Tak for det, formand. Det er jo lidt skuffende at skulle stå her på talerstolen og konstatere, at der ikke er opbakning til Venstres beslutningsforslag, og det kan godt være, at jeg havde et lidt naivt håb inden behandlingen i dag, men jeg havde trods alt et håb om, at i hvert fald regeringspartiet Socialdemokratiet kunne støtte det her. For jeg kunne i hvert fald læse i B.T. den 10. april 2019, at den socialdemokratiske partileder, som nu er blevet statsminister, klokkeklart sagde: »Der bliver ikke lempet i udlændingepolitikken. Og ydelserne bliver ikke hævet«. Citat slut.
Men desværre er det stik modsatte sket. I efteråret 2019, altså efter folketingsvalget, indgik Socialdemokratiet en aftale med den øvrige venstrefløj om at banke de sociale ydelser til indvandrere i vejret. Nu skal man bruge knap 300 mio. kr. om året på at belønne især arbejdsløse udlændinge. Det betyder, at arbejdsløse indvandrerfamilier kan få 2.000 kr. ekstra hver evig eneste måned ind ad døren – vel at mærke skattefrit – med venlig hilsen fra regeringen. Det mener vi naturligvis i Venstre er den helt forkerte vej at gå, særlig når man tænker på, at vi i Danmark i forvejen har rigtig høje sociale ydelser. For vi skal lige huske på, at vi lever i et land, hvor et kontanthjælpsægtepar på over 30 år med to børn får 25.200 kr. om måneden udbetalt – 25.200 kr. At man kan sidde og høre på det tal og så bagefter indgå en aftale med den alleryderste venstrefløj om at gøre ydelserne endnu højere, giver simpelt hen ingen mening, og derfor har vi i Venstre fremsat det her beslutningsforslag for at tilbagerulle regeringens forhøjelser af de offentlige ydelser til især arbejdsløse indvandrere.
Vores forslag skal sikre, at flere bliver en del af det arbejdende fællesskab, at flere forsørger sig selv – det vil bidrage positivt til integrationen og sammenhængskraften i Danmark – og så handler det også grundlæggende om retfærdighed. For vi synes, at man, hvis man kommer til Danmark udefra, har en forpligtigelse til at forsørge sig selv og sin familie. Man skal ikke kunne sætte sig tilbage og forvente at blive forsørget af de danske skatteydere, men man skal ind på arbejdsmarkedet og bidrage, for hvis man kan gå fra Mogadishu til Maribo, kan man også gå ned og sætte sig bag kassen i supermarkedet.
Jeg ved godt, at man i regeringen og den øvrige venstrefløj vil se vores forslag som en straf, men det er faktisk det stik modsatte. Det er ikke en straf at arbejde, men det er sundt, det er godt, og det er til gavn for en selv, og det er i den grad også til gavn for ens børn. For vi ved, at noget af det bedste, vi kan gøre for børn her i Danmark, er at sikre, at de vokser op i et hjem, hvor mor og far står op om morgenen og går på arbejde, og derfor burde det være enhver ansvarlig regerings opgave at sikre, at flest mulige bliver en del af det største fællesskab, vi har i Danmark, nemlig arbejdsfællesskabet.
Derfor vil jeg gerne takke de blå partier for at bakke op om vores beslutningsforslag. Jeg vil ærgre mig over de røde partiers modstand, for jeg har stadig væk et håb – selv om det måske er et naivt håb – om, at regeringen vil leve op til det løfte, som statsministeren afgav før valget, nemlig at man ikke ville hæve ydelserne til arbejdsløse indvandrere. Tak for ordet.