Man må sige, at vi kommer vidt omkring i sådan en spørgetime her, og det her kalder vel i virkeligheden også på en sådan lidt mere tænksom dialog. Jeg ved ikke, om jeg egentlig har et ønske om, at vi skal forbruge mindre, men det afhænger jo meget af, om vi evner at producere på en bæredygtig måde.
Jeg vil meget, meget nødig gå ind og begynde at regulere i, om man kan få lov til at gå ud og købe ting på tilbud. Jeg under danskerne et godt tilbud, og jeg kender jo altså også mennesker, der går og glæder sig til den der Black Friday, fordi det er der, tilbuddet er på det, de måske ikke har haft råd til at købe i løbet af året, og det kan være, at køen allerede er startet. Så jeg tror, der er flere aspekter i det her.
Omvendt vil jeg sige, at jeg nogle gange også har prøvet at opleve, hvis noget er gået i stykker og jeg har været god og har gemt bonen eller garantibeviset, at det var lige 8 dage eller 2 år, eller hvad det nu er, efter at købet var udløbet. Det er jo en gammel diskussion, vi også har haft her i Folketingssalen, og som jeg fint synes vi kan gå videre med. Men jeg under danskerne et godt tilbud, må jeg sige, og jeg under også danskerne her op til jul, at man går ud og køber de julegaver, man gerne vil.
Jeg tror, at det, jeg gerne vil bruge min energi på, er at sikre, at vi kan producere både herhjemme, men også ude, på en måde, som er mere bæredygtig, hvor vi bruger en renere energi, og hvor vi i øvrigt bruger den energi, der skabes, når vi producerer på en bedre måde end i dag. Men Black Friday er ikke sådan lige det, jeg har tænkt mig at slå ned på.