Tak. Ministeren har jo flere gange sagt, at ministeren ikke har læst selve de her mange ugerapporter, der jo tegnede et katastrofalt billede af situationen i Kabul op gennem foråret. Det tror jeg sådan set også på. Men jeg har svært ved at tro på, at ministeren ikke har læst en opsummering af informationerne i de her ugerapporter. Det er jo derfor, at jeg flere gange i samråd har spurgt ind til ministerens kendskab. Jeg var i det sidste samråd med ministeren nødt til at spørge tre gange, og til sidst sagde ministeren, og jeg citerer: Jeg har ikke fået de informationer, der indgår i de her ugerapporter.
Nu har jeg så skriftligt spurgt ministeriet om, hvad der indgår i de efterretninger, som ministeren får overbragt, og der står:
»Forsvarets Efterretningstjenestes sikkerhedsvurderinger bygger på det samlede efterretningsgrundlag ... Forsvarets ugerapporter er således en del heraf.«
Så hvad er sandt, minister? Har ministeren modtaget de her informationer fra ugerapporterne, eller har ministeren ikke modtaget informationerne fra ugerapporterne?