Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 46:

Forslag til folketingsbeslutning om at hæve strafferammen for personfarlig gentagelseskriminalitet.

Af Mikkel Bjørn (DF) m.fl.

(Fremsættelse 10.11.2023).

Værsgo til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti, for at give en begrundelse af forslaget.

21-årig mand i kritisk tilstand efter knivstik, Fire mænd dømt i sag om overfald, 27-årig trampet i ansigtet under voldsomt overfald. Ja, det er overskrifterne i forskellige lokalmedier og retsrapporter fra bare de sidste få dage.

Retstilstanden i Danmark er efterhånden en stående vittighed omend en tragikomisk en af slagsen. Hver dag enten trues, overfaldes, bestjæles eller voldtages almindelige danskere af mennesker, der meget sjældent møder den nødvendige og rimelige konsekvens af deres handlinger. Dette forslag har til formål at sikre, at gentagne tilfælde af personfarlig kriminalitet i langt højere grad vil føre til væsentlig længere straffe, så seriekriminelle holdes væk fra gaden og fra sagesløse borgere, og så sikkerheden og trygheden i samfundet dermed øges.

Derfor foreslår vi, at strafferammen for gentagelsestilfælde af personfarlig kriminalitet, altså det at begå kriminalitet mod mennesker igen og igen, hæves til minimum det dobbelte af strafferammen for førstegangsforbrydelser. Hvor der er vilje, er der vej. Desværre synes viljen ofte at mangle fra størstedelen af det danske Folketing, og hvem lider under den manglende vilje? Jo, det gør børn, forældre, kvinder, seksuelle minoriteter, ældre, svagelige og socialt udsatte. Handlingslammelsen må ophøre. For vi kan ganske enkelt ikke være det bekendt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er justitsministeren.

Mange tak for ordet. Også tak til Dansk Folkeparti for at have rejst den her meget, meget vigtige debat, nemlig om vi som samfund – her: i gentagelsestilfælde – skal straffe personfarlig kriminalitet hårdere, end vi gør i dag, og om vi gør nok for at forebygge ny kriminalitet. Og lad mig starte med at slå det helt fast: Jeg er enig med forslagsstillerne i, at straffen for bl.a. alvorlig personfarlig kriminalitet skal skærpes, og jeg er enig i, at de hårde tiltag skal gå hånd i hånd også med forebyggelsen. Jeg er derfor også glad for, at regeringen og et bredt flertal i Folketinget, herunder Dansk Folkeparti, i starten af november 2023 indgik en aftale om en ny bandepakke, hvor netop forebyggelse udgør en vigtig del. Samtidig er det vigtigt, at straffen i højere grad afspejler forbrydelsens grovhed.

Regeringen har allerede med opbakning fra Dansk Folkeparti taget initiativ til at gennemføre flere strafskærpelser. Det er bl.a. sket i forbindelse med den nye bandepakke, hvor vi besluttede at skærpe straffen for en række forbrydelser. Herudover har Folketinget lige før jul vedtaget et lovforslag, der med målrettede strafskærpelser sætter ind over for den systematiske og åbenlyse handel med ulovlige stoffer. Og i december vedtog Folketinget også et lovforslag, der afskærer voldtægtsdømte personers mulighed for at afsone med fodlænke.

Men der er behov for at gøre mere. Det gælder ikke mindst i forhold til alvorlig personfarlig kriminalitet. Den slags handlinger skal have en hårdere konsekvens; en konsekvens, som i højere grad afspejler, hvor grove forbrydelser der er tale om. Det er vigtigt for trygheden i vores samfund og for danskernes retsfølelse. Alligevel kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Det beslutningsforslag, vi behandler i dag, pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte et lovforslag, som sikrer, at strafferammerne for personfarlig kriminalitet i gentagelsestilfælde skærpes. For mig er det ikke strafferammerne, men selve strafniveauet, altså hvilken straf der udmåles inden for strafferammerne, der er interessant. Jeg synes ikke, at det i sig selv bør være et mål at have højere strafferammer.

Som det er forslagsstillerne bekendt, fremgår det af regeringsgrundlaget, at regeringen vil gennemføre en strafreform, hvor der sættes hårdere og mere konsekvent ind over for bl.a. personfarlig kriminalitet – ikke bare i gentagelsestilfælde, men generelt. Det gælder ikke mindst forbrydelser om grov vold og voldtægt.

I 2020 blev en ung mand på Gothersgade i København uprovokeret slået bevidstløs og derefter trampet i ansigtet, mens han lå i hjælpeløs tilstand. Den ene af gerningspersonerne var tidligere dømt for vold og blev idømt 6 måneders fængsel for det umotiverede overfald. Som samfund skal vi markere, at sådan en adfærd er fuldstændig uacceptabel. Vi skal sætte hårdt og markant ind over for det – og hårdere, end vi gør i dag. Det er bl.a. det, som regeringens strafreform skal sikre.

Samtidig vil vi med strafreform sikre, at det ikke bliver kapaciteten i kriminalforsorgen, der er styrende for retspolitikken i Danmark. For som det er i dag, er både kapaciteten og bemandingssituationen i kriminalforsorgen under massivt pres. Vi har med flerårsaftalen for kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, hvor også Dansk Folkeparti har været med til at tage ansvar, igangsat en lang række gode initiativer; initiativer, der skal øge kapaciteten og styrke rekrutterings-og fastholdelsesindsatsen i kriminalforsorgen. Herudover har regeringen i forbindelse med trepartsforhandlingerne løftet lønniveauet varigt for fængselsbetjente.

Men det er ikke nok. Vi er nødt til at gøre mere, for lad os sige det, som det er: Hvis vi skal gennemføre markante strafskærpelser, og det skal vi, i forhold til personfarlig kriminalitet, så er der behov for massive udvidelser af kapaciteten i kriminalforsorgen, ligesom der er behov for en stor tilførsel af bemanding. Det er udfordringer, som forslagsstillerne slet ikke adresserer i forslaget, men som er en helt nødvendig del af den strafreform, som regeringen vil lægge frem og forhandle med Folketingets partier.

Regeringens holdning er altså meget klar: Vi skal både skærpe straffen for bl.a. alvorlig personfarlig kriminalitet – også i gentagelsestilfælde – og styrke kriminalforsorgen. Det betyder flere fængselspladser og flere fængselsbetjente. For det skal ikke være kapaciteten i kriminalforsorgen, der styrer retspolitikken i Danmark. Og det betyder, at der skal sættes hårdere og mere konsekvent ind over for alvorlig personfarlig kriminalitet og ikke bare i gentagelsestilfælde, som det foreslås her.

Regeringen forventer i år at kunne præsentere, hvad strafreformen skal indeholde. Jeg kan ikke sætte en præcis dato på her i dag, men jeg vil gerne understrege, at det er en meget vigtig prioritet for regeringen at gennemføre en strafreform, og den vil være ambitiøs. Men nærværende beslutningsforslag kan regeringen som nævnt ikke støtte. Tak for ordet, og tak for debatten.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg troede, det var givet, hvad Dansk Folkepartis holdning var til det, ministeren ikke mener vi adresserer, nemlig kapacitetsspørgsmålet: Mange af de udlændinge, der opholder kapaciteten i vores kriminalforsorg i dag, skal udvises i stedet for at sidde i danske fængsler. Det ved jeg godt at regeringen ikke er indstillet på, men det er vi i Dansk Folkeparti.

Så vil jeg sige til ministeren, at nu har vi hørt om den her strafreform, jeg ved snart ikke hvor længe, og der sker ikke en fløjtende fis. Der kommer intet konkret fra regeringen. Og ofrene i den mellemtid, som regeringen bare sidder på deres hænder i, er helt almindelige danskere, som hver dag udsættes for vold og overgreb, og som efterfølgende må være vidne til, at de folk, der har overfaldet dem eller voldtaget dem, får en straf på måske 1 år og 6 måneders fængsel. Det kan vi ikke på nogen måde acceptere som retstilstand i Danmark. Derfor vil jeg godt spørge ministeren meget konkret ind til: Hvornår kommer den strafreform fra regeringen?

Justitsministeren.

Først vil jeg sige, at selv hvis man indtog Dansk Folkepartis synspunkt og vi så bort fra internationale konventioner og sendte folk til lande, som ikke vil tage imod dem, men som pludselig ville tage imod dem i morgen, hvis de altså sidder i danske fængsler, så løser det jo stadig væk ikke udfordringerne med kapaciteten i kriminalforsorgen. For med de strafskærpelser, vi i hvert fald forestiller os fra regeringens side, for alvorlig personfarlig kriminalitet, kommer det til at kræve både mere fysisk kapacitet og mere bemandingskapacitet, og det adresserer Dansk Folkepartis slet, slet ikke.

I forhold til timing arbejder vi meget, meget målrettet internt i regeringen og Justitsministeriet på at kunne fremlægge, hvad vi forestiller os skal være en samlet strafreform, som både indeholder svar på, hvordan vi kan skærpe straffene, og også om vi kan tage alternative strafformer i brug for bestemte typer af forbrydelser. Det er forslag, der adresserer den fysiske kapacitetsudfordring, men også bemandingskapacitetsudfordringen. Og det er alt det, vi vil fremlægge senere på året.

Tak. Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Nu nævner ministeren de stramninger, som regeringen i hvert fald forestiller sig. Og så er det, jeg bliver lidt nysgerrig på, for vi har intet konkret hørt endnu: Hvis ministeren allerede nu ved, hvad det er for nogle former for stramninger, man forestiller sig, kunne ministeren så ikke redegøre lidt mere konkret for, hvor substantielle de strafskærpelser, som regeringen går og forestiller sig i øjeblikket, er? For jeg kunne godt frygte, at det er varm luft. Vi i Dansk Folkeparti bakker op om alle strafskærpelser for personfarlig kriminalitet, men det ændrer ikke på, at i øjeblikket er retstilstanden simpelt hen til at ... ja.

Tak. Ministeren.

Det, vi forestiller os fra regeringens side, er, at alvorlig personfarlig kriminalitet skal straffes markant hårdere, end det sker i dag. Og der, hvor vores fokus er rettet hen, som jeg også var inde på i min indledende besvarelse, er jo på strafniveauerne og ikke strafferammerne, som Dansk Folkeparti lægger op til at skærpe i sit beslutningsforslag. For det er i strafniveauerne, at vi for alvor også får fjernet folk fra gaden, som skal fjernes fra gaden, og som ødelægger andre menneskers liv.

Tak. Så er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg synes selvfølgelig også, at der skal være en straf, når man begår en forbrydelse, men indimellem bliver lidt ærgerlig over, at debatten altid handler om det i forhold til ofrene. Jeg synes, at for et offer er det ikke kun straffen, som gør, at man kan komme sig over en krænkelse. Så har regeringen planer om at lave tiltag, som reelt hjælper ofrene?

I SF har vi jo f.eks. i mange år ønsket, at egenbetalingen til psykologhjælp til at komme sig over en krænkelse simpelt hen fjernes. For det er reelt en barriere. Mange af dem, som bliver udsat eksempelvis for en voldtægt, er relativt unge kvinder. De er ofte studerende, og de har bare ikke pengene til den 40-procentsegenbetaling. Jeg synes ærlig talt, at man lader ofrene meget i stikken, når de så står med den regning selv. Så har regeringen nogen planer om at kigge på andre ting end lige straf for at hjælpe ofrene?

Justitsministeren.

Jeg vil starte med at erklære mig fuldstændig enig og også gå så langt som til at sige, at myndighedernes, kommunernes og samfundets tagen imod og opfølgning på ofre for alvorlige forbrydelser i dag er skammelig, og det skal vi gøre noget ved. Derfor er vi også fra regeringens side åbne over for at drøfte alle tiltag, også i sammenhæng med strafreformen. Jeg har selv snakket med adskillige ofre for meget, meget alvorlige forbrydelser. For nogle år siden talte jeg med familiemedlemmer til gamle skolekammerater, som var blevet knivoverfaldet i eget hjem af en ekskæreste, og hvor der stort set ingen hjælp var at få efterfølgende, hverken i forhold til genhusning, anvisning til krisepsykologer eller noget som helst. Det vidner for mig om, at der er behov for at gøre mere, og det mener jeg er naturligt også at drøfte i sammenhæng med den strafreform, som regeringen vil lægge frem.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Ja, for det er faktisk et relativt billigt forslag. Lige nu udgør egenbetalingen til ofre, der modtager psykologhjælp i forhold til røveri, vold og voldtægt, 7 mio. kr. Så er der godt nok i Finansministeriet nogle vurderinger af, at det vil stige til 22 mio. kr., hvis det er, at vi fjerner egenbetalingen, for så er der flere, der vil gøre brug af det. Men det er jo det største vidnesbyrd om, at der er et større behov, og at der reelt er folk, der undlader at søge hjælp efter et overgreb, fordi de simpelt hen ikke har pengene til det. Så jeg håber meget, at ministeren vil tage det forslag med sig og arbejde videre med det, for jeg tror faktisk, at det vil være rigtig vigtigt for ofrene.

Tak. Så er det ministeren.

Igen vil jeg bare understrege, at jeg fuldstændig deler synspunktet om, at vi som samfund har behov for at gøre endnu mere for at hjælpe ofrene. Jeg tror desværre, at der er for mange, der bliver fanget mellem forskellige myndigheder, kommuner osv. Og selvfølgelig er der, som ordføreren nævner, helt sikkert også nogle, som ikke gør brug af de tilbud, der kan være, fordi der er en egenbetaling. Vi er villige til, også sammen med SF, at drøfte alle elementer af det.

Tak. Så er det fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg vil egentlig også sige tak for svarene, for vi står jo med nogle ret store udfordringer i straffesagskæden, og ministeren har jo også beskrevet en række af dem. Ministeren vil jo også vide, at vi i Det Konservative Folkeparti er vældig optaget af sammenhængen i straffesagskæden, fordi det hele – kriminalforsorgen, domstolene, politiet og politiets efterforskning – jo hænger sammen, og ministeren har tidligere været åben over for at kigge mere sammenhængende på straffesagskæden.

Jeg beklager, at spørgsmålet falder helt uden for beslutningsforslaget, og ministeren må selv vurdere, om han vil svare på spørgsmålet, men jeg er lidt optaget af at få kigget på den her sammenhæng og den her helhedsorientering. Nu skal vi snakke om en strafreform, men kommer der også et tidspunkt, hvor vi kan tale om at skabe den her større sammenhæng i straffesagskæden?

Justitsministeren

Det har jeg flere gange tilkendegivet, for jeg er meget enig med fru Mai Mercado, og det er jo også noget af det, der afspejles i regeringens vrangvillighed i forhold til det her konkrete beslutningsforslag, nemlig at vi ikke synes, at man fra forslagsstillernes side i tilstrækkelig grad tænker over sammenhængene. For vi enige i, at der er bestemte typer forbrydelser, der skal straffes hårdere, men vi skylder så også samtidig at tænke på sammenhængene, bl.a. med hensyn til kriminalforsorgen, domstolene osv. Og der er strafreformen, som jeg ser det for mig, jo i hvert fald første skridt til at tænke over de sammenhænge, og det næste skridt er jo en egentlig overvejelse og beslutning om, at vi, når vi kommer til på et tidspunkt at skulle til at drøfte fremtiden for det næste politiforlig, skal se på, hvordan vi kan skabe en eller anden sammenkædning eller parallelitet til de andre straffesagsområder.

Spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Det ville jeg faktisk lige præcis have spurgt ind til, altså om ikke det ville være muligt frem mod det næste politiforlig, som jo skal forhandles i efteråret, at lave den her store sammentænkning. Men ministeren gav jo om ikke et svar, men gav så i hvert fald udtryk for en ambition om det, og det vil jeg egentlig bare kvittere for.

Ministeren.

Det takker jeg for.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Den første ordfører er hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Det her beslutningsforslag handler om et vigtigt emne, nemlig hvordan eller måske nærmere hvor hårdt vi straffer personer, som gang på gang begår personfarlig kriminalitet. Vold, overfald, truende og intimiderende adfærd er handlinger, som vi på ingen måde skal acceptere i vores trygge danske samfund. Men der er desværre nogle få mennesker, som gentagne gange foretager voldshandlinger, som skaber utryghed for de mange. Der er det klart, at vi skal have straffe, som afspejler, hvor alvorligt vi som samfund ser på den type kriminalitet. Hvis ikke folk forstår budskabet og endnu en gang gentager kriminaliteten, skal straffen være hårdere.

Vi hører desværre jævnligt i medierne om voldsomme og helt urimelige voldssager. Justitsministeren nævnte den forfærdelige sag fra for et par år siden om den unge mand Lauritz, som umotiveret blev overfaldet i nattelivet. Han blev slået og skubbet ud på kørebanen og efterladt i hjælpeløs tilstand. En af gerningsmændene var tidligere dømt, men fik alligevel kun 6 måneders fængsel for det meget grove overfald. Det er klart, at sådan en sag får folk til at tænke og undre sig, for straffen skal være en retfærdig konsekvens af kriminaliteten. Den skal desuden virke genoprettende for offeret, og så skal den selvfølgelig også medvirke til at mindske risikoen for kriminalitet fremover. Derfor er vi enige med dem, som måtte mene, at straffen for bl.a. alvorlig personfarlig kriminalitet skal skærpes, også og måske især i gentagelsestilfælde.

Forslagsstillerne vil så med dette beslutningsforslag have skærpet strafferammerne for personfarlig kriminalitet i dette folketingsår. Det kan vi ikke støtte. Det fremgår allerede af regeringsgrundlaget, at regeringen vil gennemføre en egentlig strafreform, hvor der sættes hårdere og mere konsekvent ind over for bl.a. personfarlig kriminalitet. Her er der med andre ord tale om mere end blot at sætte straffene op for konkrete handlinger. Vi skal have en ambitiøs strafreform. For som justitsministeren bl.a. var inde på, hvad vi ikke overraskende er enige i, er der brug for at male med en bredere pensel, hvor eksempelvis forebyggelse og bemanding i kriminalforsorgen også er en del af billedet.

Så vi deler forslagsstillerens ønske om, at der kommer hårdere straffe for personfarlig kriminalitet, men vi kan ikke støtte forslaget. I stedet ser vi frem til regeringens arbejde med en kommende strafreform, der bl.a. kommer til at indeholde skærpelser af straffen for personfarlig kriminalitet. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Socialdemokratiets ordfører siger i lighed med ministeren, at man ikke kan støtte den her strafskærpelse i det indeværende folketingsår, og det lyder også lidt, som om den her strafreform nok heller ikke kommer i det indeværende folketingsår. Det vil sige, at de næste års tid er der bare flere ofre, som skal se til, mens de selv eller deres familiemedlemmer bliver udsat for grov personfarlig kriminalitet, og så efterfølgende kan se de folk, der har overfaldet, voldtaget eller berøvet dem, slippe med få måneders eller måske meget få års fængsel. Er det Socialdemokratiets politik at acceptere sådan en retstilstand i et land som Danmark?

Ordføreren.

Socialdemokratiets politik er det, jeg siger, nemlig at få lavet en omfattende strafreform, hvor vi bl.a. får sat straffen op for personfarlig kriminalitet, fordi vi deler den ambition, som jeg også hører hr. Mikkel Bjørn give udtryk for, nemlig at der på nogle områder – på for mange områder – bliver givet for lave straffe for nogle meget, meget voldsomme forbrydelser i det her land.

Så er jeg jo ikke enig i, at der ikke har gjort noget. Altså, vi har vedtaget en bandepakke, hvor ordførerens parti også er med, og hvor vi bl.a. har sat straffen op for en række kriminalitetsformer, der også handler om personfarlig kriminalitet. Skal der gøres mere? Ja, det skal der, og som ministeren sagde, er der et intensivt arbejde i gang med at få lavet en strafreform, fordi vi deler den ambition, og fordi det er nødvendigt.

Spørgeren.

De strafskærpelser, der er lavet med bandepakken, bakker Dansk Folkeparti selvfølgelig op om, men det er jo ikke noget, der rykker substantielt i strafniveauet i Danmark, i særdeleshed ikke for personfarlig kriminalitet. Og det er der, hvor jeg er nysgerrig på, hvad Socialdemokratiet og hvad regeringen forestiller sig der skal ske i mellemtiden, mens vi bare sidder og venter på en eller anden strafreform, som der overhovedet ikke er sat dato på hvornår kommer.

Ordføreren.

Jamen jeg er glad for, at Dansk Folkeparti bakker op om de strafskærpelser, vi har lavet. Så er der også, og det var ministeren også inde på, ting, som Dansk Folkeparti ikke adresserer i deres forslag, og det er bl.a. noget af det arbejde, der er i gang, nemlig at genoprette kapaciteten i kriminalforsorgen og få ansat flere betjente. Vi har bl.a. sørget for, at betjentene får et lønløft, sådan at det bliver mere attraktivt at være fængselsbetjent, og der er ved at blive renoveret og udbygget kapacitet i forhold til fængselspladser i det her land, fordi det selvfølgelig hænger sammen; når man har et ønske om at sætte straffen op, som vi har på udvalgte områder, skal kapaciteten selvfølgelig også følge med.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet. Næste ordfører er hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Tak for ordet, og tak for forslaget. Personfarlig kriminalitet, som der tales om, er jo mange forskellige ting. Det går helt fra den milde vold i § 244, som jo kan være helt ned til en lussing eller et glas vand smidt i hovedet, hvis det er tilstrækkelig koldt, og så op til den grove vold i § 245 og den rigtig grove vold i § 246 – den, som også kaldes mishandlingsparagraffen. Strafferammerne, som er dem, dansk forligsparti ønsker at få hævet, men kun i gentagelsestilfælde, hvis jeg ellers har læst beslutningsforslaget korrekt, er der ikke noget galt med. Strafferammen for grov vold i § 245 er 6 år, og hvis der så tale om gentagelsestilfælde, kan straffen forøges med 50 pct. – det fremgår af § 247 – og det vil sige, at så kommer man altså op på 9 års fængsel. Og hvis vi tager den rigtig alvorlige paragraf, hvor der er en strafferamme på 10 års fængsel, kan den altså forøges med 50 pct. og derfor komme op på 15 års fængsel. Så strafferammerne fejler sådan set ikke noget.

Problemet er, at strafferammerne ikke bliver udnyttet. Domstolene udnytter ikke strafferammerne, men ligger konsekvent og roder nede i den allerallerlaveste del af strafferammerne. Skal man gøre noget ved det her, og det skal man, er det snarere normalstraffene, som man fra Folketingets side skal gå ind og regulere. Der ser vi – og det er vi enige med forslagsstillerne i – i sager om grov vold straffe, som er meget, meget små, og som er helt ude af trit med befolkningens retsopfattelse.

Det er ikke, fordi jeg vil ødelægge nogens gode humør, men jeg vil alligevel gerne referere til et par domme, der er faldet de seneste par år. Eksempelvis blev der ved Retten i Nykøbing Falster afsagt dom den 29. januar 2020. Et offer var blevet slået bevidstløs, herefter var hænderne blevet bundet med strips. Gerningsmanden havde så hældt benzin på offeret og sat ild til. Offeret befandt sig 18 dage i koma, 3 måneder på hospital, har gennemgået adskillige operationer med henblik på at få flyttet hud, er under morfinbehandling, fingrene kan ikke bruges, øerne blev klippet af på hospitalet, da de ikke stod til at redde, og offeret har natlige mareridt. Der er en strafferamme på 10 år, og den idømte straf var 5 år og 6 måneder. Selv en så grov sag som den bevæger sig kun lige lidt op over halvdelen af strafferammen.

Der er en anden sag fra Retten i Aalborg den 3. juli 2020. En ekskæreste er blevet overfaldet og er ifølge lægerne i alvorlig livsfare. Der er tildelt spark og slag mod hoved og krop. Gerningsmanden har hevet kvinden i håret og slået kvindens hovedet ind i en dørkarm og en toiletkumme og efterfølgende taget kvælertag med punktformede blødninger i øjnene til følge. Her er en strafferamme på 6 år, og den idømte straf var 1 år og 3 måneder.

Så er der Retten i Odense 2019: Et tæskehold på fire personer iført masker og bevæbnet med baseballbat overfalder to arbejdende pædagoger på et bosted. De bliver tildelt flere slag med baseballbattet, knytnæveslag på krop og hoved, og der var stolekast mod ofrene osv. Strafferammen – for her var tale om grov vold i gentagelsestilfælde – var 9 år, og den idømte straf var for 3 af de tiltalte henholdsvis 6, ikke år, men måneder, 8 måneder og 18 måneder.

Og så er der en Østre Landsrets-dom fra den 11. januar 2023. Et spædbarn på blot 6 uger blev udsat for grov vold og mishandling, slag på hoved og krop, klemning af brystkasse og bug, ruskevold, hårdhændet behandling, brud på 5-10 ribben, brud på venstre underarmsknogle, afrivning er ledkapslen i højre lårben og venstre underarm, blodansamling under den hårde hjernehinde, underhudsblødninger i pande, lænd og bug. Strafferammen – fordi der her var tale om mishandling i gentagelsestilfælde, og her var der tale om tredje gang – var 15 års fængsel, og den idømte straf var 4 år og 5 måneder.

Det holder ingen steder. Det er ganske enkelt uholdbart, og derfor ser vi fra Venstres side meget frem til den strafreform, som er indeholdt i regeringsgrundlaget. Vi kan ikke bakke op om beslutningsforslaget, for det er ikke som sådan strafferammerne, der er problemet, og hvorfor det kun er i gentagelsestilfælde, Dansk Folkeparti vil have øget straffen, forstår vi heller ikke helt. Men bare rolig, der kommer til at ske noget, og det kommer til at kunne mærkes.

Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Jeg kan berolige hr. Jan E. Jørgensen med, at det ikke kun er i gentagelsestilfælde. Vi har også fremsat et beslutningsforslag om at hæve strafferammen helt generelt, og jeg tror, det behandles i næste uge eller sådan noget. Men det, jeg vil høre ordføreren om, er, at han siger, at det faktisk ikke er strafferammen, der er problemet, men at det er den måde, straffen ofte falder ud på.

Men vil ordføreren trods alt ikke bekræfte, at domstolene i en eller anden udstrækning alligevel er forpligtede til at navigere efter strafferammen, og at de, hvis man hævede strafferammen, så formentlig også ville være forpligtede til at give højere straffe? Og kan ordføreren, hvis det ifølge ordføreren ikke er løsningen, i tillæg hertil så bekræfte, at man ville kunne skrive ind i bemærkningerne til loven, at normalstraffen for den her type kriminalitet som udgangspunkt er x antal år, og at man dermed ville kunne komme uden om det problem, som ordføreren benævner?

Ordføreren.

Jamen jeg tror ikke, vi er så uenige om målet. Det er mere metoden og processen, og det er selvfølgelig lidt kedeligt at skyde noget ned på den måde. For vi har en generel udfordring i straffeloven, altså at strafferammerne for stort set alle forbrydelser, med undtagelse af manddrab, ildspåsættelse og enkelte andre steder, slet, slet ikke bliver udnyttet, og at man ligger og fedter rundt nede i den laveste tredjedel af strafferammerne. Og det er en generel udfordring.

Hvis alle strafferammer skulle udnyttes, ville det også betyde, at man i nogle tilfælde ville straffe meget hårdt og nok også for hårdt og måske endda så hårdt, at selv hr. Mikkel Bjørn ville mene, at det måske var lige lovlig meget, f.eks. at folk skulle i fængsel for at have kørt i tog uden billet og den slags. Men det er et helt generelt problem, og derfor kræver det her altså en mere gennemgribende reform af hele den måde, hvorpå vi straffer, og det er det, der er indeholdt i regeringsgrundlaget. Så bare vent, der er gode nyheder på vej.

Spørgeren.

Jeg forestiller mig nu ikke, at folk skal smides i fængsel for at køre i tog uden billet. Men jeg forestiller mig godt, at man eksempelvis kunne skrive ind i bemærkningerne til voldtægtsparagraffen, at udgangspunktet for en voldtægtsdom eksempelvis er 5 år i stedet for som i dag, hvor gennemsnitsstraffen er 2 år, og hvor dømte voldtægtsforbrydere ofte slipper ud efter 1 år og få måneders fængsel eller måske under 1 års fængsel for god opførsel. Altså, det er jo ikke tilstrækkeligt, i forhold til hvad man har gjort mod de mennesker, der er blevet udsat for det.

Ordføreren.

Lige præcis i forhold til voldtægt er der sket noget, og der er blevet givet hårdere straffe, og det er primært, fordi vi har gjort det, som hr. Mikkel Bjørn også er inde på, nemlig at beskrive i bemærkningerne, hvad vi forestiller os normalstraffen skal være, som man så selvfølgelig kan fravige, når der er gode grunde til det, både opadgående og nedadgående. Så det er vejen frem.

Vi er øvrigt også enige i, at forbrydere, som ikke forstår det første gang, men som fortsætter med at begå samme type forbrydelse, selvfølgelig også skal straffes væsentlig hårdere i gentagelsestilfælde.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Den næste ordfører er fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Vi kommer ikke til at stemme for det her forslag – af den simple grund, at regeringen har noget på vej. Regeringen har ovenikøbet bedt Straffelovrådet om at kigge ind i en strafreform, og jeg synes faktisk, at det nok er den bedste måde at gøre det på.

Jeg skal ikke kunne sige mig fri for selv en gang imellem at have fremsat et forslag om en strafskærpelse her og der, men overordnet set er det noget rod, at vi hæver strafferammerne uden at have Straffelovrådet til at kigge det hele igennem, for det kommer til at skabe nogle uhensigtsmæssigheder, så det ikke er afstemt internt mellem de forskellige forbrydelser. Et godt eksempel på det var, da man engang skærpede straffen for hjemmerøverier. Det var nok helt på sin plads, at vi gjorde noget, for der var rigtig mange hjemmerøverier på det tidspunkt, men problemet var, at straffen blev hævet på en måde, så det nærmest blev sidestillet med uagtsomt manddrab, hvis jeg husker korrekt, og det afspejler nok ikke helt, hvad kan man sige, sammenhængen i hele systemet af straffe. Så derfor er det bedste nok, at vi får et bud fra Straffelovrådet, og det ser vi selvfølgelig frem til.

Så vil jeg sige, for nu er det også blevet sagt igen her, at kapaciteten i vores fængsler ikke må bestemme retspolitikken, at min påstand er, at vi snart er der, hvor den reelt gør det. Vi har store udfordringer med at rekruttere fængselsbetjente. Der er nogle små tegn på, at det begynder at gå den rigtige vej, men der er stadig væk rigtig mange fængselsbetjente, som tager massivt meget overarbejde. Vi har pladser på vej, og jeg gruer lidt for, hvordan vi kan bemande flere pladser.

Så vil jeg sige, at hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at stoppe gentagelseskriminalitet, skal der altså også være en ordentlig resocialisering. Det er ikke så mange år siden – det er i hvert fald under 2 år siden – at jeg besøgte fængslet i Nørre Snede, og der opdagede jeg, at på trods af at vi har talt utrolig meget om seksuelle overgreb her i Folketinget, så havde man først lige for nylig fået et tilbud målrettet sexdømte, og der er rigtig mange af dem, der sidder i Nørre Snede Fængsel. Og det betyder jo, at vi reelt set har lukket de her mennesker ud uden nogen sinde at have tilbudt dem nogen form for behandling eller hjælp til at stoppe den slags forbrydelser, og det synes jeg er ret skræmmende. Jeg tror virkelig, at vi har brug for at opgradere resocialiseringen, hvis vi mener noget med at stoppe gentagelseskriminalitet.

Så vil jeg sige, at jeg også synes, at der er behov for at kigge på meget mere end straf. Som jeg nævnte tidligere over for justitsministeren, synes jeg ikke, at det er en ordentlig behandling af ofre, at de dels skal vente meget længe på at få sat et punktum for deres oplevelse, fordi sagsbehandlingstiderne er meget lange og ikke ser ud til at falde nævneværdigt i den kommende tid, dels selv betaler for psykologhjælp, når de bliver ramt. Der er simpelt hen en egenbetaling på 40 pct., og jeg synes egentlig ikke, det er fair, at man, når man har været udsat for sådan en krænkelse, skal stå og vurdere, om man har råd til at betale for at få orden i helbredet efterfølgende. Og specielt på voldtægtsområdet, som jeg også nævnte, er det rigtig mange unge kvinder, som også er studerende, der er i risikozonen for at fravælge at få den hjælp, som de rent faktisk har brug for, efterfølgende.

Der er også hele sagen – det er selvfølgelig en meget speciel sag – med moren, som mister sin datter i en terrorhandling i Marokko, men som efterfølgende har måttet flytte fire gange for at undgå at blive chikaneret af mennesker, som mener noget om den her begivenhed. Det er faktisk ikke rimeligt, at man som offer selv skal stå med de udfordringer.

Så jeg synes, at der er så meget mere, vi kan gøre for at få det her system omkring ofre til at blive oplevet meget mere sammenhængende. Det vil jeg foreslå at vi også kaster nogle kræfter ind i, og det hørte jeg også at justitsministeren var åben over for. Så det glæder jeg mig selvfølgelig også over, og jeg håber, at vi kan få en lidt mere sammenhængende drøftelse af det på et tidspunkt.

Men altså, nej tak til det her forslag. Det virker lidt som dobbeltkonfekt, al den stund at regeringen har sat gang i noget.

Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Regeringen har sat gang i noget. Altså, regeringen har jo ikke sat gang i noget som helst; der kommer jo ikke noget. Og vi ved ikke, hvad der kommer, og det kan være, at regeringen om et år kommer med et forslag til strafreform om, at man i stedet for 1 år og 6 måneders fængsel for en voldtægt, får man 1 år og 7 måneders fængsel. Altså, det er jo derfor, vi stiller det her forslag. Vi er nødt til at få nogle substantielle tiltag på det her område, der er med til at løse det, som ofrene lige nu sidder med, som er en kæmpe afmagt, fordi kriminaliteten ikke bliver straffet tilstrækkeligt.

Men så vil jeg godt høre, om ordføreren er enig i, hvis vi kigger gennemsnitligt på strafniveauet for personfarlig kriminalitet, at det er alt, alt for lavt. Er det SF's politik også, at niveauet for straf for personfarlig kriminalitet, særligt den grove personfarlige kriminalitet, særligt i gentagelsestilfælde, er for lavt?

Ordføreren.

Jeg tror i hvert fald, at når man ser på nogle domme, kan de virke åbenlyst uretfærdige, men jeg vil meget gerne derhen, hvor vi ser det i en sammenhæng, og hvor vi også kigger på hjælpen til ofrene. Jeg er meget inspireret af en retsfilosof, som jeg hørte på et tidspunkt, som sagde, at ofrenes oplevelse af retfærdighed faktisk afhænger af det samlede system; altså, hvor god er man hos politiet til at møde offeret, når det anmelder, og hvor hurtigt går det? Og der har vi jo åbenlyse udfordringer nu både med sagsbehandlingstiden, men også med, at politiet nogle gange klokker i det og lukker sager, hvor der kunne have været gjort mere. Det har vi jo set i Danmarks Radios udsendelse »En beklagelig fejl«, der handler om hele opfølgningen på det bagefter i forhold til den hjælp, man kan få. Så jeg synes, at man skal se det i et samlet hele.

I SF tager vi altid stilling fra gang til gang. Nogle gange hæver vi straffen, andre gange siger vi nej.

Hr. Mikkel Bjørn.

Er SF og ordføreren enig i, at f.eks. straffen til to indvandrere, der i 2021 blev idømt blot 2 års fængsel for gruppevoldtægt mod en 14-årig pige, er for lavt et strafniveau, uanset hvilke forhold der gør sig gældende? Der er ikke noget, der kan undskylde den form for kriminalitet. Er SF enig i, at det selvfølgelig er en alt, alt for lav straf for så grov personfarlig en forbrydelse?

Ordføreren.

Jeg kommer ikke til her fra talerstolen at udtale mig om en sag, som jeg ikke har læst mig ind i. Min efterhånden lange erfaring som retsordfører siger mig, at der sagtens kan være detaljer på spil, og som jeg ikke har kendskab til. Men det kan også sagtens være, at hr. Mikkel Bjørn har ret i, at det virker åbenlyst urimeligt. Men jeg kommer ikke til at stå og sagsbehandle konkrete sager her på talerstolen. Og når vi laver – hvad kan man sige – ændringer i strafferammer, skal vi jo også huske, at det har betydning for det samlede system af straffe.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF. Næste ordfører er fru Rosa Eriksen, Moderaterne.

Tak for ordet. Jeg er stadig vikar for vores retsordfører, så jeg læser talen op.

Tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte beslutningsforslaget og dermed starte debatten om personfarlig gentagelseskriminalitet. Som jeg ser det, ligger forslaget i forlængelse af jeres tidligere beslutningsforslag B 26 om hårdere straffe for personfarlig kriminalitet.

Der er ingen tvivl om, at personfarlig kriminalitet er uacceptabelt. Denne type kriminalitet skaber utryghed og har enorme konsekvenser for ofrene. Derfor skal vi som samfund trække en markant streg i sandet over for personlig kriminalitet, for det accepterer vi ikke. Som det fremgår af regeringsgrundlaget 2022, vil vi i regeringen gennemføre en strafreform, som netop skal sætte hårdere og mere konsekvent ind over for bl.a. personfarlig kriminalitet, herunder vold og voldtægt. Det handler helt grundlæggende om, at kriminelle skal kunne idømmes straffe, der i langt højere grad afspejler forbrydelsens grovhed.

Men når vi taler om personfarlig gentagelseskriminalitet, bliver vi også nødt til at stille os selv spørgsmålet, hvorfor gerningspersonen har valgt at gentage sin kriminelle handling på trods af den tidligere konsekvens ved fængselsstraf. Skyldes det, at straffen simpelt hen var for mild? Har vedkommende ikke fået en hård nok lærestreg, eller kan det mon skyldes noget helt andet? Når vi taler om hårdere og længere straffe i forbindelse med gentagelseskriminalitet, bliver vi simpelt hen også nødt til at adressere resocialisering.

Forskning viser generelt, at længere fængselsstraffe ikke afskrækker folk fra at begå kriminalitet. Hvis du først er fanget på den kriminelle løbebane, skifter du næppe spor af, at straffen er skærpet. Derfor er jeg også glad for, at der i dette beslutningsforslag indgår et afsnit om rehabiliterings- og resocialiseringindsatsen for personer, der begår personfarlig kriminalitet. I Moderaterne tror vi på, at det er et element, som vi i Danmark i langt højere grad skal fokusere på, så vi kan forebygge yderligere kriminalitet.

Som jeg startede med at sige, er personfarlig kriminalitet totalt uacceptabelt. Det skal vi til livs. Derfor ser jeg frem til en forhåbentlig bred politisk aftale om en ny strafreform, hvor vi bl.a. skal kigge ind i strafferammerne og selve niveauet på de udmålte straffe. Moderaterne kan ikke støtte beslutningsforslaget på nuværende tidspunkt, men vi ser frem til den videre politiske debat om strafniveauer og om, hvordan vi i det hele taget bør straffe i Danmark, hvis vi vil forebygge kriminalitet. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Mai Mercado, Konservative Folkeparti.

Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, om der også her kunne være en intern konflikt i regeringen. For det er jo ingen hemmelighed, at i Moderaterne går man mere op i alternative afsoningsformer, og Moderaterne har også sagt, at de jo ikke nødvendigvis ser et behov for strafkskærpelser, hvilket jo er meget ulig det, som Socialdemokratiet og vel af og til også Venstre også fremhæver. Så jeg vil bare spørge, om Moderaterne egentlig generelt ønsker at lave strafskærpelser eller de egentlig synes, det er helt fint bare at dalre ud af sådan et spor med alternative straframmer.

Ordføreren.

Jeg er her som vikar i dag, men jeg vil svare så godt, jeg kan. Vi ser jo frem til den her forhandling om en strafreform, og jeg er ikke i tvivl om, at vi både ønsker resocialisering, men at vi også ønsker en hævelse af strafniveauet. Jeg blev personligt ret overrasket over at høre Venstres ordfører fortælle om de strafudmålinger, der faktisk havde været for noget kriminalitet, jeg ser som meget grov.

Spørgeren.

Så grundlæggende var det et ja til mit spørgsmål. Man er altså internt uenige i regeringen. Nu er det så det andet beslutningsforslag på retsområdet, vi behandler i dag, og det er anden gang, at Moderaterne indtager en helt anden position end den position, som både Venstre og Socialdemokratiet indtager. Er det ikke et problem for en regering, at man ikke er enige om noget så simpelt som retspolitikken og hvilken vej retspolitikken skal bevæge sig?

Ordføreren.

Jeg tror, fru Mai Mercado må have hørt galt. Det, som jeg sagde, var, at vi i Moderaterne både vil hæve strafniveauet, og at vi også skal kigge på resocialisering. Jeg er ikke så hjemmevant i retspolitik, men jeg går ud fra, at man godt kan gøre flere ting på en gang.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Rosa Eriksen, Moderaterne. Næste ordfører er hr. Morten Vehl, Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet, formand. Jeg skal starte med at sige, at jeg står her i dag i stedet for Betina Kastbjerg, som desværre er blevet forhindret i at komme. Så jeg har fået den fornøjelse at tage ordet her.

Med beslutningsforslaget vil forslagsstillerne pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, som sikrer, at strafferammen for personfarlig gentagelseskriminalitet skærpes til minimum det dobbelte af strafferammen for førstegangsforbrydelser. Dermed handler beslutningsforslaget i bund og grund om, at vi som samfund ikke tolererer denne farlige kriminelle adfærd.

Som det fremgår af bemærkningerne til forslaget, forslår forslagsstillerne, at domstolene i højere grad skal give længere straffe i gentagelsestilfælde af personfarlig kriminalitet, end domstolene gør i dag. Desuden fremgår det af forslaget, at der også skal afsættes midler til at styrke rehabiliteringen, resocialiseringen og behandlingsindsatsen for personer, der begår personfarlig kriminalitet, med henblik på at forebygge yderligere kriminalitet. Endvidere foreslår forslagsstillerne, at regeringen samarbejder med andre lande for at udveksle erfaringer og viden for at komme frem til den bedste praksis på området.

I Danmarksdemokraterne mener vi, at der generelt gives alt for korte straffe til kriminelle, der har begået alvorlig kriminalitet såsom grov vold og voldtægt, hvor almindelige mennesker bliver ofrene. Den problemstilling bliver ikke mindre, når det omhandler gentagelsestilfælde. Personfarlig kriminalitet omhandler voldsomme forbrydelser, og det er derfor vigtigt, at straffen afspejler alvoren af de forbrydelser, ikke mindst for at sikre borgernes retsfølelse. Desuden er det afgørende, at vi sender et klart signal til potentielle gerningsmænd om, at det altså har alvorlige konsekvenser at begå personfarlig kriminalitet. For der må aldrig herske nogen tvivl om, at kriminalitet ikke skal kunne svare sig.

Derfor vil jeg gerne takke forslagsstillerne for at sætte gang i den generelle debat her i Folketingssalen om hårdere straffe. Det er særlig vigtigt, at vi tager den debat, når det er meget lidt, vi har hørt fra regeringspartierne, på trods af at det af regeringsgrundlaget fremgår, at der vil komme en strafreform, hvor der sættes hårdere og mere konsekvent ind over for bl.a. personfarlig kriminalitet. Desværre har ministeren været lidt for stille. Jeg vil derfor gerne opfordre ministeren til at sætte handling bag ordene, for vi er mange, der ser frem til at komme i gang med det her arbejde. Hvis ikke regeringen snart får taget initiativ til forhandlinger på området, må vi jo i oppositionen selv begynde at trække i arbejdstøjet.

Desuden vil jeg gerne opfordre ministeren til at tage udfordringen op med at sikre, at hele straffesagskæden har forudsætningerne for at kunne føre den retspolitik, som vi i Folketinget ønsker. Hvis der for personfarlig kriminalitet skal være en straf, der står mål med forbrydelsens grovhed, er det afgørende, at politi, anklagemyndighed, kriminalforsorg og domstole har de nødvendige økonomiske og personalemæssige ressourcer til at håndtere de forøgede straffe. Det er et vigtigt arbejde, der på ingen måder må negligeres.

På den baggrund er der kun at sige fra os i Danmarksdemokraterne, at vi naturligvis støtter forslaget.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til hr. Morten Vehl, Danmarksdemokraterne. Den næste ordfører er hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Mange tak, hr. formand. I Liberal Alliance finder vi faktisk dette forslag fra Dansk Folkeparti yderst sympatisk, og det peger også i en rigtig retning. Jeg tror ligesom forslagsstillerne, at forbrydere, der gentager deres gerninger, skal straffes hårdere. Ligeledes tror jeg på, at vi kan øge rehabiliteringstiltagene over for disse forbrydere. Særlig når man ser på recidiveffekten, altså gentagelsestilfælde af kriminalitet, kan vi med ROCKWOOL Fondens tal konkludere, at ca. 30 pct. af dem, der møder domstolene for brud på straffeloven første gang, også møder domstolene en anden gang, og 30 pct. af dem møder så domstolene en tredje gang. Derfra går det jo så helt galt, for så er det ca. 90 pct. af dem, der møder domstolene igen og igen.

Så der er et problem med gentagelseskriminalitet og et problem, der skal håndteres. Men beslutningsforslaget er dog ikke uden knaster, så lad os tale lidt om knasterne, for det kan jo være, at vi over tid og med nok øvelse kan finde hinanden i det her. En hævelse til minimum det dobbelte for gentagelsesforbrydelser kan være problematisk, for det vil kunne have flere negative effekter på hele straffesagskæden, end vi lige kan overskue uden meget nøje undersøgelser.

Lad os forestille os, at en lang række gentagelsesforbrydelser dermed ikke længere vil være domsmandssager, men derimod f.eks. nævningesager, da de vil gå over 6-årsgrænsen. Det vil øge sagsbehandlingstiderne ved domstolene, og vi har jo netop lukket en stor domstolsaftale, der skal afhjælpe det nuværende pres på domstolene. Det her vil altså ikke være med til at løse det problem. Det kan også betyde øget pres på anklagemyndigheden. Det skal vurderes nøje, hvad det betyder for deres organisation. Det vil også betyde, at kriminalforsorgen vil skulle have øget kapaciteten, da forbryderne skal længere tid bag tremmer.

Vi er altså villige til at være med til at kigge på denne finansiering, på disse udfordringer, men vi vil ikke låse os fast på f.eks. en automatisk fordobling af strafferammerne. For det kan være, at fordobling pr. definition giver så mange problemer i straffesagskæden, at det vil skade retssikkerheden og retsfølelsen for ofrene, mere end det vil afhjælpe det problem, man søger at løse.

Der er altså afledte effekter her, der kan være så dybt skadelige for vores retslige systemer og dermed for borgerne, at vi må melde, at vi i Liberal Alliance stemmer imod dette beslutningsforslag. Men vi ser dog frem til Dansk Folkepartis deltagelse i forhandlingerne om en strafreform sammen med os, som justitsministeren jo igen i dag har sagt vil komme senere i år. Tak.

Jeg skal lige være helt sikker på, at hr. Mikkel Bjørn ønsker en kort bemærkning. Det ønsker han ikke. Godt, så siger vi tak til hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance. Den næste ordfører er fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak. I Det Konservative Folkeparti går vi ind for hårdere straffe. Begår man kriminalitet, skal det have en konsekvens, og gentager man kriminaliteten, skal hammeren falde hårdere, særlig for personfarlig kriminalitet. Vi har tidligere selv foreslået at hæve straffene for personfarlig gentagelseskriminalitet. I efteråret, da vi havde bandepakkeforhandlingerne, lykkedes det os faktisk også at få hævet straffene for ydmygelsesvold, således at man reelt får hævet straffene. Det er vi ganske godt tilfredse med.

Vi er grundlæggende også enige i beslutningsforslagets intention om at hæve straffene, men faktisk også sikre en bedre resocialisering. Vi håber, at der kan skrives en beretning om, at straffene for personfarlig gentagelseskriminalitet skal hæves markant, men vi vil ikke binde os til masten med det her forslag. Vi aner ikke, hvad det koster, og vi aner heller ikke, hvad konsekvenserne vil være for straffesagskæden, og vi skal jo ikke mere end et par måneder tilbage, hvor vi indgik en aftale om domstolenes økonomi, som vi ved kommer til at få betydning for straffesagskæden.

I Det Konservative Folkeparti er vi ansvarlige, og derfor er vi jo med i aftalen, men vi sagde meget tydeligt på det efterfølgende pressemøde, at det kommer til at få en konsekvens for kriminalforsorgen, når langt flere hurtigere skal komme igennem domstolene. Det siger jo sig selv. Der er tale om indbyrdes forbundne kar, og derfor får det en konsekvens, og dermed ved vi heller ikke, præcis hvilke konsekvenser det her forslag vil få. Så når regeringen kommer med et oplæg til en strafreform, vil vi gerne kunne stå frit og ikke have bundet os til masten. Der er en række forskellige områder, hvor man kunne hæve straffene. Personfarlig kriminalitet er et område, sædelighedsforbrydelser, narkokriminalitet, bandekriminalitet, det var jo ikke alt, vi kom igennem med her i efteråret. Så derfor har vi lavet den afvejning, at vi håber på en fælles beretning, men selv om vi synes, at forslaget har nogle gode intentioner, kan vi altså for nuværende ikke støtte det.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti. Næste ordfører er fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak. Vi har jo diskuteret det her i Folketingssalen mange gange før, og jeg har også sagt mange gange før: Vi er i Enhedslisten ikke tilhængere af længere straffe bare for at have længere straffe. Vi mener ikke, det hjælper med at opnå det mål, som vi alle sammen ønsker på retsområdet, nemlig at vi har så lidt kriminalitet i samfundet som muligt. Men jeg vil godt tilføje, at jeg blev utrolig positivt overrasket, da jeg læste indholdet af det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti. For jeg kan ikke huske – der kan Dansk Folkepartis ordfører måske rette mig – at jeg har hørt et medlem af Dansk Folkeparti tale om kriminalitetsforebyggende indsatser og resocialisering, i hvert fald ikke i positive vendinger; det har primært været i negative vendinger. Normalt går det kun én vej med de her forslag og debatter, nemlig at det, Dansk Folkeparti foreslår, er en strafskærpelse, hvor vi så i Enhedslisten i stedet siger, at man hellere skal fokusere på forebyggelse og resocialisering, og så kan vi være enige om at være uenige, og så er den debat som regel slut. Men her er vi jo faktisk enige om noget, og det er jo dejligt. Vi kan i Enhedslisten stå fuldstændig bag forslagsstillernes ønske om, at der, som det fremgår af beslutningsforslaget, og jeg citerer:

»afsættes midler til at styrke rehabiliterings-, resocialiserings- og behandlingsindsatsen for personer, der begår personfarlig kriminalitet, med henblik på at forebygge yderligere kriminalitet. «

Vi ved, at det er det, der virker, og vi ved, at det virker væsentligt bedre at forebygge kriminalitet, end det gør bare at skærpe straffen. For særlig på området for personfarlig kriminalitet ved vi, at strafskærpelser ikke rigtig gør den store forskel for at nedbringe antallet af forbrydelser. Strafskærpelser virker kun på den type af forbrydelser og kriminalitet, som er såkaldt velovervejet, som f.eks. økonomisk kriminalitet, altså hvor de kriminelle har sat sig ned og planlagt, at de har tænkt sig at begå en forbrydelse. Der afvejer man fordele og ulemper, risici og muligheder, når man skal overveje, om man vil tage chancen og bedrage eller stjæle. Men meget personfarlig kriminalitet er jo karakteriseret ved det modsatte, nemlig at det er impulsivt eller drevet af en midlertidig ophidselse, og derfor sidder man ikke og overvejer straflængden, inden man f.eks. går ind i en slåskamp. Så den del af beslutningsforslaget, der handler om en fordobling af straffen, kan vi ikke støtte i Enhedslisten. Det er ikke, fordi vi ikke synes, det er forfærdeligt med personfarlig kriminalitet – det synes vi. Det tror jeg at alle synes.

Som jeg sagde før, er vores fælles mål vel at sikre, at der er så lidt kriminalitet i samfundet som overhovedet muligt. Jeg tror desværre ikke, at det her beslutningsforslag er vejen derhen, men jeg ser meget frem til, at vi kan drøfte flere både forebyggende og resocialiserende tiltag i udvalget, for det er faktisk den del af forslaget fra Dansk Folkeparti, som jeg synes er rigtig positivt, og det ser jeg frem til, ligesom vi i Enhedslisten også ser frem til at diskutere regeringens strafreform, når den kommer på et tidspunkt. Vi ser meget frem til de forhandlinger og det arbejde.

Men beslutningsforslaget, som det ligger her, kan vi simpelt hen ikke støtte, og det kan vi ikke af den årsag, at vi ikke tror på, det virker.

Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Men det er jo en tale, vi ofte hører, at partierne på venstrefløjen ikke tror, at det virker, og at det så er sådan lidt: Virker i forhold til hvad? Det virker i forhold til ret og rimelighed, altså der er mere ret og rimelighed mellem det, man har udsat et offer for, og så det, som man får i straf. Det er jo der, hvor det virker, og det tror jeg ikke ordføreren kan afkræfte virker.

Så vil jeg sige i forhold til det med resocialisering, at ordføreren måske bare ikke har fulgt nok med i, hvad der egentlig er Dansk Folkepartis politik, og hvad vi har talt og kæmpet for igennem mange år. DF har jo været med til at få resocialiseringen med ind i flerårsaftalen for kriminalforsorgen. Så det er jo bestemt noget, der optager os, men det skal jo gerne gå i kombination med en straf, som står nogenlunde i forhold til det, som man har udsat et potentielt offer for. Og der er Dansk Folkeparti bare af den grundlæggende holdning, at hvis man eksempelvis sammen med sin udenlandske ven har gruppevoldtaget en 14-årig pige – det er et helt fiktivt eksempel – så er 2 års straf ikke nok, og det håber jeg at Enhedslisten er enig i.

Ordføreren.

Jeg deltog selv i forhandlingerne om kriminalforsorgsforliget, og nu skal jeg jo ikke referere, hvad andre ordførere sagde i de forhandlinger. Men det er rigtigt, at Dansk Folkeparti er en del af den aftale, og at der er et stort fokus på resocialisering i den aftale. Det er korrekt. Så skal jeg lade være med at sige noget om, hvem det var, der bragte den del til bordet.

I forhold til hvad der virker, virker det jo ikke at hæve straffene. Det virker ikke på det at nedsætte kriminaliteten, som vel er det, vi er interesserede i, og det er jo ikke bare noget, jeg og venstrefløjen siger, men der er jo et forskningsmæssigt belæg for. Så jeg kan godt forstå, at man kan have lyst til at sige, at det bare er dem derude på venstrefløjen, som lige synes det, men det er det faktisk ikke. Der er forskningsmæssigt belæg for, at det ikke kommer til at stoppe kriminaliteten at hæve straffene for personfarlig kriminalitet. Det, der så virker, er, i forhold til hvad der er ret og rimeligt, og det er jo også en af grundene til, at vi straffer netop personfarlig kriminalitet. Og det synes vi også man skal i Enhedslisten.

Spørgeren.

Jamen formålet med det her forslag er ikke at nedbringe kriminaliteten. Forslaget er, at den straf, man får, står nogenlunde i forhold til det, man har udsat et offer for, så der er en eller anden form for ret og rimelighed til stede.

Er Enhedslistens ordfører ikke enig i, at f.eks. 2 års fængsel for gruppevoldtægt af en 14-årig pige, selvfølgelig ikke er en straf, der står i forhold til det, man har udsat et offer for, og at det, selv hvis det ikke nedbringer kriminaliteten at straffe det hårdere, så handler om ret og rimelighed?

Ordføreren.

Jeg er hvert fald enig så langt, at der skal være ret og rimelighed. Det er jo netop også derfor, at det er ulovligt, og at vi straffer, altså af hensyn til retsfølelsen. Så det er vi jo sådan set ikke uenige i i Enhedslisten, og jeg står ikke her og argumenterer for, at al straf skal fjernes, tværtimod. Men jeg vil i forhold til det, hr. Mikkel Bjørn spørger om, bare ikke stå her og sætte årstal på, altså hvor lang tid man skal straffes for x, y og z. Det mener jeg sådan set er domstolenes opgave.

Den næste korte bemærkning er til hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Enhedslisten er jo sjovt parti. For nu satte jeg mig bare for sjov og googlede »Enhedslisten ønsker hårdere straffe«, og så kommer der den ene artikel frem efter den anden, hvor Enhedslisten ønsker hårdere straffe til revisorer og bankfolk og den slags slemme mennesker, der går i jakkesæt. Men voldsforbrydere, altså folk, der slår folk ned, sagesløse ofre, folk, der mishandler deres egne små børn, skal man ikke straffe hårdere.

Er det, fordi man synes, det er synd for de pågældende? Jeg har forstået, at man ikke synes, det virker, men så virker det vel heller ikke over for folk, der laver økonomisk kriminalitet. Altså, jeg skal bare forstå, hvad det egentlig er, Enhedslisten mener. For jeg synes, det er vanskeligt.

Ordføreren.

Jamen så lad mig prøve at gøre det mindre vanskeligt for hr. Jan E. Jørgensen. Vi synes, at man skal have hårdere straffe der, hvor vi ved at hårdere straffe virker, og som jeg sagde i min ordførertale, virker hårdere straffe på den kriminalitet, der er planlagt, som f.eks. økonomisk kriminalitet er det.

Så kan jeg fortælle hr. Jan E. Jørgensen – og det jeg tror egentlig godt hr. Jan E. Jørgensen er klar over – at der jo også findes masser af bandemedlemmer, som begår økonomisk kriminalitet. Jeg ved så ikke, om de går i jakkesæt – det skal jeg sådan set ikke blande mig i – men jeg synes, at vi skal have hårdere straffe der, hvor vi kan se, at hårdere straffe rent faktisk afholder mennesker fra at begå kriminalitet, og det gælder økonomisk kriminalitet.

Spørgeren.

Men hvis bandemedlemmerne f.eks. begår grov vold og har gjort det gentagne gange tidligere, så mener Enhedslisten ikke, at det vil have nogen betydning, at man bliver straffet hårdere? Altså, det er jo simpelt hen ikke korrekt, og den forskning, som Enhedslisten henviser til, bliver der heller ikke henvist loyalt til, og straf og politi virker. Det er jo selvfølgelig ikke sådan, at man, hvis man forøger normalstraffen for simpel vold fra 40 dage til 80 dage, så halverer antallet, men der er altså en sammenhæng mellem politiet og straffen og antallet af forbrydelser.

Ordføreren.

Præcis derfor, hr. Jan E. Jørgensen, går vi heller ikke ind for, at man fjerner straffen fuldstændig, hvilket hr. Jan E. Jørgensen lidt fik det til at lyde som om skulle være Enhedslistens politik. Det er det altså ikke. Vi synes, det er fornuftigt, at man bliver straffet, hvis man har begået et overfald, hvis man har begået anden personfarlig kriminalitet. Det synes vi da er fornuftigt. Jeg eller nogen andre fra Enhedslisten har da heller aldrig stået her på talerstolen og argumenteret for, at det skulle være fuldkommen straffrit. Tværtimod er det os, der er gået forrest i, at f.eks. voldtægtssager i Danmark ikke længere er straffri.

Den næste korte bemærkning er til hr. Steffen Larsen, Liberal Alliance.

Fru Rosa Lund nævner, at økonomisk kriminalitet er planlagt, og at det derfor er noget, der ifølge Enhedslisten skal være skærpende omstændigheder. Men er det virkelig mere planlagt end f.eks. et røveri, et bankrøveri? Det plejer da også at være ret planlagt, så vidt jeg er orienteret. Er det alene det, at man planlægger noget, der skal være afgørende for, om der straffes, og er al økonomisk kriminalitet virkelig planlagt? Jeg mindes, der er mange sager om underslæb, som tilsyneladende ikke har været planlagt, men hvor det enten har været et hurtigt behov, et problem eller en fejltagelse af en eller anden art, der har været årsagen til, at der overhovedet er blevet begået underslæb. Det virker jo ikke planlagt, men det skal jo så tilsyneladende også straffes hårdere, fordi dem, der har begået det, kan finde ud af at binde en slipseknude, eller hvad?

Ordføreren.

Det var da utroligt, som d'herrer i Folketingssalen i dag går op i, hvad for noget tøj kriminelle går i. Det må I simpelt hen selv stå på mål for. Det har jeg ikke tænkt mig at blande mig i. Det, vi diskuterer her, hr. Steffen Larsen, er jo ikke, om der skal straffes eller ej. Det, vi diskuterer, er, om der skal straffes hårdere, og der er vi i Enhedslisten uenige i det forslag, som Dansk Folkeparti fremsætter her. Vi er fuldstændig uenige, fordi vi ikke tror, det virker. Det, jeg står og argumenterer for, og det, vi siger i Enhedslisten, er jo ikke, at det skal være straffrit. Det er jo slet ikke det, det her forslag handler om.

Spørgeren.

Nu har jeg på intet tidspunkt sagt noget om, at noget skulle være straffrit. Vi taler selvfølgelig om, om nogle straffe skal mildnes eller skærpes. Der siger Enhedslisten: Vi vil gerne skærpe nogle straffe over for visse grupper. Og årsagen til, at ordføreren sagde det, var, at det var planlagt. Men jeg spurgte ikke, om folk skulle gå straffri eller noget. Jeg spurgte alene om det, at man planlægger noget, altså om det var årsag til, at straffen skulle skærpes.

Ordføreren.

Der er i hvert fald forskningsmæssig belæg for, at det i forhold til de typer af kriminalitet, som er planlagt, har en effekt, at man hæver straffen. Det var bl.a. også derfor, at Enhedslisten var med til at hæve straffen for digitale krænkelser, nemlig fordi de oftest også er planlagt. Der var vi overbevist om, at det ville have en præventiv effekt at hæve straffen. Det tror jeg også det har haft. Det er ikke så mange år siden, at vi gjorde det. Det var i 2018. Jeg var lige blevet retsordfører. Jeg tror, det er derfor, det står så klart i min hukommelse. Der havde det også en præventiv effekt. Jeg tror ikke på, at det her forslag har en præventiv effekt, og det er det, der er afgørende for os.

Næste korte bemærkning er til hr. Bjørn Brandenborg, Socialdemokratiet.

Tak for det. Nu kan der jo også være overfald, der er planlagt, og voldtægter, der er planlagt. Der kan også være nogle, hvor personerne har gjort det gentagne gange, og det er så det, vi diskuterer her.

Jeg kan så forstå, at i forhold til en gruppevoldtægt, som gav 2 års fængsel, mener jeg hr. Mikkel Bjørn sagde, vil ordføreren ikke forholde sig til, om den straf var for hård eller for blød. Jeg kan prøve med et andet eksempel. Det var i Gothersgade, hvor en, der hedder Lauritz, var i byen og blev tæsket, banket og kastet ud på gaden i en tilstand, som var, tror jeg de fleste synes, forfærdelig. En af gerningspersonerne var dømt før og fik så efterfølgende en fængselsstraf på 6 måneder. Synes Enhedslisten, at straffen for den type af gentagelseskriminalitet – og nu beder jeg ikke om, at man siger, det skal være 8 måneder – skal være hårdere, eller at den skal være blødere?

Ordføreren.

Vi synes i Enhedslisten, at der kan være meget fornuft i at kigge på den måde, straffen ser ud på i dag. Derfor sluttede jeg også min tale af med at sige, at vi ser meget frem til, at justitsministeren indkalder til forhandlinger om en strafreform. Jeg vil ligesom fru Karina Lorentzen Dehnhardt ikke stå her på Folketingets talerstol og kommentere på konkrete domme, for jeg har, hr. Bjørn Brandenborg, meget stor respekt for magtens tredeling.

Spørgeren.

Jeg synes, fru Rosa Lund plejer at være rigtig god til ikke at lave det, som vi jo også kalder for politikersvar herinde i Folketingssalen, men jeg synes, det der var noget, der var meget, meget tæt på.

Jeg bad ikke om, at ordføreren skulle komme med et konkret antal, i forhold til hvor mange år man skulle have for at have begået en kriminalitetsform. Jeg bad sådan set bare ordføreren om at forholde sig til det, i forhold til hvis man gentagne gange begår voldelige overfald. Det her er et eksempel på en, der får 6 måneders fængsel for at gennembanke en ung mand til ukendelighed og kaste ham ud foran en bil, og så spørger jeg, om ordføreren synes, at den straf er for høj eller for lav. Det handler ikke om et præcist antal måneder eller årstal, men om, om straffen er for høj, eller om straffen for det skal være lavere.

Ordføreren.

Der må jeg gentage, og så må hr. Bjørn Brandenborg kalde det et politikersvar eller ej – jeg er jo også politiker, kan man sige – at jeg synes, det er op til domstolene at afgøre, hvad straffen skal være. Der er ikke nogen tvivl om, at det der er forfærdeligt, ligesom der ikke er nogen tvivl om, at den sag, hr. Mikkel Bjørn nævner, er forfærdelig. Der er ingen tvivl om det. Det er vi jo slet ikke uenige om.

Jeg synes bare ikke, at det skal være os herinde i Folketinget, som skal stå og afgøre, præcis hvad for en straf der skal være for præcis hvad for en sag. Det er op til domstolene at afgøre, men jeg vil meget gerne være med, hr. Bjørn Brandenborg, til at diskutere det, der er vores opgave, nemlig at lave strafferammerne. Det vil jeg meget gerne være med til. Derfor glæder jeg mig, hr. Bjørn Brandenborg, til at vi to sidder i et forhandlingslokale og skal diskutere det.

Tak til fru Rosa Lund, Enhedslisten. Der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Zenia Stampe, Radikale Venstre.

Tak for det. Da vi gennemgik den her sag i vores folketingsgruppe, sagde jeg det, som jeg også plejer at indlede mine taler med her i Folketingssalen, nemlig at vi jo ikke generelt er for hårdere straffe, så den her kommer vi til at sige nej til.

Men jeg vil egentlig gerne gå lidt i rette med mig selv, for jeg synes i virkeligheden ikke, man på den måde kan have en generel indstilling til enten højere eller lavere straffe. Nu hørte jeg tidligere i dag fru Mai Mercado sige, at Konservative jo generelt går ind for hårdere straffe. Det kommer jo an på, hvad det er for en type forbrydelse, og hvad det er for en sag. Og det, jeg i virkeligheden synes er blevet en uskik herinde, er både den der generalisering om, at vi altid er imod hårdere straffe, eller at sige, at nogle på den anden side altid gerne vil have hårdere straffe – det kan vi måske selv gøre os skyldige i nogle gange – men også at man omvendt tager enkelte forbrydelser ud af en sammenhæng og sætter dem til særskilt debat her i Folketinget uden så at kigge på andre forbrydelser.

Jeg synes f.eks., at den behandling, vi havde af ydmygelsesvold i forbindelse med bandeforhandlingerne, var en lille smule problematisk. Det er ikke, fordi jeg ikke synes, at ydmygelsesvold er alvorligt, men det at tage den type vold op og sige, at den er ekstra alvorlig, synes jeg var en lillebitte smule upassende lige i den sammenhæng.

For noget af det, der også fyldte ret meget i forhandlingerne, var opdragelsesvold. Blandt dem, der går ud og bliver bandekriminelle, er der mange, der er opvokset i familier med vold. Så hvorfor er det egentlig, at ydmygelsesvold skal hæves op og tages mere alvorligt end opdragelsesvold, altså vold inden for hjemmet mod børn og unge, som jo så ikke bare selv bliver ofre, men ofte også selv bagefter går ud og bliver gerningsmænd, fordi de har vænnet sig til et voldeligt miljø? Og det synes jeg bare peger på et af problemerne ved de her diskussioner, vi har herinde, nemlig at vi mangler den, synes jeg, nøgterne, faglige gennemgang af straffe og strafniveauer, som vi i gamle dage havde, fordi vi altid involverede Straffelovrådet. Det gør vi jo slet ikke på samme måde mere.

Det er ikke det samme som at sige, at det så skal være jurister og eksperter, der sidder og forholder sig til, hvad der er en rimelig straf. Selvfølgelig er det i sidste ende et politisk ansvar, men det viser bare, hvordan vi får skabt manglende sammenhæng på tværs, fordi vi trækker enkelte forbrydelser ud.

Nu her handler det så ikke bare om typen af forbrydelser – jo, det handler selvfølgelig om vold – men det handler så også om, at det er særlig alvorligt, hvis man har gjort det igen. Og det er sådan et spørgsmål, som jeg synes at et straffelovråd skal se på, eller som vi skal se på i en større sammenhæng.

Derfor tager vi i hvert fald meget godt imod de ord, som ministeren indledte med, selv om jeg ikke er sikker på, at vi i forhandlingerne om en strafreform ligger helt det samme sted. Vi Radikale har måske en anden balance, men jeg er meget enig i, at det er et spørgsmål, der egner sig til en større forhandling, hvor man ser på tværs af forskellige kriminalitetstyper, og hvor man også inddrager andre ting. Det kan være, om det er gentagelse, og det kan også være alternative strafformer, alder osv. Der kan være mange forskellige parametre, men jeg synes, det er mere seriøst at forhandle dem i en sammenhæng, hvor vi alle sammen må forsøge at slå vores automatpiloter fra og prøve at finde noget, der på en eller anden måde er konsistent og giver mening.

Så er der en ting, der undrer mig en lillebitte smule, og som der ikke har været rejst i den her diskussion, og det er jo spørgsmålet om, hvem der så i sidste ende bestemmer, hvilken dom man får. I forhold til de domme, som så bliver nævnt som eksempler i dag, skal vi ikke glemme – og jeg kan ikke forholde mig til dem, men der er jo ingen tvivl om, at når man hører dem, tænker man, om det kan passe – at det jo kun er, når man kommer til Højesteret, at der ikke er lægdommere med. I en byret har lægdommerne jo flertal, og når man har lavet undersøgelser tidligere, viser det sig jo ofte klart, at hvis du får præsenteret en sag sådan Ekstra Blads-agtigt med ganske få overskrifter, så kommer du måske med ét bud på en retfærdig straf. Men vi kan jo bare konstatere, at når du så kender hele sagen og har set den fra begge sider og kender alle sagens omstændigheder – og det er ikke for at sige, at man nødvendigvis så får sympati for gerningsmanden – så ender de lægdommere, helt almindelige danskere, der sidder og er med til udmåle straffen, et andet sted, end hvis de måske kun havde fået præsenteret sagens detaljer som en overskrift i Ekstra Bladet.

Derfor vil jeg bare sige i forhold til det her med, at domstolene er ude af trit med befolkningen, at det er befolkningen, der sidder og er med til at udmåle straffene. Derfor har jeg måske lidt større tillid til det system, end mange har her.

Der er en kort bemærkning til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Jeg bliver lidt bekymret, når ordføreren begynder at snakke om, at man skal kende hele sagen og se den fra begge sider og sådan noget. Jeg kan forsikre Radikales ordfører om, at der ikke er nogen omstændigheder eller nogen detaljer, som jeg kunne blive kundgjort i en sag om gruppevoldtægt af en 14-årig pige, som kunne berettige en dom på 2 års fængsel – ingen omstændigheder! Uanset hvad der gjorde sig gældende, er det for lav en straf for den type kriminalitet. Er det ikke Radikales politik?

Ordføreren.

Jeg synes jo, at ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Mikkel Bjørn, her sætter spørgsmålstegn ved noget helt fundamentalt i vores retssystem, nemlig at man har krav på en forsvarer. Så kan det godt være, at der sidder en forhærdet voldtægtsforbryder eller en anden frygtelig forbyder, men vedkommende har jo krav på en forsvarer og har faktisk krav på, at en sag bliver set fra to sider. Det betyder jo ikke nødvendigvis, at det så moralsk kan forsvares. Men det er en grundpille i vores retssystem, at man altså har en forsvarer. Begge sider skal høres, og det gør jo så indimellem, at strafudmålingen bliver en lidt anden, end hvis man kun havde set ekstrabladsoverskriften.

Spørgeren.

Nu er jeg ikke forsvarer; jeg er lovgiver, og det er lovgiverne, der tilrettelægger rammerne omkring vores retssystem, og derfor vi skal forholde os til, om strafniveauerne for eksempelvis voldtægt er for høje eller for lave. Der mener vi i Dansk Folkeparti, at de er for lave, og vi behøver ikke at forholde os til begge sider af sagen for at konstatere, at for gruppevoldtægt af en 14-årig pige er 2 års fængsel ikke nok.

Ordføreren.

Det er heller ikke mig, der har udmålt den straf. Det er der to lægdommere og en juridisk dommer, der har gjort. Hvad der er baggrunden for, at de er endt lige præcis på den straf, ved jeg ikke. Men det er faktisk danskerne og ikke os, der udmåler de konkrete straffe. Derfor synes jeg jo stadig væk, det også er relevant at se på straffene i en større sammenhæng. Jeg synes, der er opstået noget inkonsistens i vores retssystem, fordi vi har det med at behandle enkeltsager og enkeltforbrydelser i Folketingssalen i stedet for se det hele på tværs. Det tror jeg er meget nødvendigt, også for retsfølelsen, så man netop ikke kan sætte sager op over for hinanden og spørge: Hvorfor får man så meget for én type kriminalitet og ikke for en anden? Der skal være en sammenhæng, men det mangler vi og mister vi med den her type symbolske forslag.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Zenia Stampe, Radikale Venstre. Vi er nu igennem ordførerrækken, og den sidste, der får ordet, er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Personfarlig kriminalitet river i samfundets fundament. Når straffen ikke virker afskrækkende nok og gerningsmænd gentagne gange begår kriminalitet, svigter vi uskyldige ofre, der betaler den højeste pris. Hver gentagen forbrydelse er et nyt slag mod retsfølelsen og tilliden i vores samfund. Derfor skal vi reagere, og det skal vi gøre resolut. Med det her beslutningsforslag foreslår Dansk Folkeparti, at konsekvenserne skal stige proportionalt med gentagelsesfrekvensen. Det ser vi som en nødvendig respons på en adfærd, der truer vores samfunds kerneværdier. Vi skal sende et utvetydigt signal: Gentagelse af personfarlig kriminalitet vil ikke blive tolereret.

Forslaget har til formål at sikre, at gentagne tilfælde af personfarlig kriminalitet i langt højere grad vil føre til længere straffe, så seriekriminelle holdes væk fra gaden og fra sagesløse borgere. Beslutningsforslaget indebærer, at strafferammen for gentagelsestilfælde af personfarlig kriminalitet hæves til minimum det dobbelte af strafferammen for førstegangsforbrydelser. Domstolene opfordrer samtidig til i højere grad at idømme længere straffe i gentagelsestilfælde af personfarlig kriminalitet, end domstolene gør i dag. Der skal desuden afsættes midler til at styrke rehabiliterings-, resocialiserings- og behandlingsindsatsen for personer, der begår personfarlig kriminalitet, med henblik på forebyggelse.

Straf skal selvfølgelig ikke stå alene, men når det er sagt, er straf – og her mener jeg højere straf – afgjort et første skridt på vejen, hvis vi ønsker et bare nogenlunde fornuftigt retssystem. I Danmark kan man helt generelt slippe med håbløst lave straffe for grov personfarlig kriminalitet. Overfald, røveri, trusler, bandekriminalitet og voldtægt straffes ofte med få års fængsel, i mange tilfælde kun få måneders fængsel. For nyligidømte landsretten blot 2 år og 9 måneders fængsel for en 30-årig somaliers voldtægt af en blot 16-årig pige. Så sent som i november forsøgte en 17-årig udlænding at voldtage en blot 13-årig pige på Burger Kings toilet. Han er nu idømt 6 måneders fængsel og enadvarsel om udvisning ved Retten i Roskilde.

Der er eksempler på udlændinge, der har over en håndfuld advarsler om udvisning, og som altså gentager deres kriminelle afstumpethed igen og igen uden den fjerneste form for reel konsekvens. I 2021 blev to indvandrere dømt for tilsammen 794 kriminelle forhold. De fik en latterlig lav straf og blev heller ikke udvist. Det blev til fængsel i henholdsvis 3 år og 11 måneders og 2 år og 10 måneder for 794 forhold, der dækker bl.a. voldtægten af en kun 14-årig pige, svindel, databedrageri, vold, hærværk og meget mere.

I Dansk Folkeparti begriber vi ikke, at Folketinget herinde kan se sig selv i øjnene, og at vi af regeringen bliver spist af med skåltaler om en forestående strafreform, der stadig blæser i vinden. Vi kan ikke få noget konkret svar på, om man vil gennemføre en strafreform, der markant højner straffen, eller omdet er et bluffnummer af de helt store. Jeg frygter det sidste. Retstilstanden i Danmark er efterhånden en stående vittighed, om end en tragikomisk en af slagsen. Hver dag enten trues, overfaldes, bestjæles eller voldtages almindelige danskere af mennesker, der meget sjældent møder den nødvendige og rimelige konsekvens af deres handlinger, og fra venstrefløjen skal man selvfølgelig høre ynkelige og opgivende bemærkninger om, at straffe ikke virker, ligesom vi selvfølgelig heller ikke kan udvise kriminelle udlændinge. Men selvfølgelig virker straf. Selvfølgelig virker konsekvens. Handlinger har følgevirkninger, både positive og negative. Det er sådan, vi som mennesker og som civilisation udvikler os. Det er ved at mærke både positive og negative følgevirkninger ved de handlinger og beslutninger, vi tager.

Hvor der er vilje, er der vej, men desværre synes viljen ofte at mangle fra Folketinget herinde, og hvem lider under den manglende handlingsvilje? Ja, det gør børn, forældre, kvinder, seksuelle minoriteter, ældre, svagelige og socialt udsatte. Den handlingslammelse må ophøre, for vi kan ikke være den bekendt. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.