Spm. nr. S 561

16) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Marie Krarup (DF) :

Hvad vil ministeren gøre, for at islamisk lov, sharia, får mindre indflydelse i Danmark, for dermed at gøre det muligt at integrere muslimske udlændinge, så man undgår eksempler som dem omtalt i artiklen »Indvandrerkvinder fastholdes i voldelige ægteskaber« i Berlingske den 15. januar 2020?

Spm. nr. S 561

16) Til udlændinge- og integrationsministeren af:

Marie Krarup (DF) :

Hvad vil ministeren gøre, for at islamisk lov, sharia, får mindre indflydelse i Danmark, for dermed at gøre det muligt at integrere muslimske udlændinge, så man undgår eksempler som dem omtalt i artiklen »Indvandrerkvinder fastholdes i voldelige ægteskaber« i Berlingske den 15. januar 2020?

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Hvad vil ministeren gøre, for at islamisk lov, sharia, får mindre indflydelse i Danmark, for dermed at gøre det muligt at integrere muslimske udlændinge, så man undgår eksempler som dem omtalt i artiklen »Indvandrerkvinder fastholdes i voldelige ægteskaber« i Berlingske den 15. januar 2020?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg forstår sådan set udmærket spørgerens bekymring og ønske om at undgå den slags sager, som er belyst i artiklen fra Berlingske og i den seneste rapport om religiøse skilsmisser blandt etniske minoritetskvinder.

Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at vi i Danmark i dag har kvinder, der må leve med vold og undertrykkelse og ekstrem negativ social kontrol, for der er kun én lovgivning i Danmark, og den gælder for alle. Den siger, at alle har ret til skilsmisse, og at det er Familieretshuset, der træffer afgørelse om skilsmisse, og den afgørelse må og skal alle acceptere, og her har sharia eller andre religiøse regler ingen rolle at spille.

Derfor er der også brug for et opgør med holdningen i de miljøer, som omtales. Mændene skal selvfølgelig vide, at lovgivningen også gælder for dem, og kvinderne skal støttes i, at den frihedskamp, som der heldigvis også foregår i Danmark for tiden, er der brug for at tage i de her miljøer. Det er kun kvinderne selv, der kan tage det opgør, men myndighederne skal selvfølgelig på bedst mulig vis bakke op om dem og styrke dem i det. Der er brug for, at vi lægger berøringsangsten væk og når helt ud til de kvinder – de skal kende deres rettigheder.

Derfor er det også vigtigt, at vi fortsætter og styrker den rådgivning af de her kvinder og opkvalificeringen af de fagfolk, der arbejder på området. Alle skal selvfølgelig være klædt på til at hjælpe dem, der er i udsatte positioner, og der er brug for, at myndighederne kommer endnu tættere på familierne. Vi skal ikke tillade udviklingen af parallelsamfund, hvor vores værdier undergraves, og derfor skal vi fastholde de seneste års stramme udlændingepolitik, så vi får et overskud til at styrke integrationen af dem, der allerede er kommet hertil.

Vi skal insistere på vores demokratiske værdier og vise, at vi i Danmark ikke går på kompromis med grundlæggende rettigheder og friheder, at vi ikke vil acceptere negativ social kontrol og parallelsamfund, og at vi har et fælles ansvar for at sikre integrationen. Regeringen er derfor glad for, at der er et bredt udlændingepolitisk samarbejde hen over midten i dansk politik, der bl.a. har vedtaget en række forskellige lovændringer, der skal bekæmpe parallelsamfund.

Vi står i øvrigt fast på at fastholde den lave tilstrømning og på at understøtte, at de flygtninge og indvandrere, der arbejder og forsørger sig selv, bliver en aktiv del af det danske samfund, og – lige så vigtigt – at de tilegner sig de danske værdier om demokrati og ligestilling.

Spørgeren.

Tak for svaret, som jo går meget på, at man skal prøve på at få islam til ændre sig, og det tror jeg kan være meget, meget svært. Jeg tror, det kan være vanskeligt at få folk, som er dybt overbeviste i forbindelse med en bestemt religion – og her er det jo en lovreligion, som har stor betydning for ens dagligliv – til at ændre holdning.

Der, hvor man kan ændre holdninger eller adfærd, er jo i det danske samfunds accept af de regler, og der kan man jo godt undre sig over, at ministeren, når han har den holdning, han så har, ikke går mere bredt efter at vise, at vi i Danmark ikke accepterer, at muslimske regler, altså sharia, står over dansk lov. Men det gør man jo desværre. Man tager jo svinekødet ud af institutionerne, man serverer halalslagtet kød på plejehjem, hospitaler og madordninger, man tillader, at piger går med tørklæde, man laver badeforholdene om i de offentlige institutioner. Altså, vi går hele tiden på kompromis med sharia og islamisk lovgivning i det danske samfund, og så er det jo ikke så sært, at der også er nogle, der mener, at en islamisk skilsmisselovgivning også skal stå over den almindelige danske skilsmisselovgivning.

Så der er faktisk rigtig meget, man kunne gøre for at signalere, at sharia ikke hører til i Danmark, og hvis det skal være her, skal det udelukkende være inden for hjemmets fire vægge.

Så det er dejligt, at ministeren ser kritisk på det, men det er bare ærgerligt, at ministeren så ikke begynder at tage aktion og gå i gang der, hvor man i hvert fald meget tydeligt kan signalere, at sharia ikke har plads i det danske samfund.

Ministeren.

Jeg er egentlig ikke i krig med islam – jeg er i kamp for demokrati. Folk må være lige så religiøse, de vil, men når religion og demokrati støder sammen, så er det Gud, der har vigepligt, og med det mener jeg, at hvis der står i færdselsloven, at vi kører i højre side af vejen, og der står i Koranen, at vi kører i venstre side af vejen, så kører vi alle sammen i højre side af vejen, for vi har kun én færdselslov og ét sæt myndigheder, der håndhæver den. Det er det grundlæggende for mig.

Det betyder så også, at vi ikke ud fra religiøse hensyn skal begynde at indrette vores samfund efter f.eks. islamisk lov, for jeg er faktisk enig med spørgeren i, at så er der jo ikke noget at sige til, at folk også beder om en religiøs anerkendelse af deres skilsmisse. Derfor mener jeg, at vi skal være ultraskarpe og præcise her. Det er demokratiets spilleregler, der gælder for os alle sammen, det er myndighederne, der træffer afgørelser, det er domstolene, der afgør det – det er ikke imamer, og det er ikke Koranen.

Spørgeren.

Men ministeren er minister i en regering i Danmark, hvor man faktisk godt kan træffe nogle beslutninger, og regeringen har ikke truffet en beslutning om at tage sharia ud af skolernes, uddannelsesinstitutionernes, plejehjemmenes og hospitalernes hverdag. For den er der. Hvorfor er det, at man vil sende det signal, at sharia skal følges? Vi laver vilkår sådan, at det er muligt at opfylde shariaen, altså ved f.eks. at undgå svinekød, alle steder i det danske samfund. Det er da grotesk, når man har den holdning, som ministeren har.

Ministeren.

Jamen jeg har ikke noget imod, at folk har en religion, og heller ikke, at de praktiserer deres religion. Det er der, hvor den støder sammen med demokratiet, at jeg har et problem med det. Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt her i folketingsdebatten havde en diskussion, om offentligt ansatte kunne have hovedtørklæde på. Og jeg ser selv sådan på det, at hvis der ikke er noget problem med det i den stilling, som folk har, har jeg ikke noget problem med, at offentligt ansatte har et hovedtørklæde på. Jeg ser selv sådan på det, at hvis der ikke er noget problem med det i den stilling, folk har, så har jeg ikke noget problem med, at offentligt ansatte har et hovedtørklæde på.

Altså, for mig er religion ikke en privatsag. Det er ikke noget, man skal gå og putte med. For min skyld må man gerne vise, at man er kristen eller jøde eller muslim. Jeg plejer at sige, at det er en personlig sag; det betyder, at det ikke er en politisk sag. Det er ikke noget, man skal belemre andre med. Men det er ikke en privatsag; det er ikke noget, man skal gå og skamme sig over.

Jeg synes meget gerne, at man må stille sig frem og tydeligt vise, at man er en del af en religion. Det synes jeg er del af religionsfriheden.

Spørgeren.

Jeg mener ikke, at religionsudøvelse er noget, man har krav på at få mulighed for overalt. Så der er bestemt nogle krav, hvor man kan sige: Det her går ikke – her må det stoppe. Og man kan få meget svært ved at vise over for folk fra den islamiske tro, at der er nogle dele af sharia, der er okay, og andre dele, der ikke er okay, når man på forhånd på mange synlige områder gør alt, hvad man kan, for at give plads til sharia. Hvordan skal man så gøre det klart for folk, at lige præcis på skilsmisseområdet går den så ikke, men på alle andre områder vil vi gerne hjælpe dem til at kunne leve et sharialiv?

Ministeren.

Vi skal ikke implementere sharia i dansk lovgivning, hverken direkte eller indirekte. Jeg har selv tidligere bakket nogle af de gymnasierektorer op, som har sagt: Her skal vi ikke have bederum. For det skabte problemer på skolen. Jeg har også bakket min egen tidligere daginstitutionsleder op, som hængte et lille opslag op i vindfanget, hvor der stod, at her serverer vi kød – der er grisekød og kyllingekød og oksekød, og der vil blive taget hensyn til vegetarer og allergikere, men vi tager ikke religiøse hensyn. Det synes jeg er en god måde at håndtere det på. Det er en måde, som man inden for rammerne af velfærdsstaten og den lovgivning, der gælder, håndterer, at der er nogle, der ønsker at blive mødt med religiøse særhensyn, men hvor velfærdsstaten også får sagt lidt mere tydeligt: Her er det demokratiet og de fælles spilleregler, der gælder, og vi begynder ikke at indrette alle andre livsvilkår efter religiøse særhensyn.

Tak til ministeren for besvarelsen. Tak til spørgeren. Spørgsmål nr. 16 er blevet besvaret.

Dermed er det spørgsmål nr. 17, som også er til udlændinge- og integrationsministeren. Og det er stillet af hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.