Med stor respekt vil jeg sige, at jeg næsten tror, at det her spørgsmål må være stillet før den politiske aftale. Ja, det er det selvfølgelig – nu skal jeg lige tænke mig om – det er jo stillet i fredags, så det er før den politiske aftale. Og fuld respekt for det; det er jo de vilkår, vi har at arbejde under.
Jeg tror, at den aftale, vi har lavet her, er både god, logisk og rimelig, men den går også skridtet videre, og når der bliver sammenlignet med situationen på Bornholm – og det tror jeg er klogt at gøre – vil jeg sige, at Bornholm jo lidt har været et eksperimentarium, hvor vi har kunnet lave nogle forsøg, fordi øen geografisk set er placeret, som den er, og fordi smitten der har været lav. Og så har vi jo gjort det, at vi har sat gang i nogle ting, som vi har fulgt meget nøje, og vi ville så, hvis det var en succes, kunne implementere det i resten af landet. Det er præcis det, der sker nu: at noget af det, man har skullet gøre hos frisøren på Bornholm, kan man så også gøre hos frisøren i resten af Danmark fra efter påske – og så fremdeles. Så det er simpelt hen begrundelsen.
Hvad angår forskellen, som der spørges til her, mellem overstået vaccination og et negativt testsvar, så bliver den forskel elimineret, fordi begge dele kommer til at tælle lige meget med hensyn til at få adgang til de her forskellige dele af vores samfund, som vi altså kan åbne op lidt tidligere takket være det her. Så det kommer til at gælde begge dele. Og det gælder så også den anden vej, for jeg har set nogle på sociale medier, der synes, at der nu er tale om vaccinetvang ind ad bagvejen. Det er det på ingen måde, for en negativ test er præcis lige så adgangsgivende, som en vaccine er, og man kan jo så vælge at få sig en negativ test, hvis det er, at man af forskellige grunde ikke ønsker en vaccine. Jeg appellerer til og opfordrer til, at man får en vaccine, men der er ikke nogen tvang.