Spm. nr. US 15

Så kom elefanten i rummet, altså ikke de fire elefanter, hr. Jakob Ellemann-Jensen synes er lidt omkostningsrige, men diskussionen, som vi har kørende her. Og det er jo spændende. Jeg vil da starte med at sige, at jeg synes, det var godt at høre statsministerens ord om folkeskolen. Det er ikke noget, der har fundet vej til regeringens finanslovsforslag, men jeg synes ikke desto mindre, at signalet er vigtigt, for der er brug for, at lærerne har mere tid med børnene og bedre tid til at lykkes med deres opgave, og at der bliver en reel ny start. Så det synes jeg kun der er grund til at tage positivt ned.

Så synes jeg også, der er en anden ting, der er værd at opholde sig ved, og det er, at det første af de børn, som har relation til Danmark, og som befinder sig i syriske flygtningelejre, nu er kommet tilbage. Det er vel strengt taget det andet, men det barn, vi taler om her, var jo et spædbarn, som er forældreløs. Det er en gennemført tragisk sag, hvor jeg også gerne her vil udtrykke min anerkendelse af regeringens indsats for at få det barn hentet hjem. Det er selvfølgelig først og fremmest med store omkostninger for barnet og familierne, men det er heller ikke uden besvær og uden risiko at gøre indsatsen, og derfor vil jeg også udtrykke en anerkendelse til alle dem, der har været involveret i det.

Jeg vil så også sige, at når jeg ser reaktionerne, bl.a. fra Dansk Folkeparti og fra forskellige andre leder og kanter, hvor man giver udtryk for, at det er en gestus, man ikke kan gøre med nationens sikkerhed for øje, må jeg sige, at det synes jeg er en sjælden kynisme. Jeg vil egentlig gerne bede om statsministerens reaktion på, at folk mener, at et 11 måneder gammelt barn på nogen måde kan, hverken henført til forældrenes ophav eller sit etniske ophav, være til fare for statens sikkerhed. Dernæst vil jeg også bare sige, at hvis det gør sig gældende for et 11 måneder gammelt forældreløst barn, gør det sig så ikke også gældende for et andet lige så gammelt barn, som dog ikke har lidt den skade, at begge forældre er kommet af dage?

Statsministeren.

Nu er jeg jo stadig ny i den her disciplin med spørgetime, i hvert fald i den her rolle. Jeg tror egentlig, at jeg herfra vil lade andre udlægge egne ord, og så vil jeg alene udtale mig om, hvad det er, der er regeringens politik på det her område. Og det her er ganske vanskeligt, det vil jeg gerne sige helt åbent og ærligt. Det er ganske skrækkeligt, at der sidder børn i lejre i Syrien, som har tilknytning til Islamisk Stat – på alle mulige måder skrækkeligt.

Vi har jo truffet den beslutning som regering, at vi ikke tager børnene til Danmark, fordi deres forældre har vendt Danmark ryggen, rejst ud, tilsluttet sig Islamisk Stat og dermed truffet et valg, både på egne og på deres børns vegne. Det er jo ikke nogen let beslutning, men når vi ikke ønsker, at mødrene skal komme til Danmark, begrænser det også vores mulighed for at hjælpe børnene. Og jeg ønsker ikke forældrene til Danmark, det gjorde jeg også klart i den seneste spørgetime. Det er derfor, jeg synes, at man skal se vores indsats på det her område fra flere sider. Det er rigtigt, at vi hjælper i en konkret sag med en lille forældreløs dreng, for der er nogle særlige humanitære forhold der, der er helt åbenbare, og det ønsker vi at gøre, men vi er lige så optaget af administrativt at tage statsborgerskabet fra de voksne, som har vendt Danmark ryggen, og jeg synes, man skal se tingene i sammenhæng.

Når det så drejer sig om den lille dreng her, er der i hvert fald med de oplysninger, vi har, tale om et forældreløst barn og dermed et særlig sårbart barn, som ikke har nogen omkring sig til at passe på sig. Derfor synes jeg, det er en rigtig beslutning, at den lille også kommer til Danmark, men det får ikke regeringen til at ændre holdning til den øvrige børnegruppe, hvis skæbne jeg i øvrigt begræder.

Morten Østergaard.

Jeg vil så bare i forhold til det specifikke igen anerkende regeringens indsats for det konkrete barn og ønske, at den side af regeringens virke måtte fremtræde noget oftere. For jeg synes, det er svært at se på, at små spædbørn skal tages som gidsler i den konflikt, når vi kunne gøre noget ved det, og i hvert fald synes jeg, det er svært med nationale sikkerhedsbriller på at sige, at det skulle gavne Danmark at lade dem vokse op i sådan en lejr. Det tror jeg ikke de bliver en mindre trussel for verden, herunder Danmark, af.

Men når vi så er ved sikkerhedsspørgsmålet, vil jeg da gerne gå videre til spørgsmål om grænsekontrol og sige, at for Det Radikale Venstre er det jo ikke et ønske om at spare på politiet. Der er heller ikke et ønske om at slække på indsatsen for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, men jeg vil da gerne spørge statsministeren, om det kommer som en overraskelse, at Det Radikale Venstre ikke går ind for en permanent paskontrol mellem Danmark og Tyskland.

Statsministeren.

Nej, det gør det ikke, men det kommer forhåbentlig heller ikke som en overraskelse, at regeringen er optaget af en ordentlig grænsekontrol, med hvad dertil hører. Vi bliver nødt til lige at dvæle en lille smule ved børnene i Syrien, for det kan godt komme til at lyde sådan, at man, hvis man ville, bare kunne tage børnene ud, og så kunne man lade det være et spørgsmål om børnene, men det kan man ikke, for vi har ikke nogen hjemmel til at adskille børn og familier og børn fra deres mødre. Det betyder i mine øjne, at hvis man som Folketing og regering traf den beslutning i dag, altså at de børn skal til Danmark eller et andet europæisk land, er det ikke kun børnene, man træffer beslutning om, så er det også deres mødre og potentielt også deres fædre, og det er det, vi ikke vil, for de mennesker har ikke hjemme i Danmark, de hører ikke til her.

Desværre er der nogle af dem, der har dansk statsborgerskab, og jeg siger desværre, for det burde de jo ikke have med den tilgang, de har til demokrati, frihed og Danmark og vores befolkning. Og når vi ikke ønsker, at de mænd og kvinder, der imod al fornuft og alle rigtige værdier er rejst væk fra Danmark og har tilsluttet sig kalifatet, skal vende tilbage til Danmark, kommer deres børn til at betale prisen. Det skulle de måske også selv have overvejet, inden de rejste af sted.

Hr. Morten Østergaard, værsgo.

Altså, jeg synes jo, at man skal straffe folk, der er terrorister. Vi har også stemt for lovgivning, der kunne inddrage folks pas, hvis de havde i sinde at rejse hen til steder, hvor man kunne bedrive terrorisme og væbnet kamp mod danske tropper og dermed landsforræderi. Derfor synes jeg jo, at det bedste er at straffe folk for deres forbrydelser og ikke fastholde deres børn i en situation. Nu sagde statsministeren, at det barn var særlig sårbart. Man må sige, at det vel ud fra en almindelig betragtning gælder for alle de børn, der opholder sig i de lejre, nemlig at de er i en helt vanvittig sårbar situation. Jo mindre de er, jo større er risikoen. Og jo længere tid de får lov at være der og vokser op – måske om 10 år – desto større fare bliver de sikkert også for verden, når man tænker på, hvem de omgås.

Så til det sidste spørgsmål, jeg vil stille. Jeg synes, det er mærkeligt at opleve den EU-skepsis, som sniger sig ind i regeringens virke, og jeg kan ikke forstå, hvorfor man har ønsket at blokere et budget, som har stillet danskerne 700 mio. kr. bedre, end regeringen havde regnet med, da man lavede sit finanslovsforslag. Det giver os dermed mulighed for at investere i gode ting, f.eks. grøn omstilling for 700 mio. kr. mere til næste år.

Tak. Så er det statsministeren. Værsgo.

Jeg synes jo ikke det at være budgetrestriktiv på EU's vegne er at være EU-skeptisk. Jeg synes faktisk, at det næsten forholder sig modsat, nemlig at hvis vi skal have vores europæiske befolkningers opbakning til det samarbejde, som er så stærkt, og som er så værdifuldt, så bliver vi også nødt til at føre den rigtige politik. Og jeg er meget skeptisk lige præcis på det her område, ikke over for EU, men her er jeg det, for når vi bliver et land mindre og der så næsten pr. automatik er et ønske om at forhøje budgettet, så synes jeg, at man begår en fejl. Et land mindre bør i virkeligheden animere os til det modsatte, nemlig at bruge færre penge, men at bruge dem klogere og mere rigtigt. Derfor har vi stemt, som vi har, i forhold til EU's budget for 2020. For det afspejler selvfølgelig også, hvordan vi ser på det flerårige budget, vi er gået i gang med at forhandle.

Så vil jeg i øvrigt sige, at i den konkrete stemmeafgivelse stemte vi jo sammen med Sverige, Østrig og Holland, og jeg tror også Bulgarien, men i hvert fald de tre lande. Vi er fire lande, der har aftalt at følges ad på budgetspørgsmål, og jeg tror, at det kommer til at gavne EU, ikke det modsatte.

Tak for det. Spørgsmålet er slut.

Den næste spørger er fru Pia Olsen Dyhr, SF. Værsgo.