Det næste punkt på dagsordenen er:

23) Forhandling om redegørelse nr. R 10:

Ældreministerens redegørelse om ældreområdet 2023.

(Anmeldelse 29.03.2023. Redegørelse givet 29.03.2023. Meddelelse om forhandling 29.03.2023).

Vi skal nu i gang med en redegørelsesdebat, og det indebærer, at ordførerne skal rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind.

Vi holder lige en kort pause.

Vi siger tak til de gode folk, der har hjulpet os.

Så går vi i gang med forhandlingen, og den første ordfører er fru Birgitte Vind fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak til formanden. Jeg skal lige se, om den her lave pult kan komme lidt højere op. Tak for ordet. Jeg er vikar for vores ældreordfører, Annette Lind, i dag. Tak til ministeren for årets ældrepolitiske redegørelse. Den ældrepolitiske redegørelse er en god anledning til at gøre status over ældreområdet og se fremad og se på de opgaver, som ligger foran os.

For Socialdemokratiet er en god og værdig ældrepleje helt centralt, og det skal være trygt at blive gammel, men man skal ikke også miste sin frihed og selvbestemmelse, fordi man bliver ældre. Vi skal alle sammen have den hjælp, vi har behov for, og vi skal som samfund tage os godt af hinanden, tage os godt af dem, der har taget deres tørn på arbejdsmarkedet og har været med til at bygge vores velfærdssamfund op.

I ældreredegørelsen, som vi har foran os, har vi primært fokus på de ca. 225.000 mennesker over 65 år, som bor på plejehjem, eller som modtager hjemmehjælp eller rehabilitering i eget hjem. Men ældreområdet er selvfølgelig meget bredere end det, for det er jo et mindretal af ældre, der bor på plejehjem, eller som modtager hjemmehjælp. Det er også vigtigt at huske, at der er rigtig mange andre dele af vores samfund, som bidrager til et godt ældreliv, ikke mindst civilsamfundet med de mange frivillige foreninger. Det giver os noget af det allerallervigtigste uanset alder at være en del af meningsfulde fællesskaber sammen med andre, dyrke relationer og venskaber og ikke mindst mindske risikoen for, at man lever i ensomhed.

I den her ældreredegørelse, vi sidder med her, er der rigtig mange tal. Et af dem viser, at otte ud af ti ældre faktisk er rigtig, rigtig godt tilfredse med ældreplejen og den hjælp og støtte, som de modtager. Det fortæller os, at der er rigtig, rigtig meget godt, der fungerer i vores ældrepleje, og vi har titusindvis af dygtige medarbejdere, som hver eneste dag går på arbejde og gør en kæmpe forskel for vores ældre medborgere. Det skal vi altid huske, når vi taler om ældreområdet.

Omvendt skal vi også huske den relativt store gruppe, som ikke erklærer sig helt tilfredse, og vi skal jo heller ikke lede længe i vores virkelighed for at konstatere, at ældreplejen rent faktisk også er udfordret. Vi kan alle sammen huske beretninger i medierne om ældre, der ikke får den nødvendige pleje, ældre, som oplever, at deres hjem er en banegård, fordi de får besøg af mange forskellige medarbejdere, kommuner, som har svært ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft, og medarbejdere, der oplever, at deres faglighed bliver tilsidesat til fordel for kontrol og bureaukrati.

Som ældreredegørelsen viser, bliver vi i de kommende år mange flere ældre, både i antal hoveder og som andel af den samlede befolkning. Særlig gruppen over 80 år ser ud til at blive fordoblet i de kommende årtier, og ved I hvad? Det er jo bare rigtig, rigtig godt, for det betyder, at vi alle sammen lever længere, og det gælder faktisk både mænd og kvinder. Det stigende antal ældre giver jo selvfølgelig også lidt praktiske, hvad skal man sige, udfordringer, vi så skal løse, for det betyder jo, at vi skal bruge flere medarbejdere. Det er også glædeligt, og det skal vi sådan set i såvel sundhedsvæsenet som i ældreplejen, og det gælder igen særlig for dem, der har allermest brug for pleje, typisk de ældste over 80 år.

Regeringen har jo forpligtet sig til, at pengene skal følge med, når vi bliver flere ældre, og vi kan også se af ældreredegørelsen, at kommunerne faktisk bruger flere penge på ældreområdet i dag end for 4 år siden, men der er jo altså så også kommet markant flere ældre. Så de penge, der er, rækker sådan set ikke til andet end bare lige det niveau, vi kender i forvejen.

Men i Socialdemokratiet er vi også overbevist om, at pengene skal følge med, men at pengene heller ikke gør det alene, for der er nogle andre udfordringer, som også er vigtige at løse, og det er manglen på medarbejdere. Jeg hører ligesom mange af jer med jævne mellemrum fra kommunerne, der synes, at det er lidt svært at rekruttere uddannede social- og sundhedsmedarbejdere. Redegørelsen viser, der er nogenlunde lige så mange social- og sundhedsmedarbejdere ansat i kommunerne i dag som for 4 år siden. Igen skal det så lige ses i den kontekst, at der stadig væk er kommet flere ældre. Så helt i mål er vi bestemt ikke.

Der er også sket en forskydning. Der er sket næsten en fordobling af andelen af ikkeuddannet personale, mens der er blevet færre uddannede social- og sundhedsmedarbejdere. Det er selvfølgelig en bekymrende udvikling, og den kan vi ikke sidde overhørig. Det er ikke, fordi det ikke også er godt at have ufaglært arbejdskraft, men det er jo et tegn på, at kommunerne har mangel på uddannet arbejdskraft.

I 2030 ser det ud til, at vi vil mangle 17.000 social- og sundhedsmedarbejdere. Det er rigtig, rigtig mange. Så vi står med en kæmpe udfordring, og der er ikke én enkelt løsning. Men vi kommer altså heller ikke uden om at snakke løn- og arbejdsvilkår, og derfor er det også godt, at regeringen har fået tage fat på trepartsdrøftelser med arbejdsmarkedets parter om netop det emne og har afsat penge til at finde flere penge til løn i den offentlige sektor.

Det leder mig selvfølgelig også til at tale om, at noget af det allerallervigtigste – så kan jeg ikke understrege det mere – er frisættelse. Og frisættelse er blevet sådan et ord, vi kaster lidt om os med, men det er vigtigt. Vi har længe talt om det, og det handler om bureaukrati, dokumentation, kontrol og store mængde regler, som selvfølgelig er indført i en god mening for lige at sikre os, at det hele går, som det skal, men som tilsammen betyder, at arbejdsdagen sander til, og at rigtig mange medarbejdere har svært ved at se sig selv gøre et meningsfyldt stykke arbejde, fordi alt skal ske på minutter og sekunder og med nogle bulletiner, som de måske ikke selv synes giver mening, men som en på et kontor langt væk fra, hvor de sidder, lige har bestemt.

Nu er der jo altså ingen, der tager en social- og sundhedsuddannelse for bare lige at udføre dokumentation og kontrol. De har taget den her uddannelse, fordi de godt kan lide at arbejde med mennesker. Så en frisættelse fra unødvendigt bureaukrati og kontrol og en frisættelse fra overstyring og også fra den her mistillidsdagsorden, som vi desværre har set, er alfa og omega for, at vi også kan sikre os, at folk har lyst til at arbejde i den her sektor.

Vi skal have styrket medarbejdernes arbejdsglæde, de skal kunne mærke sig selv, når de går på arbejde, og at de gør en forskel. Og så skal vi selvfølgelig huske dem, det handler om, nemlig de ældre og deres selvbestemmelse. Vi skal have mere værdighed ind i visiteringen, ind i ældreplejen, der skal lyttes til den enkelte ældre, man skal ikke bare være et minuttal på et stykke papir.

I Socialdemokratiet ser vi jo frem til tiden, der kommer. Vi har i lang tid arbejdet på en ældrelov. Det gjorde den forrige regering også, og jeg kan se, at ministeren sidder hernede og nikker. Der er blevet lavet et kæmpe forarbejde i forhold til at få skabt fundamentet for en ny ældrelov, en ny ældrelov, som dels sikrer frihed til medarbejderne, en ældrelov med få og enkle regler, men selvfølgelig også en ældrelov, der sikrer, at man får den hjælp, man skal have.

Der er rigtig mange ting og tal i den her redegørelse, men jeg synes, det allerallervigtigste, vi må have for øje her i salen, er at huske, at der ikke er ét håndtag, vi skal dreje på i fremtidens ældrepleje. Der er mange håndtag, vi skal dreje på. Vi skal se på løn, vi skal huske, at vi skal kigge på vores uddannelsesområde, så flere unge bliver ledt ad den vej, hvor samfundet har brug for arbejdskraft. Vi skal have set på lønningerne, og vi skal i høj grad se på at fjerne bureaukrati og regler.

Så der ligger ret mange arbejdsopgaver og venter foran os, og nu er jeg som sagt ikke ældreordfører, men jeg skulle hilse fra vores ældreordfører, Annette Lind, og sige, at hun glæder sig til tiden, der kommer, og de store opgaver, der venter. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Lisbeth Bech-Nielsen. Værsgo.

Tak, og dejligt, at vi også får lov at stille spørgsmål hernedefra. Ordføreren er inde på nogle af de ting, der er rigtig, rigtig vigtige i forhold til at kunne tiltrække medarbejdere. Men noget af det, der også er afgørende for vores offentlige sektor, specielt ældreområdet, er jo også, at pengene følger med. Og det har jo været en diskussion her i Folketingssalen i mange år efterhånden, om man skulle dække det demografiske træk eller ej. Jeg og SF er rigtig glade for, at den tidligere socialdemokratiske regering og også den her regering har sagt, at man vil dække det demografiske træk. Men som professor Nina Schmidt og andre jo har afdækket, er der nogle mekanismer i økonomien i vores offentlige sektor, der gør, at selv om man dækker det demografiske træk, vil det ikke være nok. Altså, det vil de facto betyde færre og færre medarbejdere inden for den offentlige sektor. Er det noget, man diskuterer i Socialdemokratiet, og er det noget, man vil overveje? Det er simpelt hen ikke nok. Ikke engang til at opretholde status quo.

Ordføreren.

Vi har øje på bolden, og vi skal jo hele tiden afveje, hvordan virkeligheden ser ud, og hvad der er behov for. Så der er jo ingen døre, der er lukket fra Socialdemokratiets side. I den bedste af alle verdener havde vi et pengetræ, hvor vi tog pengene ned fra. Det har vi ikke, det er der ingen af os der har. Så vi skal selvfølgelig være realistiske, men vi skal også gøre tingene ordentligt. Nu er jeg ikke med i forarbejdet til den nye ældrelov længere, men jeg har store forventninger til, at ældreloven også kommer til at pege på nogle af de ting, som vi fremadrettet skal have af mekanismer i forhold til at kunne følge med de udfordringer, der er.

Vi ved jo også, at mange af vores ældre, de 225.000, vi taler om her, er syge og plejekrævende. Vi ved også, at vi skal i gang med at se på samarbejde mellem kommuner og regioner i forhold til at få løst nogle af de opgaver. Så der er jo rigtig mange ting, der spiller ind på det her område. Men det er helt klart, at vi skal have øje på bolden, og i redegørelsen er der også nævnt velfærdsteknologi som et af de steder, man kan kigge ind i og se, om der er noget at hente der. Det, der er vigtigt for Socialdemokratiet, er, at vi bliver ved med at bevare værdigheden for det enkelte menneske.

Spørgeren.

Der er helt klart mange ting, man kan gøre. Men både Torben Tranæs og Eva Schmidt og andre økonomer siger jo, at det på ingen måde vil være noget, der kan kompensere for den underminering af økonomien, der vil ske år for år. Og det er jo teknikaliteter, i forhold til at de offentlige lønninger også følger det private område osv. Men uanset hvad vil resultatet være det samme, nemlig at økonomien år for år bliver udhulet, hvilket betyder færre medarbejdere. Det kan man ikke effektivisere sig ud af, og jeg mener, at det er det, der er bolden.

Ordføreren.

Det var jo ikke et decideret spørgsmål, men tak for holdningen. For jeg tror, vi sådan set deler den opfattelse, at vi har effektiviseret meget og grundigt i så mange år, så vi måske også er blevet så effektive, at vi har fjernet os fra kerneopgaven og måske nogle gange glemt, hvad det egentlig er, medarbejderne skal til for. Og i Socialdemokratiet er vi ikke et sekund i tvivl om, at det, at vi frisætter medarbejdernes faglighed, så de ikke længere skal bruge tid på at sætte flueben ud for en masse kontrolskemaer, forenkler deres hverdag; det giver mulighed og plads for mere nærhed i relationen og for selvstyrende teams. Formanden har rejst sig op, og nu er jeg slet ikke kommet ind på den delevaluering, som VIVE har lavet, i forhold til hvad der rent faktisk virker, og at der er nogle veje, vi kan gå der også.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Jeg er sådan set enig med ordføreren i, at der er rigtig mange forskellige håndtag, der skal drejes på for at løse den her kæmpestore opgave, som vi står over for, og derfor synes jeg jo også, det gælder om at komme i gang. Men når nu ordføreren selv nævner, at vi skal lade pengene følge med, og vi bliver flere og flere ældre, så tænker jeg bare, at der er al mulig grund til at være bekymret, når man kigger på den her personaleudvikling fra 2018 til 2022, altså på bare 4 år.

I redegørelsen står der, at man forventer at skulle bruge 17.000 flere inden for sundhedsområdet i 2030, og alligevel kan vi se, at andelen af faglært personale er faldende i den periode, mens andelen af ufaglært personale er stigende. Er det her et af de områder, hvor man skal ind at kigge på, om man i et samarbejde med f.eks. undervisningsministeren måske kunne prøve at gøre et eller andet for at rekruttere? 9.000 ufaglærte medarbejdere var der ansat i 2022 mod 4.900 i 2018. Hvad tænker ordføreren vi kan gøre for at rekruttere de her mange ufaglærte mennesker til faglært arbejde i fremtiden?

Tak. Ordføreren.

Jamen jeg er helt overbevist om, at vi bliver nødt til at tage ansvaret på os, og så bliver vi nødt til at dirigere de unge den vej, hvor der er brug for arbejdskraften. Det kan man jo gøre på mange måder, og det er noget af det, vi i regeringen også har sagt at vi vil. Vi vil se på uddannelsesområdet også. Og vi skal jo stoppe med at uddanne til noget, der ikke er brug for, og så skal vi have uddannet unge til det, der er brug for.

Som det har været i mange år, har der jo ikke været den store lyst til det her område. Jeg tror, vi selv har en del af skylden. Vi har også i det her Folketing talt områderne i den offentlige sektor godt og grundigt ned. Og den offentlige sektor er jo tusind gange bedre end sit rygte, og de medarbejdere, der går på arbejde hver eneste dag, siger, at de har noget af det mest meningsfyldte arbejde, man kan have. Og de gode historier skal ud at leve og ånde, og man skal forstå, hvor vigtig en opgave, det er, man løfter for velfærdssamfundet, når man tager en uddannelse inden for det her område.

Spørgeren.

Jeg er fuldstændig enig i, at det er et meningsfuldt arbejde – det er et job, jeg selv har elsket højt. Men det ændrer ikke ved, at det ikke er lykkedes at få uddannet nogle flere, og det er jo heller ikke sådan, at regeringen har annonceret, at der skal udbydes f.eks. flere uddannelsespladser til social- og sundhedspersonalet.

Så helt konkret: Hvordan forestiller regeringen sig at vi skal lykkes med at rekruttere de her 9.000, som allerede er i job, og som stadig væk ikke har en uddannelse, samtidig med at vi kommer til at mangle 17.000 mere i 2030?

Ordføreren.

Altså, der ligger jo ligesom en bunden opgave for os alle sammen, ikke bare regeringen, men hele Folketinget, med at gå den her vej og få fundet ud af, hvordan vi skal løse opgaven. Ordføreren har jo fuldstændig ret – det er ikke lykkedes indtil nu. Og som jeg sagde før, har vi selv været med til at tale det ned, i forhold til hvor mange problemer der var.

Nu er vi i gang med at sætte området fri, og jeg håber virkelig, at vi ved fælles hjælp kan få talt det her meget, meget vigtige velfærdsområde op og prioriteret det, både når det kommer til de penge, vi har sagt der skal følge med, frisættelse af fagligheden og så en dialog med de unge mennesker om, at vi har et stort ønske om, at de skal vælge den her vej. Rigtig mange kommuner er jo faktisk gået i gang med allerede at rekruttere fra folkeskolen.

Så er det fru Marlene Harpsøe.

Først vil jeg sige tak til ordføreren for en rigtig fin tale. Det er tydeligt at høre, at det her med ældreplejen og en værdig ældrepleje er noget, der ligger os alle sammen på sinde. Så tak for det.

Det, jeg gerne vil spørge ind til, vedrører, at vi jo bare står og venter på og tripper efter at forhandle om en ny ældrelov, og vi står også over for, at regeringen har nedsat en Sundhedsstrukturkommission, og jeg kan da godt blive nervøs for, at det, vi kommer til at forhandle om i forhold til en ældrelov, bliver så snævert og bliver silotænkning i forhold til nogle af de andre områder, som også er vigtige at inddrage.

Deler ordføreren den bekymring, at når det er, at man nedsætter sådan en Sundhedsstrukturkommission, hvor vi skal vente på, at de bliver færdige, så er der nogle koblinger til ældreområdet, som vi ikke kan forhandle om og ikke kan løse, men som vi må vente 2, 3, 4 år på rent faktisk at løse? Deler ordføreren den bekymring?

Ordføreren.

Tak. Nej, det gør jeg ikke. Jeg er ret sikker på, at det kæmpe forarbejde, som nu har pågået i hvert fald i et år, hvis det ikke snart er i halvandet år, i forhold til at forberede en ny ældrelov, kan vi snart begynde at se konturerne af. Det er også vigtigt, at vi gør det grundigt. Vi skal skynde os langsomt. Men forarbejdet har været grundigt, det har taget lang tid, og man har været i dialog med alle interessenter – folk, der arbejder i sektoren, pårørende, civilsamfundsorganisationer – og alt det er jo taget ned i nogle anbefalinger og skal nu danne baggrund for en lovgivning, og det er jeg bestemt ikke bekymret for. Altså, tværtimod tror jeg, at man kommer til at se tingene spille fint sammen med det, der kommer fra Sundhedsstrukturkommissionen.

Spørgeren.

Det må vi jo så se på, og vi må lade det komme an på en prøve i forbindelse med de forhandlinger, som kommer på et eller andet tidspunkt. Men der er en klar opfordring fra Danmarksdemokraterne til, at man skynder sig lidt mere med at indkalde til de her forhandlinger, for som ordføreren jo også har sagt, er der rent faktisk allerede lavet et meget, meget stort, grundigt forarbejde. Så hvordan kan det være, at man endnu ikke har indkaldt til forhandlinger?

Ordføreren.

Det spørgsmål er nok bedre at stille til ministeren, men jeg er sikker på, at ministeren – det kan jeg jo se i ministerens forord i redegørelsen – har arbejdet meget, meget grundigt med at sætte sig ind i sagerne. Så jeg er ret sikker på, at ministeren indkalder, så snart der er mulighed for det.

Den næste for en kort bemærkning er fru Pia Kjærsgaard.

Det er lidt i samme boldgade. Altså, jeg går ikke ud fra, at vi når det inden sommer. Det gør vi ikke. Så går sommeren, så kommer efteråret, og så er der alt muligt andet på dagsordenen. Jeg trænger virkelig til en klar tilkendegivelse her. Den her ældrelov, der nu har været undervejs i hvert fald i halvandet år, tror jeg, hvis ikke mere, og hvor alt ligger parat, har jeg også rykket for adskillige gange. Det er så vigtigt i forhold til organisationerne, der står og venter på den, og ikke mindst de ældre. Altså, hvad sker der på det her område?

Jeg må indrømme, og det kommer vi så tilbage til, at den her redegørelse – ordføreren var også inde på det – jo primært går på det med fritstillingen, som vi alle sammen er lidt usikre på. Hvad betyder det egentlig? Hvad er det egentlig? Og det kunne jeg da godt tænke mig at høre lidt mere om. Fritstilling er jo mange ting. Er det kommunerne, der skal fritstilles, er det de ældre, der skal fritstilles, eller hvem er det?

Men spørgsmålet er – måske mest til ministeren, men ordføreren må også have rådført sig: Hvornår? Vi når det ikke inden sommerferien, det kan vi lige så godt sige, men hvornår så?

Ordføreren.

Som jeg sagde lige før, er det kun ministeren, der kan svare på det. Og jeg har meget, meget stor respekt for, at ministeren giver sig den tid, der skal til.

Omkring frisættelsen kan vi jo allerede nu se nogle rigtig, rigtig gode resultater fra de kommuner, der har arbejdet med det. Og det handler jo i høj grad om, at der, hvor man sætter personalet fri til at træffe selvstændige, vigtige faglige beslutninger, stiger arbejdsglæden, de ældres tilfredshed stiger, og det er faktisk en rigtig fin vej at gå.

Så jeg er egentlig ret fortrøstningsfuld. Jeg er også optaget af, at noget skal ske, men det er søreme også vigtigt, at vi gør det ordentligt.

Spørgeren.

Okay, jeg skal nok stille spørgsmålet til ministeren, og jeg håber, at jeg får et mere fyldestgørende svar. Jeg anerkender også, at det kan ordføreren nok ikke helt give, men jeg følte alligevel anledning til at rejse det sådan ret tidligt i debatten, for det er jo et meget stort spørgsmål for os alle sammen.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke yderligere bemærkninger. Næste ordfører på talerstolen er hr. Hans Christian Schmidt fra Venstre. Velkommen.

Allerførst tak til ministeren for redegørelsen om ældreområdet 2023. Jeg synes, at når man læser den igennem og ser på det stof, der ligger heri, så danner det et godt grundlag for, at vi kan komme videre – og selvfølgelig også videre med det, som vi alle sammen taler meget om: frisættelsen, ældreloven osv. Men det er altid godt at have fast grund under fødderne, inden man går i gang med at diskutere.

Derfor vil jeg også sige med det samme, at jeg hilser det velkommen, at vi har fået den ældreminister, vi har, for det er en ældreminister, som jeg kan mærke brænder for at gøre noget for området, men som også har en erfaring at trække på fra sit tidligere arbejdsliv. Det tror jeg bare er vældig, vældig godt man får kombineret, for ellers bliver det hurtigt snak. Det siger jeg, for når man har været herinde i 28 år, har man alligevel lagt mærke til noget, og her er det kendt, at vi har meget snak. Vi snakker meget; vi handler knap så meget. Det tror jeg meget at ministeren vil kunne ændre på. Jeg føler mig i hvert fald overbevist om det, så velkommen hertil. Selv om ministeren har været her et stykke tid, er det alligevel første gang, vi skal have sådan en redegørelse for ældreområdet, vi direkte skal diskutere.

Der er jo ingen tvivl om, at vi taler meget om fritstilling. Jeg tror, det var fru Pia Kjærsgaard, der spurgte: Hvem er det i grunden, der skal fritstilles? Jeg tror, vi kommer til at bruge megen tid på det her. For det er jo ikke sådan, at Folketinget aldrig har talt om det. Men mærkeligt nok har Folketinget også tit talt om, når der så skete nogle ting ude i kommunerne eller ude på plejehjemmene – jeg vil ikke sige, vi stod i kø, men så var der i hvert fald mange synspunkter om – at nu skulle der gøres noget herindefra, og vi skulle have bedre styr på det, og vi skulle sørge for, at der var mere kontrol osv. Så meget af det, vi har lavet, har jeg i hvert fald gennem årene været med til at stemme for. Jeg kan godt se, at der er nogle af deltagerne, der ikke helt har været med i det så længe, men jeg påtager mig i hvert fald mit ansvar for også at have stemt for de andre ting.

Der er det jo vigtigt, når vi endelig fritstiller, hvad det så i grunden er, vi fritstiller. Der er ingen tvivl om, at for Venstre vil den største fritstilling hele tiden gælde de ældre. Men vi har jo også blik for, at vi godt ved, at det er noget med institutionerne, det er noget med plejehjemmene, og det er noget med medarbejderne. Vi kan godt forstå, at der er andre ting, men det er alligevel sådan, at vi altid vil ende og starte ved de ældre.

Det er vigtigt at huske på, at vores ældre jo ikke stiller nogen urimelige krav. Der er jo tale om mennesker, der har passet på sig selv hele livet, og man kan også læse i redegørelsen, at andelen af danskere over 65 år, der bor på plejehjem, er faldet fra 4,6 pct. i 2009 til 3,3 pct. nu her i 2021-22. Der må man jo bare sige, at det i hvert fald er et tegn på, at der er flere og flere ældre mennesker, der forsøger at klare sig i eget hjem. Det er selvfølgelig også et tegn på, at der er nogen, der gør det muligt, men alligevel. Jeg deler fuldstændig den socialdemokratiske ordfører fru Birgitte Vinds holdning om, at vi har mange, mange dygtige medarbejdere. Det skal vi passe på vi ikke glemmer, for de gør en kæmpe indsats, men tit bliver de lidt kvalt i, at vi har så mange ting, vi ellers diskuterer om, og det er knap så positivt, når vi diskuterer det. Men det skal vi huske.

Derfor kan vi heller ikke tale om, at vi har en ældrebyrde. Det mener jeg er et forkert udtryk at bruge. Vi har et problem med, at det ser ud til, at der bliver færre ansatte til at passe på vores ældre i fremtiden, og som jeg tror SF's ordfører var inde på, kommer vi til at diskutere det her med personale, og vi kommer også til at kigge på det på en utraditionel måde.

Jeg kan se, at redegørelsen viser, at 76 pct. af social- og sundhedshjælperne inden for kommunerne arbejder på deltid. Det har jeg såmænd fuld forståelse for, men hvis vi gerne vil have dem til at arbejde fuldtid, hvis vi ser det som en af mulighederne for at få flere hænder, så tror jeg, det allervigtigste er, at man lægger øre til, hvad de ansatte siger der skal til, for at de kunne forestille sig at skulle på fuldtid. Altså, folk går ikke på deltid, fordi de bare sad og valgte, og nå ja, så tog de deltid i stedet for fuldtid. Det er simpelt hen nogle tanker, man har haft. Man går noget igennem for at vurdere, hvad man gør. Det tror jeg vi skal huske at tage meget, meget alvorligt, og det er jo selvfølgelig noget af det, der ligger ligefor, når vi kan kigge på, at vi har personalemangel. Men vi skal jo huske at spørge dem, hvad der har været årsagen til det, og for alt i verden, hvad der vil kunne gøre, at de har lyst til at komme tilbage og arbejde enten fuldtid eller et højere antal timer. Det må vi se på.

Vi kan i hvert fald se, når vi kigger i redegørelsen, at for social- og sundhedsassistenter blev 22 pct. af stillingerne ikke besat ved rekrutteringsforsøgene i perioden marts til og med august 2022 – det bliver man altid nervøs over at se – mens det for social- og sundhedshjælpere gjorde sig gældende for 25 pct., og det bliver man lige så nervøs over. Så vi kommer, og det gør Venstre også, til at gå ind med et klart ønske om at få flere på fuldtid, f.eks. ved at skabe nogle bedre incitamenter og fuldtidsansættelser, men også ved at spørge, hvad der skal til, for at de kunne tænke sig det. Så jeg tror, vi skal komme med et åbent sind, og når jeg kigger ud over de ældreordførere, der er her, tror jeg jeg har lært de fleste at kende som politikere, der har et åbent sind, så det er kun godt. Så er vi da startet det rigtige sted, for jeg tror, vi kommer til at bruge meget af det.

Så vil jeg sige omkring det med, at alle ældre i Danmark har krav på at få en ordentlig behandling i vores plejevæsen, at det synes jeg virkelig vi skal skrive os bag øret. Derfor er det jo godt, at 81 pct. føler sig trygge og tilpasse på vores plejehjem. Det fremgår også af redegørelsen. Men altså, helt principielt kunne man jo godt have en anden holdning og sige, at hvis man bor på et plejehjem, er det vel 100 pct., der skal føle sig trygge og tilpasse. De er jo inden for de rammer, hvor der er nogen til stede, og i hvert fald måtte tallet gerne være højere end 81 pct., når jeg kigger på det.

Jeg vil sige – og det er også det, der lidt bliver min afslutning – at vejen til at skabe mere tilfredshed tror jeg er, at man får lov til selv at vælge; selv vælge, hvilket botilbud der er det rigtige for en, og selv have indflydelse på, hvad man får at spise, og hvem der kommer og gør rent. Derfor skal vi styrke det frie valg.

Jeg har jo i mine år som politiker også været kommunalpolitiker, og der vil jeg bare sige, at en af de dårligste beslutninger, jeg nogen sinde har været med til at træffe, var, da vi indførte frostmad. Det tror jeg simpelt hen var meget dårligt vi gjorde. Jeg siger det, fordi de ældre fortalte mig, at det såmænd ikke var maden, der var dårlig, den var sådan set okay; det var mere det, at de sådan savnede duften af mad. Jeg tror, vi har haft for lidt opmærksomhed på, hvad der i grunden betyder noget af andre ting end lige det at få fornødenhederne. Altså, duften af mad savnede de simpelt hen så meget. Jeg kan forstå, at nogle steder er de begyndt at placere køkkener igen og lave noget mad, så man dog kan lugte maden. Jeg har da heldigvis ikke set nogen, der har fundet på at sætte sådan noget op, som så kunne minde om, at man laver mad. Det er vigtig mad, man laver, og det vil jeg bare opfordre til at man bliver ved med, for det betyder noget for folk.

Jeg skal som afslutning her sige, at jeg også godt vil være med til at kigge på de her private plejehjem, også godt kigge på afregningsprisen, og hvordan det i grunden er, vi beregner det hele. Jeg tror, vi er nødt til at komme ind og røre ved det hele. Det her kommer ikke til at komme af sig selv. Vi har jo gjort det mange gange gennem årene og været inde at kigge lidt på det, men det er sådan set ikke blevet meget bedre, det må vi sige. Vi har ikke fået flere, der har søgt de uddannelser; vi har ikke fået større opmærksomhed på det område. Så jeg kan godt forstå, hvis ældreministeren siger, at nu tager vi det lige helt stille og roligt, og så får vi lavet det her ordentligt fra starten. For vi har ét skud, og så har vi ikke flere, for så tror jeg, vi mister opbakningen i befolkningen. Vi skal gøre det i det første hug.

Jeg skal så som afslutning hilse fra Moderaternes ældreordfører, Mike Villa Fonseca, som jeg har et godt samarbejde med og har lært at kende som en meget seriøst arbejdende politiker. Han kan desværre ikke være her i dag, fordi han er på en udvalgsrejse. Nogle af os ved jo, når vi har været her længe nok, hvordan tingene ligger oven i hinanden hele tiden. Men bare fordi Mike Villa Fonseca ikke er her i dag, betyder det jo ikke, at Moderaterne er ligeglade med ældreområdet. Det tror jeg også ældreministeren, som jo er fra samme parti, vil fortælle om lidt – tværtimod faktisk. Og jeg skulle sige fra Mike Villa Fonseca, at Moderaterne er fuldt bevidste om udfordringerne på ældreområdet, og jeg skulle også minde os om, at vi skal huske at anerkende de gode folk, vi har i ældreplejen i dag. De gør det godt, og Mike Villa Fonseca vil også gerne have, at jeg understreger, at for ham og Moderaterne er rekruttering og fastholdelse en af de væsentligste opgaver. Det være hermed gjort. Og så vil jeg bare sige tak for redegørelsen endnu en gang. Jeg synes, den danner et godt grundlag for, at vi kan komme videre. Tak.

Vi siger tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger. Den første er fra fru Marlene Harpsøe. Værsgo.

Jeg vil også først takke for en rigtig fin ordførertale. Det gør mig glad at høre, at også Venstre er optaget af, at vi skal sikre nogle gode arbejdsforhold for medarbejderne, og at vi skal spørge medarbejderne: Hvad skal der til, for at I kan give en ekstra indsats og komme op på de der 37 timer om ugen?

Samtidig må jeg jo bare sige, at vi vel godt ved det. Så sent som i dag er der overskrifter i lokalaviser i Sønderjylland, JydskeVestkysten og Ugeavisen Sønderborg, der skriver, at der nu igen spares på ældreområdet. Der er bl.a. besparelsesforslag om, at hvis man bruger kompressionsstrømper, skal man også have dem på om natten, ikke? For så sparer hjemmeplejen lige et dagligt besøg. Det er jo den slags forhold, der gør, at man ikke har lyst til at arbejde i sådan et vanvid. Og det håber jeg da også at man vil anerkende fra Venstres side, altså at det også handler om penge og om midler i den her sag. Hvor ligger Venstre i forhold til at sikre nogle ordentlige arbejdsforhold?

Ordføreren.

Jeg er enig med spørgeren. Det overrasker mig nu heller ikke så meget, for jeg kender godt spørgeren, så det overrasker mig ikke. Jeg er enig, og jeg er også nødt til at sige, at hvis vi vil ændre på noget af det her, kommer vi også til at tale midler; vi kommer til at tale penge. Vi kan lige så godt indse, at det kommer til at spille en rolle. Det kan det gøre med hensyn til lønninger; det kan det gøre med hensyn til ressourcer, man skal stille til rådighed, eller det kan det gøre med hensyn til så mange andre ting, f.eks. efteruddannelse osv. Summa summarum er det bare sådan, at vi kommer til at tale penge, og der deler jeg fuldstændig spørgerens synspunkt.

Spørgeren.

Det glæder mig, at Venstre også er med på, at vi skal tilføre flere midler til ældreområdet, for det er der brug for.

En anden og sidste ting, jeg vil spørge til, er det, som jeg også spurgte den forrige ordfører om, og det er det med de her snitflader, der er til andre sektorer. Når vi taler ældreområdet, må man sige, at der er rigtig mange geriatriske patienter, der ligger rundtomkring på vores sygehuse, og er man ikke i Venstre nervøse for, at man kommer til at lave silotænkning i de her forhandlinger omkring en ældrelov, når man ikke engang, på grund af den her Sundhedsstrukturkommission, kan tage fat på regionerne i den forbindelse?

Ordføreren.

Det er jeg ikke så nervøs for, men det skyldes jo bl.a., at jeg kan se, at der er mange ældreordførere, der nok skal holde det på linjen og på banen og på skinnerne. Derudover mener jeg også, at vi er nødt til at gøre det, at vi laver det her krydstjek, hvor vi også går ind og siger til nogle af de andre grupper: Vi bliver nødt til på et eller andet tidspunkt at snakke med jer om det, for vi er nødt til at se det i en helhed. Jeg deler fuldstændig det synspunkt, og det tror jeg de fleste gør, når de har haft ældre, der både har været på sygehuset og derefter haft hjemmepleje i eget hjem, for så oplever man jo virkelig, hvor sammenhængende det her er.

Så er det hr. Pelle Dragsted.

Tak for det, og tak for muligheden for at få lov at stille spørgsmål hernedefra. Vores ældreordfører, Peder Hvelplund, er på vej, men sidder optaget af et andet møde af vigtig karakter. Der er mange gode hensigter fra ordførerens side, når det kommer til, at der skal være mere frit valg, og der bliver også snakket om private løsninger, som jo kan komme til at koste flere penge. Der er nogen, der skal tjene penge på det, og de ryger jo ligesom op af lommen på os alle sammen. Men hvis vi lægger de uenigheder til side, er det grundlæggende problem vel, at der har været en årelang underfinansiering af velfærdssamfundet. Hvis vi kigger på den andel af den samlede velstand i vores samfund, som vi bruger på vores velfærd, så er den bare faldet, og det er jo lidt af et løftebrud. For dengang man øgede pensionsalderen for alle danskere, sagde man jo, at nu har vi råd til den samme velfærd i fremtiden. Og siden har man bare ikke fulgt op på det. Den andel af vores velstand, vi bruger på velfærd, er faldet.

Vil Venstre være med til at sikre, at velfærden fremover følger med, fuldstændig, når velstanden i samfundet stiger?

Ordføreren.

Hvis der er en ting, jeg har lært efter at have været herinde i mange år, så er det, at der er stor forskel på, om jeg repræsenterer mit parti, eller om jeg skal prøve at tænke lidt ind i regeringen, så det vil jeg nu nok balancere mit svar lidt ud fra.

Men jeg hører, at man også i regeringen siger: Vi er åbne over for det, og vi ved godt, det kommer til at koste flere penge. Hvad det lige nøjagtig kommer til at koste, og i hvilken sektor det ligger, tror jeg lige man skal passe lidt på med. For hvis jeg ser på sådan en demensplan, hvis vi nu tager den og spørger, om vi i grunden har gjort det godt fra statens side, så vil jeg sige, at det synes jeg da sådan set ligger meget fint. Men jeg skulle jo være både blind og døv, hvis jeg ikke lægger mærke til – jeg har selv været 20 år i kommunalpolitik – at der er sket nogle ordentlige nedskæringer på ældreområdet i kommunerne, som det også blev nævnt lige før af en ordfører. Så altså, vi kommer på den ene eller den anden måde til at forholde os til det, og selv om vi kan se, at en del ældre har det bedre, så bliver der også flere. Vi bliver mange flere de næste år, så alene antallet vil betyde, at vi kommer til at bruge flere penge. Og ja, det kommer vi også til at forholde os til, og det er Venstre såmænd også positivt stemt for.

Spørgeren.

Jeg tror, alle er enige om, at vi skal bruge flere penge. Men spørgsmålet er: Vil man lade de penge følge med den almindelige velstandsudvikling i vores samfund? Det er jo sådan set det, man finanspolitisk planlægger langsigtet efter. Men det er bare sjovt nok, at hver gang vi så kommer til de her mellemfristede planer, som vi planlægger økonomien med frem mod 2030, så bliver de penge pludselig brugt til alt muligt andet end det, som politikerne lovede befolkningen, dengang de hævede pensionsalderen, nemlig at velstanden også i fremtiden skulle være af samme kaliber, samme kvalitet, som den har været. Så vil regeringen sikre, at når vi i fremtiden bliver rigere, følger vores udgifter til velfærden med op?

Ordføreren.

Helt overordnet vil man jo bare skulle huske hinanden på, at der jo ikke bliver brugt penge, som ikke er vedtaget af et flertal i Folketinget. Så vi har jo alle sammen, dem, der har udgjort et flertal, været med til at bruge penge på det. Jeg synes, de synspunkter, som spørgeren fremlægger her, er svære at sige ikke er rigtige. Jeg ved ikke, om det så betyder, at vi også finder midlerne til det. Men vi kan jo have en god intention om det, og det har jeg.

Så er det fru Pia Kjærsgaard.

Tak for det. Ordføreren kom ind på maden til de ældre, og det synes jeg er et rigtig, rigtig godt emne. Jeg sad og tænkte, da vi skulle have den her debat, at der jo er mange udgifter ude i kommunerne, hvor man tænker, hvad de egentlig bliver brugt til. Og noget af det dårligste, jeg har hørt om, er netop i forhold til maden, og at man nu skal have klimaaftryk på de ældres mad på nogle plejehjem. Altså, det er jo fuldstændig langt ude! Der har jeg godt nok svært ved at fornemme duften af godt kød, når det drejer sig om vegetarretter eller klimaaftryk, eller hvad ved jeg. Kunne vi dog ikke allerede nu blive enige om, at det ikke er noget, vi vil have, og at den slags ting over for de ældre skal bandlyses?

Ordføreren.

Jeg har i hvert fald den betragtning, at man skal huske at følge med i, hvad det er, de ældre mennesker gerne selv vil spise. Altså, jeg tror, det er et meget, meget sent tidspunkt at begynde at sige, at nu skal vi lige belære nogen lidt om, hvordan man spiser. Jeg tror, man skal lytte til de ældre, også i den her sag.

Spørgeren.

Det er bare så synd, for mange af dem siger jo altså ikke noget, men finder sig bare i det, og jeg må indrømme, at det med maden jo faktisk betyder meget for rigtig mange mennesker, specielt på institutioner. Vi ved det fra børnehavebørn osv., men specielt også for de ældre, som måske holder sig lidt tilbage. Jeg vil bare nævne det i den her debat, fordi jeg synes, det er noget, vi skal huske. Klimaaftryk på de ældres mad lyder jo fuldstændig gakgak, hvad det i virkeligheden også er, så der hylder jeg altså hakkebøffen, flæskestegen, medisterpølsen, og hvad der ellers er. Der må godt være noget grønt til, men det der med klimaaftrykket skal ikke have for stor en plads.

Ordføreren.

Jeg tror, spørgeren rammer meget centralt, hvad der i grunden rører sig, når de ældre taler om, hvad de godt kan lide at spise, og jeg vil bare sige, at jeg tror, spørgeren har ret i, at de ikke siger så meget. Det vil ændre sig noget, når de nye generationer kommer, f.eks. min egen. Men det er rigtigt, at de ældre, der er der i dag, ikke siger så meget. De finder sig i en del ting, men så må vi jo blive bedre til at vide, hvad de mener, uden at vi behøver at spørge dem.

Så er den næste spørger fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det, og også tak for en god tale. Jeg synes, der er rigtig mange vigtige pointer i talen – ikke mindst spørgsmålet om at gå praktisk til opgaverne, altså at tage fat i de problemer, der rent faktisk skal løses først. Derfor ærgrer det mig også en lille smule, at ordføreren alligevel ender med at tale om bureaukrati og også rigtig meget om privatisering, som jo er det, der tales om, når ordførerens parti og den borgerlige del af Folketinget taler om det frie valg.

For hvis man kigger i redegørelsen her, kan man jo se, at andelen af borgere, som vælger privat leverandør, stort set er uændret i perioden fra 2011 til 2021. Vidner det om, at det vigtigste for borgerne i ældreplejen er muligheden for at vælge logoet på firmabilen? Og er regeringspartierne i virkeligheden kommet til at sætte kikkerten for det blinde øje, når man insisterer på at blive ved med at tale om, at det frie valg er det vigtigste?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at de ældre går så meget op i logoet. Jeg tror, at de går meget mere op i, hvordan servicen er, altså hvordan maden smager, eller hvordan rengøringen og hjælpen, man i øvrigt får, er. Det tror jeg at de går meget mere op i, og så er de såmænd ikke så afhængige af, om det er den ene eller den anden part, der gør det, så det synspunkt deler jeg. Men omvendt vil jeg også sige, at jeg tror, at en vis form for konkurrence langt hen ad vejen altid er godt, fordi det udvikler os på den måde, at vi prøver at gøre det bedre, end nogle andre måske gør. Og hvis der er en god balance i det, tror jeg, at det bliver vældig godt, og jeg tror, at det vil være til gavn for de ældre. Det er det, jeg er mest optaget af.

Spørgeren.

Jeg tror i virkeligheden også, at vi burde være optaget af, om der er pladser nok. Andelen af plejehjemspladser er uændret i perioden. Vi kan til gengæld se, at der er forholdsvis flere friplejehjem, og i takt med det er der færre kommunale plejehjem, så vi ender med at have et sådan nogenlunde status quo. Det er blot for at have en opmærksomhed på, at vi jo ikke har ændret i andelen af pladser til ældre, altså ved hjælp af privatiseringer, så måske kunne ordføreren knytte et par tanker til det. Hvorfor er det, at kommunerne lukker plejehjem, i takt med at der kommer nye friplejehjem? Har det noget med prisen at gøre?

Ordføreren.

Jeg må indrømme, at selv om jeg har været i det i 20 år, er jeg i dag for langt væk fra det. Det er altid nemt at give løsninger på andres områder, og jeg kunne jeg jo sagtens sige, hvad jeg synes at kommunalpolitikerne skulle gøre. Men jeg vil blive i spørgerens tanker og sige, at det må være de ældre, vi holder fokus på. Om det så betyder det ene eller det andet, må komme i anden række, så det synspunkt deler jeg faktisk.

Næste korte bemærkning er til fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak til ordføreren for en god tale. Jeg vil tillade mig at spørge om noget lidt uden for det, ordføreren talte om. Det er, fordi ordføreren nævnte det her med, at ordføreren har været 28 år i Folketinget. Det er mange år, og det fik mig til at spekulere på, hvilken udvikling der er sket i de 28 år i forhold til måden, vi ser på vores ældre på. Det er jeg lidt nysgerrig på.

Jeg kan nogle gange i dag sidde med en bekymring om, om ældre i al for høj grad er blevet fællesskabets ansvar. Hvor ser vi familien i forhold til de ældre, civilsamfundet, naboerne, hvor det er normalt, at man banker på hos naboen og hører, om der er noget, man skal hjælpe med? Jeg synes, det er fantastisk, at vi har et offentligt tilbud til vores ældre, der har brug for det. Men jeg kan også nogle gange blive trist og bekymret, når jeg ser tal om ensomhed for eksempelvis vores ældre. Derfor er jeg bare nysgerrig efter at høre fra ordføreren, der har så mange års erfaring herinde, hvilken udvikling man har oplevet i løbet af de år. Og hænger det sammen med den måde, vi har indrettet de offentlige tilbud på? Tak.

Ordføreren.

Jeg synes i hvert fald, at spørgeren skal blive ved med at have den der lidt skeptiske holdning til det. Det har vi brug for at der er nogen der har. Jeg synes – hvis jeg sådan hurtigt skulle vurdere det bare lige i et overblik – at det har ændret sig meget i forhold til det med ensomhed, men det er bare sådan en følelse, jeg har. Vi har flere ensomme i dag, end vi har haft før.

Så synes jeg også, at når man kigger på ældreområdet, er ældreområdet blevet et lidt andet område, end det var, dengang jeg kom herind. Altså, der var nogle emner, som man skulle være helt sikker på at man skulle kunne. Det var sådan noget med, at hvis man ikke gjorde det, fik man ret hurtigt problemer i debatter hernede; ældreområdet var jo et meget, meget stort og fast område. Det synes jeg ikke det er på samme måde i dag. Jeg er ikke sikker på, at det har noget at gøre med, at vi ikke har opmærksomhed på det. Jeg tror mere, det har noget at gøre med, at vi pludselig ikke har fået det hele med, altså at vi ikke helt har forstået, hvad der rører sig derude ved de ældre. Vi har måske en tendens til at se dem med vores egne øjne og ikke med de ældres øjne, og det tror jeg at man skal huske.

Fru Mette Abildgaard.

I Danmark kigger vi jo bl.a. meget til Holland og den model, de har der i forhold til hjemmeplejen, altså den her Buurtzorgmodel. Et af de elementer, der faktisk ligger deri, men som ikke har fyldt så meget i den danske debat, er, at civilsamfundet og familien faktisk også spiller en større rolle i den model, så man eksempelvis går ind og oplærer en ægtefælle i at give støttestrømperne på, frem for at der skal komme en medarbejder og gøre det.

Det giver også noget frihed for den ældre, fordi man slipper for et besøg fra myndighederne og man bedre kan indrette sin tilværelse, som det nu passer den enkelte. Er det noget, ordføreren er villig til at diskutere, altså om vi skal turde at gøre mere af den slags i Danmark, selv om jeg er klar over, at det er svært at diskutere?

Ordføreren.

I den grad, og jeg mener, at spørgeren har fuldstændig ret. Vi skal lade være med at tænke på det som noget økonomisk og noget, hvor vi sparer nogle hænder eller sådan noget. Vi skal tænke på det på den måde, som spørgeren helt rigtigt taler om, nemlig den ældres frihed. For den ældre oplever det som noget dejligt, at det er en pårørende, der sådan set gør det, i stedet for at det altid er en anden en.

Jeg spurgte en ældre, som jeg lige har besøgt: Hvor mange forskellige mennesker kommer der ved dig? For du siger, at det er noget af det, du synes er allermest bekymrende, altså at det er så mange mennesker, og vedkommende havde ikke engang tal på det, men syntes, at det var rigtig mange. Det tror jeg også at vi er nødt til at forholde os til. Altså, ældre har en anden holdning til, hvordan de gerne vil have det, end vi har, og vi er nødt til at lære at se det med deres øjne.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Hans Christian Schmidt, Venstre. Næste ordfører er fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for ordet, og ikke mindst tak til ældreministeren for redegørelsen. Der er virkelig mange ting, man kunne tage fat på på det her område, for som flere ordførere allerede har sagt, er der bare utrolig mange håndtag, der burde skrues på, og emner, som man kunne diskutere. Det bliver svært at nå omkring dem alle sammen, men jeg prøver alligevel at komme ind på nogle af dem.

I forordet til redegørelsen skriver ministeren selv, at Danmark er et godt sted at blive gammel. Det er jeg sådan set enig i. Men det kræver også, at vi værner om kvaliteten i den danske ældrepleje, og jeg synes, redegørelsen præsenterer flere punkter, hvor der er plads til forbedring. Først og fremmest synes jeg, det er et kæmpeproblem, at vi oplever så store udfordringer med at få besat stillinger i ældreplejen, når de slås op. Det er megabekymrende, når jeg hører, at vi i 2030 mangler 17.000 social- og sundhedsmedarbejdere, altså om bare 7 år – 17.000 kommer vi til at mangle. Det synes jeg er virkelig alvorligt, og det kræver, at vi hurtigt reagerer på det og får kigget på bl.a. løn- og arbejdsvilkår, som er et rekrutteringsmiddel, og nok også det eneste, der virkelig virker, når det kommer til at skulle rekruttere mennesker i den størrelsesorden.

Samtidig er der relativt stor fokus på medarbejdere på deltid i redegørelsen, men måske skal vi også have en snak om, hvad der er årsagen til de mange deltidsstillinger. Er det, fordi arbejdet er for hårdt, eller er det, fordi arbejdet ikke er tilrettelagt på en fornuftig måde? Hvordan skal vi i det hele taget få sikret os, at medarbejderne kan holde til at arbejde på fuld tid?

En af de ting, der står mejslet i sten ud fra redegørelsen, er, at borgere, der modtager hjemmehjælp, er mere trygge, hvis de oplever at møde den samme medarbejder. Faktisk kan vi læse, at hele 98 pct. af de borgere, der møder den samme medarbejder, er trygge ved ældreplejen. Det synes jeg sådan set giver rigtig god mening. Jeg ville selv være meget mere tryg ved den hjælp, som jeg skulle modtage, hvis jeg kendte den person, som jeg modtog hjælpen fra, og sådan oplevede min gamle far det også. Det var bare lettere, når det var Maja, der kom.

I SF foreslog vi allerede tilbage i 2017, at vi skulle organisere arbejdet i faste teams, fordi det kan øge kvaliteten, og det glæder mig virkelig, at redegørelsen understreger det. Jeg tror nemlig, at også faste teams kan være med til at øge medarbejdertrivslen. Jeg tror, de fleste mennesker kender værdien af at have nogle gode kolleger. Det gør bare arbejdet lettere, og det er måske også løsningen i forhold til at få flere medarbejdere til at vælge fuld tid.

Ingen redegørelse, uden at vi også snakker om privatisering. Sådan har det egentlig også været i de andre år, hvor vi har fået redegørelser på ældreområdet, så det er sådan set ikke noget nyt, men jeg noterer mig, at ministeren skriver i forordet, at der skal være større valgfrihed og mere reel selvbestemmelse. Det er SF helt principielt enige i, men vi stiller os kritisk over for, hvorvidt frit valg af logoet på firmabilen automatisk medfører frihed. Redegørelsen mangler også principielt at tage stilling til, om borgeren faktisk efterspørger mere privatisering. Udviklingen er stort set uændret i de sidste 10 år, så jeg undrer mig over, om regeringen i virkeligheden er kommet til at sætte kikkerten for det blinde øje, når man insisterer på, at det stadig væk skal være grundlaget for den måde, man tænker ældreplejen på. Vi ved ikke, om tilfredsheden er uændret, for det er nemlig ikke opgjort, men risikoen for en konkurs er altså stadig væk en kæmpe trussel i forhold til kontinuitet, og det synes jeg også er et tema.

Valgfriheden har imidlertid også medført mere brugerbetaling. Brugerbetaling rammer socialt skævt. På et plejehjem i Aarhus kan man eksempelvis købe mere hjælp for 360 kr. i timen, hvis man f.eks. har brug for en undersøgelse på et hospital. Min far havde altid brug for at få nogen med sig, når han skulle på et hospital, altså som i altid, og for det meste tog det også en hel feriedag for enten min bror eller jeg. Hvis jeg skulle omsætte det til, at jeg skulle købe en hjælp, ville det have svaret til omkring 2.880 kr. for en dag. Det er der ikke ret mange ældre der har råd til. Men mener vi helt ærligt ikke, at en svækket ældre har ret til at få en kendt medarbejder med og hjælpe sig, når man skal til undersøgelse på et hospital? Det har man ikke nødvendigvis, hvis ikke man har pårørende. Sådan er virkeligheden også. I SF har vi svært ved at acceptere, at der er ældre, der ikke kan få den hjælp, som de har brug for på grund af størrelsen på pengepungen.

Et stort afsnit beskæftiger sig med demografi. Det er naturligt, for vi bliver flere ældre, og det giver også mening at undre sig over, at regeringen ikke selv kommenterer, at antallet af plejehjemspladser er stationært, for det er jo det, det er. Men måske skal vi også tænke boligpolitik, måske skal vi tænke en anden måde at lave ældreboliger på, og måske skal vi i virkeligheden også tænke i hospicepladser. Endnu mere bekymrende er det, at antallet af medarbejdere er faldende. Det gælder dog ikke antallet af medarbejdere uden uddannelse. De er nemlig i stigning, også i kraftig stigning, og jeg mener faktisk, at der her er et stort potentiale for rekruttering til uddannelse, hvis det er sådan, at vi ligesom tager teten her. De unge er der, de arbejder, og de har kendskab til faget, og nu skal vi give dem et rigtig godt tilbud om uddannelse.

At vi bliver flere ældre, siger ikke så meget om vores helbredstilstand til gengæld, men vi ved, at når vi bliver flere ældre, vil flere desværre også blive ramt af demens og andre progredierende sygdomme. Det stiller både krav til udbuddet af ældreboliger og plejehjem, og det betyder altså også, at vi får endnu mere behov for veluddannet personale, i takt med at vi får flere med den alvorlige sygdom demens. Også den konkrete forebyggelse af de lidelser, som ofte rammer svækkede ældre, burde have et ord med på vejen. Vi lykkes ikke rigtig med det nære og det sammenhængende sundhedsvæsen. Det fylder rigtig meget, også i regeringens egen Sundhedsstrukturkommission, men hvis vi ikke bliver bedre til at forebygge eksempelvis urinvejsinfektioner, forstoppelse, liggesår, lungebetændelser og alt det andet, som vi let kommer til at lide af, når vi bliver meget gamle, og som kan resultere i unødvendige indlæggelser, så løser vi ikke den her problemstilling.

Vi skal først og fremmest forebygge, for det er enormt belastende for den svækkede ældre, når man får alle de her lidelser, men det forebygger også, at vi får brug for flere pladser i sundhedssektoren. Ældrepleje er også sundhed, og derfor kan man heller ikke tale om ældrepleje uden at tale om sundhed. Vi ved ikke, hvornår vi får en ældrelov, men i SF vil vi være opmærksomme på, at snitfladerne, som er rigtig svære i dag, og som vi ikke nødvendigvis har løsningerne på endnu, også bliver italesat i den forbindelse.

Jeg er enig med Socialdemokraternes ordfører, når hun siger, at der er mange håndtag, der skal skrues på, og at det er vigtigt, at vi kommer i gang. Jeg er også enig med Venstres ordfører, der siger, at vi skal lykkes med løsninger, der virker i praksis. Jeg synes sådan set, at det er det, der er kunsten lige nu, altså at vi ikke kun taler, men at vi rent faktisk også kommer til at handle. Vi skal både fjerne bureaukrati og sikre frihed. Vi skal forebygge ensomhed, vi skal sikre trivsel og alle de andre ting, som vi jo selvfølgelig også skal, men først og fremmest skal vi sikre tryghed for ældre, og det gør vi bl.a. også med ordentlige arbejdsvilkår og ordentlige lønvilkår for det personale, som skal udføre opgaverne. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning. Fru Birgitte Vind, Socialdemokratiet.

Tusind tak til ordføreren for nogle rigtig gode betragtninger og bemærkninger og en god tale. Vi kender jo hinanden lidt fra sidste periode, hvor vi har haft den fornøjelse at være ældreordførere på samme tid. Jeg hører, at ordføreren tager det her med de mange håndtag med. Men jeg ved også, at fru Kirsten Normann Andersen har et skarpt blik for de ansattes arbejdsvilkår osv., så jeg kunne også godt tænke mig at høre ordførerens bud på, hvordan vi får flere unge til at kigge den her vej – ud over det her med arbejdsvilkårene. Hvilke veje kan vi gå? Jeg tror, det er noget, vi alle sammen er meget optagede af. Tak.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, der findes én løsning. Men i nogle kommuner har man jo f.eks. tilbudt unge fritidsjob på plejehjem, og det har givet nogle unge lysten til også at kigge ind i uddannelsessystemet. Jeg tror også, man skal kigge på, om man kan rekruttere flere voksne til området, hvis det er sådan, at vi skal lykkes med at have personale nok. Det er et faktum, at da man lavede social- og sundhedsuddannelserne om til ungdomsuddannelser, mistede vi rigtig mange voksne ansøgere. Så måske skal vi igen kigge på, om man kan skabe meritmuligheder for voksne jobskiftere, som har lyst til at prøve eller lave noget andet i resten af deres arbejdsliv. Jeg tror ikke, der findes ét rigtigt svar, men at der findes flere svar.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Kirsten Normann Andersen. Den næste ordfører er fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Vi er i Danmarksdemokraterne dybt optagede af at sikre mennesker en værdig ældrepleje; en ældrepleje, der sætter det enkelte menneske i centrum; en ældrepleje, der sætter relationen til den ældre først. Det er nemlig afgørende for at kunne give den omsorg og pleje, som den enkelte har brug for. Der er rigtig mange udfordringer i ældreplejen, der skal løses, og der er særlig én stor rød lampe, der står og blinker, og den blinker særlig, fordi der er for få medarbejdere i omsorgs- og sundhedsfaget. Og med den aldrende befolkning, hvor flere lever længere og der er kommunale budgetter med stigende udgifter, kræver det politisk handling at sikre en værdig ældrepleje, der griber alle, som får behov for pleje og omsorg i alderdommen.

Både den tidlige og den nuværende regeringen har jo bebudet, at man ønsker en ældrelov med få, klare værdier, der skaber bedre rammer for en alderdom med livsglæde og tid til nærvær og omsorg. Det bakker vi fuldstændig op om i Danmarksdemokraterne, men vi ved også, at blanke papirer og ord ikke gør det alene. Derfor venter vi også utålmodigt på, vi kan hoppe i arbejdstøjet og skifte de her skåltaler ud med politisk handling, der sikrer, at ingen skal være bekymrede for at blive gammel i Danmark, og at ingen skal frygte for, om man kan klare arbejdspresset i plejen eller rent faktisk har tid til at drage den omsorg og skabe den værdi for de mennesker, der rent faktisk gjorde, at man valgte faget i første omgang.

Alt forarbejdet er på plads. Der foreligger en afrapportering fra det rådgivende panel, ekspertgrupper og borgermøder. Vi ved jo godt, hvor skoen trykker. Vi kender alle sammen tallene i forhold til den demografiske udvikling og statistikkerne. De taler et tydeligt sprog, og det gør redegørelsen, vi skal debattere i dag, jo også.

Vi står midt i en velfærdsklemme af de helt store, hvor antallet af danskere over 80 år stiger markant i de kommende år. Det betyder, at flere ikke bare får brug for pleje og omsorg, men også får et komplekst behandlingsbehov. Det behøver ikke betyde, at man ikke kan have en god alderdom med masser af livskvalitet, men det kræver, at der samtidig er dedikerede medarbejdere til at løfte opgaven, og dem er der mangel på. Så hvad venter regeringen egentlig på? Lad os komme i gang med reelle politiske forhandlinger, hellere i dag end i morgen. Det kan ikke vente.

En række kommuner er i gang med at udfordre loven dér, hvor den skaber benspænd for, at man kan skabe en god ældrepleje. Tre kommuner er blevet frikommuner, og deres arbejde med afbureaukratisering skaber fornyet energi lokalt og motivation i forhold til at tænke nyt om, hvordan vi kan skabe en hverdag, der efterlader mere tid til at levere den kerneopgave, som borgeren har brug for, uden at vi selvfølgelig går på kompromis med både kvalitet og sikkerhed.

Bureaukratiet må ikke være det, der fylder i ældreplejen; det er omsorgen og plejen, der skal være tid og plads til; det er omsorgen og plejen, der er kernen i mødet med de ældre, og de skal mærke, at det er dem, som er i centrum. Derfor skal der også luges ud i det tidsrøveri, som unødvendig dokumentation er. Som ansat i ældreplejen vil man meget hellere bruge tid sammen med borgeren end på ligegyldig dokumentation, der alligevel ikke løfter kvaliteten en millimeter.

I og med at der bliver flere og flere ældre, bliver der også flere, der udvikler demens, og det skal vi have et skarpt øje for. For desværre er mennesker med demens en ofte overset gruppe. De står ikke på toppen af dagsordenen, når regeringen f.eks. præsenterer en akutplan for sygehusvæsenet, og det er, på trods af at ventetiderne på udredning for demens mange steder strækker sig over flere måneder, og en tidlig diagnose er helt afgørende for et godt forløb for patienten såvel som de pårørende.

Det skal vi have gjort noget ved, ligesom vi må få gjort noget ved det alt for høje forbrug af antipsykotisk medicin i plejen. Det er vigtigt for os i Danmarksdemokraterne, at mennesker med demens samt deres pårørende sikres en tidlig og helhedsorienteret indsats. Der skal bl.a. arbejdes konsekvent med en omsorgstilgang med relationen i centrum. Jeg vil i den forbindelse citere May Bjerre Eiby, som er leder af plejehjemmet Dagmarsminde. Hun skriver i sin bog »Når omsorg er den bedste medicin«:

»Jeg vil gerne inspirere verden til at tænke og handle ud fra det faktum, at vi er mennesker i kraft af hinanden. Vi holder hinandens liv i hænderne, og når et menneske med demens bliver taget i hånden, har det menneske intet at frygte. Livet er smukt, når man deler det med andre. Vi er alle bange for at blive alene. Men vi bliver aldrig alene, hvis vi har behov for hinanden.«

Hvis vi skal lykkes med en værdig ældrepleje, er medarbejdernes trivsel en lige så central del som de ældres trivsel. Hvis de omsorg- og sundhedsansatte trives, ja, så smitter det af på det arbejde, de udfører. Det gælder i øvrigt på alle arbejdspladser. Vi holder nemlig hinandens liv i hænderne. Her er vi i Danmarksdemokraterne meget glade for, at flere og flere kommuner indfører mindre, faste teams. Det gavner de ældre, da det bliver det samme hold af medarbejdere, der kommer i deres hjem. Mange oplever deres hjem som en banegård, og det er både utrygt og uværdigt. Men medarbejderne trives også i højere grad i mindre, faste teams, hvor man kommer hos borgere, som man kender, og de kender en. Det er vigtigt for den relation, som er central i ældreplejen, og for at give omsorg og pleje, som er koncentreret om den enkelte. Vi holder nemlig hinandens liv i hænderne.

Vi er i Danmarksdemokraterne et nyt parti, men vi har allerede sikret resultater på ældreområdet, og det er vi selvfølgelig glade for. I den netop indgåede aftale om SSA-reserven for 2023 var vi med til at sikre penge til mennesker med demens, bl.a. i forhold til at øge omsorgen og nedbringe brugen af antipsykotisk medicin. Ligeledes fik vi i Danmarksdemokraterne igennem at etablere en transportordning for mennesker med demens, så de kan deltage i fritidsaktiviteter.

I forbindelse med aftalen om forskningsreserven for 2023 fik vi i Danmarksdemokraterne ligeledes forhandlet 200 mio. kr. til forskning i omsorg og pleje i det nære sundhedsvæsen igennem – en meget vigtig ting. For det er afgørende, at vi forsker også på det her område, så flere borgere i fremtiden modtager en pleje og omsorg af høj kvalitet, der er evidensbaseret, også i det nære sundhedsvæsen. Vi har også på andre områder sikret flere midler til landets seniorer.

Vi i Danmarksdemokraterne har også som det eneste parti uden for regeringen fremsat et finanslovsforslag, hvor vi bl.a. foreslår, at der etableres et nationalt forsknings- og videnscenter for ensomhed, og at der etableres en ældrevejlederfunktion i kommunerne, ligesom vi afsætter et milliardbeløb til en bedre ældrepleje i 2023 stigende til 2 mia. kr. i 2024. Herudover ønsker vi selvfølgelig også en akutpakke til erhvervsskolerne, og det er også afgørende, for det er også nogle af dem, der uddanner social- og sundhedshjælpere og -assistenter rundtomkring til ældreplejen. Sammen med den indsats er vi bl.a. også med til at fremme, at flere vælger at uddanne sig og arbejde med pleje, omsorg og sundhed. For uden mennesker med varme hjerter og kloge hoveder er en ny ældrelov ingenting.

I Danmarksdemokraterne står vi klar – meget, meget klar – til at indgå endnu flere aftaler, der kommer landets mange ældre til gavn. Så der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi møder op, når regeringen inviterer til forhandlinger om en ny ældrelov. Derfor vil jeg også afslutningsvis opfordre regeringen til at sætte i gang hurtigst muligt. Hverken de ældre, pårørende eller ansatte i ældreplejen kan vente længere. De har virkelig brug for vores opbakning; de har virkelig brug for, at vi tager det politiske ansvar på os og sætter handling bag de mange flotte ord. Tak for ordet.

Den første korte bemærkning er til fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak til ordføreren for en dedikeret tale. I sidste folketingssamling – eller var det forrige? – fremsatte Det Konservative Folkeparti et beslutningsforslag, B 6, som endte med at få opbakning fra i hvert fald alle de borgerlige partier, og som gik på, at der skulle laves en korrekt beregning af afregningspriserne for ikkekommunale leverandører af plejeservice.

Det kan lyde enormt tørt og kedeligt, men det er det, der udgør hele fundamentet for, at vores ældre har et reelt frit valg. For hvis ikke de virksomheder, som leverer gode private tilbud til vores borgere, får en korrekt afregning, så kommer de ikke til at være der i fremtiden. Det er der desværre talrige eksempler på at de ikke gør. Vi kan også se, at den afregningspris, der er i kommunerne, svinger helt ekstremt meget. Vi kan se, at man i nogle kommuner husker at indregne de udgifter, man har til HR og til vedligehold og alt muligt andet, mens man i andre kommuner ikke lige får de elementer med i beregningen. Vil Danmarksdemokraterne være med til at se på, om ikke vi skal have en bedre kontrol af den form for afregning?

Ordføreren.

I Danmarksdemokraterne vil vi bestemt gerne være med til at se på, om der er behov for at gøre noget bedre her. Jeg har ikke læst det pågældende forslag, der tidligere har været fremsat og behandlet her, men vi vil selvfølgelig gerne være med til at se på det. Vi anerkender også, at det kan være uhyre svært for kommunerne at foretage de beregninger. Det kræver nogle kompetencer, og det er svært at vide, om alle 98 kommuner gør brug af de samme kompetencer og den samme faglighed i forhold til at sikre, at beregningerne er korrekte.

Spørgeren.

Det lyder rigtig godt, at ordføreren er indstillet på at have en dialog om, hvordan vi kan gøre det bedre fremadrettet. Der er jo for nylig blevet fremlagt en rapport, som pegede på det her svære samarbejdsklima mellem de private aktører og kommunerne. For hvis man er utilfreds med prisen, er det sådan set den part, man har en direkte relation til, som man skal klage over, hvilket sætter de private aktører i en meget svær situation. Men det ser jeg frem til at vi kan drøfte yderligere, også i forbindelse med at vi skal lave den nye ældrelov.

Ordføreren.

Det tager vi selvfølgelig godt imod. Man skal selvfølgelig også være opmærksom på, at kompleksiteten på ældreområdet bare bliver større og større, og det gør jo også de pågældende beregninger sværere og mere udfordrende at lave. Men jeg synes også, der er mange, mange andre vigtige ting på det her område, som vi først skal tage hånd om, frem for at vi udelukkende stiller skarpt på beregninger.

Den næste korte bemærkning er til fru Birgitte Vind, Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for en rigtig fin og dedikeret ordførertale. Jeg kan mærke, at ordføreren brænder for ældreområdet. Ordføreren nævnte og citerede en plejehjemsleder på et privat plejehjem, og det er et plejehjem, der ofte bliver henvist til i den offentlige debat. Jeg vil lige høre ordføreren om noget, for jeg tænker jo, at det er rigtig dejligt, hvad den private sektor kan, men anerkender ordføreren, at hvis vi kunne frisætte den offentlige sektor og give den offentlige sektor de samme muligheder for at gøre det, der nu giver mening lokalt, så kunne man få den samme glæde og det samme nærvær og den samme anerkendelse for sit arbejde som f.eks. på de private plejehjem?

Ordføreren.

Helt grundlæggende mener vi i Danmarksdemokraterne, at det er godt, at der både er private friplejehjem, men også plejehjem. Jeg synes også, det er interessant at se, når vi snakker om den her frisættelsesdagsorden, at i f.eks. Viborg Kommune, som jeg har besøgt, og som er blevet frikommune, er der rent faktisk ret mange af de forskellige handlingsplaner – eller hvad man kalder dem – der er blevet sat i gang efter frisættelsen, som de faktisk kunne sætte i gang i forvejen. Det er jo ret interessant. Den her frisættelsesdagsorden har sådan set skabt en energi og en motivation lokalt til at se på området, så det er blot for at nævne, at der altså i dag er ting, man allerede kan, også selv om man ikke er blevet frisat. Dermed ikke være sagt, at vi ikke går ind for at frisætte; det gør vi stadig væk, for det kan også noget. Der skal udfordres, og det bakker vi fuldstændig op om.

Spørgeren.

Tak for det. Ja, det er fuldstændig rigtigt, at de resultater, man er nået frem til i de tre kommuner på ældreområdet, jo er, at mange af de regler, man har haft, faktisk er nogle, man måske selv har lavet i kommunen. Men processen, man har haft med at sætte kommunerne fri, har gjort, at man har fået øje på det, så bevidstheden om det kommer i høj grad den vej rundt, altså fra at man sætter gang i nogle processer. Jeg tager det som en anerkendelse fra ordførerens side af, at det offentlige også kan løse opgaverne lige så frit og lige så godt, hvis ellers de sættes fri.

Ordføreren.

Jeg anerkender fuldstændig, at kommunale plejehjem og kommuner i lige så høj grad kan løse den her opgave med gode og fagligt dygtige medarbejdere. Jeg læste for nylig, at ministeren sagde, at det her er et område, der er i krise, og der skal vi bare være opmærksomme på, at når vi beder folk om at arbejde med det her engagement og den her motivation og med mod på at udfordre området, så sker det også i en krisetid. Det sker i en krisetid, og det gør det ekstra svært at tage de udfordringer op. Men jeg har i hvert fald hæftet mig ved, at lige præcis den her frisættelsesdagsorden i de tre kommuner, der er blevet frikommuner, altså har skabt noget fornyet energi.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne. Næste ordfører er fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Tak for det. Danmark beskrives ofte som et velfærdssamfund. Det betyder, at vi har valgt at indrette samfundet på en måde, så alle danskere kan modtage offentlig sygehjælp, pleje, undervisning og anden velfærd uden egenbetaling. Denne offentlige velfærd finansieres så via vores meget høje skatter, hvorfor det danske skattetryk er blandt de højeste i verden.

Der er blevet ansat over 40.000 flere offentligt ansatte under den nuværende statsminister. 10.000 af dem er bureaukrater. Jeg tror ikke, at der er mange danskere, som kan mærke, at velfærden skulle være blevet supermeget bedre i samme årrække. Samtidig står vi over for en række udfordringer. Ældre i alderen over 80 år forventes at stige med over 300.000 personer frem til 2050. Prisen på vores nuværende velfærdsniveau vil stige endnu mere, alene fordi omkostninger og løn stiger. De kommende generationer, som er vant til at kunne bestille lige det, de har lyst til at spise, og så bliver det leveret med et woltbud, kommer altså ikke til at lade sig spise af med sølle mikrobølgeovnsretter og et ugentligt bad. Vi har store rekrutteringsproblemer og kan i 2030 se frem til at mangle 17.000 social- og sundhedsmedarbejdere.

Redegørelsen om ældreområdet er virkelig interessant læsning, og tusind tak for den. F.eks. kan vi læse, at modtagere af hjemmehjælp, der benytter private leverandører, er steget markant siden 2011. Alligevel er udviklingen i private leverandører af hjemmehjælp i eget hjem faldet med næsten 100 leverandører på 10 år. Det finder LA lidt bekymrende, da det er helt afgørende i forhold til de kriser, jeg netop har opremset, at de private og de selvejende bliver en større medspiller på området, særlig når vi kan se i tallene, at flere og flere borgere faktisk helst vil have deres service fra det private. Vi bør derfor give dem bedre mulighed for, at de kan være aktører, der gennem sund konkurrence og reel valgfrihed samlet set giver vores ældre bedre tilbud at vælge imellem.

LA er enig i, at vi skal sikre borgerne stabilitet og tryghed ved at sikre, at borgere i større omfang bliver mødt af det samme personale. Men vi deler ikke helt bekymringen om et A- og et B-hold, for hvis vi sikrer A-holdet den bedste kvalitet, som vi mener er et rimeligt serviceniveau i Danmark, hvorfor skulle B-holdet så ikke have mulighed for at tilkøbe flere serviceydelser, hvis de har lyst til det og for øvrigt selv har sparet op til det? Af samme grund er det også vigtigt, at vi udvikler og ikke afvikler private aktører, som kan byde ind med konkurrence og udvikling af opgaverne. Derfor mener vi i LA også, at det er vigtigt at skabe fuldstændig gennemsigtighed i priserne.

Vi er i LA glade for at kunne læse, at regeringen nu vil sætte borgernes ønske og behov i fokus. Sådan mener vi også, at det bør og skal være. Vi er også glade for, at der i redegørelsen skrives om en fremtidig større valgfrihed og mere reel selvbestemmelse. Det er noget, vi i LA er meget optaget af og har mange gode idéer til, synes vi selv. Vi takker for redegørelsen på ældreområdet, og vi glæder os til at samarbejde om en ny ældrelov.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Næste ordfører er fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand, og tusind tak til Social-, Bolig- og Ældreministeriet for at have udarbejdet den her ældreredegørelse, som jo giver anledning til at have den debat, vi har i salen i dag. Jeg nyder debatten med mine dygtige kollegaer i salen, men jeg glæder mig også rigtig meget til, at vi rykker debatten ind i et forhandlingslokale, hvad jeg også var inde på, da vi mødtes her i Folketingssalen sidst og drøftede et lovforslag. Så kan vi nemlig realisere det, statsministeren lovede i sin nytårstale på årets første dag i 2022: en ny ældrelov.

Vi kan også realisere noget af det, der står beskrevet i regeringsgrundlaget: en frisættelse af den offentlige sektor med afsæt i ældreområdet. Det er efterspurgt, både af de ældre, af de pårørende og ikke mindst af de ansatte. Og vi skylder dem det; vi skylder de ældre en værdig alderdom. De har slidt og slæbt, og nu skal de selv nyde godt af fællesskabet. Det er det, vi Konservative kalder generationskontrakten.

Jeg vil komme ind på dele af de ting, der er nævnt i redegørelsen i dag, men når af gode grunde ikke omkring det hele. For mig og Det Konservative Folkeparti handler frisættelse først og fremmest om at frisætte borgeren. Vi skal huske på, at selv om man er blevet ældre, har man stadig forskellige præferencer som menneske, og det skal ældretilværelsen naturligvis afspejle. Alt andet ville være helt forkert.

At de ældre vil vælge selv, synes jeg også godt man kan se i ældreredegørelsen. Her kan vi bl.a. se, at der i 2021 var 19.200 ældre på venteliste til en plejehjemsplads. Af de godt 19.000 var det faktisk langt de fleste, lige omkring knap 14.000, som ønskede at gøre brug af det frie valg og stod på venteliste til et specifikt plejehjem frem for at stå på den her generelle venteliste, hvor man er garanteret en plads inden for 2 måneder. At de ældre ønsker det, er jo et udtryk for, at de har en idé om, at de ville føle sig tilpas netop der – at de ville føle sig hjemme – og det er jo det, man skal på et plejehjem. For mig er det overhovedet ikke afgørende, om det er et kommunalt plejehjem, om det er privat, eller om det er en selvejende institution. For mig er det afgørende, at valget er til stede.

Heldigvis viser tallene i redegørelsen også, at langt de fleste af vores ældre, uanset hvilken type hjem de måtte bo på, føler sig trygge og tilpas, nemlig 89 pct. Det er ikke sådan, at vi skal stille os tilfredse med det tal, men det er et skridt i den rigtige retning. Lidt dårligere ser det ud for modtagerne af hjemmehjælp, hvor det er 81 pct., der er tilfredse eller meget tilfredse, og i det hele taget er det jo interessant, at vi nu har fået de her tal at tale ud fra. Det synes jeg er en væsentlig kvalitet i den redegørelse, der er kommet i år.

Nu har jeg talt om hjem, og vi kommer til at mangle hjem i fremtiden til vores ældre. Det handler om tusindvis og atter tusindvis af hjem, også selv om det er helt rigtigt, som hr. Hans Christian Schmidt sagde i sin ordførertale, at flere og flere ældre også har et ønske om at blive i eget hjem, så længe det overhovedet kan lade sig gøre. I 2050 vil vi i Danmark have 300.000 flere ældre over 80 år sammenlignet med 2020, hvilket også flere af mine kollegaer har været inde på. Det kommer til at kræve tusindvis af plejehjem og plejeboliger.

Der venter kommunerne en utrolig stor opgave, men der er masser af aktører, som gerne vil hjælpe kommunerne i forhold til det store byggeri, der venter, eksempelvis vores pensionskasser. De har meldt sig klar. Det synes jeg der er et meget interessant perspektiv i. Jeg kunne håbe på, at ministeren ville stille sig i spidsen for et strategisk samarbejde med bl.a. de her pensionskasser og andre aktører, hvor vi kan se på, hvordan vi får ryddet nogle af de sten af vejen, der måtte være for, at de private aktører kommer til at bidrage til at få etableret de mange hjem, vi kommer til at mangle i fremtiden.

Ældreredegørelsen viser jo desværre også meget tydeligt, at det ikke alene er hjem, der kommer til at mangle i fremtiden. Det er i særdeleshed dygtige og dedikerede medarbejdere. Fra marts til august i 2020 var det i 22 pct. af forsøgene på at rekruttere social- og sundhedsassistenter ikke muligt at besætte en stilling. Flere af mine kollegaer har nævnt, at det er 17.000, der kommer til at mangle. Det er så stort et tal, at det er svært for os helt at forstå.

Dertil kommer, at vi allerede i dag ansætter for mange, som ikke nødvendigvis har de kvalifikationer, der skal til. Jeg tror sådan set på, at de fleste kan blive dygtige medarbejdere, hvis de kommer med den rigtige indstilling til arbejdet på vores plejehjem, men man skal ikke undervurdere, at i dag er mange af dem, der kommer på plejehjem, så syge, at der i den grad er tale om sundhedsfagligt arbejde. Jeg tror, at hvis man har prøvet at sidde med på en af morgenkonferencerne på sådan et plejehjem og hørt, hvordan de starter med at gennemgå alle beboerne, og hvordan de triagerer og gennemgår, hvem der skal rykkes rundt i kategori, og hvem der skal have ekstra medicin osv., så får man en enorm respekt for den faglighed, der ligger, og som af gode grunde kræver uddannelse.

Jeg tror ikke, der findes et enkelt tiltag, som kommer til at bringe os i mål i forhold til de 17.000. Jeg tror faktisk, at vi er i en situation, hvor vi ikke kan tillade os at udelukke ret mange initiativer. Så er der de små initiativer. Man har gjort sig gode erfaringer i det sydjyske med nogle af de landmænd, der er kommet til Danmark fra resten af Europa for at bidrage i det danske landbrug. De har ofte hustruer med. Der har man faktisk rigtig gode erfaringer fra bl.a. Varde Kommune, så vidt jeg husker det, med at lave et særligt forløb for dem, hvor man får intensiveret danskundervisningen og får de her folk ud i plejen, hvor de har været enormt populære, kommer med en rigtig god indstilling til arbejdet og er blevet taget godt imod. Det er et lille initiativ. Det anerkender jeg til fulde. Det løser ikke det her, men jeg tror ikke, vi kan tillade os at afvise ret meget, som situationen er lige nu.

Vi Konservative har også foreslået – sammen med andre gode partier her i salen – det her om en autorisationsordning for social- og sundhedshjælpere, ligesom der findes for social- og sundhedsassistenter i dag. Det synes vi er symbolsk vigtigt forstået på den måde, at det er en anerkendelse af den faglighed, der ligger i det at være social- og sundhedshjælper, og en respekt for, at det er en uddannelse, der berettiger en titel. I dag kan du komme direkte fra gymnasiet og blive ansat på et plejehjem og i virkeligheden få den samme titel brugt om dig. Det er ikke retvisende.

Jeg vil tillade mig også at nævne et punkt, som ikke er omtalt i ældreredegørelsen, men som faktisk heldigvis har været nævnt i debatten i dag, nemlig af min gode kollega fru Marlene Harpsøe, og som også ligger mit hjerte nært. Vi lavede i 2017 en demenshandlingsplan, hvor det tredje mål gik på at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin til mennesker med demens med 50 pct. frem mod 2025. Dengang fik cirka hver femte antipsykotisk medicin, og tallet er desværre stort set det samme i dag. Som udgangspunkt skal mennesker med demens ikke have antipsykotisk medicin. Effekten af behandlingen til mennesker med demens er i bedste fald beskeden, og det kan medføre alvorlige bivirkninger og øget dødelighed, og samtidig nedsætter medicinen de kognitive evner hos mennesker med demens og svækker evnen til at kommunikere endnu mere. Det er en rigtig ond cirkel. Det vanskeliggør virkelig samarbejdet og muligheden for at tilbyde den relevante pleje og omsorg til de her udsatte mennesker med demens.

Jeg håber, at ministeren vil følge det her rigtig nøje. Indtil videre har jeg ladet ministeren lande i sædet og ikke overvældet ministeren med alt for mange § 20-spørgsmål om gode initiativer på det her område, men de kommer med tiden. Jeg er dog sikker på, at ministeren også er optaget af, at vi når i mål i forhold til den demenshandlingsplan, der er lavet, og at vi også – apropos de tråde, der trækker ind i sundhedsområdet – får styr på den lange sagsbehandlingstid, der er for at blive udredt for demens i dag. Det kan vi simpelt hen ikke være bekendt.

En ny ældrelov skal alt muligt, som jeg ikke nødvendigvis når ind på i dag, men som vi kommer til at tale meget mere om. Vi skal se på de 1.550 visitatorer, som redegørelsen beskriver vi har. Kunne vi bringe det tal lidt ned ved at have tillid til, at man kun beder om hjælp, hvis man rent faktisk har brug for det? Der er et rigtig spændende forsøg i Viborg Kommune i forhold til madservice. Jeg tror ikke, at ret mange, som jeg også sagde i sidste uge, beder om mad fra det offentlige, hvis man kan lave sine egne frikadeller, og på samme måde tror jeg ikke, at ret mange beder om en toiletstol eller andre hjælpemidler, hvis man kan være fri for det.

Der er plads til, at vi, både af hensyn til medarbejderne og de ældre, kan gøre det bedre. Vi skal se på tilsynet. Der ligger et grundigt arbejde, som har været klar længe. Vi skal have forsimplet vores tilsynssystem, så vi bruger ressourcerne bedst muligt. Vi skal sikre flere velkendte ansigter i hjemmeplejen, som flere også har været inde på, se på inspiration fra Buurtzorg og alt muligt andet.

Så kunne jeg drømme om, at vi bevægede os hen imod en ældrepleje, hvor vi turde styre mindre ud fra proceskrav, tjeklister og dokumentation og måske lidt mere ud fra nogle helt simple kvalitetsindikatorer, der giver et indtryk af, om der er tilfredshed med det, der bliver leveret. Mange ting kan man jo måle simpelt på. Vi kan se på antallet af forebyggelige genindlæggelser, og er der mange genindlæggelser fra et plejehjem, som kunne have været forebygget, er det jo nok et tegn på, at der er noget, man skal være obs på det pågældende sted. Vi har meget data til rådighed, som ikke kræver alle mulige nye registreringer, men som kan trækkes simpelt, så vi til gengæld kan sætte målrettet ind der, hvor behovet er. Tak for ordet.

Det var lige på sekundet. Der er en kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det. Jeg bliver nødt til at tage ordet, for jeg får altid tics, når der er nogen, der vil bruge mit pensionsselskab til at investere i alt muligt. Nej, det var nu ikke så meget det, men jeg er lidt optaget af spørgsmålet, om der er plejehjemspladser nok. Formelt set har vi jo frit valg. Vi må jo selv vælge, hvad det er for et plejehjem, vi gerne vil bo på, men reelt skal der også være en plads den dag, hvor vi får behov for det. Og ligesom det er med madordninger, er der jo ikke nogen, der går og drømmer om at få brug for en plejehjemsplads, men når behovet opstår, er det jo vigtigt, at pladsen er der. Altså, min far ønskede en plads på et plejehjem, der lå ved siden af der, hvor jeg selv boede, men der var bare aldrig nogen sinde en plads, så han fik en plads et helt andet sted i kommunen. Det var ikke, fordi det var en fantastisk bolig – det tror jeg ikke at jeg generer nogen ved at sige – men det vigtigste var jo, at det var et sted, hvor han følte sig godt tilpas, og hvor han var tryg ved at være. Det er vel det, vi i virkeligheden skal sætte alle kræfter ind på, for det er en utopi, at alle bare kan ende med at få den plads, som de lige præcis allerhelst vil have.

Fru Mette Abildgaard.

Jeg er faktisk meget enig med ordføreren i, at vi nok på det her område skal differentiere mellem, om der er formelt frit valg, eller om der er reelt frit valg. For det er rigtigt set i forhold til boliger, at det ikke er meget værd for den enkelte ældre, at man formelt set har frit valg i dag, når der er så meget pres på plejehjemspladser, at man risikerer aldrig nogen sinde at få en plads på det hjem, som man nu engang har ønsket sig. Men det understreger jo sådan set også kun behovet for, at vi, i takt med at der bliver de her 300.000 flere ældre over 80 år frem mod 2050, får investeret i at få udvidet antallet af både ældreboliger, men også plejehjem. For gør vi ikke det, er der i hvert fald på ingen måde noget som helst tilbage, der minder om et frit valg.

I forhold til det her med pensionskasserne synes jeg, at det er ret fornuftigt, men der har vi måske også lidt forskellige ideologiske udgangspunkter. Men jeg synes, det er meget spændende, hvis de har lyst til at gå ind og være med til at bygge alt lige fra kaserner til plejehjem.

Spørgeren.

Jeg synes, det er interessant, når man kigger på redegørelsen, at man jo faktisk kan se, at i takt med at der kommer flere private plejehjem, bliver der lukket kommunale plejehjem, og det tænker jeg måske vidner om, at der også er mange udgifter forbundet med at skulle etablere plejehjemspladser. Så man ender faktisk med sådan en status quo. Men når jeg lytter til ordføreren, lyder det, som om ordføreren er enig i, at der faktisk er et stort behov for flere plejehjem, fordi de ældre, som flytter på plejehjem, har et meget stort plejebehov, og det håndterer man måske bedst på et plejehjem. Er det det, som jeg kan lytte mig til at ordføreren også siger, altså at vi ganske enkelt skal have flere plejehjemspladser?

Ordføreren.

Jeg synes, det er eksakt viden, at vi skal have flere plejehjemspladser. Jeg synes, at tallene taler deres tydelige sprog. Det behøver jo ikke nødvendigvis at betyde, at de plejehjem skal ligge præcis de samme steder. Der kan være skred i demografien, som gør, at der skal lukkes nogle steder og åbnes op andre steder. Vi skal også tænke i nye boformer. Jeg synes, at nogle af de eksperimenter, man har set de seneste år, er vildt spændende – det lyder så voldsomt at kalde det eksperimenter, for det er nu noget, der er gået ret godt – hvor man også har fællesarealer, hvor familien kan bo, når de er på besøg i perioder, og hvor der er aktiviteter og andet. Der er meget spændende i gang.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Den næste ordfører er hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand, og tak til ældreministeren for redegørelsen. Jeg synes, det er vigtigt allerførst at slå fast, at der heldigvis hver eneste dag udføres et fantastisk stykke arbejde af dygtige og dedikerede velfærdsprofessionelle i vores pleje- og omsorgssektor, og at der også er rigtig mange ældre, som får en god og tilstrækkelig hjælp.

Men det er også afgørende at sige, at vi har et velfærdssamfund, som er presset. Vi ser alt for ofte, at der er steder, hvor hjælpen ikke slår til, og hvor der ikke er de tilstrækkelige ressourcer til at give den fornødne hjælp og omsorg. Det er også klart, at det er en problemstilling, som vi herindefra skal tage alvorligt, altså i forhold til i hvilket omfang vi er i stand til at kunne levere de tilstrækkelige både personalemæssige og økonomiske rammer, der gør, at der kan leveres en god, rimelig og fair pleje til vores ældre medborgere.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at min store frygt i forhold til den udvikling, vi ser nu, hvor vi har et velfærdssamfund, som er under pres, er risikoen for, at der kan opstå et A- og et B-hold blandt de ældre, altså at dem, der har råd til at betale for en forsikring, dem, der har råd til at betale for ekstra pleje, i langt højere grad kommer til at lægge beslag på de knappe personaleressourcer, der er, og at vi derfor kommer til at opleve en skævhed i forhold til, hvem det er, der kan få en god og tilstrækkelig pleje, nemlig dem, der har overskud både økonomisk og socialt til at kunne sikre sig pleje, og at dem, der ikke er i stand til det, så efterfølgende bliver ladt tilbage på perronen.

Det er også klart, af det hænger sammen med den helt store udfordring, vi står med i forhold til rekruttering og fastholdelse af personale. Som andre også har været inde på, er der jo en forholdsvis stor andel af de stillinger, der bliver slået op, som ikke kan besættes. Hvis vi ser på, hvad der er virkeligheden rundtom på mange plejecentre og i hjemmeplejen, så er det, at der er en meget stor andel af ufaglærte, som arbejder der. I mange kommuner er det over halvdelen af dem, der arbejder i plejesektoren, som ikke har en relevant faglig uddannelse i forhold til det, og vi står også med nogle enormt store problemer i forhold til at kunne tiltrække nye på uddannelserne.

Når vi ser på den udfordring, vi står med det stigende antal ældre, der – heldigvis – kommer i de kommende år, så er det bare en enorm udfordring, og der er det altså svært ikke at komme ind på spørgsmålet om både løn- og arbejdsvilkår. Jeg anser det jo som værende fuldstændig uomgængeligt, at vi bliver nødt til at få givet et lønløft til særlig vores velfærdsprofessionelle i de kvindedominerede velfærdsfag, og hvis vi skal kunne tiltrække og fastholde personale inden for både pleje- og omsorgssektoren, men også inden for sundhedsvæsenet, er det også afgørende, at vi ser på de løn- og arbejdsvilkår, som vi tilbyder. Så et opgør med uligelønnen og et opgør med tjenestemandsreformen fra 1969 tror jeg er fuldstændig uomgængeligt, hvis det er sådan, at vi skal kunne sikre en tilfredsstillende pleje fremover.

Det er også klart, at vi bliver nødt til se på arbejdsvilkårene. Der er det jo heldigvis sådan, at der er begyndt at komme mere fokus på det at kunne arbejde i mere selvstyrende teams, og at vi i langt højere grad overlader det til personalet og den ældre selv at tilrettelægge plejen, og hvilke opgaver der skal løses. Det er jo i virkeligheden der, hvor jeg synes det interessante kommer ind, når vi snakker frisættelse. For »frisættelse« er jo et meget pænt ord, som det kan være svært at være imod, men det centrale er jo, hvad der egentlig ligger i ordet frisættelse. Og for mig og for Enhedslisten er det afgørende i forhold til frisættelse jo, at det reelt set bliver personalet og den ældre, der i et samarbejde kan tilrettelægge plejen, og hvilke opgaver der skal løses, og at der også er ressourcerne til det, og det kan i et vist omfang også betyde en afbureaukratisering.

Vi kan jo se i dag, hvordan man i mange kommuner opjusterer på visitatorer, altså i forhold til at kommunerne skal sikre, at den ydelse, der leveres, lige til præcis er tilstrækkelig til, at man ikke får en sag ved Ankestyrelsen, men at den heller ikke ligger mere end lige over det niveau, simpelt hen af økonomiske hensyn. Der så jeg jo langt hellere, at kommunerne fik nogle rammer, som gjorde, at man i langt højere grad kunne løse opgaverne efter den ældres egne behov, og at det kunne tilrettelægges sammen med personalet. Der har vi jo også set nogle klare eksempler på, at hvis personalet får en større faglighed i forhold til at kunne tilrettelægge arbejdet, så giver det nogle bedre muligheder.

Jeg tror jo også, at når vi snakker frisættelse, så handler det om et opgør med den tvangsprivatisering, som kommunerne nu er underlagt. Det afgørende er jo ikke, hvilket logo der står på bilen, der kommer, eller på kitlen på den ansatte, der kommer ind. Det afgørende er jo et spørgsmål om, hvad det er for en hjælp, der kan tilbydes. Der synes jeg, at der, når vi snakker frisættelse, i dag er et alt for stort fokus på at se det som et spørgsmål om, om det er offentligt, eller om det er privat. Jeg synes jo, det er mere afgørende, at vi sikrer ressourcer til, at man kan levere en ordentlig pleje, og at den ældre har en reel indflydelse på, hvilken pleje det er, der skal modtages, end at det skal gøres til genstand for et spørgsmål om, om det er noget, der kan tjenes penge på.

Der er også flere, der har været inde på hele spørgsmålet omkring boformer og plejecentre, og jeg synes også, det er relevant at se på, at der er sket en udvikling over de seneste år. Altså, et plejecenter i dag er noget andet, end det var for 20 år siden eller for 30 år siden, og generelt er de borgere, der kommer på et plejecenter i dag, væsentlig dårligere, end de var før.

Man kan jo sige, at vi dag på langt de fleste plejecentre burde have normeringer, som man har det på et demensplejehjem, fordi langt størsteparten af de beboere, der er på et plejecenter, er demente. Og det gør jo egentlig også, at der er flere, som ønsker at få hjælp i eget hjem i så lang tid som overhovedet muligt, før man kommer på et plejecenter.

Derfor tror jeg også, at vi i fremtiden bliver nødt til at se på, hvordan vi organiserer nogle af boformerne, og på, hvordan vi sikrer, at vi i langt større grad både kan have plejecentre for folk, der er plejekrævende, og så også plejecentre, hvor der kan være et større socialt liv, men at vi også kan organisere nogle boformer, som gør, at folk kan bo sammen i fællesskaber og på andre måder, end man kan i dag. Jeg tror faktisk også, der er mange, som gerne vil have hjælp fra nogen, som man har en relation til, når det handler om det at kunne købe ind for hinanden, det at kunne have et socialt samvær. Men samtidig er det jo også fuldstændig afgørende, at vi har en klar grænse i forhold til de konkrete plejeopgaver, og at det ikke er noget, som vi pålægger et civilsamfund, men at vi netop sikrer, at der er den tilstrækkelige og den velkvalificerede hjælp at få. Jeg tror, det bliver nødvendigt at se på, hvordan vi organiserer os i forskellige boformer, hvor fællesskaber også kan komme til at spille en større rolle.

Det sidste element, jeg også synes det er væsentligt at berøre, er hele spørgsmålet omkring økonomien for de ældre og også spørgsmålet om at undgå, at der opstår et A- og et B-hold. Jeg tror nok, at det er blandt gruppen af ældre borgere, at vi ser nogle af de største indkomstforskelle. Altså at det er i denne gruppe, vi ser nogle af de borgere, der har den største friværdi og den største mulighed for at kunne tilkøbe sig ekstra ydelser, men at det er også her, hvor vi har en stor gruppe af reelt fattige, altså borgere, som kun lever af folkepensionens grundbeløb. Og der mener jeg, det er nødvendigt at få kigget på, hvordan vi får udjævnet noget af den indtægtsforskel. For det har jo også en betydning for, hvilke vilkår det er, man har i de sidste år af ens liv.

Vi har lige for nylig haft debatten her i Folketingssalen, hvor Faglige Seniorer ønskede et opgør med den forsinkede regulering af overførselsindkomster, og også den mindreregulering, der er. Jeg synes også, vi bør kigge på, om man kan give et yderligere tilskud til dem, der kun lever af folkepensionen og pensionstillægget. Så synes jeg også, man bør se på noget af det, som også fylder rigtig meget i ældres økonomi, nemlig spørgsmålet om udgifter til både tandlæge, lægehenviste ydelser og medicin, og om vi der reelt ikke også kunne gå ind og sikre, at det var en del af velfærdssamfundet, så vi på den måde også kunne sikre mere lige vilkår.

Alt i alt ser jeg jo frem til, at vi bliver indkaldt til forhandlinger om en ældrelov. Jeg synes, det er vigtigt at fokusere på, at hele ældreområdet er andet end det, der handler om hjemmepleje og plejecentre, og at det generelt også handler om, hvad det er for nogle vilkår, vi tilbyder, fordi det også har en betydning for, hvilke rammer og hvilken ulighed der er blandt vores ældre medborgere, og dermed også hvilke betingelser man har for at kunne leve et selvstændigt og retfærdigt liv de sidste af ens år. Så jeg ser frem til en indkaldelse til forhandlingerne, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at der fra Enhedslistens side også er et klart ønske om, at vi investerer yderligere i området, så vi kan få gjort op med noget af den ulighed, vi oplever. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg er meget enig i, at det er en bred palet, vi skal i gang med, altså at det ikke alene er plejecentre osv., og at det ville være dejligt at få en kulegravning af hele ældreområdet. Og så vil jeg bare kvittere for, at hr. Peder Hvelplund nævnte tjenestemandsreformen, som jo har været oppe til debat mange gange. Men vi er med, fordi der er af stor betydning for, at vi kan komme i gang med at få ændret det, som vi så tit taler om, nemlig lønvilkårene i forhold til den sektor, som er meget, meget vigtig, og så selvfølgelig arbejdsforholdene, som jeg bestemt heller ikke vil undlade at nævne. For det er to ting, der er så vigtige for at tiltrække flere. Tak.

Ordføreren.

Det er jo jeg helt enig i. Jeg tror, det er fuldstændig afgørende, når vi ser på det meget værdifulde arbejde, der foregår ude i hele ældresektoren, altså både i pleje- og omsorgssektoren, hvor tjenestemandsreformen fra 1969 har været med til at lave en skævvridning i forhold til, hvordan vi værdisætter det arbejde, og også hvis det er sådan, at vi reelt ønsker at kunne give et signal om, at det her er et vigtigt arbejde.

Altså, det er jo paradoksalt, at den løn, man får for at holde et menneske i hånden de sidste timer af vedkommendes liv eller at tage imod et barn, når det bliver født, eller at give omsorg til pårørende, der har mistet en nær slægtning, er noget af det, som vi værdisætter allerlavest. Så jeg er helt enig i, at det er et af de områder, vi bliver nødt til at se på, hvis der skal sikres et løft til det her område.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Næste ordfører er fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det. Ved I, hvad der måske er en af de vigtigste grunde til menneskets udvikling? Det er bedstemødrene, de vise ældre kvinder. Det er faktisk ikke engang noget, jeg selv har fundet på, men jeg har været i gang med at læse Rane Willerslev og holdet på Nationalmuseets fortælling og bog om menneskets udvikling, og hvis jeg ikke husker helt forkert, er der kun to arter, hvor kvinder lever væsentlig længere ud over den fødedygtige alder og overgangsalderen. Den ene er spækhuggerne, hvor det er den gamle kloge hun, som leder jagten, og så er det mennesket. Og hvis man tænker tilbage på, dengang vi var jægere og samlere, var det formentlig det, at der var kvinder, der blev gamle, der gjorde, at vi som mennesker kunne have den her lange barndom og dermed udvikle os, altså fordi de gamle kloge kvinder var der til at tage sig af børnene, mens forældrene var ude at skaffe mad. Jeg synes bare, det var på sin plads at starte med sådan en hyldest til de vise ældre.

Jeg har selv været så heldig i min familie at have faster Grethe. I virkeligheden var hun slet ikke min faster Grethe; hun var min fars faster Grethe, men hun var ligesom også vores alle sammens faster Grethe. Hun var diakonisse og boede på Diakonissestiftelsen. I kan næsten se hende for jer: Hun havde altid pænt tøj på og lagt sølvbestikket frem, når man kom. Hun læste altid bøger, læste aviser og fulgte med i nyhederne, og da hun blev så gammel, at hendes øjne ikke virkede mere, hørte hun lydbøger. Og hun kunne ikke sove om natten, så hun lyttede til helt utrolig mange lydbøger, og der var ikke det, man ikke kunne snakke med faster Grethe om.

Hun blev næsten 100 år, og for mig står hun som et billede på, at sådan vil jeg også gerne være, når jeg bliver gammel. Og så ved jeg godt, at sådan er det ikke for os alle sammen. Jeg har også historien om min farmor, som endte med at glemme, hvem vi alle sammen var, og som til sidst lå i sin seng hele tiden i utrolig lang tid, og på en eller anden måde siger det jo noget om, at det der med at snakke om ældre egentlig ikke giver så meget mening, for vi er så utrolig forskellige, og det er så utrolig forskelligt, hvordan den sidste tid af vores liv bliver.

Derfor tænkte jeg, at jeg ville slå ned på fire forskellige ting i det, som jeg kunne sige noget om i dag: lidt om frisættelse, lidt om forebyggelse, lidt om prioritering og så lidt om dans. Først vil jeg sige noget om frisættelse.

Nu har jeg ikke været her, lige så lang tid som Venstres ordfører, men jeg har dog været medlem af Folketinget i over 10 år, og i alle årene har vi diskuteret afbureaukratisering, og nu kalder vi det så frisættelse. Jeg har tænkt ret meget over, hvad det er, der gør, at det er sådan noget, politikere bliver ved med at tale om, og at der så sker så utrolig lidt. På en eller anden måde tror jeg, det hænger sammen med, at vi i alle de år ikke har stillet det, som er det helt grundlæggende spørgsmål, nemlig hvordan vi egentlig ser mennesket. Altså, tror vi grundlæggende, at mennesket er godt og gør det bedste, man kan, eller tror vi grundlæggende, at mennesket forsøger at snyde?

For så længe vi ikke stiller os selv det spørgsmål, bliver vi ved med at føre politik, som vi plejer, hvor det hele handler om at kontrollere og dokumentere, fordi vi altid tror på, at der er nogen, der snyder, og hvis det går galt et eller andet sted, svarer vi med mere tilsyn og mere kontrol. Jeg og vi i Radikale Venstre tror, at når vi rundtomkring ser en forråelse, hvor man tænker: Hvordan kunne du som medarbejder finde på at behandle f.eks. en ældre på den der måde? så bunder den forråelse i, at vi har skabt et system, hvor vi gør mennesker til midler, og hvor det handler om at krydse af og dokumentere og gøre det rigtige i stedet for at være etisk forpligtet på det menneske, man står over for.

Derfor tror jeg og vi i Radikale Venstre på, at det her med frisættelse kommer vi aldrig til at lykkes med, så længe det kun handler om at afskaffe konkrete regler. Vi bliver nødt til at starte med helt grundlæggende at se mennesket på en anden måde og starte med, at det er den etiske forpligtelse, altså at det er vigtigt, når man kommer hen til den ældre, at man kigger vedkommende i øjnene, at man er der for vedkommende, frem for at man kan dokumentere, at man lige præcis har krydset noget af, og i øvrigt løb man så stærkt og fik aldrig nogen sinde kigget vedkommende i øjnene.

Så er der forebyggelse og ulighed. Vi har snakket lidt om den økonomiske ulighed i dag, men jeg har en enorm indignation over, hvor stor forskel der er på, hvilke forhåbninger vi kan have til, både hvor gamle vi bliver, men også hvor godt vi har det, når vi bliver gamle. Og det hænger jo sammen med, at vi i alt for mange år har underprioriteret forebyggelse, og derfor synes jeg, en vigtig del af den her diskussion er, hvordan vi kommer til som Folketing at tage langt mere alvorligt, at vi forebygger, sådan at langt flere mennesker kan se frem til en god alderdom.

Det tredje er prioritering. Jeg synes, at vi på forskellige måder har været inde på i debatten i dag, at vi ikke synes, det er godt nok, som det er. Jeg tror, at hvis vi bare fortsætter med at gøre, som vi plejer, og der kommer flere ældre, så bliver den situation jo bare værre, og at vi kommer til at være i en situation, hvor vi giver noget til alle, som er for dårligt.

Derfor tror jeg, vi bliver nødt til herinde at starte en diskussion af, at måske skal vi ikke give noget, der er for dårligt, til alle. Måske skal vi turde at prioritere og sige, at dem, der har mest brug for det, skal vi give noget, som er virkelig godt, og til gengæld må vi andre, der kan betale selv, så selv betale for noget mere. For ellers risikerer vi, at dem, der har allermest brug for det, simpelt hen får for lidt hjælp.

Det fjerde er dansen. Jeg har det selv ret svært med institutioner. Jeg synes, at det der med at komme ind et sted, hvor der er sådan en lang gang, gør et eller andet ved mig som menneske. Derfor er det vigtige for mig, når vi har de her snakke om at blive gammel, hvordan vi får mere plads til alt det, hvor man er en del af noget, der er større end en selv. Jeg er vild med, når man laver erindringsdans. Jeg er vild med de initiativer, der popper op nu med leg på plejehjem, hvor man har legegrupper og barselsgrupper, der kommer og leger, og jeg er også vild med mad, der dufter og smager af noget.

Derfor vil jeg slutte med det, som fru Pia Kjærsgaard tog op, for jeg kan også godt lide medisterpølse. Men når fru Pia Kjærsgaard siger, at klimaaftryk på mad er gakgak, så tænker jeg, at måske er det mere fru Pia Kjærsgaards syn på, hvad klimavenlig mad er, der er gakgak. For jeg synes, det er tarveligt, når vi serverer tarvelig mad af tarvelige råvarer, der ikke smager af noget og ikke dufter af noget. Jeg får jo lyst til at invitere fru Pia Kjærsgaard på hasselbackgræskar med et ordentligt lag smør, som virkelig smager godt, for jeg synes, vi har en opgave i, at når man er gammel, skal man have noget mad, som gør en glad, og det kan sagtens være klimavenligt.

Det udløser straks en kort bemærkning fra fru Pia Kjærsgaard.

Jeg kender godt alle de der retter, men jeg er jo heller ikke gammel, så det er derfor. Men der sidder nogle rigtig gamle mennesker, vil jeg sige, på plejehjem og andre institutioner, som jeg ikke tror vil være lykkelige for det der. Det tror jeg altså bare ikke. Man er så vant til den mad, man har fået hele livet, og det kan nogle da mene er forkert. Altså, det kan man jo måske blive syg af i en alder af 90 år eller sådan et eller andet, det kan da godt være, og måske er det ikke så klimavenligt, men jeg vil alligevel fastholde, at det er det, der er det vigtigste for de ældre og de rigtig gamle mennesker.

Så må vi andre forsøge at klare det ved en gang imellem, når vi går i Netto, at købe en eller anden vegetarret, som jeg sådan set ikke synes smager særlig godt. Det skal jeg sige, men vi gør det jo for klimaets skyld, ikke? Det kan vi gøre, fordi vi selv kan vælge det, men det kan man altså ikke på plejehjemmene, og jeg synes, det er meget søgt, når man begynder med det i forhold til de gamle mennesker. Det er så bare min pointe.

Ordføreren.

Selvfølgelig skal man have mulighed for at få medister, og man skal have mulighed for at få flæskesteg og alle mulige ting, man kan lide. Derfor er det også vigtigt at huske på, at kostrådene jo faktisk er, at det er 80 pct. grønt og 20 pct. kød. Så det er jo ikke, fordi alt kød skal ud.

Jeg synes jo, at det interessante i diskussionen er, hvad det er for nogle gode råvarer. Altså, er det gode, ordentlige råvarer, man laver mad af? Og er det mennesker, som er gode til at lave mad og får det til at smage af noget? For det skal netop ikke være surt; det skal jo være noget, der faktisk er lækkert.

Spørgeren.

Jamen det hele skal være gode råvarer, og det skal kødet bestemt også være. Det skal ikke være sådan noget udpint noget, man får på plejehjemmene. Det skal nemlig være super, super lækker og veltillavet mad, men det skal altså på en eller anden måde være det, som ældre mennesker, lad os bare sige gamle mennesker, har været vant til hele deres liv. Man kan ikke rykke sig på det tidspunkt, hvor man er 85-90 år, i forhold til en eller anden majskolbe med godt med smør på, græskar, eller hvad ved jeg. Jeg tror ganske enkelt ikke på det.

Ordføreren.

Jeg vil gerne udfordre fru Pia Kjærsgaard. Vi kan jo finde et sted, hvor man laver noget virkelig lækker klimavenlig mad, og så kan vi se, om fru Pia Kjærsgaard overhovedet kan smage, at der ikke er kød i.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Næste ordfører er fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Tak til ældreministeren for redegørelsen om ældreområdet i 2023. Det er jo, og det kan man også høre på debatten her, bekymrende læsning. For det er jo ikke godt nok, som det er. Og jeg tror virkelig oprigtigt, at alle politikere og ældreordførerne her, men også de øvrige politiske partier ude omkring i grupperne, så gerne vil gøre det godt for de ældre. Der er ikke nogen, der modsætter sig det. Vi har nok måske lidt forskellige holdninger, men nok alligevel ikke i forhold til, hvordan vi gør det. Og der kommer jo flere ældre, og vi mangler allerede i dag personale til at hjælpe dem. Der er en større og større andel af personale på ældreområdet af ikkeuddannede social- og sundhedsmedarbejdere. Over 30 pct. af hjemmehjælpsmodtagerne mener ikke helt, at den hjælp og støtte, de modtager, passer til deres behov. Der er jo tale om velkendte problemer. Der er ikke meget nyt i det, og vi har diskuteret det så mange gange, og det er også derfor, at nogle af os rykker rigtig meget på den ældrelov, som vi har ventet på så længe.

Det, der bekymrer mig allermest, er manglen på løsninger fra regeringens side. Det bliver nævnt, at man vil frisætte ældreområdet, og at man vil have en ældrepleje, der skal tage udgangspunkt i den enkeltes behov. Man vil have større valgfrihed og selvbestemmelse for de ældre. Og man vil have en ny måde at styre og kontrollere ældreområdet på, hvor ledere og medarbejdere mødes med tillid og frihed. Det er overskrifter, som vi alle sammen kan blive enige om. Problemet er, at der kun er tale om overskrifter. Der er endnu ikke nogen konkrete bud på løsninger, og jeg er spændt på, hvad regeringen vil gøre for at sikre mere personale – for det er helt afgørende, at vi får mere personale – eller for den sags skyld for at sikre en ældrepleje, der tager udgangspunkt i den enkelte ældre.

Det er meget længe siden, at statsministeren i sin nytårstale annoncerede, at der nu skulle laves en ny ældrelov. Det er efterhånden længe siden, at det rådgivende panel på ældreområdet, som den tidligere regering nedsatte, afleverede deres anbefalinger og input til en ældrelov. Alligevel venter de ældre stadig på de gode løsninger, og det kan vi ikke rigtig være bekendt.

Ældrepolitikken er en mærkesag for Dansk Folkeparti. Det var faktisk det, der gjorde, at jeg for mange år siden gik ind i politik. Vi er klar til at indgå i konstruktive forhandlinger, der kan sikre en bedre ældrepleje. I al beskedenhed har vi da også gennem årene sat nogle markante aftryk på ældreområdet. Jeg kan eksempelvis nævne værdighedsmilliarden, ældrechecken og klippekortordningen. Det sidste virker ikke længere helt, som jeg godt kunne ønske at det skulle gøre. Vi er altid i gang og klar med gode idéer og input, så snart ministeren kalder, og vi er også klar til at lytte til alle andres gode idéer til gavn for de ældre. Derfor er det også positivt, at vi har den her debat i dag. Men min indtrængende opfordring må altså også være, at der skal følges op med noget konkret handling, og det skal være snart.

I Dansk Folkeparti mener vi, at ældreplejen skal organiseres med en langt højere grad af selvbestemmelse, reelt frit valg, samt selvvisitation, hvor hjælpen til den ældre bestemmes i et samarbejde mellem den ældre og det personale, der er ude i hjemmet og hjælper den ældre. Det giver altså ikke mening, at det personale, der sidder bag et skrivebord, er dem, der skal beslutte, hvilken hjælp de ældre skal have. Det kan den ældre og det personale, der konkret er ude hos den ældre, meget bedre beslutte sammen. Det vil også give mulighed for, at indsatsen i langt højere grad tilpasses den enkelte ældre og dennes behov.

I den forbindelse er det også vigtigt, at vi får udbredt de her faste teams omkring de ældre. Vi taler alle sammen om dem, og flere kommuner gør det heldigvis allerede, men det skal være alle kommuner. Og vi kan se af redegørelsen, at det har en effekt. Langt flere ældre føler sig trygge, når det er det samme personale, der er omkring dem. Det giver jo heller ingen mening, at der skal sidde folk og vurdere, om fru Hansen nu også har behov for det hjælpemiddel, hun har bedt om. Lad os nu have mere tillid til de ældre. Der er ikke nogen, der beder om et hjælpemiddel, som de ikke har behov. Konkret mener vi, at man bør fjerne alt, hvad der hedder visitation til hjælpemidler, under et vist beløb. Det kan være 5.000 kr. eller måske 10.000 kr. En sidegevinst vil være, at det vil frigive nogle visitatorer, der i stedet kan bruge tiden ude hos de ældre, og det bringer mig videre til det næste. For vi mangler jo personale på ældreområdet. Det er dybt bekymrende.

Det er også bekymrende, at andelen af ikkeuddannede social- og sundhedsmedarbejdere i ældresektoren bliver større og større. Vi bliver nødt til at gøre noget, og der er behov for en bred vifte af indsatser. Vi ved jo f.eks., at frafaldet på sosu-skolerne er alt for stort, og her skal der sættes ind. Man kunne eksempelvis se at indføre en elevløn under hele uddannelsen, som FOA har foreslået. Man kunne også se at få udbredt mesterlæren på sosu-området betydeligt og yderligere. Og så er det vigtigt, at vi får fastholdt og tiltrukket de uddannede sosu'er, der er på arbejdsmarkedet. Her må vi hele tiden se på, om der også er nogle ordentlige arbejdsvilkår. Det gælder indflydelse på arbejdstider, løn osv.

Der er jo masser af ting, man kunne gribe fat i under sådan en debat på ældreområdet. Jeg kan nok ikke nå at få det hele med, og derfor synes jeg, at det er så vigtigt, at vi også tager fat på det, som bekymrer mig rigtig meget rundtom i kommunerne. I øjeblikket kan vi læse, at kommunerne skal spare. Og vi læser meget om, at vores byrådspolitikere slår ud med armene og siger, at vi er nødt til at spare også på ældreområdet.

Så må jeg så bare sige: Hvad med alle de ansatte ude i kommunerne, som ikke har nogen funktion overhovedet, og som intet, intet har med ældre at gøre? Det er djøf'ere, journalister, kommunikationseksperter, der virkelig skal fortælle, hvor brillant den her kommune fungerer. Altså, hvad har det med ældreomsorg at gøre? Det kan man vise, hvis man har omsorgen. Det kan de pårørende fortælle, og det kan de ældre også berette videre om, altså at de bare har det godt. Det er milliarder af kroner, der bruges på det her. Det er fuldstændig vanvittigt, hvis vi tager hele landet, med alt det overflødige personale, og det synes jeg at jeg vil sige til ministeren altså også hører med i en ældrelov. Jeg ved godt, at det ikke udelukkende er ældre, når man tager noget, men man bliver nødt til at tage kommunerne og se på, hvad kommunerne egentlig bruger pengene til. Alt det her overflødige personale er en skændsel.

Hvad med at indføre, at der også skal sikres nogle nationale minimumsstandarder på ældreområdet, som sikrer et højt kommunalt serviceniveau? Hvordan sådanne minimumsstandarder skal tilrettelægges og se ud, skal jo ske i et samarbejde mellem de relevante interessenter på området. Vi havde det meget i valgkampene, specielt den forrige valgkamp, om børneområdet, og det er fint nok. Men det kniber på ældreområdet. Hvorfor har vi ikke minimumsrettigheder på ældreområdet? Det, der er faren, ved jeg godt er, at der er nogle kommuner, der som minimum vil holde dér – det har vi også diskuteret. Men når krisen kradser og man siger, at man ikke har penge, kunne man i hvert fald sige: Hertil kan vi klare den, og helst meget over. Det kunne handle om rettigheder i forhold til rengøring og muligheden for at komme i bad. Man føler sig næsten hele pinligt berørt, når man siger sådan noget: en mulighed for at komme i bad. Der er så meget, vi skal se på.

Min afsluttende bemærkning må være endnu en opfordring til ministeren om, at vi kommer i gang med arbejdet. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Den næste ordfører, der er til stede i hvert fald, er hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Det er jo altid rart at komme til sidst ved de her redegørelser, for alt er dybest set sagt, på godt og ondt, fra venstre til højre. Og man sidder næsten altid ved en redegørelse og tænker, at vi jo faktisk ikke er så uenige om grundpræmissen. Her er det det her med, at vores ældre skal have det godt, og så kan vi have en masse ideologi, der adskiller os, i forhold til hvordan vi kommer derhen.

Men jeg vil godt starte et andet sted. For i en valgkamp er vi politikere altid gode til at komme på ældrecentrene, og det er mange år siden, at jeg har været på et ældrecenter sidst, og jeg var faktisk lidt i chok over, hvor dårlige de mennesker, som sad der, var. Og så får man lidt en dårlig smag i munden, når man samtidig har en følelse af, at vi har bygget et system op, som ligesom bare skal holde os i live derude i stedet for at sørge for, at vi har gode liv, mens vi er der. Og det er der, hvor jeg gerne vil hen: gode liv, mens vi er der. For vi kan godt snakke om duften af hjemmelavet mad på ældrecenteret, men virkeligheden er, at vi har lavet regler, der gør, at det skal laves i et industrikøkken, sådan at der ingen duft kommer.

Min store frygt her i livet er, at jeg bliver gammel nok til at komme på et ældrecenter, og det håber jeg at jeg kan være herinde længe nok til at jeg kan nå at ændre på. For jeg er en god blå dreng, og jeg skal nok passe mig selv og klare mig selv, så længe jeg kan det, og så håber jeg på, at vi sammen kan få opbygget et system, både med det private og det offentlige, som så kan give mig et godt liv, når jeg ikke længere kan det. Og det må være det, der er præmissen for os alle sammen.

Det er en god redegørelse. Den viser jo nogle problemstillinger, som alle vi ældreordførere godt vidste i forvejen at der var. Vi mangler folk – ja, det skal vi have gjort noget ved. Vi skal også have nogle, der er faglærte, fordi fagkundskab er vigtigt. Dem, der sidder på ældrecentrene rundtomkring, er meget ringe efterhånden. Men der er også mange, som vi mister undervejs, fordi der er mange ældre mennesker, som, når de bliver ringet op af kommunen og bliver spurgt, om de mangler noget, så siger nej, fordi de er stolte og det ville de aldrig nogen sinde sige at de gjorde. Men alligevel ser vi kommuner, der skærer ned på, at man kunne køre ud og lave et besøg hos den ældre hr. Kim Edberg Andersen, hvor jeg helt sikkert ville sige nej, hvis de ringede fra kommunen og spurgte, om jeg havde brug for hjælp. Men hvis der kom en professionel ud til mig og kiggede rundt, kunne det godt være, at vedkommende kunne se, at jeg ikke længere kunne gøre rent på den måde, som jeg skulle, og at jeg ikke fyldte køleskabet, som jeg skulle, og at jeg måske havde brug for hjælp. Så det skal vi sørge for at der er ressourcer til.

Vi skal måske også se lidt på planlovgivningen. For jeg kunne jo godt tænke mig, når jeg sælger min landejendom – som heldigvis ikke bliver beskattet så hårdt nu efter det, man har fundet ud af på det område – at jeg kan få lov til at købe noget i udkanten af et ældrecenter, måske ude i tredje række, så jeg kunne bo der sammen med min kone først, og når en af os så ikke kunne længere, kunne vi flytte en række længere ind, sådan at vi kom tættere og tættere på det ældrecenter, så ældrecenteret blev en del af vores tilværelse til sidst. Vi er klar til at træffe de valg, men det kræver, at vi får private investorer, der har lyst til at bygge det, og et kommunalt system, hvor der ikke går ideologi i det og der ikke kun er nogle bestemte, der kan stå for det. Men det kræver også, at planlovgivningen er der, sådan at man kan få lov til at bygge det her et sted, hvor jeg, mens jeg stadig væk har penge og har lyst til at se på noget køn natur, kan få lov til at købe huset ude i tredje række og så stille og roligt flytte ind på ældrecenteret og få en værdig afslutning. Det er der, hvor vi skal hen, og i Nye Borgerlige kommer vi til at gå konstruktivt ind i det her.

Vi kommer også til at gå ind og sige, at vi håber, at frisættelse betyder, at vi sætter de kommunale ældrecentre fri. For der er rigtig mange af dem, der er gode, og når de bliver ramt af dårlige ting, er det typisk ikke på grund af noget ude på selve ældrecenteret, men så er det på grund af alle de ledelseslag, man skal igennem, når man finder et problem i et kommunalt system. For så skal man hele vejen op igennem systemet og snakke med sådan en som mig, dengang jeg sad i byrådet, hvorefter det skal hele vejen tilbage igen. En frisættelse ville måske også gøre, at vi kunne rekruttere nogle mennesker, som ikke har et ønske om at arbejde i et trægt kommunalt system, sådan som det er nu, og hvor man derfor godt kunne tænke sig at have en privat leverandør.

Vi kunne se i min egen kommune, at da der kom et friplejehjem, blev det fyldt med det samme, og det havde en venteliste. Og hvordan reagerede kommunen? Den lukkede alle de andre, så nu står vi igen og mangler pladser lige om lidt. Men så er kommunalpolitikere nogle gange kreative; så fremskriver de det lidt og siger, at vi bliver lidt sundere, så vi har ikke brug for pladserne endnu. Så måske er det politikerne, der er problemet. Det skal guderne vide at jeg har oplevet, også herinde, altså at vi nogle gange godt kan skabe problemer, fordi vi står så stålfast i vores egen ret. Men lige på ældreområdet og i forhold til ældreloven tror jeg at det er vigtigt, at vi ikke får den samme oplevelse i oppositionen, som vi har fået med nogle andre lovgivninger herinde, altså en oplevelse af, at det ligesom bliver et diktat. Jeg tror, at vi alle sammen har noget at bidrage med til en god ældrelov, som vi også kan bruge til noget i fremtiden, hvis vi alle sammen husker på, at det handler om det der med at give den ældre hr. Kim Edberg Andersen lyst til at bo et sted de sidste år, når jeg ikke længere kan selv, med værdighed, sådan at jeg har lyst til at leve den sidste tid, i stedet for man bare holder mig i live, så længe man kan.

Så vil jeg lige sige en ting til. Jeg sidder jo i en region, og hvis jeg kunne få et enkelt ønske opfyldt, ville jeg gerne have en sygeplejerske på ældrecenteret, for det kunne vi spare en masse penge ved, ganske enkelt. Den er en helt iskold beregning, for vi sender rigtig mange tilbage. Regionen ville sende mig ud af supersygehuset meget hurtigt, og jeg ville meget hurtigt komme tilbage. I kan kigge til Region Nordjylland; de har faktisk sat det til 72 timer, hvor ansvaret bliver bibeholdt i regionen. Det kunne være et forslag, at vi kunne gøre det hele vejen rundt.

Så lad os nu tænke det – nu lyder det her sådan meget alternativt – holistisk. Lad os nu få det hele med og så lave en ældrelov, som vi rent faktisk kan være stolte af, når vi alle sammen på et eller andet tidspunkt får brug for hjælp. For virkeligheden er bare, at det nu har taget så lang tid at komme igennem det, at de ældre mennesker, som sad på ældrecenteret, da statsministeren sagde, at der ville komme en ældrelov, er ved at være gået bort, for man sidder der i gennemsnit i 2 år. Lad os gøre de 2 år til 2 år, vi alle sammen har lyst til, i stedet for at vi ikke har lyst til at blive udsat for statens pleje. Tak.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Og så er turen kommet til ældreministeren.

Tusind, tusind tak for en rigtig god debat. Jeg føler mig faktisk sådan meget beæret over at have et udvalg, hvor man er så engagerede, så motiverede og tydeligvis så meget, meget vidende om det her område. Jeg ved jo også, idet jeg har luret tidligere regeringsperioder, at der er flere af jer, der jo er gengangere herinde i Ældreudvalget, og det tror jeg egentlig hænger sammen med noget af det, som fru Pia Kjærsgaard er inde på – selv om jeg jo ikke skal udtale mig om jeres motivation – nemlig det her med, at ældreområdet betyder rigtig meget for os alle sammen. Jeg kan i hvert fald sagtens genkende det, fru Pia Kjærsgaard taler om, nemlig at det også betyder rigtig meget i vores grupper. Så tusind tak for det.

Jeg hører jo både indgående problemforståelser og masser af løsningsforslag. Jeg hører også en fælles forståelse af, at der er et handlebehov. Altså, tænk nu, hvis vi var uenige om, at der var et problem og et behov for handling, men det lytter jeg mig egentlig frem til at der er hele vejen rundt. Og så hører jeg rigtig mange bud på en frisættelse, og det her er jo i virkeligheden vores første sådan debat om, hvad frisættelse egentlig er, altså hvor vi begynder at tage hul på den. Det kommer vi til at snakke rigtig meget mere om; det er også noget af det, jeg kommer lidt mere ind på i min tale. Og så hæfter jeg mig også ved, at flere siger – og det har jeg også selv tænkt over – at det jo er tilbagevendende problemstillinger. Som hr. Kim Edberg Andersen siger: Vi vidste det jo godt og har vidst det i lang tid. Jeg har selvfølgelig også gjort mig den umage at læse redegørelserne fra tidligere år og hørt talerne der, og det er jo nogle af de samme problemstillinger, der går igen, så jeg forstår sådan set også godt utålmodigheden i den forbindelse.

I hvert fald de sidste to tidligere ministre er endt med ikke at holde den tale, de havde skrevet, men det agter jeg nu at gøre, og det gør jeg, fordi det her også er min første mulighed for sådan egentlig at komme med mit input i debatten, men også fordi jeg synes, det er en god anledning til at perspektivere de tal, der er i redegørelsen, og den viden om det arbejde, vi har, om frisættelsen.

Danmark er et godt sted at blive gammel. Det er også noget af det, jeg skriver i forordet. Men som jeg også hører i dag, er der ingen tvivl om, at ældreplejen er udfordret, og at der er behov for nytænkning, hvis Danmark også i fremtiden skal være et godt og trygt sted at blive gammel. Ældreplejen er en grundsten i vores danske samfund, hvilket jeg også er inde på i rapporten, men vi står med et velfærdssamfund, der langsomt mister vitalitet og kvalitet, og som sander til i regler og bureaukrati. Regler og procedurer, der er indført i den bedste mening, har langsomt medført, at fokus er fjernet fra den enkeltes ønsker og behov, og mange steder kan man faktisk dårligt se den ældre for bare regler. Det er lidt som at gå ind i en skov, hvor man kigger og næsten ikke kan se skoven for bare træer.

Som jeg ser det, står vi med tre centrale udfordringer på ældreområdet. Først og fremmest mangler vi arbejdskraft. Det er der rigtig mange af jer der også er inde på, og det er jo ikke en ny problemstilling, og det er det, der kan bekymre endnu mere. Jeg har også været interesseret i, om det er, fordi vi ikke har gjort noget tidligere, men det er det jo ikke, og det ved flere af jer også. Der er jo lavet et hav af rekrutteringsforsøg, -tiltag og -initiativer fra både statslig side og kommunernes side. Så det har været kendt længe, og meget er blevet forsøgt. Og alligevel ser vi, at vi kommer til at mangle i omegnen af 17.000 social- og sundhedsmedarbejdere, hvilket flere af jer er inde på, både fru Kirsten Normann Andersen og fru Mette Abildgaard.

Det tal er også et, der bekymrer mig utrolig meget, for hvis vi ikke har hænderne, som en af jer også er inde på, jamen så er det jo virkelig, virkelig vanskeligt, for hvad får vi så ud af at lave en ny form for styring og nye rammer for levering af ydelsen, hvis vi ikke har hænderne? Så det er i virkeligheden et tal, jeg er utrolig bekymret for. Ikke alene mangler vi hænderne, men det er jo faktisk også det at fastholde dem. Fra marts til august sidste år endte 22 pct. af rekrutteringsforsøgene med, at stillingerne ikke blev besat, og hvad angår social- og sundhedshjælperne, var det 25 pct. af stillingerne, der ikke blev besat, altså en fjerdedel.

Samtidig ser vi, at antallet af ældre vil stige frem mod 2040, og det skyldes jo bl.a., at vi lever længere, og det er jo grundlæggende glædeligt, som flere af jer også har været inde på, men det betyder også, at vi skal bruge flere hænder til at passe på vores ældre. Redegørelsen viser, at vi langtfra udnytter vores velfærdsteknologi. Velfærdsteknologi kan give ældre medborgere mere frihed og medbestemmelse i hverdagen, og det kan forbedre arbejdsmiljøet i ældreplejen og er derfor også en vigtig brik i forbindelse med rekrutteringsudfordringerne. Jeg har også prøvet at undersøge, hvilken effekt det egentlig har på arbejdskraft, men det ved vi faktisk ikke så forfærdelig meget om. Men det er i hvert fald en rimelig hypotese at have, at hænder om ikke andet kan bruges til noget andet. Af redegørelsen fremgår det, at en kommunal undersøgelse viser, at det kun er 46 pct. blandt repræsentanter for landets kommuner, der svarer, at de havde skærmbesøg, og det er som sagt også beskrevet i redegørelsen.

Den anden udfordring ud over rekruttering er, at ældreområdet er sandet til i bureaukrati, og det drejer sig faktisk ikke kun om bureaukrati og antallet af regler, det drejer sig nemlig også om det, som fru Lotte Rod var inde på, altså at det ikke kun handler om regelforenkling. Det handler om den helt grundlæggende måde, vi styrer, kontrollerer og leverer ældreplejen på, og den er sandet til. Djævlen ligger jo i detaljen, og der står i regeringsgrundlaget, at vi helt grundlæggende skal frisætte, hvordan vi styrer, kontrollerer, dokumenterer og leverer, for igennem årtier har vi opbygget et regime, hvor vi styrer og kontrollerer mere og mere, og når jeg har været rundt i landet og har besøgt kommuner, oplever jeg medarbejdere og ledere, der er engagerede, og som arbejder aktivt med om, hvordan man ikke ændrer arbejdsgangene til det bedre. Men jeg har altså også mødt medarbejdere, der jo panden mod en mur, fordi der er opbygget alt for komplicerede dokumentationssystemer, som ikke understøtter en travl hverdag, og det var endda i en kommune, der faktisk havde sat sig for at prøve at arbejde med dokumentationssystemet, men det blev faktisk bare mere kompliceret af det.

Et andet sted, vi ser bureaukratiet, og som det også viser sig i redegørelsen der bliver brugt mange ressourcer på, er den her centrale visitation med et alt for stort fokus på, hvilke indsatser kommunerne har besluttet at have på hylden, frem for hvilke behov den enkelte borger har. Central styring og minuttyranni har gjort, at hjælpen er blevet ufleksibel og med alt, alt for få muligheder for det faglige skøn. Velfærdsaftalekommunerne viser, at når vi har det faglige skøn og det gives fri, blomstrer kreativiteten, så medarbejderne faktisk bliver dygtigere, både i det arbejde, de selv gør, men faktisk også i det tværfaglige arbejde. Så en tilsanding af vores ældrepleje, hvor vi ikke kan se den ældre for bare regler, er simpelt hen blevet en mere og mere akut situation og er en udfordring.

Den tredje udfordring er der flere af jer, der er inde på, bl.a. Hr. Peder Hvelplund, og det handler om A- og B-holdet. Hvis rekruttering ikke er min største bekymring, at det måske det, der er min største bekymring. Redegørelsen viser, at 81 pct. af dem, der modtager hjemmehjælp, er tilfredse eller meget tilfredse, men sammenholdt med udviklingen i velstanden, som hr. Peder Hvelplund også er inde på, risikerer vi, at det på sigt kan sætte sig i en faldende opbakning til det universelle velfærdssamfund. Andre undersøgelser indikerer også, at vores forventning til en kommende ældrepleje, altså for os, der er kommende ældre, faktisk er, at vi ikke tror, vi vil se en ældrepleje, der kan levere en kvalitet, der kan dække de behov, vi har. Så danskernes stigende velstand betyder, at vi gradvis får højere og højere forventninger til den velfærd, der leveres af det offentlige, og vi risikerer, at dem, der har råd, køber sig til bedre velfærd og vender ryggen til en offentlig sektor, der er i knæ. Derfor er det så bydende nødvendigt, at vi har en ældrepleje, der er kvalitet og bliver forbundet med kvalitet for alle.

Det handler ikke kun om at sikre vores ældrepleje, det handler faktisk først og fremmest om at sikre næste generationers ældrepleje, for får vi først det her tandhjul til at køre skævt, tror jeg, det er utrolig svært at genoprette, altså hvis vi får lavet en skævhed i det, så de, der har råd, får bedre pleje end dem, der ikke er råd.

Vi skal også sikre, at de ældre har valgmuligheder. Her viser redegørelsen for mig at se en alt for svag udvikling i, hvor mange der benytter en privat leverandør i hjemmeplejen. Det kommer vi nok til at diskutere lidt, har jeg fornemmelsen af. I 2021 benyttede 39 pct. af ældre hjemmeplejemodtagere sig af en privat leverandør; det synes jeg faktisk er for lavt, og det synes jeg at vi skal gøre noget mere ved. Jeg ved godt, at det er udtryk for en stigning, men jeg synes faktisk, at det fortsat er for lavt. Det er også derfor, vi i regeringsgrundlaget taler om, at vi skal have et styrket frit valg.

Hvis vi løser de her tre udfordringer, nytter det ikke noget, at vi kører videre ad samme spor, som vi har gjort igennem de sidste år, og derfor er der brug for et markant sporskifte. Jeg tror, at det overordnede spørgsmål, vi skal stille os selv, er, hvordan vi får skabt en ældrepleje, der skaber mere livsglæde, hr. Kim Edberg Andersen. Jeg tror nemlig, at det er det helt rigtige spørgsmål. Hvordan får vi skabt, at der er livsglæde og man står op om morgenen og ser ind i en god hverdag, hvor der er plads til ældres forskellighed, uden at samfundskraften går tabt? Og det er jo her, hvor frisættelsen bliver set som løsningen fra min og regeringens side.

Vi vil lave den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor hidtil og grundlæggende forandre den måde, velfærden i dag styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres på. Det er rigtig nemt at skrive, for I ved lige så vel som mig, at det er der masser af tandhjul i. Det er i virkeligheden noget af det, som jeg er rigtig glad for ved debatten i dag. Flere af jer illustrerer jo en utrolig stor indsigt i, at det netop handler om, at der er mange tandhjul, der skal skrues på, hvis vi skal lykkes med at skabe en ældrepleje med kvalitet også i fremtiden.

Danmark skal være et velfærdssamfund, hvor borgeren kommer før systemet, og hvor der er langt mere lokal frihed, ansvar og engagement, og vi starter på ældreområdet. Jeg vil gerne understrege, at frisættelse ikke betyder, at man er fri for ansvaret. Tværtimod handler det om at styrke det lokale ansvar. Det kan f.eks. ske gennem åbne brugerbestyrelser og ved et tæt samarbejde med civilsamfundet. Det med civilsamfundet kommer jeg lidt mere tilbage til, men jeg er faktisk meget enig med fru Mette Abildgaard i det her potentiale, der ligger i civilsamfundet, både i forhold til at supplere i opgaveløsningen, men nok så meget også for at fastholde, at vi er et velfærdssamfund, hvor vi har et fælles ansvar, og ikke kun er en stat, der leverer en offentlig service.

Visionen om at frisætte ældreområdet handler om at skabe en ældrepleje, der skaber livsglæde. Når jeg siger livsglæde, forbinder jeg det med selvbestemmelse og valgmuligheder. For der findes ikke én one size fits all-model for livsglæde eller det gode ældreliv. Den vare står simpelt hen ikke på en hylde. Mennesker er forskellige, deres behov er forskellige, og det samme gælder opfattelsen af det gode ældreliv. Det er der også flere af jer der er inde på, og det ved vi også fra flere undersøgelser. Bl.a. har ROCKWOOL Fonden lavet en stor rapport – som jeg er sikker på at I er bekendt med – hvor en pointe netop er, at forskellighed faktisk er det, der beskriver ældrebefolkningen allerbedst. Det skal vi tage alvorligt. Derfor skal ældreplejen også være præget af en høj grad af selvbestemmelse, flere valgmuligheder og livsglæde. Ældre skal have flere muligheder, så de i højere grad kan vælge den velfærd og den hjælp, som passer bedst til deres livssituation.

Men frisættelse betyder også frisættelse af medarbejdere og frisættelse af lederne. Medarbejdere og ledere skal have mere frihed til at udfolde deres faglighed; det er der flere af jer der også er inde på, og det er jeg meget enig i. Velfærd er ikke noget, der kan bestilles eller styres. Det er noget, vi skaber i relationen til hinanden. Den bevægelse er allerede i gang i flere kommuner, der laver forsøg med selvstyrende teams. Og det har flere af jer også været inde på. Både fru Marlene Harpsøe og fru Kirsten Normann Andersen talte om de her selvstyrende teams, som jeg også synes er utrolig interessante. Der er borgernær visitation, helhedspleje og tværfaglighed. Evalueringerne taler egentlig deres eget sprog, for de viser større medarbejdertilfredshed og lavere sygefravær. Og når medarbejdere lykkes med opgaven, trives borgerne – og omvendt. Livsglæde for de ældre tror jeg hænger rigtig tæt sammen med arbejdsglæde for medarbejderne. Det vidner for mig om, at frisættelsen af medarbejdere og ledere er afgørende for at sikre en god ældrepleje med selvbestemmelse og valgmuligheder.

Jeg vil gerne sige tak til alle de kommuner, der tør tænke nyt og vise, at der er en anden måde at gøre tingene på. Borgmesteren i Middelfart Kommune, som er en af de kommuner, der er med i velfærdsaftalerne, taler om det som en kulturforandring. Det tror jeg faktisk er meget rigtigt, og det vidner for mig om, at vi først er begyndt at se bevægelsen af, hvad det egentlig er for et potentiale, der gives fri, når det er sådan, at vi tør tænke os fri for regler og bureaukrati. Jeg tror slet ikke, at vi har en forestillingsevne endnu, når vi først ser den kraft, der er i, at man sætter fagligheden fri og giver fagligheden ro til at blomstre. Det forudsætter selvfølgelig også, at det er dygtige faglige medarbejdere, der er tæt på de ældre.

Det her mod til at tænke nyt er nødvendigt, hvis vi skal nå i mål med visionen om ældreplejen med livsglæde, nærvær og omsorg. Det betyder faktisk også, tror jeg, at vi kommer til at tænke rettigheder på en ny måde, hvor det skal være slut med minuttyranni og nulfejlskultur. Frisættelse er nemlig ikke kun et spørgsmål om at fjerne regler. Det er en grundlæggende anden måde at styre den offentlige sektor på, og det er en kæmpe opgave. Det tror jeg sådan set at I alle sammen er pinligt bevidste om; sådan hører jeg det i hvert fald i talerne. Det er netop det, en ny ældrelov skal honorere. Som fru Mette Abildgaard sagde det, er det sådan set det, som en ældrelov er svaret på.

Det, vi arbejder på i regeringen, er at lave en ældrelov med få klare værdier, der skal skabe bedre rammer for en alderdom med livsglæde. Regeringen vil give de ældre reel selvbestemmelse, udvide det frie valg, give de ældre frihed til at bo, som de vil, og sikre større kontinuitet i plejen, fordi det jo er noget af det, jævnfør redegørelsen, vi kan se fremmer trivslen. Det er ikke et let stykke arbejde, for når man skruer på ét tandhjul i den her store velfærdsmaskine, forrykker balancerne sig alle andre steder. Derfor skal vi have kigget i alle hjørnerne, hvilket jeg også hører at I taler ind i. Det betyder bl.a., at vi ud over det, jeg allerede har været inde på om visitationen, skal se på en anden måde på vores rettighedsforståelse, på den måde, vi fører tilsyn på, og på det frie valg. Alle de her ting påvirker hinanden på kryds og tværs, og derfor er det også en stor og svær opgave.

Vi skal væk fra den her minutiøse styring af ældreplejen. Vi skal give medarbejdere og ledere frihed til at yde en faglig indsats. Men vi skal også væk fra det her med, at velfærd er noget, vi styrer, for velfærd er noget, vi skaber sammen. Den her bevægelse fra styring til at skabe sammen – samskabelse – tror jeg er noget af det helt centrale i vores bevægelse fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund. Jeg tror, at velfærden skal skabes af dem, der er tættest på borgeren og kender borgerens behov og ønsker. Det er medarbejderne og i høj grad selvfølgelig også de pårørende, men det er også de lokale fællesskaber: naboerne, veninden, gåmakkeren, den tidligere gåmakker, foreninger og virksomheder. Vi skal have aktiveret hele det civile samfund og fællesskaberne omkring den ældre.

Arbejdet med den nye ældrelov bygger bl.a. på det inddragende arbejde, som flere af os har været inde på med den såkaldte Okkelsrapport. Og indholdet i afrapporteringen er et rigtig godt udgangspunkt, men vi skal også videre end det. Nu er der flere af jer, der også taler om det som anbefalinger, men faktisk er det jo egentlig primært en afrapportering med nogle temaer, der peger på, hvad der er vigtigt at kigge ind i. Det er ikke sådan en til en anbefalinger, men det kan vi komme tilbage til. Noget er mere konkret end andet. Det er et godt udgangspunkt, men vi skal videre, hvis vi skal gå fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med langt højere grad af lokal frihed og lokalt ansvar. Vi er også i gang med at nytænke og udvikle konkrete løsningsforslag, og der ligger et stort og svært arbejde foran os.

Det, jeg vil afslutte med at sige, er, at vi jo har hørt rigtig mange regeringer tale om afbureaukratisering – fru Lotte Rod var inde på det – uden at det har båret frugt. Men jeg tror på, at det lykkes den her gang. Det gør jeg, både fordi jeg hører en så dyb forståelse fra jeres side – og det er jo os, der skal gøre det sammen – men også, fordi det den her gang ikke kun handler om regelforenkling. Det handler om en grundlæggende ændring af hele styringsregimet, i forhold til hvordan vi styrer, kontrollerer og leverer velfærd.

Så endnu en gang tusind tak for talerne og for debatten, og jeg ser frem til de spørgsmål, der måtte være. Det håber jeg at der er.

Tak til ældreministeren. Der er en stribe korte bemærkninger. Først er det fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg er meget glad for at høre om det her styrkede frie valg. Jeg kunne godt tænke mig at udfordre ministeren, lidt i forhold til at de statslige plejehjem f.eks. ikke kan gå konkurs. Kan vi nogen sinde få en oprigtig fri konkurrence og dermed også et reelt frit valg, hvis der ikke også er en konkursmekanisme i det offentlige?

Værsgo til ældreministeren.

Noget af det, jeg i hvert fald lægger vægt på, og som også indgår i regeringsgrundlaget, er det her med, at vi skal have en sidestilling og en ligestilling af private og offentlige leverandører. Der vil jo altid et eller andet sted være nogen, der skal have en forsyningsforpligtelse. Det er situationen i dag, at hvis du har et friplejehjem, der går konkurs – nu har vi aktuelt f.eks. et i Vejle, men der er faktisk ikke så mange konkurser – så er det kommunen, der har forsyningsforpligtelsen i sidste ende. Jeg har ikke sådan tænkt meget over det med mulighederne for konkurs, men jeg er i hvert fald optaget af, at vi får en ligestilling af de private og de offentlige leverandører i de vilkår og rammer, de har.

Så er det fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Men hvordan kan man få det, når alle de private og selvejende kan gå konkurs og det offentlige ikke kan? Kunne man ikke lave det på en måde, ligesom det er i det private nu, hvor man, hvis ikke man gør det godt nok, går konkurs, og så bliver det sat i udbud, så nogle andre og bedre kan få lov til at tage over?

Værsgo at svare.

Jeg er egentlig allermest optaget af, at vi får leveret den ældrepleje, der er, og får nogle stabile rammer for de plejehjem, uagtet hvilken ejerform de har. Erfaringerne med, hvor mange plejehjem der egentlig går konkurs – det er friplejehjemmene i dag – er jo ikke så mange. Så jeg ved faktisk ikke helt, hvor stor udfordringen er. Jeg er faktisk mere optaget af, at vi får skabt nogle reelle og ordentlige rammer, så vi får færrest mulige, der ender med at være i sådan en situation, bl.a. ved at sikre nogle gode afregninger.

Så er det fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Mange tak for en rigtig fin tale fra ældreministeren. I Danmarksdemokraterne er vi rigtig glade for det samarbejde, der allerede er etableret, og de forhandlinger, som kommer, glæder vi os rigtig meget til.

Noget af det, som vi i Danmarksdemokraterne jo er optaget af – og det tror jeg allerede ministeren har hørt lidt om – er de her snitflader, som der er til andre sektorer i forbindelse med den kommende ældrelov, som vi skal forhandle om. For ældreområdet er utrolig komplekst og har nogle koblinger ind i nogle andre områder – det kan f.eks. være til regionens hospitaler og behandlingstilbud. Derfor har jeg og Danmarksdemokraterne i hvert fald en bekymring for, at vi slår et rigtig stort brød op omkring ældreloven, hvor vi selvfølgelig skal finde nogle rigtig gode løsninger på ældreområdet, men hvor man samtidig ikke – fordi det hører til regionerne – kan forhandle om f.eks., hvordan vi forhindrer genindlæggelser, hvordan vi sikrer flere hospicepladser osv. osv. Og det er jo også noget, som det er vigtigt at vi kigger på.

Hvad tænker ældreministeren om det?

Tak. Det får vi et svar på. Værsgo.

Jeg er meget opmærksom på de koblinger og samarbejdsflader, som vi faktisk taler om det som, altså sundhedsministeren og hele Sundhedsstrukturkommissionen, hvor jeg i øvrigt også sidder med, og det er netop for at sikre, at koblingerne bliver lavet. Så jeg anerkender fuldt ud, at der er behov for koblinger, og det er også det, vi prøver at imødekomme i regeringen og har et stort fokus på.

Jeg tænker, det er vigtigt, at vi ikke reducerer – og nu ved jeg ikke, om det er det, jeg hører i spørgsmålet – ældrepleje til alene at være et spørgsmål om sundhed. Det tror jeg heller ikke er det, jeg hører, for det er jo et liv – civilsamfundsmæssigt, socialt og på alle mulige måder, også i forhold til forebyggelse, som nogle var inde på. Så jeg tror, det er vigtigt, at vi har et særskilt område i forhold til en ældrelov. Men jeg er helt enig i, at det selvfølgelig er vigtigt at se på koblingerne.

Tak. Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Ja, for nu har regeringen jo nedsat den her Sundhedsstrukturkommission, og vil ældreministeren love, at Sundhedsstrukturkommissionen ikke bliver en syltekrukke for de koblinger, der er, indtil de kommende forhandlinger omkring en ældrelov?

Ældreministeren, værsgo.

Jeg er meget sikker på, at alt, hvad vi gør i regeringen, ikke er med en intention om og med tanke på, at noget bliver en syltekrukke. Så jeg vil gerne stille i udsigt, at det ikke bliver en syltekrukke.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen fra SF.

Tak for det, og også tak for ministerens tale. Jeg tror grundlæggende, hvad ministeren også er inde på, at de fleste ældre tænker: Det vigtigste er sådan set, at jeg slipper for nogen sinde at blive afhængig af det der plejehjem. Vi vil alle sammen helst klare os selv lige til det sidste. Den dag, hvor man så vitterlig ikke selv kan komme på toilettet, er det altså alligevel faktisk rart, at der kommer nogle professionelle, der kan hjælpe en, uden at man skal føle sig ydmyget eller på nogen måde føle sig i vejen af den grund. Det tror jeg selv er vigtigt.

Derfor bliver jeg også ked af det, når diskussionerne ender i et spørgsmål om, hvorvidt det er på grund af ligestilling mellem private og offentlige leverandører eller det er, fordi vi ikke har nytænkt det nok eller sådan noget. Jeg tror virkelig, det er vigtigt, at man den her gang tænker ind, hvordan vi løser opgaverne hos den ældre. Derfor vil jeg egentlig bare gerne spørge ministeren: Når nu ministeren selv henviser til, at det er en ældrelov, der er svaret, hvordan vil ministeren så involvere det samlede Folketing i de forhandlinger, og hvornår kan vi regne med at vi eventuelt bliver indkaldt til forhandlinger?

Værsgo til ældreministeren.

Jeg lover jer, og det tror jeg også at jeg sagde i sidste uge, da vi var samlet, at I bliver de første, der får det at vide. Vi arbejder på højtryk med det nu, og I bliver selvfølgelig som Ældreudvalg involveret. Og der bliver jo en inddragende proces, som vi tilrettelægger efter alle kunstens regler eller i hvert fald gør os rigtig umage med at få tilrettelagt.

Jeg deler sådan set opfattelsen af – jo ikke mindst henset til at problemerne ikke er nye, som flere har været inde på, og som jeg også kan konstatere – at der er behov for, at det snart kommer. Men der er flere årsager til, at vi skal gøre os umage med det, for det er både nogle store tandhjul, vi skal have til at hænge sammen, og det er det, at når vi nu skal det – og nu har jeg jo fornøjelsen eller belastningen af at komme ude fra det kommunale – bliver vi simpelt hen nødt til at gøre det her ordentligt, for kommunerne er så pligtopfyldende i forhold til at omsætte og implementere den lovgivning, der er, at det ikke nytter noget, at vi ikke får gjort det ordentligt.

Jeg er faktisk omvendt positiv og egentlig meget optimistisk over, at vi har den debat, vi har, fordi der er så stor indsigt i området. Så jeg håber og tror på, at vi får en bred aftale.

Fru Kirsten Normann Andersen, SF, har yderligere et spørgsmål.

Jeg tror sådan set, at det er rigtigt, at det samlede Folketing gerne vil det her, altså er enige i, at der skal gøres noget i forhold til ældreområdet. Derfor vil jeg også bare spørge en gang til. Når ministeren siger, »vi arbejder på det«, skal jeg så forstå det, som at det er regeringen, der arbejder på det, og at vi i Ældreudvalget derfor venter på et forslag, et konkret forslag, eller forestiller regeringen sig, at lige præcis på det her område er det i forvejen så svært, at det giver rigtig god mening at sørge for, at der er meget større bredde på en eventuel aftale om, hvordan sådan en ældrelov skal se ud i fremtiden? Altså, bliver vi indkaldt til brede forhandlinger, eller venter vi på, at regeringen kommer med et udspil?

Ældreministeren.

Jeg kommer det ikke meget nærmere end at sige, at jeg selvfølgelig er optaget af det og arbejder rigtig meget på det, og jeg tror, at det gælder for alt, hvad vi laver i regeringen, at det jo ikke er sådan, at vi sidder særskilt som ministerier og gør noget udeomkring. Så vi har selvfølgelig nogle drøftelser af, hvad det er for nogle ting, der bliver fremsat i de enkelte ministerier.

Tak. Så er det fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak til ministeren for en god tale og for at knytte flere ord til den her redegørelse. Jeg vil også tillade mig at spørge lidt ind til det forløb, vi skal i gang med. Dels kunne jeg tænke mig at høre om det her med en ny ældrelov, som jo er en gammel udmelding fra statsministeren, dels er der det her med frisættelse i regeringsgrundlaget. Kan vi forvente, at det bliver en og samme proces, det skal forhandles i? Er det to sider af samme sag?

Så kunne jeg tænke mig at spørge ind til, hvem der kommer til at sidde for bordenden i de forhandlinger: Bliver det ministeren selv, der kommer til at indbyde til forhandlinger, eller er der andre i regeringen, der kommer til det? Og så kunne jeg naturligvis tænke mig at spørge om, hvordan tidshorisonten ser ud.

Ældreministeren.

Jeg ville ønske, jeg kunne svare, men I må vente lidt på svaret. Altså, jeg kan godt svare, men jeg kan ikke give et konkret svar på, hverken hvornår eller hvordan det bliver. Jeg tænker, at jeg jo er ældreminister og har ansvar for området, så det er mig, der kommer til at fremsætte forslaget til og arbejde med en ældrelov. Og nu glemte jeg faktisk den første del af dit spørgsmål – det gik på ... en frisættelse af ældreområdet, ja. Vi starter jo på ældreområdet, og det er også sådan, vi kommer til at gøre det. Og hvordan det lige kommer til at spænde af, må vi se, men vi starter i hvert fald på ældreområdet.

Fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Jeg har egentlig ret stor forståelse for, at der er nogle ting, man først kan offentliggøre, når man også har et mandat med sig fra regeringen, og at man selvfølgelig også skal finde sine positioner i regeringen. Men jeg er bare helt ærligt bekymret for, om det kommer til at trække det her meget ud. Vi hører jo lidt på rygtebørsen, at der er uenigheder mellem regeringspartierne om, hvorvidt det er vigtigst at frisætte institutionerne eller borgerne eller medarbejderne, og at det giver grobund for interne diskussioner. Så det kunne jo bare være interessant at høre, hvad ministeren mener det er vigtigst at frisætte.

Ældreministeren.

Som jeg også var inde på i min tale, ser jeg i hvert fald frisættelse på tre niveauer: dels af borgeren, dels af medarbejderen, og så taler jeg egentlig om frisættelse af det lokale ansvar. Det kan jo se ud på forskellige måder. Det står jo også indskrevet i regeringsgrundlaget, at vi skal prøve nogle modeller af. Altså, vi har både det her omkring de åbne bestyrelser – det er jo en institutionstænkning – og så skal vi prøve modeller for de selvejende institutioner. Og er det så kommunerne eller institutionerne, der bliver sat fri? Det er simpelt hen en drøftelse, vi også har til gode, og som jeg jo også taler med andre aktører uden for Christiansborg om.

Tak. Så er det hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg synes, det er enormt positivt, at der bliver talt om en ældrelov, for der er jo ingen tvivl om, at den tidligere regering sagde enormt meget om det, men der skete ikke en bønne. Derfor er det jo godt, at ældreministeren betoner det.

Jeg vil gerne spørge ind til det paradoks, der kan være mellem på den ene side frisættelsen, afbureaukratiseringen, det, som mange af os ser som noget enormt positivt, og på den anden side, at det jo også kan betyde, at nogle mister nogle rettigheder, og her tænker jeg selvfølgelig på de ældre. Måske ministeren bare kunne betone, hvor regeringen har tænkt sig at lægge balancen i det, for det er for mig et ret væsentligt spørgsmål.

Værsgo til ældreministeren.

Jeg deler helt opfattelsen af, at rettigheder er vigtige; selvfølgelig er de det i en retsstat. I dag er ældreområdet, som hr. Peter Kofod jo også er opmærksom på, reguleret dels af serviceloven, hvor det sådan er mere en juridisk rettighedsforståelse, dels af sundhedsloven, hvor det er en mere faglig rettighedsforståelse, og så har vi jo også de materielle rettigheder, som ligesom er det der med, at vi skal benævne, hvad det er for nogle typer ydelser, og så har vi også en oplevet rettighed, som man også godt kan tale om, i forhold til om man oplever, at man faktisk har den rettighed, man har.

Jeg tror, at vi kommer til at snakke om, hvad det er for en rettighedsforståelse, vi skal lægge til grund. Og tandhjulene hænger jo sammen, for vi har at gøre med en central visitation, som er det, der i høj grad muliggør den juridiske forståelse af rettigheder i dag med individuelle, konkrete vurderinger og afgørelser, og nu er der jo i Okkelsrapporten også et forslag til, at man kan fastholde den, men at justeringerne så i højere grad bliver det faglige skøn. Så jeg tror, vi kommer til at arbejde med at udvikle vores rettighedsforståelse, men der er ingen tvivl i mit hjerte og sind om, at rettighedsforståelsen er vigtig.

Hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Jamen det lyder godt, altså det, jeg tolker det som, lyder godt. Men så lad mig stille et måske mere konkret spørgsmål.

Jeg tror, at de fleste af os myndige mennesker godt kan lide selv at beslutte, hvornår vi skal i bad, og hvor ofte vi tager et bad. Kunne det være en rettighed, som man f.eks. gav ældre på plejehjem? I stedet for, at man får et bad om ugen – det ville jeg godt nok ikke synes var særlig rart som menneske at blive budt – får man et bad noget oftere. Kunne man forestille sig, at det var en rettighed, at ældre selv kunne bestemme, hvornår man kommer i bad, og hvor ofte man kommer i bad?

Ældreministeren.

Altså, jeg vil mere tænke det ind i en forståelse af selvbestemmelsesdelen. For jeg synes, at noget af det, der er vigtigt i en frisættelse af borgeren, netop er det her, som man jo så kan kalde en ret til selvbestemmelse, i forhold til at sige, om det er en gang om ugen, jeg vil i bad, eller om jeg vil i bad flere gange om ugen, og hvordan den faglige dialog skal være.

Jeg stiller mig lidt nysgerrig, når jeg har været ude på besøg, i forhold til netop at spørge, om der er nogle behov, man ikke kan få opfyldt, og det, jeg hører, er, at det er i den her dialog, der er mellem medarbejderen og den enkelte ældre, man faktisk finder ud af, hvordan det er, behovene skal prioriteres, og hvornår det er, man skal i bad.

Så er det fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Altså, jeg føler mig ret overbevist om, at ministeren ved rigtig meget om det her område; det siger sig selv, også med ministerens tidligere liv i tankerne. Men når jeg hører debatten, også i forhold til fru Mette Abildgaards spørgsmål, får jeg det sådan: Altså, ministeren er minister, ældreminister, og jeg må sige, at jeg helt klart forventer, at det er ministeren, der sidder for bordenden og lytter til, hvad der bliver sagt her fra ældreordførerens side.

Det synes jeg er helt, helt naturligt, altså, at sådan må det være. Og der synes jeg, at ministeren er lidt usikker, og der må jeg så bare sige til ministeren, at selv om der er en trepartiregering, så – ja, jeg skal ikke belære nogen – synes jeg, det ville være fint, at ministeren sætter sig igennem og siger: De forskellige partier siger sådan, det er mig, der sidder for bordenden, og det er dem, jeg lytter til.

Jeg vil bare høre, om vi ikke kan komme dertil i hvert fald, for lige pludselig bliver jeg usikker, både på hvor lang tid det skal tage, om det kommer i en eller anden kommission, og om det nu er ministeren – om det nu er ældreministeren – der sidder for bordenden. Selvfølgelig er det da det.

Værsgo til ældreministeren.

Så fik jeg formuleret mig utydeligt. Selvfølgelig er det mig, der sidder for bordenden i forhandlingerne af et ældreudspil og en ældrelov.

Fru Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Så vil jeg bare høre noget på nuværende tidspunkt. Det ligger måske lidt uden for det her, men jeg vil så gerne have det med, altså det, jeg også sagde i min ordførertale om, at der hele tiden mangler penge til de ældre. Man ser det nu med budgetterne rundtomkring i kommunerne – jamen vi skal spare, også på de ældre, og vi er så kede af det – og der kom jeg jo med nogle ting, som jeg synes er fuldstændig vanvittige ude i kommunerne, som ikke alene er på ældreområdet, men alt det her med kommunikation, alt det her med medarbejdere, som skal gøre det ene og det andet og det tredje, og med journalister, og hvad ved jeg.

Der er altså rigtig mange penge at hente her, og der synes jeg bare, at man bør komme dertil i et moderne samfund, at man siger, at man ikke er begrænset i forhold til det her område, der alene hedder ældreområdet, men at det er kommunerne, og så spørge: Hvor kan vi finde nogle penge? For det er det, der er behov for. Der er behov for penge til de ældre, der er behov for flere ansættelser, der er behov for, ja, alt muligt til de ældre, og der synes jeg bare, vi må sige, at vi er nødt til at tage af hele paletten.

Tak. Værsgo til ældreministeren.

Altså, nu synes jeg jo egentlig, vi har en god kontrakt stat og kommuner og regioner i øvrigt imellem, i forhold til at det er i økonomiaftalerne, vi ligesom opgør, hvad det er, der er af opgaver, og hvad det er, der er af anlæg, og så laver vi en overordnet aftale om, hvor mange penge der skal med. Det er jo grundlæggende, synes jeg, også et ret sundt princip i sådan en frisættelsestænkning, at opgaver og ansvar følges ad, og at man så egentlig som kommune også har ansvaret for at forvalte sine penge.

Når det så er sagt, er det jo en svær opgave at det til at hænge sammen, og der vil jeg egentlig bare lige bringe det, som statsministeren har været ude at sige, ind. For hvordan er det, vi honorerer det her mål omkring administrative besparelser i kommunerne, som også er en del af regeringsgrundlaget, hvor regeringen jo også er gået ind og har sagt: Jamen lad os prøve at sætte os ned i et samarbejdsprogram over nogle år og finde ud af, hvordan det er, vi vil løfte det ansvar sammen? Det handler netop om at adressere nogle af de her administrative udgifter.

Tak til ældreministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Vi holder lige en kort pause, da vi skal have lavet en ny opstilling, så vi kan tage fat på den næste sag lige om et øjeblik.

Mødet er udsat. (Kl. 18:05).