Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 23:

Forslag til folketingsbeslutning om økonomisk kompensation i forbindelse med klagesager.

Af Karina Adsbøl (DF) m.fl.

(Fremsættelse 05.11.2019).

Forhandlingen er åbnet, og den første er social- og indenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det. I B 23 foreslås det, at regeringen skal tage initiativ til at indføre økonomisk kompensation til personer, der får medhold af Ankestyrelsen i klager over kommunale afgørelser. Altså handler beslutningsforslaget om den situation, hvor en kommune har truffet afgørelse om at afslå eller nedsætte hjælpen efter serviceloven, og hvor Ankestyrelsen ved klagesagsbehandlingen ændrer kommunens afgørelse.

Ifølge B 23 skal den økonomiske kompensation stå i et rimeligt forhold til den ydelse, som den enkelte person ikke har modtaget. Samtidig skal det offentliggøres, hvilke kommuner der er pålagt at betale kompensation. Forslaget om kompensation har efter bemærkningerne to formål.

For det første skal det være et plaster på såret i forhold til den manglende hjælp, som personen ikke har haft adgang i klageperioden. For det andet skal det være et signal til kommunen om at være mere omhyggelig med at træffe de rigtige afgørelser første gang.

Der er jo tale om et beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti nu fremsætter for fjerde gang. Jeg er enig med Dansk Folkeparti i den grundlæggende præmis om, at mennesker med handicap skal have den nødvendige hjælp og støtte i deres hverdag. Det skal ikke være en kamp at få hjælp. De mennesker, vi taler om her, har i forvejen nok at kæmpe med i deres liv. Men jeg tror ikke, at løsningen er en indførelse af en kompensationsordning. Jeg tror ikke, det er den rette vej at gå for at styrke borgernes retssikkerhed.

Det er dybt bekymrende, hvis nogle mennesker føler, at kommunerne spekulerer i lange sagsbehandlingstider og forkerte afgørelser, for sådan skal mødet med systemet selvfølgelig ikke opleves. Når det er sagt, tror jeg ikke på, at kommunale sagsbehandlere vågner om morgenen og går på arbejde med den ambition at gøre livet svært for de borgere, som de er ansat til at hjælpe. Og derfor er jeg også uenig i de forudsætninger, der ligger bag forslaget: Det er en opfattelse af, at kommunerne bevidst og usagligt træffer afgørelser, som er i strid med lovgivningen, for at spare hjælpen i klageperioden.

Jeg tror, at kommunerne grundlæggende har viljen til at løfte deres ansvar for at overholde lovgivningen og udføre ordentlig sagsbehandling. I den forbindelse må man huske på, at serviceloven er en rammelov og præget af, at kommunerne skal træffe mange skønsprægede afgørelser ud fra en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag. Der kan derfor også opstå tvivl om, hvornår en afgørelse ligger inden for lovens rammer. Dér kan kommunerne helt sikkert blive bedre.

Men jeg mener ikke, at en kompensationsordning sagligt vil have den virkning, at kommunerne træffer flere rigtige afgørelser. Derimod tror jeg på, at vi med et positivt afsæt skal understøtte kommunernes sagsbehandling, så kvaliteten bliver løftet ad den vej. Ud fra et borgersynspunkt er det vigtigt at få den hjælp, som man har ret til og behov for. Men det opnår man altså ikke, ved at Ankestyrelsen ved sin afgørelse af sagen fastsætter en økonomisk kompensation. Det, som den enkelte ønsker sig, er jo hjælp efter serviceloven på det tidspunkt, hvor behovet er til stede, f.eks. socialpædagogisk bistand til deltagelse i et idrætsstævne, som i det eksempel, Dansk Folkeparti nævner i beslutningsforslagets bemærkninger.

En kompensationsordning vil blive administrativt tung. I beslutningsforslaget nævnes det, at de partier, der stemmer for beslutningsforslaget, skal drøfte de konkrete kompensationstakster. Afhængigt af hvor fintmasket de konkrete kompensationstakster bliver, vil Ankestyrelsen i hver enkelt sag skulle foretage en konkret skønsmæssig vurdering af det manglende gode og den tid, hvor borgeren har manglet dette. En kompensationsordning vil under alle omstændigheder være administrationskrævende og vil kunne øge sagsbehandlingstiden i Ankestyrelsen. Og hvordan skal der overhovedet kunne fastsættes retvisende takster, som bliver håndterbare i praksis?

De ydelser efter serviceloven, som vil blive omfattet af ordningen, er jo netop ikke pengeydelser, hvor borgeren så rent faktisk vil få den ønskede hjælp, blot med tilbagevirkende kraft, hvis Ankestyrelsen giver den enkelte medhold. Derimod vil det være naturalhjælp som f.eks. ledsagelse eller hjælp til praktiske opgaver i hjemmet. Kan man overhovedet lave sådan et sæt takster, der samtidig skal stå i et rimeligt forhold til den manglende hjælp i klageperioden? Det stiller jeg mig tvivlende over for.

Det rigtige er i stedet at koncentrere vores indsats om at understøtte kommunernes sagsbehandling og om at få en rimelig sagsbehandlingstid i Ankestyrelsen. Og det er der allerede med bred politisk opbakning taget en række initiativer til. Med satspuljeaftalen for 2018-2021 blev der afsat i alt 53,4 mio. kr. til en handlingsplan til styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet. Handlingsplanen skal medvirke til at sikre, at man i højere grad oplever at få den hjælp, som man efter lovgivningen har krav på, og det vel at mærke i første omgang.

Initiativerne i handlingsplanen, som vi jo er et meget bredt flertal i Folketinget der står sammen om, er lige nu under udrulning. Et af de initiativer, der allerede er iværksat, er, at det er blevet obligatorisk for kommunerne at behandle de årlige danmarkskort for omgørelsesprocenter. Det skal sammen med handlingsplanens øvrige initiativer sikre, at de ansvarlige politikere i den enkelte kommunalbestyrelse har fokus på og aktivt tager stilling til kvaliteten af sagsbehandlingen i deres kommune.

Ankestyrelsen er også i gang med at sætte nye praksiskoordinerende initiativer i værk og forbedre nogle af de eksisterende initiativer for at styrke kommunernes sagsbehandling i første instans. F.eks tilbyder Ankestyrelsen netbaserede seminarer om Ankestyrelsens praksis og dialogmøder med kommuner, og de tilbyder undervisning inden for næsten alle sagsområder med fokus på konkrete og længerevarende læringsforløb, så kommunerne kan blive bedre. Og så er der indført en fasttrackordning for de sager, som er omfattet af varslingsordningen i serviceloven for særlig indgribende afgørelser, hvor hjælpen frakendes eller nedsættes. Den betyder, at i de sager, hvor nedsættelse af hjælpen kan have meget væsentlig betydning, vil borgerne i de fleste tilfælde modtage hjælpen uden nogen forringelse i hele klageperioden. I de sager vil kompensation altså slet ikke være relevant.

Med finanslovsaftalen for 2019 blev der afsat 35 mio. kr. i 2019, 30 mio. kr. årligt i 2020-2021 og 25 mio. kr. i 2022 med det formål at nedbringe de for lange sagsbehandlingstider i Ankestyrelsen.

Så vil jeg bare for en god ordens skyld bemærke, at sagsbehandlingstiden i klagesager om hjemmehjælp ikke er 10 måneder, som det nævnes i beslutningsforslaget. Den var ifølge Ankestyrelsens statistik 2,9 måneder, og der er immervæk et stykke vej fra de 2,9 måneder til de 10 måneder.

Endelig er der med satspuljeaftalen for 2019-2022 afsat 12 mio. kr. til yderligere initiativer til at styrke retssikkerheden. De udmøntes i oprettelse af en retssikkerhedsenhed, der er forankret i Ankestyrelsen, med et tilknyttet uafhængigt rådgivende organ. Enheden skal udarbejde deskriptive analyser og undersøgelser med betydning for netop borgernes retssikkerhed. Alle de her tiltag er jo gode eksempler på, hvordan vi bør og skal arbejde med at understøtte den gode kvalitet i sagsbehandlingen.

Jeg vil da også sige, at vi ikke skal slå os til tåls med det og sidde og vente på, at tingene ændrer sig derude. Vi vil derfor fra regeringens side arbejde målrettet på at få styrket retssikkerheden og få genskabt tilliden mellem det enkelte menneske og det system, som er sat i verden for at hjælpe. En af de største udfordringer for retssikkerheden mere generelt er for mig at se de meget stramme budgetter i kommunerne, og det fremgår jo også af beslutningsforslagets bemærkninger.

Derfor er jeg også glad for, at vi med kommuneøkonomiaftalen, som vi landede her i efteråret, har taget et vigtigt skridt på vejen mod genopretning af området med et markant løft af velfærden – det største i vældig mange år. Det, altså et løft af den grundlæggende økonomi sammen med et styrket fokus på retssikkerhed, tror jeg er de afgørende skridt, vi kan tage for at få genskabt borgernes tillid til systemet.

Beslutningsforslaget, som det er fremsat af Dansk Folkeparti, lægger op til, at der ikke skal være nogen DUT-kompensation af kommunerne, da de allerede er blevet kompenseret, hedder det. Det vil altså ifølge forslaget være en gratis omgang, helt konkret, at indføre økonomisk kompensation.

Det tror jeg ikke at KL og kommunerne vil være enige i. Jeg tror, kommunerne grundlæggende har en vilje til at løfte deres ansvar. Jeg tror ikke på den præmis, der ligger til grund, om, at kommunerne bevidst tilsidesætter loven, spekulerer i forkerte afgørelser. Det er jeg ikke enig i, altså den grundlæggende præmis. Det tror jeg heller ikke kommunerne er enige i, og derfor må vi også forvente, at der vil blive rejst et krav om kompensation i DUT-systemet, hvis vi indfører den model for økonomisk kompensation, som Dansk Folkeparti lægger op til her.

Så for at runde af: I regeringen mener vi ikke, at en økonomisk kompensationsordning er vejen frem i forhold til at styrke retssikkerheden på det sociale område. I stedet mener vi, at der skal arbejdes med at styrke retssikkerheden, ingen tvivl om det, og at vi skal gøre det ved at understøtte og løfte kvaliteten i kommunernes sagsbehandling, ved at sikre rimelig sagsbehandlingstid i Ankestyrelsen og ved at sørge for, at kommunerne har den grundlæggende økonomi, der skal til for at løfte de væsentlige velfærdsopgaver, de har, også for borgere i den her sammenhæng.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak. Der er et spørgsmål. Fru Karina Adsbøl.

Det helt store spørgsmål er, hvad det koster at overholde lovgivningen i dag. Hvad tænker ministeren i forhold til de borgere, i hvis sag der er truffet en forkert afgørelse, og som faktisk var berettiget til at få noget hjælp, men i lang tid har måttet undvære den hjælp, fordi der er truffet en forkert afgørelse? Efter lang tid får de måske medhold i Ankestyrelsen, efter den er kørt frem og tilbage, for det kan være, Ankestyrelsen har henvist den til kommunen, og så har kommunen kigget på det igen, og så er det røget tilbage til Ankestyrelsen. Hvad angår den mellemliggende periode, man som borger ikke har fået den hjælp, man var berettiget til ifølge lovgivningen, hvad synes ministeren så man skal gøre for at sikre om ikke andet så et plaster på såret i forhold til den hjælp, man har måttet mangle, eller som man måske er blevet frataget?

Ministeren.

Jeg tror, det nok er vigtigt at holde tungen lige i munden, når vi diskuterer det her, for der er jo forskellige elementer i vores lovgivning, der gør, at sagerne ikke er ens. I forhold til nogle typer sager har vi jo særlige regler om varsling, som betyder, at man som borger ikke vil opleve, at hjælpen bliver nedsat i 14 uger efter afgørelsen, og man vil have et fasttrack i Ankestyrelsen, så det kan blive vurderet, om det er en rigtig beslutning at nedsætte hjælpen – og hjælpen er ikke blevet nedsat endnu, fordi der er den her varsling. Så er der en anden gruppe af sager, hvor der er opsættende virkning, og det vil sige, at hjælpen fortsætter uændret i de her sager, indtil Ankestyrelsen har foretaget sin vurdering.

Så spørger ordføreren, hvis jeg hører det rigtigt, ind til, hvorfor det så kan koste noget yderligere at skulle lave sådan en kompensationsordning. Og der må man bare sige, at der jo vil være øgede administrative opgaver for Ankestyrelsen, hvis vi overhovedet kan få lavet et fintmasket nok net til, at man kan ramme rigtigt i, hvad kompensationen så skal være.

Fru Karina Adsbøl.

Nej, det var ikke det, jeg sagde. Det, jeg mener, er, at kommunen har skullet levere en ydelse, og den har de faktisk fået via bloktilskuddet, så den skal de levere i forhold til lovgivningen. Når de ikke har leveret den ydelse, har man haft en besparelse. Det er min pointe!

I forhold til varslingsordningen vil jeg sige, at jeg er godt bekendt med varslingsordningen, da jeg selv har kæmpet for den og har fremsat beslutningsforslag vedrørende opsættende virkning og har fået en del paragraffer med, men selvfølgelig ikke alle.

Men så vil jeg sige, at når ministeren ikke vil være med til en kompensation til de borgere, der får medhold, vil ministeren så være med på at udvide varslingsordningen netop i forhold til opsættende virkning, så man ikke mister sin hjælp?

Ministeren.

Jeg beklager, hvis ikke jeg forstod spørgerens spørgsmål rigtigt. Så må vi se, om jeg forstår det rigtigt nu. Jeg synes, det er fornuftigt og positivt, at vi har den varslingsordning, vi har nu, og jeg synes, det er godt, at man har suppleret den med en fasttrackordning i Ankestyrelsen, og jeg synes også, det er positivt, at vi har sager, der har opsættende virkning, men jeg har svært ved her fra talerstolen at overskue, hvad det så er for nogle sager, det ville være relevant at lade omfatte af enten varslingsordningen eller af ordningen med opsættende virkning, som ikke er omfattet nu, da det faktisk er rigtig mange, også af de meget indgribende afgørelser, der allerede er omfattet.

Der kom lige et spørgsmål her. Det er hr. Daniel Toft Jakobsen. (Social- og indenrigsministeren (Astrid Krag): Han vil holde sin ordførertale). Nå, det var hr. Daniel Toft Jakobsen, der gjorde opmærksom på, at han vil afløse ministeren på talerstolen.

Så siger vi tak til ministeren. Det er også en måde at gøre opmærksom på, at så har ministeren talt nok, og at nu skal ministerens egen ordfører op og holde en tale. Det er helt fint. Det er nye tider i Folketinget.

Værsgo til ordføreren.

Tak for det. Det er åbenbart nogle følsomme knapper, der er på panelet, når de bare lige skal snittes af et stykke papir, men det er fint. Formålet med beslutningsforslaget her er, at der skal kunne betales kompensation til borgerne i de tilfælde, hvor Ankestyrelsen giver borgerne medhold i, at kommunen har truffet en forkert afgørelse i henhold til serviceloven. I dag fungerer det sådan, at det er op til kommunen at tage stilling til, om der ud fra et lovgivningsmæssigt og fagligt hensyn er grundlag for, at en borger kan modtage en bestemt hjælp eller en bestemt ydelse efter serviceloven. Hvis borgeren i den forbindelse ikke er enig i kommunens afgørelse, kan borgeren anke afgørelsen til Ankestyrelsen, og hvis Ankestyrelsen derefter giver medhold og finder kommunens afgørelse forkert, så skal kommunen selvfølgelig efterleve afgørelsen fra Ankestyrelsen.

Her i beslutningsforslaget foreslås det så, at der også skal gives et økonomisk plaster på såret til den person, der har fået medhold i Ankestyrelsen, hvilket ifølge forslagsstilleren fra Dansk Folkeparti også vil give et økonomisk incitament for kommunerne til at træffe de rette afgørelser i første omgang. Det foreslås desuden, at der skal laves en offentliggørelsesliste over de kommuner, som pålægges at betale kompensation til borgerne. I Socialdemokratiet mener vi naturligvis, at borgerne skal have den hjælp, de er berettiget til ud fra deres konkrete livssituation, det giver sig selv, men vi synes ikke, at en kompensationsordning er den rette vej at gå.

Vi er med på, at der er mange sager, der bliver omgjort i Ankestyrelsen, og vi er med på, at borgernes tillid til myndighederne kan lide et knæk, når der er så mange sager, som omgøres. Derfor er vi også helt med på, at kommunerne skal blive bedre til at træffe rigtige afgørelser i første hug, men samtidig har vi faktisk også tillid til, at kommunerne grundlæggende har viljen til at løfte deres ansvar for, at sagsbehandlingen er i overensstemmelse med lovgivningen. Derfor vil vi hellere styrke borgernes retssikkerhed ved f.eks. at understøtte kommunernes sagsbehandling og ved at arbejde for en mere rimelig sagsbehandlingstid i Ankestyrelsen.

Der er taget en række initiativer på de her områder, som ministeren også nævnte, i forbindelse med satspuljeaftaler fra de seneste år og senest jo også den kommuneøkonomiaftale, hvor velfærden til næste år løftes med 2,2 mia. kr. Derudover vil en økonomisk kompensation jo ikke give borgeren det, som borgeren oprindelig havde brug for, nemlig den hjælp, som borgeren er berettiget til efter serviceloven. Og som ministeren var inde på, vil det ret sikkert også medføre mere administration og dermed måske også i virkeligheden længere sagsbehandlingstider i Ankestyrelsen at indføre sådan en kompensationsordning som den, der er foreslået her.

Socialdemokratiet kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er et spørgsmål fra fru Karina Adsbøl.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ordførerens holdning til den situation, at man som borger ikke har fået den hjælp, man var berettiget til efter serviceloven, og at man i den tid har manglet den hjælp, man var berettiget til. Og skal man så bare have at vide, når man så har fået bekræftet, at man var berettiget til den hjælp, at det bare er ærgerligt, at man har stået uden hjælp i måske 10 måneder, måske op til et år, afhængigt af hvor lang sagsbehandlingstiden har været? Mener ordføreren ikke, det er rimeligt, at man, hvis man som borger har stået uden den hjælp, man faktisk er berettiget til at få, så får en kompensation for det? Det er et plaster på såret, og jeg er da enig med ordføreren i, at det bedste havde været, hvis man havde fået den hjælp, man var berettiget til, i første omgang, men desværre er det jo ikke altid det, der sker. Kan ordføreren svare på det?

Ordføreren.

Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste. Synes vi bare, det er ærgerligt? Altså, vi synes, det er ærgerligt, men vi synes også, det er mere end ærgerligt – vi synes, det er dybt kritisabelt, når borgerne ikke får den hjælp, som de har krav på. Og vi synes, det er dybt kritisabelt, når man som borger skal igennem en lang og sej kamp for at få den hjælp, som man har krav på.

Derfor synes vi, at det her med retssikkerhed er meget, meget væsentligt, og derfor er det jo, at vi synes, at kommunerne skal blive bedre til at træffe den rigtige afgørelse i første omgang. Men vejen hen til det mål tror vi er at understøtte kommunerne i at lave en bedre sagsbehandling og også styrke deres generelle velfærdsøkonomi, som vi er i gang med med den nyeste kommuneøkonomiaftale. Og det er bare en vej, som vi tror mere på end at bruge flere penge og mere bureaukrati på en kompensationsordning.

Fru Karina Adsbøl.

Jamen pengene er der jo – dem har de fået via bloktilskuddet. Det vil sige, at hvis borgerne ikke har fået den ydelse, de var berettiget til efter serviceloven, så har man lavet en besparelse fra kommunens side, og så vil man jo kunne yde en kompensation ud fra den besparelse.

Men når ordføreren siger, at det er kritisabelt, forstår jeg ordføreren sådan, at det er kritisabelt, når mennesker ikke får den hjælp, de har krav på ifølge serviceloven, men man ønsker ikke at give borgerne en kompensation for det. Så kunne jeg tænke mig at stille ordføreren et spørgsmål om budgetloven: Tænker ordføreren, at man skal kigge på budgetloven, i forhold til om den skal ændres?

Ordføreren.

Det spørgsmål er jeg ikke helt sikker på at jeg forstår, må jeg indrømme. Men så kan jeg jo lige kommentere noget af det første, som spørgeren nævnte, nemlig det her med, at pengene er der. Altså, hvis der er en borger, der ikke har fået et hjælpemiddel f.eks., som kommunen har stående, er det jo ikke sikkert, at værdien af den kompensation, som borgeren går glip af, er præcis lige så stor som den udgift, som kommunen ville have haft ved at stille midlet til rådighed plus hele administrationsdelen i Ankestyrelsen. Det er jo også noget, der kommer oven i det. Så nogle gange lyder det måske lige lovlig enkelt, altså det her med, at alle pengene er der i forvejen, og at der ikke er ekstra omkostninger ved det. Det tror vi at der er, og det er så en af grundene til, at der er andre veje, vi hellere vil gå.

Vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak, formand. Med det her beslutningsforslag pålægges regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte de fornødne lovforslag, så der kan udbetales kompensation til borgere i de tilfælde, hvor Ankestyrelsen giver borgeren medhold i, at kommunen efter serviceloven har truffet nogle forkerte afgørelser.

Indledningsvis vil jeg starte med at sige, at vi i Venstre selvfølgelig mener, at der virkelig skal kæmpes en kamp for at sikre, at man træffer de rigtige afgørelser. Når det så er sagt, kan vi desværre også se på antallet af omgørelser i Ankestyrelsen, at det ikke er sådan, det foregår. Der er desværre rigtig mange steder i kommunerne, hvor man træffer de forkerte beslutninger – i hvert fald bliver beslutningerne omgjort. Derfor er der heldigvis også sat gang i nogle forskellige tiltag, som forhåbentlig kommer til at rette op på noget af det.

Jeg vil sige, at vi har det sådan i Venstre med det her beslutningsforslag, at vi gerne vil være med til at prøve at grave længere ned i det her og finde ud af, om der eventuelt kan laves en eller anden form for bedre ordning.

Når det er sagt, er der også rigtig mange ting i beslutningsforslaget, som vi i hvert fald har en masse spørgsmål til, og som vi også synes er uafklarede: Hvordan skal det foregå i praksis? Er det f.eks. det antal timer, som man måske har mistet i hjemmehjælp, og timelønnen der, det skal opgøres efter? Hvad med den personlige kompensation, der også skal gives? For det kan jo godt være, at det kan gøres op i en eller anden form for timeløn, men det har måske også haft nogle personlige negative konsekvenser, at man ikke har haft hjælpen i en periode, osv. Der er i hvert fald mange ting, som jeg synes at vi ikke får svar på.

Vi håber selvfølgelig, at Dansk Folkeparti også med det her beslutningsforslag vil være med til at arbejde på en fælles beretning, så vi kan prøve at arbejde videre, for netop det med retssikkerheden er jo også for os i Venstre vigtigt, og vi skal gøre alt, for at den bliver styrket. Men som beslutningsforslaget ligger her og nu, kommer vi ikke til at stemme for. Men vi vil rigtig gerne være med til at prøve at arbejde for en eventuel fælles beretning.

Der er spørgsmål fra fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Det er selvfølgelig ærgerligt, at Venstre ikke støtter forslaget, men det havde jeg egentlig heller ikke forventet at Venstre ville gøre. Men jeg kunne godt tænke mig at høre Venstres ordfører, om ordføreren ikke mener, at det her sådan set er rimeligt, hvis man ikke har fået den hjælp, man var berettiget til? Ordføreren er jo selv ordfører på området, og jeg tænker, ordføreren får adskillige henvendelser på det her område. Der mangler en retfærdighedsfølelse i det her, når man simpelt hen ikke har fået den bevilling, som man måske var berettiget til. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor ordføreren ikke mener, at en kompensationsordning er en god idé.

Jeg kunne også godt tænke mig at høre ordføreren, om ordføreren så er villig til at kigge på, om man skulle skrive lidt flere paragraffer ind i det, der hedder varslingsordningen? Det er jo ikke alle paragraffer, der er indskrevet i den, men man kunne sagtens indskrive nogle flere paragraffer. Det kunne være § 83 om hjemmehjælp; er det den vej, man ønsker at gå? Og hvad skal der stå i en beretning, hvis det skulle stå til Venstre?

Tak. Så er det ordføreren.

Altså, jeg vil gerne starte med at sige, at jeg egentlig ikke synes, det er den vej med varslingsordningen, man skal gå for at prøve at kæmpe en kamp. Jeg har stor respekt for, at Dansk Folkepartis ordfører kæmper den her kamp, og for den sags skyld også, at det er fjerde gang, vi behandler beslutningsforslaget. Men jeg synes på en eller anden måde, at det ville være bedre først at prøve at få afklaret, hvor stort et omfang det her ville have, hvis man skulle lave en kompensationsordning. Jeg vil ikke på forhånd afvise, at en kompensationsordning er en god idé, men jeg har i hvert fald brug for at finde ud af, hvor mange sager vi taler om. Er det kun på det her område, eller er det for den sags skyld på rigtig mange andre områder? Og hvad ville det så eventuelt medføre af krav fra kommunernes side, hvis vi pludselig pålægger dem, at der skal ske en kompensation?

Fru Karina Adsbøl.

Hvad synes fru Anni Matthiesen det skal koste at overholde lovgivningen? Altså, vi snakker om en lovgivning, vi har i dag, som man skal overholde, og så snakker vi om en kompensation til borgerne, såfremt den lovgivning ikke er blevet overholdt og man som borger har fået medhold. Jamen hvad skal det koste? Altså, hvad koster det at overholde lovgivningen, fru Anni Matthiesen?

Ordføreren.

Ja, man skal overholde lovgivningen. Vi har et retssamfund, heldigvis, her i Danmark, og det skal vi fastholde. Og ja, jeg er enig med DF's ordfører i, at alle de her omgørelser ikke er tilfredsstillende, og derfor er der jo også sat nogle ting i gang nu, som forhåbentlig kommer til at mindske antallet af omgørelser. Men jeg kan jo ikke bare give ordføreren et enkelt svar på, hvad det skal koste, for det tror jeg faktisk vil være meget forskelligt, alt afhængigt af hvad det er for en sag, der er tale om.

Så siger vi tak til ordføreren, det koster ikke andet end høflighed. Og så går vi videre til den næste ordfører i rækken. Det er hr. Rasmus Helveg Petersen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg vil også gerne sige tak til forslagsstilleren for at fremsætte det her. Jeg er glad for det hensyn, der er udgangspunktet for forslaget, altså det hensyn, der skal tages til borgeren. Jeg har ikke været med de tre foregående gange, det her beslutningsforslag er blevet behandlet. Det, jeg hører i debatten, og som jeg er enig i, er, at en sådan ordning nødvendigvis vil være tung administrativt, altså som det foreslås her med kompensation, og at en sådan ordning nødvendigvis vil være dyr økonomisk. Jeg køber ikke argumentet med, at det her skulle være udgiftsneutralt. Jeg køber argumentet med, at ordningen formentlig vil være ulogisk, nemlig at man sætter penge over for manglende hjælp, som er to ikke helt sammenlignelige størrelser. Jeg er også enig i den betragtning, at området er præget af skønsprægede afgørelser, og det er jo så skøn, der en gang imellem – og sikkert også for ofte – ikke deles af Ankestyrelsen, hvor man mener at skønnet har været anlagt forkert.

Jeg vil meget gerne være med til at arbejde videre med god sagsbehandling, og jeg vil meget gerne være med til at arbejde med at styrke retssikkerheden på området. Derfor vil jeg også meget gerne være positiv i forhold til en beretning, hvor vi tager de ting, der kan gøres, op. På det foreliggende grundlag kan jeg ikke anbefale at stemme for forslaget, men jeg vil gerne vente til arbejdet med beretningen med at meddele vores stemmeafgivning. Tak.

Der er et spørgsmål fra Karina Adsbøl.

Jamen det vil jeg godt stille mig undrende over for, for Radikale har jo tidligere støttet et forslag til folketingsbeslutning om økonomisk kompensation ved medhold i klagesager. Ved den sidste afstemning om det her forslag stemte 44 for, nemlig DF, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF. Det var dem, der tidligere stemte for det her forslag. Så hvad har ændret sig siden, når Radikale Venstre nu tvivler på, om de vil stemme for det her forslag, som de jo tidligere har støttet?

Ordføreren.

Tak for det. Jamen jeg vil gerne i arbejdet med en beretning se nærmere på det. Jeg har som sagt nogen tvivl, når jeg hører den her debat for første gang, herunder ikke mindst om hensynet til administrationen og økonomien og logikken i det. Så jeg har brug for at arbejde mig lidt nærmere ind i det, men jeg vil selvfølgelig meget gerne tage vidtgående hensyn for at være på borgerens side i de her afgørelser.

Fru Karina Adsbøl.

Men jeg står stadig væk lidt uforstående over for, hvad der har ændret sig siden afstemningerne her i sidste samling, hvor vi netop havde det her beslutningsforslag. Da ville Det Radikale Venstre jo gerne være med til at støtte det her forslag og syntes også, at kompensationsordningen var en rigtig god idé, og de stemte for i Folketingssalen. Nu har vi så genfremsat det, fordi vi ikke helt opnåede flertal, men manglede nogle mandater i forhold til det, og nu siger Radikale Venstre så, at de ikke længere støtter det.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg har sagt, at jeg ikke vil redegøre for vores stemmeafgivning, før vi har været igennem forsøget på at lave en beretning, så det skal ikke tages, som at jeg skulle have sagt, at vi stemmer imod det. Jeg har sagt, at jeg endnu ikke kan meddele, at vi stemmer for.

Vi siger tak til ordføreren. Den næste i rækken af ordførere er fru Charlotte Broman Mølbæk, SF. Værsgo.

Tak for det. Dette beslutningsforslag er mere kompliceret end som så, og derfor kræver det også et lidt mere nuanceret svar. SF's ordfører forsøgte sidste gang, vi behandlede samme forslag her i salen, også at nuancere det. Jeg vil ikke desto mindre som sidste gang rose DF for at rejse sagen og understrege, at det vigtigste for borgerne ikke er at få penge, men at få det tilbud, som de i første omgang søgte, og som de har brug for – punktum.

Det kræver, at man ikke presser kommunerne på pengepungen, som man har gjort over tid, så nogle, men slet ikke alle, kommuner fristes til at give et dårligere tilbud, som bliver dyrere på længere sigt, fordi borgeren bliver mindre selvhjulpen. Vi har naturligvis også et ansvar her på Christiansborg for den pressede økonomi. Vi har sammen med den nuværende regering været i gang med det, men jeg håber, at vi fremadrettet også kan tage lidt af ansvaret på os, når vi snakker om nogle af de her løsninger og om det, der foregår ude i kommunerne.

Vores fokus herinde i Folketinget kommer tit til at handle om en økonomisk kompensation, og så ender man let i den tankegang, at pengene bare skal følge borgerne. Det mener vi i SF ikke nødvendigvis at de skal. Borgeren skal – og nu gentager jeg mig selv – have det rigtige tilbud. Det er det, vi skal fokusere på. Det vil jeg også meget gerne drøfte videre i udvalget og måske også forsøge i samarbejde med de øvrige partier at folde ud i en beretning i Social- og Indenrigsudvalget.

Jeg vil dog samtidig understrege, at der selvfølgelig godt kan være situationer, hvor en erstatning kan give god mening. Vi har set eksempler på, at folk selv har stået for ydelser, som de var berettigede til. Der er eksemplet med svømmepigen, som nævnes i bemærkningerne til beslutningsforslaget, der har haft udgifter til ledsager, hjælpemidler osv. som følge af Lolland Kommunes forkerte afgørelse. Og så bør hun selvfølgelig kompenseres.

Men vi skal så vidt muligt ikke bruge økonomiske straffesanktioner over for kommunerne. Her kan tillid, tilstrækkelig økonomi og god vejledning ofte være bedre løsninger.

SF er i dag med de ovennævnte forbehold positive over for forslaget. Den endelige stilling afventer udvalgsbehandlingen, hvor vi forventer at blive klogere på den her sag.

Der er spørgsmål fra fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Det er jo rigtigt, at Dansk Folkeparti har fremsat det her forslag ad nogle omgange og også justeret det med nogle bemærkninger i forhold til det, der er kommet til. Men sidste gang vi behandlede det her forslag til folketingsbeslutning om økonomisk kompensation, stemte SF jo for forslaget. Jeg har bare lidt svært ved at forstå ordføreren. Altså, vil det sige, at ordføreren ikke mener, at man kan stemme for det her beslutningsforslag, selv om det indeholder det samme i forhold til økonomisk kompensation til borgere, der er blevet fejlbehandlet, kan man sige, i det sociale system?

Ordføreren.

Den tale, jeg lige har læst op, er indholdsmæssigt meget lig det, som blev sagt, sidste gang vi behandlede den her sag. Og som jeg også sluttede af med at sige er vi positive og også for forslaget i dag, men vi afventer udvalgsbehandlingen, fordi der er flere forskellige parametre i den her sag, som er nødvendige at få afgjort. For det, der også er vigtigt i den her sag, er jo faktisk, at borgerne får de indsatser, de har behov for. Og der mener vi bare i SF, at der er nogle andre ting, vi også skal have kigget på, så vi kan sikre det, så indsatser ikke skal erstattes af økonomi, for det tror vi faktisk ikke gavner borgeren.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg er enig i, at der er rigtig mange ting, vi skal have kigget på på hele handicapområdet. Men hvad er det så præcis, SF mener vi skal have kigget på? SF's ordfører siger jo, at det med økonomi handler om, at borgerne får den rette støtte og hjælp i første omgang, og det er jeg da fuldstændig enig i, men hvordan sikrer vi, at man får den rette støtte og hjælp i første omgang, som man er berettiget til? Mener ordføreren ikke, at hvis man ikke får det, man faktisk var berettiget til – det, man havde ret til i forhold til serviceloven; det, man havde brug for – så skal man, hvis man får medhold i sidste ende, have ret til en kompensation som et plaster på såret?

Tak. Ordføreren.

Jo, det mener vi, i den udstrækning at borgeren selv har lidt et økonomisk tab i forbindelse med den hjælp, de har søgt om og var berettiget til, men som de ikke fik bevilget. Det handler om det økonomiske tab, de stod til at få. Den anden del handler jo om en helt anden sag, som ville være nem at løse med en form for økonomisk sanktion – altså at lave den slags straffestrukturer – men vi mener bare ikke, det er det, der er løsningen. Det, vi ønsker, er faktisk meget mere, at vi får taget hånd om de ting, der er problemer med, når vi snakker om folk, der får de rigtige indsatser derude. Og der er vi ude i noget meget mere komplekst end bare at kunne give kroner og øre-beløb, når de har været uretmæssigt behandlet ude i kommunen.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Næste ordfører er hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Indledningsvis vil jeg sige, at der simpelt hen er forfærdelig mange fejl i kommunernes sagsbehandling af sociale sager. Når man kigger på den sidste opgørelse – jeg tror, den er fra marts i år – kan man se, at Ankestyrelsen omgjorde en tredjedel af alle klagesager på socialområdet. Går man ind og kigger særskilt på handicapområdet, var det lige knap halvdelen af alle børnehandicapsager, og på voksenhandicapområdet var det lige i underkanten af en tredjedel. Men altså, bredt hen over feltet underkender Ankestyrelsen mellem en tredjedel og halvdelen af de sager, der kommer ind, på det sociale område. Det vidner efter min opfattelse om, at der er noget galt.

Man må sige, at det er dybt urimeligt over for de borgere og deres familier, som oplever en mangelfuld eller fejlagtig sagsbehandling, og jeg synes, det vidner om, at der simpelt hen er et problem med retssikkerheden på det her område. Det kan jo have meget store konsekvenser for borgerne, hvis de ikke får den støtte, som de har krav på efter lovgivningen. Derfor synes jeg, at der burde være en bred enighed i Folketingssalen om, at det er en urimelig retstilstand, at de pågældende borgere, som ikke får den støtte, de har krav på, ikke har nogen som helst form for krav på en kompensation, mens kommunerne, som har en fejlagtig eller mangelfuld sagsbehandling, til gengæld kan score kassen. For man kan sige, at enten får de medhold i Ankestyrelsen, og så er alle pengene sparet – det er jo okay, så har man overholdt lovgivningen – eller også får man ikke medhold, og så har man også sparet penge, for så er der sparet penge til ydelsen i hele den periode, hvor sagsbehandlingen er foregået.

Ministeren var inde på, at det nok ikke er sådan, at alle landets kommunale sagsbehandlere på det sociale område står op hver morgen motiveret til nye fejlafgørelser. Det er jeg enig i. Sådan er det givetvis ikke, og når man kigger hen over danmarkskortet, som Socialministeriet har lavet, kan man jo også se, at der er meget store forskelle. Men det ændrer ikke på, at tallene altså tyder på, at man fører en usædvanlig grænsesøgende sagsbehandling i kommunerne. Det kan simpelt hen ikke passe, at der er så massivt mange fejl, hvis man ikke har lagt nogle retningslinjer for sagsbehandlingen, der betyder, at sikkert også de enkelte sagsbehandlere er meget klemte i forhold til at træffe afgørelser til fordel for borgerne.

Jeg synes, det er oplagt, at man skal indføre en mulighed for at give økonomisk kompensation, og jeg synes, det er værd at tage med, at det ikke kun er et spørgsmål om at sikre retfærdighed og ordentlighed over for de borgere, der faktisk klager. Men når vi kigger på hele det sociale område, og det gælder ikke mindst handicapområdet, har vi jo også at gøre med borgere, som har meget vanskeligt ved selv at overskue deres egen situation, og som har vanskeligt ved at overskue det at klage. Derfor ved vi – eller jeg er overbevist om, hvis nogen skulle spørge, hvorfra jeg har min viden – at der er et meget stort mørketal, at der er rigtig mange borgere, der, selv om de ikke får truffet den rigtige afgørelse af den kommunale sagsbehandler, ikke evner eller ikke er i stand til at overskue deres muligheder for at indbringe en klage.

Det korte af det lange: Jeg havde egentlig en forhåbning om, at der var sket et skifte i den her sag efter regeringsskiftet. Jeg kan i hvert fald glæde mig over, at vi har aftalt fire partier imellem, at vi skal have kigget på de problemer, der er med manglende retssikkerhed på området. Så jeg har bestemt en tiltro til, at det kigger de fire partier på i fællesskab. Men jeg vil også sige, at jeg synes, vi godt kunne give det en god start ved at bakke op om det her forslag, sådan at vi faktisk støttede Dansk Folkepartis forslag her. Jeg vil sige, at fra Enhedslistens side kan vi godt støtte det foreliggende forslag. Også i den her sag har jeg jo hørt ordførertalerne og kan godt se, at Enhedslistens 13 mandater nok ikke vil bringe forslaget i mål. Til gengæld vil jeg her sige, at jeg glæder mig over, at det fra flere sider er blevet nævnt, at det også støder andre ordføreres retsfølelse, at man ikke kan få en kompensation, når loven ikke bliver overholdt. Så jeg håber, at vi i en beretning kan nå frem til noget, som peger i retning af at styrke retssikkerheden på området.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Ole Birk Olesen.

Det er så en af de få lejligheder, hvor Liberal Alliance og Enhedslisten er enige. Men det åbner jo for det interessante, at Enhedslisten vil stemme for et forslag, som utvivlsomt vil koste nogle penge i 2020 for staten, fordi kommunerne skal kompenseres for det her. Men de penge har Enhedslisten jo ikke sat af i den finanslov, som Enhedslisten laver med regeringen. Hvordan løser man det problem?

Ordføreren.

Det er jo sådan med alle de forslag, som Enhedslisten støtter og i øvrigt selv fremsætter, at vi mener, der skal findes en finansiering. Så det er klart, at i det omfang, der er omkostninger til sådan et forslag, skal der jo findes en finansiering. Men jeg vil også sige, at i det forslag, der ligger – og det er jo det, vi tager stilling til – peges der på, at der ikke vil være nogen omkostninger. For hvad er egentlig omkostningen for kommunerne ved at skulle overholde den lovgivning, de er sat til at forvalte? I dag tjener kommunerne styrtende på ikke at overholde lovgivningen. Så kan man sige, at der så måske tjenes lidt mindre, hvis lovgivningen faktisk overholdes. Men som der er redegjort for i bemærkningerne til beslutningsforslaget, kan det umuligt give kommunerne anledning til at blive dut-kompenseret i den her sag. Så den problemstilling, hr. Ole Birk Olesen peger på, eksisterer ikke i det her forslag.

Hr. Ole Birk Olesen.

Det tror jeg nu nok den gør. Men jeg vil da lige høre, om vi er kommet til en ny situation, hvor regeringen har indgået finanslovsaftale med nogle partier, uden at disse partier forpligter sig på ikke at rive tæppet væk under finansloven ved at stemme for udgiftsdrivende forslag i Folketingssalen uden om regeringen? Er det ikke sådan, at man som finanslovsparti stadig væk tager ansvar for næste års finanslov og derfor ikke kan stemme for ting, der koster penge uden for finansloven?

Ordføreren.

Naturligvis tager vi ansvar for det, ellers ville vi ikke indgå en finanslovsaftale, men det forhindrer jo ikke, at der i løbet af et folketingsår kan vedtages andre forslag. Men det er klart, at de pågældende forslag selvfølgelig skal finansieres, sådan at det ikke antaster den finanslovsaftale, som vi har lavet med regeringen.

Fru Anni Matthiesen.

Jeg må sige, at jeg blev lidt fristet til at prøve at følge op på det svar, som Enhedslistens ordfører giver her. I hvert fald kan man sige, at det virker lidt anderledes, end det har været de seneste år. Normalt går man med i en finanslovsaftale og giver ligesom hinanden håndslag på, at det så er det, man står på.

Jeg skal bare forstå det korrekt: Så vil det sige, at man har en anden aftale her, og at det f.eks. gør sig gældende, at Enhedslisten gerne bakker op om alverdens ting og sager, som egentlig koster penge, men som ikke er finansieret?

Ordføreren.

Enhedslisten står naturligvis ved den finanslovsaftale, der er indgået. Det forhindrer jo ikke, at der over året her i Folketingssalen kan diskuteres udgifter, der skal afholdes, og som ligger ud over finanslovsaftalen. Men det er klart, at vi selvfølgelig har en forpligtelse til at drøfte med regeringen og med de partier, vi har indgået aftale med, hvordan denne finansiering skal finde sted.

Fru Anni Matthiesen.

Det vil sige, at når Enhedslisten bakker op om det her beslutningsforslag, er det også sådan, at det er noget, man har drøftet også med de andre finanslovspartier, inden man bakker op? Eller hvordan skal det forstås?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at det, der fremgår af det her forslag – det vil man kunne læse nede i bemærkningerne til forslaget – er, at der ikke er forbundet ekstra omkostninger med det her. Jeg er med på, at den diskussion kan vi jo få, og jeg er såmænd overbevist om, at KL altid vil søge en god lejlighed til at blive dut-kompenseret, men jeg er fuldstændig enig med forslagsstillerne i, at det, at kommunerne skal overholde landets lovgivning, ikke kan påføre dem ekstra omkostninger.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i rækken, og det er fru Brigitte Klintskov Jerkel, De Konservative, som ordfører. Værsgo.

Tak. I beslutningsforslaget her foreslås det, at der indføres en økonomisk kompensation til borgere, der får medhold i Ankestyrelsen i klager over kommunale afgørelser. Ifølge beslutningsforslaget skal den økonomiske kompensation stå i et rimeligt forhold til den ydelse, som borgeren ikke har modtaget, mens klagen blev behandlet. Som jeg læser beslutningsforslaget, skal den økonomiske kompensation være et plaster på såret i forhold til den hjælp, som borgeren altså ikke har haft adgang til i klageperioden. Ordningen skal samtidig være et signal til kommunerne og udgøre et økonomisk incitament til at være mere omhyggelig med at få truffet de rigtige beslutninger i første omgang.

Først og fremmest er det fuldstændig indiskutabelt, at borgerne skal have den rette hjælp og støtte, som de har behov for efter loven, og det skal de selvfølgelig have i første omgang ved kommunernes afgørelse i deres sag. Det bør ikke være nødvendigt at gå til Ankestyrelsen. Jeg tror dog ikke, at en kompensationsordning er den rette løsning for at opnå en styrkelse af borgernes retssikkerhed, som jeg forstår at der lægges op til i beslutningsforslaget her.

Jeg tror heller ikke på, som der også lægges op til i beslutningsforslaget, at kommunerne bevidst træffer afgørelser, som er i strid med lovgivningen, for at spare hjælpen i klageperioden, og at der er behov for at fjerne det økonomiske incitament til sådan en adfærd. Grundlæggende tror jeg, at kommunerne har viljen til at løfte deres ansvar for, at sagsbehandlingen er i overensstemmelse med loven, og jeg mener ikke, at en kompensationsordning vil have den virkning, at kommunen træffer flere rigtige afgørelser. Ud fra et borgersynspunkt er det vigtigt at få den hjælp, som man har ret til og behov for. En økonomisk kompensation vil ikke give borgeren det.

Jeg tror også, at en økonomisk kompensationsordning vil blive administrativt tung, for hvordan skal man og hvem skal kunne værdisætte det tab eller de men, som man kan sige at en forkert afgørelse medfører? Og hvilke takster skal der fastsættes for det? De ydelser, som vil blive omfattet af ordningen, er ikke pengeydelser, hvor det er et beløb, som man bare kan få med tilbagevirkende kraft. Det giver en betydelig vanskelighed at fastsætte det, og det kommer ikke til at give borgeren den ønskede hjælp på rette tid og sted.

Vi mener derfor ikke, at det er den rette vej at gå i forhold til at styrke borgerens retssikkerhed. I stedet mener vi, at indsatsen skal koncentreres om at understøtte kommunernes sagsbehandling og en rimelig sagsbehandlingstid i Ankestyrelsen. Konservative kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er et spørgsmål fra fru Karina Adsbøl.

Jeg kunne godt tænke mig at stille ordføreren det spørgsmål, om ordføreren mener, det er rimeligt, hvis man bliver fejlbehandlet i vores sundhedssystem i dag, at man får en erstatning. (Karina Adsbøls mikrofon bliver slukket). Havde jeg ikke mere taletid? Nåh, ok.

Mener ordføreren, at hvis man bliver fejlbehandlet i dag i det sociale system, skal man ikke have en kompensation for den fejl, der er blevet begået, i forhold til den ydelse, man har måttet mangle – og måske er ens handicap og situation blevet forværret? Det kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens holdning til.

Tak. Det var ikke formanden, der afbrød og slukkede mikrofonen, selv om det kunne være fristende en gang imellem.

Så er det ordføreren, der har mulighed for at svare.

Som jeg forstår beslutningsforslaget, handler det her om en kompensationsordning i forhold til f.eks. hjemmehjælp eller personlig pleje eller socialpædagogisk støtte, hvor man måske ikke har fået det, som man mener man er berettiget til at få, og hvor der så skal udbetales en økonomisk erstatning for det. Det synes jeg er meget svært at omsætte, for hvordan skal det gøres op? Hvordan skal det tab værdisættes? Det synes jeg er svært.

Jeg synes også lidt, der i beslutningsforslaget er lagt op til at tro, at kommunerne bevidst tænker i at træffe forkerte afgørelser, og det tror jeg simpelt hen ikke på. Jeg tror simpelt hen ikke på, at når medarbejderne møder ind på rådhuset om morgenen, sætter de sig ned og bevidst træffer de forkerte afgørelser. Derfor synes jeg, det er meget svært helt at følge, hvordan sådan en ordning skulle kunne udmønte sig i praksis i forhold til at omsætte det her tab i forhold til f.eks. hjemmehjælp eller personlig pleje eller socialpædagogisk støtte.

Fru Karina Adsbøl.

Det tænker jeg overhovedet ikke er svært. Altså, jeg synes, vi skal spørge os selv, om vi synes, det er rimeligt, at man – når man bliver fejlbehandlet i det sociale system og man ikke får den hjælp, man er berettiget til ifølge serviceloven, og man så får medhold i, at man faktisk har manglet den hjælp, som man var berettiget til – får en kompensation for det gode eller den hjælp, man ikke har fået, mens klagesagen har kørt. Det synes jeg da at vi skal spørge os selv om.

Så må jeg bare konstatere, at Konservative siger, at det mener de ikke. De mener ikke, at man, selv om man er blevet fejlbehandlet i det sociale system, for at øge retssikkerheden for borgerne skal have en kompensation for det gode eller den hjælp, man har måttet lide under at mangle.

Tak. Ordføreren.

Jeg mener helt klart, at det er vigtigt, at vi styrker borgernes retssikkerhed. Det var bl.a. også derfor, at den tidligere regering afsatte penge på finansloven til det, og vi har også afsat penge til det i satspuljeaftaler tidligere, netop for at være med til dels at kigge på Ankestyrelsens sagsbehandlingstider, dels at sikre borgernes retssikkerhed. For der skal ikke herske nogen tvivl om, at borgerne selvfølgelig skal have den hjælp og støtte, som de er berettiget til. Det er der slet ikke nogen tvivl om; sådan skal det selvfølgelig være. Derfor satte vi selvfølgelig også penge af til netop at styrke det på det her område.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre til hr. Torsten Gejl, Alternativet, som ordfører. Værsgo.

Mange tak. I Alternativet er vi ikke altid enige i DF's holdning om at sanktionere kommunerne, når de ikke lever op til vores lovgivning. Faktisk er vi klar til at gå rigtig langt, når det handler om at sikre, at det kommunale selvstyre selv får det til at fungere. Vi ved godt, at vi simpelt hen har sparet så hårdt i kommunerne, at det er en daglig udfordring at få det hele til at løbe rundt. Men når det kommer til noget, der minder om kassetænkning, hører vores tålmodighed simpelt hen op.

Når en kommune tjener på at reducere en ydelse til en borger og det senere viser sig, at afgørelsen er forkert, skal borgeren kompenseres. Kommunerne skal ikke tjene på at lave fejl. Så må man lave en omlægning fra naturalier til kontanter, og det kan jo ikke være så svært at omregne hjælpen til penge. Der er jo budgetter og regnskaber for det hele. Der kan så være nogle situationer, hvor man er nødt til at løse det via en sats og sådan noget. Så selvfølgelig skal en borger have kompensation for et uberettiget tab.

At det så også vil have en positiv effekt og måske gøre kommunen lidt mere forsigtig i forhold til at skære i borgernes ydelser, er jo glimrende. Derfor stemmer Alternativet for det her forslag.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige, som ordfører. Værsgo.

Først og fremmest tak til Dansk Folkeparti for også at rejse den her meget vigtige debat. Jeg er blevet kontaktet af rigtig, rigtig mange borgere: forældre, familier, som har oplevet et system, som har svigtet; forældre til handicappede børn, pårørende til handicappede voksne, som har oplevet, at deres sag er blevet fejlagtigt behandlet i en kommune. Så har man anket, man har været igennem et meget, meget langt forløb i et system, som er rigtig, rigtig tidskrævende og rigtig, rigtig krævende generelt set for hele familien, og så har man fået medhold, og selv om man har fået medhold i Ankestyrelsen, har der ikke rigtig været noget at gøre, og det synes jeg principielt er forkert.

For det er klart, at hvis der bliver taget en fejlagtig beslutning, skal der selvfølgelig også kompenseres for den fejlagtige beslutning. Vi har det sådan set inden for nærmest alle andre områder inden for systemet. F.eks. inden for sundhedssystemet, som blev nævnt tidligere, har man altså mulighed for at få noget kompensation, hvis der bliver taget en forkert beslutning, hvis der bliver truffet en forkert afgørelse. Og selvfølgelig skal det også være sådan på handicapområdet.

Jeg kommer selv fra en kommune, hvor rigtig mange forældre – flere af jer kender sikkert også til bevægelsen »En million stemmer« – netop har haft ressourcerne til at gå igennem et meget, meget langt forløb for at sikre, at deres handicappede pårørende, børn osv. fik den hjælp, de skulle have. Og jeg er fuldstændig enig med Enhedslistens ordfører, som tidligere sagde, at der nok er nogle store mørketal, for der er også nogle familier, som simpelt hen ikke har ressourcerne til at påklage den beslutning, der er taget. Samtidig har vi altså en handicaplovgivning, hvor vi faktisk oplever, at der er rigtig mange, der sætter sig mellem to stole, når de fylder 18 år.

Det er netop også noget af det, som det her beslutning adresserer. Jeg synes, det er et godt beslutningsforslag, og jeg synes selvfølgelig, det er meget naturligt, at man også på handicapområdet skal have mulighed for at få en kompensation, hvis der er truffet en forkert afgørelse i ens sag. Så derfor vil jeg glæde mig til den videre behandling af det her, og forhåbentlig finder vi en løsning, men Nye Borgerlige kan i hvert fald helt klart bakke op om det her beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, som ordfører. Værsgo.

Tak. Også tak til Dansk Folkeparti for beslutningsforslaget. Vi synes, det er godt beslutningsforslag. Vi synes, det argumenterer for sig selv. Vi synes, det er indlysende, at det bør være sådan, at hvis man i henhold til en lov har ret til noget og myndighederne så træffer en forkert afgørelse, bør det ikke være konsekvensfrit for de myndigheder og i det her tilfælde kommunen.

Hvis man vinder en sag i Ankestyrelsen over sin kommune og Ankestyrelsen slår fast, at man igennem en periode havde ret til en bestemt ydelse fra kommunen, synes vi, det er naturligt, at man så får en kompensation efterfølgende, som selvfølgelig helst skal andrage cirka det, man havde ret til i den periode.

Vi er helt med på, at de fleste mennesker ikke går på arbejde med det formål at snyde andre mennesker eller begå fejl, men vi kan ikke lide systemer, hvor det er konsekvensløst at begå fejl, og vi kan ikke lide systemer, hvor det tværtimod er sådan, at dem, der begår fejlene, faktisk drager nytte af det. Det tror vi på sigt vil føre til flere fejlafgørelser. Incitamenterne skal være i orden, også på socialområdet, for kommunerne, og derfor støtter vi det her beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. I øjeblikket kører der en sag ved landsretten – svømmepigesagen bliver den kaldt. Justitia og Advokatsamfundet har i samarbejde med advokat Mads Pramming valgt at gå rettens vej med en principiel sag om en pige med et handicap, der uberettiget har fået frataget sin ledsagerordning til svømning, da hun fyldte 18 år. Sagen har allerede været for byretten, men nu tages den et skridt videre til netop landsretten. Sagen omhandler, at kommunen uberettiget havde frataget hende sin ledsagerordning til svømning, da hun blev 18 år. Familien havde flere gange fået medhold i sine klager til Ankestyrelsen, men først efter længere tids tovtrækkeri lykkedes det endelig pigen at få sin ledsagerordning genoptaget. Kommunens fejlagtige afgørelse i sagen betød dog, at pigen i en meget lang periode ikke kunne komme til svømning, og at familien måtte bruge ferier og fridage på at hjælpe.

Skal man kunne få økonomisk godtgørelse, hvis kommunen fejlagtigt har givet en borger afslag eller frataget en ikkeøkonomisk hjælp som f.eks. hjemmehjælp, ledsagerordning eller lignende og Ankestyrelsen efterfølgende omgør kommunens afgørelse? Ja. Men i den her sag sagde byretten nej, hvilket fører til, at det ikke har nogen økonomiske konsekvenser for kommunerne, når de tilsidesætter deres lovgivningsmæssige forpligtelser.

Ifølge Justitia og Advokatsamfundet er den nuværende retstilstand problematisk. Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør i Justitia, udtaler, og jeg citerer:

»Det er helt afgørende, at borgerne kan stole på, at kommunerne følger reglerne – derfor er det også meget kritisabelt, når vi ser sager som svømmepige-sagen, hvor en kommune groft har tilsidesat sine pligter efter serviceloven. Hvis vi skal styrkes borgernes retssikkerhed, er der behov for en retstilstand, hvor det ikke kan betale sig økonomisk for kommunerne at afsige meget grænsesøgende eller ligefrem forkerte afgørelser.«

Karen Wung Sung, medlem af Advokatrådet, siger:

»Svømmepige-sagen er vigtig, fordi den principielt kan få betydning for mange borgere, som er i klemme i kommuner, som ikke lever op til deres forpligtelser over for borgerne. Med sagen vil vi have slået den retssikkerhedsmæssige tilstand fast, og taget stilling til, om ikke kommunen bør kompensere borgere, der i en lang periode har oplevet et uberettiget velfærdstab. Det mener vi ikke kommunerne bør kunne slippe afsted med uden at give en form for kompensation.«

Dommen kan få stor betydning for mange andre borgere i lignende situationer, da afgørelsen kan danne præcedens for fremtidige sager. Problemstillingen har været debatteret i Folketingssalen ad flere gange, hvor Dansk Folkeparti har fremsat forslag, men der har endnu ikke været politisk flertal for at ændre retstilstanden. Derfor bliver landsrettens svar på sagen også helt afgørende. Som det er i dag, kan borgere, der uberettiget har fået afslag på eller fået frataget en serviceydelse af kommunen, som ikke kan gøres op i kroner og øre, ikke få kompensation af kommunen. Samtidig har kommunerne haft en besparelse på serviceydelsen i den periode, hvor Ankestyrelsen behandler en klagesag. Da der er eksempler på, at klageperioden trækker ud i flere år på grund af kommunernes forhold, kan kommunerne således i den periode opnå store besparelser, mens borgeren i samme periode oplever et stort velfærdstab. I Dansk Folkeparti mener vi, at borgere, som får medhold i en klagesag mod kommunen, kan tilkendes en kompensation.

Vi har også tidligere fremsat forslag for netop at styrke retssikkerheden omkring opsættende virkning, og der fik vi et flertal i forbindelse med servicelovens § 3 a, hvor man bibeholder sin hjælp i 14 uger, frem til sagen har været behandlet i Ankestyrelsen. I den forbindelse vil jeg også, som det tidligere er blevet nævnt, nævne fast track-ordningen, netop så man ikke pludselig står uden hjælp. Men problemstillingen er jo desværre ikke løst, f.eks. har als-patienter ikke fået bevilget ordentlig hjælp eller hjælpetimer nok til at få hverdagen til at fungere. Kommunerne træffer jo hver dag afgørelser efter lov om social service om forhold vedrørende ældre, udsatte borgere, mennesker med handicap, og det kan netop være i sager, der har med hjemmehjælp, personlig pleje og lignende at gøre. I en række tilfælde indebærer afgørelsen, at borgeren f.eks. helt eller delvis mister et gode, som man har haft hidtil, men det kan også være, at man har fået tildelt hjemmehjælp, hvor kommunen så træffer afgørelse om at nedsætte den hjemmehjælp. Der kan også være eksempler på, at man slet ikke har fået den hjælp, man var berettiget til.

Så forslaget går i sin enkelthed ud på, at regeringen skal fremsætte et lovforslag eller foretage de nødvendige administrative ændringer, herunder forskrifter, så der kan udbetales en kompensation eller en godtgørelse til borgere, som får medhold i Ankestyrelsen. Kommunen skal træffe afgørelse ud fra en konkret og individuel vurdering af borgerens forhold på baggrund af gældende lovgivning, og det er jo rigtigt nok, som vi har debatteret i dag, at vi i samarbejde har vedtaget Danmarkskortet, og de sidste opgørelser, som også Enhedslisten henviser til, er alt for høje i forhold til de omgørelser, der er. Så alt for mange af de her sager bliver omgjort.

Men så er der den anden del i forhold til Danmarkskortet, og der har jeg lagt mærke til, at der står noget om økonomi og aftalen om det, og der mener jeg jo ikke, at ministeren bare kan ændre noget i forhold til Danmarkskortet, som netop er nævnt, for jeg mener helt sikkert, der er en aftale på det område.

Så har der jo også været eksempler på, at en kommune har afsat et loft over aflastning i forhold til støj, hvor man ikke har foretaget en individuel vurdering. Vi oplever også i dag, at det, der hedder kvalitetsstandard, ofte bliver standarden i en kommune, i forhold til at man ikke foretager en individuel vurdering. Der er altså mange af de her sager, der er på kant med lovgivningen, og det er ikke kun i børne- og handicapsagerne, for vi har også set det på andre områder, i sygedagpengesager og andre sager.

Vi mener netop, at en kompensationsordning kan være et incitament til, at kommunerne træffer den rigtige afgørelse i første omgang. Den skal selvfølgelig ikke træde i stedet for en erstatning eller andet. Hver gang man har debatteret det her, herunder i News eller i en anden tv-udsendelse, har jeg sjovt nok hørt rigtig mange politikere herindefra sige, at der skal sanktioner til, når man ikke overholder lovgivningen, men her giver man en kompensation til de borgere, som er blevet svigtet i forhold til den ydelse, som de var berettiget til. Jeg synes, at det er helt rimeligt, at man som borger får en kompensation, og det gælder også i forhold til retsfølelsen. Derfor synes jeg, det er rigtig godt, at både Enhedslisten, Alternativet, Nye Borgerlige og måske Radikale Venstre og Liberal Alliance står helt bag beslutningsforslaget. Det er ikke helt 90 mandater, men jeg vil i hvert fald gerne takke de ordførere, der bakker det op.

Så glæder jeg mig selv personligt meget til at se, hvordan den her landsretssag ender, og jeg tænker i hvert fald, at hvis den ender ud til borgerens fordel, bliver vi i hvert fald også her fra politisk hold nødt til at reagere og eventuelt lave nogle ændringer. Uanset hvad, synes jeg, vi burde lave nogle ændringer, som kommer borgerne til gode, og som styrker borgernes retssikkerhed i forhold til at få den hjælp.

Så er jeg da enig i i forhold til debatten, at det bedste jo ville være, hvis man fik den hjælp, man var berettiget til i første omgang, men virkeligheden er altså anderledes, og derfor synes jeg, det er vigtigt med en kompensationsordning, for inden for alle andre områder kan man ikke blot bryde loven eller omgå loven, uden det har nogle konsekvenser. Jeg vil bare konstatere, at det er uden konsekvenser og uden omkostninger, hvis man gør det i forhold til serviceloven, og det mener jeg ikke er rimeligt for borgernes retssikkerhed. Tak for ordet, og tak for debatten.

Så siger jeg tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)