R 9 Udenrigsministerens redegørelse om udvalgte internationale organisationer (OSCE, Europarådet, Østersørådet og det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde).

Afgivet af: Udenrigsminister Jeppe Kofod

Samling: 2019-20

Status: Forhandlet

Forhandling den 11-06-2020

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

14) Forhandling om redegørelse nr. R 9:

Udenrigsministerens redegørelse om udvalgte internationale organisationer (OSCE, Europarådet, Østersørådet og det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde).

(Anmeldelse 12.03.2020. Redegørelse givet 12.03.2020. Meddelelse om forhandling 12.03.2020).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Lars Aslan Rasmussen. Han er ikke til stede. Så går vi videre til hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre. Værsgo.

Undskyld, formand, vi var lige i gang med noget parlamentarisk arbejde i sidegemakkerne. Men tusind tak for, at vi får lejlighed til denne redegørelsesdebat omkring de forskellige internationale organisationer. Det er jo en årlig traver, og det er også en god traver, for det er jo sådan, at vi faktisk har rigtig, rigtig meget at diskutere ud fra, ikke mindst i forhold til organisationer som Europarådet, OSCE, men også i forhold til hele Østersøregionen, som desværre er et mere og mere højspændt område, som vi også her i kongeriget er part i. Lad os tage det fra en ende af.

Der er ikke nogen tvivl om, at det, som der sker i Rusland lige i øjeblikket, er ekstremt bekymrende. Nu ser det ud til, at der kommer en dato for folkeafstemning vedrørende forfatningsændringerne, som bliver den 1. juli. Det er jo forfatningsændringer, som på den ene side ser ud til at gøre Rusland endnu mere udemokratisk, endnu mere autoritært, og som ikke mindst centrerer magten endnu mere omkring en, nemlig præsident Putin.

Men det er på den anden side jo lige så bekymrende, at det faktisk ser ud til, at det er i direkte modstrid med, hvad landet har sagt ja til, da landet blev medlem af Europarådet. Derfor må jeg bare indrømme, at jeg synes, det er dybt beskæmmende, at man fra Ruslands regerings side og for den sags skyld også fra Dumaens side bare siger ja til de her forfatningsændringer, før f.eks. Venedigkommissionen under Europarådet har givet deres besyv med, i forhold til om det her nu er i tråd med, hvad Europarådets regler og love er. Man gør bare det her.

Seneste melding er, at Venedigkommissionen vil kunne have deres svar klar i løbet af efteråret, måske endda først til december, i forhold til at give deres besyv med; det vil sige op til måske et halvt år efter, at de her forfatningsændringer er blevet vedtaget ved en folkeafstemning. Det er dybt beskæmmende. Og der bliver vi altså også nødsaget til at se en aktiv regering herfra. For jeg ved da godt, at når du går uden for det her lokale og taler om domstolen i Strasbourg eller taler om Europarådet, så vil ni ud af ti danskere, måske endda også nogle gange ti ud af ti, tro, at vi taler om et eller andet EU.

Men her har vi altså en organisation, som alle lande i Europa, minus Hviderusland, er medlem af, inklusive Danmark. Og derfor er vi også nødsaget til at få den danske regering til at tage ansvar og sørge for også at sætte det her i forhold til Rusland på dagsordenen, fordi det faktisk er det eneste organ, vi har, hvor vi kan sætte den russiske regering fuldstændig til ansvar for den ekstremt negative udvikling, som landet er kastet ud i.

Derudover oplever vi jo også en lang række andre negative udviklinger. Vi oplever det især i lande som Ungarn, og vi oplever det i lande som Polen. Og der er det vigtigt at holde fast i, at vi jo kan gøre alt, hvad vi kan, fra de forskellige organisationers side for at sikre, at der i hvert fald bliver påtalt de meget, meget negative udviklinger, der er.

Jeg synes, det er dybt beskæmmende med den domstolsreform, som er blevet iværksat, især i Polen, og derfor er det også helt på sin plads, at man i Europarådets Parlamentariske Forsamling har valgt at sætte Polen under monitorering. Det synes jeg er helt på sin plads.

I forhold til Ungarn er landet jo også under monitorering, og det kommer der ikke så meget godt ud af, men det er i hvert fald vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for også at påtale det. For de to lande burde jo være i en liga for sig. De burde jo som EU-medlemslande være på et helt andet niveau uden den negative skævvridning, som de er godt i gang med at foretage nu.

Så alt i alt må jeg indrømme, at jeg synes, at Europa bliver mere og mere farligt. Jeg synes, at Europa bliver mere og mere udemokratisk. Og der er det, vi må bruge de forskellige organisationer, vi har, til simpelt hen at sørge for at råbe vagt i gevær. Og vi bør også kunne forvente, at den danske regering tager en lederrolle i de forskellige organisationer, ikke mindst i Europarådets Ministerkomité, hvor det er muligt.

I de sidste sekunder, jeg har tilbage af min taletid, vil jeg gerne fra især Europarådets side, hvor vi har et meget, meget tæt samarbejde med den danske repræsentation nede i Strasbourg, sige tusind tak til ambassadøren og hans folk for det meget tætte samarbejde dér og for deres velvillighed til altid at diskutere med os. Det er ikke altid, der er enighed mellem regeringens udsendte og så de parlamentariske medlemmer, men vi har altid nogle gode, fornuftige debatter. Så tusind tak for det. Og ikke mindst tak for samarbejdet med de andre delegationsmedlemmer fra de andre partier – jeg synes, vi har et fornuftigt samarbejde. Tak for ordet.

Tak for det. Det ser ikke ud til, der var nogen, der har bedt om ordet, så vi går videre til hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak, og tak for redegørelsen, som jeg har læst med stor interesse. Jeg vil så lige slå ned på nogle enkelte ting, som jeg også gerne vil have svar på fra udenrigsministeren. Jeg vil først lige nævne, at det ser ud til, at der i de forskellige fora, som Danmark er med i, kan spores, synes jeg, en vis normalisering i forhold til Rusland. Det synes jeg er en positiv udvikling, og det bliver der også talt om f.eks. i Europarådet, hvor de nu deltager på helt normal vis i den parlamentariske forsamling, og hvor Ukraine så også efterfølgende er kommet med. Det, at man taler med Rusland, det, at Rusland sådan er på vej til at blive et land, som man taler med, synes jeg er vigtigt.

Der står et eller andet sted i teksten, at regeringens ambition er at vende ryggen til krisen med Rusland. Det synes jeg er et godt udspil, bestemt. Som sagt kom de altså tilbage i juni 2019 efter 5 års fravær fra arbejdet i Den Parlamentariske Forsamling i Europarådet.

Så er der lidt om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det bliver i forbindelse med Menneskerettighedsdomstolen nævnt, at der har været en hel masse sager, og det vidste vi godt på forhånd. Men så bliver det nævnt, at der altså er næsten 60.000 verserende sager, men altså to – ganske få – danske sager ved domstolen. Men så i år, i 2020, vil der komme to danske sager til behandling ved domstolens højeste instans, som hedder Storkammeret, der kun behandler de sådan allermest vigtige og principielle sager. Der er jeg interesseret i at høre, hvad det er for nogle ting, de her to meget væsentlige sager drejer sig om. Det bliver ikke nævnt i redegørelsen.

Der bliver også talt om de her monitoreringer, man har ved Menneskerettighedsdomstolen, hvor man holder øje med forskellige lande, og jeg vil høre, om sådan noget finder sted i forhold til Ukraine, som jo i høj grad har været anklaget eller beskyldt for f.eks. at tillade antisemitisme og også er blevet kritiseret vedrørende de homoseksuelle. Jeg ved f.eks., at rigtig mangen jøder – måske hundredvis, måske tusindvis – faktisk har forladt Ukraine, efter den her regering kom til. Jeg vil gerne høre, om man også på det felt holder lidt øje med, hvad der sker i Ukraine. Man er på den måde i det land sådan egentlig, hvad skal vi sige, surfet forbi, fordi vores opmærksomhed har været på Rusland. Og der har de i høj grad været med.

Det skal også nævnes, står der så, at forhandlingerne om EU's tiltræden til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention efter flere års tilstand nu vil blive genstartet i løbet af de kommende måneder. Hvad indebærer det, at EU tiltræder Menneskerettighedskonventionen? Jeg troede, det var de enkelte lande, men det må udenrigsministeren måske lige klarlægge for mig.

Så er der Østersørådet, hvor jo også Rusland er med i stor stil, som de faktisk var før. Der står her i redegørelsen: »Med udenrigsministermødet under det danske formandskab håber regeringen at kunne sætte præcedens for fremtidige udenrigsministermøder i Østersørådet og vise, at organisationen igen kan bruges til regional dialog med alle lande i regionen inkl. Rusland.«

Så er der afsnittet om forsvar og sikkerhed og det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde. Det er jo noget, som vi i høj grad glæder os over i Dansk Folkeparti, altså at man nu på den måde er begyndt at se mere formelt på samarbejdet. Der har altid været en vis grad af samarbejde landene imellem, men nu går man virkelig i gang, også, hvad skal vi sige, formelt. Regeringen siger så, at man ikke har en vision om, at det nordiske forsvarssamarbejde skal være en militæralliance. Det er jeg egentlig lidt ked af, for den vision har vores parti bestemt. Så det vil jeg bede om bliver lavet om; til en egentlig beslutning.

Sluttelig – jeg har ikke ret meget tid tilbage, kan jeg se – vil jeg sige, at det glæder mig, at Hjemmeværnet på den måde bliver fremhævet som en enhed, der i 50 år har deltaget netop i samarbejdet om udviklingen af hjemmeværnene i Norge, Sverige og Finland. Det er virkelig enestående, at det på den måde er Hjemmeværnet, som fører an i den her diskussion og ligesom får de andre egentlige forsvarsinstitutioner med.

Men alt i alt synes jeg, det har været en interessant ting at læse, og der var så bare de her småting, som jeg gerne vil have en forklaring på. Mange tak.

Tak for det. Jeg skal måske lige sige, at man sådan set har 5 minutter til OSCE, Europarådet og Østersørådet, hvis man ønsker det. (Søren Espersen (DF): Jeg har taget det hele nu. Undskyld!) Ja, det kunne jeg nemlig høre.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Rasmus Nordqvist. Værsgo.

Mange tak for ordførertalen. Jeg studsede lidt over, at ordføreren var inde på lgbti-området i Ukraine, og jeg bliver sådan lidt nysgerrig. For i sidste uge havde vi jo en diskussion her i salen, hvor Dansk Folkepartis ordfører ikke mente, der var særlig grund til at være opmærksom på lgbti-rettigheder i eksempelvis Ungarn. Og vi har tidligere diskuteret det omkring forfølgelsen af lgbti-personer i Rusland, hvor man også lidt har sagt, at det er op til landene selv at lave deres lovgivning.

Mener Dansk Folkeparti, at det er et særligt område, vi skal være opmærksom på i de internationale organisationer, så vi ikke ser andre medlemslande, hvad end det er i EU, OSCE eller Europarådet, der laver forfølgelse af lgbti-personer?

Værsgo.

Jeg kan sige, at selvfølgelig mener vi, at det enkelte land selv skal afgøre det her, også når man nu er i fuld gang i rigtig mange lande med at undersøge de her forhold, som bestemt er alvorlige. Vi tolererer ikke i vores parti, at nogen på den måde diskriminerer i forhold til homoseksualitet. Det gør vi ikke. Men vi synes, at det enkelte land skal afgøre det. Og der mener jeg bare: Jeg tror, at Ukraine er sådan surfet forbi – det var det, jeg sagde – vores nethinde, fordi vi har været i fuld gang med, hvad der sker i Polen, og hvad der sker i Ungarn osv. på det felt? Og så var der også det med jøderne, som jeg nævnte i mit indlæg.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Men vi ser jo desværre bare lgbti-personer blive forfulgt i en række lande, og det bliver rejst i internationale fora, og det bliver også rejst her i Folketinget. Og jeg synes egentlig, det ville være rart at høre Dansk Folkeparti også bakke op omkring den kritik, der er af Rusland og også af Polen og Ungarn, når vi ser den her forfølgelse, og ikke kun slå ned på det, når det passer ind i en diskurs, men faktisk være lidt principiel omkring det her. For vi ser folk blive forfulgt på grund af deres seksuelle orientering, deres kønsidentitet eller kønsudtryk i rigtig mange lande. Det er desværre stigende, og der er behov for principiel stillingtagen i Folketinget også.

Værsgo.

Men vi tolererer ikke overgreb mod homoseksuelle eller mod jøder eller mod andre minoritetsgrupper – selvfølgelig gør vi ikke det. Men vores holdning er, at det enkelte land selv må afgøre sin egen skæbne. Det betyder ikke, at man ikke kan kritisere det. Det synes vi bestemt man kan, også gerne igennem de her fora, som vi taler om i dag.

Tak til hr. Søren Espersen. Vi går videre til hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Der har altså været lidt forvirring om, om vi tager organisationerne hver for sig eller en ad gangen – og vi tager dem en ad gangen, det tror jeg er meningen. Vi havde i øvrigt samme diskussion sidste år, og det kunne være, man skulle overveje at tage dem samlet, men det overlader jeg trygt til højere magter at kigge på.

OSCE er en organisation, som få danskere har et tæt forhold til endsige ved hvad der foregår i. Jeg kan også roligt sige, fra min tid som udenrigsminister, at nogle af de møder, man havde i det forum, ikke var de sådan mest ophidsende eller uforudsigelige af slagsen. Og dog sker det jo så med mellemrum, at organisationen træder i karakter og faktisk får en betydning. Og sidste gang, det for alvor skete, var i forbindelse med Ukrainekrisen, som jo er en af de frosne konflikter, vi stadig væk arbejder med, hvor Rusland annekterede Krim, og hvor vi pludselig her fandt et forum, hvor man kunne tale hen over bordet, kunne forsøge at få forhandlinger i gang og formelt jo stadig væk har gang i forhandlinger om, hvordan man skal håndtere det her. Her blev organisationen så at sige støvet af og viste sin berettigelse. Det er vi glade for.

Det var også lidt i forhold til samme parameter, om end i mindre skala, at udenrigsministeren – hvilket jeg glædede mig over at se – havde fundet en udtalelse fra den organisation. Først tænkte jeg, at det da alligevel var et sjovt forum at kommentere på USA i, men det giver jo sådan set meget god mening, når man så tænker over det, fordi det netop er europæisk og med en omegn, om jeg så må sige, der dér giver mulighed for det.

Hvad kan man så mere bruge organisationen til? Kunne man gå mere offensivt ind i det? Jeg vil sige, at der jo er utrolig mange fora, hvor man kan arbejde med udenrigspolitik, men jeg synes nok, historien taget i betragtning, at der, hvor der måske kunne være plads til at tænke lidt offensivt, er i forhold til det, man kunne kalde østnaboskabet, altså de lande, som ligger mellem EU-landene og Rusland. Jeg tænker på Ukraine, jeg tænker på Moldova, jeg tænker på Georgien, og jeg tænker sådan set også på Balkan – alle sammen lande, der lige nu står i et eller andet spændingsfelt mellem EU og Rusland, og som i den grad har brug for nogle fora til at gøde de demokratiske kræfter, til at finde deres egne ben, til at finde en association til Europa, og som ikke er lige ved at springe ind i EU, selv om nogle af dem – en del af dem faktisk – nu er associerede til EU. Kunne man bruge organisationen mere offensivt dér? Også fordi det skal ske i en eller anden, kan man sige, balance i forhold til Rusland. Kunne det måske være en vej at gå?

Ellers har jeg ikke så meget mere at sige om OSCE lige nu.

Tak for det. Så går vi videre til hr. Rasmus Nordqvist, Socialistisk Folkeparti.

Det er jo den tilbagevendende diskussion om at splitte det op eller tage de diskussioner samlet, og det ender altid lidt i kaos. Nu vil jeg koncentrere mig om OSCE først og egentlig sige tak for redegørelsen. Det er faktisk et vigtigt arbejde, der foregår, og jeg har selv siddet i den parlamentariske del af OSCE. Det, jeg egentlig godt kunne tænke mig at rejse, er de prioriteringer, der er fra dansk side i OSCE-samarbejdet.

Når vi snakker sikkerhed og stabilitet, er der jo både det økonomiske og det miljømæssige, som i den grad har en stor betydning i dag. Særlig når vi ser på udviklingen i forhold til klima, biodiversitet og naturen, så er det et af de steder, jeg tror at vi skal have stærkere fokus på fremadrettet fra dansk side, fordi vi ved, at presset på naturressourcer desværre også betyder konflikter rundtomkring. Så det er egentlig mest et ønske om, at man er obs på de prioriteringer, man har haft fra dansk side i OSCE-samarbejdet, og et ønske om, at vi måske også begynder at koncentrere os mere om den dimension, der handler om det økonomiske og miljømæssige, som man jo ikke har brugt så meget krudt på fra dansk side.

Så er der hele rettighedsspørgsmålet. Det synes jeg vi skal huske at være ekstremt tydelige med hensyn til. Jeg synes, det har været rart at se udenrigsministeren være meget tydelig i EU-sammenhæng og i Europarådssammenhæng – det kommer vi tilbage til – for der har vi da i hvert fald til de parlamentariske forsamlinger nogle gange skulle rejse problematikken om menneskerettigheder over for andre lande og parlamentarikere fra andre lande. Og det er noget, jeg synes bør være en vigtig dansk prioritet hele vejen rundt i alt det samarbejde, vi er med i, nemlig at vi står op for den enkeltes ret til være den, man er. Så det skal være ordene fra mig i første del.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger til det. Fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

Tak for ordet. I forhold til OSCE synes vi fra Enhedslistens side, at det er noget rigtig vigtigt arbejde, der foregår i den her organisation. Udenrigsministeren skriver også i redegørelsen, at lige nu bliver OSCE præget af nogle meget skarpe værdipolitiske skillelinjer mellem på den ene side de vestlige lande og på den anden side Rusland og Tyrkiet og Vatikanstaten og Aserbajdsjan og nogle af de andre.

Det vil jeg sige også kan genkendes fra OSCE's Parlamentariske Forsamling, det er i hvert fald det, vores medlem fortæller. Og en af de ting, der mest tydeligt, kan man sige, viser den skillelinje, er også, at man har en række lande, som behandler politiske mindretal meget, meget dårligt. Det betyder også, at de politiske mindretal ikke bare bliver udsat for chikane og undertrykkelse, men altså også bliver sat i fængsel og får lange fængselsdomme.

Et af de eksempler, vi fra Enhedslistens side arbejder meget med, er hele situationen i Tyrkiet. Ved kommunalvalget for lidt over et år siden vandt det venstreorienterede og demokratiske parti HDP flertallet og borgmesterposterne i 65 kommuner. Det er ret meget. I dag har de kun 12 tilbage af de kommuner, for resten af kommunerne er blevet sat under administration af Erdoganregimet, eller også er de her HDP-borgmestre blevet frataget deres poster, og mange af dem er blevet sat i fængsel.

Den tendens til politisk undertrykkelse er faktisk bare blevet endnu værre her under coronakrisen, hvor det ikke er så let at holde øje med, hvad der foregår, og derfor synes vi også, at man faktisk med fordel kunne bruge OSCE endnu mere aktivt til at sørge for at bakke op om politikere, der bliver fængslet eller undertrykt. Noget af det, som vi vil foreslå, er, at man kan lade sig inspirere lidt af det, der hedder IPU, Den Interparlamentariske Union, som har et udvalg, som holder øje med, om parlamentarikere bliver fængslet osv. rundtomkring i verden. Det var måske også noget, som kunne styrkes endnu mere og være i OSCE's fokus.

I det hele taget synes vi, det er meget, meget vigtigt, at vi benhårdt bakker op om den her menneskerettighedsdagsorden, især her under coronakrisen, hvor det er blevet endnu sværere at være politisk aktiv og forsvare de demokratiske rettigheder rundtomkring. Tak.

Tak for det. Der er ingen kommentarer. Hr. Naser Khader, Konservative Folkeparti.

Tak til regeringen for redegørelsen. Det er vigtigt, at vi i Danmark bakker op om de organisationer og internationale fællesskaber, der underbygger samarbejdet og dialogen imellem landene – og især kampen for at fremme demokrati, ytringsfrihed og retsstaten. De begreber er flere steder i vores nærområder under pres. Tyrkiet og Rusland er nogle af de lande, der især presser de her værdier.

Særlig når det kommer til sikkerhedspolitikken, er det sådan, at det er i dansk interesse, at vi bakker op om de internationale organisationer, som vi er engageret i. OSCE er et vigtigt redskab til sikkerhed og stabilitet, og som udgangspunkt bakker vi regeringens hovedprioriteter op. Det er de tre hovedprioriteter: 1) Ukrainekonflikten og indsatsen for at genoprette respekten for vores fælles principper og regler, herunder særlig Helsingforsslutakten, 2) den menneskelige dimension og arbejdet for at styrke menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder i hele området, og 3) implementering af styrkelse af de konventionelle våbenkontrolaftaler inden for OSCE's politisk-militære samarbejde.

Det er tre vigtige prioriteter. Et område, jeg godt kunne tænke mig havde samme prioritet, eller som blev opprioriteret lidt mere, er cybersikkerhed. Jeg ved, man beskæftiger sig med det, men vi kunne egentlig godt tænke os, at det havde samme prioritet som de tre andre punkter. Tak.

Tak for det. Hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til regeringen for den årlige redegørelse om OSCE, Europarådet, Østersørådet og det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde. Det er godt at få overblik over de her ting.

Vi starter med OSCE, der jo bl.a. arbejder for at styrke og forbedre konflikthåndtering og fremme den effektive multilateralisme. Jeg har efterhånden været med som udenrigsordfører i nogle år, og der må jeg jo sige, at den her årlige redegørelse er ligesom et meget kærkomment familiebesøg. Man kender gæsten i forvejen, så der er ikke nogen grund til at præsentere sig selv, og mængden af forandringer siden sidste besøg er begrænset, men hyggeligt er det.

Jeg noterer mig også i år, at Danmark gør en stor indsats, og det er meget positivt i en tid, hvor Ukrainekonflikten ikke er løst endnu, og hvor der er stigende problemer med menneskerettigheder i nogle af medlemslandene – hvad flere ordførere også allerede har sagt. Vi lægger vægt på, at regeringen har et engagement i de her ting. Det er vi glade for. Jeg synes, det naturligvis ville være forkasteligt at sige, at man skal gøre reklame for en bestemt konflikt; det er et helt forkert udtryk.

Men det, jeg vil frem til, er, at jeg synes, at vi som politikere godt kan minde os selv om, at Ukrainekonflikten ikke er løst endnu, og at den påvirker liv og velfærd for mange mennesker. Det er, som om man, når en konflikt har stået på i et stykke tid, glemmer den og ikke får den omtalt. Det, at den findes og har så indgribende virkning på mange, mange mennesker, bør vi selvfølgelig være opmærksomme på. Den må ikke blive glemt.

Vi kommer jo så tilbage til de andre punkter i redegørelsen, men foreløbig tak for redegørelsen om OSCE.

Tak for det. Hr. Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, og jeg skal beklage, at jeg kom for sent.

Som en del af Danmarks overordnede multilaterale indsats for at sikre det norm- og regelbaserede internationale system, hvilket må siges at være udfordret, bidrager Danmark til den politiske og militære dimension og den menneskelige dimension, menneskerettigheder og demokrati.

OSCE er udfordret på grund af interne værdimæssige skillelinjer. Samarbejdet i OECD vanskeliggøres af primært Rusland, der underminerer basale principper, tydeligst illustreret af landets rolle i konflikten i Ukraine. Ligeledes præges OSCE af skarpe værdipolitiske skillelinjer mellem vestlige lande på den ene side og eksempelvis Rusland, Tyrkiet, Vatikanstaten, Aserbajdsjan og de centralasiatiske lande på den anden side. Uenighederne kommer særlig til udtryk, når der diskuteres fundamentale frihedsrettigheder, civilsamfundets rolle, frie medier og ligestilling. Sluttelig hersker der grundlæggende uenighed om civilsamfundets rolle, frie medier og ligestilling. Danmark bidrager med 4,6 mio. euro om året til OSCE, og regeringens hovedprioriteter i OSCE er følgende:

Ukrainekonflikten og indsatsen for at genoprette respekten for vores fælles principper og regler, herunder særlig Helsingforstraktaten, og den menneskelige dimension og arbejdet for at styrke menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder i hele OSCE, især torturbekæmpelse, beskyttelse og fremme af fundamentale frihedsrettigheder, mediefrihed og lgbti-personers rettigheder. En implementering og styrkelse af konventionelle våbenkontrolaftaler inden for OSCE's militære og politiske arbejde vil fortsætte, da det er de få formelle fora, hvor der fortsat er en åben kanal mellem Rusland og vestlige lande på ekspertniveau. En konventionel våbenkontrol i Europa har været forsøgt moderniseret og opdateret, og Danmark fremlagde det sammen med en række ligesindede lande i oktober 2019, et ambitiøst moderniseringsforslag, som man forsøger at fremme igen i 2020, men som følge af russisk modvilje er der ikke udsigt til, at den tiltrænge modernisering af aftalen kan gennemføres på kort tid.

Til sidst lige til hr. Søren Espersen omkring Ukraine, og jeg ved ikke, hvor meget det kommer til at fylde i debatten: Jeg ved, at det er blevet rejst både i OSCE, men også i Europarådet, altså den bekymring omkring jøderne situation i Ukraine. Jeg ved, at det ikke er så lang tid siden, at en politimester i Ukraine bad om navn og adresser på samtlige jødiske medborgere, og det er selvfølgelig en rigtig trist udvikling, som jeg ved er blevet rejst. Tak for ordet.

Tak for det. Så er det udenrigsministeren.

Tak til formanden. Og tak til ordførerne. Jeg vil så følge den orden, som jeg havde fået fortalt der skulle være, nemlig at tage de tre forskellige organisationer hver for sig. Så derfor vil jeg også allerede nu sige til hr. Søren Espersen: Jeg håber i anden omgang at komme tilbage til mit svar på nogle af de spørgsmål, der relaterer sig til f.eks. Europarådet – så det håber jeg der er forståelse for. Men tak til ordførerne for bemærkningerne og interessen for og opbakningen til Danmarks indsats i OSCE.

Jeg er helt enig i, at OSCE udgør et unikt forum for at fremme dialog og samarbejde omkring europæisk sikkerhed. Det er en integreret del af den regelbaserede internationale verdensorden, som jo på mange måder er under pres, som vi også har diskuteret her. Man kan så sige, at det konsensusbaserede princip, som der jo er i OSCE, betyder, at vejen til en beslutning kan være lang og besværlig – og særlig Ruslands aggressive adfærd i Ukraine og Georgien udfordrer samarbejdet i OSCE.

Siden Ruslands ulovlige annektering af Krim for 6 år siden, har OSCE jo engageret sig i Ukraine ved forhandlingsbordet i den trilaterale kontaktgruppe omkring implementering af Minskaftalen og i felten gennem den særlige monitoreringsmission, som jeg ved at flere af jer kender til.

Det er vigtigt, at konflikten i Ukraine fastholdes øverst på OSCE's dagsorden, og det mener jeg af mange grunde. Det er vigtigt, også fordi vi her har at gøre med en konflikt, hvor et suverænt europæisk land oplever ikke at få respekteret sin suverænitet efter den kolde krigs afslutning. Og det er simpelt hen ikke i orden. Ethvert frit, demokratisk og suverænt land må selv bestemme over sit eget territorium. Det er et grundlæggende europæisk princip efter den kolde krig, og det skal vi selvfølgelig holde i hævd.

Den nuværende covid-19-krise vækker stor bekymring. Og man kan jo sige, at observatørerne på missionen for humanitær nødhjælp oplever, at russisk støttede separatister begrænser adgangen til det separatistkontrollerede område under påskud af smittespredning – det ser vi desværre også.

Missionen er den største internationale tilstedeværelse i Ukraine. Den er det internationale samfunds ører og øjne i konflikten. Det så jeg også ved selvsyn, da jeg i begyndelsen af februar besøgte kontaktlinjen i det østlige Ukraine og mødtes med observatører fra den her SMM-mission. De yder en utrolig vigtig indsats for, at konflikten ikke eskalerer yderligere.

OSCE er en vigtig platform for dialog vedrørende menneskerettigheder. Fru Eva Flyvholm var inde på det. Jeg synes, at det er fuldstændig korrekt, at det er rigtig vigtigt, at vi holder den dagsorden højt i OSCE. Lande, der ikke overholder deres internationale menneskerettighedsforpligtelser, bliver i OSCE mindet om, at de er på afveje. Det gælder også i den nuværende sundhedskrise, hvor enkelte medlemslande jo udnytter den her krise til at knægte ytrings- og informationsfriheden, og det skal selvfølgelig påtales.

OSCE er også vagthund, og det synes jeg heller ikke vi må glemme. Det er en vigtig rolle i forhold til afholdelsen af valg i medlemslandene via valgobservationer. Mange af jer har deltaget på parlamentariske valgobservationer fra OSCE's parlamentariske forsamling. Det bidrager jo både med observatører, men også til at lede valgobservationerne. Og jeg vil gerne takke de mange, også folketingsmedlemmer, som har gjort en indsats her. Jeg synes, det er rigtig, rigtig vigtigt.

Den tredje prioritet, som også lige er blevet nævnt af flere, og som jeg synes måske er lidt overset, men er enorm vigtig i den verden, vi står i, er noget, Danmark lægger vægt på, nemlig det øgede samarbejde inden for våbenkontrolområdet i OSCE.

Det er vigtigt, at allerede indgåede våbenkontrolaftaler bliver implementeret og styrket, og det er ikke blevet mindre påtrængende efter den amerikanske annoncering af hensigten om at udtræde af Open Skies med virkning fra den 22. november 2020. Det er jo igennem våbenkontrolaftalerne, at vi kan fremme den militære gennemsigtighed og reducere spændinger, og det har vi behov for, for så undgår vi i sidste ende at komme ud i konfliktsituationer og at fejlfortolke hinanden. Det er en vigtig, vigtig rolle, som vi ikke må glemme.

Så selv om vi må konstatere, at arbejdet har stået i stampe og i flere tilfælde direkte i bakgear på grund af manglende russisk kompromisvilje, er det vigtigt, synes jeg, at vi skruer op for det danske engagement i det her felt.

Så vil jeg afslutningsvis sige til ordførerne, først hr. Søren Espersen, i forhold til en normalisering i forhold til Rusland: Det, der er styrken ved den her organisation, er jo, at vi både har de europæiske lande og Nordamerika sammen omkring europæisk sikkerhed og samarbejde. Det er det, der er så fundamentalt, altså at vi også har USA og Canada med. Og derfor kan man jo godt, hvis man er udefrakommende, måske lige se, at det her er en organisation, selv om det er en organisation for sikkerhed og samarbejde i Europa, hvor vi altså også har Nordamerika med, fordi det her er et fælles anliggende.

Der er det også vigtigt at håndtere Rusland, og der må jeg sige, at det arbejde, vi har i Ukraine, er helt afgørende, og det er også afgørende for at få implementeret Minskaftalen. Og hvis Rusland lever op til sine forpligtelser, er det jo også muligt en dag – forhåbentlig – at vi kan ophæve de sanktioner, der er mod Rusland. De hviler jo på, at Rusland skal leve op til sin del af Minskaftalen. Det er det, vi håber på.

Men vi må samtidig sige, at den fremfærd, der har været fra russisk side – det ser vi også i det østlige Ukraine, jeg har selv set det – ikke giver håb om store forandringer. Tværtimod er det meget den samme linje.

Men jeg takker ordførerne for opbakningen til OSCE. Jeg synes, det er en rigtig vigtig organisation, og jeg synes, det er vigtigt med både den parlamentariske del, og hvad vi gør på regeringsniveau.

Hr. Martin Lidegaard var inde på, at hvis man sidder i Wien og har møder, er det måske ikke der, at man oplever den store interesse. Men det er jo bare sådan, og det vil jeg sige generelt, at konfliktforebyggende arbejde og konfliktdæmpende arbejde jo sjældent er det, der er i fokus. Det er jo desværre altid først, når det er gået galt, at alles opmærksomhed er på det. Vi må aldrig underkende, hvor vigtigt det er at undgå, at vi kommer i den situation, og derfor skal vi være glade for den europæiske sikkerhedsarkitektur, vi har – ikke bare OSCE, men også de andre organisationer og andre fora. Det er en måde at yde et bidrag til en mere fredelig verden på.

Tak.

Tak. Der er nogle kommentarer til udenrigsministeren. Først er det hr. Michael Aastrup Jensen. Værsgo.

Tak til udenrigsministeren for det. Omkring OSCE må jeg indrømme, at der er jeg lidt ked af, at ministeren ikke går mere til stålet på, hvem det er, der bærer hovedansvaret for, at vi har en så dybfrossen konflikt, nemlig i forhold til Ukraine, som vi har. Og det er jo Rusland.

Jeg hørte godt, hvad ministeren sagde: At det var Ruslands manglende kompromisvillighed. Det er jo Ruslands villighed til overhovedet at følge op på det, de selv har skrevet under på, f.eks. Minskaftalen, som de slet ikke engang gider. De gider ikke engang tale om det. Det er ikke kompromisvillighed. Det er simpelt hen, at man kaster al lov og orden ud ad vinduet og håber på, at ingen andre interesserer sig for, at man har smidt det ud ad vinduet.

Problemet er, at det jo også lykkes. Vi er nu i så mange år efter i en situation, hvor Ukraine er sorteper og lillebror, og nu begynder man allerede at tale om, hvad vi kan gøre for stadig væk at normalisere forholdet med Rusland. Så har de jo vundet. Så har de jo først vundet!

Derfor er spørgsmålet fra min side: Hvad vil regeringen gøre for, at Rusland overholder Minskaftalen og kommer ind til bordet og agerer som et medlemsland i OSCE? Og hvad vil konsekvensen være, hvis ikke de gør det?

Værsgo.

Tak. Er der noget, den her regering går op i – og som jeg også ved der er bred støtte til i Folketinget – så er det at holde fast i hele dagsordenen omkring Ukraine og de forpligtelser, som Rusland har. Det er jo klokkeklart. Jeg sagde det i øvrigt også i mit tidligere indlæg og også til ordføreren.

Rusland skal implementere Minskaftalen. Det er Rusland, der har ansvaret for det, der er foregået i Ukraine. Det er ikke Ukraine, der har ansvaret for det. Det er klokkeklart, og derfor er det noget, som vi sætter højt på dagsordenen. Fra dansk side har vi et kæmpe engagement med Ukraine netop for at sikre støtte til Ukraine, bl.a. også i forhold til de reformer, som også er nødvendige i Ukraine. Reformvejen for Ukraine er også den bedste vej til at håndtere Rusland.

Vi kan se, at Rusland – der har spørgeren fuldstændig ret – er en vanskelig aktør i OSCE: den destabiliserende adfærd i Ukraine, ulovlig annektering af Krim, klokkeklare brud på folkeretten, på basale OSCE-principper. Listen af OSCE-forpligtelser, som Rusland ikke efterlever, er lang, og inden for våbenkontrol, som jeg nævnte til sidst, efterlever Rusland heller ikke reglerne i det såkaldte Wiendokument. Samtidig bryder de med fundamentale frihedsrettigheder og demokratiske principper og lægger pres på OSCE's uafhængige institutioner, der er sat i verden til at beskytte disse.

Så jeg tror, det er vigtigt, at Danmark er helt i front, og det er det, som den her regering kæmper for. Vi synes, det er uacceptabelt. Det er derfor, vi er med til at fastholde presset på Rusland, indtil de efterlever deres OSCE-forpligtelser. Og EU's sanktioner – og det er her, hvor der er et godt og konkret redskab mod Rusland – står ved magt, indtil Minskaftalen er fuldt implementeret. Det er vigtigt, at vi holder dialogen i gang, og det er i øvrigt også vigtigt, at vi har den transatlantiske fælles dialog om, hvordan vi håndterer Rusland, bl.a. med et sanktionsregime.

Tak. Hr. Michael Aastrup Jensen.

Jeg er da glad for, at regeringen valgte at fortsætte det støtteprogram til Ukraine, som den tidligere regering iværksatte, for det var jeg jo meget stor fortaler for at man gjorde, og det er jo dejligt, at regeringen fortsætter det.

Nu talte jeg om, hvad man vil gøre af nyt, og der er det, at jeg synes, jeg mangler handling, fordi problemet jo er, at man ikke bare kan blive ved med at sige, at nu fortsætter vi med de nuværende sanktioner. For det har ingen effekt.

Derfor var mit konkrete spørgsmål: Hvad vil regeringen gøre for, at den her dybfrosne konflikt ikke forbliver dybfrossen, og at vi retter ansvaret hen, hvor ansvaret skal være, nemlig på Rusland? Så hvad vil man tage af nye skridt for, at vi ikke også næste år kan tale om en dybfrossen konflikt?

Værsgo.

Den her regering har udtrykt sig klokkeklart omkring Ruslands ulovlige annektering af Krimhalvøen med en stor og selvfølgelig utvetydig opbakning til, at det har konsekvenser, og til de sanktioner, som vi arbejder på at fastholde og forny, indtil Rusland lever op til sine forpligtelser i Minskaftalen. Det sanktionsregime er det vigtigste regime.

Vi har også talt varmt for – det bliver en bredere debat – en stærk EU-håndtering af det her og en fælles linje, for det er det, der kan være med til at lægge presset, og det er også der, vi har de økonomiske muskler via sanktioner. Vi har talt varmt for en transatlantisk linje, hvor USA og Europa står sammen i forhold til sanktioner mod Rusland. Det er et af de områder, hvor vi i mange år har stået sammen, og det er det, der er vigtigt for at fastholde presset på Rusland. Men Rusland er ikke nogen nem aktør, og jeg er enig i, at det er utilstedelig adfærd, vi ser.

Hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti.

Jeg tror, at min kollega Venstres ordfører har læst den her rapport på en helt anden måde, end jeg har læst den. Det kan godt ske, det er ham, der har ret, det ved jeg så ikke; det er det givetvis nok. Men jeg ser den her rapport som udtryk for, at man ønsker en normalisering med Rusland. Det skinner igennem i hele rapporten, og det påskønner vi i Dansk Folkeparti. Vi mener altså, at pragmatisme i den her sag er meget, meget vigtigt. Vi har nu haft de her sanktioner i, jeg ved ikke, om det er 8-10 år efterhånden. Og skulle man se frem mod en situation – lad os bare være realistiske – hvor der ikke kommer til at ske noget som helst, før Krim er tilbagegivet til Ukraine, så tror jeg altså, vi kommer til at vente i 100 år, uanset hvem der sidder ved magten i Rusland. Og det kunne vi så godt bestemme, altså at de så har vundet, hvis det er, man siger ja til det, som hr. Michael Aastrup Jensen siger. Men vi taber også en del på ikke at have et fornuftigt og ordentligt forhold til Rusland og ikke kunne samarbejde med dem på helt normal vis.

Værsgo.

Tak til hr. Søren Espersen. Jeg tror, jeg vil svare meget kort og sige, at i det her særlige tilfælde er jeg enig med hr. Michael Aastrup Jensens læsning af, hvad der skal til.

Hr. Søren Espersen.

Så vil jeg spørge, om udenrigsministeren kunne forestille sig en situation, hvor det russiske parlament, uanset hvem der sidder i spidsen for det, kunne finde på at diktere, at Krim kommer tilbage til Ukraine. Det vil jeg gerne høre.

I øvrigt er der en anden lille detalje i forhold til det her: To af mine kolleger, der har været valgobservatører, fortæller, at man, 6 måneder inden man bliver valgobservatør, skal underskrive en erklæring om, at man ikke har kritiseret det pågældende land, man rejser til. Ellers får man ikke lov til at være valgobservatør. Er der noget om det, og er det noget, som Danmark eventuelt kunne forestille sig at ændre på?

Værsgo.

Det sidste kender jeg ikke noget til, men vil gerne undersøge det og vende tilbage til spørgeren. Jeg har selv, da jeg var medlem af Folketinget, været valgobservatør adskillige gange uden at skulle underskrive nogen dokumenter. Det er vigtigt, at det er uafhængige valgobservatører, der selvfølgelig spiller en vigtig rolle i forhold til at sikre, at det er et frit og åbent demokratisk valg, og i øvrigt også laver rapport bagefter. Jeg synes, det er et vigtigt redskab, vi har.

Så vil jeg bare sige helt grundlæggende, at jeg er af den helt fundamentale overbevisning, at ethvert europæisk land, et demokratisk land, et frit land, selv skal vælge sin egen skæbne. Det er ikke sådan, at man kan sige, at et andet land kan have ret til at annektere dele af ens territorium uden samtykke. Det går ikke; det er ikke det Europa, vi kæmper for. Vi kæmper for et Europa, der respekterer nationalstaterne.

Tak. Hr. Rasmus Nordqvist, værsgo.

Mange tak til udenrigsministeren. Jeg vil lidt ind på noget af det, jeg var inde på omkring prioriteterne fra dansk side. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre lidt mere respons fra udenrigsministeren omkring det her med, at når vi ser naturressourcer under pres, når vi ser klimaet under pres, så er det også en sikkerhedsrisiko. Og det var altså noget af det, vi diskuterede i OSCE's parlamentariske forsamling sidste år i Luxembourg, hvor jeg specifikt fulgte det spor: Hvordan arbejder vi også med den grønne dagsorden som en sikkerhedsdagsorden? Og om det ikke også kunne være noget, man skulle begynde at prioritere mere fra dansk side i det her vigtige samarbejde.

Værsgo.

Jeg er helt enig i, at den grønne dagsorden og klimadagsordenen i særdeleshed – begrænsede ressourcer; vandressourcer og andre ting – i den grad er en kilde til konflikt og en vigtig del af en sikkerhedspolitisk dagsorden, også i OSCE, og man har også i det parlamentariske samarbejde, som hr. Rasmus Nordqvist refererer til, jo de her spørgsmål på dagsordenen. Jeg synes, det er rigtig vigtigt at have den dagsorden. Jeg tror bare, at når vi ser på, hvor der virkelig er behov for, at OSCE spiller en klokkeklar rolle, i forhold til den måde, man er skabt på, så er det på de prioriteter, som regeringen har. Det betyder ikke, at der ikke er andre prioriteter. Jeg tror bare, det er vigtigt, at vi specielt holder menneskerettigheder oppe, og at det, når vi ser knægtelsen af retsstatsprincipper og demokratiet, der bliver trådt under fode, er virkelig vigtigt, at vi bruger OSCE som et forum til at håndtere det. Så jeg er ikke uenig med spørgeren. Det er noget, jeg gerne vil tage med, men jeg synes også, der er nogle andre vigtige prioriteter.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Tak for svaret, og jeg er egentlig grundlæggende enig. Men jeg tror bare, det er vigtigt at have den her mere holistiske tilgang til det også og forstå, at menneskerettigheder jo sådan set også er klimaspørgsmål og omvendt. Og at det er det også, når det kommer til sikkerhed. Så jeg tror bare, det er vigtigt, at vi i vores internationale samarbejde på tværs af de organisationer, hvor vi er aktive, også husker på den tilgang og ikke tænker for meget i siloer – at vi har klimaet og naturressourcer ovre til siden, mens vi snakker om noget andet – men husker på det som en integreret del af vores internationale arbejde.

Værsgo.

Det er jeg helt enig med ordføreren i, så det kan jeg bekræfte.

Tak for det. Der er ikke flere spørgsmål.

Så går vi videre til næste del under punkt 14, nemlig redegørelse nr. R 9, og det er forhandling om Europarådet. Det er hr. Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokratiet, og der er 5 minutter til hver ordfører. Værsgo.

I Starten af 2020 er Europarådet takket være indsatsen fra bl.a. det danske formandskab for Ministerkomiteen i 2017-2018 i bedre form end længe. Rusland vendte i juni 2019 efter 5 års fravær tilbage til arbejdet i den parlamentariske forsamling, om end dønningerne og modsætningerne efter krisen med Rusland endnu ikke helt har lagt sig. Bl.a. Ukraine, Georgien og de tre baltiske lande har været utilfredse med den løsning, der banede vejen for russisk tilbagevenden til arbejdet i den parlamentariske forsamling.

Det er vigtigt, at vi styrker de positive udviklingstendenser i Europarådet, så organisationen har mulighed for at fokusere på demokrati, retsstatsprincipper og menneskerettigheder i de 47 medlemslande, der er. Det skal styrkes gennem en reform af organisationen. Reformerne, som Danmark har bidraget til at igangsætte, skal være med til at modernisere og fremtidssikre organisationen, bl.a ved at se på, hvor der skabes reel merværdi i sammenligning med andre internationale organisationer som f.eks. EU og OSCE.

Det kan bl.a. betyde, at der er opgaver, som skal skæres væk, fordi de bedre udføres i en anden organisation. Samtidig kan det indebære, at Europarådet skal befatte sig med nye opgaver. Et eksempel på dette er regulering af kunstig intelligens, hvor Europarådet kan være ideelt placeret til at udvikle nye standarder.

I 2020 vil der også være fokus på arbejdet i andre vigtige organisationer som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Venedigkommissionen. Arbejdet med fortsat reform af det europæiske menneskerettighedssystem er igangsat bl.a. under dansk formandskab med Københavnererklæringen fra april 2018, og det vil blive fulgt tæt.

Vi bakker op om Venedigkommissionens arbejde med retsstatssituationen i medlemslandene, som ventes at få lige så stor betydning i de kommende år. Endvidere vil Danmark i tråd med regeringens udenrigspolitiske prioriteter være aktiv, når det handler om menneskerettighedssituationen i lande som Rusland og Tyrkiet, ligesom Danmark økonomisk yder særlig støtte til Europarådets arbejde i Ukraine vedrørende bl.a. bekæmpelse af korruption. Hertil kommer, at man fra dansk side i Europarådet vil følge arbejdet på ligestillings-, børne-, handicap-, ungdoms- og torturområdet tæt i opfølgning på bl.a. indsatsen under Danmarks formandskab for Ministerkomiteen.

Tak for det. Så er det hr. Michael Aastrup Jensen.

Ja, der er jo lidt forvirring i dag, fordi os, der påstår, at vi kan huske, at vi faktisk sidste år lavede en premiere, hvor vi tog en samlende debat om alle organisationerne, troede i vores visdom, at det fortsatte man med, men det gør man så åbenbart ikke. Det er nye tider på alle måder. Nu tager vi hver organisation for sig, og det er jo kun fint – så får vi i hvert fald god tid til det, og det er jo også på sin plads.

Jeg har sagt en masse ting i mit første indlæg omkring Europarådet – det skal jeg nok spare jer alle sammen for at gentage. Jeg går ud fra, at ministeren også har hørt mine ufattelig gode spørgsmål til regeringen, og jeg forventer svar på dem for første gang. Men lad mig bare lige uddybe et par ting.

Jeg har nævnt Rusland meget, og det mener jeg også der er grund til. For hvis man kigger på hele forhistorien om, hvordan og hvorledes Rusland har ladet hånt om Europarådets regler og hele fundatsen for Europarådet, jamen så mener jeg også, at der er grund til, at vi simpelt hen har et meget, meget kritisk øje til russerne. Det er selvfølgelig, fordi man igennem flere år jo faktisk havde indført sanktioner mod den russiske delegation til den parlamentariske forsamling. Man turde jo ikke i Ministerkomiteen, men vi gjorde det heldigvis i den parlamentariske forsamling. Der havde man jo igennem flere år et arbejde, hvor vi faktisk forsøgte at forhandle direkte med den russiske Duma om, hvad det er, vi kan gøre for at normalisere forholdet, som hr. Søren Espersen var inde på tidligere.

Der var det altså, at vi fik en masse ting at vide. Der fik vi lovning på en masse ting; lovning på, at man ville overholde alle regler, man ville sørge for at betale alt tilbage, man skyldte osv. osv. Og hvad er fakta nu? Jamen det kan jeg faktisk svare lidt på, fordi denne meget hemmelig organisations parlamentariske forsamling har faktisk en komité, som hedder monitoreringskomiteen, som faktisk har til opgave at sørge for at monitorere de lande, der er under monitorering, deriblandt Rusland. De har i deres visdom eller mangel på samme faktisk valgt mig som præsident for en 2-årig periode.

Derfor kan jeg faktisk fortælle, at det går rigtig, rigtig skidt. Faktisk går det så skidt, at man stadig væk ikke engang fra den russiske regerings side har tilladt at åbne op for monitorering fra Europarådets side. Det er over et halvt år siden, at man kom med alle skåltalerne og alt mulig andet, men man har stadig væk ikke fået lov – med alle mulige dårlige undskyldninger. Undskyldninger igen og igen. Man har ikke engang betalt de renteudgifter tilbage på det, man skyldte Europarådet. Det holder man også sådan bare ud i strakt arm og siger: Arh, ja, lad os nu forhandle. Nej! Der er intet at forhandle om – enten overholder man reglerne, eller også gør man ikke.

Hvad er så svaret fra Ministerkomiteens side, deriblandt den danske regering? Arh, men skal vi ikke lige snakke om det? Vi har ikke gjort andet end at snakke om det de sidste 8-9 år. Og hvad i alverden er der sket i forhold til Rusland? Ja, der er faktisk sket meget. Problemet er bare, at det er i meget negativ retning, fordi man har præsenteret forfatningsændringer som dem, den russiske regering har gjort, og endda vedtaget dem med overvældende flertal. Jeg understreger, at det var med overvældende flertal, og jeg er faktisk i tvivl om, om der egentlig var fuldstændig enstemmighed i Dumaen for de her forfatningsændringer, hvor man bare skal have læst en eller anden form for jura i cirka halvanden dag for at kunne se, at de ville være i direkte modstrid med en lang række af de forskellige Europarådsregler og love, der er. Hvad er svaret stadig væk fra Ministerkomiteen? Arh, vi snakker om det.

Jeg må indrømme, at jeg normalt er en person med et lille temperament – det erkender jeg – men jeg har godt nok også haft behov for at lede efter en eller anden form for boksebold, når jeg blev med at få det der budskab om, at de snakkede om det. For lige her og nu må jeg bare sige, at så længe vi gør det, resulterer det i, at der er en, der vinder, og det er Putin, der lige nu er ved at dø af grin over, hvordan verdenssamfundet er hamrende ligeglad med, hvordan og hvorledes han lige nu fuldstændig snor os rundt om sin lillefinger. Jeg må indrømme, at jeg er flov på verdenssamfundets vegne, og derfor forventer jeg, at også den danske regering vil tage sit ansvar på sig og begynde at presse Ministerkomiteen i en bare nogenlunde handlingsorienteret retning i stedet for det, vi har set de sidste mange år. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Som jeg har forstået det, er det nu hr. Martin Lidegaard. Værsgo.

I Radikale Venstre opfatter vi Europarådet som en af de afgørende og vigtigste institutioner, der blev etableret efter anden verdenskrig, og jeg er meget enig med udenrigsministeren i, at der er mange af de institutioner, vi kan takke for den verdensorden og den udvikling i menneskerettigheder, demokrati og velfærd, som jo helt enestående for første gang i verdenshistorien har præget udviklingen på det europæiske kontinent, og derfor går vi også meget op i, at Europarådet udvikler sig positivt og i tråd med tiden.

Når det er sagt, er Europarådet også en dilemmaernes institution, og to af de store dilemmaer, som har beskæftiget skiftende regeringer i de seneste år, er noget af det, som allerede har været nævnt fra talerstolen. Det ene handler om, hvordan man sikrer, at en institution, der blev skabt for så mange år siden, er tidssvarende i vurderingen af menneskerettigheder. Man er nødt til at give Menneskerettighedsdomstolen en eller anden form for mulighed for at udvikle definitionerne og lovgivningen, men samtidig må man jo erkende, at det ikke kan være helt ude af trit med, hvad der foregår i det nationale staters lovgivninger. Det har givet anledning til nogle diskussioner undervejs, og det er også et svært dilemma, for styrken i Europarådet og Menneskerettighedsdomstolen er jo lige præcis, at de er uafhængige og overnationale og derfor på den måde også kan holde de stater i ørerne, som åbenlyst forbryder sig mod menneskerettighederne, f.eks. Rusland, som har været nævnt flere gange.

Omvendt nytter det selvfølgelig heller ikke noget, at man udvikler en praksis, som er helt ude af trit med den lovgivning, der er i de enkelte lande. Det er vores overbevisning, at den balance er til stede i dag i Europarådet, at man rent faktisk gør rigtig meget for at være i dialog med de forskellige lande, tilpasse sine vurderinger og sin praksis til de enkelte lande, og at vi derfor på det punkt har fundet en god og stærk balance.

Det andet, som er mindst lige så svært, er, hvad man gør med de medlemslande, der ikke følger reglerne, og som hr. Michael Aastrup Jensen var inde på, kan man nævne mange, men helt åbenlyst er elefanten i rummet i øjeblikket Rusland. Jeg synes måske ikke, at sagen er helt så enkel, som hr. Michael Aastrup Jensen vil gøre den til, for et regime som Putins har jo i og for sig, hvis vi kigger helt snævert på det, ingen speciel glæde af at være medlem af Europarådet, for det, det betyder, er jo, at Ruslands borgere får en mulighed for at klage over Putin og regeringen til Menneskerettighedsdomstolen. Derfor står alle vi andre med et svært dilemma her, for på den ene side skal reglerne selvfølgelig overholdes – det er jeg jo indlysende enig med Venstres ordfører i – og selvfølgelig skal alt det pres, der kan lægges på Rusland, lægges, men omvendt har vi jo ikke nogen stor interesse i at smide dem ud , for dem, vi så i virkeligheden straffer, er de russiske borgere, hvoraf mange jo bliver undertrykt.

Omvendt kan man jo heller ikke i længden leve med, at reglerne ikke bliver overholdt, og det er derfor også nødvendigt, at der er en eller anden konsekvens og praksis. Det er svært. Som jeg tolker virkeligheden i dag, overlader man det jo i vidt omfang til den parlamentariske forsamling at være dem, der svinger pisken og siger, at regler skal følges, og så er det regeringerne, der i Ministerrådet så forsøger at finde en måde at tolke det på. Det ser ikke altid lige kønt ud, det skal jeg være den første til at medgive, men det er måske ikke nogen helt vanvittig arbejdsdeling. Og det siger jeg overhovedet ikke, fordi jeg synes, man skal være blødere over for Rusland – pointen er nærmest det modsatte. Man bliver nødt til at finde en måde, hvor man lægger det maksimale pres på regeringen i Moskva, samtidig med at de russiske borgeres mulighed for at forfølge deres rettigheder og i sidste ende tage det til Menneskerettighedsdomstolen forbliver intakt. Det er vanvittig svært.

Jeg vil ikke udelukke, at den danske regering kan gøre mere, end den gør i dag – det kan regeringer som regel – men jeg synes, man må anerkende det skisma, der ligger i det her. Og så vil jeg i øvrigt sige, at der, hvor jeg mener at regeringen kunne gøre endnu mere, måske ikke så meget er i Ministerkomiteen, men ved at styrke indsatsen for at støtte demokratiske kræfter i Rusland, Ukraine og alle de lande, der ligger rundt om, støtte borgerbevægelser og støtte studenterbevægelser for at fremme demokratiet nedefra. Der blev gjort en del af i min tid som udenrigsminister, der blev gjort lidt mere under den tidligere regering, og der kunne måske godt skrues endnu mere op – det tror jeg der vil være et bredt flertal for i Folketinget.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Morten Messerschmidt.

Det, der fik mig til at tage ordet, var hr. Martin Lidegaards bemærkninger om, at balancen, i forhold til hvad Menneskerettighedsdomstolen blander sig i, skulle være god nu. Der vil jeg bare minde hr. Martin Lidegaard om, at der bl.a. er afsagt dom over Danmark i den sag, der hedder Savran, som handler om, at det skulle være tortur at udvise en morder til Tyrkiet, fordi han ikke kan få samme lægelige behandling i Tyrkiet, som han kan få i Danmark. Jeg synes, det er det glade vanvid at påstå, at Danmark krænker en tyrks menneskerettigheder, en morder, fordi vedkommende altså på grund af sine handlinger udvises til et land, hvor han ikke kan få samme medicinske behandling, som han kan få i Danmark. Mener hr. Martin Lidegaard, at det er udtryk for, at domstolen har ramt den rette balance?

Ordføreren.

Jeg mener i hvert fald, at det er meget svært at tage enkelte specifikke sager ud og gøre det til en argumentation for, at der ikke er en balance. Det, jeg snakkede om, var balancen mellem på den ene side at have en form for overnational domstol, så det netop er muligt for borgere i de enkelte lande, der føler sig undertrykt, at tage deres sag et andet sted hen, samtidig med at man skal have en eller anden lydhørhed over for de nationale love og regler, der er, når man, om jeg så må sige opdaterer sin praksis. Og overordnet set synes jeg, det er fornuftigt og på plads.

Den pågældende sag har jeg ikke noget dybere kendskab til. Men det vil jo tit være sådan, vil jeg så sige, uanset om vi taler om den internationale menneskerettighedsdomstol eller nationale domstole, at man kan finde lovgivning og regler, hvor man i enkelte tilfælde kan hive noget ud og sige, at det ser mærkeligt ud, men hvor man i de 99 andre tilfælde vil sige, at den samme regel giver rigtig god mening.

Så det der med at tage en enkelt sag ud og så sige, at her er et eksempel på, at der ikke er balance, synes jeg ikke holder.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg vil bare gerne have, at hr. Martin Lidegaard nævner et par af de domme over Danmark, som han mener giver mening. Altså, jeg mener, at Danmark er et af de fremmeste, mest transparente og ikkekorrupte demokratier i verden, og at det derfor er totalt unødvendigt at have sådan en overdomstol, der sidder og bestemmer på vegne af Folketinget. Men hvis hr. Martin Lidegaard mener, at det er godt for demokratiet, kunne han så ikke nævne, skal vi sige en to-tre domme fra Menneskerettighedsdomstolen, som har gjort det bedre at være i Danmark?

Ordføreren.

Som nævnt synes jeg ikke, man kan tage specifikke sager ud og så gøre dem til sådan eksemplariske for en generel tendens. Jeg er enig i, at Danmark har et fantastisk lovsystem og en fantastisk demokratisk tradition. Men vi har jo meldt os ind i Europarådet, fordi vi ønsker, at alle andre lande skal gå den samme vej. Og så må vi selvfølgelig underlægge os de samme regler, som alle de andre lande er underlagt. Hverken hr. Morten Messerschmidt eller jeg kan jo vide, hvad der sker i Danmark de næste 5, 10 eller 20 år.

Så er det hr. Søren Espersen.

Vi taler lidt om Krim nu også i det her, og der siger hr. Lidegaard, at nu gælder det om at støtte de demokratiske kræfter i Rusland. Det er jeg fuldstændig enig i. Lad os nu lege, at Rusland blev en fuldstændig demokratisk stat, og at Putin ikke længere var der, og at hans regering ikke længere var der, men det hele var et godt og sundt demokrati. Ville det nye demokrati så tilbagelevere Krim til Ukraine?

Ordføreren.

Hm, det er jo en sjov sådan fremtidsleg, vi er inde i. Nej, det tror jeg ikke vil ske, og det, som hr. Søren Espersen jo indirekte påpeger, og som jeg er helt enig i, er, at det at få det, vi forstår ved et fuldt demokrati i Rusland, desværre har lange udsigter. Derfor er der et reelt dilemma, som er utrolig svært at håndtere: Hvad stiller man op med et Rusland, som jo er vores nabo og bliver ved med at være vores nabo, og som vi har interesse i at have så meget som muligt tilfælles med – lad os bare sige det på den måde, også i den multipolare verdensorden, vi kigger ind i, hvor de gerne trods alt skulle læne sig relativt mere ind mod Europa end mod mange andre stater – når man så samtidig også har et Rusland, der i dag styres af det, jeg vil kalde for en mafiaboss? Hvad stiller man op med det? Der mener jeg sådan set, at man bliver nødt til at have en rimelig fast hånd over for regimet, men så åben en hånd som muligt over for befolkningen og landet. Det mener jeg er det bedste.

Hr. Søren Espersen.

Jeg tror, hr. Lidegaard er enig med mig i, at det nok er en utænkelig ting, for det er for russerne det samme, som Gibraltar er for briterne. Det er et eller andet sted noget lignende. Det er noget, man ikke afgiver; det er noget, der ligger i blodet. Derfor kan vi jo se frem til, hvis vi holder fast ved, at først når Krim er tilbageleveret, kan vi ophæve sanktionerne mod Rusland, så begynder samarbejdet, at det jo bliver en hundredårsvandring, og det er det, jeg synes er så tragisk. Jeg synes, det er tragisk, at man ikke bare kan erkende det og så se at komme videre og være pragmatisk. Det, russerne har gjort, er forkert, det er i strid med folkeretten, men det er sket.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Altså, sådan synes jeg ikke helt man kan argumentere, for så har man jo åbnet en ladeport for, hvad man kan tillade sig at gøre, og som der så efter 5-10 år bliver set gennem fingre med. Men jeg vil komme hr. Søren Espersen så langt i møde som at sige, at man måske bliver nødt til at kigge på, hvordan man vil håndtere det her, både situationen i det østlige Ukraine i dag og Krimsituationen. Og der har jo været en del, kan man sige forslag fremme, der handler om, om man kan lave en proces om Krims fremtid, som læner sig op ad folkeretten.

Tak for det. Tak til ordføreren. Og så er det hr. Rasmus Nordqvist, SF.

Tak, Man kan sige, at der desværre er mere brug for Europarådet nu end nogensinde. Med den udvikling, vi for tiden ser i medlemslandene, jamen så er der i den grad brug for, at der er en stærk stemme for menneskerettighederne og for demokratiet. Rusland blev diskuteret, og jeg synes også, Tyrkiet i den grad er værd at nævne. For den måde, man fuldstændig presser fundamentale demokratiske principper på, og også den måde, man fra Tyrkiets side vælger at se stort på og ikke vil anerkende dommen fra domstolen og ikke vil gå i dialog omkring Venedigkommissionen og deres kritik, er jo egentlig ret sigende, synes jeg, for den diskussion, vi også lidt har haft i Danmark omkring Europarådet, altså det her med, at vi kan kritisere domstolen for, hvordan den agerer. Men jeg tror, det er vigtigt , at vi egentlig passer ret meget på.

For i forhold til det pres, vi ser fra lande som Rusland, som Tyrkiet, specielt i forhold til domstolen, skal vi jo ikke stå lige pludselig, så de ligesom kan blåstemple deres egen kritik ved at sige: Jamen I kritiserer selv de domme, der kommer fra Domstolen. Jeg tror, det er vigtigt at stå op for de institutioner, vi er en del af og har været med til at skabe.

Særligt er der jo også heldigvis stor opmærksomhed omkring lgbti-området i Europarådet. Menneskerettighedskommissæren er meget, meget aktiv på det sted, og det er jo ikke kun i få lande, men i ret mange medlemslande, at vi oplever et kæmpe pres på lgbti-personer og på aktivisterne, og det er vigtigt, at vi har en institution som Europarådet, der kan stå op for det.

Så jeg tror, at det er meget vigtigt, at vi herhjemme egentlig tager Europarådet mere alvorligt, også i forhold til den kritik, der nogle gange bliver rejst af Danmark, end vi har gjort længe. Det er jo ikke sådan, at man bare skal acceptere al kritik, men egentlig tage det alvorligt, når der kommer kritik, hvad end det er omkring vores system for økonomisk støtte til politiske partier, hvad der kommer af udtalelser fra domstolen osv. At vi egentlig tager det alvorligt, for der er behov for Europarådet nu. Der er behov for det i forhold til de minoritetsgrupper, der er. Der er behov for det, for at vi kan få levende og stærke demokratier. Så jeg tror, det skal være det indspark, jeg har til den her del.

Vi siger tak til ordføreren og går videre til fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

Jeg tror desværre, der er mange, som egentlig ikke kender Europarådet så godt, men jeg synes, det er noget sindssyg vigtigt arbejde, der bliver lavet i Europarådet – noget meget, meget vigtigt arbejde, som helt grundlæggende handler om at sikre menneskers rettigheder. Det er noget, som har meget stor betydning i alle vores lande, og jeg synes i den grad, at vi skal bakke op om Europarådet, og vi vil også bede om, at vi gør det endnu mere. Enhedslistens synspunkt er, at vi rent ud sagt godt kunne lægge nogle flere penge til Europarådets arbejde, netop fordi det er så vigtigt.

Et af de lande, som er rigtig meget på radaren nu, er jo Tyrkiet, som jeg også nævnte før, hvor rigtig, rigtig mange, både politikere og journalister og andre, sidder fængslet. Det er helt ekstremt, så mange politiske fanger der er i Tyrkiet nu. Det er en af de ting, som Europarådet følger tæt. Så er det også Polen, det er Rusland, det er Aserbajdsjan – altså, der er virkelig mange eksempler på, at Europarådet følger med de steder, hvor der er krænkelser af menneskerettighederne, og hvor der er bekymrende udviklinger. Så det er meget, meget vigtigt.

Men samtidig kan man sige, at Europarådet står i en mærkelig situation. Jeg talte med Søren Søndergaard om det, og vi snakkede om, at det er sådan en undertrykkelsens Bermudatrekant, kan man måske kalde det, som består af Rusland, Aserbajdsjan og Tyrkiet. Og det er nogle af de lande, som der er rigtig store problemer med, men det er samtidig også nogle af dem, der betaler allermest til Europarådets arbejde. Og der må man jo bare sige – det tror jeg vi alle sammen godt kan sige os selv – at nej, der er ikke nogen gratis frokost. Som man siger på engelsk: There is no such thing as a free lunch. Og det gælder jo i det her tilfælde, at når nogle af de lande, som der er allerstørst problemer med, også er dem, der betaler allermest til Europarådets arbejde, så er det klart, at der kan være en bekymring over, at der ikke er den samme vedholdenhed i forhold til at få fulgt op på og få gjort noget ved situationen i de lande. Og det er lige præcis derfor, at vi fra Enhedslistens side siger: Jamen vi må også have den diskussion her i Danmark, om ikke vi kan bidrage noget mere til Europarådet, og om ikke der også er andre lande, mere demokratisk sindede lande, der kan lægge nogle flere både økonomiske og politiske kræfter i Europarådet. Det synes jeg i hvert fald er meget vigtigt, hvis man skal sikre en positiv udvikling fremadrettet.

Endelig vil jeg sige, at jeg synes, det er meget fint, at der her i gennemgangen også er et eksempel på, hvordan et problem med Tyrkiet f.eks. er, at man heller ikke følger de domme, der så bliver afsagt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – at de så efterfølgende ikke bliver overholdt og implementeret. Jeg synes, det er meget vigtigt, at det bliver bemærket her.

Det lægger også lidt op til, synes jeg, at vi skal genrejse den diskussion, der handler om, at Danmark faktisk har haft en ret pinlig rolle under den tidligere regering, som handlede om i ret høj grad at underminere eller begrænse Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols autoritet og kompetence. Det var jo noget, man gik ud og sagde helt direkte. Der har også været eksempler på domme, der ikke blev efterlevet i Danmark. Og det var desværre også en tilgang, som Socialdemokratiet støttede på det tidspunkt, og det håber jeg meget vi kan få et opgør med fremadrettet. For jeg synes, det må være sådan, at man støtter op om overholdelsen af de domme, som bliver afsagt, og sikrer efterlevelsen af menneskerettighederne.

Der er korte bemærkninger. Først er det fra hr. Morten Messerschmidt.

Tak for det, og tak til fru Flyvholm for en tour de force rundt i Østeuropa og i udfordringer med krænkelser af helt grundlæggende rettigheder. Det tror jeg vi alle sammen er optaget af, og derfor kunne jeg bare tænke mig at spørge lidt til den måde Enhedslisten selv begår sig på internationalt. For Enhedslisten sidder jo i Europa-Parlamentet i gruppe med en dømt terrorist, altså som har mord på samvittigheden, og der tænker jeg bare, om det ikke, når man er så optaget af grundlæggende rettigheder, er lidt ambivalent eller paradoksalt, at man kan sidde i gruppe med en person som fru Martina Anderson.

Ordføreren.

Altså, fra Enhedslistens side står vi fuldstændig vagt om menneskerettighederne. Og det er jo så Sinn Féin, det irske parti, som ordføreren her henviser til. Vi sidder i gruppe med dem i Europa-Parlamentet; det er fuldstændig korrekt. Hvem de har siddende som politikere, er vi jo ikke herre over, og jeg er faktisk heller ikke bekendt med de helt præcise omstændigheder omkring den her domsafsigelse, må jeg så beklage. Men altså, jeg vil antage, at den straf, der er tale om her, er afsonet og færdiggjort, og at hun af sit land er blevet vurderet til at være en værdig repræsentant til at sidde der. Jeg tror, at man kan finde forskellige partirepræsentanter i alle grupper.

Hr. Messerschmidt.

Altså, jeg tror, Martina Anderson sad i fængsel for sine mord, sine terrormord, indtil det, der hedder – med formandens tilladelse – Good Friday Agreement, og har på den måde taget sin straf. Men det, der bare kan virke lidt paradoksalt, er, når Enhedslisten taler så varmt om grundlæggende rettigheder rundtomkring i alle mulige lande, at man så tilsyneladende ikke har nogen sådan samvittighedskvababbelser ved at sidde i gruppe i Europa-Parlamentet med en, der altså har mord på samvittigheden.

Ordføreren.

Jamen, altså, vi tager i Enhedslisten meget stærkt afstand fra terror. Det er også det, vi arbejder for. Præcis hvem der sidder i de forskellige grupper i Europa-Parlamentet tror jeg er et noget mere kompleks spørgsmål. Jeg er ret sikker på, at ordføreren selv også har siddet i gruppe med nogle mennesker, som ærlig talt ikke står særlig meget til forsvar for menneskerettighederne, for nu at sige det mildt.

Så er det hr. Michael Aastrup Jensen.

Nu er det jo Europarådet, vi har en debat om, og ikke Europa-Parlamentet, så jeg vil faktisk spørge lidt om, hvad Enhedslisten gør i Europarådets parlamentariske forsamling. For der er det også interessant. Og der kan man jo se, at den gruppe, som Enhedslisten er medlem af der, faktisk er den eneste gruppe – af alle de politiske grupper – som argumenterede mest for en normalisering af forholdet til Rusland, og som argumenterede mest imod, at det skulle have konsekvenser at lade hånt om alle regler i forhold til sanktioner og lignende. Det var kun en eneste gruppe – af alle de politiske grupper – som kæmpede imod det. Og det var den gruppe, Enhedslisten er medlem af. Den eneste gruppe, hvori der sidder nogle russiske dumamedlemmer, er den gruppe, som Enhedslisten sidder i.

Så jeg må bare indrømme, at det altså har nogle konsekvenser. Jeg er selv næstformand for den liberale gruppe, og jeg ved, hvordan og hvorledes vi omhyggeligt bestemmer, om vi vil have folk ind, eller om folk ikke skal have lov. Vi siger tit nej til nogle, fordi vi synes, de lader hånt om de forskellige rettigheder, vi har i Europarådet. Så skal det, man siger her i dag, ikke også afspejle sig i Europarådets parlamentariske forsamling?

Ordføreren, værsgo.

Nu må jeg første og fremmest lige tage forbehold for, at der kan være visse mangler i mit svar, idet det ikke er mig, der sidder i Europarådet for Enhedslisten. Og jeg vil gerne lige vende tilbage med et mere fyldestgørende svar, når jeg har konsulteret vores medlem. Men altså, vores udgangspunkt er jo, som jeg også siger her, at selvfølgelig er det vigtigt også at lægge pres på Rusland for, at de overholder de regler. Jeg synes også – og det håber jeg egentlig også jeg hører en tilkendegivelse fra ordføreren om – at vi også må få andre lande på banen og styrke Europarådets arbejde på den måde. Men, altså, jeg kunne forestille mig, at der også ligger noget i, hvordan man kommer længst i forhandlingerne med Rusland. Det kan være, der har været en afvejning, men jeg kender simpelt hen ikke den konkrete problemstilling der. Jeg beklager at måtte give så mangelfuldt et svar.

Michael Aastrup Jensen.

Og fuld respekt for det, når man ikke selv sidder der, men det giver bare stof til eftertanke for sådan en som mig, det må jeg indrømme. For jeg har normalt et positivt syn på, at Enhedslisten kæmper for menneskerettigheder og demokrati osv. Og jeg ser så, hvordan og hvorledes den gruppe, man selv sidder i nede i Europarådet, fuldstændig nogle gange gør det modsatte og – i gåseøjne – er lidt ligeglade. Så længe man bare holder butikken kørende, kan man godt tillade sig at gøre, hvad man vil; det er min fortolkning, men den er ikke helt forkert. Og derfor er mit budskab så, og det behøver man ikke kommentere, at her burde Enhedslisten måske lige genoverveje, om man sidder det rette sted.

Ordføreren.

Jeg lover, at jeg gerne vil bringe det op, også med vores repræsentanter. Men jeg vil dog sige, at der måske også nogle gange kan være forskellig tilgange til det, både selvfølgelig i forhold til, hvad man kan opnå i en gruppe – det kender ordføreren godt selv – men også i forhold til det andet, altså det her med, hvad ens tilgang til forhandlingerne er. Hvor meget skal man sætte hårdt mod hårdt? Og hvor meget skal man forsøge at få tingene igennem på anden vis? Men hensynet til menneskerettighedernes overholdelse – i den grad også i Rusland – må jeg sige vi deler fuldt ud.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og derfor går vi nu videre til hr. Naser Khader, Konservative Folkeparti.

De grundlæggende frihedsrettigheder er under pres globalt, også i kredsen af lande i Europarådet. Der er nogle lande, der bevæger sig væk fra vores fælles grundlæggende frihedsværdier. Og i den situation er det vigtigt, at vi har en organisation som Europarådet: Det en vigtig stemme i forhold til demokrati, ytringsfrihed og retsstat. Det er i Europarådet, at vi f.eks. taler om forfølgelse af homoseksuelle i Rusland. Det er også her, vi skal fastholde presset på Rusland i forhold til andre menneskerettighedsspørgsmål, forfølgelse af journalister og organisationsfolk. Det er også i Europarådet, vi skal kritisere Tyrkiet for deres overgreb på fundamentale frihedsrettigheder. Blandt Europarådets 47 medlemmer har Tyrkiet rekorden i forhold til sager ved en Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Vi skal som sagt støtte de organisationer og internationale fællesskaber, der underbygger samarbejde og dialog mellem landene. Men vi skal også indimellem være kritiske. Hvad angår Europarådet, har vi i Danmark vist, hvor stor forskel Danmark kan gøre på den internationale scene, hvis viljen er der, for så sker der noget. Med Københavnererklæringen forrige år under den tidligere regering gjorde vi det europæiske menneskerettighedssystem lidt mere tidssvarende og effektivt, og det synes jeg er rigtig, rigtig fint.

Det er noget, man også skal kunne debattere og turde tale om, også kritisk, altså at menneskerettigheder er vigtigt. Vi skal kunne diskutere alt. Med aftalen kommer de europæiske menneskerettigheder tættere på de over 800 millioner mennesker, der er forbundet med systemet, og det kan vi være stolte af i Danmark. Det viser, at vi kan påvirke tingene, hvis viljen er til stede, også internationalt. Så vores budskab her til regeringen er, at det er enormt vigtigt, at regeringen følger de skridt, der er blevet taget, meget tæt.

Da jeg skal til et andet møde, kan jeg ikke komme op i anden runde, men jeg vil bare lige knytte et par ord til Østersørådet. Her har Danmark også spillet en rolle, og det handler om at gøre Østersørådet mere tidssvarende. Vi har på nuværende tidspunkt formandskabet, så det er enormt vigtigt, at moderniseringen af rådet er højt oppe på dagsordenen, indtil formandskabet udløber i juli måned.

Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og derfor er det nu, som jeg kan se det, hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet, og tak for den her del af redegørelsen, der handler om Europarådet. Jeg tror, jeg vil bruge min taletid på noget af det, som hr. Morten Messerschmidt også bragte op, nemlig spørgsmålet om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Tidligere har det jo været sådan, at det var den danske regerings position, at aktivismen hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol skulle begrænses. Vi havde jo formandskabet for nogle år siden og arbejdede på det. De her Københavnerprincipper, som vi lagde ud med, blev jo sådan lidt udvandede. Men selv om jeg jo er enig i, at det er meget begrædeligt, at der er en række lande, som begrænser menneskerettigheder i de her år – og det skal kritiseres – så mener jeg altså også stadig, at arbejdet imod domstolsaktivisme er rigtig vigtigt. Jeg har også haft indtryk af, at Socialdemokratiet sådan set tidligere, altså i den forrige valgperiode, støttede, at man arbejdede imod for dramatisk aktivisme.

Spørgsmålet om aktivisme er stadig væk ikke løst, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er for aktivistisk. Det har nogle helt konkrete konsekvenser i forhold til at få udvist dømte forbrydere, men det har jo i virkeligheden også nogle konsekvenser i forhold til opslutningen til menneskerettighederne, for hvis de her domme bliver for aktivistiske, så falder befolkningens accept af, at vi er med i det her menneskerettighedssystem, som vi bør være medlemmer af.

Så når ministeren tager ordet, kunne jeg godt tænke mig at høre lidt nærmere om, hvad regeringen påtænker for at holde gryden i kog så at sige i retning af at bekæmpe en overdreven domstolsaktivisme hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor er det nu ministeren. Værsgo til udenrigsministeren.

Tak, formand. Jeg vil gerne starte med at takke for indlæggene, der bekræfter den store interesse for Europarådet. Det er positivt, for det er en meget vigtig organisation, som er mere relevant og nødvendig end nogen sinde før. Vi skal værne om Europarådet i en tid, hvor multilateralismen, internationale normer og regler, er under stadig større pres.

Vi har set relevansen af Europarådet så sent som nu under covid-19-krisen. Her har dens regler og standarder inden for demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper bl.a. været medvirkende til at definere rammer og grænser for, hvilke tiltag medlemslandene har kunnet tage i forhold til at håndtere krisen.

Europarådets generalsekretær, menneskerettighedskommissæren, Venedigkommissionen og andre har bl.a. holdt øje med utilsigtede følgevirkninger af nedlukningerne, f.eks. øget vold mod kvinder og børn, indgreb i pressefriheden. Jeg har også selv været på banen i Europarådet. I maj måned sendte jeg et fællesbrev med mine nordiske kolleger til Europarådets generalsekretær, hvori vi udtrykte bekymring over nødretstiltagene i Ungarn. Det er vigtigt, synes jeg, at forsvare de fælles principper og værdier. Jeg tror, at det pres, som mange aktører, herunder også Europarådet, de nordiske ministre og EU har lagt på den ungarske regering, var med til at få dem til at melde klart ud, at de vil afslutte nødretstilstanden i den her måned.

For godt et år siden, da den her debat fandt sted sidst, var Europarådet ved at bevæge sig ud af en af de største kriser i dets 70-årige historie. 2019 endte på lange stræk med at blive et godt år for organisationen. Økonomisk kollaps og splittelse blev undgået. Samarbejdet mellem Ministerkomiteen og den Parlamentariske Forsamling blev styrket. Organisationen fik tilført nye midler, fik vedtaget en langsigtet reformdagsorden, og den nye generalsekretær fik en god start. Det giver et godt grundlag at arbejde videre med, når arbejdet igen kommer rigtigt op i gear her efter covid-19.

Det er en vanskelig, men nødvendig løsning, der blev fundet på krisen i forhold til Rusland, som flere har berørt. Vi ved, at det desværre har haft omkostninger for Ukraine og de baltiske lande. Jeg er glad for, at de ukrainske parlamentarikere trods trusler om at udeblive valgte at deltage i den Parlamentariske Forsamling i januar og bidrage konstruktivt til arbejdet i forsamlingen. Jeg deler i øvrigt også den beskrivelse af dilemmaer, som hr. Martin Lidegaard var inde på i forhold til hele det spørgsmål.

Rusland har betalt alle sine budgetbidrag, man mangler fortsat at betale et større rentebeløb, som hr. Michael Aastrup Jensen også var inde på. Det er fuldstændig korrekt. Det er ikke acceptabelt, og vi vil fra dansk side løbende lægge pres på Rusland for at få dem til at betale. Vedtagelsen af den fælles procedure for statutkrænkelser sikrer fælles fodslag mellem parlamentarikerdelen og Ministerkomiteen omkring sanktioner i organisationen. Den skal forhåbentlig ikke bruges særlig ofte, men den kan tages i brug, såfremt det bliver nødvendigt. Efter min opfattelse havde det konstruktive og tætte samarbejde mellem parlamentarikerdelen og Ministerkomiteen afgørende betydning for at afslutte krisen i forhold til Rusland og bringe Europarådet videre, og jeg synes, det lover godt for det kommende års samarbejde og arbejde.

Jeg vil gøre mit til, at arbejdet fortsætter og bliver yderligere styrket. Det gælder også mit eget samarbejde med Folketingets delegation til Europarådet. For regeringen er det vigtigt, at den reformproces i Europarådet, som Danmark var med til at starte op under vores formandskab, følges op her i 2020 og fremover. Organisationen skal moderniseres og fremtidssikres, så den kan levere endnu bedre resultater på sine kerneområder. Det gælder især menneskerettighederne. Europarådet må rustes bedre til at tackle fremtidens udfordringer og opgaver. Det er vigtigt, at den forbliver en slagkraftig og effektiv organisation til gavn for mere end 830 millioner borgere i Europa, der nyder godt af Europarådets beskyttelse. Vi vil følge reformarbejdet tæt. Jeg er i den forbindelse glad for at kunne meddele, at tidligere ambassadør Niels Pultz i maj blev indvalgt i Europarådets budgetkomité, som bliver et vigtigt omdrejningspunkt i reformarbejdet. Det giver mulighed for, at vi kan sikre danske fingeraftryk.

Vi vil i 2020 også fokusere på opfølgningen på de seneste års reform af det europæiske menneskerettighedssystem samt udvikling på menneskerettighedsområdet i lande som Rusland og Tyrkiet. Jeg vil til sidst også fremhæve det enormt vigtige arbejde, som Venedigkommissionen, som jo fejrer 30 års fødselsdag i år, laver med at følge og vurdere reststatssituationen i medlemslandene. Vi vil i 2020 følge det arbejde tæt. Det er helt afgørende i arbejdet med at sikre, at alle EU's medlemslande overholde retsstatsprincipperne, og at det fortsætter.

Så jeg vil gerne takke for en, synes jeg, god debat, og jeg vil glæde mig til at gå tilbage til spørgsmålene. Jeg vil måske lige sige noget til allersidst, når jeg har lidt ekstra tid, i forhold til hr. Michael Aastrup Jensen med hensyn til Rusland og den diskussion, der er, altså om det dilemma, som jeg faktisk er enig med hr. Martin Lidegaard i er der. Jeg tror også, det er rigtig vigtigt, at vi forstår at spille en rolle, både i det konstruktive samarbejde mellem parlamentarikerdelen og Ministerrådsdelen, men også i forhold til, hvordan vi gør det her, så vi effektivt fremmer de værdier, som Europarådet bygger på.

Det var en vanskelig løsning. Vanskelig, fordi Ruslands manglende betalinger til budgettet jo klart var i strid med Europarådets regler, og fordi accept af løsningen havde omkostninger for vores ukrainske og baltiske venner, som vi ikke må glemme. Og den var nødvendig, fordi ingen løsning jo ville have været værre. Organisationen ville jo være blevet yderligere splittet. Rusland ville måske have meldt sig ud, og andre lande var måske fulgt med, eller i hvert fald smidt ud. Det ville selvfølgelig have ramt organisation meget hårdt økonomisk, og endelig ville en russisk exit have ramt den almindelige russer, der, som også hr. Martin Lidegaard var inde på, ikke længere ville være beskyttet af bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Derfor er der de dilemmaer. Samlet set, hvis man skal se på det, er den løsning, der er landet, en fornuftig løsning, men arbejdet med at håndtere Rusland er langtfra ovre. Det kommer selvfølgelig til at forfølge os i lang tid. Tak.

Der er en kort bemærkning. Først er det fra hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for det. Jeg kan forstå, at udenrigsministeren mener, at 2019 var et godt år for Europarådet. Nu har jeg deltaget i alle de fællesmøder, der har været, mellem den Parlamentariske Forsamling og Ministerkomiteen, og at begynde at kalde det en positiv og god dialog og godt samarbejde er så tykt, at jeg er lige ved at begynde at kalde Putin for en demokrat. Altså, det er så langt væk fra virkeligheden, som det overhovedet kan være. Tværtimod har det været tydeligt, at Ministerkomiteen har kanøflet den Parlamentariske Forsamling ved at sige, at nu skal vi gøre Rusland så gode, så de ikke stikker af med deres budget fra Europarådets budget. Det er det, det hele har handlet om. Det har handlet om penge. Og der er det bare, jeg siger, at så er det godt nok virkelig sørgeligt. Derfor var de spørgsmål, jeg stillede til udenrigsministeren, jo meget klare: Hvad er det, regeringen vil gøre for at sikre, at Rusland bare tilnærmelsesvis overholder nogle af de ting, de har lovet? Man kan f.eks. stille spørgsmålet meget konkret: Hvad har Rusland indtil videre overholdt af det, de har lovet, dengang man fjernede sanktionerne fra Europarådets side?

Ministeren.

Først håber jeg selvfølgelig, at Rusland vælger at betale, hvad de skylder, ellers må det overvejes, hvad der skal gøres, og det vil vi gøre i Ministerkomiteen. Så det er ikke sådan, at vi har opgivet den kamp, som det måske lidt bliver antydet af hr. Michael Aastrup Jensen. Danmark vil i Ministerkomiteen blive ved med at lægge pres på Rusland, så de betaler. Generalsekretæren er aktiv i sagen, og det er noget, som Danmark støtter varmt. Og så mener jeg også, at det er her, de åbenlyse også politiske dilemmaer, som der er, kommer ind. Altså, vil vi hellere have mulighed for at konfrontere nogle af de store udfordringer, der er med Rusland, i Europarådets kontekst, eller vil vi risikere det, som hr. Martin Lidegaard jo også refererede til, nemlig at Rusland ryger helt ud? Det er et dilemma, og jeg synes, at det rigtige svar på det er, at vi nu har fået skabt nogle muligheder for stadig væk at kunne håndtere Rusland i Europarådet. Vi har mulighed for at fremhæve, hvad vi står for, og det synes jeg vi skal fortsætte med at gøre.

Michael Aastrup Jensen.

Men der er jo ikke nogen i den her sal, der taler om at smide Rusland ud af Europarådet. Jeg taler om sanktioner, ligesom man har gjort det fra EU's side. Og der er det jo sådan, at man har vide rammer for, hvad man kan gøre i forhold til at lave sanktioner. Men Ministerkomiteen med den danske regerings accept har jo været ude at sige, at nej, det skal vi ikke gøre i forhold til Rusland. Og mit spørgsmål var jo: Hvad er det, Rusland har gjort – kan man nævne bare én ting – i forhold til det, de har lovet Europarådet? Jeg kan godt give svaret, for jeg tror ikke, at vi får det. Svaret er nul; nul af det, de har lovet. Er det måske ikke på tide, at man så begynder at sige, at okay, den der dialog, man er så glad for, virker ikke?

Ministeren, værsgo.

Det, der er stensikkert, hvis man følger hr. Michael Aastrup Jensens vej, er, at Rusland jo er på vej ud af Europarådet. Det tror jeg ikke nogen af os ønsker. Når det så er sagt, er jeg fuldstændig enig i indholdet. Jeg synes, det er det, som normalt kendetegner en god debat, nemlig at vi fokuserer på, hvordan vi fremmer de grundlæggende værdier, som Europarådet står på, og det håber jeg hr. Michael Aastrup Jensen og jeg er enige om er vigtigt. Her er der fundet en løsning. Det er rigtigt, at Rusland ikke lever op til en del af de ting, som Rusland skal leve op til. Det vil vi fortsætte med at presse på for. Vi vil tage det op i Ministerkomiteen, hvis der ikke kommer løsninger på det, og vi vil tage videre skridt. Vi har et godt samarbejde og forhåbentlig også en parlamentarikerforsamling for den dagsorden, for jeg håber, at parlamentarikerforsamlingen også vil støtte, at vi holder Rusland op på de forpligtelser, man har.

Tak. Så er det fru Eva Flyvholm.

Tak for redegørelsen. Jeg vil bare lige høre, om ikke også Danmark sammen med andre mere demokratiske lande, skulle skæppe noget mere i Europarådets kasse. Hvor står udenrigsministeren henne i det spørgsmål?

Ministeren.

Det spørgsmål vil jeg gerne tage med og komme tilbage til. Jeg synes, at det vigtigste fokus lige nu er f.eks. at få Rusland til at betale de renter, som ikke er betalt endnu, og sikre, at organisationen kommer tilbage igen. Jeg tror, at fru Eva Flyvholm og jeg er fuldstændig enige om, hvor afgørende arbejdet er Europarådet, specielt i en tid, hvor internationale normer og regler er under pres, også blandt de over 800 millioner mennesker, som Europarådet dækker. Det er rigtig vigtigt, at vi får den her organisation til at fungere bedst muligt og også får sikret, at de principper, man bygger på, bliver efterlevet i praksis af medlemmerne. Så jeg vil gerne kigge på det og vende tilbage til fru Eva Flyvholm.

Fru Eva Flyvholm.

Jeg vil gerne sige tak for, at ministeren i hvert fald vil kigge på det. Jeg synes, det er vigtigt, at vi fortsætter den drøftelse, for selv hvis Rusland begynder at betale, løser det jo ikke problemet med, at nogle af de allerstørste bidragydere så vil være Tyrkiet og Rusland; at det faktisk er nogle af dem, der er store problemer med, der også er nogle af dem, der lægger rigtig mange penge. Det er klart, at det kan forrykke balancen. Derfor synes jeg også, at Danmark og andre lande skal mere på banen, så vi er sikre på, at vi kan få en ordentlig og neutral måde at arbejde på fremadrettet. Så tak for tilsagnet om at ville drøfte det.

Ministeren.

Tak. Vi vil arbejde videre med de gode ideer.

Tak til ministeren. Så fortsætter vi med forhandlingerne om Østersørådet. Det er først hr. Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokratiet.

Danmark og Tyskland var i 1992 fælles initiativtagere til oprettelsen af Østersørådet som et regionalt samarbejdsforum. Medlemslandene omfatter foruden Danmark og Tyskland de øvrige nordiske lande, de baltiske lande, Polen og Rusland. Desuden deltager EU i møderne. Hovedformålet er at binde Østersøregionen sammen i et stadig tættere samarbejde mellem alle Østersølandene.

Formandskabet for organisationen roterer årligt mellem medlemslandene, og den 1. juli 2019 overtog Danmark formandskabet efter Letland. Det danske formandskab løber frem til den 1. juli 2020. Regeringens vigtigste prioritet er at få fulgt op på de reformer, der skal gøre organisationen mere fleksibel og effektiv og sikre bedre synergier med øvrige samarbejdsfora.

Det er en prioritet for regeringen at skabe reel ligeværdig og regional politisk dialog samt samhørighed i Østersørådet. Danmark havde derfor planlagt at afholde et udenrigsministermøde i 2020 på Bornholm, som så er blevet rykket til at være online, med henblik på at drøfte emner af fælles interesse for landene i regionen.

Vi indgår i arbejdet i ekspertgrupper om menneskehandel, udsatte børn og unge, bæredygtig udvikling i regionen med udgangspunkt i FN's verdensmål, og det gælder også bæredygtig maritim økonomi. Derudover indgår vi i civilbeskyttelsesnetværket, der fokuserer på samarbejdet med civilsamfundet og på beredskabsmæssige udfordringer og tilpasninger i lyset af klimaforandringerne.

Tak for det. Så er det hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for det. Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke har så meget at sige. Nu har vi været rundt om rigtig mange ting, og det er rigtig vigtigt, at vi har et samarbejde om Østersøen. Ikke mindst i forhold til hele spørgsmålet om miljø og i forhold til det sikkerhedspolitiske er det rigtig godt. Hvis man læser beretningen fra Udenrigsministeriet, er det jo tydeligt, at corona selvfølgelig har haft en negativ effekt på, hvordan møderne har kunnet lade sig gøre eller ikke har kunnet lade sig gøre.

Men alt i alt er vi i hvert fald fra Venstres side meget interesserede i, at vi stadig væk holder fast i det her Østersøsamarbejde. Jeg er jo, selv om jeg bliver skudt det modsatte i skoen, tilhænger af en dialog med Rusland. Jeg er faktisk stor tilhænger af en dialog med Rusland. Jeg synes også bare, at dialog en gang imellem måske skulle erstattes af handling, og det er så måske der, nogle af os er uenige. Men alt, der handler om dialog, synes jeg er rigtig godt, så mere af det, så langt vi kan gøre det.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Jeg har heller ikke så meget at tilføje til det, der allerede er blevet sagt om Østersørådet. Jeg vil dog lige nævne en ting, som jeg godt kunne ønske mig fyldte mere. Det sagde jeg også sidste år og forrige år osv., og det er samarbejdet på energiområdet. Regeringen har jo faktisk spillet ud med en ny energiø nede ved Bornholm – en sag, man kunne forestille sig stod udenrigsministerens hjerte nær af mange af hinanden uafhængige årsager. Det synes jeg bare er en fuldstændig oplagt sag at hive frem.

Det er jo helt oplagt, at der er nogle lande i Østersørådet, der vil være mindre interesserede i det her, men Polen er åbenlyst interesseret, og flere af de baltiske lande er åbenlyst interesserede, og det har et kæmpe geopolitisk perspektiv, hvis man i bogstaveligste forstand kan trække tråde ud til alle de her lande, både for energiforsyningen og uafhængigheden af den, men også for Danmarks grønne omstilling. Så jeg vil bare anbefale udenrigsministeren at gøre det til en personlig mærkesag. Det vil også se godt ud i næste valgkamp, og det vil have en kæmpe betydning for både geopolitikken i Østersøområdet og den grønne omstilling i Danmark.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det hr. Rasmus Nordqvist, SF.

Tak. Nu tager vi den her debat bid for bid, og det er klart, at vores indlæg bliver kortere og kortere, men det gør jo ikke, at det her faktisk ikke er et udtryk for, at internationalt samarbejde er super vigtigt, og at vi har en masse fora at udfolde det i, hvor det er vigtigt, at vi hele tiden tænker hele vejen rundt og finder ud af, hvordan vi kan spille ind de forskellige steder. Der har jo faktisk også været et ret godt samarbejde i Østersørådet, specielt om menneskehandel, hvilket er vigtigt at fremhæve som noget, der er godt.

Men der er noget, som jeg egentlig godt kunne tænke mig at man tog mere op. Det her år skulle jo faktisk have været det store biodiversitetsår med den store COP i Kina til efteråret. På grund af corona osv. er det jo desværre en dagsorden, der er skubbet lidt til side, men det er noget, vi ikke må glemme. Biodiversiteten har det rigtig, rigtig skidt. Det har den i hele verden, og det har den også i Østersøområdet. Man arbejder meget med bæredygtighed generelt set i Østersørådet, men specifikt den biodiversitetskrise, som vi står med, og spørgsmålet om, hvordan vi kan sikre en styrkelse af biodiversiteten i hele Østersøregionen, synes jeg er noget af det, man skulle fokusere på fremadrettet.

Tak til hr. Rasmus Nordqvist. Der er ingen korte bemærkninger, og derfor er det nu fru Eva Flyvholm, Enhedslisten.

I forhold til Østersørådet vil jeg egentlig meget gerne starte med at rose. Jeg synes, det er dejligt, at vi kan læse her, at regeringen faktisk gerne vil prioritere Østersørådet højere, og at man også gerne ligesom vil lægge mere vægt på, hvordan man kan bruge Østersørådet, nemlig til at fremme dialog i hele området og også inddrage Rusland i den dialog. Det tror jeg er rigtig fornuftigt, og vi ved jo også fra tidligere, at det har været et meget gavnligt forum at have nogle af de diskussioner i. Så det synes jeg er rigtig dejligt at se, at det også kommer på skrift, og at det er en prioritet i den kommende tid. Det synes jeg er klogt og godt.

Et af de områder, som Østersørådet også arbejder rigtig meget med, er lige præcis det her med menneskehandel eller trafficking, og det er jo et problem, vi har set blive større og større i lang tid eller i hvert fald være et meget stort og alvorligt problem. Så det her er også bare en anledning til at sige, at samarbejdet i Østersørådet er meget afgørende, for det omfatter jo mange af de lande, som er relevante at have et samarbejde med.

Men det er måske også en appel til, at vi stadig bliver ved med at fastholde spørgsmålet om, hvorvidt vi faktisk bruger nok ressourcer på det her fra dansk side. Hos vores eget politi synes jeg stadig væk man kan sige der er for få ressourcer sat af til aktivt at bekæmpe menneskehandel, som har så store konsekvenser for mange mennesker. Så det er måske bare for lige at gå ind i det her med blikket på, at vi måske også godt selv kunne gøre lidt mere her for at bidrage. Men jeg synes, det er nogle gode prioriteter, så tak for det.

Tak for det. Den næste ordfører, jeg ser, er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Jeg skal gøre det kort: Da jeg forberedte mig til forhandlingen i dag, læste jeg, hvad jeg skrev sidste år, og hvad der stod i redegørelsen sidste år.

I 2019 var et centralt ord i forbindelse med Østersørådet »genoplivning«, altså at nu skulle Østersørådet genoplives. Det er jo noget, som man kun sætter i værk, hvis døden er nær, og nu eksisterer Østersørådet jo så stadig væk, og det er jo ret positivt. For en af de ting, som jeg også sagde i min tale sidste år, var, at der ved en genoplivning er ca. 13 procents chance for, at patienten overlever. Så det er godt klaret, at man har holdt sig inden for det her vindue på de 13 pct., og det er jo under dansk ledelse, så ros herfra.

For ja, det er, som flere har sagt, rigtig vigtigt, at vi har de her internationale samarbejdsorganer, og derfor kan vi jo ikke sådan have, at de ligger og dør. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det udenrigsministeren.

Tak til formanden, og tak til ordførerne. Man skal også bare huske på historien om Østersørådet, som jeg er sikker på er alment kendt, altså at det jo var Danmark og Tyskland, der i 1992 tog initiativ til det her, og jeg er også glad for, at det her bliver understreget, at det jo ikke er sådan, at Østersørådet i de seneste mange år har været et dynamisk forum, der har fungeret over al forventning. Det har været vigtigt, at vi har fået styrket det her samarbejde, og derfor har det i løbet af det danske formandskab også været vigtigt for Danmark at få implementeret de reformer, som rådet jo blev enige om sidste sommer.

Formålet er at gøre organisationen mere fleksibel og effektiv og gøre den bedre i stand til at samarbejde med de øvrige aktører, som findes i Østersøregionen, og samlet set skal reformerne gøre Østersørådet relevant igen. Det seneste skridt i gennemførelsen af de her reformer blev taget i maj, hvor jeg var vært ved et onlinemøde med mine kolleger fra de øvrige medlemslande, og jeg skal ikke lægge skjul på, at det havde været meget mere interessant at have mødet på Bornholm med de lande, som jeg havde onlinemøde med, herunder bl.a. den tyske og den russiske udenrigsminister, for at nævne to i kredsen. Jeg tror, det havde kunnet give noget dynamik i forhold til organisationen. Men sådan er det i covid-19-tider. Alle landene gav opbakning til reformerne, og stor ros til Danmark for at have stået i spidsen for reformerne det sidste års tid. Så for at bruge Liberal Alliances ordførers begreb lykkedes genoplivningen, og der var ros til Danmark for den indsats, der er blevet gjort.

På mødet blev de nye mandater for selve Østersørådet og rådets sekretariat formelt vedtaget, og det er så det, som gælder i dag. De danner et solidt fundament for, at organisationen nu kan bruges som en platform, og det er vigtigt for en politisk dialog at sikre et bedre fokus i samarbejdet med andre aktører i regionen.

Derudover drøftede vi emner af bredere relevans, for det første selvfølgelig covid-19-situationen og påvirkningen af det regionale samarbejde. Det blev jo også taget op, og det påvirker os alle sammen. Vi drøftede – og det vil jeg også gerne fremhæve – vigtigheden af ungeinddragelse i beslutningsprocesser og institutioner. For kigger man ind i fremtiden, er det vigtigt at få aktiveret de unge omkring i Østersøen. Det er dem, der skal forme fremtiden, og det er vigtigt med hensyn til de ting, vi talte om før – værdier, demokrati, deltagelse osv. – at unge bærer det videre, og jeg tror, vi i Østersørådet kan have et forum, hvor det kan gøres. Vi talte miljø og klimaspørgsmål – og det er også et svar til hr. Martin Lidegaard – som påvirker Østersøregionen, bl.a. om, hvordan vi kan få mere energi fra havvind i området, og hvordan landstrøm kan være en fordel for klimaet og lokalmiljøet og shippingindustrien og samtidig være med til at promovere Østersøen som en grøn turistdestination. Og så har det en række andre gode effekter, hvis man har samarbejde omkring nogle af de her ting mellem de lande, som på andre områder jo ikke deler synspunkter.

Endelig drøftede vi også grænseoverskridende og organiseret kriminalitet, og, fru Eva Flyvholm, jeg er helt enig i, at det er vigtigt at styrke samarbejdet, og også hvad angår menneskesmugling og menneskehandel. Så jeg er da glad for, at det blev noteret, at det faktisk er en udfordring, som vi skal holde os for øje, at mennesker bliver udsat for de her ting, og at det ikke er en ny ting, men noget, der har stået på i mange år.

Om et par uger overtager Litauen formandskabet for Østersørådet, og vi kan se tilbage på et begivenhedsrigt år og et vellykket formandskab, men en vigtig opgave for Danmark i Østersørådet bliver fortsat at sikre, at vi får høstet frugterne af den her reformproces, vi har sat i gang, og det vil vi gerne fokusere på i de kommende år.

Endelig – til hr. Michael Aastrup Jensen – er der også en ting her, som jeg synes er vigtig, og som hr. Michael Aastrup Jensen fremhæver, og det er jo dialogen. For det er jo vigtigt, at man også tør tage dialogen med dem, man er uenig med, og det kan man også bruge et forum som det her og andre fora til, og det er vigtigt, at vi også over for Rusland giver vores synspunkter til kende. Det er også vigtigt, at vi samarbejder på områder med dem, som vi deler geografi med, hvor det giver mening for at varetage danske interesser og værdier. Så tak til ordførerne og for debatten.

Tak til udenrigsministeren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Nu skulle vi så i gang med førstebehandlingen af beslutningsforslag B 176, men for at man kan behandle et beslutningsforslag, kræver det, at der er en minister og ordførere til stede. Jeg ved, at ministeren er undervejs, så derfor har jeg valgt ikke at ringe salen af. Jeg tror lige, vi tager en dyb indånding, og så tror jeg, vi ser en minister komme løbende lige om ganske kort tid.

Så har ministeren også beæret os med sin tilstedeværelse, og derfor kan vi gå i gang med førstebehandlingen af beslutningsforslag nr. B 176.