Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 171:

Forslag til folketingsbeslutning om at give private passere ret til at kalde sig dagplejere.

Af Marie Bjerre (V) m.fl.

(Fremsættelse 26.02.2021).

Mødet er genoptaget.

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er børne- og undervisningsministeren.

Tak for det. Vi stod og var lige inde over det her med, hvordan rammerne for det her nu er, fordi det er skrupforvirrende fra ende til anden, at alle begreberne bliver mikset sammen. Så vi starter lige med et crashkursus i, hvad der er af forskellige typer pasningsordninger.

Der er private passere, det er en kategori, så er der private dagplejere, det er en anden kategori, og så er der kommunal dagpleje, det er en tredje kategori, og så er der dagtilbud, altså det, vi kender som vuggestuer og børnehaver, og jeg må sige, at vi ikke støtter det her beslutningsforslag, og årsagen er, at der faktisk knytter sig forskellige regelsæt til de her forskellige kategorier, og at det er vigtigt at forstå, at det er en måde at varedeklarere over for forældrene, hvad det egentlig er, de har indskrevet deres barn i, og det derfor faktisk er ret væsentligt, at man kalder sig det, man er. For som forældre skal man selvfølgelig kunne gennemskue, hvad det er for en ordning, man falder ind under, og derfor har hensynet til, at der er gennemsigtighed – hvilket forældre jo har efterspurgt, vil jeg gerne sige – været et af de væsentligste budskaber omkring hele den diskussion, der har været på dagtilbudsområdet, da det er for svært at gennemskue, hvilke regelsæt der knytter sig til hvad, hvilke normeringer der er for hvem osv. osv.

Det vil sige, at vi var mægtig godt tilfredse i Socialdemokratiet med den måde, vi fik landet aftalen på under den tidligere regering, for det er jo derfra, den her regelændring kommer; det var, da der blev indgået den brede politiske aftale om stærke dagtilbud, og det var Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, Socialdemokratiet og så den daværende regering, der indgik den aftale med hinanden. Det, der også skete med den aftale, var, at vi styrkede kravene til kvalitet og tilsyn med de private pasningsordninger, og at vi fastsatte nye regler, så private pasningsordninger alene må anvende betegnelsen private pasningsordninger, så man ikke var i tvivl om, om man havde at gøre med en privat pasningsordning, som er den ene kategori, eller om man havde at gøre med en anden kategori, som er private dagplejere – det er to forskellige ting. Det vil sige, at man selvfølgelig i den måde, man reklamerer for sig selv på eller på anden måde omtaler sig selv, skal sige, hvad man er, så forældrene ved, hvad de har med at gøre. Og det var vigtigt for aftalepartierne, herunder på det tidspunkt også Venstre, fordi der er en række områder, hvor de ting netop adskiller sig fra hinanden.

Reglerne skal derfor gøre det nemmere for forældrene at gennemskue, om det er et dagtilbud, barnet er optaget i – det vil altså sige enten en dagpleje, det være sig privat eller kommunal, eller en vuggestue eller en børnehave, eller om man er optaget i en privat pasningsordning. Det vil sige, at lovgivningen slår fast, at forskellige stednavne og tillægsord kan indgå i pasningsordningens navn; der må ikke reklameres med, at det er en privat dagplejeordning, hvis ikke det er det. Derfor kan man sige, at både den private dagpleje og den kommunale dagpleje på den måde har en beskyttet titel, så man kan ikke kalde sig dagplejer, hvis ikke man er dagplejer, det kan kun kommunale og private dagplejere – det er dem, der kan kalde sig dagplejere. Det syntes vi dengang i 2018 var en god idé, da vi vedtog de her regler som en del af den aftale, og det synes vi i Socialdemokratiet også her 3 år senere. Men jeg kan forstå, at Venstre ikke længere står bag den aftale, og det glæder jeg mig til at høre en uddybning af, for det har i hvert fald undret mig.

Hvis vi skal prøve at kigge lidt på, hvad det er, der er forskellene, vil jeg sige, at præcis det, det handler om her, er, at man som forældre ved, om man vælger et dagtilbud, altså det vil sige det, der hedder en dagplejer, privat eller offentlig, eller vuggestue eller børnehave, eller det, der på den anden side er en privat pasningsordning. Og når vi styrkede reglerne tilbage i 2018, betyder det jo også, at der er en forskel her. I dagtilbuddene arbejdes der med pædagogiske læreplaner; der er krav om forældreinddragelse; der er en pasningsgaranti for forældrene, og børnepasningen kan ikke opsiges med kort varsel. Det vil sige, at det er den pakke så at sige, man som forældre køber sig ind på og ved at man har ret til, hvis man som forældre vælger en privat dagpleje, en kommunal dagpleje eller vuggestue/børnehave. Hvis man vælger en privat pasningsordning, er det ikke den pakke, man vælger, og det er derfor, der også skal være forskel på, hvad vi kalder det.

Hvis man vælger den anden pakke, altså den private pasning, er det sådan, at man selv skal søge tilskud, og det er jo sådan set meget rart at vide som forældre, at det ikke er noget, der foregår automatisk, men at det er noget, man selv skal stå for, og det betyder også, at passeren, dvs. den, der passer ens barn, kan sige en op med kort varsel; jeg ville også som forælder synes, at det ville være relativt rart at vide, når man nu skal på arbejde, at der faktisk er den pasningsordning, man har købt sig ind på. Derfor er det ikke uvæsentligt, at man som forældre ved, at der er forskel på, om det er en privat dagpleje på den ene side, eller om det er en privat passer på den anden side, for det er simpelt hen to forskellige sæt af regler.

Så det er klart, at det skaber lidt frustration og forvirring i en periode, når vi går fra, at ordet dagpleje ikke var en beskyttet titel, til, at vi går over til, at det bliver en beskyttet titel, fordi det betyder selvfølgelig, at der er nogle, der har været vant til gerne at måtte bruge det navn, der ikke var dækkende for det, de lavede, og det må de så ikke længere, det skal laves om. Men når vi laver den her type regler, betyder det jo i sagens natur, at kommunerne håndhæver dem, og derfor vil man jo opleve, at de private pasningsordninger bliver bedt om i f.eks. deres reklame at skifte navn, sådan at der er overensstemmelse mellem det, de hedder, og det, de er, og det kan jeg heller ikke rigtig se for mig hvordan egentlig kan komme som en overraskelse for Venstre, som jeg normalt også tænker har tillid til, at når vi laver regler, bliver de selvfølgelig håndhævet.

Men regeringen står altså stadig væk ved den politiske aftale, der blev indgået med den daværende borgerlige regering – jeg mener sådan set, at det er et rigtig godt grundprincip, at der er gennemsigtighed og klare rammer for forældre, der skal finde tilbud til deres børn – og derfor har vi også fra regeringens side sammen med Radikale Venstre, SF, Alternativet og Enhedslisten valgt at gå videre ad gennemsigtighedsporet i forbindelse med vores aftale om minimumsnormeringer, hvor vi også lægger op til, at det skal være langt nemmere for forældre at gennemskue, hvad det er for nogle vilkår, der er omkring børnene. Tak.

Tak til ministeren. Der er ønske om en kort bemærkning til ministeren, og det er fra fru Marie Bjerre, Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak for forklaringen af de forskellige dagtilbud. Jeg kunne bare godt tænke mig at få uddybet, hvorfor det er, ministeren mener, der er behov for at adskille udtrykkene, med hensyn til om man er kommunal dagplejer, eller om man er privat passer. Hvorfor er der behov for at lave den der adskillelse? Jeg tror da godt, man som forælder ved, om man har valgt et privat tilbud, eller om man har valgt et offentligt tilbud, lige så vel som hvis man vælger en privat skole eller en folkeskole. Hvorfor er der behov for at lave en adskillelse i udtrykkene? Er det ikke i virkeligheden bare for at diskriminere de private?

Ministeren.

Det synes jeg godt nok alligevel er et interessant udgangspunkt, i betragtning af at det var Venstre, der stillede forslaget. Så altså, det er vel mere nærliggende for Venstre at svare på, end det er for Socialdemokratiet: Var det det?

Det er jo ganske rigtigt, som ministeren siger, at det her var en regel, der blev indført i 2018, og som vi alle sammen stod bag. Den har bare haft utilsigtede konsekvenser, og derfor vil vi gerne have det ændret nu. Det er ret klart med det her forslag, og det er derfor, jeg bliver nødt til at spørge om, hvorfor man vil fastholde, at der skal være en adskillelse. Hvorfor mener ministeren der er behov for en adskillelse i udtrykkene? Ved man som forælder ikke godt, at der er forskel på, om man vælger en privat eller en kommunal dagplejer?

Ministeren.

Jamen det er jo ikke det, der er forskellen. Altså, vi har private dagplejere på den ene side, og så har vi private passere på den anden side. Så skellet her går ikke mellem, om man er offentlig eller privat. Skellet går mellem, om man er dagplejer, eller om man ikke er dagplejer, og det vil sige, at af samme grund, som jeg mener det er en rimelig god idé, at der ikke står, at nogle varer er sukkerfri, hvis der faktisk er sukker i dem, synes jeg også, det er en rigtig god idé, at forældre umiddelbart kan afkode, hvad det er for et tilbud, de har budt ind på. Reglerne er forskellige, men det er altså ikke en forskel på privat og offentlig, men en forskel på dagplejer og passer, og begge dele kan være private.

Næste korte bemærkning er til fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti.

Der er jo forskel på dem, det er fuldstændig rigtigt – og det er også vigtigt, at man kan se forskel. Men gør det ikke indtryk på ministeren, når der nu er så mange, som synes, at det er problematisk og gør opmærksom på, at forældrene ikke kan finde rundt i det? For jeg er fuldstændig med på, at det er vigtigt, at man på en eller anden måde gør opmærksom på rent sprogligt, at der er forskel på de forskellige ting; men man gør det på en måde, så forældrene bliver forvirret og måske vælger ting fra, og så passerne selv bliver forvirret over, hvad det er, de egentlig er. Er det så ikke bedre at finde en anden betegnelse?

Ministeren.

Jeg tror ikke, man undgår forvirring, når man skifter navn på ting. Sådan tror jeg det vil være i den periode, hvor man kører det ind, og man kan sige, at lige præcis det, som fru Marie Krarup efterlyser, nemlig en klarhed over, at der faktisk er forskel, mener jeg er skabt med den lovgivning – og det var det, der ikke var før. Så er det klart, at når man så skiller tingene ad sprogligt, vil der være en periode, hvor man skal vænne sig til, at det er på den måde.

Men det er jo i hvert fald dybt forvirrende, at nogle kan kalde sig dagplejere, når de ikke er det. Altså, der vil jeg da have en forventning om som forældre, at hvis der står, at man er privat dagplejer, så er man det faktisk. Problemet med de gamle regler var, at der kunne man jo kalde sig privat dagplejer, uden at man var det – og det duer ikke. Altså, de private dagplejere må kalde sig for private dagplejere, og de private passere må kalde sig for private passere.

Fru Marie Krarup.

Nu var jeg ikke med til at behandle lovforslaget – L 160, eller hvad det nu hed – for 2 eller 3 år siden, men jeg må indrømme, at jeg ikke forstår, at man ikke var bedre til at finde en sproglig forskel, for de kan jo alle sammen godt være dagplejere. Men så kan man sige: dagplejer med privat pasningsordning eller dagplejer inden for det kommunale tilbud. Altså så man har en forklaring eller en parentes eller en ekstra beskrivelse, fordi dagpleje jo bare er et helt almindeligt ord for en, der passer et barn. Derfor virker det mærkeligt, at der er nogen, der ikke må kalde sig det, når det nu er blevet almindelig brug.

Jeg synes, man skal forsøge at få den sproglige klarhed, men bare på en måde, hvor man også tillader private passere at kalde sig dagplejere, men med efterstillelse af et eller andet.

Ministeren.

Det var heller ikke mig, der var ordfører på det, men jeg sad derovre, hvor der nu ligger en jakke, og lyttede med på debatten, da den blev taget her i Folketingssalen. Jeg vil sige det sådan, at det er klart, at der er en tilvænning til nogle nye navne, men jeg tror ikke, at klarheden bliver større af, at man ændrer det en gang til, fordi det jo er tilvænningen til nye navne, der tager tid.

Altså, det, der var forvirrende, og det, man med den aftale rettede op på, var jo, at nogle kunne kalde sig dagplejere, der ikke var det. Det er jo, ligesom man ikke bare kan kalde sig for en børnehave, hvis ikke man er det, fordi der knytter sig nogle helt bestemte kvalitetsstandarder og andre krav og regler til en børnehave. Man kan jo heller ikke bare kalde sig en friskole eller en folkeskole, hvis ikke man er det, simpelt hen fordi det jo skaber forvirring. Det vil sige, at det er klart, at når navnet så bliver forandret, vil det i sig selv skabe en forvirring i en periode. Men det er vigtigt, at der er den forbrugerinformation, så at sige, til forældrene om, at det her eksempelvis er et sted, hvor barnets pasning fra den ene dag til den anden, eller i hvert fald med meget kort varsel, kan opsiges, eller om det er noget, der falder ind under pasningsgarantien, så man ikke bare umiddelbart kan sige et barns pasning op. Så den forbrugerinformation mener jeg simpelt hen er vigtig.

Men selvfølgelig undgår man ikke forvirring, i forbindelse med at man skifter navn på noget. Men det var stort set præcis de samme diskussioner, der var – i øvrigt også det der omkring parenteserne – da diskussionen blev taget i Folketingssalen for et par år siden. Så man tog den altså med fuldstændig åbne øjne. Der er ikke noget, der er uhensigtsmæssigt, eller som vi ikke har været klar over i forbindelse med de beslutninger og de ting, der er fremført, hverken i beslutningsforslaget eller i de her indledende bemærkninger.

Tak til børne- og undervisningsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Så bliver der gjort klar til, at ordførerrækken kan gå i gang, og den første ordfører kommer fra Socialdemokratiet. Det er hr. Jens Joel. Velkommen.

Tak til formanden, og tak til Venstre for at fremsætte beslutningsforslaget, hvor man jo i virkeligheden ønsker at lave om på en aftale, vi lavede for ikke så lang tid siden. Det var i øvrigt, da Venstre var i regering. Aftalen går set med mine øjne ud på at skille forskellige tilbud på børneområdet ad, efter hvad de indeholder, hvilke krav man kan stille til dem, og hvad forældrene kan forvente af dem.

Jeg synes egentlig, det er meget klogt over for forældrene, at man kalder tingene for det, de er, og at man ikke kalder to ting, som materielt og substantielt er forskellige ting, det samme, bare fordi det ville være nemmere. Man kan spørge, om det ikke er forvirrende at kalde det noget forskelligt, men hvis det er, fordi det er for forvirrende, er modargumentet jo, at man kun skal have et tilbud. Vi synes faktisk, det er fint, at man kan vælge mellem forskellige tilbud. Derfor har jeg også lyst til at sige, at den ordning, vi har på børneområdet, og den diskussion, vi har om lovgivningen, jo ikke handler om, om der er mere eller mindre frit valg, og om der er mere eller mindre, der er offentligt – eller privat.

Men man kunne godt have Venstre mistænkt for, hvis jeg skal være lidt flabet, at de måske har kastet sig ud i det her, fordi de troede, at de kunne lave en stråmand, der gik på, at Socialdemokratiet er imod noget, der er privat. Det er måske derfor, at der står i beslutningsforslaget, at man med de regler fra 2018 gjorde det sådan, at det kun var de offentlige dagplejere, der kunne kalde sig for dagplejere. Den sætning står i beslutningsforslaget, og det er jo faktuelt forkert. Man kan sagtens være privat dagplejer. Derfor går forskellen ikke på, om man er offentlig eller privat, men om man er privat dagplejer eller privat passer, fordi det er to forskellige ting. Det synes jeg egentlig med respekt for forældrene er klogt at gøre opmærksom på. Jeg tror egentlig også, at forældrene, om end det altid er svært at vænne sig til nye ting, kan gennemskue, at der er forskel på de forskellige tilbud, de får. De kan vælge en privat, uanset om de vil det ene eller det andet, men der skal være klarhed over, hvad det er, man får. Derfor synes vi ikke, der er nogen grund til at ændre på den aftale, som vi lavede for et par år siden, for den stiller jo i virkeligheden skarpt på, hvad der er indholdet i det tilbud, man får til sine børn.

På den baggrund agter vi at stemme nej til beslutningsforslaget og undrer os i det stille over, at Venstre nu mener det modsatte af det, man gjorde, da man var i regering, men vi drøfter selvfølgelig gerne, hvad der er årsag til problemerne. Vi synes bare ikke, at det er en løsning at kalde det hele det samme, fordi der så ikke er nogen forvirring om navnene, men hvis der stadig er forvirring over det forskellige indhold, er det jo sådan set en væsentlig diskussion at tage i forhold til forældrene. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Marie Bjerre, Venstre. Værsgo.

Jeg synes da, det er ærgerligt, at Socialdemokratiet ikke vil stemme for det her beslutningsforslag. Jeg havde sådan set håbet, at vi kunne nå til enighed om det – at vi, når man kommer til at vedtage en lovgivning, som har en utilsigtet virkning, så retter op på det. Men det kan jeg så forstå at Socialdemokratiet desværre ikke vil være med til.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren: Mener ordføreren, at hvis man i 2018 som forældre valgte en privat dagplejer, som er det, der i dag bliver kaldt en privat passer, så var man ikke klar over, at det var et privat tilbud, altså at det var noget andet?

Ordføreren.

Jamen det er jeg simpelt hen uenig i – at det var det, man valgte. Altså, hvis man valgte en privat dagplejer i 2018 eller i 2016, var sandheden vel, at det, der stod på skiltet – privat dagplejer – kunne være både en privat passer og i øvrigt en dagplejer. Det er da det, der er årsag til forvirringen, altså at man i dag fuldstændig frit kan vælge, om man ønsker sit barn i en offentlig dagpleje, i en privat dagpleje eller en privat pasningsordning. Der er jo sådan set frit valg på alle hylder, og det er så det, som Venstre synes er meget forvirrende. Men vi synes jo sådan set, det er klogt, at man både har muligheden for at vælge, og at man også fortæller forældrene, hvad det er, de kan forvente indholdsmæssigt og ikke kun af navnet.

Fru Marie Bjerre.

Jeg tror godt, ordføreren ved, hvor det er, jeg vil hen med det spørgsmål. Altså, min pointe er netop, at jeg ikke tror, at forældrene var forvirrede i 2016 eller i 2017 eller i 2018, når de valgte en privat dagplejer – så var de udmærket godt klar over, at det her var et privat tilbud, og hvad det var for nogle rammer. Hvorfor er der behov for den forskelsbehandling? Det er det, jeg spørger til. Hvorfor er der behov for, at man kalder det privat passer? Hvorfor må man ikke have lov til at kalde sig privat dagplejer? Er det virkelig af hensyn til forældrene? Tror ordføreren ikke, at man var klar over, hvad for et tilbud man valgte i 2018 som forældre?

Ordføreren.

Men man må gerne kalde sig privat dagplejer, hvis man er dagplejer. Altså, jeg forstår det ikke, for det lyder, som om Venstre synes, problemet er, at nu må man ikke kalde sig privat dagplejer. Det må man gerne, men det kræver selvfølgelig, at man er dagplejer. Og det er rigtigt, at før 2018 var der nok ikke forvirring om navnet, for da hed begge dele det samme. Til gengæld kunne det jo være lidt svært at gætte, om den dagplejer, man så havde fået, i virkeligheden levede op til dagplejerstandarderne eller til privat passer-standarderne. Og det havde man så ingen mulighed for at finde ud af, medmindre man læste i den driftsoverenskomst, som der måtte være med kommunen. Og der synes jeg da, med al respekt for forældrene, som jo selvfølgelig læser grundigt på tingene, at det er noget nemmere at afkode, at der er forskel på navnene, end at man skal ind at læse driftsoverenskomsten med kommunen for at finde ud af, hvad det er, der er forskellen.

Tak til hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Dansk Folkeparti, og det er fru Marie Krarup.

Tak for ordet. I Dansk Folkeparti har vi utrolig stor sympati for dagpleje. Vi så gerne, at langt flere børn blev passet i dagpleje i stedet for i børnehaver eller vuggestuer, fordi det er en mindre og mere overskuelig ramme. Så hvis man ønsker sine børn passet ude, er dagpleje helt klart et supersupergodt tilbud, og derfor ønsker vi også, at det skal være nemt og klart for forældrene, hvad det er, de vælger. Derfor støttede vi den her navneændring i 2018, sådan at det blev helt klart, at der var forskel på dem, som var under loven om dagtilbud, og dem, der var under ordningen med privat pasning. Men problemet er bare, at det giver bøvl, og at folk ikke kan finde ud af det.

Derfor vil jeg så sige, at jeg tror, at det ville være smartere, hvis man navngav det på en anden måde, at man lod dem alle sammen kalde sig dagplejere, men så kaldte dem dagplejer under dagtilbudsordningen eller dagplejer under privat pasningsordning, for det virker åbenbart afskrækkende, hvis man siger: Nej, jeg er ikke dagplejer, jeg er børnepasser. Så lyder det, som om man er noget mindre godt. Det er lidt, som hvis en skole, der bliver oprettet på et andet, lidt anderledes regelgrundlag i privat regi, ikke må kalde sig skole, men skal kalde sig anstalt, eller hvis et hospital, der bliver oprettet på lidt andre regler og på privat initiativ, ikke må kalde sig hospital, men skal kalde sig sygekaserne eller noget andet. Det virker som et negativt ord, og det virker, som om man er mindre kompetent.

Man har lavet en lov i den allerbedste mening, for det er en god mening at ville gøre forskel på de her ting, da der er forskel på dem, men jeg synes bare, man kan gøre det på en smartere måde, og det er ærgerligt, at man ikke har gjort det. Jeg synes, vi skal se positivt på det, og derfor synes jeg, det umiddelbart er lidt overilet at afvise det fra regeringens side. Dansk Folkeparti støttede bestemt selv den her regelændring, sådan at det var klart, at der var forskel, men vi må bare se i øjnene, at det ser ud til, at den forskel er kommet til at fremstå på en negativ måde, og det har vi ikke lyst til. Og vi har slet ikke lyst til, at der er forvirring på dagplejeområdet, hvor vi virkelig gerne vil have at folk har lyst til at gå hen og har lyst til at bruge.

Så derfor vil vi ikke love at stemme for forslaget, for jeg tror godt, at man måske kan gøre forslaget bedre. Måske kunne man blive lidt mere sprogligt opfindsom og fastholde dagplejenavnet fra før L 160, men så efterstille noget eller forklare nærmere, hvad det er. Jeg vil så sige, at det har været i funktion så kort tid, så jeg tror, at det, at man går tilbage til dagplejeordet, ikke vil skabe så meget forvirring, som det vil gøre at fortsætte med ordet passer. Tak for ordet.

Tak til fru Marie Krarup, Dansk Folkeparti. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er klar, og det er ordføreren for Socialistisk Folkeparti, og det er fru Ina Strøjer-Schmidt.

Tak. SF kan ikke bakke op om forslaget. Private pasningsordninger og dagplejere skal leve op til forskellige krav, hvor dagplejere har flere forpligtelser, bl.a. i forhold til at arbejde med den styrkede pædagogiske læreplan, hvorved bl.a. læring, leg og børnefællesskaber styrkes. Når der er tale om forskellige tilbud, giver det derfor god mening at betegne tilbuddene forskelligt, så også forældrene gøres opmærksom på forskellen, før de vælger et tilbud til deres barn.

Tak til ordføreren. Der er ikke ønske om korte bemærkninger til ordføreren her. Tak for at gøre klar til den næste ordfører, som kommer fra Det Radikale Venstre, og det er fru Lotte Rod. Velkommen.

Tak for det. Venstre ønsker med det her beslutningsforslag at rulle en regel tilbage, som vi lavede i fællesskab, dengang vi lavede den store ændring af dagtilbudsloven. Og jeg må indrømme, at for mig fyldte den her del faktisk ikke så meget i debatten dengang. For det, vi jo gjorde med de forhandlinger og den ændring af dagtilbudsloven, var jo for det første at få skrevet legen ind i formålet med dagtilbud. I mine øjne er det den vigtigste uddannelsespolitiske lov, som vi har lavet i mange år, både fordi jeg tror, det betyder så meget for den retning, vi går i, men jo også, fordi det var i de her forhandlinger, at vi fik en ikkeparagraf, hvor vi sagde, at nu skulle det altså være slut med, at man pålægger vores dagtilbud alle mulige regler og koncepter, som ligger uden for læreplanerne. Det var det, jeg var optaget af dengang, og faktisk ikke så meget det her spørgsmål. Men alligevel har jeg det sådan i dag, at jeg faktisk synes, at det, vi blev enige om dengang, giver meget god mening.

Derfor vil jeg gerne sætte lidt flere ord på, hvor det er, Radikale Venstre er i forhold til det her. På den ene side tror jeg på, at det er vigtigt, at der er en frihed til, at man kan etablere sig i forskellige former, sådan at hvis man f.eks. er en tidligere kommunal dagplejemor, som er kørt sur i de kommunale regler, så har man muligheden for at etablere sig som privat dagplejer.

Omvendt har jeg det på den anden side også sådan, at jeg faktisk synes, det giver ret god mening, at der er nogle, der er dagplejere, og der så er nogle, der er private passere, fordi jeg har en ambition om, at vi skal gøre os endnu mere umage for, at vores børn får en høj pædagogisk kvalitet, og derfor drømmer jeg jo også om, at vi en dag lykkes med at uddanne alle vores dagplejere. Jeg synes, at alle, der er dagplejere i Danmark, burde være pædagogiske assistenter, og derfor giver det god mening, at man tænker i, om man er dagplejer eller man er privat passer, som jo i mange tilfælde er en veninde, en nabo eller en, der har påtaget sig opgaven i en periode. Og jeg synes faktisk, at det er ret vigtigt, at det er to forskellige ting, altså om man er privat dagplejer eller man er privat passer.

Derfor kan man jo måske egentlig bare håbe, at det, der kommer ud af den debat, vi har her i dag, er, at nogle af dem, som måske egentlig troede, at de var dagplejere, men som i virkeligheden er passere, får lyst til at blive private dagplejere i stedet for. For jo flere, der har lyst til at blive dagplejere, jo mere er der jo også af efteruddannelse til dem. Så det vil være mit håb, at det vil inspirere nogle flere til at blive dagplejere. Så Radikale Venstre kan ikke støtte beslutningsforslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra fru Marie Bjerre, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Igen er jeg ærgerlig over, at Radikale Venstre heller ikke vil støtte det her forslag, når man nu har lavet en utilsigtet lovgivning. Men jeg kunne godt tænke mig at høre De Radikale, om man ikke kan se, at ordet passere er diskriminerende over for alle de private tilbud, der er, som jo gerne vil kalde sig dagplejere, og som har gjort det tidligere – altså, at der ligesom ligger noget andet i ordet passer, end der gør i ordet dagplejer; at det bare ikke er et hensigtsmæssigt ord at bruge, altså ordet passer, også fordi forældrene heller ikke er vant til ordet passer, men søger efter en dagplejer.

Ordføreren.

Men det er ikke det samme. Og altså, i mine øjne ville det være godt, hvis der var flere, der ville være private dagplejere. For der er nogle andre regler knyttet til det; der er en anden sikkerhed. Der er også en anden mulighed for at få mere efteruddannelse. Så jeg ville da ønske, at nogle af de private børnepassere, der er i dag, faktisk fik lyst til at blive private dagplejere. Det ville jeg synes var godt.

Fru Marie Bjerre.

Så ser vi nok lidt forskelligt på det. I min verden ville det bare være dejligt, hvis der var nogle flere, der i det hele taget gad at passe børn, for dem mangler vi faktisk nogle af i fremtiden. Men hvis man gør det sværere at være privat dagplejer eller privat passer – som i det her tilfælde ved at agere navnepoliti på den her måde – så får vi jo ikke flere til at passe vores børn, og det har vi brug for. Altså, hvorfor er det, at man har brug for at diskriminere dem, som er omfattet af nogle andre vilkår? Hvorfor må de ikke kalde sig dagplejere?

Ordføreren.

Jeg håber da, at Venstre kan være enig med mig i, at det ikke bare handler om, at der skal være flere, der gerne vil være sammen med vores børn, men også om, at de skal være dygtige og nærværende. Og det betyder noget, at der er gode efteruddannelsesmuligheder. Min drøm er, at alle dagplejere skal uddannes til assistenter, fordi det betyder noget, at de voksne, der tager sig af vores børn, også ved noget om, hvordan børn udvikler sig, og hvordan man understøtter børns udvikling. Så mit håb er da, at nogle af dem, der i dag er private børnepassere, får lyst til at blive private dagplejere.

Tak til fru Lotte Rod fra Det Radikale Venstre. Der er ikke flere korte bemærkninger tak til ordføreren. Den næste ordfører er fra Enhedslisten, og det er hr. Jakob Sølvhøj. Velkommen.

Tak. Der skelnes jo i dagtilbudsloven meget udtrykkeligt mellem dagpleje og private børnepassere. Man kan se i dagtilbudsloven, at dagplejerne er omfattet af hele formålsparagraffen, de er omfattet af de pædagogiske læreplaner og en række andre ting, som ministeren har været inde på, mens de private børnepassere slet ikke er dagtilbud i dagtilbudslovens forstand. Det fremgår også tydeligt af de lovbemærkninger, der var fra den daværende regering, da man vedtog forslaget. Private pasningsordninger er slet ikke dagtilbud i dagtilbudslovens forstand.

Ordningen er jo gammel, den er 28 år gammel og er fra 1993. Der har været kvalitetsproblemer med den i hele den lange periode. Man rettede lidt op på det – ret skal være ret – i 2018, men hvis man har et varmt hjerte for den kommunale dagpleje, hvad jeg selv har, så er der ingen grund til at være særlig begejstret for de private børnepassere, for der har været en markant tendens til, at den kommunale dagpleje, som lever op til de krav, som fællesskabet stiller til den pædagogiske kvalitet, i meget høj grad er blevet undergravet af de private pasningstilbud.

Det har været en bevægelse, der er sket fortløbende. Hvis vi kigger på den sidste 10-årige periode, er der sket et skred i retning af, at 1.500 kommunale dagplejere, som skulle leve op til alle de pædagogiske kvalitetskrav, er blevet afløst af private børnepassere.

Jeg synes egentlig – og det er jo ikke så meget det, forslagsstillerne ønsker med det her – at det er besynderligt, at vi har opbygget en del af vores pasningssystem sådan, at vi har en gruppe på 10.000 børn, der skal passes i et særligt system, der ikke skal leve op til de samme kvalitetskrav, som man skal i den kommunale dagpleje, og som man skal i daginstitutionerne, men til gengæld får tildelt de samme økonomiske midler.

Vi så egentlig gerne, at man udfasede ordningen – ikke fordi vi ikke er begejstret for den kommunale dagpleje, men netop fordi vi synes, at den kommunale dagpleje er et rigtig godt tilbud. Og det, vi har her, er faktisk undergravende i forhold til den kommunale dagpleje.

Indtil det måtte være sket, synes jeg, man må sige, at der ikke er noget underligt i, at vi i lovgivningen har indrettet det sådan, at når man ikke er dagplejer, må man ikke kalde sig dagplejer. Flere ordførere har været inde på, at det er der en vis logik i, og hvis man kigger på forskellen mellem dagplejeordninger og private pasningsordninger, er der meget, meget stor forskel, som det er beskrevet i dagtilbudsloven. Og det er jo et synspunkt, som den daværende regering også havde, da vi behandlede det for 3 år siden.

Så alt i alt undrer jeg mig over forslaget i dets substans. Og jeg ærgrer mig egentlig over, hvis der er nogle her i salen, som mener, at de med det her slår et slag for den kommunale dagpleje, for jeg kan med garanti sige, at man gør det modsatte. Hvis man styrker de private pasningsordninger, altså udbreder dem, så undergraver man den kommunale dagpleje, som er et utrolig vigtigt pasningstilbud for tusindvis af 0-2-årige børn.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og den er fra fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tusind tak. Jeg blev egentlig lidt foranlediget til at stille det her spørgsmål, da ordføreren nævner det her med, at man undergraver den kommunale dagpleje. Altså, i Nye Borgerlige går vi meget ind for, at forældrene har et reelt frit valg, og at politikerne ikke skal sidde og bestemme, hvilke dagtilbud de skal benytte sig af.

Men kunne ordføreren ikke sætte nogle flere ord på, om ordføreren egentlig ikke tænker, at det sådan set er systemet, der fejler, og at det altså netop er, fordi politikerne igennem alt for mange år har lagt alt for mange retningslinjer ned over de kommunale tilbud, så forældrene faktisk bare vælger noget, hvor der ikke eksempelvis er alle mulige læreplaner og alt mulig andet for deres børn, men egentlig bare en voksen, som tager sig af deres børn og giver dem varme og omsorg osv.?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at der er gjort meget – selv af den forrige regering er der egentlig gjort en del for at styrke den pædagogiske kvalitet. Den nye læreplan, man lavede i et tæt samarbejde med de faglige organisationer og kommunerne, var faktisk et løft af kvaliteten. Det synes jeg ikke vi skal begræde. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi der, hvor vi bruger offentlige kroner, sikrer, at der er en høj kvalitet i tilbuddet. Det er der ikke i de private pasningsordninger, og jeg synes ikke, at det er nogen særlig god idé, når vi vil bruge offentlige midler til gavn for vores børn, at vi så siger, at det skal være lige så økonomisk begunstiget at oprette et tilbud, der ikke lever op til de almindelige kvalitetskrav, som det er at oprette et almindeligt dagtilbud, der opfylder kvalitetskravene.

Fru Mette Thiesen.

Det, ordføreren står og siger, er, at politikerne ved bedre end forældrene, hvad god kvalitet i dagtilbud er; at politikerne ved bedre end forældrene, hvad deres børn har godt af. Det er sådan set det, ordføreren står og siger. Og så siger ordføreren jo sådan set også, at det er offentlige kroner. Jamen det er jo danskernes penge, som de skal selv have lov til at vælge at bruge der, hvor de så vil have passet deres børn.

Hvorfor mener man grundlæggende set hos Enhedslisten – det burde jo sådan set ikke komme bag på mig – at politikerne ved bedre end forældrene, hvad god kvalitet i dagtilbud er?

Ordføreren.

Der er mange politikere, og der er mange forældre. Så jeg tror ikke, at man kan stille det helt sådan op. Vi gør jo det på det her område, på uddannelsesområdet, på sundhedsområdet og ved meget andet, at vi opstiller nogle kvalitetskrav til de ydelser, som skal offentligt finansieres, og det synes jeg egentlig ikke er så underligt. Man kunne godt sige: Er patienten ikke klogere end lægen, er eleven ikke klogere end læreren, er forældrene ikke klogere end dem, der lovgiver på det her område? Jo, det er der sikkert nogle forældre, der er; men selv om vi er uenige, så gør vi vel hver især vores bedste for at sikre, at der er de bedst mulige tilbud. Og derfor er det rigtig ærgerligt, at man kan trække penge ud af det offentlige til noget, der ikke lever op til de kvalitetskrav, der ellers er den almindelige norm i samfundet

Tak til hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten. Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører kommer fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Mette Abildgaard.

Det, jeg kan sige med fuldstændig sikkerhed, er, at det i hvert fald for Det Konservative Folkeparti er vigtigt, at der er valgmuligheder til forældrene til at vælge lige præcis den løsning, der er bedst for deres børn. Der er mulighed for en vuggestue, der er mulighed for en kommunal dagpleje, der er mulighed for en privat dagpleje, og der er mulighed for en privat passer. Det er sådan, vi efterhånden har kunnet konstatere i den her debat at kategorierne fordeler sig. Jeg er ikke normalvis ordfører på det her område, så jeg er ikke den største ekspert i det her, men har taget sagen i salen i dag i stedet for vores ordfører, Brigitte Klintskov Jerkel.

Det var en konservativ minister, der sad for bordenden, da man i sin tid besluttede at lave den her ændring. Det var ikke, fordi det var et stort konservativt ønske at lave den her ændring, men det var en vigtig prioritet for andre partier, og vi endte med at være med til at gennemføre den her ændring. Når jeg står her i dag, er jeg nok lidt oprigtigt i tvivl om, om det var en rigtig ændring, og om den har fået den ønskede effekt.

På den ene side anerkender jeg til fulde de argumenter, der er rejst i salen i dag, om, at man som forældre skal kunne lokalisere, hvad der er af forskelle, alt efter hvilken ordning man vælger til sine børn. Og det er en væsentlig pointe – som ministeren var inde på – at vælger man en privat passer, skal man eksempelvis selv søge tilskud, fordi det i udgangspunktet ikke udløser offentlige midler. Det er da en central pointe, at hvis man vælger det tilbud, er der nogle andre regler i forhold til at opsige pasningen. Det er da en helt central pointe, og vi må sikre, at den kommunikation når ud til forældrene, altså at der er forskel på de her tilbud.

Omvendt kan jeg også til fulde følge argumentet om det her med navnet private passere, altså at der er et eller andet i det, der måske ikke smager helt rigtigt på en eller anden måde. Det er jo også det, man kan se i det materiale, som Venstre henviser til i det her beslutningsforslag. Der er nogle forældre og nogle passere, der peger på, at de på en eller anden måde føler, at den her titel devaluerer deres arbejde og værdien af deres arbejde. Og jeg kan også sagtens følge, at man ikke siger: Nej, hvor spændende, nu skal lille Sigurd starte hos privat passer. Den 1. august skal han hen til sin dagplejemor – det er den titel, man har brugt i 50 år, og som man nok naturligt sprogligt vil have et ønske om at anvende fortsat.

Så det er bare for at være helt ærlig og sige, at jeg har siddet og lyttet til den her debat, og jeg kan både se for og imod. Og jeg holder en helt anden tale, end jeg havde forberedt på forhånd. Men det er bare for at sige, at på den ene side anerkender jeg til fulde, at der er nødt til at være en sproglig forskel, der gør det let forståeligt, hvad det er for en pasningsordning, man går ind til, og hvad det er for et tilbud, der er til ens børn. Og der er det vigtigt for Det Konservative Folkeparti, at der er mange forskellige at vælge imellem. Vi hylder det frie valg, hvad enten det er på ældreområdet eller for vores børn og alle andre midt imellem. Omvendt lytter jeg også til fulde til den oplevede virkelighed, der er, af, at man har devalueret det at være privat passer med den titel, man her har lavet.

Så jeg håber, vi kan lande en beretning i udvalget, hvor vi kan prøve at adressere den her sproglige klarhed og måske også det behov, der er for klar offentlig kommunikation i forhold til det her. For at være helt ærlig siger det jo lidt, at der var flere ordførere her i salen, der stimlede sammen, inden debatten gik i gang, for lige at prøve at afstemme med hinanden, hvordan det nu lige er, at kategorierne er. Jeg var ikke selv en af dem, men jeg sad med lange ører for at få konklusionerne med. Det er måske et tegn på, at der godt kunne være behov for klarere kommunikation på det her område.

Tak til fru Mette Abildgaard, den konservative ordfører. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Den næste ordfører er fra Nye Borgerlige. Det er fru Mette Thiesen. Velkommen.

I Nye Borgerlige ønsker vi, at politikerne bestemmer meget mindre, og at danskerne bestemmer meget mere selv, også over flere af deres egne penge. Det betyder jo bl.a., at pengene skal følge det enkelte barn. Det skal altså være op til den enkelte familie at vælge, lige præcis hvilket dagtilbud – dagpleje eller skole – de ønsker for deres børn, eller i øvrigt ældretilbud, når man når dertil. For os er det sådan set det vigtigste, at forældrene har frihed til at vælge, og at barnet trives.

For nogle år siden stemte et flertal herinde i Folketinget for, at private dagplejere ikke længere måtte kalde sig det, de var, nemlig private dagplejere. Det skal de selvfølgelig have mulighed for. Dengang jeg var barn – jeg er nået en alder nu, hvor jeg godt kan sige det – blev min søster passet af en dagplejemor, Grete, og jeg kan tydeligt huske, hvor glad hun var for Grete og for at komme der. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg simpelt hen ikke kan huske, om hun var privat eller kommunal. Det var sådan set heller ikke så vigtigt. Jeg selv blev passet af vores genbo, da jeg var helt lille, for dengang var barselsreglerne lidt anderledes, så min mor skulle tidligt tilbage på arbejde. Og der var det altså rigtig trygt, at jeg blev passet af genboen, som gik hjemme med sine børn.

Vi ønsker jo også, at det skal være langt nemmere for danske familier at indrette sig i langt højere grad, som de selv ønsker. Det er jo også bl.a., hvis man har lyst til at passe sine børn hjemme. Det er jo derfor, at vi bl.a. tidligere har foreslået, at man skulle kunne få et beskæftigelsesfradrag, hvis man ønskede at passe børnene hjemme. Vi hylder både det private initiativ, men vi hylder i særdeleshed også familiernes frihed. Derfor støtter vi selvfølgelig også det her forslag.

Tak til Nye Borgerliges ordfører. Der er ikke ønske om flere korte bemærkninger. Den næste ordfører kommer fra Kristendemokraterne, og det er hr. Jens Rohde. Velkommen.

Jeg havde sådan glædet mig til at skulle herop på talerstolen og støtte det her forslag fra fru Marie Bjerre, og ja, nu ved jeg godt, at jeg inviterer mig selv ind i alverdens revyer og Jonatan Spangs show og sådan noget, men jeg har det sådan med det her forslag, efter vi har talt sammen, at jeg mener det samme som den sidste, jeg lige har talt med. For jeg synes, der er gode argumenter på den ene side og på den anden side, og derfor var jeg simpelt hen så glad for, at fru Mette Abildgaard holdt en tale, som hun ikke havde forberedt, men som var meget begavet, for den gik ind i de der problemstillinger, og som jeg egentlig fra ord til anden kan tilslutte mig.

Hvis der er forskel på tingene i deres substans, må de også nødvendigvis hedde noget forskelligt. Men derfor kan man jo godt gå ind at se på, om man kan lave en sproglig afklaring, som ikke gør, at en gruppe mennesker føler sig diskrimineret, men det er jeg simpelt hen ikke kvalificeret til at kunne gå ind i en substantiel debat om med så kort varsel. Derfor vil jeg endnu en gang tilslutte mig fru Mette Abildgaards ord og sige: Lad os se, om vi ikke kan lande en beretning, som kan gøre, at vi på en eller anden måde overkommer hinandens forskelle.

Men i udgangspunktet må jeg nok sige, at jeg sådan mestendels har ladet mig overbevise af ministerens argumenter, og selv om jeg havde én holdning, da jeg kom ind i salen og havde talt med fru Marie Bjerre først, synes jeg, man skal jo være et skarn, hvis man er argumentresistent, og lige nu synes jeg, at der er en logisk konsekvens i, at vi kalder tingene noget forskelligt, når indholdet er forskelligt. Så det er der, den ligger – indtil videre.

Der er en kort bemærkning. Værsgo til fru Marie Bjerre fra Venstre.

Det er jo altid dejligt, når en debat kan rykke ved ens holdninger. Jeg kan jo så kun være ked af, at det rykker hr. Jens Rohdes holdning i den retning, det gør. Og jeg håber, at hr. Jens Rohde måske vil finde frem til, at vi kan lande der, hvor man godt må kalde sig privat dagplejer, hvis man i dag kalder sig privat passer. Men grunden til, vi fremsætter det her forslag, er jo, at der er kommet nogle uhensigtsmæssigheder i den lovgivning, vi har, og som jeg er rigtig ærgerlig over.

Nu glemte jeg helt det spørgsmål, jeg ville stille dig. Jo, det handler om: Det argument, som måske kunne få hr. Jens Rohde til at rykke sig igen, skulle for mig være, om ikke ordføreren kunne se, at man har gjort det sværere at være privat passer, ved at man ikke længere må kalde sig dagplejer, altså at det er det, der er problemet. Så gør vi det jo svært i samfundet at have de her private ordninger, når man ikke må kalde sig privat dagplejer. Kan hr. Jens Rohde ikke se, at det er et problem?

Jens Rohde.

Jamen man er jo nødt til at se på, hvad substansen er. Hvis varen – hvis man kan tillade sig at kalde det det – er forskellig, altså hvis der er tre forskellige ting i deres substans, må man jo også kalde dem noget forskelligt. Ellers giver det jo ikke mening at have tre forskellige regelsæt. Så skulle man klaske det hele sammen, og jeg kan ikke gennemskue, om det ville være hensigtsmæssigt. Men hvis der er ét krav til en privat dagplejer og et andet krav til det, man kalder en børnepasser, så skal de jo hedde noget forskelligt, for ellers kan man ikke træffe et valg på et oplyst grundlag.

Marie Bjerre, værsgo.

Jeg er jo helt enig med ordføreren i, at vi skal kalde tingene for det, de er. Men hvis man passer og plejer børn i dagtimerne, må man da være dagplejer. Uanset om man er privat eller kommunal, og uanset hvilken offentlig driftsoverenskomst man er med på, er man dagplejer. Det ville jo svare til, at en privat skole ikke måtte være en skole, fordi de er underlagt nogle andre vilkår end en folkeskole, altså så det ikke skulle hedde skole. Vi skal jo netop kalde tingene for, hvad de er.

Jens Rohde.

Ja det skal man, og det er også mestendels min opfattelse, at det netop er det, man gør med den lovgivning, der er i dag. For der er forskel på, hvilke krav der er til den ene ordning og til den anden ordning. Og hvis der er det, er det vel mest ordentligt at kalde dem noget forskelligt. Det er min umiddelbare vurdering, og det er i hvert fald det, som ministeren indtil videre har overbevist mig om, og så må vi jo se, hvem jeg ender med at tale sidst med, når man kan have den her tvivl.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så skal vi lige have rengjort, hvis man kan det med sådan en beskadiget hånd. Fint, tak.

Den næste er ordføreren for forslagsstillerne. Værsgo til fru Marie Bjerre, Venstre.

Tak for ordet. Jeg skal ærligt indrømme, at da jeg fremsatte det her beslutningsforslag, kunne det måske synes som et lille beslutningsforslag og måske ikke sådan et af de mest politiktunge forslag her i salen, men det har da i hvert fald givet en rigtig god debat i dag og også vist, at det er vigtigt at tage den debat.

Faktisk vil jeg også vove at sige, at forslaget her peger på noget meget principielt, nemlig at vi kalder tingene ved rette navn. Passer og plejer man et barn i løbet af dagen, mener jeg, at man bør kalde sig en dagplejer. Og så stikker det altså også dybere end det – det var vi også inde på i debatten – for i Venstre vil vi gerne have mangfoldighed i vores velfærdstilbud, ligesom vi mener, at danskerne skal have ret til at vælge den løsning, der passer dem bedst.

Derfor ser vi gerne et samfund, hvor både private og offentlige løser velfærdsudfordringerne. For sandheden er jo, at hvis vi skal sikre, at der også i fremtiden er nok velfærdstilbud og tilstrækkeligt med varme hænder til at tage sig af vores børn og ældre, ja, så er der brug for den hjælp, vi kan få – ikke mindst den hjælp, der er fra de private. Og af samme grund skal private velfærdstilbud have mulighed for at konkurrere med de offentlige velfærdstilbud, og det duer simpelt hen ikke, at vi spænder ben for private, der hjælper til med at holde hjulene kørende i velfærdssamfundet.

Men det er jo præcis det, vi har gjort, når det kommer til private pasningstilbud. Med ændringen af dagtilbudsloven i 2018 blev det nemlig indført, at private pasningsordninger kun må kalde sig en privat pasningsordning, selv om de tidligere kaldte sig dagplejere. Det vil sige, at de, der tidligere har kaldt sig private dagplejere, ikke længere må kalde sig dagplejere; de skal nu kalde sig en privat pasningsordning. Og faktisk har der været eksempler på, at private dagplejere er blevet påbudt at fjerne de såkaldte citatplakater ved navnet »dagplejeren«, som de private pasningsordninger har haft hængende som dekoration.

Men det bliver værre endnu, for regelforenklingen har også betydet, at forældre har fået sværere ved at finde frem til de private pasningstilbud, netop fordi dagplejer er så almindeligt et begreb, at det er det, man søger på, når man som forældre har brug for at få hjælp til at få passet sit barn – og det er, hvad enten dagplejeren er offentlig eller privat.

Af samme grund har ændringen også ført til meget kritik fra de såkaldte private passere. De oplever det altså som diskriminerende og nedladende, at de ikke må kalde sig dagplejere, men kun passere. En såkaldt privat passer formulerede det meget sigende for mig: at selvfølgelig vil man hellere have en til at pleje sin have, end at man vil have en til at passe sin have, ligesom man nok hellere vil have en til at pleje sit barn end til at passe sit barn. Der ligger et eller andet i det der med at pleje – der er noget kærligt, der er noget nært, noget vedkommende og noget varmt. Og derfor er det altså heller ikke helt ligegyldigt, om folk i det private, der passer på vores børn, kan få lov til at kalde sig dagplejere, uanset hvilken ordning de så er omfattet af i forhold til kommunen.

Det får mig til at spørge: Hvorfor i alverden skal Folketinget agere navnepoliti på den her måde? Jeg tror ikke på, at vi vinder noget som helst som samfund ved at gøre det surt for private. Lad dog dagplejere kalde sig dagplejere, uanset om de er private eller kommunale, altså uanset hvilken type dagplejer de er. Folk, der tager sig af vores børn i dagtimerne og plejer dem, er da dagplejere.

Som det i øvrigt også var fremme i debatten, må man jo også godt kalde det en privat skole, en privat børnehave, et privat hospital, og følger man den logik, skal man da selvfølgelig også have lov til at kalde sig privat dagplejer. Ikke alene handler det om identitet; det handler også om, at det bliver lettere for alle parter – både forældre og ansatte – når private passere kan kalde sig dagplejere.

Af den grund ønsker Venstre lovgivningen ændret, og det havde jeg sådan set håbet på opbakning til her i salen i dag, men det kan være, at vi måske kan finde en løsning. Der var i hvert fald et løsningsforslag fremme fra fru Marie Krarup om at kalde det dagplejer, men måske tilføjet noget mere, og det håber jeg at Folketinget her vil tage velvilligt til sig i den udvalgsbehandling, vi kan have. For som jeg hørte debatten, virker det da til, at der er forståelse for, at ordet passer ikke rigtig fungerer. Så måske kan vi blive enige om dagplejer med noget tilføjet. Det svarer lidt til, at man ikke måtte kalde sig en skole, hvis man var en privatskole.

Så vil jeg også sige, at jeg heller ikke køber det argument, der har været fremme i debatten, om, at man som forældre ikke ved, hvad man vælger. Altså, hvis man før 2018 valgte en privat dagplejer og vel at mærke en sådan type privat dagplejer, som i dag er en privat passer, så tror jeg da udmærket godt, at man var klar over, at der var tale om en privat. Så det argument holder simpelt hen ikke.

Det, den her lovgivning har medført, er simpelt hen diskrimination over for dem, der er private, og derfor ønsker vi den her lovgivning ændret. Tak for ordet.

Tak for ordførertalen. Der er nogle korte bemærkninger. Først skal jeg give ordet til hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg vil egentlig bare spørge ordføreren, som jo også har fremsat det her beslutningsforslag, om ordføreren kan forklare, hvorfor der i forslaget står, at det med den lovændring, vi lavede i 2018, alene var offentlige dagplejere, der kunne kalde sig dagplejere. Hvorfor står det i forslaget, når vi i hele debatten i dag har snakket om, at man sagtens kan kan kalde sig privat dagplejer, hvis man er privat dagplejer?

Ordføreren.

Grunden til, at det står der, er, at rigtig mange, der er private passere i dag, før oplevede, at de kunne kalde sig dagplejere. Og bare fordi de er private, må de ikke længere kalde sig dagplejere. De oplever en diskrimination i forhold til de offentlige. Så det er derfor, at det står i forslaget, nemlig at de oplever, at man, bare fordi man er privat, ikke må kalde sig dagplejere. Det er kun de kommunale, der må det – og så i øvrigt også de få, som har en anden ordning med kommunen. Men det kan godt være, at vi skal præcisere det, hvis vi ender i en beretning.

Hr. Jens Joel.

Det tænker jeg at man med fordel kunne gøre, for sagen er jo, at man gerne må kalde sig privat dagplejer, hvis man er dagplejer. Så forskellen er jo ikke, om man er privat eller offentlig, selv om jeg godt ved, at Venstre helst vil have det til at lyde, som om Socialdemokratiet ikke kan lide noget privat, men diskussionen her drejer jo ikke om, om man er privat eller offentlig. Den drejer sig om, om man er dagplejer, eller man ikke er dagplejer.

Kunne Venstre ikke, hvis vi skal have en diskussion om, om man kalder tingene ved deres rette navn, have den ordentlighed, at man i det mindste anerkender, at det faktisk er det, der er diskuteres, nemlig at der er forskel på kravene til dagplejere, uanset om de er offentlige eller private – og i indholdet i pasningsordninger?

Ordføreren. Værsgo.

Der er forskel på kravene, i forhold til om man er en privat pasningsordning, en privat dagpleje eller en kommunal dagpleje. Men problemet er, at man ikke må kalde sig dagpleje. I Venstre mener vi ikke, at der er brug for at have den her forskelsbehandling i navnet. Og jeg har heller ikke fra Socialdemokratiets side fået svar på, hvorfor der er behov for den her forskelsbehandling, i forhold til hvad man kalder sig. Hvorfor kan man ikke både kalde sig dagplejer, hvis man er kommunal, og hvis man er privat, uanset hvilken type privat man er?

Den næste, jeg gerne vil give ordet, er hr. Jens Rohde fra Kristendemokraterne. Værsgo.

Men fru Marie Bjerre, der var i hvert fald engang i Venstre, hvor man havde sådan en gylden regel, der hed, at hvis alt bliver lige gyldigt, bliver alt også ligegyldigt, og altså, jeg synes bare, det her lyder en lille smule relativistisk, for hvis ikke Venstre med det her forslag ønsker at udjævne forskellene mellem ydelserne på det private marked, giver det vel ikke nogen mening, at man fjerner forskellen i navnet? Nu skal jeg lige passe på med negationerne her. Er spørgsmålet forstået? som man ville sige i »Kvit eller dobbelt«.

Fru Marie Bjerre, værsgo.

Måske. Altså, nej, vi ønsker ikke at udviske forskellene, men det, der er kernen i det her forslag, er jo, at den lovgivning, vi lavede i 2018, diskriminerer private passere, fordi de ikke må kalde sig dagplejere længere, og det er det, der er problematisk. Vi vil sådan set gerne have, at man har mulighed for at have de ordninger, som man nu har, når man er privat, og de frie rammer, man har. Det skal man selvfølgelig blive ved med, men man skal have lov til at kalde sig dagplejer, for har man ikke lov til at kalde sig dagplejer, er det langt sværere for forældrene at finde frem til de her private pasningstilbud, fordi man søger på dagplejer. Det er så almindeligt et begreb, og så ligger der noget særligt i ordet dagplejer.

Jens Rohde, værsgo.

Men altså, bare fordi man føler sig diskrimineret eller krænket, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man er det. Der er jo ikke noget, der forhindrer de pågældende i at blive dagplejere. De skal bare, sådan som jeg forstår det, og jeg kan have misforstået det, opfylde nogle bestemte krav for at kunne kalde sig dagplejere. Det kender man jo inden for en lang række erhverv. Så hvad er det, der er diskriminerende, hvis de samme mennesker på privat basis kan kalde sig dagplejere, hvis bare de følger nogle bestemte læringsplaner og ikke f.eks. bare kan opsige deres kunder?

Fru Marie Bjerre, værsgo.

Altså, man kommer ikke udenom, at man diskriminerer de private, når de ikke må kalde sig dagplejere, for der ligger noget andet i ordet dagplejer, og det er sværere for forældrene at finde frem til dem, når de ikke må kalde sig dagplejere. Så derfor er der en diskrimination i, at de ikke må kalde sig dagplejere, og det er det, vi sådan set gerne vil have ændret.

Tak for det. Den næste, jeg gerne vil give ordet, er fru Lotte Rod fra Radikale Venstre. Værsgo.

Venstres ordfører sagde noget i retning af, at de private passere var med til at holde hjulene i gang. Altså, vi afleverer vel vores børn til nogle voksne, som vi gerne vil have leger med vores børn, er nærværende for vores børn, vil noget med vores børn – vi gør det ikke, fordi de skal holde hjulene i gang. Og altså, de private passere er ikke omfattet af det specifikke formål for vores dagtilbud, det smukke formål, vi har lavet i fællesskab. De er ikke omfattet af vores læreplaner, der, hvor vi i fællesskab har skrevet ind, at børn har ret til leg og til medbestemmelse. Så helt ærligt, Venstre, hvorfor er det egentlig, at I er mere optaget af navnet end af, at der er flere, som vælger at blive dagplejere, og som dermed lever op til det smukke børnesyn, vi i øvrigt er enige om herinde?

Fru Marie Bjerre. Værsgo.

Vi er meget optaget af, at der er flere, der har lyst til at være dagplejere, der har lyst til at lave velfærdstilbud, der har lyst til at være sammen med vores børn, der har lyst til at pleje vores børn, der har lyst til at passe vores børn i dagtimerne. Der bliver vi nødt til at gøre brug af de private tilbud, der er, for ellers risikerer vi jo, at der ikke er nok. Min pointe er, at det ville være en helt forkert verden, hvis ikke der er plads til de private. Vi skal da netop gøre brug af de private tilbud, der er, fordi det er så vigtigt. Og så anerkender jeg i øvrigt ikke, at de offentlige skulle være bedre end de private rent indholdsmæssigt, eller at de skulle være bedre, fordi man politisk stiller krav til de offentlige og ikke stiller krav til de private. Hvorfor kan de private ikke være mindst lige så gode, hvis ikke bedre, på kvaliteten? De laver jo deres egne planer.

Lotte Rod.

Nu må Venstres ordfører til at holde op med at få det til at lyde, som om det er et spørgsmål om, om man er offentlig eller privat. Det, vi taler om her, er, at der er nogle, der er private dagplejere, og at der så er nogle, der er private passere. Og jeg forstår ikke, hvorfor Venstre har gjort det til sin vigtigste kamp, at passerne må kalde sig dagplejere, i stedet for at arbejde for, at passerne bliver til dagplejere, så de lever op til vores børnesyn, vores læreplaner, til det, som vi er enige om er det gode børneliv. Hvorfor arbejder Venstre ikke for det i stedet for for navnet?

Tak. Værsgo til fru Marie Bjerre.

Det her handler jo netop om forskellen mellem offentlig og privat. Der er jo ikke noget, der hedder offentlige passere. Du kan kun kalde dig for privat passer. Det er en diskrimination af private tilbud, når private ikke må kalde sig for private dagplejere, bare fordi man er omfattet af en anden ordning. Jeg er godt klar over, at man gerne må kalde sig for privat dagplejer, hvis man er omfattet af en ordning, men hvis man er omfattet af en anden, så må man ikke. Så det er en diskrimination af de private.

Tak til fru Marie Bjerre. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så skal vi lige have sprittet af.

Og da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)