Spm. nr. US 49

Tak for det. Jeg kan med det samme sige, at jeg har tre spørgsmål om coronavirus, for jeg synes, vi står i en situation, hvor vi næsten ikke kan tale nok om, hvad det er, vi skal gøre. Jeg anerkender fuldt og helt, at det udvikler sig, og at vi ikke har alle svar fra dag til dag. Det tror jeg heller ikke der er nogen der forventer. Stor ros til regeringen, til vores styrelser og til embedsmænd hele vejen rundt for måden, det er håndteret på. Jeg tror stadig væk, vi mangler nogle skridt på vejen, før det sådan er gået op for os alle sammen – 5,7 millioner mennesker – hvad det egentlig er, vi står over for her.

Jeg talte med en kommunalpolitiker i går, som jeg ringede op og spurgte: Hvad gør I egentlig med de ældre medborgere, der får besøg flere gange om dagen af hjemmeplejen, og som jo ikke vil kunne tåle at få den her virus? Hvad er scenariet? Og vi kan jo stille flere spørgsmål, end man sådan reelt kan svare på her, men det er bare for at vise, at der er mange ting, både i det nære og i det brede perspektiv, som kommer til at påvirke os alle sammen.

Jeg er enig i, at vi ikke skal lave politik på det – politik forstået på den måde, at det er sådan noget med at have en kamp, hvor man skyder mod hinanden. Men jeg tror også, det er vigtigt, at vi får stillet de spørgsmål, vi har, og får diskuteret det, der må være. Jeg tænker selvfølgelig på, om der ligger en plan, og om regeringen nu arbejder med planer om, hvad vi gør, hvis det her ender som i Italien eller andre steder. Hvad er beredskabsplanen for, når vi har måske 2.000, 10.000, 20.000 syge og mange af dem skal på et hospital? Det forventer jeg ikke man bare lige kan svare på, men jeg har sådan set en forventning om, at vi har nogle myndigheder, der gør sig overvejelser om, hvad vi gør i de særlige situationer. Jeg kunne godt tænke mig at høre: Er det noget, man er langt med? Er det noget, man aktivt vil lægge frem, eller vil man mere vurdere sagen step by step? Jeg synes faktisk, det er vigtigt, at folk kan have en eller anden tryghed i, at hvis der sker det voldsomme, så er der faktisk nogle planer, også for de helt svære situationer.

Statsministeren, værsgo.

Tusind tak for spørgsmålet og også for opbakningen til det arbejde, der pågår. Myndighederne arbejder selvfølgelig med scenarier, også dem, vi gerne vil undgå at vi overhovedet kommer til at stå i. Derfor er indsatsen her og nu primært rettet mod at undgå at stå i en situation som den, man er havnet i i Italien, ved at holde smitten fra døren i det omfang, vi kan, og – selv om det kan lyde lidt mærkeligt – få den til at sprede sig ud over en længere periode, så vi får hjælp af forår og sommer, og så det ikke udvikler sig sådan her (Viser en stejlt sigende kurve) og bliver ved med at gøre det, men at det mere bevæger sig sådan her (Viser en udfladende kurve), så vi ikke får de kapacitetsudfordringer, vi f.eks. ser i Italien. Men selvfølgelig bliver vi nødt til fra politisk hold og baseret på myndighedernes informationer at kigge ind i de forskellige scenarier, der er.

I forhold til de ældre er der jo behov for flere ting. Først skærpede myndighederne det jo sådan, at hvis man har været i et af risikoområderne og er medarbejder på ældre- eller plejeområdet, så skal man lade være med at møde på arbejde. Det næste er jo, at hvis man arbejder på det her område og er det mindste syg, så skal man også tage hensyn til dem, man møder. Vi har behov for, at man som pårørende ikke kommer på plejecenteret, ikke besøger ens ældre familiemedlem, ikke besøger syge i familien, hvis man er almindeligt syg, eller – og selvfølgelig i endnu højere grad – hvis der er mistanke om corona, men altså også hvis man er almindeligt syg.

Til sidst vil jeg sige, at mange ældre får behov for hjælp, og noget af det, der er rigtig godt i den her situation, er, at man ikke er der, hvor der er mange mennesker. Så hvis man f.eks. som ældre har behov for at køre med kollektiv trafik, hvor der er mange andre mennesker, for at handle, så er det bedre, at ens børn eller børnebørn handler ind for en. Det er bare for at sige, at der er noget, der handler om medarbejdere, og noget, der handler om familie og pårørende, og så bliver vi nødt til at hjælpe hinanden i den kommende tid.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Dét er jeg meget enig i, altså at vi som familier må tage et ansvar for hinanden og ikke kun kigge på, at myndighederne løser det.

Så vil jeg godt vænne mig mod det mere virksomhedsrettede i mine to næste spørgsmål. For man kan have mange tilgange til det her, men man er også bare nødt til at erkende, at forudsætningen for, at Danmark har det godt, jo er, at familierne har det godt. Og forudsætningen for, at de har det, er, at de har et arbejde. Og for mig handler det ikke om, at der er en særlig økonomi, som sådan set er fokuseret på virksomhederne. Men det at hjælpe virksomhederne kan jo betyde, at folk kan beholde deres arbejde. Og det at gøre noget for virksomhederne er også at gøre noget for lønmodtagerne. Jeg mener simpelt hen ikke, at man kan skille de to ting ad.

For det første: Er tiden ikke kommet til nu, at vi som samfund må tage det fælles ansvar, det er at komme med påbud i stedet for henstillinger, når det handler om arrangører, der har arrangementer? Altså, det kan jo betyde, at de måske kan gå til deres forsikring og få godtgjort det, eller at vi som fællesskab må hjælpe. For det betyder uendelig meget for den enkelte virksomhed med et kæmpe tab til følge. Altså, det er jo lidt nemt for os at komme med henstillinger, men det er måske et påbud, der vil hjælpe. Og efterlader vi ikke for mange på perronen ved bare at tale om henstillinger i stedet for påbud?

Statsministeren.

Altså, i diskussionen om anbefaling eller påbud arbejder vi på baggrund af de henstillinger, vi får fra myndighederne om, hvad myndighederne mener er nødvendigt. Og det er det, der er baggrunden for de beslutninger, der er truffet indtil nu. Det kan ændre sig.

Når det er sagt, får vi behov for i den økonomiske håndtering af den her situation at se ind i de tab, der kan være for erhvervslivet som følge af corona. Og så vil jeg nok afslutningsvis, i hvert fald lige i forhold lige det her konkrete spørgsmål, sige: Jeg tror simpelt hen ikke på, at vi kan lovgive om alt, hvad angår coronavirus. Vi får behov for en ændring af danskernes adfærd på så mange områder, at vi kommer til at se anbefalinger og henstillinger på en lang række områder, hvor vi er meget afhængige af at folk følger dem. Vi kommer ikke til at kunne lovgive os ud af det hele. Det betyder ikke, at det ikke kan være nødvendigt at gøre det på et bestemt område, men altså, rækkefølgen er valgt, som den er valgt.

Hr. Søren Pape Poulsen, sidste spørgsmål.

For mig er det bare vigtigt at sige, at én ting er, hvad myndigheder anbefaler. En anden ting er, hvad vi politisk vil. Og der er jo også plads til, at vi politisk kan have en holdning og sige: Er det så det, vi vil? For der er nogle mennesker, der kommer i klemme her. Og det er også en helt legitim faktor at have i den her diskussion.

Så vil jeg bare gerne høre statsministeren om noget. Hvis jeg nu spørger: Hvad kunne vi gøre, for at virksomhederne får noget ilt i den situation? Altså, kunne man forestille sig, at man suspenderer arbejdsgiverperioden, så man refunderer sygedagpenge fra første dag for dem, der er hårdt ramt af coronavirus, selvfølgelig ikke af alt muligt andet? Kunne man forestille sig, at det ville være nemmere at lave noget om, at man kan sende folk på arbejdsfordeling? Det så vi i finanskrisen, altså hvordan folk jo sådan set kunne beholde deres job, ved at nogle virksomheder og de faglige organisationer lavede nogle aftaler om fordeling. Kunne man forestille sig, at vi lige satte det på pause, hvor meget bankerne skal polstre sig, så de havde nogle midler til at kunne styrke virksomhedernes likviditet?

Altså, jeg er sådan set meget åben for, at vi diskuterer det her bredt. Der kan også være noget, der ideologisk ikke lige ville ligge til mig, men hvor jeg tænker, at vi står i en særlig situation, hvor vi er nødt til at holde hånden under vores samfund.

Statsministeren.

Det korte svar er ja. Man kan forestille sig at kigge på alle tre ting. Likviditet handler både om, hvornår man skal betale til eksempelvis statskassen, moms og skat. Men det kan også handle om, at der er ting, man ikke skal betale i en periode, for at vi holder hånden under virksomhederne. Så det kan man bestemt godt forestille sig. Fordelingen af arbejdet er jo et velkendt instrument, og det sidder vi også og kigger på nu; om det er noget af det, der skal bruges. Og endelig er der spørgsmålet omkring bankerne.

Altså, vi har en ret sund finansiel sektor i Danmark, og derfor mener jeg også, at der er plads til, at bankerne hjælper nogle virksomheder igennem en forhåbentlig tidsbestemt periode, og at det så givet vil kræve noget af os andre i forhold til vores håndtering af den finansielle sektor. Og det vil jeg tillade mig allerede nu at anmelde at vi inviterer til drøftelser af i Erhvervsministeriet. Så svaret er: Ja, man kan forestille sig at kigge på alle tre elementer.

Tak til hr. Søren Pape Poulsen.

Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.