Det korte svar er nej. Regeringen mener ikke, at staten skal bestemme, hvordan vi hilser på hinanden. Men jeg er glad for, at spørgeren har taget en T-shirt på i dag, som giver os en anledning til at diskutere ligestilling. Og vi mener, at håndtrykket også er et ligestillingsspørgsmål. Det kan være mellem rig og fattig; det kan være mellem ung og gammel; det kan være mellem kvinde og mand. Jeg er glad for, at vi på tværs af forskelle i Danmark hilser på hinanden på den samme måde. Det synes jeg er smukt og et udtryk for, at vi er kommet langt med ligestillingen i Danmark.
Jeg bliver provokeret, når man hører om hilseformer i andre lande, der er forskellige, afhængigt af om man hilser på en rig eller en fattig, en kasteløs eller en fra overklassen. Derfor bliver jeg også provokeret, når man hører om folk her i landet, der ikke vil hilse på hinanden, f.eks. på en af det modsatte køn, på samme måde, som man hilser på en af sit eget køn.
Så for mig er det et spørgsmål om ligestilling, og den artikel i Jyllands-Posten, som spørgeren refererer til, kom jo i forlængelse af en diskussion i min egen kommune, Albertslund, hvor der var to lærerstuderende, der ikke ville give hånd til deres praktikvejledere. Det provokerer mig.