Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 3. behandling af lovforslag nr. L 140:

Forslag til lov om ændring af lov om offentlighed i forvaltningen. (Ophævelse af bestemmelser, som friholder kalenderføring, ministerbetjening og dokumenter udvekslet mellem ministre og folketingsmedlemmer fra at være omfattet af retten til aktindsigt).

Af Rosa Lund (EL) m.fl.

(Fremsættelse 24.02.2022. 1. behandling 06.05.2022. Betænkning 02.06.2022. 2. behandling 07.06.2022).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Enhedslistens ordfører ønsker at udtale sig. Værsgo til Enhedslistens ordfører.

Tak for det. Nu står vi her igen og diskuterer offentlighedslov, og her er det konkret med baggrund i L 140, som vi i Enhedslisten har fremsat netop for at sikre, at vi får tre behandlinger i Folketingssalen omkring det her helt centrale spørgsmål, i forhold til hvordan vi forvalter demokratiet.

Lovforslaget drejer sig om en ophævelse af både kalenderreglen, ministerbetjeningsreglen og folketingspolitikerreglen. Når det er fuldstændig afgørende, er det jo, fordi offentlighedsloven fra 2013 har haft temmelig store konsekvenser for, hvordan vi kan følge med i den måde, som magten bliver udøvet på. Folketingets Ombudsmand har konkluderet, at offentlighedens adgang til aktindsigt er blevet væsentlig indskrænket med den nye lov. Vi må jo bare konstatere, at erfaringerne med offentlighedsloven har vist, at ministerbetjeningsreglen bliver anvendt langt mere end forventet som begrundelse for at begrænse aktindsigt, og det har medført en væsentlig indskrænkning i retten til aktindsigt.

Det samme gør sig gældende i forhold til folketingspolitikerreglen, som på samme måde bliver anvendt væsentlig mere end forventet. Afslag på aktindsigt i centrale dele af den politiske beslutningsproces svækker jo grundlæggende grundlaget for den offentlige debat om væsentlige politiske beslutninger og gør det sværere både som borger og som journalist at give politikere og embedsmænd et kritisk eftersyn. Derfor har offentlighedsloven eller mørklægningsloven jo reelt betydet, at gardinerne er blevet trukket for i det demokratiske rum, og der er ikke bare tale om, at de er blevet trukket for, der er også tale om, at det i dag reelt er mørklægningsgardiner.

Derfor er det også uforståeligt, når vi igen og igen hører partier tale om en regering, der er magtfuldkommen, og at der ikke har været gennemsigtighed i forhold til væsentlige beslutningsprocesser, både i forhold til coronahåndtering og i forhold til minkhåndtering, at der så samtidig er partier, som sidder og stemmer imod, at vi afskaffer reglerne i forhold til offentlighedsloven. Det er jo, som om der er en eller anden tendens til, at jo tættere man kommer på magten, desto mere ubekvemt synes man det er med en fri og åben tilgang til at kunne følge med i de beslutningsprocesser, der er, og til at kaste et kritisk blik på dem.

Derfor vil jeg bare igen opfordre både Socialdemokratiet, men jo i særlig grad også Venstre og Konservative til, at man stemmer for det her lovforslag og dermed får sikret, at vi får afskaffet både kalenderreglen, ministerbetjeningsreglen og folketingspolitikerreglen. For det er fuldstændig centralt for vores folkestyre, at der er adgang til at kunne følge med i beslutningsprocesserne, og da især nu, hvor vi står i en situation, hvor jeg uden at skulle kigge i en krystalkugle kan forestille mig – formentlig inden for de næste 14 dage til 3 uger – at vi sikkert kommer til at skulle diskutere åbenhed i forvaltningen, magtfuldkommenhed og adgang til at kunne kontrollere regeringens beslutningsprocesser. Det kommer vi sikkert til at diskutere temmelig nøje. Derfor er det her jo en oplagt mulighed for Venstre og Konservative, men i princippet også for Socialdemokratiet i forhold til at sige: Selvfølgelig sikrer vi, at det her ikke skal kunne gentage sig fremover, og derfor kommer vi til at stemme for L 140. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Vi er jo helt enige i Dansk Folkeparti med Enhedslisten i, at det her forslag bør vedtages, sådan at der skabes mere åbenhed omkring regeringens forhold og forvaltningens forhold for danskerne. Vi havde jo diskussionen omkring Tibetkommissionen her for nylig. Der kom et resultat, som gjorde, at man jo må erkende, at der i forhold til nogle ting i den kontrol, man kan foretage af regeringen, havde været svigt – mildest talt. Så sagde en række partier: Nu sætter vi os ved forhandlingsbordet, og nu skal der ske en hel masse. Men der er jo ikke sket noget. Så der er god grund til at sige ja til det her forslag, og der er god grund til at opfordre til det, som ordføreren gør.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge Enhedslisten om noget alligevel. For Enhedslisten har jo sådan en særlig position over for regeringen, fordi man er såkaldt parlamentarisk grundlag. Altså, det er jo egentlig Enhedslisten, der holder regeringen i live. Det gælder jo også i minksagen, som vi vender tilbage til om ikke ret lang tid. Der kunne jeg godt tænke mig at spørge: Kommer der et tidspunkt, hvor Enhedslisten har fået nok, og hvor man siger til regeringen: Nu må og skal der altså ske noget i forhold til mere åbenhed i forvaltningen?

Tak. Værsgo.

Jamen jeg kan garantere for, at uanset hvilken regering der sidder, så er det det, der er Enhedslistens position. Man kan sige, at det også er det, der har gjort sig gældende i forhold til mink. Det har det også gjort i forhold til hele diskussionen omkring Inger Støjberg. Der kan jeg i hvert fald garantere for, at Enhedslisten ikke kommer til at virke som et demokratisk tandløst parlamentarisk grundlag, hvad jeg jo synes, der var en tendens til, at nogle gjorde under Støjbergssagen, hvor der jo blev begået ulovligheder, uden der blev reageret parlamentarisk på det. Derfor skal der ikke herske nogen tvivl om, at Enhedslisten tager den opgave på sig, og at vi kommer til at læse meget nøje, hvad der står i rapporten fra minkkommissionen, når den kommer her i slutningen af måneden.

Hr. Peter Skaarup.

Jamen nu ved vi jo ikke, om der bliver finanslovsforhandlinger her til efteråret, altså om vi når det, eller om der lige pludselig bliver trykket på valgknappen. Men så vil jeg bare lige spørge Enhedslisten: Hvis der nu kommer nogle finanslovsforhandlinger, hvor man virkelig har fat omkring regeringens ædlere dele, kan man sige, vil Enhedslisten så bruge de finanslovsforhandlinger til at sige til regeringen, at nu må og skal der altså ske noget i forhold til offentlighedsloven?

Værsgo.

Altså, vi sidder ikke på den måde og fifler eller skalter og valter med det, når det handler om så grundlæggende principper som at holde øje med, hvordan magten bliver udøvet. Det er klart, at den position, vi har i forhold til offentlighedsloven, kommer vi til at fortsætte med at have, og den kan der ikke købslås med, heller ikke i en finanslovsforhandling. Det er jo klart, at så længe der er et politisk flertal, som holder hånden under offentlighedsloven – og det er jo et politisk flertal, som hverken Dansk Folkeparti eller Enhedslisten er en del af – så kan man jo ikke umiddelbart ændre det. Men det er klart: Forudsætningen er, at det kan ændres, og der går jeg da ud fra, at det flertal, der blokerer for, at der ændres ved offentlighedsloven, formentlig er væk efter næste folketingsvalg.

Tak for det. Så er det fru Mai Mercado, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Nu var ordføreren selv inde på, at der kommer en kommissionsrapport lige om lidt, og jeg hørte også ordføreren sige, at man egentlig vil behandle kommissionsrapporten på samme vis, som man behandlede Instrukskommissionen. Så derfor vil jeg bare spørge: Når nu kommissionsrapporten bliver offentliggjort, giver det så ikke god mening at lave sådan en juridisk vurdering, som man gjorde i forbindelse med Instrukskommissionen, hvor man altså får to uvildige advokater til at vurdere, om der eksempelvis er et strafansvar?

Værsgo.

Jo, det er klart – det kommer vi jo til at vurdere, når kommissionens rapport ligger der. Men nu er vi jo i den situation, hvor der er et parlamentarisk grundlag, som også vil være villige til at drage parlamentariske konsekvenser. Det var jo det, der var problemet i forhold til Inger Støjberg. Der var blevet afholdt adskillige samråd, og det var helt tydeligt, at der var en fem-seks forskellige forklaringer på sagsforløbet, men alligevel reagerede det parlamentariske grundlag ikke. Her er der jo tale om en minister, som trods alt har handlet på det.

Men det er klart, at vi kommer til at følge meget nøje med i, hvad der står i den kommissionsrapport, og vi udelukker ikke noget på forhånd. Men vi vil også være villige til at drage parlamentariske konsekvenser, lige så vel som det er muligt, at vi skal se på, om der skal laves en advokatundersøgelse efterfølgende. Men det kommer vi jo til at kunne se, når kommissionens rapport foreligger.

Fru Mai Mercado.

Jo, men hvis man siger, at man vil behandle de to rapporter ens – og det mest fair må vel være, at det er en juridisk vurdering, som afgør, om der eksempelvis skal nedsættes en rigsret, så det ikke skal være op til en politisk vurdering – så tænker jeg, at det er relativt enkelt fra talerstolen i dag at kunne sige, at man selvfølgelig vil lade uafhængige advokater foretage en vurdering af, om der kan drages et strafferetligt ansvar. Det burde være relativt enkelt at svare på.

Værsgo.

Altså, nu er både fru Mai Mercado og jeg jo valgt som parlamentarikere i et demokratisk system, og derfor påhviler der os en særlig forpligtigelse til, at vi reagerer på de oplysninger, vi får. Der er det klart, at i modsætning til tidligere parlamentariske grundlag har vi tænkt os at reagere på, hvad der står, og det er jo muligt, at der skal drages parlamentariske konsekvenser i forhold til de konklusioner, der kommer i kommissionsrapporten. Det er også muligt, at der skal nedsættes en advokatundersøgelse. Men det primære er jo, at man som folkevalgt, som parlamentariker, er villig til at læse en rapport og se, om det får konsekvenser for den siddende regering. Og det er klart, at det har vi tænkt os at gøre. Men som sagt udelukker vi ikke noget på forhånd.

Tak. Så er det fru Sophie Løhde.

Jeg vil bare følge op på fru Mai Mercados spørgsmål. For hvorfor vil man ikke give tilsagn om at få lavet en uafhængig juridisk vurdering, uafhængigt af om man så efterfølgende beslutter, at der skal drages parlamentariske konsekvenser eller ej? Det kan man jo beslutte efterfølgende. Hvad er det, ordføreren i dag har imod at give tilsagn om, at der selvfølgelig skal laves en juridisk vurdering, som Enhedslisten sidste gang kaldte for en yderst klog model?

Værsgo.

Men det er jo, som jeg var inde på et tidligere, fordi vi den her gang er villige til at drage parlamentariske konsekvenser. Det, der var grunden til, at vi endte i en situation, hvor vi skulle have en kommissionsundersøgelse og en efterfølgende rigsret i forhold til fru Inger Støjberg, var jo netop, at der ikke var et parlamentarisk grundlag, som var villige til at drage de parlamentariske konsekvenser. Det er sådan, vi normalt handler i et demokrati: Hvis der er en minister, som ikke opfylder sin forpligtigelse over for Folketinget, så reagerer Folketinget på det. Det skete bare ikke, og derfor kom vi i den situation. Og det er der, hvor jeg siger, at jeg kan garantere, at vi kommer til at se på, hvad der står i kommissionens rapport. Det er muligt, at der skal drage parlamentariske konsekvenser. Det er også muligt, der skal drages andre konsekvenser. Men der er ikke nogen af de to ting, der gensidigt udelukker hinanden, eller som er afhængige af hinanden. Derfor kommer vi til at vurdere, hvad der står i kommissionens rapport, og så kommer vi til at tage stilling ud fra det.

Tak. Fru Sophie Løhde.

Selvfølgelig kommer alle partier til at se på, hvad der står i kommissionens rapport. Det er der jo ingen af os der ved, af gode grunde. Jeg spørger blot, uanset hvad Enhedslisten måtte beslutte sig for i forhold til juridiske konsekvenser eller parlamentariske konsekvenser, hvorfor det så ikke er en god idé at få lavet en juridisk vurdering, så man har nogle uafhængige personer, der siger, hvad der er op og ned i det her set med juridiske briller. Så må vi se, om Enhedslisten beslutter sig for politiske konsekvenser efterfølgende, fordi man gerne vil holde hånden under den socialdemokratiske regering, på trods af at vi har at gøre med en af danmarkshistoriens, i hvert fald i nyere tid, største politiske skandaler. Men hvad er det, der er så anderledes, når det sidste gang var en klog model, at man ikke forlods vil sige, om det er en god idé med en juridisk vurdering?

Tak. Værsgo.

Det skal jeg fortælle fru Sophie Løhde. Det er, fordi der den her gang er tale om nogen, der tager demokratiet alvorligt, og som er også villige til at træffe de demokratiske og parlamentariske konsekvenser af den rapport. Det var præcis det, der ikke var tilfældet sidste gang: Der var ikke en regering, der reagerede på, at der var en minister, som ikke talte sandt, og der var heller ikke et parlamentarisk grundlag, der reagerede på det. Derfor kom vi til at stå i den situation.

Den her gang er vi vores parlamentariske ansvar bevidst, og det betyder, at det første, man gør som parlamentariker, er, at man ser på, om det her skal have parlamentariske konsekvenser. Så er det klart, at det er muligt, at der også bliver brug for det andet, men det kan vi jo først se, når kommissionens rapport ligger der.

Tak for det.

Er der flere, der ønsker at udtale sig?

Det er der ikke, så vi går til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse.

Afstemningen er slut.

For stemte 42 (SF, RV, EL, DF, NB, LA, FG, ALT og UFG), imod stemte 54 (S, V, KF, Naser Khader (UFG) og Orla Østerby (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er forkastet.