Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 55:

Forslag til folketingsbeslutning om mere fleksibel hjælp til borgere med handicap efter det fyldte 18. år.

Af Charlotte Broman Mølbæk (SF) m.fl.

(Fremsættelse 14.03.2023).

Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti står klar på talerstolen til at give en begrundelse for forslaget. Værsgo.

Tak. Vi fortsætter med anden del af det forslag, der blev behandlet sidste år, og hvor der blev landet en beretning.

Når man fylder 18 år, er det jo en kæmpestor festdag, både for forældrene og for børnene. Nu bliver børnene myndige; de kan stemme, de kan gå i byen, køre bil uden deres forældre – juridisk set være fri af deres forældre. Jubelen hos de unge mennesker er bare ikke til at tage fejl af, for nu skal de erobre verden og flytte så langt væk fra deres forældre som overhovedet muligt.

Kigger man på det gennemsnitlige unge menneske i Danmark, bliver de boende hjemme hos mor og far, til de fylder 21, så helt fri af deres forældre er de nu nok ikke helt klar til at være. For det er alligevel meget rart at bo hjemme lidt endnu, indtil man er klar til at flytte hjemmefra og være rigtig voksen. Nogle flytter tidligt, andre flytter sent, og begge ting er faktisk helt okay, for overgangen fra barn til voksen er en stor mundfuld.

Men fylder du 18 år og har et handicap, bliver du behandlet som en rigtig voksen lige med det samme, og din fødselsdagsgave bliver ofte en forringelse af den hjælp, du var berettiget til, før du var 18 år. For nu er de unge mennesker med et handicap jo rigtige voksne efter lovgivningen.

Unge, der skal leve med handicap, skal ikke sidde derhjemme og have begrænset deres muligheder. Der bør i vores velfærdssamfund være rum og plads til, at man fortsat kan have et aktivt og indholdsrigt liv, mens man får den hjælp, man har behov for, uanset om man er 18 eller man er 20 år. Vi ved, at det styrker overgangen fra barn til voksen, og så er det med til at sikre, at lige præcis de unge mennesker, der er med i de beslutninger, der handler om deres eget liv, står meget stærkere. Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved overgangen, når det gælder helt almindelige sunde, raske unge mennesker, for her er der både tid, rum og plads til at modnes. Men det kan ikke være rigtigt, at unge mennesker med handicap ikke har samme mulighed for at tilpasse sig overgangen fra barn til voksen.

Børnebestemmelserne har fokus på trivsel og udvikling, mens voksenbestemmelserne har fokus på uddannelse, beskæftigelse og forsørgelse, og selvfølgelig bør disse ting tænkes sammen. Vi må aldrig stoppe forudsætningen for at udvikle sig uanset alvoren af fysisk og psykisk-kognitive handicap, og det er baggrunden for, at vi behandler det her beslutningsforslag i salen i dag.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne for begrundelsen. (Charlotte Broman Mølbæk (SF): Jeg skal huske at sige, at jeg skulle hilse fra DF og Det Konservative Folkeparti og sige, at de er for forslaget). Det er super, men det gør vi først, når forhandlingen er åbnet. Men jeg tager den nu; det er helt fint, det skriver vi ned. Tak til ordføreren.

Nu er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er social- og boligministeren.

Tak til forslagsstillerne for at fremsætte endnu et forslag vedrørende borgere med handicap, i den her sammenhæng om forbindelsen og overgangen fra barn til voksen. Beslutningsforslaget pålægger regeringen inden udgangen af oktober 2023 at fremsætte lovforslag, som skal sikre en afbureaukratisering af reglerne på handicapområdet og give en mere fleksibel hjælp til borgere efter det fyldte 18. år. Lovforslaget skal indebære, at der igangsættes et forsøg i en række kommuner, hvor hjælp til borgere med et handicap videreføres, efter at borgeren er fyldt 18 år, medmindre der er sket væsentlige ændringer i deres situation.

Der er jo slet ikke nogen tvivl om, at der skal være en tryghed og der skal være en forudsigelighed og der, hvor det er nødvendigt, også en kontinuitet. Det er der jo ikke altid, for der er faktisk en forskel på at være barn og voksen. Det vil sige, at dér, hvor det er relevant, er det vigtigt med kontinuitet, men jeg tror, de fleste af os også gerne vil have respekteret, at vi på et tidspunkt faktisk bliver voksne mennesker og derfor har brug for en anden støtte og hjælp, end vi havde, da vi var børn. Det gælder selvfølgelig også borgere med handicap.

Som jeg har tilkendegivet tidligere, vil jeg gerne se nærmere på, hvordan vi får afbureaukratiseret på handicapområdet. Jeg synes, vi har taget et første virkelig væsentligt skridt i forbindelse med aftalen med kommunerne i går i forhold til særlig den del, der vedrører merudgiftsydelsen, som jeg er meget positiv over, at vi har kunnet finde fælles fodslag om.

Der sker rigtig meget i overgangen fra barn til voksen, og betydningen af at blive myndig er stor. Det er den, både når det gælder borgere i almindelighed, men også når man går fra at være ung til at være voksen, når man har et handicap. Det er vigtigt, at det bliver forberedt ordentligt, og jeg deler sådan set opfattelsen af, at overgangene er rigtig svære.

Derfor indførte et enigt Folketing i 2020 en forpligtelse til, at kommunerne skal påbegynde planlægningen af overgangen fra barn til voksen, når den unge fylder 16 år. Jeg mener sådan set, at lige præcis den måde at gøre det på er det rigtige snit at lægge. Det er, fordi jeg mener, man har ret til at blive behandlet som voksen, når man er voksen. Det vil sige: En idé om at sige, at der ikke skal være nogen overgange, går jeg ikke ind for. Men at en overgang skal forberedes ordentligt, og at der skal være en mulighed for at få kontinuitet der, hvor det er relevant: Ja tak til det. Jeg mener sådan set, at det snit, der er blevet lagt af et enigt Folketing i 2020, er det rigtige.

Formålet med den forpligtelse er netop at sikre, at der er en tryghed og en forudsigelighed, og at det er planlagt i god tid, sådan at man som familie og ung meget tidligt kan forholde sig til, hvad der skal foregå i den overgang. Det er selvfølgelig intentionen med det, at man skal nedbringe den usikkerhed, og man kan sige, at baggrunden for det jo formodentlig er den samme som baggrunden for, at det her beslutningsforslag bliver fremsat, nemlig at overgangen er for hård og for brat. Det er det, som man med reglerne fra 2020 ønsker at gøre op med. Derfor er jeg altså ikke tilhænger af, at man viderefører hjælpen efter børnebestemmelserne efter det fyldte 18. år. Punktum. Det mener jeg simpelt hen ikke er den rigtige måde at gøre det på. Jeg synes faktisk, at det er forberedelsen og det, at man får god tid og mulighed for at planlægge og forberede sig, der er det rigtige.

Ankestyrelsen har tidligere lavet en undersøgelse af, hvordan forberedelsen fra barn til voksen sker i kommunerne, og hvilken hjælp man får tildelt. Men den undersøgelse blev lavet, inden reglerne for kommunerne var trådt i kraft. Derfor mangler vi lige nu viden om, hvordan de regler og den lovgivning, der blev indført i 2020, fungerer i praksis. Vi ved det simpelt hen ikke. Derfor kan jeg godt være lidt bekymret for, når vi nu står og behandler det her beslutningsforslag i dag, om det så er gammel strøm. Vi ved reelt ikke, om det har forandret sig siden 2020. Vi ved, at der er enkeltsager, hvor det ikke har. Det er klart, dem kender vi alle sammen til. Men er det generelle billede, at det faktisk har forandret sig, efter at reglerne blev indført? Er det generelle billede, at det overhovedet ikke har forandret sig, siden reglerne blev indført, eller er billedet, at det for nogle kommuner har forandret sig og for andre har det ikke? Vi ved det simpelt hen ikke.

Jeg mener sådan set, at grebet på det, man lavede i 2020, er det rigtige, og derfor synes jeg jo, at vi, inden vi begynder at lave reglerne om, skal vente på resultaterne af den nye undersøgelse, som Ankestyrelsen er i gang med netop nu, af kommunernes erfaring og praksis med forberedelsen af børn og unge. Det vil altså sige, at det jo så er viden, vi får, efter at den nye forpligtelse er trådt i kraft.

Jeg tror, vi som Folketing skal passe rigtig meget på det her med, at vi laver nogle regler, og inden de regler så overhovedet er kommet ud at virke, laver vi, fordi de ikke virker endnu, nogle nye regler, og inden de overhovedet kommer til at virke, laver vi nogle nye regler. Det tror jeg både er frustrerende for borgerne, og jeg tror, det er frustrerende for kommunerne, og jeg tror ikke, at det rykker særlig meget ved særlig meget.

Derfor kan man sige, at eftersom jeg politisk stadig væk mener, at det er det rigtige greb, synes jeg jo, vi skal vente, til vi ved, om de regler, der først er trådt i kraft i 2020, faktisk virker. Hvad er kommunernes erfaringer med dem? Hvad tænker borgerne om dem osv. osv.? Der kan vi jo så i den forbindelse gå ind og kigge på, om der skal noget andet eller noget mere til. Det synes jeg vi skal kigge på, når den tid kommer.

Jeg synes, det er vigtigt, at unge med handicap skal hjælpes til at leve et så selvstændigt liv som overhovedet muligt på linje med alle andre unge, og det skal komme til udtryk i den hjælp, man kan få. Det er store forandringer; for alle unge, der går fra at være 16 til 18 til 20 år, sker der ufattelig meget de der år. Derfor tror jeg, at det her med at få den ro og den grundighed og den forberedelse, også mentalt, på at skulle træde ind i voksenalderen er ufattelig vigtig.

Man kan sige, at formålet med børnebestemmelsen jo er at give hjælp og støtte til børn, dvs. fundamentalt set en helt anden situation, end når først man er blevet voksen. Voksenbestemmelserne er jo i modsætning til det rettet mod voksne mennesker, og det vil altså sige personer over 18 år, som har et ansvar for sig selv, og som har et ansvar for sin eventuelle familie, dvs. også har et ansvar for at udvikle egne potentialer osv. Derfor er situationen selvfølgelig en anden. Forskellen afspejler bl.a. det forhold, at unge med handicap netop skal hjælpes til at have så selvstændigt et liv som muligt, og det er jo noget andet, end man gør med et 4-årigt barn. Dem forsøger man jo ikke at hjælpe til at have så selvstændigt et liv som muligt. Der forsøger man at bidrage til, at man har så godt et familieliv som muligt, og at familien hænger sammen rundt om barnet. Det vil naturligvis være anderledes, når først man er blevet myndig.

Så kan man sige, at det kan være problematisk, hvis ydelser for eksempelvis tabt arbejdsfortjeneste fortsætter efter det 18. år, fordi den ydelse tager udgangspunkt i, at det er forældrene, der bærer forsørgerpligten. Det vil sige, at vi kan risikere, at der opstår en gråzone, hvor borgeren er blevet myndig, men hvor det fortsat er forældrene, der modtager ydelsen, og hvor det kan være mægtig svært at gennemføre en frigørelsesproces, selv om man jo som ung med handicap har præcis samme rettigheder og skal have præcis samme rettigheder til en frigørelsesproces fra sine forældre, som alle andre unge mennesker har. Der skal vi selvfølgelig ikke som samfund bidrage til, at det bliver gjort sværere.

Det kan også være, at den rigtige løsning for den unge i den sammenhæng er en kombination af hjælp i hjemmet og så et aktivitets- og samværstilbud uden for hjemmet, dvs. muligvis noget andet end det, som forældrene synes er det rigtige for den unge. Det har jeg hørt om før, siger jeg som teenagermor – at man som mor til en teenager synes, det er noget andet, der er bedst for den unge, end den unge selv synes. Der er det selvfølgelig en rigtig god idé, at man som ung med handicap faktisk får lov til at være et myndigt menneske, og at man ikke på den måde skal fyre sine forældre for at få lov til at gennemføre den frigørelsesproces, som alle unge mennesker kommer igennem.

Som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil regeringen lave en handlingsplan med det formål at skabe bedre muligheder for mennesker med handicap. Vi vil bl.a. sætte mål for, hvordan flere med handicap kan bidrage på arbejdsmarkedet, og se på muligheden for at skabe flere og mere fleksible uddannelsesveje for studerende med handicap. Det er nogle af de rigtig afgørende ting – det er det også, når man er blevet voksen med handicap, men det er det jo i særdeleshed i overgangen fra at være ung til at være voksen. Jeg synes, det er oplagt, at man også i den forbindelse får kigget på problemstillingerne omkring overgangene i det hele taget, herunder når vi har fået undersøgelsen fra Ankestyrelsen efter de seneste regelændringer og vi får den viden, der skal til.

Så det er bare for at sige, at jeg uforandret støtter intentionerne bag forslaget, nemlig at skabe en mere smidig overgang mellem ungdom og voksenliv, men jeg synes, vi skal passe på det her med at lave regler på regler på regler, før vi overhovedet ser, om de regler, vi har lavet, virker. Jeg mener faktisk, at det snit, min forgænger har lagt ind, er det rigtige. Så tak for det.

Der er en enkelt kommentar fra fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Det er rigtigt, at vi behandlede et lovforslag, og jeg tror da, vi vil blive noget overrasket, når vi kender resultaterne af lige præcis det. Min oplevelse er i hvert fald – ud fra, hvad jeg hører; det kan være anekdotisk viden – at der ikke er så meget, der har ændret sig, og at man faktisk i en del tilfælde kommer til at stå helt uden hjælp, fordi man ikke har taget sig af, hvad der skal ske, når man aldersmæssigt når voksenbestemmelserne.

Nu har jeg jo haft noget samarbejde med ministeren tidligere, og tidligere har ministeren ikke været så bange for at gå ind i projekter. Det her er jo kun et forslag om at starte projekter og så se, hvad der sker. Kunne vi overveje at lave et ungeforsøg og i virkeligheden give mere frihed til unge? Det er jo ikke regler på regler; det er mere frihed og bare at kunne videreføre en lang række ydelser efter børnebestemmelsen over i voksenlivet. Det vil være et projekt at se, hvad der sker. Bliver de unge mere glade af det? Hvad synes forældrene om det? Hvad mener kommunerne om det? Giver det dem i virkeligheden mindre bureaukratisk pres?

Ministeren.

Jamen som sagt er jeg faktisk imod. Jeg synes simpelt hen ikke, det er nogen god idé. Jeg synes, at man som borger med handicap har ret til at blive voksen. Og hvis der så er dele af voksenbestemmelserne, der ikke er gode nok, er jeg selvfølgelig åben over for at drøfte det. Men det er bare for at sige, at jeg simpelt hen ikke synes, det er nogen god idé. Og det ændrer jo ikke på, at jeg fuldstændig anerkender det, der er intentionen bag det, ordføreren siger, altså at skabe en smidig overgang. Men jeg mener, at den rigtige måde at gøre det på er, at man forbereder den overgang i god tid, og det er jo præcis det, der er intentionen bag loven fra 2020, altså at man skal forberede det ved 16-årsalderen, sådan at man grundigt og ordentligt kan forberede overgangen.

Så vil jeg bare anfægte det her, der bliver sagt, om, at ordføreren tror, at vi vil blive overrasket. Det kan vi jo simpelt hen ikke lave lovgivning på baggrund af.

Spørgeren.

Nej, men det er heller ikke bevæggrunden for det her forslag, så den kan vi bare parkere. I virkeligheden handler det her meget mere om at skabe en smidigere overgang for unge, fordi vi også ved, at unge i virkeligheden bliver senere modne. Mange normalt fungerende unge bor jo som sagt derhjemme og får den støtte, de har brug for til det. Men der er også nogle gange en kæmpestor ulighed i, hvad det er for en hjælp, man kan få. Jeg kender en del unge mennesker, som har stået med en børne-BPA, altså en hjælper, døgnet rundt og overgår til voksenbestemmelserne, 15 timers ledsagelse og hjemmepleje, hvor man kan blive puttet til samme tid hver aften og hjulpet op til samme tid hver morgen. Det er ikke et værdigt ungeliv.

Ministeren.

Man skal jo også tage hensyn til de individuelle forhold under voksenbestemmelserne, og det vil sige, at principielt er der smidighed til at gøre de her ting ordentligt. Dermed er det jo ikke sagt, at det også bliver gjort ordentligt i alle tilfælde. Vi ved, hvor mange sager der tilbagevises, eksempelvis fra Ankestyrelsen, og det giver jo en idé om, at selv om man principielt kan det inden for lovgivningen, er det altså langtfra det samme, som at man også som borger oplever, at bestemmelserne bliver brugt på den måde. Og der vil jeg igen nævne, at jeg synes, at specialplanlægning i den sammenhæng er helt afgørende. Hvis ikke man har nogen former for faglig beskrivelse af, hvad der er god praksis, hvordan skulle det så også på nogen måder være ensartet på samme måde, som det f.eks. er i skolesektoren og sundhedssektoren?

Tak til ministeren. Så begynder vi ordførerrækken, og den første på talerstolen er fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand, og tusind tak til SF for at støtte beslutningsforslaget, så vi kan drøfte overgangen fra barn til voksen for unge mennesker med et handicap.

Beslutningsforslaget indeholder flere elementer, som ministeren så fint redegjorde for lige før, så det vil jeg skåne jer for. I Socialdemokratiet bakker vi op om intentionen om at sikre en tryg og forudsigelig overgang fra ung til voksen for mennesker med et handicap. Ministeren har i flere medier og her på talerstolen tilkendegivet, at ministeren ønsker at få set på hele det specialiserede socialområde, herunder ikke mindst hvordan vi får luget ud i bureaukratiet og simplificeret reglerne. For alle, der går fra det 17. til det 18. år og bliver myndig, er det en stor omvæltning. Tilfører du den her omvæltning et handicap, der indbefatter hjælp og støtte, kan det være en endnu større udfordring. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer, at unge mennesker er forberedt på den her overgang. Fra 2020 pålagde Folketinget kommunerne, at den unge og dennes familie skulle inddrages i planlægningen af overgangen fra det fyldte 16. år.

I Socialdemokratiet mener vi ikke, at man automatisk skal videreføre hjælpen. Vi tror på, at den rette forberedelse og planlægning samt medinddragelse er den rette vej frem. Alle unge mennesker, der fylder 18 år, skal blive myndige, og derfor giver det også en naturlig mening, at de unge mennesker går fra børnebestemmelserne til voksenbestemmelserne. Alle unge skal hjælpes til at leve så selvstændigt og myndigt et liv som muligt, også unge mennesker med et handicap.

Ministeren har været på talerstolen og så fint redegjort for de bagvedliggende grunde. Disse grunde bakker vi i Socialdemokratiet op om, og Socialdemokratiet støtter intentionen bag forslaget, og vi vil meget, meget gerne indgå i et arbejde på at finde flere løsninger på de gode overgange. Men som beslutningsforslaget ligger her, kan vi ikke bakke op om det.

Der er en enkelt kommentar, og det er fra fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Og tak for at bringe ekstra glimmer ind på en dejlig fredag. Hvad vil Socialdemokratiet gøre med de mange fine intentioner, man har på de unges vegne, for at sikre, at de bliver en realitet for de unge mennesker, og at vi ikke kommer til at se en masse situationer, hvor de står uden hjælp, eller kommer til at se, at deres livsomstændigheder bliver forringet så væsentligt, at de kommer til at blive institutionaliseret i eget hjem og skal have faste puttetider resten af livet?

Hvad vil Socialdemokratiet gøre, for at man kan sikre, at disse unge mennesker kan leve på lige fod med andre? For sådan som det fungerer nu, fungerer det ikke specielt godt.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, og tak for en reminder om glimmeret. Jeg tror, det er vigtigt, at man går ind og kigger på det her. I vores regeringsgrundlag har vi skrevet det her med, at vi ønsker et styrket fokus på mennesker med handicaps mulighed for job og uddannelse. Det er jo også en hel del af det, der ligger i det med det 18. år, altså at man går fra at være barn til voksen og til myndig. Altså, vi skal ligesom få tænkt alt det her sammen, og det er også overgangen, der skal være en del af det.

Så må jeg sige, at da jeg sad på den anden side i 2020 og ikke var i Folketinget, blev jeg oprigtig glad, da der kom det her pålæg til kommunerne om, at familien og de unge mennesker skulle inddrages, så man netop fik den gode overgang. Og så vidt jeg kan se i papirerne, skal der faktisk ligge en evaluering af det halvvejs inde i 2024, og den forventer jeg mig meget af, for jeg hører faktisk gode eksempler på, at der netop er opstartet et godt overgangsarbejde. Så hvis vi kan få skubbet på for mere af det, tror jeg, at det er løsningen og vejen frem.

Spørgeren.

Det løser jo ikke udfordringen, at man får 15 timers ledsagelse og skal have det passet ind med at passe et studie og eventuelt en fritidsaktivitet og det at være sammen med vennerne i fritiden. Hvordan kan man det på 15 timer? Og hvordan kan det give mening, at man kan gå fra en fuld BPA-ordning, som er vurderet efter børnebestemmelserne, til lige pludselig at få så stor en forringelse, bare fordi man bliver 18 år? Det er der altså ikke noget i det her lovforslag, ordføreren henviser til, der løser.

Ordføreren.

Det er jeg enig i, men omvendt har jeg faktisk rigtig stor tiltro til specialeplanlægningen, som vi skal i gang med, og som faktisk kommer til – forhåbentlig – at løse nogle af de her problemstillinger, herunder det med overgangen.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste på talerstolen er fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Tak for det, formand. Og tak igen til SF for at sætte handicapområdet på dagsordenen. Jeg vil starte med at sige, at vi i Venstre er store tilhængere af både mere fleksibilitet og mindre bureaukrati og dermed jo også intentionen med det her beslutningsforslag. Jeg må dog sige, at det med at begynde at sætte gang i en forsøgsordning, som man foreslår her i beslutningsforslaget, mener vi ikke er den rigtige vej at gå. Jeg er enig i, at den her overgang fra at være barn til at blive voksen, især hvis man har et handicap, kan være svær. Det var jo netop også det, der var årsagen til, at vi – det var et enigt Folketing – tilbage i 2020 blev enige om, at den der overgang skal starte tidligere. Allerede når borgeren er 16 år, skal man jo nu fra kommunernes side have fokus på at få sikret overgangen meget bedre.

Jeg skal ikke komme med en lang tale her, men bare sige, at vi selvfølgelig afventer Ankestyrelsens undersøgelse, som er i gang. Og så må vi jo kigge på det derfra, når vi får undersøgelsen. For der er helt klart også en tilkendegivelse fra Venstres side af, at vi skal sikre, at det fungerer bedre, end det har gjort hidtil, og derfor afventer vi selvfølgelig først undersøgelsen, inden vi eventuelt begynder at ændre på reglerne. Så vi kan ikke bakke op om beslutningsforslaget.

Der er en kommentar fra fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. I virkeligheden kunne jeg også spørge både Socialdemokratiets ordfører og ministeren: Hvad søren er det, der er sket siden sidste år, hvor vi, et helt enigt Folketing, blev enige om, at der skulle indkaldes til forhandlinger om lige præcis det her? Hvis man kigger på forhandlingerne fra for et år siden, var der rigtig mange positive tilkendegivelser rundtomkring i salen om det. Og nu siger man bare, at det ikke er den rigtige løsning. Det har da været et spøjst år.

Ordføreren.

Nej, det synes jeg faktisk ikke det har. Og så må jeg jo sige, at jeg håber, at alle partier er enige i, at løsningen ikke er at begynde at lave nye regler, når vi ikke engang ved, om de regler, vi vedtog i 2020, i det hele taget fungerer. Vi kan jo egentlig risikere, hvis vi tager nogle nye beslutninger, at det så ødelægger det, som vi faktisk netop besluttede i 2020.

Spørgeren.

Altså, det er jo ikke nye regler – det er i virkeligheden et projekt. Jeg kender jo Venstre som et frihedselskende parti, og vi har snakket meget om at sætte kommunerne fri. Kunne vi ikke kigge på, om man kunne prøve at sætte lidt mere fri i forhold til lige præcis det her område, og undersøge, om det vil styrke de her unge mennesker mere, og om det vil give en bedre overgang?

Ordføreren.

Der må jeg sige igen, at jeg faktisk er enig med ministeren i forhold til det med – som SF åbenbart ønsker – at man skal bruge børnereglerne i længere tid, og at man ikke skal sikre, at de handicappede skubbes over på voksenreglerne. Jeg vil sige, at jeg møder rigtig mange unge med handicap, som faktisk næsten efterspørger det modsatte; de synes, at de ikke bliver helt ligestillet på nogle forskellige områder – su osv. Der synes jeg, at det var mere oplagt, at man så kiggede på, hvordan man kunne sikre, at de unge de andre steder bliver mere ligestillet med andre voksne.

Tak til ordføreren fra Venstre. Så er det fru Rosa Eriksen fra Moderaterne.

Tak for ordet. Og igen vil jeg sige tak til forslagsstillerne, som i dag sætter mange vigtige dagsordener. Jeg deler fuldstændig intentionen bag forslaget, og jeg synes, det er så vigtigt, at vi herinde i salen er bevidste om de udfordringer, vores udsatte unge møder i systemet, når de fejrer deres 18-årsfødselsdag. Det gælder også de socialt udsatte unge, der har brug for efterværn i overgangen til voksenlivet, og det gælder altså også unge med funktionsnedsættelser, for der sker meget i overgangen fra barn til voksen. For de fleste unge betyder det, at de nu stolt kan vise deres pas frem til nattelivets dørmænd og selv sætte kryds ved de politikere, de vil repræsenteres af. Men for udsatte unge eller unge med funktionsnedsættelser kan overgangen til voksenlivet være lidt sværere end for andre.

Derfor indførte Folketinget tilbage i 2020 også en kommunal forpligtelse til at påbegynde planlægning af overgange, fra den unge fylder 16 år, for at bløde overgangen op, og det er netop her, mit parti mener vi skal fokusere. For vi skal sikre de gode overgange for unge med funktionsnedsættelser. Det synes jeg ikke der kan være nogen som helst tvivl om. Vi mangler viden om, hvordan den lov, jeg nævnte før, har virket, og jeg vil glæde mig meget til at læse den undersøgelse, der kommer på bordet. Og når vi kender effekten af loven, skal vi selvfølgelig gribe fat der, hvor vi kan.

Men jeg synes ikke, at vi nødvendigvis gør overgangene lettere ved at videreføre børnebestemmelser ind i et voksenliv, for helt ærligt handler voksenbestemmelserne jo også om, at den unge skal lære at leve et mere selvstændigt voksenliv, naturligvis med den hjælp, som det kræver. Unge med funktionsnedsættelser skal også blive selvstændige og myndige, når de bliver 18 år, ligesom deres venner og søskende bliver det. Men jeg er helt enig med forslagsstillerne i, at det skal være med den rette støtte, og at overgangen skal være blid og flydende.

Jeg ser frem til, at vi skal arbejde med en kommende handlingsplan på området, og jeg håber, at vi sammen kan finde nogle rigtig gode løsninger for de her unge, der har brug for lidt ekstra. Moderaterne stemmer ikke for beslutningsforslaget af den grund, at vi hellere vil kigge ind i overgangen end bare videreføre bestemmelserne.

Der er en kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Vi vil se frem til det, hvis vi sammen kunne drøfte udfordringerne med overgangene. Det handler i virkeligheden om, at det her er et forsøg på at se, om det kan være en vej at gå, og om vi kan prøve at kigge på, hvad der sker. Og det er jo ikke noget, SF bare har siddet og grublet over for sig selv; vi også har været i kontakt med handicaporganisationerne og de unge mennesker, det i virkeligheden handler om, for at tale om det.

Et andet perspektiv er også, at det her jo ikke kommer til at stå i vejen for, at man kan gå videre ud i voksenlivet og planlægge, hvordan overgangen skal være, når man flytter i egen bolig, tager en uddannelse osv. Til gengæld bliver det ofte en meget arbitrær overgang, fordi man bare siger stop for det hele. Der er ingen sammenhæng mellem den hjælp, man fik som 17-årig, og den hjælp, man lige pludselig kan få som 18-årig. Der kunne jeg godt tænke mig høre, hvad man helt præcis og konkret vil gøre i forhold til den der meget hårde overgang, hvor der faktisk ikke er særlig meget sammenhæng mellem den hjælp, man får, før og efter man fylder 18 år.

Ordføreren.

Det er jo det, vi er gået i gang med, og det er jo det, den evaluering af den lov, vi har indført, hvor man starter, når de er 16 år, skal vise. Måske skal man allerede starte, når de er 15 år. Det finder vi ud af, når vi ved, hvad effekten er af den lov, vi har indført. For jeg tænker, at der jo er et stort forberedelsesarbejde, i forbindelse med at man fylder 18 år og eventuelt skal ud i en ny bolig, så jeg synes, der er rigtig god ræson i, at der er en forpligtelse til, at man starter med at tale med de unge, når de fylder 16 år, om, hvilke ønsker de har for deres fremtid, så de ikke føler sig låst i et system, hvis de har andre ønsker efter deres 18-årsfødselsdag. Så jeg synes, vi skal stoppe op og så vente og se, hvad evalueringen siger.

Spørgeren.

Mens vi venter, står der en masse unge mennesker, der falder mellem to stole og kan høre, at man har en masse gode intentioner inde fra Folketinget, uden at vi får leveret nogle løsninger for dem. Jeg vil ikke påstå, at lige præcis det her kan løse det hele, men jeg tror, at det kan løse nogle af de problemer, som man oplever derude, og jeg synes godt nok, det er ærgerligt, at man ikke har lyst til at afprøve det bare en lille smule, ligesom vi afprøver så mange andre ting eller taler om frihed i kommunerne til netop at afprøve nogle andre løsningsmuligheder.

Ordføreren.

Det har ordføreren ret i – vi skal være åbne over for at afprøve forskellige modeller. Jeg håber da, at kommunerne benytter sig af den model, som vi har nu, og jeg håber, de unge får en så god overgang som muligt. Men som ordføreren siger, er der ingen tvivl om, at vi, hvis ikke vi gør det godt nok, skal kigge på, om der er andre veje, og det er jo det, vi får muligheden for i forhandlingerne om specialeplanlægningen, og jeg glæder mig oprigtigt talt virkelig meget til også at få SF's input til det.

Dermed tak til ordføreren for Moderaterne. Næste ordfører på talerstolen er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Jeg skylder at sige, at ministeren ikke har forladt salen, men lytter med i et tilstødende lokale. Værsgo.

Det er selvfølgelig helt okay. Mad skal man have, også selv om man er minister.

Først vil jeg sige tak til SF for at rejse denne debat om mennesker med handicap. Der er jo nogle mennesker, som i overgangen fra barn til voksen kan risikere, at de ikke i tide er sikret den nødvendige hjælp inden det fyldte 18. år. Mulighederne for hjælp og støtte ændrer sig, når en ung med handicap fylder 18 år. Man er ikke længere omfattet af forældrenes forsørgelsespligt og overgår fra børne- til voksenbestemmelser i bl.a. serviceloven. For de unge og deres familier er det helt afgørende, at overgangen til voksenlivet er planlagt i tide, og at den er sammenhængende. Det skaber store frustrationer for familierne og for forældrene, der har haft styringen af barnets liv og selvfølgelig gerne vil sikre sig, at den unge får den rette hjælp, når denne træder ind i de voksnes rækker sådan rent lovformeligt.

Fra den 1. januar 2021 har kommunerne fået den her forpligtelse til at iværksætte forberedelsen til overgangen til voksenlivet, når den unge fylder 16 år. Og det er jo, så man undgår, at de unge ender med at stå med et udækket behov, når de fylder 18 år. Sådan må det nødvendigvis være. Man skal have det behov dækket, når man fylder 18 år. Så vi i Danmarksdemokraterne støtter fuldt ud de intentioner, der er i forslaget om, at unge med et handicap selvfølgelig fortsat skal have den rette hjælp og støtte efter det fyldte 18. år. Ankestyrelsen har været inde at undersøge overgangen og fandt bl.a. ud af, at det nogle gange halter med at få forberedt overgangen i god tid. Samtidig konkluderer Ankestyrelsen, at blandt 17 sager, som de har undersøgt, ser de ikke indikationer på, at der ikke er givet tilstrækkelig støtte efter det fyldte 18. år, men at hjælpen i store træk modsvarer den unges behov.

Ligesom forslagsstillerne vil vi i Danmarksdemokraterne gerne være med til at sikre, at unge med handicap fortsat får den rette hjælp og støtte og får mulighed for selvbestemmelse og selvstændighed, når de fylder 18 år. Derfor arbejder vi også for en fælles beretning, der følger op på den forespørgselsdebat, der var i 2021, hvor der var en bred opbakning til at undersøge konkrete modeller for, præcis hvordan det kan sikres, at unge ikke kommer til at stå uden den rette hjælp og støtte i overgangen til voksenlivet, men også en model for, hvordan den unge kan beholde hjælpen efter børneparagrafferne, indtil den unge har fået bevilling efter voksenparagrafferne, samt en undersøgelse af de økonomiske konsekvenser af modellerne. Det arbejde kan med fordel bygge videre på Ankestyrelsens undersøgelse. Vi mener, at det giver god mening med en undersøgelse af, hvem der risikerer at stå uden den rette hjælp og støtte efter det fyldte 18. år, og hvordan overgangen eventuelt kan forbedres for den gruppe, før konkrete forsøg med automatisk videreførelse af børnebestemmelserne efter det fyldte 18. år rulles ud i kommunerne.

Vi i Danmarksdemokraterne mener helt grundlæggende, at vi skal sikre, at vi sætter borgeren og ikke systemet i centrum. Det vil være pejlemærket for alt, hvad vi gør i socialpolitikken. Som også nævnt ved behandlingen af det tidligere forslag i dag, B 54, skylder regeringen fortsat et klart svar på, hvornår man vil indkalde til forhandlinger om det specialiserede socialområde. Forslagene, som vi behandler i Folketingssalen i dag, bevidner helt tydeligt, at der fortsat er meget at gøre for at sikre mennesker med handicap en ordentlig behandling og indsats.

Vi ser frem til den videre behandling af forslaget. Og igen tak til SF for at rejse den her vigtige problemstilling.

Der er en kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF.

Jeg vil meget gerne sige tak til ordføreren for et rigtig kvalificeret indlæg igen i den her debat, som i virkeligheden også kan række længere ud over, hvad vi ellers kan have ambitioner for. For vi skal meget videre end blot det her forsøg, der muligvis kan afdække nogle nemme og mere ubureaukratiske løsninger, særlig for de unge mennesker, og som også sætter dem mere i fokus. Mit spørgsmål er i forbindelse med den her 16-årsregel, som vi besluttede dengang i 2020. Med den regel var der desværre ikke en klageret, og det kan også være noget af det, der kan være udfordringen, når vi skal kigge på, hvordan man har implementeret det derude, for man kan faktisk ikke klage over, at man ikke har fået lige præcis den her mulighed for at planlægge tidligt, når de kommer alt for sent i gang. Det kan man ikke klage over i dag. Kunne Danmarksdemokraterne se sig selv i, at vi skulle arbejde med at indføre sådan en klageadgang?

Ordføreren.

Jeg synes, det giver rigtig god mening, at vi i udvalget spørger ind til det hos ministeren, altså hvordan det kan være, at der ikke er en klageret på det her område, når der er det for så mange andre ting. Så det synes jeg giver god mening. Lad os spørge ind til det, og lad os være nysgerrige og så se på, om vi kan finde en løsning, hvor vi kan samles flest muligt omkring det her i Folketinget.

Så siger vi tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Næste ordfører på talerstolen er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Jeg vil igen godt starte med at rose SF for intentionerne bag det her beslutningsforslag. Det, at unge ofte bliver klemt i systemet ved overgangen til at blive voksen, er ikke i orden, og vi gør det på mange måder ikke godt nok. Jeg har også meget ofte beretninger om det her i min mailbakke.

Vi er i LA bare ikke sikre på, at det nødvendigvis er en ny forsøgsordning, der skal til, for i forvejen skal kommunerne jo sikre en glidende overgang fra det 16. år, og frem til at den unge bliver myndig. Det er der heldigvis også kommuner som ikke har problemer med at levere på, men der er også steder, hvor det halter, og det vil sige, at den nuværende lovgivning i princippet burde være god nok, hvis bare den blev overholdt.

Senere i dag skal vi behandle LA's beslutningsforslag om en bodsordning, og den vil jo faktisk kunne give incitamenterne til, at kommunerne skal have et større fokus på at sikre kvalitet og overholde lovgivningen. Når det ikke sker, bør borgerne kompenseres for det og ikke bare hænges til tørre i systemet i årevis. Derfor håber jeg, at SF, hvis man virkelig ønsker at gøre det bedre for borgere, som er afhængige af hjælp fra staten, vil stemme ja til B 81, så vi får stoppet de økonomiske incitamenter, som kommunerne p.t. har i forhold til ikke at overholde lovgivningen eller ikke give borgerne den hjælp, de er berettiget til.

LA kan desværre ikke stemme for.

Der er en kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Og tak for opfordringen. Den tager vi under behandlingen af næste sag, og så må I stå i spænding og afvente, hvad SF kommer til at sige i forhold til det.

Men jeg håber på, at Liberal Alliance vil være med til at se på, hvordan vi også kan fikse systemet – ikke kun give bøder, men i virkeligheden fikse nogle af de problemer, der er, så man slet ikke skal ud at klage og stå og banke kommunerne oven i hovedet.

Ordføreren.

Det vil vi bestemt gerne. Det gælder også et øget fokus på socialrådgivernes uddannelse og på deres faglighed, og det er ligeledes lederne, der skal have et større fokus på fagligheden og ikke kun på excelark, og det vil vi i LA meget gerne være med til at kigge på.

Men når det er sagt, mener vi heller ikke, at man skal implementere ny lovgivning oven på noget lovgivning, som i forvejen burde blive overholdt.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Så er det hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand, og igen en tak til SF for at fremsætte det her forslag. Der er jo ikke nogen tvivl om, at vi tog et skridt i den rigtige retning med L 17 fra 2020, hvor vi netop sikrede, at kommunerne skulle lave en plan for overgang fra børne- til voksenbestemmelserne. Men jeg synes, det er et rigtig fint forslag, SF her har fremsat, og jeg har også tidligere set, at Danske Handicaporganisationer har stillet det, nemlig ved at rejse spørgsmål om, om man ikke skulle sikre, at der var mulighed for både at kunne bruge voksen- og børnebestemmelser fra det 16. år, så man også for nogle under 18 år kunne bruge voksenbestemmelser, og omvendt at man i forhold til nogle, der var over 18 år, fortsat kunne bruge børnebestemmelserne.

Det er jo, fordi vi skal sikre, at den hjælp, vi tilbyder unge med handicap, er den rigtige og den målrettede hjælp. Der er ikke nogen tvivl om, at når vi taler om voksenbestemmelser, er der et særligt fokus på beskæftigelse, og det er også i langt de fleste tilfælde rigtig fornuftigt. Men der er jo nogle, hvorom man kan sige, at her ville det være gavnligt, at man i hvert fald i en længere periode kunne benytte sig af de muligheder, der ligger i børnebestemmelserne i forhold til at have fokus på trivsel og egenbestemmelse.

Så jeg synes, det er et rigtig fornuftigt forslag, og jeg vil ikke gentage nogen af de bemærkninger, jeg havde til det beslutningsforslag, vi behandlede tidligere, i forhold til den generelle situation på hele handicapområdet og inden for det specialiserede socialområde og den forpligtigelse, der også er fra Christiansborgs side til at sikre rimelige rammer. Men jeg synes i hvert fald, det her er et rigtig fornuftigt forslag, og derfor vil Enhedslisten også bakke op om det.

Tak til ordføreren for Enhedslisten. Så skifter vi til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Tak for det, og tak til SF for at rejse den her diskussion i dag og for i virkeligheden at have kæmpet for det her i utrolig mange år efterhånden. Jeg kan huske, at dengang fru Karen Ellemann var socialminister, diskuterede vi præcis det samme. Det var, sidste gang den nuværende minister var socialordfører for Socialdemokratiet, og sidste gang jeg var socialordfører for Radikale Venstre. Og sammen med SF pressede vi på for præcis det her.

På den måde kan politik jo nogle gange være frygtelig irriterende, fordi det tager så utrolig lang tid faktisk at gøre noget ved ting, selv om vi er enige, og selv om vi forsøger at tage det op flere gange, fordi det så strander på, at man ikke har fundet de penge, der skulle til, for at det faktisk kunne blive til virkelighed.

Det, der gør det lidt svært med sådan et beslutningsforslag, er, at jeg jo er enig i intentionerne, og at det allerede burde være sådan, men til gengæld er det også en sag, som man bør tage op i forbindelse med finansloven for at sætte penge af til det. Derfor er det noget med, hvordan vi bedst kommer videre herfra, så det ikke bare bliver endnu et beslutningsforslag, som en regering stemmer ned, og der så ikke sker noget. Kunne vi måske i fællesskab forsøge at lave en tekst, der pegede fremad, med hensyn til hvordan vi faktisk kunne få noget handling?

Der er en kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Mange tak for det. Jeg vil helt klart gerne tage imod den opfordring og prøve at se, om vi kan komme videre med en form for vedtagelsestekst. For igen er det ikke nødvendigvis lige præcis vores darling, der skal stemmes igennem, bare vi begynder at arbejde med at skabe nogle forandringer, som reelt kan mærkes hos de unge mennesker, som møder nogle ufattelig dumme og mærkelige forhindringer i deres liv, som faktisk kommer til at stå i vejen for beskæftigelse og uddannelse.

Ordføreren.

Jeg er meget enig, og derfor tror jeg også, vi har brug for at finde ud af, hvad så den klogeste måde at komme videre på er. For nogle gange er den bedste måde jo netop at lave et forsøg for også at blive klogere på, hvad det egentlig koster, men også på, hvad vi sparer på sigt, fordi det jo er en god investering at hjælpe folk tidligt. Men omvendt er det jo sådan, at hele kritikken af den måde, vi tidligere lavede satspuljer på, gik på, at vi lavede nogle virkelig gode projekter, som fungerede rigtig godt, og selv om vi konkluderede, at det var godt, gjorde vi det aldrig til virkelighed bagefter, så her skal vi jo finde en måde at komme videre på, som faktisk kommer til at gøre det bedre for folk.

Spørgeren.

Det kan jeg sagtens genkende. Der er jo rigtig mange projekter rundtomkring, der opstår og dør, og det er virkelig brandærgerligt, at vi ikke får brugt de gode erfaringer. I virkeligheden er det lidt som hønen og ægget. Jeg synes tit, vi løber panden mod en mur, når vi forsøger at komme med nogle forbedringer, for så ved man søreme ikke, hvad det koster, og så koster det et trecifret millionbeløb, og så koster det vist alligevel kun 60 mio. kr. Det har vi før behandlet her i salen. Så det er også en måde at begynde at afsøge, hvad økonomien er, og hvad konsekvenserne er, på, så vi kan komme videre med det og sprede det ud landsdækkende.

Ordføreren.

Så lad os se, om ikke vi kan prøve at lave en fælles tekst også med regeringen. For hvis sådan et beslutningsforslag bare bliver stemt ned af en regering, sker der jo sjældent noget. Så lad os se, om ikke vi kan komme videre sammen.

Tak til ordføreren for Radikale. Næste ordfører på talerstolen er hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Det er ikke så kompliceret, formand. Heldigvis er Socialudvalget og socialordførere nogle, som tænker rigtig, rigtig grundigt over tingene, så det her forslag og de andre, vi drøfter i dag, bliver rigtig godt endevendt.

I Alternativet må vi se at blive lidt større, hvis vi skal være nogle af dem, som er forrest i forhold til at fortælle, hvad tingene handler om. Så vi stemmer egentlig bare for og takker endnu en gang for SF's opmærksomhed på de borgere, som nok er blandt dem i vores land, som har allermest brug for, at der er nogen, der ser dem. Vi er kede af, at det her forslag ikke bliver vedtaget, men jeg tror, at mange af de ting, vi har snakket om i dag, kommer vi til at samle op i noget lovgivning, som kommer til at gøre meget til virkelighed. Så helt tabt er det ikke.

Tak til ordføreren for Alternativet. Næste ordfører på talerstolen er hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Pludselig gik det stærkt, så jeg har lige kastet det sidste stykke lagkage i hovedet. Jeg er helt forpustet af at rende op ad trappen, så det beklager jeg.

Det er ganske enkelt et godt forslag, som stikker fingeren ind i det og viser, at når vi laver lovgivning, får vi ikke alle detaljerne med, og det her er en af de detaljer, vi mangler. Man bliver ikke nødvendigvis rask, bare fordi man har fødselsdag og bliver 18 år. Man mangler ikke lige pludselig hjælp, vil jeg håbe, bare fordi man bliver 18 år, for hvorfor har vi så tildelt den? Det er jo dejligt, hvis vi har lavet regler, der sikrer, at man naturligvis kan overgå til bedre hjælp, hvis man skal på arbejde og man kan komme på arbejde, og at vi har lavet regler, der muliggør det.

Men det her er et godt forslag. Selvfølgelig skal man som minimum kunne fortsætte med den hjælp, man har som 17-årig, når man bliver 18 år, så man ikke skal igennem endnu en gang bureaukrati, bare fordi man lige pludselig er blevet 18 år. Det giver ingen mening. Det er et supergodt forslag, og det støtter Nye Borgerlige naturligvis.

Tak til Nye Borgerlige. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Og tak for kommentarerne, om end jeg igen må konstatere en ærgerlig forandring med mange af de samme partier, i forhold til hvor vi stod sidste år. Én ting er, når man er et nyt parti, eller der er sket noget andet, men de samme partier har i hvert fald valgt at rykke sig i det her, og så kunne jeg jo vælge at tage fat i det, som fru Lotte Rod sagde om en beretning, og den opfordring følger jeg op på, og jeg prøver at se, om vi kan lande et eller andet, som kan være mere handlingspræget videre hen.

Men jeg kan jo så også erfare, at der, da vi sidste år med et fuldt og enigt Folketing landede en beretning, faktisk heller ingenting skete. Det synes jeg bare er megasynd og ærgerligt, og det er jo det, der bliver så ærgerligt, når vi står her og snakker om alle vores gode intentioner på de her menneskers vegne, altså at vi ikke kommer videre i det. For vi kunne jo have valgt lige præcis den mulighed at sige, at okay, det er godt, vi sætter os ned og forhandler; vi er ikke helt enige om snittet her, og vi er måske ikke helt enige i, at det lige præcis er børnebestemmelserne, der på den måde skal føres videre, men hvordan er det så, vi netop sikrer, at overgangen ikke bliver så arbitrær og så modsatrettet for mange unge mennesker, så det bliver en stopklods, hvor der enten ikke kommer nogen hjælp eller man slet ikke har taget stilling til, hvordan man skal leve et aktivt liv, fordi der er mere fokus på et serviceniveau i kommunen, når det gælder voksenbestemmelserne? Det er jo desværre sådan, det også er.

Så er der det helt mærkelige fænomen, at der er flere og flere unge mennesker, der fortæller mig om, at de kan gå fra at have en fuld børne-bpa og have hjælp til at komme ud og leve et aktivt liv, være politisk aktive ligesom vi andre – det skal unge mennesker med handicap da også have en ret til at kunne deltage i – til lige pludselig kun at kunne få 15 timers ledsagelse. Det er meget, meget lidt, og hvis man har brug for hjælp til alt muligt, altså personlig pleje, nogle ekstra arme og ben i sit liv, bliver man institutionaliseret i eget hjem. Det får mig til at tænke på, hvordan vi før i tiden med forsorgshjemmene bare proppede mennesker med handicap ind i nogle rammer, som var ret umenneskelige. Den retning håber jeg bare ikke det kommer til at udvikle sig hen i, og jeg håber, at vi på en eller anden måde får sat to tykke streger under, at det ikke kun handler om ren overlevelse, men at det også handler om at skulle leve et liv.

Nogle kommer i uddannelse og beskæftigelse, og helt ærligt, hvis vi var bedre til at støtte og hjælpe de her unge mennesker, ville der også være langt flere af dem, der ville komme i uddannelse og beskæftigelse. Der har regeringen jo en pointe i, at man har sat fokus på de der 45.000 unge mennesker, der står uden for uddannelse og beskæftigelse, og en ret stor del af dem er faktisk unge mennesker med handicap, og det får mig til at tænke på, hvad det så er, vi kan gøre for at få dem derhen. Det handler om en god forberedelse, og det handler om, at de har den tilpasse støtte i folkeskolen; og i forhold til de svære overgange, der er, giver det jo også rigtig god mening, at vi generelt set kommer til at arbejde mere i dybden med dem, og at vi netop sikrer, at de, når de så når det 18. år, ikke bare får en nedgang i deres ydelse, som faktisk gør, at de ikke kan komme ud og bevæge sig eller komme ud i samfundet. Det vil jo ellers give både mental og fysisk sundhed, som vil forebygge udfordringer senere, og som i øvrigt vil give mulighed for, at man bedre kan være på en arbejdsplads og passe sit job. Det er jo sådan, tingene hænger sammen.

Så det vil i virkeligheden være min afsluttende opfordring herfra, nemlig at vi forhåbentlig alle sammen i en beretning kan finde en eller anden vej, så alle de gode intentioner også får sat handling bag, og så det ikke bare bliver ved nogle fine intentioner, der bliver nævnt her i Folketingssalen. Jeg skal hilse fra DF og Konservative og sige, at de også stemmer for det her forslag.

Det er hermed modtaget. Der er ikke nogen korte bemærkninger til ordføreren for forslagsstillerne, som dog kan blive stående, fordi der lige om lidt er et andet forslag.

Men der er ikke flere, der har bedt om ordet i forbindelse med den her forhandling, og den er dermed afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.