Først og fremmest mange tak for den utrolig positive opbakning til det her forslag. Det er rart, når vi har en stemmeaftale og der er bred opbakning til tingene, at folk bakker op om de aftaler, der er blevet lavet, og det er også rart, at andre partier tilslutter sig og støtter op om så vigtig en sag som teater. Også tak for de mange gode, inspirerende, livsbekræftende jomfrutaler, der var med i debatten her – det er med til at løfte hele debatten.
Det er også et vigtigt emne, vi taler om her, nemlig vores teatre. Jeg synes, at Enhedslistens udmærkede kulturordfører, fru Mai Villadsen, var inde på, hvad det er, der gør, at teater er så livsbekræftende og stimulerende. Det får os til at se tingene i et andet lys. Det er ikke bare underholdning, men det er også en måde at få perspektiveret tingene på, at blive klog på sig selv og blive klog på andre på – det er derfor, at teater er vigtigt. Det løfter nemlig noget i os alle sammen. Derfor er det glædeligt, at så samlet et Folketing, som vi oplever her i dag, er enige om at styrke vores teatre.
Med forslaget her lægger vi op til at løfte den kategori, der hedder § 5, op, sådan at man kan styrke flere teatre, sætte mere kraft bag, give et statsligt tilskud til noget mere, sådan at man også kan få en mere geografisk ligestilling. Hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti havde en væsentlig pointe i forhold til bl.a. Fredericia Teater, som er et af de teatre, vi løfter, nemlig at det længe har præsteret noget særligt i forhold til musicals. Der er det rart, at vi med det her forslag kan være med til at løfte det, for det er en form for underholdning, en form for teater, om man så må sige, som rigtig mange danskere har glæde ved, og som stimulerer, også til sang og glæde. Så jeg synes, det var en væsentlig pointe, som Dansk Folkeparti og hr. Alex Ahrendtsen havde.
De regionale kraftcentre, som vi kalder dem, er jo også udtryk for det, som Venstres hr. Kim Valentin var inde på, nemlig at man får mere kultur for pengene – at man sætter ind der, hvor der er mulighed for at give et kulturelt boost. Jeg synes, det er spændende og godt, at vi med det her lovforslag netop kan række ud og støtte nogle teatre, der gør det godt og spændende, og navnlig de tre udvalgte: Fredericia, Randers og Vendsyssel.
Før var hr. Peder Hvelplund her, og vi havde også De Konservatives repræsentant for Hjørringkredsen før, men Vendsyssel Teater er et teater, som er det første nybyggede teater i 100 år i provinsen. Så det, at man laver en kulturel forpost et sted, hvor der ikke har været det samme fokus, er altså noget, som vi skal glæde os over, noget, der er flot, og det er positivt, at vi med lovforslaget her kan støtte det. Der er jeg glad for som fungerende kulturminister at kunne bakke op omkring det.
Der kom en række konkrete kommentarer fra de forskellige partier, som jeg lige vil kommentere lidt på. Først i forhold til Det Radikale Venstres hr. Nils Sjøberg, der nævner det her med den lokale forankring. Det ved jeg er noget, som også Socialistisk Folkeparti er optaget af, og også Enhedslisten. Jeg tror i det hele taget, at alle er optaget af, at når vi har teatre, som nu bliver løftet og styrket med statslig støtte, så skal vi passe på, at vi ikke kommer derhen, hvor den lokale forankring glipper. Det skal vi naturligvis kigge på og lytte til, og jeg vil være vågen i forhold til hele udvalgsprocessen for at få sikret, at det her bliver gjort på en ordentlig måde.
Omvendt skal vi huske at tage et behørigt hensyn, når det er staten, når det er kommunerne, der bidrager med økonomi, i forhold til at vi så også har hånd i hanke med, hvad det er, der foregår på de her teatre, og ikke kommer i en situation, hvor teaterbestyrelser kan være selvsupplerende. Så der er en balance, vi skal holde her.
Jeg kunne godt lide – også som fungerende kulturminister – at andre ordførere valgte at bruge anledningen til også at rejse en mere generel kulturpolitisk debat. Jeg synes, at Det Konservative Folkepartis fru Birgitte Bergman var inde på en væsentlig pointe om, hvad det er, kulturen bidrager til, og hvor vigtigt det er, og hvor væsentligt det er, at den bliver sat højt på den politiske dagsorden. Så mange tak for det bidrag. Jeg synes, det var meget væsentlige pointer.
Fru Birgitte Bergman får også nævnt, at der aldrig har været så stor en opbakning, som vi oplever i de her dage, i forhold til det kulturelle. Det skal vi jo glæde os ved.
Kunne man så ønske sig endnu stærkere økonomi til det her område? Ja, naturligvis kunne man det, men jeg tænker også, at de fleste kan forstå, at i en situation, hvor der er mange udfordringer, mange behov, så er det nødvendigt også at tage tingene i den rækkefølge, det kan lade sig gøre. Og jeg kan kun glæde mig over, at der er nogle, der presser på for at få endnu mere på det her område, men jeg synes, vi har en flot profil i Danmark. Meget af det, der skal til, handler ikke kun om kroner og øre, men også om kulturel begejstring, engagement og det, at flere rækker ud efter de tilbud, der allerede er. Men tak for bemærkningen.
Så var jeg også glad for Alternativets bidrag og hr. Uffe Elbæks opbakning til forslaget her. Det betyder noget, at Alternativet også går ind og bakker op om forslaget her. Jeg hørte bemærkningen om, at man gerne ville have været med i stemmeaftalen osv. Jeg tror, det vil gøre indtryk på nogle af de partier, der er til stede her i dag, at der er en interesse for at løfte i flok og være med. Det må vi prøve at lytte til. Men i hvert fald tak for opbakningen til det her gode lovforslag.
I det hele taget synes jeg, vi har haft en god og en bred opbakning til det her lovforslag – det skal vi glæde os over – og jeg vil presse på, så meget jeg kan, for at det her bliver gjort på den bedst tænkelige måde, så de synspunkter, der har været nævnt her i førstebehandlingen, bliver inddraget bedst muligt, så den gode samarbejdende ånd, vi har haft om det her vigtige forslag, også bliver fulgt op i udvalgsarbejdet.
Så tusind tak for de mange bemærkninger. Tak til de mange deltagende jomfruer. Lad os få en rigtig god udvalgsbehandling. Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med udvalget på det her område. Tak for ordet.