For at starte med det grønne, som fru Pernille Skipper også er inde på, så er det jo rigtigt, at vi ved en del, når det kommer til teknologi og de grønne løsninger, men vi ved trods alt ikke det hele endnu, og hele læringsspørgsmålet er et af de områder, hvor vi mangler både teknologisk udvikling og meget mere forskning end det, vi har i dag. Det gælder også i forhold til landbrugets CO2-udledning. Jeg er rigtig stolt af, at Danmark er et landbrugsland, og jeg synes, vi skal producere vores egne fødevarer, men vi bliver i fremtiden nødt til at gøre det med et mindre aftryk på klimaet, og der skal forskningen hjælpe os. Jeg kunne blive ved, men jeg tror, at vi, i hvert fald så langt jeg kan se, kommer til at bruge mange penge på forskning herinde, hvis vi skal løse klimakrisen.
Så er der spørgsmålet om ghettopakken eller udsatte boligområder og det, vi står over for. Jeg synes jo – og her er spørger og svarer ret uenige – at det er en af de bedste aftaler, der er lavet i Folketinget. For mig er det udtryk for en helt nødvendig solidaritet, at så mange børn ikke skal blive ved med at vokse op i udsatte boligområder, hvor der er så markante problemer. Det var derfor, jeg startede med at sige, at jeg ved, vi ser meget forskelligt på det her, og det er interessant, hvor forskelligt øjnene kan se det Danmark, vi begge er en del af.
Jeg synes jo, det er en god aftale, hvor vi endelig tager fat om noget af det, vi i rigtig lang tid har vidst er et problem, nemlig at for mange mennesker med for mange problemer har en tendens til at bo sammen i de samme boligområder, især i den almene boligsektor, og det skal vi have gjort noget ved, så børnene får bedre mulighed for at lære dansk, kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet, og vi får styrket den sammenhængskraft, jeg mener Danmark er afhængig af.
Så kommer vi jo til at stå over for nogle helt konkrete udfordringer, og det er jo et reelt spørgsmål. Jeg forstår, at der er lidt diskussion om tallet på de 11.000, fordi der også er en helt naturlig fraflytning fra de her boligområder, så mon ikke tallet trods alt bliver mindre? Men problemet er jo stadig reelt: Hvor skal de mennesker flytte hen? Der er det jo i mine øjne rigtig vigtigt, at kommunerne med det samme – og det vil sige nu – er opmærksomme på at få genhuset dem og på at sikre, at der er boliger nok. Og så håber jeg da også på, at vi i den her valgperiode ud over at få fat om Blackstone og nogle af de udenlandske udlejere, hvilket jeg håber vi er godt i gang med, også får diskuteret, hvordan vi får bygget nogle flere almene boliger og holdt prisen på dem nede.