V 114 Om hjælpemidler til personer med et fysisk handicap.

Samling: 2020-21
Status: Vedtaget

Om forslag til vedtagelse

Fremsat:
23-04-2021
Forslag til vedtagelse:
Folketinget finder det vigtigt, at borgere med handicap får den hjælp, de har behov for, for at kunne leve et aktivt liv på lige fod med andre. For personer med et fysisk handicap inkluderer behovet for hjælp i stor udstrækning adgang til hjælpemidler, der for mange også kan være en afgørende forudsætning for at kunne uddanne sig eller varetage et job. Folketinget konstaterer, at mange interessenter og borgere udtrykker bekymring for, at der siden kommunalreformen er sket en afspecialisering af det specialiserede socialområde, og at viden opleves gået tabt, således at det kan være vanskeligt at få det rette individuelt tilpassede hjælpemiddel. Folketinget opfordrer regeringen til at inddrage hjælpemiddelområdet i en kommende reform af handicapområdet med det sigte at sikre, at borgere med fysiske handicap får adgang til specialiseret rådgivning og individuelt tilpassede hjælpemidler. Regeringen opfordres til aktivt at inddrage handicaporganisationerne heri.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 54 (S, SF, RV, EL, ALT og Susanne Zimmer (UFG)), imod stemte 9 (KF og LA), hverken for eller imod stemte 33 (V, DF og NB).
Fremsat under: