Det næste punkt på dagsordenen er:

37) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 294:

Forslag til folketingsbeslutning om afholdelse af en vejledende folkeafstemning om epidemiloven.

Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 15.04.2021).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er sundhedsministeren.

Mange tak, formand. Undskyld til salen, at I måtte vente på mig. Vi spurtede så hurtigt, vi kunne. Jeg har glædet mig meget til den her debat, så tak for ordet. Nu skal jeg lige få vejret også.

Vi har nu på dagsordenen et beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti har fremsat, og det pålægger regeringen inden udgangen af i år at afholde en vejledende folkeafstemning om epidemiloven. Det er ikke en ny tanke, for som jeg erindrer det, blev det allerede luftet af partiet under tredjebehandlingen af den her epidemilov og det, som jo var en politisk aftale, som nogle partier stod uden for, bl.a. Dansk Folkeparti. Så dengang blev der også argumenteret imod idéen.

Jeg må sige, at fra regeringens side har vi ikke ændret holdning, for vi kan tilslutte os de argumenter, der blev præsenteret dengang imod idéen. Så det er altså ikke et forslag, som vi fra regeringens side kan støtte.

Men lad mig komme med nogle af vores stærkeste argumenter for det synspunkt. Loven er jo resultatet af længere tids politiske forhandling, en grundig faglig inddragelse og også en betydelig folkelig, demokratisk debat. Det gælder forud for fremsættelsen af lovforslaget, hvor vi jo havde forhandlinger med ordførere og partiledere, og der var flere møder, også med en række uafhængige eksperter, som præsenterede deres syn både på de fungerende hastelove, der var med solnedgangsklausuler, og hvad der skulle med, hvad der skulle ændres, og hvad der skulle ud i forhold til den lov, vi så sad og drøftede. Så der var uafhængige eksperter, juridiske og retssikkerhedsmæssige eksperter, der rådgav Folketingets partier og regeringen i det arbejde. Og alt det arbejde mundede så ud i den stemmeaftale, jeg startede med at nævne, og der er altså et bredt flertal i Folketinget, der er med i den.

Også under folketingsbehandlingen af forslaget var der rum for forhandlinger og justeringer, og min opfattelse er, at vi i fællesskab er nået til en rigtig fornuftig ramme for en fremtidssikret og holdbar epidemihåndtering, og det skal jo være en epidemilov, som selvfølgelig skal kunne justeres, men der skal være en epidemilov, og den skal kunne bruges, uanset hvad for en regering og uanset hvad for et flertal der måtte sidde ved magten, skulle der udbryde nye epidemier i fremtiden.

Men dermed ikke sagt, at vi så vil læne os tilbage og ikke tage højde for, om loven nu også virker optimalt i praksis, i og med at det jo altså er en meget, meget gammel lov oprindelig, som så er blevet ændret nogle gange under den her epidemi, og målet er jo netop, som vi sagde til os selv mange gange de sidste 14-15 måneder, at vi, næste gang der kommer en så stor, akut sundhedskrise, ikke skulle have så stort et juridisk arbejde, men at det juridiske var på plads, og at kommende regeringer, kommende sundhedsministre ikke skulle bede et kommende Folketing om at haste alt igennem i så stort et omfang, som det måtte ske. Derfor har vi under behandlingen af lovforslaget fra regeringens side afgivet et løfte til Folketinget om, at vi løbende vil opsamle viden og erfaring med lovens anvendelse, og vi har aftalt, at der sendes en redegørelse herom til Folketinget inden udgangen af oktober.

Vi har i Folketinget fået et nyt udvalg, Epidemiudvalget, og masser af partier, masser af ordførere, også fra regeringens side, har gjort sig erfaringer, og den erfaringsopsamling skal så bruges til at drøfte behovet for en eventuel revision af loven. Det står også sort på hvidt i de betænkninger, der er afgivet under lovbehandlingen. Epidemiloven er en speciel lov, det er en lov, som ikke særlig mange folketingsmedlemmer og ikke særlig mange danskere egentlig var klar over vi havde og kendte indholdet af, men det er vi så blevet meget, meget klar over de sidste 15-16 måneder. Men det er altså en lov, der ligesom alle andre love kan ændres af Folketinget, når der er politisk flertal for det.

Selv hvis det skulle vise sig, og det kan jeg jo ikke tage forskud på her, at Folketingets partier efter at have overvejet situationen og overvejet en revision af loven vurderer, at man ikke har behov for justeringer, så har regeringen forpligtet sig til hvert femte år i samarbejde med Epidemikommissionen at se på loven, og det skal hindre, at loven havner i glemmebogen og samler støv. Det er vigtigt, at vi sikrer, at loven altid er tidssvarende og er klar til at håndtere den situation, vi så vil være i som samfund. Jeg synes, det er en helt fair og helt fornuftig måde at tage det politiske ansvar for en dansk epidemilovgivning på, og jeg vil gerne sige tak til de partier, der er med til at tage ansvar, faktisk tak til alle partier for at have taget et kæmpe ansvar i den her situation i de forskellige følgegrupper og ordførerorienteringer og generelt for at tage et kæmpe ansvar for at hjælpe Danmark igennem den her situation.

Jeg vil give forslagsstillerne ret i, at der her er tale om en indgribende lov med vidtgående tiltag, og det er det, jeg hører er hovedargumenterne. Det mener jeg overhovedet ikke står til diskussion. Tiltagene har jo også grænser og muligheder for efterprøvelse. Udmøntningen af lovens bestemmelser skal først og fremmest overholde krav til en nødvendigheds- og proportionalitetsvurdering og skal selvfølgelig være i overensstemmelse med både grundlov, databeskyttelseslovgivning og internationale konventioner. Der er også indført en række særlige ordninger på epidemiområdet, der skal sikre transparens og retssikkerhed, og lad mig lige gennemgå de fem væsentligste nedslag i loven.

For det første kan lovens beføjelser ikke uden videre iværksættes, selv om der skulle være en regering, der havde et ønske om det. For at aktivere beføjelserne skal Sundhedsstyrelsen på baggrund af sin sundhedsfaglige vurdering først og fremmest have kategoriseret en given smitsom sygdom som alment farlig, og først når det er tilfældet – hvis det er tilfældet – vil bl.a. lovens individrettede indgreb kunne bringes i anvendelse, f.eks. påbud om undersøgelse og isolation. Sundhedsstyrelsen er altså en hel central spiller, og deres rolle er helt klart beskrevet for at aktivere lovens beføjelser. Bagefter kan en regering så ud fra en politisk afvejning af sygdommens konsekvenser for samfundet vælge at aktivere de mere samfundsindgribende foranstaltninger, det er noget af det, som vi har levet under et stykke tid, altså forsamlingsforbud og restriktioner, som vi kender dem i dag. Det vil så kræve, at sundhedsministeren forinden har kategoriseret sygdommen som samfundskritisk, og det kan regeringen vel at mærke kun, hvis et flertal i Epidemiudvalget, det nye udvalg, ikke er imod.

Så der er altså for det andet indført en særlig parlamentarisk kontrolordning med regeringen og alle fremtidige regeringers udmøntning af en række bemyndigelsesbestemmelser, herunder om kategorisering af samfundskritiske sygdomme og de foranstaltninger, der kan aktiveres over for disse. Ordningen skal sikre, at regeringen ikke kan udmønte bemyndigelserne, hvis et flertal i Folketingets Epidemiudvalg udtaler sig imod. Og regeringen skal, inden reglerne forelægges for Epidemiudvalget, anmode Epidemikommissionen om en faglig indstilling, og denne indstilling skal så sammen med regeringens oplæg sendes til Epidemiudvalget, og det mener jeg også man må sige entydigt styrker grundlaget for udvalgets stillingtagen, der så er på et oplyst grundlag, og det tror jeg vi kan enes om giver god mening vi har. Det synes jeg i hvert fald giver god mening.

I den sammenhæng med den parlamentariske kontrol er der for det tredje indført en begrænsning på, hvor længe de fleste restriktioner efter loven kan gælde. Som udgangspunkt kan de højst gælde i 4 uger, og de vil skulle igennem den parlamentariske kontrolordning for at blive videreført i længere tid. Særlig for samfundskritiske sygdomme gælder det, at kategoriseringen kan ske for højst et halvt år ad gangen. Så det er med de nævnte tiltag, der er altså tale om tre særlige værktøjer, der tilsammen sikrer en fundamental, øget parlamentarisk kontrol med regeringen og med alle fremtidige regeringer, og derfor deler jeg ikke bekymringen for, at loven skulle medføre magtmisbrug, som det udtrykkes i beslutningsforslagets bemærkninger. For det vil jo så i givet fald være et magtmisbrug, som et flertal i Folketinget ikke er imod, og dermed kan man jo ikke karakterisere det som magtmisbrug, for så er det Folketinget, der har det afgørende at skulle have sagt i den her sag.

For det fjerde handler det om at indføre automatisk domstolsprøvelse af individuelle påbud om f.eks. isolation og behandling, vel at mærke oven i kravet om den faste, administrative efterprøvelse af påbuddene efter 3, 10, 20 og 30 dage og kravet om først at opfordre borgeren til frivilligt at medvirke til foranstaltningen. Det skal også øge retssikkerheden for de ramte borgere.

For det femte er der nedsat en særlig administrativ klageadgang til Ankenævnet i forbindelse med besøgsrestriktioner. Det er en klageinstans, som personer med bopæl eller ophold på en behandlings-, pleje- eller omsorgsinstitution eller disses nære pårørende kan klage til, hvis der fastsættes restriktioner i borgerens eget hjem eller ophold på en af de nævnte institutioner.

Så vi deler ikke, jeg deler ikke, regeringen deler ikke forslagsstillernes opfattelse af, at der ikke er indtænkt nok retssikkerhed eller parlamentarisk kontrol i epidemiloven – der er et helt nyt folketingsudvalg, der netop skal stå for det arbejde – eller at Sundhedsstyrelsen ikke længere spiller en central rolle i epidemihåndteringen. Det er mig bekendt også meget klart og klarere end nogen sinde før beskrevet, som jeg ser det i hvert fald, i den her lov.

Som jeg startede med at sige, kan regeringen ikke støtte op om beslutningsforslaget, men hilser selvfølgelig debatten velkommen. Tak for ordet.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger. Først er det hr. Morten Messerschmidt.

Tak til ministeren for en, synes jeg, meget fyldestgørende og, kan man mærke, oprigtig redegørelse. Jeg er ikke mit partis sundhedsordfører, og jeg er i virkeligheden ikke helt sikker på, i hvilken kapacitet jeg er her, men som næstformand for mit parti vil jeg sige, at det, der egentlig er ærindet i det her forslag, ikke så meget er at gentage diskussionen om epidemiloven, men mere en refleksion over de mange, hvad kan man sige, folkelige reaktioner, der har været igennem det seneste halvandet år. Jeg har i hvert fald i dele af Danmark set folk reagere på måder, som jeg ikke tidligere har set eller havde forudset – bevægelser, der har opført sig på en måde, som jeg ikke havde håbet at se. Og forslaget her handler egentlig mere om at prøve at komme den skepsis – nogle ville sige de spøgelser, der bliver set – i møde ved åbent at lægge det ud til en fri afgørelse for befolkningen.

Så kan sundhedsministeren prøve at sige lidt om det perspektiv i det?

Ministeren.

Ja, men der har vi så samme opfattelse og samme oplevelse af vores samfund. Og det ville jo have været utopisk at tro, at hele den danske befolkning uden så meget som et bekymret løftet øjenbryn sagde: Hov, hvad sker der med mine frihedsrettigheder her – er det nu også fagligt begrundet? Jeg synes, det er en sund og en frugtbar debat, og den hilser jeg som sagt meget velkommen. Så er jeg også enig i, at sådan en debat nogle gange også har karakter af at se spøgelser og måske også sammensværgelsesteorier, som simpelt hen er forankret i fri fantasi og slet ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Jeg er nu ikke sikker på, at det ville gavne med sådan en folkeafstemning. Jeg kunne måske nærmest frygte, at det ville polarisere yderligere. Og helt generelt er det min opfattelse, at der bredt set selvfølgelig er en bekymring, når der er indskrænkning af frihedsrettigheder, men sandelig også en forståelse for, at det er nødvendigt i den her situation.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg tror, det mest uheldige ved den her epidemilov i virkeligheden er tidspunktet, den er vedtaget på. For var den vedtaget i en tid, hvor vi ikke befandt os i en pandemi, havde der ikke været den samme opmærksomhed på det. Men den er blevet set som en coronalov, hvad den jo ikke er – det er en lov, der skal virke også i fremtiden, hvis der ulykkeligvis måtte opstå en tilsvarende situation. Men netop derfor – på grund af det tidsmæssige – tror jeg, at det værktøj, der hedder en folkeafstemning, er rigtigt, for at alle føler, at de er blevet hørt, for at alle føler, at hver en sten er blevet vendt, altså simpelt hen for at sikre, at der også efter corona er uomtvistelig opbakning til det folkestyre, som vi er fælles om.

Ministeren.

Jamen til det rent tidsmæssige, som der bliver spurgt om nu, må man vel sige, at selv om alle partier, både dem, der er med i aftalen, og dem, der var med i alt forarbejdet, hvilket også Dansk Folkeparti var – ikke for at tage dem til indtægt for resultatet, men de var med i debatterne – prøvede at anstrenge os i forhold til at sige, at dette ikke skulle være en coronalov, kunne man ikke undgå at sige, at det var den, vi skulle agere efter allerede pr. 1. marts, mener jeg det var, hvor den trådte i kraft, og med et nyt Epidemiudvalg og alt det andet. Så vi er nødt til også at se på det her, men det gode er jo så, at vi har aftalt at kigge på det igen til oktober for netop at se, om der er ting, der skal justeres.

Tak. Så er det hr. Martin Geertsen.

Tak, og tak til ministeren for talen. Det er jo lige præcis i forhold til det sidste, ministeren nævner i sit svar til hr. Morten Messerschmidt om den måde, hvorpå vi så kigger på det igen, at jeg ikke kan forstå, hvorfor regeringen ikke vil være med til at køre en almindelig lovproces i forhold til epidemiloven igennem en gang til, for der er jo, som hr. Morten Messerschmidt taler om, netop tale om en temmelig indgribende lov.

Så hvordan kan det være, at regeringen ikke vil være med til at genfremsætte lovforslaget her til efteråret, og så kan vi få en høringsproces, og vi kan få en almindelig politisk debat, ligesom man plejer at gøre med den slags ting? Altså om jeg så må sige køre formalia igen i stedet for – hvis jeg må udtrykke det en lille smule firkantet – at parkere det her spørgsmål i en redegørelse.

Ministeren.

Men det er jo netop ikke en parkering i en redegørelse. Der har jo nu været to høringsrunder, først af det oprindelige forslag, som i store træk var en maskinel videreførelse af hastelovene, og dernæst af den stemmeaftalebelagte lov, som vi nu har i Danmark, med de justeringer, der så kom derefter, grundige og inddragende processer i forarbejdet og altså også høringer. Så har vi også aftalt, at vi til oktober gør en status og leverer til Folketinget, altså hvad vi som regering ser virker, og om der er noget, der måske ikke virker, om der er værktøjer, som kommer i brug på en forkert måde, om der er ting, som ikke virker efter hensigten, eller om der er andre ting, man er blevet opmærksom på. Og det vil vi fra Sundhedsministeriets side jo også gøre ved at spørge vores styrelser, ved at spørge andre ministerier, spørge, om der er nogen, der har noget, man er blevet opmærksom på. Jeg forventer så også, at Folketingets partier modsat vil komme med deres analyse af epidemiudvalgssamarbejde, vidensgrundlag, parlamentarisk kontrol og de ting.

Hr. Martin Geertsen.

Jo, men, minister, forskellen til dengang, vi vedtog både det første og det andet, er jo, at det nu har været virksomt, altså at epidemiloven nu har haft mulighed for at virke, og det har det parlamentariske kontrolsystem, og det har Epidemikommissionssystemet osv. også. Hvad er det, det farlige ville være ved at genfremsætte lovforslaget og få alle mulige aktører ind på banen, ligesom man plejer at gøre i forbindelse med en lovbehandling? Jeg har svært ved at se, hvad det sådan er. Det her er jo ikke noget, regeringen vælter på. Altså, hvad er det farlige?

Ministeren.

Nu har vi jo aftalt at kigge på det til oktober måned, hvor vi får noget erfaring. Og hvis det viser sig, at vi fra regeringens side og fra Folketingets side har behov for at justere og det vil sige ændre på loven – og det kan jo slet ikke afvises, det er for tidligt at konkludere nu her – så vil vi jo netop have en sådan diskussion og en høring og en ny lovproces. Det mener jeg er det klogeste at gøre.

Tak. Så er det hr. Lars Boje Mathiesen.

Tak. Epidemikommissionen skulle jo være den her selvstændige myndighed, som skulle rådgive f.eks. ministeren. Mener ministeren, at den sammensætning, som er i Epidemikommissionen, sikrer den her eksterne myndighed, at det er en selvstændig myndighed, som rådgiver ministeren?

Ministeren.

Ja, sammensætningen er jo defineret i loven, og den havde vi jo store diskussioner om. Og dem, der sidder der, varetager jo den opgave, det er at rådgive regeringen, og det vil også sige Folketingets Epidemiudvalg, med de konkrete elementer, og jeg synes, at det, når man ser på det, de så har rådgivet om, har været en meget, meget flot og god rådgivning. Derudover skal man være opmærksom på, at Epidemikommissionen bl.a. består af KL, men at der jo også er en række ministerier, Sundhedsstyrelsen, Seruminstituttet, og at der er en række styrelser.

Men derudover har man, før de fleste sager rammer Folketingets Epidemiudvalg, jo så også hørt eksterne eksperter, altså folk, der ikke er ansat i statslige styrelser eller i KL eller andre. Så de eksterne eksperter er altså derudover forankret der, og det synes jeg sådan set er en god konstruktion.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Ja, det er jo sundhedsministeren, som udpeger medlemmerne, som sidder i den her Epidemikommission, og man har udpeget departementschefen fra Sundhedsministeriet, afdelingschefen fra Sundhedsministeriet, direktøren fra Erhvervsministeriet, afdelingschefen fra Finansministeriet, departementschefen fra Justitsministeriet, og man skal så rådgive Styrelsen for Patientsikkerhed, som så også sidder i den kommission, som man så skal rådgive. Altså, i forhold til de mennesker, man har valgt til at sidde i den her kommission, og forestillingen om at de skulle gå imod en regering og gå imod ministrene, som de skal sidde og betjene, når de sidder som departementschefer: Vil ministeren ikke anerkende, at der er et problem, når man udpeger sine egne chefer til at sidde i sådan en kommission?

Ministeren.

Nej, jeg er nødt til at anholde det, der bliver sagt her, for det bliver simpelt hen fremstillet, som om det er mig, der sidder og vælger, at det skal være nogle fra ministerierne, der sidder med. Men det står jo præcis i loven, at det skal være de ministerier, som er repræsenteret i Epidemikommissionen, ligesom KL er repræsenteret, og ligesom styrelserne er repræsenteret. Så det er fuldstændig defineret i loven, og det er fuldstændig den måde, loven er skrevet på og tænkt på. Så det er ikke korrekt, at det er mig, der så lige udpeger nogen, som skulle være særlig regeringsvenlige. Det er jo i øvrigt nogle embedsmænd, som varetager den opgave, man som embedsmænd skal, ud fra den lovgivning, som er omkring det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak ministeren. Så kan vi gå i gang med ordførerrækken, og den første er Socialdemokraternes ordfører, og det er hr. Rasmus Horn Langhoff.

Beslutningsforslaget her, som er fremsat af Dansk Folkeparti, vil pålægge regeringen inden udgangen af 2021 at afholde en vejledende folkeafstemning om epidemiloven. Det er der flere årsager til at Socialdemokratiet ikke kan bakke op om.

For det første og vigtigste har vi et repræsentativt demokrati, hvor vælgerne med jævne mellemrum, senest hvert fjerde år, skal tage stilling til, hvilke politikere der skal repræsentere deres holdninger og politik, og de politikere må jo så stå på mål for den politik, der bliver gennemført. Det gælder i forhold til epidemilove og coronahåndtering, og det gælder alle andre love, som vi vedtager herinde.

For det andet har vi jo netop den her evaluering af epidemiloven hvert femte år, og den skal jo allerede evalueres her til oktober.

For det tredje har vi jo indlagt det her meget magtfulde kontrolorgan i Epidemiudvalget, som vi allerede har set virke for fuld hammer, og der er jo mange af os, der sidder herinde, som fra første parket har oplevet, hvad det her udvalg kan, og med det kontrolorgan mener jeg, at vi har fået en meget, meget stærk parlamentarisk kontrol, uanset hvem der så skulle sidde på regeringsmagten.

Så derfor kan Socialdemokratiet ikke støtte det her forslag.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

På linje med det, som jeg spurgte ministeren om, kunne jeg godt tænke mig, om hr. Rasmus Horn Langhoff vil reflektere over den proces, vi har været igennem og forhåbentlig snart kan lægge bag os, altså i forhold til de reaktioner, der har været, fra i hvert fald dele af befolkningen i relation til coronahåndteringen og altså også den her konkrete epidemilov. Er der ikke brug for, at vi flytter noget af processen uden for Christiansborg?

Jeg tror ærlig talt, at dem, der tror på, hvad nogle mener er konspirationsteorier, ikke føler sig betrygget ved, at der så er et udvalg her bag Borgens tykke mure, hvor man sidder og drøfter tingene eller laver en genforhandling osv. Jeg tror, de har behov for at få tingene lagt frem i en åben diskussion. Det er jo et redskab, vi har brugt før. Så for at sikre opbakningen til systemet, til demokratiet, er der så ikke grund til at gøre noget ekstra end det, som ministeren lægger op til? Det behøver ikke at være mit forslag, det kan være et andet – men så vil jeg gerne høre hr. Rasmus Horn Langhoff tanker om det.

Ordføreren.

Svaret på spørgsmålet er herfra nej, og jeg vil godt begrunde det. Jeg er sådan set stor tilhænger af, som ordføreren for Dansk Folkeparti siger, at det også er vigtigt at få det uden for Christiansborgs mure, og det mener jeg sådan set gælder alle vores politikområder. Jeg mener, at vi alle sammen har et ansvar for at sørge for, at debatten foregår her, foregår i udvalgene, men så sandelig også foregår ude i den danske befolkning, og at den foregår på et så fornuftigt og sagligt grundlag som overhovedet muligt, så vi, når der opstår misforståelser, fordrejninger, manipulation – det være sig i forhold til epidemiloven, det være sig i forhold til alt muligt andet – selvfølgelig holder fast i, hvad der er fakta, og så må man jo argumentere for sine politiske synspunkter. Det kan man gøre mellem valgene, og det kan man jo også gøre en dag, når der kommer folketingsvalg. Det gælder epidemilov, og det gælder alle andre love, vi vedtager herinde.

Hr. Morten Messerschmidt.

Der må jeg sige, at hr. Rasmus Horn Langhoff og jeg adskiller os mærkbart fra hinanden. Jeg vil sige, at det her nok er den lov, som har gjort det største indtryk på mig i forhold til den folkelige reaktion – der er enkelte andre. Men jeg betragter ikke det her bare som en lov som alle andre, f.eks. som en ændring af færdselsloven, eller hvad det nu måtte være. Det her har påkaldt sig en hel særegen interesse og særegen bekymring, og derfor synes jeg da, at det er bemærkelsesværdigt, hvis hr. Rasmus Horn Langhoff mener, at det her bare er et stykke lovgivning som de hundredvis af andre love, vi behandler hvert eneste år.

Ordføreren.

Jeg har ikke noget som helst problem med at stå på mål for den her lov. Det har jeg gjort i pressen, det har jeg gjort i salen, og det har jeg gjort på gader og stræder. Og jeg kommer jeg også til – om forhåbentlig frygtelig, frygtelig lang tid, når der en dag bliver folketingsvalg – at stå på mål for loven dér, lige så vel som vi alle må stå på mål for både alt det, vi vedtager herinde, men også alt det, som optager befolkningen derude; for det er jo også en parlamentarisk kontrol, som ligger i det.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Venstres ordfører, og det er hr. Martin Geertsen.

Tak for det. Og tak til Dansk Folkeparti for at have fremsat det her beslutningsforslag. Jeg synes, det er en vanvittig vigtig debat, for det er jo nu sådan ca. 15 måneders tid siden, at Folketinget gav regeringen en række udstrakte magtbeføjelser. Det gjorde vi jo på daværende tidspunkt, fordi vi kiggede på konturerne af en krise, som vi vel i virkeligheden ikke rigtig kendte omfanget af. Vi synes jo nok her, når vi kigger tilbage på de sidste 15 måneder, at regeringen har vist sig lige vel rigeligt glad for de magtbeføjelser, som Folketinget har videredelegeret til regeringen, og i hvert fald gladere, end jeg selv og Venstre måske havde forestillet os at regeringen ville være.

Under alle omstændigheder er den epidemilov, vi dengang vedtog, jo siden blevet ændret – det blev den jo her i vinters – og jeg synes helt klart og tydeligt til det bedre. Jeg er sådan set enig med forslagsstillerne i, at vi sagtens kan forbedre den epidemilov, som så er bedre end den forrige, som vi hadede endnu mere, og det synes jeg at den praktiske håndtering af epidemiloven og anvendelsen af epidemiloven, som vi har været igennem her de seneste måneder, også har vist. Vi er derfor også enige med Dansk Folkeparti i, at der er behov for, at vi ser epidemiloven efter i sømmene.

Loven indeholder jo f.eks. nogle ret store magtbeføjelser, hvor vi sagtens kan diskutere, om muligheden for parlamentarisk kontrol skal forbedres yderligere. Vi synes, at der kan være behov for at se nærmere på, om man kan udvide brugen af automatisk domstolsprøvelse. Vi synes endvidere, at man også i forhold til udpegningen og sammensætningen af Epidemikommissionen, som det også har været påpeget herinde, med god ret kan diskutere, om der er noget at hente der. Vi synes, at der virkelig er behov for, at vi får gennemdiskuteret de forskellige sundhedsmyndigheders rolle under sådan en epidemi her – for nu bare at pege på nogle enkelte ting.

Hr. Morten Messerschmidt er jo langt stærkere i grundloven, end jeg gør mig nogle illusioner om nogen sinde at blive, men jeg har dog forstået så meget, som at grundloven ikke omtaler vejledende folkeafstemninger som et fænomen. Ikke desto mindre kan Folketinget jo til enhver tid beslutte sig for at spørge den danske befolkning til råds, om end Folketinget jo meget, meget sjældent faktisk har anvendt det her instrument, altså vejledende folkeafstemning.

I Venstre er vi meget stærke tilhængere, og det går jeg ud fra at alle her jo er, af det repræsentative demokrati – det har vi i hvert fald skrevet under på. Og derfor synes vi også, at det på den baggrund er det mest korrekte, at vi mindst hver fjerde år spørger vælgerne om deres syn på os. Og mellem folketingsvalgene står vi altså på mål for de beslutninger, som vi er med til at træffe. Derfor støtter vi heller ikke ønsket om en vejledende folkeafstemning om det her tema – og dermed heller ikke, hvad man vel godt kunne kalde for sådan en slags institutionalisering af en ny parlamentarisk praksis.

Derfor kommer vi også til at stemme imod beslutningsforslaget, som det ligger her. Men vi er i lighed med Dansk Folkeparti optaget af rammerne i epidemiloven, og derfor ønsker vi også mere end indikeret, at epidemiloven tages op til revision i starten af den kommende folketingssamling – altså her efter sommerferien. Jeg håber derfor, at vi under udvalgsbehandlingen, hr. Morten Messerschmidt, kan opnå en eller anden form for enighed om, at det så under den ene eller anden form sker, at vi får mulighed for – altså formelt set – at se epidemiloven efter i sømmene.

Derfor kunne vi måske allerede nu – om ikke andet så i hvert fald senere – ved fælles hjælp insistere på, at regeringen først i næste folketingssamling fremlægger epidemiloven til fornyet lovbehandling, så vi kan få evalueret loven, så vi kan få fornyede høringer og dermed jo også en fornyet både folkelig og politisk debat helt formelt om håndteringen af både den igangværende, men for den sags skyld også fremtidige epidemier.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Tak for de gode ord. Bare lige for opklaringens skyld: Når vi har valgt at foreslå en vejledende folkeafstemning, skyldes det, at hvis vi havde søgt at aktivere den bestemmelse i grundlovens § 42, hvor man kan fremprovokere en folkeafstemning, så havde det betydet, at loven først var trådt i kraft efter den folkeafstemning, og så havde vi haft en periode uden en epidemilov – det kan vi jo ikke have.

Når jeg alligevel tager ordet her til hr. Martin Geertsen, er det ikke kun for at forklare det, men også for at høre, hvordan hr. Martin Geertsen har oplevet processen uden for huset. Nu hørte vi hr. Rasmus Horn Langhoff tidligere sige, at det her var en lov som alle andre; dem laver vi jo mange af, og derfor er der ingen grund til at lave særlige tiltag.

Deler hr. Martin Geertsen den opfattelse? Eller har han også ligesom jeg set et særligt engagement – positivt eller negativt, men et særligt engagement, jeg vil sige en særlig bekymring – hos befolkningen, og at det kalder på, at vi som ansvarlige lovgivere også sørger for, at der er en informationsudveksling og en debat osv., så man kan tage brodden af i hvert fald de værste misforståelser?

Ordføreren.

Jamen jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg synes – og det tror jeg vel i og for sig ikke at der rigtig er nogen speciel politisk uenighed om her – at det jo har været en lov, som har haft en voldsomt indgribende virkning på det enkelte menneske, og jeg kan da mærke det på mig selv om ikke andet.

Jeg er da blevet helt overbevist om, hvorfor jeg meldte mig ind i en liberal ungdomsbevægelse for 30 år siden, efter at have været igennem det her, ikke? Jeg kan da mærke, hvor irriteret jeg er over hele tiden at skulle have statsmagten hængende over skulderen, hvis jeg må være så fri – det kan jeg da mærke. Og sådan går jeg ud fra, at store, store dele af den danske befolkning også har haft det.

Så ja, det er meget indgribende, og det er anderledes end mange, mange andre typer af lovgivning.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg er glad for, at vi deler den opfattelse. Demokrati er jo – og det tror jeg ikke bare er et dansk eller europæisk fænomen, det tror jeg er universelt – snævert forbundet med tillid. Altså, man har tillid til, at der bliver lyttet, tillid til, at systemerne fungerer osv. Man må jo sige, at i hele den her proces har der været en meget stor mistillid.

Jeg har stor respekt for, at Venstre ikke vil stemme for, at vi så holder en vejledende folkeafstemning, som Dansk Folkeparti foreslår. Men hvad kan hr. Martin Geertsen så ellers komme på af forslag, der kan genopbygge den tillid, som i hvert fald i dele af befolkningen er forsvundet eller mindsket i løbet af den her proces?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at taletiden gør, at jeg sådan kan udrede hele det spørgsmål, men for så vidt angår det konkrete her, er mit forslag, at vi beder regeringen om – forhåbentlig med et flertal – her efter sommerferien at genfremsætte epidemiloven. Det gør jo, at vi formelt set kan få høringer, og at vi kan få både den folkelige og den politiske debat om epidemiloven. For jeg er enig med hr. Morten Messerschmidt i, at der er ting i den her epidemilov, som i den grad kan trænge til at få nogle opstramninger.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så kan vi gå videre til SF's ordfører, og det er fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Andre har allerede fint gjort rede for forslaget, og jeg tænker i virkeligheden, at det bedste nok ville være at sige: Det har godt nok været et hårdt år. Det synes jeg også det har været. Og det er næsten ikke til at forstå, at det nu er mere end et år siden, vi blev introduceret til corona i Danmark. Jeg synes selv, det har været en kæmpe prøvelse for vores samfund, men det har også været en prøvelse, som jeg synes vi som samfund har bestået godt, ikke mindst fordi borgerne har vist samfundssind, også i forhold til at holde smitten nede og sikre, at vi kunne komme godt igennem pandemien.

En anden vigtig ting synes jeg har været den øgede parlamentariske og demokratiske kontrol, som vi fik indført med den reviderede epidemilov, der blev tredjebehandlet i februar. Epidemikommissionen og Epidemiudvalget synes jeg har sikret større demokratisk indflydelse og transparens, hvilket manglede under den første del af pandemien.

Men må jeg ikke også sige, at den eksisterede heller ikke i den gamle epidemilov overhovedet. I SF mener vi, at vi på den måde har sikret demokratisk inddragelse i epidemiloven, og at der ikke er en ekstraordinær grund til at afholde en folkeafstemning. Det er for mig lidt uklart, hvad Dansk Folkeparti ønsker at få ud af en vejledende folkeafstemning om epidemiloven. Vil man bare forkaste epidemiloven? Og skal vi i virkeligheden ikke have en epidemilov? Er det ikke en vigtig lov for Danmark? Det er jo trods alt en lov, som vi har haft altid og måske bare ikke har ofret så meget opmærksomhed, før vi pludseligt og uventet stod midt i en pandemi for første gang i mange, mange år. Og forhåbentlig varer det lige så mange år, før vi skal stå i den situation igen, om end forskere peger på, at vi nok skal vænne os til fænomenet i en eller anden grad.

Vi mener i SF i stedet for, at vi skal lade de parlamentariske og demokratiske processer gøre deres arbejde, sådan som de allerede er inkorporeret i epidemiloven. Hvis jeg havde skullet pege på noget, jeg selv synes har været ærgerligt, så er det i virkeligheden, at vi skulle lave en ny epidemilov på et tidspunkt, hvor vi står midt i en epidemi. Jeg synes også, det var svært at lave en revision af epidemiloven, fordi den fik meget karakter af at være en coronalov. Derfor er jeg også glad for, at vi har besluttet, at loven skal revideres til efteråret, forhåbentlig på et tidspunkt, hvor vi har lagt corona bag os, hvor vi kan se fremad, og hvor vi stadig væk er optaget af, at næste gang vi står i en situation med en pandemi, så har vi et beredskab, der er klar, så kommer det ikke bag på os, så har vi sørget for værnemidler, og så har vi sørget for, at vi har det nødvendige beredskab på en væsentlig bedre og mere kvalificeret måde, end det faktisk var tilfældet den her gang. Det håber jeg også loven har bidraget til, og så håber jeg bare, at vi aldrig får brug for den igen i min levetid. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Ordføreren spørger mig, om vi da ikke er enige i, at der skal være en epidemilov. Og jo, det var jo præcis, hvad jeg redegjorde for over for hr. Martin Geertsen, og det er derfor, vi har valgt den her fremgangsmåde. Det, der er sagen, er jo bare, som ordføreren netop er inde på, at der har været et sammenfald mellem, at vi blev ramt af en epidemi og vi reviderede epidemiloven. Og der har så været folkelige reaktioner af en meget voldsom karakter – mange af dem med fuld begrundelse og noget, jeg vil sige man kan forstå. Det var dødirriterende, at man ikke kunne få ørenlyd for folk, der stod og hamrede på potter og pander, men det var jo udtryk for en frustration.

Det her er et forsøg på at sige: Hvad kan vi gøre, for at folk bliver inddraget, for at folk bliver hørt, og for at folk bliver taget alvorligt? Det kan f.eks. være ved, at man holder en vejledende folkeafstemning. På den måde vil man i hele den proces jo få en masse væsentlige input, bl.a. resultatet, men også debatten forud for.

Det forstår jeg så SF ikke vil. Men har man gjort sig nogen tanker om, hvad man så kan gøre, som er udenomsparlamentarisk, altså som ikke foregår inden for Christiansborgs tykke mure, sådan at de folk, der står og laver larm og gerne vil høres, så også bliver hørt?

Ordføreren.

Det er rigtigt: Jeg tænker ikke, at en vejledende folkeafstemning vil give os en bedre mulighed for debat end det, som vi i virkeligheden allerede har. Altså, nogle gange tænker jeg faktisk, at demokratiet nok har det bedre end sit rygte. Da jeg var ung, skulle jeg på folkebiblioteket for at finde en årbog og finde ud af, hvem jeg skulle skrive til i Folketinget, sætte frimærke på, og måske fik jeg svar. I dag kan man skrive til hele Sundhedsudvalget på en gang, midt om natten og ovenikøbet i en syvhestesbrandert, og så kan man ovenikøbet forvente at få et svar, og den debat og den dialog synes jeg jo i virkeligheden er prisværdig. Jeg holder meget af den, og jeg synes, den er vigtig. Jeg har meget stor respekt for, at mennesker udtrykker deres holdninger, også når det foregår nede på Slotspladsen.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jamen jeg er glad for, vi deler synspunkt så langt, og jeg tror også, at det er rigtigt, at demokratiet har det bedre end sit rygte. Det gælder jo for mangt og meget. Men mener ordføreren, at demokratiet har fået bedre eller ringere vilkår igennem det seneste halvandet år? Altså, det kan godt være, at det er bedre end sit rygte, men er vi i en situation i dag, hvor man kan sige, at demokratiet står stærkere eller svagere, end det gjorde inden corona?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, man kan sige, at demokratiet har fået det værre efter corona. Jeg synes, at det er en pligt, vi også har som samfund, at hjælpes ad med at håndtere en epidemi, som vi har gjort det den her gang, og jeg har lyttet mig til, at man rigtig meget diskuterer spørgsmålet om, hvorvidt det er at træde på ens frihedsrettigheder, at vi skal tage det her hensyn til hinanden. Jeg synes, det er, at vi tager hensyn til hinanden, og så er det vigtigt for mig, at vi ikke har skullet bruge tvang i den sammenhæng. Spørgsmålet om tvangsvacciner er helt taget ud af den nye epidemilov, modsat den gamle.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og så går vi videre til Radikale Venstres ordfører, hr. Stinus Lindgreen.

Tak, formand, og tak til forslagsstillerne. Vi er vist alle sammen rigtig godt trætte af epidemien og af at være underlagt restriktioner. Heldigvis kan vi efterhånden se en ende på det: Vores samfund er i vid udstrækning genåbnet, og i dag er en tredjedel af befolkningen blevet vaccineret med mindst første stik. Så det går den rigtige vej. Og vi har som samfund klaret os rigtig godt igennem epidemien, fordi vi alle sammen har opført os ansvarligt, har efterlevet restriktioner og retningslinjer. Det seneste år har også lært os alle sammen, at det er vigtigt at have den rette lovgivning på plads.

Derfor var vi også i Radikale Venstre med til at få sat skub i en revision af den forrige epidemilov. For det er vigtigt, fordi den er ekstremt indgribende, og fordi det var tydeligt for alle, at der skulle rettes op på flere elementer i loven. Sundhedskrisen må ikke gå hen og blive en demokratikrise. Og det lykkedes i vid udstrækning ved den lov, som et bredt flertal i Folketinget stemte igennem tidligere på året, og som nu har været gældende under epidemien i de seneste måneder. Her var vores fokus på retssikkerhed, transparens og parlamentarisk kontrol. Jeg har ligesom forslagsstillerne set de folkelige protester. Jeg har også snakket med flere af dem, der har demonstreret. Jeg har svaret på spørgsmål, og jeg har gjort mit bedste for sætte mig ind i de bekymringer, der er. For man skal tage det alvorligt, og derfor er det også vigtigt, at vi får belyst fakta.

I den nye lov er der sikret parlamentarisk kontrol, hvor en lang række vidtgående tiltag, der udmøntes med udgangspunkt i epidemiloven, skal igennem Epidemiudvalget, før de kan træde i kraft. I praksis har det jo medført, at der nu ligger forhandlinger bag epidemihåndteringen, så der er sikret opbakning. Og det er i sig selv et stort fremskridt. Retssikkerheden er også sikret markant bedre i den nye epidemilov: Der er automatisk domstolsprøvelse ved en række påbud, der er sikret klageadgang til et ankenævn, og der er indskrevet krav om proportionalitet direkte i anvendelsen af loven. Der er langt mere åbenhed og transparens, hvor indstillinger skal fremlægges ved bemærkninger fra både Epidemikommissionen og eksterne sagkyndige, så det faglige grundlag bliver lagt frem.

Men det betyder ikke, at den er perfekt, og at der ikke skal ske justeringer. Derfor har vi skrevet ind i loven, at den skal gennemgås hvert femte år for at sikre, at den er opdateret og tilpasset eventuelle fremtidige situationer. Vi har også aftalt, at vi til oktober skal samle op på de erfaringer med loven, som vi har gjort os de seneste måneder, for at drøfte, om der allerede nu skal ske en revision af den. Der er derfor i mine øjne allerede sikret parlamentarisk indflydelse og en direkte revision af lovgivningen, som det er i dag.

Fra Radikale Venstres side kan vi derfor ikke støtte forslaget. Men jeg hilser altid debatten velkommen. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og så kan vi gå videre til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Peder Hvelplund.

Tak for det, formand. Jeg tror faktisk, jeg vil tillade mig at lægge den tale, jeg har skrevet, væk, for jeg vil egentlig godt starte med at kvittere over for hr. Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti for at rejse den her debat. Jeg havde egentlig forestillet mig, at vi skulle ned og have den sædvanlige diskussion om epidemiloven, men jeg synes, det er en meget relevant problemstilling, som Dansk Folkeparti og hr. Morten Messerschmidt rejser, nemlig spørgsmålet om, hvordan vi sikrer den fortsatte tillid i befolkningen og den demokratiske opbakning.

For lige at starte med det, som det trods alt også handler om, nemlig både hasteloven og epidemiloven, så er det jo stadig væk sådan, at det for mig står som noget af det værste, vi nogen sinde har oplevet, da vi skulle vedtage hasteloven og det skulle foregå så hurtigt og uden nogen som helst form for høring. Og det var en meget vidtgående uddelegering af magt til den udøvende magt, vi vedtog fra Folketingets side. Det var også det, der var baggrunden for, at vi så fik epidemiloven.

Hvor vi i hasteloven trods alt havde fået sikret, at der var en solnedgangsklausul, at vi fik sikret nogle af de grundlæggende demokratiske rettigheder også ud fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv, så fik man også i forbindelse med epidemiloven netop sikret nogle af de ting, som de tidligere ordførere har nævnt, altså både om automatisk domstolsprøvelse, og at der var en løbende revision af loven, hvor vi jo kommer til at se den første her til oktober. Og det var i hvert fald fra Enhedslistens side afgørende, at vi også fik den løbende revision hvert femte år, så vi netop hele tiden kan sikre, at vi ikke kommer til at stå i den situation, at vi har en epidemilov, som ikke lever op til de krav, der kan stilles til den.

Der er der en række klare forbedringer i den epidemilov, vi fik vedtaget, både om proportionalitetsprincippet og mindsteindgrebsprincippet, men også en tydeligere opdeling af de beslutninger, der blev truffet, altså om de var af politisk karakter eller af sundhedsfaglig karakter. Derfor synes jeg jo, vi reelt set også står med en brugbar epidemilov, som vi ser det i dag, og især set i lyset af, at vi kommer til at lave løbende revisioner af den, hvor vi også kan samle op på de erfaringer, vi har.

Men for at vende tilbage til det, som jeg kan forstå egentlig er baggrunden for det her, og som jeg er fuldstændig enig med hr. Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti i er helt afgørende, så er det netop at sikre den fortsatte demokratiske opbakning. Og der synes jeg jo, at vi på den ene side også skal anerkende, at når vi ser på målinger af befolkningens tillid til både sundhedsmyndigheder og det politiske system, så er det meget få lande i Europa, som har så stor en opbakning og så stor en tillid, som vi fortsat har i Danmark. Det synes jeg ligesom er den ene del af billedet.

På den anden side har vi kunnet opleve, at der har været dele af befolkningen, som har følt det her som et helt ekstremt overgreb, og hvor det også nogle gange har været præget af nogle forkerte opfattelser af, hvad der i virkeligheden var blevet vedtaget. Men det kan vi jo ikke ændre på har været den opfattelse, de har haft. Der ligger der jo en opgave i forhold til det.

Jeg synes, det er en helt reel bekymring, for når man ser dele af den bevægelse, rummer det også kimen til noget grundlæggende antidemokratisk, altså det, at man ikke har tillid til myndighederne, at man ikke har tillid til demokratiet. Og det er jo ikke et ansvar, vi kan skubbe over på de mennesker, der oplever det; det er jo et ansvar, vi selv må tage på os. Derfor kan jeg godt forstå intentionen, der ligger i det, om at lave en folkeafstemning og sige: Nu får vi debatten dér.

Jeg tror bare ikke, det er det demokratiske redskab, man bedst bruger i forhold til det. Jeg tror, en vejledende folkeafstemning om epidemiloven måske endda kunne være med til at øge noget af den polarisering. Men jeg er fuldstændig enig i hensigten med forslaget, altså at vi bliver nødt til at se på, hvordan vi får den her debat bredt ud, og hvordan vi får sikret, at vi får diskuteret og ryddet nogle af de misforståelser, der ligger, af vejen, og det gør vi jo ikke alene ved at stå herinde og bekræfte os selv i, at sådan er det ikke. Det handler også om at få den debat ud og få folk til at opleve den tillid igen. Der tror jeg at hr. Morten Messerschmidt har en pointe i, at der ligger en opgave for os i at gøre det. Jeg tror så ikke, at en folkeafstemning er måden at gøre det på.

Jeg tror, at en direkte dialog med borgerne, altså også debatterne, vi kan have både i de respektive fora på de sociale medier, men også direkte med befolkningen, er det, der gør, at vi kan fjerne den mistillid, der er i dele af befolkningen. For jeg er enig i, at både når man ser udeomkring i Europa, men også, når man kunne se den bevægelse, der kom omkring Trump i USA, så er der nogle bekymrende tendenser, som vi bliver nødt til at tage alvorligt, og hvor vi kan sige, at vi bliver nødt til at tage den form for udemokratiske bevægelser, der også kan opstå, og som ikke har tillid til de demokratiske institutioner, alvorligt. Så vi kommer ikke til at støtte det her beslutningsforslag, men jeg vil gerne kvittere for, at Dansk Folkeparti har rejst debatten også her i Folketingssalen.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Morten Messerschmidt.

Tak for de gode ord. Vi har valgt vejledende folkeafstemning som et redskab, måske i mangel af bedre, men når valget trods alt er faldet på det, er det jo, fordi vi i forbindelse med de afstemninger, vi har haft om EU, har set, at man – når man har fået talt det igennem, uanset om man ser forskelligt på tingene – accepterer det, fordi alle er blevet hørt. Vi diskuterer jo ikke længere Amsterdamtraktaten. Altså, dem, der vandt, accepterede præmisserne, og dem, der tabte, accepterede præmisserne. Og det er den fantastiske demokratiske fornemmelse eller følelse, som folkeafstemninger ofte føder, uanset om man så er på den vindende eller tabende side.

Men det, jeg kunne tænke mig at spørge hr. Peder Hvelplund om, er den revision, han forventer til oktober. Jeg forstår, at det så er dér, man måske vil kunne omfavne og få den følelse, som vi havde et håb om at en vejledende folkeafstemning kunne skabe. Kan hr. Peder Hvelplund sige lidt mere om, hvad der kommer til at ske til oktober?

Ordføreren.

Altså, det, der er aftalt om oktober måned, er, at der kommer til at være en revision af loven, hvor vi også kommer til at samle op på de erfaringer, vi har. Det vil til dels foregå, som ministeren siger, ved at der bliver en opsamling fra regeringen i forhold til styrelser, men der vil jo også blive en debat i hvert fald her i Folketingssalen mellem partierne om, om det her giver anledning til, at vi skal have en decideret revision af loven.

Så vil jeg sige, at jeg også synes, at det her adskiller sig lidt fra Amsterdamtraktaten. Ja, Amsterdamtraktaten er jo nok det seneste eksempel på en vejledende folkeafstemning, vi har haft. Men en epidemilov er jo en dynamisk størrelse, i forhold til at det er forskellige scenarier, vi kommer til at stå over for.

Jeg vil sige, at det, der er mest afgørende for mig, og det, jeg synes er mest interessant, er, hvornår vi kommer til at stå i den situation, hvor vi kan sige, at vi nu kan få deaktiveret epidemiloven og få den lagt ned i skuffen igen, og så kan få lavet de løbende revisioner af den situation, vi står i om 5 år: Er det så stadig væk en tidssvarende epidemilov, vi står med, eller skal der også dér ske ændringer?

Hr. Morten Messerschmidt.

Jamen det vil jeg gerne kvittere for. Og så vil jeg så høre, om vi den anden vej kan regne med, at det så også bliver en reel kritisk gennemgang til oktober. Jeg mindes, fra da vi tredjebehandlede lovforslaget, at solnedgangsklausulen jo først træder i kraft om, jeg tror, det var 5 år – altså om et stykke tid, noget ude i fremtiden. Så det er jo ikke til oktober, at man på den måde skal begynde forfra osv. Så det kræver en aktiv handling og vilje så at sige, hvis man skal ændre noget i loven, som den er i dag. Og der tager jeg bare det, som hr. Peder Hvelplund siger, som udtryk for, at den vilje så også er der fra Enhedslistens side.

Ordføreren.

Jamen det er den. Og man kan sige, at med den nye epidemilov er der jo ikke nogen decideret solnedgangsklausul. Altså, der er en bestemmelse om, at man hvert femte år netop laver den revision af loven for at kunne sige, om den er tidssvarende i forhold til den situation, vi står i, netop for at undgå, at vi kommer til at stå i samme situation, som vi stod i i marts måned sidste år. Der stod vi med en epidemilov, som vi ikke kunne bruge, og derfor kom vi til at stå i en situation, hvor vi skulle bruge en hastelov. Så der ligger jo det i det, at der bliver en løbende revision, og det er helt sikkert, at Enhedslisten også kommer til at deltage i den, og vi kommer også til at kaste et kritisk blik på de erfaringer, der blev gjort.

Så er det hr. Martin Geertsen.

Tak til hr. Peder Hvelplund for talen. Det er ikke for at pære rundt i, hvad det lige var, der skete omkring tredjebehandlingen, for så vidt angår spørgsmålet om revision her til efteråret. Altså, det er jo en del af det parlamentariske system, at man bliver tørret en gang imellem, og jeg blev tørret dér, ikke? For jeg havde en eller anden fornemmelse af, at der var dele af den politiske venstrefløj, som støttede de blå partier i at pålægge regeringen til efteråret at fremsætte et lovforslag, altså at genfremsætte epidemiloven, så lovmaskinen kunne køre igen med høringer og debat i Folketinget og den slags.

Det går op for mig, vel her under tredjebehandlingen, at det flertal havde jeg så alligevel ikke, fordi man havde lavet en anden aftale om, at man bare skal lave en eller anden revision, som regeringen laver, uden at man dermed er forpligtet til noget.

Jeg vil høre, om hr. Peder Hvelplund sådan i hovedtræk kan genkende den beskrivelse, eller om han i hvert fald kan bekræfte, at regeringen ikke er pålagt at genfremsætte loven her i Folketinget til efteråret, så vi kan få hele den politiske diskussion hernede i Folketingssalen.

Ordføreren.

Nu kan jeg ikke lade være med at citere hr. Martin Geertsen. For hvis man starter sit indlæg med at sige, at man ikke vil pære rundt i noget, og man så gør det efterfølgende, så er det måske ikke er den bedste måde at tage en debat på – men fair nok.

Regeringen er jo forpligtet til at gøre det, som et flertal i Folketinget pålægger regeringen at gøre. Og der er det klart, at hvis det er sådan, at der er et flertal i Folketinget til oktober måned, der siger, at det her betyder, at vi bliver nødt til at have en decideret revision af loven, altså at den skal fremlægges på ny, jamen så er det jo det, der vil blive udkommet af det. Men det er klart, at det, vi vedtog i forbindelse med tredjebehandlingen af loven, jo netop var, at vi skulle samle op på de erfaringer, der ligger, og det gælder jo både for regeringen, men også for Folketinget som sådan.

Hr. Martin Geertsen.

Fair nok, jeg kom vist til at pære lidt rundt i det – det er jeg enig med Enhedslistens ordfører i. Men hvorfor så ikke hæfte regeringen op på det nu? Så kunne vi sige, at nu stiller hr. Peder Hvelplund og jeg og andre gode kræfter et ændringsforslag til hr. Morten Messerschmidts beslutningsforslag her, hvor vi pålægger regeringen at fremlægge epidemiloven til fornyet behandling her i Folketingssalen til efteråret. Det kunne vi jo bare gøre. Det kræver bare et ja fra hr. Peder Hvelplund, og så gør vi det.

Ordføreren.

Nu kan jeg forstå, at det er en ny parlamentarisk praksis for Venstre, at man også vil begynde at rejse rigsretssager. Selv om man har nedsat en granskningskommission, er man klar til at rejse en rigsretssag øjeblikkeligt uden at afvente, hvad en granskningskommission kommer frem til. På samme måde har jeg det i forhold til det her: Nu har vi aftalt, at vi skal have en revision af loven til oktober måned, så jeg synes, det er meget fornuftigt at se, hvad det er for nogle erfaringer, vi har gjort os, hvad vurderingen fra styrelser og myndigheder er, og hvad vurderingen fra Folketinget og fra Folketingets partier er. Så tager vi den derfra. Det synes jeg sådan set er en udmærket proces.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og så går vi videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er hr. Per Larsen.

Tak for det, formand. Og tak til Dansk Folkeparti for at bringe epidemiloven til debat. Med de faldne bemærkninger her under debatten vil jeg gøre lidt ligesom den forrige taler og lægge mit manuskript til side og så lige ridse op, hvordan vi forholder os til det.

Jeg kan lige så godt starte med at sige, at vi ikke kommer til at stemme for, at der skal holdes en folkeafstemning om epidemiloven. Man vil selvfølgelig få en debat, ja, og jeg kan så også forstå, at det var hr. Morten Messerschmidts hensigt at få en debat og måske få en større forståelse for, hvad epidemiloven indeholder. Men jeg er ikke sikker på, at lige nøjagtig epidemiloven, hvis der endelig skulle holdes en folkeafstemning om noget som helst, ville være det, der egnede sig bedst til det.

For hvis nu det endte med et rungende nej og en kæmpestor modstand imod den, hvordan skulle man så forholde sig til det? Ville det så være et udtryk for, at vi ikke skulle have nogen epidemilov?

Vi har jo haft en epidemilov i over 100 år, og sagen er jo den, at den hastelovgivning, som vi lavede på baggrund af, at covid-19 kom til vores land, jo udløb den 1. marts, og derfor var vi nødt til at få en ny epidemilov. Regeringen fremsatte et forslag, som var uspiseligt for de fleste, og derfor satte vi en proces i gang for at få lavet en ny epidemilov. Og det jo ikke sådan, at den blev til i fuldstændig dølgsmål. Der var debat om det, og der var høringer, hvor vi hørte fra Institut for Menneskerettigheder, Justitia, Advokatsamfundet og styrelser, og vi fik en epidemilov, som jo så, håber jeg, skal til en grundig revision, når vi kommer til efteråret, for det er der simpelt hen behov for.

Derfor håber jeg også, at der kan skabes flertal i Folketinget for at gå ret markant til værks, for der er bestemt nogle ting, som man godt kan rette op på, og det ser vi i hvert fald gerne at vi får mulighed for.

Som sagt skal vi jo have en epidemilov, og derfor er folkeafstemningsredskabet nok også en dårlig model i den forbindelse. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren, og så går vi videre til Nye Borgerliges ordfører, og det er hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Vi i Nye Borgerlige er store fortalere for folkeafstemninger. Vi synes, at der skal langt flere folkeafstemninger til. Vi kigger med misundelse på et land som Schweiz, der bruger det her direkte demokrati på en, synes jeg, meget stærk og fornuftig måde. Derfor støtter vi absolut det her forslag. Vi synes, det er fornuftigt.

Epidemiloven har selvfølgelig været igennem nogle omgange, fra det første udkast fra regeringen, hvor der var tvangsvaccination, og til, at Folketinget besluttede sig for, at det skulle der ikke være. Og så kom der andre udkast, hvor det ikke var med. Så blev der vedtaget en epidemilov, og vi støtter også, at den bliver revideret, og at man kigger på den igen. For det er nødvendigt at gøre det.

Nu, efter den er trådt i kraft, synes jeg, at der er synliggjort nogle uhensigtsmæssigheder. Det kan så være, at man har en politisk uenighed om det, og at der kan være andre partier, der ikke synes, at der er en politisk uhensigtsmæssighed i det. Det anerkender jeg til fulde, altså den politiske forskel, der kan være.

Men ud fra mit synspunkt synes jeg, at der er nogle uhensigtsmæssigheder, f.eks. opbygningen. Også fra den her Epidemikommission, som jeg betragter som en forlænget arm af regeringen og det embedsværk, der ligger dér, hvor man havde kunnet ønske, at den var mere selvstændigt tænkende. I forhold til brugen af eksterne eksperter, havde jeg måske haft en forventning om, at de her eksperters arbejde blev mere dybdegående, og at det ikke bare lige var et hurtigt telefonopkald, og så finder man ud af det osv. Man har fornemmelsen af, at det er noget, der ligesom foregår proforma bare lige for at komme videre.

Så er der også en klar, klar uenighed om Epidemiudvalget, og hvad det skal bruges til. Det er jo en reel uenighed, som der er, og jeg synes da, det er fornuftigt, at vi adresserer det politisk. Måske bliver vi enige, måske bliver vi det ikke. Men derfor kan vi sagtens se, at der er en fornuft i, at vi reviderer det, og at der er en fornuft i, at der også kommer en vejledende folkeafstemning netop for at få en opbakning i befolkningen, for det her skal være andet end en coronalov, nemlig en epidemilov. Så på den måde er det her noget, der træder rigtig meget ind i folks privatsfære, både erhvervslivets rettigheder og borgernes grundlæggende borgerrettigheder.

Det er vigtigt, at man har befolkningen med på det her. Og der er dele af befolkningen, også store dele af befolkningen, som står undrende tilbage over for de ting, der sker. Jeg fik her for nylig en mail fra nogle meget, meget frustrerede frisører, som stadig væk er pålagt nogle restriktioner, og de kan så se en fejring af dansk mesterskab med Brøndby. Og al ære og respekt for Brøndbys mesterskab, og at fans har lyst til at fejre det. Der er ikke noget galt med det. Men de undrer sig over, at regeringen så fastholder nogle rigide restriktioner for dem, og at de kan opleve at få en bøde, faktisk en betragtelig bøde, hvis de ikke lige husker at få spurgt ind til et coronapas. Der er nogle ting i det her, som ikke hænger sammen, og jeg tror også, at man bredt – det håber jeg da – godt kan se, at der er nogle uhensigtsmæssigheder i den måde, det er på, om det så er den måde, loven er indrettet på, eller den måde, den bliver administreret på af regeringen. Det er jo det, som jeg tror vi også skal komme tættere på. Det kan jo godt være, at loven faktisk er tænkt på den rigtige måde, når man dykker ned i det, men den måde, som den bliver administreret på, giver nogle uhensigtsmæssigheder. Og så må Folketinget jo tage det på sig og sige, at så må vi strikke loven anderledes sammen, således at vi kommer ud af det og undgår, at det er fra regeringen, at de her uhensigtsmæssigheder kommer.

Så jeg synes, der er nogle vigtige debatter at tage, og vi kan sagtens støtte forslaget fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning, og det er fra hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det og tak for ordførertalen. Ordføreren nævner bl.a. sammensætningen af Epidemikommissionen og brugen af eksterne eksperter. Begge dele var jo noget, som jeg også tog op under tredjebehandlingen og før det under debatten om epidemiloven, for det er jo vigtigt, at vi har det faglige grundlag på plads, det er vigtigt, at der er åbenhed, det er vigtigt, der er transparens. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren mere konkret har gjort sig nogen tanker om, hvordan Epidemikommissionen så skulle sammensættes. Nu skal vi jo til efteråret debattere det her, og jeg har selv lavet en liste over ting, jeg gerne vil have op til diskussion, når vi skal revidere loven. Jeg kunne godt tænke mig at høre: Hvilke tanker har ordføreren gjort sig om Epidemikommissionen og brugen af eksterne eksperter? Hvad kunne vi gøre for at stramme op og gøre loven endnu bedre?

Ordføreren.

Altså, jeg anerkender til fulde, at der kan være elementer, hvor det skal gå rigtig, rigtig stærkt, og at vi derfor bliver nødt til at reagere hurtigt i Epidemiudvalget. Men jeg kunne godt tænke mig, at der kom en mere saglig, dybdegående forklaring fra de eksterne eksperter ind til Epidemiudvalget. For med den måde, det foregår på nu, får vi stort set bare besked om, at de bakker op, og så står der en lille tekst. Men hvad er den saglige baggrund for, at man bakker op om de her ting? Det kan være med til at validere de beslutninger, der bliver taget, og det synes jeg da ikke der er nu. Og så kunne jeg godt tænke mig at se, at der var en lidt større adskillelse i forhold til den her Epidemikommission. Jeg havde ønsket, at den havde en større selvstændig faglighed og saglighed, som den bragte ind. Så det er sådan to helt konkrete elementer, som jeg synes, man skal kigge på.

Hr. Stinus Lindgreen.

Tak for det. Ja, jeg plæderede jo også selv for at have eksterne eksperter siddende i Epidemikommissionen. Det var der ikke flertal for, og derfor har vi nu den her konstruktion med eksterne eksperter, de skal rådføre sig med. Ordføreren nævner også, hvordan Epidemiudvalget skal fungere, og at der kan være uenigheder der, og det er jo klart, at der kan være politisk uenighed om det. Men er ordføreren ikke enig i, at der skal være et flertal for eller i hvert fald ikke være et flertal imod? Derfor har regeringen jo også på forhånd forhandlet genåbning og forhandlet restriktioner, inden de bliver fremlagt i Epidemiudvalget, og derfor er det vel ikke overraskende, at der er et flertal for de restriktioner, der bliver forelagt i Epidemiudvalget.

Ordføreren.

Nej, det vil der ikke altid være. Vi har vi jo oplevet, at der ikke har været det; en enkelt gang har Epidemiudvalget talt imod. Og så har vi også oplevet, at der er partier, som har været med i nogle af de her genåbningsaftaler, og som alligevel ikke har stemt for og har stemt imod nogle af de ting, som er kommet. Så at det bare er sådan et carte blanche, fordi man har indgået en politisk aftale, i forhold til at der aldrig sker noget af dette, mener jeg ikke – jeg synes jo, der er eksempler på, at det ikke altid foreligger sådan.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen fra LA eller KD, så vi går videre til ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Tak, formand. Den britiske statsmand Winston Churchill er ophavsmand til en stribe kloge, morsomme, mindeværdige citater om bl.a. den demokratiske styreform. Et af dem, der rinder mig i hu, er: Det bedste argument imod demokrati er en kort samtale med den gennemsnitlige vælger. Et andet er: Demokrati er den værste styreform bortset fra alle andre. Det siger jo på en underfundig, ironisk måde meget om den styreform, der nu engang er vor, og som i hvert fald hidtil har vist sig at gå sejrrigt igennem både danmarks- og verdenshistorien.

Men demokrati kommer jo ikke af sig selv. Det er ikke noget, man kan implementere ved en lov og beslutte, at sådan skal det være. Det er der også mange eksempler på i verdenshistorien. Demokrati gror ud af nogle værdier og en tillid til hinanden. Bl.a. en tillid til, at et mindretal – hvad enten det er her i Folketinget eller i befolkningen – i vished om, at der på et tidspunkt kommer et nyt folketingsvalg, ikke vil blive frarøvet sin ret til at prøve at blive flertal af dem, som for tiden har flertallet. Det er for os fuldstændig selvfølgeligt, men det er det jo ikke, hvis vi ser rundtomkring i verden, hvor der ikke er det fundament af tillid og genkendelighed, som vi er beriget med i Danmark.

Jeg må indrømme, at for mit eget vedkommende – og, hører jeg og ved jeg, for mange kollegaers vedkommende – var det en skelsættende og til tider også foruroligende oplevelse at se, hvordan coronaepidemien påvirkede, slog hårde slag ind imod det fundament af tillid, som vores demokrati lever af, og det kræver et modsvar.

I dag behandler vi så i hvert fald et forslag til et modsvar, der kunne være, at vi i forhold den lov, som uberettiget eller ej, af mange er blevet set som en coronalov, spørger danskerne: Hvad mener I? Det er jo ikke sådan, at bliver det et nej ved sådan en vejledende folkeafstemning, så har man frarøvet Folketinget muligheden for at indføre en ny epidemilov – selvfølgelig ikke, det er ikke det, der er tanken. Det kunne jo også være, at man kunne overbevise et flertal af danskere om, at det, som et stort flertal her på Christiansborg har fundet sammen om, var en god idé.

Men selve det inkluderende, selve det at få debatten uden for Folketingets tykke mure, har altså en fantastisk konfliktafledende effekt. Og måske er det, fordi jeg er belastet af at have deltaget i efterhånden ufattelig mange EU-debatter og folkeafstemninger om EU og har oplevet det, og måske derfor også øjeblikkeligt tænker i folkeafstemningsinstrumentet, når jeg oplever, at der er nogle, der prøver at rokke ved tillidsfundamentet for vores demokrati. Men det er uomtvisteligt, at EU-debatten – som har splittet danskerne, splittet partier – alligevel ved at have folkeafstemninger, vejledende eller forpligtende, har skabt en forsoning, hvor man har accepteret resultatet, fordi det ikke, i gåseøjne, bare var Folketinget, det repræsentative demokrati, der traf en afgørelse, men fordi alle var med. Alle, der ville være med, kunne komme med, og det sker der altså noget særligt ved.

Når vi ser på den epidemilov, et stort flertal nu har vedtaget, så er det jo ikke sådan, at kritikken er forstummet. Det er heller ikke sådan, at kritikken kan kategoriseres som alene kommende fra folk med en sølvpapirshat på og uden benklæder, der sidder bag ved en skærm i en kælder. Jeg tror, det er det generelle billede, nogle prøver at tegne. Det er folk, der har forstand på sagerne. Det er professorer. Det er eksperter. Det er folk, der arbejder med epidemiologiske spørgsmål i det daglige.

Og det, at den kritik er der, gør selvfølgelig ikke, at vi på Christiansborg skal gå i panik eller nødvendigvis gøre, hvad de eksperter siger og anbefaler, men det er jo det, der danner grobunden for, at det, der kan være en lille fraktur i det smukke demokratiske monument, vokser sig stadig større og større og til sidst bliver en meget stor revne – måske så stor, at en del af monumentet falder fra. Og det er der, hvor vi som den lovgivende forsamling i Danmark har en forpligtelse til at være agtpågivende.

Jeg er helt åben over for alle de argumenter, som forslagets modstandere har leveret i dag. Det er saglige og fornuftige betragtninger. Vi synes stadig væk, selvfølgelig, at vores forslag er det rette, men jeg håber, at det, at vi har haft den her debat i dag, og at det så viser sig, at der er et overvældende flertal, der vil stemme nej, dog alligevel ikke gør, at vi så siger: Så var det det. For problemerne er der jo stadig væk. Mistilliden er der stadig væk, og det kan vi ikke leve med.

Når vi nu får revisionen til oktober eller om 5 år, løbende, så håber jeg derfor, at den her debat vil stå i frisk erindring, og at de utålelige, øredøvende larmeredskaber, der blev anvendt nede på Slotspladsen, vil stå i frisk erindring, og at de mange bekymringer, som folk, der ikke bare kan tilskrives at være umælende fjolser, men aktive, engagerede medborgere i vores samfund, bliver taget med ind i lokalet. Vi kan ikke leve med, at den revision, i gåseøjne, bare bliver en Christiansborgproces.

Vi er nødt til at sikre, at dem, der med rette er bekymrede, føler sig hørt og bliver hørt, for ellers er jeg bange for, at det ikke stopper med det. Som hr. Peder Hvelplund og andre nævnte, har vi jo i andre lande, Frankrig, USA osv., set reaktioner mod regeringens oftest helt nødvendige indgreb af en langt voldsommere karakter end det, vi jo så trods alt har oplevet i Danmark, men tingene vokser jo. Så hvis vi ikke forsøger at inddrage og lytte til dem, der er bekymrede her, ja, så går de jo ikke bare hjem – så grupperer de sig, så engagerer sig, og så vokser frustrationen.

Så hvis ikke vi skal ende der, hvor amerikanerne, franskmændene og andre er endt, ja, så er vi nødt til at tænke i forslag til, hvordan vi kommer den her kritik – om vi finder den berettiget eller uberettiget, fjollet eller saglig – i møde.

For det handler grundlæggende om at sikre det, som Churchill langt mere formfuldendt, end jeg nogen sinde kommer til, har formuleret, nemlig den værste styreform, bortset fra alle andre: demokratiet. Tak, formand.

Tak for det. Der er en enkelt, der har ønsket en kort bemærkning, og det er hr. Stinus Lindgreen.

Mange tak. Og tusind tak for talen. Jeg er bestemt ikke modstander af ordførerens forslag. Jeg synes, det er en utrolig væsentlig debat at tage. Den her lov er indgribende, og de folkelige protester, der har været, er vigtige at lytte til, og derfor deler jeg fuldstændig det synspunkt, at vi skal have dialogen, ikke bare herinde, men også med folket, i mangel af et bedre ord. Dem, der står på Slotspladsen, og interesseorganisationerne, alle dem, som ved noget om det her. Det er så vigtigt, at der er opbakning til en lov som den her. Jeg er fuldstændig enig i den del.

Jeg mener ikke, at en vejledende folkeafstemning er vejen frem, men hvis vi kan gøre noget for at fremme debatten, få input herind til os inden oktober, hvor vi skal revidere den, tror jeg, det er til gavn for alle. Så jeg vil godt høre ordføreren: Er det ikke en vej, man kunne gå? Det er jo ikke afstemningen – sådan som jeg hører ordføreren – der er det væsentlige. Det er debatten, der er det væsentlige, det er det, at vi får argumenterne frem, der er det væsentlige. Så kunne det ikke være noget, vi kunne finde sammen om?

Ordføreren.

Den udstrakte hånd vil jeg bestemt tage imod. Altså, det væsentlige er netop, som hr. Stinus Lindgreen siger, at folk ikke føler sig skubbet bort med deres bekymring, men taget alvorligt – om vi så gør det i form af en vejledende folkeafstemning eller finder andre redskaber. Når vi nu er ude i citaternes underfundige verden, tror jeg, det var Deng Xiaoping, der sagde, at det er ligegyldigt, hvilken farve katten har, så længe den kan fange mus.

Hr. Stinus Lindgreen.

Jeg er fuldstændig enig; det er jo dialogen, især når der er uenighed, der er det vigtigste. Dialog er altid vigtigt, men især, når der er uenighed; altså at lytte til modstanderen og høre, hvad argumenterne er. Det kan være, at de så ikke er værd at bruge herinde, men man skal i hvert fald lytte til dem og tage det alvorligt. Det er vel også det, ordføreren mener, altså at folk føler, at de bliver lyttet til, at de bliver taget alvorligt. Det kan være, at de tager fejl, men så skal de have at vide, hvorfor de tager fejl, ikke bare, at de tager fejl. Er det ikke det, der må være målet her, så vi kan sikre den opbakning? Vi er jo helt enige, kan jeg høre, om formålet med debatten herinde.

Ordføreren.

Jo, det er det. Og jeg tror, at hvis vi ikke har en løbende diskussion om, hvordan de, der – berettiget eller uberettiget – føler sig stigmatiseret eller uden for den jo traditionelt meget velfunderede og stærke danske demokratiske ånd, og hvis vi ikke har en tanke på, hvordan vi sikrer, at så mange som overhovedet muligt stadig er en del af den ånd, så kan det smuldre mellem hænderne på os. Det er der desværre skræmmende eksempler på, også i nyere europæisk historie og i verdenshistorien.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Epidemiudvalget. Og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Så skal jeg henlede opmærksomheden på, at forespørgsel nr. F 55 under dagsordenens punkt 38 tidligst kan starte kl. 15.00. Og på baggrund heraf skal jeg meddele, at mødet udsættes til kl. 15.00.

Mødet er udsat. (Kl. 13:54).