Spm. nr. S 525

3) Til indenrigs- og sundhedsministeren af:

Mikkel Bjørn (DF):

I lyset af de diagnostiske værktøjer, der er til rådighed, når man skal diagnosticere børn med kønsdysfori, kan ministeren da garantere, at der er sikkerhed i udredningen og diagnosticeringen af de børn, der får skadelige stop- og krydshormoner?

Værsgo.

Tak for det. I forlængelse af mit forrige spørgsmål vil jeg godt bede sundhedsministeren redegøre for dette: I lyset af de diagnostiske værktøjer, der er til rådighed – altså umiddelbart ingen, men hvis sundhedsministeren mener, der er nogen til rådighed, som andre læger mener, må hun jo lige redegøre for det – når man skal diagnosticere børn med kønsdysfori, kan ministeren da garantere, at der er sikkerhed i udredningen og diagnosticeringen af de børn, der får skadelige stop- og krydshormoner?

Ministeren.

Jeg går ud fra, vi er i gang med spørgerunden, men spørgeren glemte at læse spørgsmålet op, men gik direkte i spørgerunden. Men så kan jeg jo i hvert fald nå at komme med min besvarelse. I Danmark er udredning og behandling af børn og unge med kønsidentitetsforhold reguleret i Sundhedsstyrelsens specialeplan. Udredning og behandling kræver helt særlig ekspertise i et fast multidisciplinært teamsamarbejde. Den sundhedsfaglige hjælp vil i første omgang omfatte rådgivning og støttende samtaler til afklaring af kønsidentitet. Der foretages en grundig faglig vurdering af hvert enkelt barn og unge, og det vurderes på bedst mulig vis, om det er relevant og sundhedsfagligt forsvarligt og korrekt at tilbyde behandling. For løbende at sikre den bedst mulige hjælp til børn og unge med kønsidentitetsforhold samarbejder Region Hovedstaden med andre lande og udveksler erfaringer omkring behandling, aktuel forskning m.v. Lægerne gør altså deres bedste, for at de kan hjælpe de børn og unge, som har det rigtig svært, og jeg vil derfor også gerne gentage, at et behandlingstilbud til et barn beror på en konkret lægefaglig vurdering af, at barnet har gavn af den konkrete behandling.

Spørgeren.

Tak for det. Det var bare overhovedet ikke et svar på mit spørgsmål. Det, jeg spørger meget konkret om, og som jeg godt vil bede ministeren om at svare meget konkret på, er, om ministeren med sikkerhed kan sige, at der er sikkerhed i udredning og diagnosticering af de børn, der får skadelige stop- og krydshormoner? Det er jo det, den læge her siger, nemlig at der ikke er nogen sikkerhed i den diagnosticering. Det er rent gætværk. Det er baseret alene på en mavefornemmelse. Hun udtaler her: Det eneste, vi har at arbejde med, er de udtalelser, mennesker kommer med, når de kommer hos os. Det svarer jo til, at læger skærer benet af folk, fordi de kommer ind til dem og siger, at de føler, de har kræft i benet, uden at vi foretager nogen form for undersøgelse, der understøtter den påstand, der kommer fra de patienter. Så det vil jeg godt bede ministeren redegøre for. Kan hun forsikre Folketinget om, at der er sikkerhed i udredningen og diagnosticeringen af de her børn?

Ministeren.

Jeg vil endnu en gang gerne benytte lejligheden til at fastslå, at der ikke er nogen børn og unge under 15 år, der kan tilbydes krydshormoner. (Mikkel Bjørn (DF): Stop- og krydshormoner.)

Nu lader vi ministeren svare, og så får spørgeren mulighed for at stille et opfølgende spørgsmål. Værsgo til ministeren.

Selv om man formulerer sine spørgsmål, som om det var tilfældet, bliver det ikke mere korrekt af den grund.

Det er velkendt, at der er en sundhedsfaglig uenighed på det her område. Det er også derfor, at jeg synes, det er klogt og positivt, at Sundhedsstyrelsen aktuelt er i gang med at revidere den gældende vejledning på området. Vi har valgt at koncentrere og samle al hjælp ét sted i Danmark for at sikre den højeste ekspertise, fordi vi har at gøre med en meget, meget lille gruppe af patienter. Vi samarbejder i øvrigt også med udlandet, vores europæiske naboer og kollegaer rundtomkring, for at udveksle forskning, erfaring og viden på området.

Spørgeren.

Så lad os forholde os til de stophormoner, som også har omfattende skadesvirkninger på de børn, der får dem, og så vil jeg gerne spørge igen, for jeg fik stadig ikke svar på mit spørgsmål: Kan ministeren garantere, at der er sikkerhed i diagnosticeringen af børn med kønsdysfori, og hvis ikke, hvordan kan vi så forsvare at fortsætte en behandling, som har meget omfattende og velkendte skadesvirkninger på de børn, der får de hormoner?

Ministeren.

Jeg har ikke noget fagligt grundlag for at sidde og tilsidesætte Sundhedsstyrelsens aktuelt gældende faglige vejledning på det her område. Det gør jeg heller ikke, når vi snakker patienter inden for alle mulige andre områder. Der har vi nogle sundhedsmyndigheder, der laver et stykke sundhedsfagligt arbejde og udarbejder vejledninger. Aktuelt er man i gang med en revision af hele det her område, hvilket jeg også tror jeg har gentaget et par gange.

Jeg synes, det er positivt, at man kigger på en revision. Der er i øvrigt også sket en udvikling på området. Jeg husker, da jeg var i samråd og spørgeren lagde an til, at jeg skulle angribes hårdt, og spurgte, hvorfor man ikke kiggede til England, eller hvorfor man ikke kiggede til Sverige. Da jeg så svarede, at jo, det gjorde man, og at man faktisk også allerede havde lavet en række ændringer, så skulle vi videre til et andet angrebspunkt.

Jeg tror, at man er nødt til også at erkende, at fordi man nødvendigvis ikke får de svar, man gerne vil have, er det ikke nødvendigvis lig med, at der ikke er blevet svaret på spørgsmålet. Men man må også i sidste ende gøre op med sig selv, om man synes, det er sundhedsmyndighederne, der skal udarbejde de sundhedsfaglige vejledninger i det her land.

Så er det spørgeren for sit afsluttende spørgsmål.

Det handler ikke om, at jeg gerne vil have et bestemt svar. Det handler sådan set bare om, at jeg gerne vil have et svar. Jeg spørger, om ministeren kan forsikre Folketinget om, at der er sikkerhed i diagnosticeringen og behandlingen af de her børn, og ministeren har endnu ikke svaret på det. Altså, vi udskriver skadelige hormoner til børn uden vished om, om de børn, der får dem og potentielt bliver sterile resten af livet, af sig selv ender med at vokse fra den her lidelse. Det er da det, der er dybt forrykt. Det er det, jeg beder ministeren forholde sig til, og jeg har endnu ikke fået et svar.

Ministeren for en afsluttende bemærkning til spørgsmålet.

Så håber jeg, at spørgeren lytter godt efter her til sidst. Jeg henholder mig til den aktuelt gældende vejledning om sundhedsfaglig hjælp fra Sundhedsstyrelsen. Jeg supplerer med, at den i øjeblikket er under revision. Jeg har ikke som politiker, som minister i det her land, grund til at gå ned og sige: Jeg kan mærke i min mave, at den her vejledning lige skal laves om.

Jeg henholder mig til, at vi har sundhedsfaglige eksperter i det her land, der bruger den bedst mulige forskning og viden til at lave og udarbejde vejledninger på området. Der er masser af steder, vi har faglige uenigheder i vores sundhedsvæsen, men vi må insistere på, at det er sundhedsmyndighederne – i det her tilfælde den øverste sundhedsfaglige myndighed – som har ansvaret for at udarbejde den pågældende behandlingsvejledning, der i øvrigt aktuelt er under revision.

Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til indenrigs- og sundhedsministeren og tak til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.

Vi byder velkommen til miljøministeren, og første spørgsmål til miljøministeren er af fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.