Men derfor er det jo dejligt, at vi så heldigvis stadig væk har muligheden for at gå ind i den konkrete sag, og at det heldigvis ikke er miljøministeren, der bestemmer, om vi har mulighed for at gå lidt mere i dybden med det, for det her er jo noget, der faktisk vedrører rigtig, rigtig mange borgere.
Altså, situationen er jo den, at hvis man kigger på en landsby som Assentoft, som faktisk er den næststørste by i Randers Kommune, og ikke mindst oplever den massive beboertilstrømning, der faktisk er, samtidig med at der nu også vokser rugmalt rundt omkring fabrikken, så er det altså noget, som virkelig er et stort, stort problem for rigtig, rigtig mange borgere. Det, man jo har oplevet, er, at der har været en stigningstakst i forhold til antallet af klager. Man har også oplevet, at der er de her konkrete, skal vi sige brud på de miljøkrav, der har været, og som også ministeren var inde på, bl.a. senest i januar 2020. Så har der på det seneste faktisk også været et problem i forhold til udsivning af noget forurenet vand ud i bækområdet. Så det er alt i alt altså noget, der håndgribeligt er et problem – ikke mindst set i lyset af at vi jo er i den situation, at Daka er en unik fabrik efterhånden. Der er lukket lignende fabrikker, sådan at der faktisk er et problem, fordi døde dyr fra Sverige skal transporteres til fabrikken ved Randers, og også fra hele landet bliver de transporteret til Randers, og det gør, at selve mængden af de døde dyr er rigtig, rigtig stor.
Så derfor – for nu at gå ind i det konkrete – er noget af det, som virkelig rammer folk, jo selvfølgelig især, når der er et stort problem med lugt, når man har fri. Og en af de situationer, der er, er jo, at virksomheden har tilladelse til weekenddrift, og indtil videre vil den automatisk ophøre den 20. juni 2020, efter en 8-årig periode. Derfor kunne spørgsmålet til ministeren jo være: Kan ministeren ikke forstå, at der måske så vil være behov for, at man ikke bare automatisk forlænger den weekendtilladelse, men lader den løbe ud i 2020?