»Pling!«. Lyden på mobilen fanger din opmærksomhed, og du kan se, at der er kommet en ny besked i e-Boks. Det er jo ikke så usædvanligt, at du på den måde får informationer fra bl.a. det offentlige, men måske studser du alligevel lidt, for klokken er 20 en lørdag aften. Det kan også være, som en medarbejder fra SF's sekretariat her på Borgen oplevede: Kl. 22.00 juleaften sagde det pling, og der var en besked i e-Boks – og jeg kan allerede afsløre, at det ikke var fra julemanden.
Hvorfor i alverden sender en offentlig myndighed mails på det her tidspunkt? Rigtig mange mennesker tænker: Må jeg da lige være fri? Og det synes jeg faktisk, at vi skal have lov til, og det er derfor, at det her forslag begrænser udsending af mails til, at det, hvis ikke andet taler for det, skal foregå inden for en almindelig arbejdstid, og at det i øvrigt skal fremgå af emnefeltet, hvad den her henvendelse drejer sig om, så man hurtigt kan få vinget af med sig selv, om det er noget, der kræver, at man går dybere ind i det. På den måde får borgeren også tid til at kontakte afsenderen, som f.eks. kan være et jobcenter, inden der lukkes ned for weekenden.
Nogle mennesker reagerer med stress, angst og usikkerhed, når officielle mails tikker ind på skæve tidspunkter, og psykisk syge kan helt miste grebet. Beskeder i e-Boks skal sendes i så god tid, at især sårbare borgere har mulighed for at kontakte kommunen, jobcenteret eller den sædvanlige praktiserende læge. Søger du om førtidspension og har været igennem den kommunale vridemaskine i meget lang tid, kan der være et stort behov for hurtigt at snakke med sagsbehandleren om indholdet af en mail. En del sårbare mennesker med få ressourcer tør slet ikke åbne for e-Boks i sådan en situation, men stresses af bevidstheden om, at der ligger en ulæst mail.
Sådan et menneske er Jonas Schmidt. Han er psykisk syg. Jeg besøgte ham der, hvor han bor på Midtfyn, hvor han i øvrigt bor sammen med sin far, for han kan ikke bo alene. Han er ganske vist 30 år, men er dagligt udfordret af angst. Mails fra kommunen forpester Jonas' tilværelse, når han får dem i weekender eller på helligdage. Bare en indkaldelse til et møde slår ham fuldstændig ud. Han reagerer med angstanfald og panik og falder først ned, når han efter weekenden får kontakt med sin sagsbehandler eller den praktiserende læge.
Jeg spurgte ham, om han ikke bare kunne slå den der funktion fra, slukke for telefonen eller noget i den retning. Jonas forklarede, at med de psykiske udfordringer, han kæmpede med, havde han netop ikke overskud til den slags. Han sagde, at han ikke kunne lege struds, som mere ressourcefulde mennesker kunne. Jonas' far bekræftede, hvordan sønnen flere gange væltede fuldstændig, når der var beskeder i e-Boks fra kommunen, jobcenteret eller andre myndigheder.
Danmark er sandsynligvis verdens mest digitaliserede samfund, og overalt og hele tiden maser informationer sig ind på borgerne. Det er, som om tid og almindelig god opførsel er ophævet. De fleste af os kan sagtens håndtere det, bare fordi vi bliver forstyrret en lørdag aften, en søndag formiddag, juleaften eller på alle andre tidspunkter, hvor der tikker mails ind, men ingen har vel egentlig besluttet, at vores samfund skulle tage sådan en drejning; det skete jo bare.
SF vil gerne have en debat om den her udvikling og især om konsekvenserne for de syge og de sårbare. Der er sikkert formelle bureaukratiske begrundelser for, hvorfor det offentlige sender mails døgnet rundt alle ugens dage, og det er sandsynligvis også lidt billigere at sprede udsendelsen af mails, men det handler altså ikke om, hvad der er bedst for systemet, men hvad der er bedst for borgerne, som har ret til ikke konstant at stå til rådighed for myndighederne.
Det vigtige for SF er, at der sættes en proces i gang. Lad os få undersøgt, hvilke begrænsninger der er, og hvordan vi beskytter de sårbare borgere. Derfor vil jeg også sige tak til ministeren og tak til partierne for at gå konstruktivt ind i den her debat. Jeg fornemmer da tydeligt, at vi er enige om målet og konstateringen, som jo er banal, men som alligevel er så vigtig at minde hinanden om, nemlig at det er kommunerne og jobcentrene og sundhedsvæsenet, der er til for borgerne, og ikke omvendt.
Derfor vil jeg rigtig gerne lægge op til, at vi laver en beretning, så vi i det mindste kan få klargjort, om det er rigtigt, som de skriver i indstillingen fra Odense Kommune, at de har begrænsninger, tilmed lovgivningsmæssige, og hvis de der begrænsninger så er der, fornemmer jeg også en interesse i at finde ud af, om vi så kan slippe af med dem.
Så tak for behandlingen. SF lægger op til en samling om tingene, når vi får det behandlet i udvalget.