Det næste punkt på dagsordenen er:

24) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 62:

Forslag til folketingsbeslutning om at indføre en autorisationsordning for social- og sundhedshjælpere.

Af Kirsten Normann Andersen (SF) og Jacob Mark (SF).

(Fremsættelse 30.10.2020).

Sammen med dette punkt foretages:

25) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 73:

Forslag til folketingsbeslutning om at omfatte sosu-hjælpere af autorisationsloven.

Af Per Larsen (KF) m.fl.

(Fremsættelse 03.11.2020).

Forhandlingen er åbnet. Værsgo til sundheds- og ældreministeren. Og det var bare lige det formelle, der skulle ordnes først.

Tak for det. Og det var såmænd ikke, fordi jeg ville slå lejr heroppe, men det var bare for at vide i forhold til vores regler om afspritning, om det var mig, der skulle herop igen, og det var altså mig, der skulle herop igen. Så det er fint – tak for det.

Vi behandler her i dag beslutningsforslagene B 62 og B 73 – det er så de numre, de har fået – om indførelse af en autorisationsordning for social- og sundhedshjælpere. Begge forslag har dette som sit formål.

SF har fremsat det ene, som pålægger regeringen at indføre en autorisationsordning for sosu-hjælpere senest den 1. marts 2021, således at denne gruppe bliver omfattet af autorisationsloven. Som baggrund for forslaget henviser forslagsstillerne til sager hen over sommeren om manglende pleje og omsorg på en række plejehjem, og der henvises i den forbindelse til, at der skal være mulighed for at rydde ud i brodne kar i branchen. Det foreslås at lave en autorisationsordning – den findes jo i dag for sundhedspersoner, men det foreslås, at den også omfatter sosu-hjælpere, så man både kan skabe mere respekt om deres virke og faglighed, men også, og lige så vigtigt, skabe større klarhed om konsekvenserne af omsorgssvigt.

Så behandler vi samtidig et forslag fra Det Konservative Folkeparti, B 73, som også pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag – det er så i juli 2021 – om, at social- og sundhedshjælpere omfattes af autorisationsloven på lige fod med social- og sundhedsassistenter. Formålet med forslaget er så, at sosu-hjælpere derved bliver omfattet af autorisationsregisteret – igen, så brodne kar i ældreplejen kan få frataget deres autorisation – således at det bliver mere gennemskueligt for kommunerne at se, hvem de ansætter i den kommunale ældrepleje. Det indgår også i forslaget, at det skal gøres fleksibelt, således at vikarer inden for ældreplejen også kan omfattes. Og forslagsstillerne har bemærket, at sosu-hjælpere med det her forslag vil blive omfattet af autorisationsloven på samme vilkår som social- og sundhedsassistenter og dermed fremgå af autorisationsregisteret, ligesom Styrelsen for Patientsikkerhed kan føre tilsyn med sosu-hjælpere. Det vurderes også fra forslagsstillernes side, at det ikke vil medføre øget bureaukrati for sosu-hjælpere at blive omfattet af den her lov, da der allerede i dag er krav om patientjournalisering m.v. for denne gruppe medarbejdere.

Om begge beslutningsforslag kan man sige, at det jo fremgår, at de udspringer af, at der hen over sommeren har været flere sager fremme i medierne om grove svigt i vores ældrepleje. Der var bl.a. en sag fra Helsingør, hvor en ansat i ældreplejen ydmygede og chikanerede en stakkels kvinde med demens. Andre sager er kommet frem via journalister, som har benyttet skjult kamera, men det her var ikke engang med skjult kamera – det var pågældende selv, der filmede det med sin telefon og sendte det videre, og dermed kom det til offentlighedens kendskab. Den udviste adfærd er vi alle enige om er fuldkommen uacceptabel, uanstændig og uværdig.

Ifølge forslagsstillerne vil indførelsen af en autorisationsordning for social- og sundhedshjælpere være med til at sikre, at der ikke ansættes brodne kar i ældreplejen, samt sikre mere respekt om social- og sundhedshjælpernes virke. Det er vigtigt, at vi får ansat de rigtige medarbejdere i ældreplejen. Der er nogle muligheder i dag for at sikre det, og lad os se, om vi kan styrke dem. Det er helt afgørende, at der i forbindelse med ansættelse i ældreplejen gennemføres ansvarlige og grundige ansættelsesprocedurer for herigennem at afdække, om det er den rette person til jobbet. Ansættelsessamtale, udtalelser, referencer fra tidligere arbejdsgivere er selvfølgelig nøglen til at undersøge det, og hvis man vurderer, at der i den konkrete ansættelsessituation er behov for det, er det også sådan, at en arbejdsgiver naturligvis kan rekvirere en straffeattest.

Ledelsen har altså et centralt ansvar for rekruttering og for screening af dem, man ansætter – for vurderingen af dem. Det er en kæmpe ledelsesopgave, og det er en vigtig del af ledelsens opgave alle steder, selvfølgelig også i vores ældrepleje, at have en synlig ledelse, der viser vej og får udbredt de rette værdier og sikrer supervision, når man har ansat en medarbejder, og ikke mindst sikrer, at medarbejderne har de rette kompetencer. Det kræver, at man udviser opmærksomhed og reagerer på f.eks. ændret adfærd hos borgeren eller andre medarbejdere i forbindelse med henvendelser fra pårørende.

Sagerne viser også, at vi bliver nødt til at stille os spørgsmålene: Gør vi nok i dag? Og har vi bl.a. i forbindelse med rekrutteringen de rigtige redskaber i forhold til at sikre, at medarbejderne i ældreplejen har de rette faglige og menneskelige kompetencer? Jeg mener, at vi skal belyse alle løsninger. Der er nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af de centrale parter på området, FOA, KL og uddannelsesstederne, netop til at løfte det arbejde. Den arbejdsgruppe skal bl.a. se på mulige løsninger til, hvordan kommunerne kan få værktøjer til at understøtte, at såkaldte brodne kar ikke igen får arbejde i ældreplejen, herunder om der er fordele eller ulemper ved en eventuel autorisationsordning for social- og sundhedshjælpere. Arbejdsgruppen skal herudover se på internationale erfaringer i forbindelse med ansættelse i ældreplejen, samt om der er ansættelsesretlige muligheder, der derudover kan understøtte, at brodne kar ikke får ansættelse i ældreplejen. De skal også se på, om der er nogle udgifter, der skal dækkes i den forbindelse.

I regeringen er vi åbne for alle gode forslag til at forbedre vores ældrepleje. Jeg vil også slå fast, at det her er ét område – det er ikke gratis, og der findes ikke bare én ting, der skal gøres. Det er et langt, sejt træk, som også kræver, at man er klar til at bevilge midler til det. Det har vi vist i vores seneste finanslov og i de løbende aftaler med Danske Regioner og ikke mindst med KL. Målsætningen er, at kommunerne skal ansætte flere i ældreplejen, samtidig med at flere ufaglærte får mulighed for at tage en social- og sundhedsfaglig uddannelse.

Hvad angår beslutningsforslagene her, er det vores vurdering, at en autorisationsordning ikke umiddelbart vil løse alle de problemer, der er i ældreplejen. Vi er åbne for at drøfte alle gode forslag og idéer, som kan trække ældreplejen i en ny og bedre retning, og derfor har vi altså nedsat den her arbejdsgruppe. På nuværende tidspunkt kan vi ikke støtte selve forslagene, men jeg ser frem til det videre arbejde med udvalget. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er korte bemærkninger. Først er det fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for ministerens tale. Ministeren siger, at der er nedsat en arbejdsgruppe. Men jeg tænker, at det jo også handler lidt om, at man har en politisk holdning og en politisk mening om de her ting. Og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre vores ministers holdning til de her forslag. H ver gang der behandles forslag her i Folketingssalen, siger ministeren altid, at ministeren er åben og gerne vil være med til at kigge på løsninger. Men hver gang de her forslag bliver fremsat, skyder regeringen dem jo ned. Vi har fra Dansk Folkepartis side også haft et ønske om, at vi kommer efter de brodne kar, og vi har også fremsat forslag om, at det skal være obligatorisk at indhente offentlige straffeattester, når man arbejder i pleje- og omsorgssektoren. For i dag er det jo en kendt bestemmelse, altså det er noget, man kan gøre. Derudover har de private leverandører, kan man sige, ikke de samme muligheder for at indhente offentlige straffeattester. Så hvad vil ministeren egentlig på det område? Det kunne jeg godt tænke mig høre.

Så får vi et svar på det, værsgo.

Tak for spørgsmålet. Hvad vi vil på området her, kan man bl.a. se af det ældretopmøde, som blev afholdt, og som vi arbejder videre med – med Ældre Sagen, med FOA og med KL. Og man kan se på den seneste finanslov, som blev indgået for få uger siden, hvordan vi sammen med aftalepartierne markant styrker ældreområdet med mulighed for flere ansættelser, for flere uddannelser og for at løfte det faglige niveau. Når der bliver spurgt helt konkret til en autorisationsordning, og hvorfor jeg har nogle reservationer, i forhold til om det nu virker, kan man jo gå ind at se på de konkrete sager, som vi godt vil afhjælpe sker, godt vil forebygge sker – konkrete sager fra medierne, som jeg også var inde på i min tale – og sige: Ville de kunne være forebygget, hvis der havde været en sådan autorisationsordning? Og det er jeg ikke sikker på at man kan sige ja til. En autorisationsordning er jo en sundhedsfaglig virksomhed, som kan være til fare for patientsikkerheden. Og det er patientsikkerheden, som Styrelsen for Patientsikkerhed så vurderer, hvordan man bedriver sin sundhedsfaglige virksomhed i forhold til.

Karina Adsbøl, værsgo.

Jamen det er jeg godt klar over. Og derfor ville det jo være fantastisk, hvis ministeren ville skrive omsorg ind i lovgivningen, så man også kunne vurdere i forhold til omsorgssvigt. For det er jo det, vi har set ad gentagne omgange. Men det vil ministeren jo heller ikke være med til. Ministeren vil jo heller ikke være med til, at det skal være obligatorisk at indhente offentlige straffeattester. Det sidste svar, jeg fik, var, at man måske ville finde en løsning sammen med justitsministeren – og det er jo lang tid siden. Og vi har behandlet forslag her i Folketingssalen. Og så må jeg bare sige, at jeg synes, at det er en meget tynd finanslov i forhold til det store arbejde, som der er behov for på ældreområdet.

Ministeren, værsgo.

Ja, men sådan er det ikke. Finansloven kommer jo oven på den økonomiaftale med kommunerne, der blev lavet, hvor vi i aftalen fulgte med demografien. For første gang i meget lang tid har vi haft 2 år i træk, hvor vi følger med demografien, det vil sige, at når der bliver flere ældre, sætter vi også flere penge af. Og det, vi så gjorde med finansloven, var at gøre sådan, at der derudover er penge til et løft med flere medarbejdere. Og det mener jeg at der fuldkommen er behov for. Men jeg kan overhovedet ikke genkende, at det skulle være en skrabet finanslov – tværtimod.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det, og også tak for ministerens svar til forslaget. Grov forsømmelighed er jo desværre noget, som man ser fra tid til anden og sådan set blandt alle faggrupper, der arbejder med mennesker. Der oplever man til tider den her grove forsømmelighed, og det skal man kunne slå ned på, og det kan man også i dag, hvis der eksempelvis er tale om autoriseret sundhedspersonale, som bevidst undlader at gøre noget, som er sygeplejefagligt.

Men når man behandler en dement borger dårligt, er det jo grov forsømmelighed i forhold til den pleje, som borgeren har brug for, og det ville autorisationsloven, sådan som den er skruet sammen i dag, jo i princippet kunne dække, hvis det var sådan, at personalet var omfattet af autorisationsloven. Så kunne det ikke godt give mening at sige, at mennesker, der arbejder med mennesker, selvfølgelig – ligesom en vvs-mand eller en elektriker – skal have en autorisation, så de kan udføre arbejdet forsvarligt?

Ministeren.

Jo, det kan sagtens give mening. Jeg mener, at der både er plusser og minusser, og jeg synes, at jeg, når jeg hører SF og fru Kirsten Normann Andersen, sagtens kan se plusserne, men jeg synes også, der er nogle helt oplagte minusser, som vi også er nødt til at være opmærksomme på.

Når vi ser på, hvordan man bruger autorisationen inden for sundhedsområdet og på andre områder, og hvis vi ser på, hvor det f.eks. er, der laves indskrænkninger af virksomhedsområdet, så er det, hvis man udgør en konkret fare for patientsikkerheden på grund af gentagne eller grove fejl i dele af virket. Altså, det er det sundhedsfaglige, vi taler om her, og det kan man sige er hinsides det, som handler om værdighed, og som handler om at se mennesket og de ting, som vi jo så var fejlen og var den dårlige kultur hos de brodne kar, som de her tv-udsendelser handlede om.

Kirsten Normann Andersen, værsgo.

De mennesker, som er kognitivt udfordret, er jo dybt, dybt afhængige af, at det personale, der skal tage sig af dem, også varetager plejen på en fagligt forsvarlig måde, og det er det jo selvfølgelig ikke, hvis det er sådan, at man står og gør grin med en dement borger, mens man filmer det, eller nogle af de andre plejefaglige eksempler, vi har set.

Langt de fleste medarbejdere i ældreplejen løser jo opgaven til ug med kryds og slange, og de ønsker sig faktisk en autorisation, som netop kan beskytte deres titel, sådan at det ikke er enhver beskåret at kalde sig for social- og sundhedshjælpere eller sosu'er, som man kalder de fleste i ældreplejen.

Ministeren, værsgo.

Ja, og jeg vil også gerne være med til at tale hele social- og sundhedshjælperdelen op, fordi de gør en kæmpe indsats, og det er et flot arbejde, der laves, og der er ikke altid taknemlighed over det, og det er heller ikke de højestlønnede. Det ved vi jo, så det er vigtigt, at vi gør det, og at vi også giver mulighed for videreuddannelse, og det er også noget af det, finansloven er med til inden for området her. Så det er jeg helt enig i.

Så er det fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Jeg lyttede mig frem til, at ministeren vil nedsætte en arbejdsgruppe, og en arbejdsgruppe kan jo give supergod mening, hvis tanken også er, at det skal føre til noget konkret og reelt. En arbejdsgruppe kan også bare være en syltekrukke, og jeg har ikke ministeren mistænkt for at nedsætte en syltekrukke, så jeg vil bare spørge ministeren, hvornår det er planlagt, at arbejdsgruppen her skal afrapportere. Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål går på, at jeg tidligere har hørt ministeren nævne en registerordning, som kommunerne kunne frekventere, når man skal ansætte nyt personale, så man ligesom kunne se, om der har været nogle udfordringer med tidligere ansættelser. Jeg synes ikke, jeg hørte ministeren nævne den registerordning igen. Men vil ministeren ikke lukke lidt op for posen, i forhold til hvad det er for nogle tanker ministeren har gjort sig om sådan en registreringsordning, og hvornår den bliver virkelighed? For jeg synes sådan set, at det er en rigtig tanke og en god sti at bevæge sig ned ad, og det kunne være rart, hvis vi kunne gøre det sammen med regeringen.

Ministeren, værsgo.

Tak for de kommentarer. I forhold til en tidsplan for arbejdsgruppen foreslår jeg, at det er noget, vi drøfter i forbindelse med behandlingen af det her forslag i udvalget, og det vil jeg være meget åben for.

Hvad angår selve spørgsmålet om en registermodel, er det jo præcis noget af det, som den arbejdsgruppe skal kigge på. For man skal være opmærksom på, at hvis man indfører autorisationsmodellen, er der ikke oplysninger om tidligere ansættelsessteder i sådan en model, som vi kender den i dag. Så den vil altså ikke kunne bruges til at nå frem til det, medmindre man selvfølgelig har frataget autorisationen på det sundhedsfaglige niveau, og derfor er det jo vigtigt, at vi finder det rigtige redskab til den udfordring, vi står over for. Men det er altså arbejdsgruppen, som får den opgave at vurdere, hvordan en sådan vil skulles skrues sammen.

Fru Jane Heitmann, værsgo.

Nu er det godt nok tæt på jul, og vi skal være gode ved hinanden, men jeg synes alligevel, at ministeren slap lidt let hen over det her med arbejdsgruppen, og hvilket perspektiv arbejdsgruppen har. Når ministeren siger, at han vil nedsætte en arbejdsgruppe, som skal se på udfordringerne, må ministeren også kunne give tidsperspektiv på, hvornår den arbejdsgruppe skal afrapportere – andet giver jo ikke nogen mening, hvis man virkelig mener, at det her arbejde skal pege fremad. Nu nævnte jeg før, at en arbejdsgruppe også kan være en syltekrukke, og jeg har altså ikke ministeren mistænkt for at ville gøre arbejdsgruppen til en syltekrukke, så kom nu på banen, minister.

Ministeren.

Mit forslag er, at vi drøfter det i Folketinget. Det vil jeg gå helt fordomsfrit til. Og jeg vil selvfølgelig spørge dem, der skal deltage i arbejdsgruppen, om, hvor lang tid de vurderer der skal til. Det er på ingen måde en syltekrukke, jeg foreslår. Min indstilling er, at jeg vil lytte til folketingspartierne og høre, hvad de har af input til det her. Jeg tænker, at jeg kan spørge de parter, der skal være med i arbejdsgruppen, hvad de foreslår, og så vende tilbage til Folketinget med det, og så kan Folketinget vurdere, om der kan skrues på det.

Så er det hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Jeg havde faktisk håbet, at vi i dag kunne blive enige om, at det, som både SF og vi Konservative foreslår, er en rigtig god idé. Man kan jo sige, at der trods alt er en vis bredde i det. Derfor skuffer det mig selvfølgelig lidt, at det nu skal sendes i udvalg, for jeg havde da forestillet mig, at det store socialdemokratiske regeringsparti havde et eget bud på, hvordan man ville løse det her problem og sikre, at der ikke er nogen, der opfører sig uhensigtsmæssigt, hvilket er meget mildt sagt i forhold til nogle af de ting, vi har set. Det, der så er spørgsmålet, er, hvor lang tid der skal gå, inden vi kan finde en løsning på det. Er der en tidshorisont, som vi ligesom kan forholde os til?

Ministeren.

Det handler jo om at gøre det rigtige i den her situation. Jeg er overhovedet ikke afvisende over for at indføre ny lovgivning, justere gældende lovgivning, tage initiativer eller finde den nødvendige finansiering, så vi kan forebygge den slags grove svigt i ældreplejen, eller se på, hvad vi kan gøre for at styrke fagligheden, arbejdsglæden og trygheden og nærværet i ældreplejen. Det er selvfølgelig hos de ældre, de pårørende og de forskellige medarbejdergrupper, der er.

Det er en kompleks udfordring, vi står over for, hvor noget af det skyldes økonomi – det havde vi en debat om for ikke så længe siden, så det vil jeg ikke tage op igen – men der er også mange andre elementer. Jeg tror, at vi må se på det som et hele. Noget af det, der kom ud af det ældretopmøde, vi havde her i efteråret, viste, at problemet er omfangsrigt, at der er mange facetter i det, og at der ikke findes et instrument, som løser det hele.

Hr. Per Larsen.

Tak for det. Jeg er lidt træt af det der med, at økonomien altid vægtes så meget. Vi er jo bare nødt til at sige, at man ikke bare lige kan gøre det op i, at vi nu har x antal flere ældre. Det kunne jo godt være, gruppen af ældre bliver tungere, at der simpelt hen bliver flere demente, som kræver væsentlig mere pleje og pasning end de grupper, man har set tidligere. Det er i hvert fald det indtryk, jeg får. Og jeg synes jo, at vi har et problem, også når det gælder patientsikkerheden, når fuldstændig hjælpeløse mennesker ikke bliver passet og plejet ordentligt.

Ministeren.

Det er jeg fuldstændig enig i. Men jeg vil så opfordre til, at de partier, der er enige i det, vil stemme for den kommende velfærdslov, som netop sikrer, at vi år efter år sætter penge af til det – også på tværs af eventuelt kommende regeringsskifte – i takt med at demografien ændrer sig og behovet ændrer sig. Og på det her område ved vi, at det altså kræver flere penge i nogle år fremover. Det er jeg enig i at det gør.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor kan vi sige tak til ministeren. Vi går i gang med ordførerrækken. Først er det fru Birgitte Vind, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for ordet, og ikke mindst tak til SF og Det Konservative Folkeparti for at rejse debatten om, hvordan vi kan sikre os mod brodne kar i ældreplejen, men også tak, fordi I faktisk på den her måde er med til at bidrage til debatten om, hvordan vi kan tale social- og sundhedsfagene op.

Den danske ældrepleje sørger for omsorg, pleje og hjælp til mange ældre, ikke mindst til de ældre i vores samfund, som har allermest brug for pleje og omsorg. Hver dag går tusindvis af dedikerede medarbejdere på arbejde i ældreplejen, og de har for hovedpartens vedkommende valgt at arbejde i faget, fordi de netop gerne vil gøre en forskel for andre. Hver gang der er en negativ historie i medierne om svigt, dårlig pleje, dårligt samarbejde, rammer det altså alle de ansatte, der opfylder alle deres forpligtelser. Sommerens billeder og historien fra ældreplejen har brændt sig fast i os alle. Der er ingen her i salen, der kan leve med, der er ansatte, der taler grimt og nedladende til ældre og syge medborgere – borgere, som er fuldstændig afhængige af hjælp fra andre. Efter sommerens hændelse har jeg ikke talt med en kommune, som ikke har kigget indad og gransket, hvordan det egentlig står til i deres egen kommune, og det skal man også gøre, for det er et arbejdsgiveransvar at sikre, at medarbejderne har de rette kompetencer uanset uddannelsens navn og gavn.

Vi vil selvfølgelig aldrig kunne sikre os hundrede procent mod brodne kar, men her fra Folketingets side skal vi selvfølgelig hele tiden se på, om der er brug for flere værktøjer til at få ansat de rigtige medarbejdere. I Socialdemokratiet har vi blikket stift rettet mod rekruttering generelt, og der er de sidste halvandet år sat gode ting i gang ved trepartsaftalerne, kommune- og regionsaftaler og selvfølgelig også med den seneste finanslov for at sikre flere medarbejdere og uddannede medarbejdere. Men vi bliver også nødt til at se i øjnene, at der er stort brug for, at vi begynder at omtale social- og sundhedshjælpernes arbejde som det, der er, nemlig et ekstremt vigtigt og afgørende arbejde med vigtige funktioner, som ikke alle og enhver kan tage sig af. Vi skal simpelt hen arbejde på at få endnu flere til at søge om optagelse på sosu-uddannelserne, og samtidig skal vi holde os for øje, at uddannelserne kvalificerer til den virkelighed, vi rent faktisk står i.

De to beslutningsforslag, vi har på bordet i dag, foreslår begge at lade social- og sundhedshjælpere omfatte af autorisationsloven. Jeg vil ikke afvise, at en form for autorisation kan være en del af løsningen, men jeg er heller ikke overbevist lige nu. Jeg kan bl.a. forstå, at Styrelsen for Patientsikkerhed har sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt det giver mening at inddrage social- og sundhedsassistenter under deres tilsyn. En autorisationsordning af social- og sundhedshjælpere vil heller ikke umiddelbart berøre det store antal af ufaglærte medarbejdere, som arbejder i ældreplejen nu og her.

Det ene af beslutningsforslagene taler om en fleksibel ordning, der også skal omfatte vikarer, men det står ikke helt klart, hvad der helt menes med forslaget der. Derfor kan Socialdemokratiet ikke støtte forslagene, som de foreligger i dag, men når det så er sagt, står vi kigger ind i en virkelighed, hvor vigtige samfundsfunktioner skal varetages af kvalificerede medarbejdere. Vi er tilhængere af, at vi får en grundig afdækning af, hvilke konkrete værktøjer der kan tages i brug for, at vi sikrer os de rette kvalifikationer. I Socialdemokratiet er vi åbne for at se på fordele og ulemper ved en autorisationsordning, men også meget gerne andre muligheder, og vi ser allerhelst, at det sker i samarbejde med FOA og de relevante uddannelsessteder, og selvfølgelig vil det også være naturligt, at spørgsmålet drøftes med KL i forlængelse af ældretopmødet. Det er jo trods alt kommunerne, som ansætter plejepersonale, så en løsning skal også give mening i forhold til kommunernes hverdag.

Så pænt nej tak til forslagene, som de ligger her, men stort pænt tak for at rejse debatten og ja til at se på mulighederne for at komme brodne kar til livs og tale social- og sundhedsuddannelserne og faget op. Det er der brug for. Jeg håber, at vi bredt i Folketinget kan blive enige om at afdække de forskellige muligheder. Tak for ordet.

Så er der en kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det, og også tak for talen. Når ordføreren nu selv taler om social- og sundhedsuddannelserne, vil jeg sige, at det så omfatter både social- og sundhedshjælpere, men også social- og sundhedsassistenter, som er autoriserede i forvejen. Det er i virkeligheden et af de dilemmaer, vi har, og jeg hæfter mig netop ved, at ordføreren nævner, at det jo ikke vil omfatte ufaglærte. Nej, for ufaglærte er ikke social- og sundhedshjælpere, og social- og sundhedshjælperne tænker jo selv, at der er et behov for, at de også får en beskyttet titel – netop for at undgå, at man omtaler alt personale i ældreplejen som sosu'er, altså som om de i virkeligheden var ens, når de nu faktisk er så forskellige og har så forskellige forudsætninger for at løse opgaverne.

Så når nu både hjælperne selv og deres fagforening siger, at det her godt kunne give mening, tænker ordføreren så ikke, at det i hvert fald indikerer, at der er et behov for at gøre noget særligt i forhold til social- og sundhedshjælpere?

Ordføreren.

Jo, der er ingen tvivl om, at der er brug for, at vi kigger på det. Det er også det, jeg hører ministeren sige at han er villig til, og det synes jeg jo er rigtig positivt, for det er vigtigt, at man også som medarbejder kan føle sig sikker på at blive set på som en, der har nogle kvalifikationer og udfører et vigtigt stykke arbejde. Men vi må jo også erkende, at der er mange ansat i ældreplejen, som ikke har en uddannelse nu, og at de ikke lige vil blive ramt af det her. Ordførerens eget forslag nævner netop de brodne kar, og det vil jo også være der, man vil kunne finde brodne kar, altså blandt de ikkeuddannede. Og det vil en autorisation jo ikke lige ramme, sådan som jeg ser det her.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Jamen hvis der er brodne kar blandt ufaglærte medarbejdere, så rammer det jo i hvert fald ikke faglærte social- og sundhedshjælpere. Men hvis vi har muligheden for ved hjælp af autorisationsloven at sige, at grov forsømmelighed ved udførelse af erhvervet kan betyde, at man ikke længere kan kalde sig social- og sundhedshjælper, så får vi jo også fjernet de brodne kar – til stor gavn for de mange, som løser deres opgaver på en yderst professionel måde.

Det er jo det, der egentlig er hensigten: at vi ikke skal se personalet i ældreplejen som én stor bunke, men faktisk se dem med den faglighed, som de hver især har, og beskytte den titel.

Ordføreren.

Ja, og som jeg sagde i min tale, er vi også åbne over for at se på mulighederne. Det kan være, at det er en autorisation, og det kan også være, at det er andre løsninger, vi skal indføre.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så siger vi velkommen til fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak, formand. Vi behandler i dag to beslutningsforslag, der handler om autorisation af social- og sundhedshjælpere. Først og fremmest vil jeg gerne kvittere til både Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti for at sætte fokus på, hvordan vi kan sikre en værdig og anstændig pleje og omsorg for vores ældre beboere på landets plejehjem. For som sommerens historier fra TV 2-dokumentaren lærte os, er der behov for, at vi får handlet på udfordringerne og luget ud i de brodne kar. Vores ældre har fortjent et anstændigt liv, og de har krav på en værdig pleje og omsorg med både empati og høj faglighed.

Der er flere veje, man kan gå, for at sikre et løft af fagligheden. Venstre har bl.a. foreslået bestyrelser på alle kommunale plejehjem, hvor også de pårørende har en plads, så man sammen med personale og ledelse kan holde hinanden skarpe på, hvilken hverdag beboerne på plejehjemmene har, ligesom man har indflydelse på, hvilken ledelse og ledelsesstil og ikke mindst hvilket fagligt niveau der praktiseres på de enkelte plejehjem. Nu foreslår Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti så, at man autoriserer social- og sundhedshjælpere.

Udgangspunktet er den triste historie fra Helsingør, hvor en sosu-hjælper talte både nedladende og aggressivt til en ældre dement dame. Det skal vi ikke finde os i. Heldigvis reagerede Helsingør Kommune prompte og fyrede den pågældende medarbejder – det manglede også bare. Spørgsmålet er, om en udvidelse af autorisationsordningen til også at gælde social- og sundhedshjælpere er den rigtige medicin at tage i det her tilfælde. Vi er i Venstre åbne for at se på en autorisationsordning og vil gerne bidrage til f.eks. en fælles beretning, der pålægger regeringen at afdække fordele og ulemper ved en ny autorisationsordning for sosu-hjælpere, herunder de økonomiske aspekter.

Jeg vil dog gerne her rejse et lille bekymringsflag i forhold til mulighederne for ansættelse af arbejdskraft, hvis der indføres en autorisationsordning med en relativt kort indflyvning. Der er i dag ca. 7.000 ufaglærte ansatte i sundhedsplejen og ingen arbejdsløshed blandt uddannede, så vidt jeg er orienteret. Så en alt for hurtig indflyvning kan have mærkbare og uhensigtsmæssige konsekvenser.

Jeg har tidligere hørt sundheds- og ældreministeren tale for en registerordning, som jeg nævnte tidligere, da ministeren var på talerstolen. En registerordning ville kunne lette adgangen for den, der ansætter, til at tjekke op på tidligere arbejdsforhold, og hermed elimineres muligheden for at skjule tidligere uheldige ansættelser. En sådan ordning vil vi også gerne drøfte med både ministeren, men også gode kollegaer her i Folketinget, og den vil sandsynligvis kunne sættes i værk nu og her.

Fra Venstres side er vi enige i, at vi skal handle, for vi risikerer, at der er personer, som på nederdrægtig vis både håner og spotter ældre, som vi så det i TV 2's dokumentar i sommer og i videoklippet fra Helsingør. Det skal stoppes. Hver dag, der går, er én dag for meget. Siden TV 2's dokumentar i sommer har den ene dag taget den anden, og med fare for at ødelægge den gode julestemning må jeg sige, at vi hen over efteråret ikke har set meget konkret handling fra regeringens side. Og hvis man spørger derude på plejehjemmene, tror jeg ikke at de mener, at der er meget, der har rykket sig det sidste års tid – desværre.

Vi har fra Venstres side stillet tre konkrete forslag til, hvordan vi kan sikre ældre en værdig hverdag med pleje, omsorg og høj kvalitet. For det første ønsker vi bestyrelser, hvor også pårørende har en plads, på alle kommunale plejehjem. For det andet ønsker vi langt flere friplejehjem, så ældre har en reel valgmulighed, når det sidste hjem skal vælges. For det tredje ønsker vi i alle kommuner uvildige ældrevejledere, som kan guide de ældre til at vælge det rigtige plejehjem eller den rigtige leverandør af f.eks. hjemmehjælp.

Endnu en gang vil jeg gerne kvittere for, at forslagsstillerne sætter denne vigtige problemstilling til debat, for det er vigtigt, at der sker noget. Vi anerkender udfordringerne, og vi bidrager gerne til at finde løsninger. Vi så gerne, at vi politisk kunne blive enige om en fælles målsætning om, at vi inden for en realistisk tidshorisont igangsætter autorisation af sosu-hjælpere. Kunne vi i en fælles beretning blive enige om en fælles målsætning, er vi i Venstre meget positive.

Det er vel den sidste debat, vi har på sundhedsområdet, så jeg vil gerne afslutningsvis ønske alle mine gode kollegaer en rigtig glædelig jul. Tak for året, der gik – medspil og modspil, det har vitterlig været en fornøjelse. Jeg glæder mig til, at vi ses igen efter jul. Tak.

Bare for en god ordens skyld vil jeg sige, at der er møde i Folketingssalen mandag og tirsdag, så der er ikke nogen, der tager på juleferie. (Jane Heitmann (V): Arh, men der er vel ikke flere behandlinger på sundhedsområdet; medmindre sundhedsministeren trækker en kanin op af hatten her på falderebet, tænker jeg det bliver den sidste.) Ja, det var også kun et forsøg på at være morsom.

Men der er korte bemærkninger her. Først er det fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Jamen også tak til fru Jane Heitmann for samarbejdet i året, der er gået. Jeg har bare lige et opklarende spørgsmål i forhold til de forslag, fru Jane Heitmann nævner Venstre har fremsat: Er de forslag fremsat i Folketingssalen, altså i forhold til bestyrelser på plejehjem og det med friplejeboliger? Det kan godt være, at jeg ikke har set dem. Det var bare lige et opklarende spørgsmål. Og ellers tak for en fin tale.

Ordføreren.

Ja, det er et fuldstændig relevant spørgsmål, og vi kommer også til at fremsætte beslutningsforslag her i Folketingssalen.

Fru Karina Adsbøl, værsgo.

Nå, okay, jamen så giver det jo mening. Men så glæder jeg mig til at se de beslutningsforslag, Venstre fremsætter. Og Venstres ordfører kan jo sende dem forbi, for det kunne jo være, man havde interesse i at være medforslagsstiller, hvis det er nogle gode forslag, der kommer.

Ordføreren.

Jamen det vil jeg da gøre og sige tak til Dansk Folkeparti for at melde positivt ind. Det ville være helt fantastisk, hvis vi sammen kan fremsætte forslag her i Folketingssalen. Så det er modtaget med tak og interesse.

Så er det fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det, og også tak fra mig for talen og for samarbejdet og alt det dér. Jeg hæfter mig ved, at ordføreren selv fremhæver det, at der er 7.000 ufaglærte medarbejdere i ældreplejen, som en begrundelse for, at man ikke kan autorisere social- og sundhedshjælpere. Jeg skal ærligt indrømme, at der jo virkelig er nogle, der har siddet på hænderne i meget lang tid, eftersom tingene har udviklet sig på den måde. Men er det ikke netop vigtigt, også for fagligheden, at man anerkender, at der er forskel på at være ufaglært og at være social- og sundhedshjælper? Der er forskel på, hvilke opgaver man kan løse i ældreplejen, og derfor giver det jo også mening, at man netop sørger for at beskytte titlen, sådan at man ikke drager en parallel – som jeg synes at ordføreren kommer til – mellem ufaglærte og social- og sundhedshjælpere.

Ordføreren.

Som jeg nævnte i talen, vil vi fra Venstres side meget gerne være med til at løfte fagligheden. Det, som jeg sagde i talen, var, at jeg gerne ville hejse et lille bekymringsflag, hvis man laver en autorisationsordning med kort indflyvning, som der er lagt op til i de to beslutningsforslag her. Og når jeg siger det på den måde, er det jo, som jeg også sagde i talen, fordi der er ca. 7.000 ufaglærte derude, og hvis man laver en relativt kort indflyvning i forhold til en autorisationsordning, er jeg bekymret for, at vi får stillet nogle i den anden ende i en penibel situation, og det synes jeg ikke er ønskeligt. Men vi er fra Venstres side bestemt indstillet på at gå i dialog omkring, hvordan man kan skrue en autorisationsordning sammen. Vi anerkender også, at sundheds- og ældreministeren har nedsat en arbejdsgruppe nu, og når jeg tidligere har været lidt nysgerrig på, hvornår den her arbejdsgruppe så skal afrapportere, er det jo også, fordi vi fra Venstres side er meget, meget utålmodige for at komme i gang med arbejdet her. Så jeg er faktisk ærgerlig over, at sundheds- og ældreministeren ikke selv ville komme det lidt nærmere. Men jeg håber, at vi kan blive enige om en fælles beretning i udvalget, og at vi også kan holde ministeren op på, hvornår vi så synes at den arbejdsgruppe skal afrapportere.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Jamen jeg lytter mig også til, at der ligesom er stemning for, at vi kan tale videre i et udvalg. Og det ville også være rigtig fint, hvis vi kunne gøre det. Jeg synes bare, det er ret væsentligt, at man ikke kommer til at sige, at fordi man har forholdsvis mange ufaglærte i ældreplejen – hvilket jeg selv synes er et kæmpestort problem, fordi det kræver rigtig meget faglighed – så kan man ikke autorisere social- og sundhedshjælperne. De har jo trods alt deres uddannelse, og det ville netop kunne styrke deres faglighed, at de ligesom havde en beskyttet titel, når de havde gennemgået uddannelsen.

Ordføreren.

Med al ære og respekt i forhold til Kirsten Normann Andersens indlæg her var det jo faktisk heller ikke det, jeg sagde.

Så siger vi tak til fru Jane Heitmann. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi kan gå videre til fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og også tak til Socialistisk Folkeparti og til Konservative for at fremsætte nogle gode forslag på området. Det er forslag, som jo handler om, at social- og sundhedshjælpere skal omfattes af autorisationsloven på lige fod med social- og sundhedsassistenter, og dermed vil social- og sundhedshjælpere blive omfattet af autorisationsregisteret, hvorved brodne kar i ældreplejen kan få frataget deres autorisation, således at det bliver mere gennemskueligt for kommunerne at se, hvem de ansætter i den kommunale ældrepleje, og ordningen skal ifølge forslagsstillerne gøres fleksibel, således at vikarer inden for ældreplejen også kan omfattes. Social- og sundhedshjælpere skal så fremover indgå i autorisationsregisteret, sådan at Styrelsen for Patientsikkerhed kan føre tilsyn med social- og sundhedshjælpere, ligesom de i dag også kan med social- og sundhedsassistenterne og andre sundhedsfaglige personer. Det synes jeg er meget positivt.

I Dansk Folkeparti ønsker vi jo, at det bliver obligatorisk at indhente offentlige straffeattester på personale, der arbejder i pleje- og omsorgssektoren, altså at der ligesom indføres et krav. Det er der ikke i dag, og det mener vi skal være et nødvendigt krav, for det er efter Dansk Folkepartis opfattelse netop også vigtigt at forebygge, at der bl.a. begås seksuelle overgreb, vold, tyverier og røverier mod mennesker, der har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, herunder mennesker med handicap, ældre og mennesker med en psykisk lidelse. Det er sårbare borgere i vores samfund, og det er kendetegnet ved, at de ofte er dybt afhængige af hjælp i deres dagligdag. Desværre har vi set rigtig mange eksempler på, at ansatte i psykiatrien, i hjemmeplejen, på bosteder og på plejehjem på det groveste har misbrugt det ansvar, som de har fået, for at hjælpe mennesker, som er afhængige af deres hjælp. Og de brodne kar ødelægger det for meget af det dygtige personale, der hver dag gør en kæmpe forskel i omsorgssektoren, og vi ønsker, ligesom forslagsstillerne, at brodne kar skal stoppes. Det er ikke noget nyt forslag, som jeg kommer med her fra talerstolen i dag. Det er et ønske, vi har haft rigtig længe, og vi har gentagne gange fremsat forslag, f.eks. i forhold til voksenattester, altså at det, vi kender fra børneattesterne, også indføres på voksenområdet. Det har vi jo selvfølgelig et stort ønske om, og det er noget, vi fortsat kæmper for. Så jeg tænker, at alle de tiltag, vi kan tage her fra Folketinget, for at forebygge og stoppe brodne kar, skulle man jo tage imod med kyshånd.

Det er jo sådan, at når en omsorgsperson begår noget kriminelt eller opfører sig ansvarsløst eller begår seksuelle overgreb eller lignende, rammer det en hel faggruppe, og derfor mener vi også, at der er behov for et forebyggelsesværktøj, så man netop kan sortere de brodne kar fra. Man kan sige, at mange organisationer, som virker på det her område, jo også har været ude at tale varmt for, at man skulle indhente offentlige straffeattester. Det her forslag ser jeg som endnu et værktøj i værktøjskassen i forhold til en autorisationsordning, og det er vi meget, meget positive over for. Og så synes jeg jo bare, at det er brandærgerligt, at hver gang der er nogle engagerede ordførere, der fremsætter forslag i den her Folketingssal, skal man gøre alt for at finde hår i suppen, så man i hvert fald ikke kan stemme for. Altså, det er jo næsten helt utænkeligt, at man skulle stemme for et forslag, der er fremsat her. Det synes jeg er rigtig ærgerligt, og vi vil i hvert fald gerne fra Dansk Folkepartis side stemme for, og vi er også med på, at vi kan lave en fælles beretning i forhold til det her, for jeg synes, det er et meget vigtigt område, og det er det, om det så er omsorgspersonale, eller om det er social- og sundhedshjælpere eller -assistenter.

Der var her for nylig også den her artikel om en medarbejder på et nordjysk bosted, som var blevet tiltalt for at slå en udviklingshæmmet beboer – der havde simpelt hen været videooptagelse på sygehuset under indlæggelsen – og det er jo simpelt hen grotesk og fuldstændig vanvittigt. Og den her medarbejder kan jo sådan set fortsætte med at arbejde inden for området, og det skal vi da have stoppet på den ene eller den anden måde. Nu vil jeg så selv følge den her sag, som kommer for retten i januar, er jeg bekendt med, men man skal jo huske på, at det er nogle af de mest sårbare borgere, som vi er forpligtet til at hjælpe.

Jeg vil godt takke forslagsstillerne for nogle gode forslag. Jeg er helt på linje med, at vi skal handle på det her, og i Dansk Folkeparti er vi jo kommet med adskillige gode forslag til ministeren om, hvordan vi kan forbedre ældreplejen. Altså, vi har foreslået en ældrelov, og vi har foreslået en obligatorisk underretningspligt, lidt som vi kender det fra børneområdet, hvis man ser et menneske blive omsorgssvigtet. Vi har foreslået, at klippekortordningen bliver skrevet ind i lovgivningen, og ja, simpelt hen at få en decideret ældrelov, og der er jo rigtig mange gode forslag, der også er nævnt her i dag, og som man kunne føre ind i sådan en ældrelov. Så siger ministeren, at han har nedsat en arbejdsgruppe, og det er jo rigtig fint. Altså, selvfølgelig er det rigtig godt, at vi kan få organisationernes holdninger og meninger – mange af dem kender vi jo i forvejen. Men vi er jo også politikere og har selv nogle visioner og nogle holdninger, i forhold til hvor vi vil hen, så jeg behøver ikke at vente på nogen arbejdsgruppe for at handle på det her område. I Dansk Folkeparti er vi klar.

Det var ordene herfra.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi går videre til hr. Stinus Lindgreen, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak til begge forslagsstillere for at sætte en meget væsentlig problematik på dagsordenen. På trods af at vi, som formanden bemærkede lige før, har møder i salen både mandag og tirsdag i næste uge, er i dag jo sidste gang i 2020, hvor vi står her for at behandle et forslag på sundhedsområdet. Og i den sammenhæng vil jeg lige benytte lejligheden til at oplyse om, at vores emneområde ikke så overraskende måske har sat dagsordenen på rigtig mange måder i år. Således er årets ord netop blevet kåret, og det blev samfundssind, og det er jo egentlig meget positivt, når nu man skal vælge noget inden for coronaområdet her.

Med de to forslag, vi behandler nu, ønsker man at lade social- og sundhedshjælpere omfatte af autorisationsloven. Formålet med dette er bl.a. at sikre kvaliteten i plejen og sikre bedre mulighed for at slippe af med brodne kar derude. Vi husker alle de historier, der har været fremme i medierne, som flere andre ordførere allerede har været inde på. Denne slags historier gør et stort indtryk på alle, og vi kan selvfølgelig ikke acceptere dem. Det skal have konsekvenser, når man opfører sig på den måde ude i plejen. For i Radikale Venstre deler vi naturligvis den bekymring, der ligger bag forslagene her. Vi har et ansvar for at sikre, at vores ældre medborgere får ordentlig pleje og omsorg. Heldigvis har de ansatte, herunder selvfølgelig også social- og sundhedshjælpere, helt generelt en høj faglighed og en høj medmenneskelighed. Der vil her som i alle andre grupper selvfølgelig være nogle, der ikke lever op til det ansvar, de har. Her ligger der en vigtig ledelsesopgave i plejen for at sikre, at de ansatte har de rette kvalifikationer såvel fagligt som menneskeligt.

Det er dog ikke helt klart for mig, at forslaget om autorisation nødvendigvis løser de problemer, der er, ej heller at forslaget er proportionalt med de udfordringer, der helt sikkert er derude. Det kan sagtens være tilfældet, og det ser jeg frem til at få afdækket i det kommende udvalgsarbejde. Derfor er jeg rigtig glad for, at ministeren har forpligtet sig til at nedsætte en arbejdsgruppe med deltagelse af bl.a. FOA, KL og de relevante uddannelsessteder, for her skal man netop se grundigt på problemet og indsamle erfaringer fra udlandet. Det arbejde vil jeg glæde mig til at følge, og netop fordi der skal ses grundigt på området, kan vi i Radikale Venstre ikke støtte forslagene, som de ligger her, men vil hellere afvente arbejdsgruppen. Men jeg kan også høre, at der bliver lagt op til en fælles beretning, og det er vi selvfølgelig meget positive over for i Radikale Venstre. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og så er det fru Kirsten Normann Andersen, der har bedt om at dele sin taletid op. Nej, vi venter. Så går vi videre til Enhedslistens ordfører, hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, formand. I Enhedslisten bakker vi fuldstændig og helhjertet op om intentionerne i de her forslag. Vi synes, det er fremragende, at vi får sat fokus på det, og jeg kan også allerede nu ud fra debatten høre, at der er en forholdsvis bred enighed om, at det er et område, vi skal have kigget på, og derfor tror jeg, det vil være noget, vi vil kunne lande en fælles beretning om, så vi kan få en bred enighed omkring det her spørgsmål. Det er bare for at sige, hvor vi står i forhold til det.

Men det vil være rigtig positivt at få en autorisationsordning, og det vil det jo være både i forhold til borgeren, der modtager pleje og omsorg, men det vil det jo særlig også være for medarbejderne og hele det omdømme, der er omkring faget. Det er jo et område, hvor vi ved vi får brug for flere ansatte i de kommende år, og derfor er det også vigtigt at skabe den fornødne opbakning til området.

Det kan jo ikke gøres alene med, at vi får set på en autorisationsordning eller andre måder at løfte anerkendelsen omkring faget på. Det er også helt afgørende, at vi får flere hænder, der kan være med til at løfte både kvalitet og kompetencer ude i ældreplejen, og derfor er vi selvfølgelig også glade for, at det i finansloven lykkedes at få afsat midler til, at vi kan ansætte 1.000 nye medarbejdere i ældreplejen. Det kan både være med til at skaffe flere kolleger, men det kan også være med til at sikre, at vi får et uddannelsesløft. Vi har i dag i hvert fald over 15.000 ufaglærte, der arbejder i ældreplejen, og der er det helt afgørende, at vi får løftet uddannelsesniveauet.

Vi står jo med en kæmpestor udfordring. FOA har selv anslået, at vi kommer til at mangle 40.000 sosu-hjælpere og sosu-assistenter her i løbet af de næste 8 år med det stigende antal ældre, der kommer, og derfor er det afgørende, at vi får givet både et kvalitets- og kompetenceløft til ældreplejen. Jeg tror, det kunne være fornuftigt at få lavet et samarbejde med FOA og andre organisationer omkring, hvordan vi kan sikre det løft, og hvordan vi kan sikre, at der bliver større anerkendelse af faget. Der kan en autorisationsordning jo sagtens være en god model, der netop kan sikre, at man kan få frataget sin autorisation, hvis man udviser grov forsømmelighed.

I lighed med den radikale ordfører ser vi også frem til udvalgsarbejdet og håber på, at vi kan lande en fælles løsning, og i Enhedslisten bakker vi i hvert fald helhjertet op om intentionerne, der ligger i forslagene fra Socialistisk Folkeparti og fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Jeg vil egentlig godt høre Enhedslisten om det, jeg nævnte i min tale, nemlig indhentelse af offentlige straffeattester. Vi kan jo læse det i aviserne desværre: Ét er, at der sker omsorgssvigt, men noget andet er, at nogle af dem, der skal passe på nogle af de mest sårbare og udsatte i vores samfund, desværre indimellem begår overgreb, tyveri eller andet. Nu nævnte jeg lige den udviklingshæmmede, som havde været udsat for vold.

Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre Enhedslisten om det at gøre det til et krav. I dag er det jo en »kan«-bestemmelse i forhold til de private straffeattester. Vores forslag går på de offentlige straffeattester, fordi det går længere tilbage. Altså, min personlige holdning er, at hvis man gør sådan nogle ting, så skal man overhovedet ikke arbejde inden for faget mere. Så skal det jo stå et eller andet sted. Men hvad tænker Enhedslisten om det?

Ordføreren.

Jamen jeg tror egentlig godt, at fru Karina Adsbøl er klar over, at da vi behandlede forslaget, udtalte jeg og Enhedslisten os positivt om det. Jeg synes, det er afgørende, at vi får kigget på det. Nu fik vi jo ikke lavet en fælles beretning om det sidst, som jeg egentlig havde håbet på at vi kunne. Men vi er fuldstændig enige i intentionen om, at det naturligvis bør være sådan, at kommunerne skal indhente straffeattester.

Noget af det, der har været uklarhed om, er jo, i hvor høj grad kommunerne gør det, og om det er noget, hvor der følger en økonomisk ekstraudgift med. Min opfattelse er, at langt de fleste kommuner gør det, men vi er fuldstændig åbne over for at se på at gøre det obligatorisk for kommunerne at skulle indhente straffeattester, for jeg mener, at det er en helt naturlig del af det at skulle ansætte personale til at komme i borgernes eget hjem. Og stort set alle udfører jo deres forpligtigelser samvittighedsfuldt, men det er klart, at vi selvfølgelig skal sikre, at de enkelte brodne kar, der er, ikke er nogle, der går ud og gentager deres forbrydelser andre steder.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg er helt enig i, at der er mange dygtige medarbejdere – gudskelov for det – som varetager deres opgaver til ug, og så er der jo nogle af de her brodne kar. Det er ikke så lang tid siden, jeg læste en artikel i Ekstra Bladet, og jeg tror, at overskriften var: »Min mor fulgte tyveriet med øjnene«. Den her medarbejder var så blevet ansat af en privat leverandør, som ikke havde mulighed for at indhente de her offentlige straffeattester. Så der er faktisk også forskel på den del. Men det glæder mig da, at Enhedslisten vil være med til det. Måske kan vi lave en fælles beretning om det i udvalget.

Ordføreren.

Det er vi i hvert fald helt åbne for at se på, for jeg mener, det er helt afgørende, at vi som myndighed, når vi har personale, som netop er ude at arbejde i borgernes egne hjem, også har en forpligtigelse til at sikre, at det er ansatte, der samvittighedsfuldt løser deres opgaver, og det er jo med nogle enkelte undtagelser det, vi oplever. Og det er klart, at vi skal gøre, hvad vi kan for at få bremset de enkelte undtagelser, der måtte være.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Da ordførerne for forslagsstillerne af de to forslag runder forhandlingen af, springer vi hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti over og går videre til fru Mette Thiesen fra Nye Borgerlige.

Tusind tak. Jeg havde lige glemt, at der også var et beslutningsforslag fra De Konservative, og at der derfor ikke var en konservativ ordfører før mig. Jeg vil gerne starte med at sige tusind tak til Det Konservative Folkeparti og til SF for at fremsætte de her beslutningsforslag. Vi har jo efterhånden længe haft den her drøftelse. Vi har siddet i samråd bl.a. baseret på den sag, som ministeren også nævnte, fra Helsingør, hvor en mand med gambisk baggrund ydmygede og truede en ældre dame, så hun til sidst blev utryg. Han gjorde det faktisk på engelsk. Vi har også drøftet de her frygtelige sager om Else og Niels, hvor der også var sket den her forråelse, og hvor de blev ydmyget i plejesektoren. Derfor er vi jo heldigvis alle sammen enige om, at der her er nogle brodne kar, som aldrig nogen sinde igen skal arbejde inden for omsorgsfaget.

Så er der jo det med, hvordan man kommer derhen. Vi ser meget positivt på en eventuel autorisationsordning. Det er så mere lige det med, hvordan den skal udformes. Vi kan jo se, at der er nogle områder, hvor man har en autorisationsordning, og så er der andre områder, hvor man ikke har det. Så man skal måske kigge på, om man på en eller anden måde kan finde en løsning, så man har et bedre overblik over dem, som arbejder med det her.

Jeg tænker særlig på, når folk skal have hjælp hjemme. Når en sosu-hjælper eller sosu-assistent personligt skal hjem til et ældre menneske, er det også en meget sårbar situation, hvor man som ældre er hundrede procent afhængig af et andet menneske. Der skal vi altså kunne sikre, at de mennesker, som kommer hjem til de her ældre danskere, også varetager deres opgave ordentligt, tager den alvorligt, viser omsorg og nærhed, og at de selvfølgelig ikke begår nogen af de ting, som vi desværre har været vidne til. Det gælder selvfølgelig også rundtomkring på vores plejecentre.

I Nye Borgerlige har vi en klar holdning til det. Vi ønsker, at danske ældre skal have mulighed for langt mere frihed og have flere frie valg. Vi så rigtig gerne langt flere friplejehjem, hvor der er kortere fra den gode idé til den konkrete beslutning, og hvor man ikke på samme måde, som det er gældende i dag, er bundet op af snærende kommunale eller statslige bånd.

Så endnu en gang: Vi ser positivt på det her. Jeg synes også, det lyder rigtig positivt, hvis vi kan lave en fælles beretning, som gør, at vi sikrer, at vi kommer hurtigt ud over stepperne i den her retning og finder en løsning på det. Det ser Nye Borgerlige meget positivt på.

Tak til fru Mette Thiesen. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er vi nået til ordførerne for forslagsstillerne, og den første ordfører er fru Kirsten Normann Andersen, som er forslagsstiller på B 62 og er fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Og tak til alle ordførerne for overvejelserne, i forhold til hvordan vi kan være med til at gøre social- og sundhedshjælpernes fag til et mere respekteret fag. Jeg vil gerne understrege, at mit forslag for min del ikke handler om nogle få brodne kar. Det handler faktisk om at anerkende og vise respekt for de mange dybt professionelle, som fortjener vores respekt. Det synes jeg er en vigtig pointe i forhold til forslaget. Det ændrer ikke på, at mange af os har fulgt debatten om ældreplejen hen over sommeren. Jeg blev selv stærkt berørt af billederne, hvor en social- og sundhedshjælper fra Helsingør på det groveste nedgjorde en dement borger, alt imens han filmede det og sendte billederne til en bekendt. Jeg tror, at vi alle er enige om, at han ikke længere skal arbejde som social- og sundhedshjælper. Basta! Jeg forstår godt den vrede og frustration, som mange oplever i forbindelse med den afskyelige behandling af borgeren, men det rammer også de mange faglærte, som udfører deres arbejde professionelt, når en kollega opfører sig så ringe.

Der skal findes løsninger på, hvordan der i fremtiden kan forebygges, så medarbejdere, der udviser krænkende og ydmygende og skadelig opførsel, forhindres i at kunne fortsætte. Arbejdet med mennesker er et af de mest sårbare job, man kan beskæftige sig med. Det gælder ikke mindst, når man arbejder med sårbare mennesker, som er så afhængige af, at den ansatte ser og hører og mærker borgerens særlige behov. Det er sårbare mennesker, som oplever krænkende og ydmygende behandling, og de er prisgivet. De fleste, som opnår uddannelse til at arbejde med mennesker, har da heldigvis også oparbejdet den nødvendige integritet og har også fået de nødvendige kompetencer til at håndtere menneskers forskellighed. Derfor er det så væsentligt, at vi har faglært personale i ældreplejen, og der er også tale om så væsentlige kompetencer, at de faglige kompetencer bør beskyttes.

Social- og sundhedshjælpertitlen er ikke beskyttet i nogen form, så alle og enhver vil kunne kalde sig det – selv uden et uddannelsesbevis. Faktisk er det helt almindeligt at kalde enhver, som arbejder på et plejehjem, for sosu, uanset om de faktisk er social- og sundhedshjælpere eller social- og sundhedsassistenter eller slet ikke har en faglig uddannelse inden for faget. Og lad mig tilføje, at man sagtens kan forestille sig, at vi også overvejer, hvordan vi i fremtiden kan beskytte andre faglige titler, så kun de, der faktisk har den formelle uddannelse, kan virke som sådan. Det giver rigtig god mening, når man arbejder med mennesker.

I autorisationslovens formålsparagraf står der:

»Lovens formål er at styrke patientsikkerheden og fremme kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser gennem autorisation af nærmere bestemte grupper af sundhedspersoner«.

Her vil det altså være helt naturligt, at også social- og sundhedshjælperne er omfattet, særlig fordi der i dag stilles høje krav til kompetencer og faglighed. Adgangskravene til uddannelserne er skærpede, der opleves flere komplekse sygdomsforløb, og social- og sundhedshjælperne håndterer også sygeplejefaglige opgaver, når de varetager plejeopgaver og uddeler medicin, og hvad de nu ellers gør. Men autorisationslovens § 7 giver også mulighed for, at man netop kan få gjort op med brodne kar. Heraf fremgår det:

»En autoriseret sundhedsperson kan fratages autorisationen efter § 11, hvis den pågældende må antages at være til fare for patientsikkerheden på grund af 1) en fysisk tilstand, der gør den pågældende uegnet til udøvelse af erhvervet, 2) sygdom eller misbrug af rusmidler el.lign., der midlertidigt eller varigt gør den pågældende uegnet til udøvelse af erhvervet, eller 3) grov forsømmelighed ved udøvelse af erhvervet.«

Lige præcis grov forsømmelighed ved udøvelse af erhvervet er det, vi har været vidner til er sket i sagen fra Helsingør Kommune. Det har vi i øvrigt også været vidner til for andre faggruppers vedkommende, som så også er blevet dømt i henhold til den paragraf, fordi de netop havde en autorisation, som man kunne fratage dem.

Der findes således allerede lovgivning, der kan være med til at forebygge og forhindre, at den uempatiske social- og sundhedshjælper ansættes andre steder, for det er jo netop det, der er problemet, men social- og sundhedshjælperne er bare ikke underlagt lovgivningen, selv om de ofte er tættest på de sårbare borgere. Det synes jeg er et paradoks.

Jeg lytter mig til, at der er opbakning til idéen, og at vi kan lave en beretning, hvor vi igangsætter arbejdet med at se på muligheder. Og lad os ved samme lejlighed gerne få defineret virksomhedsområder, som er forbeholdt faglærte social- og sundhedshjælpere eller for den sags skyld faglærte social- og sundhedsassistenter – det vil gavne fagene, det vil gavne vores mulighed at rekruttere gode folk til området, og det vil lette diskussionerne om, hvordan man sikrer de rette kompetencer til at varetage de mange forskelligartede opgaver, som man støder på i ældreplejen. Jeg lytter mig til, at der kunne være et flertal for sådan en beretning, så derfor vil jeg selvfølgelig se frem til udvalgsbehandlingen af forslaget. Men tak for velvillig behandling.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til SF's ordfører. Og så er det ordføreren for forslagsstillerne på B 73, hr. Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, formand. Også stor tak til alle dem, som har taget forslaget ned på en positiv måde. Og tak til SF for et forslag, der flugter med den intention, vi også har haft, i forhold til at sikre en ordentlig, værdig og omsorgsfuld ældrepleje.

Det her forslag er jo sådan set bare en lille brik i hele det område, der hedder en ordentlig, værdig ældrepleje, som vi kan være bekendt. Der er bestemt grund til at takke de titusindvis af dygtige medarbejdere, der er rundtomkring på ældrecentrene og i ældreplejen, og som yder en fremragende indsats hver evig eneste dag for at sikre, at de ældre har en god oplevelse og et godt liv der, hvor de nu er. Tusind, tusind tak for det.

Men der er jo altså nogle brodne kar, og vi ser nogle eksempler på noget, som vi simpelt hen ikke kan være bekendt, og det er vi nødt til at hanke op i. Altså, vi har set eksemplerne med Else og Niels; vi har set nogle eksempler med nogle, som er blevet behandlet ganske forfærdeligt, så det skærer i hjertet. Jeg har her for nylig haft lejlighed til at gennemgå en række forskellige klagesager omhandlende ældrecentre og plejehjem, og jeg må bare sige, at der altså foregår noget derude, som vi er nødt til at tage skarpt afstand fra, og som vi er nødt til at få hanket op i.

Altså, når der er noget, der tangerer vanrøgt og mishandling af de ældre – når der er ældre, som i et halvt år er i behandling med antibiotika for urinvejslidelser; når der er ældre ude på plejecentrene, som får liggesår – så må man bare sige, at det kan vi simpelt hen ikke være bekendt. Det er i allerhøjeste grad mangel på ledelse og indsigt i, hvad det er, der foregår på det plejecenter. Jeg kan simpelt ikke forstå, at man kan være leder på et plejecenter og så bare acceptere, at de ældre bliver syge af at være på plejecenteret; at de får urinvejsinfektioner i så lang tid, at det er omsorgssvigt, og at det er mangel på almindelig anstændighed at behandle de ældre på den måde.

Det skal vi simpelt hen have bragt til ophør. Og ja, der er en stor opgave, for bare ét af den slags eksempler er jo et for mange. Vi vil simpelt hen ikke acceptere det. Man fristes jo til at synes, at man burde kunne tage straffeloven i anvendelse, når der foregår sådan nogle ting ude i ældreplejen. Det er ganske forfærdeligt, og det skærer virkelig i hjertet.

Vi skylder jo, som jeg siger, og hvilket der også er enighed om i salen, de ældre en værdig og ordentlig pleje. De er jo ofte meget hjælpeløse, hvis det er sådan, at de er både fysisk og mentalt syge og svækkede. Og derfor er der jo et kæmpestort behov for, at de mennesker, som er omkring dem, og som skal tage sig af dem, også har empati og omsorg for de ældre, altså sådan at de kan få en god behandling.

Vi skal i hvert fald have stoppet de brodne kar. Det er en lille brik i det her, og der er også mange andre ting. Men vi skal i hvert fald sørge for, at de kommer ud. Vi har fra Konservatives side syntes, at når man har et autorisationsregister, så ville det være nærliggende at bygge videre på det, fordi det ville være ubureaukratisk og det også ville være forholdsvis billigt. Og jeg håber, at vi kan skaffe et flertal for en ordning, som kan sikre, at der ikke er nogen af dem i ældreplejen, som ikke burde være der, men som kan blive ved med at florere og shoppe rundt; hvis de bliver fyret det ene sted, kan de måske tage job ved et vikarbureau et andet sted eller søge til en anden kommune og få job dér, altså når de har vist sig særdeles uegnede til at have med ældre mennesker at gøre.

Men vi glæder os over den positive modtagelse bredt set og ser frem til, at vi kan lave noget i fællesskab, en beretning, som kan bære det her videre – sådan at vi kan komme et lille skridt tættere i retning af at sikre ordentlig omsorg, ordentlig pleje af vores ældre medborgere. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til hr. Per Larsen.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslagene til folketingsbeslutning henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.