Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 98:

Forslag til folketingsbeslutning om at styrke patienternes rettigheder.

Af Martin Geertsen (V) m.fl.

(Fremsættelse 22.02.2022).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er sundhedsministeren.

Tak for det, formand. Det her er et beslutningsforslag, som vel samler en række forskellige elementer, og det er elementer, som handler om patientrettigheder, men også flere andre elementer – patientansvarlig læge og andre ting, som præcis er noget af det, vi drøfter i de her uger og måneder i regi af forhandlingerne om en sundhedsreform. Jeg kan også se, at det jo sådan stort set er det. Det er selvfølgelig helt fair, eller det gør man nogle gange; man har et udspil fra et parti, og så siger man, at det laver vi om til et beslutningsforslag, og så kan man få det på dagsordenen også på den måde, hvilket jo selvfølgelig er helt fint.

Jeg synes, at der er rigtig mange gode elementer i det. Der foregår som sagt ovre i mit ministerium, Sundhedsministeriet, faktisk dagligt, vil jeg sige, møder, hvor vi mødes med partierne præcis om de her elementer, og jeg er optaget af at finde en løsning på det. Jeg kan sige, som jeg også har sagt det andre steder, men jeg vil også sige det i dag, at jeg stadig væk er optaget af, at vi kan indgå et bredt forlig. Jeg er helt sikker på, at sundhedsvæsenet er bedst tjent med, at vi har et bredt forlig omkring det, så det ikke kaster sundhedsvæsenet ud i nye usikkerheder om sådan grundlæggende elementer og strukturer. Derfor vil jeg kun forholde mig sådan meget overordnet til konstruktive bidrag her. Noget af det kan man genfinde i regeringens eget sundhedsreformudspil, andet er der så spillet ind med fra et eller flere forskellige partiers side. Og alt sammen er på bordet. Det, det handler om nu, er jo at finde ud af, hvordan vi så kan nå hinanden i en fællesmængde, og hvordan vi kan prøve at gøre vores yderste for at styrke vores sundhedsvæsen, som i den grad trænger til det. Jeg beklager, at der ikke er det sådan store indhold i den her tale, men det er altså bevidst. Det er, fordi jeg er meget, meget optaget af, at vi får lavet den her brede aftale, og hvis det skal lykkes, er det min erfaring, at det lige i den fase, vi er i nu, ikke er hjælpsomt, hvis den ansvarlige minister, der sidder for bordenden og jo har ansvaret for forhandlingerne, melder ud i øst og vest på alle mulige ting i medierne eller her på talerstolen.

Så tak for forslaget. Vi tager det med, og vi tager det også med i vores forhandlinger. Men konkrete diskussioner om det vil jeg lige tage omkring forhandlingsbordet. Og så kan man nok også, når vi forhåbentlig når til en enighed, kunne se meget af det i en aftale. Men det kræver så, at partierne er med til det. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Martin Geertsen.

Tak for det. Jeg ved ikke, hvordan det er i ministerens parti, men hos os er det sådan, at vi nogle gange gør det, at når vi har lavet et politisk udspil, så bringer vi det faktisk også ned i Folketingssalen. Så er der en vis chance for, at det også bliver til noget og ikke bare noget på nettet. Nå, lad det ligge.

Jeg kunne jo tage fat i alle hjørner af det her, vil jeg sige til ministeren, men det tillader tiden ikke. Vi kan bare tage et konkret forslag, som Socialdemokratiet jo selv var med til at fremsætte i 2018, og som jeg syntes var et godt forslag, nemlig et forslag om en patientansvarlig sundhedsperson. Det der med, at vi sidder i nogle forhandlinger, fratager jo ikke ministeren for at mene noget. Mener ministeren, at vi skal se at få slået søm i det, så vi kan få en patientansvarlig sundhedsperson, ikke blot i forhold til kræftområdet, men på langt flere områder, f.eks. i forhold til kroniske patienter, mennesker med psykiatriske lidelser, ældre medicinske patienter? Det er vel sådan rimelig enkelt at svare ja eller nej til.

Ministeren.

Patientansvarlig læge eller patientansvarlig sundhedsperson er faktisk noget, som vi bare må sige ikke er implementeret til fulde overhovedet. Det er jo altså indført, og som jeg forstår det også aftalt, men altså ikke implementeret til fulde. Derfor er en del af regeringens udspil netop at igangsætte det arbejde, som kan fremme, og som kan styrke ordningen. Det handler også om at sige, at nogle steder fungerer det, men der er altså også steder, hvor den virkelig ville være til hjælp for patienterne, men hvor den ikke er der i dag. Derfor skal vi alle steder, hvor det overhovedet giver faglig mening – det vil sige der, hvor der er patienter, der har brug for det og kan have gavn af det – have den her ordning. Det er vores indgangsvinkel. Den er sådan set ikke forskellig fra den regerings, vi afløste, faktisk den daværende V-regering, der indførte patientansvarlig læge, men jo ikke helt lykkedes med at få det implementeret. Det arbejde mener vi skal fortsætte, altså i prioriteringsarbejdet.

Hr. Martin Geertsen.

Derfor skal man også gøre det her til en reel patientrettighed, som står i sundhedsloven. Ellers bliver det her ikke til noget.

Jeg vil spørge til en anden ting. Det forslag, vi har, om at indføre en årlig helbredssamtale for kroniske patienter, hvor man ikke bare kigger på deres sygdom, men sådan set kigger på deres livsvilkår i al almindelighed, var det en aftale, ministeren kunne se for sig, og mener ministeren, det er en god idé, eller er det en dårlig idé?

Ministeren.

Det er jo helt fair, som jeg startede med at sige. Det er et godt redskab, at man kan tage et politisk udspil og så lave det til et beslutningsforslag. Men jeg holder så lige fast i det, jeg startede med at sige, nemlig at det er noget af det, vi drøfter i forhandlingerne. De konkrete elementer af udspillet vil jeg altså reservere til forhandlingerne. Det vil jeg også gøre, når det drejer sig om det her spørgsmål.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren, så nu er det ordførerne. Den første ordfører er fra Socialdemokratiet, og det er hr. Rasmus Horn Langhoff.

Der er rigtig meget, der fungerer ganske godt i vores sundhedsvæsen, men der er også steder, hvor man må sige det kan gøres bedre, og det gælder ikke mindst, når det handler om at skabe bedre sammenhænge i vores patientforløb. Patienten skal sættes i centrum, så man som patient altid oplever et helt og sammenhængende forløb, både i den tid, man er under behandling, og efterfølgende med genoptræning, opfølgning, kontrol osv., og så man som patient er fuldstændig klar over sine rettigheder og muligheder. Det er også en vigtig del af det sundhedsudspil, som regeringen præsenterede forrige måned. Regeringens sundhedsudspil indeholder en række tiltag for i det hele taget at skabe bedre sammenhænge og større kvalitet for patienterne, og det er desværre nødvendigt.

Alt det leder mig hen til den konklusion, at det naturlige sted at tage den her forhandling og den her diskussion er i forhandlingslokalet, hvor vi netop nu her forhandler om en sundhedsreform, som skal løse lige præcis de udfordringer, som der bliver adresseret både i regeringens sundhedsudspil og i det forslag, som der nu og her bliver fremsat fra Venstres side, og sådan set også i det næste forslag, vi skal behandle lige om lidt. I stedet for at vi tager en løsrevet diskussion her i salen, tager vi så den samlede debat og finder forhåbentlig en samlet, bred og god løsning i forhandlingslokalet. Så vi kan altså ikke støtte forslaget her og nu, selv om der er masser af gode ting, også rigtig mange ting, som jo rimer på det, som regeringen har lavet i et sundhedsudspil. Men vi ser frem til at fortsætte forhandlingerne og fortsætte diskussionen om, hvordan vi skaber bedre sammenhæng og mere kvalitet for patienterne i vores sundhedsvæsen, i de forhandlinger, som kører netop nu.

Tak. Der er en kort bemærkning. Hr. Martin Geertsen.

Altså, helt ærligt, venner i Socialdemokratiet: Nu har man været 2½ år om at indkalde til de her forhandlinger, så jeg synes, det er noget mærkeligt noget, at det lige pludselig skulle være paradoksalt, at man fremsætter beslutningsforslag i Folketingssalen om sundhedspolitik, særlig set i lyset af at den her regering om nogen har hængt i bremsen, når det har handlet om ligesom at komme i gang med at indkalde til forhandlinger om en sundhedsreform. Og så må man altså meget undskylde, at vi er nogen, der har været ret utålmodige og så har syntes, at der ikke var skub nok i tingene, og begynder at fremsætte nogle beslutningsforslag hernede, når ikke regeringen ligesom kan finde ud af at få taget sig sammen til at indkalde til forhandlinger – helt uagtet at det er noget usædvanligt noget, at man lige pludselig skal beskyldes for, at det er problematisk at fremsætte forslag i Folketingssalen om politik. Helt ærligt!

Ordføreren.

Venstre må fremsætte alle de både problematiske og uproblematiske forslag, I overhovedet kan trylle frem, og I er fuldkommen velkomne til – og det er alle partier – at fremsætte dem, lige præcis når det passer ind. Min opfordring er bare, at når nu forhandlingerne er startet, og når nu Venstre har siddet med spænding og ventet på det her udspil og endda også er kommet med sit eget udspil, og vi sidder her og er midt i forhandlingerne, så er forhandlingslokalet et oplagt sted at løse det her, og vi kan løse det sammen, i stedet for at vi tager nogle løsrevne diskussioner her i salen. Så jeg forstår godt virkelysten hos hr. Martin Geertsen og ønsket om at komme i gang. Der er masser af rum til det, forhandlingerne kører lige nu og her, og der er meget, hvor Venstre, Socialdemokratiet og regeringen og en masse andre partier lægger sig op ad hinanden og deler analysen af problemer og udfordringer og har mange af de samme løsningsmodeller. Så lad os løse det. Og det kan vi jo helt oplagt i de forhandlinger, som kører netop nu.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til Socialdemokratiets ordfører. Så er det ordføreren for Socialistisk Folkeparti, fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det, og tak til Venstre, tror jeg nok, for forslaget om forbedring af patienters rettigheder. Det er spørgsmål, som også bliver drøftet under de forhandlinger, vi har lige nu omkring sundhedsreformen. Jeg håber, at sundhedspersonalet i hele landet har læst med, for jeg deler nemlig Venstres roser til indsatsen derude. På trods af svære vilkår og ofte mangel på personale er det en enestående indsats, som personalet yder til patienter, som har brug for behandling og pleje. Jeg medgiver også gerne, at vi på en række områder er blevet skarpere i udredningen, ikke mindst på kræftområdet, og det synes jeg er godt.

I arbejdet med en sundhedsreform vil vi i SF også have øje på kvaliteten og ikke mindst sammenhængskraften i det nære og det sammenhængende sundhedsvæsen. Der er afgjort potentiale for forebyggelse af unødvendige indlæggelser og for tidlig opsporing af sundhedsfaglige problemer, som skal håndteres så effektivt og så tidligt som muligt, og i SF er vi optaget af at forenkle indsatser, så patienter har let adgang til såvel medicinsk teknologi som sundhedsfaglig behandling. Det gælder ikke mindst de mange kronikere.

Når det er sagt, har vi også fokus på et andet tema, som også adresseres i regeringens udspil til en sundhedsreform, nemlig at få veluddannet personale nok. Det er den største og mest alvorlige udfordring, vi overhovedet står over for, og selv om vi havde uendelige midler lige nu, kan vi stadig væk ikke behandle patienter, hvis ikke vi har de fornødne faglige ressourcer. Lige netop den udfordring kan også betyde, at vi set med SF's øjne skal slagte nogle hellige køer og prioritere, så de patienter, der har de største behov, først får hjælpen. For det er et faktum, at udrednings- og behandlingsgarantier har som konsekvens, at de mest ressourcestærke patienter kan prioritere sig selv før andre, ikke mindst ved hjælp af en omfattende brug af private sundhedsforsikringer, som vi ser i dag. I SF er vi optaget af, at alle patienter skal udredes i tide. En diagnose er nemlig en forudsætning for, at vi kan identificere alvorlig sygdom i tide og dermed også kan prioritere og igangsætte behandling så hurtigt som muligt.

Ventelister er jo et udtryk for, at vi samlet set mangler personale. Havde vi det nødvendige personale, havde vi ingen ventelister, og derfor er jeg enig med læger og sundhedspersonale, når de peger på behovet for differentieret ventelistegaranti, så vi kan prioritere de mest syge først. Med små årgange, ungdomsårgange, og med en demografisk udvikling med mange flere ældre i de kommende år skal vi både se på en højere grad af tværfaglighed, men vi skal også være klar til at forbedre såvel løn som ansættelsesvilkår, så vi fortsat kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Jeg er dybt bekymret for såvel sundhedssektoren som ældreplejen. Der venter nogle rigtig svære år, og manglende prioritering er ganske enkelt uansvarligt. Derfor er tiden heller ikke til politisk bestemte prioriteringer, men i højere grad til fagligt kvalificerede prioriteringer og på en måde, hvor personalet skal vide, at vi politisk har deres ryg.

I SF står vi klar til de videre drøftelser om de nævnte emner, som vi håber vi også kan adressere i netop en kommende sundhedsreform, til gavn for patienterne, til gavn for større lighed i sundhed og ikke mindst til gavn for det personale, som vi allerede nu trækker alt for store veksler på. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Geertsen.

Tak til ordføreren for talen. Jeg synes jo selv, at noget af det mest lighedsskabende, der er indført i det danske sundhedsvæsen igennem de sidste 20 år, er patientrettigheder. For i 1990'erne var det jo sådan, at alle de rige tog på privathospitaler, og at alle de fattige – sådan lidt karikeret sagt – stod i kø til det offentlige sundhedsvæsen. Indførelse af patientrettigheder er noget af det bedste, der er sket i det danske sundhedsvæsen igennem de sidste 20 år. Det er ikke så meget udrednings- og behandlingsgarantien, det her handler om. Nej, det her handler om en helt ny type rettigheder, altså ret til en ordning med en patientansvarlig sundhedsperson, ret for flere patientgrupper til pakkeforløb og ret til en årlig helbredssamtale. Hvad synes ordføreren om den type af rettigheder, som jo i virkeligheden er med til at skabe noget mere sammenhæng og forhåbentlig også nogle smooth behandlingsforløb? Det er jo godt for den enkelte, men det er vel også optimalt, i forhold til hvordan vi bruger ressourcerne i det danske sundhedsvæsen.

Ordføreren.

Jeg er ikke i tvivl om, at et mere fast og kendt personale, også faste læger, har stor betydning for, at man kan bruge ressourcerne rationelt, at man undgår, at ting trækker i langdrag, og at man kan sikre noget fremdrift og noget kontinuitet i behandlingsforløbet. Så jeg er meget stor tilhænger af, at patienter skal møde det samme personale, uanset om det er læger, eller om det er sundhedspersonale, eller hvor det er i sundhedssektoren, for det er mere rationelt.

Men jeg tror, vi for en tid skal vare os for at udstikke egentlige garantier herinde fra Christiansborg af den simple grund, at der simpelt hen er for meget arbejde til for få medarbejdere. Og det betyder, at ventelisterne bare vil vokse, hver eneste gang vi udsteder nye garantier om nye pakkeforløb til nye patientgrupper. Hver eneste gang vi gør det, vil vi jo også herindefra komme til at overse patientgrupper, som måske har nogle behov, som vi ikke har set, men som lægen nødvendigvis vil se, fordi det er ham, eller hende for den sags skyld, der har de faglige kompetencer.

Hr. Martin Geertsen.

Jeg ser jo helt omvendt på det, fru Kirsten Normann Andersen. Jeg synes jo, at det her bliver en ond cirkel, hvis man ikke gør noget og sætter foden ned, hvis vi ikke politisk tager nogle initiativer. Jeg ser jo netop også de her forslag, hvor vi ligesom går ud og foreslår nogle rettigheder for den enkelte patient, som et gode for det samlede sundhedsvæsen, fordi det til syvende og sidst, i hvert fald efter min opfattelse, kan være med til at optimere patientforløbet, hvilket er godt for den enkelte og sådan set også godt for sundhedsvæsenet som sådan, og dermed i virkeligheden være med til at skabe mindre travlhed.

Ordføreren.

Det bygger jo på en forudsætning om, at personalet kun gør noget klogt, hvis det er sådan, at vi står herinde og laver tjeklisten. Jeg tror ikke, det var det, ordføreren forsøgte at sige, men det er det billede, man kommer til at stå tilbage med derude. Hvis vi havde uanede ressourcer, tror jeg faktisk, at pakkeforløb kunne være gode, fordi de skaber noget gennemsigtighed for den enkelte, men det er også et faktum, at de pakkeforløb, vi har i dag, har som konsekvens, at man risikerer at overbehandle, og man kan selvfølgelig også risikere at underbehandle, fordi man ikke ser det, der ikke fremgår af pakken.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Kirsten Normann Andersen. Så er det hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre.

Tak for det. Sundhedspolitik er ret konsistent et af de emner, der optager befolkningen allermest. Det er ikke så overraskende, da vi jo alle har talrige kontakter med sundhedsvæsenet igennem vores liv. De fleste af os starter og slutter vores tilværelse i netop sundhedsvæsenet.

Venstre ønsker med dette forslag at pålægge regeringen, at der skal fremsættes lovforslag om at styrke patienternes rettigheder, og Venstre kommer også med en række konkrete bud på, hvad de mener disse rettigheder skal være. I Radikale Venstre er vi meget interesserede i at sikre god og tryg behandling af alle patienter, ligesom vi meget gerne vil se på fleksible og individuelle tilgange til den enkelte patient. Det er vigtigt, at vi bruger vores begrænsede ressourcer i sundhedsvæsenet klogt og til gavn for patienterne.

Nu er det jo så heldigt, at vi netop i disse dage forhandler en sundhedsaftale med ministeren, og her er det jo helt oplagt også at tage disse emner op. Jeg vil derfor se frem til at forhandle også dette med Venstre og de andre partier her i Folketinget, men her i salen kommer vi naturligvis ikke til at stemme for beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til Radikale Venstres ordfører. Så er det hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand, og også tak til Venstre for at flytte forhandlingerne om en ny sundhedsreform ind i Folketingssalen. Vi sidder nu og forhandler ovre i ministeriet, og det kan jo altid være interessant at tage debatten i et åbent forum som Folketingssalen. Jeg ved ikke, hvor meget der konkret kommer ud af det, men det er jo i hvert fald en god anledning til, at vi kan afprøve hinandens synspunkter.

Jeg synes også, det er en interessant debat, Venstre rejser, altså hele spørgsmålet om rettigheder, for det er klart, at der ligger noget i det med, at man har en rettighed, og der er også nogle af de forslag, som Venstre har med, som jeg er enig i. Jeg er i hvert fald enig i det om også at kunne have en patientansvarlig sundhedsperson. Det kan så både være i forhold til sundhedsvæsenet, men når det handler om at reducere ulighed i sundhed, er det jo ikke kun det, der foregår i sundhedsvæsenet, der tæller. Det kan også alene være det at sikre, at folk får hjælp til at forstå de breve, der kommer, og at man rent faktisk kan komme ind til behandling i sundhedsvæsenet. Så der kan bestemt være nogle elementer i det, som jeg synes kunne være fornuftige at drøfte.

Men selve debatten om rettigheder er interessant. Når vi ser på det, man i dag kalder for en patientrettighed, altså behandlingsgarantien, har den jo kun betydning de steder, hvor der er et privat alternativ, som kan tilbyde præcis den type behandling, som det kan være profitabelt for privathospitaler at beskæftige sig med. Formelt set er der jo stadig væk patientrettigheder, der gælder for de ældre medicinske patienter og psykiatriske patienter, men i virkelighedens verden er de jo ikke noget værd, fordi der simpelt hen ikke er tilstrækkelige ressourcer i det offentlige sundhedsvæsen til at løse de opgaver. Det kommer til at betyde, at de udelukkende dækker de områder, hvor der er private alternativer, altså typisk knæ-, ryg-, hofte- og fedmeoperationer. Der er derfor en stor gruppe patienter, der kommer til at opleve, at rettighederne ikke er ret meget værd, for når ressourcerne ikke er der, kan de ikke opfyldes.

Derfor synes jeg egentlig også, at det, der er det mest interessante i den her debat, er at sikre, at der er de tilstrækkelige ressourcer i sundhedsvæsenet til, at opgaverne kan løses, og at den helt nødvendige prioritering, der så skal foregå i sundhedsvæsenet, foretages ud fra sundhedsfaglige vurderinger. Vi skal altså give sundhedsfagligheden tilbage til de sundhedsfaglige, så vi sikrer, at det reelt er de patienter, der har størst behov for behandling, der bliver behandlet først. Det er bl.a. også derfor, at mange af de sundhedsfaglige organisationer – som fru Kirsten Normann Andersen også gjorde opmærksom på – peger på, at man i stedet for at have den forholdsvis rigide behandlingsgaranti, vi har i dag, skulle se på en differentieret behandlingsgaranti, som kunne sikre, at alle patienter fik ret til en udredning, så de kunne få afklaret deres diagnose, og at behandlingsgarantien differentieres efter, om det er en livstruende sygdom. Det vil sige, at der bliver mulighed for at prioritere, så det kan sikres, at det er de patienter, der har størst behov for behandling, der bliver behandlet først.

Den debat synes jeg er helt relevant at tage, og det er da også noget af det, som vi fra Enhedslistens side har med til forhandlingerne om en sundhedsreform. Og når vi snakker om ressourcer, er det helt centrale den potentielle bombe, der ikke bare ligger under vores sundhedsvæsen, men også under hele vores velfærdssamfund, nemlig den helt eklatante mangel på velfærdsprofessionelle, altså det, at vi simpelt hen har svært ved både at tiltrække og fastholde det personale, vi har så desperat brug for. Det er både sygeplejersker, sosu'er, radiografer, jordemødre, fysioterapeuter, ergoterapeuter og for den sags skyld også pædagoger. Det er generelt i hele velfærdssamfundet.

Derfor bliver det også et af de områder, vi bliver nødt til at se på. Vi kan tale om alle de strukturer, vi vil, og om alle de garantier, som vi vil give, men hvis vi ikke kan bygge på indsatsen fra dem, der skal løse opgaverne, vores velfærdsprofessionelle, har vi ikke et velfungerende sundhedsvæsen. Derfor bliver vi nødt til at gøre en øget indsats for at sikre det.

Derudover vil jeg sige, at noget af det, vi også kommer til at tage med, bliver et opgør med både den geografiske ulighed og med den brugerbetaling og privatisering, vi allerede ser i sundhedsvæsenet i dag, så vi sikrer, at vi fortsat har et offentligt finansieret sundhedsvæsen med lige og fri adgang, hvor det ikke er adgangen til sundhedsforsikring eller pengepungen, der afgør, hvilken behandling man kan få, men at der netop er tilstrækkelige ressourcer til, at der kan ske en sundhedsfaglig prioritering af, hvilke opgaver der skal løses.

Fra Enhedslistens side kommer vi ikke til at bakke op om forslaget, men tak for at rejse debatten, og vi ser frem til de forhandlinger, der er i forbindelse med sundhedsreformen.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Hr. Per Larsen.

Ja tak. Jeg hæfter mig en lille smule ved det, sundhedsordføreren for Enhedslisten nævner her i forhold til livstruende sygdomme, og hvad det nu er for nogle andre tilbud. Vi har jo også noget, der hedder psykiatri, som jeg ved optager sundhedsordføreren meget. Jeg talte forleden dag med en mor til et barn med angst, som havde været et helt år om at få barnet accepteret som patient i systemet. Hun kunne berette om, at hun bl.a. havde været til et møde, hvor der havde været otte personer i lokalet, der ligesom skulle tage stilling til, hvad der skulle ske med det her barn. Der er nogle strukturelle ting dér, som man simpelt hen er nødt til at få gjort noget ved, for det kan ikke nytte noget, at der går et helt år, inden barnet kommer i behandling. Jeg fik også en henvendelse fra en mor forleden dag, som endelig havde fået en udredningsplads ved Aleris-Hamlet Hospital, fordi regionen ikke kunne stille op, og så havde de brugt det frie sygehusvalg i forhold til udredningsretten, og der var så kommet en mulighed for at få en plads ved Aleris-Hamlet Hospital, som kunne stille op om 40 uger – ganske utilfredsstillende. Men der er jo altså nogle ting, som vi er nødt til at få gjort op med. Og jeg synes jo, at de her patientrettigheder kan være ganske gode, specielt når det handler om børn.

Ordføreren.

Det er jeg jo fuldstændig enig i, nemlig at de forhold, der er i bl.a. psykiatrien, er dybt utilfredsstillende. Pointen er jo bare, at det løser vi ikke ved bare at indføre en garanti, for hvis vi ikke sikrer, at der er personale og ressourcer til at kunne løse de opgaver, er garantien ingenting værd. Så kan du godt have en garanti for, at du kan gå et andet sted hen, men hvis der ikke er andre psykiatere at gå til, løser det jo ikke udfordringen. Derfor er det, der er opgaven, jo at sikre, at vi har tilstrækkeligt med ressourcer, at vi har tilstrækkeligt med velfærdsprofessionelle, uanset om det er speciallæger i psykiatrien, om det er børn- og ungepsykiatere, om det er alment praktiserende læger, om det er sygeplejersker, sosu'er eller jordemødre. Det handler om, at vi skal sikre, at vi har et personale til at løse opgaven, for ellers er garantien ingenting værd. For vi skal have nogle, der kan løse den konkrete opgave, og det er derfor, mit budskab er, at vi jo bliver nødt til at investere i det her. For jeg er fuldstændig enig i, at det er en helt urimelig og utilstrækkelig behandling at få, og jeg synes også, det er dybt utilfredsstillende, at vi står nu, så lang tid efter at der er kommet et fagligt oplæg til en psykiatrihandlingsplan, og stadig væk afventer at komme i gang med de forhandlinger.

Hr. Per Larsen.

Ja, og min pointe er en lille smule i forhold til det her med at slippe kompetencerne fri i det offentlige. For når man hører, hvor mange ressourcer, der kan blive brugt, manpower, altså offentlige medarbejdere, i forhold til at man kan komme i gang med behandling, synes jeg simpelt hen, det er helt utilstrækkeligt. Derfor tror jeg lidt på, at hvis man sætter systemet under pres, så kommer der måske mere gang i butikken. Sæt nu noget behandling i gang til de børn, der har behov for det, frem for at lade et helt år gå, hvor der ingenting sker, for folk bliver jo ikke raske af at stå på en venteliste.

Ordføreren.

Nej, det gør de ikke, og de bliver heller ikke raske af at sidde til udredningsmøder. Jeg tror sådan set, at det, der har været udfordringen, netop er det, at systemet er sat under pres, så man skal bruge rigtig lang tid på at forklare, hvorfor det er, at man ikke tilbyder behandling til de her børn og unge eller til voksne for den sags skyld. Der opstår ikke flere pladser af, at man laver en garanti. Der opstår flere pladser af, at vi får flere uddannede speciallæger i psykiatri; at vi sikrer, at det bliver mere attraktivt at arbejde der. Og det er jo den vej, vi bliver nødt til at gå, og så bør vi lade det være op til præcis en sundhedsfaglig vurdering at afgøre, hvem det så er, der skal tilbydes behandling. Men det er klart, at en ventetid på 40 uger ikke er acceptabel.

Tak til hr. Peder Hvelplund. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand, og tak til Venstre for at fremsætte forslaget om øgede patientrettigheder til borgerne og patienterne. Patientrettighederne mindsker i den grad ulighed i sundhed. Før der blev indført patientrettigheder, så vi jo, at der var alenlange ventelister, og at der så var nogle, som trådte ud af ventekøen, simpelt hen fordi de enten selv kunne finansiere den behandling, som de skulle gennemgå, eller måske havde en forsikring, som kunne betale for det. Det er jo i allerhøjeste grad ulighed i sundhed, når der er nogen, der så kan komme ud af køen.

Udrednings- og behandlingsgarantien er, sådan som jeg ser det, en fundamental rettighed, som kommer patienter til gavn, men der kan jo sagtens være behov for at indføre andre patientrettigheder. Venstre nævner her en patientansvarlig sundhedsperson, som i allerhøjeste grad er påkrævet. Det har også været forsøgt igennem mange år, uden at det rigtig er lykkedes. Derfor er der nogle, som på mange måder får en rigtig pauver behandling, fordi man simpelt hen ikke har hånd i hanke med, hvad det er, der foregår, og ikke kan få stillet de rigtige spørgsmål til de rigtige personer.

Pakkeforløb er også et element, som ikke kun bør anvendes i forbindelse med hjertesygdomme og kræft, men også til de kronisk syge. Det er vi meget enige i. De kroniske syges ret til en årlig samtale kan også give rigtig, rigtig god mening og være med til at højne kvaliteten for de kronisk syge. Så jeg kan kun sige, at i Det Konservative Folkeparti støtter vi forslaget.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger – eller jo, der var lige en til hr. Martin Geertsen.

Det skal jeg til nøds også gøre meget, meget kort. Tak til hr. Per Larsen for de positive bemærkninger. Det er vi meget glade for. Tak.

Ordføreren.

Selv tak.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Dansk Folkeparti, og det er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Tak. Det er et vigtigt forslag, som selvfølgelig kommer midt i et tidspunkt, hvor vi sidder og diskuterer en sundhedsreform, som vi nok skulle have haft taget fat på at diskutere for år tilbage. Derfor er det selvfølgelig altid godt at tage en ekstra diskussion om det. Ministeren markerer jo også, at han er optaget af at finde løsninger på det her, og det synes jeg sådan set er det centrale. Både det her beslutningsforslag fra Venstre og det næste, vi har, om kvalitetsstandarder handler helt grundlæggende om, hvordan vi sikrer den rigtige behandling, det gode behandlingsforløb i sundhedsvæsenet.

Det her forslag handler om rettigheder og dermed om at sikre retten til den rigtige behandling, det gode, rigtige forløb for den enkelte patient, og der er jo rigtig mange elementer, som skal spille sammen. Vi har den her berømte trekant med kommuner, regioner og praktiserende læger, som gør det svært. Vi diskuterede også i sidste uge, tror jeg det var, at regeringen ikke helt lever op til det der med at have en ansvarlig læge på de enkelte forløb. Det, at man som patient har en ret til, at der er en, der følger en, der er en, der har et overblik over, hvad det er for et forløb, man skal igennem, er med til at sikre, at man får den rigtige behandling de rigtige steder, og at man netop ikke kommer ind på sygehuset igen og igen.

Derfor er det her et vigtigt forslag, og det er vigtigt at få draget med ind i de igangværende forhandlinger, fordi det at sikre et fokus på den enkelte patient, sikre et fokus på det sammenhængende sundhedsvæsen, sikre, at det ikke er patientens problem, at der er forskellige pengekasser, forskellige aktører, der kører ind over det her, er simpelt hen det helt centrale, for at vi kan sikre, at de rammer, vi laver, understøtter den enkelte patient. Derfor er det her egentlig et forslag, vi bør diskutere meget mere. Vi kommer sikkert ikke til at diskutere det meget mere i dag, for ministeren vil selvfølgelig sige, at det hører hjemme ovre i forhandlingerne, men nu har vi i hvert fald taget det op, og fra Dansk Folkepartis side støtter vi varmt forslaget og håber, at vi får det bragt ind i forhandlingerne, så vi reelt faktisk også får noget til at ske. Det er det centrale.

Tak. Der er en kort bemærkning. Hr. Martin Geertsen.

Jeg må takke hr. Per Larsen, og også tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl for de positive bemærkninger.

Tak til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Den næste ordfører er fra Nye Borgerlige. Hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak for det. Som en lille servicemeddelelse kan jeg sige, at Venstre ikke behøver at trykke sig ind og takke mig for at støtte forslaget. Jeg vil reelt set hellere have en fadøl bagefter for at støtte forslaget. Så det må man gerne. Så kan vi ordne det på den måde.

Vi synes, at det er et fint forslag. Det her med at give borgerne valgmuligheder og give dem rettigheder til at vælge der, hvor de synes behandlingen er bedst, kan jeg godt lide. Ord som kontinuitet og fleksibilitet og tillid og tryghed lyder også godt for Nye Borgerlige. Så vi ser frem til det. Det er jo en del af sundhedsforhandlingerne, som vi også glæder os til at blive inddraget endnu mere i. Her kan jeg jo lige kigge ned på ministeren. Lad det bare være ordene, og så kan Venstre komme op og give den fadøl senere.

Tak til hr. Lars Boje Mathiesen. Så er vi nemlig nået til Venstres ordfører hr. Martin Geertsen, som også er ordfører for forslagsstillerne.

Tak, og tak til hr. Lars Boje Mathiesen for de pæne ord, og tak til alle dem, som ud over at gøre opmærksom på, at vi også har sundhedsforhandlinger, rent faktisk har forholdt sig til substansen i det, der er forslaget. Igennem de sidste 20 år har vi i mit parti brugt ret mange kræfter på at udvikle og forfine patienternes rettigheder i det danske sundhedsvæsen, og vi synes, at vi i samarbejde med andre partier er nået meget langt. Udrednings- og behandlingsgarantierne kombineret med retten til at vælge private løsninger har jo betydet, at den enkelte dansker ved sygdom har kunnet vende hurtigt tilbage til et normalt liv med arbejde, uddannelse og familieliv. Men vi synes altså, at vi skal videre, og med det her beslutningsforslag foreslår vi at udvide patientrettighederne med det formål helt overordnet set at skabe mere sammenhæng og mere fleksibilitet for den enkelte dansker og for de danske patienter.

Den første del af det her forslag handler jo, som det også er blevet nævnt, om at tildele en patientansvarlig sundhedsperson. Siden 2018 har man jo som kræftpatient i princippet haft muligheden for at få tildelt en patientansvarlig læge. Samtidig tilbyder regionerne en patientansvarlig læge ved andre typer sygdomme, hvis og når regionerne finder det relevant for den enkelte patient. Formålet med ordningen er at øge trygheden, kvaliteten og kontinuiteten for den enkelte patient. Når jeg siger »i princippet«, er det, fordi der jo nok er behov for at få kigget det igennem, i forhold til om det med den patientansvarlige læge fungerer efter hensigten alle steder.

Under alle omstændigheder ønsker vi at stadfæste og ensarte ordningen med tydelig ansvarsplacering for den enkelte patients sygdomsforløb. Den patientansvarlige læge eller patientansvarlige sundhedsperson skal være en navngiven person eller et fast defineret team af personer, som har det overordnede ansvar for patientens behandlingsforløb. De kan kontaktes, og man kan søge råd hos dem, så længe man har tilknytning til et sygehus,eller på tværs i det danske sundhedsvæsen. Når vi foreslår at gøre den patientansvarlige sundhedsperson til en egentlig patientrettighed, er det, fordi vi oplever, at mange mennesker så at sige farer vild i det danske sundhedsvæsen. Det kan være den kroniske patient, som går på tværs af afdelinger eller på tværs af sektorer, patienten med psykiatriske lidelser eller den ældre medicinske patient. Vi skal efter vores opfattelse etablere en rettighed, hvor en patientansvarlig sundhedsperson eller et team af personer holder en i hånden, når man går på tværs af afdelinger eller sektorer i det danske sundhedsvæsen.

Den anden del af forslaget omhandler retten til flere pakkeforløb. De såkaldte pakkeforløb på kræftområdet har været en kæmpesucces. Pakkeforløb gør jo mange ting, men her sker der bl.a. det, at man beskriver og følger forløbet af sygdomshåndteringen for patienterne helt fra mistanken om sygdom over udredningen til behandlingen og opfølgningen. Med pakkeforløb har man sat kræftpatienterne i centrum i det danske sundhedsvæsen. Det synes vi man kan lære af og bør lære af mange andre steder i det danske sundhedsvæsen. Antallet af ældre medicinske patienter, patienter med kroniske sygdomme og patienter med behandlingskrævende psykiske lidelser vil jo desværre øges betydeligt i de kommende år. Mange af disse patienter har behov for undersøgelser og behandlinger på tværs af de forskellige grene af det danske sundhedsvæsen, men de oplever altså ikke tilstrækkelig sammenhæng i patientforløbet. Derfor er vi altså inspireret af pakkeforløbene på kræftområdet. Vi ønsker, at pakkeforløbene bliver introduceret på langt flere områder, end det er tilfældet i dag.

Den tredje del af vores forslag omhandler en ret til en årlig helbredssamtale. Jeg synes, vi skal tænke mere forebyggelse, og derfor skal vi gradvis indføre en årlig helbredssamtale for visse patienter med kroniske lidelser. Her skal der selvfølgelig være fokus på, om den eksisterende behandling fungerer efter hensigten og er tilstrækkelig sammenhængende, men samtalen kan også handle om mere generelle livsvilkår og udfordringer ved det med at leve med en sygdom. I virkeligheden kommer inspirationen til det her forslag fra tandområdet. Danmark har jo en tandpleje i verdensklasse, hvilket jo bl.a. bygger på den gode indsats for forebyggelse, som følger af danskernes regelmæssige besøg hos tandlægen. Forebyggelsessamtalen for de kroniske patienter kan enten finde sted hos en praktiserende læge, på sygehuset, hos den behandlingsansvarlige læge eller hos den patientansvarlige sundhedsperson. Den endelige udformning af den her nye rettighed synes vi skal videreudvikles og konkretiseres i samarbejde mellem Danske Regioner, KL, faglige organisationer og patientorganisationer.

Den sidste del af vores forslag handler om at give ret til digitale konsultationer. Vi synes, man skal lære af de gode erfaringer, vi har haft, med digitale konsultationer fra tiden med corona. Derfor skal vi efter vores opfattelse indføre den her helt nye digitale patientrettighed, som kan bruges, når det selvfølgelig er sundhedsmæssigt forsvarligt. Den nye digitale rettighed vil i endnu højere grad sætte patienten i centrum. Med den nye rettighed kan patienten få mere fleksibilitet og få mere valgfrihed mellem det fysiske og det digitale møde med sundhedsvæsenet. Ofte vil den her mulighed for det digitale møde med sundhedsvæsenet jo være attraktiv for at undgå transport og logistik, eller fordi eventuel ventetid er bedre brugt i hjemmet end i et venteværelse. Det vil altså ikke bare give en bedre oplevelse for den enkelte. Rettigheden kan også medvirke til at gøre vores sundhedsvæsen endnu mere effektivt. Ud over at udstyre patienterne med en ny digital rettighed ønsker vi via nye digitale muligheder også at styrke de pårørendes mulighed for deltagelse i forbindelse med konsultationer eller patientforløb i det hele taget. Det kan f.eks. være relevant, når familiemedlemmer eller andre nære relationer bor i andre dele af landet. Det skal selvfølgelig understreges, at der er tale om en ny rettighed for patienten, der kan tilvælge det digitale møde med sundhedsvæsenet, hvor det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Det skal naturligvis ikke være en pligt for den enkelte. Hvis man føler sig tryg ved det fysiske fremmøde, skal man naturligvis benytte sig af det.

Alt i alt håber vi, at Folketinget vil se med velvilje på den her lille pakke af forskellige nye rettigheder til de danske patienter. Jeg ser frem til det videre arbejde med vores beslutningsforslag i udvalget og andre steder, hvor det måtte være relevant.

Tak til Venstres sundhedsordfører hr. Martin Geertsen. Der er ikke noget ønske om korte bemærkninger til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning her henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.