Spm. nr. S 381

3) Til social- og ældreministeren af:

Karina Adsbøl (DF):

Hvordan mener ministeren at man skal sikre, at underretninger ikke bliver anvendt som chikane, og mener ministeren, at systemet er godt nok, som det er?

Skriftlig begrundelse

Spørgsmålet stilles bl.a. på baggrund af artiklen »Familie kaldt til samtale hos kommunen på grund af jagtrejse« fra tvsyd.dk den 8. januar 2022 og artiklen »Far lod sin niårige søn skyde en impala i Sydafrika og delte det stolt på Facebook: Efter anonym underretning er de nu indkaldt til samtale med kommunen« fra jv.dk den 5. januar 2022

Værsgo for oplæsning af det næste spørgsmål.

Tak for det. Hvordan mener ministeren at man skal sikre, at underretninger ikke bliver anvendt som chikane, og mener ministeren, at systemet er godt nok, som det er?

Ministeren.

Tak for det. Mit klare udgangspunkt er, som jeg også sagde før, at en underretning er udtryk for bekymring for, om et barn eller en ung mistrives. Derfor tror jeg også helt grundlæggende, at det vil være utrolig sjældent, at en pædagog, en skolelærer, en nabo eller andre indgiver en underretning for at genere andre borgere og ikke, fordi de er oprigtigt bekymrede for et barns trivsel og udvikling. Underretninger er vigtige redskaber, som den enkelte kommune i høj grad anvender til at finde de børn, som mistrives og omsorgssvigtes og har brug for hjælp og støtte. Det må være det afgørende, at vi kan få fat på de børn og få sikret dem den rette hjælp.

Når det så er sagt, er jeg med på, at en underretning sagtens kan vise sig ikke at have noget på sig. Det tror jeg ikke kan undgås. Og der kan også være ganske få tilfælde, hvor en underretning anvendes som chikane, og det hører selvfølgelig ingen steder hjemme, overhovedet. Derfor er det jo også så vigtigt, at den enkelte kommune laver en konkret og individuel vurdering af hver eneste underretning, som de modtager, så de kan finde ud af, om de skal gå videre med en sag eller ej. Og lad os lige holde fast i, at for overhovedet at kunne konkludere, om en underretning er grundløs, kræver det jo altså, at kommunen forholder sig til bekymringen for et barn.

Jeg ved, at det her er svært, og det var jeg også inde på i min tidligere besvarelse. Det er ikke altid ligetil at foretage de her vurderinger, og der er nogle greb, der er bedre end andre. Derfor er jeg også så glad for, at vi i vores fælles aftale »Børnene Først« har sikret, at et partnerskab af de centrale aktører her på området skal se på, hvilke gode erfaringer der er med håndteringen af underretninger, så kommunerne kan blive klædt bedre på til opgaven.

Karina Adsbøl, værsgo.

Jamen ministeren svarer stadig væk ikke på spørgsmålet. Altså, mener ministeren, det er rimeligt, at man i sagsakterne stadig væk skal være plettet af, at der er kommet en underretning? Ministeren kender jo godt systemet. Hvorfor er det, at man ikke varetager familiens retssikkerhed og siger, at der ikke var noget omkring det der og så sletter det?

Så derfor vil jeg høre, om ministeren mener, det er rimeligt, at familien, der var kommet hjem fra en jagttur i udlandet, blev kaldt til samtale med kommunen på baggrund af familiens opslag på Facebook om, at sønnen havde skudt en impala?

Ministeren.

Vi kan jo ikke stå her og sagsbehandle en konkret sag, og hverken spørgeren eller jeg kender nogen af de konkrete sager, der er omtalt i pressen, fra alle sider. Vi kender dem fra den vinkel, der nu engang kommer frem i pressen. Og med det forbehold vil jeg da gerne gentage det, jeg sagde lige før til spørgeren, altså at det da virker på mig, som om man fra den her kommunes side har gjort mere ud af en underretning. Jeg kan også konstatere, at man fra lokalpolitisk hold har meldt ud, at man vil følge op på det. Og det er jo det, der er opgaven. Hvis en underretning er grundløs, skal kommunen ikke bruge mere tid på det. Tiden skal bruges på de børn, der bliver omsorgssvigtet, og som har brug for fællesskabets hjælp.

Karina Adsbøl, værsgo.

Vil ministeren ændre loven? Vil ministeren være med til at ændre loven, så de her familiers retssikkerhed bliver imødekommet, og så det ikke står i deres papirer? Det har jeg spurgt om gentagne gange, og det forventer jeg sådan set ministeren svarer på – ja eller nej? – kort og godt.

Noget andet, som ministeren sagde, var, at der er ganske få tilfælde af chikanesager. Det vil jeg da gerne have et tal på. Er det noget, ministeren har fakta på, for vi ser jo desværre, at det forekommer? Det gør vi også i forhold til skilsmissesager, og det forekommer desværre også andre steder. Derfor bliver vi jo nødt til at have et system, hvor der er balance i tingene.

Tak. Ministeren, værsgo.

Jeg har svaret på, om jeg vil ændre loven, og det vil jeg ikke, fordi det også er en beskyttelse af borgerne, at man kan gå tilbage. Det følger af vores forvaltningslovgivning, at man som kommune har pligt til at journalisere sagernes akter og ikke bare må smide dem væk. Det er jo også en beskyttelse af borgerne, som kan sige: Jamen der har været en forhistorie med grundløse underretninger – det har I som kommune selv vurderet – og det her lægger sig i forlængelse af det.

Så det er også en beskyttelse af borgerne; og det er ikke ligesom en plet på straffeattesten. En underretning er ikke en anklage – en underretning er en bekymring for et barn. Og derfor mener jeg, vi har den rigtige lovgivning på det område.

Sidste spørgsmål, værsgo.

Jeg kunne godt bruge lidt empati her, for hvordan ville ministeren have det, hvis det var hende selv? Man må ligesom også sætte sig i de her familiers sted: Der kommer en underretning, som er grundløs; der kommer anonyme underretninger, som er grundløse. Og det vil stadig væk stå i systemet, selv om de var grundløse.

Så ved vi jo godt, at der kan forekomme chikane. Der kan komme en ny underretning, og så går hele møllen i gang – og de bliver jo ikke renset. For der vil være en snert af, at der måske var noget omkring den underretning der. Så jeg må bare konkludere, at ministeren ikke vil imødekomme familiernes retssikkerhed i forhold til grundløse underretninger.

Tak. Så er det ministeren.

Det er en beskyttelse af borgerne, at kommunerne ikke bare kan slette i sagsakter, men at sagsakterne skal bevares. Så skal kommunerne selvfølgelig have en stærk faglighed, og der skal da ikke sidde en socialrådgiver og sige: Uh, jeg har nok en eller anden fornemmelse af et eller andet. Der skal der ikke, hvis det er blevet afgjort, at en underretning var grundløs. Det er jo det, der skal dokumenteres i sagen, altså at der har været en grundløs underretning. Det andet der har jo ikke noget med socialfaglighed at gøre, altså at sige, at så synes man nok det ene eller det andet.

Jeg må sige, at når vi kigger på de børn, der får hjælp, og hvor der har været omsorgssvigt, så ligger der underretninger forud – og ofte også mange underretninger. Så det er et vigtigt værktøj for os.

Spørgsmålet er slut. Tak til Karina Adsbøl, og tak til ministeren.

Vi går videre. Det næste spørgsmål er til skatteministeren af hr. Michael Aastrup Jensen. Og jeg må sige til hr. Michael Aastrup Jensen, at det er sådan, at tidtagningen ved bordet ikke fungerer; men indtil nu har vi kunnet klare det, ved at jeg stille og roligt rejser mig – og så afslutter man den sætning, man er i gang med.