Det næste punkt på dagsordenen er:

32) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 194:

Forslag til folketingsbeslutning om genindførelse af blasfemiparagraffen.

Af Sikandar Siddique (UFG).

(Fremsættelse 04.03.2021).

Forhandlingen er åbnet, og først er det justitsministeren. Værsgo.

Tak for ordet. Ytringsfriheden er en grundsten og en kerneværdi i vores samfund. Et velfungerende demokrati forudsætter en levende demokratisk samtale. Der skal være plads til diskussion og debat og kritik, også når tonen bliver skarp. Det gælder også, når diskussionen handler om religion. Det er derfor regeringens grundholdning, at der kun skal indføres begrænsninger af ytringsfriheden, hvis det er absolut nødvendigt. Spørgsmålet er så, hvornår en begrænsning af ytringsfriheden er absolut nødvendig. Det er en svær afvejning af tungtvejende modsatrettede hensyn.

Socialdemokratiet stemte tilbage i 2017 imod en ophævelse af blasfemibestemmelsen. Det gjorde vi bl.a., fordi bestemmelsen ifølge Straffelovsrådet ikke forhindrer selv skarp religionskritik, og fordi vi har svært ved at se, hvordan f.eks. afbrænding af religiøse tekster bidrager til den demokratiske samtale. Så jeg vil sådan set gerne erklære mig enig med forslagsstilleren i, at det er tåbeligt at brænde religiøse tekster af, uanset om det er Koranen, Bibelen eller Toraen. Så principielt er jeg enig med forslagsstilleren i, at blasfemibestemmelsen ikke burde være blevet ophævet. Men der er jo også en realpolitisk virkelighed, og jeg kan konstatere, at der var og er et meget bredt flertal bag ophævelsen af blasfemiparagraffen. Det flertal har jeg tænkt mig at respektere, og regeringen finder på den baggrund ikke anledning til at støtte forslaget. Tak for ordet.

Tak til justitsministeren. Der er ingen korte bemærkninger... Jo, der er en, den kom måske, lige efter at ministeren var færdig. Værsgo, hr. Sikandar Siddique.

Tak til ministeren. Først og fremmest tusind tak for fra talerstolen at anerkende, at der er brug for en yderste stopklods, altså sådan en ydre stopklods, og for at være enig med os som forslagsstiller i det principielle.

Som ministeren også nævnte, har Mette Frederiksen som vores statsminister jo udtalt, at Straffelovrådets gennemgang viser, at blasfemibestemmelsen ikke er til hinder for kritik af religioner – sådan er det, og sådan skal det være i et frit samfund – men samtidig peger Straffelovrådet på, at hvis man afskaffer bestemmelsen, vil der kunne forekomme offentlig afbrænding af hellige bøger som Bibelen og Koranen, som Myndighederne ikke vil kunne gribe ind over for. Jeg har svært ved at se, hvordan vi får et stærkere samfund, eller hvordan det vil kunne berige den offentlige debat, hvis man gjorde det lovligt at brænde hellige bøger af.

Hvis ikke man vil støtte forslaget, spørger jeg bare justitsministeren: Hvordan sikrer vi, at folk ikke bliver udsat for psykisk terror, hvilket vi har set gennem nogle år? Hvordan skal vi så sætte ind for at beskytte de borgere, hvis man ikke vil støtte forslaget?

Ministeren, værsgo.

Jamen det er jo en noget bredere debat, der handler om mere end det, som beslutningsforslaget lægger op til. I sidste uge havde vi en omfattende debat af, hvordan vi f.eks. sikrer regulering på de sociale medier, som er et af de steder, hvor debatten i øjeblikket har en karakter, som man i hvert fald på visse stræk kan sætte spørgsmål ved hensigtsmæssigheden af. Vi har også set andre eksempler på debat, som man må sige næppe er fremmende for den demokratiske samtale. Så der synes jeg der skal flere elementer til.

Sikandar Siddique.

Det er jo, fordi lovgivningen helst gerne skulle følge med samfundets udvikling. Vi ser faktisk antisemitismens grimme ansigt poppe frem alle mulige steder, vi ser, islamofobien er stigende, ja, vi har været vidne til, hvordan vores muslimske minoriteter er udsat for det, og her i weekenden blev en hel familie overfuset – racistiske handlinger efter min mening. Så vi har naturligvis et ansvar, og vi har et ansvar som lovgivere for at beskytte vores minoriteter, og der håber jeg jo bare, hvis ikke man kan støtte forslaget her, som man jo støttede før, at ministeren vil komme med et svar og en handlingsplan for, hvordan man kan beskytte vores muslimske minoriteter.

Ministeren, værsgo.

Jamen spørgeren ved jo godt, at vi allerede i øjeblikket arbejder intensivt på regulering af hadforbrydelser og i øvrigt handlingsplan i forhold til antisemitisme.

Tak for det. Så kom der et par ekstra korte bemærkninger. Først er det hr. Jens Rohde fra Kristendemokraterne.

Før justitsministeren blev justitsminister, havde vi jo en valgkamp, hvor politiet brugte enorme ressourcer takket være Rasmus Paludan og hans optræden. Samtidig skabte det billeder rundtomkring i verden, hvor vi altså ikke er alene, men hvor der er mange religiøse følelser rundtomkring. Jeg synes ikke, det tjente Danmark til særlig stor ære. Kan ministeren ikke se, at det har en ganske alvorlig pris såvel anseelsesmæssigt som økonomisk, at man ophævede blasfemiparagraffen i sin tid, som ministerens parti jo selv stemte imod?

Ministeren, værsgo.

Jo, og det var jo også noget af det, der var fremme i debatten dengang.

Hr. Jens Rohde, værsgo.

Og det giver så ikke anledning til yderligere refleksion?

Ministeren.

Vi behandler et beslutningsforslag om, at vi i indeværende folketingsår skal fremsætte et lovforslag fra regeringens side, som indebærer, at blasfemiparagraffen bliver genindført, sådan som den var tidligere. Det er der ingen udsigt til et flertal for i Folketinget.

Så vil jeg gerne give ordet til hr. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at justitsministeren har den her hændervridende tilgang til spørgsmålet. Kan justitsministeren ikke bekræfte, at det aldrig nogen sinde i Danmark har været forbudt at afbrænde Karl Marx' »Das Kapital« eller Adam Smiths »The Wealth of Nations«? Og kan justitsministeren begrunde, hvorfor der skal være en særlig beskyttelse af religiøse overbevisninger, som ikke skal gælde for alle andre overbevisninger?

Ministeren.

Så er vi jo tilbage ved en diskussionen, som vi har haft nogle gange, og det, som jeg sagde i min tale, var jo også, at dengang Straffelovrådet gennemgik spørgsmålet om blasfemiparagraffen, konstaterede den jo bl.a., at den ikke forhindrede selv skarp religionskritik. Og igen og i forlængelse af det, hr. Jens Rohde sagde før, vil jeg sige: Jeg har svært ved at se, hvordan f.eks. afbrænding af religiøse tekster bidrager til den demokratiske samtale.

Værsgo, hr. Ole Birk Olesen.

Jeg synes heller ikke, det bidrager til noget som helst, men det er der masser af ting i samfundet der ikke gør, uden at vi har forbudt det. Og jeg synes bare, det er problematisk, hvis man, når vi f.eks. har en religion som islam, som i høj grad også er politisk, så skulle give den en særlig beskyttelse, som andre politiske overbevisninger ikke har, fordi den besmykker sig med titlen en religion. Altså, alle overbevisninger må da være lige for loven. Vi kan da ikke have en lov, der beskytter én overbevisning, fordi den begrunder sig i Vorherre i det høje, mens vi ikke har en lov, der beskytter andre overbevisninger, som har mere jordiske formål.

Ministeren, værsgo.

Men sådan som blasfemiparagraffen var lavet, var den jo også en beskyttelse af alle forskellige religioner.

Tak til justitsministeren, og så er der ikke flere korte bemærkninger. Så skal vi lige have sprittet af, inden vi begynder med ordførerrækken. Den første ordfører er Socialdemokratiets ordfører, og det er hr. Jeppe Bruus. Tak for det, og værsgo, hr. Jeppe Bruus.

Tak for det. Da man behandlede beslutningen om at ophæve blasfemiparagraffen i 2017, var det kun Socialdemokratiet, der stemte imod. Alternativet stemte for sammen med resten af partierne i Folketinget. Derfor ville det jo være sådan lidt selvmorderisk at gå og tro, at vi på den måde kunne lave om på den beslutning; flertallet består jo. Derfor accepterer vi, at der er et flertal for det, og så kan vi jo ikke støtte det beslutningsforslag, der ligger her, og eftersom jeg antager, at resten af partierne herinde ikke har ændret holdning, men at hr. Sikandar Siddique formentlig har ændret holdning, efter han ikke er i Alternativet længere, er der jo ikke en jordisk chance for, at der kommer et flertal for det her beslutningsforslag.

Hvor meget betyder det så med blasfemiparagraffen? Det kan man jo så kigge på, og i et historisk perspektiv har det ikke været sådan overvældende. Sagen er jo også, at én ting er paragraffen og diskussionerne omkring det, der var i den hedengangne paragraf eller bestemmelse, noget andet er, hvad vi egentlig tror vi ændrer, og det er det, som jeg egentlig også forstår beslutningsforslaget handler om. Altså, vi lever jo i en tid, hvor der bliver brændt koraner af til demonstrationer, og hvor religionskritik fylder rigtig meget og skaber mange følelser.

Tilbage i 2006 havde jeg som formand for Dansk Ungdoms Fællesråd den, jeg ved ikke, om det var en tvivlsom fornøjelse, men i hvert fald lærerige oplevelse at være formand for den del af den danske ungdom, der er organiseret uden for idrætten, da man havde Muhammedtegningerne, og rejste rundt i Mellemøsten, i golfen, og lavede arrangementer i Danmark med fokus på at forstå, hvad det egentlig var, der var i gang, og hvorfor vi ikke på vegne af en dansk avis kunne undskylde eller i virkeligheden indtage det synspunkt, at en dansk avis ikke måtte vise de her tegninger. Og mens det hele stod og buldrede og bragede, var det faktisk en platform for at have en ret spændende dialog, også med nogle af de ungdomsorganisationer i Mellemøsten, som var på barrikaderne, men som, når man satte sig ned og snakkede sammen, faktisk, synes jeg, formåede at flytte sig. Den type aktiviteter er jo helt central i et demokrati, altså at man faktisk evner at tale sammen, også uden at det hele buldrer og brager, og på den måde skabe forståelse, dannelse og uddannelse og dermed også en forståelse for, at vi jo lever i et demokrati, hvor vi faktisk værner om retten til, at man kan gå meget langt i den måde, man ytrer sig på.

Det, som Straffelovrådet sagde tilbage i 2015 var jo, at den daværende bestemmelse ikke forhindrede, at man gik meget langt i fornærmelser og ytringer, og jeg synes jo, at det er det, der er det spændende at diskutere med hinanden: Hvordan opnår vi, at vi ikke lader nogle få personers meget bevidste forsøg på at provokere og stigmatisere og alt muligt andet overskygge det, der for mig er det helt centrale i et demokrati, nemlig det, at man kan have en samtale med hinanden og blive klogere på hinanden og også blive klogere på, hvad det er for nogle værdier, der skal være gældende? Det synes jeg der er et kæmpe arbejde med, og specielt i den tid, vi lever i, er der et meget stort arbejde i at være tydelig omkring, hvad det er for nogle værdier, der er danske, hvorfor det egentlig er, vi holder dem højt, og hvorfor det egentlig er, vi mener, at der er nogle værdier, der er bedre end andre. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at vi kan have den, uden at vi giver alt for meget opmærksomhed til nogle af dem, der for alvor forsøger at deltage i den debat med, mener jeg, helt absurde virkemidler.

Så på den måde er det jo en relevant samtale at have med hinanden, men vi kan ikke støtte beslutningsforslaget, som det ligger, også bare ud fra det helt pragmatiske synspunkt, at det ville vi formentlig stå ret alene med.

Tak til hr. Jeppe Bruus for ordførertalen. Der er et par korte bemærkninger, og først vil jeg gerne give ordet til hr. Sikandar Siddique.

Tak til min kollega, som holder en tale om alt muligt, men som jeg ikke rigtig synes kommer ind til kernen af spørgsmålet. For det første vil jeg lige sige, at min holdning altid har været, at jeg går ind for en blasfemiparagraf, det var den dengang, og det er den også i dag. Men det lader til, at Socialdemokratiet har ændret holdning.

Derudover nævner ordføreren Straffelovrådet, men nævner ikke, at Straffelovrådet siger, at det her er den yderste stopklods, at man med blasfemiparagraffen kunne stoppe Koranafbrændinger, Bibelafbrændinger, Torahafbrændinger. Og ordføreren snakker jo rigtig meget om dialog og en god tone og samtale, og så bliver jeg bare nødt til at spørge: I hvilken verden? Hvordan i alverden ser ordføreren det freakshow, som vi har været vidne til de sidste 2 år, den psykiske terrorisering af vores børn rundtom i Danmark, som vi har været vidne til, som en sund og fornuftig samtale? Vi ved, at blasfemiparagraffen på ingen måder vil forhindre en kritik af religion osv., men det er den yderste stopklods i forhold til at stoppe de værste tilfælde af psykisk terrorisering af vores mennesker. Så det er jo det, det handler om.

Tak. Jeg vil bare gerne lige understrege, at når formanden her har ordet, så skal ordføreren lige vente af hensyn både til tilhørere og til andre, som gerne vil have hele introduktionen. Så det er hermed viderebragt til hr. Sikandar Siddique.

Nu er det ordføreren for Socialdemokratiet. Værsgo, hr. Jeppe Bruus.

Jeg beklager, men jeg synes, det er en lille smule mærkeligt. I 2017 var Socialdemokratiet det eneste parti, der stemte imod at ophæve blasfemiparagraffen, Alternativet stemte for. Vi har ikke ændret holdning, vi er bare helt pragmatiske og realistiske om, at det flertal jo består. Jeg er med på, at hr. Sikandar Siddique ikke længere repræsenterer Alternativet og derfor kan fremsætte et beslutningsforslag, men det er jo ikke, fordi vi har ændret holdning.

Sikandar Siddique, værsgo.

Det er en stråmand, min kollega laver. Jeg var ikke medlem af Alternativet i 2017, jeg var i hvert fald slet ikke medlem af folketingsgruppen, så jeg har ikke noget som helst at gøre med den beslutning.

Når det så er sagt, vil jeg bare sige, at det da er en ny fremgangsmåde, Socialdemokratiet har, altså at man, fordi der er et flertal for noget andet, så stemmer som det flertal. Gælder det så også al den anden politik, som Socialdemokratiet står for? Jeg vil her afslutningsvis så bare lige spørge: Hvad vil Socialdemokratiet gøre for at stoppe den psykiske terrorisering af små børn, der har fået stress og et traume, og som kommer hjem til forældrene og siger: Bliver vi smidt ud af landet? Hvad vil Socialdemokratiet så gøre, hvis ikke man vil indføre blasfemiparagraffen?

Tak. Jeppe Bruus, værsgo.

Nu tror jeg, det er hr. Sikandar Siddique, der breder diskussionen væsentligt ud over blasfemiparagraffen. Jeg synes, vi alle sammen har et ansvar for, hvordan vi deltager i den her debat. Men helt ærligt, vi har jo ikke ændret holdning, det har både jeg tilkendegivet, og justitsministeren har tilkendegivet det, og vi er jo bare realistiske, altså at det kæmpe flertal består.

Tak for det. Så vil jeg gerne give ordet til hr. Jens Rohde fra Kristendemokraterne. Værsgo.

Tak. Nu citerer jeg fra et digt af Peter Poulsen, blot til formandens orientering: For at værne om min ytringsfrihed råber jeg røvhul efter naboen.

Se, dette meget sigende digt havde jo i 2017 til formål at fortælle, at man, når man f.eks. vælger at gå til blasfemiske tiltag, så blokerer fuldstændig for enhver samtale. Så når ordføreren står og agiterer for, at vi skal have en ordentlig samtale med hinanden, og der var, som ordføreren rigtigt nævner, Muhammedkrisen, og det husker jeg om nogen, eftersom jeg dengang var Venstres politiske ordfører, må jeg sige, at der var intet, der forhindrede Jyllands-Posten i at trykke de tegninger. Man kan godt udøve religionskritik uden at være blasfemisk, det er slet ikke det, men hvis vi ønsker en ordentlig samtale med hinanden, er vi også nødt til at sætte nogle grænser, og dem formåede vi i hvert fald ikke at sætte over for en mand som f.eks. Rasmus Paludan under valgkampen.

Værsgo, hr. Jeppe Bruus.

Det er jeg i og for sig enig i, og jeg tror, at jo mere opmærksomhed, vi giver til sådan nogle typer som Paludan, jo mindre beriger det vores samtale. Jeg tror ikke på, at man når en større forståelse ved at diskutere med hinanden om, hvordan man forbyder eller på en eller anden måde forhindrer Rasmus Paludan i hans virke. Der vil altid være de mennesker, der bruger den slags med det ene øjemed at provokere, og jeg tror bare, det er vigtigt, at man tager afstand fra det. Om man så forbyder det eller ej, kan vi selvfølgelig godt bruge lang tid på at diskutere, men jeg tror ikke, det forhindrer de der mennesker i at komme til orde, og jeg tror ikke, det giver dem mere eller mindre opmærksomhed, måske endda mere.

Så er det hr. Jens Rohde, værsgo.

Men med forlov, det anser jeg for at være en meget naiv forestilling og jo ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Hvem fik opmærksomheden i tiden op til valgkampen og under valgkampen? Og hvad skulle politiet ikke bruge af ressourcer på at beskytte en mand, som aldrig nogen sinde havde haft en chance for at gøre de ting, han gjorde, hvis vi havde haft en blasfemiparagraf? Kan ordføreren ikke se det?

Ordføreren.

Jo, jo, og det var også derfor, at vi som det eneste parti i Folketinget stemte imod at ophæve den tilbage i 2017. Det er jo derfor, jeg synes, det er lidt sjovt, at det er os, der her står for skud, når vi som det eneste parti stemte imod at ophæve den paragraf, og jeg har da sagt, at vi ikke har ændret holdning. Vi kan bare kigge ud i Folketinget og så se, at der ikke er et flertal, og vi står stadig væk helt alene, dog sammen med hr. Sikandar Siddique og måske også sammen med hr. Jens Rohde, og det er jo sådan, det er.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi skal have sprittet af, og så siger vi velkommen til Venstres ordfører, og det er hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Tak for det. Blasfemiparagraffen blev jo afskaffet i kølvandet på massakren i Frankrig, hvor 12 medarbejdere på det venstreorienterede satiriske magasin Charlie Hebdo blev skudt og dræbt af fanatiske terrorister, der følte sig krænket over, at magasinet havde bragt satiretegninger af profeten Muhammed, ligesom de jo i øvrigt i årtier har bragt satiretegninger af paven, Jesus, Gud, Jomfru Maria, Buddha, katolske præster, ortodokse jøder, og hvad man nu ellers kan komme i tanker om inden og uden for de store verdensreligioner.

Skulle vi så genindføre en forældet lovgivning i Danmark, der anerkender, at religiøse følelser har et helt særligt krav på beskyttelse mod fornærmelser, og dermed indirekte være med til at legitimere voldsmændenes krænkede følelser? Nej. Personligt kan jeg da godt undre mig over eksempelvis en provokatør som Rasmus Paludan og hans vel nærmest sygelige behov for at såre andre og deres religion, men det bedste, man kan gøre mod typer som ham, er at ignorere dem, at lade som ingenting. Tænk nu, hvis han var blevet besvaret med et »nå«, at folk var gået forbi og havde rystet lidt på hovedet, så havde han jo slet ikke været det fænomen, som han blev. Kun fordi folk bed på provokationen, fik han en vis succes med sit forehavende.

Det Ny Teater viste en musical, der hedder »The Book of Mormon«, og den er ret sjov og dybt blasfemisk, og da vi kom ud fra teateret efter premieren, stod der nogle og delte den ægte vare ud, altså Mormons bog, og det var simpelt hen mormonerne selv, der ved den lejlighed viste overskud og benyttede sig af den opmærksomhed, der pludselig var kommet om deres religion. Jeg tror godt, man kan regne ud, hvad der var sket, hvis Det Ny Teater i stedet for havde vist en musical om profeten Muhammed. Jeg tror ikke, at man havde nøjedes med at stå og dele gratis eksemplarer af Koranen ud bagefter, men det er den rigtige måde at angribe den slags på.

Det nytter ikke at forhandle med terrorister, det nytter ikke at give efter for deres krav, fordi barren bare konstant bliver sat ned og bliver sat ned, og selv om vi herinde sikkert godt kan blive enige om, at Rasmus Paludans afbrændinger af Koranen er primitive provokationer, og at vi nok ikke vil lide noget stort tab ved at være dem foruden, så bliver det næste skridt jo bare at diskutere: Hvad må man så? Der er danske lærere, der lever med politibeskyttelse og hemmelig adresse, blot fordi de har vist Muhammedtegningerne i undervisningen. I Frankrig fik læreren Samuel Paty for nylig skåret halsen over for at have gjort det samme.

En afskaffelse af blasfemiparagraffen ville således være et knæfald for voldsmænd og terrorister. Jeg kan sådan set godt forstå, at man kan finde det unødvendigt og krænkende at se sin religion blive latterliggjort, men det er et vilkår i et frit samfund, og mit bedste råd vil være, at man enten tager til genmæle med ord, eller at man finder pytknappen frem. Og hvis man tror på en almægtig Gud, som jeg personligt gør, så må man også tro på, at der nok skal lidt mere til at slå ham ud af kurs end et par vittighedstegninger.

Tak for ordførertalen. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Sikandar Siddique (UFG). Værsgo.

Jeg var selvfølgelig forberedt på, at debatten ville tage en populistisk drejning, men at det ville være min gode kollega hr. Jan E. Jørgensen, der ville sørge for det, overrasker mig alligevel. Hr. Jan E. Jørgensen ved jo udmærket godt, at Muhammedtegningerne ikke kunne forhindres af en blasfemiparagraf – det vurderede Rigsadvokaten allerede i 2006. Straffelovrådet har også konkluderet i deres rapport, at hovedkonklusionerne var, at der alligevel ville være højt til loftet i forhold til religionskritik, og det skal der selvfølgelig være. Så at kæde de to ting sammen synes jeg er usagligt.

Vi har brugt over 100 mio. kr. på en mand, som f.eks. i Frankrig er på en liste over trusler mod landets sikkerhed, og som har indrejseforbud i forskellige lande. I Danmark bliver han beskyttet som en præsident ...

Jeg vil gerne bede hr. Sikandar Siddique om at overholde taletiden. Værsgo til ordføreren. (Sikandar Siddique (UFG): Jeg nåede ikke at stille spørgsmålet). Nej, men jeg vil igen bede om, at man overholder taletiden, og at jeg ikke hver eneste gang må rejse mig og bede om, at man slutter sin tale.

Værsgo til ordføreren.

Tak for det. Jeg bryder mig ikke om at blive beskyldt for populisme, men det må hr. Sikandar Siddique jo altså selv om. Men der var jo flere, der anmeldte tegningerne til politiet, fordi de var af den opfattelse, at det var blasfemi. Og netop fordi anklagemyndigheden sagde, at det ikke var omfattet af blasfemibestemmelsen, blev jeg sådan set endnu mere overbevist om, at det var endnu en grund til at afskaffe den, for så giver den jo en eller anden falsk beskyttelse. Så kan man stå og sige som krænket, i dette tilfælde muslim: Der er ingen beskyttelse i lovgivningen. Danmark har en blasfemibestemmelse, men den kan ikke engang bruges til at gribe ind over for de her dybt krænkende og stødende tegninger. Og så risikerer man jo i virkeligheden bare at gøre ondt værre i stedet for at sige: Ja, det må man godt i Danmark.

Hvorfor er det nødvendigt at bruge så mange penge på politibeskyttelse af hr. Rasmus Paludan? Det synes jeg måske hr. Sikandar Siddique glemmer at sige. Det er jo, fordi der er nogen, der ikke kan lade hr. Rasmus Paludan være i fred.

Værsgo.

Antisemitismen er stigende, islamofobien er stigende. Jeg har haft børn på besøg herinde med deres forældre, som siger, at deres børn går til psykolog, fordi de er traumatiseret af, at Rasmus Paludan møder op ude foran deres skole og siger alle mulige skældsord, som jeg ikke kan sige her.

Blasfemiparagraffen tillader religionskritik, tillader tegninger og alt muligt andet. Det er bare den yderste stopklods. Hvis vi havde haft blasfemiparagraffen, kunne man have sat ind over for Paludan.

Ordføreren.

Altså, jeg synes, der bliver rodet rundt i begreberne. Jeg er fuldstændig enig i, at der er antisemitisme i Danmark. Jeg er enig i, at der er racisme i Danmark, og det synes jeg er dybt ubehageligt, men det er ikke det, vi drøfter i dag. I dag drøfter vi blasfemi.

Så vil jeg gerne give ordet til hr. Jens Rohde fra Kristendemokraterne. Værsgo.

Jeg er faktisk lidt paf, vil jeg sige til hr. Jan E. Jørgensen, fordi jeg synes, at det er under ordførerens værdighed at lave den kobling og den åbenlyse stråmand mellem knæfald for terrorisme og støtte til genindførelse af blasfemiparagraffen. Det er historieløst – også i forhold til ordførerens eget parti, vil jeg godt sige.

Man har i mange år i Venstre haft diskussioner om blasfemiparagraffen, og der var nogle meget klare delinger i gruppen. Men det var fuldstændig utænkeligt dengang, hvor hr. Christian Mejdahl og fru Birthe Rønn Hornbech sad i gruppen, at Venstre kunne stemme for en ophævelse af blasfemiparagraffen. De diskussioner har været der igennem alle årene, og det har intet med terrorisme at gøre.

Derfor synes jeg jo, at hr. Jan E. Jørgensen må finde nogle bedre argumenter frem end at bruge knæfald for terrorisme, fordi man rent faktisk har en respekt for nogle religiøse følelser.

Ordføreren, værsgo.

Nu var jeg jo så i modsætning til hr. Jens Rohde medlem af Venstre, da vi besluttede os for at afskaffe blasfemibestemmelsen, og det var i meget høj grad det, vi havde set i Frankrig, der var det afgørende for, at vi valgte den indstilling, som vi gjorde – i øvrigt efter at Straffelovrådet havde lavet en ret grundig og gennemgribende gennemgang af bestemmelsen.

Det, jeg siger, er, at hvis ikke den sammenhæng skulle være til stede nu på et tidspunkt, hvor der er folk, der lever under politibeskyttelse, fordi andre mener, at de har opført sig blasfemisk, så hører alting da op. Altså, der er mennesker, der bliver så vrede over at se deres tro, deres profet, deres gud blive krænket, at de truer med – og i nogle tilfælde gør alvor af det – at skære halsen over på andre.

Det er da ikke noget, vi bare kan ignorere, når vi står og drøfter blasfemi. Det kan godt være, det er ubehageligt for hr. Jens Rohde, men det er jo virkeligheden. Det ville være at give køb på vores synspunkter om ytringsfrihed, hvis vi, om jeg så må sige, gav efter for dem, der mener, at vi igen skulle kriminalisere blasfemi.

Jens Rohde, værsgo.

Men der er stadig væk en logisk brist. Og det viser jo bare, at man reagerer på følelser. Fordi der er et angreb i Frankrig, skal vi rigtig vise, at nu gør vi sådan, så man kan blive endnu mere harsk i sin kritik.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at blasfemiparagraffen aldrig nogen sinde havde til hensigt at beskytte muslimer specifikt eller noget som helst i den henseende. Det er faktisk også religiøse følelser hos danske kristne. Det havde den som formål; og derfor er det fuldstændig absurd bare at gøre blasfemiparagraffen til en diskussion om terrorisme. Det er fuldstændig langt ude, vil jeg sige til hr. Jan E. Jørgensen.

Ordføreren, værsgo.

Jamen tak for oplysningen. Det var jeg så godt klar over. Sidst, der blev rejst tiltale efter blasfemibestemmelsen, var, da Trille havde sunget en sang om Guds øje i det høje tilbage i 1970. Og forrige gang var i forbindelse med et maskebal i en lokalafdeling af en fagforening, hvor nogle havde opført en barnedåb og havde iført sig præstekjole og havde døbt en lille dukke. Det blev de dengang dømt for.

Der er sket meget siden dengang – heldigvis for det.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så skal vi lige have sprittet af.

Herefter er det DF's ordførers tur, og det er hr. Morten Messerschmidt.

Tak, formand. Det har været interessant hidtil at følge debatten, for det er en lille smule uklart, hvad det egentlig er, man gerne vil opnå med det her forslag. Vi har hørt, at det handler om at forhindre voldelige overgreb på eller ubehageligheder over for minoritetsgrupper – det være sig jøder eller muslimer eller andre – og at man mener, at en kriminalisering af det, der så ville kaldes for blasfemi, skulle forhindre det.

I den forbindelse er det jo så relevant at se på de lande i Europa, der fortsat har en kriminalisering af blasfemi. Som jeg har forstået det, gælder det helt eller delvis lande som Østrig, Italien, Tyskland og Spanien. Det, man så selvfølgelig må spørge sig selv om, hvis man mener, at en gennemførelse af det her forslag vil føre til færre af de overgreb, altså de tilfælde, som man nævner, er, om der så i de lande, hvor man har en kriminalisering af blasfemi, også er tale om færre overgreb på minoriteter. Der må man konstatere, at det ikke er tilfældet.

Ulykkeligvis er det sådan, at man både i Østrig og i Tyskland og for så vidt også i Italien og Spanien ikke kan se nogen markant lavere tendens til overfald på minoriteter end i de lande, hvor man har et frit ord så at sige. Dermed falder hele præmissen for det her forslag jo bort, altså evidensen mangler ganske enkelt. Man vil indskrænke ytringsfriheden for at nå et mål, der ikke synes at være nogen empiri for at nå.

Da vi havde blasfemibestemmelsen indtil 2017 i Danmark, blev den jo anvendt ganske, ganske sjældent. Jeg tror, at man skal helt tilbage til 30'erne og 40'erne for at finde sager, hvor der rent faktisk er sket domfældelse. Og jeg tror, man må sige, at den meget excessive fortolkning af blasfemibestemmelsen, som bl.a. forslagsstillerne ligger til grund eller i hvert fald giver udtryk for her, ikke fuldstændig afspejler den retspraksis, der var gældende frem til den seneste afskaffelse. Derfor tror jeg lidt, at det her er et paradeforslag, hvor man ikke rigtig har tænkt over, hvad det egentlig er, man gerne vil, men formodentlig forsøger at tækkes nogle grupper i samfundet, som sidder med en – det være sig berettiget eller uberettiget – følelse af at blive dårligt behandlet.

Det er jo sådan i et, jeg vil tillade mig næsten at sige kristent samfund, at der i vidt omfang må være en tolerance over for adfærd, så længe den ikke er decideret kriminel, altså i den forstand, at Jesus jo i hele sit virke var ufattelig provokerende. Det syntes jøderne i hvert fald, hvis man læser Det Nye Testamente. Man kan sige, at Jesus jo nærmest var en agent provocateur. Hvis man kom hen og slog ham på den ene kind, sagde han ovenikøbet, at man skulle slå på den anden også. Altså, det må være meget, meget provokerende at opleve. Og derfor vil det være, synes jeg, i en dansk kristen sammenhæng underligt at genindføre en blasfemibestemmelse, især hvis man lægger til grund, at den skal have en så fyldestgørende betydning, som jeg kan forstå at forslagsstillerne lægger op til.

Man skal så se tingene i en moderne sammenhæng. Altså, det, der var den direkte anledning til at afskaffe den gamle § 140, var jo selvfølgelig ikke diskussionen om Det Ny Testamente, eller som jeg hørte en af ordførerne sige: afbrænding af Toraen. Jeg har ikke nogen erindring om, at noget sådant har fundet sted i Danmark, og det håber jeg da sandelig heller ikke.

Men, selvfølgelig, om den aktualiserede debat om islam i kraft af Theo van Goghs film om fru Hirsi Ali, »Submission« – undertrykkelse – og så den danske debat i relation til Muhammedtegningerne må man sige, at vi jo befinder os i en konflikt mellem to livssyn, som jo er det overordnede anliggende, når vi taler om blasfemi og ytringsfrihed, hvor der nemlig er et islamisk livssyn, der jo grundlæggende hviler på, at blasfemi er en grov krænkelse, og at den krænkelse skal hævdes i loven. Islam har jo ikke om adskillelse mellem det religiøse og det politiske og søger derfor med verdslige love at nå himmelske mål. Det er et ukendt fænomen for en kristen tankegang, hvor vi søger at adskille de to ting. Og alene derfor, men også fordi jeg nu kan se, at min taletid er brugt, vil vi indstille det her forslag til forkastelse. Tak, formand.

Tak for det. Det var ministeren, der nævnte afbrænding af Toraen, og ikke en ordfører, men det er helt okay.

Der er en kort bemærkning, og den er fra hr. Jens Rohde fra Kristendemokraterne. Værsgo.

Jeg synes jo, det er meget interessante synspunkter, som hr. Morten Messerschmidt giver udtryk for, al den stund at jeg tror, mange af de åndeligt beslægtede, de politisk beslægtede mennesker til hr. Morten Messerschmidt, der jo også gør sig udi gerne at ville fremme kristendommen og gøre noget for den også og dens beskyttelse, forbinder ophævelse af blasfemiparagraffen med sådan en kulturliberal tendens, som jeg i hvert fald altid har hørt hr. Morten Messerschmidt tordne imod. Det kan man finde adskillige synspunkter og læserbreve om, ikke mindst i Kristeligt Dagblad. Hvad er hr. Morten Messerschmidts svar til disse mennesker?

Værsgo.

Det er, at vi jo er nødt til at se det her i en moderne sammenhæng, og med den, jeg tror 500-årige historie, vi har for blasfemibestemmelsen – der kan justitsministeren måske korrigere mig, men jeg mindes, at den indføres i 1688 med Danske Lov for første gang, og så føres den videre med Ørsteds ændring af straffeloven – må man jo se tingene i en moderne sammenhæng. Og der er det klart, at i den konflikt, vi befinder os i, mellem islam og Vesten, er det enormt væsentligt, at vi er på ytringsfrihedens side, og de hensyn, der i nogle kristne kredse, som hr. Jens Rohde nævner, måtte tale for en beskyttelse, synes jeg blegner ved siden af den konflikt, vi ellers befinder os i.

Spørgeren.

Hvis vi nu tager den kulturliberalisme, som hr. Morten Messerschmidt altid tordner imod, og som jo også indbefatter, at uddannelse er troen, og at tro simpelt hen er noget, man skal pakke væk, for det er noget fuldstændig privat, så hænger det jo i hvert fald ikke sammen, hvis det er det udtryk, som hr. Morten Messerschmidt ønsker at give udtryk for her. Så hænger det ikke på nogen måde sammen.

Værsgo.

Jo, det hænger udmærket sammen. Jeg ønsker jo ikke, og slet ikke her fra Folketingets talerstol, at ægge folk til at tro noget bestemt, i hvert fald ikke i religiøs forstand. Så de ting betragter jeg som fuldstændig adskilte. Jeg tror, de fleste kristne godt kan leve med, at der sendes »Life of Brian«, og at nogle kunstnere laver obskøne fremstillinger af Kristus. Jeg har aldrig oplevet den fintfølenhed, som man finder i nogle muslimske kredse, fordi der er nogle, der laver et billede af Muhammed.

Den næste korte bemærkning er til hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak til formanden. Straffelovrådet vurderede i 2015, at selv om man har en blasfemiparagraf, kan man kritisere religioner alt det, man vil. Og vi ved jo også, at i forhold til Muhammedtegningerne vurderede Rigsadvokaten det og sagde, at blasfemiparagraffen eller racismeparagraffen sådan set ikke kan forhindre de tegninger. Så hvad er der så tilbage? Tilbage er der toraafbrændinger, bibelafbrændinger. Så for at jeg ikke misforstår ordføreren, vil jeg bare lige spørge helt konkret: Er det ordførerens holdning, at det skal være i orden at brænde Bibelen af, og at det skal være i orden at brænde Toraen af, og at det skal være i orden at brænde Koranen af, og mener ordføreren, at det fører til en sober samtale og en demokratisk samtale? Altså, mener ordføreren virkelig, at vores debatniveau i et oplyst samfund skal være så primitivt?

Værsgo til ordføreren.

Jamen det er jo to meget forskellige spørgsmål i ét. Det første spørgsmål skal åbenlyst besvares med ja – selvfølgelig skal det være lovligt at afbrænde hellige skrifter. Jeg synes, det må være helt åbenlyst, al den stund at hensynet til, at man har lov til at sige noget dumt, er meget væsentligere, end at andre skal afgøre, hvad det er, der er klogt, og hvad det er, der er dumt. Fører det så til en god demokratisk samtale? Der må jeg sige med lige så stor klarhed, at det gør det næppe. Altså, jeg kender ikke nogen – det tror jeg ikke der er så mange herinde der gør – ud over den efterhånden meget omtalte hr. Paludan, som excellerer i at gå rundt og brænde koraner af, og det gør han jo kun, fordi der er nogen, der gider at skrive om det.

Værsgo til spørgeren.

Jamen så kommer vi jo frem til sagens kerne her, for blasfemiparagraffen forhindrer ikke religionskritik, den forhindrer ikke, at vi er kritiske over for religioner og laver tegninger osv. osv. Det er den yderste stopklods, hvor vi kan forhindre samfundet i at bruge 100 mio. kr. på et freakshow, hvor vores religiøse mindretal bliver psykisk terroriseret, hvor vores debatniveau bliver så primitivt, som det gør. Det er den yderste stopklods. Ordføreren kan jo stadig kritisere religioner og gøre alt, hvad han vil, selv om der er en blasfemiparagraf.

Ordføreren.

Men det er jo her, hvor der ikke er nogen kausalitet imellem det, som hr. Sikandar Siddique siger, og det forslag, han har fremsat – af to årsager. For det første: Der ville jo ikke været noget til hinder for, at en eller anden person afbrændte Koranen, blev straffet med nogle dagbøder efter en ny blasfemibestemmelse og derefter stadig ville være politiker og skulle have den beskyttelse, som hr. Sikandar Siddique har beregnet til 100 mio. kr. Det ville der jo ikke være noget til hinder for. Det straffer en handling, men det forhindrer jo ikke en handling – det er der jo trods alt mange eksempler på. For det andet: Hr. Sikandar Siddique mangler stadig væk at føre bevis for, at der i de europæiske lande, hvor man stadig væk har kriminaliseret det og har blasfemibestemmelsen, skulle være færre af de her tilfælde, end der er i de lande, hvor det er lovligt at være blasfemiker. Jeg har ikke hørt beviset endnu.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste taler er fru Karina Lorentzen Dehnhardt, der bedes komme herop. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne starte med at takke hr. Sikandar Siddique fra Frie Grønne for at fremsætte forslaget. Det er da helt klart en vigtig debat, som ligger til grund for det her forslag, og som jeg også synes er vigtig at tage.

Jeg skal være helt klar fra starten og sige, at vi jo i SF stemte for at afskaffe blasfemiparagraffen. Det er i øvrigt noget, som vi har taget stilling til for mange, mange år siden og ikke alene dengang, vi stemte for afskaffelsen. Men det betyder så også, at vi ikke kommer til at stemme for en genindførelse. Dengang lagde vi vægt på, at det indskrænkede ytringsfriheden, og at det også kunne sende et signal til udemokratiske lande, som kriminaliserer blasfemi. Og det mener vi sådan set stadig væk. Vi skal ikke have love, som potentielt kan sætte kritik af religioner og religiøse autoriteter ud af spil.

Men jeg kan godt forstå den intention, der ligger bag det fremsatte forslag, og det virker, som om beslutningsforslaget i høj grad er motiveret af, hvad afskaffelsen betød i forhold til koranafbrændinger. Da paragraffen blev afskaffet, førte det til en aflysning af en igangværende sag i Nordjylland, hvor en mand havde brændt en koran af i sin have. Og der var nok ikke mange af os, der kunne forudse den bølge af koranafbrændinger op imod valget i 2019, bl.a. på Nørrebro, som fik en hel del medieopmærksomhed. Og tillad mig at understrege, at jeg under ingen omstændigheder støtter koranafbrændinger, og at de finder sted. Men grundlæggende synes jeg, at love skal beskytte mennesker og ikke religioner, og det gælder også beskyttelsen af retten til at ytre sig frit, selv om man ikke nødvendigvis er enig i, hvad det er, der bliver sagt.

Det betyder ikke, at jeg ikke er bekymret for debatten og debattonen i dag, for det virker, som om der er sket en voldsom forråelse i debatten på flere niveauer i samfundet, f.eks. når man brænder koraner af ved udsatte boligområder. Det synes jeg faktisk er en respektløs handling, og det er en kæmpe provokation i forhold til de mennesker, der bor der. Jeg er også bekymret for den forråelse, vi ser på de sociale medier. Jeg synes, at niveauet for hadkommentarer har nået et niveau, som ikke er sundt for et demokrati. Det afholder folk fra at deltage.

Så der er klart et behov for at gøre noget. Jeg tror bare ikke, at de gode løsninger står i kø – selvfølgelig medmindre det, der foregår, er strafbart, for der har vi jo nogle grænser for ytringsfriheden allerede i dag. Men vi tror ikke på, at blasfemiparagraffen er det, der ligesom medvirker til at løse de udfordringer. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Sikandar Siddique.

Tak til min gode kollega. Jeg er fuldstændig overbevist om, at da man på Enhedslistens initiativ med et stort flertal her i Folketingssalen afskaffede blasfemiparagraffen, havde man selvfølgelig ikke forudset, at man ville opleve Rasmus Paludans freakshow. Men fakta er bare, at den afskaffelse gav mulighed for det her freakshow og den her psykiske terrorisering af vores muslimske medborgere. Det perfekte ved blasfemiparagraffen er jo, at den ikke forhindrer religionskritik. Den forhindrer ikke tegninger, det forhindrer den ikke. Det er den yderste – den alleralleryderste – stopklods. Fire gange er den blevet aktiveret, og to gange er der blevet dømt på baggrund af den i løbet af de sidste 80 år, tror jeg. Helt ærligt: Mener SF ikke, at det, vi har set med Paludan, og den måde, han psykisk terroriserer vores børn og mødre på, kræver, at vi sætter ind på en måde, hvor vi både forhindrer det her freakshow og samtidig kan kritisere religioner? Er det her ikke den perfekte løsning?

Tak. Ordføreren.

Nej, jeg synes ikke, at blasfemiparagraffen er en løsning. I princippet er det jo den religiøse følelse, som man pirker til, når man brænder en koran, en tora eller en bibel, eller hvad det kan være, af. Vi synes, at paragraffer skal beskytte mennesker og ikke religioner, og det er sådan set baggrunden for, at vi i mange år, også forud for at Enhedslisten fremsatte sit forslag – vi har i øvrigt tidligere selv haft fremsat forslag om det – har advokeret for en afskaffelse af blasfemiparagraffen. Men jeg indgår rigtig gerne i et arbejde med hr. Sikandar Siddique om at finde elementer, der kan indgå i en handlingsplan imod hadforbrydelser og alle mulige andre ting, som vi bør tage hånd om i vores samfund.

Værsgo, spørgeren.

Men når nu ordføreren efterlyser handling, er det jo lige præcis blasfemiparagraffen, der er løsningen. Det siger Straffelovrådet, det siger Rigsadvokaten. På den ene side siger man, at man gerne vil løse det; på den anden side siger man, at den løsning, der er, vil man ikke bruge. Jeg er ked af at sige det, men dermed sender man jo et signal til især vores muslimske medborgere, men generelt til alle vores religiøse mindretal om, at de må acceptere, at Rasmus Paludan render rundt og generer dem, bruger skældsord mod dem og brænder deres koran af, og at vi ikke vil gøre noget fra politisk hold. Det er jo reelt set det, man siger, når man ikke vil genindføre blasfemiparagraffen.

Værsgo, ordføreren.

Jeg ved altså ikke, om jeg er helt enig i, at det sender et signal om, at vi ikke vil gøre noget. Jeg synes faktisk, at nogle af dem, der står i frontlinjen for netop at forsvare vores minoriteter, er SF, og vi deltager gerne i debatten om, hvordan vi kan øge beskyttelsen. Men lige præcis blasfemiparagraffen beskytter jo den religiøse følelse, altså det, at man på grund af sin religion ikke kan tåle at se en koran eller en bibel blive brændt af. Jeg kan sådan set godt forstå, at folk har det på den måde, men i et demokrati er det altså bare en del af det, at man kan ytre sig. Og så må vi andre tage afstand fra det idiotiske i at udføre sådan nogle handlinger.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Tak for det. Vi har et stort problem i Danmark med, at minoriteter bliver diskrimineret, og med, at minoriteter bliver udsat for hadforbrydelser. En meget lille del af de sager ender hos politiet, og en endnu mindre del af de her sager ender med, at der blev afgivet en dom, hvor det fastslås, at en person har været udsat for f.eks. racisme eller homofobi. Og det er et problem, som vi fra Enhedslistens side har arbejdet hårdt på at få bugt med, og som vi stadig bruger meget tid på at finde løsninger på, og som vi stadig væk er meget optaget af. Jeg er ikke i tvivl om, at det er nødvendigt med en indsats mod hatecrimes. Vi skal have et samfund, hvor man kan gå sikkert rundt på gaden, og hvor man ikke skal frygte for, hvad der kommer rundt om det næste gadehjørne. Jeg ved, hvordan det føles, også selv om jeg ikke tilhører en af de beskyttede minoriteter. Det er absolut ikke rart, når man helt umotiveret bliver overfuset og angrebet blot for at være den, man er.

En stor del af den beskyttelse, som vi med lovgivningen giver i dag, går på, at man som minoritet ikke skal kunne diskrimineres på baggrund af ens baggrund. Det mener jeg er ekstremt vigtigt, for vi skal beskytte mennesker mod krænkelser, der bunder i etnicitet, seksualitet, handicap, hudfarve osv. Men at genindføre blasfemiparagraffen gør ikke noget godt for dem, som vi ønsker at beskytte. Det gør generelt set intet godt for at beskytte de fundamentale frihedsrettigheder, vi har i Danmark, i forhold til at kunne ytre os, som vi ønsker.

I Enhedslisten har vi det sådan, at vi skal beskytte mennesker med lovgivningen; det er ikke guder, der skal beskyttes med vores lovgivning. Mennesker skal beskyttes. Det er derfor, vi har lovgivning. I Enhedslisten vil vi rigtig gerne beskytte mennesker, der udsættes for personlige angreb; mennesker, der udsættes for hadforbrydelser, som vi desværre ofte ser ske. Men vi ser som sagt ikke nogen grund til at beskytte guder mod at blive krænket, uanset om man tror på en gud eller ikke tror på en gud. Jeg er stor tilhænger af, at man i Danmark må tro på lige præcis det, man vil, om man er muslim, om man er kristen, eller om man tror på krystaller eller på et eller andet andet mellem himmel og jord. Det er jeg stor tilhænger af at vi selv kan bestemme. Men jeg mener ikke, at en gud skal beskyttes af loven. En gud er en gud. Og blasfemiparagraffen beskytter ikke enkeltpersoner; den beskytter alene guder og religioner. Og for mig at se er det ikke en god nok grund til at lave begrænsninger i vores ytringsfrihed.

Enkeltpersoner er med racismeparagraffen beskyttet mod at blive krænket på grund af den tro, de har. Det synes jeg er rigtig godt. Det beskytter nemlig mennesket. Men Enhedslisten vil ikke være med til at beskytte guder. Vi har set mange eksempler på mennesker, der med et forfærdeligt menneskesyn foretager handlinger, som de fleste af os herinde ikke synes er i orden. Personligt synes jeg, at det er en dybt respektløs handling at stå og brænde en koran af. Jeg ser ingen som helst grund til, at man skulle gøre det, og jeg ser intet formål med, at man i udgangspunktet skulle ønske at fornærme en stor gruppe mennesker i vores land ved at brænde en koran af. Jeg synes, at det er respektløst, og jeg synes, det er en forkert måde at udtrykke sine holdninger på. Men det er noget, som vi bliver nødt til at acceptere kan forekomme i vores samfund, fordi vi har ytringsfrihed.

Hr. Sikandar Siddique og Frie Grønne ønsker med det her forslag at mindske kløften mellem forskellige grupperinger i vores samfund. Det er vi i Enhedslisten enige i, og det vil vi rigtig gerne være med til. Men vi kan ikke støtte et forslag, der går ud på at genindføre blasfemiparagraffen. Og jeg tænker ikke, at det er den store overraskelse, eftersom det var os, der i sin tid foreslog at fjerne den. Og jeg ville ønske, hr. Sikandar Siddique, at det at genindføre blasfemiparagraffen betød, at had og racisme forsvandt fra vores samfund. Det tror jeg desværre bare ikke at det gør. Jeg tror ikke, at vi ved at genindføre blasfemiparagraffen får gjort op med nogen af de ting, som vi gerne vil gøre op med.

Vi skal ikke have en blasfemiparagraf – vi skal til gengæld have en meget bedre beskyttelse af mennesker. Vi skal have en bedre indsats mod hatecrimes hos politiet og hos anklagemyndigheden. Vi skal have mere undervisning i folkeskolen i, hvad det egentlig betyder, når nogen bliver diskrimineret. Vi skal have et samfund, som har en større sammenhængskraft. Det er rigtig mange store opgaver, som ikke bliver løst med det forslag, som hr. Sikandar Siddique og Frie Grønne kommer med i dag – bare det gjorde! Men det gør det altså ikke. Det er jeg ked af at sige. Enhedslisten kan ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Tak til Rosa Lund. Det overrasker mig naturligvis ikke.

Enhedslisten tog initiativ til at afskaffe blasfemiparagraffen. Det resulterede i, at Rasmus Paludan har gjort livet surt for vores muslimske medborgere, udsat vores muslimske medborgere for psykisk terror, børn er blevet traumatiseret.

Jeg har bare brug for et fuldstændig klart svar her. Vi ved, at racismeparagraffen ikke har kunnet gå ind og stoppe Rasmus Paludan. Vi ved, at det, der er i lovgivningen lige nu, ikke kan stoppe Rasmus Paludan. Det er kun blasfemiparagraffen, hvis vi havde den i dag, hvor vi ville kunne sige: Det må du ikke, Rasmus Paludan.

Så Enhedslisten siger her, at af de principielle årsager, der blev ridset op, må muslimske medborgere finde sig i, at Rasmus Paludan går rundt og udfører sit freakshow og afbrænder Koranen og fortsætter med det, som han har gjort i et par år. Er det det, Enhedslisten reelt siger til vores muslimske medborgere?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg må desværre sige til hr. Sikandar Siddique, at jeg synes, det er en lille smule naivt at tro, at Rasmus Paludan ville holde sig tilbage med sine racistiske ytringer og med sine ubehageligheder, hvis han ikke kunne få lov til at brænde Koranen af. Så jeg er ikke enig i analysen, og at give Enhedslisten ansvaret for, at Rasmus Paludan opfører sig – jeg ved ikke, om man må sige det på Folketingets talerstol, men nu gør jeg det – som en idiot, synes jeg ærlig talt også er over grænsen.

Enhedslisten vil gøre alt, hvad vi kan, for i ord at bekæmpe Rasmus Paludan. Vi vil bruge den ytringsfrihed, vi har, på at overbevise så mange mennesker som overhovedet muligt om, at vi selvfølgelig skal behandle vores muslimske medborgere ordentligt.

Men jeg må ærlig talt sige, at jeg synes, det er naivt at tro, at Rasmus Paludan pakker sine holdninger sammen, fordi han ikke længere kan få lov til at brænde Koranen af. Den her kamp er meget større og meget vigtigere end bare det.

Tak. Spørgeren, værsgo.

Så må jeg jo bare udlede, at ordføreren ikke har lyst til at svare på det her. Fakta er: Enhedslisten tog initiativ til afskaffe blasfemiparagraffen. Det gjorde det muligt for Paludan at udføre det her freakshow. Dermed ikke sagt, at det var Enhedslistens intention, men det er jo fakta.

Derudover vil jeg bare sige, at det er naivt af vores ordfører at sige, at det ikke vil stoppe Paludan: Jo, det siger Straffelovrådet. Hvis vi havde en blasfemiparagraf, kunne han ikke, selv om det godt kan være, at han havde de holdninger, få lov til at udføre sit freakshow. Og det er jo det, det handler om.

Værsgo til ordføreren.

Altså, jeg synes egentlig, jeg svarede på spørgsmålet. Men jeg forstår, at hr. Sikandar Siddique ikke køber Enhedslistens analyse. Og jeg må desværre sige, at det da ville være dejligt, hvis racisme – puf! – forsvandt, hvis vi havde en blasfemiparagraf. Men vi har haft en blasfemiparagraf i Danmark i mange år, og der har stadig væk også været racisme og racistiske holdninger.

Derfor er det her simpelt hen ikke en løsning, altså at indskrænke ytringsfriheden for at løse det her problem. Det mener jeg ikke. Det er langt større end det. Det er en kamp, der er meget længere og større end det, og som kræver et langt, sejt træk. Og dét lange seje træk, hr. Sikandar Siddique, er vi klar til at tage i Enhedslisten.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige.

Tak. Det var en god dag, da man afskaffede blasfemiparagraffen. Det er vigtigt at værne om ytringsfriheden, det er vigtigt, at vi konstant debatterer, forholder os til og kæmper for, at grundlæggende rettigheder til at kunne kritisere religion og ideologier bevares. Og i det snit synes vi i Nye Borgerlige, at det var fornuftigt at få den fjernet, og derfor kan vi heller ikke støtte et beslutningsforslag, som skal genindføre den. Vi mener, at bekæmpelse af totalitære ideologier skal foregå åbent, og at det skal foregå frit. Og hvis der er mennesker i vores samfund, som ikke ønsker, at man skal have lov til at kritisere religion, er det de mennesker, som skal forstå, at i Danmark har vi og skal have mulighed for at kritisere ting, man er uenig i. Og det her ville være en begrænsning i det, og derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Sikandar Siddique.

Tak til formanden, tak til ordføreren. Jeg vil bare gerne lige, hvis ikke ordføreren er opmærksom på det, sige, at det jo ikke er, fordi man ikke kan kritisere religion, hvis man genindfører blasfemiparagraffen, det er jo ikke, fordi man ikke har ytringsfrihed, hvis man genindfører blasfemiparagraffen, for det ville jo svare til, at man sagde, at vi i Danmark før 2017 ikke havde ytringsfrihed, og det er jo ikke tilfældet, for man kan lave tegninger, man kan kritisere, man kan gøre alt muligt. Det her er den yderste stopklods, den yderste, yderste stopklods i forhold til at sige, hvor primitiv diskussionen egentlig skal være, f.eks. når man har et helt ekstraordinært, vanvittigt tilfælde, hvor man kan sige, at det vil vi simpelt ikke acceptere som samfund. Jeg vil lige minde om, at hr. Rasmus Paludan, som vi jo taler om her, mig bekendt er blevet ekskluderet fra Nye Borgerlige, fordi man mente, at hans holdninger var for vilde, altså så vilde, at man ikke ville have ham i sit fællesskab. Det er jo den samme person, som nu går rundt og spreder rædsel i samfundet. Så det, jeg bare prøver at sige, er, at det er den yderste stopklods her. Det er jo ikke, fordi man ikke kan kritisere religion, for det skal man kunne i et oplyst samfund.

Tak til spørgeren. Ordføreren, værsgo.

Enhver person, som ikke bakker op om Nye Borgerliges politik, skal ikke være i Nye Borgerlige. Så simpelt er det jo. Men det handler om, at når vi kan se, at der er 42 pct. indvandrere, som helt eller delvis i undersøgelser mener, at religionskritik skal forbydes, og det tal er 48 pct. for efterkommere, er der i min optik ingen tvivl om, at vi er i kamp mod en totalitær ideologi, nemlig islam, og en totalitær ideologi fungerer i min optik på den måde, at hvis man giver ideologien lidt, så siger den tak, og så går den et skridt videre. Jeg tager blasfemiparagraffen og siger, at det er det første forsvar, for hvis vi først går den vej, bliver det næste generel religionskritik, og så bliver der det næste og det næste og det næste, og de skridt vil jeg ikke begynde at tage, for jeg vil bekæmpe den totalitære ideologi. Så jeg mener ikke, der er grundlag for overhovedet at støtte et forslag som det her.

Hr. Sikandar Siddique, værsgo.

Men ordføreren må jo forstå, at i kampen mod den såkaldte totalitære ideologi kommer man jo til at støtte en anden totalitær fanatiker. Det hænger jo ikke sammen – det hænger jo ikke sammen. Og så vil jeg bare en gang til i al stilfærdighed sige, at man skal have masser af religionskritik, for det har blasfemiparagraffen aldrig forhindret. Så det er simpelt hen en myte at sige, at den forhindrer religionskritik. Der skal være religionskritik i et oplyst samfund. Det her er altså den yderste, yderste stopklods i helt vanvittige situationer, så vi ikke får en totalt primitiv debat eller demokratisk samtale i samfundet.

Tak til spørgeren. Værsgo.

Der skal ordføreren altså lige huske at skelne mellem at kæmpe for retten til, at folk kan udtale sig om noget og sige noget, og så at være enig i det. Ytringsfriheden handler jo om at kæmpe for retten til, at folk må sige også de ting, man er uenig i. Det er jo ikke ensbetydende med, at man, fordi man kæmper for deres ret til at sige det, er enig i det, de siger. Jeg synes, det er sjovt, for når ordføreren ofte henviser til de her forskellige organisationer, er der en lang række organisationer, som anbefaler at afskaffe den: Amnesty International, Europarådet, FN's Menneskerettighedsråd, en lang række tænketanke, Justitia. Alle dem, som ordføreren ofte gerne nævner, mener faktisk, at det er godt, at den her blasfemiparagraf blev fjernet.

Tak til ordføreren for Nye Borgerlige. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Jeg synes, det er ret utroligt at man her, 15 år efter at Muhammedtegningerne igangsatte en stor diskussion i Danmark, stadig væk fra hr. Sikandar Siddiques og hr. Jens Rohdes side befinder sig på det plan, at man sætter spørgsmålstegn ved, om folk skal have lov til at gøre noget, som ikke er god tone. Hr. Jens Rohde siger f.eks., at hvis man ikke ønsker at forbyde blasfemiske udtalelser, svarer det til, at man synes, det er en god idé, at naboer råber skældsord efter hinanden. Nej, det synes man da ikke, men hvis en nabo har behov for at råbe et skældsord efter sin nabo, skal vi da ikke have et forbud imod det.

Der er da en kæmpe, kæmpe forskel på det, man synes skal være lovligt i et samfund, og det, man synes er nyttigt i et samfund. Der er da masser af synspunkter, som jeg ikke synes er nyttigt man spreder i det her samfund. Jeg synes ikke, det er nyttigt, at man spreder tanker om astrologi i det her samfund, jeg synes ikke, det er nyttigt, at man spreder tanker om socialisme i det her samfund, og jeg synes ikke, at Frie Grønne er et nyttigt parti, men alt det her skal da have lov til at eksistere, og man skal da have lov til at ytre sig om det, og der skal da ikke være et forbud imod det. Så når folk siger: Vi bliver nødt til at have et forbud mod det her, for synes I virkelig, at det er en god idé, at folk gør det? Så svarer vi igen og igen: Nej, vi synes sådan set ikke, det er en god idé, at folk gør det, men vi vil da bestemt ikke forbyde det. Og jeg synes, det er utroligt, at vi på 15. år for Muhammedkrisen stadig væk har de her diskussioner, hvor tilhængere af forbud mod ytringer påstår, at det handler om god smag og god tone. Det gør det jo ikke.

Religiøse overbevisninger skal have lov til at blive modsagt og skal også have lov til at blive bespottet, ligesom alle andre overbevisninger skal. Der skal ikke være særlige regelsæt for religiøse overbevisninger, som ikke gælder for andre overbevisninger, både fordi det i sig selv ikke giver mening, men også fordi man så risikerer, at folk blot pakker deres overbevisninger ind som religion, fordi de dermed kan blive beskyttet på en måde, som andre overbevisninger ikke kan.

Genstanden for den her debat er jo meget ofte islam, og der ser vi det jo også i et meget konkret eksempel, nemlig at man har kaldt noget for en religion, som også er en religion, men som i høj grad også er en politisk overbevisning om, hvordan samfundet skal indrettes. Skulle denne politiske overbevisning nyde en særlig beskyttelse, fordi den også har en religiøs karakter, som andre politiske overbevisninger ikke har, og derfor skal andre overbevisninger ikke have samme beskyttelse? Overhovedet ikke! Alle overbevisninger skal være underlagt det samme regelsæt, som er, at man må finde sig i at blive modsagt og også, ja, nogle gange bespottet, selv om det måske ikke er befordrende for noget som helst, at man bespotter, men fordi det er en ret.

Lad mig så sige konkret om Rasmus Paludans demonstrationer ude i boligområder, hvor der bor mange muslimer. Jeg synes da, det er en overvejelse værd, om vores demonstrationsret i Danmark virkelig gælder det at stille sig op der, hvor folk bor, og råbe ad folk og svine folk til. Altså, én ting er, at man har lov til at demonstrere på Rådhuspladsen eller Slotspladsen eller et andet sted, hvor der kommer mange mennesker forbi, men jeg ville da også selv føle mig forurettet, hvis der dér, hvor jeg boede, stillede sig en tosse op igen og igen og hævdede, at der var alt muligt galt med mig. Det er jeg da ikke sikker på er sådan, det bør være i Danmark. Men det er da ikke, fordi det er et antireligiøst budskab, som Rasmus Paludan fyrer af, at det er særlig problematisk, det er da, fordi han gør det ude dér, hvor folk bor. Det kan da godt være – og nu kigger jeg ned på justitsministeren – at justitsministeren skulle overveje, om demonstrationsretten virkelig indbefatter en ret til igen og igen at dukke op der, hvor folk bor, og råbe skældsord ad dem.

På samme måde gælder det for de mennesker, der stiller sig op på Slotspladsen her, 15 mennesker med en meget stor højttaler, og bare spiller høj musik for at larme: Er det virkelig, hvad vi opfatter som retten til demonstrationer, at man bare kan stille sig op et sted og genere de mennesker, der arbejder lige i nærheden, og de mennesker, der kommer forbi, uden at man har et egentligt budskab med det, men blot ønsket om, at folk skal lægge mærke til en og blive generet af en? Lad os da tage den diskussion, men lad os ikke beskytte religiøse overbevisninger mere end alle andre overbevisninger. Vi stemmer imod.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Der er en kort bemærkning fra hr. Sikandar Siddique. Værsgo.

Først og fremmest vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Ole Birk Olesen, for at invitere til, at vi så kan drøfte ... [Lydudfald]. Det er jo sådan, at det er fuldstændig korrekt, at vi i Frie Grønne ønsker at stoppe Rasmus Paludans freakshow og hans psykiske terrorisering af vores muslimske minoriteter, og altså, det er jo ikke kun i Frie Grønne. Det er det, min pointe er. I Frankrig er han på en liste over dem, der truer landets sikkerhed. Han har indrejseforbud i Sverige, i Belgien og i mange andre lande, altså lande, som vi normalt associerer os med, og som vi sammenligner os med. Så det her er ikke en unik diskussion. Det er bare en unik stilling, vi har i det danske Folketing, omkring det.

Men jeg vil bare gerne lige sige tak for invitationen til at se, om der så er andet, vi kan gøre, hvis ikke det er en genindførelse af blasfemiparagraffen.

Værsgo til ordføreren.

Jeg synes, at hr. Sikandar Siddique går bemærkelsesværdigt rundt om den varme grød i forhold til Rasmus Paludan. Vi kan alle blive enige om, at han har synspunkter, der er meget langt ude og forkastelige. Vi kan også være enige om, at den måde, han agerer på, ikke altid er lige hensigtsmæssig og nogle gange også meget stødende for andre mennesker. Men essensen i sagen om Rasmus Paludan er jo, at grunden til, at han kan opfattes som en trussel mod nogens sikkerhed, er, at der er nogle andre mennesker, som f.eks. stemmer på hr. Sikandar Siddiques parti – det er da i hvert fald hr. Sikandar Siddiques håb – og som truer med vold og brand og bål og ødelæggelse imod Rasmus Paludan. Det er jo ikke Rasmus Paludan i sig selv, der udgør sikkerhedsrisikoen. Det er jo de mennesker, som vil lukke munden på Rasmus Paludan, som udgør sikkerhedsrisikoen, og nogle af dem ønsker hr. Sikandar Siddique at få en stemme fra.

Værsgo til spørgeren.

Nu synes jeg, det er ordføreren, der danser lidt rundt om den varme grød. Altså, det er ikke de mennesker, der står på listen. Det er Rasmus Paludan. Og så kan det godt være, at ordføreren mener, at det er på grund af alle mulige andre, men det er altså Rasmus Paludan, der står på listen.

Antisemitismen er stigende, og islamofobien er stigende. Vi ser det igen og igen og hele tiden. Vi indførte de her lovgivninger, således at man kunne beskytte mod de allerværste tilfælde, og det er det, det handler om. Det er en myte, når man siger, at en blasfemiparagraf vil gå ind at beskytte, så man ikke kan lave religionskritik. Det er simpelt hen en myte. Det viser 80 år med blasfemiparagraffen. Derfor håber jeg bare, at vi kan få overtalt LA til at sørge for, at vi kan stoppe det her freakshow.

Værsgo til ordføreren.

Det kan hr. Sikandar Siddique ikke overtale LA til, for vi ønsker ikke, at religiøse overbevisninger skal nyde en beskyttelse i lovgivningen mod kritik og bespottelse, som andre overbevisninger ikke nyder. Så det vil aldrig nogen sinde ske. Og det er sådan, at den usikkerhed, der er forbundet med Rasmus Paludan personligt, kommer af de mennesker, som ønsker at lukke munden på ham, og det er også sådan, hvis jeg ellers har forstået hr. Sikandar Siddique ret, at det er blandt de mennesker, Frie Grønne gerne vil samle en masse stemmer.

Tak til ordføreren fra Liberal Alliance. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Jens Rohde fra Kristendemokraterne. Værsgo.

Fra Christian V's tid havde straffeloven faktisk en blasfemiparagraf: Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes. Under Christian V var det tilmed med dødsstraf.

Den paragraf, som vi har haft i vores straffelov siden 1866, blev på grund af Enhedslisten, Dansk Folkeparti og andres areligiøsitet, historieløshed og manglende forståelse for, at vi er en del af en kosmopolitisk virkelighed, hvor religion er en følsom ting, afskaffet i 2017 – også selv om terroreksperter havde advaret imod konsekvenserne.

Siden 1939 har der været en racismeparagraf, og den er gradvis blevet ændret, og den er så paradoksalt nok blevet brugt til at straffe religionskritikere, herunder kritikere af islam. Men så dukkede der med Rasmus Paludan en jurist og politiker op, der kender kunsten at gå til grænsen, men godt ved, hvor man ikke går over den. Hvor andre udtrykker sig skriftligt og med generelle udsagn, bruger han ytringsfriheden til nogle provokerende, men lovlige symbolske handlinger.

Det er jo lidt sjovt, at vi i dag ser borgerlige partier forene sig med en venstrefløj i et samfund, hvor uddannelse og ikke dannelse er den nye tro, og hvor ny teknologi er religionen, mens vi ser religion som noget meget privat, der er på vej væk. I det her kække overmod overser den teknologiske religion, hvor vi gør ting, blot fordi vi kan, sin sameksistens med en modsatrettet tendens til, at aktiv religionsudøvelse faktisk er på vej frem igen.

Paludan har givet vores system et realitetstjek, som det ikke har bestået. Vi står nu her med nogle fuldstændig absurde forhold, nemlig at åbenlyst provokerende handlinger og skadelige handlinger skal beskyttes af politiet, og mange reaktioner – også blandt kristne; det er ikke kun blandt muslimer – har jo været at kræve genindførelse af blasfemiparagraffen eller bare noget, der ligner, og så står flertallet i dag over for hr. Sikandar Siddique og siger, at det kan man ikke på grund af ytringsfriheden, samtidig med at de samme politikere for at undgå mere bøvl lettere indpakket under hele valgkampen opfordrede politiet til at forbyde Paludans demonstrationer af hensyn til den offentlige orden.

Nettoresultatet af Paludans virksomhed har jo været at demonstrere, at islam faktisk har magten i visse danske områder. Det er jo det egentlige knæfald, vil jeg sige til hr. Jan E. Jørgensen. Det er noget rod, at en delikat politisk balancegang på den måde overlades til politiet, og krænkende for sund fornuft, at vores ressourcer skal anvendes på den måde. Men det er jo det, der er sket nu, hvor det borgerlige Danmark har valgt at omfavne en areligiøs venstrefløj, hvor alt er lige gyldigt og dermed også bliver ligegyldigt. Det borgerlige Danmark ignorerer, at religion har en anden karakter end enhver anden ytring, og det gør man, fordi man har fundet en fjende, nemlig islam, og så glemmer man som sædvanlig helheden.

Fra grundlovsgivernes side var ytringsfrihedens ment som et værn mod despotiske magthavere, men drevet ud i sin yderste konsekvens bliver den en værn for provokationer, som der i de sociale mediers tid altid vil være nok af. Det kunne man løse nemt og bekvemt ved at genindføre blasfemiparagraffen og ved rent faktisk at anvende den. Så terroreksperter og socialdemokrater havde ret, da de advarede mod at stemme for ophævelsen af blasfemiparagraffen.

Nu siger Socialdemokratiet så, at de ikke vil stemme for det, selv om de vel egentlig mener det – sådan må jeg forstå talerne – fordi de står alene med synspunktet. Hertil må jeg bare minde om Henrik Ibsens skuespil, som hedder »En folkefjende«. Denne folkefjende var dr. Thomas Stockmann, som besluttede sig for altid at kæmpe for det, han troede på, og besluttede sig for altid at sige sandheden. Han siger netop i femte akt som det allersidste, at den, som står ene, står stærkest i verden. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er flere korte bemærkninger. Først er det fra hr. Sikandar Siddique.

Jeg har bare et uendelig stort behov for at sige tak til min gode kollega Jens Rohde og til Kristendemokraterne for at nuancere debatten og for at få nogle flere nuancer ind i den her tit og ofte så sort-hvide for eller imod-debat, som er status quo herinde. Jeg vil bare sige, at hvis det er den stil, som Kristendemokraterne lægger an til, så hilser vi den i Frie Grønne velkommen. Så jeg vil bare gerne kvittere og sige tusind tak.

Selv tak.

Den næste korte bemærkning er til hr. Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Jeg kan sagtens relatere til teaterstykket om at stå alene og turde stå alene, og jeg er også enig med ordføreren i, at det har været et wakeupcall, at det er et wakeupcall, og at det burde være et wakeupcall, at vi står i en kamp mod en totalitær ideologi, nemlig islam, i Danmark. Og det er jo affødt af, at den totalitære ideologi islam er en hybrid mellem ideologi og religion. Så kan man vælge ikke at forholde sig til det, eller man kan vælge at erkende det. Og jeg er enig i, at mange års forfejlet indvandringspolitik har gjort, at det er det problem, vi står over for, men ikke at adressere det vil også være en fejl.

Værsgo til ordføreren.

Så er spørgsmålet, hvordan man vælger at adressere det, og hvis det, man gør, er kontraproduktivt, må man smide sin ideologi lidt til side og prøve at vurdere, om det rent faktisk også har den tilsigtede virkning. For ellers ender man med, hvis man stirrer sig blind på denne kamp mod det andet, at blive alt det, man selv bekæmper, og det er det, vi skal passe på med.

Hr. Lars Boje Mathiesen.

Jeg giver ordføreren ret i, at man skal være meget varsom med det, men vi har set skrækkelige eksempler på, at hvis man bare vender den anden kind til over for en totalitær ideologi og fortsætter for langt ned ad den sti, så ender det i en katastrofe. Så jo før man tager frihedskampen op, jo lettere bliver kampen, inden det går helt galt.

Ordføreren.

Jeg tror, hr. Lars Boje Mathiesen og de fleste af mine kolleger herinde vil vide, at det generelt ligger mig meget fjernt at vende den anden kind til. Det er ikke det, jeg argumenterer for. Jeg argumenterer for, at man overvejer konsekvenserne af de handlinger, man udfører, og at man kigger på det i en historisk sammenhæng og ikke opgiver alle sine egne værdier og al sin egen historie i kampen mod noget andet, for da har alle de og alt det, man kæmper imod, endeligt sejret.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Jeg sidder bare her og kigger på gamle udtalelser fra hr. Jens Rohde, f.eks. dengang han sagde følgende:

»Arla er parat til at sælge sin bedstemor for at sælge sine varer i diktaturlande. Jeg kan slet, slet ikke forstå, at man kan tage så let på vores principper. Mine frihedsrettigheder er ikke til salg for to liter mælk«.

Kan hr. Jens Rohde gætte, i hvilken anledning han sagde disse ord?

Værsgo.

Ja, det kan jeg sagtens, og jeg står fuldstændig ved det, og det er ikke det, som blasfemiparagraffen handler om. Det er jo der, hr. Jan E. Jørgensen går galt. Han bruger Muhammedkrisen til at argumentere for, hvorfor blasfemiparagraffen ikke bør eksistere. Men de to ting har intet med hinanden at gøre. Det var jo netop det, vi fik set. De har intet med hinanden at gøre. Så der er en fuldstændig logisk brist i det, hr. Jan E. Jørgensen i et fortvivlet forsøg på at rette op på sin tale og i forhold til den kritik, jeg gav af hans tale, står og siger her nede fra sin plads. Det er jo et fortvivlet forsøg. Der er en logisk brist. Der er ingen sammenhæng med Muhammedkrisen. Og jeg er stolt af den rolle, jeg spillede under Muhammedkrisen, mens alle andre i øvrigt, skulle jeg hilse og sige, pænt gemte sig væk og i øvrigt meget voldsomt kritiserede den statsminister, vi var nogle få der rejste os op og forsvarede.

Hr. Jan E. Jørgensen, værsgo.

Man kan da ikke stå og sige, at Muhammedkrisen ikke har noget med blasfemi at gøre. Det havde den da. Altså, det handlede om nogle tegninger, der ifølge kritikerne blev opfattet som blasfemiske. Nogle mente, man ikke burde have lavet dem, og andre gik til angreb på danske ambassader m.v. og greb til så alvorlige ting, fordi de var så krænkede på deres religiøse følelser. Man kan da ikke sige, at det ikke har noget med blasfemi at gøre. Så er jeg med på, at blasfemibestemmelsen jo er blevet fuldstændig udhulet og i dag vel nærmest ikke dækker noget andet end muligvis afbrænding af Koranen. Men at sige, at blasfemi og Muhammedtegninger ikke har noget med hinanden at gøre, er lidt langt ude.

Værsgo.

Det var dog en interessant udtalelse, hr. Jan E. Jørgensen. Jeg ved ikke, om hr. Jan E. Jørgensen er tilhænger af blasfemi, for hvis han kobler blasfemi sammen med den religionskritik, der blev udøvet som følge af, at en forfatter ikke kunne få illustreret sin bog, altså hvis hr. Jan E. Jørgensen kobler blasfemi sammen med det og agiterer for det, må jeg jo tage det som udtryk for, at hr. Jan E. Jørgensen synes, at blasfemi er en god idé. Og så er vi faktisk tilbage ved hr. Peter Poulsen igen.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er ordføreren for forslagsstillerne. Det er hr. Sikandar Siddique.

For Frie Grønne handler en genindførelse af blasfemiparagraffen ikke om, at vi ikke skal have religionskritik eller satire i Danmark. Det skal vi, og det har vi en god tradition for. Det handler i stedet udelukkende om at stoppe hadprædikanter. Og helt ærligt: Kan man virkelig kalde det en kritik eksempelvis at brænde Bibelen, Toraen eller Koranen i det offentlige rum? Ikke i min verden.

I en ideel verden havde vi naturligvis ikke brug for en blasfemiparagraf eller en racismeparagraf eller en lov om hadforbrydelser. I den ideelle verden ville vi heller ikke slå hinanden i hovedet med fordomme, men tale med hinanden fra et respektfuldt sted. Men vi lever ikke i en ideel verden. P.t. lever vi i Danmark, hvor forhånelsen af religiøse mindretal og religion vel ikke har været større siden anden verdenskrig.

Den forhånelse blev nemmere at udføre, da et enigt Folketing på Enhedslistens initiativ med undtagelse af Socialdemokratiet i 2017 valgte at afskaffe blasfemiparagraffen – en paragraf, som i ca. 80 år forinden ellers havde sikret, at der kunne rejses tiltale i de groveste sager om religionsforhånelse. Kritikere af forslaget vil sige, at religionskritik er nødvendigt. Det er jeg fuldstændig enig i. Men forhånelse er ikke kritik, og det er jo ikke, fordi religionskritikken ikke eksisterede før 2017, hvor blasfemiparagraffen blev afskaffet – tværtimod.

Til gengæld har afskaffelsen af blasfemiparagraffen, som de fleste af os opdagede, siden givet mulighed for, at Stram Kurs, Rasmus Paludan og andre hadprædikanter har kunnet brænde Koranen af på offentlige steder helt lovligt, herunder på skoler foran børn og unge, der udsættes for psykisk terror – børn, der har fået et traume, børn, der kommer hjem og spørger forældrene, om det er rigtigt, at de skal smides ud af Danmark. Derfor spørger jeg igen: Er det virkelig kritik? Kan vi ikke i et velstående land som Danmark forvente, at den demokratiske debat er mindre primitiv?

Men det stopper ikke her. Faktisk har afskaffelsen af blasfemiparagraffen været medvirkende til, at den danske stat har været forpligtet til at beskytte Rasmus Paludans og andre hadprædikanters hadefulde mediestunts i en sådan grad, at politiets regning på et år er løbet op over 100 mio. kr.

Mens Paludan beskyttes som en amerikansk præsident, ser virkeligheden anderledes ud for de borgere, der rammes af hans tour de koranafbrænding. For racismeparagraffen kan ikke beskytte dem. Det mener flere jurister at en blasfemiparagraf ville kunne. På den måde kan man sige, at vi med blasfemiparagraffen giver disse borgere en mulighed for at beskytte sig selv og leve deres liv i fred og ro.

Jeg vil gerne lige understrege, at det selvfølgelig er politiets opgave at sikre, at vores rettigheder beskyttes. Men det bør ikke være en rettighed at misbruge ytringsfriheden til at udøve psykisk terror mod et religiøst mindretal, der blot passer skole, arbejde eller andre dagligdags ting. Derfor vil jeg gerne i den forbindelse spørge ordførerne for de øvrige partier, som er for en fortsat afskaffelse af blasfemiparagraffen, hvad I helt konkret tænker at vores religiøse medborgere skal stille op i de her situationer. Hvad mener I de skal gøre, når I ikke mener, at blasfemiparagraffen skal værne om de mest hadske anslag mod deres tro? Hvordan skal de beskytte deres børn? Her taler jeg særlig til Enhedslisten, Radikale Venstre og SF.

For os i Frie Grønne er det helt åbenlyst, at blasfemiparagraffen kan være et værn mod lømler som Rasmus Paludan, der spreder had og sår endnu mere splid i vores samfund – et samfund, der de sidste 20 år er blevet mere og mere splittet, på den ene side mellem folk, hvis holdning går fra ikke at bryde sig om indvandring til decideret at hade muslimer, og så på den anden side os humanister, der ønsker et Danmark for alle.

Ligesom racismeparagraffen ikke har betydet, at der ikke er racisme i Danmark, vil blasfemiparagraffen heller ikke betyde, at hadet til religionerne forsvinder. Men det vil betyde, at der er en bund, en grænse for, hvad vi som samfund synes er acceptabelt – præcis som vi gør med andre ting. Frie Grønne foreslår, at blasfemiparagraffen genindføres, så det bliver strafbart at skænde hellige skrifter som Toraen, Bibelen og Koranen. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger, først fra hr. Lars Boje Mathiesen. Værsgo.

Tak. Frie Grønne taler om den ideelle verden, og i den ideelle verden ville vi ikke have brug for blasfemiparagraffen. Men i den ideelle verden havde vi heller ikke en totalitær ideologi som islam i Danmark. I den ideelle verden havde vi heller ikke brug for at bruge 100 mio. kr. på at beskytte en person, fordi en masse mennesker vil gøre personen ondt, fordi de er uenige i det, som personen gør eller siger. Men vi lever ikke i den ideelle verden, og derfor har vi behov for at passe på ytringsfriheden. Vi har behov for at bekæmpe totalitære ideologier, og bevarelsen af, at der ikke er en blasfemiparagraf, er første skridt – første skridt for at kæmpe imod de totalitære kræfter, som islam er. Så jeg forstår godt, at Frie Grønne ser det her som det første vigtige skridt, for derefter kommer det næste.

Tak til spørgeren. Værsgo til ordføreren.

Frie Grønne mener, vi skal have religionskritik. Det er simpelt hen en forudsætning for et oplyst samfund. Men jeg mener, det er en stråmand, min kære kollega laver, når man snakker om, at det her forslag vil gøre, at ytringsfriheden forsvinder. For så betyder det jo, at Nye Borgerlige mener, at vi i Danmark ikke havde ytringsfrihed før 2017. Det passer simpelt hen ikke. Straffelovrådet går ind og siger klart og tydeligt i deres hovedkonklusion, at en blasfemiparagraf ikke vil forhindre religionskritik. Så det er en myte. Det er simpelt hen forkert, faktuelt forkert at stille det op som ytringsfrihed over for blasfemiparagraf. Sådan er det ikke. Med en blasfemiparagraf har vi haft masser af religionskritik de sidste 80 år i Danmark. Det her er den yderste stopklods i helt vanvittige situationer, hvor man kan sige, at her har vi et værn. Det er det, vi forsøger at indføre.

Tak. Hr. Lars Boje Mathiesen.

Ordføreren skal høre efter, hvad jeg siger. Jeg sagde, at vi skal beskytte og værne om ytringsfriheden, ikke, at den vil blive fuldstændig afskaffet.

Dernæst synes jeg, det er utroligt, at man ikke forholder sig til, at udgiften på de 100 mio. kr., som danske skatteborgere skal løfte, jo ikke er på grund af Rasmus Paludans ytringer, men reaktionen på dem. Det er det, der koster. Og når ordføreren taler om, at børn bliver terroriseret, hvorfor er der så ikke nogle forældre, der tager ansvar og sørger for, at deres børn ikke står og lytter på det her, men går deres vej? Hvad er det for et ansvar? Det er altid let at lægge skylden over på andre i stedet for at kigge på sig selv.

Tak. Jeg skal minde om: Ingen direkte tiltale, tak. Værsgo.

Ja, og for ordføreren for Nye Borgerlige handler det altid om at give muslimerne skylden. Nu er det lige pludselig børnene, der skal lade være med at gå i skole. Skal jeg forstå det sådan? Når Rasmus Paludan møder op i Tingbjerg ude foran en skole og børnene får fri fra skole og går forbi og hører ham råbe de værste skældsord mod deres familier og beder dem om at gå hjem, hvad skal de børn så gøre? Eller skal de forældre så hver evig eneste dag stå nede foran skolen og følge børnene hjem?

I stedet for at Nye Borgerlige beskytter Rasmus Paludan, burde man beskytte de børn, der bliver udsat for psykisk terror.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Rosa Lund. Værsgo.

Tak for det. Jeg er simpelt hen grundlæggende uenig i, at den demokratiske debat er blevet mere primitiv, efter at blasfemiparagraffen er blevet afskaffet. Jeg synes faktisk, det er omvendt, og jeg synes desværre, at Frie Grønne gør debatten om racisme og hadtale ekstremt primitiv ved at sige, at det hele kan løses ved at genindføre blasfemiparagraffen. Noget af det, jeg er allerstoltest af i mit parti, Enhedslisten, er, at vi konsekvent står på, at rettigheder er noget, der gælder for os alle sammen, også dem, vi ikke kan lide. Jeg tror ikke på, at vi kan sige, at rettigheder gælder for nogle, men ikke for nogle andre. Så fjerner man hele essensen af rettigheder.

Så skal jeg bare høre Frie Grønne, om Frie Grønne vil fjerne rettighederne for dem, de ikke kan lide.

Værsgo, ordføreren.

Jeg vil sige, at nu afslører Enhedslisten i virkeligheden sig selv. Under hele debatten har ordføreren ikke forsøgt at forholde sig til det, der bliver spurgt om. Altså, man skal lade være med at lave de stråmænd og så prøve at høre efter: Jeg har igen og igen sagt under hele debatten, at selvfølgelig løser det her ikke alle racismeproblemerne. Det her løser et specifikt problem, i forhold til at der et freakshow, som gør, at vores muslimske medborgere bliver udsat for psykisk terror, men det vil Enhedslisten ikke forholde sig til, det vil Enhedslisten ikke svare på. Jeg har forsøgt at spørge flere gange, sobert og ordentligt, om, hvad det betyder, at Enhedslisten ikke vil stå for en genindførelse, og så svarer Enhedslisten: Jamen det her løser ikke racismeproblematikken, hadforbrydelser. Nej, selvfølgelig gør det ikke det, og det er da derfor, at Frie Grønne igen og igen sætter hadforbrydelser og racisme og antiracisme på dagsordenen. Så jeg vil gerne have mig frabedt, fru Rosa Lund, at man laver den stråmand. Det her handler for Frie Grønne kun om, at vi får genindført en blasfemiparagraf, så vi har en yderste stopklods. Vi har aldrig sagt, at det skulle løse alle problemer.

Tak. Værsgo, fru Rosa Lund.

Jamen jeg vil også gerne have mig frabedt den stråmand, at jeg ikke svarer på spørgsmålene, for nu var jeg selv til stede, idet jeg stod oppe på talerstolen, det var resten af salen også, og vi kan jo gå ind at se klippene og se, at jeg svarer ret præcist på hr. Sikandar Siddiques spørgsmål. Så kan det være, at man ikke bryder sig om svarene, men det er jo noget andet.

Jeg er interesseret i at finde ud af, hvorfor man er så optaget af at beskytte guder frem for at beskytte mennesker, men jeg er også socialist, og derfor mener jeg jo også, at der skal være en adskillelse af kirke og stat. Jeg mener så til gengæld, at vi har et ansvar for at slå ring om de muslimske medborgere, som lige nu oplever at blive udsat for ekstremt meget had. Men hvorfor er Frie Grønne mere interesseret i at beskytte guder end i at beskytte mennesker?

Værsgo, ordføreren.

Jeg må sige, at ordføreren må have mistet jordforbindelsen til Nørrebro, for ellers ville ordføreren ikke have stillet det her spørgsmål. Gå en tur ud på Nørrebro og spørg de borgere, der er derude, om de føler, at det er guderne, vi beskytter her, eller om det er dem og deres familier, vi beskytter her. Jeg vil sige: Jeg er målløs og skuffet over Enhedslisten og Radikale Venstre og støttepartierne, som jo fik en fantastisk sejr ved at gå ud at tale om minoritetsrettigheder, men som i dag her i Folketingssalen ikke står op for de muslimske minoriteter. Det her handler ikke om guder. Det her handler om helt almindelige mennesker, der bliver udsat for psykisk terror derude, og det ved ordføreren godt. Men ordføreren vil ikke indføre en blasfemiparagraf.

Tak. Den næste korte bemærkning er til hr. Jens Rohde. Værsgo.

Men det følger af religiøsiteten, og sådan er det jo. Altså, det giver jo den rodløshed – sådan er det. I det hele taget er afbrænding af bøger og sådan noget i hvert fald meget blasfemisk for mig.

Det, jeg lige vil spørge ordføreren om, er, om ikke han kan bekræfte, at blasfemiparagraffen aldrig nogen sinde fra myndighedernes side kom i anvendelse i forbindelse med Muhammedtegningerne – analogt med nogle af de ting, der er blevet sagt her i debatten fra salen i dag.

Værsgo.

Jamen jeg kan fuldstændig bekræfte det, og nu ved jeg, at hr. Jens Rohde havde en meget toneangivende rolle under hele krisen og derfor kender til detaljerne. Jeg kan fuldstændig bekræfte, at Rigsadvokaten jo i 2006 kom frem til, at man ikke kunne forhindre Muhammedtegningerne på baggrund af racismeparagraffen eller på baggrund af blasfemiparagraffen. I øvrigt er, som jeg har gentaget flere gange, Straffelovsrådet jo kommet frem til, at selv om man havde en blasfemiparagraf, ville man stadig kunne have religionskritik, som er fuldstændig afgørende i et oplyst samfund. Og det er også derfor, jeg tidligere takkede ordføreren for at nuancere debatten, for – hånden på hjertet – det handler ikke om at begrænse ytringsfriheden, det handler jo ikke om, at man ikke skal kunne komme med religionskritik; det har vi en stolt tradition for at gøre i Danmark. Det her er den yderste stopklods – den yderste stopklods, hvor vi simpelt hen ser et hul i lovgivningen, hvor der er nogle vanvittige hadprædikanter, der gør livet surt for alle, og der skal man have en mulighed for at kunne gå ind og sætte en stopper for det. Det er jo det, det her handler om.

Tak. Der er en kort bemærkning til hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Tak for det. Nu er det jo hr. Sikandar Siddique, der gentagne gange har talt om hr. Rasmus Paludans freakshow og traumatiserede børn osv. og 100 mio. kr. til politiet. Jeg er enig i, at det har været et ret absurd skue, men hvor mange af de her 100 mio. kr. havde man kunnet spare, hvis vi havde haft en blasfemibestemmelse? Har ordføreren et bud på det?

Værsgo.

Jeg synes ikke, at spørgeren kan forvente af mig, at jeg kan svare på det. Det, jeg kan svare på, er, at så kunne Rasmus Paludan ikke beskyttes som en amerikansk præsident og i en hel måned stå på Nørrebro og sige: Nu vil jeg genere mine muslimske medborgere. Så ville man kunne sætte ind og sige: Det er ulovligt, det må du ikke. Og når han så ikke kunne få tilladelse til at udføre det, ville man kunne forhindre ham i at udføre det, og det ville alt andet lige spare os nogle penge, og det ville alt andet lige beskytte vores muslimske minoriteter. Men hvor meget det konkret i kroner og øre ville spare samfundet, kan jeg jo ikke svare på præcist.

Værsgo.

Jeg kan godt svare på det: 0 kr. Der ville ikke være nogen som helst forskel, for Rasmus Paludan begyndte jo på sine demonstrationer, da vi havde en blasfemibestemmelse. Til at begynde med brændte han jo ikke koraner, så fjernede vi blasfemibestemmelsen, og så brændte han koraner, men det gjorde hverken fra eller til. Så det, som Frie Grønne forsøger at bilde folk ind, er jo ganske enkelt ikke korrekt, altså at hvis vi bare havde haft en blasfemibestemmelse, ville der ikke være traumatiserede børn på Nørrebro, og så ville hr. Rasmus Paludan kunne forhindres i at demonstrere. Det kan han ikke. Det eneste, der måske kunne komme på tale, var, at man kunne anholde ham bagefter, hvis han alligevel havde valgt at brænde nogle koraner.

Værsgo til ordføreren.

Altså, Rigsadvokaten, Straffelovsrådet, alle mulige eksperter har været ude at sige under forløbet, at hvis vi havde en blasfemiparagraf, ville man kunne stoppe Rasmus Paludan – det har de jo sagt. Jeg kan læse udtalelsen op. Det er fuldstændig klart og tydeligt, at der blev sagt, at man ikke kan bruge racismeparagraffen – den kan man simpelt hen ikke bruge – det er kun blasfemiparagraffen, der kan stoppe koranafbrændinger. Det er jo en juridisk vurdering, som man i øvrigt kan læse, og hvis man har lyst til at sætte sig lidt ind i sagerne, så kan man google det.

Tak. Næste korte bemærkning er til hr. Jeppe Bruus. Værsgo.

Altså, hvad angår koranafbrænding eller portrættering af profeten: Blasfemiparagraffen kunne ikke stoppe, at Rasmus Paludan kunne stille sig op og tegne alle mulige tegninger og gøre dem til genstand for sin demonstration. Så vi er også nødt til at være ærlige over for hinanden her. Hvis nu man genindførte paragraffen, ville vi jo stadig væk kunne have en Rasmus Paludan, der ville kunne lave alle mulige skændige demonstrationer og forsøge at skabe sig et publikum på det.

Værsgo, ordføreren.

Folk kan jo finde på alt muligt. Socialdemokraterne stemte imod en afskaffelse af blasfemiparagraffen, men havde ligesom Enhedslisten og SF ikke set det komme, som jeg også sagde tidligere i debatten, at Rasmus Paludan så ville udnytte det hul. Men ikke desto mindre skal lovgivningen afspejle samfundet og de problemer, vi står med. Og nu har vi jo set, at vi har et kæmpeproblem. Ja, selv politiet og Claus Oxfeldt har været ude at sige, at det simpelt hen ikke er okay. Jurister har været ude at sige det, politikere har været ude at sige det. Nu har vi et konkret problem, og det er det, vi forsøger at løse her.

Hvis fremtiden så viser, at der opstår andre ting, så må vi sætte os sammen igen og finde ud af, hvordan vi løser det. Min pointe er bare, at her har vi et konkret problem, og sandheden er, at ingen af os kan løse det. Politiet kan ikke sætte ind over for det, politikerne kan ikke sætte ind over for det. Vi kan ikke gøre noget, fordi vi mangler lovhjemmel, fordi vi mangler blasfemiparagraffen. Og derfor mener vi i Frie Grønne, at nu bør vi sætte ind, så vi kan stoppe den her psykiske terror.

Værsgo, spørgeren.

Men man kunne jo sige præcis det samme om tegningerne, som jo fylder rigtig meget nu, både i den danske debat i forhold til vores lærere og i andre lande i Europa, og som, hvis man lytter til det muslimske samfund, helt åbenlyst bliver opfattet som en meget, meget stor provokation. Der er ikke nogen lovgivning, der forhindrer nogen i at lave de tegninger.

Mener Frie Grønne så, at det er et tilsvarende problem, som i virkeligheden burde være forbudt?

Værsgo til ordføreren.

Jeg vil sige, at der er altså forskel på hadprædikanten Rasmus Paludan og så den debat. Der er altså en væsentlig forskel. Jeg vil under ingen omstændigheder sammenligne – og det er heller ikke det, jeg hører ordføreren gør – lærerne og den diskussion, der foregår der, med Rasmus Paludan. Altså, det er to vidt, vidt forskellige ting, og jeg mener ikke de kan sammenlignes, vil jeg sige til hr. Jeppe Bruus.

Det her handler om, at vi har en hadprædikant, der har fundet et hul i lovgivningen, der gør, at han kan udsætte vores muslimske medborgere for psykisk terror – og det vil Frie Grønne ikke acceptere.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt. Værsgo.

Jeg lytter jo faktisk for at prøve at forstå, hvad det er, hr. Sikandar Siddique gerne vil. Han siger, at han gerne vil forbyde, at man kan afbrænde Koranen og Bibelen, Toraen osv., men han har jo ikke stillet et forslag om det. Der står en bestemmelse om, at man skal genindføre blasfemibestemmelsen; der står ikke, at man skal forbyde afbrænding af hellige skrifter. Det vil sige, at det må være et meget bredere spektrum, som hr. Sikandar Siddique jo i virkeligheden ønsker at kriminalisere end specifikt det, som han nævner i sine indlæg.

Mener hr. Sikandar Siddique, at det i Danmark skal være forbudt at tegne profeten Muhammed?

Værsgo.

Det var to spørgsmål. Jeg vil prøve at svare fuldstændig korrekt og simpelt på dem. Frie Grønne har stillet det her forslag med et eneste formål, nemlig at man skal kunne stoppe hadprædikanter – det er den yderste stopklods. Og vi har forstået på den politiske debat, at hvis vi havde en blasfemiparagraf, kunne vi stoppe koranafbrændingerne. Derfor har Frie Grønne sagt, at vi tager den gamle blasfemiparagraf og indfører den igen, således at juristerne og politiet så kan sætte ind i forhold til at stoppe hadprædikanterne.

Derudover siger Frie Grønne igen og igen: Der skal være plads til religionskritik; der skal være plads til satire, al slags satire, i et oplyst samfund. Det skal der være. Det er fundamentet for et oplyst samfund. Det er vi ikke imod.

Tak. Spørgeren, værsgo.

Så hr. Sikandar Siddique mener ikke, at det skal være ulovligt at tegne profeten Muhammed, hvad enten det er satire eller ej?

Værsgo til ordføreren.

Første gang Muhammedtegningerne så dagens lys, tog jeg fuldstændig afstand fra dem. Jeg mener ikke, at fordi man har ret til at gøre noget, så også skal gøre det. Jeg tog afstand fra dem dengang, jeg tager afstand fra dem i dag. Men i et oplyst samfund skal der være plads til religionskritik, og der skal være plads til satire – men jeg tager afstand fra tegningerne.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)