Spm. nr. S 429

5) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Sikandar Siddique (FG):

Med henvisning til, at ministeren har udtalt, at »Jeg synes ikke, vi skal acceptere, at en person ikke vil give hånd til en person af det modsatte køn« i artiklen »Tesfaye om håndtryk-sag: »Det er en dansk værdi, at man kan hilse på hinanden uanset køn«« bragt i Jyllands-Posten den 19. januar 2022, mener ministeren så, at det er op til staten at bestemme, hvem der skal hilse på hvem med fysisk berøring?

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak til formanden, og tak til ministeren. Jeg kan ikke se tiden. (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Det er, fordi man starter med at oplæse spørgsmålet, så får man ministerens svar, og derefter får vi, når man skal stille spørgsmål til ministeren, et tidspunkt på).

Spørgsmålet lyder: Med henvisning til at ministeren har udtalt, at »Jeg synes ikke, vi skal acceptere, at en person ikke vil give hånd til en person af det modsatte køn« i artiklen »Tesfaye om håndtryk-sag: »Det er en dansk værdi, at man kan hilse på hinanden uanset køn«« bragt i Jyllands-Posten den 19. januar 2022, mener ministeren så, at det er op til staten at bestemme, hvem der skal hilse på hvem med fysisk berøring?

Ministeren.

Det korte svar er nej. Regeringen mener ikke, at staten skal bestemme, hvordan vi hilser på hinanden. Men jeg er glad for, at spørgeren har taget en T-shirt på i dag, som giver os en anledning til at diskutere ligestilling. Og vi mener, at håndtrykket også er et ligestillingsspørgsmål. Det kan være mellem rig og fattig; det kan være mellem ung og gammel; det kan være mellem kvinde og mand. Jeg er glad for, at vi på tværs af forskelle i Danmark hilser på hinanden på den samme måde. Det synes jeg er smukt og et udtryk for, at vi er kommet langt med ligestillingen i Danmark.

Jeg bliver provokeret, når man hører om hilseformer i andre lande, der er forskellige, afhængigt af om man hilser på en rig eller en fattig, en kasteløs eller en fra overklassen. Derfor bliver jeg også provokeret, når man hører om folk her i landet, der ikke vil hilse på hinanden, f.eks. på en af det modsatte køn, på samme måde, som man hilser på en af sit eget køn.

Så for mig er det et spørgsmål om ligestilling, og den artikel i Jyllands-Posten, som spørgeren refererer til, kom jo i forlængelse af en diskussion i min egen kommune, Albertslund, hvor der var to lærerstuderende, der ikke ville give hånd til deres praktikvejledere. Det provokerer mig.

Hr. Sikandar Siddique.

Men der findes jo mange måder at hilse på hinanden, og mig bekendt er der ikke nogen skik eller kultur eller nogen religion – i hvert fald ikke den religion, som der er tale om her, altså islam – der forbyder en at hilse på det modsatte køn. Det er bare en anden måde at hilse på hinanden på, at kvinder ikke hilser fysisk på mænd, og at mænd ikke hilser fysisk på kvinder. Man hilser jo på hinanden. Så præmissen for den konklusion, som ministeren kommer med, er fejlagtig og falsk, for man hilser jo på hinanden; det er bare en anden måde at gøre det på. I den sammenhæng kunne jeg godt tænke mig at spørge: Hvem er det, ministeren mener bliver undertrykt? Hvem er det, der undertrykkes? Hvem er det, der bliver udsat for en ulige behandling? Kvinder hilser i det her tilfælde ikke fysisk på mænd, og mænd hilser ikke fysisk på kvinder, så hvem er det, der er undertrykt?

Ministeren.

Man kan godt relativisere de her diskussioner, men jeg mener faktisk, de er ret vigtige. Vi hører jo til i den samme side af Folketingssalen, og vi skulle gerne være dem, der går ind for oplysning, ligestilling, demokrati og værdighed. Vi skal passe på med at relativisere det her. Alle steder i verden, hvor der ikke er ligestilling mellem kønnene, er det kvinderne, der taber. Vi hilser på hinanden på den samme måde i Danmark. Det er et udtryk for ligestilling. Hver eneste gang der er nogen, der bryder det, træder ligestillingen et skridt tilbage. Langt hovedparten af verdens muslimer har jo ikke noget problem med at give hånd til hinanden. Det er en radikaliseret, ekstrem udgave, der har valgt en anden løsning.

Hr. Sikandar Siddique, værsgo.

Vi skal passe på med at relativere, men vi skal også passe på med at dæmonisere. Den pågældende sag, som ministeren udtalte sig om, handlede om, at en domstol – Ligebehandlingsnævnet – har vurderet, at det var diskrimination, da de to kvinder blev fyret for ikke at ville hilse med håndtryk til det modsatte køn. De fik besked på, at der var tildelt dem 25.000 kr.

Anerkender ministeren, at den ifølge ministeren særlig danske værdi, at alle skal hilse med håndtryk, er i strid med den nuværende lovgivning, jf. domstolens afgørelse i den pågældende sag?

Ministeren.

Jeg vil godt understrege, at der ikke er nogen domstol, der har taget stilling til noget. Der er et Ligebehandlingsnævn, der har truffet en afgørelse, og den må de selv stå på mål for. Men jeg noterer mig, at min egen kommune, Albertslund Kommune, har bedt om, at den her sag bliver behandlet ved domstolene – og den vil jeg følge meget tæt, for jeg synes, det er en vigtig sag.

Jeg vil bare insistere på, at der foregår en værdikamp i de europæiske samfund, men jo også i mange mellemøstlige samfund, hvor demokrati og ytringsfrihed og ligestilling – sekularisme – bliver trængt tilbage, og hvor nogle fundamentalister træder et skridt frem. Og her skal vi jo beslutte os for, hvilken side vi vil stå på. De mennesker, der ikke vil give hånd, står på den forkerte side.

Sikandar Siddique for sidste spørgsmål. Værsgo.

Jeg vil sige, at det alligevel er lidt vildt at høre landets integrationsminister kalde to lærerstuderende for fundamentalister og ekstremister og alt, hvad der nu bliver sagt – det synes jeg alligevel er vildt. Ligebehandlingsnævnet, som er et nævn, vi har nedsat i vores samfund for at bekæmpe diskrimination og sørge for, at folk ikke bliver diskrimineret, siger, at det, ministeren går ind for, er diskrimination. Vil ministeren anerkende det?

Ministeren.

Jeg vil ikke kalde de to lærerstuderende for fundamentalister – jeg har aldrig mødt dem, og jeg kender dem ikke. Men det at møde op på en arbejdsplads og ikke ville give hånd til en praktikvejleder, fordi vedkommende tilhører det andet køn, mener jeg er en fundamentalistisk gerning, og det er nogle værdier, der ikke hører til i det danske samfund. De skal bekæmpes og fortrænges; dem skal vi ikke understøtte og forsvare og pakke ind i al mulig sniksnak.

Det er et problem, at de værdier trænger frem i det danske samfund, og jeg er glad for den skoles holdning, og jeg er glad for, at kommunen har anket afgørelsen til domstolene. Jeg håber virkelig, at vi ender i en situation, hvor vi alle sammen i det danske samfund anerkender hinanden uanset køn.

Spørgsmålet slut.

Men vi fortsætter med både minister og spørger.