Som følge af Israels dokumenterede krigsforbrydelser, forbrydelser mod folkeretten, flere eksperters anklage om folkemord mod palæstinenserne (”Growing Consensus on Israel’s Atrocities in Gaza”, www.internationalpolicy.org, den 30. maj 2025) og Israels premierminister, Benjamin Netanyahus, nylige plan om at besætte hele Gaza by, der fordømmes af bl.a. FN og EU (”FN og EU fordømmer Israels mulige Gaza-plan”, www.pov.international, den 6. august 2025), har udenrigsministeren erkendt, at presset mod Israel skal øges (”At anerkende Palæstina som stat 'vil ikke rokke en tøddel' ved krigen, siger Løkke”, www.dr.dk, den 1. august 2025). Udenrigsministeren udtalte i samme ombæring, at han vil have det ”øverst på dagsordenen” ved EU-udenrigsministermødet i København i august 2025. Der er i øjeblikket sanktioner på tegnebrættet mod de to israelske ministre Itamar Ben-Gvir og Bezalel Smotrich samt en delvis suspension af Israel fra forskningssamarbejdet Horizon. Vil ministeren redegøre for yderligere konkrete tiltag, som regeringen og EU kan tage i brug for at presse Israel økonomisk til at stoppe deres krænkelser af folkeretten, f.eks. 1) at suspendere den europæiske associeringsaftale med Israel, 2) at stramme danske og europæiske regler for opbygning og investering i forsvars- og våbenindustrien og 3) at stramme regler for industrier og finansinstitutioner, der profiterer af situationen i Gaza og på Vestbredden?
Dato: 15-08-2025
Status: Ikke besvaret
Emne:
udenrigspolitik