Spm. nr. US 17

Tak for det. Jeg vil starte med at bakke fru Pia Olsen Dyhr op i, at delmålene frem mod 2030 er rigtig vigtige og fuldstændig centrale, også i klimalovsforhandlingerne. Det er jo rigtigt, at det også er en god idé at investere i grøn teknologi og udvikling af ny teknologi, men vi ved faktisk, hvad der skal til, og det vigtige er, at vi holder hinanden op på, at vi kommer hurtigt derhen.

Det var et sidespring med hensyn til det, jeg egentlig ville spørge til. Jeg vil spørge til den opgørelse, der kom i går, som viser, at 11.000 mennesker skal til at forlade deres hjem, hvilket cirka svarer til, at man beder hele Struer eller hele Hobro om at flytte. Mange af de mennesker, vi taler om, aner ikke, hvor de skal flytte hen, de mister deres naboer, deres netværk og hele deres dagligdag. Det er helt almindelige mennesker, og for tusindvis af dem er årsagen til, at de skal flytte, den såkaldte ghettopakke, som Socialdemokraterne sammen med SF og højrefløjen har lavet, og som betyder, at hele boligområder bliver tvunget til at rive ned og sælge fra, så kun 40 pct. af områdets boliger er almene. Det rammer altså tusindvis af mennesker, og vi ser det ske i de her dage. Det er mennesker, som ikke har særlig mange penge, og som ikke bare lige kan få sig et realkreditlån og flytte på Strandvejen, og der bliver ikke tilført tilsvarende almene boliger til samme lave priser – dem, der bliver opført, vil være markant dyrere.

Derfor er spørgsmålet lige så simpelt, som jeg stillede det, da der sad en anden statsminister i stolen: Hvor skal de mennesker, der ikke har særlig mange penge, så bo?

Statsministeren.

For at starte med det grønne, som fru Pernille Skipper også er inde på, så er det jo rigtigt, at vi ved en del, når det kommer til teknologi og de grønne løsninger, men vi ved trods alt ikke det hele endnu, og hele læringsspørgsmålet er et af de områder, hvor vi mangler både teknologisk udvikling og meget mere forskning end det, vi har i dag. Det gælder også i forhold til landbrugets CO2-udledning. Jeg er rigtig stolt af, at Danmark er et landbrugsland, og jeg synes, vi skal producere vores egne fødevarer, men vi bliver i fremtiden nødt til at gøre det med et mindre aftryk på klimaet, og der skal forskningen hjælpe os. Jeg kunne blive ved, men jeg tror, at vi, i hvert fald så langt jeg kan se, kommer til at bruge mange penge på forskning herinde, hvis vi skal løse klimakrisen.

Så er der spørgsmålet om ghettopakken eller udsatte boligområder og det, vi står over for. Jeg synes jo – og her er spørger og svarer ret uenige – at det er en af de bedste aftaler, der er lavet i Folketinget. For mig er det udtryk for en helt nødvendig solidaritet, at så mange børn ikke skal blive ved med at vokse op i udsatte boligområder, hvor der er så markante problemer. Det var derfor, jeg startede med at sige, at jeg ved, vi ser meget forskelligt på det her, og det er interessant, hvor forskelligt øjnene kan se det Danmark, vi begge er en del af.

Jeg synes jo, det er en god aftale, hvor vi endelig tager fat om noget af det, vi i rigtig lang tid har vidst er et problem, nemlig at for mange mennesker med for mange problemer har en tendens til at bo sammen i de samme boligområder, især i den almene boligsektor, og det skal vi have gjort noget ved, så børnene får bedre mulighed for at lære dansk, kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet, og vi får styrket den sammenhængskraft, jeg mener Danmark er afhængig af.

Så kommer vi jo til at stå over for nogle helt konkrete udfordringer, og det er jo et reelt spørgsmål. Jeg forstår, at der er lidt diskussion om tallet på de 11.000, fordi der også er en helt naturlig fraflytning fra de her boligområder, så mon ikke tallet trods alt bliver mindre? Men problemet er jo stadig reelt: Hvor skal de mennesker flytte hen? Der er det jo i mine øjne rigtig vigtigt, at kommunerne med det samme – og det vil sige nu – er opmærksomme på at få genhuset dem og på at sikre, at der er boliger nok. Og så håber jeg da også på, at vi i den her valgperiode ud over at få fat om Blackstone og nogle af de udenlandske udlejere, hvilket jeg håber vi er godt i gang med, også får diskuteret, hvordan vi får bygget nogle flere almene boliger og holdt prisen på dem nede.

Tak for det. Værsgo, fru Pernille Skipper.

Det er rigtigt: Det er nogle gange interessant, hvordan øjnene kan se det forskelligt, og jeg vil sige, at ordet solidaritet simpelt hen ikke var det første, der kom op i mit hoved, da jeg eksempelvis læste om, at det ollekolle i Mjølnerparken – som er et af de ældste, og hvor to opgange med ældre mennesker bor side om side og laver lektiecafeer, eller hvad de laver; maddage for nabolagets børn – skal flytte. Altså, jeg tror bare ikke, at solidaritet er det ord, de lige føler man skal sætte på den her aftale. Og det er jo bare mærkeligt, at man kan bo i et af de her områder, man kan betale sin skat, gå på arbejde eller have gjort det hele sit liv og være gået på pension, man kan sågar være nogle af dem, som bidrager gennem frivilligt arbejde i civilsamfundet, altså en mønsterborger, når vi taler herinde på Christiansborg.

Men det er som om, at bare fordi man er lejer, så må man finde sig i, at man bare kan blive smidt ud. Altså, hvis det var folk, der ejede deres boliger, så ville grundloven beskytte dem. Men de mennesker, der lejer deres boliger og ikke har særlig mange penge, men betaler husleje og endda bidrager til, at alle de andre lejere kan få nogle ordentlige steder at bo, har ikke de samme rettigheder.

Tak. Statsministeren, værsgo.

Det her er jo en både uhyre interessant og vigtig diskussion. For jeg har det helt principielt sådan, at jeg ønsker, at vi i Danmark har en boligpolitik, hvor hver eneste af os, der sidder i det her lokale, i den her Folketingssal, og træffer beslutningerne, har lyst til at bo i et hvilket som helst boligområde i Danmark. Og hånden på hjertet: Det tror jeg ikke er tilfældet i dag. Og der er jo sket det, der ikke måtte ske, nemlig at vi har fået store boligområder, hvor den etniske sammensætning er blevet for skæv, hvor de sociale problemer er blevet for store, hvor utrygheden og kriminaliteten er til stede, og hvor børn har markant sværere ved at opnå de samme muligheder som børn, der bor i andre områder. Ganske enkelt fordi der ikke tales nok dansk, og fordi der er for mange, der er udfordret på forskellig måde. Og jeg har svært ved at se, hvordan vi ellers for alvor skulle komme ind og få fat om de grundlæggende sociale problemer og problemer relateret til en forkert udlændingepolitik, hvis ikke vi havde lavet den ghettoaftale, eller aftale om udsatte boligområder, hvor vi går ind mere strukturelt og får løst nogle af de problemer. Men det ændrer ikke på, at der kan være nogle konkrete problemer og nogle konkrete omstændigheder, og det skal vi selvfølgelig også tage alvorligt.

Fru Pernille Skipper, værsgo.

Jamen, altså, jeg synes bare, det er en mystisk, karikeret diskussion, som har været rigtig længe herinde – det er jeg med på, men nu tager vi den bare en gang til. Der er jo ikke nogen, der siger, at de udsatte boligområder i Danmark er problemfri. Det tror jeg heller ikke der er nogen af de mennesker, der bor der – og som måske endda har valgt at bo der og gerne vil bo der, kan lide at bo der – som siger, altså at det er fuldstændig gnidningsfrit og problemfrit.

Det, der er spørgsmålet, er: Hjælper man de mennesker ved at rive deres boliger ned? Eller hjælper man de mennesker ved at sætte ind med ordentlige boligsociale indsatser, ordentlige indsatser omkring folkeskolen? Alle de ting, som vi gentagne gange har foreslået. Og derfor er mit sidste spørgsmål til statsministeren om det her jo, at jeg tror, der er rigtig mange, som føler sig meget trådt på i det. Og noget af de, de spørger sig selv om, er: Handler de problemer kun om problemerne med kriminalitet og sociale problemer, eller handler det også om, hvor folk kommer fra?

Spørgsmålet er jo: Hvorfor er det afgørende kriterie imellem et udsat boligområde og en såkaldt hård ghetto, hvorvidt 50 pct. af beboerne har en anden herkomst end dansk, altså at det afgørende for en hård ghetto er, hvor folks bedsteforældre kommer fra?

Tak. Så er det statsministeren. Værsgo.

Jamen jeg mener, der er en sammenhæng, og jeg synes, det er godt, at vi endelig har fået på bordet, at de boligsociale udfordringer, der er, ikke kun handler om arbejdsløshed, mangel på uddannelse, danskkundskaber, men også handler om etnicitet. For jeg ønsker faktisk et Danmark, hvor vi bor sammen, hvor det ikke er sådan, at du har boligområder, hvor der primært bor folk med etnisk minoritetsbaggrund, og andre områder, hvor der så primært bor danskere med dansk baggrund. Det er faktisk ikke det land, jeg ønsker.

Jeg ønsker et land, hvor vi bor sammen, og hvor vi har de samme muligheder, og de store boligsociale områder afspejler ikke et Danmark med lige muligheder. Jeg synes, det er det, der er hele udfordringen, og derfor bliver vi jo nødt til at sige til hinanden, at selvfølgelig handler det om kriminalitet og arbejdsløshed. Men det handler også om etnicitet – og det mener jeg – hvis ikke vi vil udvikle os som andre lande, hvor etniske minoriteter, om det er første, anden eller tredje generation synes jeg egentlig er underordnet, bor for sig selv i udsatte boligområder, med alt hvad dertil hører af andre problemer. Så jeg synes faktisk, man bliver nødt til at tage diskussionen også omhandlende etnicitet.

Tak til fru Pernille Skipper.

Så er det hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.