Fremsat den 19. december 2023 af Jens Henrik Thulesen Dahl (DD),
Susie Jessen (DD),
Hans Kristian Skibby (DD),
Peter Skaarup (DD) og Inger Støjberg (DD)
Forslag til folketingsbeslutning
om at sikre ressourcer til vurdering af
pneumokokvaccination til 65+-årige og andre voksne i
særlig risiko
Folketinget pålægger regeringen at
sikre de nødvendige midler til udførelsen af en
medicinsk teknologivurdering (MTV) af permanentgørelsen af
tilbuddet om pneumokokvaccination til 65+-årige og
øvrige borgere i særlig risiko for
sygdomsudvikling.
Bemærkninger til forslaget
Hvert år indlægges ca. 48.000 med
en lungebetændelse (»Lungebetændelse«,
Statens Serum Institut, den 10. april 2023). Ca. 1.600 mennesker
dør årligt af lungebetændelse. Pneumokokker er
den hyppigste årsag til indlæggelseskrævende
lungebetændelser og kan også forårsage invasiv
pneumokoksygdom (IPS) såsom alvorlige sygdomme som meningitis
og blodforgiftning. Forekomsten af invasiv pneumokoksygdom (IPS) er
højest hos børn under 2 år og hos ældre.
I 2018 var der 800 tilfælde af IPS i Danmark. Under
covid-19-epidemien var forekomsten af IPS faldende, og i 2021 blev
der registreret 353 tilfælde. I 2022 var der 553
tilfælde af IPS, og forekomsten lader derfor til igen at
være stigende (»Pneumokoksygdom«, Statens Serum
Institut, den 21. marts 2023). Hos borgere på 65 år og
derover er dødeligheden for IPS på ca. 16 pct.
(»Pneumokokvacciner virker«, Statens Serum Institut,
den 15. juli 2022).
Sårbare borgere kan beskyttes
Heldigvis er det muligt at vaccinere og
beskytte sårbare borgere mod pneumokokker. Den 31. marts 2020
besluttede den daværende regering sammen med et enigt
Folketing at tilbyde gratis vaccination mod pneumokoksygdom til
alle 65+-årige for at beskytte dem og aflaste vores
sundhedsvæsen (»Alle over 65 år får nu
tilbud om pneumokokvaccine«, Sundhedsministeriet, den 2. juni
2020). Tilbuddet blev pr. 15. december 2021 yderligere udvidet til
også at omfatte personer under 65 år med
forhøjet risiko for alvorlig pneumokoksygdom.
I Sundhedsstyrelsens evaluering
»Erfaringsopsamling: Læringer fra udrulning af
sæsonvaccinationsprogrammer 2022-2023« fremhæver
styrelsen, at vaccinationsprogrammerne og den samlede udrulning af
de tre vaccinationsprogrammer mod covid-19, influenza og
pneumokokker har været vellykket. Samtidig konkluderes det:
»Vaccinationsindsatsen opnåede en høj
tilslutning til vaccinationsprogrammet mod pneumokoksygdom«
(»Erfaringsopsamling: Læring fra udrulning af
vaccinationsprogrammer 2022-2023«, Sundhedsstyrelsen, den 1.
marts 2023).
Imidlertid udløb bevillingen til et
nationalt pneumokokvaccinationsprogram den 15. januar 2023. Det
betyder, at det ellers succesfulde tilbud med tårnhøj
tilslutning på mere end 80 pct. nu er sløjfet, og at
der aktuelt ikke eksisterer et vaccinationsprogram mod pneumokokker
for 65+-årige og andre voksne i risiko. Det bemærkes
dog, at enkelte risikogrupper kan få klausuleret tilskud til
pneumokokvaccination.
Flere patientforeninger er uforstående
over, at det midlertidige tilbud ikke er fortsat eller
permanentgjort. Bl.a. har Morten Freil, direktør i Danske
Patienter, og Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen, rejst
kritikken (»Behov for et nyt blik på
vaccination«, side 26, »Gratis vaccinetilbud
stoppet«, Lægemiddelindustriens magasin, september
2023).
For bedst muligt at beskytte borgere over 65
år og andre i risiko og reducere antallet af
indlæggelser i et sundhedsvæsen med kapacitets- og
rekrutteringsudfordringer mener Danmarksdemokraterne at der
bør sikres gode rammer for fortsat at kunne forebygge
pneumokoksygdom i befolkningen. I den forbindelse foreslås
det, at der afsættes øremærkede midler til, at
sundhedsmyndighederne kan foretage de nødvendige analyser i
form af en medicinsk teknologivurdering (MTV) eller et lignende
fagligt grundlag, som skal skabe et afsæt for at
rådgive om den fremadrettede forebyggelse af pneumokokker i
Danmark.
Det bemærkes også, at den store
gruppe af borgere, der er blevet vaccineret i 2020-2023, skal
revaccineres 6 år efter deres første pneumokokvaccine
- altså fra 2026 og frem - hvis beskyttelsen skal
opretholdes. Dette har Indenrigs- og Sundhedsministeriet eller
sundhedsmyndighederne aktuelt ikke en plan for.
Det vurderes derfor som rettidig omhu, at der
med dette forslag sikres de nødvendige midler til, at
myndighederne kan yde den nødvendige faglige
rådgivning i forbindelse med en kommende plan for
revaccination. Forslagsstillerne noterer sig, at Sundhedsstyrelsen
har givet udtryk for, at man gerne vil lave en grundig gennemgang
af pneumokok, hvor de forskellige vacciner kan ses i forhold til
hinanden (»Behov for et nyt blik på vaccination«,
Lægemiddelindustriens magasin, september 2023, som
nævnt ovenfor).
Herudover noterer forslagsstillerne sig, at
indenrigs- og sundhedsministeren ligeledes har givet udtryk for, at
ministeren ikke er afvisende over for sammen at finde de
nødvendige midler til en sådan gennemgang (jf. svar
på spørgsmål nr. § 158,
folketingsåret 2022-23, om pneumokokvaccinationer, den 1.
november 2023).
Konsekvenser af manglende handling
Beregninger viser, at et
pneumokokvaccinationsprogram for borgere over 65 år kan
forhindre 19.707 tilfælde af pneumokoksygdom og 1.308
dødsfald pr. 1 million personer i en femårig periode
(»Health economic evaluation of introducing a PPSV23-based
vaccination programme to adults aged 65 and above, and an extension
to the 60-64 age group in Denmark«, Birck et al. / 2021).
Manglende handling forventes dermed at øge presset på
sundhedsvæsenet både i form af lægekontakter og
indlæggelser, da forebyggelsespotentialet ved vaccination
ikke udnyttes.
Overordnet om evaluering af vacciner
I henhold til § 158, stk. 2, i
sundhedsloven (lovbekendtgørelse nr. 1011 af 17. juni 2023)
er det indenrigs- og sundhedsministeren, der beslutter, hvilke
sygdomme der skal tilbydes vaccination imod og til hvilke grupper
som en del af de offentlige vaccinationsprogrammer. Beslutningen
sker på baggrund af et fagligt grundlag, som
Sundhedsstyrelsen udarbejder, bl.a. med input fra
Vaccinationsrådet, hvor også Statens Serum Institut er
repræsenteret.
Sundhedsstyrelsen har således ansvar for
den faglige vurdering, der ligger bag en eventuel anbefaling af
inklusion af en vaccine i vaccinationsprogrammerne. Den faglige
vurdering beror typisk på, at der foretages en medicinsk
teknologivurdering (MTV), men det kan også være
styrelsen, der udarbejder et fagligt grundlag.
Det er forslagets formål at sikre, at
sundhedsmyndighederne har midlerne til at skabe det
nødvendige grundlag for en anbefaling vedrørende
vaccination mod pneumokoksygdom for 65+-årige og
øvrige borgere i risikogruppen.
Økonomiske konsekvenser og
finansiering
Der er sundhedsøkonomiske gevinster
forbundet med pneumokokvaccination i Danmark. Beregninger viser, at
vaccination for 65+-årige er omkostningseffektivt. Tilbydes
pneumokokvaccination til personer over 65 år, vil det
medføre en samfundsmæssig gevinst på 72 mio. EUR
(ca. 537 mio. DKK) pr. 1 million personer i en 5-årige
periode (Birck et al., 2021, jf. ovenfor).
Der er aktuelt ca. 1,2 mio. 65+-årige
borgere i Danmark (Danmarks Statistik, den 24. november 2023). Det
bemærkes i den forbindelse, at pneumokokvaccination kan gives
samtidig med influenza- og covid-19-vaccination, hvorfor
ressourceforbrug og administrationsomkostninger for vaccination
forventes at være lave.
Det skønnes, at finansieringsbehovet
ved at sikre en bevilling til, at Sundhedsstyrelsen kan foretage en
MTV af pneumokokvacciner, er i omegnen 1-3 mio. kr. (Sundheds- og
Ældreudvalget, alm. del - svar på spm. 1407,
follketingsåret 2019-20). Forslagsstillerne foreslår,
at forslaget finansieres med midlerne til håndtering af
covid-19 i 2024, som det var tilfældet med midlerne til det
daværende midlertidige vaccinationsprogram mod
pneumokokker.
Skriftlig fremsættelse
Jens Henrik Thulesen
Dahl (DD):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
sikre ressourcer til vurdering af pneumokokvaccination til
65+-årige og andre voksne i særlig risiko.
(Beslutningsforslag nr. B 98)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.