Tak for det. Jeg er nu sikker på, at vi godt kunne finde ud af at facilitere noget udvalgsbehandling ovre i ministeriet, hvis man kom til kort her i Folketinget. Der er altid kaffe på kanden hos os. Det skal I bare vide.
Tak for ordet, og tak for debatten om noget så vigtigt som den kommunale økonomi og vores udligningssystem. Det her beslutningsforslag, B 59, omhandler kommunale skatteforhøjelser for 2021, hvor Det Konservative Folkeparti vil pålægge regeringen, at den lovbestemte modregning af en mindre skatteoverskridelse for 2021 ikke skal gennemføres. Jeg må altså forstå det sådan, at Det Konservative Folkeparti billiger, at kommunerne øger skatterne ud over de fastsatte rammer for skatteudskrivelsen. Det er jo nye toner fra den kant.
Det er netop sådan, at kommunerne allerede i tilknytning til udligningsreformen er blevet sikret en fleksibilitet i skattenedsættelsen. Der er fordelt rammer til skatteforhøjelser i nogle kommuner og tilskud til nedsættelser i andre kommuner, men vel at mærke med en forudsætning om en samlet uændret skat. De skatterammer ser vi nu har medvirket til at mindske forskellene i, hvad borgerne forskellige steder i landet skal betale for velfærden. På den måde har udligningsreformen altså på mere end en måde medvirket til mere lighed.
Det er måske også nærmere utilfredsheden med udligningsreformen hos Det Konservative Folkeparti, der reelt er baggrunden for debatten i dag. Et bredt politisk flertal står bag den reform af udligningssystemet, som vi gennemførte i foråret. Aftalen betyder bl.a., at der omfordeles 1,4 mia. kr. mere til landets yderkommuner, hvilket er godt, mens især de mest velstillede kommuner nu bidrager med mere. Aftalen indeholder flere elementer, der tilsammen betyder, at vi har fået en mere retfærdig fordeling af økonomien på tværs af landet.
Et af de elementer er skatten. De skatterammer, som blev aftalt som led i udligningsreformen, gør det muligt for kommunerne at tilpasse sig det nye system. Der er således givet mulighed for, at kommuner med tab i udligningsreformen kan øge skatten i takt med indfasning af deres tab. Den mulige skatteforhøjelse er fastsat ud fra kommunens tab på reformen, som det følger af den politiske aftale med et bredt flertal bag, og ikke ud fra kommuners eventuelle alternative opgørelse af tabet.
For at reformen ikke samlet set skulle føre til skattestigninger, har vi samtidig aftalt en tilsvarende ramme til skattenedsættelser. Her har vi ønsket at prioritere de kommuner, der i dag har den højeste skat. Der er tale om nogle attraktive tilskudsordninger, hvor de 12 kommuner, som i 2020 har en skatteprocent på over 26,3, permanent får 100 pct. i tilskud til at sætte skatten ned til 23,6 pct. For øvrige skattenedsættelser udgør tilskuddet i det første år hele 90 pct. af provenutabet, og det udfases så over en 5-årig periode.
Nogle kommuner har som nævnt andre forhold, som de fandt havde karakter af et tab, men som ikke er en konsekvens af udligningsreformen. Det gælder navnlig bortfaldet af de to midlertidige 2-årige overgangsordninger, som blev etableret i 2018, som følge af henholdsvis en revision af Danmarks Statistiks uddannelsesstatistik og en mere præcis opgørelse af det aldersbestemte udgiftsbehov på ældreområdet. Det ændrede datagrundlag rettede op på, at nogle kommuner var blevet systematisk overkompenseret for deres udgiftsbehov. De var med andre ord blevet kompenseret for et udgiftsniveau, de ikke havde. Men her gælder jo netop, at disse overgangsordninger var midlertidige. De blev givet i en 2-årig periode, så de pågældende kommuner fik tid til at tilpasse sig de nye omstændigheder. De to overgangsordninger ville udløbe i 2021 uanset reformen. At enkelte kommuner så ikke har udvist rettidig omhu og tilpasset sig det noget tidligere, har ikke noget med udligningsreformen at gøre.
Alligevel har partierne bag reformen været lydhøre over for et ønske om yderligere fleksibilitet til at sætte skatten op i de kommuner, der foruden store tab på udligningsreformen også har de største tab ved udløbet af de to overgangsordninger. Derfor blev der fremsat et ændringsforslag til udligningsloven, som netop gjorde det muligt at fordele en restramme til forhøjelser til de få kommuner med store tab på både udligningsreformen og udløbet af to overgangsordninger. På den måde har regeringen sammen med bl.a. Venstre og de øvrige partier bag udligningsaftalen allerede taget hensyn til udløbet af disse overgangsordninger. Her vil jeg gerne igen minde om, at vi taler om kommuner, der tidligere har været overkompenseret og har kendt til, at denne overkompensation ville udløbe i 2021 med udløbet af overgangsordningerne. Kommunerne har derfor haft tid til at tilpasse sig en situation uden overgangsordninger.
Resultatet af kommunernes skattefastsættelse for 2021 er, at mange kommuner har ændret på indkomstskatten. Det er især kommuner med en lav skat, som har skullet bidrage mere til udligningen, der har øget skatten, og det er samtidig særlig kommuner med en høj skat, der har sat den ned med tilskud. Det er især yderkommunerne, der har sat skatten ned. Det betyder, at helt almindelige borgere i mindre velstillede yderkommuner ikke længere skal betale en så høj kommuneskat, mens borgerne i de mere velstillede kommuner skal betale en skat, der er lidt tættere på gennemsnittet end før.
Jeg er rigtig glad for og stolt over, at vi dermed har mindsket forskellen mellem de højeste og laveste kommuneskatter væsentligt. I 2020 er forskellen mellem højeste og laveste skat på 5 procentpoint. I 2021 vil vi se en forskel, der er nede på 3,5 procentpoint. Det er en positiv udvikling, som også var det, vi ønskede med de aftalte skattetiltag i udligningsreformen.
I lyset af hvor meget der er sket af ændringer i skatterne, må skatteoverskridelsen på ca. 126 mio. kr. betragtes som en mindre afvigelse i forhold til de tildelte rammer. Overskridelsen på de 126 mio. kr. sanktioneres efter gældende regler med en modregning i bloktilskuddet, hvilket Det Konservative Folkeparti også har medvirket til tidligere, da de sad i regeringskontorerne. Modregningen bringer kommunernes indtægter tilbage til det niveau, som er forudsat i aftalen med KL om kommunernes økonomi for 2021. En modregning har derfor ikke betydning for kommunernes rammer til forbrug, som der jo er fuld finansiering til i økonomiaftalen.
Jeg undrer mig ikke kun over, at Det Konservative Folkeparti ønsker at billige en samlet kommunal skattestigning ved at aflyse modregningen, men også over, at det begrundes med udløbet af de tidligere overgangsordninger. For som nævnt er der allerede tildelt skatterammer på baggrund af udløbet af disse overgangsordninger – vel at mærke overgangsordninger, der er givet til en udfasning af en overkompensation, og hvis udløb efter 2 år var kendt. Hverken udløbet af overgangsordningerne eller alternative opfattelser af tabet ved udligningsreformen er væsentlige grunde til at aflyse den i øvrigt lovbestemte modregning af skatteoverskridelsen.
Jeg spekulerer som nævnt også på, om baggrunden for forslaget ikke nærmere er, at der er vedtaget en udligningsreform, som betyder, at en række velstillede kommuner skal bidrage mere til udligningen. Der er således med beslutningsforslaget ikke givet nogen god grund til, at en overskridelse i forhold til det aftalte gør, at skatten ikke skal modregnes, sådan som det ellers har været tilfældet i foregående år og i årene under den borgerlige regering, som Det Konservative Folkeparti selv var en del af. Til trods for den mindre overskridelse vil jeg gerne holde fast i, at skatteresultatet er en positiv historie, for skattespændet mellem kommuner med høj skat og kommuner med lav skat er blevet mindre. Det er et resultat, der sammen med den øgede omfordeling i det nye udligningssystem medvirker til mere lighed mellem kommunerne og borgerne på tværs af landet.