Det sidste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 120:

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et krisecenter målrettet dobbeltminoritets-LGBTQ-personer.

Af Pernille Skipper (EL) m.fl.

(Fremsættelse 01.03.2019).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver indledningsvis ordet til udlændinge- og integrationsministeren.

Jeg vil gerne indlede med at sige tak for muligheden for at drøfte de udfordringer, som gruppen af lgbtq-personer med etnisk minoritetsbaggrund rent faktisk har. Der skal ikke herske tvivl om, at regeringen på ingen måde tolererer, at nogen i det danske samfund udsættes for vold, trusler eller anden fornedrelse på grund af deres seksuelle orientering.

Når man kommer til Danmark skal man indrette sig, og det gælder også, når det handler om at acceptere andre menneskers seksualitet. Men det er desværre et faktum, at lgbtq-personer med indvandrerbaggrund alt for ofte mødes med både fordomme og med vold. F.eks. mener 22 pct. af minoritetsetniske mænd, at homoseksualitet ikke bør accepteres i samfundet, og der er 39 pct. blandt minoritetsetniske personer, der opfatter homoseksualitet som en religiøs synd, og hele 54 pct. anser homoseksualitet som unaturligt. Vi ved også, at presset ofte kommer fra deres egne familier og det etniske minoritetsmiljø, og at den vold, der rammer den her gruppe, meget ofte er æresrelateret. Så selvfølgelig skal vi tilbyde den her gruppe med minoritetsbaggrund, altså lgbtq-personer med minoritetsbaggrund, et sikkert sted at være, når der er brug for det. De skal også have relevant og kvalificeret rådgivning og støtte, og der er allerede en række tilbud, som rækker ud til den her gruppe.

I 2018 fremlagde vi i regeringen en handlingsplan om tryghed og trivsel for lgbti-personer. Den er forankret hos ligestillingsministeren, og handlingsplanen omfatter naturligvis også gruppen af mennesker med etnisk minoritetsbaggrund. Der er også initiativer i handlingsplanen, der særlig er målrettet etniske minoriteter, og vi støtter bl.a. foreninger, der arbejder med at forbedre forholdene for netop lgbtq-personer blandt indvandrere. Der er også i handlingsplanen afsat midler til samarbejde og vidensdeling imellem de forskellige aktører på området, f.eks. også RED Safehouse.

Når vi så i dag skal drøfte behovet for et særligt krisecenter, er der to ting, jeg synes der er vigtige. Den ene ting er, om det er en god idé at skille minoritetsetniske lgbtq-personer fra andre unge med lignende problemer omkring æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Den anden ting er, om omfanget af problemet er stort nok til at kunne bære oprettelsen af et særligt botilbud, eller om ressourcerne i stedet er bedre brugt på at håndtere den her målgruppes udfordringer inden for den infrastruktur, som vi allerede har. Jeg ved fra RED Center mod æresrelaterede konflikter, at de allerede i dag selvfølgelig også tager imod minoritetsetniske lgbtq-personer både i deres rådgivningstilbud og i deres sikrede botilbud. Det er REDs vurdering, at både safehousedelen og rådgivningstilbuddet kan rumme målgruppen, og hos RED er udgangspunktet at møde den enkelte med åbenhed, respekt og anerkendelse fuldstændig uanset køn, seksualitet og identitet.

RED er ikke målrettet heteroseksuelle personer. Faktisk peger RED på nogle af de fordele, der vil være, ved netop at have både lgbtq-unge sammen med andre unge, der er ramt af alvorlige æresrelaterede konflikter. Bl.a. kan et fælles ophold være med til gensidigt at reducere fordommene imellem de her grupper. Det er også REDs erfaring, at de unge får styrket oplevelsen af, at de har fælles udfordringer frem for fokus på de forskelle, der måtte være imellem dem. Men selvfølgelig skal vi sikre, at de eksisterende tilbud har den nødvendige forståelse, også den nødvendige faglige viden og den erfaring, der skal til, for at imødekomme målgruppens særlige behov, og det ved jeg også at RED er fuldstændig enig i.

Vi har jo ikke specifikke tal for antallet af lgbtq-personer med etnisk minoritetsbaggrund, der får brug for ophold på krisecenter. Da det at springe ud for manges vedkommende vil være forbundet med sanktioner og svære reaktioner hos både dem selv og deres nærmeste, er det formodentlig også et mørketal på det her område. Men RED Safehouse har oplyst mig, at de i de seneste 4 år har haft gennemsnitligt fem beboere indskrevet om året med lgbtq-problematikker. Også af den grund mener jeg ikke, at der er behov for et særligt krisecenter til netop den her målgruppe. Antallet er simpelt hen for lille.

Så for at opsummere har vi allerede en velfungerende infrastruktur med krisecentre i forhold til f.eks. RED Safehouse, og de vurderer, at de godt kan favne den her målgruppes særlige udfordringer, og peger sågar på fordelen ved, at den her særlige gruppe af unge ikke isoleres på særlige centre. Vi har med en målgruppe at gøre, hvor antallet, der i dag er på krisecenter, formodentlig er meget, meget begrænset.

Derfor er min helt klare holdning den, at vi skal fortsætte arbejdet inden for de rammer, vi allerede har, hvor RED Safehouse udgør et landsdækkende krisetilbud, der favner alle minoritetsunge, der oplever æresrelaterede konflikter eller negativ social kontrol, uanset hvilket køn de har, hvilken seksualitet eller kønsidentitet de har. Derudover skal vi med målrettede aktiviteter, f.eks. i form af støtte til nogle af de foreninger, der arbejder med de her områder, også have særlig fokus på lige præcis den gruppe, som der meget relevant spørges ind til her i dag, nemlig lgbtq-unge med etnisk minoritetsbaggrund.

Så det er altså baggrunden for, at regeringen ikke kan stemme for det fremsatte beslutningsforslag, men det ændrer ikke ved, at vi er fuldstændig enige i, at det er en gruppe, som der på alle måder skal støttes op omkring.

Tak for det. Der er korte bemærkninger, og den første spørger er fru Pernille Skipper fra Enhedslisten. Værsgo.

Jeg hæfter mig ved ministerens argumentation om, at der her er at gøre med en for lille gruppe. Det tror jeg var ministerens helt nøjagtige ord. Det var simpelt hen en for lille gruppe til, at man vil oprette et særligt krisecenter. Så hæfter jeg mig ved, at ministeren har henvendt sig til RED Safehouse og refererer, at de mener, at deres tilbud er tilstrækkeligt.

Men hvis man spørger de mennesker, som det her forslag rent faktisk handler om, altså mennesker, som både har minoritetsbaggrund og er lgbtq+-personer, så siger de faktisk, at det safehouse, der er hos RED, ikke er tilstrækkeligt. For det, man må forstå, er jo, at de har nogle problematikker omkring deres minoritetsbaggrund, men at de også har nogle særlige problemstillinger som lgbtq+-personer, og det er ikke nødvendigvis foreneligt i et tilbud, som er bygget op om at henvende sig til heteroseksuelle personer. Og der er ligefrem fortællinger om, at nogle af de mennesker, der har henvendt sig på de krisecentre, der eksisterer, dér har oplevet diskrimination.

Så jeg bliver en lille smule overrasket, fordi ministeren siger, at gruppen er for lille, men ministeren jo altid taler om, hvor meget regeringen egentlig vil gøre for at hjælpe. Hvorfor udstrækker det sig ikke til en lille gruppe?

Tak. Ministeren.

Det udstrækker sig netop også til en lille gruppe. Men ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, er det jo en lille gruppe, hvis det er sandt, at der cirka har været fem indskrevet i gennemsnit pr. år igennem de sidste 4 år. Så det er en lille gruppe, ligegyldigt hvordan man vender og drejer det.

Når det er sagt, må jeg simpelt hen sige, at jeg virkelig tager argumentet fra RED Safehouse til mig om, hvor vigtigt det netop også er at få forståelsen blandt de her grupper, som jo er både klemte, har problemer og er udsat for f.eks. social kontrol og æresrelaterede konflikter – og det er fuldstændig ligegyldigt, hvilken seksualitet det bunder i – og at det, hvis man holder de her grupper adskilt, rent faktisk kan være med til at opbygge fordomme eller måske at holde fast i nogle af de forestillinger og fordomme, som nogle måtte have. Der synes jeg altså, at argumentationen fra RED Safehouse er meget, meget stærk i forhold til at sige, at noget af det, som vi ønsker at nedbryde i det danske samfund, netop er fordomme, og derfor er det godt, at RED Safehouse også er med til det.

Så man kan jo vende og dreje det, som man vil, og det kan jeg høre at fru Pernille Skipper gør. Fru Pernille Skipper kunne sådan set også vende det sådan, at regeringen ønsker at gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for netop at nedbryde de fordomme, der er, og hjælpe de her mennesker. Men jeg er godt klar over, at det bare ikke er Enhedslistens dagsorden. Det har det aldrig nogen sinde været, men det kunne være, at det var en af de gange, hvor man faktisk skulle prøve at tage det en lillebitte smule til sig.

Spørgeren.

Jeg siger tak og i lige måde. Ministeren henviser for det første til nogle tal om fem mennesker, der har henvendt sig på de specifikke krisecentre i RED Safehouse. Men det her handler jo netop om, at nogle af de mennesker, det drejer sig om, har råbt højt og sagt, at de der ikke føler sig velkomne, og det handler netop om, at når de siger, at de ikke føler sig velkomne, så er det jo ikke ligegyldigt, hvilken seksualitet de i realiteten har. Det kan godt være, at det burde være ligegyldigt, hvilken seksualitet eller kønsidentitet man har, men det er det ikke. Det oplever de ikke, og derfor har vi jo brug for hjælp. Så ministeren kan godt kravle op på sådan en principhest, men burde jo komme ned til virkeligheden.

Ministeren siger her, at vi bliver nødt til at have de mennesker på RED Safehouses krisecentre, for sådan nedbryder vi fordomme hos de andre. Skal jeg forstå det sådan, at ministeren synes, at på trods af at det ikke nødvendigvis er det bedste for dem ifølge de mennesker, det drejer sig om, så skal de behandles som forsøgskaniner for at nedbryde fordomme hos andre?

Ministeren.

Prøv at høre her, fru Pernille Skipper. Vi er fuldstændig enige om, at det her er problematisk, og jeg står og giver Enhedslisten ret i, at det her er problematisk, og at det er noget, vi ønsker at understøtte. Når jeg så står her og rent faktisk prøver på at imødekomme Enhedslisten, synes jeg helt ærligt, at det er lige lovlig flot, at man så bliver taget imod med et: Ja, ja, tak og i lige måde, og ministeren kan jo bare se, og den ligegyldighed, der er. Det er jo slet ikke det, der er tale om.

Det, der rent faktisk er tale om, er, at vi tager den her problemstilling alvorligt, fru Pernille Skipper. Det, jeg nogle gange synes er så ærgerligt, er, at man i sin iver for hele tiden at prøve på at være opposition slet, slet ikke kan tage nogen af de argumenter ind, som vi rent faktisk også kommer med. For for mig at se er det her netop helt afgørende, at vi er med til at nedbryde fordomme. Man kan jo vælge at se det her på to måder, og jeg kan jo sagtens høre, hvordan fru Pernille Skipper ser det. Ved at opbygge et center for sig synes jeg jo, at man, når det handler om fordomme, er med til at opretholde og bygge de fordomme op, hvor vi ønsker at nedbryde fordommene. Jeg håber da, vi kan være enige om – og det hører jeg sådan set også fru Pernille Skipper sige – at det er vigtigt at nedbryde fordommene. Men det gør man jo ikke ved at sige, at så skal alting altid adskilles. Men det gør man sådan set ved at arbejde med det på en seriøs, en ordentlig og en respektfuld måde, og det er det, vi ønsker.

Tak. Så er det hr. Roger Courage Matthisen. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for tale og svar på spørgsmål. I handlingsplanen til fremme af tryghed, trivsel og lige muligheder for lgbtq-personer er det jo omtalt, at en tredjedel af de her dobbeltsminoritetspersoner har selvmordstanker, men konkrete handlingsmuligheder for at sikre dem en større tryghed, f.eks. med det her initiativ, læser jeg ikke rigtig i planen. Så jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at høre ministeren udfolde, hvilke konkrete initiativer som målretter sig netop den her dobbeltminoritet, der er i søgelyset.

Ministeren.

Nu er det jo sådan, at meget af det her ligger på ligestillingsministerens område, og det håber jeg at man har respekt for. Når det er sagt, ved jeg jo, at det er noget af det, der er et stort fokus på, både ved RED Safehouse, men at der også generelt er et stort fokus på det.

Jeg kan bare sige for mit vedkommende, at jeg i hvert fald ønsker, at vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for også at understøtte nogle af de foreninger, der jo rent faktisk hjælper de her grupper, og det gør man jo også. Det har man jo mig bekendt tidligere gjort via satspuljemidler, men der ved vi alle sammen, hvordan det ser ud i fremtiden. Men derfor vil der alligevel også være andre muligheder for at bakke op om nogle af de foreninger, der arbejder med gruppen her.

Hr. Roger Courage Matthisen.

Tak for det, og tak, fordi ministeren nævner foreningerne. Det, vi jo ved, er, at især en langvarig driftsstøtte til de her foreninger gør en stor forskel. Men jeg hører ikke, at ministeren har fået noget beredskab med sig i forhold til at italesætte, hvilke konkrete initiativer der er. Konkret bliver det afvist, men jeg vil så håbe, at ministeren tager med til næste gang, vi har en debat, at der er et beredskab.

Når det er sagt: Er den korrespondance, der har været med RED Safehouse, noget, vi kan få oversendt? For jeg kan ikke rigtig finde det inde under beslutningsforslaget.

Ministeren.

Det vil jo i hvert fald være sådan, at man altid kan stille spørgsmål til et beslutningsforslag som det her imellem første- og andenbehandlingen. Der vil man jo bl.a. kunne bede om at få oversendt både de konkrete tiltag, der må være, men jo også de henvendelser, der har været fra RED Safehouse, og de bemærkninger, som RED Safehouse måtte have i den her forbindelse.

Så kan vi sige tak til ministeren, og vi tager hul på ordførerrækken, og det er hr. Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet. Værsgo.

Enhedslisten har fremsat et beslutningsforslag om oprettelse af et krisecenter målrettet dobbeltminoritets-lgbtq-personer. I Socialdemokratiet kan vi dog være bekymret for, at det kan vise sig at være en alt for generaliserende tilgang til beboere og fremtidige beboere på landets krisecentre. Vores opfattelse er, at folk med en lgbtq-baggrund er lige så forskellige som alle andre, og at der kan være mange andre ting, der er med til at binde os sammen som mennesker. Så det er altså ikke et forslag, vi kan bakke op om.

Vi foreslår i stedet, at der helt grundlæggende skal være flere pladser på krisecentrene, så ingen i fremtiden bliver afvist på grund af pladsmangel. Vi foreslår også, at vi etablerer en gratis og akut psykologhjælp til alle beboere på krisecentrene. Det er et projekt, vi tidligere har haft via et satspuljeprojekt, og vi kunne jo se fra det projekt i sin tid, at det var noget, der virkelig hjalp beboerne med de udfordringer, som de står over for, og det var noget, der hjalp voldsramte med at bryde med voldsmønsteret. Vi mener også, at det forslag med gratis og akut psykologhjælp vil være noget, der vil kunne hjælpe voldsramte med lgbtq-baggrund.

For at imødekomme den problematik, som beslutningsforslaget præsenterer, er Socialdemokratiet imødekommende over for, at nogle af landets krisecentre kan specialisere sig inden for de udfordringer, som dobbeltminoritets-lgbtq-personer står over for. Det kan være i forhold til specialiseret telefonisk råd og vejledning, eller det kan være forflyttelse fra et krisecenter til et andet, hvor der er mere specialiseret personale.

Vi vil derfor gerne benytte lejligheden her til at opfordre regeringen til at lave et gennemsyn af vores krisecentre for at udrede, om der er et presserende problem med dobbeltminoritets-lgbtq-personer på de eksisterende krisecentre, og også udrede, hvad der egentlig er proceduren i dag, hvis og når der skulle opstå problemer.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Nu trykkede jeg mig ind, før ministeren, nå nej, ordføreren – måske minister på et tidspunkt – kom med den absolut sidste sætning om, at man vil undersøge det nærmere. Det synes jeg faktisk giver anledning til, at jeg stiller et måske lidt mindre surt spørgsmål. Mit spørgsmål må være: Anerkender Socialdemokraterne, at der er nogen helt særlige problemstillinger, når det kommer til mennesker, som både har minoritetsbaggrund og lgbtq+-baggrund? Anerkender Socialdemokraterne, at de helt særlige problemstillinger, som man møder i det krydsfelt, også ofte kræver en særlig indsats?

Ordføreren.

Ja, det er min overbevisning, at det er en særlig problemstilling, som kræver en særlig indsats. Jeg har ikke det fulde overblik over, om det så er et problem, altså om vores krisecentre derude i dag har problemer med at håndtere det, om de ikke har – hvad kan man sige – evnerne eller specialet eller erfaringerne til at kunne håndtere de særlige problemstillinger, og det er jo så det, jeg opfordrer regeringen til at finde ud af. Jeg er med på, at der er en problemstilling derude, men det er jo ikke ensbetydende med, at der nødvendigvis er nogen problemer. Så før vi kommer rendende med nogle meget konkrete løsninger, vil jeg og Socialdemokratiet i hvert fald gerne være sikre på, at der er et problem, som vi skal løse.

Fru Pernille Skipper.

Det kan jeg godt forstå, og jeg kan forsikre hr. Rasmus Horn Langhoff om, at vi ikke selv har fundet på det her i Enhedslisten. Vi har ikke sat os over i et hjørne, kigget ind i væggen og tænkt: Nå, vi må nok lave et krisecenter. Vi har faktisk talt med nogle af de mennesker, det drejer sig om, bl.a. foreningen Sabaah, som jo netop beskæftiger sig med at rådgive og støtte mennesker, som både har minoritetsbaggrund og er lgbtq+-personer. Og det særlige krydsfelt, hvor man kan møde had og fordomme det ene sted, fordi man er lgbtq+-person, og had og fordomme det andet sted, fordi man har en minoritetsbaggrund, skaber jo en vanskelig damned if you do, damned if you don't-situation. Og ifølge Sabaah betyder det også, at der ikke er rum for rigtig mange på de sædvanlige pladser. Så er det ikke godt nok, at det kommer fra brugerne selv, at det her er et behov?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at det selvfølgelig gør, at man skal være opmærksom, og, synes jeg, inviterer til, at man som ansvarlig politiker kigger nærmere efter, om der er et reelt problem. Jeg tror, at vi som folketingsmedlemmer skal passe på med ikke at komme farende alt for tit med nogle meget konkrete løsninger, før vi er overbeviste om, at der er nogle konkrete problemer, der skal løses. Det er derfor, jeg opfordrer til, at regeringen hjælper os med at få overblikket på det område.

Vi siger tak til hr. Rasmus Horn Langhoff. Så er det fru Karina Adsbøl, DF. Værsgo.

Tak for det. Jamen som det er blevet sagt, handler forslaget om at pålægge regeringen at oprette et krisecenter med særlige pladser til dobbeltminoriteter, som skal tilgodese voldsramte homo- og biseksuelle mænd og kvinder, transpersoner og øvrige lgbtq-personer fra minoritetsmiljøer. Enhedslisten mener, at vold mod lgbtq-personer kræver særlig opmærksomhed.

Lad mig først og fremmest sige, at vold, hadforbrydelser, chikane m.m. er fuldstændig uacceptabelt, uanset hvem der er udsat for det. Vi har jo taget en række initiativer. Vi har bl.a. givet faste midler til Sabaah i satspuljeregi. Vi har også givet driftstilskud til lgbt-området, og vi har også i satspuljeregi lavet en handlingsplan på området. Derudover har vi også afsat midler til et ungekrisecenter, nemlig 21 mio. kr., hvor man kan komme ind fra gaden, og nu skal de så bare udmøntes i henhold til satspuljeaftalen.

Men som jeg sagde tidligere i min tale om ligestilling, har vi jo i Danmark oprettet RED Safehouse, og det har desværre vist sig at være nødvendigt, da mange fortsat ikke har taget den danske kultur og de danske værdier og de danske normer til sig, og det er jo vigtigt, at man tager de frihedsrettigheder, som vi har i Danmark, til sig. Det er jo et sikkert botilbud til unge i alderen 16-30 år, som også kan tilgodese den her gruppe. Det synes jeg jo er rigtig godt. Derudover er der også flere rådgivningstilbud, bl.a. Sabaah, og også et rådgivningstilbud, Etnisk Ung, som er i RED-rådgivningen, som også tilbyder rådgivning, mægling, psykologhjælp og traumebehandling.

Men jeg er helt enig med Enhedslisten i, at det selvfølgelig er foruroligende, at så mange går rundt med selvmordstanker. Det er jo aldrig rart. Derfor er det selvfølgelig også godt, at man har nogle steder, hvor man kan henvende sig. Men jeg tror, at det vigtigste er, at vi har nogle steder, hvor man kan henvende sig. Og i det miljø, jeg kommer fra, er det i hvert fald sådan, at når man beder folk om hjælp, beder man dem ikke om hjælp på grund af ens seksualitet. Så beder man om hjælp om det, man måske er udsat for. Jeg tror ikke, at man skal gå så meget op i seksualiteten. Det vigtigste er, at der bliver taget hånd om selve de udfordringer, der er, uanset hvem man er.

I Dansk Folkeparti kan vi ikke støtte forslaget. Jeg er faktisk meget enig i meget af det, ministeren sagde, og jeg er også meget enig i det, den socialdemokratiske ordfører sagde. Så vi kan ikke støtte forslaget.

Der er kommet en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper.

For en gangs skyld! Jeg bider bare mærke i, at ordføreren siger, at det ikke er så vigtigt med seksualiteten, og det skal man ikke sådan lige tænke så meget på, og derfor er det fint nok. De unge kan bare være på RED Safehouse, som er indrettet til unge med minoritetsbaggrund, der udsættes for vold eller æresrelaterede konflikter, negativ social kontrol. Det er simpelt hen så nemt at sige, når man ikke står i det, fordi det, der er baggrunden for det her forslag, jo netop er fortællinger om, at når man kommer med lgbtq+-baggrund og henvender sig der, føler man sig ikke altid velkommen. Man føler ikke, at det er et rådgivningstilbud, som er målrettet de særlige problemer, man møder, og der er endda historier om, at man kan føle sig diskrimineret på safehouses. Så det lyder bare lidt, som om ordføreren helst vil stå og tale om, hvordan folk skal tage danske værdier til sig, men meget nødig vil gøre noget konkret for de mennesker, det så handler om – eller hvordan skal det forstås?

Ordføreren.

Sådan er det med fru Pernille Skipper, som tolker det svar, man leverer. Jeg siger, at for at få hjælp skulle det jo ikke afhænge af, hvilken seksualitet man har. Nej, det gør det ikke. Der er muligheder i Danmark for at få hjælp, uanset hvilken seksualitet man har. Det er det, jeg mener.

Om vi ikke har gjort noget? Jo, vi har gjort noget. Vi har faktisk gjort noget i fællesskab undtagen med Enhedslisten. Vi har lavet planer, vi har lavet rådgivning, og vi har sat midler af i satspuljen til både Sabaah, men også i forhold til den her handlingsplan. Så det mener jeg da bestemt at vi har, altså gjort noget i fællesskab herinde i Folketinget.

Så er det hr. Roger Courage Matthisen. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for tale og svar på spørgsmål. Jeg har bare lige et enkelt spørgsmål, for jeg synes, det er rigtig godt og prisværdigt, at der er sikret penge til Sabaah, som jeg mener er en af de mest vidende kapaciteter på området, vi diskuterer i forhold til det her beslutningsforslag. Sabaah har selv udtalt flere gange, at der er behov for et center af den her type for at beskytte de dobbelte minoriteter, som der her er tale om.

Hvordan forholder ordføreren sig til, at Sabaah selv mener, at der er et behov?

Ordføreren.

Først og fremmest har Sabaah ikke henvendt sig til mig omkring den problemstilling. For det andet mener jeg, at man skal kunne inkluderes på de krisecentre, der er i forvejen. Og for det tredje vil jeg lige sige i forhold til det, fru Pernille Skipper sagde om diskrimination, at det tror jeg man kan opleve alle steder. Uanset hvem man er, kan man opleve diskrimination. Og det handler jo noget om, hvordan mennesker er, hvordan de er opdraget, og hvordan de møder andre mennesker.

Så siger vi tak til fru Karina Adsbøl. Så er vi nået til Venstres ordfører, hr. Mads Fuglede. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg vil gerne starte med at anerkende forslagets intentioner og problemstillingens alvor. Der er ingen tvivl om, at minoritetsetniske lgbtq-personer udgør en gruppe, der er i særlig risiko for diskrimination og mistrivsel. Som forslagsstillerne begrunder dagens forslag, er jeg enig i, at det er meget bekymrende, at hver tredje nydanske lgbtq-person går rundt med selvmordstanker – det er jo helt forfærdelige tal. Nogle oplever verbal fordømmelse, mens andre bliver udsat for systematisk fysisk vold fra deres nærmestes side. Det kan og skal vi ikke acceptere i Danmark.

Det er Venstres klare holdning, at alle skal have lige muligheder uanset køn, seksuel orientering, og det kan ikke gradbøjes af religion eller af tradition. Når vi ikke kan støtte forslaget, har det to årsager:

På trods af at vi fuldt ud anerkender problemstillingens alvor, er det vigtigt at have for øje, at vi formodentlig har at gøre med en meget begrænset gruppe. Vi mener derfor også, at ressourcerne bedst bruges inden for de eksisterende rammer, der gør sig gældende i dag, altså at det er i det regi, vi har, vi skal kigge på at blive bedre til det her i det omfang, vi kan bruge de mange input, vi kan få af aktørerne på området. Her tænker jeg bl.a. på RED Safehouse, der driver to af landets mest sikre specialiserede opholdssteder for unge, der er på flugt fra æresrelaterede konflikter. Derudover støtter vi foreningen Sabaah økonomisk, som arbejder for at forbedre vilkårene for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede med etnisk minoritetsbaggrund.

For det andet er vi ikke nødvendigvis enige med forslagsstillerne i, at det er en god idé at skille minoritetsetniske lgbtq-personer fra andre unge med lignende problemer i forhold til æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Jeg er helt med på, at der kan være nogle brudlinjer i det her område, der er meget kulturelt relaterede, men jeg er også af den overbevisning, at det kan man godt håndtere derude, og at det samtidig er i alles interesse, at man ser et fællesskab med nogle uden for sin egen kulturelle kreds inden for det her område.

På den baggrund kan vi i Venstre ikke støtte op om beslutningsforslaget, selv om vi fuldt ud anerkender dets intentioner og har al mulig sympati for den tankegang, der ligger bag.

Vi siger tak til ordføreren. Vi går videre i rækken, og så er vi nået til fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Tak for det. Jamen også herfra tak til Enhedslisten for at have fremsat det her beslutningsforslag. Altså, jeg synes jo lidt, at det er en kæmpe falliterklæring, hvis man ser sig nødsaget til at oprette et selvstændigt krisecenter for præcis den her målgruppe. Jeg synes jo faktisk, at man så sender et signal til den her målgruppe om, at man ikke har intentioner om at inkludere dem, at man ikke har intentioner om, at de skal accepteres, som de er. Så jeg synes faktisk, at Enhedslisten med det her forslag sender et helt, helt skævt signal, og at det er en kæmpe falliterklæring for vores samfund, hvis ikke vi kan inkludere dem – enten på krisecentre med de problemer, der kan være med vold, eller ikke i RED Safehouse, hvor der lige præcis er fokus på æresrelaterede konflikter.

Så Liberal Alliance støtter ikke forslaget.

Tak til fru Laura Lindahl. Så er det hr. Roger Courage Matthisen, Alternativet. Værsgo.

Tak for det, formand. Det her er et beslutningsforslag, som Enhedslisten allerede har gennemgået godt. Meget kort: De problemstillinger og den udsathed for vold, som lgbtqi+-personer med minoritetsetnisk baggrund oplever, er problemstillinger, som skal forstås i krydsfeltet af sociale kategorier. Jeg mener, at det faktisk er afgørende, at den her persongruppe bliver modtaget målrettet af fagpersoner, som relaterer sig til det og forstår de her problemstillinger, og som anerkender, at sociale forhold og dynamikker har en påvirkning på de barrierer og den udsathed, der er i vores samfund.

Derudover har Sabaah flere gange selv påpeget, at der netop mangler et krisecenter, der kan tage hånd om de særlige problemstillinger og behov, som minoritetsetniske personer i den her gruppe oplever og har, og derfor kan vi sagtens støtte op om forslaget. Der er nogle spørgsmål hertil, og det er selvfølgelig, at jeg har behov for at se, hvad det er, RED har udtalt, og så har jeg behov for at gå i dialog med Sabaah igen for at høre, om der har været nogen forbedringer i forhold til de sidste 4 år. Og ellers kan vi varmt tilslutte os, at vi skal tage hånd om den her målgruppe. Det var ordene.

Tak til hr. Roger Courage Matthisen. Så er vi faktisk nået til ordføreren for forslagsstillerne, fru Pernille Skipper. Værsgo.

Jeg vil, mens jeg husker det, starte med lige at hilse fra Radikale Venstre og SF, som mener at kunne bakke op om forslaget. Så vil jeg også beklage særligt over for Intersex Danmark, at vi har glemt et i, og jeg vil understrege, at vores forslag selvfølgelig handler om alle lgbtq+-personer.

Med disse indledende besværgelser vil jeg sige, at jeg faktisk er en lille smule forundret over, at det er udlændingeministeren, som behandler det her forslag, dels fordi det er fremsat i Ligestillingsudvalget med fokus på en ligestillingsproblemstilling, dels fordi ministeren også selv står og siger, at hun ikke arbejder med problemstillingen, for det gør ligestillingsministeren. Og så er jeg lidt i tvivl om, hvad vi laver her i dag.

Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi anerkender, at de særlige problemstillinger, der er for mennesker, som både har minoritetsetnisk baggrund og er lgbtq+personer, er særlige. Regeringens handlingsplan nævner, at en tredjedel af de mennesker har selvmordstanker, og at det kalder på handling, men der er faktisk ikke noget forslag i handlingsplanen. Så anerkender jeg, at man har gjort nogle ting senere i satspuljen, som Dansk Folkepartis ordfører også bemærker. Men altså, det er en handlingsplan uden handling. Og det er en særlig problemstilling, for selv om det, som de fleste ordførere har lagt vægt på her, er, at man som lgbtq+-person kan mødes af fordomme i visse minoritetsetniske miljøer, så er problemet jo også, at man som person med minoritetsetnisk baggrund kan møde fordomme andre steder, i majoriteten eller i lgbtq+-miljøer. Det gør, at man står i et enormt krydsfelt, rigtig svært krydsfelt, hvor man kan blive lagt for had eller møde fordomme, både når man optræder i minoriteten og i majoriteten.

Så det er ikke bare så nemt. Man kan ikke bare sige, at det er vigtigt, at vi nedbryder fordomme, så derfor skal de mennesker indpasse sig i den her gruppe. Eller man kan ikke bare sige, at det ikke burde være vigtigt – eller et eller andet andet. For realiteten er, at nok er det en lille gruppe, men de har nogle helt særlige problemer, som ikke bare passer ind i de kasser, som sædvanligvis optræder, når man henvender sig for at få støtte og hjælp.

Nu siger jeg det bare, som det er. Da jeg sad nede på min stol lige før og hørte ministeren tale og også hørte nogle af de andre ordførere tale, så lød det, som om det her var endnu sådan en anledning til at skælde ud på den manglende rummelighed over for lgbtq+-personer i visse minoritetsmiljøer i Danmark: mennesker med indvandrerbaggrund, muslimer, alle mulige andre. Altså, en eller anden sædvanlig sang om, at de også bare skal tage danske værdier til sig, og at det hele så er løst, og at det er der, problemet ligger. Det er ikke en af de anledninger i dag. Det her er et konkret forslag om handling, der er på bordet, og det er ikke noget, vi i Enhedslisten har siddet og kogt på i Provianthuset og selv fundet på. Det er faktisk noget, vi har talt med de mennesker, det drejer sig om, om. De møder problemerne i hverdagen. Og nu er der så åbenbart tale om for lille en gruppe. Altså, når vi skal bruge det til at fortælle, hvor galt det står til i minoritetsmiljøer eller skælde ud på muslimer eller folk, der ikke har danske værdier, eller mennesker med indvandrerbaggrund, så fylder det alting. Men når vi skal gøre noget ved det, så er det en for lille gruppe. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Roger Courage Matthisen.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen – en god tale. Jeg vil egentlig bare sige tak, fordi ordføreren tør kalde den implicitte fordomsfuldhed, som jeg også hører i svarene fra både ministeren og flere ordførere, for det, den er. Det er problematisk, og hvis ikke vi kan have den svære samtale her i Folketinget, ved jeg ikke, hvornår vi kan have den svære samtale. Så tak til ordføreren for at sige det direkte.

Værsgo.

Tak til Alternativet for opbakningen.

Dermed nåede vi til vejs ende med taksigelserne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingerne er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Ligestillingsudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.