tak for det. Hvis man læser rapporten fra Kommissionen for den glemte kvindekamp, henviser den præcis til det her med menneskerettighederne, nemlig at det skal undersøges nærmere. Det siger de fem medlemmer af kommissionen, og det vil jeg gerne nævne.

Spørgeren.

Så kan det jo simpelt hen undre lidt, at man, når man sidder som regeringsparti, så ikke allerede har styr på det, når der nu er blevet stillet hele to beslutningsforslag. Det undrer mig lidt, at man ikke er – undskyld jeg siger det – bedre forberedt. For havde man nu, hvad Venstre går meget op i, nemlig i at vi overholder konventioner osv., hvad gør vi også i Det Konservative Folkeparti, haft styr på det, kunne man jo klart have bakket op, som jeg faktisk tror Venstre inderligt har et ønske om. Det undrer mig, at man med den forberedelse, jeg plejer at kende Venstre for, ikke er mere forberedt.

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, at det er rimeligt nok, at en regering bestående af tre partier sætter sig ned og samlet set ser på nogle svar, man får. Man kunne så godt ønske sig, når nu den her den rapport er kommet her i 2025 i januar måned, at det så var sket, før man havde svar fra de her med Menneskerettighedskommissionen og de andre forhold, vi ønsker svar på. Det er jo så også er i den forbindelse, at de her, tænker jeg, beslutningsforslag er blevet lavet. Det er der så ikke endnu, men der pågår et arbejde, og det må vi jo så leve med.

Næste korte bemærkning er hr. Jeppe Søe, uden for grupperne.

Tak for det. Jeg synes, det er så ærgerligt, at hver eneste gang det her emne bliver omtalt, bliver det noget med, hvem der kan stole på hvem, og at man også hernede fra nogle gange taler om at lyve. For det er selvfølgelig ikke løgn, hvad en ordfører står og siger. Det er bare marketing og reklame, og det er mange af jer rigtig gode til. Det her, er jo netop at de steder, hvor man for alvor markedsfører sig over for vælgerne, og det sker så sandelig også her i aften.

Nu har flere ordførere fra regeringen så talt om, at vi skal have en tilbundsgående undersøgelse, inden man kan løse noget, man godt ved er et problem. Det har I sådan set alle sammen sagt i forskellige interviews her, der alle vegne. Jeg kunne godt tænke mig, uden sammenligning i øvrigt, at minde om, at man jo f.eks. har forbudt Bandidos uden at lave en helt stor undersøgelse af det. I hvert fald ved man nok godt, at der også er anden kriminalitet, man måske kunne røre ved. Der er måske ovenikøbet andre foreninger eller klubber, man kunne røre ved, hvis man var tilbundsgående i forhold til en undersøgelse af det. Der vidste man altså, at der var et problem, og det fik man løst. Hvordan kan det være, at man den her gang skal rundt om alting hele verden i stedet for faktisk bare at handle på det, man ved er et problem?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, vi skal rundt om alt i hele verden. Det er i hvert fald ikke der, Venstre står. Jeg synes, det er ret konkret. Vi har så en respekt for, at vi er en del af en regering, og at nogle af vores regeringspartnere ønsker nogle andre spørgsmål besvaret, og de drøftelser må vi så tage. Det ændrer ikke på, at Venstre står et sted, hvor vi gerne ser, at der kommer et forbud, fordi vi ikke ønsker, at der skal være social kontrol. Vi ønsker ikke, at det skal være sådan, at der er kønsadskillelse mellem kønnene på vores uddannelsesinstitutioner.

Spørgeren.

Så vil jeg da i hvert fald rose ordføreren for at turde at være uenig, også med regeringen. For jeg synes, det er ret vigtigt for den her regering, at de også fremstår som tre forskellige partier. Det er ofte sådan, at når man ser doorsteps med den her regering, minder de nærmest om et parti, men det er jo altså ikke sandheden. Der er tre partier, som er uenige og vil forskellige veje. Jeg er selv valgt for Moderaterne, og under valgkampen gik vi valg på en stram udlændingepolitik med nogle enkelte tidsler, der skulle rives op, og vi talte om 18-årige piger i forhold til 12-taller og sådan noget. Så jeg går ud fra, at de to partier i hvert fald kan kæmpe en lille smule mod det, der absolut er at kæmpe mod.

Ordføreren.

Det opfatter jeg som en kommentar. Det må jeg hellere lade være med at tolke så meget på.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Heidi Bank, Venstre. Jeg kan godt se, at der er et ivrigt og håbefuldt folketingsmedlem, der er klar til at springe på talerstolen, men jeg må beklage, hr. Mads Olsen; det er ikke SF's tur. Det var godt forsøgt med at tro, man kunne trække på lidt solidaritet herfra, men den går ikke. Næste ordfører er fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Jeg vil indlede den her tale med at sige tak til Dansk Folkeparti, som jo i en del år efterhånden har markeret, at de vil have et forbud mod bederum på landets uddannelsesinstitutioner. Jeg er glad for, at vi er to partier her i dag, der har det her som en vigtig sag, og at vi begge har valgt at tage det ned i salen som et beslutningsforslag. Det her er nemlig vigtigt.

Hvis man ikke har forstået islamismen, kan det være meget nemt at indtage den holdning, at bederum, manglende håndtryk og kønsopdelte arrangementer selvfølgelig skal accepteres i Danmark, fordi vi jo er tolerante, og fordi vi har religionsfrihed. Det hører vi tit nogle steder på venstrefløjen. Man kan falde i en grøft, hvor man kommer til at sammenligne et islamisk bederum med et refleksionsrum, som et sted, som man har behov for at trække sig tilbage til og få ro. Man kan komme til at kalde tørklædet en frihed til at klæde sig, som man vil, og man kan sammenligner kønsopdelt islamisk svømning med et pigefodboldhold. Det er sket hernede i Folketingssalen. Der er mange, der har gode sammenligninger, og vi vil sikkert komme til at høre nogle af dem i dag, selv om det ikke er sikkert alligevel, fordi der er nogle partier, der ikke er her. Men det er et udtryk for, at man ikke har forstået islamismen, altså når man siger de ting.

Islamismen og det vestlige demokratiske tankesæt, som vi befinder os i, er lysår fra hinanden, og derfor har et islamisk bederum på en uddannelsesinstitution intet at gøre med et såkaldt refleksionsrum. Det er derimod et rum, der har til formål at udbrede islam på uddannelsesstedet. Det er et rum, der skal fungere som et pres på andre muslimske studerende: Har du husket at bede i dag? Sådan et spørgsmål kan de muslimske studerende blive mødt med fra flere andre muslimske studerende. Vores uddannelsessteder burde være centrum for fri tænkning og åbne diskussioner, og det er det diametralt modsatte, man finder i islamismen og dermed også i de bederum.

Vi ser i de her år, at der er lektorer, professorer og andre undervisere, der presses af islamister, der vil bestemme slagets gang på uddannelsesstederne med krav efter krav. Frankrig er et rigtig godt eksempel på, hvor galt det kan gå. For nylig blev den franske professor Fabrice Balanche for nylig blev omringet og truet af en gruppe hætteklædte unge under en forelæsning, fordi han havde talt kritisk om et ramadanarrangement på uddannelsesstedet. Eller vi kan tage det mest grelle eksempel af dem alle, nemlig da den franske skolelærer Samuel Paty blev stukket ned og halshugget uden for sin arbejdsplads, en skole i Paris, fordi han havde begået den brøde at undervise i Muhammed-tegningerne.

Jeg vil opfordre til, at vi i Danmark ikke lader uddannelsesstedernes ledelser stå alene med de her beslutninger, fordi de i sidste ende er oppe imod nogle meget, meget stærke og også til tider aggressive kræfter. Islamisterne helmer ikke. Ønsker vi frie, åbne uddannelsessteder, hvor der ikke forekommer negativ social kontrol og udbredelse af islamisme, kan vi bestemme det i dag. Det er nok ambitiøst at ønske det, men jeg ville godt nok ønske, at Venstre og Socialdemokratiet nu griber chancen og stemmer for et forbud. For ellers går det altså efterhånden hen og bliver meget latterligt, når man i medierne taler imod bederum og siger, at man vil have dem lukket og have et forbud, og her tænker jeg specifikt på hr. Kaare Dybvad, hr. Frederik Vad og hr. Hans Andersen. Men så vil man ikke trykke på den grønne knap, når man står hernede i Folketingssalen. Det er helt ærligt bare så uærligt. Jeg ser frem til den fortsatte debat i salen i dag – eller her i nat, kan vi snart sige – og tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte forslaget her. Vi bakker selvfølgelig fuldtonet op. Tak for ordet.

Tak. Første korte bemærkning er til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil bare spørge fru Susie Jessen, om hun også mener, at vi er vidne til et af de største politiske teatre, tror jeg, vi nogen sinde har været vidne til i dansk politik. Vi har flere regeringsordførere, der er ude i medier og overskrifter gennem en periode på nærmest 10 år at sige, at de gerne vil have forbud mod bederum, og når forslagene så bliver stillet undervejs, stemmer man imod med argumenter om, at man har brug for en undersøgelse. Så bliver der lavet en undersøgelse, og så har man brug for en undersøgelse mere. Så bliver der rent faktisk lavet en tilbundsgående undersøgelse mere, og nu har man brug for en ny undersøgelse.

Så er argumentet fra Venstre, at så er det på grund af den europæiske menneskerettighedskonvention – det er det, vi skal have undersøgt, altså om der er noget der. Men ministeren har lige stået og sagt til mig, at der ikke er noget i den europæiske menneskerettighedskonvention om, at vi skal stille lokaler til rådighed til bederum. Så det bliver simpelt hen en regering, der griber efter halmstrå for at finde en dårlig undskyldning for, hvorfor man ikke længere støtter det forbud, som man har været ude i medierne og melde ud at man gerne vil have.

Ordføreren.

Jamen jeg er fuldstændig enig. Og jeg synes i virkeligheden også, at noget af det mest absurde, vi hørte i dag, var, at man siger, at man gerne vil have et forbud, men man kan ikke stemme for, fordi det er et beslutningsforslag og så bliver det ikke til noget i morgen. Hvad er det da for noget sige? Det betyder så, at regeringen aldrig nogen sinde vil kunne stemme for et beslutningsforslag. Selvfølgelig ville det her skulle behandles, og så skulle regeringen tage det ind som et lovforslag og gøre det til sit eget, og så kunne man komme videre derfra.

Der er ikke et eneste validt argument, især ikke fra Socialdemokratiet, i dag for, at de ikke skal stemme for det her. Og jeg synes, det er så uærligt, at udlændinge- og integrationsministeren og hr. Frederik Vad bilder vælgerne ind, at de har en anden holdning. Det stod i breakingbjælker på TV 2 i hele vinterferien, at Venstre vil have et forbud mod et bederum, og så står vi her i dag, og så vil man ikke stemme for. Jeg synes simpelt hen ikke, man kan være det bekendt, og det skaber simpelt hen politikerlede, det må jeg sige.

Hr. Mikkel Bjørn.

Jeg er fuldstændig enig. Og jeg synes måske, at argumentet om, at man ikke kan stemme for, fordi det er et beslutningsforslag, er det mildest talt mest absurde argument, der er blevet fremført i debatten her i dag. Altså, det er jo hele konceptet med beslutningsforslag, at regeringen udmønter beslutningsforslagene i lovgivning; det er hele konceptet. Og regeringen har flere gange i løbet af den her periode både stemt for beslutningsforslag og selv fremsat beslutningsforslag, som man så stemmer for. Så at det i sig selv skulle være et argument for, at man stemmer imod noget, man selv melder ud i offentligheden man synes er et fornuftigt tiltag, nemlig at forbyde bederum, er mildest talt så langt ude dårlig argumentation, at det næsten bliver absurd.

Ordføreren.

Det er enormt uærligt, at man bliver ved med at holde fast i, at man er imod de her bederum på uddannelsesinstitutionerne, når man så ikke vil stemme for det her forslag. Den eneste grund, jeg kan se, til, at Socialdemokratiet og Venstre ikke vil stemme for det her, må være, at det er Moderaterne, der blokerer, og det er dem, der trækker dem rundt i manegen på udlændingeområdet, ligesom vi i øvrigt ser det med mange andre ting i den her regering.

Tak for det. Så er det fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Ordføreren siger flere gange i sin ordførertale, at regeringspartierne ikke kan stemme for et forbud, men det er jo ikke et forbud, vi stemmer om her; det er et beslutningsforslag. Så vil ordføreren korrigere sin tale og anerkende, at det ikke er et lovforslag, der er fremsat her, men et beslutningsforslag?

Ordføreren.

Vi fremsætter et beslutningsforslag i dag om et forbud mod bederum på landets uddannelsesinstitutioner, ligesom Dansk Folkeparti og også os selv jo har haft det her beslutningsforslag om flagloven, som regeringen så tog til sig og lavede til sit eget lovforslag, og på den måde blev det til lov.

Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at jeg som forholdsvis nyvalgt folketingsmedlem skal stå og forklare de her processer for fru Trine Bramsen, som trods alt har siddet i Folketinget i nogle år.

Spørgeren.

Ja, lad os holde os til bolden; det er altid det bedste i en god og saglig debat. Jeg har nemlig ikke hørt nogen af regeringspartierne sige, at de er imod et forbud. Det har jeg ikke hørt. Jeg har derimod hørt regeringspartier sige, at de ikke kan stemme for det her forslag. Deri ligger jo en væsensforskel. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Vi er to partier, der i dag fremsætter et forslag til folketingsbeslutning om forbud mod bederum på uddannelsesinstitutionerne. Det er et beslutningsforslag. Der kan man jo så være enig i, at man gerne vil have et forbud mod bederum på uddannelsesinstitutionerne. Og så kan man som regeringspartier jo vælge at stemme ja til vores beslutningsforslag, fordi man er enig i indholdet. Det er jo det, jeg så kan forstå at fru Trine Bramsen ikke vil, fordi det er et beslutningsforslag. Jeg er lidt forvirret. Det må jeg sige.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne. Nu byder jeg velkommen til hr. Mads Olsen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak. Så blev det SF's tur. Det er naturligvis, fordi vi er så ivrige, og også, fordi vi troede, at det var det andet beslutningsforslag, vi skulle tage først.

Jeg tror egentlig, jeg vil starte fra slutningen og komme frem til konklusionen, nemlig at vi ikke kan støtte det her beslutningsforslag, netop fordi vi er i tvivl om, hvorvidt det strider imod den europæiske menneskerettighedskonvention. I Kommissionen for den glemte kvindekamp skriver de her fem medlemmer, som adskillige i debatten jo også har henvist til, at man netop bør undersøge, hvorvidt et forbud vil stride mod den europæiske menneskerettighedskonvention.

Men betyder det så, at SF bare ønsker, at der skal være bederum i folkeskolerne, gymnasierne, erhvervsuddannelserne, professionshøjskolerne og universiteterne? Nej, det gør det sådan set ikke. Faktisk ønsker vi slet ikke, at der er bederum nogen af de steder, og derfor stemmer vi gult. For offentlige uddannelsesinstitutioner er ikke moskéer, kirker eller templer. Det er sekulære læringssteder og rum for viden og udsyn; steder, hvor nysgerrigheden skal vokse, og hvor kritisk tænkning og ikke religiøse normer skal slå rødder og spire. Så simpelt kan det siges.

Vi har set, hvad der sker, når religiøse særkrav får lov til at dominere fællesrummet. Kommissionen for den glemte kvindekamp dokumenterer det faktisk sort på hvidt: Bederum risikerer at blive arnesteder for social kontrol, især over for unge kvinder, fordi der opstår forventninger, som sniger sig ind blikkene, ind i samtalerne og ind i spørgsmålene. Det er spørgsmål som: Hvorfor beder du ikke? Hvorfor faster du ikke? Hvorfor følger du egentlig ikke din tro ordentligt? Det mener vi ikke er religionsfrihed. Vi mener faktisk, det er usynlig tvang. Det er moralpoliti forklædt som tolerance.

Debatten er ikke ny. Den startede allerede, før jeg blev født – jeg er født i 2002, men debatten startede i 1990'erne. Der diskuterede man religiøse særkrav på danske uddannelser, og dengang var det studerende, der krævede bederum og religiøse hensyn, hvilket skabte et pres på andre med minoritetsbaggrund om også at deltage i bøn og om at leve efter regler, man ikke selv havde valgt. Tænk engang, det var i 1990'erne, og her står vi stadig, tre årtier senere, med de samme historier, de samme mønstre og de samme unge kvinder uden for Christiansborgs tykke vægge, der i sidste ende betaler prisen.

Så spørgsmålet er: Skal vi have et samfund, der viger for de her religiøse særkrav? Og hvis ja – hvis vi siger ja til de her bederum og til religiøse særkrav – hvad bliver så egentlig det næste? Bliver det, at vi skal have kønsopdelt undervisning? Bliver det, at vi skal stoppe med at undervise i bestemte emner, fordi det krænker nogle med en bestemt tro? I SF siger vi nej. Vi siger, at uddannelsesinstitutioner er fælles rum. De skal være frie, sekulære og åbne – ikke opdelt og ikke underlagt religiøs dominans. Det skal ikke være steder, hvor friheden bliver kvalt i velmenende tolerance.

Derfor synes vi egentlig ikke, at vi skal have bederum i Danmark, for ligestillingens skyld, for sammenhængskraften og for retten til at tro, men vigtigst af alt retten til ikke at tro i fred.

Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig fem korte bemærkninger. Først er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. SF's hovedargument for ikke at ville stemme for dette beslutningsforslag er, at man er bange for, at det er i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention. Jeg kan fortælle, at jeg lige har hørt fra ministeren, at der efter hendes vurdering ikke er noget i den europæiske menneskerettighedskonvention, der tilsiger, at vi skal stille lokaler til rådighed til bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner.

Det bliver jo mildest talt et meget, meget letkøbt argument for SF. SF har fremsat utallige beslutningsforslag i løbet af den her folketingsperiode. Nu sad jeg bare lige og kiggede i det. Et eksempel er screening af illegale varer. Har SF indhentet en vurdering på alle de beslutningsforslag af, om det skulle være i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention? Hvad er det for en anledning, der gør, at SF tror, at der skulle være noget i det her beslutningsforslag, der skulle være i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention? Eller bliver det bare et dårligt argument for SF, som man lige hiver op af hatten, fordi man ikke ved, hvad man ellers skal bruge af argumenter for ikke at ville stemme for end: Uha, måske det er i strid med en konvention; det tror vi ikke det er, men det er da i hvert fald et argument, vi kan bruge i debatten?

Ordføreren.

Anledningen til, at vi stiller det spørgsmål, er jo netop, at fem medlemmer af kommissionen anbefaler, at man undersøger, hvorvidt det er i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention. Det er trods alt folk, som jeg har meget stor respekt for, der anbefaler den undersøgelse, den vurdering. Så er jeg med på, at forslagsstilleren henviser til en samtale med ministeren, som jeg ikke har hørt noget om. Men jeg mener, der bør ligge en klar juridisk vurdering af det.

Man kan sige, at det jo er noget, vi diskuterer tit på udlændingeområdet, og det er faktisk et spørgsmål, hvor Danmarksdemokraterne rimelig tit står på den side, hvor SF også står, nemlig klart på konventionernes side. Så jeg tænker også, at man selv som danmarksdemokrat ønsker, at man overholder konventionerne. Derfor synes jeg også, det er en vigtig sondring at foretage. Det er i hvert fald en sondring, vi foretager hele tiden på udlændingeområdet.

Spørgeren.

Jeg kan forstå på ordføreren, at der faktisk ikke rigtig er noget argument for, hvorfor det her skulle være i strid med menneskerettighedskonventionen. Dermed skal der da lyde en opfordring til alle Folketingets partier om, at når vi fremadrettet behandler beslutningsforslag fra SF og man så ikke rigtig kan finde på et rigtig godt argument for at afvise beslutningsforslaget, så kan man altid hive den europæiske menneskerettighedskonvention op af hatten og sige, at det måske er i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention, og derfor kan man ikke støtte det.

Hvis ikke man har noget konkret, der giver anledning til en juridisk vurdering af, at det her skulle være i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention, så skulle man måske finde nogle bedre argumenter for, hvorfor man ikke støtter et forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner.

Ordføreren.

Jamen jeg synes jo egentlig, at hvis der er fem meget dygtige folk, som er nedsat i en kommission af regeringen og udtaler, at det her spørgsmål om, hvorvidt det er i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention, skal uddybes yderligere, så er det da værd at undersøge. Det er jo det, anbefalingen lyder på, og det er også det, der adskiller det fra alle mulige andre fjollede scenarier, hr. Mikkel Bjørn stiller op, med illegale varer. Der har jo ikke været nogen seriøse fagfolk ude at sætte spørgsmålstegn ved, om det er imod den europæiske menneskerettighedskonvention. Det er der her, og det er det, der adskiller det.

Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Sådan som jeg læste det, var det, de var bekymrede for, vel, hvis man brugte den frygt, der var, for, at der var kønsopdeling i de her rum, om det så kunne være i strid med det.

Men jeg prøver lige at spørge, ligesom jeg spurgte Venstre: Er påstanden fra SF, at menneskerettighederne simpelt hen kræver af den danske stat, at vi stiller specielle rum til rådighed? Det er et meget simpelt spørgsmål. Er det det? For så tror jeg, vi skal sætte os ned i plenum på SF-maner med en guitar og så lige læse de her menneskerettigheder, for der kommer ikke til at stå et eneste sted, at lokaler skal stilles til rådighed. Vi tager det lige en gang til: Mener SF, at menneskerettighedskonventionen påbyder den danske stat at stille lokaler til rådighed for at kunne bede?

Ordføreren.

Men det er jo ikke mig, der rejser det tvivlsspørgsmål. Det er jo fem yderst dygtige, yderst kvalificerede medlemmer af den glemte kvindekamp-kommission, der rejser det tvivlsspørgsmål, og det er alle dem, der egentlig gerne vil have et forbud, der gerne vil have det undersøgt i den her kommission, som anbefaler, at man lige skal sætte sig ned og kigge på det her, før man tonser det igennem. Det synes vi sådan set er et vigtigt område at kigge på, for vi står fuldt ud på konventionernes side i SF sammen med et flertal i Folketinget i øvrigt, et meget stort flertal, selv efter at Det Konservative Folkeparti har sagt, at de vil melde sig ud af statsborgerskabskonventionen.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Danmarksdemokraterne er simpelt hen sådan et parti, der rigtig gerne vil hjælpe sådan nogle partier, der kan være i tvivl om det her, så vi har allerede sørget for, at der bliver stillet et spørgsmål til ministeren, om lokaler skal stilles til rådighed til at bede i. Så er den ligesom ude af verden. Vi må jo stadig væk gå ud fra, at det danske Folketing og de ministre, vi har, har rimelig styr på det. Det håber jeg så vi kan nå at få, inden vi skal stemme om det her, for jeg kan forstå, at det er den eneste hage, man hænger det op på, og jeg kan også forstå på ordføreren, at såfremt Menneskerettighedskonventionen ikke har noget imod det – og det kan vi få justitsministeren til at svare på – kommer man til at stemme for. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvor lang tid det tager at indhente sådan en vurdering fra Justitsministeriet. Men helt generelt ønsker vi ikke, at der skal være bederum i Danmark. Så hvis man havde det her, hvad skal man sige, klare signal eller den her klare vurdering fra regeringens side, at det ikke var i strid med menneskerettighederne, så ville vi da helt klart være villige til at stemme for.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Så hvis ministeren går op på talerstolen og giver et svar på det her, er det så noget, der kunne få SF til at stille sig anderledes? Og er ordføreren simpelt hen af den overbevisning, at danske skatteydere skal betale for at stille bederum til rådighed alle steder, eller er det kun på de offentlige uddannelsesinstitutioner, at det skulle være i strid med menneskerettighederne, at man ikke stiller dem til rådighed? Eller skal det også være i togene eller andre offentlige steder? Bryder vi menneskerettighederne andre steder, hvor staten burde stille de her bederum til rådighed?

Ordføreren.

I forhold til det første vil jeg sige, at jeg da gerne vil have en vurdering fra Justitsministeriet, som adskillige jurister har kigget igennem. Jeg ved ikke, om fru Christina Egelund er jurist, men det vil da i hvert fald for mig være at foretrække, hvis det skal være noget seriøst arbejde, vi bedriver herinde. I forhold til alle de der tænkelige scenarier, ordføreren nu stiller op, vil jeg sige, at det, vi diskuterer, er et forbud mod bederum, og det tager udgangspunkt og afsæt i en kommissionsrapport, hvor de eneste, der gerne vil have et forbud imod bederummene, siger direkte, at det bør undersøges, om det er i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention. At man ikke lytter til dem, at man gør grin med deres bekymringer, synes jeg også er at gøre grin med hele det arbejde, man har nedsat, det her meget vigtige arbejde, og jeg forstår det simpelt hen ikke.

Spørgeren.

Jeg undrer mig egentlig bare, for så er der virkelig være mange ting, som vi ikke gør, og som er i strid med menneskerettighederne. Det kunne jo også være at tilbyde koshermad på universiteter og uddannelsesinstitutioner eller alle mulige andre steder, f.eks. herinde i Folketinget. Så det var egentlig bare en undren, det var ikke for at nedgøre. Så tænker jeg da, at det da er noget, man kan indhente et svar på i udvalgsbehandlingen, så derfor spørger jeg igen: Får vi svaret, og det bekræfter, at det ikke er i strid med menneskerettighederne, ændrer det så SF's indstilling?

Ordføreren.

Jamen jeg har ikke prøvet at indhente svar fra Justitsministeriet, for jeg ved ikke, hvor man kan nå at få et velunderbygget og seriøst svar på så kort tid. Men jeg mener egentlig, at jeg har svaret hr. Kim Edberg Andersen på, altså at hvis der foreligger en vurdering, der hedder, at der ingen problemer, ingen juridiske forhindringer er ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, så mener SF sådan set godt, at man kan forbyde bederum.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det var da helt forfriskende at høre. Vi har ellers hørt hele vejen igennem den her behandling af den her sag: I Venstre mener vi, i Socialdemokratiet mener vi, i SF mener vi – vi siger det meget klart og tydeligt. Det er snak, snak, snak, og der er absolut nul handling. Mener ordføreren ikke, at det er problematisk, når man går ud og taler dunder omkring noget og så ikke handler efter det, når man kommer herind i Folketingssalen? Og hvorfor mener ordføreren ikke, at man kan støtte et beslutningsforslag, som jeg jo kan høre på ordførerens tale? Jeg blev nærmest helt i tvivl, da jeg hørte ordførerens tale, for man er jo sådan set grundlæggende enig i, at på uddannelsesinstitutioner skal man ikke have de her bederum, fordi vi har set de her groteske eksempler på social kontrol og alt muligt andet skidt. Så hvorfor er det, at man egentlig ikke bare står ved det og så siger: Lad os nu bare forbyde det her.

Jeg undrer mig sådan set meget, for jeg er ked af at sige det, men vi løser absolut ingen problemer, ved at ordføreren står og hidser sig op på en talerstol og taler dunder imod noget, hvis man så ikke handler derefter – det gælder sådan set også resten af de andre partier – andet end at man gør nar af vælgerne.

Ordføreren.

Jeg kan faktisk godt dele ordførerens irritation over det, når der er visse partier, der blæser noget op til en stor sag i medierne og så ikke handler derefter, når de står på talerstolen. Det var også derfor, jeg var noget træt af det, da hr. Morten Messerschmidt ude i medierne sagde: Det her partybusproblem med, at de forurener 67 gange så meget som den værste dieselbus i København, er et alvorligt problem, og det er en trussel imod folkesundheden, og det skal vi tage meget alvorligt. Så kommer hr. Nick Zimmermann, transportordfører for Dansk Folkeparti, herop og siger, da vi har stillet forslag om rent faktisk at gøre noget ved det: Nej, men vi skal jo ikke gøre noget, medmindre det er noget andet end en meget lille bagatel, som det her jo er. Så den frustration deler jeg fuldstændig, og jeg har også selv haft den.

I forhold til om man ikke løser noget ved bare at stå heroppe på talerstolen, vil jeg sige, at jeg da godt kunne ønske, at der havde været en juridisk vurdering klar på forhånd, men det må vi jo tage i udvalgsbehandlingen. Jeg forstår heller ikke helt, hvorfor vi skal vente på den undersøgelse, der har været refereret til mange gange. Jeg synes, at det vigtigste er, om den strider imod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Spørgeren.

Jeg sidder og har tabt kæben fuldstændig. For det første havde jeg lidt svært ved at høre, hvad ordføreren sagde i starten, for ordføreren mumlede en del. Men står ordføreren dybt seriøst og sammenligner islamisering af vores grundlæggende samfundsinstitutioner med partybusser? Hørte jeg virkelig rigtigt? Jeg er helt i chok. Er det det niveau, SF lægger for dagen? Jeg har jo ellers glædet mig over, at der har været flere prominente stemmer fremme og netop tale om social kontrol, og at man vil bekæmpe det, og så står ordføreren på talerstolen og taler om partybusser i sammenligning med noget så alvorligt som islamisering af vores grundlæggende samfundsinstitutioner. Jeg skal bare lige være helt sikker på, at jeg hørte rigtigt, for det er da noget af det mest useriøse, jeg nogen sinde har hørt.

Ordføreren.

Nej, det, jeg sagde, var i forhold til det princip, fru Mette Thiesen fremhævede, om, at man siger noget ude i medierne, noget andet herinde, og det har jeg oplevet fra Dansk Folkepartis side i den her sag om partybusser. Er den lige så stor som den her sag? Nej, det kan vi sådan set godt være fuldstændig enige om. Men jeg synes, at der er et demokratisk problem, når hr. Morten Messerschmidt går ud og taler dundertale imod, hvor stort et problem det er med partybusser, at de forurener luftkvaliteten så meget, og at hr. Nick Zimmermann så kommer herop bagefter og siger, at det bare er en lille bagatel. Det er det princip, jeg tordner imod. Men vi er enige om, at det andet er ikke lige så vigtigt som det her.

Hr. Jeppe Søe, uden for grupperne. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen. Det er egentlig bare en opfordring herfra, for jeg tror ikke, at SF behøver en juridisk undersøgelse. Jeg tror i virkeligheden bare, SF skal gå tilbage til nogle af de eksperter, som SF her refererer til, for at spørge, om det, de talte om, var ligestilling, altså kønsdifferentiering, eller om det var, om man skal have et bederum eller ej.

For der er ikke en ekspert, som jeg på noget tidspunkt har hørt, der har sagt, at det er statens opgave at stille bederum til rådighed på universiteter, i toget, i partybusser eller på Christiansborg – jeg tror ikke engang, vi har et her. For det ville jo så være tilfældet, at vi skulle have det alle de steder. Det er jo ikke en speciel ret, der kun gælder for skolevæsen. Der kan man sådan set også gå udenfor eller forlade etablissementet, hvis man vil, for at bede. Så jeg tror egentlig bare, at SF stille og roligt skal gå hen til nogle af de eksperter, som SF her bruger i talen, og bare lige høre, hvad det egentlig var, de mente, og når den misforståelse så er væk, forstår jeg at ordføreren stemmer ja.

Ordføreren.

Jeg kan da godt gå hen og spørge de fem medlemmer af kommissionen, der siger, og jeg citerer:

»Derudover mener fem af kommissionens medlemmer, at regeringen bør gå skridtet videre og tage initiativ til at undersøge, hvorvidt det inden for rammerne af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er muligt at indføre et forbud mod, at offentlige uddannelsesinstitutioner stiller lokaler til rådighed for religionsudøvelse, herunder forkyndelse og bøn.«

Det er altså bederum. Det kan jeg sagtens spørge dem om. Jeg tror bare stadig, deres svar ville være, at det bør man indhente en juridisk vurdering af fra Justitsministeriet eller andre eksperter, der eventuelt kunne bidrage til den vurdering, og som har en jurabaggrund.

Så går vi videre til fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for talen. Jeg studsede også lidt over, at Kommissionen for den glemte kvindekamp opfordrer til, at man skal undersøge, om det er i strid med menneskerettighederne, for min egnen indgangsvinkel er, at det er det da ikke, for jeg tror ikke, det er en menneskeret at have et bederum.

Men jeg er til gengæld positiv over for, at SF siger det her med, at hvis det ikke er i strid med menneskerettighedskonventionen, er man klar til at forbyde bederum. Det er sådan, jeg hører det. Kunne jeg lige få det bekræftet af ordføreren?

Ordføreren.

Vores argument og vores primære anke imod det her er jo, at vi er oprigtigt i tvivl om, hvorvidt det strider mod menneskerettighedskonventionen. Det er også det, kommissionsmedlemmerne er oprigtigt i tvivl om. Hvis vi kan få det afklaret, altså at det er det bestemt ikke, og regeringen ikke kommer med et eller andet, der er endnu bedre, vil vi da stemme for.

Spørgeren.

Det skal vi have undersøgt, og det får vi jo så svar på. Mener SF så, hvis det ikke er i strid med menneskerettighederne, at der så er et validt grundlag for at forbyde bederum? For Kommissionen for den glemte kvindekamp har jo også været ude at lave en kortlægning af de her bederum. Det ved vi jo. De har selv været ude at dokumentere nogle af de her tilstande i bederummene. Så det er jo også en undersøgelse, som man godt kan læne sig op ad. Så mener SF, at der egentlig foreligger undersøgelser nok, i forhold til hvordan de her bederum bliver brugt, og at det så ikke er et argument for ikke at lave et forbud?

Ordføreren.

Jeg går ud fra, at ordføreren refererer til diskussion, der har været med de andre ordførere før mig, altså det med, hvorvidt man skal have en rundspørge om alt det her på Børne- og Undervisningsministeriets område. Jeg er lidt i tvivl om, hvad man kan bruge den til. Jeg synes, det er fint nok, hvis man vil bruge den til at skaffe mere viden i forhold til flere tiltag; det kan jeg godt se rationalet i. Jeg er lidt i tvivl om, om det er det, man vil gøre, men hvis man reelt set bruger den til at se på, om der efterspørges nogle andre værktøjer end bare et forbud, og at man så kan få dem oven i hatten, kan vi da godt se, at det kunne være fint nok at gøre.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Mads Olsen fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Sandra Elisabeth Skalvig fra Liberal Alliance.

Tak for ordet. I dag behandler vi et beslutningsforslag om et forbud mod, at offentlige uddannelsesinstitutioner kan stille lokaler til rådighed for religionsudøvelse, også bedre kendt som bederum. I Liberal Alliance har vi tidligere ment, at et forbud mod bederum kun burde indføres på uddannelsesinstitutioner for børn og unge under 18 år, altså vores folkeskoler, ungdomsuddannelser og erhvervsuddannelser. Det har vi ment, fordi vi ønsker at beskytte vores børn og unge mod social kontrol og religiøst pres.

I stærkt religiøse miljøer kan social kontrol være begrænsende for menneskers frihed. Særlig unge, der står på tærsklen til at forme deres egen fremtid, er sårbare over for pres og trusler fra religiøse miljøer, der vil have dem til at rette ind. Det er uhyre svært at bryde det undertrykkende mønster, der ofte kombinerer implicitte og direkte trusler om at skade den enkeltes ry og renommé. Vi har bl.a. for nylig kunnet læse om Sihaams opvækst med social kontrol og islamisk indoktrinering, og det fortæller alt om, hvor stort et problem det er, og hvor meget mod det kræver at vælge anderledes. Samtidig har vi set eksempler på både Københavns Universitet og Syddansk Universitet, hvor bederum er blevet anvendt til at praktisere kønsopdeling og dermed fremme en form for religiøs social kontrol.

Så vi må erkende, at problemet er mere omfattende, end vi først havde antaget, og derfor har vi i Liberal Alliance ændret holdning til lige netop det her spørgsmål. Vi kommer derfor til at støtte beslutningsforslaget om, at der indføres et nationalt forbud mod bederum på alle vores offentlige uddannelsesinstitutioner, hermed også de videregående uddannelser. I Liberal Alliance mener vi, at religionsfrihed er en grundlæggende rettighed, men religionsfrihed er netop friheden til selv at udøve sin tro, ikke retten til at få statslige institutioner til at stille lokaler til rådighed. Vores offentlige uddannelsesinstitutioner skal være templer for viden, dannelse og fri debat. De skal ikke være arenaer for religionsdyrkelse og social kontrol.

Det er ikke rimeligt, at unge mennesker, som kæmper for frihed fra social kontrol, også skal føle sig overvåget på en dansk professionshøjskole eller et dansk universitet. De studerende skal have frihed og plads til at studere, dyrke venskaber, blive kærester og kysse på campus uden frygt for, at de religiøse dogmer følger med i rygsækken og kan begrænse deres muligheder for at leve det liv, de drømmer om.

Samtidig er det ikke rimeligt, at vores uddannelsesinstitutioner skal bære ansvaret og stå i skudlinjen, hver gang nogen bliver fornærmet over, at der ikke bliver stillet et bederum til rådighed, og det er netop derfor, at vi i Liberal Alliance mener, at det er Folketinget, der skal tage ansvaret. Det er os medlemmer af Folketinget, der skal tage beslutningen, og det er os, der skal stå på mål for det. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig én, der har ønsket en kort bemærkning. Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil egentlig også bare sige, at jeg er virkelig glad for, at Liberal Alliance bakker op om Dansk Folkepartis beslutningsforslag, som vi behandler lige nu, og forhåbentlig også bakker op om vores lige om lidt.

Jeg har lige et tankeeksperiment, for vi er jo begge to blevet valgt her ved det seneste valg, og hvis nu man sad som almindelig vælger og lyttede til P1 Morgen den 25. februar og hørte hr. Frederik Vad i radioen sige, og jeg citerer: Jamen jeg har ikke noget imod, at vi får lukket ned for de her rum, der faciliterer social kontrol og kønsadskillelse, altså, det kan vi gøre i morgen for Socialdemokratiets skyld. Og så fortsætter han: Derfor siger jeg, ja, lad os lukke ned for de her rum, hvis andre er med på det. Socialdemokratiet er med på det.

Hvordan ville man opfatte det som vælger? Og hvis man så sidder her i dag og følger den her debat, hvordan ville man opfatte det som vælger?

Ordføreren.

Jeg tror, at man, når man lytter til den debat, der har været på P1, hvor Frederik Vad har været ude at sige, at man ønsker at lukke ned for bederummene, og samtidig har hørt udlændinge- og integrationsministeren i Sjællandske Nyheder, hvor han meget klart og tydeligt også tager meget skarpt afstand fra de her bederum, vil have en fornemmelse af, at Socialdemokratiet går ind for et forbud. Men når man så hører på Socialdemokratiet i dag, virker det, som om de går ind for et forbud, ja, men måske ikke lige nu, og man ved ikke helt hvornår. Altså, man siger jo nej til det her forslag, som jeg egentlig mener er fremsat på et rigtig godt grundlag. Det er på baggrund af flere forskellige undersøgelser, der har været, og senest på baggrund af Kommissionen for den glemte kvindekamp, der kom med deres anbefalinger, hvoraf en af dem er fremsat af i hvert fald halvdelen af dem, der siger, at de ønsker et direkte forbud.

Så jeg har svært ved at forstå, hvorfor det er, at man fra Socialdemokratiets side, når man har været ude at sige så tydeligt, at det her ønsker man, så alligevel ikke ønsker det.

Fru Susie Jessen.

Én ting er jo så, hvad en ordfører kan sige i P1 Morgen, men en anden ting er, når der står en udlændinge- og integrationsminister og siger, som fru Sandra Elisabeth Skalvig helt rigtigt siger, og jeg citerer fra B.T.:

»Jeg synes ikke, der skal være bederum på uddannelsesinstitutioner. Jeg synes, det er fornuftigt, at man adskiller en akademisk arena fra en religiøs arena.«

Han bliver spurgt, om han går ind for et forbud, og siger: »Jeg går ikke ind for, at der skal være bederum. Det er en dårlig idé.«

Så står vi her meget sent på aftenen og har et parti, Socialdemokratiet, som så stemmer imod. Altså, jeg synes simpelt hen bare, det er at stikke vælgerne blår i øjnene, for det er jo ikke sikkert, at de sidder her ved midnatstid og følger med i den her debat.

Ordføreren.

Nej, og det jeg synes er virkelig, virkelig ærgerligt at man ikke gør, for man burde se det her, altså at man 1) går ud og siger, at man ikke ønsker bederum på vores offentlige uddannelsesinstitutioner og 2) stemmer imod et beslutningsforslag, der direkte siger, at der skal være et forbud mod lige præcis det her, hvilket man ellers har været ude i pressen og mene. Men jeg synes egentlig, det er meget typisk for Socialdemokratiet at gøre det her. Jeg synes ikke, det er første gang, vi ser det, og slet ikke i forhold til sådan noget som social kontrol.

Fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg har bare lige et spørgsmål til det, som ordføreren nævner om Kommissionen for den glemte kvindekamp, for der er flere, der har anført, at de ikke mener, at det her med at skulle lave et opdateret undersøgelsesgrundlag er nødvendigt. Men der står direkte i deres anbefalinger, at de anbefaler, at det her grundlag opdateres. Der står direkte i anbefalingerne fra Kommissionen for den glemte kvindekamp, at de anbefaler, at regeringen opdaterer grundlaget for gymnasier fra 2017 i forhold til at indføre restriktioner. Er ordføreren bekendt med det, eller glemte ordføreren bare at sige det?

Spørgeren.

Så vidt jeg ved, er det flere forskellige ting, som Kommissionen for den glemte kvindekamp nævner. Jeg vil ikke afvise, at de også går ind og nævner, at der skal laves en opdatering af lige netopundersøgelsen fra 2017.

Men derudover har jeg ikke hørt nogen partier være afvisende over for, at man skulle lave en ny undersøgelse. Vi ønsker svar på, hvornår det er, regeringen mener at der er tilstrækkeligt til, at vi kan lave et forbud. Men regeringen er jo ikke kommet med en klar udmelding og sagt: Det her er vores forslag. Nej, man snakker lidt om en undersøgelse, og Venstre snakker lidt om noget andet, og jeg er faktisk meget spændt på, hvad Moderaterne kommer herop og siger lige om lidt, for de har været ude direkte at sige, at de ikke er for et forbud. Så jeg er lidt i tvivl. Jeg synes lidt, at man sylter det her meget mere, end man egentlig behøver.

Spørgeren.

Det svarede jo sådan set ikke på mit spørgsmål, altså om ordføreren var bekendt med, hvad det er, kommissionen skriver. Derfor læser jeg lige op:

»I 2017 tog undervisningsministeren og uddannelses- og forskningsministeren initiativ til at undersøge forekomsten og brugen af refleksionsrum og lignende. Det bør efter kommissionens opfattelse undersøges nærmere, herunder i forhold til omfanget af religionsbestemte, kønsadskilte aktiviteter.«

Så er det ikke lidt tyndt, når ordføreren siger – eller glemmer at sige – at det er lige præcis det, Kommissionen for den glemte kvindekamp peger på, altså et opdateret grundlag for den her beslutning?

Ordføreren.

Kommissionen for den glemte kvindekamp peger på mere end lige præcis netop den der undersøgelse. De peger bl.a. også på, at man skal kigge på et forbud mod bederum på vores uddannelsesinstitutioner. De peger på flere forskellige ting, i forhold til hvordan man kan komme social kontrol til livs på vores uddannelsesinstitutioner.

Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Det var bare, fordi ordføreren for Socialdemokraterne tydeligvis ikke lige har forstået det i forhold til Kommissionen for den glemte kvindekamp, for det var jo i forhold til ligestilling, altså undertrykkelse af kvinder, og havde intet med bederum at gøre. Men når man ikke har en god undskyldning for, hvorfor man ikke vil støtte noget så logisk som det her, skal man jo finde på ting, og det gjorde ordføreren for Socialdemokraterne så. Men vi er bare enige om, at hvis kvinder bliver tvunget ind til kun at være med kvinder, er det en ting, og det skal man selvfølgelig forholde sig til. Det kan sagtens være noget social kontrol, det kan det sagtens. Det kan foregå ude på den legeplads, som den tidligere minister og nuværende ordfører sagde var vigtig vi fik ind under bederum med det samme, for vi kunne ikke kun tage bederummene. Det er bare for lige at hjælpe ordføreren. Når Socialdemokraterne ikke har en god sag, bliver de selv forvirrede, og det var jo bare det, der var et udtryk herfor. Så det var bare lige en kommentar.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at jeg tror, at jeg er lige så forvirret, som hr. Kim Edberg Andersen er, i forhold til hvad det egentlig er, Socialdemokratiet mener på det her område.

Ønsker spørgeren endnu en kort bemærkning? Det gør spørgeren ikke. Så siger vi tak til fru Sandra Elisabeth Skalvig fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til hr. Rasmus Lund-Nielsen, Moderaterne.

Tak for det, formand. Og tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte dette beslutningsforslag. Lad mig begynde med at slå fast, at jeg er fuldstændig enig i, at religiøs forkyndelse og social kontrol ikke hører hjemme på vores uddannelsesinstitutioner. Det strider imod de værdier, som vores uddannelsessystem bygger på – værdier som ligeværd, demokrati og personlig frihed.

Forslagsstillerne ønsker, at vi skal indføre et generelt forbud mod bederum på alle offentlige uddannelsesinstitutioner fra folkeskolen til de videregående uddannelser, og når vi ser på eksempler, som viser, at stille- og refleksionsrum bruges kønsopdelt og i strid med universiteternes egne retningslinjer, er det selvfølgelig uacceptabelt. Så jeg forstår bekymringen, og jeg anerkender ønsket om at værne om sekulariteten i vores fælles institutioner. Det afgørende må være, hvordan rummene bruges. De fleste steder er der netop tale om åbne rum til fordybelse og ro, som ikke er målrettet nogen bestemt tro, og hvis sådanne faciliteter misbruges til religiøs forkyndelse eller social kontrol, skal det håndteres. Og jeg kan forstå på Danske Universiteter, at det også bliver det. Danske Universiteter har således for nylig slået fast, at deres rum skal være neutrale, at de ikke må udsmykkes med religiøse symboler eller bruges til religiøs forkyndelse, og at der skal foretages løbende opsynsrunder for at håndhæve dette. De har ligeledes slået fast, at institutionerne vil reagere, hvis grænsen overskrides, f.eks. med lukning af rummene. Det ser vi allerede i praksis på både SDU og KU, hvor ledelserne har grebet ind og taget ansvar.

Derfor mener jeg, at det giver mening, at vi for nuværende holder fast i princippet om ledelsesansvar lokalt, mens vi undersøger, om problemet i virkeligheden er større, end hvad Danske Universiteter antyder. At indføre et centralt pålagt forbud mod alle typer af refleksionsrum, stillerum, pauserum, og hvad de i øvrigt ellers kaldes, risikerer at ramme for bredt og unødigt begrænse brugen af neutrale rum, der sagtens kan have en meningsfuld funktion til eksempelvis ro og fordybelse. Jeg kan eksempelvis påpege, at Danske Studerendes Fællesråd siger, at disse rum hovedsagelig bruges til meditation og refleksion, det mener jeg ikke vi bør forbyde.

Regeringen afviser ikke at foretage flere foranstaltninger for at komme de problemer, der måtte være, til livs, men vi afventer en opdateret undersøgelse af omfanget af refleksionsrum på det samlede uddannelsesområde. Det er en fornuftig tilgang, for før vi griber til ny regulering, bør vi kende problemernes reelle omfang, så vi kan handle på et oplyst grundlag. Så Moderaterne støtter ikke beslutningsforslaget, og jeg skulle hilse fra Radikale Venstre og sige, at de heller ikke støtter det. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig tre korte bemærkninger, og først er det hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg ikke kan se, at der står hverken refleksions- eller stillerum. Der står bederum. Men hvis man tager sit bedetæppe med ind i det her refleksionsrum, så er vi enige om at Moderaterne er imod det.

Altså, et refleksionsrum, hvor man sidder og kigger stille direkte ind i væggen og ligesom får klaret tankerne, synes Moderaterne er en super ting – det havde vi ikke behov for, dengang jeg gik i folkeskole, men det kunne mange gange da nok have været godt, at vi havde sådan et stillerum. Men hvis jeg laver et beslutningsforslag, der siger, at vi ikke må tage bedetæpper med ind i refleksionsrummene, så er Moderaterne med på den. For jeg kan forstå, at det om religion, forkyndelse og muligvis det, der følger med der, accepterer man fuldt ud, men man vil bare ikke forholde sig til forslaget, fordi forslaget siger bederum. Det siger ikke stillerum eller refleksionsrum eller noget.

Det er bare lige for at forstå det: Så tæpperne må de ikke tage med ind i stillerummene. Er det det, Moderaterne siger?

Ordføreren.

Det bliver jo nævnt i det her beslutningsforslag, som vi behandler, at det er rum, der kan blive kaldt forskellige ting, der bliver eksplicit nævnt. Det kan bl.a. være, at det bliver kaldt stillerum og andet, og uanset hvad det bliver kaldt, vil man forbyde det. Så det er jo sådan set, præcis hvad vi er inde på.

Det har jo også været fremme i debatten, at bl.a. en af de her studenterpræster har udtalt i radioen i februar, at han observerer, at de bliver brugt til elever eller studerende, der har angst, social angst kan det være, og som får meget ud af at kunne gå ind at finde ro der eller forberede sig til en eksamen og fordybe sig. Det er så på Aarhus Universitet, og der er det nogle kælderrum, som de ikke har brugt forfærdelig mange penge på at ibrugtage. Det har faktisk været nogle, der ikke har været brugt, og de har så anvendt de her rum til, at man kunne finde ro og fordybelse og andre ting, og han påpeger, at det vil være et stort problem, hvis man bare en bloc forbyder de her typer af rum.

Spørgeren.

Grunden til, at det hele er nævnt, er jo, at man, dengang diskussionen startede for rigtig mange år siden, lige pludselig blev rigtig kreative med, hvad man kunne kalde dem og alt muligt andet, men der foregik det samme. Altså, det var jo noget, der blev brugt til at bede, primært på tæpper, men lad nu det være.

Jeg kan høre, at der i hvert fald er et regeringsparti og også et oppositionsparti, som er meget bekymret for menneskerettighederne i forhold til det her med at stille lokaler til rådighed. Vil ordføreren for Moderaterne bare lige fortælle: Er det en bekymring, Moderaterne deler, altså at menneskerettighedskonventionen simpelt hen kræver, at vi stiller rum til rådighed, og at det er imod menneskerettighedskonventionen, hvis ikke staten stiller rum – stillerum, refleksionsrum eller bederum – til rådighed for folk?

Ordføreren.

Jeg synes, den debat i debatten, vi har her, er udtryk for en vis begrebsforvirring. Der er jo forskel på et påbud og et forbud. Det, vi diskuterer, er jo, om man skal forbyde rum, der bl.a. kan blive brugt til at bede.

Det er så der, der er fem kommissionsmedlemmer, sådan som jeg har noteret mig det, når jeg har læst kommissionens afrapportering, der siger, at det, altså at lave et forbud, kan være i strid med menneskerettighederne. Det er jo så ikke det samme, som at vi skal påbyde alle at stille dem til rådighed. Det er jo to helt forskellige ting.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Da Venstre for nylig var ude at sige, at Venstre vil forbyde bederum på universiteter, var Moderaternes udlændingeordfører, hr. Mohammad Rona, også citeret i artiklen, og hans argument for, at Moderaterne ikke vil stemme for et forbud mod bederum, er, at man mener, at det skal være op til uddannelsesstederne selv at tage de her beslutninger. Så det er jo lidt anderledes end det, vi har hørt fra de andre regeringspartier i dag. For deres argument har været lidt forskelligt, men det har også været det her med, at man gerne vil have endnu en undersøgelse, der skal genbekræfte det. Som fru Mette Thiesen sagde tidligere, brænder huset, selv om vi godt kan se, at det brænder.

Når der nu er lavet sådan endnu en kortlægning, som tager noget tid, og som genbekræfter det, som vi allerede ved, vil Moderaterne så stadig være imod det her beslutningsforslag? For jeres argument var jo, at I gerne ville have, at det var uddannelsesstederne selv, der bestemte det.

Ordføreren.

Jeg tror jo, det sådan er et meget kendt standpunkt, at vi i Moderaterne synes, at en frisættelse af vores velfærdsinstitutioner er et godt udgangspunkt at have, og at det da, hvis man kan løse tingene lokalt, så er noget, vi foretrækker, i stedet for at vi skal indføre forbud fra Christiansborg. Sådan plejer det da også at være for mange af de partier, der reagerer meget kraftigt på det her, og det var bl.a. også Danske Studerendes Fællesråd, der var ude at anbefale, at det blev foretaget lokalt.

I forhold til det her med flere undersøgelser er det jo også præcis det, som kommissionen selv anbefaler, som vi også hørte fru Trine Bramsen læse op. Jeg har også taget det citat med, og jeg synes, det er yderst relevant, hvor der konkret står:

I 2017 tog undervisningsministeren og uddannelses- og forskningsministeren initiativ til at undersøge forekomsten at de her refleksionsrum og lignende. Det bør efter kommissionens opfattelse undersøges nærmere, herunder i forhold til omfanget af religionsbestemte kønsadskilte aktiviteter.

Der er kommet sådan en misforståelse om, at de i kommissionen har foretaget en kortlægning, men det har de ikke. De har taget udgangspunkt i den fra 2017, og de anbefaler, at man opdaterer den, og det er også det, vi anbefaler.

Spørgeren.

Der må jeg korrigere. Der har bl.a. i avisen også været en kronik af Sofie Danneskiold-Samsøe, der fortæller, at de har været ude at undersøge de her forskellige bederum – jo, der har der været i avisen – men jeg vil altså også sige, at der i kommissionens anbefalinger står, at flertallet i kommissionen anbefaler, at der ved lov skabes initiativer.

Så det er fint nok at læse et lille citat op og tage det ud af en kontekst, men der er jo også nogle i kommissionen, der anbefaler, at der skal være et forbud mod bederum. Det er sådan set derfor, at vi har taget det op i Folketingssalen.

Ordføreren.

Det, der er blevet sagt tidligere, er, at de har været med til at kortlægge det. Det er ikke det samme, som at de har været ude at besøge nogle steder, hvor de har set, at det forekommer. Nej, det, der præcis står, er, at de har taget udgangspunkt i den fra 2017, og at de nu anbefaler – det har jeg jo lige læst op – at det undersøges nærmere. Hvis de allerede havde undersøgt det, ville de jo ikke anbefale, at det blev undersøgt nærmere.

Hr. Jeppe Søe, uden for grupperne. Værsgo.

Tak for det. Ledelsesansvar lokalt lyder jo skønt liberalt, faktisk også meget moderat. Men lokalt ledelsesansvar og frisættelse må jo nødig blive en ansvarsfraskrivelse herinde fra Borgen. Det er os, der sætter nogle rammer. Når jeg går ind for det her, er det sådan set, fordi jeg gerne vil fratage rektorer og universiteter ansvaret og diskussionen med elever eller grupperinger, der måske ønsker det her, ved simpelt hen at sige, at det her vil vi ikke i Danmark. Det er ulovligt i Danmark, sådan er det, det er ikke til diskussion. For det er det her for mig at se i hvert fald ikke.

Vi var jo i samme valgkamp i samme parti, et parti, der flere gange sagde og bekræftede, at vi gik ind for en stram og hård udlændingepolitik, men at der var nogle tidsler, vi skulle have rykket op. Henvisningen fra hr. Lars Løkke Rasmussen var en 12-talspige og sådan nogle, som selvfølgelig ikke skulle smides ud, når det gik så forfærdelig godt. Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at vide, om bederum for Moderaterne er en tidsel, eller om det er et alvorligt problem, vi skal gøre noget ved.

Ordføreren.

Jeg vil da gerne gentage det, som vi nævnte i valgkampen, nemlig at vi i Moderaterne går ind for en stram udlændingepolitik, men så et behov for at rive nogle tidsler op, fordi vi ikke går ind for en skør udlændingepolitik.

Så er det jo en spændende debat, hvor det tidligere har været fremme, at det at forbyde bederummene reelt set er symbolpolitik, fordi det er udtryk for sådan en form for rumfiksering. Det er jo ikke, fordi vi siger, at hvis der kommer forbud mod bederum, så er der ikke længere nogen social kontrol eller noget religiøst forkynderi. Det er jo det, vi er imod. Vi er jo imod social kontrol. Det er i øvrigt også allerede ulovligt. Det blev det jo i 2019, og det blev opdateret 2021 i paragraffen om psykisk vold, der blev indført. Så der er jo allerede nu i vores straffelov et forbud mod negativ social kontrol, som det hedder der.

Jeg så gerne, at man udvidede det. Så er der så bare det her spørgsmål, som jeg også ved at hr. Jeppe Søe er optaget af: Skal det være noget, vi bestemmer centralt fra Christiansborg, eller har vi faktisk tiltro til de lokale beslutninger, og mener vi, at vi kan gå i retning af en tillidsreform, som jo faktisk også var noget, vi gik til valg på i Moderaterne?

Hr. Jeppe Søe.

Det er rart for en gangs skyld lige at høre fuldstændig klokkeklart, at bederum hermed er en skør debat, at bederum er en tidsel. Så ved vi det. Jeg står absolut et andet sted. Jeg står samme sted som det, jeg gik til valg på, som jo var, at tidsler var noget ganske andet end de gange, hvor vi sætter nogle danske værdier.

Det er fuldstændig rigtigt: Frisættelsesreformer er superfint. Lad os endelig få noget mere af det. Lad os få noget lokalt. Men der er altså også tidspunkter, hvor vi i Folketinget må sige, hvad vores grundværdier er i det her samfund. Og der er nogle grundværdier her, vi står på, og der synes jeg, vi skal give et redskab til folk ude i samfundet ved at sige, at det her faktisk er det, der gælder i Danmark, og det er ikke til diskussion.

Ordføreren.

Jeg har ikke sagt, at det er en skør debat. Jeg hilser debatten her velkommen. Jeg har sagt, at der er nogle, der har sagt, at det her bare vil være symbolpolitik. Der er nogle, der har været fremme i debatten med det synspunkt.

Vi taler jo om noget, som allerede er forbudt af de her institutioner. Det er jo derfor, det strider mod retningslinjerne, når det alligevel forekommer, og det var derfor, jeg læste op, hvad Danske Universiteter har udtalt, og jeg vil da meget gerne gøre det igen. De har for nylig slået fast, at deres rum skal være neutrale, at de ikke må udsmykkes med religiøse symboler eller bruges til religiøs forkyndelse, og at der foretages løbende opsynsrunder for at håndhæve det. Jeg mener generelt, at det er bedre, at det lokalt bliver håndhævet, end at vi skal til at indføre en masse bureaukrati, der sikrer tilsyn med det her.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Men der er bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner i dag. Der er sågar universiteter, der opretter bederum, eksempelvis Aarhus Universitet. Så det bliver jo en meget, meget letkøbt argumentation, at det må ledelserne bare finde ud af. Ja, når ledelserne finder ud af det, opretter de rent faktisk i nogle tilfælde bederum.

Så siger ordføreren, at det er, fordi der er brug for steder, hvor man kan fordybe sig eller læse til eksamen. Jamen prøv nu at høre her: Vi har i årtier haft biblioteker og læsesale og grønne områder, hvor man kan sætte sig ned og fordybe sig, hvis man har brug for ro. Man har jo ikke brug for et lille, lukket lokale, som primært bliver brugt af muslimske elever til at folde bedetæppet ud, for at kunne læse til eksamen. Altså, bliver det ikke nærmest absurd? Tror ordføreren selv på det, ordføreren står og siger på talerstolen?

Ordføreren.

Jeg vil da virkelig med interesse imødese den redegørelse, som hr. Mikkel Bjørn kan fremlægge omkring omfanget af bederum, der er. Jeg er ikke bekendt med, at der er særlig mange uddannelsesinstitutioner, der eksplicit siger, at de har bederum.

Hr. Mikkel Bjørn nævner så Aarhus Universitet. Derfor kan jeg jo så gentage det, jeg nævnte tidligere, med, at de har ibrugtaget nogle kælderrum, som er ude af funktion, og de har kaldt det for stillerum. Det blev nævnt af en studenterpræst i en radioudsendelse den 12. februar, hvor Mikkel Bjørn selv deltog. Der blev det jo eksplicit sagt, at det i høj grad blev brugt af studerende til at forberede eksamen og gøre noget ved deres sociale angst og ligesom kunne få et pusterum. Der er en del unge mennesker, der har angst, kan jeg sige også som psykolog. Så blev det også brugt af bl.a. ham selv, der jo var studenterpræst, til at kunne bede religiøst og også af nogle muslimer, der bad, men det var ikke sådan, at det primært var for at folde bedetæpper ud.

Hr. Mikkel Bjørn.

Skal vi virkelig lege gemmeleg med ordene og så kalde det refleksionsrum eller stillerum? Enhver, der følger med i den offentlige debat, kan jo se, hvad det er, de her lokaler bliver brugt til. Og det er jo helt åbenlyst, at når Dansk Folkeparti og også Danmarksdemokraterne fremsætter et beslutningsforslag om at forbyde de her rum, hvem er det så, der er meget, meget højlydte i forhold til at italesætte, at det simpelt hen vil være en katastrofe at forbyde de her bederum? Det er netop folk, der folder bedetæpperne ud.

Ordføreren.

Hr. Mikkel Bjørn siger, at det primært bliver brugt til at folde nogle bedetæpper ud og foretage muslimske bønner og praktisere islam, og det strider så bare imod det, som studenterpræsten på det pågældende universitet, vi lige nu debatterer, fortalte i radioen, hvor hr. Mikkel Bjørn deltog. Studenterpræsten på Aarhus Universitet var glad for, at han som kristen kunne dyrke sin tro i det her rum, og han sagde, at den primære funktion, han observerede, var i forhold til studerende, der havde social angst, og som gerne ville forberede eksamener og kunne trække sig lidt væk fra det mylder, der kan være på et universitet. Så anerkendte han, at der også var nogle muslimer, der også kunne bruge det til bøn. Men vi har jo så bare sort på hvidt, at Danske Universiteter ikke vil tillade, at det bliver brugt til social kontrol eller religiøse forkyndelser, og det støtter vi i Moderaterne.

Fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Jeg vil egentlig gerne følge op på det, min kollega Susie Jessen stillede af spørgsmål, netop i forhold til at der jo har været medlemmer ude og kigge på det her og billeddokumentere, at det forekommer, bl.a. Lene Kühle og Thomas Hoffmann. De har jo været ude og afdække, at der er fordybelsesrum, bederum, og hvad man ellers kalder det derude. Så det er jo ikke rigtigt, hvad ordføreren står og siger.

Så vil jeg egentlig godt følge op på noget. For det, min kollega spurgte om, var, at når den her afdækning så kommer og det viser sig, at der er en udfordring, vil Moderaterne så stemme for et forbud? Det svarede ordføreren ikke på. Vi ved, at ordførerens kollega har været ude at sige, at det aldrig kommer til at ske, at det vil man ikke, men når den her afdækning kommer og det viser sig, at der altså er udfordringer i forhold til det, og at der forekommer negativ social kontrol og der er religiøse særhensyn på vores uddannelsesinstitutioner, vil Moderaterne så stemme for?

Ordføreren.

Først til det første, som ordføreren adresserer. Det at gå ud og dokumentere, at det forekommer, er ikke det samme som at kortlægge det – det var det, jeg sagde. Kommissionen har ikke kortlagt det, de har ikke lavet en grundig undersøgelse af omfanget af det her. Det er derfor, at de i den anbefaling, de har, altså anbefaling fire, som hedder refleksionsrum og lignende, påpeger, at de gerne vil have, at regeringen undersøger det her nærmere. Og det er det, som regeringen har forpligtet sig til.

Vi vil ikke foruddiskontere, hvad vi så vil konkludere på baggrund af det. Det afhænger jo netop af, hvad undersøgelsen viser. Hvis det viser sig, at det ikke kan håndteres lokalt og problemet er meget større, end Danske Universiteter giver udtryk for, vil jeg da på inden måde stille mig i vejen for, at vi tager initiativer og tager foranstaltninger, der kommer det her til livs – selvfølgelig ikke, for vi er imod negativ social kontrol, vi er imod religiøs forkyndelse.

Fru Karina Adsbøl.

Jamen samtidig siger ordføreren, at et forbud ikke er det samme som et påbud. Ordføreren taler lidt udenom. Ordføreren siger samtidig, at Moderaterne ikke vil have en skør udlændingepolitik. Når vi nu ved, at der har været eksempler på og der har været klager over det her, altså at der foregår kønsopdelt bøn på vores uddannelsesinstitutioner, er det så ikke noget, Moderaterne vil sætte ind over for? Er det noget, Moderaterne kalder en skør udlændingepolitik, hvis man laver et forbud mod det?

Ordføreren.

Jeg vil i hvert fald gerne påpege, at jeg ikke tror, at problemet med det, som vi reelt set gerne vil løse, altså problemet med negativ social kontrol, problemet med religiøs forkyndelse på uddannelsesinstitutioner, vil blive løst nødvendigvis ved, at man siger, at nu har vi forbudt det, vi kalder bederum.

Der kan vi i øvrigt også lige påpege, hvad det er, kommissionen er enige om. Alle ti medlemmer af kommissionen er enige om at anerkende, at det er et svært spørgsmål, og flertallet er bekendt med, at både løsningsforslaget om indførelse af regler og efterfølgende tilsyn samt løsningsforslaget om forbud kan give implementeringsmæssige udfordringer.

Der er også en risiko for, at tilsyn med refleksionsrum og lignende i praksis ikke vil kunne forhindre kønsadskilte rum, da brug af rummene vil kunne omgå regler om kønsadskillelse og undgå kønsblanding ved at have skjulte koder osv. Så det er jo ikke løst bare med det her, det er jo totalt naivt at tro, og derfor kan det reelt komme til at være skørt.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Vi er jo nogle ansvarlige partier, som er nødt til at fremsætte sådan nogle forslag som det her, fordi partier som Moderaterne, Radikale Venstre – faktisk størstedelen af partierne i Folketinget med undtagelse af Dansk Folkeparti – har ført en totalt lemfældig udlændingepolitik, der har gjort, at vi står og er nødt til at diskutere bederum på offentlige institutioner i dag. Det var aldrig sket, hvis der ikke havde været den her forfejlede indvandring fra muslimske lande. Så lad os bare sige det, som det er: Det er det, der er problemet.

Så jeg vil da hilse det velkommen, hvis Moderaterne begynder at snakke om massive hjemsendelser, at kriminelle udlændinge konsekvent udvises efter første dom, og at man begynder at fratage statsborgerskab fra nogle af dem, som aldrig nogen sinde burde have haft det, og udvise dem. Alle de her konkrete ting vil faktisk løse udfordringer helt grundlæggende. Men det er jo ikke det, jeg hører fra Moderaterne. Det, jeg hører fra Moderaterne, er noget andet. Nu nævnte jeg før det brændende hus, hvor det jo næppe hjælper hverken at skabe en debat om, at huset brænder, eller at undersøge, hvorfor huset brænder. Man skal slukke branden. Moderaternes løsning er så tilsyneladende at give ansvaret til husejeren og sige: Okay, hvis huset brænder, må vi jo se, om husejeren mener, at branden skal slukkes eller ej. Det er jo absurd at bruge i en debat som det her.

Jeg er meget enig i det, hr. Jeppe Søe sagde tidligere, faktisk, i forhold til at vi altså også nogle gange herinde fra Folketingets side må trække en streg i sandet og sige: Det her vil vi ikke tillade. Og så er jeg ligeglad med, om der er ét bederum eller der er ti. Vi vil ikke acceptere det.

Tak! Ordføreren.

Nu er vi startet med at sige, at vi gerne vil kortlægge, om og i hvilket omfang det her hus brænder. Det kan jo godt være, at universiteterne har formået at slukke branden. Det er i hvert fald det, som Danske Universiteter meget klart har været ude sige: Hvis det her forekommer, vil de gribe ind. Der har også været eksempler på, at man har lukket de her rum. Så vi kan jo se sort på hvidt, at de gør noget for at adressere den her problemstilling, og det støtter vi op om. Når vi så får undersøgt omfanget af branden i huset og det viser sig, der er stikflammer over det hele, er vi ikke afvisende over for at gøre noget ved det.

Spørgeren.

Det er jo sådan kejserens nye klæder. Huset brænder, og inden Moderaterne har fået undersøgt, hvem der skal have ansvaret for at slukke branden, eller man har fået skabt en debat – som fru Trine Bramsen sagde tidligere – om, hvorvidt huset brænder, eller man har undersøgt, i hvor høj grad huset brænder, så er huset brændt ned. Så er der ikke andet tilbage end aske og gløder.

Det er jo sådan en fuldstændig absurd debat. Ja, der er nogle uddannelsesinstitutioner, som har reageret på det her, men der også nogle, som har reageret stik modsat og oprettet bederum. Har man overhovedet ikke sådan nogen grundværdier i Moderaterne, hvor man siger: Det her er grundlæggende danske værdier; det her vil vi ikke acceptere i Danmark? Det lyder ikke sådan på det, ordføreren siger. Ja, det burde heller ikke komme bag på mig, men det er det, jeg hører ordføreren stå og sige: Man har ingen grundlæggende danske værdier i Moderaterne.

Ordføreren.

Der lyder i hvert fald, som om fru Mette Thiesen er vidende om, at branden er meget, meget alvorlig, og at der er stikflammer i alle gardiner osv. Men når man læser det beslutningsforslag, som ordførerens parti har fremsat, og som vi jo førstebehandler i dag, fremgår det, at ifølge den viden, vi aktuelt ligger inde med, er der så 1.261 institutioner, der har besvaret undersøgelsen, og heraf har 27 svaret ja til det, at de har bederum eller lignende faciliteter, der stilles til rådighed for praktisering af religion, hvilket svarer til 2 pct. af de institutioner, der har besvaret den. Så har der været lidt frem og tilbage om metodikken i det, og om man har forstået spørgsmålet korrekt. Det tyder i hvert fald ikke på, at der er en meget, meget alvorlig brand i gang, hvis det er 2 pct., der har det her. Og det er jo ikke nødvendigvis sådan, at fordi man har det her rum, er der en masse en negativ social kontrol.

Dermed tak til ordføreren fra Moderaterne. Så skal vi til fru Lise Bertelsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet, formand. Sikke en debat, og nu er klokken 00.30, hold da op. Ja til B 116, og nej til bederum på offentlige uddannelser. Tak til Dansk Folkeparti, og jeg tillader mig også allerede at sige tak til Danmarksdemokraterne. Det Konservative Folkeparti støtter forslaget, som vil forbyde bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner. For mig handler det ikke om at begrænse individets ret til at tro, men mere om at sikre, at vores fælles offentlige institutioner forbliver neutrale og frie for religiøs indflydelse.

Uddannelsesinstitutionerne skal netop være steder, hvor fokus er på faglighed, fællesskab og lige vilkår og ikke på religiøs praksis. Et forbud mod bederummene er ikke et angreb på religionsfriheden. Det er en understregning af, at religion netop er en privat sag. Man kan naturligvis stadig væk bede, tro og udøve sin religion, men det skal ske på egne præmisser og ikke i skolen eller på universitetets faciliteter. Vi har brug for et klart princip, altså at offentlige institutioner skal være frie for særhensyn til religion. Derfor siger vi ja til B 116 og nej til bederum på offentlige institutioner.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, og dermed tak til ordføreren. Til slut er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mikkel Bjørn, som næsten er at finde. Værsgo.

Ja, tiden går hurtigt, også sent om aftenen. Folketinget behandler i dag det her beslutningsforslag, som vi i Dansk Folkeparti har fremsat før, og som vi også bliver ved med at fremsætte, fordi det er nødvendigt, altså et forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner. Offentlige uddannelsesinstitutioner er nemlig og de skal også være videnskabens katedraler og ikke religiøse institutioner og ikke templer for facilitering af gudsdyrkelse. Der er tale om notorisk ikkereligiøse miljøer, og det skal vi fastholde.

Alligevel ser vi i stigende grad, at institutionerne betalt af danske skatteydere indretter såkaldte refleksionsrum eller stillerum, men vi må ikke lege gemmeleg med ordene. For hvad bliver rummene reelt brugt til? De bliver ikke brugt til eksistentiel fordybelse eller åndelig ro for den bredere studentermasse. Nej, det er rum for islamisk gudsdyrkelse, kønsopdelte bønner og social kontrol, og det er ofte et springbræt til yderligere krav om særbehandling. Dansk Folkeparti foreslår derfor et forbud mod bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner. Bederum er konsekvensen af, at en minoritet forsøger at udvide gudsdyrkelsens domæne i det offentlige rum, og nærmere bestemt en helt specifik gudsdyrkelse, altså en islamisk minoritet, der forsøger at forskyde grænsen for gudsdyrkelse i og en islamisering af det offentlige rum, og hvis ikke vi sætter grænsen, så forsvinder den.

Derfor et det ikke kun rimeligt, men også nødvendigt, at Folketinget tager affære, og at vi sætter en stopper for bederum, der alt for ofte bliver brugt som en kattelem for islamisk indflydelse og kønsopdelt social kontrol. Danmark er bygget på en kristen kultur og arv, det afspejler sig i grundloven, og det afspejler sig i samfundet. Der er i grundloven en særstilling for kristendommen, og det skal der være. Julegudstjenester, morgensang og påskefejringer er en del af det kulturelle fællesskab, vi er rundet af, og det er ikke det samme som at indrette faste rum til bøn fem gange om dagen efter islamisk tradition, og det er ikke et argument for at åbne for, at andre religioner også begynder at befæste deres tilstedeværelse på universiteterne institutionelt. Vores universiteter skal ikke være domineret af religiøse grupper, der holder øje med, hvem der beder, og hvem der ikke gør, hvem der spiser det forkerte eller ikke bærer tørklæde. Universiteterne skal være et fristed fra æreskultur og ikke en forlængelse af den. Hvis man er rundet af en af æreskultur, hvor det er vigtigt at passe sine daglige fem bønner, så lægger det jo et kolossalt pres, og der er en mulighed for, at man bliver holdt øje med.

Hvis man i dag som ung person i Danmark ønsker at slippe væk fra social kontrol, kan en uddannelse være vejen til det. Men hvad gør vi så, hvis det pres flytter med, og hvis universitetet eller skolen pludselig tilbyder et bederum, og hvor man som kvinde bliver set skævt til, hvis ikke man beder? Der er unge mennesker, der vælger at tage en uddannelse for netop at komme væk fra den slags social kontrol. Skal vi svigte dem ved at institutionalisere de normer, de forsøger at frigøre sig fra? Det synes jeg mildest talt er en meget, meget dårlig idé. Min sympati ligger hos dem, der gerne vil frigøre sig fra social kontrol, og ikke hos dem, for hvem det er vigtigt at folde bedetæppet ud flere gange om dagen.

Islam skal ikke have sit eget rum på danske skoler og universiteter, og lad os ikke glemme det forhold, at disse rum for bare få årtier siden slet ikke fandtes. Det er ikke en tradition, vi viderefører. Det er en ny og skæv udvikling, som vi må og bør bremse. Der er i dag rigelige steder på universiter og skoler, hvor man kan finde ro, som biblioteker, læsesale, grønne områder, og hvis det handler om trivsel, stiller samfundet allerede i dag de nødvendige rammer til rådighed. Der er masser af muligheder for eksistentiel refleksion uden bedetæppe og kønsopdeling. Derfor må vi klart og utvetydigt sige nej. For det handler om at presse religionens domæner ind i videnskabens katedral, og det skal vi sige nej til. Dansk Folkeparti tager ansvar, og det håber vi også at Folketinget vil gøre. Tak for ordet.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Og også tak til ordføreren for at fremsætte det her beslutningsforslag. Jeg blev lidt forvirret, da ministeren var på tidligere i dag, fordi ministeren jo begyndte at tale om det her med, at Dansk Folkeparti selv var med på en opdateret undersøgelse.

Vi er jo med på, at der har været en undersøgelse i 2017, hvor Dansk Folkeparti har været med. Men jeg kunne godt tænke mig lige at få spurgt ordføreren om det her, ministeren fik nævnt om en opdateret undersøgelse, og om det i så fald, hvis der så skulle være sådan en, skal stå i vejen for et forbud mod bederum?

Ordføreren.

Jeg tror, det er noget, ministeren har drømt. Og selv hvis det var tilfældet, at vi havde spurgt, om vi kunne lave en opdatering af den undersøgelse, der blev lavet i 2017, så er den logiske konsekvens af det jo ikke, at man så i dag ikke skal lave et forbud mod det, som alle helt fornuftige mennesker kan konstatere er et åbenlyst problem ude i samfundet, nemlig bederum, hvor den sociale kontrol dominerer.

Så jeg synes, det blev endnu et i en lang perlerække af mildest talt meget dårlige argumenter, der blev fremført i løbet af debatten her, for, hvorfor man ikke vil stemme for beslutningsforslaget. Jeg synes i det hele taget nok, det har været en debat, hvor antallet af dårlige argumenter har været væsentlig højere, end jeg ellers normalt er vidne til her i Folketingssalen, men én gang skal jo også være den første til det. Tak.

Spørgeren.

Det er jeg helt enig i, og jeg tror desværre ikke, det er på grund af det sene tidspunkt. Vi havde jo også Moderaternes ordfører før, hvor jeg synes, jeg hørte sådan noget med, at man egentlig begyndte at stille spørgsmål om, om der overhovedet var et problem i de her bederum.

Jeg ved ikke, om ordføreren lige vil dele lidt om, hvad man selv har set i de her bederum rundtomkring, for jeg kan da nævne bl.a. Hizb ut-Tahrir-materiale på Københavns Universitet. Jeg synes da, det er enormt bekymrende, at der ligger Hizb ut-Tahrir-materiale på boghylderne i bederum på Københavns Universitet. Altså, jeg synes nu nok, der er et problem.

Ordføreren.

Enhver, der følger med i den offentlige debat, kan jo konstatere, at der er et problem. Altså, når vi ser bederum, hvor der ligger islamistisk materiale, eller bederum, hvor det tydeligt visuelt bliver tilkendegivet, om man er velkommen, fordi man er mand eller kvinde, på et bestemt tidspunkt af dagen, så har vi jo allerede bevæget os langt ud på et overdrev, i forhold til hvad vi bør tillade i et frit demokratisk samfund som det danske. Så hvis man negligerer det og bagatelliserer det, synes jeg, man har en forvrænget virkelighedsforståelse af, hvordan det danske samfund bør og skal se ud.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Tak til ordføreren.

Jeg foreslår at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelses- og Forskningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget

Det er vedtaget.